I 1994-udgaven af Fynske Minder kunne man læse en artikel om vikinger på Fyns Hoved. Her, yderst på den arm, der strækker sig fra Fyn mod nord og nordøst ud i Kattegat og Storebælt, havde arkæologer fra Odense Bys Museer undersøgt en kystnær bebyggelse fra vikingetiden (Henriksen 1994). Denne artikel handler om en vikingeboplads som ligger i præcis det modsatte hjørne af øen, nærmere betegnet 1 km sydvest for landsbyen Strandby på Sydvestfyn (fig. 1). Ganske som bopladsen på Fyns Hoved ligger også Strandby-pladsen tæt ved kysten og ned til et naturligt beskyttet farvand.
Efter opdagelsen af det store kultanlæg fra bondestenalderen ved Sarup omkring 1970 blev den arkæologiske verdens øjne for alvor rettet mod Sydvestfyn. Intensive rekognosceringskampagner blev startet for at finde bopladser og storstensgrave i omegnen af Sarup. Under en af disse markafsøgninger ned mod strandengene ved den nordligste del af Helnæsbugten fandt amatørarkæologerne Børge Holmegaard Jensen og Arne Aakær Rasmussen i 1980’erne spor efter overpløjede storstensgrave fra bondestenalderen samt et bopladsområde fra vikingetid. Da storstensgravene, som viste sig at være dysser, senere blev udgravet, fremkom der uden for gravanlæggene grubehuse og stolpehuller med keramik fra den tidlige del af vikingetiden (Andersen 1997:94ff). Luftrekognosceringer og en mindre prøvegravning i 1992 viste, at der omkring dysserne lå et stort bopladsområde med mindst en halv snes grubehuse. Da bebyggelser fra vikingetid endnu er et relativt uoplyst område af Fyns forhistorie, blev der i 1995-97 lavet større fladeafdækninger centralt på bopladsområdet.[1]
Disse undersøgelser er gennemført som udgravningslejre for amatørarkæologer, og arbejdet er foregået i samarbejde med amatørarkæologisk forening Harja, Folkeuniversitetet og Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter (Henriksen 1996a). Efter udgravningen i 1997 er der afdækket ca. 6.000 kvadratmeter på vikingebopladsen. Selvom det udgravede areal måske kun udgør en fjerdedel af bopladsens samlede udstrækning, er det allerede nu på sin plads at præsentere nogle af undersøgelsernes vigtigste resultater.
De fleste af de vikingebebyggelser, som kendes på Fyn, er placeret i områder med gode muligheder for korndyrkning og høslæt. Bopladserne har næsten altid været placeret mindst et par kilometer fra kysten, som var særdeles udsat i tilfælde af fjendtlige angreb. Strandby-bopladsen har en helt anderledes placering i landskabet – nemlig helt ud til kysten. Hvis man vil forstå, hvorfor vikingerne her har anlagt en bebyggelse på et helt atypisk sted, er en nærmere udredning af landskabsforholdene nødvendig. Herunder er det især vigtigt at forsøge at rekonstruere det landskab, som vikingerne bevægede sig rundt i for over 1000 år siden.
Bebyggelsen ligger på et nordvest-sydøst orienteret grusnæs, der strækker sig næsten helt ned til Helnæsbugtens nordligste vig. Mod nord har næsset forbindelse til det fynske »fastland«. Bebyggelsens sydligste del ligger mindre end 200 m fra nutidens kystlinje og ca. 2 m over det nuværende vandspejl (fig. 2).
Øst og vest for næsset findes udstrakte engarealer, der fra Helnæsbugten i syd strækker sig som tunger mod nord og nordvest ind i landet. Disse engarealer var med stor sikkerhed også i vikingetiden dækket af græs, som sikkert var isprængt bevoksninger af krat og siv på de lavest liggende partier. Kun i forbindelse med vårflom i de små bækløb, der gennemskærer engene, eller ved ekstremt højvande i Helnæsbugten har der i korte perioder stået lidt vand ind over græsset (fig. 3).
Ved undersøgelser over hele landet er det dokumenteret, at der siden istiden er sket væsentlige ændringer i forholdet mellem hav og land, således også på Fyn. Den nordlige del af øen har hævet sig, efter at den tyngende iskappe smeltede bort. Tilsvarende har den sydlige del af øen sænket sig. Det er forklaringen på, at marinarkæologer fra Langelands Museum har kunnet finde stenalderbopladser på ca. 2 m dybde i Helnæsbugten ud for vikingebopladsen. Der er altså sket en ændring i forholdet mellem hav og land på over 2 m i løbet af ca. 6000 år (Skaarup 1983). I tiden
siden vikingebopladsen var i brug, skønnes ændringerne dog ikke at have været store. Antagelig har vandstanden i Helnæsbugten højst været 0,5 m lavere i vikingetiden end nu. Da bugtens inderste vig i dag er meget lavvandet, kan det have bevirket, at kystlinjen dengang har ligget 100-200 m sydligere end i dag. Det vil sige, at potentielle aktivitetsområder mellem selve bopladsen og vikingetidens kystlinje i dag er oversvømmet og borteroderet. Hvor mange spor efter vikingernes aktiviteter er mon ødelagt her?
Det grusede næs har flere gange i forhistorisk tid tiltrukket mennesker. En enkelt flintøkse fra Maglemosekulturen (ca. 7000 f.Kr.) fortæller, at området allerede på dette tidspunkt har været besøgt af jægere. I begyndelsen af bondestenalderen – i 4. årtusinde før Kristi fødsel – var der intensive aktiviteter på stedet. Først og fremmest blev ikke mindre end fem imponerende storstensgrave opført på næssets højeste punkt inden for blot et par århundreder (fig. 4). Derudover har en mindre gruppe bønder på samme tid haft permanent bolig nær gravanlæggene. Ca. 80 m fra dysserne er i 1996 undersøgt et ca. 10 m langt og 3,5-3,7 m bredt hus fra bondestenalderens tidlige del (Henriksen 1996b).
Fra enkeltgravskulturen i bondestenalderens midte (ca. 2500 f.Kr.) stammer en intakt flintøkse, der blev fundet i en lavning i den sydvestlige udkant af vikingebopladsen. Om denne økse er tilfældigt tabt, eller om den er et offerfund fra den periode, hvor det var almindeligt at placere en eller flere økser især i vådområder som ofringer til en ukendt guddom, vides ikke.
I slutningen af bondestenalderen (ca. 2000 f.Kr.) blev næsset i hvert fald periodisk hjemsted for en gruppe fiskere eller jægere, hvis specielle fangstredskaber – tandede flintspyd – er fundet i et antal af ca. to snese (Andersen 1996).
Sydvestfyn er rigt på spor efter bronzealderens folk, og en gruppe af disse har besøgt engene ved Helnæsbugten for at genbruge stenalderbøndernes storstensgrave til begravelser i tiden mellem ca. 1000 og 500 før Kristi fødsel. Flere små stenkister med brændte menneskeknogler fra denne tid er undersøgt i kanten af dysserne. Efter disse begravelser ser der ikke ud til at have været aktiviteter på stedet, før der i yngre germansk jernalder – antagelig en gang i 600-tallet efter Kristi fødsel – blev anlagt en bebyggelse umiddelbart vest for de storstensgrave, der endnu på dette tidspunkt har været synlige i terrænet. Om denne bebyggelse handler det følgende.
På bopladser fra vikingetiden finder man som regel masser af huller efter de stolper, som har været nedgravet i forbindelse med opførelsen af hegn og huse. Også på Strandby-pladsen er der fundet mange stolpehuller, men de lå mere eller mindre tilfældigt spredt over det udgravede areal, og kun ganske få indgik i egentlige systemer, men ikke i ét tilfælde i en egentlig huskonstruktion. Fra andre fynske udgravninger kendes vikingernes karakteristiske krumvæggede og solidt byggede langhuse (Henriksen & Porsmose 1995), men sådanne beboelseshuse eller gårdsanlæg har ikke været opført på Strandby-pladsen. Det er et vigtigt argument for, at der ikke har været helårsbeboelse på stedet.
På indlandets landbrugsbebyggelser fra vikingetiden findes ofte små, let nedgravede »jordhytter« eller grubehuse, som de benævnes. Disse er også fundet ved Strandby og til og med i det største antal, der kendes fra en fynsk vikingetidsbebyggelse.
På grusnæsset ved Helnæsbugten er der hidtil undersøgt 29 grubehuse, men aftegninger i afgrøderne øst for det udgravede område viser, at her findes mindst fem mere (fig. 4). Grubehusene er samlet inden for et areal på ca. 130×70 m, og dette område må betegnes som bebyggelsens centrale del.
