Som det nok vil være dette skrifts læsere bekendt kan vi i år fejre en kendt og elsket figurs 60 års fødselsdag. Det var nemlig i 1934, at den koleriske and så dagens lys i Wall Disney-studierne. Med den amerikanske deltagelse i 2. verdenskrig kom Donald Duck til Europa, og i tiden efter verdenskrigens afslutning blev Vesteuropas genopbygning ledsaget af en stærk sympati for amerikansk kultur. Amerikanske biler, film, tegneserier og livstil var i høj kurs. Da Walt Disney-koncernens tegneseriehelt Donald Duck i 1948 dukkede op i Norge, valgte man således at fastholde tegneserie-andens amerikanske navn. I de danske kiosker kunne man fra 1949 møde ham som Anders And, hvorimod Sverige stod i et kedeligt dilemma: En af Upplands mest betydende slægter – med rødder tilbage i 1200-tallet – var: von And, og slægtens ældst kendte medlem hed faktisk Anders And! Løsningen blev, at den svenske Anders And istedet døbtes: Kalle Anka.
Von And tilhører altså ikke kun efterkrigstidens tegneserieverden, men har også rødder tilbage i middelalderens nordiske navneskik. Dette forhold skal i det følgende undersøges lidt nærmere, dels i et forsøg på at kaste lys over anvendelsen af fuglenavne i ældre nordisk navneskik, dels for afsluttende – med udgangspunkt i slægtsnavnet Thrane – at gøre nogle betragtninger over det fremkomne resultat. Hvilket udvalg af fuglenavne ses benyttet som personnavnestof, idet vi i det følgende med fuglenavne sigter til disse dyrs betegnelser og ikke deres navne i betydningen kalde- eller kælenavne?
Som antydet indledningsvis er det ikke navnetypen, endsige slægtsnavne, startende med Fugl(e)-, der har vor primære interesse[1]. Med fuglenavne menes i det følgende netop ikke navne, hvor det forreste led udgøres af Fugl(e)-, altså navne som for eksempel stednavnene Fuglehøj, Fuglebakken og Fuglebjerg – eller efternavne som Fugl og Fuglsang/Fuglesang. (Søndergaard [1984]:58). Derimod vil det, der blandt ornitologer kaldes orden, familie, slægt og art blive betragtet som én samlet kilde til navnestof. Af praktiske årsager vil dialektale betegnelser på fugle derimod ikke blive taget i betragtning, omend det må forventes, at netop sådanne lokale betegnelser kan havde været kilde til nyt navnestof og således fundet anvendelse som lokale tilnavne og/eller øgenavne[2]. Ydermere må der tages et forbehold omkring brugen af fremmedsprogede betegnelser, omend det undersøgte materiale viser, at det er en kilde til navnestof som påviseligt har fundet anvendelse (se senere). Ej heller sammensætninger, der nok har et fuglenavn som forreste led, men iøvrigt udgøres af sammensatte sted- og gårdnavne, der har fundet anvendelse som til- eller efternavn/slægtsnavn vil gøres til genstand for særskilt undersøgelse. Det drejer sig eksempelvis om efternavne begyndende med Ravn/Raun/Rafn- i sammensætninger som Ravnborg, Ravnebjerg, Ravnholt, Ravnkilde, Raunsbæk, Raunskjær etc. (Søndergaard [1984]: 110).
Spørgsmålet om fuglenavnes betydning er dobbelt; dels drejer det sig om en kvantitativ betragtning: Hvor stor betydning har fuglenavnene i den nordiske navneskik, in casu i det overvejende danske slægtsnavne-materiale? Er anvendelsen af en fuglebetegnelse (det være sig af orden, familie, slægt eller art) som et slægtsnavn hyppigt eller sjældent forekommende? Her ses naturligvis bort fra den store hovedgruppe af sen-navne ( Jensen, Nielsen, Hansen o.s.v.), i det der rimeligvis må sammenholdes med de øvrige forekomster af ikke-sen-navne som for eksempel ø-navne anvendt som slægtsnavne, altså slægtsnavne med efterleddet ø/oe/øe (Christensen 1992).
