Få steder i landet er den ældre jernalders gravform og gravskik så velbelyst som på Fyn. Det skyldes især Erling Albrectsens mangeårige arbejde med at undersøge og publicere fynske jernaldergrave.
I Albrectsens arbejder er gravfundene så detaljeret fremlagt, så man har mulighed for at studere gravform og gravskik samt gravgavernes sammensætning gennem hele den ældre jernalder. Albrectsen bruger selv især sine materialeundersøgelser til kronologiske og regionale studier. Som de fleste andre forskere har han kun med forsigtighed brugt gravfundene til at nærme sig det »åndelige« og kultiske liv i jernalderen.
Ved den arkæologiske undersøgelse af en jernaldergrav blotlægges et fragment af hele den proces, der er foregået omkring begravelsen. Vi ser kun slutproduktet. I heldigste fald – hvis ikke graven er forstyrret – får vi et indblik i kistens eller urnens indhold med de genstande, som de efterlevende medgav afdøde. De andre og mere organiske aspekter af begravelsen er vi imidlertid ikke levnet direkte mulighed for at studere.
Fra etnografiske kilder – ja blot ved at se på vore egne handlinger omkring en begravelse – ved vi, at der foregår mange mere eller mindre fastlagte ritualer fra dødens indtræden til jorden kastes på kisten. Kun få af disse aspekter vil aftegne sig fysisk ved den arkæologiske undersøgelse af en grav. Handlinger som sørgetog, gravøl, mindetaler, ofringer osv. kan vi altså kun gætte os til.
I fortsættelse af Albrectsens gravpladsundersøgelser har museet for Fyns Oldtid indenfor de senere år belyst nye aspekter af ritualerne i forbindelse med gravlæggelsen Disse fremstår i dag mere varierede og komplekse, end vi hidtil har forestillet os. Et af de nyligt erkendte led i gravritualerne i romersk jernalder fremlagde jeg i Fynske Minder 1989. Det drejer sig om nedgravning af forbrændte og sammenbukkede våben og redskaber på den midtfynske Bregentvedgravplads fra yngre romersk jernalder.[1]
Et andet nyt aspekt er påvisningen af dødehuse fra romersk jernalder. Sådanne har hidtil kun været kendt fra jyske udgravninger, men kendes nu fra 3 fynske lokaliteter. (Fig. 1)
I forbindelse med undersøgelsen af et større boplads- og gravpladsområde i en grusgrav nær Køstrup, fremkom et dødehus mellem bo- og gravpladsspor fra bronze- og jernalder samt vikingetid. Jernaldergravpladsen ved Køstrup består af 68 brandgrave fra ældre romersk jernalder. Nordøst herfor – og adskilt fra disse grave ved et fundtomt område – fandtes 8 urnegrave i 2 klynger. 3 af disse grave kan med sikkerhed dateres til yngre romersk jernalder per. III (325-400 e.v.t.) – de øvrige 5 kan blot henføres til yngre romersk jernalder generelt. Ca. 5 m fra de to klynger med brandgrave fra yngre romersk jernalder fremkom dødehuset.
Dødehuset bestod af 8 stolper. Anlægget målte nord-syd 3,05-3,1 m, øst-vest 2,5 m. Stolpehullerne var 20-30 cm i diameter og var bevaret i 13 til 29 cm dybde. Fylden i disse var ensartet brun – kun i et enkelt fremkom lidt trækul. Der fandtes ikke spor af grave inden i stolperammen – og som nævnt var der ca. 5 m til nærmeste grav.
Der kan på grund af manglende fundstof ikke gives nogen præcis datering på Køstrup-huset. Det kan være samtidigt med gravene fra både ældre og yngre romersk jernalder. Placeringen nær de yngre grave antyder, at samtidighed med gravene fra yngre romersk jernalder er mest sandsynlig.
I forbindelse med en bebyggelseshistorisk undersøgelse på Bytoften ved Langeskov, er fremkommet 3 jernaldergrave indenfor et bopladsområde.[5] To af disse omtales her.
