Planlægning og store plansystemer blev markante nøglebegreber i Danmark fra slutningen af 1960’erne og gennem 1970’erne. Mange vil sikkert huske introduktionen af den fysiske planlægning omfattende landsplanlægning, regionplaner, kommuneplaner og lokalplaner. Dette plansystem blev fulgt op med en lang række andre planer som f.eks. fredningsplanlægning, fritidsplanlægning og bevarende lokalplaner. Planlægningen blev sat i faste rammer med tidsterminer, høringer, opfølgninger, og systemet udviklede sig til »rullende planlægning« med f.eks. 4, 8 og 12 års moduler.
Den danske fysiske planlægning havde rødder i det velordnede Sverige. Men systematisk planlægning blev ikke forbeholdt det fysiske område, også på en lang række andre områder blev planmoduler en del af hverdagen. Der blev styr på udviklingen i Danmark. Kommuner styredes f.eks. af tidsfølgeplaner, og hen mod slutningen af 1970’erne nåede systematisk planlægning også til »lavstatus«-områder og -ministerier, f.eks. kulturministeriet. Plansamfundet var nu udbredt til hele landet, og museerne – der selvfølgelig er en del af det samlede samfund – måtte følge med. De statsanerkendte museer skulle fra da af jævnfør museumsloven udarbejde og indsende samlede planer for de næste 4 år med påhæftet perspektivdel for yderligere 8 år. Altsammen del i en fastlagt »rullende planlægning«.
Introduktionen af museumsplanlægning var noget bagefter andre sektorer, men det er vel ikke ukendt for de – i hvert fald på det tidspunkt – perifere dele af den helt eller delvis offentligt finansierede virksomhed som udgøres af kulturinstitutionerne.
Odense Bys Museer gik allerede på et tidligt tidspunkt i plansystemernes tid i gang med at udarbejde en stor sammenhængende plan kaldet Perspektivplan for Odense Bys Museer 1972-82. Planen blev udarbejdet i løbet af 1971 og var grundlaget for den udvikling, som i vid udstrækning blev fulgt op gennem 1970’erne. Ikke alle elementer blev gennemført, nogle aldrig, andre i ændret form. Perspektivplanen blev ikke fulgt op i starten af 1980’erne. Tiden havde ændret sig. I løbet af 1980’erne vaklede troen i Danmark på det fine plansystem. Årsagerne hertil var flere, dels kunne tidligere års planer ikke realiseres på grund af de dårlige og usikre økonomiske forhold, og dels følte politikere og andre beslutningstagere sig bundet uden mulighed for hurtige forandringer og egen mulighed for at påvirke samfundets udvikling. Alt var jo i princippet fastlagt ved langtidsplaner.
Denne situation førte ikke til, at al planlægning blev stoppet, men at intensiteten og interessen for f.eks. den fysiske planlægning reduceredes væsentligt. Ligeledes på andre områder. Fra midten af 1980’erne skulle der gøres »oprør« mod de stive systemer, udviklingen skulle styres mere fleksibelt. Disse tanker førte til, at der i ministerierne – i første omgang i »høj-status ministerierne« som miljøministeriet og socialministeriet – etableredes et antal centralt placerede økonomiske puljer, oftest opbygget gennem besparelser på de traditionelle udførende funktioner og institutioner. Puljerne skulle være ministrenes »redskab« til at forandre og nyudvikle samfundet uden om de decentrale myndigheders og institutioners beslutningskompetence. Puljerne blev »lokkemad«. Der kunne opnås store – tidsbegrænsede – økonomiske bevillinger, hvis man ville forsøge noget utraditionelt, som vel at mærke passede de bevilgende centrale myndigheder!