Dels drejer det sig om det kvalitative; altså ikke kun en bekræftelse af antagelsen: Er dette navnestof af ornitologisk oprindelse? Men også et skridt videre, hvilke fuglearter er der tale om, og kan vi foretage en nærmere fastlæggelse af, hvad disse fuglenavne kan have af betydning for deres bærere, og deres samtidige? Hermed får det også væsentlig betydning at forsøge en nærmere indkredsning af fuglenavnenes alder. Ikke forstået som dyrebetegnelsen: Hvornår fik svanen sit navn? – men hvornår har vi sikker viden om forekomsten af navnet Svane på andet og mere end fuglen? Først og fremmest, hvornår forskellige fuglenavne ses at optræde i personnavnemateriale, især som øgenavn/tilnavn/efternavn/ slægtsnavn. I det følgende vil øgenavne i øvrigt blive betragtet som en undergruppe af tilnavne, idet alle tilnavne ikke er at betragte som øgenavne.
Slægtsnavnene vil blive betragtet som en undergruppe af efternavne, idet slægtsnavne her vil blive opfattet som et fast efternavn for to eller flere slægtled[3].
»Oprindelsen til efternavnet skal søges i skikken at give tilnavn« skriver Hans H. Worsøe (Worsøe 1987:106), og fortsætter: »Allerede fra vikingetiden kendes tilnavne, der kunne være nok så ramsaltede øgenavne. Andre var mere smigrende, som f.eks. Sigtryg Silkeskæg, eller blot neutralt konstaterende. Efterhånden som befolkningen voksede, blev der brug for at karakterisere personer med mere end et navn.«
Hvorledes et tilnavn i ældre tid kunne opstå skildres på underfundig vis i en islandsk fortælling fra 1200-tallet. Her fortælles om en uheldig mand Thordal, der kaldtes Ølhue. Selve historien er nok ren digt, men til belysning af en i datiden anvendt begrundelse for et tilnavn, der måske med rette også kan anses for et øgenavn, findes en interessant passage. Det hedder nemlig i fortællingens indledning, hvor Thordal præsenteres (Lund 1979:83):
»Han var lille og grim og havde ingen særlige færdigheder, men var dog snild til at arbejde med jern og træ. For fortjenestens skyld havde han den beskæftigelse at brygge øl på tinge, og på grund af denne virksomhed blev han snart kendt af alle stormænd, for det var dem, der købte mest øl. Der hændte da det, som der tit kan ske, at øllet ikke var lige højt værdsat af alle og heller ikke de, der solgte det.
Ingen ville kalde Thordal for en gavmild mand, men snarere egennyttig. Han så dårligt og havde for vane at gå med hue på hovedet, især på tinge, og fordi han ikke var meget kendt af navn, gav tingmændene ham det navn, der satte sig fast ved ham; de kaldte ham Ølhue«.
At tilnavne i de højere samfundslag også kunne formodes at komme fra det våbenmærke der førtes, understøttes af en løselig gennemgang af en række bevarede danske segl fra middelalderen. Således førte Johannes Høg i Middelsom Herred i midten af 1300-tallet en stående høg med løftede vinger i sit våben. (NDA 1904:134. Achen 1973:111) og Jens And af Levetofte førte i beg. af 1400-årene en and i sit skjold (NDA 1904:10. Achen 1973:116). Fra Jylland kendes slægten Gås, repræsenteret ved Poul Gås i 1259 og Claus Gås i 1364, der førte en hvid gås i rødt felt (NDA 1904:89. Achen 1973:116) og Jens Urkok i midten af 1400-årene, der førte en urfugl i sit våben (NDA 1904:303. Achen 1973:117).
At det ikke altid er så enkelt ses dog af andre eksempler. Ridderen Hr. Eskil Grip, der regnes af sønderjysk uradel, førte i 1318 et sort ørneben på gul bund. (NDA 1904:99. DAA 1895, s. 123. Achen 1973:128) og en anden jysk adelsmand Jes Persen Hørby førte i 1406 en sort urhane i rødt. (NDA 1904:134. DAA 1898:247. Achen 1973:117).
Søger man i stedet at danne sig et samlet overblik over dansk adels brug af fuglenavne som slægtsnavn kan man indledningsvis benytte Albert Fabritius’ disputats fra 1946: Danmarks riges Adel. Dens tilgang og afgang 1536-1935. En studie i dansk adelshistorie«.
På baggrund af dr. Fabritius’ bilag kan følgende adelsslægter opregnes, med den reservation, at der senere skal gøres nærmere rede for problemerne forbundet med brugen af gammelt navnestof og repræsentativiteten i Fabritius’ udvalg: Due, Falk, Gås, Giøg, Grib, Høgen, Krage, Lærke, Skade, Svale, Vibe.
