Til mange af vore gamle kirker er der knyttet sagnagtige beretninger om problemer med at finde den rette byggeplads og om drilagtige trolde, der rev ned om natten, hvad der var blevet opført om dagen. Undertiden kunne det hjælpe at anbringe et husdyr, gerne et lam eller en hest, under eller i kirkemuren.[1] Ofte synes trolderiet på byggepladsen imidlertid at have haft et sådant omfang, at det har tvunget kirkebyggerne bort fra stedet.
Langelænderne kan tale med om disse besværligheder. Ikke mindre end 5 af øens 14 gamle sognekirker har ifølge legenden oprindelig været planlagt opført andre steder.[2] Sagnenes lokalitetsangivelser er i reglen ganske præcise og afspejler sig tilmed i stednavne som Klokkerbanken, Ll. Kirkebakke og Kappelsbjerg.
Ganske spændende er det, at også arkæologiske vidnesbyrd i et par tilfælde synes at kunne tjene til støtte for overleveringerne om de langelandske kirkeflytninger. Således berettes der allerede i forrige århundrede om skeletfund såvel på Ll. Kirkebakke nord for Bøstrup kirke som på Kappelsbjerg øst for Humble kirke.[3] På førstnævnte lokalitet skal skeletterne endda have optrådt i sådanne mængder, at Bøstruppræsten omkring 1885 måtte skride ind over for en omfattende handel med skeletdele gravet op af bakken! Det var karle fra præstejordsforpagterens gård, der foretog opgravningerne, og de skal have solgt flere læs knogler til en benhandler, før de blev stoppet. De sidste opgravede knogler lod præsten grave ned i et hjørne af Bøstrup kirkegård.
På baggrund af indberetningerne fra det sene 1800-tal har det længe stået klart, at en nærmere undersøgelse af de to lokaliteter måske ville give mulighed for at gøre fund og iagttagelser, der kunne medvirke til at kaste lys over overgangen fra asatro til kristendom på de sydfynske øer. Religionsskiftet synes på Langeland at have fundet sted sidst i 900-tallet. Adskillige af øens indtil nu 20 undersøgte gravpladser fra vikingetid[4] har været i brug helt frem til dette tidspunkt, men synes derefter at være blevet opgivet. For hele 1000-tallets vedkommende svigter de arkæologiske fund til gengæld næsten totalt. Alle muligheder for at rette op på dette meget skæve og utvivlsomt stærkt misvisende fundbillede har derfor været meget velkomne.
I 1980 kom chancen for at gennemføre en udgravning på Ll. Kirkebakke. Under en besigtigelse blev der iagttaget oppløjede menneskeknogler på den sydlige del af den ca. 25 m høje hatbakke, der ligger kun 350 m nord for Bøstrup kirke – en romansk kvaderstenskirke fra omkr. 1200. Med støtte fra Fortidsmindeforvaltningen foretoges en prøvegravning, hvis resultater førte til en større undersøgelse i 1981, hvor væsentlige dele af den ca. 125 × 60 m store, nord-syd orienterede banke blev afdækket. Undergrunden bestod inden for de frilagte områder overvejende af ler isprængt revler af morænegrus. Grusforekomsterne var størst i bankens sydligste del, hvor en mindre grusgrav havde fjernet bankens sydende og ødelagt en del begravelser (Fig. 1).
Som ventet viste det sig, at toppen af den dyrkede banke var stærkt afpløjet og næsten uden spor af grave. Bortset fra en stærkt forstyrret grav nær kanten af grusgraven og en itupløjet grav på bankens vestskråning samlede de øvrige grave sig alle på den sydlige del af bankens østskråning (Fig. 2). I alt blev der afdækket 13 grave, alle jordfæstegrave og alle orienteret øst-vest. Næsten alle grave var stærkt medtagne af pløjning, og der er næppe tvivl om, at de fundne grave kun er bevaret, fordi de repræsenterer de dybestliggende af pladsens mange, forlængst ødelagte begravelser. Antagelig har disse fordelt sig over det meste af banken. Således har en fhv. forpagter af ejendommen kunnet fortælle, at der i 1920’erne også blev pløjet skeletdele op på den nordlige ende af banken.
