Foreningen De Fyenske Sortkrudtskytter, der blev dannet i 1978, blev i efteråret 1993 af Bymuseet Møntergården anmodet om at lave et arrangement i efterårsferien.
Planen var oprindeligt, at vore medlemmer skulle iklædes 1864-uniformer og »udkæmpe« en mindre fægtning med »skud« i lange og navnligt støjende baner til glæde for publikum – især børnene. Dette måtte opgives, da uniformerne var for dyre at leje. Det blev i stedet til en demonstration af forladevåben – med polititilladte knald – hver gang for en pæn skare interesserede tilskuere.
Grunden var nu lagt til, at vi begyndte at tænke i retning af anskaffelse af kopier af gamle uniformer til vore medlemmer, hvoraf 10 var stærkt interesserede og som havde trænet flittigt i tidstypisk eksercits, inden tanken om uniformer måtte opgives. Formålet var at skabe et lille korps til at skabe lidt kolorit – og larm – i de odenseanske gader i forbindelse med diverse egnede arrangementer og begivenheder, især – naturligvis – i tilknytning til museumsvæsenets arrangementer, da det ikke var meningen, at det skulle være det rene gadegøjl.
Da vi helt klart helst ville genskabe noget specielt odenseansk, faldt vor interesse på den odenseanske borgervæbning, hvoraf der har været tre korps:
Da den almindelige borgervæbning var blevet oprettet i alle købstæder i 1801 ved kongelig befaling, var den ikke særlig odenseansk. Da ikke mange af os havde plads til en hest – selv om den odenseanske historie byder på heste i lejligheder – så faldt valget på Jægerkorpset til Fods.
Møntergårdens medarbejdere, der indtil nu havde deltaget i overvejelserne, måtte nu melde fra, da museumsvæsenet naturligvis ikke havde kapacitet til at beskæftige sig mere indgående endsige midler til at finansiere et sådant forsøg på et muntert indslag i byens liv. Jeg blev derfor henvist til bogen: »De Borgerlige Korps i Odense«,[2] som udgangspunkt for videre studier.
På baggrund af de nedenfor nævnte studier gik jeg nu i gang med fund-raising, som det hedder på anglodansk, hos lokale fonde.
Jeg forsøgte min lykke hos fire lokale fonde, som jeg anmodede om støtte til fremstilling af uniformer og lædertøj samt køb af originalvåben til en styrke på 10 mand + en officer. I alt et anslået beløb på 200.000 kr. vurderet efter konsultation af uniformsskrædere og fremstillere af kopier af lædermundering samt gængse priser på originalvåben. På grund af den store sum var det ikke med den største optimisme, at jeg afsendte ansøgningerne, der også blev afslået af de tre fonde, mens den fjerde gav et beløb på 20.000 kr. – dersom også de andre fonde ville bidrage. Så alt i alt et stort 0 – hvad der vel ikke kan overraske. I stedet for energisk at fortsætte med at søge andre fonde samt indlede en kraftig lobby-virksomhed, der måske kunne have ført til et resultat, så droppede jeg idéen, hvilket egentlig er synd, da vi nu har en så enestående langvarig,[3] (ca.1730-1870) historisk institution, fra dengang Odense var landets næststørste by.
Mine studier gav som konkret resultat de to uniformskjoler (jakker), som Odense Bys Museer har erhvervet i år, og som er den direkte baggrund for denne artikel.
Historien er den, at jeg via lederen af lokalafdelingen af Våbenhistorisk Selskab, militærhistorikeren Frans Løvschall blev sat i forbindelse med en våben- og uniformssamler i København, da jeg jo gerne ville finde en original uniform som udgangspunkt for fremstilling af kopier. Denne samler opdagede nu, at to uniformer, som havde været i hans besiddelse i årevis, og som han ikke hidtil havde kunnet stedfæste, var odenseanske fod-jægeruniformer. Det er nu disse, som det er lykkedes Odense Bys Museer at erhverve (se side 99).