Denne udvikling er fortsat ind i 1990’erne og er også nået til »lav-status-ministerierne« som f.eks. industriministeriet (nu med dele overflyttet til turist- og kommunikationsministeriet) og kulturministeriet. Ja, i dag er der masser af puljer, dog alle beregnet til kortvarige forsøg og indsatser. Puljerne er oftest knyttet til ministrene i form af placering i departementerne. Her nedsætter ministrene så særlige udvalg, der skal omsætte pengene til nyudvikling. Uden direkte at forklejne indsigten hos »bestyrerne« af disse penge, så har der ofte kunnet konstateres en stor usikkerhed med hensyn til hvordan og til hvad, puljemidlerne skulle bruges. Til gengæld har der været – og er der stadig – en enorm interesse for at »jagte« puljerne ude i de lokale myndigheder og i institutionerne. Den ene dag er hovedemnet »turistudvikling på Fyn med udgangspunkt i museerne«, den næste dag er det »i vikingernes fodspor« eller samarbejde mellem institutioner og amatører om børnekultur. Projekterne får oftest kun støtte som engangs-arrangementer, eller i hvert fald kun for en kort periode. Herefter må man selv klare fortsættelsen, men da bl.a. de statslige tilskud årligt nedskrives generelt, ja, så fortsætter intet af det »igangsættende« arbejde. I de seneste år har eventuelle øgede lokale tilskud alene måttet dække statens reduktioner. Lokale myndigheder, institutioner, turistforeninger m.fl. bruger i disse år enormt med tid på at »jagte puljer«. Den ene dag det ene emne, den anden et andet. Alt sammen kortvarige fornøjelser, og ofte uden egentlig efterfølgende evaluering. De løse penge i ministerierne bruges i stedet på nye projekter, der søsættes før gamle er slut.
Indsatserne, som i princippet kunne være gode i en udviklingsmæssig sammenhæng, er totalt ukontrollerede og uden mål og sammenhæng. Pulje-systemet fører til, at samfundsplanlægningen – selvfølgelig her set med specielt kultur- og museumsøjne – bliver til en gang »hovsa-planlægning«. Institutioner, som gennem mange år har opbygget ekspertise og viden inden for ét område, skal pludselig for at få penge gå i en helt anden retning og så fremdeles. Det er ikke længere en institutions grundlæggende mål, der ligger bag udviklingen, men hurtigt – og desværre kortvarigt – opnåede penge til aktivitet. Lad mig give et konkret eksempel. Museet Møntergården arrangerede i sommeren 1993 med betydelig støtte fra puljemidler en middelalderfestival. Det var et godt initiativ med stor publikumsbevågenhed. Men hvad til næste sommer? Da er der ingen penge til at følge op, og museets gæster vil nu tro, at man nu er »faldet i søvn«. Alternativet er at prøve at være heldige at få penge fra en anden pulje. Men hvad skal man gøre, hvis der ikke er nogen til byhistorie og middelalder, hvor museets indhold og faglige formåen ligger. Hvad så med guldalder eller vikingetid! Det kunne man prøve. Men hvor havner den udvikling henne?
– Uden fundament vil det føre til en ligegyldig gang aktivitet til måske kortvarig glæde for institution og besøgende. Der er ikke sammenhæng i den udvikling, men derimod spild af kvaliteter og seriøsitet. Det givne eksempel vil udvikle sig til et led i den »discount-turisme«, som det netop er påpeget af fremsynede samfundsiagttagere, at Danmark stærkt er på vej ind i.
Forløbet gennem 1980’erne med opbygning af puljer samtidig med reduktion af faste budgetter kan samlet ses som en vej til »trimning« af organisationer og institutioner. Der er næppe tvivl om, at processen mange steder har været nødvendig. Men at fortsætte med den er uden mening. Institutionerne har også lært af den generelle samfundsudvikling, hvor prioriteringer og tilpasninger er nødvendige. Jeg vil vove den påstand, at kulturinstitutionerne idag er blandt de funktioner, der får mest ud af hver sparsom krone.
Pulje-systemet og »hovsa-planlægning« ser dog ud til at fortsætte. Den rådende holdning blandt personer med placering tæt på den politiske beslutningsproces ser kun det positive heri. Ind imellem får jeg en mistanke om, at puljesystemet er skabt gennem et sammenrend af politikere som vil markere sig på hurtige successer og embedsmænd med generalist-uddannelse, der herigennem søger at opnå en magtposition over institutioner og fagområder, hvor faglig kunnen er en forudsætning. Det kan faktisk opfattes som led i den omsiggribende bølge, hvor det er »in« at ansætte generalister som ledere af f.eks. kultur- og forskningsinstitutioner. Selvfølgelig kan generalister bidrage med mange væsentlige og uvurdelige elementer, men hvis der skal sikres et fagligt højt niveau og en faglig markering i konkurrencen med tilsvarende områder i ud- og indland, ja så skal indsigt og »con amore« være tilstede. Med fagligheden følger også holdninger, og det kan kun efterlyses i et land, hvor »holdningsløsheden« idag er i højsædet.
Gad vide hvor længe »hovsa-planlægningen« fortsætter. Den form, dette system har fået idag, udtrykker et samfund uden visioner. Og det er vel netop hvad der kendetegner Danmark og for den sags skyld store dele af Europa idag!