Ud over gravene rummede banken spor af et mindre antal gruber, hovedparten ganske små og alle uden daterbare fund. Ved foden af banken fremkom i sydøst et par nedgravninger med skår fra ældre jernalder. Ingen af disse anlægsspor vil blive genstand for nærmere omtale. En større nedgravning på bankens top flade med rester af en svær egestolpe kan muligvis have tilknytning til gravpladsen og er derfor beskrevet sammen med gravene. Disses indbyrdes placering fremgår af planen Hg. 2.
Grav A var stærkt forstyrret af pløjning. Kun de nederste dele af en 1,6 m lang og 0,5-0,8 m bred, øst-vest orienteret gravgrube var bevaret. I grubens mørke, sod- og askeblandede fyld var det ikke muligt at iagttage kistespor, men tilstedeværelsen af seks ca. 6 cm lange jernsøm, hvoraf de tre lå på række i fyldskiftets sydside, tyder afgjort på, at graven har rummet en kiste. Af den gravlagte var kun bevaret fodknogler – i gravens østende – samt spredte fragmenter af lemmeknogler. Køn og alder kan ikke bestemmes.[6] Intet gravgods. Grav B var næsten helt bortpløjet. Graven var øst-vest-orienteret, 2 m lang og 0,55 cm bred. Den synes ikke at have indeholdt kiste. Den gravlagte – en voksen person af uvist køn – har ligget på ryggen med hovedet i vest. Af liget var kun bevaret rester af kraniet samt dele af en underarm og hånd. Intet gravgods.
Grav C (fig. 3). En oprindelig omkring 2 m lang og 0,55 m bred, øst-vest orienteret grav, hvis østende er bortpløjet. En mørk, muldet stribe umiddelbart inden for gravgrubens nordside og parallelt med denne repræsenterer antagelig de sidste spor af en helt opløst kiste. Den døde, formentlig en kvinde og over 50 år gammel, har ligget i udstrakt rygleje med hovedet i vest og armene ned langs siden. Gravgods mangler.
Grav D lå som den eneste af de afdækkede grave på bankens vestside. Bortset fra et 0,7 × 0,55 m stort udsnit af gravbunden var graven totalt udpløjet, hvorfor orientering og dimensioner ikke kunne fastslås med sikkerhed. På gravbunden fandtes i forstyrret leje rester af 2 individer: En voksen af ubestemmeligt køn og et lille barn. Intet gravgods.
Grav E (fig. 4) var 0.65 m bred og omkring 1,9 m lang med længdeakse i østvest. Gravens østende var afpløjet. I gravens brune ler- og grusfyld kunne langs nord- og sydsiderne iagttages 2 cm brede, mørkfarvede striber, der må stamme fra en formuldet trækiste. Hertil hører antagelig også 3 søm fundet i gravfylden. Den gravlagte, en mand i alderen 35-55 år, lå på ryggen med samlede ben, armene ned langs siden og hovedet i vest. Højre skulder hvilede på en 10 × 15 cm stor sten. Intet gravgods.
Grav K. Stærkt nedpløjet, øst-vest orienteret grav, 0,7 m bred og bevaret i en længde af 1,7 m. Østenden ødelagt af afpløjning. Ingen kistespor, men i og uden for gravens sydvestlige del fandtes 5 søm, der måske kan indicere tilstedeværelsen af en kiste, evt. et trælåg over graven. Liget var bevaret fra knæene og opefter. Den døde, ca. 18 år gammel og formentlig en kvinde, var nedlagt i udstrakt rygleje med samlede ben, armene ned langs kroppen og hovedet i vest (fig. 5). Gravgods fandtes ikke.
Grav L. Helt udpløjet grav, hvoraf der kun var bevaret kranierester og tænder fra den gravlagte, en voksen person, sandsynligvis en kvinde.
Grav M. Stærkt afpløjet, øst-vest orienteret grav, hvoraf kun vestenden var bevaret. Graven har været 0,65 m bred og har tilsyneladende ikke rummet en kiste. Af den gravlagte, en voksen person, antagelig en mand, havde afpløjningen kun levnet kraniet og lidt af højre overarm. Liget har tilsyneladende ligget udstrakt på ryggen med hovedet i vest. Intet gravgods.
