Der var en gang, hvor næsten alle holdt gæs og tilsyneladende var tilfredse med det. Gåsen var et på alle måder nyttigt dyr, den var hyggelig at have omkring huset, og så var den mest nøjsom af alt fjerkræet.
Nogle holdt de grå gæs, der lignede deres vilde forfædre, andre foretrak de grå- og hvidbrogede, og atter andre lod dem blande sig til en spraglet flok. Alle gæs havde blå øjne, og med alderen fik de en dyb kølformet bug. Gåsen lagde ikke flere æg, end hun kunne ligge på, men hun rugede til gengæld trofast og var dygtig til at passe de små.
Gæssene passede imidlertid ikke ind i andelstidens effektive landbrug, og da tidens bacillebevidste husmødre samtidig fik øje på alle gåselortene, ja, så var fuglens dage de fleste steder talte. I stedet begyndte en omfattende import af gæs fra Polen og Rusland.
Man fandt dog ud af, at der tillige med gæssene indførtes en del fjerkræsygdomme, og derfor blev importen af udenlandske gæs forbudt i 1911[1]. Det gav påny mulighed for et vist dansk gåsehold – nu dog på grundlag af mere internationale gener, især fra franske Toulouser-gæs, tyske Emdener-gæs, italienske Italiener-gæs – eller fra krydsninger af nogle af disse racer med danske gæs. De tyske og italienske gæs var hvide; Toulouserne havde samme fjerpragt som den gråbrogede danske gås, men den franske gås var større og mere plumpt bygget, med strubelapper, 2 bugposer og mørke øjne[2].
Disse nye gæs lagde mange flere æg end de gamle danske og havde en hurtigere tilvækst ved fodring med korn. Til gengæld kunne det nogle gange knibe med frugtbarhed, rugelyst og evnen til yngelpleje. De 2 sidste mangler ansås ikke for at være så alvorlige, for her havde mennesket erstattet gåsen med rugemaskiner og varmelamper.
De fleste gæs i mellem- og efterkrigstiden kom aldrig til at opleve det frie liv omkring gård og gadekær; de spærredes inde i store flokke på såkaldte »farme«. Her i dette larmende, skidne miljø havde gåsen knapt de samme muligheder for at udfolde sine gode egenskaber, og hvem der kun så den dér, kunne man ikke fortænke i at opfatte gåsen som et helt igennem usympatisk dyr, der ikke fortjente bedre.
Heldigvis findes der på Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser (NEU) gode erindringer om det traditionelle gåsehold, som det praktiseredes i de sidste årtier af forrige århundrede. Jeg har sammenskrevet beretningerne fra det fynske område, både for at fortælle om en måde at holde dyr på, der på de fleste områder synes mere værdig for mennesket end den moderne industrielle, men også for mere praktisk at skabe et historisk grundlag for gåseholdet i Den fynske Landsby.
Bagest i artiklen har jeg gjort fyldigere rede for erindringerne og deres troværdighed[3].
»En god Gaas har et Æg i Reden på Pedersdag (22. febr.)«, siger et gammelt ord, så uanset vejret var det et sikkert forårstegn, når gåsebænken omkring denne dato blev gjort klar på de fynske gårde. Bænken med de 2-4 rum, hver med en skydelåge i forsiden, blev anbragt i bryggerset eller et andet sted, hvor madmoderen – for det var hende, der stod for fjerkræholdet – kunne holde øje med æglægning og rugning.
Levegæssene, dvs. gasen og de 2-4 gæs, havde overvintret i et lille indelukke i udlængerne ved siden af hønsehuset. Det vil sige, de havde nu kun været der om natten og i perioder med slemt vejr. De fleste vinterdage havde de fortsat gået og nippet lidt græs omkring gården og sammen med hønsene snasket i husholdningsaffaldet, der blev smidt i møddingen. I det hele taget holdt gæssene af at være på møddingen, for, mente man, der var lunt til fødderne.
Det begyndende forår gjorde gæssenes ture ned til dammen længere og hyppigere, og undertiden måtte de endda hentes hjem om aftenen, men adgangen til åbent vand ansås for at være en forudsætning for en succesrig parring.
Nu måtte bryggersdøren holdes åben, så gæssene kunne komme ind til gåsebænken. De vidste, hvor den stod fra sidste år, og snart lå de første æg i reden. Disse blev dog samlet fra og anvendt i husholdningen – erfaringen viste, at disse æg ofte var ubefrugtede. Men de efterfølgende, omtrent daglige, æg fra hver af gæssene samledes fra og anbragtes i et stort træfad med blår. Kun et enkelt fik hele tiden lov at ligge i reden for at holde gang i æglægningen.
