Erling Albrectsen døde den 4. juli 1989, få dage før sin 85 års fødselsdag, et af sommerhedens ofre. Med ham blev en vigtig, formativ periode af fynsk arkæologi lagt i graven. At mindes ham i disse årbøger forekommer selvfølgeligt. Han var en trofast bidragyder gennem 20 år – ialt 45 artikler blev det til, som bibliografien i Fynske Minder 1974 viser.[1]
Retrospektivt skildrede han selv tiden både her i Odense og forud i erindringerne »Fra hukommelsens myretue« fra 1988. I denne artikel må hans livsværk nødvendigvis anskues udefra. Der er ingen tvivl om at grunden til hans arkæologiske løbebane skal søges i den stærke slægts- og egnsfølelse, som han helt fra barndommen voksede op med i Jylland. Egentlig burde det have været Viborg Stiftsmuseum, som kom til at nyde godt af Albrectsens ildhu, men da der endelig i 1959 blev oprettet en inspektørstilling i Viborg, var det for sent. Da var Albrectsen groet fast på Fyn.
Lærergerningen på Sjælland lagde naturligvis beslag på den nybagte kandidat i et omfang, som ikke levnede tid til andet end strejfture i Sjællands arkæologi. Han nævner selv udflugter til Holmegårds moser og Åmosen, hvor han kunne registrere stenalderbopladser. Der var jo ikke dengang noget sjællandsk museum, ud over Nationalmuseet, som havde professionelle arkæologer, så han var overladt til sig selv som enhver anden amatørarkæolog.
I 1931 fik Fyns Stiftsmuseum sin første universitetsuddannede medarbejder med examen inden for et af museumsfagene, og i 1939 fandt man tiden moden til at opnormere inspektørstillingen til fuld tid. Odense førte altså dengang an i den udvikling, der de fleste andre steder i landet først tog fart efter museumsloven 1959. Albrectsen kunne derfor ved årsskiftet 1939-1940 tiltræde stillingen som nummer 2 – museumsassistenten – efter Svend Larsen, der blev inspektør efter N.M.K. Petersen.
Noget af en omvæltning må det have været at komme fra gymnasiets lærerværelse med 20 kolleger til stiftsmuseets kælderkontorer, hvor Svend Larsen, Albrectsen og en kontorassistent sad i den gamle kustodebolig med tørveild i kakkelovnen for at holde varmen i de kolde krigsvintre. Albrectsen kompenserede for det snævre faglige milieu på museet ved at finde sine venner på Katedralskolen. De begyndte allerede i 1940 at holde foredrag om historiske emner for hinanden og ude i byen. Vel kom Johannes Brøndsted, den ærede lærer, allerede i februar på besøg efter en tur over isen fra Jens Winthers Rudkøbing, men der var langt mellem besøg fra inspektørkollegerne på Nationalmuseet, der dengang udgjorde det eneste faglige arkæologmilieu i Danmark.
Godt nok var forholdene trange og personalet minimalt, og tiderne svære, men så megen større grund var der til at koncentrere sig om opgaverne. Om dette fortæller Albrectsen: »Ved sammenstilling af fundene i oldtidens grave og fra dens bopladser havde jeg nu som opgave at tegne et rids af folkets liv på øen i de fjerne tider, at bevare tingene, at give arbejdsresultatet videre, formidle det til min samtid«.[2] Denne opgave greb Albrectsen karakteristiskt energisk og pragmatisk an.
Albrectsen stod selv for konservering og sammensætning af lerkar med kustodens hjælp, metallerne måtte til Nationalmuseet. »En lidet nyttig kustode« var gennem de første tretten år den eneste hjælp, så der blev rig lejlighed til at bruge de praktiske evner. Der blev bl.a. brug for dem i udstillingen, der allerede i 1940 måtte revideres, da Helweg Mikkelsens samling skulle integreres i den gamle udstilling. Broholmsamlingens bronce- og jernalderfund var købt i 1938 og blev indført af Albrectsen. Var det mon gennemgangen af Sehesteds fund fra Møllegårdsmarken, som gav Albrectsen smag for jernaldergravene? Arbejdet med disse to samlinger og med kartoteket kan synes rigeligt nok for en enkelt mand, men det var ikke kun på museet, der foregik noget.