Et naturligt udgangspunkt er et kik i den nyeste ODENSE BYS HISTORIE, der i bind II kan berette, at byen fik sin første chef for borgervæbningen, en Stadshaupt-mand, i 1634,[4]. Beskrivelsen af fodjægerne kan man finde i bind VI, hvor tidligere museumsdirektør i Odense, Niels Oxenvad beskriver de borgerlige korps.[5]
Også de ældre publikationer med navnet Odense Bys Historie, nemlig biskop Engelstoft’s værk fra 1862 med 2. udgave fra 1880,[6] og Holbeck’s udgave fra 1926[7] indeholder bidrag om de borgerlige korps i Odense. Yderligere litteratur er »Den danske Stat« fra 1840[8] og »Den danske Armées Organisation[9]. Hovedlitteraturkilden er dog så afgjort værket »De Borgerlige Korps i Odense«. Hvad angår uniformer findes der flere værker, herunder det lige nævnte, hvorfra billederne på side 100 er hentet.
Det bedste og mest omfattende værk om danske uniformer omkring 1830 er Chr. V. Bruun: «Danske Uniformer« påbegyndt i 1837, hvor der findes gengivet en odenseansk fodjægerofficer[10]. Den er for ca. 25 år siden blevet udgivet i en faksimile-udgave, dvs. billederne er i sort-hvid.
Da jeg gerne ville se originaludgaven for at se de »rigtige« farver, fandt jeg ud af at den fandtes på Garnisionsbiblioteket i Kastellet i København. Da jeg havde planlagt også at søge oplysninger på Rigsarkivet, var der basis for en Københavnertur. Jeg aftalte møde med lederen af afdelingen, da jeg fik at vide, at jeg ikke bare kunne få den udleveret. Da jeg ankom, var han syg. Selv hans kollega fra tidsskriftafdelingen ville ikke tage ansvaret for at lade mig se den.
Det var derfor en noget skuffet entusiast, der vandrede rundt i de små gader ved Strøget, da jeg pludselig passerede en forretning, der lå et par trin op, og som handlede med gamle billeder og tegninger. Jeg blev yderst venligt modtaget af det ældre par, der ejede forretningen. Jeg fortalte om min skuffelse, og manden spurgte, om det var mig meget magtpåliggende at se værket. Jeg fortalte herefter om min søgning, hvorefter han gik og kom tilbage med alle originalbindene. Jeg fik set, hvad jeg skulle og mere til. Da jeg gik, sagde han, at værket da var til salg, hvis jeg havde 75.000 kr. Det havde jeg imidlertid ikke den dag.
Hvis man skal have noget virkeligt ud af at søge oplysninger om historiske begivenheder, så kan man ikke nøjes med sekundærkilder, såsom bøger, men man bliver nødsaget til at gå til primærkilderne i form af håndskrevne arkivalier. Da det var 30 år siden, arkivar Finn Lauridsen fra Erhvervsarkivet i Århus havde givet mig et nødtørftigt introduktionskursus i gotisk, så han ikke havde mig rendende hele tiden, da jeg skulle skrive hovedopgave om finanskrisen i 1857 (der blev derefter), så måtte jeg ty til kyndig bistand i transskribering fra gotisk. Den blev først og fremmest ydet af militærhistorikeren Frans Løvschall men også af museumsinspektørerne Finn Grandt-Nielsen og Claus Koch.
Hovedmaterialet fandt jeg naturligvis på vort lokale landsarkiv med dets yderst venlige og meget tålmodige personale. Her finder man først og fremmest korpsets forhandlingsprotokol fra perioden 1797 til 1870 og blandt andet korpsets noder udskrevet for fløjte og eksercerreglementer. Resten af primærkilderne findes som sagt på Rigsarkivet, hvor man er lidt mere overladt til sig selv.
Ud over de to nyindkøbte uniformskjoler, der er i en så dårlig stand, at de bør istandsættes, så er det mest fremtrædende Fodjægerkorpsets fane fra 1787 (se side 102), der er i en så ekstremt dårlig stand, at man ikke tør røre ved den, før den forhåbentligt engang bliver restaureret.
Hertil kommer en patrontaske, som kunne se ud til at have tilhørt korpset. Yderligere har man stadshauptmandens hovedbeklædning, en firkantet capka (se nedenstående billede), den ligner den sekskantede, som korpset skulle bære i henhold til uniformsreglementet af 1832.
Af blankvåben har man nogle jægerhirschfængere model 1801, som sikkert har været anvendt af korpset.