Vi skal senere vende tilbage til problemerne med latiniserede og fremmedsprogede fuglenavne, men sammenholder vi listen over adelsslægter baseret på Fabritius med de ovenfor givne eksempler kan vi se, at Fabritius måske nok kan regnes for repræsentativ, hvad angår adelsslægter, men ikke hvad angår adelsnavne. En stikprøve i Danske adelsvåbner viser ihvertfald, at And, Finke, Gås, fløg, Star (Stær), Svan(e) og Urkok savnes hos Fabritius.
En mere nutidig og mere fuldstændig oversigt kan erhverves ved en inddragelse af Georg Søndergaards omfattende materiale, som baserer sig på Det centrale Personregisters data om samtlige danskeres mellem- og efternavne, som de var registreret i 1971. Omkring 80.000 forskellige varianter af efternavne, der dog af mange forskellige årsager til brug for Søndergaards undersøgelser er reduceret til et udvalg på 10.000 slægtsnavne. Dette navnestof er offentligt tilgængeligt, og kan således danne udgangspunkt for en undersøgelse af udbredelse og antal af fuglenavne anvendt som slægtsnavne. Dette er gjort, og det foreløbige resultat bringes her som bilag 1, idet det bemærkes, at tallet i parentes angiver antallet af bærere i 1971.
En hurtig sammentælling viser, at op mod 30 fuglearter har dannet udgangspunkt for personnavnedannelser, og i op mod 1/3 af tilfældene antyder de benyttede fuglenavne en udenlandsk – overvejende tysk – påvirkning i navnestoffet. Det være sig via indvandring eller som resultat af en mere modepræget fortyskning i visse samfundslag. I forbindelse med brugen af Søndergaards opgørelse skal man i øvrigt have opmærksomheden henledt på, at danske efternavne med færre end 24 bærere på opgørelsestidspunktet ikke er medtaget. Det betyder i denne forbindelse, at navne som Finken, Glente, Krane (trane, se senere), Lom, Lommer, Spork (sporgh/ spurv), Sprove, Stillits, Svale, Værling, Ørn og Ørni ikke er omtalt (Bkt 1987:109, 132, 217, 241, 351f., 358, 364, 422f.).
Det vil altså være nærliggende, at have opmærksomheden henvendt såvel på de tilgrænsende sprogområder, som på middelalderens internationale sprog, latin. Således kræver det ikke de store sprogkundskaber at genkende »fugl« i det tyske tilnavn/efternavn: Vogel, der ifølge Søndergaard bæres af mere end 100 danskere. Tilsvarende må Vogelius, der bæres af lige så mange danskere, regnes for en latinisering med betydningen »søn af en Vogel«.[4]
Derimod kræver det vist en ornitologisk baggrund for at kunne gennemskue, at det oprindeligt tyske slægtsnavn Corvinius skulle være en latinisering af (søn af en) Ravn, og altså komme af Corvus corax, det vil sige arten Ravn af kragefugle-familien (Corvidae) (Søndergaard [1984]:46). Tilsvarende fund kan formodentlig gøres af den ornitologisk kyndige navneforsker, men her skal opmærksomheden i stedet rettes mod de fremmedsprogede fuglenavne.
Blandt de fremmedsprogede fuglenavne har de tysksprogede klart den mest fremtrædende placering. Ikke kun kunstfærdige former som Schwanenflügel, svanevinge (Søndergaard [1984]:119) og Sparvath, (1. led: spahr, spurv) (Søndergaard [1984]: 123), altså »Spurvevad«. Men også kulturhistorisk interessante som det tyske tilnavn for en gåsedreng/gåsemand Gantzel, (af den middelalderlige form Gansi; Gans, gås). Ikke at forveksle med det endnu brugelige tyske tilnavn Gänschen (gæsling), der også på tysk kan benyttes nedsættende om en ung fjollet pige, svarende til det danske: »Hun er en gås«.[5]
I sin sproglige konstruktion svarende til Sparvath er Gantzhorn; et tysk tilnavn baseret på stednavnet »Gåsebjerg« (Horn: horn eller spids og krum bjergtop). Interessant nok har fordanskningen af Gantz- givet anledning til en række forbeholdte navne, der i stedet baserer sig på Gans- som 1. led[6]. Det må dog anses for mest stringent, at der – jævnført med den indledende afgrænsning for de dansksprogede fuglenavnes vedkommende – heller ikke for de fremmedsprogedes vedkommende medtages fuglenavne af denne sammensatte type. Disse vil derfor ikke være medtaget i det følgende.