»I gamle dage lagde en Gaas kun 12 à 14 Æg, saa det var ikke mere end hun selv kunne ruge ud. I modsætning hertil kan en Gaas drives op til 60-70 Æg i vore Dage«, berettede Emilie Balle, Nårup, om forholdene på sognefogedgården i Nr. Lyndelse i hendes barndom i 1870’erne (NEU nr. 8126). Andre samtidige meddelere fortæller dog, at gåsen lagde flere æg, end hun selv kunne udruge; de blev solgt til »husfolk«, der så havde en høne til at ruge dem ud.
Når gåsen omsider blev »liggegal«, lagde man forsigtigt 13-15 æg (altid et ulige antal) under hende og spærrede hende inde i gåsebænken. I lågen ud for hver rede »var udskaaret et hjærteformet Lufthul, saa stort at Gaasen kunde stikke Næb og Hoved igennem, og som den brugte, naar den følte Trang til en lille Visit, eller var sulten. Dette tilkendegav den ved at skrige ud gennem »Hjærtet«, fortæller Marius Madsen, Brenderup (NEU nr. 10423). Nogle steder blev bænken brugt som siddemøbel selv i rugetiden; det var f.eks. tilfældet på Skovsgårde Kro (der nu er på Hjerl Hede), hvor gåsebænken stod i skænkestuen, og da kunne det hænde, at en gæst blev bidt i benet af rugegåsen, husker Anna Marie Sørensen, født 1871 i Skovsgårde (NEU nr. 7441). Gåsen fik gerne lov at komme ud i bryggerset en gang om dagen for at få lidt at æde og drikke og nette sig lidt i en spand vand. I de ca. 4 uger gæssene rugede, måtte man vare sig for besøg af »mistænksomme kvindfolk med onde øjne«, fortæller Marius Madsen, Brenderup: »Kastede de deres Blik paa det udskaarne Hjærte-Lufthul i Rugeredens Laage, saa var det ikke rart… thi saa blev der en Del »Navleunger« af Æggene i Reden, de vordende Gæslinger kunde da ikke bryde Skallen og døde i Ægget. Til Sikkerhed mod disse »Gæster« var der gerne lagt en gammel Sæk oven paa Redekassen, som hurtig kunde trækkes ned og skjule Lufthullet…. Der var særlig to saadanne »Hekse«, som Folk bar Respekt for, »Stine Hjals« og »Karen Trolds« – og især »Stine Hjals«. I Klædedragt lignede hun et rigtigt Fugleskræmsel, hele hendes udvendige Tøj var overbroderet med Lapper af alle mulige Kulører, hendes Haar hang i lange Tjavser ned fra Hovedet, og saa var hun saa forfærdelig Skeløjet, og (man) mistroede hende da for, at hun kunde se bag om Sækken …; af Provision var hun
Tiggerske og levede på Fattiggaarden. Den anden gamle kone »Karen Trolds« var en lille tyk Trutte, med rande øjne, hun drak sine 3 Pægle Brændevin daglig, naar hun fik tigget Penge sammen dertil. Naar hun kom i Stue, hvor der stod Gaasebænk, saa spyttede hun og snød Næse over mod de rugende Gæs, og det opfattede Folk som Trolderi og Hekseri og skadelig for Udrugningen«.
Når gæslingerne var udklækkede, fik de ofte plads i et lunt hjørne af gårdspladsen de første dage – eller i tilfælde af dårligt vejr i bryggerset, man skrællede nogle græstørv af, som de små kunne nippe af, men ofte var det nødvendigt med et tilskudsfoder, der i Marius Madsens hjem bestod af hårdkogte æg og hvedegrut, tilsat lidt mælk, så det dannede en stiv grød. Ved hjælp af en lille »gæslingesprøjte« stoppede man grøden ned i halsen på de små 2-3 gange dagligt. Det kaldtes selvfølgelig »at stoppe gæslinger«. I Anne Marie Sørensens hjem fik gæslingerne altid »væler« de første 6 dage: Det var sigtet rugmel æltet med vand og trillet til små aflange piller. Hver gæsling fik 2 væler og en teskefuld vand.
