Menneskets opfattelse af døden i middelalderen kendes i store træk fra de skriftlige kilder[1]. I den tidlige middelalder opfattedes døden som en pause i menneskets samlede liv, hvor man afventede dommedag og opstandelsen i en tilstand af hvile og forventning. Dommedag opfattedes ikke som en individuel men som en kollektiv dom. Svarende hertil blev der ofte gjort meget ud af graven i den tidlige middelalder, sådan som det blandt andet ses af murede grave. I senmiddelalderen ændredes opfattelsen af døden ved, at troen på skærsilden gjordes officiel og senere helt overskyggede dommedag. Døden efterfulgtes ikke længere af en kollektiv venten på dommedag, men af en øjeblikkelig, personlig og pinefuld dom, der skulle rense sjælen for alle dens synder. Sjælens frelse var således blevet det vigtigste på bekostning af ligets betydning.
Hvad kan udgravningen af en kirkegård så føje til ovenstående billede? Kirkegårdsarkæologien kan bidrage med at vise variationer i gravskikken på de enkelte lokaliteter samt forskelle fra den ene religiøse institution til den anden og kan dermed nuancere ovenstående billedet specielt med henblik på dødsopfattelsen i middelalderens Odense. Eksempelvis synes ændringerne i dødsopfattelsen at fremgå af skeletternes armstillinger[2]. De ældre armstillinger havde underarmene henholdsvis langs siden og samlet over underlivet signalerende en venten på dommedag. De yngre armstillinger var derimod, med armene over kors, enten beskyttende eller, med armene krydsende på brystet og hænderne på skuldrene, bedende. I 1998 undersøgte Odense Bys Museer forud for renoveringen af Skt. Knuds Plads to brede grøfter på de middelalderlige kirkegårde tilhørende henholdsvis Skt. Albans og Skt. Knuds kirker[3]. Selv om kongsgården ikke som håbet blev fundet, gjordes der mange interessante fund, og i det følgende skal det handle om forholdet mellem de to nabokirker og deres kirkegårde.
Når der i middelalderen kunne ligge to kirker med tilhørende kirkegårde klods op og ned af hinanden skyldes det, at kirkerne havde hver sin funktion. Skt. Albans kirke var muligvis allerede i 1086, men senest fra omkring 1140, sognekirke med menighed og sogn[4], der ved slutningen af middelalderen omfattede det centrale Odense syd for Rosenbækken og vest for Påskestræde samt Hunderup by[5].
Skt. Knuds kirke fungerede som bispens domkirke og var siden slutningen af 1000-tallet også klosterkirke for de benediktinermunke, der varetog kulten omkring Knud d. Hellige og siden udgjorde domkapitlet. Domkirken havde således ikke nogen menighed ud over munkene og derfor heller ikke behov for døbefont eller nogen større kirkegård.
De to kirker skulle egentlig supplere hinanden, men flere forhold bragte dem gentagne gange på kollisionskurs i løbet af middelalderen. Første gang, vi hører om det, er i Erik Lams regeringstid (1137-1146). Det fremgår, at Skt. Albans kirke tidligere havde hørt under klostret, men nu var underlagt sognemændene[6]. De hævdede sammen med odenseprovsten, at kirken som sognekirke ikke var underordnet klostret men provsten, et standpunkt provsten endnu forfægtede i 1480erne. Omtrent samtidig, i 1139, fik Skt. Knuds kloster begravelsesret[7], der ikke tog sigte på munkene, men de mennesker, der ved valget af deres sidste hvilested ville nyde godt af klostrets prestige som helgengrav og munkesamfund, hvilket i datidens øjne gav kirkegården en særlig hellighed. I begge tilfælde drejede det sig i sidste ende om penge, idet Skt. Albans dels betalte for sin uafhængighed med en årlig afgift til klostret, dels var afhængig af "brugerbetaling" for kirkelige handlinger herunder begravelser. Af samme grund indgik der da også i begravelsestilladelsen fra 1139 den betingelse, at sognepræsten skulle holdes skadesløs.
