Dette er en fortælling om sortebrødrenes byggeaktiviteter, især vand- og varmeforsyningen, med baggrund i Møntergården – Odense Bymuseums udgravningsarkiv.
Denne artikel er blevet til efter gennemgang af det 15-20 år gamle udgravningsmateriale. En udgravning behøver ikke nødvendigvis slutte ved den sidste spadefuld jord, der kastes over hullet eller ved beretningens sidste punktum. Nye oplysninger kan hentes ud af ældre materiale. F.eks. en undersøgelse af VVS-installationerne, som ikke tidligere er blevet bearbejdet og sammenstillet i dette omfang. Disse installationer fandtes i sortebrødreklosterets nordøstlige hjørne, hvor køkkenet var placeret.
Anno Domini 1239 grundlagdes antageligt Skt. Peters kloster i Odense; sortebrødrene var kommet til byen.[1] Tiggerordenerne var i 1239 en temmelig ny foreteelse. De opstod i begyndelsen af 1200-tallet som en reformering af det hidtidige klostervæsen. De karakteriseredes ved både den enkeltes og ordenernes principielle afkald på fast ejendom og indtægt. Fattigdomsidealet skulle leves fuldt ud, ikke blot prædikes i kirken. Brødrenes primære opgaver var teologiske studier og prædiken. Der var ikke krav om legemligt arbejde, dette blev så vidt muligt overladt til lægbrødrene. Tiggerordenerne fik stor udbredelse i 12- og 1300-tallets Europa, hvor deres klostre overvejende lå i de større byer (bispesæderne).[2]
Klosteret bestod til 1540, hvor det i lighed med langt størsteparten af de danske klostre blev nedlagt som følge af Reformationen. Dets ejendomme tilfaldt det nyetablerede Gråbrødre Hospital, mens kirkegården fortsatte som offentlig kirkegård, muligvis helt op til 1700-tallet.
Sortebrødrenes klosterbygninger forsvandt hurtigt efter Reformationen. Senest i 1607 blev den sidste bygning revet ned. Kun stednavnet “Sortebrødre Torv” angiver i dag, hvor klosteret lå. Men heldigvis skete nedbrydningen af klosteret ikke lige systematisk. Efter Møntergården – Odense Bymuseums udgravninger 1972, 1974, 1978, 1979 og 1981 kan der dannes et rimeligt overblik over klosterets bygningshistoriske udvikling.[3] Enkelte steder var kun fundamentsgrøften med evt. fundamentssten eller plyndringsgrøften (den grøft, der blev tilbage, når man havde “plyndret” en forladt bygning for anvendelige sten til genbrug) bevarede. Men andre steder var murværket bevaret i anseelig højde, helt op til 12 skifter munkesten. Kirken, østfløjen, dele af nordfløjen, nogle nordlige huse og kirkegården var endnu bevarede i grundtræk i forskellige niveauer under overfladen. Vestfløj og resten af nordfløjen er kun fragmentarisk kendt.
Sortebrødreordenens ældste bestemmelser fra 1220 foreskriver så enkle bygninger som muligt. Dels af økonomiske hensyn, og dels for ikke at vække forargelse blandt præster, andre ordener og lægfolk. Men senere blev disse krav modereret, og større bygninger blev opført.
Sortebrødrenes kloster i Odense var i sin storhedstid i 1400-tallet et imponerende firfløjet bygningsværk. Det var i omkreds større end det bedst bevarede nordiske sortebrødrekloster i Ribe. Men oprindeligt har det været noget mindre. Klosterbygningerne blev gradvist bygget omkring en enkel kvadratisk fratergård, efterhånden som brødrene indsamlede midler til dette. Bygningerne opførtes i tegl, men muligvis har der været forløbere af træ, som i dag ikke kan erkendes arkæologisk.