Gasen var ofte aggressiv, mens gåsen rugede og ungerne var små, og visse steder blev han da »arresteret« i et lille rum med tremmer for (Neu nr. 8449). I det hele taget blev gæssene af mange anset for at være ondskabsfulde dyr på grund af deres til tider aggressive adfærd overfor andre dyr og mennesker[4].
Snart kunne gæslingerne komme på græs, men dog stadigvæk under kontrollerede forhold. Modergæssene »blev tøjret ved det ene Ben, men der blev i Reglen bunden en Strimmel Tøj i oppe ved til at binde omkring Benet for ikke at gnave for meget på Benet. Man brugte i Reglen noget Hovedlag, altsaa noget tyndere Reb og saa var der et Legne paa Midten for at det ikke skulle kurre sammen. Hele Tøjret kunde vel være ca. 3-4 m. Til at begynde med blev Gaasen lidt forskrækket, og Gæslingerne med, men det fortog sig temmelig hurtig. For Gaasens vedkommende kunde det gentage sig med Forskrækkelsen, dersom man bandt Tøjret om det andet Ben…« fortæller Jens Madsen, Hårslev, født 1870 (NEU nr. 8059).
Der skulle holdes et vågent øje med de små i denne tid, blandt andet skulle de bringes i tørvejr, hvis der skulle komme en byge; gåsen kunne efterhånden ikke have dem alle under vingerne. Når gæslingerne 6-7 uger gamle havde dannet dækfjer, kunne de godt sættes i en egentlig græsfold – evt. sammen med kalvene.
Fra gammel tid var der et ritual forbundet med denne udsætning, idet man først, fortæller Hans Fr. Danielsen, Ryslinge, (NEU nr. 7739) »puttede gæslingerne gennem det hul, som findes i en kos lårben, for så kunne ræven ikke se andet end at det var køer, der gik på marken, når gæssene kom der ud, og det mærkelige var, fortalte far, at medens ræven tog deres ænder, lod den altid gæssene være i fred.« HFD’s far tjente i 1850’erne i Taarup-Frørup sogn på Østfyn.
Hvor gæssene gik frit omkring, søgte de gerne ned til en dam eller et gadekær, hvis der var et sådant. Samledes der gæs fra flere gårde, var det på Nordfyn almindeligt at mærke gæslingerne med huller i svømmehuden, lavet med en såkaldt »huggepibe«. Også dette var kvindearbejde, fortæller Chr. Nielsen, Espe, født omkring 1870 (NEU nr. 7396).
De store gæslinger kunne nok klare sig ved græs alene, hvis der var nok af fint, flerårigt græs, men ville man have virkelig store gæs, måtte de også under opvæksten have et tilskudsfoder. Det bestod i Anna Marie Sørensens hjem i Skovshøjrup af »Svinemel opblandet med hakket Grønt, Ærter eller Vikker, det blev rørt sammen i en tyk Vællæng og i et stort Blikfad sat ud i Gaarden til dem.« Så blev der råbt »titterne, titterne, titterne…« indtil gæslingerne kom flaksende ind af porten.
Når kornet var kommet af markerne, oprandt der en god tid for gæssene på stubmarkerne, hvor der stadig var en del kerner at finde. Var der risgærder eller levende hegn om marken, fik gasen og de gamle gæs visse steder en »gåsenikke« om halsen, som forhindrede dem i at bryde ud. Når gæssene således gik på marken uden fast opsyn, var de et let bytte for ræven. Dette problem søgte man i Veflinge sogn at løse ved at binde en lærredspose med en spiseskefuld »Dyvelstrik« (dyvelsdræk = harpiks, udvundet af en asiatisk skærmplante og et alm. benyttet lægemiddel) om halsen på gåsen. Dette havde en stærk lugt, som man mente holdt rævene på afstand, fortæller Marius Madsen, Brenderup.
Mange steder var det børnenes opgave at vogte gæssene på stubmarken. De skulle bl.a. passe på, at gæssene ikke gik ind på kartoffel- eller vintersædsmarken.