Der var altså tale om to forskellige kirkegårde, hvor Skt. Albans ideelt set repræsenterede et snit gennem hele sognets befolkning. I realiteternes verden ved vi faktisk meget lidt om, om retten til frit at vælge kirkegård var alment gældende, kun gjaldt i bestemte tilfælde som ovenfor eller var begrænset til visse persongrupper samt, hvem der i givet fald benyttede sig af det. Endvidere gav de to grøfter et meget snævert udvalg af kirkegårdens samlede antal begravelser, som i høj grad var påvirkeligt over for grupperinger af begravelserne. Fra den tidlige middelalder kendes eksempler på, at mænd begravedes syd for og kvinder nord for kirken eller at de højere sociale lag begravedes nærmest kirken. I senmiddelalderen forsvandt kønsopdelingen formentlig til fordel for andre typer af opdeling for eksempel i familiebegravelser, der imidlertid kun kendes fra begravelser inde i kirkerne og ikke fra kirkegårdene. På Skt. Knuds kirkegård burde der til gengæld findes to klart forskellige grupper, nemlig munkene og en gruppe af byens eventuelt omegnens mere velstillede personer. En udgravning ville derfor give mulighed for at undersøge og sammenligne skeletterne fra to forskellige typer kirkegårde for faktorer som køn, alder, højde og sundhedstilstand med henblik på leveforhold og socialt miljø[8]. Samtidig var der mulighed for at studere gravskikken på de to kirkegårde, hvilket er det primære sigte her.
En forudsætning for dette arbejde var, at det var muligt sikkert at skelne de to kirkegårde fra hinanden, hvilket normalt ikke er noget større problem, idet de fleste kirkegårde i løbet af middelalderen blev omgivet med en kirkegårdsmur. Den dukkede da også op i form af et nordnordvest-sydsydøst gående, 1,4 m bredt fundament, der til overflod forløb parallelt med kirkegårdens senere kendte afgrænsning. Efter denne lovende start begyndte spørgsmålene dog at melde sig i hurtig rækkefølge. Først dukkede der enkelte begravelser op under fundamentet, hvad der viste, at skellet ikke altid var blevet respekteret. Det samme fremgik af, at fundamentet skar et lag af frådstenssmulder, et affaldslag fra byggeriet af den første domkirke i sten, som kunne dateres til at være ældre end 1120erne.
Over frådstenslaget lå på begge sider af fundamentet en skærvebrolægning, der kunne dateres til 1400-tallet. Brolægningen blev ligeledes skåret af fundamentet, hvorfor kirkegårdsmuren måtte være fra dette eller det følgende århundrede. Det blev faktisk bekræftet af fundamentet selv, idet det var bygget op af nedbrydningningsmateriale i form af murbrokker og blokke af frådsten. Flere af de største frådstensblokke krummede ganske svagt[9], og det var derfor næsten sikkert, at frådstenen stammede fra domkirken nærmere bestemt en af dens tre apsider, som forsvandt i løbet af 1400-tallet i takt med, at den gamle domkirke afløstes af den nuværende i tegl[10]. Endvidere var 1400-tallets skærvebrolægning delvist lagt lige oven på 1100-tallets byggelag af frådsten. Der måtte derfor have været foretaget en afgravning af kirkegården inden udlægningen af skærvebrolægningen. En passende anledning kunne have været en formentlig tiltrængt oprydning og planering efter en af 1400-tallets større byggeetaper på domkirken enten ved midten eller slutningen af århundredet. Det vil også forklare, hvorfor der ikke er påvist byggelag fra den nuværende domkirke svarende til frådstenssmulderet fra den forgængeren. Kirkegårdsmuren kan derfor først være opført i middelalderens allersidste år, muligvis endda først efter nedlæggelsen af Skt. Albans kirkegård i 1542[11], hvor det blev tvingende nødvendigt med en kirkegårdsmur mod det nye Albani Torv.
Det er fristende at se fraværet af en kirkegårdsmur mellem de to kirkegårde som et håndgribeligt bevis på den flydende grænse mellem de to kirkers rettigheder i middelalderen, men tilbage stod problemet om det også gjaldt for gravenes placering. Det løste imidlertid sig selv efterhånden som udgravningen skred frem, idet begravelsestætheden var betydeligt større på østsiden af kirkegårdsmuren end på vestsiden. Det afspejlede forskellen mellem Skt. Albans overfyldte sognekirkegård og Skt. Knuds mere spredte begravelser. Skellet har derfor været der igennem hele middelalderen, hvordan det så end markeredes, for kun enkelte begravelser lå faktisk hen over det. Den usædvanligt lave begravelsestæthed på Skt. Knuds viste, at klostret langt fra udnyttede sin begravelsesret, selvom tætheden dog steg på de mest efterspurgte pladser nærmest domkirken. Noget tyder da også på, at Skt. Knuds kirke var ret lukket udadtil, og det samme kan have gjort sig gældende ved salget af gravsteder. Fra domkirken kendes således kun et enkelt, sent eksempel på en verdslig begravelse fra middelalderen, og blandt senmiddelalderens mange alterstiftelser i byens kirker optrådte der kun én ikke-gejstlig institution som alterstifter i domkirken[12]. En mulig, mere åben holdning over for omverdenen i slutningen af middelalderen, eventuelt forårsaget af den midlertidige nedlæggelse af klostret 1476-1488, stemte interessant nok overens med et markant indslag af begravelser med sene armstillinger (se nedenfor).
