Fyns Kunstmuseum har til huse i en klassicistisk bygning fra 1885 beliggende på hjørnet af Jernbanegade (tidligere Skolegade) og Slotsgade i hjertet af Odense. Der er det særlige ved huset, at det er opført som museum og uafbrudt har haft denne funktion. Endvidere er der det enestående ved huset, at det bortset fra en stilfærdig tilbygning i 1898 stort set har overlevet intakt. Dette er ganske få af de ældre museumsbygninger i provinsen beskåret. Da Fyns Kunstmuseum er en både tidstypisk og smuk bygning, er der gode grunde til at værne om den.
Museumsvæsenet i Odense kan føres tilbage til 1860. Da blev Nordisk Museum i Odense grundlagt. Samlingerne holdt i en række år til på Odense Slot, men lokalerne hér blev efterhånden for trange. Bl.a. derfor – og fordi museumstanken for alvor var ved at bide sig fast i Danmark – opstod ideen til opførelsen af en egentlig museumsbygning i byen. Den blev realiseret i 1885 under det pompøse navn »Museum Civitatis Otheniensis«, i daglig tale kaldet »Odense Museum«. Huset blev opført for offentlige og private midler efter tegning af arkitekt Fr. E. Andersen med faderen, murermester A.F. Andersen som bygmester. Foruden den oprindelige nordiske oldsags- og middelaldersamling blev museet også bygget med henblik på at rumme tilkomne samlinger af malerier og skulpturer, mønter og medaljer samt naturhistoriske genstande.
Museet opførtes som en monumental bygning på syv fag i tre stokværk med kælder. Over det kraftige sokkelparti rejser den øvre bygningsdel sig med kannelerede korintiske søjler og pilastre i stor orden. Den fremtrædende midterrisalit krones af en tempelgavl. Eksterieuret fremtræder i varm grå pudset mur med skifertag. Hovedindgangen i midterpartiet flankeres af fire skulpturer stående på fremspringende sokler og symboliserende museets forskellige samlinger: Zoologien, Billedhuggerkunsten, Malerkunsten og Arkæologien.
Trekantgavlen krones af en Pallas Athene-skulptur, den græske gudinde for Visdom. Disse fem skulpturer blev alle udført i zink efter modeller af billedhuggeren Aksel Hansen. Desuden prydes bygningen på de tre facader af en sgraffito-frise placeret over piano nobile og udført efter tegning af billedhuggeren Chr. Carl Peters. Frisen skildrer scener fra den nordiske oldtid frem til kristendommens indpas med den tronende Odin anbragt oven over museets indgang.
Det var i sandhed en imponerende bygning, Odense fik skabt til sine samlinger. Men det var også en stor begivenhed i slutningen af 1800-tallet, når en by fik etableret sig med en museumsbygning. For det offentliges engagement i museumsvæsenet var dengang et forholdsvist nyt fænomen ikke bare i Danmark, men i den vestlige verden i det hele taget. Kort fortalt er det offentligt tilgængelige museum barn af oplysningstiden og den demokratiseringsproces, der blev indvarslet med Den franske Revolution i 1789. Generelt set blev de mange nye bygningskategorier, der så dagens lys under industrialismen, udstyret med en stærkt værdiladet udformning baseret på det arkitekturhistoriske formgods. For museumsbygningers vedkommende kunne det betydningsbærende eventuelt referere til renaissancens fyrstepaladser, der jo traditionelt havde rummet kunstskatte og raritetskabinetter. Men symbolikken kunne gøres endnu tydeligere ved genbrug af den græske tempelfront. Museumsbygninger blev hermed klassificeret som den ny tids helligdomme. Dette er gjort med den største overbevisning i arkitekten Sir Robert Smirkes British Museum i London opført 1823-47 med tredobbelt anvendelse af tempelmotivet. Tilsvarende tanker ligger implicit i den odenseanske museumsbygnings hovedfacade.
Mens den odenseanske museumsbygnings eksterieur er tungt og værdiladet, er dens interieur lettere og mere enkelt. Forhal og trapperum udgør tilsammen hallen i bygningens midte og flankeres på hver side og på hver af de tre etager af et par udstillingslokaler. Fra forhallen med dens sort-gule klinkegulv går vejen til de øvre etager gennem en stukkeret triumfbue til den elegante trappe, der fra repos til repos skiftevis hæver sig med enkelt og dobbelt løb, med trin i sandsten og lette rankebesatte støbejernsbalustre. Fra hallen til de respektive udstillingslokaler går vejen gennem fløjdøre og under stukkerede dørstykker.