Derimod må det anses for mere usikkert, hvorvidt det danske slægtsnavn Huss (Gås på tjekkisk) har denne sproglige oprindelse eller snarere er et tysk tilnavn, der udspringer af den middelalderlige form af Hetzen, altså hetze, jage, forfølge (Søndergaard [ 1984]:75). Men netop jagt ved forfølgelse af vildtet nød gennem hele middelalderen stor yndest. Dog var såvel jagt med falke og høge, som jagt på kronvildt og vildsvin fra hesteryg forbeholdt samfundets øverste lag. Der er således ikke tvivl om, at efternavnet Federspiel skal ses i denne sammenhæng. På tysk kaldtes falkejagten nemlig »Vederspiel/ Federspiel« et udtryk, der i øvrigt senere også fandt anvendelse i forbindelse med mekaniske værker (fjederdrevet gangværk) (Kalkar 1:523, Søndergaard [1984|:54, Bork/Liebing 1992:233 og 598).
Derimod er Søndergaards slutning omkring slægtsnavnet Krapper – af tysk Krapp ravn – eller af det tyske stednavn Krappe – mere problematisk (Søndergaard |4984]:85). Ravnen (Corvus corax) hedder på tysk Kolkrabe, hvorimod det plattyske Krappe (= hage, klo) benyttes om den krapplante (Rubia tinctorium), af hvis rod farvestoffet kraprød er blevet udvundet siden antikken. På moderne tysk hedder planten Krapp, og på et sprog som hollandsk kaldes planten Krap, så det forekommer rimeligt at medtage denne mulighed, når man søger det danske slægtsnavns oprindelse. Et regulært vildskud i ornitologisk sammenhæng er formodentlig slægtsnavnet Schaadt. Skaden hedder på tysk Elster (Pica pica, husskaden, eller Eichelhäher – Garrulus gladarius, skovskaden. Begge af familien Corvidae). Schade, et andet kendt dansk slægtsnavn kan således også føres tilbage til det tyske tilnavn for landevejsrøvere og andet ufredeligt folk (Søndergaard [1984]: 117). Den dobbeltbetydning som i dansk ligger i ordet Skade (fugl/uheld) findes ikke i moderne tysk. Et forhold, der selvfølgelig ikke hindrer, at det danske fuglenavn kan benyttes som slægtsnavn, og det ses da også at være sket (Bkt 1987:341).
En helt særlig gruppe af fuglenavne anvendt som slægtsnavne finder man i forbindelse med den stolte spankulerende hane: »hanen, som somme oc kocken kalde«.[7] Først og fremmest som et efternavn udledt af det tyske tilnavn Hahn, Hahne, Haning, der blandt danske forbeholdte navne også optræder i sammensatte efternavne som Hahn-Envoldsen, Hahn-Naffel, Hahn-Pedersen, Hahn-Petersen og Hahn-Rasmussen. Men kvantitativt endnu større i gruppen med formerne: Kok/ Kock/Koch, der siden middelalderen har været almindeligt udbredt. Alene i Odense findes idag flere slægter, ligesom rækken af forbeholdte navne rummer 11 sammensatte efternavne med Koch som første led, fem med Kock og tre med Kok. Særligt den sidste form er fremherskende i Sønderjylland.
Det danske slægtsnavn Steckhahn (Steckhahn/Steckhahn-Nielsen) har sin oprindelse i et tysk tilnavn, der øjensynligt volder Søndergaard problemer. Han foreslår en sammenstilling af det middelalderlige udtryk »steken« (= kastrere) og -hahn som en kortform af Johan. I givet fald vil der altså være tale om en nedsættende betegnelse svarende til Kapun, der dog heller ikke kendes som et forbeholdt efternavn.
