Graven var orienteret NØ-SV, med ligets hoved i den nordøstlige ende. Denne orientering afspejles af åreforløbet af træfragmenter i graven, både fra kistebund og kistelåg. Kisten er fremstillet af mindst to træarter, bøg og ask? (Malmros 1993:3), men uden kistesøm, måske har det ikke været en regulær ligkiste. Med sig i graven havde den afdøde et jernbeslået skrin med lås, to dobbeltskallede, skålformede fibler (x 501 & x 505) med forgyldning og blanchering[1], otte perler af glas og bjergkrystal, en jernkniv i skede og en jernnøgle, der dog aldrig har passet til skrinets lås[2]. Under ligets nedbrydning var begge fibler blevet forrykket, så de lå med længderetningerne ca. N-S, endvidere var fiblen x 501 roteret om sin egen længdeakse, så dens konkave underside vendte opad. Oprindeligt har x 501 ligget ovenpå brystkassens højre side, mens x 505 har ligget på den venstre. Da x 505 hele tiden har ligget retvendt (fiblens konkavitet var jordfri), var bevaringsforholdene her bedst og i fiblen lå en sammenpresset tekstil-klump.
Ud fra fotos, optaget under udgravningen, kan rekonstrueres, hvorledes tekstilerne i tekstilklumpen var foldet op i fibel x 505.
Ud fra denne rekonstruktion og ud fra at stratigrafien af tekstilerne i begge fibler ikke var uoverensstemmende, fremlægges følgende dragtrekonstruktion: Inderst mod kroppen har kvinden båret en særk i ufarvet, lærredsvævet hør. Over denne har hun båret en mørk-blåfarvet selekjole i lærredsvævet uld. Kjolen har været holdt på plads ved hjælp af to par stropper (et par på forsiden og et par på bagsiden af kjolen), der igen var holdt på plads af de to fibler, der var fæstnet i særken. To af stropperne er fremstillet af båndformede stykker stof (af samme type som kjolen), der er foldet sammen på langs, så ingen klippede kanter vender udad. Kanterne holdes sammen af kastninger. En tredje strop er fremstillet af foldet hørlærred, hvorom der er rullet stof som kjolens, sammenholdt af kastesting. Den fjerde strop er fremstillet som de to første, men af en lidt grovere uldlærred.
Af selekjolen er så meget bevaret, at man kan se, at kjolen har været lukket fortil og har været afsluttet opadtil af en ca. fem mm. bred søm, der er syet med forsting. I selekjolefragmentets ene ende ses resterne af et gauffreret stykke, der har siddet midt mellem fiblerne, velsagtens for at give kjolen vidde. Gauffreringen ser ud til at være fremkommet gennem en simpel rynkning med en hørtråd. Endvidere ses på den anden side af fibel x 505, mellem fiblen og armhulen, en lodret sammensyning af to ægkanter. I fibel x 505’s ene side er bevaret dele af et ca. 5 mm bredt, blåfarvet hørbånd, fremstillet af 4 lag ombukket lærred med en kastning langs den ene side, der tolkes som rester af et bærebånd til ophængning af nøglen og kniven[3]. Endelig blev der omkring den ene fibels nåleholder/jernnål (x 501) fundet rester af kraftig tråd.
Fragmenter af samme type tråd optræder på stroppen fra fibel x 505’s nåleholderende. Disse trådrester kan være rester af den tråd (Johansen 1912:202 & 262f) , der har været anvendt til ophængning af perlerne mellem de to fibler.