Denne artikel omhandler primært klosterets nordøstlige hjørne, hvor VVS-installationeme var placeret, jvf. plan I: slutningen af 1200-tallet og plan 2: 1400-tallet. Sandsynligvis blev kirken (som dannede sydfløj) og østfløjens sydligste rum bygget først. Ikke meget senere blev resten af østfløjen bygget. I slutningen af 1200-tallet blev så nordfløjen (eller i hvert fald dets østligste rum), bygget samtidig med en lang rende, der førte spildevand ned til Byens Bæk (en senere betegnelse for vandløbet nord for klosteret). Kort efter blev et lille hus føjet til mod nord. Mellem nordfløjen og det lille hus var der således en lille gård, hvor der i 1312 blev anlagt en brønd .[4] Vestfløjen er ikke undersøgt i samme omfang, fra den kendes kun en del af korsgangen ind mod fratergården. Alle fire fløje har haft korsgange, så uanset hvordan vestfløjen har set ud (tegl eller træ) har klosteret haft form af det for klostre typiske firfløjede anlæg. Normalt anlagdes køkken- og økonomibygninger i fløjen modsat kirken. Således også i dette tilfælde. Det forekom naturligt at anlægge kirken mod syd med front mod det velbefærdede hovedstrøg Overgade. Der var kun godt 70 m fra klosterets sydvestre hjørne til Overgade. Og det var lige så naturligt at placere køkkenfløjen mod nord, ned mod det sumpede område mellem klosteret og Byens Bæk. Pga. de mange vvsinstallationer i denne del af klosteret ved vi, at selv om de enkelte rum har skiftet funktion i tidens løb, har køkkenet altid hørt til mod nordøst.
Men det lille nordhus var ikke oprindeligt tænkt som økonomibygning. Allerede ved opførelsen af dette blev det forsynet med en helt speciel varmekilde, hypocausten. At huset blev opvarmet tyder på en anden og mere speciel funktion. Det kunne være f.eks. vinterrefektorium (mødesal) eller priorens bolig. Omkring år 1400 blev husets syd- og østmure revet ned. De øvrige mure genanvendtes i det storkøkken, der derefter blev opført. En passage førte fra nordfløjen vest om køkkenet til området nord for klosteret. Her blev meget naturligt et latrin placeret o. 1500, det er dog indtegnet på planen fra klosteret i 1400-tallet.
Tegl var tidens nye byggemateriale i 1200-tallet, og sortebrødrene forstod til fulde at anvende det, også til deres forskellige VVS-istallationer.
Ofte, når man beskæftiger sig med middelalderens gejstlige ordener, handler det om organisation, administration og litteratur. Men deres viden om og brug af tekniske installationer har været ikke mindre imponerende. Især da de fleste af middelalderbyens borgere endnu boede i bindingsværks- eller træhuse. Adelen, som kunne tænkes at konkurrere med munkene i denne henseende, boede for størstedelen endnu på landet, mens borgerlige købmænd knap var blevet en egentlig (betydende) stand i det 13. årh. Munkenes kirker og boliger har været imponerende for enhver, som så dem – og så var de endda ikke bygget til menneskers, men til Guds ære. Men derfor kunne munkene godt sørge en smule for deres egne og gæsternes bekvemmeligheder, hvad Odenseklosterets mange VVS-installationer vidner om.
