Allerede ved Odenses grundlæggelse i vikingetiden blev de første færdselsårer udstukket. Det var ikke et tilfældigt sted man havde valgt. I området eksisterede der forinden en helligdom eller forsamlingssted, kaldet Odins Vi, der gav den senere bymæssige bebyggelse navn.
Stedet er nævnt 988 i et brev fra den tyske kejser til bispestole i Danmark om forskellige privilegier. Der må derfor have eksisteret en kristen kirke på dette tidspunkt.
Stedets beliggenhed og terræn var i flere henseender tiltrækkende for vikingefolket. Odense ligger på et højdedrag i et beskyttende vådområde ved bunden af Odense Fjord. Man kunne dengang sejle helt ind til byen.
Oplandet var et rigt landbrugsområde; handel med landbrugsprodukter dannede grundlag for byens eksistens.
Forholdene for varetransport var gunstige med vejrute i øst-vestlig retning. De rejsende over Fyn passerede stedet ved Odins Vi. Det var øens trafikknudepunkt, hvor der uden tvivl har fundet handelsvirksomhed sted.
På Brauns kort fra 1593 over Odense ses denne vejstrækning kraftigt markeret sammen med det senmiddelalderlige gadenet. Vestergade og Overgade er hovedakse. Side 28 og 29.
I 1970-71 havde Odense Bys Museer lejlighed til at foretage en udgravning i området tæt ved Rådhuset[1]. Der var planer om at udvide Rådhuset mod øst, og den tilstødende karre, dvs. Overgade 1-5 med Brockmanns Hotel og Simon Haibles Hus, blev revet ned.
Dengang løb der et stræde mellem Rådhuset og Overgade 1 kaldet Skomagerstræde. I strædets nordlige del ud for Rådhusets nordøstlige hjørne – fandt vi en gadebelægning omkring tre meter under overfladen. Den kunne følges langs hele udgravningen på en strækning af 25 meter.
Gadelaget bestod af et kompakt, hårdt sammenpresset lag af ægstore sten lagt ud på den oprindelige overflade af muld. Tabte genstande som en fingerring, en ringnål og en kam var blandt de ting, der var trådt ned mellem stenene.
På gaden var der aflejret træspåner, knogler som hornstejler fra ko, hjortetak, strå, gødning og smedeslagger m.v. Man havde tilsyneladende ikke gjort nogen særlig indsats for at holde gaden ren. Derfor begyndte overfladeniveauet langsomt at stige.
Gadens senmiddelalderlige navn var Sankt Albanistræde, og den først kendte omtale i 1400-tallet er Algade – del af adelgaden (hovedgaden). Den førte fra hovedfærdselsåren ved Fisketorvet/Korsgade mod syd ned til Sankt Albani Kirke og kirkegård, der lå tæt ved Sankt Knuds Kirke, hvor der idag er indgang til Eventyrhaven. Da Sankt Albani Kirke blev nedlagt ved reformationen, ændredes navnet til Smedestræde og siden til Skomagerstræde efter de huse (gilde- og lavshuse), der lå ved strædet.
Kort tid efter udlægningen af stenene blev der bygget små huse helt tæt ved gaden. Ved udgravningen blev der fundet spor fra små huse i form af væggrøfter og stolpehuller. Vægstolperne var gravet ned i jorden. Det var huse i én etage bygget af træ med lerklining. Der var jordgulv med åbent ildsted midt i husene, som dateres til midten af 1000-tallet.
Stenene er lagt ud før den tid, og da de er lagt ud på den oprindelige overflade eller på undergrunden, kan der ikke være gået lang tid imellem anlæggelsestidspunkterne.
Der må være tale om et tidligt gadenet bestående af gaderne Skomagerstræde, Overgade, Vestergade, Stålstræde og Fisketorvet. Arbejdet har sandsynligvis været organiseret af kongen, der kunne have interesse i at befæste vejruterne i nærheden af kongsgården[2]. Der blev, på forholdsvis kort tid, rekrutteret mandskab til indsamling og udlægning af de småsten, der var velegnede til gadebelægningerne.