Livet i Odense passede provinsboen. Fra lejligheden på 3. sal på Reventlowsvej »hvor blikket kunne fæstne sig ved plovspandene, der knapt syntes at røre sig på vidden over den lange afstand« – det var i 1940erne! – bragte cyklen ham ud »til findestederne og til de rare fynboer, der indbød til at komme og se, om »vi nu ka hitte noet«. Til sin død mindedes han hver enkelt sag, han kunne huske markvejene, fundforholdene og ikke mindst finderne og gårdmændene, som han besøgte over hele øen. Jyden faldt efter det korte sjællandske interval godt til på Fyn. »Herligt når man i marken løfter oldtidsfundet til sig og mærker dets hemmelige iboende tryllekraft« skrev han i sin karakteriske stil.
Bogen om Danmarks oldtid, de mange artikler i Fynske Minder, skolekasserne, foredragene og omvisningerne på museet og til sidst bogen »Fyn i oldtiden« fra 1974 fortsatte den populærarkæologiske formidling, som er en af de gode danske traditioner. Med professionaliseringen af provinsmuseerne tog denne formidling et stort spring, som først nu er ved at have tabt sit momentum. Kendetegnende for denne formidling er den samme, som gælder den forskning, der blev drevet på stiftsmuseet og som drives ved provinsmuseerne i det hele taget: den altfavnende indsats. Hele spektret skulle dækkes, fra rensdyrjægertiden til langt op i middelalderen var Albrectsens arbejdsområde. På stiftsmuseet er det jo så heldigt, at vi kan nøjes med ren arkæologi og lade nyere tid være nyere tid. Det med middelalderen var måske ikke helt vellykket; Albrectsen måtte inkassere en røffel fra Nationalmuseet for gravningen på Broholm. Om han fik modsvarende ros for sin første middelalderudgravning i Odense, ved jeg ikke. Der var jo dengang ingen andre, der ville tage opgaven.
Ret indlysende er det vist, at ingen kan være expert på 10-12000 års dansk kulturhistorie, så niveauet for denne provinsforskning og -formidling kan umuligt være lige højt over hele klaviaturet. Jeg vil dog hævde, at den overfladiske forskning også har sin berettigelse. Problemet ved den er, at det altfavnende ofte nemt kobles med selvtilstrækkelighed – og måske selvtilfredshed. Det selvtilstrækkelige fremgår af, at det lykkedes Albrectsen at ordne Fyn næsten uden bistand ude fra. Krigens mosearbejde og stenalderrekognoscering var undtagelserne. Her kom Vebæk og Troels Smith og samlede stenalderbopladser langs de fynske vandløb – sammen med Albrectsen – eller tog pollenprøver i fynske moser. Med undtagelse af Koelbjerg forblev de desværre upubliceret. Selv fredningsrejserne fik Albrectsen monopol på – det var andre toner dengang end i 1980erne, da Fyn skulle nyberejses, og stiftsmuseet blev holdt ude.
Et særligt interesseområde, hvor man virkelig kan gå i dybden, er for provinsmuseumsforskere en nødvendighed. For Albrectsen blev det de fynske jernaldergrave. De fem bind med deres 3563 grave bliver det varige minde over hans 30 feltår på Fyn. Der var planlagt 3 bind, men mekaniseringens oppløjning af brandgravene, – ikke mindst på Møllegårdsmarken, sprængte rammerne. Hvornår ideen om at bruge materialet til disputats opstod, ved jeg ikke, han nævner selv at P.V. Glob foreslog det, og mon ikke Svend Larsens disputats fra 1964 har smittet af?
Corpora som de fem bind jernaldergrave har altid været grundstammen i arkæologisk publikationsvirksomhed. De gamle bind genoptrykkes i hele verden, men der er, i hvert fald herhjemme, alt for langt mellem de nye materialepublikationer. Det er efterhånden ved at være katastrofalt. Nok publiceres der som aldrig før, men det er små foreløbige beretninger eller artikler med udokumenterede postulater. Læserne kan ikke verificere eller falsificere de fremsatte theorier (modeller), fordi baggrunden, fundpublikationerne, ikke er tilgængelige. Resultatet bliver et stadigt tættere geled af nye påstande, samtidig med at kløften mellem det stadigt øgede fundmateriale og den tilgængelige viden om det uddybes år for år. Vi er allerede nu i den situation at have materiale til et nyt bind fynske jernaldergrave, men hvornår skal vi få tid at skrive det?
