»Gyldne tider, en messe om magt og ære i bronzealder og nutid« blev i 1988/89 Fyns Stiftsmuseums første særudstilling på Hollufgård. Lidt af udstillingsforberedelserne skete på Historisk Værksted, hvor tre bronzealderdragter blev rekonstruerede.
Dragterne skulle anskueliggøre et af messens hovedtemaer: Bronzealdermennesket og nutidsmennesket som et spejl af hinanden, og tanken var en opstilling på giner, så hver dragt blev en figur med sit specielle budskab. Første figur skulle være en avisdreng, som i en lidt pjusket påklædning skulle stå ved indgangen og faldbyde messeavisen. Anden figur skulle illustrere en magtfuld og statusbetonet bronzealdermand stillet overfor vor tids mappemand. Tredie figur, en bronzealderkvinde, skulle med sin udsøgte påklædning signalere, at en fornem kvinde i bronzealderen var ligeså ivrig efter at skaffe sig det varmeste bud på moden som hendes spejlbillede, den unge, smukke og rige 1988-kvinde.
I forbindelse med arbejdet på udstillingsdragterne opstod der en frugtbar udveksling af viden og synspunkter mellem på den ene side Fyns Stiftsmuseum og på den anden side de tre textilhåndværkere ved Historisk Værksted.[1] Fra starten var man enige om, at de nye dragter skulle have belæg i tilsvarende originale fra perioden, og at de skulle fremstilles af håndspunden uld og med så mange af de originale detaljer som muligt. Ved et kritisk valg af materialer og arbejdsmetoder ville der nemlig bedst kunne sikres en sådan kvalitet i de nye dragter, at de ville kunne bære en sammenligning med originalerne.
Før teorien om denne udskæringsmåde blev fremsat i 1971[13], mente kunne opfylde kravene til de ønskede udstillingsfigurer? Som så ofte før måtte dr. phil. Margrethe Halds arbejder konsulteres. Margrethe Hald, som døde i 1982, forskede i to menneskealdre i Danmarks skat af textiler fra bronze- og jernalder, og især værkerne Dansk Bronzealders Dragter fra 1936, Skrydstrupfundet fra 1939 og Olddanske Textiler, doktorafhandlingen fra 1950, var uundværlige også i denne aktuelle sag – ja, bøgerne kunne næsten anvendes som et bronzealderens modekatalog.
Avisdrengen gav sig selv. Han kunne springe lige i det simple lændeklæde med snor, som den unge mand fra Borum Eshøj var gravlagt i. – Og statusmanden kunne næsten ikke iklædes noget bedre end Trindhøjmandens kofte, flosbesatte kappe og hue. Det var således ukompliceret at finde tøj til mændene – til gengæld hørte man næsten modedamen sige: »Jeg har ikke en trevl at tage på!« Problemet var nemlig, at modekataloget ikke har nogen kvindedragt, som umiddelbart kunne bruges. Egtvedpigens dragt med bluse og kort snoreskørt kender enhver nutidig besøgende alt for godt til, at der var nogen appel i at vælge den dragt. De to kvinder fra Borum Eshøj og Skrydstrup har begge samme slags bluse som Egtvedpigen, – kunne deres dragter bruges? Heller ikke de var egnede til formålet, fordi der altid har været usikkerhed om bæremåden af disse kvinders utroligt omfangsrige »skørter«.[2]
Museet kom til undsætning med forslag om at inddrage et textil, som sad bundet og svøbt om et kvindeligt moselig, fundet 1948 i den himmerlandske Borremose.[3] Det drejer sig om et fint kipervævet, rektangulært tøjstykke i lys rødbrun, blød uld og med frynser for begge ender. Borremose-textilet har både p. gr. af sit tilhørsforhold til et moselig og p. gr. af den særlige kipervævning hidtil været dateret til århundrederne omkring Kr. f., altså jernalder. En C-14 datering for nylig har imidlertid rykket Borremosekvinden tilbage i tid til 765 f. Kr.[4], hvilket svarer til den næstsidste af bronzealderens ialt seks perioder. Overgangen fra bronzealder til jernalder sker 550/500 f. Kr.[5]
Sammenholdt med fotos fra udgravningsfaserne giver Margrethe Halds beskrivelse af Borremosetøjets placering om den døde[6] et godt holdepunkt for, hvordan tøjstykket har været båret, fig. 1. På grund af tøjets foldning omkring en tynd lædersnor og binding stramt om brystet helt oppe under armene vil Borremosetextilet her forsøgsvis blive kaldt et kjole-skørt, fig. 2. Med rimelighed kan Borremosekvindens kjoleskørt opfattes som en klædning fra det virkelige liv og ikke som et ligskørt, fordi moselig ikke anses for at være gravlagte personer.
Der var således nu sikkert belæg for bæremåden, og tilmed ville det være en god ting på udstillingen at kunne præsentere et klædestykke i en finere og mere avanceret væveteknik, mellem de mørkebrune, ret grove og toskaftsvævede andre dragtdele, fig. 3. Museets forslag vandt derfor hurtigt tilslutning. Under det videre arbejde afslørede Borremosetøjet mere af interesse, men herom senere.