Der kan spores en vis systematik i den måde, som grubehusene er anlagt på. De ligger tildels ordnet i rækker og grupper, og i intet tilfælde er et grubehus gravet ned i et andet. Det kunne antyde, at de alle har været i brug på samme tid, men oldsagerne fra grubehusene viser, at de har været bygget over en periode på ca. 350 år. Hvor mange grubehuse, der har været i brug på samme tid, kan dog ikke afklares med sikkerhed, men det drejer sig næppe om mere end ca. 5.
Grubehusene var ovale i omrids med tværmål på 2,8-4,5 m, og de har været nedgravet mellem ca. 0,5 og 1 m under jordoverfladen (fig. 5 & 6). I hver ende af nedgravningerne har der været placeret en stolpe, som har båret en tagkonstruktion. Stolperne stod med en afstand af 2,3-3,0 m. I et par tilfælde har det ligefrem været muligt at se aftryk af den stolpe, som har stået i hullet, og disse har blot været 6-8 cm tykke. De har dermed kun båret en let tagkonstruktion, og tagdækningsmaterialet må have været af f.eks. tekstil eller skind. Dette oversejl har let kunnet fjernes, hvis man ønskede luft og dagslys nede i gruben. Derimod har det ikke ydet megen beskyttelse mod krybende kulde og havgus.
Stolperne var, på nær i et enkelt tilfælde, altid placeret i øst- og vestenden af grubehusene. Ved at orientere anlæggene øst-vest opnåede man dels, at vindpresset blev formindsket, og dels at varmen fra solen og dagslyset kunne udnyttes optimalt.
Bortset fra meget få spinkle pælehuller er der ikke påvist spor efter vægkonstruktioner i grubehusene, sådan som det kendes fra en del grubehuse på vikingetidsbebyggelser i indlandet. Den jord, som blev opgravet ved konstruktionen af grubehuset, kan have været lagt i en krans omkring nedgravningen, og sammen med taget har denne jordvæg vel udgjort beskyttelsen mod vind og vejr.
Hvis grubehusene skulle have været anvendt til permanent beboelse, skulle man forvente, at der kunne findes spor af ildsteder eller ovne på deres bund. Der er kun i et enkelt grubehus fundet rester af et lille glødeildsted; i alle de øvrige anlæg må lys og varme være kommet fra solen – eller fra fakler og olielamper.
Sammenfattende må det siges, at grubehusenes lette konstruktion og manglen på lys- og varmekilder viser, at de ikke har været velegnede til boliger i de kolde og fugtige vintermåneder. Snarere har de kunnet anvendes til midlertidige overnatninger i sommerhalvåret eller til forskellige håndværksaktiviteter i døgnets lyse timer. At sidstnævnte kan være tilfældet, afspejles af de oldsager, som er fundet i grubehusene.
Ved udgravningen af grubehusene og bopladsens øvrige anlæg blev jorden omhyggeligt soldet gennem finmaskede net for at redde selv små stumper af genstande, som kunne fortælle om de aktiviteter, der har udspundet sig på stedet. Især fra grubehusene foreligger der et stort men ret ensidigt oldsagsmateriale.
Langt den største mængde af fundene udgøres af skår fra knuste lerkar. Skårene er en meget vigtig fundgruppe, idet udformningen af lerkarrene såvel som eventuel ornamentik er med til at datere karrene – og dermed de anlæg, som de findes i. Her ud over kan skårene måske vise, at forskellige typer kar, som repræsenterer forskellige funktioner, har været i brug. Dermed kan skårene også blive en kilde til belysning af de aktiviteter, der har været på pladsen.
På nær en enkelt undtagelse stammer alle skår fra lerkar, der er produceret lokalt. På selve bopladsen er karrene dog næppe fremstillet, idet der er 1-2 km til den nærmeste forekomst af ler. Så lerkar og alle andre genstande af ler er transporteret til stedet som halvfabrikata eller i færdiglavet tilstand.
Næsten alle skår stammer fra almindelige håndlavede husholdningskar af »grydestørrelse«. På adskillige skår sidder skorper af fastbrændt mad, som viser, at karrene har været brugt til madlavning – vel til at koge suppe og grød over åben ild. Karrene er udført i groft og tykvægget gods iblandet knust granit og småsten.
Lerkarskårene er endnu ikke sammenlimet til større skårflager, således at karrenes form og størrelse præcist kan rekonstrueres. Skårene fra karrenes randpartier viser dog, at seks forskellige hovedtyper har været i brug i løbet af den tid, hvor der har været aktiviteter på bopladsen.
Ældst er kar med svajet profil og en udadsvunget rand. Denne type lerkar vides fra andre fundsteder at have været i brug i yngre germansk jernalder og tidlig vikingetid. Langt de fleste skår stammer fra såkaldte halvkuglekar. Som navnet antyder, har karrene form som en halvkugle. Den tynde og indadbøjede rand går ud i et med karsiden, og bunden er rundet. Denne kartype har både været i brug i yngre germanertid og i tidlig vikingetid, men også helt op mod årtusindskiftet har den været anvendt. Som en variation af halvkuglekarret kan ses skår af et lerkar med svaleredehank. På det halvkugleformede kar har der været anbragt to hanke inde i en lille »rede«, som forhindrede at snoren brændte over, når karret var ophængt over åben ild. Svaleredekar er ikke tidligere fundet på Fyn (Becker 1959).
Den fjerde hovedtype af lerkar er såkaldt Østersøkeramik, som mere skiller sig ud ved sin karakteristiske ornamentik end ved karformen, der svarer til halvkuglekarrenes. Dog skal det nævnes, at i hvert fald ét kar i Østersøkeramik muligvis har været afdrejet på en langsomtgående drejeskive, da det virker mere regelmæssigt og i det hele taget bedre udført end det øvrige karmateriale (fig. 7).
Små bægre udgør en selvstændig type af kar. Formmæssigt svarer de til de store kogekar, men størrelsesmæssigt kan de sammenlignes med hankeløse kopper (fig. 8). Og netop som kopper har de sikkert også været anvendt; om det så har været til at drikke mjød, øl eller mælk af, kan ikke afgøres.
Formodentlig har alle de ovennævnte kartyper haft rundet bund. Der er dog også skår fra fladbundede kar, men randudformningen på disse kendes ikke med sikkerhed; antagelig er der dog tale om kar med tynd, indadhældende rand, og altså en profil, der nærmest svarer til halvkuglekarrenes.
Udsmykning af lerkar har vikingerne ikke lagt megen vægt på. På enkelte skår er der spor efter bemaling i form af sorte bånd. Og et par kar er ornamenteret med indstukne fingeraftryk og cirkler. På et kar har man stemplet på indersiden tæt under randen med et cirkulært stempel med korsmotiv. Denne ornamenttype kendes ellers især fra jyske fund. Ganske få kar fra den nordlige del af udgravningsområdet er ornamenteret med krydsskravering eller omkringløbende furer og/eller rækker af fingerindtryk. Det er netop denne lerkartype, der benævnes Østersøkeramik (fig. 7).
Som omtalt er der også fundet rester af ikke lokalt produceret keramik på stedet, dog kun i form af et enkelt skår i tyndt, gult og fintmagret gods med udvendig stempelornamentik (fig. 9). Skåret stammer fra et såkaldt Badorf-lerkar, der i vikingetid er importeret fra Rhin-egnene. Skår fra Badorf-lerkar er på Fyn tidligere kun fundet i Gudme og i Odense. I Sydvestjylland – især i Ribe – som havde tætte kontakter til Rhin-egnene, er Badorf-lerkar derimod forholdsvis almindelige (Jensen 1991:16). Det vides ikke, om Badorf-karret var intakt, da det kom til Sydvestfyn. I så fald var det måske i form af en amfora, som indeholdt vin eller olie. Under alle omstændigheder er skåret et vigtigt fingerpeg om vikingernes vidtstrakte forbindelser.
Germanertidens og vikingetidens keramik er så simpelt og groft udført, at kun enkelte karakteristiske former og ornamenttyper kan dateres mere præcist. Samlet viser lerkarskårene, at bopladsen har været i brug fra engang i yngre germanertid til yngre (men ikke yngste) vikingetid. I årstal svarer dette til tidsrummet fra ca. 600-700 til 1000 efter Kristi fødsel.
I næsten alle grubehuse er der fundet en eller flere ten- og vævevægte af ler. Tenvægtene er alle koniske eller dobbeltkoniske, og ganske mange er lavet i fintmagret og beglittet gods, der viser tydelige spor af efterbearbejdning på en drejebænk (fig. 10). Selvom tenvægten blot var en simpel brugsgenstand, der blev anvendt, når ulden skulle spindes til garn, gjorde man noget ud af udformningen.