På et ca. 3 ha. stort parti af Langeskov Hedeslette, der strækker sig som halvø ud i Gammellung mose, er afdækket huse fra yngre bronzealder, romersk jernalder og vikingetid/tidlig middelalder. I bebyggelsesområdets sydvestlige del blev midt i bopladsspor fra vikingetid/tidlig middelalder afdækket en rektangulær stolpekonstruktion, i hvis indre stod 2 stærkt afpløjede urner. Der blev ikke konstateret andre grave i umiddelbar nærhed. Ca. 400 m nord for lokaliteten er tidligere undersøgt 44 brandgrave fra ældre jernalder, heraf hovedparten fra yngre romersk jernalder.[6] Bytoften-huset består af 8 stolper, der danner en omtrent N-S-orienteret rektangel på 3,3 × 2,3-2,5 m. Stolpehullerne målte 20-45 cm i diameter og var bevaret i op til ca. 30 cm dybde. Fylden i disse var gråbrun og grå. I 2 fremkom lidt trækul, i ét stolpehul et enkelt skår. Omtrent centralt placeret i rektanglen stod den nederste del af en urne, som på grund af afpløjning kun var bevaret i ca. 6 cm højde. (Grav CK). I anlæggets nordvestlige hjørne stod en let mod sydøst skrånende, afpløjet urnegrav, også kun bevaret i 6 cm højde. (Grav CL). Begge urner indeholdt brændte knogler, næsten udelukkende i stykker på under 2 cm længde. Det er sandsynligt, at knoglerne er knust efter kremeringen.
Af gravgods var kun bevaret et fragment af en benkam og et skår af et bikar i grav CL. Hvis der har eksisteret gravgods udover dette, er det ødelagt i forbindelse med den kraftige nedpløjning.
De to lerkar har, udfra de bevarede rester at dømme, været omtrent ens. Karrene har været dobbeltkoniske med brede, vandrette furer på den flade overdel og lodrette fureornamenter på bugknækket. Randskår er ikke bevaret. Karform og ornamentikkens udformning daterer karrene til yngre romersk jernalder periode III. (325-400 e.v.t.).[7] På grund af grav CK’s uhyre centrale placering må man gå ud fra, at den er primærgraven i anlægget.
Under udgravningen af Danmarks største jernaldergravplads er pr. 15/8-91 afdækket 2200 grave. Ved undersøgelserne i 1991 er fremkommet et dødehus i gravfeltets nordvestligste udkant.
Også huset på Møllegårdsmarken bestod af 8 stolper i en regelmæssig firkant. Det ene af hullerne var noget beskadiget af et moderne dræn. I nordsydlig retning målte huset 5,2-5,3 m, i øst-vestlig retning 4,3-4,7 m. Hullernes diameter vekslede mellem 30 og 50 cm, dybden mellem 20-42 cm. Fylden var brungrå til sortgrå, og i alle huller fremkom trækul. Et par stolpehuller indeholdt lidt brændte ben, 3 indeholdt ganske lidt keramik og 1 en mindre klump smeltet bronze (jvf. fig 4). I det nordvestlige hjørne af konstruktionen blev afdækket et 2,0 × 0,8 m stort, øst-vest-orienteret ovalt fyldskifte med trækulsholdig grå til sortgrå fyld. Det ca. 20 cm dybe anlæg viste sig ved tømningen at indeholde enkelte brændte benstumper og få skår af jernalderkarakter, heriblandt 1 sideskår med fureornamentik.
Fyldskiftet tolkes som en brandpletgrav. Da fylden i anlægget imidlertid var svarende til fylden i flere af stolpehullerne, er det sandsynligt, at det trækulsholdige materiale med keramik og brændte ben oprindelig har ligget som et sammenhængende lag i og over gruben. Ved opførelse af dødehuset efter lagets aflejring ville det forklare den ensartede fyld i gruben og i stolpehullerne. Den del af brandlaget, som ikke lå i forsænkninger i overfladen, er siden bortpløjet.
Fylden i anlægget og i stolpehullerne kan stamme fra et usorteret ligbål. Der var ikke i undergrunden spor af varmepåvirkning, så ligbrændingen er sandsynligvis foregået andetsteds. De få bevarede skår fra fyldskiftet giver ikke nogen entydig datering indenfor jernalderen; tilstedeværelsen af fureornamentik peger dog mod yngre romertid.
