Et af de fund fra Gudme-området, som mest malerisk fortæller om egnens udlandsforbindelser, er de rigt udstyrede kedelgrave fra Langå nord for Gudrne by. Mest kendt er graven, hvor rester af en firhjulet vogn blev fundet i en jern- og bronzekedel sammen med våbenudstyr, guldfingerringe m.m. i 1877. I 1878, 1886 og 1887 fandt man igen rige grave på stedet. 4 af disse er jævngamle med vogngraven, d.v.s. fra sen førromersk jernalder, medens fire grave er fra h.h.v. yngre bronzealder, tidlig førromersk og romersk jernalder (Sehested 1878; 1884; Petersen 1888; Henriksen 1993). Endvidere oplyser kilderne om et større antal ikke undersøgte grave, som skulle befinde sig umiddelbart nord for gravpladsen (Schovsbo 1983 fig. 8). Gravene var fundet spredt over et større område i forbindelse med markarbejde og i forbindelse med Henry Petersens udgravninger på stedet i 1887. Men som det ofte er tilfældet, har tidligere generationers arkæologer ikke totalundersøgt fortidsminder, så i forbindelse med Gudme-projektet foretog Museet Fyns Oldtid en prøvegravning af gravpladsområdet i 1992. Henry Petersen havde ikke været så nøjeregnende med at indmåle sit udgravningsfelt, som blot var afsat på et stort kort. Mange faste punkter i terrænet var forsvundet siden 1880’erne, så gravpladsens beliggenhed kunne ikke fastsættes nærmere end »midt på en stor mark«. Derfor måtte der før udgravningen laves et stort detektivarbejde i Nationalmuseets arkiver og på gamle kort, hvis oplysninger om hegn og markveje i sidste del af 1800-tallet blev indtegnet på et moderne kort. Og så var gravpladsens beliggenhed indkredset til et få tusinde kvadratmeter stort område. Desværre viste dette område sig at være gennemskåret af den i nyere tid nedlagte jernbane mellem Nyborg og Svendborg! (fig. 1). Det var derfor med bæven, at skovlen blev sat i jorden. Snart dukkede der dog en mængde anlæg op vest for det gamle jernbanespor (fig. 2). Blandt disse var der en meget stor brandpletgrav, et cirkulært anlæg på 2 m. i diameter (fig. 3). Gravanlægget var fyldt med trækulsholdig jord; ikke mindre end 10 liter trækul kunne sorteres herfra! Men spredt i gravfylden lå også en mængde småstumper af bronze- og jernblik, hvoraf nogle var sammennittede. Disse udgør med største sandsynlighed de sidste rester af en helt ødelagt bronze/jernkedel i stil med dem, der blev fundet i de rige grave i forrige århundrede. I gravfylden lå også et par jerngenstande; en kniv og muligvis et fragment af en skjoldbule. Vigtig var fundet af lerkarskår, som viste, at graven blev anlagt i tiden umiddelbart før eller omkring vor tidsregnings begyndelse. Dermed var graven altså samtidig med bl.a. vogngraven. Af den døde selv var kun sparsomme rester nedlagt i graven i form af brændte knogler.
Udover graven blev afdækket en mængde bopladsgruber fra bronzealderens slutning. Disse lå især i det område, som af Sehested og Petersen var udpeget til at indeholde et større antal grave. Derfor er det mest naturligt at tro, at de fund, som Sehested og Petersen troede var oppløjet fra en gravplads, i virkeligheden stammer fra det store bopladsområde fra bronzealderens slutning. I hvert fald er flere af de anlæg, som Petersen undersøgte ved sin udgravning, og som han tolkede som grave fra jernalderen, blot at regne for affaldsgruber fra yngre bronzealder.
Dermed kan tolkningen af Langå-gravpladsen som en begravelsesplads for en elite af mænd, omgivet af fattigt udstyrede grave, ikke længere opretholdes. I dag kan vi se, at området er en kulturhistorisk sandwich, som består af et bopladsområde og en grav fra yngre bronzealder, en enkelt grav fra tidlig førromersk jernalder, seks rigt udstyrede grave fra sen førromersk jernalder og to ganske rige grave fra romersk jernalder. Udgravningerne i 1992 var ikke særligt omfattende, og eventuelle fremtidige fladeafdækninger vil muligvis kunne afdække endnu flere af den spirende Gudme-elites pragtgrave.