Ringformede vævevægte af brændt ler er også fundet i næsten alle grubehusene og som regel i indtil flere eksemplarer (fig. 11). Vævevægtene har fungeret som lodder, der holdt trådene udspændt ved vævning på en opretstående væv. Deres placering i grubehusene har desværre ikke givet præcise oplysninger om, hvorvidt væven overhovedet stod nede i gruben.
Sammen med vævevægtene er i mange grubehuse fundet nævestore, rå lerklumper, som kan stamme fra ubrændte vævevægte. I et par tilfælde er der også sammen med vævevægtene fundet naturlige flintesten med huller i, og måske har også disse været anvendt som tyngder på væven i mangel af bedre.
Det store antal ten- og vævevægte viser tilsammen, at tekstilbearbejdning spillede en væsentlig rolle på Strandby-pladsen. Faktisk er mængden af disse redskaber i grubehusene så overvældende, at det er nærliggende at betegne i hvert fald hovedparten af grubehusene som vævehytter. Hvis de nedgravede grubehuse har været anvendt som sådan, forstår man bedre den lette tagkonstruktion. De to stolper i enderne af grubehusene kunne jo, udover at fungere som støtter for et oversejl om natten eller i tilfælde af dårligt vejr, udgøre de bærende stolper i en opstadsvæv. Samtidig forklares manglen på ildstedet, idet det ikke var hensigtsmæssigt med åben ild ved siden af letantændeligt garn og kostbart tekstil.
I næsten alle anlæg på pladsen fandtes spredt små klumper af rødbrændt ler. Måske er der blot tale om stumper af ubrændte vævevægte, der ved et tilfælde er endt på et bål, eller måske stammer klumperne fra lerbyggede esser og ovnanlæg, som oprindeligt har været opført på jordoverfladen. Egentlige ovnanlæg med risflettet kappe og lerbeklaskning må have været bygget på stedet, idet der i et par anlæg fandtes decideret lerklining med aftryk af grene og græsser. Om der har været tale om små bageovne eller ovne med en mere håndværksrelateret funktion (smedning eller metalstøbning), kan dog ikke afgøres.
Smeden har været en af vikingetidens meget vigtige håndværkere. Hans produkter var uundværlige såvel i det daglige arbejde som i krig. At der også har været smede på Strandby-pladsen dokumenteres af en mængde jernslagger, som stammer fra smedeprocessen. Slaggerne er fundet spredt i grubehusene; i ét hus i så store mængder, at dette anlæg måske kan betegnes som en smedehytte. Netop dette grubehus skiller sig desuden ud fra de andre ved at være nord-syd orienteret og ved at have en »arbejdsgrube« foran selve grubehusnedgravningen. Smedearbejdet har næppe fundet sted nede i selve grubehusene; i så fald skulle der forventes spor efter essekonstruktioner. Essen har givet været konstrueret direkte på jordoverfladen på arealerne mellem grubehusene. Herfra er sporene siden fjernet ved dyrkning af området.
Ved rekognoscering syd for grubehusbebyggelsen, helt nede ved kanten af strandengen, er der fundet en plet på ca. 30 m i diameter med talrige indtil nævestore slagger. Antagelig viser disse fund, at der her, lidt borte fra grubehusene, foregik særligt intensive smedeaktiviteter. Et hammerhoved af jern er opsamlet samme sted, men da der er tale om et løsfund, kan det ikke med sikkerhed dateres til vikingetiden.
Smedens aktiviteter dokumenteres også af en mængde stumper helt forglasset ler. Leret er brændt ved så høje temperaturer, at det er begyndt at smelte. Lerstumperne stammer fra ovn- eller essekonstruktioner og sikkert fra avlsten (eller essesten), som er betegnelsen på den plade, der placeres foran blæsebælgens munding for at beskytte denne mod essens varmestråler.
Kun jernsmedens aktiviteter kan påvises på bopladsområdet. Der er ikke med sikkerhed fundet spor efter f.eks. bronzesmedens arbejde i form af slagger, digelfragmenter eller støbeaffald. Også dette forhold er lidt specielt; på næsten alle større bopladser fra vikingetid findes der spor efter bearbejdning af bronze og måske endda tillige af ædle metaller.
Udover jernsmedens affald er der fremkommet en del af hans produkter. Af identificerbare genstande var nagler eller søm mest almindelige. Blandt naglerne påkalder en mængde klinknagler sig særlig interesse. Klinknaglerne adskiller sig fra de almindelige søm ved i den modsatte ende af hovedet at være forsynet med en nitteplade, der har fungeret som »lås«, når naglen blev brugt til at sammenføje to stykker træ (fig. 12). Klinknaglerne har været anvendt til sammenføjning af planker i vogne, kister og ikke mindst skibe. Klinknaglerne blev ofte fundet i overbrudte stykker. Disse viser, sammen med ubrugte nitteplader, at skibe eller vogne jævnligt blev repareret på bopladsen.
Jernknive, der må betegnes som vikingens vigtigste redskab, er fundet i flere eksemplarer. Med undtagelse af to knive, som blev fundet under specielle omstændigheder (se nedenfor), er alle helt opslidte og udtjente. Af andre personlige redskaber kan nævnes et fyrstål, som sammen med en flintesten eller en stump svovlkis, kunne bruges til at slå ild.
En enkelt tornformet pilespids af jern udgør det eneste våben på pladsen overhovedet. Pilespidsen er af en type, som man normalt forbinder med krigeriske aktiviteter. Spidsen er bøjet, og man fristes næsten til at tro, at den rent faktisk har været i brug.
I vikingens bælte sad kniven ofte sammen med en hvæssesten, der skulle bruges til at skærpe knivens æg. Hvæssesten er der fundet flere af i grubehusene, og alle er helt opslidte. Tre hvæssesten påkalder sig særlig opmærksomhed, idet de er lavet af en mørk gråsort og meget finkornet skifer, som er importeret fra den sydlige del af Norge.
Fra Norge stammer også flere skår af klæberstensgryder. Skårene er alle meget små og stærkt ildpåvirkede; nogle har tillige spor efter klinkning. De importerede gryder har været repareret og brugt indtil de gik helt itu, og selv herefter kunne skårene bruges til tenvægte eller spillebrikker. Klæberstensskårene stammer fra halvkugleformede gryder, og deres funktion som kogekar dokumenteres af den samme slags fastbrændte madskorper, som kan ses på lerkarskårene. På en af gryderne har der været udvendig ornamentik i form af vandrette, indskårne furer (fig. 13), så også på den måde har stengryderne lignet de lokale kogekar – eller var det omvendt?
En tredje importeret varegruppe af sten er drejekværne af Mayen-basalt fra Rhinlandet. Der er fundet adskillige stumper af disse karakteristiske kværne, og i alle tilfælde var der tale om fuldstændigt nedslidte og helt knuste redskaber, der havde været i brug gennem lang tid, før de endte i jorden.
Fra grubehuse såvel som de omkringliggende anlæg stammer enkelte smykkefund, der mere eller mindre tilfældigt må være tabt på stedet. En undtagelse herfra udgøres af en smuk bronzearmring – men herom senere.
Væsentligt for bopladsens datering er fundet af tre brocher, såkaldte fibler, af bronze. Da form og ornamentik på smykkeudstyr skiftede ofte som følge af modens luner, kan deres alder fastsættes mere præcist end tilfældet er med de fleste dagligdags brugsting. Desværre er ingen af fiblerne fundet i grubehuse eller andre forhistoriske anlæg; de to første er overfladefund, og den sidste er fundet i omgravet jord i en kartoffelkule!
Det ældste af de tre smykker er en oval pladefibula med spor efter tinbelægning. Trods kraftig korrosion kan anes en ornamentik, der består af et S-slynget slangedyr med åben mund. Dyret snor sig om sin egen akse, og det virker drabeligt (fig. 14). Pladefibler af bronze hørte til de finere kvinders brystudsmykning i yngre germansk jernalder, og fiblen kan dateres til 600-tallet, antagelig til århundredets første eller midterste del. Smykket er dermed det ældste spor efter aktiviteter i den sene jernalder på stedet overhovedet.
Den næste fibula er kun et fragment, men alligevel kan stykket let bestemmes som en husformet (eller hjalteformet) fibula fra 800-årene, altså fra tidlig vikingetid (fig. 15). På smykkets bagside kan ses rester af nålehæftet såvel som aftryk af det tekstil, der blev anvendt ved støbeprocessen. De hjalteformede fibler er forholdsvis sjældne (H.J. Madsen 1984), men på Fyn kendes, udover Strandby-stykket, også et par eksemplarer fra den store vikingeboplads ved Hjulby (Henriksen 1996c).
