Møllerne i landskabet

Der findes næppe mere iøjnefaldende gamle bygninger i landskabet end vore vindmøller – eller vejrmøller, som man sagde i forrige århundrede. Javel – vi har da mange smukke kirker og især her på Fyn og Øerne en imponerende samling af herregårde, men dels er de fleste kirker belejret af bebyggelse, og dels er mange herregårde grundigt indpakket i grønt, så kun spir og tårne øjnes på afstand.^[1] Anderledes forholder det sig med vindmøllerne. De ligger og lå pr. definition altid på et højtliggende punkt uden generende beplantning eller bebyggelse i nærheden. Det gjaldt nemlig om at give vinden frit løb, så vindkraften kunne udnyttes optimalt. Vindmøllerne står derfor som milepæle i det danske landskab. De giver dybde og variation og er fixpunkter såvel til lands som til søs. Også til vandmøllerne knytter sig store landskabsværdier. De fynske vandmøller ligger langs de vandrige åer ved gamle vejføringer, oftest sådan, at vejen løber over den gamle mølledæmning. På den ene side ligger mølledammen og på den anden side vandmølleanlægget med møllebygninger, malekarm, bagsluse etc. De fynske møller har et vist særpræg. For vindmøllernes vedkommende er det den 8-kantede gallerihollænder, spåntækket eller med strå og med bådformet hat, der dominerer. Der findes dog også en del murede møller – især pumpemøller på Nordfyn. Disse møller er alle af lidt nyere dato – dvs. fra slutningen af forrige århundrede. Omtrent samme alder synes forekomsten af løgformede møllehatte at have. For vandmøllernes vedkommende følges den gængse byggeskik på landet – dvs. solid fynsk egebindingsværk og store stejle, hel- eller halvvalmede stråtage. De nyere vandmøller – fra slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede er alle grundmurede bygninger – ofte i blank mur og har fast tag af tegl, skifer eller cementtagsten. Hovedparten af de bevarede gamle møller er temmelig store, hvilket hænger sammen med at Fyn og Øerne har og havde god kornavl. De allerfleste møller er nemlig kornmøller som producerede mel, gryn, grut, valset havre m.v.. En lille del af møllerne havde dog andre funktioner – f.eks. fandtes en hel del pumpemøller – vindmøller, der pumpede vand ud af de inddæmmede og drænede vandarealer, akkurat som i Holland. På Fyn er bevaret 4 sådanne møller – de 2 er dog nærmest i ruin.

Fyn og Øerne har bevaret usædvanligt mange møller. Faktisk er amtet uden overdrivelse Danmarks mølle-rigeste, så er man mølleinteresseret er Fyn og Øerne det sted, hvor der er mest at se på. En landsdækkende registrering af de gamle møller, udført af en arbejdsgruppe af møllemuseer – møllepuljen kaldet – på bestilling af Planstyrelsen, viser den fynske dominans i klare tal.

På Fyn har Anders Rehde Nielsen fra Faaborg Kulturhistoriske Museer, Peter Johansen fra Den fynske Landsby og denne artikels forfatter delt registreringsarbejdet imellem sig. Over hele landet har de kulturhistoriske registratorer været ledsaget af møllebygger John Jensen. 169 møllesteder stod på den fynske registreringsliste, men mange møller er i de sidste årtier helt forsvundet. Til gengæld er andre møller opdaget og føjet til. Ialt 142 møller er registreret. Af disse er 54 vindmøller og 89 vandmøller. Såvel antallet af bevarede møller som fordelingen af vand- og vindmøller er højst forskellig fra den ene fynske kommune til den anden. Marstal, Ryslinge, Nr. Åby og Middelfart er møllefattige, men kommuner som Odense, Svendborg, Gudme, Ørbæk og Faaborg er møllerige. Markant vandmølledomineret er det syd- og østfynske landskab samt Odense og Årslev kommuner. Forklaringen er enkel: de mange åer med god vandføring. Ude på øerne, på Hindsholm og i Otterup kommune, hvor det kniber med vandløb, dér dominerer vindmøllerne. Dette bevaringsbillede afspejler de historiske forhold ganske godt. I Nyborg amt stod der i 1690 82 møller, men kun 6 af disse var vindmøller. Man kunne rejse hele vejen fra Nyborg over Svendborg til Faaborg uden at se en eneste vindmølle.^[3] Vindmøllerne har ganske vist vundet terræn, men i Ørbæk kommune findes hele 9 vandmøller – og ingen vindmøller!