»Jeg var Gaasepige hveranden Dag i nogle Aar«, fortæller Anna Marie Sørensen fra Skovsgårde, »hveranden Dag gik vi ikke i Skole. Tjenestedrengen og Morfar passede ogsaa paa Gæssene, naar jeg ikke var der. Det værste var, hvis Gæssene hen under Aften kom ud i Mosen, da ville de ikke op, og vi turde ikke lade dem blive ude om Natten; derfor maatte jeg gaa hjem og faa vores Karle ud til Mosen og drive Gæssene op. Til det Brug havde vi en stor Bunke Simer (halmreb) besat med Gaasefjer, og Simerne blev spændt ud over Mosen, og der blev plasket med dem, og paa den Maade blev Gæssene dreven af Mosen, saa de kom hjem.«
Der kunne ogsaa være andre problemer, fortæller Axel Axelsen, Knarreborg (NEU nr. 8449): »Drengen skulle have nøje Opsyn med hvor de (gæssene) fløj hen, skulle det ske de fløj til Vejrs, og maatte hurtig melde det til gæssenes Ejer, der sørgede for at de blev hentede hjem, og blev holdt inde nogle dage. Naar de saa blev drevet ud paa marken igen, sang Drengen »Marken Gæk, og mine gæs. Gæk, gæk, gæk. Saa driver jeg dem ud på Græs, gæk, gæk, gæk«. Jeg har selv været med til at synge det. Resten har jeg glemt.« På en gård ved Daugstrup ved Otterup måtte man en gang hente gæssene hjem med hestevogn efter en flyvetur på ca. 5 km. Flyvelystne gæs måtte »stækkes«, dvs. have svingfjerene klippet af; ofte klippedes kun den ene vinge.
Mange husmænd fik deres gås og gæslinger passet »halvjes« hos bønderne, det vil sige mod at aflevere halvdelen af fedegæssene, beretter Carlin Klæsøe, Lindelse (NEU nr. 7673).
Omkring år 1800, hvor enhver standsperson måtte yde sit bidrag til »Fædrelandets Flor«, rejste flere gode mænd forslaget om at plukke gæssene gentagne gange
i forbindelse med deres fældning. Således agiterede en sjællandsk præst i »Et Brev til den danske Bonde« for »Gæssenes Sommer plukning«, hvilket ville kunne indbringe ham »en betydelig indtægt«. Plukning af levende gæs omtales ikke af de fynske meddelere, men skulle bl.a. have fundet sted på Ærø helt frem til slutningen af forrige århundrede[5].
I begyndelsen af oktober blev »stubgæssene« sat på sti til fedning; gasen og levegæssene fik fortsat lov at gå ude. Som ved al anden husdyrfedning mente man, at fedningen var mest effektiv, når dyrene stod mørkt og trangt – altså uden mulighed for »at løbe fedtet af sig«. N. Rasmussen (NEU nr. 7415), hørte endda som dreng i Østrup sogn omkring 1890 »tale om en Mand der rammede Gæssene fast paa en vognfjæl (altså med søm gennem svømmehuden), naar de kom paa Fedesti, men der blev seet ned paa Manden for det, saa det var ikke almindeligt. Tvangsfodring har jeg aldrig set…«
Axel Axelsen fortæller, at man de fleste steder indrettede fedesti i et hjørne af laden, men på Tommerup-egnen var det almindeligt at bure gæssene inde i trækasser med tremmer for. Nogle regnede med 1, andre med 2 skæpper hel havre til opfedning af en gås. Der skulle helst være havre i truget hele tiden, men gæssene måtte ikke få for meget vand, fortæller Anna Marie Sørensen.
Medlidenheden med de indespærrede gæs kommer bl.a. frem i Jens Madsens beretning om forholdene på Nordvestfyn:
»Men det var nu ikke alle Gæssene som kom paa Fedesti, for naar man slagtede en Gaas med en eller 2 Ugers Mellemrum saa var der ikke saa stort ved at have dem paa Sti, saa kedede de sig saa meget, det var vist nærmest de første til Mortensdag, for naar de først har faaet Alder nok og saa ellers har levet godt saa er det ikke meget ved at sætte dem paa Sti, for noget keder de sig altid der. Naar der stod nogen paa Sti der saa lod man for det meste Døren være mere eller mindre oppe saa selv om de stod oppe i den bageste Ende kunde de da altid se lidt…«
Et par dage før slagtningen lukkede man gæssene ned til et vandhul nogle timer, så de kunne vaske fjerene inden slagtningen og fjerplukningen. Samtidig blev der lagt rent rughalm i deres indelukke. Det var et spændende øjeblik, når fedegæssene lukkedes ud efter deres lange indespærring. Beskidte og med bugen næsten slæbende hen af jorden vraltede de ned til vandet. Var gåsen rigtig fed, skulle den efter sigende ligge så dybt i vandet, at der stod blankt vand mellem halsen og kroppen!