Antallet af begravelser på de to kirkegårde var ialt 344 fordelt med 124 på Skt. Knuds og 220 på Skt. Albans kirkegård. Det udtrykte imidlertid ikke den reelle begravelsestæthed, idet der gravedes et større antal kvadratmeter på Skt. Knuds end på Skt. Albans kirkegård. Korrigeret herfor var begravelsestætheden mellem to og tre gange større på Skt. Albans kirkegård[13]. Den ulige fordeling kunne skyldes, at den undersøgte del af Skt. Knuds kirkegård repræsenterede en senere udvidelse og således ikke faldt ind under den i 1139 tildelte begravelsesret, men dels viste udbredelsen af frådstenslaget, at området fra begyndelsen hørte til domkirken, dels var der intet der tydede på, at området skulle have været benyttet til andet end begravelser siden begyndelsen af 1100-tallet. Begravelserne lå heller ikke lige tæt på den enkelte kirkegård, idet der generelt var en tendens til, at pladserne nærmest kirken og altret var de mest eftertragtede. Det var tydeligst for Skt. Knuds vedkommende, hvor begravelsestætheden i den grøft, der lå nærmest kirken, var næsten tre gange højere end i den fjernere. Når den kun var knap dobbelt så høj på Skt. Albans, var det formentlig udtryk for den mere intensive udnyttelse helt ud i hjørnerne af denne kirkegård. På Skt. Albans var forholdet mænd/kvinder 59/55 og på Skt. Knud var det 43/40[14]. Der var således ingen markant forskel i kønsfordelingen på de to kirkegårde, og formentlig blev klostrets munke begravet separat eventuelt i klostergården syd for kirken. Til gengæld var antallet af barnebegravelser markant større på Skt. Albans kirkegård, idet der fandtes 38 børn fra 0-5 år og 13 fra 6-12 år, hvor tallene for Skt. Knuds var henholdsvis 9 og 5. Flere af disse var endda efter-middelalderlige og burde derfor ikke regnes med.
Begravelsesformerne på de to kirkegårde adskilte sig knap så markant, men på Skt. Knuds kirkegård var der lidt hyppigere brugt trækister end på Skt. Albans. Begge steder var størstedelen af begravelserne dog begravet uden kiste overhovedet, formentlig kun svøbt i et ligklæde. For Skt. Albans dækker tallene over, at fem af kisterne er murede, mens et tilsvarende antal har fået enderne og eventuelt midten af graven markeret med sten. De murede grave kendes hovedsagelig fra 1200-tallet, men findes i lidt sjældnere tilfælde også i de tilstødende århundreder. Kisterne, der var opmuret i bunden af graven, var alle trapezformede med et særligt hovedrum. De bestod af to skifter teglsten, det nederste på kant det øverste på fladen. Der er tidligere fundet murede begravelser øst for Skt. Knuds kirke, så fraværet af murede grave nord for kirken var snarest udtryk for, at begravelserne her overvejende var fra senmiddelalderen, hvor skikken med murede grave var ophørt. Dette stemte overens med, at en stor andel af begravelserne på Skt. Knuds ud fra skeletternes armstillinger tilhørte slutningen af middelalderen. Armstillingerne inddeles i A, B, C og D, hvor A tilhører den tidlige middelalder, B bruges stort set gennem hele middelalderen men med varierende hyppighed og C og D danner et markant islæt i slutningen af middelalderen. På Skt. Knuds kirkegård fordeler armstillingerne A/B/C/D sig med 39/23/21/5 mens tallene for Skt. Albans er 108/55/5/1. Særlig bemærkelsesværdig var, som nævnt ovenfor, den høje andel af de sene armstillinger C og D på Skt. Knuds.