Grav P: Forholdsvis velbevaret, øst-vest orienteret grav, ca. 1,8 m lang og bevaret i 0,55 m’s bredde ved bunden af gravgruben. 3 jernsøm liggende på række i gravens sydside tyder sammen med et fjerde søm fundet ud for midten af nordsiden på, at graven har indeholdt en kiste. Sikre spor efter en sådan blev dog ikke iagttaget. På gravbunden afdækkedes skelettet af et ca. 17 år gammelt individ, antagelig en kvinde (lig. 6). Liget var nedlagt i udstrakt rygleje med samlede ben, armene ned langs siden og hovedet i vest. Gravgods fandtes ikke.
Grav Q var stærkt afpløjet og yderligere beskadiget i østenden ved anlæggelsen af grav V. Gravens vestende markeredes af 4 jernsøm, og i syd og nord var bevaret yderligere hhv. 2 og 1 søm fra den ellers sporløst forsvundne trækiste, der synes at have haft en bredde på 0,55 m. Kisten har rummet et lig i udstrakt rygleje med armene ned langs siden. Heraf var bevaret dele af overkroppen og kraniet – kun tilstrækkeligt til at bestemme den gravlagte som voksen. Intet gravgods.
Grav T var helt udpløjet, hvorfor det ikke var muligt med sikkerhed at fastslå gravens omrids. Af den gravlagte, en voksen af uvist køn, var kun bevaret kranierester og et par halshvirvler.
Grav U. Stærkt afpløjet og dårligt bevaret grav bestående af et ca. øst-vest orienteret, aflangt fyldskifte med en bredde på min. 0,5 m. Et bevaret jernsøm ved gravens sydende kan udgøre det sidste spinkle spor af en helt forsvundet kiste. Af den gravlagte, en person på over 45 år og af ubestemmeligt køn, var bevaret skeletdele fra venstre side, skulderpartiet og kraniet. Liget har ligget i udstrakt rygleje med armene ned langs siden og hovedet i vest. Intet gravgods.
Grav V var som hovedparten af de øvrige grave stærkt medtaget af pløjning. Den ca. 0,5 m brede og 1,8-2,0 m lange, øst-vest orienterede gravgrube havde ved anlæggelsen bortskåret fodenden af den ovenfor liggende grav Q. Graven indeholdt et dårligt bevaret skelet af en kvinde på over 50 år nedlagt i udstrakt rygleje med samlede ben, armene ned langs kroppen og hovedet i vest. Ligets lændeparti hvilede på en større jordfast sten. Der fandtes ingen spor af kiste og intet gravgods.
Grube J, der afdækkedes på bankens topflade lidt nord for dennes midte, adskilte sig radikalt fra pladsens øvrige smågruber. Det 1,6 × 1,85 m store, let ovale fyldskifte, der markerede gruben, viste sig at dække over en kegleformet nedgravning med en dybde på ikke mindre end 2,3 m! Midt i gruben fandtes spor efter en formuldet, lodretstående egestolpe[7] med en diameter på 0,4 m. Stolpesporet omkransedes fra en dybde af ca. 1,5 m under jordoverfladen af en kampestenspakning bestående af 0,2-0,65 m store sten i 2-3 skifter. – Eneste genstandsfund fra gruben var et lille brunglaseret sideskår af et rødbrændt (høj-)middelalderligt lerkar fremkommet i ca. 1 m’s dybde.
Den oprindeligt meget betydelige gravplads på Ll. Kirkebakke er på mange måder interessant, men desværre også problematisk at tidsfæste nærmere. De mange fællestræk ved de bevarede grave: Jordfæstet, orienteringen, ligenes stilling, anvendelsen af kister sammenholdt af jernsøm og manglen på gravgaver tyder på, at de gravlagte har haft samme religiøse og kulturelle baggrund, og at gravlæggelserne har fundet sted inden for en begrænset tidsramme, måske 100-200 år. Det sidste synes at bekræftes af, at der på trods af koncentrationen af bevarede grave på bankens sydøsthæld kun i ét tilfælde forekom overlapning mellem 2 grave. Gravene har altså respekteret hinanden, muligvis i kraft af en forlængst forsvundet markering af de enkelte gravsteder.