I klosteret opførtes vandrender, afløb, sivebrønde, kaminildsteder, en stor bageovn, latrinet og den avancerede varmegiver, hypocausten. Disse installationer koncentreredes naturligt nok omkring køkkenregionerne. Men sortebrødrenes køkken havde også et vist ry. Mange konge- og rådsmøder blev afholdt i klosterets kapitelsal. Det var næppe kun pga. salens anseelige størrelse, at man foretrak dette sted til sin mødevirksomhed. Køkkenet har nok været et af byens bedste. Fastekravene krævede, at der en stor del af året kun blev sat fisk på bordet. Dette krav blev sandsynligvis også overholdt. Men hvilke fisk? Ben fra over 20 forskellige arter fandtes i det ikke særligt rene køkkengulv.[5] Gulvlagene blev analyseret af Zoologisk Museum i 1974. Mange fiske- og dyreknogler blev påvist. Aborre og gedde stod tit på menuen. Men også andre ferskvandsfisk som suder, skalle, karpe og ål kunne finde anvendelse. Adskillige saltvandsfisk fandtes på brødrenes menu. Især torsk og kuller, men også sild og makrel. Andre arter, heraf nogle mere specielle, fandtes der enkelte rester af. Således haj, brasen, karpe, hornfisk, lange, kulmule og ulk. Ikke bare de tørrede, saltede eller røgede, men også friske fisk. Tilberedt med de urter, brødrene dyrkede i klosterhaven kunne de blive en stor delikatesse, som ikke var menigmand forundt. Som dessert kunne de byde på de sjældne figner. Faktisk er fundet af figenrester i den lange rende, det ældst kendte danske eksempel på denne frugt. Brødrene må have haft gode handelsforbindelser sydpå for at skaffe denne frugt. Selvfølgelig kom også fugle-og dyreretter på bordet i ny og næ. Også deres knogler fandtes i køkkengulvets lag. Specielt grågæs, høns, svin, okse og får. Men også gråand, trane, hare, rådyr, marsvin og hest blev der fundet enkelte knogler fra. Jo, sortebrødrene forstod sandelig at lave god mad. Dette kunne dog blive problematisk, brødrene blev forvænte. Så forvænte, at de bad paven om lov til at fravige fra deres vanlige strenge fasteregler, når de var ude blandt bønder og borgere for at prædike og missionere. Lægfolkenes fastemad var simpelthen så dårlig, at brødrene ikke kunne få det ned. Tilladelsen fik de skam.[6] Reglerne behøvede ikke være så strenge, at munkene ligefrem led under det. Dårlig mad (og mave?) ville jo koncentrere tankerne om de timelige ting, som egentligt burde være uden betydning.
Prøver af slam fra den store rende udgravet i 1974 er underkastet en arkæobotanisk analyse på Nationalmuseet her i 1996, og kan uddybe vores viden om brødrenes madvaner.[7] En vis form for lægekunst har de nok også udøvet. I hvert fald konstateredes hundepersille, rundskulpe, svaleurt, skærm-vortemælk, læge jordrøg, kransburre og bulmeurt, der må være indført. De sidste fem var meget anvendt som lægeplanter i middelalderen. De var på dette tidspunkt ikke integrerede i den danske flora, og må være indført som lægeplanter. Brødrene har haft deres egen køkkenhave, hvor de dyrkede både spise- og lægeplanter. Endvidere kunne de supplere med indsamlede fødeplanter som hassel, hyld og hindbær.
En by var – og er – afhængig af de tilgængelige vandressourcer. I middelalderen udgjorde Odense Å byens sydlige afgrænsning. Derudover løb Byens Bæk nord om byen og endte mod øst i Pjente Dam. Den var ikke i den tidlige middelalder en egentlig bæk, men snarere et åbent, bredt vandløb. Brødrene ville ikke spilde unødig tid på at hente vand fra bækken. Adskillige render af forskellige konstruktioner førte vand til og fra bygningerne.
Vandrender, afløb og lignende kendes fra andre middelalderlige bygninger, især klostre. Kirkens mænd havde adgang til skriftlige kilder fra antikken om romernes tekniske kunnen på dette område.[8] Øm kloster havde f.eks. tre kanaler, der ledte vand til klosteret. Og på Æbelholt kloster er der fundet blyrør og vandhaner. Fra Esrum kloster kendes endog navnet på deres sagkyndige i aquæ ductus (vandledninger), frater Stephan.[9] Kun få verdslige kunne hamle op med de gejstliges viden på dette område. I Helsingør lod lensmand Johan Oxe et stenhus opføre midt i 1400-tallet. En udgravning i 1982 afslørede, at huset var opført med et buestik i stil med sortebrødrenes. Via buestikket kunne ledes vand fra en nærliggende brønd ind i husets kælder. Men det er et ret enestående tilfælde, at en privatmand lader en sådan installation opføre, måske er dette det ældste eksempel i profant byggeri.[10]
Allerede ved opførelsen af klosteret havde sortebrødrene taget højde for disse installationer. I de nordøstlige rums murværk er to buestik bygget ind i murværket (6+7). Og i nordhusets sydmur er endnu et buestik erkendt (8). Et buestik er en form for “tunnel” i murværket til at lede vand i render ind i det næste rum eller ud af bygningen.