En overdel til modedamens kjole-skørt manglede dog stadig. Som nævnt bød modekataloget på et udvalg af hele tre originale kvindebluser med samme grundmønster, men med individuelle forskelle. F.eks. ville Skrydstrupkvindens bluse med det enestående broderi ved halsen og på ærmerne være en værdig overdel til Borremoses kjole-skørt. Valget faldt imidlertid på et helt fjerde forslag: et forsøg på at rekonstruere de meget små, men spændende – og indtil for nylig helt ukendte – textilrester fra en stenkistegrav i Melhøj ved Løgstør, udgravet i 1930.[7]
Melhøjkvindens stenkiste har ikke ydet den beskyttelse og højfylden ikke været af den beskaffenhed, som vi er forvænt med fra begravelser i sydligere og østligere egne af Jylland, hvor de dødes uldne dragter ofte er fundet fuldstændigt bevarede i de udhulede egestammekister.[8] I Melhøj var der kun 119 tøjfragmenter tilbage af dragten, og ingen var større end 8×3,2 cm. Bevaringen skyldes udelukkende den gravlagtes righoldige bronzeudstyr, idet bronzesagerne under den begyndende korrosion har udskilt metalsalte, som har virket konserverende for det berørte uldtøj.[9]
En C-14 datering til henholdsvis 1130 og 1095 f. Kr.[4] gør Melhøj- og Skrydstrupkvinderne næsten samtidige, men til gengæld en del yngre end de øvrige egekistebegravede fra ældre bronzealder, der formodentlig alle stammer fra 1300/1200 f. Kr.[10]
Analysen af Melhøjfragmenterne førte til, at disse blev tolket som værende rester bl.a. af en bluse af type som Skrydstrupkvindens med broderet halskant samt af et formodet lille skulderslag. Da ingen af disse dragtdele var »helt efter bogen« eller modekataloget, var det fristende nu at få lejlighed til at afprøve tolkningen. Melhøjblusen har nok haft form og halskantbroderi som blusen fra Skrydstrup, men det toskaftvævede stof, som Melhøjblusen er syet af, er af et finere garn og i en tættere vævning end hidtil set på textiler fra ældre bronzealder og de fragmenter, som antyder tilstedeværelsen af et lille skulderslag i Melhøjkisten, er tæt besat på den ene stofflade med rester af lange påsyede flostråde.
Et skulderslag har hidtil været et ukendt element i den fornemme bronzealderkvindes dragt – så ved at vælge dette vævede og skindlignende slag som prikken over »i«-et på modedamens dress er hele hendes påklædning blevet ikke så lidt af en prøveballon: bluse af Skrydstruptype suppleret med skulderslag, rekonstrueret på hypotetisk grundlag med datering til omkring 1130 f. Kr. kombineret med et meget senere kjoleskørt fra 765 f. Kr.
Indrømmet – det er højst uvidenskabeligt at kreere en udstillingsdragt, hvis enkeltdele ligger så langt fra hinanden i tid. Det blev ikke desto mindre valgt at give modedamen lov til at udnytte sine evner til at fornemme »visse modestrømninger sydfra« før andre, og ved hjælp af det supermoderne kjoleskørt lade hende pifte den lidt gammeldags bluse op.
Under arbejdet med dragterne er der dukket spændende nye detaljer og iagttagelser op. Disse er især udsprunget af megen eksperimenteren, men også af frugtbar uenighed de implicerede parter imellem. Dette nye har naturligvis indvirket på dragternes endelige udseende, og da de vigtigste punkter menes at være af almen interesse, skal de omtales i det følgende.
Kender man den originale Trindhøjkappe fra Nationalmuseets udstillingsmontre, fig. 4,1, genkendes den næppe i den rekonstruerede kappe på Hollufgårdsudstillingen, fig. 10. Af en flossyning, som oprindeligt har prydet hele den ovale mandskappes yderside, er der nemlig kun meget lidt tilbage idag, fig. 5,1.
Imitation er et velkendt fænomen for både bronzealderens og nutidens mennesker. At man til Trindhøjmanden har lavet en overklædning i imiteret dyreskind skyldes nok ikke mangel på ægte skind. Hensigten har snarere været at markere mandens autoritet ved hjælp af en »skindkappe«, som var textilt fremstillet. I ældre bronzealder har vævede klæder i det hele taget været en udpræget luxusartikel, og tøjet blev brugt næsten til sidste trevl, hvilket Trindhøjkappen er et godt eksempel på.
Selve syningen af flosstingene er enkel, fig. 5,2. Stingene sys fortløbende i vandrette rækker i kappens længderetning følgende den ovale kappeform. De løsthængende: buer af flosgarnet skæres først op og bliver til rigtige flosender, når en række eller to er syet. Flossyningsarbejdet varede på rekonstruktionen ca. 65 timer, og ca. 80 timer er medgået til at håndspinde de 3,75 kg. uld til væve- og flosgarn.[11] Disse 145 timer, som er excl. vævetid, giver et indtryk af hvilken værdi kappen repræsenterer alene i arbejdstid.
Trindhøjkappen og de øvrige bronzealder-mandskapper må have haft stor statusbetydning og utvivlsomt været symbol på et vigtigt embede, og var således den mest betydningsfulde del af bærerens påklædning. På Trindhøjmandens kappe har der derudover ikke været sparet på udførelsen af et extra virkemiddel – det pelslignende floslag.
Ved at studere opmålingstegningerne, fig. 6., ses det, at der er en påfaldende lighed mellem kofterne fra Trindhøj og Muldbjerg. Karakteristiske er sammensyningerne a b, som løber diagonalt gennem begge kofter. Tænkes disse syninger åbnet og de to adskilte koftedele rykket op mod kappens kurvede snitflade, så toner et stort rektangulært, mere end halvanden meter bredt tøjstykke frem, som var det taget lige fra væven eller skåret af en stofrulle. I parentes kan nævnes, at en vævebredde på 1,50 m er helt almindeligt i ældre bronzealder. Et tæppe (?) fra Muldbjerg-graven måler f.eks. 2,11 m fra ægkant til ægkant. Et par af oldtidens væve, den opretstående vægtvæv og væven til brug ved den s.k. rundvævning, har været velegnede til at arbejde med store stofbredder i.[12]
På Muldbjergkappen er ægkanten af samme type som på koftedelen II, dette fremgår af signaturen på tegningen fig. 6,2. Der er derfor grund til at antage, at udskæringen af Muldbjergmandens dragtdele er foregået som skitseret. På Trindhøjmandens tilsvarende dragtdele er ægkanterne dog ikke ensdannede, kappe og kofte er her sandsynligvis skåret af forskellige stofruller. Men det rokker ikke ved selve udskæringsprincippet. Trindhøjs uens kappe- og kofteægkanter gav på den anden side carte blanche til at lade udstillingskappen være i en lysere farvetone end koften.
Tilbage til udskæringen. Allerede under denne tidlige fase i fremstillingen viser kappen sig at være den vigtigste dragtdel, idet bl.a. stofstykkets solide ægkant er blevet udnyttet som den kant på den kommende kappe, der skulle gå rundt om halsen og hænge ned foran på brystet. Den flot svungne kurve i kappens modsatte side friskar de to ejendommeligt udseende hjørnerester, der så siden blev sammensyet til en selvstændig klædning, koften.
