Et af de hyppigst forekommende spor efter vore forfædres færden i landskabet er ildsteder. Ved ilden har man fået varmen, tilberedt mad og praktiseret forskellige former for håndværk og husflid. De fleste ildsteder bestod vel blot af et lille bål, som blev anlagt direkte på jordoverfladen, men sporene herfra blev hurtigt slettet af vejr og vind. Andre anlæg blev derimod gravet så langt ned i jorden, at årtusinders pløjning ikke har fjernet sporene. Derfor fremkommer der ofte “sorte pletter” – koncentrationer af aske- og trækulfyldt jord samt ildpåvirkede sten, når der pløjes ekstra dybt, eller når muldjorden afrømmes forud for et anlægsarbejde. Ildstederne er almindeligvis tydelige med deres sorte, fedtede fyld, og de er derfor lette at erkende som et levn fra fortiden.
Udstedernes hyppighed er – paradoksalt nok – også årsagen til, at landmænd og entreprenører sjældent finder anledning til at melde til museet, når de sorte pletter påtræffes under jordarbejde. Man mener simpelthen, at anlæggene er for almindeligt forekommende til, at de kan interessere sagkundskaben. Det er imidlertid forkert! Selv om ildsteder hører til blandt de mest almindelige anlægstyper fra Danmarks oldtid, kan de indeholde en mængde spændende informationer. Under alle omstændigheder er ildstederne et bevis på, at der har været aktiviteter på fundstedet i oldtiden, og man skal derfor ikke undervurdere deres betydning som kilde til belysning af det forhistoriske menneskes færden i landskabet.
Ildsteder, der har været anlagt direkte på jordoverfladen eller let nedgravet heri, findes på bebyggelser fra hele oldtiden. Især på bronze- og jernalderens bopladser finder man tillige en nærmest standardiseret anlægstype, bestående af en rund eller firkantet nedgravning med et varierende indhold af ildskørnede sten og trækulholdig jord. Disse anlæg optræder i den arkæologiske litteratur under betegnelser som ildgruber, sydegruber, stegegruber, jordovne, kogegruber eller kogestensgruber. Som det fremgår af betegnelserne, sættes anlæggene almindeligvis i forbindelse med tilberedning af mad.
Ved flere udgravninger er kogegruber afdækket i så store mængder eller med et så specielt indhold, at de må formodes at have haft en betydning ud over det funktionelle. Med udgangspunkt i fund fra fynske lokaliteter vil der i det følgende blive redegjort for nogle af de sammenhænge, som kogegruberne har indgået i, ligesom deres praktiske og mulige rituelle betydning skal forsøges klarlagt[1].
En kogegrube består af en cirkulær, oval eller rektangulær nedgravning, hvis størrelse og regelmæssighed kan variere fra anlæg til anlæg. Som regel er kogegruberne gravet ca. 40-75 cm ned under jordoverfladen; bunden er oftest jævn, medens siderne kan være skrå eller lodrette. Når kogegruberne skæres igennem i forbindelse med en arkæologisk udgravning, kan man se, at de stort set er fyldt op efter et ensartet mønster. Nederst findes ofte et lag af aske- og trækulholdig jord, iblandet større eller mindre mængder af ildskørnede sten. Langs kanten og bunden kan der evt. være en rødbrændt bræmme, som viser, at der har været ild på grubens bund. Over det sorte lag følger oftest lag af muld, evt. med lidt trækul og ildpåvirkede sten. I nogle tilfælde finder man endvidere lerkarskår og måske dyreknogler i dette lag.
På baggrund af eksperimentalarkæologiske og etnografiske studier har man klarlagt, hvorledes kogegruberne er lavet[2]. Først har man gravet et hul af en form og størrelse som netop beskrevet. Dernæst har man tændt et bål på grubens bund eller på jordoverfladen ved siden af hullet. I bålet placerede man en mængde indtil hovedstore granitsten, som blev opvarmet til de var gloende. Når stenene var tilpas varme, blev halvdelen anbragt på grubens bund, og herpå lagdes den mad, som man ønskede at tilberede. Maden – sikkert oftest kød – må have været indpakket i blade eller bark. Herefter dækkede man maden med flere gloende sten, og gruben blev lukket med et “låg” af græstørv.
Efter et par timer – afhængigt af madmængdens omfang og karakter – løftedes græstørvsdækket af igen, de øverste sten blev fjernet, og herunder lå den tilberedte mad. Når den forkullede indpakning var skrabet af, var maden færdig.
Ved tilberedning på denne måde kan man sige, at kødet syder i sin egen saft og sit eget fedt, ganske som når man anvender en stegeso i en ovn. Maden tilføres ikke fedtstoffer eller væske; til gengæld er fordampningen begrænset. Dermed forbliver kødet saftigt, og tilmed krydres det af røgpartikler og evt. af tilsatte krydderurter. Egentlig kan denne tilberedningsteknik ikke betegnes kogning, men nærmere sydning eller bagning, og derfor er betegnelsen kogegrube faktisk misvisende. Da det imidlertid er under dette navn, anlæggene oftest omtales i den arkæologiske litteratur, vil betegnelsen blive fastholdt i det følgende.
På bopladserne anlagde man gerne kogegruberne i tilpas afstand fra de stråtækte og dermed let antændelige huse. Det er derfor almindeligt at finde klynger af kogegruber i periferien af en boplads, men der kendes også eksempler på, at man har etableret anlæggene inde i husene. Denne regelmæssighed i placeringen gør, at man ofte kan anvende kogegruberne til at pejle sig ind på bebyggelsernes centrum og dermed på husene [3] (fig.1).
Det er sjældent, at der gøres væsentlige fund i kogegruberne; selve tilberedningsmetoden har ikke fordret, at man anvendte lerkar, og når der findes skår af kar i kogegruberne, må man derfor være opmærksom på, at de kan være endt her i forbindelse med en senere opfyldning af hullet.
Manglen på fund i kogegruberne gør det svært at datere dem præcist, men som nævnt findes anlæggene især på bopladser fra bronze- og jernalderen. Særligt på bebyggelser fra yngre bronzealder, førromersk og ældre romersk jernalder – altså i tiden mellem ca. 1000 f.Kr og 150 e.Kr – er de almindelige, medens de knap forekommer så hyppigt i de forudgående og efterfølgende perioder. Der er dog enkelte eksempler på større klynger af kogegruber selv på bopladser fra yngre germansk jernalder og vikingetid[4].
I hvert fald på Fyn kan det ses, at der sker en ændring af kogegrubernes udformning i løbet af oldtiden. Yngre bronzealders kogegruber er næsten altid cirkulære med rund bund, medens anlæggene fra en gang i førromersk jernalder og frem til ældre germanertid fremtræder ovale eller regelmæssigt rektangulære med lodrette nedgravningssider og flad bund[5]. Det har dog ikke været muligt at konstatere nogen forskel i anvendelsen af de to typer af kogegruber.