De fynske tal over registrerede eksisterende møller lyder jo flotte, men går man bag tallene og kigger på, hvad det er der er bevaret, og i hvilken tilstand, så ser det knapt så godt ud. Inden for de senere år har forfald, nedbrydning og brand tilintetgjort adskillige møller. Sandager og Næsbyhoved-Broby møller nedbrændte henholdsvis 1981 og 1985. Kort efter registreringen i marts 1989 brændte Sanderum vindmølle. I 1987 blev Lettebæks vandmølle nedrevet, og i juni 1990 blev Møllegaards mølle på Langeland revet ned efter forgæves forsøg på at redde den. Forfaldet har godt fat i de fynske møller. Adskillige ligger nærmest i ruin som Faurskov mølle, Borgnæs vand- og vindmølle og Langø pumpemølle. Der skal snart gøres en indsats, hvis de to fredede møller Lindved vandmølle ved Odense og Vitsø pumpemølle på Vestærø skal reddes. Fredning er i sig selv ingen garanti for at et bygningsværk bliver bevaret – der skal lokale kræfter til.

For vindmøllernes vedkommende er det almindelige forfaldsmønster, at først mistes vinger og krøjetøj, siden forfalder omgangen og derefter følger hatten. Med frit spillerum for vind og vejr går forfaldet hurtigt, og i løbet af en halv snes år er bygningen gået til. Ofte bliver ødelæggelserne dog stoppet ved at ejerne bygger et fast tag over de tilbageværende lofter. Sådanne hatløse stubbe står der ikke så få af rundt omkring på land og i by. I Svendborg findes Graas mølle, og uden for byen Rantzausminde mølle, på Langeland Ennebølle, Hesselbjerg og Nordenbro, i Faaborg Horne mølle og videre rundt Vestre mølle i Øster Hæsinge, Næsbyhoved mølle i Odense, Stenbjerg mølle i Tommerup kommune, Hindemae mølle i Ullerslev kommune og Marslev mølle i Langeskov. Selv om stubbene er torsoer, er de interessante bygningsværker, og det sker, at en mølle genrejses på den gamle stub som f.eks. Åstrup mølle og Egeskov mølle er beviser på.

Vindmøller med hat og skrog intakt, men uden vinger er en mindre talrig gruppe: Helnæs mølle, Sønderby mølle, Lyø mølle, Hjortø mølle, Dunkær mølle, Bogø pumpemølle, Kørup pumpemølle og Nislev mølle. De vindmøller som står med hat og vinger og krøjetøj udgør heldigvis den store gruppe. Det er Stegø pumpemølle, Viby mølle, Svanemøllen, Lumby mølle, Villestofte mølle, Uggerslev mølle, Årup mølle, Dorthebjerg mølle, Øxenbjerg mølle, Grubbe mølle,