Men steke(n) kendes faktisk også på de nordiske sprog i ældre tid. Således hed en kogekone på gammelsvensk »stekarahus qvinna« (Stegerskvinde) og det lille spid, der brugtes, når fugle, der skulle steges, sattes på spid: Steknål (Stegenål). Følgelig er det nærliggende, at Steckhahn ganske enkelt er et tilnavn afledt af »spidstegt hanekylling« (Kalkar IV:115). Anskuet i den gastronomiske sammenhæng kan bemærkes at stegte hanekyllinger, »Kapuner paa Ungerske« (= Ungarsk manér) kendes fra den første kogebog trykt i Danmark[8]. Med til historien hører også, at den gamle nordiske betegnelse steikara/ stekeren/stegheren langsomt fortrænges af kok i betydningen køkkenkarl, madtilbereder. Endnu i 1467/ 1487 betegnes en køkkenassistent: »stegerdreng/stegere dreng«, hvorimod kok bruges i sammensætninger som »en kocke knyff« (kokkekniv/køkkenkniv, 1536) og »kocke pannde (kokkepande/køkkenpande, 1578) i det danske materiale (Kalkar IV: 115 og 11:575). Når Søndergaard derfor anfører, at slægtsnavnet Kaack skulle være en tysk dialektform af Koch i betydningen kok eller hovmester, så må det i dansksproget sammenhæng nok antages for et overvejende efter-middelalderligt betydningslag (Søndergaard [1984]:87). Til gengæld er der næppe grund til at betvivle, at den store udbredelse i nyere tid af efternavnet Kok/Kock/Koch har sin baggrund i erhvervstilnavnet, der fra tysk vinder indpas i den danske overklasse, øjensynligt allerede i middelalderen. Afvejningen mellem Kok/Kock/Koch som fuglenavn eller erhvervstilnavn i nordisk middelalder må således indtil videre henstå som uafklaret.
Af andre fremmedsprogede fuglenavne anvendt som danske slægtsnavne kan nævnes Steglich og Tejsner. Spurvefuglen Stillitsen af finke-familien (Carduelis car-duelis, af familien Fringillidae) kaldes på tysk Stieglitz. Det kendes som et slavisk/østtysk tilnavn (stechlich). En mulig slavisk oprindelse af det tyske tilnavn Zeisner, danner ifølge Søndergaard baggrund for slægtsnavnet Tejsner (Søndergaard [1984]:124 og 129), hvorimod Tejsten, som hører til familien af alkefugle (Alcidae) på tysk kaldes Grylleteiste. Tilsvarende skulle efternavnet Kaffka komme fra et slavisk slægtsnavn, og betyde: Allike (Corvus monedula) (Søndergaard [1984]:80). Endnu mere østligt finder vi oprindelsen til en anden gruppe af danske efternavne, Orlof/Orloff/Orloff-Jensen/Orloff-Jørgensen/Orluf/ Orluf-Hansen/Orluf, idet Søndergaard oplyser, at det drejer sig om et oprindelig russisk slægtsnavn med betydningen: Ørn (Søndergaard [1984]:104, Bkt 1987: 285).
At det også kan forholde sig lige omvendt, at udenlandsk klingende slægtsnavne måske rettere bør betragtes som gammelt nordisk navnestof, ses af finsk materiale. Her kendes der flere slægter med navnet Willand (evt. skrevet som Willandt, Willandh etc.). Kun i ét tilfælde er det med sikkerhed konstateret, at der var tale om en afledning af et andet finsk slægtsnavn (Villainen). Anvendelsen af signeter fra 1600-tallet, der gengiver en svømmende søfugl, tilmed i flere af slægterne, leder på sporet af en anden tolkning. Ser man nøjere på de ældre staveformer af slægtsnavnet, svarer den nøje til skrivemåden for vildand. Blandt slægten Willand fra Tavasteland’s ældste medlemmer møder man Israel Persson Willand, der var skriver hos herredsfogden Matthias Falck i Øvre Hollola herred i 1670-erne og hans søster Margarete Persdotter Willand, der pudsigt nok blev gift med en Falck omkr. 1675, Henrik Henriksson Falck (Falck 1993:59ff.).
Et lignende eksempel kan muligvis fremdrages med det franskklingende Flamand, idet Flam-and, ifølge Salmonsens Konversations Leksikon har fundet anvendelse som betegnelse for Hvinanden (Bucephala clangula) (Brøndegaard 1985: 2:49).