Den sidste bronzefibula er også fragmenteret. Det drejer sig om et såkaldt trefliget spænde, der, ligesom de to foregående typer, er et typisk brystsmykke (fig. 16). De trefligede spænder dateres til 800-900-tallet, altså den mellemste og sene del af vikingetiden. Strandby-fiblen er grov i formen og usædvanlig primitiv i ornamentikken – helt i modsætning til de andre kendte fibler af denne type. Mon ikke det er en lokal bronzestøber, der er ansvarlig for dette »sildebensornamenterede« stykke?
Fra skriftlige kilder såvel som fra vikingetidens begravelser ved vi, at datidens kvinder yndede at bære store kæder af glas- og ravperler om halsen. Nu og da blev nogle perler borte i græs og smuds på bopladsen, og det er forklaringen på, at der ved udgravningerne er fundet op mod en snes perler af glas. Hertil kommer en skiveformet og en terningeformet perle af rav.
Glasperlerne fra Strandby svarer helt til dem, der kendes fra andre bopladsfund såvel som fra gravfund fra yngre germanertid og vikingetid. De fleste perler er ensfarvede og kugleformede; andre er rørformede og flerfarvede, til tider med fine mønstre.
I det sydøstligste af de undersøgte grubehuse fandtes ved udgravningen i 1997 en lille manganrød glasplade. Pladen er uregelmæssig cirkulær med en diameter på 8 mm, og tykkelsen er knap 1 mm. Langs kanten af den let buede glasplade ses en fin behugning, der antyder, at den oprindeligt har været indfattet i et smykke. På stykkets konvekse side er da også langsgående ridser, som kan tale for, at pladen er blevet slidt, medens den sad i f.eks. en fibula. Netop i germansk jernalder var indfatning af glasstykker og granater i guldsmykker på højeste mode i Danmark. Ofte blev guldsmykker opbygget med små celler, der udfyldtes af forskelligfarvede ædelsten og glasstykker, som tilsammen dannede smukke mønstre. Under de gennemsigtige ædelsten og glasstykker kunne monteres et tyndt, vaflet guldblikstykke, således at stenen fik karakter af et katteøje, som reflekterede lyset. Antagelig har den lille glasplade siddet i et sådant luksussmykke. Skåret må imidlertid oprindeligt stamme fra et bæger, måske endda fra et af de tragtformede og fodløse drikkebægre, såkaldte tumlere, som vikingerne yndede. Bægrene kunne ikke stå selv, og måtte derfor tømmes i ét drag!
Glasbægre kunne man ikke fremstille i Norden i germansk jernalder, så det må være importeret fra Frankerriget, sandsynligvis fra Rhin-landet. Ved udgravninger i Ribe er det dokumenteret, at denne import var ret omfattende; her er fundet i tusindvis af skår (Jensen 1991). Fra handelspladser som den i Ribe blev glassene spredt over landet, men vi finder kun sjældent rester af dem på bopladserne. Glasbægeret har været i høj kurs, så da det gik itu, nænnede man ikke at kaste skårene på møddingen; de kunne genanvendes i smykkeproduktionen.
Det er allerede omtalt, at der ved udgravningen er fundet flere genstandsgrupper, som har fremmed oprindelse. Det drejer sig om keramik, kværnsten og glas fra Rhin-landet samt klæbersten og hvæssesten fra Norge. Derudover er råmaterialet (kobber og tin) til de fundne bronzesmykker også af fremmed herkomst. Mere uklar er oprindelsen på den malm, som er brugt til fremstilling af de mange jerngenstande. Mest sandsynligt er det dog, at jernmalmen er importeret fra Norge eller Sverige.
Også glasperlerne må betegnes som handelsvarer. Vi ved, at der i f.eks. Ribe og Hedeby var storstilet glasperleproduktion i yngre germanertid og vikingetid, så muligvis er perlerne kommet til Strandby via en af de to handelsbyer – måske i samme last som varerne fra Rhin-landet?
Ser man på den totale mængde importvarer, udgør den kun en forsvindende lille del af det samlede fundstof. Dertil kommer, at importgenstandene ikke bærer præg af at være gået tabt i forbindelse med handel; de importerede redskaber af sten er så opslidte, at de tydeligvis først er kasseret efter at have været i brug i lang tid.
Selv om kysten umiddelbart ud for Strandby-pladsen byder på gode anløbsmuligheder for handelsskibe, tyder oldsagerne ikke på, at handel har været en væsentlig aktivitet. Ud over de få tilhandlede varer udgør et muligt vægtlod og en arabisk sølvmønt, en såkaldt dirhem slået under kaliffen Harun al Rashid i 795-96, de mest klare spor efter købmandsskab.[2] Sporene er dog slet ikke så massive, som vi kender det fra andre kystnære fynske pladser fra jernalder og vikingetid, f.eks. fra bopladserne ved Gudme, Lundeborg og Hjulby. På disse lokaliteter synes handel at have været en væsentlig eller endog dominerende aktivitet. Således er fundgrupper som brudsølv og brudguld, mønter og vægtlodder, der karakteriserer handelspladserne, kun sparsomt eller slet ikke repræsenteret i Strandby.
I flere af grubehusene såvel som i de øvrige anlæg fra vikingetiden var der bevaret tænder og knogler fra dyr. En foreløbig gennemgang af materialet viser, at det indeholder en mængde tænder fra hest, hvorimod tænder fra kvæg – og især svin – ikke er så almindelige. At knoglerne ikke kun skal opfattes som affald, men i lige så høj grad som råmateriale til redskaber, viser fundet af en simpel pren, der er udskåret af en rørknogle fra et større dyr.
I et grubehus fandtes få deciliter smuldrede skaller fra blåmuslinger. Skallerne repræsenterer således ikke systematisk indsamling af muslinger til brug i husholdningen. Det er muligt, at de er hjembragt som souvenirs eller måske som agn til krogfiskeri efter torsk og fladfisk? For selv om der ikke er fundet fiskekroge eller andre direkte spor efter fiskeri på bopladsen, er det utænkeligt, at Strandby-vikingerne ikke har udnyttet havets ressourcer. Fra andre fynske fund ved vi, at vikingerne i vid udstrækning supplerede mælke-, korn- og kødmad med fisk (Henriksen 1997).
Enkelte fund af forkullede hasselnødder viser, at man også samlede forråd i skoven. Vi kan med andre ord konstatere, at Strandby-vikingerne har fået en alsidig og god kost, også selv om den tilsyneladende blev lidt branket ind i mellem.
Endnu i dag nærer mennesket en naturlig og velbegrundet frygt for torden og lyn. Den altødelæggende ild, som lynnedslag kan forårsage, kan man i dag tildels beskytte sig mod med forskellige praktiske afværgeforanstaltninger. Så sent som i forrige århundrede har frygten for lyn og torden været så stor, at man tyede til forskellige overtroiske midler for at forhindre lynnedslag. Der kendes f.eks. tilfælde, hvor hugorme, flintøkser eller forstenede søpindsvin blev nedgravet under husgulve. Også vikingerne må have haft stor respekt for den kraft, som de troede udgik fra tordenguden Thors hammer, Mjølner.
Ganske som landbefolkningen i 1800-tallet havde vikingerne deres metoder til at beskytte sig mod lynnedslag. Det er i hvert fald den mest sandsynlige forklaring på, at der i mange af Strandby-vikingernes grubehuse er fundet forstenede søpindsvin. Vikingerne kan have opsamlet forsteningerne på de omkringliggende marker, hvortil de er bragt af smeltevandsstrømmene i slutningen af sidste istid. Nogle eksemplarer bærer dog præg af at have rullet rundt i en havstok med kraftig bølgeslagsaktivitet, og en sådan findes ikke nærmere end mindst et par km fra bopladsen. Derfor må i hvert fald en del af forsteningerne være opsamlet på strande længere ude i Helnæsbugten eller på øerne i Helnæsbugtens sydlige del (Henriksen 1996b).
Under bunden på to grubehuse er fundet nedstukne knive (fig. 17). Der er tydeligvis ikke tale om tilfældigt tabte redskaber, men om forsætligt anbragte ofringer. Knivene har været stukket så langt ned, at skæftet akkurat har været synligt på bunden af grubehusene. Nogen praktisk funktion kan knivene næppe have haft, når de stod skjult her, og man kan ikke forestille sig, at man midlertidigt stak sin kniv ned i gruset under gulvet, medens man sad og arbejdede i grubehuset – for så siden at glemme den. Hvem vil ødelægge sit vigtige værktøj på den måde? Placeringen af knivene har nok en rituel betydning. Måske er også knivene et værn mod Thors frygtelige ildvåben. At ikke kun Strandby-vikingerne brugte nedstukne knive som beskyttelse mod torden og lynild, bevidnes af lignende fund fra vikingebebyggelser ved Bytoften på Østfyn og Ejby Mølle ved Odense.