Den længste af renderne var den lange stenrende (2). Den skulle lede spildevand fra klosteret ned til Byens Bæk. Omkring 40 m. lang var denne ledning, der består først af en kampestensrende, dernæst af en teglstensrende. Den var anlagt samtidig med nordfløjen, da der i denne var et oprindeligt buestik til at føre renden under murværket (7). Buestikket var i nordmuren. Lige inden for dette var en udslagskumme, hvori man hældte det vand, der skulle i renden. Da man anlagde renden, stødte man på en ældre brønd fra før klosterets tid (1180’eme). Den er et af de få vidnesbyrd om beboere i dette område før brødrene kom til. Brønden lå i vejen for deres byggeri. Den blev fyldt op, og to granitkvadre på hver 1.40 m. blev lagt på hjørnestolperne. Kvadrene var præcist kløvede, så de førte renden hen over den gamle brønd. Det lille nordhus (3) blev bygget lidt senere, her er buestikket anlagt ovenpå renden. Renden havde tydeligt fald (6.14-9.3%) mod nord ned til Byens Bæk, så der var ingen tvivl om dets funktion som afløb fra klosteret. De arkæobotaniske analyser har påvist et interessant indhold. Ikke kun de nævnte planterester, men også fiskeknogler, fiskeskæl, insektdele, muslingeskaller og svampesporehuse. Renden var en kloakrende, der førte latrin- og andet affald væk fra klosteret. Efterhånden blev renden godt fyldt op, på det nederste stykke af teglafsnittet var den helt tilstoppet af slam. Men da den var gravet ned i undergrunden, og dermed dækket af jordlag, kunne man ikke komme til at fjerne tilstopningerne. Renden blev ubrugelig, men havde dog virket i to generationer.
I året 1312 besluttede brødrene, at der skulle anlægges en brønd til at sikre klosterets vandforsyning. Jo tættere på køkkenet, des bedre. Derfor blev brøndgraverne sat i gang med arbejdet få meter fra klosterets nordmur, i gården mellem nordfløj og nordhus. Der stødte de på kloakrenden. Det blev dog besluttet, at den ikke var til nogen nytte mere. Så de fjernede de sten, der lå i vejen, og gravede endnu dybere. Den stort anlagte rende blev derved sandsynligvis taget ud af brug senest i 1312. Muligvis kunne man stadig se buestikket inde i nordfløjen. Men hvis man brugte det til spildevand, endte dette ikke mere i Byens Bæk, men derimod i brønden (4).
Brøndens indvendige mål var 1.5 × 1.5 m og den var mindst 10 m dyb. Som så meget andet i dette kloster, var den bygget anderledes end normalt brøndbyggeri. Den havde ikke de gængse hjørnestolper, men var derimod samlet af planker, der var savet ud til at gå i hak med hinanden.” På den måde blev den solid nok til at modstå jordens tryk selvom træet ældedes. Denne brønd kom til at fungere i knap 100 år. Så udvidede man køkkenet (20) og sløjfede den. Den blev fyldt op, og et gulv blev lagt hen over. Men den blev ved med at give problemer længe efter. Fylden satte sig konstant, og gulvet blev temmeligt ujævnt i det hjørne.
I østfløjens nordligste rum førte en teglstensrende fra vest mod øst, for derefter midt i rummet at lave et knæk mod nord (9) og blive ført ud under rummets nordmur via et buestik, der var oprindeligt i muren (6). Senere nedgravedes en tønde i gulvet ned i renden, der derved blev ødelagt (10). Tønden skulle sandsynligvis fungere som drænbrønd. Dvs. den opsamlede vandet fra renden, hvorefter det enten sivede langsomt ud i jorden, eller tønden blev tømt jævnligt.
Nordfløjens østligste rum havde flere render. Ældst (men ikke oprindelig) var en øst-vestgående rende dannet af tagsten (11), der mod øst endte i en tønde i gulvet (12). Langt senere anlagdes et gulv af marksten i dette rum. Noget ujævnt, men særdeles slidstærkt. Midt i rummet dannedes af stenene en forsænket rende i gulvet (22). Også denne rende, der stod åben i rummet, endte i en tønde. Rummet skulle altså stadig anvendes til en eller anden form for vandpjaskeri. Muligvis bryggers. I middelalderen drak man hellere øl end vand (det var nok også sundere, når man betænker vandkvaliteten). Der skulle brygges meget øl til et helt kloster, og til dette formål bruges meget vand.
