Gennem undersøgelsen af flere tusinde fynske brandgrave fra yngre bronzealder og ældre jernalder har vi i dag fået et godt kendskab til disse perioders gravformer og gravgods. De processer, der ligger forud for konstruktionen af brandgravene og deponeringen af gravgaverne, kender vi imidlertid ikke meget til. Det skyldes især, at mange af de handlinger, som har udspundet sig i forbindelse med dødsfald og ligbrænding, ikke har sat sig synlige spor i jorden. En måde at komme tættere på de tekniske faktorer – og dermed indirekte gravritualerne i forbindelse med oldtidens brandgrave – er at foretage kontrollerede eksperimenter med ligbrændinger.
I perioden 1989-92 har forfatteren til denne artikel udført fire forsøg med forhistoriske ligbrændinger. Et af disse, som blev udført på Hollufgård i 1992, skal nærmere omtales her[1].
Formålet med brændingsforsøget i 1992 var primært at af- eller bekræfte forskellige iagttagelser, som var gjort ved de tidligere udførte forsøg. Endvidere var det hensigten at afklare, om det var muligt ved afbrænding af ligbålet over en dyb grube at få indholdet af denne til at modsvare de forhistoriske såkaldte brandpletgrave og urnebrandgruber.
Brændingen blev udført med et 30-35 kg tungt tamsvin som »stand in« for et lig. Svinets kropstørrelse og legemsbygning svarer på mange måder til menneskets, og bålets påvirkning af svinekroppen kan derfor give et ganske realistisk billede af en ligbrænding på åbent bål.
På markoverfladen blev græstørven fjernet i et ca 110×110 cm stort område. Herefter blev centralt indenfor dette område gravet en ca 60 cm dyb grube med let skrå sider. På bunden målte gruben 58×52 cm. I kanten af gruben blev i en ligebenet trekant med ca 1 m afstand nedbanket tre lodrette ca 10 cm tykke og 150 cm lange granpæle. Det blev gjort for at afklare, hvilken funktion tilsvarende stolpesætninger, som er påvist i forbindelse med blandt andet sydfynske ligbål fra yngre bronzealder, har haft (Henriksen 1991:52; Madsen & Thrane 1992:28 ff.). Gruben fyldtes herefter med ca en halv balle byghalm for at lette optændingen. Herover blev lagt nogle lag af indtil ca 5 cm tykke løvtræsstykker; over disse igen blev lagt indtil ca 70 cm lange og ca 20 cm tykke løvtræstykker skiftevis på langs og tværs, indtil bålet havde nået en højde af ca 80 cm. Herpå blev grisen placeret i rygleje og næsten dækket med større træstykker. Bålets samlede højde androg nu ca 1 m at regne fra jordoverfladen. I toppen var ligbålet ca 95×90 cm, ved jordoverfladen lidt mere. Rundt langs foden af bålet blev placeret skråtstående træstykker og mere byghalm, som skulle lette optændingen (fig. 1). Til opbygningen af bålet gik ca en halv rummeter træ, som på nær de nedbankede stolper udelukkende var løvtræ. Hertil kommer så sammenlagt det meste af en balle byghalm. Da det opbyggede bål var nedbrændt, blev jævnligt tilført nye træstykker. Til hele brændingen gik skønsmæssigt 3/4 – 1 rummeter træ.
På bunden af gruben var før opfyldningen med halm placeret en kopi af en tykvægget øreskål fra ældre romersk jernalder[2]. Om svinets hals blev anbragt en tynd læderrem med syv moderne kopier af glasperler. Ved siden af svinet blev anbragt en kopi af en jernalderlanse-spids.
Herefter blev bålet antændt. Da først bålet fik godt fat i veddet, brændte bålet med høje, lodrette flammer. De nedbankede pæle forhindrede i den første time, at bålet skred ud. Dette økonomiserede brændselsforbruget. Men 50-75 minutter efter antændelsen var alle pæle brændt over (fig. 2). På det tidspunkt var bålet også sunket lodret ned, og resterne af liget lå umiddelbart over gruben. Der blev herefter tilført mere ved i toppen af bålet.