Søger vi mere systematisk i ældre materiale, det være sig dansk eller nordisk, møder vi dels den vanskelighed, at det – på grund af overleveringssituationen – ofte ikke vil være muligt at skelne sikkert mellem de overleverede personlige tilnavne og de nedarvede efternavne (slægtsnavnene), da det middelalderlige materiale kun er mangelfuldt overleveret. Dels det forhold, at retskrivningsregler ikke fandtes, og der i mangel på sådanne normer skete ændringer, til tider flere gange i det samme dokument. Navne, som de professionelle skrivere gav personer i breve de affattede på latin, fik oftest en anden (latiniseret) form end den dagligt anvendte, for eksempel Andreas, Johannes, Nicolaus osv. Der er således flere årsager til, at det er nærmest umuligt i en læselig form at give en konsekvent, bogstavtro gengivelse af det navnestof, som det blev skrevet på den tid, da dets bærere levede[9]. Følgelig benyttes i nedenstående bilag moderne stavning, dog således at der i kantet parentes angives ældre former, når de skønnes at kunne have læserens interesse. Man kan hævde, at det sker med risiko for en forvanskning af den oprindelige sproglige virkelighed. Men mærkeligt nok kan denne virkelighed altså være vanskelig at fastlægge, også med støtte af de autentiske,
samtidige vidnesbyrd. Således kan en borger i Slagelse i slutningen af 1300-tallet ét sted kaldes Hinse Vinkes, et andet Hincekino Winke og et tredje Hincekini Finkæ (DGP 2:269). Hvad angår usikkerheden omkring en sikker skelnen mellem personlige tilnavne og slægtsnavne gøres for det følgende den antagelse, at antallet af forekomster er af større betydning, end antallet af bærere og deres evt. slægtsrelationer, idet vort primære problem er en bestemmelse af hvilke fuglenavne, der ses benyttet som personnavnestof.
Tilsvarende kan vi søge det kvantitative aspekt belyst ved at sammenholde Fabritius’ udvalg af adelige slægter, der bærer et fuglenavn fra tidligere (herunder gengivet som bilag 3) med en fortegnelse af tilnavne, som de opregnes i Danmarks gamle Personnavne, med angivelse af en mulig tilknytning til fuglenavne (bilag 2). Der erindres om, at sidstnævnte værk kun har inddraget kildemateriale frem til ca. 1513, hvorfor det 16. årh. ikke er rimeligt dækkende behandlet, ligesom der af pladsmæssige årsager heller ikke vil ske en nærmere kommentering af de mange alternative tolkningsmuligheder, som en del af navnene indbyder til. Da der i det følgende skal fokuseres på middelalderens første århundreder, er det uden større betydning, bortset fra det forhold at tolkningsforslag, der baserer sig på fuglenavne, selvfølgelig bliver overrepræsenteret ved denne metode.
Derimod må det betragtes som en begrænsning, at Fabritius’ materiale kun vedrører de adelslægter, som endnu i 1536 var repræsenteret af mænd i myndighedsalderen (Fabritius 1946:16). En nærmere undersøgelse viser nemlig, at over halvdelen af de slægter, som Fabritius har inddraget i sit disputats-materiale først har en »Fremtræden i Historiens Lys« efter år 1400 (Fabritius 1946:17).
Sammenholdes de to bilag med henblik på en bestemmelse af de adelige slægter op til omkring år 1500, ses slægter med følgende 4-5 tilnavne: Due, Giøe, Krag (af Jylland), Svale – samt Gaas (i Fyn) som et grænsetilfælde (1503). I modsætning hertil står navnematerialet i den samme periode (ca. 1400-ca. 1500) i bilag 2, der viser mindst 20 tilfælde med en anvendelse af fuglenavne som til- eller slægtnavne. Selv med den usikkerhed, der må være omkring antallet af adelige slægter, der måtte være uddøde op gennem det 15. århundrede, er det vist næppe for dristigt at konkludere omkring anvendelsen af fuglenavne i senmiddelalderens Danmark, at sådanne også ses at være brugt uden for adelige kredse. Den voldsomme vækst i antallet af overleverede navne i senmiddelalderen gør det også nærliggende at skrælle yderligere lag af navnemateriale med henblik på en indkredsning af de ældste forekomster af fuglenavne i materialet. Eftersøges en sådan kronologisk lagdeling for middelalderen, afdækkes en interessant udvikling (bilag 4). En løselig opgørelse viser således, at gruppen af fuglenavne anvendt som personnavne vokser fra en håndfuld navne i første halvdel af 1200-tallet til det dobbelte inden år 1300, og inden år 1400 rummer gruppen mere end 30 forskellige navne.