I flere tilfælde er kogegruber afdækket i så store koncentrationer, at man kan tale om specialiserede kogegrubefelter. Odense Bys Museer har i de senere år undersøgt flere pladser af denne karakter, og et par skal præsenteres her (fig. 2). Den første lokalitet, der skal omtales, er udgravet ved Ringe Sø på Midtfyn.
Ringe Sø, som blev udtørret i 1920’erne, har været et markant vådområde i oldtiden. Langs bredderne har der været tæt bebyggelse i stenalderen, og fra søbunden er bl.a. fremdraget flere intakte flintredskaber der kan antyde, at søen blev brugt til offerhandlinger især i yngre stenalder. Fund fra jernalderen er få i området, men de, der kendes, har en særlig karakter. Vigtigst er den store Bregentved-gravplads, som er udgravet af Nationalmuseet og Odense Bys Museer. Gravpladsen, der lå på en markant sandet bakke ca. 250 m syd for søbredden, indeholdt op mod 200 grave fra ældre og især yngre romersk jernalder (150-375 e.v.t.)[6].
I foråret 1995 blev der i forbindelse med et kursus i arkæologisk kortlægning gjort et intenst forsøg på at opspore den boplads, som måtte høre til gravpladsen. Det lykkedes ikke, men til gengæld påviste markafsøgningerne et ikke tidligere erkendt fortidsminde i området mellem gravpladsen og den tidligere søbred. Ved flere forudgående afsøgninger af området var der fundet flintredskaber fra ældre og yngre stenalder samt enkelte oppløjede sorte plamager med få ildskørnede sten og lidt trækul. I forbindelse med besigtigelsen i 1995 var fundbilledet ganske forandret. Marken havde netop skiftet ejer, og nu blev der pløjet med en plov, som skar sig dybere ned i undergrunden. Resultatet var, at istidens jomfruelige sandaflejringer lyste gult og goldt mod himlen. På et afgrænset område af den nypløjede ager sås talrige, tætliggende kulsorte aftegninger, og ved nærmere eftersyn kunne det konstateres, at flere indeholdt ildskørnede sten og trækul. I et mindre antal fandtes lerkarskår og brændte knogler. Disse fund vakte særlig interesse, for de kunne antyde tilstedeværelsen af endnu en gravplads ved bredden af Ringe Sø. Skårene kunne dateres til midten af førromersk jernalder (ca. 200 f.Kr.), og der var således mulighed for, at en af forgængerne til den store Bregentved-gravplads var lokaliseret. Da dybdepløjningen netop havde fundet sted, var de enkelte oppløjede plamager endnu så tydeligt afgrænset i markoverfladen, at deres form, størrelse og indhold ret præcist kunne dokumenteres (fig. 3). En harvning af området, eller blot en let sandflugt, ville totalt udviske billedet, så der skulle handles hurtigt, hvis der skulle hentes væsentlige oplysninger fra de sorte pletter. Derfor blev Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat i en hasteansøgning anmodet om at bevilge penge til en udgravning.
Før skovlen blev sat i jorden, blev de sorte pletter omhyggeligt indmålt og beskrevet. Dernæst afrømmede en gravemaskine muldlaget over et ca. 450 kvadratmeter stort område i den største koncentration af sorte pletter[7].
Da mulden var fjernet, kunne det snart konstateres, at der ikke var en eneste grav på stedet. Til gengæld blev der registreret enkelte affaldsgruber med indhold af flintredskaber og keramik fra yngre stenalder. Dertil kom 33 kogegruber, som den videre udgravning nu blev koncentreret om (fig. 4).
Ved den efterfølgende detaljerede undersøgelse af et udvalg af kogegruberne viste det sig, at anlæggene stort set var konstrueret efter samme mønster. Efter afrensning fremtrådte nedgravningerne regelmæssigt rektangulære med afrundede hjørner, og ved bunden var de ca. 150-170 cm lange og 80-110 cm brede.
Når kogegruberne blev gravet igennem på langs, kunne dybden registreres at være indtil 75-80 cm, regnet fra markoverfladen, og gennemsnitligt var anlæggene dybere, end man sædvanligvis ser på jernalderbopladser. Til gengæld var nedgravningernes form og grubefyldens sammensætning helt af samme karakter som i ældre jernalders standard-kogegruber. Grubernes sider var skrånende i anlæggenes øverste del, og nedefter var de helt lodrette. Karakteristisk for mange anlæg var, at de langs bunden og et stykke op ad siderne var omgivet af en indtil 5 cm bred bræmme, hvor undergrundssandet var rødbrændt. I disse tilfælde kunne det således dokumenteres, at der havde været åben ild og meget høje temperaturer på grubens bund.
På bunden af kogegruberne fandtes altid et omkring 20 cm tykt kulsort lag med sodet sand, trækul i store stykker og indtil hovedstore, stærkt ildskørnede granitsten. På “almindelige” bopladser indgår der ofte genbrugte kværn- eller knusesten i dette lag, men det var ikke tilfældet i Bregentved-gruberne. Kogestenene var udelukkende indsamlede natursten, og der var skønsmæssigt ind til mere end
100 kg af disse i hver grube. Det skal ses i forhold til, at sten over nøddestørrelse ikke forekom naturligt på den bakke, hvorpå kogegruberne lå. Det vil sige, at alle sten er hentet til stedet fra de mere lerede områder, der omgiver bakken – en transport på mindst 200 meter (fig. 5).
I de dybest nedgravede anlæg var det kulholdige bundlag dækket af et lag gult sand, der utvivlsomt var omgravet undergrundssand, som var fyldt i nedgravningen kort efter, at denne havde været i brug. Nedgravningens øverste del var fyldt af gråbrunt sand med spredte trækulstumper og stykker af ildskørnet granit, dog aldrig i samme koncentrationer som i bundlaget. I det øverste lag, og kun her, blev der ofte fundet lerkarskår og brændte dyreknogler. Det var således oppløjet materiale fra dette lag, der i første omgang havde ført til en tolkning af anlæggene som brandgrave (fig. 6).
De kogegruber, som ikke var så dybt nedgravet, manglede det gule “mellemlag”. Til gengæld havde de ofte et øverste lag, der i sammensætning svarede til den gråbrune sandfyld i toppen af de dybe kogegruber. Der kunne ikke i forbindelse med udgravningen ses nogen kronologisk eller brugsmæssig forskel mellem de dybe og mindre dybe kogegruber, og da de fandtes side om side, kunne der heller ikke være bevaringsmæssige årsager til variationen (fig. 7).