Før teorien om denne udskæringsmåde blev fremsat i 1971[13], mente man, at kofternes særlige form med de to snipper var afledt af formen på et stort dyreskind, hvor et forben og bagben fungerede som bindestropper. Der er næppe tvivl om, at det forholder sig sådan, for man kunne af hjørneresterne fra den vigtige kappe netop tildanne en underklædning i en form, man var fortrolig med fra dyreskindet, sml. m. fig. 7.
Mennesket har imidlertid en trang til at forbedre det, der kun er halvgodt. Som et udslag af denne trang ser det ud til, at et større eller mindre antal tøj stumper er blevet påsyet kofternes overkant med det formål at give denne kant et ganske bestemt udseende.
For bedre at forstå denne påstand er det nødvendigt at inddrage resterne af den sydjyske høvdingedragt fra Guldhøj.[14] Så meget er bevaret af denne dragt, at den kan bestemmes til at være af samme type som Trindhøj og Muldbjerg. Guldhøjkappens fragmenter er så store og kan stykkes så meget sammen, at længden kan beregnes til 2,62 m. Den er således den længste af vore fem kendte mandskapper.[15]
Guldhøjstykkerne I og II, fig. 8, har – deres uregelmæssige form til trods – så karakteriske detaljer bevaret, at de let falder ind i det skema, som er kendt fra kofterne fra Muldbjerg og Trindhøj. F.eks. har Guldhøj-stykket II v. Y et hjørne, hvor en ægkant og en opsætningskant[16] mødes på tilsvarende måde som v. hjørnet Y på Trindhøjkoften, fig. 6,1 og langs den buede kant a-b sidder endnu trådrester fra sammensyningen af stykkerne I og II. I punktet C mødes det store I-stykke med to mindre kileformede tøjrester, og udfra dette punkt stråler et kraftigt valket parti på størrelse med en håndflade. Dette knap 1 cm. tykke område har – sammen med tungesting, som er nedsyet i kanten omkring toppen – bidraget til at forstærke og fremhæve dette sted.
Det er tid nu at sammenligne Guldhøjkoften med kofterne fra Muldbjerg og Trindhøj, fig. 8. Det kan gøres med to slags briller. Eet par, som kun ser et virvar af tilfældige tøjstumper sammensyet på må og få. Og et andet par som afslører, at en del af sammensyningerne har fokuseret på en ganske bestemt detalje ved kofterne, nemlig punktet C, der skyder sig frem fra kofternes overkant som en blød bue. På alle tre kofter er der gjort foranstaltninger til at markere og stabilisere dette lille område: ved tilsyning af tøjstumper til den tilsigtede form, og ved hjælp af valkning og oversyning og endelig ved, som på Trindhøjkoften fig. 6,1 at anbringe den kraftige opsætningskant h-i på den trekantede stofrest således, at kantens afstivende egenskab udnyttes i lodret retning på dette vigtige sted. For med alle disse anstrengelser må denne bue på kofternes overkant have været af stor vigtighed.
Nationalmuseets opstilling af Muldbjergmandens dragt har da også altid ladet koftens bue ses midt over brystet, fig. 4,2. Hvorimod Trindhøjkoften er anbragt, så brystbuen sidder gemt under figurens arm og brystet er i stedet dækket af overkantens lige stykke, fig. 4,1. og 6,1.
Lige siden dragterne fra Muldbjerg og Trindhøj blev fundet for mere end 100 år siden, har der været tvivl om, hvordan kofternes snipper skulle forstås, – bl.a. er de ældste tegninger ikke ubetinget pålidelige.[17] Nationalmuseets forskellige præsentation af de to kofter er da også typiske for denne usikkerhed.
Var snipperne anbragt over een eller begge skuldre? Var der læderstropforlængelser med hæftning på ryggen v.hj. af een eller to knapper? Eller var kofterne blot sat som lændeklæderne i Borum Eshøj? Tegninger og rekonstruktionsforsøg, som siden er foreslået, bærer derfor også præg af at være teoretiske løsninger.[18]
På den baggrund var det interessant at få mulighed for på en levende person at afprøve kofteformen med snipper og brystbue. Måske ville det afsløres, om teorien om buens centrale placering kunne holde i praksis.
Udgangspunktet for eksperimentet blev, at modellen med sin ene hånd holdt brystbuen på plads midt over brystet. De to hjælpere bemærkede da straks, at snipperne helt naturligt fandt hinanden øverst på venstre skulder, når snippen tættest ved buen fig, 8,2 føres under venstre arm og fra rygsiden lægges op på venstre skulder. Den anden snip føres fra forsiden under højre arm, rundt om ryggen, frem under venstre arm, hvor allerede den første snip har passeret den modsatte vej. Herfra frem foran på venstre brysthalvdel, hvor snippen trækkes opad og fæstes på toppen af skulderen til den første snip. Det lyder uforståeligt, men falder logisk, når man står med koften og en model.
Den ovenfor beskrevne metode kan imidlertid forbedres på flere punkter. De danske bronzealderkofter hører til den dragttype, som benævnes svøbedragt.[19] En svøbedragt har et overfald, dvs. en åbning på det sted, hvor det yderste svøbelag ender. Svøbes som lige foreslået, vil overfaldets åbning vende fremad, dette kan dog f.eks. i blæsevejr være upraktisk.[20] Et bagudvendende overfald opnås ved at starte svøbningen med den snip, som ligger længst fra brystbuen og så svøbe i modsat rækkefølge, fig. 9. Første gang man forsøger sig, falder det dog lettest at svøbe efter første metode.
Med anbringelse af begge snipper på samme skulder behøver koftebæreren ikke en hjælper som rygknapper, for det er naturligvis muligt at tage koften på ved egen hjælp. Det gøres ved at holde første snip i munden indtil snip nr. 1 – efter tøjets svøbning om kroppen – kan hæftes til snip nr. 2. Mundmetoden er een, som bl.a. de nordafrikanske beduinkvinder bruger, når de skal iklæde sig den meget stofrige svøbedragt, Haik’en.[21]
En voksen mand af normal eller kraftig statur fylder koften passende ud, når den sættes med snipperne over samme skulder, en spinkel person kan derimod dårligt fylde en kofte ud som Muldbjerg og Trindhøjs, med mindre den svøbes tættere. Derved rykker snipperne bort fra hinanden henimod en placering med een snip over hver skulder og brystbuen glider da ind under den ene arm.
