Lur er betegnelsen på det vel mærkværdigste instrument, som vi kender fra oldtiden. Lurer kendes kun fra Østersø-området (fig. 1). Det største fund blev gjort i 1797 i Nordsjælland, hvor ikke mindre end 6 lurer blev gravet op af Brudevælte Mose, og det seneste fund blev tryllet ud af en bunke tørvejord af en vendelbo i 1988. Tager vi alle fund med, også dem, der kun kan læses om, er der 39 fund, svarende til ialt mindst 84 lurer. De er fremstillet i løbet af 600 år – en ærværdig tradition tør man vel nok sige (Lund 1987).
Der er ingen grund til at tro, at det underlige ord »lur« existerede i broncealderen, endsige blev brugt om de instrumenter, som vi kalder »lurer«. Tværtimod dækkede ordet 2000 år efter broncealderen formentlig en helt anden type horn (Broholm & al 1949: 49 f). Lurnavnet blev hentet fra den oldnordiske ordbog sammen med andre af de besynderlige navne, som arkæologerne i dansk arkæologis barndom fandt på til de helt nye oldsagstyper, der dukkede op af jorden. Det er enhver ny videnskabs klassiske problem, at navngivningen binder for eftertiden, så man bør tænke sig godt om. Det gjorde C.J. Thomsen og hans samtidige også, og vi bruger stadig en række af deres nok lidt romantiske navne. Ordet lur klang godt og romantisk. Ligesom »edsring« var det med til at give vor broncealder et oldnordisk præg. I dag forekommer det os helt ved siden af, men dengang anede man jo ikke, at der kunne være tids- og kulturforskel på broncealderens og jernalderens genstande.
Det var først i 1800-tallet at det oldnordiske ord »ludr« fandt anvendelse på bibelske blæsehorn[1]. Saxo-oversættelsen fra 1750 brugte det neutrale ord »horn« (Saxo 1750), mens Grundtvig i sin oversættelse fra 1818 brugte ordet lur (Saxo 1819, 172 ff.).
1831 optrådte ordet første gang[1] som betegnelse på broncealderhornene (Thomsen 1831). I vejledningen til »Nordiske Oldsager og deres Opbevaring« gjorde han, i selskab med sporer og vejrhaner, opmærksom på, at man kunne støde på »Lurer eller Krigsbasuner af Bronce, meget store og sædvanlig bestaaende af to Dele, som sættes ind i hinanden«.
Fra da af var der ingen tvivl om, hvad lurer var for noget, de var blevet et arkæologisk begreb. Lurer hedder de på engelsk, tysk, fransk osv.
Lur blev et fast ord i det nationalromantiske ordforråd, et nationalt symbol. Det var for ophavsmændene ikke til at forudse, at lurerne ville blive en mythe, brugt og misbrugt på det groveste.
Den nordiske broncealders lurer er jo blevet en mythe. Det blev de under nationalrenaissancen, især efter nederlaget til tyskerne i 1864 (Højring 1987). Den danske stamme blev her til lands overfor den tyske stamme symboliseret af oldtidens musikinstrumenter – uanset, at begge stammer må formodes at have været germansktalende folk.
Med lurmærkningen overgik »krigstrompeterne« til at blive kvalitetsmærke, i lighed med torshammeren -dansk kvalitet i nutiden symboliseret ved den formodet danske kvalitet i oldtiden. Problemerne med at gøre nogetsomhelst dansk, inden danerne bosatte sig i Danmark, forbigik man i tavshed. Det var nok fornuftigt, al den stund danernes bosætning i det nuværende Danmark vel tidligst kan være sket flere hundrede år efter Kristi fødsel, d.v.s. omkr. 1000 år efter den tid, hvor der blev lavet lurer.
Det var en pinlig fornemmelse at se billeder af SS-officerer trutte veloplagt i »vore« lurer. Pinligt er det også at se lurerne blæst af »vikinger« i vor samtids misbrug af fortidens symboler som led i turisterhvervets stadige strøm af pop, men det er nok mest os arkæologer, der krummer tæer over dette historiske miskmask.