Lerkarskårene fra Bregentved-kogegruberne stammede fra tykvæggede, groft-magrede bopladskar, ofte med skorper af fastbrændt mad på indersiden. I de tilfælde, hvor der var bevaret dele af karrenes hank- og randparti, kunne dateringen fastsættes til midten af førromersk jernalder (ca. 200 f.Kr.). Nogle skår, som forud for udgravningen var fundet i markoverfladen i en stor sort plet i den sydøstlige udkant af kogegrube-koncentrationen, var dog en smule ældre; de kunne dateres til overgangen mellem yngre bronzealder og førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.). Det kunne dog ikke dokumenteres, at dette anlæg – og fundene herfra – havde sammenhæng med de udgravede kogegruber.
Ingen af kogegruberne indeholdt skår i så store mængder, at der blot tilnærmelsesvist kunne samles et helt kar. Skårene viste ikke spor efter væsentlig sekundær brænding, hvilket betyder, at de ikke har været udsat for den samme voldsomme ildpåvirkning som knoglerne fra grubernes toplag.
De brændte knogler fandtes i en mængde af indtil et par deciliter, hvilket faktisk er mere, end der findes i de fleste samtidige grave. Selv om der ikke er foretaget fagmæssig bestemmelse af de fragmenterede og stærkt ildpåvirkede knoglestumper, er det sikkert, at der ikke var menneskeknogler imellem. I enkelte anlæg fandtes stumper af emalje fra tænder, der ikke var ildpåvirkede. Tænderne stammer antagelig fra kvæg, og det er nærliggende at tro, at det samme gælder for i hvert fald en del af de brændte knogler. Tilstedeværelsen af ubrændt tandemalje kunne antyde, at der også oprindeligt kan have været ubrændte lemmeknogler i gruberne, men i den sure sandjord ville disse ikke kunne bevares gennem et par årtusinder.
Ved indmålingen forud for udgravningen var der registreret 115 anlæg med trækul-holdig fyld på markoverfladen. Alene inden for det område, der senere blev udgravet, var der indmålt 23 sorte pletter, og efter muldafrømningen kunne der tælles 33 kogegruber på det samme areal. Det vil sige, at 10 anlæg, eller ca. 30%, ikke var synlige i markoverfladen på trods af ideelle iagttagelsesforhold og intensiv markafsøgning. Hvis dette misforhold mellem iagttagelserne i markoverfladen og i udgravningsfladen er generelt for hele området, betyder det, at der har været mindst 150 kogegruber på stedet (fig. 8)
Selv om det kun er en forsvindende lille del af området, der er systematisk udgravet, kan der siges nogle generelle ting om pladsens struktur. Anlæggene lå fordelt i tre eller fire tildels adskilte klynger i et ca. 140 m langt og ca. 30 m bredt og krumt bælte, hvis nordende pegede direkte ned mod den vestlige og oprindeligt lavvandede ende af Ringe Sø. Om de fundtomme områder mellem klyngerne var et udtryk for, at der ikke har været kogegruber her, kan kun afklares ved større fladeafdækninger på stedet, men at klyngerne kan vise et reelt fordelingsbillede, antydes af iagttagelser i udgravningsfeltet. Også her kunne der spores en tendens til, at kogegruberne lå samlet i klynger, idet der var en koncentration af anlæg i henholdsvis nord- og sydenden af feltet, adskilt af områder med få eller ingen anlæg. Inden for klyngerne var der også en vis variation. Nogle steder var afstanden mellem de enkelte kogegruber stor, medens andre lå tæt sammen, og i ét tilfælde var et anlæg ligefrem gravet ned i et andet.
De tidligere omtalte brændte knogler fandtes især i den centrale del af udgravningsfeltet, svarende til det område, hvor der ved den forudgående markafsøgning var iagttaget brændte knogler i markoverfladen. I den sydligste og ikke udgravede klynge kunne der registreres en del ildskørnet flint i de oppløjede anlæg. Ildskørnet flint fandtes kun i yderst begrænset mængde inden for det udgravede areal, og kun sparsomt nord herfor. Det har ikke været muligt at afklare, hvad disse forskelle afspejler.
Da der kun foreligger enkelte arkæologiske og ingen naturvidenskabelige dateringer af grube-komplekset, er det vanskeligt at sige noget sikkert om pladsens kronologiske udvikling. Set fra et topografisk synspunkt er det mest sandsynligt, at de første kogegruber er anlagt højest i terrænet, svarende til den sydligste klynge. Herefter kan aktiviteterne formodes at være fortsat mod nord, ned ad bakken med kurs mod søen. Selv om denne tolkning hviler på et meget spinkelt grundlag, kan tesen måske underbygges af, at der netop i den store, sorte plet, der blev indmålt sydøstligst på pladsen, er opsamlet keramik fra overgangen mellem yngre bronzealder og tidlig førromersk jernalder, hvorimod anlæggene fra pladsens midterste del kan dateres til midten af førromersk jernalder. Fra pladsens nordlige del foreligger ingen daterende fund. En egentlig afklaring af det kronologiske spørgsmål må dog afvente flere udgravninger på stedet – eller naturvidenskabelige dateringer af det hjembragte organiske materiale fra de udgravede anlæg.
Den totale mangel på samtidige affaldsgruber, kulturlag eller stolpehuller betød, at det allerede medens udgravningen var i gang, kunne afklares, at Bregentved III-pladsen ikke var en almindelig jernalderboplads; det var tydeligvis et fundkompleks med en speciel funktion. Der vil dog først blive gjort et forsøg på at tolke fundet, når endnu et par fynske pladser af samme karakter er præsenteret.
Forud for grusgravning på et plateau ca. 150 m fra et engområde, som er en inddæmmet del af den tidligere fjordarm Storø Strand på Nordfyn, har Odense Bys Museer registreret ca. 230 kogegruber inden for et ca. 115×65 m stort areal[8]. Kogegrubefeltet blev kun delvis undersøgt, og det kan formodes, at der findes en del anlæg især vest og syd for det udgravede område (fig. 9).
Gyngstruplund-pladsens kogegruber var også rektangulære og fladbundede, og lagdelingen svarede til, hvad der var registreret på Bregentved-pladsen. En gruppe anlæg i udgravningsområdets vestlige del skilte sig ud ved kun at indeholde trækul; disse skal måske nærmere tolkes som rester af egentlige ildsteder, der dog, som kogegruberne, har været gravet ned i jordoverfladen.
Selv om pladsen ikke blev totalundersøgt, kunne det ses, at anlæggene i nogle områder lå meget tæt; en del anlæg skar ligefrem ind i hinanden. Enkelte steder sås også en tendens til, at kogegruberne dannede korte buede eller lige rækkeforløb.