Den nye museumsbygning viste sig snart at være for trang. En udvidelse kom på tale godt ti år efter indvielsen. Efter nogen diskussion afsatte man arkitekten Fr. E. Andersen, som man naturligt havde entreret sig med igen. Man mente, han var for dyr. I stedet blev det arkitekt Niels Jacobsen, der kom til at stå for udvidelsen. Nogenlunde samtidigt tog han sig af byggeriet af Grand Hotel, der er beliggende skråt over for museet.
Tilbygningen kom til at bestå af tre fløje, der føjede sig til den eksisterende bygnings bagfacade. Men udvidelsen blev kun ført op i to stokværk med delvis kælder. Mere var der ikke råd til. Gårdsrummet mellem fløjene overdækkedes og forsynedes med ovenlys med henblik på at fungere som skulptursal.
Materialemæssigt og stilistisk underkaster tilbygningen sig fuldstændigt forhuset, omend det unægteligt tog sig ejendommeligt ud med den et stokværk lavere bagbygning.
Igennem årene er de mange samlinger i museet vokset. Pladsen blev atter for trang. Men da mulighederne for at udbygge på lokaliteten var opbrugt, blev resultatet, at den ene samling efter den anden efterhånden rykkede ud i andre domiciler. Kunstsamlingerne fik dog lov til at blive tilbage og har siden 1989 sammen med Sekretariatet for Odense Bys Museer været enerådende i den gamle museumsbygning. Og lykkeligt er det, for huset og billedkunsten klæder hinanden fortræffeligt.
Som sagt har museumsbygningen overlevet de godt 100 år uden de store forandringer. Men enkelte mindre ting er der dog sket i årenes løb. Det var antageligt i 1970’-erne, at man malede næsten alle vægge, træværk og stuk hvidt eller lysegråt. Æstetikken foreskrev dengang, at man skulle have en neutral baggrund for såvel de i museerne udstillede genstande som for de private hjems indbo. De farvede klinkegulve i forhal og skulptursal blev nu pludselig noget odiøst, man dækkede med lyse Heuga-filt fliser. Alle konturer og spændinger i museets interieur blev således udvisket, sådan som man kan se det den dag idag.
Hvad angik museets eksterieur blev de fire skulpturer på hovedfacaden fjernet, idet den bløde zink fik figurerne til at synke sammen og blive deforme. Det har været tanken at få fremstillet nogle nye skulpturer til de tomme sokler. Keramisk materiale med fremstilling på Tommerup Teglværk har været nævnt, uden at der dog har været et eller flere kunstnernavne koblet på. Men soklerne fungerer endnu – blot som basis for blomsterkummer.
I 1990 fandt kunstmuseets inspektør, Tove Lund Larsen, at tiden var inde til at få gjort noget alvorligt ved museets manglende publikumsfaciliteter og image. Hun ville forsyne bagbygningen med den manglende etage, herunder anvende de indvundne kvadratmeter til museumskafé og udstillingsrum, samt sætte kulør på facaden, så bygningen igen kunne syne noget i gadebilledet, der med tiden var blevet noget forplumret af de med tiden tilkommende nye bygninger, højtvoksende beplantning, skiltning m.m.
Visionen om færdigbygningen af »den amputerede biograf«, som Tove Lund Larsen kaldte den ufærdige bagbygning, forblev på idéplanet. Det skyldtes næppe dens manglende saglighed, men snarere manglen på midler til realisering. Til gengæld blev museets hovedfacade piftet op med farver. Det skete i 1991 med assistance af billedkunstneren Leif Mikkelsen, der igennem omkring ti år havde haft sin daglige gang på museet som museumsassistent. Men resultatet blev vist ikke så kulørt og vildt, som de to gerne havde set det. Utvivlsomt spøgte professoren og maleren Poul Gernes’ opsigtsvækkende og lakridskonfektagtige farvesætning af Palads Biografen i København i slutningen af 1980’erne i baghovedet på Tove Lund Larsen og Leif Mikkelsen. Hovedfacaden på Fyns Kunstmuseum – og kun denne ene facade – blev i 1991 udstyret med okkergule vinduer og døre samt koboltblå gitre og gesimsbånd. Ved samme lejlighed blev bygningens navn på gesimsen rettet til det gældende »Fyns Kunstmuseum«. Det blev sat i guld og forsynet med museets logo, et kvadrat.