Fælles for fuglearterne i de ældste, overleverede forekomster er en vis størrelse og et karakteristisk udseende. Bortset fra den dubiøse tolkning af Meske/Metzeken/ Meseke/Meyske, som refererende til mejse-fuglen, er svale, finke og snespurv i øvrigt de tidligste forekomster af småfugle i navnestoffet. Særligt overraskende er vel påfuglens tidlige optræden i navnestoffet, da den ikke er naturligt forekommende i den nordiske fugleverden. Da den også optræder i andre sammensætninger, såsom Pahuus (slægtsnavn), Paamand (tilnavn), Paaby (stedn. Harte s. Sønderjyll.) og Paarup (stednavn, flere steder i landet), må det konstateres, at den øjensynligt tidligt var kendt og yndet (Søndergaard [1984]: 105 og 108).
Det skal formodentlig ses i sammenhæng med fuglens funktion som prydfugl og statussymbol. I 1500-årene indførte en engelsk falkoner levende fasaner, som Fr. 2 lod udsætte som parkprydfugle i de kongelige haver (Brøndegaard 1985:2:106). Noget lignende er vel sket med påfuglen, idet dens fjer bl.a. har været brugt til heraldisk udsmykning. Sammenholdes forekomsten af påfuglen med forekomsten af fugle, som ælling, gæsling, hane, høns, due, and og gås i navnestoffet, skal domesticeringen af disse fuglearter måske ses som en vigtig forudsætning for deres rolle som navnemæssige inspirationskilder?
Tilbage står tilsyneladende en broget gruppe; Skade, Vibe, Krage, Høg (Spenner?), Gøg, Stær, Lærke, Høg, Trane, Svane, Svale, Spurv, Snespurv, Ravn, Grib, Finke, Falk, Agerhøne (Raphan) og Fuglekonge i betydningen »Fuglenes Konge« (Ørnen). Dog skal man være opmærksom på, at de lydefterlignende ord i oldnordisk kan gøre det vanskeligt at skelne, for eksempel mellem kraka (»Krage«), krahr (»Ravn«) og hrafn (»Ravn«) (Brøndegaard 1985 2:255, 268).
Tilsvarende er artsbetegnelserne indenfor gruppen af rovfugle i tidlig middelalder ikke just præget af senere tiders ornitologiske præcision. Således påpeger svenskeren John Bernström, at de fem falkearter, der kendes i Skandinavien (på Island to) oprindelig regnedes under det vidtrækkende begreb Høge; måske med undtagelse af Island, hvor personnavnet Falki kendes allerede o. år 1000. Først i 1300-årene ses sondringen mellem høge og falke (KLNM 4:142). Derfor er det nok mere i overensstemmelse med middelalderens tankesæt, hvis der i stedet fokuseres på jagtfugle, forstået som rovfugle dresseret til jagt på vildt. En betydning, der også harmonerer med det gammelsvenske tilnavn Spennare, der sammenstilles med det finlandsk-svenske dialektale »Spännare« i Danmarks gamle Personnavne (DGP 2:1254). At det antagelig forholdt sig således allerede i tidlig middelalder bekræftes af den lærde walliser Giraldus Cambrensis, der i 1180erne skriver om Island: Dette land frembringer og sender os store og ædle jagtfalke og høge (KLNM 4:152). Tilsvarende fortælles om Hakon Jarl, at denne betalte tribut for sin del af Norge til Harald Blåtand i Danmark i form af 50 falke (KLNM 4:154 og Brøndegaard 1985: 2:97).
Endelig skal det bemærkes, at man ved brugen af sådanne jagtfugle skelnede mellem jagt på uædelt og ædelt vildt. Hvad angår fuglevildtet var de såkaldte lav-flugtsfugle, såsom agerhøns og spurvefugle, uædel vildt. Højflugtsfugle, som traner, hejrer og svaner var derimod ædel vildt, idet de satte sig til modværge, når de blev angrebet af jagtfugle.
Skal man søge at sammenfatte på dette brogede billede af middelalderens fuglevildt som navnestof, og fremdrage et enkelt eksempel på den sammenhæng der øjnes mellem navneskik og kulturhistorisk stof, må det blive tranen, denne stolte fugl, der som nævnt også regnedes for ædelt vildt.