Under et grubehus blev afdækket en mindre forsænkning, som indeholdt en intakt og meget smuk bronzearmring af en type, der af og til påtræffes i kvindegrave fra sidste del af 700-årene (fig. 18). Måske er også dette smykke et beskyttende offerfund, eller måske repræsenterer ringen blot et depot, som aldrig er blevet afhentet af sin ejer?
Som beskrevet ovenfor var vikingerne interesserede i sjove sten, især i forstenede søpindsvin. De samlede også andre forsteninger og forskellige vandrullede sten op og bragte dem hjem til bopladsen, hvor de siden blev kasseret. At Strandby-vikingerne tilmed var interesseret i oldsager, kan nu også dokumenteres.
I mange anlæg fandtes lidt bearbejdet flint og stenalderkeramik, som må være indblandet fra de stenalderbopladser, der har ligget på grusnæsset årtusinder før vikingebebyggelsen. Enkelte stykker bearbejdet flint var imidlertid så karakteristiske, at de kun kan være forsætligt opsamlet og hjemslæbt af vikingerne. Til disse hører flere vandrullede flintafslag, som kan være opsamlet på togter ud i Helnæsbugten – eller måske endda længere borte.
Det mest interessante vidnesbyrd om vikingernes interesse for forhistoriske antikviteter er et stykke af et savtakket flintspyd fra dolktiden, bondestenalderens slutfase (ca. 2000 f.Kr.). Dette drabelige flintvåben blev fundet i et grubehus sammen med almindeligt affald fra tidlig vikingetid (Henriksen 1996b:8). Denne type flintspyd er ganske sjældne, men netop på Strandby-næsset ca. 200 m øst for det omtalte grubehus, er der, som tidligere beskrevet, fundet en mængde stumper af disse flintspyd. Antagelig stammer også spyddet fra grubehuset oprindeligt fra denne stenalderboplads, som en viking altså har opdaget over 1000 år før bopladsen blev genopdaget i 1980’erne. Det er vel stykkets mærkværdige form, der har fået vikingen til at samle det op og tage det med hjem. Hvad der siden fik ham til at kassere det, kan vi ikke vide.
Som nævnt i indledningen mangler der på bopladsområdet spor af egentlige beboelseshuse såvel som de solide hegn, der er så karakteristiske for de fleste andre kendte vikingetidsbopladser. Ud af de mange stolpehuller, som er afdækket, har det dog været muligt at udskille enkelte, korte forløb, som antagelig afspejler små og spinkle hegn. I et par tilfælde stod disse småhegn ved eller omkring grubehusene, og man kan forestille sig, at der mellem de nedgravede stolper har været en risfletning, som har kunnet give læ for arbejdet i grubehuset. I andre tilfælde blev der påvist enkeltliggende, korte stolpeforløb, som antagelig afspejler småhegn, hvis funktion var at læ for arbejdsprocesser på jordoverfladen. Disse aktiviteter har tilsyneladende ikke sat sig spor i undergrunden, og derfor kan de ikke længere identificeres. Dog syntes et vinkelbøjet hegn at være bygget for at give læ til området omkring et ildsted, og netop ved ildkrævende aktiviteter kunne det være rart med lidt læ.
Ildsteder og kogegruber er der i øvrigt kun fundet ganske få af, og disse kan ikke med fuldstændig sikkerhed dateres til vikingetiden; de kan stamme fra aktiviteter på stedet i for eksempel yngre bronzealder. At der dog har brændt bål på bopladsen, vidner store mængder trækul og ikke mindst tusindvis af ildsprængte sten om. De små, sortsværtede granitstumper er fundet overalt i grubehuse, grøfter og stolpehuller. Bålene må have flammet på jordoverfladen og ikke nedgravet heri; derfor er sporene senere fjernet ved dyrkning af området.
Adgang til rent drikkevand i rigelige mængder var en vigtig forudsætning for, at vikingerne og deres dyr kunne opholde sig på grusnæsset, også selv om de kun var der periodisk. Da ferskvandsforsyningen fra de små bækløb i engene øst og vest for næsset ikke har været tilstrækkelig, har man måttet ty til brøndgravning. Tæt vest for storstensgravene har man to steder forgæves forsøgt at grave brønde; i det ene tilfælde nåede man over to meter ned under jordoverfladen uden at finde vand (fig. 4). I en lavning i bopladsens sydvestlige udkant havde man større held. Her havde man gravet en cirkulær, tragtformet nedgravning med en diameter på indtil 5,6 m. Heri var et ca. 2,8×2,0 m stort hul til en brøndkasse. Centralt i denne nedgravning stod en ca. 0,95×0,60 m stor brøndkasse, opbygget af nedrammede træstykker. Brønden har i alt været ca. 1,7 m dyb, og dens bund har faktisk været over en halv meter under den nuværende havoverflade. Ved udgravningen i 1996 var brønden stadig vandførende, og vandet kunne konstateres at være rent og ferskt.
Generelt må brønden beskrives som et dårligt stykke håndværk; den var sammenstykket af forhåndenværende, uensartede og kun nødtørftigt forarbejdede materialer. For en stor dels vedkommende bestod brøndvæggen af groft kløvede og tilspidsede (bøge)stammer. På en del af disse kunne iagttages spor efter orm, så man har ikke just anvendt friskhugget tømmer. Udover de kraftige stammestykker havde man brugt tilspidsede, indtil armtykke grene af poppel og bøg samt uregelmæssige og delvis forkullede stykker af eg, alt banket ned uden synderlig orden (fig. 19).
I og omkring brønden lå et stort antal tynde og til tider tilspidsede, fuldstændigt rette og kvistfrie grene af poppel. En del af grenene har med sikkerhed indgået i brøndkonstruktionen, andre har måske ligget som en forstærkning af nedgravningens sider – eller de har blot været tilfældigt sammenskyllede her.
Poppelgrenenes store regelmæssighed i form og tykkelse skyldes, at de stammer fra stynede træer. Vikingerne kendte altså også denne måde at skaffe sig regelmæssige grene til brug ved fletning af f.eks. husvægge, hegn, kurve – og brøndkasser.
Der indgik også genbrugstømmer i brøndkonstruktionen. Mest interessant var en 82 cm lang, 13 cm bred og 2,5 cm tyk planke af eg med to dyvlehuller. I det ene sad endnu en trædyvle. Den meget regelmæssigt tilhuggede planke er antagelig en bordplanke, der er kasseret i forbindelse med reparation eller ophugning af et skib (fig. 20).
Da brønden var i brug har man tabt eller efterladt forskellige effekter, som på grund af de fugtige omgivelser stadig var velbevarede ved udgravningen. Især skal fremhæves et spækkebræt med forkullet overflade (fig. 21) og et udhulet, ca. 79 cm langt trug af stor lighed med de slagte- eller dejtrug, der har været anvendt i husholdningen op i dette århundrede.
Brøndens mest interessante fund er et træhåndtag, som fandtes et stykke over bunden (fig. 22). Håndtaget er udskåret som et dragehoved, og det stammer fra en øse eller skål. Kasserolle-lignende skåle med et lignende håndtag er tidligere fundet bl.a. i Vimose-offerfundet på Nordfyn (Engelhardt 1869 PI. 16,11). Dragehovedet svarer stilistisk til de dyrehoveder, som er så væsentligt et element i ornamentikken på bronzesmykker fra yngre germansk jernalder, så brønden er givet konstrueret på dette tidspunkt. Det underbygges af de skår fra halvkuglekar, som er fundet i brøndfylden. Om den så har været i anvendelse også i den sene del af bopladsens brugstid, kan ikke afgøres med sikkerhed. I en grube nær brønden er fundet tørveagtig jord, som helt sikkert er oprenset fra brøndkassen, og det kan indikere, at den har været i brug i et længere tidsrum.
Det fugtige og iltfattige miljø i brønden betød, at der også var bevaret små, organiske genstande. Nævnes kan hasselnødder, bregneblade og dækvinger af biller, som altså har lidt druknedøden i brøndens klare vand. En identifikation af billerne kan være en vigtig kilde, når miljøet omkring brønden, og dermed på vikingebopladsen, skal beskrives nærmere.
Brønden har også leveret en anden vigtig kildegruppe, som kan bruges til miljøbeskrivelse, nemlig gytje, der er geologernes betegnelse for det finkornede organiske og uorganiske materiale, som havde samlet sig på brøndens bund. I gytjen findes pollen og sporer fra de planter, træer og svampe, som har groet i området omkring brønden. En analyse af de mange liter hjembragt gytje kan blive en meget vigtig kilde, hvis det engang skal afklares, hvordan bevoksningen og kulturpåvirkningen har været på grusnæsset.