Trente mølle, Lydinge vindmølle, Christiansmøllen, Bregninge mølle (Tåsinge), Ulbølle mølle, Strynø mølle, Rudkøbing bymølle, Nr. Longelse mølle, Bagenbjerg mølle, Tranekær Slotsmølle, Bjerreby mølle, Lindelse mølle, Søndenbro mølle, Ærøskøbing bymølle, Vester mølle, Bregninge mølle (Ærø) og Søby mølle. Disse møller er i meget forskellig bevaringstilstand fra Lydinge vindmølle som er i slemt forfald, over møller under restaurering som Grubbe mølle og Bagenbjerg mølle til nyrestaurerede som Trente og Lindelse mølle. Det er i denne gruppe man finder de fleste fredede vindmøller. Endelig findes en lille gruppe af vindmøller som faktisk kører – enten dagligt eller lejlighedsvis. Det er Dyrehave mølle ved Nyborg, Skovsgaards mølle på Langeland, og Åstrup mølle ved Faaborg. Den sidstnævnte kører dagligt og producerer varme til ejerens bolig og forretning. Det er en meget smuk oplevelse, når man fra landevejen ser møllevingerne dreje rundt.

For vandmøllernes vedkommende er situationen ikke meget forskellig fra vindmøllerne. Her er forfaldsmønsteret – vandhjul og aksler m.v. fjernet evt. ændring af vandtilføringen, derefter nedbrydning af mølleriet evt. af selve møllebygningen og tilbage bliver mølleboligen, der som regel overlever forfaldet. Gruppen af forhenværende vandmøller, hvor selve møllebygningen enten er nedrevet eller er indrettet til boligformål, er ret stor. Nogle vandmøller er totalt forsvundet, og tomten kan knap nok findes – det gælder eksempelvis Boltinggårds mølle, Egeskov vandmølle og Klingstrup mølle. De øvrige vandmøller har bevaret møllehuset og i en del tilfælde også vandhjul eller turbine.

Hvis man ser nærmere på møllernes funktion, så er det værd at notere, at de kun to steder fungerer på den gamle måde. Det er som kornmøller – nemlig Bregninge vindmølle på Ærø og Sulkendrup vandmølle ved Nyborg. På disse møller er der stadig melstøv og rumlende kværne. I Bregninge maler møller Chr. Jensen ganske vist med motorkraft, men hos Henry Madsen i Sulkendrup er det stadig vandkraften som via turbine driver kværnene.^[4] Omkring nogle vindmøller er der vokset større korn- og foderstofforretninger op. I Ulbølle krøjer møllen stadig og illumineres ved juletid. Den står smukt holdt som firmaets varemærke. I Højby og hos Emmelev korn står møllerne mere anonymt, men benyttes som oplag. Også Uggerslev mølle, hvor møller Christen Nielsen vedligeholder alt, benyttes stadig til fremstilling af foderstoffer. Vandmøllerne bliver som oftest bolig eller udhus, når mølleriet ryddes ud. Derimod er det mere vanskeligt at udnytte vindmøllerne til boligformål. Adskillige mindre vindmøller er dog takket være deres gode beliggenhed blevet sommerhuse – eksempelvis Dunkær på Ærø, Søndenbro på Langeland og Hjortø mølle. Som regel går det stærkt ud over mølleinventaret og vingerne fjernes, ligesom der tit isættes store sprosseløse vinduer i skroget. To vindmøller er i dag restaurationer – nemlig Bregninge mølle på Tåsinge og Nr. Longelse på Langeland. Det er den smukke udsigt som sammen med en god beliggenhed lokker turister og gæster til møllen. Begge møller har vinger, men er stærkt ombygget – bl.a. ved tilbygning rundt om møllens nederste etager. Røde Mølle – en vandmølle under Hvidkilde – fungerede også som restaurant, men er nu lukket og står tom.

De møller, som er fredet eller som står tomme og ubrugte, er de bedst bevarede m.h.t. inventar, gangtøj m.v., men her er tit problemer med vedligeholdelsen. Også hærværk, indbrud og ildpåsættelse truer disse øde bygninger. Vitsø mølle, Lindved mølle, Vester mølle på Ærø, Bjerreby på Langeland med flere er i farezonen.^[5] Museumsmøllerne er til gengæld sikret både mod hærværk og forfald. Egentlige møllemuseer er Kaleko Vandmølle, Tranekær Slotsmølle, Maderup Vindmølle og Davinde Vandmølle, som står i Den fynske Landsby, samt Svanemøllen i Kerteminde. Hertil kommer museumsmøllerne Egebjerg vindmølle og Viby vindmølle, som holdes åben for gæster lejlighedsvis.