Først og fremmest må det fastslås, at kun de fugle, som spillede en rolle i middelalder-menneskets bevidsthed inspirerede til brugen som navnestof. Forårsbebudere som viben og stæren eller de sorte fugle (kragen og ravnen) har stået stærkt i bevidstheden. Iøvrigt fortaltes det på Østsjælland, at det var godt at have stære omkring huset, da de holdt rovfuglene væk (Brøndegaard 1985: 2:344). Om det var glente, musvåge, duehøg, spurvehøg eller tårnfalk har derimod ikke været afgørende, når rovfuglens lynsnare attak skulle gribes i luften. Falk var øjensynligt samlebetegnelsen på Island, og Høg i det danske område.
Påfuglen i sin opsigtsvækkende pragt har åbenbart også gjort stærkt indtryk og tillægges i middelalderen en nobel karakter. Således hedder det i et våbenbrev udstedt af Erik af Pommern i 1431, at hjelmprydelsen var »En qwast aff pafughlefiedhre« (KLNM 13:615) og den lærde Henrik Smith anbefaler: »De rige oc store Herrer, de skulle haffue vdi deris Gaarde oc Haffuer Paafugle, Storcke, Kraner« (Smith 1577 IV:20v), hvormed der sigtes til de økonomiske og interessemæssige forskelle, der også afspejler sig i fuglevalget. Nogen må se på nytten, og nøjes med høns, ænder og gæs. Andre kan vægte ædle træk og de værdsatte dyder.[10]
Tranen (Grus grus af familien Gruidae) er en trækfugl som kendes fra hejrerne på de hængende halefjer. Den var siden de ældste tider kendt i hele det nordiske område for sit særprægede trækmønster og sin trompeteren. Middelalderens nordboer har utvivlsomt været fortrolig med deres regelmæssige forårstræk og de tilhørende rastepladser i slutningen af marts og begyndelsen af april. For bonden symboliserede den en fase i forårets markarbejde: »Wi har pløyed førend tranen kommer, oc hun er borte før end vi saaer« (Kalkar IV:431). For stormænd og konger var jagten på traner at anse for en dyst på fugle. En overklasse-fornøjelse uden nytteværdi, idet tranens kulinariske kvaliteter nærmest må betragtes som fiktive (KLNM 18:553ff.).
Særlig to forhold påkalder sig i denne forbindelse interesse. Dels fuglens anvendelse som skueret, dels dens symbolfunktion. Traner var nemlig – sammen med påfugle og svaner – særdeles værdsatte som skueretter. Alle tre typer skulle ifølge traditionen have været frembåret ved den byzantinske kejsers taffel, da denne modtog den tyske kejser, Karl den Store; og så sent som i 1582 leveredes seks traner til den svenske konges hof i Stockholm.
Symbolværdien havde rødder tilbage i de antikke tekster, hvor tranen regnedes for en både klog og vagtsom fugl. Den flyvende traneflok ledes af en gammel, erfaren trane, og tranen var »en forsigtig krigsmands spejl«, idet man mente, at en traneflok aldrig sov uden at en trane holdt vagt med en sten i sin løftede klo. Faldt den i søvn under vagten, ville den tabe stenen og derved blive vækket.
At den vagtsomme trane vitterlig havde en fremtrædende plads i det europæiske middelalder-menneskes bevidsthed, bekræftes af det forhold, at fuglens navn i mange sprog også blev betegnelsen for løftekranen (Crana/Kraan), der kendes fra senmiddelalderens havnebyer. Også fra det danske sprogområde kendes Trane- fra flere sammensatte stednavne, ligesom vi i sagalitteraturen har overleveret et vidnesbyrd om brugen af Tranen i navngivning af et vikingeskib. Afsluttende må det derfor konstateres, at tranen siden middelalderens begyndelse har været omgivet af en særlig aura af årvågenhed og klogskab. Den var passende for kejserlige middagsselskaber eller som ædelt vildt for fyrster, konger og adelsmænd. Tranen var kort sagt et statussymbol, der ragede godt op i det mentale landskab i middelalderens Nordeuropa.
Oversigten gør ikke krav på at være fuldstændig, men må anses for dækkende for hovedparten af de kendte forekomster. En systematisk gennemgang af Dipl. Dan. skønnes derfor ikke at ville stå i forhold til resultatet.
Se iøvrigt teksten vedr. slægtsnavn eller tilnavn.
Yderligere inddragelse af kildemateriale vil utvivlsomt give en bedre datering af de enkelte fuglenavnes geografiske og kronologiske fordeling, men ovenstående grove inddeling af fuglenavnestoffets spredning på de enkelte århundreder vil næppe ændres.