Selv i disse nationalt ophidsede år kan den nationalromantiske mythe vel ikke længere finde grobund, undtagen måske i de samme betændte kredse, der tæver folk, fordi de er mørkhårede.
Optændte kan arkæologer blive endnu, når der dukker nye lurer frem, som det skete 1988 i Vendsyssel (Lysdahl & al 1992). Vi bliver det, fordi lurerne jo stadig er de største og flotteste exempler på nordisk (kunst)håndværk »Scandinavian design« længe før begrebet blev opfundet.
Endnu, 2500 år efter at de blev fremstillet, kan vi studere dem med moderne methoder. Hvert nyt lurfund granskes derfor nøje og søges indplaceret i de existerende rammer ved sammenligning med tidligere fund. Selv de kopier, der i forrige århundrede blev lavet hist og her for at tilfredsstille de private storsamlere, studeres som om de var originaler (Nordström 1987). Der er kort sagt tradition for at beskrive alt, hvad der kan bringe os nærmere en forståelse af lurernes fremstilling, brug og baggrund.
Her må jeg desværre skuffe læseren med at jeg ikke kan præsentere et nyt lurfund fra Fyn. Det havde ellers været rart. Det sidste fynske lurpar blev gravet op af Rørlykke Mose i Tryggelev sogn på Langeland i 1886 (Broholm & al. 1949: no. 19-20). Det langelandske lurpar er sammen med lurerne fra Tellerup på Vestfyn (Broholm & al 1949: no. 17-18) de eneste bevarede lurer fra den fynske øgruppe.
Forskellige overleveringer viser dog, at der har existeret lurpar fra Årslev og Lyø. Oplysningerne er desværre ikke særligt præcise.
Det første lurfund kendes nu kun fra den notits, som stod at læse i Iversens fynske Avertissementstidende no. 142 d. 25 november 1803: »Ved Aarslev er ved at pløye en Eng, fundet 2 Jægerhorn af Metall, hvoraf det ene var saa heelt, at naar man holder det afbrækkede Mundstykke til, og blæser deri, giver det en stærk Tone. Det er ellers af en ganske ukjendt besynderlig kroget Skabning, holder i Længden 23/4 Alen og i Tykkelsen ved Underenden 7½ Tomme i Omfang; er behængt med adskillige Messing-Zirater for Oven og Neden – Skade at dette sjældne Stykke ikke fremviser noget Aarstal eller andet Mærke, hvoraf dets Ælde kunde sluttes, der udentvivl maae være meget gammelt, da Ingen kan mindes at have seet Tegning af lignende Figur.« (Djupedal & Broholm 1953: 55). Længden svarer groft sagt til ca. 1,8 m. De omtalte messing-zirater må beskrive de klapreblik og kæder, som kendes fra andre, heldigere behandlede lurfund.
Man kan tilføje: Skade at ingen tog vare på de to horn, det havde dog været herligt at have haft dem endnu, men det var jo endda før oldsagskommissionen blev oprettet (Hermansen 1953), dengang Kunstkammeret var det eneste danske »museum«.
Heller ikke lurerne fra Lyø kendes gennem andet end en kort beskrivelse. Den findes i et meget følelsesladet brev til den fynske amatørhistoriker L.S. Vedel Simonsen fra en af hans meddelere Jørgen Grønvold, degn i Næsbyhoved-Broby (Hermansen 1953: 178 f). Det var den tidligste fase i Simonsens lange indsamling af oldsager til det unge nationalmuseum. Den 17. juni 1806 skrev han om et "over al Beskrivelse, veldannet Horn; men den sørgelige Efterretning, at det alt for et Aar siden var forvandlet til Knappe. Finderen solgte 4re Pund af Metallet for 2 Mk. Hornet var I Kjøbenhavn. Angelo forsikrer, at der iblandt alle deres Oldsager ikke fandtes dette Horns Lige." "En ubetydelig Deel af det ene Mundstykke" stjal den gode Hr Angelo, og degnen sendte det til Vedel Simonsen med brevet, "Se vel paa de fine Rande, og du vil opdage vore Forfædres store Indsigt i Støbning og Udgravning, det var 2½ Alen langt støbt udboret og renset med en ubegribelig Nøyagtighed. Jeg har siden opspurgt en Stump af det sletteste som nu maae lade sig bruge til at samle vores forkjælede Grødvomme og Fuldsnuder til Brændeviinspøsen. Jeg gider neppe sagt det, det er forvandlet til et Byhorn." Vedel Simonsen havde i sin dagbog d. 8. juni noteret at iflg. Grønvold skal man på Lyø have fundet et malmhorn, hvoraf den gamle præst Niels Holm har drejet en kunstig dåse.