Før det store køkken blev opført o. 1400 løb en lukket rende midt ned gennem den lille gård mellem nordfløjen og nordhuset, dvs. udendørs (13). Den løb ud i nordlig retning. Den var dannet af teglrør (tagtegl). Muligvis blev den anlagt samtidig med den store brønd fra 1312 (4), da den begynder i nærheden af denne. Der stod køkkenhjælperen og rensede de mange fisk, der blev spist i klosteret. Skællene blev skyllet ud gennem afløbet. Mange blev siddende inde i rørene, og gav således arkæologerne et indblik i brødrenes spisevaner, da man åbnede renden 5-600 år senere. Men også denne rende blev glemt og gemt. Da det store køkken blev opført, byggede man en bageovn (26) lige oven på renden.
Endelig skal nævnes en teglstensrende, der førte fra det store køkken ud under den lange passage. Den var ikke oprindelig i muren. Da den blev anlagt, pillede man nogle af murens fundamentsten ud og gravede ud under den. Den kendes kun på et meget kort stykke, så hvor den har ført vand til eller fra vides ikke.
Byens Bæk hører på sin vis også til klostrets vandforsyning. Man kunne både hente vand fra denne og ikke mindst hælde sit spildevand ud i den, omend der næppe var andre end sortebrødrene, der ligefrem lod en spildevandsledning føre ud i bækken.
Middelalderens bygninger var kolde og undertiden fugtige. Ikke sært at størsteparten af de undersøgte skeletter fra Sortebrødre Kirkegård led af gigt i større eller mindre grad.[12] Det gælder både borgere, adel og munke. I den henseende var der ikke nogen større forskel på stænderne. Bygninger af teglsten var ikke varmere end lægfolkets huse. De fleste anvendte køkkenets ildsteder eller ovne til både madlavning og almindelig opvarmning. Det gjorde sortebrødrene også. I deres køkken skulle der laves mad til mange mennesker hver dag. Ét ildsted var ikke nok. I køkkenets yngste fase (efter storombygningen o. år 1400) var der et kaminildsted (24), flere åbne ildsteder (25), samt en stor bageovn (26). Endvidere blev der ved udgravningerne fundet enkelte kakler fra en kakkelovn. Alt dette måtte have givet varme i denne del af klosteret.
Mens ildstederne anvendtes dagligt, blev bageovnen kun anvendt på de specielle bagedage. Ovnen var stor og krævede meget brænde, så man foretrak at bage brød til lang tid, selv om det så nok blev lidt tørt til sidst. Til gengæld kunne både den og ildstederne holde på varmen længe efter ilden var slukket Foran bageovnen var nedgravet en tønde (27) til at skrabe aske og trækul ud i. Ildstederne blev flittigt brugt. Der findes adskillige faser anlagt omtrent på samme sted. Andre ildsteder kunne opføres efter behov, også midt på gulvet, hvor man hurtigt kunne nedlægge dem igen, hvis de lå i vejen. Når man havde travlt i køkkenet, og hurtigt skulle bruge ild, brugte man blæsebælge til at puste liv i gløderne. Der blev fundet to mundstykker fra blæsebælge i køkkenet.
Måske har enkelte andre rum haft ildsteder, ildbækkener o.l. til at give en nødtørftig varme i den kolde, nordiske vinter. Vinteren kunne være en barsk tid for de brødre, der kom fra de sydligere egne. Sortebrødreordenen tillod (eller ligefrem anbefalede) brødrene at flytte mellem ordenens forskellige klostre, i modsætning til de ældre ordener, der netop krævede stabilitas lod, dvs. at man for bestandigt blev i det én gang valgte kloster. Måske var det en forfrossen sortebroder fra Sydeuropa, der fandt på ideen til hypocausten (5). Han kan havde haft kendskab til teknikken fra antikke skrifter, eller måske fra lignende installationer i andre klostre. Hypocausten kendes fra flere nordiske klostre og borge. I Odense således både fra Skt. Knud og Skt. Clara. Løgum (cistercienser-) klosters talesal var forsynet med hele to sådanne anlæg.[13] Fra et fyrrum, sædvanligvis placeret under det rum, der skulle opvarmes, varmede man en dynge sten, som hvilede på en række murbuer over fyret. Mens ilden brændte trak røgen hen til en skorsten. Men når stenene var varmet tilpas op, og røgudviklingen var ophørt, lukkede man med spjældet skorstensåbningen. Så fjernede man dæksleme over en række lodrette kanaler, som gennembrød det øvre rums gulv. Derefter trak den varme luft, uden røg, op gennem kanalen og ind i det øvre rum.[14] Avanceret og ganske givet behageligt.