På vikingernes almindelige landbrugsbopladser er brønde en ret hyppigt forekommende anlægstype. Disse er ofte meget velkonstruerede med brøndkasser af fint sammenføjede træplanker eller omhyggeligt sammenflettede kviste. I sammenligning hermed må Strandby-brønden betegnes som et stykke klampværk. Den har så interimistisk karakter, at den er med til at understrege bopladsens særstilling.
Strandby-bopladsens atypiske karakter er flere gange fremhævet. Det, der bringer den i en virkelig særstilling, er to grøfter, som har skåret sig omtrent øst-vest over grusnæsset. Grøfterne kunne via iagttagelser i udgravningsfeltet såvel som i afgrøderne øst og vest herfor følges over ca. 150 m (fig. 4). Over hele denne strækning forløb grøfterne helt parallelt med ca. 8,5 m mellemrum, og deres bredde var gennemgående 2-2,5 m. Dybden målt fra jordoverfladen har været mellem 0,8 og 1,2 m, så det har været flere hundrede kubikmeter jord, man har gravet op for at konstruere grøfterne, hvis bund var ca. 0,75 m over det nuværende havspejl. Aflejringerne i bunden af grøfterne dokumenterede klart, at der ikke kan have stået vand i dem; ikke engang periodisk. Omhyggelige studier af mange snit gennem grøfterne viste, at den nederste del var fyldt forholdsvis langsomt op af nedregnet og nedblæst sand, mens hele den øverste del af nedgravningen tydeligvis var fyldt op mere eller mindre på én gang.
I grøfternes fyldjord fandtes en del af de samme oldsagstyper, som var fremkommet i grubehusene, men i langt mindre mængder. Karakteristisk for genstandene fra grøfterne var også, at de var langt mere knust; de havde tydeligvis ligget fremme på jordoverfladen og været udsat for fysisk påvirkning af vind og vejr og trampende fødder. Oldsagerne afspejler altså ikke primære aktiviteter i grøfterne.
Grøfterne var ved deres anlæggelse gravet igennem tre grubehuse, der desværre ikke kan dateres nærmere end yngre germanertid til tidlig vikingetid. Det er derfor svært at sige præcis, hvornår grøfterne er gravet; det er dog næppe sket før engang i 800-tallet, eller snarere i 900-tallet. Et enkelt skår af Østersøkeramik fra den nordlige grøft antyder, at i hvert fald den har været åben i tiden omkring årtusindskiftet. Det svarer til den sene del af Strandby-bopladsens brugstid.
Men hvad var grøfternes funktion? Der er ikke fundet genstande eller anlæg i eller omkring nedgravningerne, som kan medvirke til en afklaring af dette forhold. Problematisk er det også, at deres afslutning mod engstrækningerne vest for grusnæsset endnu ikke er fundet. Grøfternes afslutning mod øst kendes heller ikke med sikkerhed; aftegninger i kornet antyder dog, at de har stoppet ved en naturlig lavning syd for storstensgravene.
Når grøfter påtræffes i forbindelse med vikingetidsbebyggelser, har de som regel haft en forsvarsmæssig betydning. Det kendes fra f.eks. Trelleborgene og fra gravene omkring vikingebyerne i Ribe og Århus. Som voldgrave synes de to grøfter i Strandby dog ikke at egne sig; de er for smalle og ikke tilstrækkeligt dybe. Til sammenligning har voldgraven omkring ringborgen Nonnebakken i Odense været ca. 8 m bred og 4 m dyb (Arentoft 1993: 136). Og da der ikke er fundet spor efter palisader hverken omkring eller mellem grøfterne, har de simpelthen været for lette at overskride. Dertil kommer, at hvis de skulle have haft en afspærrende effekt hele vejen tværs over grusnæsset, må de mod øst og vest have været suppleret af volde eller palisadeanlæg. Imidlertid mangler der endnu undersøgelser i disse områder, før disse forhold kan afklares. Selv hvis grøfterne var suppleret af palisadeanlæg, kunne de ikke forhindre en eventuel angribende styrke fra søsiden i blot at følge engarealerne øst og vest for næsset, for så at sætte et angreb ind mod bopladsen fra siden.
Indtil videre må det antages, at grøfterne har fungeret som tydelige afgrænsninger af bopladsens nordlige del. På den måde har de en vis lighed med den »bygrøft«, som i 700-tallet blev gravet omkring Ribe. Dens bredde og dybde er næsten identisk med de to fynske grøfter.
Langt de fleste aktivitetsspor er fundet nord for grøfterne, og spor fra den sene del af Strandby-bopladsens brugstid er ikke fundet mellem eller syd for grøfterne. Derfor skal grøfterne muligvis tolkes som en afgrænsende konstruktion, det har vist sig hensigtsmæssigt at etablere på et tidspunkt, hvor bopladsen allerede havde været i brug i et tidsrum – måske et par århundreder. Der synes dog ikke i det samlede fundmateriale at være noget, som antyder, at bopladsen på et tidspunkt skulle have skiftet karakter på en måde, som skulle begrunde et så stort anlægsarbejde. Grøfterne er og bliver et mysterium.
Når man gennemgår oldsagsfundene fra pladsen, kan det ses, at den har været i brug fra midten af yngre germanertid til den sene – men ikke seneste – vikingetid. I årstal svarer det til tiden fra en gang i 600-tallet efter Kristi fødsel og frem til tiden omkring årtusindskiftet. Bedømt ud fra mængden af fund fra de forskellige århundreder synes der især at have været aktiviteter i den tidlige og midterste del af dette tidsrum, hvorimod fundene fra den sene vikingetid er få. Da vikingerne forlod grusnæsset, fik det antagelig lov at gro til. I hvert fald har de efterfølgende århundreder ikke efterladt sig væsentlige spor på stedet. En kobbermønt fra tiden omkring 1300 og et formodet bogspænde fra det efterfølgende århundrede er de eneste sikre genstandsfund fra middelalderen. En gang i middelalderen blev der anlagt et højrygget agersystem over den nordlige del af bopladsen; her havde landsbyen Strandby sine dyrkede agre. Den sydlige del af pladsen, derimod, lå så langt væk fra moderbyen, at området måske helt op mod år 1800 har henligget som græsningsoverdrev.
Det er allerede nævnt, at pladsen alene ved sin landskabelige placering er atypisk. Det andet atypiske element er fraværet af »almindelige« bopladsanlæg, herunder beboelseshuse og større hegn, samt tilstedeværelsen af det store antal grubehuse. Som noget foreløbigt helt enestående fremstår de to afgrænsningsgrøfter. På trods af pladsens kystnære placering kan fiskeri, skaldyrsindsamling eller handel – med alle forbehold for kildemæssige problemer og deraf følgende fejlfortolkninger – ikke påvises at have spillet en væsentlig rolle. Derimod understreger det fundne oldsagsmateriale bopladsens specielle karakter; tilsyneladende har smedearbejde og tekstilbearbejdning været de to vigtigste håndværksaktiviteter på stedet.
Efter fremhævelsen af alle Strandby-pladsens atypiske aspekter skal der gives et forsøg på at tolke formålet med anlæggelsen af bopladsen på grusnæsset. Det kan slås fast, at bopladsen kun har været benyttet periodisk, og tilsyneladende især i forbindelse med tekstilfremstilling og smedeaktiviteter. Men hvorfor har man ikke udført disse håndværk på gården eller i landsbyerne inde i baglandet;
hvorfor fandt de sted netop ned til strandengene ved Helnæsbugten? For at forstå Strandby-bopladsen i en lidt større sammenhæng er det nødvendigt at vende blikket ud mod det farvand, som den var orienteret mod (fig. 23). Den over 25 kvadratkilometer store Helnæsbugt udgør en ideel naturhavn. For det første er naturhavnen beskyttet af Helnæs-halvøen mod den barske vestenvind og af bakkerne på Horne Land og Fyn mod østen- og søndenvinde. Selv mundingen af Helnæsbugten er passende afskærmet af de tre øer Illum, Horsehoved og Vigø. Udover at danne en læmole, efterlader de tre øer også kun to smalle indsejlinger til bugten. Den ene findes mellem Vesterhoved på Illum og Helnæs-halvøen; den er smal men dyb og let at besejle. Den anden findes øst for Vigø, men den er meget svær at besejle for en besætning uden lokalkendskab (Crumlin-Pedersen 1973:45f).
Fartøjer i naturhavnen ville således ikke kun være beskyttet mod uvejr, men en angribende styrke kunne også have svært ved at lave et overraskelsesangreb på opankrede skibe. Hvis man til og med i yngre germanertid og vikingetid har haft afspærret den lettest tilgængelige, vestlige indsejling, således som tilfældet var i anden halvdel af 1100-årene, var man i ekstra sikkerhed (Crumlin-Pedersen 1973:35, datering kalibreret). Det kan altså tænkes, at det var de naturskabte rammer for en havn, der var den væsentligste årsag til Strandby-pladsens anlæggelse.