Selv om man ved rekonstruktioner oftest arbejder med flere usikre eller helt ukendte faktorer, viser forsøget med Trindhøjkoften dog, at de magtfulde mænd fra Guldhøj, Muldbjerg og Trindhøj, ihvertfald ved visse lejligheder, processioner og lignende, må have båret kofterne med brystbuen midt for. Bæres kappen symmetrisk over begge skuldre og ikke holdt sammen med nål, så ses koftens brystspids midt mellem kappens forkanter. Sådan båret udgør de to dragtdele, kappe og kofte, en helstøbt og effektfuld klædning, fig. 10. Den foreslåede bæremåde udelukker ikke, at kappen under andre forhold kan holdes sammen med en dragtnål foran eller bæres asymmetrisk på den ene skulder.[22]
Det blev nævnt i indledningen, at nogle af de godt 100 små textilfragmenter fra stenkistegraven i Melhøj forsøgsvis er blevet tolket som rester fra et mindre skulderslag med et påsyet lag af løsthængende lange og tynde flostråde. Denne tolkning bygger udelukkende på en række tekniske forhold og analoge slutninger.
Under analysearbejdet i 1982 blev fragmenterne fra »skulderslaget« benævnt type C. Kendetegnet for denne C-type er en grov toskaftsvævning som underlag for tynde påsyede flostråde. Som ved Trindhøjkappens flos er de løse Melhøj flostråde også næsten slidt bort, så det for det meste kun er selve stinget i stofbunden, som er tilbage,[23] fig. 11.
Flosstingene er en smule forskelligt konstruerede i Trindhøj, fig. 5,2 og i Melhøj, fig. 11,3, men syprocesserne er i princippet ens og i begge tilfælde har man – i textil udførelse – søgt at give henholdsvis kappe og skulderslag en virkning af pelsværk. Som nye må kappe og slag dog have virket ret forskellige: Trindhøj med en tæt og kort »pels« på grund af tykt og løst spundet flosgarn, syet med korte buer mellem stingene, og Melhøj-slaget med en tynd og langhåret »pels« takket være tyndt og blankt flosgarn, syet med lange buer mellem hvert sting. – I disse arbejder er der et udmærket eksempel på, hvilken indsigt i materialernes mangfoldighed og teknikkernes anvendelighed, som bronzealderhåndværkeren ikke blot havde, men også udnyttede.
Der er desværre et stykke vej fra Melhøjs små type-C fragmenter med nedslidte flostråde til et helt kvindeskulderslag. Det er nemlig en beklagelig kendsgerning, at man ikke ved sikkert hvorfra i graven, de mange textilstykker er optaget.[9] Af forskellige årsager synes dog området mellem den gravlagtes isse og hoftepartiet i vandret plan at have haft en koncentration af G-stykker.
Bronzesagerne, som jo overhovedet er årsag til tøjstumpernes bevaring, har, som nævnt, afsat en del korrosionsmærker. Disse mærker sidder alle på C-fragmenternes bagside, dvs. på stoffladen uden flostråde. Netop dette fortæller klart om C-stykkernes stratigrafiske beliggenhed i graven. Den dragtdel, hvorfra C-fragmenterne stammer har med sikkerhed været lagt øverst over den døde, ellers havde bælteplade, dolk, armringe, bøjlenål, halsring og stangnål ikke kunnet afsætte metalsalte på flosstykkernes bagside. Det forudsættes selvfølgelig at Melhøjkvinden var forskriftsmæssigt påklædt til gravlæggelsen og med hele bronzeudstyret anbragt på rette plads ovenpå bluse og skørt.
Bronzealdermændene havde ikke deres kapper på i kisterne. Et af mændenes vigtigste værdighedssymboler, kappen, lå i stedet bredt ud over de døde, således at kappen var det sidste man så, inden låget blev lukket. Analogt hermed tolkes Melhøjs C-fragmenter som rester af en kappe.
Vi kender, som sagt, ikke denne »nye« kappes form og kan kun gætte på en udstrækning af omkring 1×0,60 m.,[24] hvorfor betegnelsen skulderslag må være bedre end kappe. Formen gav næsten sig selv, for da stoffet var vævet i mål som planlagt og prøvet på en model, faldt det naturligt at runde hjørnerne en smule af. En oval form fremstod, som ikke var ulig de store mandskappers.
Efter at skulderslaget var skåret til i sin endelige form, kunne det beregnes, hvor mange sting der skulle sys, og dermed hvor meget flosgarn, der skulle spindes. På de originale C-fragmenter sidder stingene med en tæthed af ca. eet sting for hver 1,5 cm. i hver retning. Det blev til 3330 sting, som hver skulle bruge en trådlængde på ca. 10 cm. De 330 meter flosgarn blev spundet på håndten af en udsøgt og omhyggeligt renset uld.[25] Resultatet blev et meget tyndt, blankt og karakterfuldt garn, som efter ca. 40 timers syning gav det færdige arbejde en slående lighed med fornemt pelsværk.
Ved siden af Trindhøjmandens næsten 4 kg tunge kapperekonstruktion er Melhøj skulderslaget let som en fjer, utroligt behageligt at have på og viser ingen tegn til at glide af skuldrene, så udstillingens modedame kan promenere det stolt, – og den ægte, rigt udstyrede Melhøjkvinde har kunnet demonstrere sin extraordinære høje status ved hjælp af dette skulderslag i særklasse.
Andre textilfragmenter fra Melhøjgraven har kunnet indpasses i skemaet for en kvindebluse af Skrydstruptype, ganske som brikker i et puslespil, dog ikke uden et forudgående nøje kendskab til de tekniske detaljer ved bluserne fra Borum Eshøj, Egtved og især Skrydstrup. Det vil imidlertid føre for vidt på dette sted med for mange udredninger af disse forhold.[26] Kun det vil blive omtalt, som er tvingende nødvendigt for en forståelse af arbejdet med bluserekonstruktionen.