En gavmild fond, som måtte læse dette, vil gøre en god gerning ved at bekoste restaurering af de to uniformskjoler og især af fanen fra 1787, før den går helt til (se ovenstående billede).
Starten på korpset fortaber sig i historiens tåge. I ovennævnte Calender fra 1832 står, at korpset er oprettet under Frederik IV (1699-1730), hvilket er det nærmeste man kan komme, da der ikke findes arkivalier før reorganiseringen i 1787.
Man siger, at kært barn har mange navne. Det har fodjægerne også haft. I begyndelsen hed det »Odense unge karles bataillon« ifølge løjtnant F.M. Andersen[11]. I henhold til Calenderen,[12] hed det »Ungkarle Corps«. I 1827 blev det omdøbt til »Odense borgerlige Fodjægerkorps« i henhold til Andersen,[13] og »Jæger-Corpset til Fods« ifølge Calenderen[14]. Da det er perioden 1832-1850, der har min interesse, og da jeg selvfølgelig holder med mit bysbarn, har jeg holdt mig til benævnelsen »Odense borgerlige Fodjægerkorps«. Det autoriserede navn i denne periode er imidlertid i henhold til det den 25. januar 1832[15] af Kong Frederik VI approberede reglement: »Odense Kjøbstads Jægercorps Til Fods«.
I 1857 blev korpset ifølge Andersen,[16] omdøbt til Odense Politikorps, hvilket ikke bekom medlemmerne vel, hvorfor det ifølge samme kilde[17] i 1862 fik nyt reglement og navneændring til »Odense borgerlige Jægerkorps (idet det ridende jægerkorps da var afgået ved en stille død). På det tidspunkt blev den specielle og smukke uniform erstattet af en mere udvandet udgave. Se side 40 og 41 i Andersen. Den chakot, der her er vist på side 40 kunne godt minde om en chakot i Odense Bys Museers besiddelse (museums nr. 360/ 1956) om end den i reglementet foreskrevne skulle være af grønt filt, mens museets er af sort filt. Ellers passer beskrivelsen. Sådan levede korpset en stille tilværelse, indtil det blev formelt opløst den 1. Juli 1870 efter en omskiftelig tilværelse vekslende mellem aktivitet og vegetering.
Guvernøren over Fyn, kronprins Christian Frederik, den senere Kong Christian VIII, var meget aktiv i sin fynske embedsperiode i perioden 1816 – 1839 ifølge landsarkivar Dorrit Andersens beskrivelse i Odense Bys Historie bind VI[18]. Dette gjaldt også fodjægerne. Det første vi hører om det nye reglement af januar 1832 er fra 1830, hvor korpset anmoder om et nyt reglement. Af skrivelser kan man se, at kronprinsen livligt tog del i udformningen, især af uniformen. I korpsets forhandlingsprotokol side 129 kan man læse, at stiftamtmand H.V. Cederfeld de Simonsen den 13. Juli indsender nogle af kronprinsen (guvernøren) approberede tegninger (af uniformen?). Det er desværre ikke lykkedes mig i Rigsarkivet at opspore tegninger over uniformen. Reglementet blev naturligvis også kraftigt kommenteret af centraladministrationen, Det Kongelige Danske Cancellie, hvilket er dokumenteret af en skrivelse af 11. Januar 1832, hvori kancelliet meddeler Kongen, at de fremsender et revideret reglement, efter forhandling med kronprinsen (guvernøren). Det af Kongen approberede reglement ser således ud i transskriberet form:
»Hans Majestæt Kongen har under 1ste f.M. allernaadigst reskriberet sig saaledes:
»Vor synderlige Bevaagenhed! Os er af Vort danske Cancellie allerunderdanigst bleven foredraget et med Gouverneuren over Fyens Stift, Min höistelskelige Herr Fætter, Hans Kongelige Höihed Herr Christian Frederick, Prinds til Danmark, Ridder af Elefanten, Stor-Commandeur af Dannebroge og Dannebrogsmand, hans Betænkning ledsaget og med din forklaring forsynet Udkast til et Reglement for Jægercorpset til Fods i Vor Kjöbstad Odense udi Vort Land Fyen.