Netop samme gadelag blev registreret længere mod nord; det var ud for Vestergade 1, Ulsteds Hjørne[3]. I forbindelse med opgravning af grøft til telefonkabler i 1971 blev der fundet to gadelag, der kunne registreres i en længde af 14 meter. Det nederste lag bestod af ægstore sten iblandet flint, der var lagt ud på undergrunden. Det øverste bestod af hånd- til hovedstore sten. Aflejringen på gadebelægningerne bestod af fugtige lag af gødning, halm og træspåner, der på grund af fugtighed ikke var helt omdannet til muld. Gaden har beholdt sin placering til i dag.
Stålstræde hører til blandt de ældste gader. I 1973 og 1987 dukkede gadelag op i Stålstræde[4]. Der blev gravet op til fjernvarmeledning (i 1973) hele vejen gennem strædet – fra Fisketorvet til Kongreshuset. På det sted, hvor grunden til Vestergade 11 støder ud til Stålstræde, fandt arkæologerne et gadelag (1) af småsten lagt direkte på undergrunden (2), nogle steder var der igen et dobbelt stenlag. Laget kunne følges i en længde af seks meter.
På gaden var aflejret et tørveagtigt lag af træ, strå, mos og frø (3). I laget blev der fundet 165 afsavede ledender fra mellemfodsknogler fra okse og en del genstande som f. eks. keramik (4), en kam (5) og en nøgle (6).
Ved gaden lå en affaldsbunke fra en håndværker, der fremstillede genstande af ben, som f.eks. kamme, knivskafter, nåle m.v. Affaldet havde bredt sig ud på gaden. Lidt oppe i laget var der et hegn af risfletning (7).
I 1987 var det Vestergade 5, Heys Gård, mod Stålstræde, der blev undersøgt af Odense Bys Museer. På dette sted er der mere end tre meter aflejringer, og her skulle opføres ny bygning. Det fik entreprenørerne til et bore huller til betonfundamenter, frem for at grave dybe render til fundament på den »bærende grund«.
Der blev brugt jordbor med en diameter på 80 cm, meget middelalderligt materiale blev boret op og gik tabt.
På et tidspunkt ramte boret gavlen af et middelalderligt hus opført i tegl, og det gav anledning til at foretage en undersøgelse. Der blev gravet et felt op til murværket. I bunden af feltet fandt man gadelaget, også her bestående af løst pålagte småsten – heraf mange tydeligt vandrullede dvs. strandsten. Der blev fundet en del nedtrådte knoglestykker[4].
Over stenene lå gråsort teglfrit fyld, hvori der blev fundet en del skår af vikingetids- og tidlig middelalderlige skår af keramik af østersøtypen. Fund af teglfri fyldlag er særligt spændende for middelalderarkæologen, fordi man har at gøre med materiale, der er aflejret i tiden før eller op til omkring år 1200. På den tid begyndte man her i landet at brænde ler til tegl – det såkaldte munketegl, d.v.s. mursten af stor størrelse, og tagtegl til opsætning på tagene i dobbelt lag. I 1200 tallet begyndte en omfattende byggevirksomhed især med opførelse af kirker og klostre. Teglstykkerne spredtes ud over hele byen på vejene og på bygrundene. Er laget teglfrit, er det aflejret i byens ældste periode.
Stenene lå på undergrundssand, der øverst var farvet sort af nedsivet vand fra stenlaget. Vejbelægningen blev frilagt på et areal af ca. 1,5 m2, og den dækkede hele feltet. Gadelaget ligger intakt under stenhuset.
I juni 1980 fik Odense Bys Museer oplysning om, at Munkemøllestræde 11 skulle nedrives og erstattes af et menighedshus. Bygherren foreslog, at der skulle foretages en forundersøgelse. Januar 1981 gravedes et fem meter langt felt i midten af huset vinkelret på facaden mod Munkemøllestræde[5].
