Ved Møntergårdens udgravning af Vestergade 70-76 i 1984 blev fundet et vikingetidigt grubehus og et hus fra 1100-årene samt nogle mere løst daterede gruber. Her skal udelukkende ses på nogle småfund, der dateres til slutningen af vikingetiden, til 2. halvdel af 900-tallet. De kan relateres til støbning og viser efterbearbejdning af støbte genstande og hører til blandt nogle af de ældste genstande fundet i Odense.
Fundene udgøres af nogle få skår fra en støbedigel[1] og en ufærdig patrice[2], fremstillet i kobberlegering af ukendt sammensætning. De blev fundet omkring de førnævnte gruber, uden forbindelse med huskonstruktionerne.
Disse småfund fortæller lidt om Odenses handel og metalbearbejdning i vikingetiden. Den halvfærdige patrices metallegering, af hvilken ingen komponenter findes i den danske undergrund, vidner om handelsforbindelser til udlandet, da alle metaller skulle importeres, dvs. danske varer skulle eksporteres for at kunne skaffe »valuta« til importen. En mulighed kunne være import i form af røverier, men denne er næppe sandsynlig, da det drejer sig om en forholdsvis »billig« metallegering.
Digelskårene, der formodentlig stammer fra én og samme digel, har efter al sandsynlighed kun været anvendt til én smeltning og efterfølgende støbning (Lønborg 1988:90f), ikke usandsynligt til støbning af den halvfærdige patrice. Diglen er af den såkaldte fingerbølformede type, der er enerådende gennem hele vikingetiden. Sådanne digler har formodentlig været fremstillet på stedet af lokale materialer (ler, fint kvartssand og måske et organisk materiale, komøg?). Den ufærdige patrice fra Vestergade har stadig en del af støbetappen påsiddende, den alleryderste ende (der oftest udgøres af spidse og stikkende dele fra støbningen) er afhugget med mejsel. Dens ornamenterede forside er efterbearbejdet ved gravering[3] med stikkel (Lønborg 1992:80), mens bagsiden er urørt og viser sugningsrevner[4] fra støbningen. Den endnu fastsiddende del af støbetappen har formodentligt været anvendt til at fastholde stykket under graveringen.
En færdig patrice har været beregnet til fremstilling af fibler[5] i sølv eller guld og er således et hjælpeværktøj og ikke et smykke i sig selv.
En sådan fibel blev fremstillet i tyndt metalblik, der blev presset i facon over patricen ved hjælp af en blyplade og en hammer, oftest blev det herved fremstillede stykke presblik færdiggjort med en påloddet (ved kemisk lodning (Lønborg 1982:38)) dekoration bestående af småkugler (granulation) og filigrantråde[6].
Forekomsten af både digelfragmenter og patricen vidner hermed om tilstedeværelsen af et »købedygtigt« publikum i eller omkring det tidlige Odense.