Det er nemt at se, at fragmenterne af type D, fig. 12,1 og fig. 13 må være rester af et halskantbroderi magen til det broderi, som i velbevaret stand kranser det ovale halshul på Skrydstrupblusen, fig. 12,2. og 3. Denne kantsyning udføres i to tempi: først en netagtig opbygning af tungesting begyndende ved den skårne halshulkant og siden en oversyning med tre om hinanden slyngende tråde. Der er ialt 12 rækker af denne snorelignende syning, og da halskanten kun er 1,9 cm. bred får man en forestilling om broderiets og den glatte tråds finhed[27] – og om den anvendte nål! Efter en del forsøg brugte en rutineret broderitekniker 40 timer til rekonstruktionen af denne blusens fornemste detalje.[28]
Ud over at broderiet om halsen har tilført Skrydstrupblusen og dens bærer en vis status (bluserne fra Borum – Eshøj og Egtved har ikke denne pynt) har kantbroderiet i forening med et brystindsnit og en bluseforlængelse af virkning som en linning samt en særlig ærmefacon bidraget til, at der er opstået en bluse med en bekvem pasform. Netop denne blusetypes grundidé og comfort skal være emnet for det følgende.
De tre kvindebluser fra den danske bronzealder, fig. 13, er på verdensplan enestående. Melhøjblusen kan i princippet føjes til disse tre. At fire bluser er ens – og at ingen anden bluseform fra perioden kendes – gør, at man med samvittigheden i behold tør kalde denne blusetype for en fast del af en velstående bronzealder-kvindes dragt. Enestående er bluserne også, fordi det samfund, man møder i Danmarks ældre bronzealder, i hvert fald på det væveteknologiske område, må betegnes som lavteknisk, – og hos mennesker på det niveau er det uhyre sjældent, at man skærer i det vævede stof og derefter formgiver og sammensyr.[29] Lavtekniske samfund brugte og bruger stoffet, som det kommer fra væven, nøjagtigt som de store textilstykker og dragtdele fra den danske jernalder er gode eksempler på.
Fig. 13 viser de tre »gamle« bluser, gengivet efter Margrethe Hald. Det er tydeligt at se, at poncho’en ligger dragttypologisk bag denne bluseform.
Udstillingens Melhøjbluse skulle, på grund af eksistensen af D-fragtmenterne have en broderet halskant. Halshullet på Skrydstrupblusen er formodentlig skåret ovalt ud for bl.a. at give kantsyningen et godt arbejdsfelt til den spiralløbende syproces. Der er intet blandt Melhøjfragmenterne, som tyder på tilstedeværelsen af en sammentrækssyning, som den på Skrydstrupærmerne. Selv om Borum Eshøjærmerne ikke har sammentrækssyning, røber denne bluses skråtskårne ærmeunderkanter, at man har kendt til virkningen af en sådan ærmefacon: at armen kan bøjes uden at det albuelange ærme kommer til at stramme, kradse eller danne ubehagelige folder.
Blusen til modedamen blev skåret efter et kombineret Skrydstrup- og Borum Eshøj-mønster med en smule individuel tilpasning til den person, som skulle udføre halskantsyningen, idet det var en fordel, at broderiteknikeren under syarbejdet jævnligt kunne prøve en bluse, som passede, og således bedre kunne vurdere broderiets udvikling. Fig. 14 viser det tilpassede mønster til modedameblusen.
I forbindelse med fremstillingen af dragterne blev der vævet et gråt stykke uldstof til en extra bluse, som ikke skulle være en tro kopi af nogen af de kendte bluser, for som fig. 13 viser, har alle tre bluser været genstand for en individuel tilpasning. Målet var i stedet at nå frem til et mønster, som kunne være fællesnævner for bluserne.
Under arbejdet med dette viste der sig hurtigt et mønster bestående af klart geometriske dele. Af fig. 15 fremgår det, hvori geometrien består: Der foldes i halvdelspunktet a-b således, at halvdel I dækker halvdel II. Halvdel I foldes endnu engang i dets halvdelspunkt c-d. Midt i denne fold udskæres halshullet trådlige i henved en voksen menneskefods længde. – Poncho’en er skabt! Skridtet videre til en bluse kræver, at der i den første foldning a-b skæres ind til ærmer. For at vide hvor langt ind, foldes halvdel II i begge hjørner langs de stiplede linier e-f. Halvdel IIs bredde, som her er 35 cm. bliver ved denne »vinkelrette« indfoldning lig med længden af ærmerne.
Udgangspunktet for dette mønster var et rektangulært stofstykke på 1,15 × 0,70 m. Målet 1,15 m. svarer nogenlunde til afstanden hos en voksen person fra et sted midt på den ene underarm til samme sted på den anden arm, når begge arme holdes strakt ud fra kroppen, – og afstanden fra armhule til fingerspids er lig med 70 cm. på den, der skriver disse linier. Andre måske mere relevante målesteder på det menneskelige legeme eller i dets nærhed kan selvfølgelig tænkes.
I stedet for – vanen tro – at lægge det nyvundne geometriske papirmønster ovenpå det grå stof og skære langs mønstrets kant, blev stoffet direkte foldet og skåret som ovenfor beskrevet. Denne ultrakorte arbejdsproces gav en helt usædvanlig fornemmelse af at være kommet tilbage til et punkt af meget stor forenkling.
Efter disse simple skæringer kunne blusetøjet ries sammen og prøves på en høj og meget slank model, og blusen passede. Eneste tilretning: skråskæring af ærmeunderkanterne og bestemmelse af overlapningens omfang ved rygsømmen.[30]
Hvis vi forestiller os, at vi nu kender bronzealderskrædderens fremgangsmåde, kan man ved et sidste blik på fig. 13 ligefrem fremkalde et billede af, hvordan Borum Eshøj-, Egtved- og Skrydstrup-kvindernes statur har været. Borum Eshøj kvinden har haft kraftige overarme og været kortlivet, siden hendes halvdel I er bredere end halvdel II. Dette passer med udsagnet fra hendes bevarede knoglerester, som indicerer lille og kraftig bygning.[31] Egtvedpigen har været tynd om livet, for hendes halvdel II er afkortet i enderne med en snævrere bul til følge. Skrydstrup-kvinden er, ligeledes udfra knoglematerialet, blevet vurderet til at have været høj og slank,[32] hendes blusemønster er da også næsten identisk med det nye gennemsnitsmønster, som netop passede til en person af en sådan kropsbygning.