Selvom der udtrykkeligt kun nævnes et horn, fremgår det af brevet, at der har været et par, og længden passer jo med Aarslev-lurernes. Mærkeligt nok synes mundstykket aldrig at være kommet til Oldsagskommissionen fra Vedel Simonsens stadigt skiftende oldsagssamling på Elvedgård (Jacobsen 1962, 117 ff).
Det bevarede lurpar fra Rørlykke ved Tryggelev på Langeland er interessant ved at være et af de ældst fremstillede sæt. Stiltræk placerer det før de andre danske lurer, mellem 1300 og 1000 f. Kr., d.v.s. i ældre broncealder (Broholm & al. 1949: 49 & 58). Rørlykkelurerne er et af de få vidnesbyrd om, at Langeland i broncealderen befandt sig på mere end det jævne stade.
"Paa Wedellsborg giemtes for Faae Aar siden, og formodentligen findes der endnu to lange Horn af Messing, som ere fundne i en Tørvemose paa Tellerup Mark i Ørslev Sogn, og formodentligen har været musikalske Instrumenter." skrev præsten i Føns og Ørslev pastor Glaarup i 1808 i sin indberetning til "den Høie Kommission til Oldsagers Opbevaring". Den oplysning medførte en rettelse i Kommissionens protokol. Der havde man nemlig 1811 skrevet at de to horn var fra Husby Mose. Husby er jo Wedellsborgs hjemsogn, og da den indleverede lur var kommet fra lensgrev Wedell, og man åbenbart ikke havde agtet så nøje på findestedet, må det være forklaringen på Husby Mose som findested.
Som Tellerup Mose er udpeget den endnu i træbevokset tilstand bevarede mose, ca. 300 m lang, som ligger nord for Tellerup Bjerge tæt nord for den slugt der fører Hybæk fra Gelsted Mose ved Lunghøj gennem "bjergene" til Tybrind Vig. Man skulle tro, at det markante højdedrag med Faurskov Bjerge osv. dannede en barriere mellem bebyggelserne på Vestfyn, men hvad var meningen med at nedlægge lurerne netop ved denne grænse?
Sammen med Brudevæltelurerne er de to lurer fra Tellerup nok de flotteste vi har (fig. 2).
Hver lur består af en "lydplade" og 9 rørstykker. Rørene er samlede ved hjælp af påstøbte muffer. Måden, hvorpå denne påstøbning er sket, er forskellig i kvalitet. De bedste er så fine, at man må tro, at er lavet ved støbningen af rørene, de andre er tydeligt sat på i anden omgang.
Den runde lydplade er 25,4 cm i diameter og er støbt på det øverste rør således at røret går indeni i pladens midterhul. Uregelmæssige flige tyder på, at rørets ende kan være banket ud til siderne. Formentlig er der også lavet en overstøbning, hvis metal ikke er pudset helt fint efter.
De 8 3,2 cm brede bukler, der stikker op på pladens overside er støbt i eet med pladen. Ved røret og langs randen er en bred vulst, som hh. indad og udad har 3 ledsagende smalle ribber med skråstreger. To tilsvarende ribber løber om hver bukkel. Udenom lydhullet er en række skråskraverede trekanter indpunslet, hver med en prik i spidsen væk fra centrum.
På bagsiden sidder 4 radiært anbragte øskner ud for den side af røret, der har en række øskner. Den øverste og største sidder på tværs, under den er der 5 sammenhængende, langsgående øskner.
Det lange svungne rør kan deles i to. Det øvre og længere stykke er delt i 6 dele af muffer. Den øverste består af en vulst flankeret af 3 ribber, på rørets underside afbrudt af de omtalte øskner. Røret er her 6,1 cm i diameter.