Efter ca 3 timer var størstedelen af liget bortbrændt, og efter ca 6 timer og 30 minutter var kun rester af den kødfulde skinke endnu tilbage (jvf. Henriksen 1991:55f.). 21 timer efter antændelsen var bålet helt sunket ned i gruben, og en ca 30 cm dyb hulhed opstået i toppen. I toppen af de endnu ulmende bålrester kunne lansespidsen iagttages – den var med bålets sammenfald sunket lodret ned. Udenom gruben sås nu kun et ca. 2-3 cm tykt lag af hvid og grå aske med enkelte trækulsstumper og stykker af brændt ben samt en af ilden noget deformeret glasperle, som var trillet ud af bålet. Dette askelag strakte sig over ca 200×160 cm, og var således blot lidt større end det oprindeligt opbyggede bål (fig. 3). Det tynde lag af bålrester blev herefter skubbet ned i gruben, og denne blev tildækket med de græstørv, som før brændingen var gravet af. Hermed var bålet ikke synligt på jordens overflade!
Brændingsforløbet viste, som ved de tidligere forsøg, hvor væsentlig en velkonstrueret ligbålsopbygning er for brændingens længde og dermed for brændselsforbruget. Antagelig har gruben under bålet også en betydning i forbrændingen, idet den har givet luft til brændingen nedefra, nærmest en skorstenseffekt. Placeringen af bålet over en grube på 30-40 cm dybde beskrives i flere tilfælde at være iagttaget i samfund, hvor kremering på åbent bål har været praktiseret endnu i forrige århundrede (Olshausen 1892:137; 1908:104; Wahl & Wahl 1983:515). Væsentligt er det, at en sådan grube vil forsvinde ved en moderne dyrkning af brændingsstedet, og man kan derfor kun i sjældne tilfælde påregne at finde disse gruber[3]. At grubens effekt ikke synes forøget ved at gøre den ca 60 cm dyb mod ca det halve ved tidligere forsøg, synes dokumenteret udfra iagttagelser fra den efterfølgende tømning af grubens ikke totalforbrændte nederste del.
Da ligbrændingsstedet havde henligget i ni måneder, blev den ene halvdel undersøgt i 1993 med en udgravningsmetode, der ganske svarer til den, som benyttes ved undersøgelsen af oldtidens brandgrave.
Efter fjernelse af græstørven over den ene halvdel af ligbålsgruben aftegnede denne sig som en klart afgrænset nedgravning, der var meget løs i fylden som følge af den korte tid, der var gået siden brændingen. I toppen af gruben bestod fylden mest af den jord, som var opkastet, da hullet blev gravet, og som var fyldt ned igen, da bålet var brændt ned (fig. 4). I dette materiale, som især var undergrundsler og -sand, lå enkelte stumper brændt ben og trækulsstykker. Her fandtes også småklumper og partier af rødbrændt ler, som stammer fra bålets påvirkning af undergrundsleret. Ca 10 cm længere nede bestod fylden næsten udelukkende af ligbålsrester (lag 4), det vil sige især mindre trækulsstykker og aske iblandet mange hovedsageligt små stumper af brændte knogler og et par af de perler, som havde hængt om halsen på svinet. Disse var mere eller mindre ildpåvirkede. Endvidere lå i laget den lansespids, som oprindeligt var placeret ved siden af liget. Denne var tilsyneladende sunket lodret ned gennem bålet i forbindelse med dets sammenbrænding. Lag 4 må tolkes som de meget sammenbrændte rester af ligbålets øvre halvdel – altså den del, hvor liget lå. I kanten af grubens øvre halvdel sås det tydeligt, hvordan bålvarmen havde påvirket den omgivende undergrund, som var hårdbrændt i en ca 2 cm tyk skorpe.