Kun et udsnit af de afdækkede anlæg blev undersøgt nærmere. I disse fandtes tænder af store drøvtyggere, brændte dyreknogler, kværnsten, et muligt fragment af en støbeform samt lerkarskår fra midten af førromersk jernalder (ca. 200 f.Kr.). I toppen af en enkelt kogegrube fandtes tillige et skår, som dateres til slutningen af yngre romersk jernalder (ca. 350 e.Kr). Om dette anlæg er et enkeltstående tilfælde, der ikke skal ses i sammenhæng med de øvrige kogegruber, kunne ikke afklares ved udgravningen.
Udover kogegruberne blev der afdækket enkelte andre anlæg i form af stolpehuller og korte grøftforløb. Det er dog tvivlsomt, om disse var samtidige med kogegruberne.
Gyngstruplund-lokaliteten har så mange fællestræk med den tidligere beskrevne Bregentved III-plads, at de to komplekser må formodes at have haft samme funktion. Da der imidlertid ikke på nogle af pladserne er gjort fund eller iagttagelser, som umiddelbart giver et svar på spørgsmålet om deres anvendelse, er det nødvendigt at se nærmere på kogegrube-felternes omgivelser.
Bregentved III-pladsen ligger på en let mod nordvest skrånende flade på den nordøstlige del af en markant grusflad-bakke syd for Ringe Sø. Bakkens højeste punkt findes ca. 300 m fra den forhistoriske søbred, og kogegrubefeltet dækker et område, der strækker sig mellem ca. 70 og 190 m fra bredden.
Den største koncentration af kogegruber er anlagt ud til en stejl skrænt. I vinterhalvåret pibler der store vandmængder frem fra skræntens side og man kan formode, at der findes et kildevæld her. Neden for skrænten findes en større, jævn flade, der ligger 5-8 m under plateauet med kogegruber. Dette område har antagelig været en småsumpet eng i jernalderen. Gennem engen snoede sig en bæk, der fra Ringe Sø løb mod syd ned til Sallinge Å.
Gyngstruplund-pladsen er også helt klart orienteret mod et større vådområde, idet den ligger på et næs, der på tre sider er afgrænset af engområder. Disse engområder udgjorde i hvert fald i stenalderen en del af det lavvandede fjordsystem Storø Strand, som blev inddæmmet i slutningen af 1700-tallet. Det kan ikke præcist afgøres, hvor kystlinjen forløb i ældre jernalder, men antagelig har forholdet mellem land og hav været omtrent som det ses på udskiftningskort fra tiden omkring 1800. Det vil sige, at Gyngstruplund-pladsen har ligget på et jævnt, sandet plateau, der mod syd og sydvest var jævnt stigende. Mod øst fandtes der et engområde i en afstand af under 200 m fra kogegrubefeltet, og i en afstand af ca. 500 m mod nord var der udstrakte engområder, som førte direkte ned til Storø Strand, hvis bred lå ca. 1100 m fra pladsen.
Et fællestræk for de to fynske kogegrubefelter er altså, at de ligger på sandede plateauer, der skråner let ned mod større eng- eller vådområder, som de tydeligvis har været orienteret imod. Spørgsmålet er, om denne markante placering er tilfældig. For at få et svar er det nødvendigt at se på de arkæologiske levn, der kendes fra kogegrubefelternes umiddelbare nærhed.
Der er ikke registreret samtidige bopladser i nærheden af kogegrubefeltet Bregentved III; faktisk er afstanden til den nærmeste bebyggelse fra midten af førromersk jernalder ca. 1 km [9]. I det hele taget er fundene fra førromersk jernalder påfaldende sparsomme i området omkring Ringe Sø, og de eneste fund, der med nogenlunde sikkerhed kan siges at være samtidige med kogegruberne, er to brandpletgrave, som er udgravet ca. 100 m sydvest herfor (fig. 10). De to grave, der dateres til sen førromersk jernalder (ca. 100 f.Kr), lå lidt for sig selv, men tæt ved hinanden i udkanten af Bregentved I-gravpladsen, hvis øvrige grave dateres til sen ældre og yngre romertid. De førromerske grave har dermed næppe sammenhæng med de yngre grave på stedet; snarere har de en forbindelse til det nærliggende kogegrubefelt, som kan have været i brug endnu på dette tidspunkt.
I kanten af Ringe Sø er der registreret tre fund, som kan være samtidige med kogegruberne. På søbunden, men helt inde ved nordbredden umiddelbart vest for et af søens to tilløb, er der fundet en hjortetaksøkse med firkantet skafthul (fig. 11). Denne type dateres til yngre bronzealder og ældre jernalder, så den kan altså være jævngammel med kogegruberne. I lighed med en række andre mosefundne hjortetaksøkser med firkantet skafthul er det fristende at tolke dette stykke som et offerfund, selv om det ikke helt kan udelukkes, at øksen er tabt eller blot smidt ud i søen[10].
Få meter fra øksens fundsted, ligeledes et par meter fra den forhistoriske søbred, er dele af skelettet af en 20-35-årig kvinde gravet frem. På baggrund af de få skeletdele, der er fundet, har det ikke været muligt at påvise dødsårsagen, men det er sandsynligt, at kvindeliget endte på søens bund som et resultat af en offerhandling. Skelettet er ikke dateret, men det er muligt, at kvinden – som mange andre moselig – er fra førromersk jernalder [11].
I søens vestende tæt syd for søens andet tilløb er der oppløjet en samling knogler, som også har været deponeret helt inde ved bredden. De fleste knogler stammer fra en eller flere store drøvtyggere, medens en enkelt overarmsknogle hidrører fra et menneske. Heller ikke dette fund er dateret præcist, og derfor kan en samtidighed med kogegrubefeltet ikke dokumenteres, men heller ikke afvises [12].
Hvis man – trods manglen på præcise dateringer – antager, at de tre fund fra søbunden er fra ældre jernalder, og måske endda fra førromersk jernalder, kan de indikere, at søen endnu i denne periode havde rituel betydning. Spørgsmålet er i så fald, om der er en sammenhæng mellem offerfundene og kogegruberne på grusbakken?
Heller ikke ved Gyngstruplund-pladsen er der registreret samtidige bopladser inden for en radius af mere end en kilometer. At der dog har været aktiviteter i fjordområdet i førromersk jernalder, viser flere fund af benspidser fra Storø Strand. Benspidserne er et vidnesbyrd om, at der blev drevet jagt og fiskeri i den fladvandede fjordarm i jernalderen[13]. Samtidige grave kendes heller ikke fra den nære omegn, men ganske som ved den midtfynske plads, er der umiddelbart syd for Gyngstruplund-pladsen undersøgt grave fra en senere del af ældre jernalder, nærmere betegnet fra ældre romertid [14].