Der findes virkelig en stor kulturhistorisk rigdom af møller på Fyn, men hvordan forvalter vi disse værdier fremover? Det er en illusion at tro, at møllerne blot passer sig selv – at de bliver stående i landskabet som smukke kulisser. År efter år forsvinder der møllebygninger – forfaldet er en meget skrap modstander at slås med. Der vil næppe blive mulighed for at bevare alle de nuværende møller ind i næste årtusind – men hvad skal vi satse på at bevare? Efter hvilke kriterier skal en prioritering ske? Hvordan sikres møllerne bedst mod forfald?

Med den gennemførte registrering findes nu et grundlag for en mere sammenhængende bevaringsstrategi. Tidligere har især alderskriteriet været afgørende for, om en mølle skulle fredes og bevares – jo ældre jo bedre – og møller efter 1862 – det år der blev næringsfrihed – havde ingen større interesse. Vi nærmer os imidlertid år 2000, og hvis der skal være nogen sammenhæng i kulturhistorien, vil det være nødvendigt at rykke aldersgrænsen betydeligt frem. Men alderskriteriet bør desuden vige for andre synspunkter.^[6] I den nyligt afsluttede registrering opereres med 4 kriterier: den landskabelige/miljømæssige værdi, den mølletekniske værdi, den kulturhistoriske værdi og den arkitektoniske værdi.

Møllernes landskabelige værdi er som nævnt stor, og erkendelsen af betydningen af et varieret og kulturelt rigt facetteret landskab er voksende. Landskabet er ikke ligegyldigt. Det er kulturbekræftende og identitetsskabende, eller det modsatte. Hvis man fjerner fortidens spor i det fynske landskab, fjerner man også mulighederne for at opleve kontinuitet og sammenhæng. På øerne – Langeland og Ærø – som stadig præges af mange gamle vindmøller kan man endnu visse steder »tælle møller« eller »se fra mølle til mølle«. I 1822 kunne Chr. Lund fra Bregninge kirkes tårn tælle 20 mindre øer og holme, 5 købstæder, 2 flækker, 65 kirketårne, 20 slotte og herregårde og 30 vindmøller.^[7] Man kan stadig nyde udsigten fra Bregninge og tælle møller, men mere end en halv snes bliver det ikke til af de gamle; imidlertid har de jo fået forstærkning af en ny generation af el-producerende vindmøller. De gamle vindmøllers ideelle landskabelige virkning forstyrres dog hyppigt af ændringer i landskabet – en motortrafikvej kan være ført forbi møllen, et industrikvarter eller parcelhusområde udstykket o.s.v. Den slags tætte naboskaber kan kvæle møllens landskabelige effekt. Tæt bebyggelse er derimod ikke i sig selv ødelæggende for møllens virkning – det ses f.eks. i Rudkøbing og Svendborg hvor bymøllerne stadig er markante bygningsværker. Søby mølle er blevet omringet af moderne parcelhuse og ligger i et underligt parklignende anlæg på en hjørneparcel. Det er ikke heldigt, men på større afstand – set ude fra havet – har møllen stadig en vis virkning. Det der går galt er, at der bygges og tilplantes alt for tæt på møllen. Især tilgroning og tilplantning er et stort problem. Der er ikke længere interesse for at holde terrænet omkring møllerne fri for store træer. Resultatet er, at disse skjuler møllerne.