Ligbålsgrubens nederste del bestod næsten udelukkende af trækul (lag 5); kun i toppen lå enkelte neddryssede brændte benstumper. Trækulstykkerne i dette lag var generelt meget større end i grubens øverste halvdel. Således lå i toppen af laget et par indtil 30 cm lange trækulsstykker, og flere steder sås partier af forkullet halm. I modsætning til den øverste halvdel af gruben var grubevæggen her ikke påvirket af bålvarmen i nævneværdigt omfang. Disse ting tilsammen antyder, at dette nederste lag på grund af manglende ilttilførsel ikke har været udsat for så fuldstændig en forbrænding som det øverste – med dermed mindre varmeudvikling tilfølge. En tredje ting, som understreger dette, er, at i undergrunden i kanten af gruben fandtes den ene af de tre støttestolper stående overbrændt ved et niveau, der svarer til overgangen mellem lag 4 og 5.
Den nederste del af pælen stod faktisk uskadt tilbage, blot helt forkullet i toppen. Lag 5 må tolkes som den nederste del af ligbålet, som oprindeligt lå mellem grubens bund og grisen.
Helt på bunden af gruben fandtes resterne af det lerkar, som var placeret her før opbygningen af bålet. Karret var nu helt smadret og nærmest i opløsning, på trods af, at godset oprindeligt var ganske tykvægget og hårdtbrændt.
De brændte knogler fra grisen, som kun repræsenterer dyrets forende, vejede tilsammen 296 gram. Som det er konstateret ved tidligere forsøg, var knoglerne helt hvidbrændte og kun tilstede i småstumper, hvis størrelse sjældent oversteg 3-4 cm (jvf. Henriksen 1991:56 f. med henvisninger). Dermed er det nok engang dokumenteret, at knusning og rensning af de brændte ben næppe i almindelighed har hørt til begravelsesritualerne, som det ellers ofte ses anført (Wells 1960:33; Holck 1987:44 f.; Kaliff 1992:100 ff.).
Spredt i fylden fandtes klumper af ildskørnet flint (i alt 481 gram), som især må stamme fra kanten af gruben og jordoverfladen omkring gruben. Ildskørnet flint findes hyppigt i forhistoriske brandgrave, og her må tilstedeværelse skyldes en noget ukritisk sortering af ligbålsresterne.
Undersøgelsen af det nedbrændte ligbål gav et væsentligt indblik i de spor, som et sammenfaldende ligbål afsætter – og dermed et bidrag til forståelsen af de forhistoriske kremeringsteknikker. For det første blev det bekræftet, at støttepælene har en vigtig funktion i brændingens første del, d.v.s. omtrent den første time, hvorefter de var overbrændt. Dermed kan pælenes funktion udelukkende have været støttende for bålet, og ikke f.eks. en anordning, som den afdøde blev placeret på under kremeringen. Det er på baggrund af, at der i flere tilfælde er dokumenteret netop tre pælehuller i tilknytning til ligbål, foreslået, at dette var en standard, og at tilstedeværelsen af flere huller skulle antyde successive brændinger på samme sted (Madsen & Thrane 1992:34). Sagen er vel nærmere, at tre pæle er et minimum, hvis man skal holde bålet sammen, og den regelmæssighed, hvormed de ofte findes nedbanket, snarere er udtryk for en næsten standardiseret størrelse på ligbålet (læs: så lille som muligt, d.v.s. ikke meget over kropsstørrelse)[4]. Tilstedeværelsen af støttestolper i ligbål kendes i øvrigt almindeligt fra etnografiske paralleller. Her synes ikke at være noget helt fast mønster for deres antal eller placering (Schlenter 1960:105; Wahl & Wahl 1983:514 ff.).
Udgravningen af ligbålet viste en klar lagdeling af gruben med en horisont øverst, der indeholdt store mængder brændte ben, forbrændte gravgaver og trækul i hovedsageligt mindre stykker. Denne horisont overlejrede bundlaget, som ikke indeholdt væsentlige mængder brændte ben eller gravgaver (udover det forsætligt placerede bundkar) – men som til gengæld indeholdt trækul i store stykker. Denne stratigrafi kan ikke genfindes i forhistoriske brandpletgrave og urnebrandgruber (jvf. fig 5). Den rødbrændte kappe i kanten af gruben udfor lag 4 synes heller ikke dokumenteret i de forhistoriske anlæg, som normalt benævnes brandpletgrave eller urnebrandgruber[5]. Dermed må hovedkonklusionen være, at de forhistoriske kremeringer ikke i almindelighed er foregået direkte over eller i de anlæg, som vi benævner brandpletgrave og urnebrandgruber.