Ca. 500 m øst for Gyngstruplund-pladsen – i kanten af det engområde, der findes i forlængelse af Storø Strand – er der over en strækning på ca. 220×20 m oppløjet store mængder ubrændte såvel som brændte dyreknogler, benredskaber, lerkarskår samt skeletdele fra to voksne mennesker (fig. 12). Lerkarskårene dateres til den senere del af førromersk jernalder og ældre romersk jernalder, medens enkelte kan henføres til yngre romertid[15]. Genstandene er utvivlsomt deponeret på lavt vand i kanten af vådområdet, og de kan bedst sammenlignes med de hyppigt forekommende måltidsofre fra ældre jernalder[16].
Endelig skal det nævnes, at der nær kanten af samme engområde ca. 1 km øst for Gyngstruplund-pladsen er fremkommet endnu et offerfund fra den senere del af førromersk jernalder, nemlig det kendte Krogsbølle-fund – et krigsbytteoffer-fund med våben af jern og ben. Genstandene er deponeret på og ved siden af en gren- og stenbygget vej. C-14-dateringer har vist, at vejen må have eksisteret, da kogegrubefeltet blev anlagt, hvorimod våbenofringerne er lidt yngre[17].
Et fællestræk for de to fynske kogegrubefelter er, at de ligger på sandplateauer, der vender ud mod større vådområder. I begge tilfælde må det antages, at vådområderne i jernalderen har haft karakter af moser med lav vandstand. Fra begge moseområder kendes ofringer, der i hvert fald for en dels vedkommende kan formodes at være samtidige med kogegrubefelterne. Et fællestræk er tillige, at pladserne ligger et stykke borte fra de nærmeste kendte bopladser fra førromersk jernalder.
I 1997 undersøgte Odense Bys Museer en koncentration af kogegruber, som var fremkommet i et naturgastracee ved Borreby nær Fangel syd for Odense. Kogegruberne – 19 i alt – lå i tre eller fire usystematiske rækker på tværs af det 12 m brede naturgastracee, og forekomsten blev således hverken afgrænset mod øst eller mod vest (fig. 13). Nord og syd for kogegruberne fandtes ingen anlæg, der antydede tilstedeværelsen af en egentlig boplads på stedet, og forekomsten tolkes som en del af et kogegrubefelt[18]. Anlæggene lå på en sandet, senglacial flodterrasse, der ca. 75 m fra den vestlige udgravningskant afgrænsedes af Odense Å. Rækkerne pegede således direkte ned mod åløbet. Tæt øst for udgravningsområdet hævede terrænet sig ret stejlt op mod et bakkedrag, så kogegruberækkerne lå “klemt inde” mellem bakken og åen. Med mindre kogegruberne har strakt sig op ad bakkesiden, kan feltet ikke formodes at have rummet særligt mange anlæg – vel under 100 i alt. Der fremkom ingen genstande, som kunne give en præcis datering af kogegruberne, men anlæggenes rektangulære omrids og den flade bund antyder dog, at også Borreby-feltet skal henføres til ældre jernalder.
Selv om mængden af kogegruber på de tre netop præsenterede pladser er bemærkelsesværdig, er det for intet at regne mod de ca. 1600 anlæg, der har været på det store kogegrubefelt ved Rønninge Søgård på Østfyn. Denne plads er allerede omtalt flere gange i den arkæologiske litteratur[19], så her skal det blot sammenfattes, at lokaliteten ligger på et sandet plateau, der mod vest afgrænses af Vindinge Å. Ca. 400 m øst for Rønninge Søgård-pladsen findes et større, nu opdyrket engområde. Heller ikke på Rønninge-pladsen er der samtidige bo- eller gravpladsspor inden for eller i umiddelbar nærhed af det undersøgte område [20], ligesom der ikke kendes offerfund fra de nærmestliggende vådområder (fig. 14).
Rønninge Søgård-pladsens væsentligste forskel fra de tidligere beskrevne kogegrubefelter er dens datering og dens uhyre regelmæssige struktur. Kogegruberne var organiseret i 16 omtrent øst-vest orienterede, parallelle rækker. C-14 dateringer såvel som en bronzepincet fra en af gruberne daterer komplekset til yngre bronzealders periode IV (ca. 1000 f.Kr.), og anlæggene er dermed ca. 800 år ældre end de to sikkert daterede jernalderpladser.
Endelig må det nævnes, at der få hundrede meter vest og sydvest for Rønninge Søgård-pladsen er lokaliseret store forekomster af kogegruber[21]. Hvis der er tale om kogegrubefelter af den her ovenfor beskrevne type, kan man blot konstatere, at de også har ligget på sandede plateauer, der var orienteret mod Vindinge Å.
I den arkæologiske litteratur ser man ofte beskrivelser af større koncentrationer af kogegruber, som afdækkes isoleret fra samtidige affaldsgruber og andre typiske bopladsanlæg. Desværre er ingen af de publicerede pladser tilsyneladende undersøgt i deres helhed, så det er vanskeligt at foretage en sammenligning af deres udstrækning og struktur.
På Nymarksgården nær Stege på Møn er der afdækket 337 kogegruber [22]. Anlæggene lå, som på de fynske jernalderpladser, koncentreret men uden noget stringent system, og i grubernes fyld blev der fundet knogler af får, ged, kvæg og hest. På baggrund af et par naturvidenskabelige dateringer kunne pladsen henføres til den sene del af førromersk jernalder og yngre romersk jernalder. Den sene datering skal dog nok tages med et vist forbehold. I tilknytning til kogegruberne blev der afdækket en hustomt, som dateres til samme tid som de ældre kogegruber, men udover hustomten blev der ikke påvist spor af almindelige bopladsaktiviteter på stedet. Kogegrubefeltet lå på et jævnt plateau med udsigt over Stege Bugt, og afstanden til kysten var ca. 400 m.
Ved Margrethehåb nær Roskilde er der afdækket en mindst 200 m lang række, der bestod af 71 kogegruber. C-14-dateringer af trækul fra enkelte gruber henførte komplekset til midten af yngre bronzealder[23]. Kogegrubefeltet lå på et plateau, der mod nord afgrænses af et moseområde med afløb til den inderste del af Roskilde Fjord, som ligger ca. 1,5 km nord herfor. I et moseområde lige syd for bålrækken er der fundet to bronzeringe fra bronzealderens slutperiode, og smykkerne er dermed ca. 100 år yngre end kogegruberne.