Alt dette kan betragtes som flotte, ja vel provokatoriske ord, ikke mindst når de fremsættes i en årbog fra et museumsvæsen i provinsen. Hensigten med de mange linier har været at give en introduktion til de tanker og holdninger, der har ligget bag, at Odense Bys Museer i 1992 besluttede sig for at »korrigere kursen« og sætte mål for fremtiden med en initiativplan. Målet med initiativplanen er ikke som de gamle langtidsplaner at sætte konkrete, tidsfastsatte planer for aktiviteter og udbygninger, men i stedet at beskrive de ideer og holdninger, som museumsvæsenet vil arbejde efter samt at beskrive de områder, der vil blive opprioriteret i de kommende år. Initiativplanen er således en »rammeplan«, som efterfølgende skal konkretiseres i handlingsplaner og årsplaner. Planen skal såvel udad som indadtil gøre alle klar over, hvad Odense Bys Museer står for, og hvad vi har tænkt, at væsenet skal udvikle sig til. »Puljemiddel«-bestyrere og andre tilskudsgivere kan så afgøre, om man finder vore satsninger interessante. Men én ting er givet; vore initiativer bygger på idé, mål, holdning og tro på berettigelse byggende på museernes fundamentale elementer. Troen på at historie er af væsentlig værdi for menneskets forståelse og udvikling har ligget bag udarbejdelse af planen. Museerne er grundlæggende værdielementer og skal ikke gøres til ‘hurtige turistseværdigheder’ i discount-klassen. Andre må så vurdere, om vi har valgt den rette vej.
Et relativt stort museumsvæsen som Odense Bys Museer korrigerer ikke kurs i løbet af kort tid, men allerede i det forløbne knap et år er meget sket. Initiativplanen, hvis grundholdninger i det følgende fremlægges i hovedtræk, skal selvfølgelig gøres til genstand for årlige vurderinger med henblik på eventuelle ændringer. Nye syn på satsningsområder, nye udviklingstræk i samfundet m.m. kan gøre korrektion nødvendig og interessant. Museerne er selvfølgelig stadig en del af samfundet, men måske ikke længere i samfundets »bagkant«, måske netop på »forkanten«.
Museer er en kulturel opfindelse, som med stadig stigende intensitet har bredt sig ud over hele jordkloden. Oprettelsen af et museum sker oftest med det formål
Umiddelbart udtrykker museerne kontinuitet og tillægges en samfundsbevarende karakter, men såvel museers oprettelse som fortsatte liv afspejler samfundets foranderlighed.
I midten af 1800-årene voksede museumstanken frem i flere større provinsbyer i Danmark. Som et af de første provinsmuseer i Danmark oprettedes i Odense i 1860 »Nordisk Museum« med lokaler på Slottet. Ved bekendtgørelsen noteredes, at »den vågnende nationalfølelse vækker trangen til at lære det folks fortid at kende, hvortil vi hører«. Tidens nationalisme og nordiske holdning lagde hermed grundstenen til Odense Bys Museer.
I 1885 byggedes den klassicistisk inspirerede museumsbygning i Jernbanegade. Navnet Nordisk Museum erstattedes med »Museum Civitatis Othinienses«, indgraveret med store bogstaver i facaden. Ved den lejlighed overgik museet til at blive kommunalt, og fra debatten i byrådet kan hentes nogle citater: Borgmester Kock: »et sådant (museum) er mere end en fornøjelse, det er et fortrinligt dannelsesmiddel for befolkningen«; og et byrådsmedlem: »Museet er et åndeligt værk, og der har naturligvis aldrig været tanke om, at det skulle vise sig rentabelt. Den by, hvis kommune ikke vil yde et tilskud som det forlangte, fortjener ikke et sådant åndeligt gode«. Her fornemmes klart focuseringen på den klassiske dannelse og lærdom; bygningen var selv et synligt udtryk herfor. Et opbyggeligt sted!
Museum Civitatis Othiniensis er siden vokset frem til Odense Bys Museer, der idag med dets forskellige samlinger fysisk er spredt på Fyns Oldtid-Hollufgård (arkæologi); Møntergården (byhistorie m.m.); Den fynske Landsby (landbokultur); Fyns Kunstmuseum; H.C. Andersens Hus og Barndomshjem og Carl Nielsen Museet og Barndomshjem.