De andre muffer har to vulste med ribber imellem og udenfor. Foroven er der 5 ribber i midten, nederst kun 3. De yderste ribber på hver muffe er skråstreg-ornamenterede. Der er flere smalle blanke mellemrum mellem skråstregbundterne. Rørets diameter aftager gradvis fra 5,1 til et par cm.
Dette lange rør afsluttes forneden af 3 grove vulste, hvoraf den nederste er trukket ud til en øsken på tværs af røret. Ganske tilsvarende er det mindre rørs øvre ende formet. Sættes de to øskner ud for hinanden, passer krumningen. Igennem øsknerne kunne samlingen låses – med snor f.ex.
Det nedre rør med mundstykket har 2 muffer[2]. De er meget høje i forhold til det lange rørs muffer og har en tyk vulst i midten flankeret af ribber, den nederste muffes ribber er alle glatte. Det tragtformede mundstykke er støbt i et med røret. Rundt om de 3 dele af det nedre rør løber spiralsnoet et bånd af 6 glatte ribber, hvis drejeretning skifter fra den ene del til den næste. Nederst afbrydes ribberne af 5 sammenhængende, langsgående øskner ganske svarende til dem under lydpladen. På de lurer, hvor der er bevaret kæder, er en lang kæde ophængt i en øsken under lydpladen og fastgjort i samlelåsen forneden.
I Nationalmuseets protokol har C.J. Thomsen tilføjet: »Den anden her omtalte Lure ved den er anbragt en meget lang Metalkjæde, som fattes ved de andre vi endnu 1843 have.« Den kæde, der nu hænger på denne lur omtales ikke i Broholms behandling af Telleruplurerne, og er kun fæstnet til luren med lædersnore. Derfor er det usikkert, om den har noget med luren at gøre.
Den omtalte kæde skulle formentlig anbringes i den store øsken foroven.
De 5 mindre øskner foroven og forneden og de fire på lydpladens bagside er formentlig beregnet til at have rasleblik hængende. Det kendes i hvert fald fra andre lurer (Broholm & al 1949 no. 3-6, 11-12, 15-16 og Daberkow; og har siddet på no. 1-2, 31-42 og 42-43). Der ser ikke ud til at være slidspor i øsknerne, så det er tvivlsomt, om der nogensinde har været ophængt noget i dem.
Indvendigt er røret råt fra støbningen, mens ydersiden er fint pudset efter, så den nu er blank og skinnende. I den glatte overflade ses små regelmæssige, 3-6 mm lange huller, der optræder med en vis orden over hele lurens længde. Tilsvarende ses indvendigt rækker af små tappe. Begge dele er spor fra støbningen. For at holde lerkernen og den ydre rør-lerform i den rette afstand under støbningen, satte man små broncestifter i det voksrør, der blev formet over kernen. De smeltede så ikke, men holdt de to lerforme fast mens broncen løb ind og forhåbentlig fyldte mellemrummet ud.
At det ikke altid gik som ønsket, viser de små klatter bronce, der f.ex. ses på lydpladens underside, hvor de ikke er pudset efter. Også på de ellers så fine rørs yderside kan man ane steder, hvor det har været nødvendigt at reparere lufthuller i støbningen. Problemet med at undgå luftblærer i godset er et klassisk teknisk problem. For at omgå det, måtte støbeemnerne ikke være for lange, så broncen kunne afkøles undervejs og standses af gasserne i hulrummet. Alene derfor er det umuligt at støbe en hel lur i een omgang.
Måden at mestre dette problem på var at støbe i sektioner og siden samle dem ved at støbe muffer over samlingerne. Det er denne teknik, der viser datidens fremragende kendskab til broncens kemi, og som ikke kan undgå at vække eftertidens beundring – og måben.
En række stiltræk viser tydeligt nok, at Telleruplurerne hører til midten af yngre broncealder, den periode, som arkæologer kalder periode V, det vil i årstal sige mellem 900 og 700 f. Kr.f.
Som nævnt blev lurer lavet gennem mange slægtled, og uden velbevarede dele af f.ex. lydpladen eller sammenføjningerne er det meget svært at give en præcis datering. De forsvundne lurer har vi af gode grunde ingen mulighed for nærmere at beskrive eller datere. Vi må nøjes med at tro, at de hører broncealderen til lige såvel som de bevarede lurer.