Syd for Bjerringbro skyder Brokbakken sig som en højning ud i Gudenådalen. Åen løber ca. 1,5 km nord for bakken, hvorpå der tre steder med en indbyrdes afstand af knap 200 meter er påvist større forekomster af kogegruber[24]. I hvert fald lokaliteten Brokbakken III, hvor der er undersøgt 157 kogegruber, skal opfattes som et decideret kogegrubefelt uden spor af almindelige bopladsanlæg[25]. Hovedparten af anlæggene lå i tre rækker, der pegede direkte ud mod ådalen. Rækkerne, hvoraf den længste var 141 m, var arrangeret i vifteform. I enkelte anlæg fandtes lerkarskår fra yngre bronzealder.
Udover de ovennævnte lokaliteter, hvor der er foretaget større fladeafdækninger, er der lavet mindre undersøgelser på flere sikre eller formodede kogegrubefelter rundt omkring i Danmark. Kun de, der er omtalt i arkæologiske publikationer, skal nævnes her. Ved Kappelhage i Thisted Amt er der afdækket ca. 65 kogegruber på et næs, der strækker sig ud i Vilsund. Udgraveren daterer med forsigtighed anlæggene til bronzealderens periode III-V[26]. Ved Foulum i Viborg amt er der afdækket en 32 m lang række bestående af 17 kogegruber. Rækken havde retning direkte mod en gravhøj. Der er ingen datering på forekomsten – eller for den sags skyld på gravhøjen, og der var ingen almindelige bopladsanlæg på stedet[27]. Endelig må to lokaliteter ved Løvel i Viborg Amt nævnes. Her er undersøgt dele af kogegrubefelter, hvor anlæggene er organiseret i regelmæssige rækker. I hvert fald den ene af pladserne dateres til yngre bronzealder, medens dateringen på den anden er mere usikker[28].
Hvis man skal sammenfatte fund og iagttagelser fra de her omtalte kogegrubefelter, kan det konstateres, at de fleste pladser dateres til tiden mellem begyndelsen af yngre bronzealder og slutningen af førromersk jernalder. På nogle lokaliter antyder de naturvidenskabelige og arkæologiske dateringer, at der også har været aktiviteter i ældre og måske endda i yngre romersk jernalder. Der er imidlertid ingen beviser for kontinuerlig brug gennem århundreder på nogle af pladserne, og i hvert fald de mest strukturerede pladser må formodes at have haft en kort brugstid.
Der er et konsekvent mønster i kogegrubefelternes landskabelige placering. Pladserne er anlagt på markante, eksponerede og sandede plateauer eller bakker, der er omgivet af eller orienteret mod havet, mod vandløb, søer eller – som oftest – mod moseområder.
Jævngamle bopladsanlæg er sjældent fundet i kogegrubefelternes umiddelbare nærhed. Til gengæld er der i flere tilfælde fremkommet samtidige eller omtrent samtidige offerfund i de vådområder, som kogegrubefelterne er orienteret mod.
Med udgangspunkt i pladsernes layout kan man opdele dem i tre hovedtyper:
De to første typer af pladser ser hovedsageligt eller udelukkende ud til at kunne dateres til yngre bronzealder, medens den sidste type især kan henføres til ældre jernalder, i særdeleshed til førromersk jernalder. Der kan imidlertid ikke påvises nogen forskel på den topografiske placering af de forskellige typer af kogegrubefelter, og da anlæggenes opbygning og indhold stort set er identisk, er det sandsynligt, at de tre typer af pladser har haft samme funktion.
Ved Henrik Thranes præsentation af Rønninge Søgård-pladsen i 1974 kunne der henvises til flere undersøgelser af kogegrubefelter i Sverige og Tyskland. Geografisk var pladserne spredt fra Berlin-området i syd til Halland i nord[29]. Siden er der kommet flere nye fundsteder til i disse områder[30]. Endvidere er der nu publiceret koncentrationer af kogegruber på lokaliteter så langt mod nord som Uppland[31] i Sverige og Trøndelag i Norge[32], og i hvert fald nogle af disse fundsteder må tolkes som varianter af kogegrubefelter. Fra den vestlige del af Polen er der fremlagt enkelte kogegrubefelter[33], og i Mellem- og Sydeuropa kendes talrige ildkult-pladser eller ildoffer-pladser, der på baggrund af datering, struktur og landskabelig placering kan betragtes som beslægtede fænomener[34].
Kogegrubefelterne i landene omkring Danmark har mange lighedspunkter med de danske pladser. De svenske og nordtyske pladser har samme topografiske placering som de danske, og hvad angår layout, datering og fundfattighed er der også stor overensstemmelse.
Kogegrubefelterne synes at være mest almindelige i Danmark og Skåne, ligesom de sydskandinaviske pladser generelt er større end dem fra nabolandene.
Man kan altså konkludere, at kogegrubefelter er et fænomen, der har været udbredt i store dele af Skandinavien og på den nordlige del af Kontinentet i yngre bronzealder og ældre jernalder. Fænomenet har været mest udbredt i Sydskandinavien, og de fleste pladser kan dateres til yngre bronzealder eller førromersk jernalder.
Når man skal klarlægge, hvad kogegrubefelternes funktion har været, er det nødvendigt at identificere og beskrive de aktiviteter, som har fundet sted på pladserne. Selv om der er afdækket tusindvis af anlæg på kogegrubefelterne, er de imidlertid vanskelige at tolke entydigt. Det skyldes primært, at kogegruberne kun sjældent indeholder genstande, som giver præcise oplysninger om deres datering og brug. Især er manglen på dateringer problematisk, idet man kun vanskeligt kan sige noget om intensiteten af aktiviteterne på de enkelte lokaliteter. For eksempel kan det ikke afgøres, om Bregentved III-pladsens ca. 150 kogegruber er udtryk for intensive aktiviteter over en kortere årrække, eller om de er et resultat af mere sporadiske aktiviteter gennem århundreder. Kogegrubefelternes regelmæssighed og det faktum, at man kun sjældent har forstyrret et ældre anlæg, når man gravede en ny grube, kunne antyde, at aktiviteterne på de enkelte pladser har stået på inden for et kortere tidsrum – antagelig inden for én eller få generationer.
På trods af kogegrubefelternes nærmest industrielle karakter er der intet, der antyder, at anlæggene har indgået i håndværksmæssige arbejdsprocesser. Tværtimod viser fund af dyretænder og – knogler – og måske også enkelte forkullede plantedele – at de har været anvendt i forbindelse med tilberedning af mad[35]. Når der ofte findes lerkarskår i toppen af anlæggene, kunne det indikere, at der har været forskellige aktiviteter på området omkring kogegruberne. Skårene må være et udtryk for, at man også kogte mad på bål, der var anlagt på jordoverfladen, eller måske er skårene blot rester af beholdere, som man anvendte til opbevaring af f.eks. vand og krydderurter.