Efter at have taget denne Sag tilligemed samtlige dens Omstændigheder og den af vort danske Cancellie over samme afgivne Betænkning under allerhöieste Overveielse, ville Vi allernaadigst have fastsat fölgende Reglement for Odense Kjöbstads Jægercorps til Fods.
§7 og §8 overspringes (regnskabs- og depotbestemmelser)
§13 – §16 udelades.
Hvorefter Du Dig allerunderdanigst haver at rette og Vedkommende det fornödne at tilkjendegive. – Befalende dig Gud.« Hvilket allerhöieste Rescript hermed communiceres Deres Velbyrdighed til behagelig Efterretning og videre Bekjendtgörelse.
Odense i Fyens Stiftsamtmandskab d. 3die Marts 1832.
CederfelddeSimonsen(sign)
Til Hr. Stadshauptmand, Agent Andrup i Odense«
Som man kan se, så havde jurister også kronede dage den gang!
At chefer ikke altid er, hvad de bør være, er ikke noget ukendt fænomen i vore dage. Det var det heller ikke den gang, hvad følgende brev fra chefen for Fodjægerne til Nyborg Arsenal vidner om:
»Fra Fodjægercorpset i Odense.
Under 23. April 1834 er det Jægercorpset communiceret, at det er dette tilladt at erholde indtil 80 (pund) Krudt udleveret aarlig fra Nyborg Arsenal, og at der er givet Arsenalet Ordre at udlevere dette Qvantum Krudt, naar det af det borgerlige Jægercorps forlanges.
For nogle Aar siden reqvirerede Corpset selv dette Krudt, men senere har Stadshauptmand Brodersen fundet for godt at lade sig samme udlevere, og for 2 Aar siden blev Corpset endog Prostitueret[33], ved at Betalingen ikke »endog efter længere Tids Forlöb« var erlagt, endskjönt Stadshauptmanden tidligere havde modtaget samme. For at forebygge sligt i Fremtiden tilskrev jeg Arsenalet paa Corpsets vegne, at Krudtet ikke oftere skulle blive forlangt uden at dermed fulgte Betaling, hvilket ogsaa var tilfældet afvigte Aar.
Da Stadshauptmanden mulig atter i Aar kunde faa i Sinde at forlange sig ovennævnte Krudt udleveret, saa maa jeg herved paa Jægercorpsets Vegne tjenstligt have Nyborg Arsenal anmodet om, at Krudtet ikke udleveres enten til Stadshauptmanden eller Nogen som helst, uden at Arsenalet forevises Jægercorpsets Reqvisition, og at der tillige med Denne fölger den befalede Betaling.
Alt i Fölge den Ordre Arsenalet fra Artillericorpset har modtaget.
Odense 24. Juli 1844
Chr. Hansen
Capitain og Chef for Jægercorpset
Til Nyborg Arsenal«
Et net historie fra det virkelige liv. Korpsets historie afspejler den eviggyldige sandhed at interessen for at deltage i forsvarsmæssige foranstaltninger som eksercits og skydeøvelser varierer med den udenrigspolitiske situation. Protokollen viser derfor et svingende aktivitetsniveau, hvor der i flere år slet ingen aktivitet har været ud over den selskabelige, mens der især i 1848 var stor interesse for korpsets medlemmer til at gå ind i de forstærkningsbataljoner, der blev opstillet over hele landet til forøgelse af den regulære hær. Almindelig værnepligt blev først indført i 1849. Konerne var knapt så glade, så der er bevaret rørende breve sendt til den kommission, der skulle godkende ansøgningerne, om at deres mands ansøgning skulle afslås på grund af hans forsørgerpligt for kone og mange børn.
Ved festlige lejligheder, hvor der var kongelige gæster på slottet, så stod de fornemme bedsteborgere fra det ridende korps vagt uden for de kongelige gemakker, mens de mere jævne kræmmer- og håndværkssvende i Jægerkorpset til Fods holdt vagt uden for slottet.
Museets nyerhvervelser er således et vigtigt led i en del af Odense Bys forholdsvis nære historie fra den gang Odense var landets næststørste by og Fyn var centrum og beæret med to kronprinser efter hinanden som guvernører over landsdelen. Hvad med at udnævne en tredie kronprins som honorær guvernør? Indrette Odense Slots hovedfløj til repræsentationslokaler? Og opstille fodjægere som æresgarde ved festlige lejligheder?