I begyndelsen af 1987 kunne Fyns Kunstmuseum til sin Jens Juelsamling føje endnu et arbejde af den berømte fynbo, nemlig portrættet af hans daværende forlovede og senere hustru, den yndige Rosine Dörschel (fig. 1).
Billedet blev købt på auktion, og at museet kunne erhverve det, skyldes økonomisk hjælp fra Ny Carlsbergfondet og fra et privat legat. Ellers er erhvervelser af denne art så godt som uden for museets rækkevidde. Portrættet var noget medtaget – som billeder, der kommer fra privat eje ofte er – men efter restaurering og konservering fremstod et aldeles henrivende portræt af en køn ung kvinde.
Der er i denne artikel ingen grund til at komme nærmere ind på en karakteristik af Juel og en analyse af hans virksomhed som maler iøvrigt. Dette er gjort så glimrende af Ellen Poulsen i hendes bog om maleren.[1] Men een ting må dog slås fast: Det er med lange mellemrum, at portrætter af Juel i denne fornemme kvalitet dukker op. Portrættet af Rosine er
i og for sig et ganske enkelt portræt hvad angår udstyr og falbelader, men det er malet med en inspireret ømhed, som gør den portrætterede nærværende og næsten nutidig. Hendes store mørke øjne hviler næsten tilbedende på maleren og et tilløb til et ganske lille – let genert – smil præger ansigtet. Hendes dragt er enkel og hverdagsagtig: over et let hvidt kjoleliv bærer hun et mørkt rødt sjal. En sort hat, som næsten går i eet med baggrunden, kaster en slagskygge over hendes pande og øjne.
Rosine Dorschel var datter af slotsgartner ved Rosenborg, Christoffer Dörschel og hustru Catherine Margrethe, f. Köhne. Ægteparret havde 7 døtre, som alle blev »godt gift«. Den ene af Rosines søstre, Henriette Fredericia Moe, er også portrætteret af Juel i en pastel, som er i Fyns Kunstmuseums eje.[2] Også hun bærer en stor sort hat. Enten må dette have været tidens mode eller også må det have været en speciel forkærlighed for sorte hatte hos Dörscheldøtrene, for i Kobberstiksamlingen befinder sig en pastel af Juel forestillende en anden søster til Rosine, Marie Magdalene Becker, hvor hun bærer en ganske lignende hat![3]
Fyns Kunstmuseums portræt af Rosine har en meget fornem proveniens; det stammer i lige linje tilbage fra Jens Juels søster, Anne Sophie’s, eje, men nøjagtigt hvornår billedet er malet, vides ikke. Det er ej heller nogen steder nedfældet med bestemthed, at billedet forestiller Rosine, men ved en sammenligning med dobbeltportrættet, som Juel malede af sig selv og sin unge hustru i 1791 (fig. 2) fremgår det, at ligheden mellem det her omhandlede portræt og skildringen af Rosine på dobbeltportrættet er slående. Det samme må siges at gælde for forstudien til Rosine på dobbeltportrættet, (fig. 3).
Rosine Dörschel var født i 1771 og i februar 1790 indgik hun ægteskabet med Juel. Man kan derfor med en vis sandsynlighed anse portrættet af hende for at være blevet til omkr. 1789/1790.
Imidlertid har Rosine ikke været Juels første kærlighed; under sit ophold i Genève (1777-1779) – et ophold, vi senere skal vende tilbage til – forlovede han sig med en ung dansk pige, Susanne Elisabeth Holm, datter af den danske boghandler Holm og hans schweiziske hustru. I familien og i vennekredsen kaldtes hun Julie (vistnok efter heltinden i Rousseaus La nouvelle Heloise), og Juel har skildret hende i en henrivende sortkridttegning, nu i Kobberstiksamlingen.[4]
Forlovelsen fik imidlertid en tragisk afslutning; i 1781 rejste familien Holm tilbage til Danmark, men undervejs – i Kiel – døde den da 20-årige Susanne, hvis svage helbred ikke kunne holde til rejsens strabadser. Der er delte meninger om hvorvidt Juel hævede forlovelsen med »Julie« før sin afrejse fra Genève, eller om hendes alt for tidlige død gjorde en ende på forbindelsen. Vi ved dog så meget om Juels følelser her, at han opkaldte sine døtre efter denne sin første forlovede,[5] og at han hele sit liv bar det miniatureportræt hos sig, som han selv havde malet af hende.