Traditionelt var bøgerne lagt an, og det skal den slags også være. Albrectsen koncentrerede sig om kronologi og kulturforbindelser, med Mackeprang som det nærmeste forbillede, men helt som Norling-Christensen, Klindt-Jensen og Becker. Forsøget på at beregne befolkningsudvikling ud fra Møllegårdsmarkens gravstatistik var forud for sin tid, men savnede anatomisk analyse – den håber vi nu at kunne få udført i Gudmeprojektet. Selv med den lapidariske beskrivelse, der jo slet ikke lignede Albrectsens stil, står de »fynske jernaldergrave« som en bautasten i dansk jernalderforskning – og som bautastenene står de isoleret. Endog kraftige hentydninger kunne ikke få kollegerne til at følge Albrectsens exempel.
Som »jernaldergravene« var traditionelt lagt an, var Albrectsen et menneske, der befandt sig vel i en tradition. Hans generation fortsatte Müller-traditionen, og det ville være absurd at forlange, at han skulle bryde ud, fagligt isoleret, som han nu var i provinsen. Alligevel satte han nye spor og skabte selv tradition.
Et stiftsmuseum skulle dengang være et mininationalmuseum – det gamle Fyns Stiftsmuseum var et meget karakteristisk exempel på denne form for altfavnende, verdensomspændende samling. De læsere, der endnu erindrer oldtidsudstillingen i museet i Jernbanegade mellem 1950 og 1979, synes måske ikke, at den var noget særligt, men da den åbnede, var den faktisk landets mest moderne. Stilen blev hurtigt overhalet af de følgende årtiers mode, men indholdet, eller rettere udvalget, var nyt – og nok så væsentligt. Albrectsen lavede ikke nogen ny universaludstilling, men en udstilling der drejede sig om FYNS OLDTID. Det kan i dag forekomme som en selvfølge, at et provinsmuseum koncentrerer sig om sin egns særpræg, men det var ikke tilfældet i 1950erne. Vi opfatter Albrectsens spor som en selvfølge og som en rettesnor.
Nyt var også oldsagskartoteket. Ethvert museum, der vil drive genstandsforskning eller blot besvare forespørgsler rimeligt hurtigt, mærker behovet for et ordentligt kartotek over samlingerne. Idag er den slags utænkeligt uden edb, men i 1940 var edb ikke tænkt, så der var ingen vej uden om kartotekskort og skrivemaskine. Albrectsen lavede et enkelt system med to indgange, en topografisk efter sogne, og en kronologisk-typologisk efter genstandstyper. Teksten blev skrevet ud af protokollerne, og hvert kort fik et foto af den pågældende genstand, fotograferet af Albrectsen! Det var landets mest moderne kartotek, og vil blive brugt, blandt andet ved den kommende magasinordning, indtil edb kan udkonkurrere det, d.v.s når fotografier kan lægges ind på skærmbilledet til en rimelig pris.[3]
Tredie felt, hvor Albrectsen satte blivende spor, er bebyggelseshistorien. Denne disciplin havde stået i stampe herhjemme siden 1934. Albrectsen tog i 1946 emnet op fra en ny vinkel i artiklen om Lundsgårdbopladsen i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, den artikel, der samtidigt markerede ham som en moden forsker. Ved det videre arbejde med jernaldergravene og med den planlagte udstilling kortlagde han de fynske fund og fik tegnet den serie kort, der blev publiceret i artiklen om Fyns oldtidsbebyggelse i Fynske Aarbøger 1951. Forholdet mellem denne studie og Therkel Mathiassens Nordvestjyllandsundersøgelse er mig ikke bekendt, og jeg har glemt at spørge Albrectsen. Da Therkel Mathiassen jo var Albrectsen en god støtte, ville det undre mig, om ikke Mathiassen har spillet en rolle i både stenalderrekognosceringerne og i bebyggelsesstudierne? Nyt i forhold til Nordvestjylland var det gode fynske jernaldermateriale og den sammenkobling med stednavnene, som Albrectsen prøvede af i sin artikel i Fynske Aarbøger. Den satte en diskussion i gang, som det var umuligt at starte på Nordvestjyllandsmaterialet – dertil var det for tyndt. Stednavneforskerne tog Albrectsens theori som en udfordring og behandlede den i publikationerne af Odenses og Svendborg amters stednavne i 1958 og 1969. Problemet blev igen højaktuelt ved de fynske landsbyundersøgelser i 1976-1979[4] og vil vedblivende være centralt i jernalderens bebyggelseshistorie, så hver generation må forholde sig til det på ny.