Tilbage står at berette om kjole-skørtet fra Borremose. Udtrykket »kjoleskørt« er ikke tilfredsstillende, men antyder dog, at der ikke er tale om kjole eller skørt i gængs forstand.
Den situation, som blev fastfrosset i det øjeblik kvinden endte i Borremosen for godt 2700 år siden, viser hende med et vævet tøjstykke om sig, fig. 1. Klædet er ca. 1,80 m. langt og ca. 1,20 m. bredt og blev holdt fast om kroppen – hen over brystet og under armene – af en lædersnor, som helt var skjult under det store overfald. Nogle endnu synlige stikhuller peger på, at snoren har været stukket flere gange gennem stoffet her. Den lille tegneserie, fig. 2 viser hvordan. På fig. 1 af den døde i mosen kan endvidere ses at kjole-skørtets åbning var i kvindens højre side og at der er 1-3 cm. lange frynser både forneden og på overfaldet.
»Kjole-skørt« skal foreløbig kun tages som betegnelse for netop denne klædning, hvori Borremosekvinden fandtes,[33] – for at kalde alle textil-stykker i lignende format for kjole-skørter herefter vil nemlig være ligeså ukorrekt, som at kalde Borremosetextilet et tæppe. Der eksisterer 7-8 rektangulære tøjstykker fra ældre bronzealder og jernalder, som fra gammel tid blot er benævnt »tæpper«[34] og de har alle mål, som ligger tæt op af Borremosestykkets. Karakteristiske slidspor har siden afsløret, at tøjstykker i så enkel og universal en form som de gamle »tæpper«, udover naturligvis at fungere som sovetæpper, også må have været brugt som kapper og forskellige former for svøbedragter.[35]
Fra disse generelle betragtninger til Borremosetextilets mere tekniske detaljer.
For overskuelighedens skyld er tekniske data for de forskellige dragtdele samlet i note.[36] Af denne liste fremgår det, at noget af det interessante ved Borremosetøjet er, at det både væveteknisk og farvemæssigt er anderledes end textilerne fra Borum Eshøj, Trindhøj og Melhøj. En kort oversigt over, hvori disse forskelligheder består, kan derfor ikke opsættes længere.
I ældre bronzealders mellemste periode (P. II) optræder den enkleste vævebinding, toskaft- el. lærredsvævning, kun i en grov kvalitet med 3-4 tråde pr. cm. i hvert trådsystem (passive trendtråde og aktive islæts-tråde), fig. 3,1. Til denne gruppe hører alle de klassiske bronzealdertextiler, undtagen Skrydstrup, som er fra ældre bronzealders sidste afsnit (P. III). Melhøj hører, ligesom Skrydstrup, til sent i P. III[4] og blusestoffet herfra har en tæthed på 5-6 trendtråde. Islættet når helt op på 8 tråde pr. cm. Der er ingen tvivl om, at man med denne finere kvalitet har et eksempel på, at bronzealderens klædevare har været genstand for produktudvikling – for at bruge et nutidigt udtryk.
Borremosetextilet falder godt ind i dette billede af udvikling og forbedring, idet trenden har 5-6 tråde pr. cm. Tætheden af islættet er dog kun 4-6, hvilket skyldes, at islætstråden er spundet en smule tykkere og blødere end trendtråden, dette uden tvivl gjort med fortsæt. Den mere effektfulde islætstråd kommer til sin ret i Borremosevævningen, som ikke er den gammelkendte toskaftsbinding men den nye og mere avancerede kiperbinding, fig. 3,2.
Hvor islætstråden i toskaft skiftevis går over og under een trendtråd, går islættet i kiper over og under to trendtråde. En kipervævnings karakteristiske skrålinier fremkommer ved, at islætstrådens passage mellem to og to trendtråde for hver nyt islæt forskubbes med en tråd. De fleste kender kiper som en mere elastisk vævning end toskaft. Kipervævet gabardinestof har f.eks. i nyere tid været foretrukket til ridebenklæder, og de ældste bukser i Nordeuropa, Thorsbjerg-brogen fra ca. 300 e. Kr., er snævre, har tilhørt en kriger (rytter?) og er vævet i kiper.[37]
Kipervævningen blev en landvinding for klædeproduktionen. Mere funktionel til beklædning og af et mere spændende ydre vandt kiperen totalt over toskaften og blev med sine varianter, sildeben, gåseøje osv. næsten enerådende fra bronzealderens sluttid til hen imod begyndelsen af vikingetid. Siden har de to grundbindinger kørt parløb.
De væveredskaber, som bronze- og jernaldertextilerne er fremstillet på, har været ukomplicerede både i materiale og konstruktion. Ingen originale væve er bevaret fra forhistorisk tid, alligevel kender man dem indirekte, dels gennem det vævede produkt dels fra billedlige fremstillinger.
Den opretstående væv med vægttynget trend, fig. 16,1, lige velegnet til toskaft- som kipervævning, har stort set været i brug fra bronzealderens start til ind i middelalder, i Nordskandinavien indtil dette århundrede under navnet opstadvæv.[38] Grænsen for en vævnings bredde sættes i princippet kun af længden på vævens eneste bom, overbommen. Med hensyn til trend-længde, er ihvertfald mere end fire meter dokumenteret i det store »skørt« fra Skrydstrup.[39]
Det var en udbredt sædvane at indvæve den kommende vævnings trendtråde i et særligt bånd, som surredes til overbommen. Lodret ned fra dette opsætningsbånd hænger på den måde trendtrådene i det korrekte antal og med den planlagte trådtæthed.[16] På dragtkonstruktionerne på Hollufgårdudstillingen findes opsætningsbånd på lændeklædet, koften og blusen.