Dødehuset var placeret nord for den del af gravpladsen, som benævnes zone 2. Ca. 1,75 m syd for huset er undersøgt resterne af en formodet urnegrav. Ellers befandt nærmeste grav sig 7 m fra huset. Begravelserne i zone 2 startede for alvor i yngre romersk jernalder periode III, hvorefter dette afsnit var i brug indtil ældre germansk jernalder – måske i hele 5. årh. e.v.t.[9] Dødehuset fra Møllegårdsmarken skal på grund af sin tilknytning til gravpladsens sene grave sikkert dateres til 4. eller 5. århundrede e.v.t. – slutningen af yngre romersk jernalder eller begyndelsen af ældre germansk jernalder.
De 3 nye fynske dødehuse udgør et væsentligt supplement til de 5 i forvejen kendte fund. De øvrige er alle fremkommet i den sydlige og centrale del af Jylland.
I alle tilfælde er dødehusene fremkommet enten som »bifangst« ved undersøgelser af bopladser eller som et resultat af omfattende gravpladsundersøgelser. Derfor kan det formodes, at det nuværende udbredelsesbillede er misvisende, og vi kan forvente tilstedeværelsen af dødehuse i andre egne af landet.
De seneste tiårs udbredte brug af gravemaskiner på jernaldergravpladser og dermed større fladeafdækninger, har afsløret flere hidtil ukendte aktiviteter i gravpladsernes yderområder. På Fyn har det ført til påvisningen af våbendeponeringer og jordfæstegravfelter på de ellers brandgravsdominerede jernaldergravpladser – og nu senest fremkomsten af dødehuse.[10]
Dødehusene findes oftest placeret i gravpladsernes periferi. En afstand på 5-15 m afstand til nærmeste grav synes at være mest almindelig.[11] Dødehusene fra Hjemsted og St. Skindbjerg ligger dog i tilknytning til gravklynger, omend i udkanten af disse. Huset fra Præstestien ligger lidt isoleret med grave placeret hele vejen udenom. Hertil kommer dødehuset fra Bytoften, som ligger udenfor selve gravpladsen.
Romertidens dødehuse er opført efter stort set samme grundplan: En tilnærmelsesvis kvadratisk ramme af stolper, oftest 8 som ved de fynske huse. Husene er 2,5-5,3 m i tværmål. Dette mønster følges af de jyske huse fra Hjemsted, Farre og Præstestien. Afvigelser ses ved Enderupskov-huset, som måler 7 × 7,25 m. St. Skindbjerg-huset udskiller sig ved at være helt rektangulært med en størrelse på 7 × 4 m.
Enderupskov-huset afviger ikke kun ved størrelsen. Det består af 2 udenpå hinanden opførte stolperammer. I den yderste, regelmæssige ramme indgår 12 stolper. Det samme gælder formodentlig den inderste, hvis konstruktion er mere uklar.
Om stolpehullerne har indgået i en regulær huslignende konstruktion med faste vægge og evt. tag, eller om de blot har indgået i en afskærmning af graven, kan være svært at afgøre. De ret dybe og kraftige stolpehuller, der ses i husene ved f.eks. St. Skindbjerg og Farre, antyder dog, at stolperne må have båret en ret tung overbygning.
Inden i de fynske dødehuse er udgravet henholdsvis urnegrave og 1 brandpletgrav. Gravtypen i dødehusene varierer dog såvel regionalt som kronologisk. Således kan man dele dødehusene i 4 typer efter den tilknyttede gravtype:
I begge tilfælde var en urne centralt placeret i huskonstruktionen. Som nævnt er der i Bytoften-huset placeret
endnu en urne. I Farre-huset er ligbålsrester med ildpåvirket gravgods (romersk bronzekar og drikkeglas, smeltet sølv, ca. 225 glasperler og keramik) efter urnens placering strøet i et tyndt lag over graven og husgulvet.
Som nævnt ovenfor består Enderupskov-huset i virkeligheden af 2 udenpå hinanden placerede stolperammer. Den yderste synes rejst over ligbåls-rester, som måske stammer fra en kremering på stedet. Iblandet bålresterne lå gravgodset spredt; fragmenter af et glasbæger, spillebrikker af glas, dele af et bronzekar, terra sigillata og hjemlig keramik. Den indre stolperamme formodes at være rejst på stedet senere, og ved nedgravning gennem bållaget er dele af dette og gravgodset endt i stolpehullerne. På grund af tidsforskel mellem den importerede og den hjemlige keramik i Enderupskov-huset har Per Ethelberg tolket den ydre stolperamme som opført i forbindelse med ligbålet i sidste fjerdedel af 2. årh. eller begyndelsen af 3. årh. Den indre og mere uregelmæssige stolperamme mener han er rejst over en ved udgravningen ikke erkendt jordfæstgrav, nedgravet i ligbålet i midten af 3. årh. Udgraveren argumenterer dog overbevisende for, at en jordfæstegrav ikke kan være overset ved undersøgelsen.[12] Huset fra Møllegårdsmarken har spredningen af brandlag og gravgods i stolpehuller tilfælles med Enderupskovhuset. Som noget specielt fremviser det fynske hus gruben med ligbålsrester inden i huset. En forskel ligger sandsynligvis også i den primære og sekundære placering af ligbålsresterne.