Manglen på gravgaver er også vigtig for dateringsspørgsmålet. Tilsyneladende er den reel, idet der heller ikke i forbindelse med de talrige gravødelæggelser på stedet i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet på noget tidspunkt nævnes fund af genstande sammen med de opgravede skeletter. Kombineret med de øvrige, ovenfor nævnte fælles karakteristika og sammenholdt med forholdene på øens mange vikingetidsgravpladser synes dette sidste træk derfor at udgøre et tungtvejende indicium for at betragte begravelserne på Ll. Kirkebakke som kristne. Antagelig stammer gravene fra 1000- og 1100-tallet, hvor banken forud for opførelsen af den nuværende romanske kirke må have tjent som begravelsesplads for de første kristne menigheder i Bøstrup-området.
Ud over gravene og stednavnet synes Ll. Kirkebakke at rumme spor af endnu et anlæg, der muligvis kan sættes i forbindelse med stedets funktion som kristen gravplads. Det drejer sig om grube J, hvori der som nævnt på bankens højeste punkt har kunnet påvises spor af en svær egestolpe nedgravet i mere end 2 m’s dybde og nederst omhyggeligt sikret af en solid stenpakning.
Det ligger nær at antage, at det kan have drejet sig om et kors, der i givet fald har været af betydelig størrelse. Et kors kan være rejst under, eller måske snarere efter, den formodet tidligkristne gravplads’s funktionsperiode og har da sandsynligvis virket både som minde over den nedlagte gravplads[8] og som »vejfarerkors«, idet landevejen mod øst tidligere skal have passeret helt ind under bankens østlige fod.
Såvidt Ll. Kirkebakke. Men hvorledes med Kappelsbjerg på Sydlangeland? Kan fundene også hér bekræfte overleveringen om en kristen gravplads på stedet? En kortvarig, foreløbig undersøgelse i forsommeren 1987 gav ikke noget entydigt svar på dette spørgsmål, men dokumenterede til gengæld klart, at stedet havde været i brug som gravplads allerede i sen vikingetid. Herom nærmere i det følgende.
Kappelsbjerg er betegnelsen på en ca. 28 m høj, dyrket hatbakke, der ligger 500 m øst for Humble kirke – en senromansk teglstensbygning fra slutningen af 1200 årene. Iflg. Nationalmuseets sognebeskrivelse fra 1876 skal der på bankens topflade være fundet »rester af en gammel munkestensbygning og nogle favne øst herfor et menneskeskelet«.[9] Stedet er dog ikke identisk med den byggeplads for Humble kirke, som troldene ifølge et lokalt sagn tvang bygherrerne til at opgive. Denne plads skal have ligget på den 32 m høje, nu noget forgravede banke lige syd for kirken, hvor man – stadig iflg. sognebeskrivelsen – »oftere har fundet skeletter«, og hvor der berettes om »gravminder«. Fundamentet af endnu en munkestensbygning skal i øvrigt være påvist ved bankens fod.
Prøvegravningen i 1987, der finansieredes af Det arkæologiske nævn, kom i stand, efter at der under besigtigelser på Kappelsbjerg i 1986 var fundet en hel del stumper af middelalderlige teglsten inden for et ca. 20 × 30 m stort område lidt nord for bankens afgravede sydskrænt. Sammen med teglstumperne og spredt over et større område øst herfor opsamledes der i pløjelaget flere itupløjede dele af menneskeskeletter[10] og nogle få skår af rødbrændt, blyglaseret lertøj.
For at lokalisere eventuelle bygningsrester og om muligt skaffe overblik over gravpladsens udstrækning anlagdes fem 50 m lange og 1,5 m brede, N-S orienterede søgegrøfter over det mest lovende område af bankens topflade. Flere steder foretoges senere udvidelser af grøfterne og centralt i området blev en større flade afdækket. I alt omfattede prøvegravningen et areal på ca. 50 × 50 m. I de 5 søgegrøfter påvistes og undersøgtes 9 mere eller mindre sikre jordfæstegrave – alle stærkt forstyrrede:
Grav A bestod af en øst-vest orienteret nedgravning med aflangt/ovalt omrids og flad bund. Længden var ca. 2,4 m, bredden 1,2 m. Nedgravningen havde i øst en dybde på 0,15 m, mod vest var den næsten udjævnet ved afpløjning og forstyrrelser fra en rævegrav. Af den gravlagte, en voksen person af uvis alder og køn, fandtes fødder og de overbrudte skinnebensknogler in situ i gravens østlige del (fig. 7). I den stærkt forstyrrede vestlige del indeholdt gravfylden adskillige rester af det helt splittede skelet. Midt i graven lå en overbrudt énægget jernkniv, en lille bronzering (antagelig fra knivophænget) og en simpel jernnøgle.