I vægtvævningsprincippet foregår trendspændingen ved, at trendtrådene fastgøres mellem en overbom og en række bevægelig vægte. I rundvævningsprincippet derimod foregår trendens fastgørelse og dermed spænding ved, at trendtråden som en spiral vindes om to faste bomme, en over- og en underbom, fig. 16,2.
Rundvævning har været anvendt nogenlunde samtidigt med vægtvævningen[40], og både toskaft- og kipervævning lader sig med lige stort held udføre efter rundvævningsprincippet.
Konstruktionsmæssigt er der ikke den store forskel på væveredskaberne til de to vævemetoder. For at kunne rundvæve på det stativ, som vægtvæven egentlig kun er, skal der blot fastgøres en bom forneden ved sidestolperne. På denne ramme kan der fremstilles en vævning, som er dobbelt så lang som afstanden mellem de to bomme.[41]
Ved at se nærmere på det originale Borremosetextil, kan man da til brug ved rekonstruktionsarbejdet få oplysninger om trendings- og vævemetode og om målene på det væveredskab, som det kan være vævet på? Svaret er ja.
Frynserne for begge kortender fortæller at kjole-skørtet er vævet efter rundvævningsprincippet. Frynserne er ikke, hvad man måske skulle vente, skåret over yderst ude, men er løkker dannet af parvis snoede trendtråde. Trendtråden til Borremosevævningen kan derfor ikke være vundet direkte i spiralform om bommene, men må have foretaget en vending på halvvejen.[42] Fig. 16,2 & 3 viser, hvorledes denne trendvending skal forstås. Låsesnoren, Y, er en snor eller pind, som er skudt ind mellem de to bomme, hvor den fungerer som fæste for de skiftevis oppefra og nedefra kommende trendtrådsvendinger.
I eet eller andet led må disse mange vendinger nødvendigvis have haft en fordel. Vindes trenden i ubrudt spiral om bommene kan der væves et tøjstykke i cylinderform. Denne form kan dog kun komme »ud af væven« ved, enten at blive skåret op – med åbne trendender og optrevling til følge – eller ved at bommene løsnes fra sidestolperne. Ved trending med låsesnor kan tøjcylinderen befris fra væven ved at snoren trækkes ud, og tøjet åbner sig da som en lynlås – i dette tilfælde med lukkede trendender som resultat. Der er med denne metode opnået et tøjstykke med lukkede kanter på alle fire sider, klar til brug som kjole-skørt, kappe eller tæppe. Hvis låsesnoren bibeholdes, kan tøjcylinderen, om den har de rette mål, bruges som jernalderens s.k. peplos, som er en heldragt, der hæftes med dragtnåle på kvindens skuldre.[43] Låsesnoren kan siden trækkes ud hvornår det ønskes.
De virkningsfulde frynser har væveren af Borremosetextilet fået »foræret« ved bevidst at undlade at væve de første og sidste 5-10 islæt på hver side af låsesnoren. På dragtkonstruktionen snoede trendtrådene i de to uvævede endepartier sig da også parvis sammen helt ved egen hjælp, så snart snoren var fjernet. En smuk detalje, opnået ved et minimum af arbejde – og kjole-skørtet var færdigt.
Med kjole-skørtets mål på 1,20×1,80 m. kan dimensionerne på væveredskabet bestemmes. Da uldent stof kryber efter vævning og vask er både bredde- og længdemål på kjole-skørtet under vævningen beregnet til henholdsvis 1,40 og 2,00 m. Vævens over- og underbom må derfor ikke være kortere end 1,40 m. og de skal anbringes parallelt i en afstand af præcis 1,00 m. Med denne placering opnås den ønskede dobbelte trendlængde på 2,00 m.
Fig. 17 er en lille billedserie, som kort viser faser af selve vævearbejdet, som ikke kan have adskilt sig væsentligt fra det, som har fundet sted i oldtiden på dette enkle og primitive, men ikke mindre velfungerende væveredskab. Det tog et par dage at gøre væven klar til vævningen, som blev udført af to personer på ca. 40 timer. Mange af vore brede oldtidstextiler har netop detaljer, som indicerer, at to el. tre personer har arbejdet side om side ved væven.[44]
I indledningen blev det nævnt, at en C-14 datering havde gjort Borremosetextilet ældre, dvs. flyttet fra et sted i jernalder til bronzealderens næstsidste og 5. periode. Flere andre mosefundne kipertrøjer var for øvrigt med på samme »flyttevogn«.[45] Denne nydatering retfærdiggjorde at udstillingens modedame fik en anderledes og ellers ukendt dragtdel at optræde i. For det er relativt nyt for textilforskningen, at den komplicerede kipervævning optræder allerede i bronzealder, og ny for dragtforskningen er den dokumenterede bæremåde af kjole-skørtet.[55] Men endnu en nyhed skulle Borremosetextilet komme til at afsløre.
Vore store arkæologiske textiler er alle bevaret takket være opholdet i et fugtigt/surt miljø, enten i egekiste i gravhøj eller i mose. Det er klart, at uldens oprindelige farve herunder har fået en farveforstærkning, ulden er blevet mørkere, i nogle tilfælde næsten sort. Ved mikroskopiske undersøgelser bestemte C.M. Steenberg allerede i 1930-erne bronzealderulden til at være fra brune får[46]. Senere blev det dog hævdet, at ulden oprindeligt havde været lys, og at den mørke farve i dag alene skyldes det flere tusind-årige ophold i tæt forbindelse med garvesyre, mosesyre osv.[47]
I forbindelse med rekonstruktionen af Skrydstrupdragten for Haderslev Museum i 1975 blev der, på baggrund af disse modstridende opfattelser foretaget en række nye undersøgelser af tværsnit i de originale uld-fibre.[48]I elektronmikroskopet kan det afsløres om uldfiber-tværsnittene viser indhold af s.k. melaninkorn. Disse melaninkorn er sæde for uldfibrens naturlige farve. Farven intensiveres ligefremt proportionalt med kornenes størrelse og koncentration. En kunstigt tilført farvning, i mose eller farvebad, lægger sig på fibrens skellag, ved nedbrudte fibre kan farvestof eventuelt trænge ind i cellevæggene og mørkfarve disse, men vil aldrig kunne forveksles med de originale farvepigmentkorn.[49]
Resultatet af 1975-undersøgelsen blev, at fibre fra Skrydstrups bluse og »skørt« alle havde mange mørke melaminkorn, mens dragtens lyst gulbrune bælte ikke viste farvepigmenter. Fravær af pigmentering giver hvide hår. Det vil sige hvidt bælte på en mørkebrun dragt i Skrydstrup-graven! Eneste undtagelse fra de store brune bronzealdertextiler er et mindre, meget lyst tæppe (kappe, sjal?) fra Trindhøjgraven.[50] Sammen med Skrydstrupbæltet giver Trindhøj stykket belæg for, at næsten hvid uld fandtes i ældre bronzealder, men uden tvivl kun som en eksklusiv og sjælden vare.