St. Skindbjerg-huset indtager på flere måder en særstilling blandt jernalderens dødehuse. Huset er både større og kraftigere bygget end de øvrige. Inden i huset ses en dybt nedgravet kistekonstruktion, som ifølge udgraverens fortolkning har nået overjorden i et synligt anlæg – måske i husform. Over dette igen har selve dødehuset være rejst som et monument – måske først nogen tid efter gravlæggelsen. Selve kistegraven indeholdt sværd og lanse samt 3 lerkar.
I Hjemstedhuset er en jordfæstegrav placeret langs husets sydvæg. I graven fandtes 1 lerkar, 5 glas- og 1 ravperle samt fragmenter af en ubestemmelig bronzefibel.
Husene fra Præstestien og Køstrup indeholder ingen grave, men nævnes her, fordi de er beliggende på gravfelter fra romersk jernalder. Ved disse gravløse huse skal man være opmærksom på, at højtliggende grave kan være bortpløjede. Således ville en dybdepløjning af dødehusene fra Bytoften og Møllegårdsmarken have omdannet dem til huse af Køstrup og Præstestien-typen!
Dateringsmæssigt ligger jernalderens dødehuse spredt over 3-4 århundreder. Ældst er St. Skindbjerg-huset, opført i ældre romersk jernalder, antagelig kort efter år 0.[13]
Husene fra Hjemsted og Farre må dateres til slutningen af 3. årh. eller begyndelsen af 4. årh. udfra de i husene placerede gravgaver. Hvis Enderupskov-huset har haft 2 faser, som ovenfor beskrevet, skal disse altså henføres til henholdsvis slutningen af 2. eller begyndelsen af 3. årh. og midten af 3. årh.[14]I slutningen af 4. årh. må husene fra Bytoften og sandsynligvis Møllegårdsmarken placeres. Husene fra Præstestien og Køstrup ligger på gravfelter fra romersk jernalder og kan med forsigtighed henføres til denne periode generelt. Da der imidlertid fra det sydjyske område kendes i hvert fald ét dødehus fra enkeltgravskulturen med samme grundplan som jernalderens, kan det ikke helt udelukkes, at huset fra Præstestien er neolitisk.[15]
Dødehusene er svære at placere i jernalderens sociale hieraki. Graven i det ældste Enderupskov-hus med sit indhold af bl.a. terra sigillata må placeres højt på den sociale rangstige. Farre-graven, ligeledes med romersk import, vidner også om, at afdøde havde en vis stand. St. Skindbjerggravens våbenudstyr med sværd, lanse og lokal luksuskeramik knytter det til i lokalsamfundets top.
Hjemsted-graven med sine få glas- og ravperler, bronzefibula og lerkar hører til gravpladsens mere jævne. Gravene i husene fra Møllegårdsmarken og Bytoften er – selv bevaringsforholdene taget i betragtning – meget sparsomt udstyrede, men svarer til hovedmassen af fynske grave fra sen yngre romertid. Dødehusene synes altså ikke at kunne knyttes til nogen bestemt, social gruppe. Da gravene i Hjemsted- og Farrehusene tolkes som kvindegrave – og gravene fra Enderupskov og St. Skindbjerg må være mandsgrave, peger heller intet på, at brugen af dødehuse var kønsbestemt.[16]
Døde- eller »kulthuse« er ikke begrænset til romersk jernalder.[17] Fra yngre stenalder og gennem resten af forhistorien indgår huslignende konstruktioner af træ og/eller sten som en integreret del af gravkulten.[18]
Den standardisering, som kendetegner romertidens dødehuse og det faste mønster, der er for deres placering på gravpladserne, lader formode, at husene må have indgået i en ensartet funktion, uafhængigt af den tilknyttede gravtype. Ved tolkningen af dødehusenes brug står vi dog, som altid ved forsøg på forklaring af fortidens religiøse og kultiske aspekter, med mange ubesvarede spørgsmål.