Mellem fiblerne, langs selekjolens vandrette søm, har et mørkeblåt, ca. 14 mm bredt mønstret brikbånd af uld været anbragt, oprindeligt ca. 20 cm langt. Brikvævningen er udført som tohulsbrikvævning med totrådet uldtråd i trenden, mens islætten, der i dag ikke kan iagttages, har sandsynligvis været af hør. Mønstrene[4], der er fremstillet i uldbrochering, er udført med forskellige tråde i forskellige farver, der desværre ikke kan bestemmes, men som i dag fremtræder i rødlige, brunlige og gullige nuancer. Båndet har været hæftet med kastninger til selekjolens forreste stropper. Langs begge sider af brikbåndet er anbragt to uldsnore, fastsyet med kastesting til stropperne, men hvis eventuelle fastgørelse til brikbåndet er usikker. Sting i de nederste snore og i selekjolen indikerer dog, at disse snore et enkelt sted har været hæftet sammen, både indbyrdes og med selekjolen.
Ovenpå fiblerne lå fragmenter af to lag lærredsvævet uld med fjer/dun imellem. Fragmenter af lærredsvævet tekstil blev endvidere konstateret på nøglen. Endvidere lå fragmenter af hørlærred under det nederste lag uldstof over fibel x 505. Disse fragmenter kunne være rester af en kappe eller dyne. Endelig blev der ca. 2 cm NV for fibel x 501 fundet rester af et lille stykke jernblik med et rundt, slået hul. I rusten var flere stykker tekstil med spredte sting bevaret. På jernblikkets ene side ses to lag totrådet lærred, sandsynligvis uld, med et trådtal på ca. 8/8 pr. cm. Ovenpå dette ses et lille fragment af entrådet, lærredsbundet hør? med et trådtal på 26/20 pr. cm. Ovenpå uldlærredet ses ligeledes rester af to vævede bånd, der er lærredsvævede over fire trendtråde, mens islættens trådtal ligger på ca. 24 pr. cm. De vævede bånd kunne være et stykke af en kantning af en kappe, og det lille stykke jernblik kan have været fastsyet på kanten og være en del af et lukketøj.
Særkens hørlærred, samt hørlærredet over fibel x 505, er entrådet og har et trådtal på 20-28/16-18 pr. cm. Det smalle hørbånd fra fibel x 505 er entrådet og har trådtal på 22-26/20-24 pr. cm. Kjolestoffet (samt tre af stropperne) viser 19-27 tråde pr. cm i trenden, mens islætten har 11-16 tråde pr. cm, totrådet i begge retninger. Endelig har det grove uldlærred over fibel x 505 et trådtal på 12-13/7 pr. cm, ligeledes totrådet.
Denne dragt kunne opfattes som en ligklædning, dvs. en dragt, der har været fremstillet til ligfærden. Denne opfattelse understøttes af en samtidig beskrivelse af en arabisk forfatter, Ahmad ibn Fadlan (Ramskou 1962:339f), der i 921 deltog i en diplomatisk mission til bulgarfyrsten ved Volga. Her mødte han Rhus-folket (svenske vikinger) og overværede en ligbrænding af en af deres afdøde stormænd. Han overværede også forberedelserne til ligfærden og beretter: …. »De lagde ham da i graven og dækkede ham i ti dage, til de var færdige med at tilskære og sy hans klæder….. Der var en gammel kvinde, som de kalder »dødsengelen«, der bredte tæpperne ud over bænken. Hun stod for syningerne af klæderne til den døde og for ligets behandling.« Denne beretning viser, at specielle ligklæder ikke var ukendte blandt vikinger.
Selekjole med vidde foran lader ikke til at være enkeltstående, men kendes andetsteds fra, dog kun som løse fragmenter. En sandsynlig parallel stammer fra Vestlandet, B 5625 Vangsnes, Sogn og Fjordane i Norge (Holm-Olsen 1976:197ff).
Brikvævningen er usædvanlig, ikke blot i fremstillingsteknikken, der er tohuls-brikvævning, hvor der kun forefindes et islæt pr. to rækker mønstertråde, men også i udførelsen af mønstrene, der er fremstillet i uldbrochering. Dragten kan ud fra fiblerne dateres til engang i 900-tallet.
Hvor intet andet er anført, er billedmaterialet fremstillet af forfatterne.