Borremosetextilet og de øvrige mosefundne stykker har i dag en lys, rødbrun farve, ret forskellig fra det lyse guldbrune Skrydstrup bælte og det lille Trindhøjtæppe og meget forskelligt fra resten af de brune/mørkebrune ældre bronzealdertextiler. Det er derfor let at forstå, at der opstod et problem af næsten vital karakter, da uldens farve skulle bestemmes til rekonstruktionen af kjole-skørtet. Færøfåret har i sin pels de samme lyse rødbrune nuancer, som præger Borremosetextilet, men hjemtagne prøveportioner af rødlig uld fra Færøfåret og fra et finsk Ålandsfår var ikke tilfredsstillende. Ulden var henholdsvis af for dårlig kvalitet eller for »død« i farven.
Ventetiden på disse og flere uldprøver gav de involverede parter tid og anledning til diskussion om, hvorvidt det overhovedet var muligt at afgøre, hvilken farve den originale Borremoseuld havde som frisk. Der var enighed om, at ulden havde modtaget farve fra mosevandet – men hvor meget? Den ene part holdt på, at Borremoseulden havde været rødbrun, men lysere end den syner idag. Den anden part, – som på et tidligere tidspunkt i forbindelse med valg af uld til bluserne havde foreslået, at den brune uld oprindeligt kunne have været grå, – talte igen varmt for teorien om den grå uld. Det skal straks afsløres, ingen fik ret! Men uenigheden affødte en fordybelse i problemet, og førte sluttelig til en korrekt løsning.
Før løsningen blev kendt, var der mod gråuld-teorien den indvending, at en grå uldpels dybest set består af jævnt fordelte og lige mange helt hvide og helt sorte uldhår. Færre hvide hår i forhold til sorte giver en mørkegrå pels og omvendt giver mange hvide hår mod færre sorte en lysegrå uldpels. For at en uld kan kaldes grå, må den altså indeholde en vis procentdel helt hvide hår mellem de sorte. De brune bronzealdertextiler kan derfor ikke være vævet af grå uld, fordi alle undersøgte bund- og dæk-uldshår fra disse tøjer er pigmenterde, de fleste endog intenst.[48]
Borremoseuldens farveproblem syntes nu kun at kunne løses ved en videnskabelig undersøgelse af uld fra det originale tøjstykke. Med velvilje fra museumsinspektør Elisabeth Munksgaard, Nationalmuseets 1. afd.[51] skaffedes en prøve, som med ligeså stor velvilje og entusiasme blev undersøgt og bestemt af cand. scient Palle Rasmussen, Statens Husdyrbrugsforsøg.[52] Svaret kom hurtigt: Borremoseulden har været næsten hvid. Under 6% af uldfibrene var svagt sortpigmenterede. Muligvis er vi her ved starten af en udvikling frem mod en »sort + hvid = grå«-uld, som defineret ovenfor.[53] Modedamens påklædningsproblem var omsider løst, fig. 18.
Vi ved, at den rigtige bronzealders modedame ingen mulighed havde for at iklæde sig iøjenfaldende »her-kommer-jeg« farver som rød og blå. Men med det mørkt brune skulderslag og bluse i samme tone – kombineret med det naturhvide kjole-skørt, ville hun have haft god mulighed for at skabe sig en fornem dragt ud af disse to farve-extremer. Anderledes – hvis modedamens bluse var blevet valgt grågrå – så havde dragten totalt ændret karakter, i det øjeblik hun tog skulderslaget af.[54]
Enhver forskning vil gerne flytte pæle, ikke for pælenes skyld, men for det vundne lands skyld. Hvis det var en landvinding, at mandskoften fik en drejning, at flossyningen blev afprøvet i forskellig skala, at blusens geometri blev afdækket, at kjole-skørtet kom på rette plads på kroppen, og at det kom frem, at den hvide uld ved bronzealderens slutning var blevet en værdig konkurrent til eller sejrherre over den brune – så var avisdrengens, statusmandens og modedamens dragter vel en messe værd![56]
| K-2108 | Borremoselig 2560 +/- l00 før 1950 | 2520+/- 100 før 1950 | |
| 2480+/- 100før 1950 | 570 f.Kr. | C-14 | |
| Kalibreret, Clark, 1975: | 575 f.Kr. Kal. | ||
| Kalibreret, Pearson & Staiver, 1986: | 765 f.Kr. | Kal. | |
| K-3873 | Skrydstrupkiste, uld | 2900+/- 80 | før 1950 |
| 950 f.Kr. | C-14 | ||
| Kalibreret, Clark, 1975: | 1175 f.Kr. | Kal. | |
| Kalibreret, Pearson & Staiver, 1986: | 1095 f.Kr. | Kal. | |
| K-3874 | Melhøj, textilprøve (formentlig uld) | 2930+/- 80 | før 1950 |
| 980 f.Kr. | C-14 | ||
| Kalibreret, Clark, 1975: | 1220 f.Kr. | Kal. | |
| Kalibreret, Pearson & Staiver, 1986: | 1150-1130 f.Kr. Kal. | ||
Kalibreringskurver:
R.M. Clark, Antiquity, vol. XLIX, p. 251-266, 1975.
G.W. Pearson and M. Staiver, Radiocarbon, vol. 28, p. 839-862, 1986.