Observationer fra ligbrændingsforsøgene I-IV og tømningen af ligbålene I, II og IV synes at vise, at forhistoriske (d.v.s. primært ældre jernalders) brandpletgrave og urnebrandgruber i langt de fleste tilfælde ikke, om overhovedet i noget tilfælde, repræsenterer selve stedet for ligbrændingen, som det for nylig er foreslået udfra gravmaterialet på blandt andet Møllegårdsmarken (Madsen 1990a:36f.; 1990b:39). Det er min vurdering, at den klassiske tolkning (f.eks. Sehested 1878:131; Vedel 186:59) af langt hovedparten af de kendte anlæg som et sted, hvor et mere eller mindre frasorteret materiale fra ligbålet blev deponeret på et tidspunkt efter kremeringen, er korrekt. Herfor kan der fremføres flere argumenter. Fylden i forhistoriske brandpletgrave, der som oftest repræsenterer den nederste, afpløjede del af oprindeligt dybere gruber, består næsten altid af mere eller mindre sand- eller lerblandet, trækulsholdig fyld – og altså ikke af ren trækulsfyld med store trækulsstykker, som det var tilfældet i gruben under forsøgsbål IV. Endvidere findes brændte ben og eventuelle gravgaver som regel mere eller mindre tilfældigt spredt i anlægget; ofte kan større genstande (f.eks. lerkar, våben, store knive) være forsætligt og systematisk anbragt på bunden af anlæggene (jvf. fig. 5), og til tider i en tilstand, der viser, at de har været sammenbukket efter en sekundær udglødning, altså efter at de har været på ligbålet. Den nærmest totale destruktion af lerkarret i bunden af brændingsgruben som følge af sekundær ildpåvirkning, selvom det her stod ganske beskyttet, understreger, at de lerkar, der ofte findes i bunden af urnebrandgruber som såkaldte bundkar og med en fyld som den omgivende grube, ikke kan være anbragt før brændingen, som det er foreslået (Madsen 1990a:36 type C).
Der har i tidens løb været ofret mange tanker på, hvor de døde blev brændt; foregik det nær selve graven eller et helt andet sted, var der tale om enkelt- eller fælles-kremeringer? (Rygh 1877:166 ff; Vedel 1886:63; Olshausen 1892:129 ff.; Gråslund 1975). Sikkert dokumenterede ligbål fra Danmarks oldtid er sjældne. De, der er publicerede, er alle kendetegnet ved at være udgravet under en høj eller under flyvesand – det vil sige, at de er blevet forseglet af beskyttende lag hurtigt efter brændingen. De er generelt karakteriseret ved at være ganske begrænsede i udbredelse, sjældent over ca 2,5×1,5 m, og som oftest kun få cm tykke (Henriksen 1991:52; Madsen & Thrane 1992). De bedst bevarede ligbål er aldrig knyttet til nedgravninger i stil med brandpletgrave eller urnebrandgruber; de udgør blot et tyndt lag på den oprindelige markoverflade. En undtagelse herfra er dog måske den på flere måder specielle og meget rige grav GX i den sydvestfynske Lusehøj, hvor tre nedbankede pæle ses i forbindelse med en ca 25 cm dyb grube (Thrane 1984:78 ff.). Det kan derfor formodes, at ligbålene har været placeret på jordoverfladen, eventuelt let neddybet i muldlaget. Man fristes til at tro, at kremeringen er foregået på selve gravpladsen, ganske tæt på det sted, hvor graven skulle konstrueres – altså faktisk sådan som det kendes i gravanlæggene under de sydfynske bronzealderhøje, eller under flere jernalderhøje (Klindt-Jensen 1957:46, fig. 45,1; Andersen 1977:205; Andersen 1990:276; Ramskou 1976:17). Udfra det bevarede materiale synes brænding i selvstændige bål at have været mest almindeligt, selvom fælles brændingspladser også synes dokumenteret (Klindt-Jensen 1974:138f.). Efter brændingen er der foretaget en sortering af ligbålsresterne, og udvalgte dele heraf er placeret et eller flere steder – måske endda fordelt i forskellige gravtyper. Resten blev måske blot efterladt på jordoverfladen. I hvert fald kan det konstateres, at det materiale, der findes i brandgravene, og det gælder såvel mængden af trækul, brændte knogler og gravgaver, kun udgør en del af det, som oprindeligt blev medgivet på ligbålet. Selve ligbålet er, hvis det blev efterladt ubeskyttet på jordoverfladen, hurtigt forsvundet. Selv hvis det var nedgravet i overfladen, skulle nedgravningens dybde faktisk overstige ca 30 cm for at have overlevet dyrkning o.s.v. frem til i dag. Det samme gælder for pælekonstruktioners dybde.