»Vore Gæs var altid gode og de blev solgt paa Odense Torv, hvor jeg var med, en Gang vejede en af Gæssene 17 pund, men vi fik kun 11 kr. for den«, fortæller Anna Marie Sørensen.
I 1800-tallet kunne man på landet ikke drømme om at stege gåsen hel, som det efterhånden blev almindeligt i købstæderne. Landboerne kogte suppe af indmad og skroget, men lår og bryst blev røget og anvendt som (eftertragtet) pålæg. Da gåsesteg i slutningen af århundredet blev almindelig julemad i byerne, opfedede mange folk halvdelen af gæssene til Mortens aften, halvdelen til jul.
»Gæssene blev aflivet på den Maade, at Storpigen med en lille spids Kniv stak gennem en Blodaare i Gaasens Nakkehoved. Blodet blev opsamlet i en Spand, og brugt til at bage Blodpandekager af«, beretter Marius Madsen. Der måtte helst ikke komme blod på hverken »slagteren« eller fjerene; visse steder plukkede man en lille stykke af nakken fri for fjer og dun, før man »stak« gåsen. Herefter blev først vingerne skåret af til støvekoste, penne, karskrubber, mv. Dernæst plukkedes »de urolige fjer« under vingerne af og brændtes; de måtte under ingen omstændigheder komme i dynerne, beretter bl.a. Emilie Balle, Nårup.
Så kunne den egentlige plukning begynde, og den skulle ske, før gåsen blev kold: Dun til gode overdyner i ét kar – småfjer til underdyner og »karlekammersenge« i et andet. Der regnedes med dun fra 24 gæs til en overdyne; den vejede da, inklusiv »olmerdugen« (= det uldne vår), omkring en halv snes kilo.
Havde man mange gæs, der skulle plukkes, inviteredes nogle hjælpere fra nabolaget, og man sad da rundt om karrene i bryggerset og lod snakken gå. Når man tørpillede gæs, blev luften hurtigt fuld af hvirvlende smådun, som især ville sætte sig omkring mund og næsebor.
Udenfor belavede levegæssene sig på vinteren. De fik ofte lov til at blive ret så gamle – 10-15 år var ikke ualmindeligt.
Som det fremgår, bygger denne beskrivelse af gåseholdet 1870-1900 næsten udelukkende på NEU-materialet i Brede. Skønt hovedparten af kilderne har været indsamlet i årtier, og skønt de er offentligt tilgængelige, er erindringerne meget lidt benyttede af folk og kulturhistoriske institutioner udenfor hovedstaden – og det er en skam!
For den, som ikke kender materialet, følger her en kort introduktion med særlig vægt på den del, jeg har brugt her. Ole Højrup har beskrevet materialet mere indgående i »Budstikken 1963«, hvor der også er en liste over de emner for hvilke der er sket en systematisk indsamling. Af museologiske grunde kunne det være interessant at få materialet og den måde, det er kommet til veje på, analyseret af folk, der var indsamlingsprocessen uvedkommende. Det synes imidlertid aldrig at være sket.
Nationalmuseets 3. afd. indledte sine »Etnologiske Undersøgelser« i 1939. Efter svensk forbillede udarbejdedes på baggrund af museets eksisterende viden og en eventuel forundersøgelse en »spørgeliste« til det ønskede emne. Herefter søgte museet gennem henvendelser til landsbyskolelærere og gennem dagspressen at finde frem til gode »meddelere« fra hele landet. Udover indsigt i emnet måtte meddelerens erindringer kunne fæstes til en bestemt periode og lokalitet – senere også socialgruppe. Ideelt set skulle de indhøstede besvarelser følges op af berejsninger, men dette synes kun at have fundet sted i begrænset omfang (Højrup 1963:94).
De første spørgelister vedrørte alle forhold i det førindustrielle bondesamfund. I tilknytning til disse udsendtes i 1948-49 2 spørgelister om røgt, begge udarbejdet af Ole Højrup og Svend Jespersen: Spørgeliste nr. 9, kaldet »Røgt I«, omhandlede heste, kvæg, får og geder, og spørgeliste nr. 10 (»Røgt II«) omhandlende røgten af svin, fjerkræ, hund og kat.
Med sine henholdsvis 48 og 38 sider var spørgelisterne om røgt, med Ole Højrups egne ord, »alt for store«; i stedet for at være en vejledning og inspiration kunne man frygte, at de hundredvis af spørgsmål blev en hæmsko for meddeleren (Højrup 1963:85 og note 6).