Grav (?) B. En næsten helt bortpløjet, øst-vest orienteret nedgravning med afrundet rektangulært omrids indeholdt i den vestlige del et dårligt bevaret ribben af menneske. Dette sammenholdt med nedgravningens form og dimensioner: 1,8 × 0,9 × 0,02 m tyder på, at der er tale om en grav. Gravgods var ikke bevaret.
Grav D. Stærkt afpløjet, ca. øst-vest orienteret grav. Den vestlige ende af graven var helt ødelagt af en recent nedgravning. Gravgruben var 0,65 m bred og (nu) 0,08 m dyb. Den bevarede længde var 1,55 m. Af den gravlagte, der var placeret i udstrakt rygleje med samlede ben, armene ned langs kroppen og hovedet i vest (fig. 8), var skelettet bevaret fra 4. lændehvirvel og nedefter.
Liget har tilsyneladende ligget i kiste. Spor af formuldet træ tegnede sig som en ca. 2 cm bred stribe langs højre side af skelettet. Den døde var gravlagt med en del personligt udstyr. Således fandtes under højre underarm en ca. 15 cm lang, sammensat benkam, ved højre hofte en lille jernkniv med tilhørende skedebeslag af jern samt en ganske lille, ubestemmelig jerngenstand, på venstre hofte et bæltespænde af jern og ud for venstre skinneben endnu et par små ubestemmelige jernstykker med spor af formuldet træ.
Grav E var kraftigt medtaget såvel af pløjning som af den senere anlagte grav O, der skar sig ind over den østlige ende af den øst-vest orienterede gravgrube. Den havde afrundet rektangulært omrids med målene ca. 1,75 × 0,8 m. Største dybde – i vest – var 0,18 m. – På udgravningens bund lå et stærkt beskadiget skelet, hvoraf kun skulderpartiet var nogenlunde intakt. Hovedet manglede. Liget var nedlagt i udstrakt rygleje med hovedet i vest. Ved venstre overarm lå en lille énægget jernkniv og en hvæssesten af skifer. Graven rummede ingen spor af en kiste.
Grav J. I den centrale del af undersøgelsesområdet fremkom et ca. 4 × 3,6 m stort fyldskifte med mørk, lerblandet muldfyld. Fyldskiftet viste sig at dække over en ca. 0,6 m dyb nedgravning, der ud fra løsfund i fylden kunne dateres til slutningen af 1800-tallet. Nedgravningen synes at have været anlagt med henblik på at dække én eller flere jordfæstegrave. I hvert fald fandtes der i nedgravningens midterste afsnit en del fragmenterede humane lemme- og kranieknogler fra min. 2 personer, et ungt og et gammelt individ. Nogle fragmenter af et groft, uornamenteret kar af vikingetidspræg kan repræsentere ødelagt gravgods.
Grav K udgjordes af en øst-vest orienteret, 2 m lang og 1 m bred nedgravning, hvis bund lå ca. 0,3 m under feltfladen. I gravens brune, sandblandede ler-fyld iagttoges tydelige mørkfarvede spor af en helt formuldet trækiste med målene 1,6 × 0,8 m. Liget var helt opløst, men placeringen af 2 glasperler i gravens vestende indicerede, at den gravlagte havde ligget med hovedet mod vest.
Grav (?) M. Øst-vest orienteret nedgravning med ovalt omrids og skrå sider. Længde 2,55 m, bredde 1,1 og dybde 0,16 m. På nedgravningens bund fremkom en mørkfarvet, rektangulær aftegning med målene 1,75 × 0,5 m. Midt i aftegningen, der sandsynligvis angiver udstrækningen af en formuldet trækiste, fandtes nogle fragmenter af humane ribben. Intet gravgods.
Grav O udgjordes af en næsten helt bortpløjet, øst-vest orienteret nedgravning i forlængelse af grav E, hvis østende var ødelagt af O. Graven havde en bredde på 0,85 m og var delvist bevaret i indtil 1,5 m’s længde regnet fra vestenden. På gravbunden og spredt i pløjelaget over og omkring graven fandtes adskillige fragmenter af menneskeknogler – alle i sekundært leje, hvorfor ligets placering i graven ikke har kunnet fastslås. Gravgods var ikke bevaret/medgivet.