Ved udgravningen af ligbrændingsgruben stod det endnu engang klart, hvor væsentligt et element den forhistoriske sortering af ligbålet er for arkæologens forståelse af mængden og karakteren af gravgaver i et gravanlæg. Mange faktorer eller »filtre« har været skudt ind mellem brændingen af liget og det fundbillede, der møder arkæologen. For det første har selve kremeringen destrueret en mængde spor og oplysninger om gravritualerne; for eksempel er alle organiske gravgaver forsvundet. Udover den destruktion, som bålet har foretaget, er der sket en »sortering« af materialet i forbindelse med bålets sammenskridning. Genstande, herunder gravgaver, kunne blive spredt radiært ud fra bålet og måske dermed undgå opmærksomheden ved den senere opsamling af ligbålsfylden. Ved den systematiske undersøgelse af ligbålet fra forsøg IV fandtes således tre glasperler udenfor ligbålet. Efter brændingen kommer den fase, hvor de efterladte har foretaget et valg i form af frasortering af de forbrændte gravgaver, knoglestumper og trækul, som de ønskede skulle deponeres i en grav. At ikke alt nåede med fra brændingspladsen til graven, understreges af iagttagelser fra Slusegårdgravpladsen (Klindt Jensen 1974:138 f.). Endelig er der efter deponeringen måske sket en yderligere reduktion af materialet i form af almen nedbrydning, dyreforstyrrelser og nedpløjning. Det er således i mange tilfælde blot en rest af et oprindelig måske mere komplekst anlæg, som har overlevet til i dag. Brandgravenes indhold, som vi finder det i dag, er måske i mange tilfælde blot en svag afglans af de gravgaver, som oprindeligt blev lagt på bålet.
For helt at forstå sorteringen af ligbålene og den efterfølgende deponering af materialet herfra, vil det ved fremtidige gravpladsundersøgelser være væsentligt at søge klarlagt, hvorvidt man kan sammensætte gravgods (lerkarskår, smykker og eventuelt brændte ben) fra forskellige gravanlæg. Således stammer skår fra to forskellige grave, beliggende med ca 4,5 m afstand på den sydøstfynske Brudagergravplads (Henriksen 1992a), med største sandsynlighed fra samme kar. Man kan tolke dette fund som et udtryk for, at materialet fra en kremering i hvert fald i nogle tilfælde blev deponeret flere steder. Måske kunne dette includere, at dele blev nedlagt på gravpladsen, medens andre dele f.eks. blev spredt på markerne eller lignende, som det kendes fra etnografiske kilder (Schlenter 1960). Dette kunne i hvert fald forklare de næsten symbolske »pars pro toto« nedlæggelser af både gravgaver og brændte ben, som vi oftest møder dem i brandgravene (Wahl 1982:24; Kaliff 1992:68 ff.; 120 ff.).
Det er både i overført og bogstavelig forstand et puslespil, hvis man ved fremtidige gravpladsundersøgelser skal forsøge at sammensætte materialet fra forskellige grave. Hvis det lykkes, vil vi, udover en finkronologisk sammenbinding af de enkelte anlæg, kunne få et langt mere detaljeret indblik i de komplicerede ritualer, som udspandt sig i forbindelse med de tusindtallige ligbåls flammen på fynske jernaldergravpladser.