For det fynske materiales vedkommende synes dét nu ikke at have været tilfældet. Kun få meddelere er gået slavisk frem efter spørgelisten; de fleste har skrevet løs af karsken bælg, hvilket de ofte undskylder eller forsøger at råde bod på i besvarelsens slutning.
Det er derimod karakteristisk, at spørgelisterne for en stor del efterlyser forhold, der allerede var forsvundet i meddelernes barndom i 1800-tallet sidste årtier. Det drejer sig bl.a. om overtro forbundet med røgten samt om ældre driftsformer. Her havde de tidligere folkemindesamlere, som Evald Tang Kristensen og H.P. Hansen, rigere kilder at øse af.
I dag, 40-50 år efter udsendelsen af spørgelisterne, er de under alle omstændigheder en guldgrube af oplysninger. Ofte berettes der om forhold, det kan være svært at få viden om på anden måde. Cirka 30 meddelere fra Fyn med omkringliggende øer har besvaret »Røgt II«; nogle har kun skrevet få sider, andre har skrevet mellem 50 og 100, og tilsammen udgør det fynske materiale mere end 1000 sider[6].
Den skepsis, man kunne have til hvorvidt disse gamle mennesker var i stand til at gengive røgten i deres barn- og ungdom korrekt, synes i langt de fleste tilfælde ubegrundet. De mange besvarelser tegner et ret homogent billede af forholdene, og når oplysningerne afviger fra det typiske, så kan man i mange tilfælde pege på ophavsmandens særlige placering i tid, rum eller socialgruppe som mulig forklaring. Man bør imidlertid være opmærksom på den kønsmæssige forskel: Kun 4 af meddelerne er kvinder, og uden at jeg har analyseret forholdet nærmere, så påvirker den mandlige overvægt selvfølgelig billedet. Kvindernes erfaringsverden var en lidt anden; det var f.eks. dem, gæssene sorterede under de fleste steder, og det var derfor dem, der mistede en arbejdsopgave (og måske i visse tilfælde penge), da gæssene røg ud.
Den væsentligste skepsis må dog rettes mod hele det skær, den farvetone, hovedparten af erindringerne har. I skrivesituationen befandt de fleste meddelere sig midt i efterkrigstiden malstrøm af omvæltninger, hvor det kunne være vanskeligt for et gammelt menneske at vinde med. Hvem, andre end Nationalmuseet, interesserede sig for deres livserfaringer[7]?
Meddelerne har vel næppe ønsket at give fremstillingen slagside, men både ud fra udvælgelsen af meddelere og disses udvælgelse af stoffet kan man forvente en mere rosenrød beskrivelse af fortiden, end den oplevedes den gang. Det var de gode, gamle dage, hvor en »mand« var en mand, og en »gås« var en gås eller en kvinde.
Mange fynboer havde utvivlsomt samme oplevelse af gåseholdet som den noget ældre sjællænder, Søren Pedersen, Havrebjerg ved Slagelse, hvis landbrug vi kan følge i hans kommenterede årsregnskaber (Schousboe 1983:147ff).
Gæssene gav ham bestandig problemer: Så ville gasen kun parre sig med én af gæssene, så blev nogle gæslinger taget af ræven, og i 1812 kom »den lille vogter til skade« at slå en gæsling ihjel. Med 1 gase og 3-4 gæs havde han i snit kun 10 gæslinger fra overtagelsen af gården i 1811 til 1830, hvor han skriver:
»Giæs og ender havde vi ingen af i aar lagt til for den kommende tid, thi i dette efteraar fedede og slagtede vi saavel de faae giæslinger som de 3 gamle i alt 13 stg. og solde 6 gaase skrog til 3 rd. 5 mk. 8 sk. thi denne avl har i flere aar været mislig for os og noget skadeligt kram paa sæden om someren. Ligeledes ogsaa enderne.« (Schousboe 1983:319).
Søren Pedersen erkendte, at »fæavlen, er ieg ikke af naturen saa oplagt til at varetage »(Schousboe 1983:333). Han foretrak agerbruget, der med den forhåndenværende viden og teknologi bedre lod sig styre end f.eks. gæssene. Vurderede man, som han, bedriften ud fra rationelle, rent materielle, kalkuler, så måtte gåseavlen nødvendigvis høre op.
Den vurdering var fynboerne endnu 2 generationer om at komme til.