Hvis en flåde over længere tid lå opankret i bugten eller optrukket på de flade, tørre strandenge, var det naturligt at udføre reparationer eller ligefrem nybygninger. Og netop i denne sammenhæng vil håndværkssporene i Strandby-bopladsens grubehuse passe helt fint. Klinknagler og nitteplader, ikke mindst de overhuggede eksemplarer, antyder jo udskiftning af bordplanker – ganske som skibsplanken fra brønden gør det. Strandengene, som ligger mellem grubehusbebyggelsen og Helnæsbugten, synes nærmest ideelle til at slæbe skibe op på i forbindelse med reparation. Også til nybygning var de velegnede; netop på flade strande har man i det fynske område bygget selv store skibe indtil 1800-tallet, og et sådant »skibsværft« vil næsten kun efterlade sig spor i form af træaffald, som kun bevares under specielt gunstige omstændigheder.
Tekstilfremstilling i meget stort omfang har også været nødvendigt for at kunne forsyne en flåde med sejl, og dette håndværks udførelse er jo rigeligt dokumenteret af væve- og tenvægte.
Hvis oplægning og reparation fandt sted i sommerhalvåret, kunne overnatning foregå i telte, som vi ved at vikingerne rådede over, eller selvfølgelig i grubehusene. Hvis flåden lå her om vinteren, har besætningen måttet søge husly på bopladserne i baglandet. I så fald har skibene vel været trukket på land; måske havde man endda bygget simple bådehytter (nauster) til dem.
Tilbage står at afklare, om det var en handels- eller krigsflåde, som holdt til i naturhavnen. En væsentlig forudsætning for, at en handelsplads kunne få succes, var, at den var let at besejle. Som nævnt er indsejlingen til Helnæsbugten noget besværlig. Og på trods af, at naturhavnen ligger tæt ud til farvande, som flittigt blev besejlet af handelsmænd, der var på vej fra Hedeby i syd mod Kaupang i Norge eller Wolin og Birka i henholdsvis Polen og Sverige, viser fundene, at handel ikke kan have været en væsentlig årsag til pladsens placering.
En krigsflåde, derimod, ville kunne drage stor fordel af de i dobbelt forstand beskyttede forhold i naturhavnen. På en gang var man beskyttet mod ydre faktorer, samtidig med at man med hjælp af sit lokalkendskab hurtigt kunne slippe ud af fjorden og dermed i løbet af kort tid være i Lillebælt eller i Det sydfynske Øhav. Udover at benytte de to udsejlinger kunne man muligvis også slippe ud ved at trække vikingeskibene over et drag, en smal landtange ved Helnæs-halvøens rod.
Et indicium for, at det har været krigsskibe, som har ligget for svaj i Helnæs-bugtens smulte vande, har vi måske i stednavnet Snekkehøje, som er betegnelsen på et ganske vist ikke særligt markant bakkeområde ved roden af Horne Land, nær den østlige indsejling til naturhavnen (Crumlin-Pedersen et al. 1996:105). En snekke er betegnelsen for de lange, slanke krigsskibe, som man havde i vikingetid og tidlig middelalder. Ved undersøgelser flere andre steder i landet er det dokumenteret, at stednavne, hvori ordet snekke indgår, ofte optræder i nærheden af naturhavne. I flere tilfælde er der ligefrem afdækket vikingebebyggelser i stil med Strandby-pladsen nær lokaliteter med snekke-navne (J.S. Madsen 1995; Sørensen & Ulriksen 1995; Winner 1997).
Hvis naturhavnen blev anvendt af en større flåde, var det vigtigt at man i god tid kunne iagttage angribende styrker, som kom fra Lillebælt. For eksempel fra den ca. 30 m høje Bavnehøj sydligt på Helnæs-halvøen kunne man overvåge dele af bæltet og ikke mindst den sårbare, vestlige indsejling til bugten. Navnet Bavnehøj i sig selv viser, at denne bakke i hvert fald i historisk tid har været anvendt til signalgivning ved hjælp af en bavne, altså et bål. Også ca. 2,5 km øst for Strandby-pladsen kender vi til et par bavnehøje, som må have været i funktion i et velorganiseret alarmeringssystem langs kysterne og med forbindelse ind i landet. Tændte man mon allerede bavnen i ufredstid i yngre germanertid og vikingetid? Tanken er nærliggende.
Også ved den østlige indsejling til bugten har det været nødvendigt at kunne kontrollere søtrafikken. Det kunne ske fra de høje bakker på Horne Land. Men afspejler det omtalte stednavn Snekkehøje nordøst for Horne, at man også herfra kunne spejde efter snekker, eller betyder det bare, at man herfra kunne se de opankrede snekker i Helnæsbugten?
Hvis de ovenfor anførte teorier er rigtige, må man på bopladsens tid have haft et velorganiseret sømilitær langs kysterne. Vi ved, at de fynske kyster allerede i de første fem århundreder efter Kristi fødsel flere gange var udsat for massive angreb fra nord såvel som fra sydøst. Det afspejles tydeligt i krigsbytte-offerfundene i Vilmose og Illemose på Nordfyn samt Kragehul Mose på Sydvestfyn. Klog af skade rykkede man bebyggelsen ind i landet og lod kystzonen springe i skov, så den udgjorde et forsinkende skjold mellem bopladserne og en angribende styrke. Meget tyder på, at skovbræmmen alene ikke var tilstrækkelig beskyttelse på længere sigt. Iagttagelser fra flere arkæologiske undersøgelser landet over viser, at netop i yngre germanertid og tidlig vikingetid må land- såvel som sømilitæret have været velorganiseret. Således gravede man omkring 726 den ca. 1 km lange Kanhavekanal tværs gennem Samsø for hurtigt at kunne få skibe fra den ene side af øen til den anden. Omkring et årti senere blev Danevirke udbygget, så også landmilitæret oprustede. Talrige østdanske (især bornholmske) våbengrave fra yngre germanertid samt militære statussymboler fra f.eks. Gudme-området viser, at der i hvert fald i dele af Danmark fandtes et decideret krigeraristokrati på denne tid (Jørgensen 1991). Mon ikke disse krigere indgik i et organiseret landeværn? På Fyn har vi først våbengrave fra 900-tallet, heriblandt en del ryttergrave (Lindblom 1993). De fornemste repræsentanter for denne gruppe er kammergraven fra Rosenlund ved Langeskov og skibsgraven fra Ladby. Også fra Sydvestfyn kendes muligvis en krigergrav fra denne tid; ved Horne er fundet en en ryttergrav, som antagelig er fra vikingetiden. Det kan derfor antages, at der senest i 900-tallet var godt organiserede landstyrker i det fynske område.
I hvert fald i den tidlige middelalder, altså på et tidspunkt, da Strandby-pladsen var opgivet, ved vi, at der var en velorganiseret krigsflåde i Danmark, den såkaldte ledingsflåde. Det var centralmagten i form af kongen, som udgjorde ledingflådens øverste myndighed. Flåden skal ikke opfattes som en permanent, professionel marinestyrke, men som en hær, der for langt størstedelens vedkommende bestod af almindelige bønder. Mønstringen af styrken var velorganiseret og baseret på den inddeling af øen, som herrederne skaber. Hvert herred var inddelt i en række såkaldte skibener, og hvert skiben skulle præstere et udrustet og bemandet ledingsskib under ledelse af en styres-mand. Skibenet var underinddelt i enheder, som hver skulle yde en mand med våben og proviant til styrken (Lund 1996).
Ledingssystemet fungerede altså på den tid, hvor spærringen forhindrede brugen af den vestlige indsejling til Helnæs-bugten. Vi kender ikke fra skriftlige eller arkæologiske kilder spor efter større eller specielle bebyggelser i bugtens umiddelbare bagland, som kunne fordre et så væsentligt og vedligeholdelseskrævende forsvarsanlæg. Men hvis bugten derimod i 1100-tallet fungerede som ledingshavn, er spærringens funktion lettere at forstå. Dog må det bemærkes, at vi ikke kender nogle kystpladser af Strandby-type, som kunne have fungeret som anløbsplads for en sådan tidlig middelalderlig ledingshavn.