Den væsentligste grund til at vi er henvist til stilundersøgelse for at datere lurerne er, at de så godt som aldrig er fundet sammen med andre ting. De indgår sjældent i sluttede fund, d.v.s. samlinger af genstande, der er nedlagt på een gang. Vi kender et svensk fund, hvor lydpladerne af 2 lurer blev nedlagt sammen med andre broncer (Larsson 1975). I to andre svenske fund (udenfor broncealderkulturens kerneområde) er lurstumper, ganske som andre genstandstumper samlet og nedlagt som skrot (Oldeberg 1947, 36). Netop den kendsgerning, at disse fund kun indeholdt dele af lurer, gør en forskel.
Komplette lurer blev nedlagt i søer eller moser parvis, adskilt fra andre nedlægninger. En undtagelse udgør fundene fra Långlöts på Öland (Oldeberg 1947, 34 ff) og Radbjerg Mose på Falster (Broholm & al. 1949, 66, no. 15-16). Fra de samme to moser er nemlig nogle mærkelige, lange, svære, støbte kæder med klapreblik, som må have været nedlagt sammen med lurerne. Den ene Radbjerglur havde tuden proppet fuld af disse kæder.
Tilsvarende kæder optræder i flere mosefund – og i gravfund fra Lusehøj ved Voldtofte og Albersdorf i Dithmarsken, begge fra yngre broncealders midte (Thrane 1984, 139 f).
Denne normalt »splendid isolation« kan hænge sammen med lurernes brug og betydning. Med al den omhu, der blev lagt i fremstillingen, og med alt det metal, der blev brugt til støbningen, er det indlysende, at lurerne var noget særligt for broncealderens mennesker. Som de var hævet over hverdagens gøremål i deres brugstid, blev de holdt for sig, når de gik ud af brug (Broholm 1955). Hvis der kom andre ting med, var det lige så usædvanlige genstande, der heller ikke kan have været hvermands eje. (Uanset hvilke tanker man gør sig om privatejendom i broncealderen, er det svært at forestille sig ting som solvognen eller lurerne som privateje). Det er da også for længst foreslået, at disse specielle genstande skulle have været kollektiv ejendom (Levy 1982). De skulle have tilhørt det lokale samfund som kultinventar i lighed med vore kirkers. Det er naturligvis en påstand, men begrundet i alle de tanker, der er tænkt over lurernes brug i tidens løb (Broholm & al. 1949, 69 f; Broholm 1955).
Et af de træk ved lurerne, som har vundet eftertidens beundring, lige siden den første lur fra en dansk mose blev bragt til museum, er hornenes teknik.
Ikke alene overgår lurerne en hvilkensomhelst anden genstand fra broncealderen i størrelse. De er formet med en frækhed, der viser en beherskelse af broncestøbning, der kun kan karakteriseres som »second to none». Der er kigget i mikroskop, røntgenfotograferet og målt for at finde tilbage til hemmeligheden bag støbningen af de lange rør, og selvfølgelig har de mange års intensive studium givet gode resultater (Broholm & al. 1949; Oldeberg 1947).
Ikke desto mindre kunne engelske forskere konstatere, at de ikke kunne klare at lave en lur (Holmes & Stanbury 1987). De havde, som led i de sidste årtiers bølge af rekonstruerende experimenter forsøgt at rekonstruere fremstillingen af en lur med brug af al nutidens teknik.
Som nævnt skal der helst en mose til for at finde en lur. Det fund, som her skal behandles, kommer imidlertid fra en helt anden fundkategori, nemlig fra en boplads. Det drejer sig da heller ikke om en rigtig lur, men om nogle nok så uanseelige lerstumper.
Den seneste udgravning på den klassiske boplads fra yngre broncealder på Kirkebjerg ved Voldtofte (Müller 1918; Berglund 1982) fandt sted i 1979, i forbindelse med parcelhusbyggeri (fig.4).