I forbindelse med udbygningen af det gamle museum med de nye filialer har der været forskellige mere eller mindre udtalte mål, der falder inden for de i starten nævnte tre grundelementer. Herudover har Odense Bys Museer – trods kontinuitet og ansvar for bevaring af fortiden – været påvirket af strømninger i samfundet. Gennem den seneste snes år kan udviklingen i hovedtræk sammenfattes i følgende:
I 1970’erne skulle der satses på pædagogik med bl.a. ansættelse af museumspædagog og populært, belærende udstillinger. Mod slutningen af årtiet var nøglebegrebet »museer som lokalt kulturcenter«, hvilket vil sige, at museerne udover udstillinger og samlinger, skulle rumme teaterforestillinger, foredrag, koncerter m.m. På overgangen mellem 70’erne og 80’erne fik museerne endnu en rolle, nemlig som »sociale foranstaltninger« – og beskæftigelsesprojekter, jobtilbud m.m. blev dagligdagen. I Odense nåede det aldrig at blive på ret højt niveau sammenlignet med mange andre danske museer. I de seneste år er museernes værdi som turistmål og del af et aktivt kulturliv (erhvervsmæssig tiltrækningskraft) blevet yderst væsentligt. Denne udvikling har ført til, at museerne tilskrives en helt anden betydning – og museerne har forstået gennem en aktiv markedsføring og PR – tidligere ganske ukendte begreber i museumsverdenen – at blive aktive medspillere i denne udvikling. Museer er blevet oplevelser!
Hvad sker der så i fremtiden? Kan Odense Bys Museer allerede nu sætte pejlingen mod de sidste år af dette årtusind?
En ny samfundsudvikling er på vej. Økonomisk og materielt har befolkningerne i store dele af Nord- og Midteuropa nået et højt niveau. Samtidig må der iværksættes en række indgreb for at formindske produktion og produktivitet – eksempelvis kravet om braklægning i landbruget. Samtidig er der ikke længere behov for så mange mennesker i arbejde – i det mindste ikke i den egentlige produktion. Om det er en konsekvens eller ej – i hvert fald spores en udvikling, der peger i retning af, at der i fremtiden vil blive satset meget på andre livsværdier, kvalitet i liv og arbejde, og dermed væk fra zap-zap-kulturen, og mod et liv, hvor normer (religion?) sætter grænser og indhold i livet. I opbygningen af disse nye livsværdier, livskvalitet og normer vil historien – rødderne/kulturhistoriske værdier – spille en væsentlig rolle sammen med andre sider af kulturen. Det bliver individets nære liv, indsigt og handlemuligheder, der tæller.
Museerne kan her blive væsentlige elementer. Men det kræver, at museerne åbner samlinger og viser udstillinger, der giver mulighed for såvel at se sammenhænge som detaljer – uden »overpædagogik« og uden »at tale ned til folk«. Kun hvis historien (museerne) interesserer sig indgående for folks virkelige liv, vil den kunne bidrage med noget, der kan opleves som vedkommende og væsentligt.
Det er min påstand, at vi lever i en utroligt historieløs tid. Selvom vi i de sidste 20 år har gået og fortalt hinanden, hvor stor interessen er for historie, er kendsgerningen, at ingen véd ret meget om den. Og det til trods for, at vi idag skulle have det højeste uddannelsesniveau nogensinde. Det hænger sammen med, at flere generationer indtil i dag har gjort oprør mod fortiden – borgerskabet gjorde det omkring år 1800, bønderne i slutningen af århundredet, arbejderbevægelsen brugte den første del af dette århundrede på det, og i 1960’erne fulgte som de sidste udløbere universitetsoprøret og kvindebevægelsen. Det fuldendtes med sidstnævnte generations nedbrydelse af samtlige værdisæt og normer, så intet er helligt mere.
Vi er nu ved et vendepunkt, og jeg er sikker på, at de kommende generationer vil kræve normer – måske religiøse – for deres tilværelse, så de kan finde grænser i deres verden. Og her er historien et af de elementer, vi kan bruge, for gennem historien kan vi lære sammenhænge og perspektivering, vi kan lære at forstå, hvorfor mennesker har handlet, som de har, og forstå, hvorfor det, der finder sted, sker.
Hvis museerne skal kunne give og få denne betydning, må det være grundlæggende i formidlingen
Odense Bys Museer vil i de kommende år tage denne udfordring op. Kultur kan ikke planlægges, men alligevel vil museumsvæsenet med initiativplanen pege på væsentlige elementer, der efter bedste overbevisning vil tilgodese befolkningens krav og tjene samlingernes fortsatte bevaring og udvikling som vor tids arvegods til fremtiden.