De jyske huse ligger indenfor et område, som har mange fællestræk i yngre romertid – den såkaldte sydjyske gruppe.[19] Da St. Skindbjerg-huset både geografisk, tidsmæssigt og tildels konstruktionsmæssigt skiller sig ud fra de øvrige jyske fund, må man indtil videre betragte det lidt for sig. De fynske dødehuse viser mange fællestræk med de sydjyske, ganske som det øvrige fundmateriale fra yngre romertid. Man kan derfor betragte romertidens dødehuse som en integreret del af dødekulten i det kulturelt forholdsvis ensartede fynsk-sydjyske område i 3.-4. årh. Som tidligere nævnt kan husenes udbredelse dog ikke udelukkes at have baggrund i udgravningstekniske faktorer.
I de tilfælde, hvor husene er rejst over grave, er det sjældent muligt at afgøre, om hus eller grav blev placeret først. Den indre stolperamme fra Enderupskov vides med sikkerhed at være opført efter en ligbrænding på stedet, da stolperne er gravet ned gennem brandlaget.[20] Som der er argumenteret for ovenfor, kan dette også være tilfældet ved huset fra Møllegårdsmarken. I andre tilfælde, som Bytoften og Farre, ser man i gravenes meget centrale placering en klar samhørighed mellem hus og grav, uden at det giver præcise oplysninger om deres relative anlægstidspunkt.
To hovedforklaringer kan opstilles om dødehusenes brug:
Sammenkoblingen hus/grav eller brug af huse eller huslignende anlæg i forbindelse med grave er ikke kun begrænset til ovennævnte konstruktioner. Begravelser under forhistoriske beboelseshuse er ét eksempel på kombinationen hus/grav.[22] Anvendelsen af urner, udformet som et hus, er et andet.[23] I nogle tilfælde indgik huslignende konstruktioner måske også i forbindelse med ligbrændingen. I forhistoriske ligbål ses undertiden spor af nedbankede pæle, som må have indgået i en fast konstruktion. Måske har pælene holdt brændestablen sammen, i et huslignende anlæg, som det kendes afbilledet på en romersk mønt fra begyndelsen af 3. årh.[24]
Endnu i sen vikingetid/tidlig middelalder ser man måske i de husformede gravsten et levn af dødehusene. Her må især nævnes de meget detaljeret udførte engelske gravsten af form som vikingetidens krumvæggede Trelleborghuse.
Ligesom dødehustanken har stor tidsmæssig spredning, findes den også udbredt på størstedelen af kloden.
Udformningen skifter, alt efter, hvor i tid og sted man befinder sig.
Fra japanske håndskrifter kendes afbildninger af ligbrændinger, som foregik inde i til lejligheden opførte simple, kvadratiske huskonstruktioner.[25] Disse kan måske opfattes som nærmeste parallel til de danske huse fra Møllegårdsmarken og Enderupskov.
Fra Nordamerikanske indianersamfund kendes brugen af askehuse til opbevaring af urnerne.[26] Også denne anvendelse er repræsenteret i de danske jernalderdødehuse.
Jordfundenes kombination af jordfæstegrav og dødehus synes at finde mange paralleller i etnografiske og historiske kilder. Især nordskandinaviske og russiske lapper har indtil nyere tid benyttet lave huskonstruktioner over gravene, ofte forsynet med et hul eller en hylde til madofre i tiden efter begravelsen.[27] I Sverige og de baltiske lande har man indtil ca. 1700 kunnet træffe småhuse over gravene – en hedensk skik på en kristen kirkegård.[28]
Selv i vor tid har vi ikke helt frigjort os fra brugen af huskonstruktioner over grave. Således kan de stenmausolæer, som man til tider træffer på et moderne gravsted, også opfattes som et relikt af dødehusene. Som med så mange andre ting og begreber er den oprindelige tanke bagved forlængst glemt. Tilbage står mausolæet som et minde over den døde, samtidig med, at den fortæller os om menneskets evne til at opfinde samme genstand eller begreb på tværs af tid og landegrænser.