I bunden af grøften var der et meget hårdt sammenpresset ca. 10 cm tykt stenlag; stenene havde en størrelse på 3-12 cm og dækkede to teglfri gruber. Materialet i gruberne bestod af gråt til sort, let formuldet organisk materiale. Under stenlaget mellem gruberne fandtes en dobbeltkam, nederst i gruberne var der aflejret halmstrå og grene i et kompakt lag. Ved sønderdeling af laget kunne materialets form og farve stadig ses.
I udgravningen fandtes ikke aflejringer, der kunne pege på middelalderlig bebyggelse, så der var igen tale om et tidligt vejareal. Det tørvemateriale, der var aflejret på stenlaget, er materiale tabt fra vogne samt henkastet affald. Det var uden tvivl en del af det ældste Munkemøllestræde vi stødte på. Det var i den tidlige middelalder et betydningsfuldt trafikknudepunkt, fordi strædet førte ned til »Munkemølle« – Sct. Knuds Klosters vandmølle, som blev grundlagt i slutningen af 1100-tallet. Klosteret havde befæstet vejruten – måske med et bredere gadeareal udenfor byporten – ved broen over til vandmøllen.
Den største forekomst af gade- og tørvelag er fundet på Flakhaven. Forud for Odenses 1000-årsjubilæum skulle den brolagte plads lægges om. Fjernvarmeinstallationer, el og vand i området skulle fornyes, og der blev gravet render på kryds og tværs.
Odense Bys Museers arkæologer var engageret i projektet[6]. Ud fra en halv snes punktregistreringer på pladsen, hvor man fandt brolægning, konkluderedes, at Flakhaven blev anlagt som een sammenhængende brolagt plads omkring år 1300. Overalt, hvor der var uforstyrrede lag, dukkede den samme brolægningstype op. Fund af kendte keramiktyper og et større antal mønter daterer pladsen til tiden omkring år 1300.
En af brolægningerne blev fundet lidt nord for Rådhusets hovedindgang. Beskrivelsen af laget er nogenlunde som ved de andre gadelag på pladsen: Sten i størrelse på 1-2 cm. – meget flint iblandet. Stenene blev udjævnet på pladsen for at danne en stabil bundsikring.
Overgade fik fornyet vejbelægningen i 1996. Ny brostensbelægning og ny beplantning gav anledning til, at den længste strækning af vejbelægning i Odense blev registreret. Fjernvarmeforsyningens grøft gav nye opdagelser[7]. På strækningen fra Claus Bergsgade (ved Møntergården) til Torvegade (ved Thomas B. Thrigesgade), kunne den ældste vejoverflade afdækkes flere steder. Overfladeniveauet af brolægningen ligger indenfor et snævert interval på omkring 10 cm. Overgade har i sin oprindelige form været helt vandret i nøjagtig samme niveau som gadelagene i Fisketorvet og Stålstræde. Den stigning i gadeniveauet der ses idag fra Claus Bergsgade til Fisketorvet / Stålstræde, afspejler, at der findes tykkere kulturlag (affald) jo nærmere man kommer den ældste del af byen. Den oprindelige / naturlige overflade, stedet for bydannelsen, bestod af et vandret plateau. På Skjolden blev en større sammenhængende flade afdækket. Brolægningen lå direkte på undergrunden. Stenene i brolægningen var overvejende små, 3-4 cm og nogle op til 6-10 cm. Brolægningen fremtrådte som en kompakt flade. Fylden mellem stenene var brunt, lettere muld-farvet sand og grus. Visse steder var der sket udfældninger af jern mellem stenene, der gjorde belægningen særlig hård og sammenhængende. Der er heller ikke her tale om en egentlig brolægning, men et lag af sten, der er planeret ud på en fast, gruset undergrund i samme niveau som i Sct. Albanistræde og Stålstræde.