Udgravningen er kun ganske kort omtalt (Thrane 1986). Som så mange andre vigtige fynske undersøgelser venter den på at blive bearbejdet. Blandt fundene i bunden af det bekendte tykke kulturlag frydede vi os allerede under udgravningen over en del stumper af støbeforme og smeltedigler, den slags er man ikke forvænt med på broncealderbopladserne. På konserveringsanstalten blev alle stumperne renset, noget vi ikke turde gøre under udgravningen, hvor leret var vådt og blødt.
Vi fandt følgende: Et stykke lerkerne (fig. 4) er cylindrisk med fint, glat sort til gråflammet overflade i den yderste 1,5 cm tykke zone. Leret er porøst, sandet sort og i begge ender er gamle brud. Længden er 7,65 cm, diameteren ved enderne h.h. 3,9 og 4,05 cm, dv.s at stumpen er ganske svagt konisk. Der anes en svag krumning på vel ca. 3 mm fra ende til ende.
Et andet stykke af samme form (fig. 5) er 5,8 cm, langt og 3,4 cm i diameter. Den oprindelige overflade er kun pletvis bevaret. Stykket synes at være bredere i den ene ende, men da der ikke var bevaret hele omkredsen undtagen på et mindre stykke, kan det ikke vurderes præcist. Leret er fint, porøst med sandkorn under ½ mm store. Overfladen er glattet, så den har en ruhed svarende til smergellærred. Leret er rødligt til sort, åbenbart ikke iltet på samme måde overalt. Gamle brud i begge ender.
Af ydersider af støbeforme foreligger flere forskellige. Der er 12 skår af noget, der må have været rørformet (fig 4-5).
Udvendigt er leret rødbrunt, indvendigt gråt. Inde i konkaviteten er der fint formler og mellem det og ydersiden en zone gråt til gråbrunt ler af konsistens som ydersidens, d.v.s. porøst sandet. Formenes tykkelse er 1,3 til 1,7 cm. Det største stykke er 5,5 cm langt og 3,7 cm bredt og diameteren på det, som skulle støbes ca. 6 cm. Et andet stykke er nærmere 4 cm i diam. og et tredie omkr. 5 cm. Det lader sig ikke gøre at måle, om støbefladen har været krum efter længden. Stumperne er for små til at vise krumning.
Ydersiden er på alle stykker lidt uregelmæssig, og grynet, mellem 6-8 cm i diameter.
Der synes ikke at være noget i vejen for at de pølseformede lerkerner kan høre sammen med de rørformede støbeformstumper, ja det er vel endda det sandsynligste.
Det største cylindriske stykke støbekerne (fig. 4) og et stykke af den rørformede støbekappe er undersøgt på Danmarks tekniske Højskole ved røntgenfluorescens[3]. Resultatet var, at spor af kobber og zink påvistes. Da disse metaller ikke forekommer naturligt i Danmarks undergrund, kan de ikke være naturlige bestanddele af leret, men må skyldes »afsmitning« fra det, som blev støbt over kernen.
Til fundet hører desuden flere stumper af smeltedigler (fig.7) . De har været ca. 12 cm i diameter og 5 cm dybe indvendigt med hældetud i den ene ende. De af dem, som har bevaret noget af bunden, hører til en form med fødder næsten som en træsko.
Endelig er der nogle ret uformelige stumper cintret ler, der på den ene overflade nærmest ligner slagge, helt glasagtig, så kraftig varme har den side været udsat for (fig. 8). De synes at stamme fra en eller flere plader, mindst ca. 3 cm tykke. Et af stykkerne har antydning af kanten af et hul. Det ville passe fint til den sandsynlige funktion af disse stumper som »avlssten», d.v.s. den plade, der beskyttede blæsebælgen under arbejdet med at at holde varmen vedlige i essen eller ildstedet (fig. 9). Den stærke forbrænding, som cintringen udtrykker, viser tydeligt nok, hvor nødvendigt det var med en beskyttelse.
Blæsebælgen synes i broncealderen at have haft en lernæse, der altid er drejet sådan, at luften kommer ud vinkelret på tudens længderetning. Dette lidt absurde fænomen går igen over hele Europa og var europæisk standard i broncealderen (Roden 1988 fig. 14-15). Det kan måske forklares ved at man brugte blæsebælgen til at puste luft ned i ilden ovenfra. Gør man det, er det utvivlsomt en fordel for smeden at kunne holde blæsebælgen udenfor ilden og blæse vinkelret ned i den alligevel (fig. 9). En anden type kendes fra Sydøststyskland (Simon 1992).