Gravgaver hørte hedenskabet til og blev principielt ikke tolereret af kirken. Undtaget var genstande med for eksempel religiøs betydning. På Skt. Albans kirkegård fandtes to pilgrimstegn i form af ibsskaller, de første fra Odense i øvrigt, og en rosenkrans med perler af blåt glas, kobber, samt tre stenarter, den ene formentlig rav. Fordelingen afspejlede næppe en uvilje fra klostrets side mod disse "gravgaver". Ibsskaller, der var muslingeskaller symboliserende en pilgrimsfart til Santiago de Compostela, kendes fra andre klosterkirkegårde. Endvidere var klostrets prior Jep Hoffman et prominent medlem af "Marie psalters broderskab", som dyrkede jomfru Maria og brugen af rosenkransen[15]. Rosenkranse findes dog hovedsagelig på gråbrødre- og karmeliterklostrenes kirkegårde[16], men i Odense var de også knyttet til Skt. Albans kirke, hvor "Marie psalters broderskab" siden 1492 havde deres eget alter[17], og hvor præsten hr. Michael skrev et digt om jomfru Maria og rosenkransen med dens brug og symbolik[18].
Hermed er vi ved spørgsmålet – hvem repræsenterer de skeletter vi finder på sognekirkegården og på klosterkirkegården? For Skt. Knuds kirkegårds vedkommende er det indlysende på grund af kønsfordelingen, at de er kommet udefra, men vi ved ikke om de relativt få begravelser skyldes ringe efterspørgsel eller adgangskrav for eksempel tilhørsforhold til klostret eller den gejstlige stand. Det relativt store antal begravelser med armstilllingerne C og D kunne være udtryk for kirkegårdens stigende brug i slutningen af middelalderen, men kan også delvist skyldes efterreformatoriske begravelser. De mange begravelser på Skt. Albans viser ikke uventet, at størstedelen af sognebørnene begravedes på sognekirkegården, selvom det næppe er muligt at fastslå andelen mere præcist. Den gruppe, der søgte andre kirkegårde, må have rådet over det nødvendige økonomiske overskud, men motiverne bag valget må rimeligvis have været religiøse. Marie psalters broderskab bestod således af gejstlige og borgere, hvilket ikke er overraskende, idet nye ideer manifesterer sig tidligst hos de velorienterede og velhavende.
Når rosenkransbegravelser hovedsagelig findes på gråbrødre- og karmeliterkirkegårde, kunne det være udtryk for, at disse klosterordener blev anset for særligt knyttede til brugen af rosenkransen og dyrkelsen af jomfru Maria. Når der derfor undtagelsesvis er fundet to rosenkransbegravelser på Skt. Albans kirkegård[19], kunne det tolkes sådan, at i hvert fald nogle medlemmer af Marie psalters broderskab blev begravet i tilknytning til deres alterstiftelse. Tilsvarende fik skomagergildet i Odense, som også kaldtes "vor Frue compagni", 1516 bekræftet deres (fortsatte) ret til at begrave gildebrødre og -søstre på gråbrødrenes kirkegård[20]. I deres tilfælde foregik det oven i købet på en særlig afdeling af kirkegården. Det var desværre ikke tilfældet på Skt. Albans, hvor den nu fundne rosenkransbegravelse lå på kirkegårdens nordvestlige del, mens det ældre fund lå i selve kirken, måske ved pladsen for alterstiftelsen. En forbindelse mellem rosenkransbegravelsen og Marie psalters broderskab forblev derfor usikker.
På baggrund af disse foreløbige resultater repræsenterer Skt. Alban og Skt. Knud to selvstændige og forskellige kirkegårdstyper, sognekirkegården og klosterkirkegården, hvilket klarest fremgår af den større hyppighed af barnebegravelser på Skt Albans kirkegård. Markant er endvidere forskellen i begravelsesintensiteten, der er bemærkelsesværdigt lav på Skt. Knuds kirkegård, også set i forhold til byens øvrige klosterkirkegårde, hvilket formentlig kun kan tolkes som et resultat af en bevidst politik fra klosterets side. Her udover har der ikke kunnet påvises sikre, entydige forskelle i gravskikken på de to kirkegårde, hvilket imidlertid på grund af materialets foreløbige karakter ikke udelukker sådanne. Ovenfor er antydet muligheden af interne opdelinger på den senmiddelalderlige kirkegård, enten efter slægtskabsforhold (familiebegravelser) eller sociale relationer i form af broderskaber af verdsligt eller religiøst tilsnit. Påvisningen af sådanne sociale skel selv efter døden ville være en væsentlig pointe til middelalderens gravskik.