De helt hvidbrændte dyreknogler, som er fundet bl.a. på Bregentved III-pladsen, er ikke resultatet af mislykket tilberedning nede i kogegruben. Knoglerne er så påvirket af ild, at de tydeligvis har været udsat for en kraftig brænding i et bål på jordoverfladen. De brændte knogler er derfor et bevis på, at der i hvert fald på nogle pladser ikke blot har været ild i kogegruberne, men tillige bål oven på jorden. Det er uvist, om de brændte knogler er affald fra mad, som man har tilberedt i kogegruben, og som efterfølgende er endt i et bål på jordoverfladen, for så til sidst at blive smidt i kogegruben i forbindelse med dennes opfyldning. En anden og måske mindre sandsynlig mulighed er, at de brændte knogler repræsenterer deponeringer af forsætligt kremerede dyr eller dele af dyr. Brændte dele af dyr indgår ofte i brandgrave fra især ældre jernalder, ligesom de af og til findes som deponeringer på bopladser fra samme tid – bl.a. i tilknytning til ildsteder i husene[36].
Kogegrubefelternes antal og størrelse aftog i løbet af ældre jernalder, men at aktiviteter i tilknytning til kogegruber ikke ophørte fuldstændigt, viser forekomster af kogegruberækker på flere fynske lokaliteter, der kan dateres til sen førromersk og ældre romersk jernalder. Disse pladser kan alle karakteriseres som egentlige bopladser med huse og affaldsgruber; deres særkende er blot kogegruber, der er arrangeret i rækker omkring beboelseshusene.
Ved Fraugde Radby øst for Odense har Odense Bys Museer undersøgt dele af en boplads fra sen førromersk eller tidlig ældre romersk jernalder. På stedet blev der afdækket dele af to hustomter, og den ene af disse var bemærkelsesværdig ved, at der var nedsat syv miniaturelerkar ved husets stolper[37]. Imidlertid var det ikke det eneste særkende ved denne boplads. Dels blev der i en affaldsgrube fundet et kranium fra et barn, og dels blev der uden om hustomten med lerkardeponeringerne afdækket dele af en regelmæssig indhegning af kogegruber. Indhegningen bestod af tætliggende kogegruber, der dannede en ca. 90 m lang og ca. 65 m bred rektangel med samme orientering som hustomten. Huset lå lidt forskudt for indhegningens midte, og det er meget sandsynligt, at de to anlæg har hørt sammen. Ved undersøgelsen af kogegruberne, der var af den rektangulære, fladbundede type med en rødbrændt bræmme langs bunden, fremkom ingen genstande, der gav oplysninger om deres funktion (fig. 15).
I forbindelse med etablering af en omfartsvej vest om Søndersø blev der fundet to bopladser med kogegruber i forløb, der minder om hegnet på Fraugde Radby-pladsen. På lokaliteten Kellebyvej Syd fandtes tagbærende stolper fra et hus, der ad typologisk vej kunne dateres til ældre jernalder. I affaldsgruber omkring huset fandtes lerkarskår fra sen førromersk eller ældre romersk jernalder, så det er muligt, at denne datering også gælder for huset. Ca. 15 m vest for huset lå seks rektangulære kogegruber på en lige linje, og antagelig udgør de et udsnit af et “hegn”. Heller ikke i disse kogegruber fandtes genstande, så en datering hviler udelukkende på anlæggenes form. Da kogegruberækken og hustomten er anlagt på en måde, så det ser ud som om de er orienteret i forhold til hinanden, kan det formodes, at de to fænomener er samtidige[38] (fig. 16).
På bopladsen Kirkegård Sydøst I, som undersøgtes ca. 350 m nord for Kellebyvej Syd-lokaliteten, fandtes en hustomt, som dateres til yngre romersk eller ældre germansk jernalder (3.-6. årh. e.Kr.). Næsten parallelt med husets sydvæg, og blot lidt over en meter herfra, blev der over en knap 40 m lang strækning afdækket 19 rektangulære, fladbundede kogegruber, der lå med regelmæssig afstand[39]. Heller ikke disse kogegruber indeholdt genstande, der kunne belyse datering eller funktion. På grund af den ringe afstand til husvæggen – og dermed det let antændelige tagskæg – kan koge-
gruberækken og huset næppe have eksisteret på samme tid. Ca. 21 m syd for huset lå tre parallelle grøftlignende anlæg, der kunne følges over ca. 30 m. Grøfternes indbyrdes afstand var 2,5-3 m, og deres bredde var ca. 50 cm. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at den midterste grøft bestod af tætliggende, smalle og fladbundede kogegruber, mens de yderste indeholdt kompakte lag af trækul og brændt ler, men kun få kogesten (fig. 17).
Der er næppe være tvivl om, at de tre grøfter på den sydlige del af Kirkegård Sydøst-lokaliteten skal sammenlignes med kogegruberækken nord herfor. Det er imidlertid lidt problematisk, at vi ikke kender den præcise datering på nogle af anlæggene, så indtil videre kan det blot formodes, at de er fra ældre jernalder. Som nævnt er sammenhængen med hustomten tvivlsom – i hvert fald for det nordlige hegns vedkommende – hvorimod de tre sydlige forløb teoretisk set godt kan være jævngamle med bygningen.
Indtil videre kendes de regulære kogegrubehegn kun fra fynske jernalderbopladser. Den nærmeste parallel findes på Runegård-bopladsen nær Bornholms sydkyst. Her er der bl.a. undersøgt mindst 25 huse fra ældre jernalder, og for nogle af husenes vedkommende kan dateringen indsnævres til ældre romersk jernalder. Omkring bygningerne er der fundet 216 kogegruber, men da der kun har været lavet fladeafdækning på en lille del af bopladsområdet, må det samlede antal formodes at være betydeligt større. Kogegruberne kunne inddeles i to typer: Rektangulære fladbundede anlæg, og cirkulære gruber med rund bund[40].
En del af anlæggene lå organiseret i indtil fire parallelle rækker, der strakte sig øst-vest over bopladsområdet, medens andre lå mere tilfældigt spredt. Trækul fra et par kogegruber er C-14-dateret til ældre romersk jernalder, og dermed er i hvert fald en del af anlæggene samtidige med de nærliggende hustomter. Samtidigheden mellem kogegruberækkerne og hustomterne understreges af skårfund fra enkelte anlæg, medens fund af mulige bronzealderskår i en enkelt kogegrube antyder, at der også kan have været bålkrævende aktiviteter i denne periode.