Juels ophold i Genève var fyldt af succes; allerede i foråret 1777 forlod han Paris for sammen med vennerne – kobberstikkerne J.F. Clemens og Simon Malgo – at lægge vejen over Schweiz på den lange tilbagetur til Danmark. I Genève optoges Juel mere eller mindre i kredsen omkring naturvidenskabsmanden, forskeren og filosoffen Charles Bonnet – og ikke mindst i den kreds, som udgjorde Madame Bonnets »Salon«. Videnskabsmænd, kunstnere og fremragende personligheder i det hele taget flokkedes på det Bonnet’ske landsted på Genthod, og Juel kom til at udføre adskillige portrætter af flere af disse personer. At der var nok at lave for ham, viser alene den kendsgerning, at han forblev 3 år i Schweiz og hele tiden havde tilknytning til denne kreds – et Eldorado for den tids intellektuelle, som følte sig tiltrukket af det åndelige og æstetisk prægede miljø, der herskede her.[6]
Og nu når vi da til denne lille artikels springende punkt:
Hvem er den herre, hvis portræt – malet af Jens Juel i 1777, – Fyns Kunstmuseum kunne erhverve i 1989 – igen takket være hjælp og støtte fra Ny Carlsbergfondet og fra Kulturministeriet (fig. 4). Hvem er han?
Hvor er han malet? Er han fransk eller er han schweizisk? Alle disse påtrængende spørgsmål har tårnet sig op i den grad, at vi her har valgt at betegne ham som »Rosenkavaleren«. Indtil nu har ethvert forsøg på at fastslå hans identitet været frugtesløst. En teori om, at billedet kunne forestille Axel von Fersen d.y. har desværre vist sig ikke at kunne holde stik. Det ville ellers have været en god historie!
Axel von Fersen d.y. (1755-1810) var i mange år den svenske konge Gustav III’s betroede mand ved det franske hof. von Fersen forelskede sig heftigt i dronningen, Marie Antoinette – en passion som ubetinget var gengældt. Han deltog da også i det franske kongepars mislykkede flugt fra Frankrig og revolutionen i 1791. Da Christian August i 1809 blev svensk tronfølger mentes von Fersen at have vendt sig imod ham, og han blev mistænkt for delagtighed i tronfølgerens pludselige død. von Fersen blev bestialsk myrdet af pøbelen ved Christian Augusts ligtog i Stockholm i juni 1810.
Takket være hjælp fra Nationalmuseum i Stockholm[7] har jeg haft lejlighed til nøjere at vurdere mulighederne for at billedet kan forestille Axel von Fersen. At von Fersen angiveligt ikke var i Paris i 1777, men derimod i Sverige, beviser imidlertid ikke meget – han kan – teoretisk set være rejst til Frankrig for en kort periode i privat ærinde. Så langt så godt; hvad værre er: ifølge oplysningerne fra Nationalmuseum i Stockholm havde Axel von Fersen blå øjne – og på Fyns Kunstmuseums portræt er øjnene umiskendeligt brune. Den portrætteredes ansigtstræk opviser til gengæld væsentlige ligheder med dokumenterede portrætter af von Fersen, men indtil videre må identifikationen af den unge mand stå hen i det uvisse. Vi kan jo desværre ikke dømme ham på indicier, og det er da også kun for en ordens skyld, museet foreløbig har døbt ham »Rosenkavaleren«. Noget skal han jo hedde!
Portrættet viser os en ung velklædt mand; i overensstemmelse med tidens mode er han klædt i fløjlsfrakke (brun), og bærer kalvekrøs og paryk, hvis hårpung er prydet med en stor sort sløjfe. Han ser direkte ud på beskueren, og smilet om hans mund kan bedst beskrives som uudgrundeligt – som om han bærer på en hemmelighed. Billedet er ovalt, men indsat i en rigt forsiret og forgyldt ramme, som formodentlig er senere (omkr. 1800/1810) end selve portrættet.
I 1777 opholdt Juel sig såvel i Paris som i Genève og det vil altså sige, at portrættet kan være blevet til det ene sted såvel som det andet sted.[8]
Den unge mands klædedragt, Juels skildring af ham og hele malemåden peger imidlertid mere på Paris end på Genève. I Schweiz ændrede Juels stil sig ret hurtigt; det var således her, han for alvor begyndte at male portrætter i landskaber – måske en inspiration fra de skønne schweiziske landsteder og landskaber, som han her besøgte.[9]
Det er aldrig særlig rart at måtte slå sig til tåls, men indtil videre må vi ikke desto mindre nøjes med at betegne Jens Juels mandsportræt som »Rosenkavaleren« og hertil være meget taknemlige for, at portrætterne af såvel Rosine som den ukendte herre har fundet blivende sted på Fyns Kunstmuseum.