Odense Bys Museers indsats vil frem mod årtusindskiftet blive koncentreret på
Kvalitet vil blive et nøglebegreb for både undersøgelse, bevaring, forskning og formidling – museernes lovbundne opgaver. Begrebet »museer er oplevelser« vil blive erstattet med »gå på opdagelse på museerne«. Ordet indsigt vil blive centralt. Der er næppe tvivl om, at såvel lokalbefolkning som turister vil efterspørge denne udvikling.
Initiativplanen indeholder udover den museumspolitiske indledning en nærmere beskrivelse af, hvilke mere konkrete satsninger de ovennævnte opstillede punkter skal udmøntes gennem. Uden at gå i detaljer med planens enkelte elementer, der selvfølgelig omfatter såvel interne som udadvendte aktiviteter, kan som eksempler nævnes følgende opregnet efter planens disponering i samlinger, undersøgelser/forskning, formidling og bygninger/grønne områder.
Inden for området samlinger er det målet at gøre disse mere tilgængelige og brugbare både for et bredt publikum og for forskere og andre, der vil søge i dybden. Vejen her er åbne magasiner, hvilket vil sige systematisk opstillede samlinger, som er tilgængelige for publikum. På Hollufgård er de første forsøg gjort, og i foråret 1994 indvies et stort åbent magasin i Nyborgladen på Møntergården.
Etablering og brug af åbne samlinger forudsætter dog et højt niveau med hensyn til registrering og overblik. Her skal nye edb-systemer med billeddata komme såvel brugere som museumsfolk til hjælp. Ligeledes skal konserveringsindsatsen styrkes og ikke mindst sikringen af de mange betydelige genstande. Satsningen på åbne samlinger omfatter således flere del-elementer.
Den faglige udvikling af museer kan ikke ske uden forskning. Museumsloven forudsætter derfor også som en af hovedopgaverne, at der finder forskningsaktivitet sted. Mange museer har af forskellige grunde nedprioriteret dette. Med initiativplanen vil Odense Bys Museer lægge større vægt på dette område, vel at mærke efter en fastsat plan. Satsningen omfatter tre elementer.
For det første en styrkelse af forskningen gennem flerårige forskningsprojekter, hvor eget personale frigøres til formålet. Som eksempel kan peges på et projekt om danske husdyr, et område som Den fynske Landsby har arbejdet med gennem flere år.
For det andet et særligt undersøgelses- og forskningsfelt, der kontinuerligt er Odense Bys Museers samlede indsatsområde og som dækker på tværs af afdelingernes normale arbejds- og ansvarsområde. Forskningsfeltet er bygnings- og arkitekturhistorie. Valget er begrundet bl.a. i en stærk forudsætning i landbygningsmuseet Den fynske Landsby, i Møntergården med dens mange gamle købstadshuse, langvarig tradition for indsamling og forskning i bygningshistorie, stærk faglig sammensætning af personalet med bl.a. arkitekter, bygningshistorikere, etnologer m.m. Herudover ejer Odense Bys Museer adskillige fredede og bevaringsværdige bygninger, bl.a. Odense Adelige Jomfrukloster, herregården Hollufgård, Lumby Mølle og museumsbygningen i Jernbanegade. Arbejdsområdet vil som udgangspunkt være Fyns amt, men med interessefelt i det øvrige Danmark og i de nærmest tilgrænsende lande. Opbygningen af et nationalt og internationalt netværk er et væsentligt element.
For det tredje vil der blive lagt stor vægt på at få publiceret en række undersøgelses- og forskningsopgaver. Først gennem sådanne bliver resultaterne af indsatsen tilgængelig og dermed aktiv for den samlede danske historieforskning og formidling.
På formidlingsområdet kan der peges på flere nye satsninger. Den væsentligste er dog årlig udarbejdelse af én stor særudstilling, der i »Brede-stil« vises i sommeren/efteråret. Målet er at søge at koble historiske forudsætninger med aktuelle problemer eller temaer. Udstillingerne skal være historiefortællende, problematiserende og holdningsafdækkende – og ikke drukne i æstetik og form. Satsningen skal ses som Odense Bys Museers altid aktuelle bud på samspillet mellem fortid og nutid udført på et så godt som muligt såvel fagligt som teknisk niveau. Permanente udstillinger i de enkelte museer må desværre af ressourcemæssige årsager gives en mere blivende form, da forandring kun kan foretages med flere års mellemrum. Blandt andre formidlingsinitiativer kan nævnes, at ‘levendegørelse’ af historiske perioder og situationer anses som væsentlige supplementer til udstillinger, guidebøger m.m. Men levendegørelsen skal gøres veldokumenteret og velforklaret – så den ikke blot bliver til underholdning uden budskab.