Visionerne om en forvandling af Fyns Kunstmuseum er ikke forsvundet sammen med Tove Lund Larsens afgang fra museet i 1992. De lever videre i bedste velgående, omend de et langt stykke vej har fået en anden drejning. Det er næppe altid, at to par øjne ser ens. Målsætningen er fortsat at skabe mere plads til de efterspurgte publikumsfaciliteter m.m. ved en tilføjelse af tredie etage på bagbygningen. Dertil kommer ønsket om en tilbageføring til noget i retning af bygningens oprindelige udseende. Måske er det mere korrekt at formulere det sådan, at man satser på at stramme bygningen med omgivelser op i overensstemmelse med de principper, den blev opført efter.
Efteråret 1992 er bl.a. gået med at undersøge, om der kunne skaffes mere plads inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer f.eks. ved at inddrage loftsetagen over hovedfløjen. Med hjælp fra Magistratens 2. Afdeling og arkitekt Poul Jensen er det nu godtgjort, at dette ikke vil være hensigtsmæssigt. Det har ligeledes været undersøgt, hvorledes bagbygningen kan afrundes med det manglende stokværk, hvordan der kan skabes en egnet indgang til museet for handicappede, hvor en ønsket elevator fra kælder til 2. sal kan anbringes. Samtidig har man gjort sig tanker om, hvordan der kunne skabes en bedre fordeling af de mange forskellige funktioner, der dels allerede findes og dels yderligere ønskes tilvejebragt i huset. Foreløbigt ser den ønskede rumfordeling ud som følger.
I kælderen: Magasiner, værksteder og publikumsgarderobe med toiletter, garderobeskabe og handicapindgang. Stueetagen: Billetsalg, kiosk og udstilling. 1. sal: Udstilling. 2. sal: Kontorer for såvel personalet på Fyns Kunstmuseum som for Odense Bys Museers sekretariat, personalekantine samt følgende nye rumkategorier: Foredragssal, skolestue, bibliotek/studiesamling og kafé.
Et første skridt i retningen af tilbageføring af bygningen med hensyn til farveholdning har været en konservatormæssig undersøgelse af farvelagene på strategisk set vigtige steder i interieuret: Hallen, skulptursalen og et enkelt udstillingslokale. Til at forestå dette arbejde har man tilkaldt konservator Karsten Villesø Larsen. Hans undersøgelse fandt sted i slutningen af 1992 med følgende konklusioner:
Træværkets farver er i årenes løb ændret fra lysebrunt over beige til hvidligt med stukkaturen holdt i en nuance lysere. Væggenes farver kan kun føres tilbage til 1950’-60’erne, idet man på dette tidspunkt generelt gik fra limfarve til plastikmaling med forudgående total nedvaskning af den kalkbundne farve. Konservatoren anfører, at der teoretisk set kan have været opsat tapeter på væggene i museet. Men dette stemmer ikke overens med bevarede fotografier fra husets tidlige år. Væggene syner her ensfarvede – og ikke mønstrede og spraglede som tapeter ville have været – og noget mørke mod de lysere paneler, gerichter, stuk og lofter.
Det næste skridt har været overvejelser over, hvem man skulle have til at hjælpe med udvidelsen af museet og tilbageføringen. Man har været enige om, at dette skulle ske med professionel assistance på højeste niveau, således at drømmen om den fuldendte museumsbygning kunne blive virkelighed. Man har henvendt sig til Arkitekterne Torsten Thorup & Claus Bonderup i erkendelse af, at dette firma sad inde med den ekspertise, man efterlyste, samtidig med at de formulerer sig i et klassisk formsprog, der passer smukt til Fyns Kunstmuseum. Torsten Thorup gav i foråret 1993 tilsagn om at løse opgaven, også selv om det lå implicit i aftalen, at det nok kom til at foregå i små ryk over nogle år.