Den mølletekniske værdi og den kulturhistoriske værdi er næsten to alen af samme stykke – men da møllerne er vore ældste industrimaskiner, så er det jo vigtigt at få rede på, hvor meget og hvilken mekanik der er bevaret.^[8] Til gengæld kan en mølle, som har mistet sit maskineri, godt have meget spændende socialhistorie, lokalhistorie eller måske nationalhistorie at byde på. Det sidste gælder jo for Dybbøl mølle.

Om den arkitektoniske værdi kan det siges, at den for selve møllebygningens vedkommende i høj grad smelter sammen med den mølletekniske værdi. Alligevel findes ved de gamle møller – især vandmøllerne – større bygningsanlæg – dvs. møllegård med boliglænge, lader, stalde m.m. således, at bebyggelsen sammenlagt kan have stor arkitektonisk værdi. For at pege på nogle spændende sammenhængende anlæg kan nævnes Harndrup mølle og Grønne mølle som repræsentanter for de gamle bindingsværksmøller – mens Tarup mølle og Mellem mølle i henholdsvis Odense og Langesø kommuner er interessante møllekomplekser fra nyere tid. Strandmøllen i Assens er det eneste velbevarede eksempel på en byvandmølle, men Slotsmøllen i Nyborg med facade til torvet rummer også arkitektoniske værdier. En hel række af herregårde har tilhørende vandmøller. Det gælder Hvidkilde, Rødkilde, Arreskov, Brahetrolleborg, Damsbo, Krengerup og Harritslevgaard. Enkelte vindmøller har også velbevarede samlede bygningskomplekser – f.eks. Rudkøbing Bymølle med sin møllerbolig med gebrokkent tag og udhuse fra omkring 1800.

Møllerne skal bevares! Først og fremmest fordi de er en umiskendelig del af det fynske landskab. Det er et landskab som er identitetsskabende, og identitetsbevidsthed bliver der i allerhøjeste grad brug for i fremtidens multinationale forbrugerkultur. Den folkelige interesse for møllerne er allerede meget stor – og voksende, netop fordi møllerne fungerer som samlingsmærker for de små samfund. Møllelaug som med frivillig arbejdskraft arbejder på at restaurere og drive møllerne findes på Egebjerg mølle, Lumby mølle, Viby mølle, Grubbe mølle, Vester mølle og Søby mølle på Ærø og Rudkøbing bymølle. Lignende møllelaug findes mange andre steder i Danmark. Møllerne skal løbende vedligeholdes. Al erfaring viser, at sker dette ikke, løber forfaldet hurtigt – og forfaldet koster dyrt – ofte så meget, at istandsættelsesudgifterne bliver mere, end hvad en privat ejer kan og vil ofre. Havde det offentlige under forskellige former ikke grebet ind med støtte til istandsættelse, ja så ville de fleste af vore bedste og mest seværdige møller forlængst være forsvundet. På Langeland kæmpede turistforeningens mangeårige formand redaktør Herman Borgstrup i 20’erne og 30’erne for at bevare møllerne, så møllesagen er gammel, men dengang fungerede møllerne stadig. I dag er deres funktion historie, og det er vigtigt at have et realistisk og brugsmæssigt forhold til møllebevaringsarbejdet. Ud fra en brugsmæssig betragtning synes der at kunne blive bevaret 3 hovedgrupper af møller.