I initiativplanen er tillige indarbejdet en hensigt om at tage fat på såvel udstillingsform, permanente udstillinger, undervisningsprogrammer m.m.
Udgangspunktet for området bygninger og grønne områder er, at der skal ske en styrkelse af den antikvariske kvalitet i bygninger og helheder (miljøer). Dette betyder en større indsats for at sikre bevaring af originale dele i f.eks. Den fynske Landsby, tilbageføring af den fine gamle museumsbygning i Jernbanegade og herregårdsmiljøet på Hollufgård.
Herudover er der i initiativplanen opstillet mål om fortsat udbygning af museumscentret på Hollufgård, renovering og udbygning af Fyns Kunstmuseum, etablering af et informationshus i Den fynske Landsby samt løsning af en række interne funktioner som nyt fælles fjernmagasin, arbejdslokaler ved H.C. Andersen-museet, bygningsmæssige renoveringer ved Møntergården m.m.
Initiativplanen udtrykker som allerede nævnt en holdningmæssig satsning – en »rammeplan« og dermed en styring af arbejdet i de kommende år. Planen indeholder tillige adskillige mere jordnære og konkrete mål. Og sidst beskrives hver af de nuværende museumsafdelingers profil:
Museets formål er at skaffe og skabe viden om Fyns oldtid (og middelalder på landet) på forskningsbasis. Indenfor sit ansvarsområde har museet påtaget sig det antikvariske ansvar, dvs. nødudgravninger, lokalplaner osv. Museet skal fungere som central for den indsamlede viden om emnet.
Særudstillings-virksomheden skal integreres i langtidsplanlægningen i samarbejde med andre danske og udenlandske museer på et bæredygtigt niveau.
Magasinet skal gøre fundene tilgængelige for studium, introduktionsudstillingen skal føre de besøgende ind i arkæologien og det fynske materiale under overskriften »det skabende menneske«.
For museet er overskriften »Menneske og Natur« (koncept for Hollufgård) bindende for såvel forskning som formidling. Oldtidsmiljøet og særudstillingerne sigter på at belyse emnet fra forskellige synsvinkler. Sammenkoblingen af originalfundene i museet og rekonstruktionerne udenfor skal bruges til en dynamisk formidling.
Udover den løbende indsamling af data er det vigtigt at få afrundet de væsentlige emner med publikationer på forskelligt niveau, fra den populære til den strengt videnskabelige formidling.
Det drejer sig om:
Oldtidsmiljøet skal afrundes så vidt, at det kan fungere som reelt publikumstilbud.
Møntergårdens formål er at synliggøre byens historie, navnlig den fysiske, håndgribelige del så som byudvikling, bebyggelse, bolig og erhvervsliv. Dette foregår i samarbejde med byens arkiver, lokalhistorisk bibliotek og andre museer. Samtidig skal museumskomplekset omkring Møntestræde fungere som »oase« i den østlige del af midtbyen.
Disse formål skal styrkes ved en modernisering af de faste, tidsmæssigt ordnede udstillinger. Museets genstande, billeder og øvrigt dokumentationsmateriale skal samtidig gøres bedre tilgængeligt ved hjælp af edb-registrering.
Museets meget omfattende samlinger stilles fortsat til rådighed for publikum, så vidt muligt i form af åbne magasiner. I første omgang åbnes Nyborgladen i 1994. Store dele af de øvrige magasinerede samlinger anbringes i det planlagte fællesmagasin.
De byarkæologiske undersøgelser og bearbejdningen af materialet skal fortsætte. Indsamling af foto og film fortsættes.
Nyeste tid – dvs. perioden efter 1945 – dokumenteres i samarbejde med de øvrige fynske/danske museer, således at dobbeltdækning undgås og væsentlige områder ikke lades udækkede.
Mønt- og medaljesamlingen fortsætter i de nuværende rammer, men området nedprioriteres i forhold til tidligere.