Grav P fremtrådte som en øst-vest orienteret nedgravning med rektangulært omrids. Østenden var bortpløjet, og pløjning og rævegange havde tilsammen næsten totalt splittet resterne af den gravlagtes skelet. Gravgruben var 0,8 m bred og bevaret i 1,7 m’s længde. I gruben var nedsat en 0,65 m bred og mere end 1,3 m lang trækiste, hvis vestgavl og langsider tegnede sig som 4-8 cm brede, mørkfarvede striber i gravfylden. Inden for kistesporene viste spredte rester af den gravlagtes kranium, rygsøjle og hænder, at liget havde ligget med hovedet i gravens vestende. Gravgods fandtes ikke.
De i alt 9 rimeligt sikre jordfæstegrave, der blev resultatet af Langelands Museums prøvegravning på Kappelsbjerg, lå spredt inden for hele det 2500 m2 store udsnit af banken, som omfattedes af de 5 søgegrøfter. 3 af gravene afdækkedes helt ude på østkanten af den lerede bakkeflade, hvilket sammen med oppløjede skeletrester kunne tyde på, at gravpladsen strækker sig videre ned ad bankens østskråning. Tilsvarende synes enkelte rester af menneskeknogler i pløjelaget nordvest for prøvefelterne at indicere begravelser også i dette område. Gravpladsen kan derfor meget vel vise sig at have en udstrækning i øst-vest på mellem 100 og 150 m. I nord-syd må den ud fra iagttagelserne i søgegrøfterne formodes at have en maximal udstrækning på 40-50 m.
Ud over gravene blev der i søgegrøfterne blot påtruffet nogle få kogegruber og et enkelt stolpehul. Det lykkedes mod forventning ikke at finde spor af den bygning af store røde tegl, der iflg. folketraditionen skulle have ligget på bankens topflade, og som teglstumperne i pløjelaget formodedes at stamme fra. Til gengæld kan det omtalte stolpehul, der sammen med et tilstødende udsnit af en væggrøft med spor af en formuldet, vandretliggende planke blev afdækket i kanten af en af søgegrøfterne på den midterste del af banken, måske udgøre rester af en (større?) træbygning. Et teglfragment fundet sammen med et par stumper af menneskeknogler i væggrøftens fyld daterer denne endnu temmelig hypotetiske bygning til tiden efter ca. 1150.
De foreløbige resultater af Kappelsbjerg-undersøgelsen tegner et noget mere kompliceret billede af denne lokalitet, end det var tilfældet med Ll. Kirkebakke. Ligesom på Ll. Kirkebakke har der på Kappelsbjerg ligget en ret betydelig gravplads med øst-vest orienterede jordfæstegrave, hvoraf en del har indeholdt kister. 2 overlappende grave synes at vidne om, at brugen af den sydlangelandske gravplads må have strakt sig over flere generationer. Hvor længe vides endnu ikke, men ud fra gravgodset i 4 af gravene kan det i hvert fald fastslås, at pladsen er taget i brug allerede i det 10. århundrede.
Tilstedeværelsen af gravgods i de sene vikingetids begravelser indicerer, at denne del af de gravlagte har været tilhængere af den gamle asadyrkelse. Fundmaterialet er endnu for spinkelt til at afgøre, om dette også gælder for alle de øvrige begravede på Kappelsbjerg-banken, eller om benyttelsen af gravpladsen er fortsat også efter befolkningens overgang til kristendommen omkring år 1000. Herved vil Kappelsbjerg-gravpladsen ganske vist komme til at indtage en særstilling blandt Langelands hidtil kendte gravpladser fra sen vikingetid. Den kun delvist bekræftede overlevering om en (teglstens)bygning på banken taler imidlertid ligesom stednavnet for, at dette kan have været tilfældet. Forhåbentlig vil fortsatte undersøgelser på Kappelsbjerg i 1988 kunne give en afklaring af de vigtige spørgsmål omkring trosskiftet og den mulige kontinuerlige brug af gravpladsen. Kappelsbjerg-gravpladsens forhold til områdets anden formodet tidligkristne gravplads på banken syd for Humble kirke bør naturligvis også undersøges nærmere – såfremt trolde og senere tiders forstyrrelser ikke har spoleret mulighederne helt.