Et nyfund fra Vestfyn viser den typiske broncealders blæsebælgstud formet som et hestehoved (fig. 10) – et godt udtryk for at støbearbejdet måske ligefrem havde en vis religiøs forankring, idet hesten var nordisk broncealders kultdyr (se Fynske Minder 1987).
Disse lertude til blæsebælge er sjældne i Danmark (Broholm 1935, 261f; Thrane 1980).
Alle stumperne fra Kirkebjergbopladsen passer godt sammen til et arbejde med støbning af broncer af forskellig slags. Der er forme til almindelige runde stænger eller tråde, til våben og til nogle større, flade genstande, som jeg ikke kan identificere (fig. 6). Det interessante er dels kombinationen af forme, digler og avlssten, dels de to »pølser».
Jeg har ransaget min hukommelse og museets arkiv og bibliothek for at finde cylindriske broncegenstande mindst 8 cm lange og 4 cm tykke. Jeg kan ikke komme i tanker om andre end lurerne. Erfaringen har ganske vist lært mig, at man kan finde forme til genstande, som vi ikke kender i bronce. Det er ikke så mærkeligt, da selve den teknik som bruger lerforme, jo går ud på at lave unika. Der kan kun laves et exemplar i hver form. Selvfølgelig blev der lavet serier af f.ex. redskaber eller ringe, hvor man nemt kunne bruge den støbte genstand, lave et aftryk af den i ler og støbe en ny mage til den første. Men vil man have hule genstande af en vis størrelse, som hængekar (Kjær 1927; Drescher 1958; Sprockhoff & Höckmann 1979) eller lurer, kan denne reproduktionsteknik ikke bruges. Det bliver for indviklet at få lerkernen ind og ud af den støbte genstand.
Jeg vover derfor at påstå, at vi på Kirkebjergbopladsen har vidnesbyrd om støbning af i hvert fald en lur. Da lurer altid, såvidt vi ved, optræder i parforhold, tør jeg påstå, at der blev støbt i hvert fald et lurpar.
Efter støbningen af de lange rør til lurerne må det have været nemt nok at slå formkappen af, men kernen skulle jo også ud. Noget kunne skrabes ud fra hver ende, men formentlig var det også nødvendigt at skubbe det lange midterste stykke, som ikke kunne kradses ud fra enderne, ud med en slags stænger. Man skulle forvente, at de små tappe, som holdt kerne og kappe fast i forhold til hinanden, havde kradset kernens overflade, når den blev skubbet ud, men det er der ikke spor af på de to bevarede stykker. Det skyldes vel nok, at de stammer fra de dele af et rør, som har været mellem to rækker tappe. Hvis kernen skubbes ud af den brede ende (selvfølgeligt), og har siddet så langt nede i røret, at der foroven har været fri afstand til lurrørets inderside, kan så små kernestykker som de to foreliggende formentlig slippe ud så uskadt, som de nu foreligger. Der er vist ingen grund til at tro, at stykkerne fra Kirkebjerg stammer fra en mislykket støbning af en lur. Støbeaffaldet lå i bunden af kulturlaget sammen med lerkarskår og dyreknogler – altsammen affald fra bopladsområdet mod vest. Det er disse fund, der skal datere støbeformene. Stumperne stammer fra gruberne MD, ME og MH. Grube MH, der målte 3 m. i diam. med ujævn bund og uklare grænser. Gruben blev gravet igennem i hast, fordi der skulle fyldes jord i til byggeriet (fig. 12).