Museets lokaler moderniseres i takt med gennemførelse af de moderniserede udstillinger. Efter afslutning af det åbne magasin i Nyborgladen kommer turen til de øvrige magasiner. I første omgang saneres lejede fjernmagasiner samt enkelte meget utidssvarende rum i museumskomplekset. Derefter følger andre magasinenheder med arkæologisk- og fotografisk materiale. Senere kommer så turen til mellembygningerne i Overgade 48 og 52 samt Østerbyes Gård i Sortebrødre Stræde. De bør tages i brug til udstillingsformål. Efter årtusindskiftet tages fat på den bygningsmæssige færdiggørelse af Møntergården ud mod strædet og haven iøvrigt.
Museet er specialmuseum for landbo- og landbygningskultur i Fyns amt. Museet arbejder indenfor tidsrummet 1500-idag med hovedvægt på perioden 1700-1900. Der foretages ikke genstandsindsamling for perioden efter ca 1920, der dokumenteres på andre måder. Det er formålet at forske i samt indsamle og formidle viden om landbosamfundets levevis, driftformer, sociale og økonomiske organisation samt egnsbyggeskik.
Museets areal er fuldt udbygget. Der vil kun i meget begrænset omfang kunne tilføres bygninger til området. Eventuelle nye bygninger skal repræsentere samme tidsperiode som de nuværende, og dispositionsplanen, en uudskiftet landsby, skal bibeholdes. Lokale egnskarakteristika, der p.t. ikke er genskabt, skal rekonstrueres, og anvendelse af traditionelle materialer og teknikker skal øges.
Aktivt landbrug og arbejdende værksteder skal fortsætte som væsentlige elementer i museets formidling, men form og omfang skal nyfortolkes.
Forskning og dokumentation skal styrkes således, at aktiviteterne udføres på baggrund af veldokumenterede forhold.
Der skal arbejdes på at etablere et informationshus, der skal skabe forbindelse mellem de moderne erhverv (landbrug, håndværk etc.) og museets udstillinger og aktiviteter. Der skal skelnes mellem museumsbygninger, der vedligeholdes på et højt antikvarisk niveau, og aktivitetsbygninger, hvor der skal gives mulighed for publikums aktive medvirken i et udvalg af aktiviteter.
Den bygningshistoriske forskning skal intensiveres og skal dække såvel egnsbyggeskik som bygningsteknologi. Også den kulturhistoriske forskning intensiveres med hovedvægt på dokumentation af arbejdsmetoder og landhåndværk. Der skal etableres en volontørordning, der skal samarbejde med museets faste medarbejdere. Disse skal via kurser gives bedre mulighed for at orientere publikum. Formidlingsindsatsen overfor udenlandske besøgende skal øges.
Jævnfør vedtægterne fra 1989 har Fyns Kunstmuseum følgende ansvarsområde: »Fyns Kunstmuseum varetager hovedlinier i dansk kunst fra 1750 og fremefter. Museet søger at etablere en forsvarlig samling af dansk konkret og konstruktivistisk kunst. Et specielt hensyn tages til kunst fra landsdelen«.
I praksis ligger hovedvægten i Fyns Kunstmuseum på:
Disse områder søges styrket gennem nyerhvervelser, forskning og formidling. Til gengæld vil man fremover nøjes med at varetage forpligtelsen over for den fynske kunst gennem udstillingsvirksomhed. Det samlede mål er at styrke Fyns Kunstmuseums image som hovedmuseum for dansk kunst i landsdelen.
Med hensyn til museets fremtidige profilering bør der tages hensyn til den lokale sammenhæng, museet indgår i. Der tænkes især på tilstedeværelsen af Kunsthallen Brandts Klædefabrik og dennes store udstillingsprogram, som Fyns Kunstmuseum ikke vil kunne konkurrere med. I stedet vil Fyns Kunstmuseum kunne markere sig overfor Kunsthallen ved at pointere sin museale karakter og sine museale værdier. Det kunne ske med følgende tiltag:
En tilbageføring af museumsbygningen i Jernbanegade til dens oprindelige klassicistiske eksteriør og interiør vil kunne bidrage til at skabe overensstemmelse mellem de fysiske rammer og samlingens indhold, der i høj grad er kendetegnet ved et enkelt og stramt form- og farvesprog. Renovering af forplads og bygningsfacader, reetablering af de oprindelige klinkegulve samt farvesætning af vægge er væsentlige elementer i en sådan tilbageføring.