Der blev fundet tegl helt ned til overfladen af brolægningen og samtidig blev det konstateret, at brolægningen var intakt hen over en grube, der også indeholdt tegl. Dette, sammen med fund af kuglepotte – og glaserede kandeskår betyder en forholdsvis sen datering, omkring år 1200.
Denne undersøgelse, sammenholdt med andre undersøgelser på Overgades nordside viser, at der i denne ende af byen har været bebyggelse fra 1100-tallet. Kvarteret kan således ikke regnes med til Odenses ældste dele. Sortebrødre Kloster blev anlagt i området omkring 1250 i en ret åben bebyggelse.
Brolægningen er ikke set sammenhængende fra den ene ende af Overgade til den anden. Det er kun det forhold, at den ligger umiddelbart på undergrundsmaterialet og dens ensartede udseende, der gør det sandsynligt, at der er tale om den samme belægning på hele strækningen.
Et spørgsmål er, hvad der skete, efterhånden som brolægningen blev dækket med affald? Affaldslag blev registreret otte forskellige steder, uden at der kunne konstateres yngre trafikoverflader i højere niveauer med undtagelse af et sted ved Torvestræde og den ældste bydel. Tilsyneladende har man i den senere middelalder affundet sig med at køre gennem det ankeldybe pløre, der må have eksisteret i våde perioder.
I 1983 var et renoveringsprojekt i Paghs Gård i Overstræde i fuld gang. I fløjen mod Overstræde blev gulvet brudt op, og så var der lejlighed til at grave en søgegrøft[8].
På den modsatte side af Overstræde havde Odense Bys Museer i 1979 udgravet en del af et klokke- og grydestøberi – et enestående fund i Danmark. Der var derfor også store forventninger til denne gravning. Vi fandt igen to vejbelægninger, det nederste (E) var et meget tidligt anlæg af sten i størrelse 4-8 cm, lagt på et sort muldet gruslag tæt ved undergrunden. Laget var meget hårdt sammenpresset, nærmest betonagtigt. Det blev registreret i en længde af fem meter.
Under laget var der teglfri muld (F), ovenover var der brunt, gruset, hårdt sammenpresset materiale (D), der udgjorde et afretningslag for den yngre brolægning (C) med sten i størrelse 10-30 cm. Her var der tale om en egentlig brolægning, hvor godt store sten blev tilpasset og udlagt med håndkraft i modsætning til småstens-brolægningerne, hvor stenene må være hældt ud fra en vogn eller bærebør og udjævnet til et plant lag af passende tykkelse. På brolægning (C) var aflejret gruset muld med mange munkestensbrokker og mørtelrester – ikke overraskende, idet gaden lå tæt op mod muren til Sortebrødre Kloster. I den nordøstre vejkant konstateredes plyndringsgrøften efter klostermuren, d.v.s. at munkesten og fundamentsten fra muren var gravet op og brugt til byggeri et andet sted. Vejen har været mere end 3,60 meter bred. Nær midten af den ældste vej var der hjulspor, der forløb parallelt med vejkanten. Afstanden mellem sporenes midte var 1,20-1,30 meter.
Vejanlægget må have haft en væsentlig betydning, men er dog ikke kendt fra skriftlige kilder. Vejstykket var i middelalderen sandsynligvis en del af Overstræde, tidligere Sortebrødre Klosters Stræde, der førte fra Overgade til Sortebrødre Kloster og Kirkegård. Vejføringen stoppede ikke ved Klosterporten i Overstræde, men gik videre vest om klosterområdet.
Måske førte den mod en anden sekundær, indgang i klosterets vestfløj, eller har den ført til et andet af byens trafikknudepunkter mod nordvest?
Den vejbelægning, der er ældst og fundet i den største afstand fra bymidten er Møntestræde.