Torsten Thorup er uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole i København på professor, arkitekt Henning Larsens afdeling i 1965-69. Efterfølgende har Torsten Thorup været ansat på Henning Larsens Tegnestue frem til 1985. Sideløbende hermed har han i 1968 etableret sig med egen tegnestue, ligeledes i København, sammen med studiekammeraten Claus Bonderup. Sammen har de to tegnet og opført enfamiliehuse i København og Vedbæk, sommerhuse i Blokhus og for nylig færgeterminal for DSB i Helsingør. Det er også blevet til en række store internationale byggeopgaver som f.eks. museum, kongreshus og hotel i Rovaniemi i Finland sammen med arkitekterne Søren Birch og Ellen Waade, til et par meget store private boliger samt et palads i Kuwait. Torsten Thorup & Claus Bonderup har gjort sig bemærket internationalt med designs til bl.a. belysningsarmaturer, møbler og ure, ligesom de står for konceptet til den internationale butikskæde for Royal Copenhagen A/S. De to har vundet flere internationale designpriser, har udstillet internationalt og er repræsenteret på Kunstindustrimuseet i København, Museum of Modern Art og Cooper Hewitt Museum, begge i New York. Endelig har Torsten Thorup sammen med tre andre arkitekter netop vundet konkurrencen om reguleringen af Holmen på Christianshavn.
Torsten Thorup har hér i sensommeren 1993 givet sit bud på løsningen af farvesætning af kunstmuseets eksterieur. Det lyder som følger: »Farvesætningsforslaget tager sit udgangspunkt i Museumsbygningens solitære udformning og placering i gadebilledet, samt i facadernes konstruktionsopbygning, som de er udformet af arkitekten. Facadernes geometrisk opdelte bygningselementer, som består af følgende dele, danner den bærende og udfyldende struktur: 1. Fundamenter (stueetagens tunge facadestensopbygning), 2. Primære søjler og drager, 3. Sekundære søjler og drager, 4. Udfyldningselementer og dekoration, 5. Døre, vinduer og metalgitre. De 5 elementers tyngde og funktion i facaden understreges og fremhæves i den valgte farvesætning, således at de tunge elementer – 1. og 2. – har den varmeste og kraftigste pigmentering (som Nexø sandsten eller rødlig granit), og de lettere elementer – 3. og 4. -er behandlet med to lyse, varme sandstensnuancer, som adskiller disse elementer og understreger deres funktion. Dekorationer behandles med den lyseste sandstensfarve. Døre og vinduer behandles med en mørk vogngrøn, således at dør- og vindueshullers proportioner i facaden fremhæves, og sprosserne i vinduerne fremtræder spinkle. Jerngitre males i samme mørke farve for at fremhæve gitrenes fine detaljering[1].«
Det er hensigten at påbegynde facaderenoveringen i sensommeren 1993. Hvor langt man i denne omgang når, er i skrivende stund uklart. Det afhænger af, hvor bekosteligt arbejdet bliver, og hvor mange vedligeholdelseskroner, der kan findes i Magistratens 2. Afdeling.
I sensommeren 1993 tages der også fat på renoveringen af bygningens interieur. I første omgang vil det kun dreje sig om forhallen. Tæpperne skal fjernes og klinkegulvet overfladebehandles. Gulvets sort-gule farver skal derefter danne udgangspunkt for farvesætningen af hallen. Men farvesætningen af dette centrale rum skal også ske i henhold til en helhedsplan omfattende alle de publikumstilgængelige lokaler. Forbilledet er Thorvaldsens Museum med de smukke farveskift fra hall til køje og fra køje til køje, der i forening binder bygningen sammen til en helhed i bedste klassiske forstand.
Visionerne om Fyns Kunstmuseum rækker også uden for bygningens mure, idet det er målet også at inddrage forpladsen i planen om tilbageføringen. I årenes løb er det blevet til mange mere eller mindre vilkårlige opstillinger af cykelstativer, bænke, plakatsøjle, flagstang, skulptur, pullerter med kæder, telefonskab, skilte og beplantning, der sine steder er ved at tage overhånd. Belægningen er med tiden blevet ujævn og mange materialesammenstød optræder ved grænserne til museumsbygningens område. Oprydning og forenkling vil kunne gøre underværker og medvirke til at fremhæve museumsbygningens kvaliteter.
Hvornår Fyns Kunstmuseum med omgivende miljø vil fremtræde i sin nye på én gang tidssvarende og historisk korrekte iklædning, vides ikke. Men fra museets side vil vi arbejde på, at det ikke skal vare længe.