En udbygning af museets 2. sal og eventuelt indvinding af arealer i loftsetagen er forudsætninger for museets udadvendthed, idet der kun gennem udbygning kan skaffes lokaler til publikumsmodtagelse, studiesamling, foredragssal og café. Samtidig vil en tidssvarende og hensigtsmæssig indretning og fordeling af magasiner, værksteder, depoter, kontorer m.v. kunne indrettes i det udvidede museum til gavn for arbejdsgangene i dagligdagen.
De to museer har til formål at indsamle og registrere, bevare samt udforske og formidle et meget broget sammensat materiale, som bedst kan samles under betegnelsen »anderseniana«.
Samlingerne afgiver på forskellig vis vidnesbyrd om digteren H.C. Andersens liv og personlighed, hans digtnings sammensætning, tilblivelse og modtagelse, samt den skæbne, værket har fået i tiden efter H.C. Andersens død og frem til dagen i dag.
Kunstværker, som har deres udgangspunkt i eller inspiration fra Andersens værker, udgør en vigtig del af samlingerne. I museets samlinger indgår så store bestande af arkivalier og bøger, at de placerer institutionen som en mellemting mellem museum, et arkiv og et bibliotek. H.C. Andersens position inden for verdenslitteraturen medfører, at hans museum i princippet ikke kender til geografiske grænser for virksomheden.
Over for offentligheden, dvs. byens og landets borgere og de til Odense og Danmark kommende turister, markerer museet sig først og fremmest ved permanente udstillinger (kronologisk opbyggede og/eller tematiske), som fra tid til anden suppleres med særudstillinger, hvis emner normalt har nær tilknytning til museets hovedemne: H.C. Andersens liv og værk. H.C. Andersens Barndomshjem har den begrænsede målsætning at berette om digterens barndom i Odense – og om Odense i hans barndomstid. De seneste års periodiske samarbejde med børnekulturhuset »Fyrtøjet« om børnerettede aktiviteter agtes gjort permanent.
Museet driver også udstillingsvirksomhed uden for egne mure – en udstillingsvirksomhed, som tilsigter at uddybe kendskabet til H.C. Andersens liv og værk. Den eksterne udstillingsvirksomhed drives ofte udenlands og i sammenhænge, hvor dele af den danske kulturarv – eller grene af dansk kulturliv – præsenteres.
I kraft af sit emne og sine bredt anlagte samlinger fungerer museet som dokumentationscenter for en vid kreds af H.C. Andersen-interesserede fra Danmark såvel som fra udlandet, ligesom målgruppen i så henseende strækker sig fra forskere til skolebørn. Museets egen forskning koncentrerer sig om personhistoriske emner samt om bearbejdelse/udgivelse af H.C. Andersens korrespondance. I museets årbog »Anderseniana« udgives resultaterne af mange H.C. Andersen-forskeres undersøgelser.
De nuværende fysiske rammer for H.C. Andersen-museet er for snævre, hvorfor man i nær fremtid vil søge at erhverve en naboejendom (til kontor- og værkstedsformål), samt opføre nye bygninger til brug for børnekulturhuset »Fyrtøjet«.
De to museer har til formål at indsamle og registrere, bevare samt udforske og formidle et materiale, som parallelt med H.C. Andersen-museet – bedst kan samles under en bred betegnelse, i dette tilfælde »nielseniana«.
De tilvejebragte samlinger har til formål at belyse Carl Nielsens liv og virke, ligesom det tilstræbes at give en tilsvarende skildring af hans hustru, billedhuggerinden Anne Marie Carl-Nielsens liv og virke. Med de to kunstnerpersonligheders biografi som fælles ramme og udgangspunkt tilstræber museets samlinger at yde bidrag til en skildring af dansk musik- og kunsthistorie i det tidsrum, hvor Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen levede og arbejdede.
Museets udstilling har – som dets samlinger – et dobbelt sigte: Biografi og værkpræsentation. For Carl Nielsens værkers vedkommende sker dette ved tilbud om aflytning af udvalgte værker pr lydbånd, produceret på grundlag af eksisterende, kvalificerede indspilninger af de pågældende værker.
Carl Nielsen Museet afholder fra tid til anden særudstillinger, hvis emner ligger i naturlig forlængelse af museets hovedemne: Carl Nielsen og hustrus liv og værk.
Carl Nielsens Barndomshjem, nær Nørre Lyndelse, har det sigte at meddele detaillerede oplysninger om komponistens afstamning, om hans fynske hjemegn og om den sociale – og musikalske – baggrund for hans fremtræden.