Hvis Helnæsbugten var samlested for en ledingsflåde i 1100-tallet, så kan den også have været det i de forudgående århundreder, altså i yngre germanertid og vikingetid. Selvom vi ikke kan bevise, at ledingssystemet har eksisteret tilbage i yngre germanertid, må der under alle omstændigheder have været et velorganiseret forsvarssystem af tilsvarende karakter. Spørgsmålet er så, hvor stort et område, der brugte Helnæsbugten som flådehavn? I bugtens nordøstlige hjørne støder Sallinge og Båg herreder sammen, så måske lå der her skibe fra de to områder, hvis kystlinje dækker både Syd- og Vestfyn. Hvis dette har været tilfældet, kan der med stor forsigtighed foretages beregninger af flådens størrelse. Fra skriftlige kilder vides det, at hvert herred, afhængigt af størrelsen, skulle stille 1-4 skibe til rådighed for ledingsflåden (Crumlin-Pedersen et al. 1996:189). Da Sallinge og Båg herreder ikke hører til de mindste, kan man formode, at flåden i Helnæsbugten ikke har været på under fem fartøjer.
Det er ikke tilstrækkeligt kun at skue over søen, når Strandby-bopladsen skal sættes i perspektiv; baglandet må også tages i betragtning. Her må det erkendes, at antallet af fund fra vikingetiden i Strandby-pladsens umiddelbare bagland er få.
På markerne mellem bopladsen på grusnæsset og landsbyen Strandby ca. 1 km nordøst herfor findes tre marker med navnet Gammeltofte (Crumlin-Pedersen et al. 1996:102). Fra undersøgelser andre steder på Fyn og i resten af landet i øvrigt vides det, at dette navn kan dække over bebyggelser fra sen vikingetid eller tidlig middelalder. Der er ikke foretaget udgravninger på Gammeltofte-markerne, men det er en mulighed, at de gårde, som vi savner på grusnæsset, i virkeligheden skal søges her.
Stednavnet Strandby, som nu er knyttet til en landsby, der ligger over en kilometer fra den strand, som den må være opkaldt efter, kan dateres til vikingetid eller tidlig middelalder. Er det mon helt utænkeligt, at det navn oprindeligt hørte til bopladsen på grusnæsset ved stranden? I så fald må bebyggelsen efterhånden – sammen med navnet – være flyttet ind i landet, samtidig med at den har ændret karakter til en almindelig landbrugsbebyggelse. Dette kunne teoretisk set være sket i sen vikingetid, omkring årtusindskiftet, da aktiviteterne på grusnæsset ophørte. Kun arkæologiske undersøgelser i og omkring den eksisterende landsby vil kunne kaste mere lys over disse spørgsmål.
Den eneste helt sikre vikingeboplads i Strandby-pladsens bagland ligger vest for Hårby kirke, præcis tre km nord for bopladsen på grusnæsset. Her er der ved flyrekognoscering registreret 20-25 grubehuse. Markafsøgninger har resulteret i fund af hvæssesten og skår fra halvkuglekar, som angiver bebyggelsens datering til 700-900-årene. Bopladsen ligger ned mod Hårby Å, omgivet af store engstrækninger og områder med mulighed for korndyrkning.
Her findes givet en permanent landbrugsbebyggelse, måske endda en egentlig landsby. Bebyggelsens samtidighed med Strandby-pladsen er utvivlsom, og det er overvejende sandsynligt, at folkene fra Hårby-bopladsen var deltagere eller måske ligefrem drivkræfter i aktiviteterne ved Helnæsbugten.
Når man strækker blikket lidt videre end Strandbys umiddelbare bagland, er der et større kildemateriale til at belyse områdets bebyggelse i yngre germanertid og vikingetid. Her skal der kun fokuseres lidt på enkelte, særligt vigtige fund.
Inden for en radius af blot 11 km i vestlig og nordvestlig retning fra Strandbypladsen kendes fire runesten fra tidlig vikingetid. Af disse beretter tre om en person ved navn Roulv (Jacobsen & Moltke 1942, nr. 190-193).
Den bedst bevarede runesten er fundet på Helnæs, de andre ved Flemløse og Sønderby. Helnæs-stenen beretter: »Roulv, næsboernes gode, satte stenen efter sin brodersøn Gudmund;….druknede…Åver malede«. Roulv må have været en vigtig person, siden han nævnes på hele tre sten. Hans tilknytning til det marine miljø kan næsten læses mellem linjerne på runestenen, og da han har levet på et tidspunkt, hvor aktiviteterne på grusnæsset var intense, er det nærliggende at knytte ham til Strandby-pladsen. Da han benævnes gode, altså en religiøs myndighedsperson, må han i hvert fald have haft forbindelse til eller ledelse over de religiøse/ kultiske aktiviteter, som Strandby-folkene har deltaget i. Om han også har haft militær myndighed, er derimod mere tvivlsomt; han præsenteres nemlig ikke som både gode og thegn som Alle på den nordfynske Glavendrup-sten (Crumlin-Pedersen et al. 1996:170).
Strandby-bopladsen er én af knap en halv snes sikkert dokumenterede fynske kystlokaliteter fra jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Kystpladserne udgør ikke en homogen gruppe; alene ud fra deres beliggenhed i forskellige kystlandskaber kan de inddeles i typer, som må afspejle deres forskelligartede funktioner.
Desværre er der kun foretaget større undersøgelser på et par lokaliteter, og af disse er anløbspladsen på Fyns Hoved allerede nævnt. På denne plads, som dateres til sen vikingetid, har fiskeri sikkert haft en vis betydning, ligesom handelsaktiviteter og skibsreparation er dokumenteret at have fundet sted (Henriksen 1994). Ganske som Strandby-pladsen ligger Fyns Hoved-pladsen ud til en naturhavn, den fladvandede Pughavn.
1,5 km syd for Pughavn findes naturhavnen Korshavn, som både er dyb og har gode besejlingsforhold. Korshavn kunne derfor sagtens have haft den funktion, som Helnæsbugten er tilskrevet i det foregående.
Selve anløbspladsen ved Fyns Hoved kan have tjent nogle af de samme funktioner som Strandby-pladsen. Fra den markante Baes Banke, ved hvis fod anløbspladsen ligger, er der en meget god udsigt over Storebælt og mundingen af Odense Fjord. Dermed var pladsen ideel som observationspost og som base for en flåde, der kontrollerede besejlingen af Odense Fjord og måske sejladsen i det nordlige Storebælt.
Der må selvfølgelig endnu skjule sig en mængde pladser af samme karakter som Strandby og Fyns Hoved langs de fynske kyster. De må ligge i nogle af de beskyttede vige og sejlbare fjorde, som skærer sig ind i øen (Crumlin-Pedersen et al. 1996:190). I Fåborg Fjord, Kertinge Nor, Nærå Strand, Holckenhavn og Nyborg fjord samt i flere af de vestfynske fjorde vil det således være naturligt at lede efter flere anløbspladser med sømilitær baggrund. Men hertil kommer, at der langs de fynske kyster også må findes et endnu større antal anløbspladser, hvor hovedvægten har været lagt på andre aktiviteter. En sådan, nemlig den store handelsplads ved Lundeborg, er allerede velkendt (Thomsen et al. 1993). Andre igen, f.eks. en kun sporadisk undersøgt anløbsplads ved Nab Kildegård ca. 20 km sydøst for Strandby-pladsen, viser spor efter tekstilfremstilling og håndtering af tovværk. Fund af en tenvægt i klæbersten, en drejekværn, glasperler og en guldring antyder, at også vareudveksling kan have fundet sted i et vist omfang (Jeppesen 1981:106f). Kystlandskabet ved Hansebugt ud for pladsen viser, at der ikke her var mulighed for at give naturlig beskyttelse for en opankret flåde, så Nab-pladsens funktion kan tænkes at have været en kombination af handels- og håndværksaktiviteter.
Vi mangler endnu en mængde undersøgelser på kystpladserne, før man kan få en bedre forståelse for deres funktion, men nu ved vi, hvor man skal lede, og hvad der skal ledes efter. Derfor kan det forventes, at der i de kommende år vil dukke en mængde nye anløbspladser op i det fynske kystlandskab. Det må være formålet at få afklaret, om disse pladser har anderledes funktioner end dem, vi allerede kender. Findes der specialiserede fiske- og kystjagtpladser, deciderede handelspladser, egentlige skibsværfter eller f.eks. pladser i forbindelse med færgefart og udskibning?
Ligesom det er vigtigt at få opsporet og undersøgt nye pladser, er det også væsentligt at få sat de allerede kendte pladser i relation til deres bagland og det overordnede bebyggelsessystem på Fyn i jernalder og vikingetid. Det er således endnu uklart, hvordan forbindelsen mellem kystpladsernes og f.eks. baglandets landbrugsbopladser har været. Nok så interessant vil det også være at kende især de sømilitære kystpladsers relation til jernalderens og vikingetidens voksende centralmagt, eksemplificeret ved de økonomiske og militære magtcentre, som vi kender fra Gudme, Hjulby og siden Odense.