At dømme udfra køkkengulvets mange aflejringer af årtiers, eller århundreders, madlavning, var hygiejnen ikke just i højsædet. Trækul i tykke lag sammen med rester af dyreknogler, fiskeben og andet godt afslører dette. Blandt knoglerne i gulvlagene fandtes rester af den plagsomme husrotte. Men dette problem havde brødrene dog forsøgt at løse, de havde anskaffet sig mindst én kat. Hvordan det stod til med den personlige hygiejne, ved vi af gode grunde ikke. De undersøgte skeletter fra kirkegården kunne dog afsløre noget om tandhygiejnen blandt både brødre og lægfolk. Adskillige havde været plaget af både caries, tandsten og paradentose, og enkelte led såmænd også af rodbetændelse. Nogle fik løst problemerne ved tandudtrækning. Af de få, der blev over 60 år, var de fleste så godt som tandløse. Af sanitære forhold er kun bevaret et enkelt latrin fra klosterets sidste tid, omkring 1500. Det lå naturligt nok bag de regulære bygninger, så langt fra kirken som muligt (21). Passagen, der bl.a. – eller kun? – førte om til latrinet, vidnede om flittigt brug af dette (28). Passagen var forsynet med flisegulve, der var slidte og nogle steder var blevet udskiftet indtil flere gange. Latrinet var muret op af de almindelige munkesten som en firkantet ramme. Men den nordlige “væg” var ikke muret som de øvrige. Her var stenene kun løst sat sammen. Når latrinet skulle tømmes, var det nemt at rive denne væg ned, fjerne indholdet, og derefter sætte stenene på plads igen. Nord for klosteret lå et større, temmeligt sumpet areal mod Byens Bæk. To nedgravede tønder, placeret ovenpå hinanden, kan være et andet, mere primitivt latrin. Området bar i hvert fald tydeligt vidnesbyrd om at være anvendt til renovationsdepot.
En bearbejdning af det arkæologiske materiale kombineret med skriftlige kilder og naturvidenskabelige undersøgelser har hermed givet nye oplysninger om middelalderens Odense. Ikke kun om sortebrødrene, men også generelt om byen. Brødrene medbragte betydelig specialviden om VVS-installationer o.l. Men de har også taget højde for de gældende forhold og anvendt det forhåndenværende materiale. De eksperimenterede sig frem til installationernes forløb og udseende. Ikke to render er identiske, bageovnen var usædvanlig stor, brønden var ligeledes af en anseelig størrelse, og hypocauster var ikke hvermands eje. At anvende begrebet VVS-installationer om brødrenes opfindsomme anlæg er naturligvis en anakronisme. Men i disse middelalderlige installationer ligger kimen til senere tiders opfindelser. Andre har taget ved lære af disse eksperimenter og anvendt resultaterne deraf til egne formål. Ved at fokusere på den slags tekniske færdigheder fås et andet og mere nuanceret billede af middelalderens gejstlige stand. Deres interesser lå ikke kun på det åndelige plan, men sandelig også på det praktiske. Således må kirkens mænd også have en stor del af æren for bl.a. teknologiske, lægevidenskabelige og administrative landvindinger i Danmarks middelalder. Middelalderen var måske ikke helt så mørk som senere tiders forskere hævdede. Der var også plads til opfindsomhed og nyskabelse.
i Møntergårdens arkiv
Research vedr. tegningsmaterialet Hans Lyholm.