I 1971 vendte Albrectsen tilbage til emnet med artiklen i Globfestskriftet i Kuml 1970. Jeg tror, at de forsøg, vi har fået fra Albrectsens hånd vil blive stående, også selvom de kommende års indsats i marken og på museet utvivlsomt vil ændre meget. Hans indsats inspirerer til fortsættelse og diskussion.[5]
Lige til sygdom ramte ham på vej hjem fra Møllegårdsmarken trivedes Albrectsen nok bedst i felten med den trofaste kustode Skov Hansen ved sin side. Han lod sig ikke slå ud af sygdommen, men fortsatte stædigt på museet og med undervisningen i nordisk arkæologi ved Odense Universitet, hvor han blev den første lektor i faget. Møllegårdsmarken blev bearbejdet færdigt og endnu et bind med nye fund kunne udkomme i 1973, men så var det også slut med den primære arkæologiske forskning. Parkinsons syge forhindrede ham i at håndtere oldsager og tvang ham til at søge sin afsked i juli 1971.
Med et års vakance blev stillingen genbesat, og det var en lykke for den nye inspektør at kunne spørge en åndsfrisk forgænger om store og små problemer i museets samlinger. Det blev til mange muntre eftermiddage på Reventlowsvej ved eftermiddagskaffen hos den altid gæstfri fru Albrectsen, ikke blot for denne artikels forfatter, men også for andre af museets medarbejdere. Albrectsen elskede at høre nyt fra sine gamle jagtmarker og mindes folk, han havde mødt på de mange ture på kryds og tværs af Fyn.[6] Vi vil savne hans gode humør og levende interesse for museets ve og vel.
Irritationen over den langsommelighed, som prægede kommunens behandling af museets byggeplaner igennem mange år, forlod ham aldrig. Han følte sig selv svigtet, da planen fra 1959 blev syltet. Noget af skylden lå nok hos ham selv. Han var godt tilfreds med at slippe for administrationen, og dyrkede ikke det politiske system. Derfor fik han f.ex. heller ikke oprettet nogen assistentstilling i de år, hvor det formentlig kunne være gjort.
Nogle opfattede utvivlsomt Albrectsen som en enegænger eller lige frem som en sær snegl eller en sur rad. Erling Øjarl kaldte han sig selv, vel ikke uden en snært af ironi. Han holdt sig stort set fra de fællesmuseale møder og kunne vrisse af folk, hvis han blev forstyrret i sit arbejde, hvadenten det var på udgravning eller hjemme på museet i Jernbanegade. Det har skræmt folk væk, som burde have haft en venligere modtagelse, men det var prisen for at kunne koncentrere sig om det arbejde, han selv opfattede som det væsentlige. Men Albrectsen gjorde det, som efterlyses nutildags – han prioriterede sine ressourcer. Det gav som resultat bl.a. de skrifter, som er listet op i bibliografien i Fynske Minder 1974 og på de følgende sider.
De indbragte ham international anerkendelse – og doktorgraden. Jeg kender ikke andre provinsmuseumsmænd, der både var dr.phil., korresponderende medlem af det tyske arkæologiske institut og æresmedlem af Society of Antiquaries i London, bærer af Wormianums gyldne strømpebånd – og ridder af Dannebrog. Strømpebåndet fik han påsat en iskold januardag 1985 på Hollufgård ved en munter sammenkomst. Det var påskønnelsen for oversættelserne af de gamle franske og britiske kildeskrifter på latin om vikinger og normanner. Ialt 8 bind udkom i Albrectsens særegne, gammeldags og lidt blomstrende sprog, der passede så fint til de gamle munkes stil.
En flot slutspurt tør man vist kalde disse resultater af emeritusårenes hjernegymnastik fra rullestolen. Den er typisk for den enorme flid, der karakteriserede Erling Albrectsen. Fra 1940 til 1971 var han og Fyns arkæologi eet begreb. Der blev begået fejl, men vi, der følger efter, vil prøve at ære hans minde ved at føre hans indsats videre i den rette ånd – en utrættelig indsats for Fyns arkæologi og for det hæderkronede Fyns Stiftsmuseum.
Udarbejdet af Esben Albrechtsen 1976