I 1982 blev der gravet kloakgrøft på Møntergårdens grund fra det nyopførte hus mod Sortebrødre Stræde tværs over Møntestræde til museumshaven ved Hans Mules Gade[9].
I Møntestræde dukkede en stenbelægning op nøjagtig en meter under den nuværende overflade. Det var et syv cm tykt stenlag af småsten liggende på et muldlag på 20 cm, som kunne følges i en bredde af fire meter.
Overfladen var gennembrudt af flere nedgravninger til forskellige rørføringer. I en nedgravning fandt vi et smykke (spænde) en såkaldt Urnesfibel, det blev brugt som forlæg til Bymuseet Møntergårdens logo.
Det var muligt at få afdækket en del af overfladen på det hårdt sammenpressede stenlag, med sten i størrelsen 2-7 cm og med indhold af tegl. Møntestræde er kendt fra middelalderlige skriftlige kilder. Strædet førte engang fra Overgade mod nord til et møntværksted, der lå for enden af strædet tæt op til Sortebrødrenes kirkegård. Dette møntværksted, d.v.s. den oprindelige Møntergård, gav navn til strædet, og det kendes fra 1469 ved omtale af et tilstødende jordareal[10].
Der blev hver dag hentet alle mulige materialer til byen. Byggematerialer som træ, ler, frådsten og marksten. Dyr blev trukket ind i byen og blev slagtet, man handlede med madvarer og landbrugsprodukter. Den store mængde af affald endte ikke altsammen i en affaldsgrube; meget kom til at ligge på gaderne. Der var ingen renovation. Der blev ikke kørt affald ud af byen som idag. Byen voksede både i omfang og i højden. Når man færdes i området ved Thomas B. Thrigesgade i bymidten, kan man fornemme den bakke, som affaldet har dannet i Odenses centrum – »en byhøj«.
Tilvækst af gadeniveauet i Odense Bymidte er forlængst ophørt, affaldshøjene dannes i vore dage udenfor byen, i randområdet, for den bymæssige bebyggelse. Også dér har landskabet fået en ganske anden form.
Gaderne har måske været navngivet helt tilbage i vikingetiden og tidlig middelalder. I det senmiddelalderlige kildemateriale fra 1400 årene forekommer mange navne, men der findes næsten ingen ældre oplysninger om gadenavne. De arkæologiske udgravninger kan tilføje mange oplysninger om de ældste dele af Odenses historie, som ikke er fremgår af skriftlige kilder.
Gadenavnene blev ikke brugt på samme måde til adresseangivelse som de gør i dag. Når en lokalitet skulle stedfæstes/ beskrives, blev den ofte beskrevet som beliggende i forhold til en kendt borgers hus, en byport eller en anerkendt – ofte gejstlig bygning, f.eks. Gråbrødre Age-stræde, Bispestræde, Møntestræde, Sortebrødre Kloster Stræde, Sankt Albani Stræde og Munke Møllestræde.
Navne opstod efter geografisk beliggenhed efter den retning gaden havde til verdenshjørnerne nord, syd, øst, vest ud fra et givet centrum. Navne opstod også efter stedets udseende og terræn f. eks. Flakhaven og Skjolden. Flakhaven, flad have, indhegning, hentyder måske til den flade stenbelagte plads, der blev fundet i 1987? Skjolden er navnet på en trekantet (skjoldformet) brolagt plads ved en gadegaffel. Skjolden ligger der, hvor Nedergade udmunder i Overgade og gør Overgade bredere. Gravene blev benævnt efter stedet med byens nordlige befæstningsgrave. Korsgaden, ved Ulsteds Hjørne, (Vestergade 1) var i perioden lige efter middelalderen betegnelsen på det gadestykke af Vestergade og Overgade, der ligger på begge sider af krydset (korset) Fisketorvet – Skomagerstræde – præcist der, hvor de første gader blev anlagt. Navnet ses endnu idag malet på gavlen af huset.