1. Møllen og dens bygninger avetgår til anden nutidig funktion, idet bygningens
   ydre så vidt muligt bevares. Som eksempler på brug kan nævnes bolig, sommerhus, restaurant, kontorer, værksted, lager m.m .. I denne kategori vil den private brugsværdi være så stor, at ejerne vil vedligeholde bygningerne i egen interesse. Der vil dog være stærkt brug for vejledning og konsulenthjælp, så bygningernes miljø- og landskabsværdi og deres arkitektoniske værdi ikke forringes.
2. En gruppe af møller er i så god stand, at det vil kunne svare sig at sætte dem i gang som el- eller varmeproducerende møller. En lang række vandmøller kunne bringes i stand og producere strøm – bl.a. findes en forbløffende mængde vandturbiner som kan istandsættes – og evt. flyttes til de møller, hvor ejeren ønsker at kunne udnytte vandkraften.^[9] Også vindkraften må kunne udnyttes og bliver det jo effektivt på Åstrup mølle. Uden tilskud og teknisk bistand vil ikke mange møller komme sving. Når møllerne først kører, vil varme- eller strømproduktionen være et stærkt incitament for ejeren til at bevare og vedligeholde møllen. Disse el-producerende møller vil være seværdigheder og især øges for vindmøllerne, landskabsværdien – som også har betydelig indflydelse på turismen.
3. De møller, som er fredede, og hvis interiør ønskes bevaret, er de egentlige historiske møller. Deres brugsværdi for ejeren er meget lille, og de må vedligeholdes på offentligt eller foreningsmæssigt initiativ. En del af disse møller er allerede i offentlig eje. Nogle er som nævnt museer med faste åbningstider, mens andre lejlighedsvis holdes åbne. Disse møller har en stor pædagogisk og kulturhistorisk værdi, så de er oplagte besøgsmål for skoler, turister og grupper af rejsende. Forudsætningen for, at møllerne turistmæssigt kan gøres til et større aktiv, er imidlertid, at de holdes åbne, og at man gør opmærksom på deres eksistens. På dette område er der meget at indhente for de fynske turistorganisationer. I Holland og Tyskland er mølleturismen sat i system, og visse områder lanceres som mølleområder. Her tager den rejsende fra mølle til mølle – og hvert sted er der noget at se og opleve.^[10] Afgrænsede områder med mange møller som f.eks. Sydøstfyn, Langeland og Ærø er velegnede til denne form for turisme.

Hvis den fynske møllerigdom skal bevares og udnyttes, er det på tide, at der etableres et samarbejde mellem de implicerede parter – nemlig møllemuseer og møllelaug, turistorganisationer og amtets fredningsafdeling.

Noter

1. ^ Der findes dog stadig fritliggende kirker og herregårde – f.eks. Fodslette kirke på Sydlangeland og Ørbæklunde ved Ørbæk.
2. ^ Tallene stammer fra: »Foreløbig oversigt over fredede og andre mulige bevarings-værdige vand- og vindmøller i Danmark.« Planstyrelsen 4. kontor. Febr. 1990. For enkelte amter vil tallene blive reguleret opad, dog ikke så meget, at den fynske førestilling på nogen måde kan betvivles.
3. ^ Møller og møllefolk – på Langeland, side 14, 1. udgave 1982.
4. ^ Radio Fyn lavede på opfordring af mølleregistratorerne en reportage med møller Henry Madsen i 1989.
5. ^ For Lindved mølle har registratorerne f.eks. anført i skemaet: Indvendig er møllen næsten totalt ødelagt p.g.a. hærværk og manglende vedligeholdelse.
6. ^ Skemaet er udarbejdet af møllepuljen og Planstyrelsens 4. kontor i samarbejde. De medtagne værdier dækker derfor såvel kulturhistoriske som fredningsmæssige interesser.
7. ^ Chr. Lund: Beskrivelse over Øen Thorseng, 1. udgave 1823, genoptryk 1973 side 76. Selv om ikke alle møller på f.eks. Bornholm og Langeland i sig selv er bevaringsværdige, giver det mening ud fra et kulturgeografisk synspunkt at bevare dem i helhedens interesse, så disse øer fremstår som særlige mølleøer.
8. ^ I og med at møllebygger John Jensen har berejst hele landet og vurderet de enkelte møllers maskineri, findes et meget værdifuldt mølleteknologisk materiale i skemaerne.
9. ^ Adskillige vandmøller producerer i dag strøm – f.eks. Kongshøj mølle med turbine, Hattebæk mølle med vandhjul.
10. ^ Eksempelvis lanceres i Minden-Lübbecke Die Westfälische Mühlenstrasse.