Grube MD var stærkt trækulsholdig i sydvestkanten og opfattes som affald, der er skredet ned i den allerede delvist opfyldte grube MD. Denne målte mindst 7×4m, havde meget ujævn bund og udgør sammen med de andre gruber mod øst og sydøst formentligt eet kompleks af materialegrave. Om det fine lyse sand ligefrem skulle anvendes til lerkar- eller støbeler, ved vi ikke. Store lerflager var skredet ind over de tynde affaldslag i bunden fra de stejle sider mod vest. Der var velbevarede dyreknogler, mange lerkarskår og bl.a. blåmuslinger i affaldet. Knogler fandtes i tilsyneladende rent sand, men da murermesteren ikke gav os tid til at fortsætte, fordi grubekomplekset lå inde under husets kommende kælder, blev bunden kun gravet med skovl. Vi kan ikke være sikre på at have fået de dybeste, nedtrådte(?) fund med.
Nu kan vi ærgre os over at tiden var så knap, at fundet ikke blev behandlet, som det havde fortjent. Dengang kunne vi nok se at der var støbeforme osv., men for ikke at beskadige de skøre stumper, turde vi ikke -og havde heller ikke tid til at rense stykkerne af i marken. Der skulle bygges, vi skulle holde aftalerne, og pengene var knappe – faktisk allerede brugt, da vi gravede bundlagene ud. Derfor fik disse fundrige gruber ikke den behandling, som de burde have haft. Udgravningen er endnu et af mange exempler på, hvor skidt det kan gå selv med de bedste hensigter. Det er altid Danmarkshistorien, der trækker det korteste strå, trods love og bekendtgørelser, konventioner osv.
Derfor må vi nøjes med disse tilfældige udpluk. Jeg er ikke i tvivl om, at der har ligget mere, som vi ikke har haft tid at finde.
Det er første gang vi kan påvise, hvor man har lavet lurer. At det netop er Kirkebjergbopladsen, som har givet disse fund, finder jeg meget passende. Det er landets rigeste broncealderboplads med usædvanligt mange broncer og med det enestående kalkede og malede vægplaster (Thrane 1979) som de mest iøjnefaldende udtryk for rigdommen. Netop der, hvor støbestumperne blev fundet, har der løbet en lavning nord-syd, som synes at have afgrænset bopladsen mod øst. Det er næppe en regulær voldgrav, men også det er et fænomen, der ikke kendes fra danske broncealderbopladser, der jo aldrig er befæstede[4].
Kirkebjergbopladsen hører efter min mening snævert sammen med de samtidige pragtgrave i Lusehøj 1,6 km mod vest.
Hvis ikke man på denne store og rige boplads skulle have støbt broncelurer, så ved jeg ikke, hvor man skulle have gjort det. Kirkebjergbopladsen og de rige samtidige grave i højene er tolket som det mest oplagte exempel på et rigdomscenter i broncealderen. Et sådant center har nok ikke bare været rigt. Rigdommen har været begrundet i og skullet udtrykke en politisk og måske også religiøs magt.
En gruppe som de mænd, der efterlod de guld- og broncesvulmende grave vest for Voldtofte i 800-tallet før Kristi fødsel, havde selvfølgelig brug for lurer til ceremoniellet ved samfundets årlige kulthandlinger – som vi ikke har meget begreb om, desværre. Det er nok ikke helt forkert at antage, at frugtbarhed var det kulten drejede sig om. Solen må have været det vigtigste symbol i den sammenhæng. (Lurernes lydplader bobler jo ligefrem af solsymboler).
Med de små lerstumper fra bunden af affaldslagene på Kirkebjergbopladsen er lurerne for første gang rykket ind i broncealderens normale liv. De er nu ikke længere isolerede i deres helligmoser. Vi har fået fremstillingen sat i en ramme, der, naturligt nok, placerer dem sammen med anden, helt almindelig broncestøbning.
Det skal ikke misforstås derhen at lurer kunne fremstilles på enhver boplads. På de fleste bopladser fremstillede man vist ikke andet end normale genstande, d.v.s. enkle smykker og redskaber. De mere komplicerede genstande, der krævede mere metal og en særlig kunnen hos støberen, synes snarere fremstillet på »unormale« bopladser. Dermed mener jeg de bopladser, der opfyldte en form for centralfunktion i et områdes bebyggelse.
Jeg indrømmer, at det i høj grad er et indtryk, der præsenteres, snarere end udbyttet af en landsdækkende kvantitativ undersøgelse, men lad fremtiden vise, om jeg har ret.