Runegård-lokalitetens kogegruber i parallelle rækker ligner situationen på yngre bronzealders kogegrubefelter. Rækkernes tilknytning til huse svarer imidlertid mere til strukturen på de netop beskrevne fynske pladser, hvor der er afdækket huse med omkringliggende kogegrubehegn. På alle de fynske pladser med kogegrubehegn er der blot påvist spor efter en eller to bebyggelsesfaser, hvorimod de mange hustomter på den bornholmske boplads viser, at denne har strakt sig over et langt tidsrum. Det er derfor nærliggende at opfatte kogegrube-rækkerne på Runegård som flere faser af kogegrubehegn af samme type som dem der kendes fra f.eks. Kirkegård Sydøst-lokaliteten på Fyn.
Det er vanskeligt at tolke de hegn-lignende kogegrubeforløb, og faktisk finder man deres nærmeste paralleller på koge-grubefelterne. Som beskrevet dateres kogegrubefelterne til yngre bronzealder og førromersk jernalder, men en fortsættelse ind i romersk jernalder kan ikke udelukkes. Kogegrubehegnene synes derimod at tilhøre sen førromersk, romersk og evt. ældre germansk jernalder. Det er derfor ikke utænkeligt, at de systematisk anlagte kogegruber på bopladserne skal opfattes som det, der afløste de specialiserede kogegrubefelter. Det betyder i så fald, at man i løbet af sen førromersk eller ældre romersk jernalder har flyttet bestemte aktiviteter fra specielt anlagte pladser, som lå i en vis afstand fra bopladserne på markante steder i terrænet, til selve bopladsområdet. Måske skal de rituelle aktiviteter, som har fundet sted ved bopladsernes almindelige ildsteder og kogegruber i sen førromersk og romersk jernalder, også ses i denne sammenhæng.
I første del af dette århundrede havde man ved mange udgravninger på jyske bopladser mulighed for at undersøge hustomter, der var så velbevarede, at husets centrum, ildstedet, endnu kunne afdækkes i sin helhed. Her kunne man iagttage, at husets arne ofte havde været bygget af ler, og at man omhyggeligt havde udsmykket den med indridsede geometriske mønstre. Samme omhu har man til tider brugt på de lerblokke og ildbukke, der er fundet på bopladser fra førromersk og ældre romersk jernalder. Disse genstande har haft en ikke helt klarlagt funktion i forbindelse med ildstedet[41]. Arnens centrale betydning for den enkelte husstand dokumenteres også af de nedgravede og utvivlsomt ofrede dyreknogler og lerkar, som er fundet under og ved ildsteder i huse fra ældre jernalder [42].
I de kogegruber, som findes spredt på ældre jernalders bopladser, fremkommer der af og til genstande, som viser, at anlæggene kan have indgået i rituelle sammenhænge. En kogegrube på den rige Stenhøjgård-boplads i Gudme indeholdt en sølvfibula med glasindlægning, og i en kogegrube på Gudme-II-bopladsen fandtes skår af et af de sjældne romerske terra sigillata-lerkar[43]. Spørgsmålet er, om statusgenstandene blot er tabt i kogegruberne, eller om de er forsætligt nedlagt som ofre?
Disse fund kan muligvis forklares som tilfældigheder, men det er langt vanskeligere med de menneskelige skeletdele, som er fundet på en boplads fra ældre romertid ved Lindved nær Odense. I udkanten af bopladsområdet lå en mindre klynge kogegruber, og i en af disse fandtes dele af et skelet fra en kvinde på 20-25 år. På enkelte knogler sås snit-spor, ligesom nogle viste spor af opvarmning[44]. Det er ikke helt klart, hvorledes dette makabre fund skal tolkes, men et direkte udtryk for kannibalisme er det dog næppe. Måske kan deponeringen af liget jævnføres med de samtidige moselig på den måde, at personen er blevet udelukket fra tidens almindelige begravelsesritualer. I modsætning til moseligene er Lindved-kvinden blot givet til ildens og ikke til vandets magter.
Lindved-fundet er med til at understrege, at den altfortærende ild spillede en betydelig rolle i dødekulten i ældre jernalder. Det markerer sig først og fremmest ved de mange ritualer, som var direkte forbundet med ligbrændingsskikken, der var næsten enerådende på Fyn på dette tidspunkt. Fund af ildsteder og kogegruber på mange af jernalderens gravpladser kunne tyde på, at brugen af ild ikke var relateret til kremeringen alene, men at ilden også indgik i andre ceremonier i relation til dødekulten.
I Danmark såvel som i vore nabolande[45] påtræffes kogegruber ofte på gravpladser fra ældre jernalder. Det er naturligvis altid svært at afgøre, om disse anlæg stammer fra bopladsaktiviteter, som er ældre eller yngre end gravlæggelserne, men da grave og kogegruber som regel respekterer hinanden, taler forholdene ofte for samtidighed. Ved udgravningen af to midtfynske gravpladser er dette forhold bekræftet ved C-14-dateringer af trækul fra kogegruber. På Espe Nordgravpladsen, der indeholdt mindst 57 grave fra hele førromersk og ældre romersk jernalder, blev der afdækket et par klynger af kogegruber. Et anlæg, som lå nær gravpladsens ældste grave, er dateret til ca. 410 f. Kr., hvilket er helt i overensstemmelse med de omkringliggende graves datering[46].
I udkanten af den store Bregentved I-gravplads, der som tidligere nævnt ligger ca. 100 m sydvest for kogegrubefeltet Bregentved III, er der undersøgt enkelte småklynger af kogegruber. Deres udformning var helt identisk med anlæggene på det nærliggende kogegrubefelt, men en C-14-datering af trækul fra en af gravpladsens kogegruber viste, at i hvert fald dette anlæg skulle henføres til ældre romersk jernalder. Dermed var kogegruben omtrent jævngammel med gravpladsens tidlige begravelser, og en tilknytning til disse er sandsynlig[47].
Når der findes kogegruber på ældre jernalders gravpladser, ligger de ofte i periferien, og ikke sjældent i små klynger. Enestående er en ca. 50 m lang regelmæssig række bestående af 12 rektangulære kogegruber, som er afdækket på Önsvala-gravpladsen i det sydvestlige Skåne. C-14-dateringer af trækul fra to anlæg henfører disse til overgangen mellem yngre romertid og ældre germanertid, og dermed er de samtidige med pladsens ældste jordfæstegrave[48].
I opbygning og indhold svarer gravpladsernes kogegruber ganske til anlæggene på bopladserne og på koge-grubefelterne, så man må antage, at der også er tilberedt mad nær gravene. Desværre kan selv præcise arkæologiske eller naturvidenskabelige dateringer ikke afklare, om madlavningen er foregået samtidig med gravlæggelserne, eller i forbindelse med tilbagevendende besøg ved forfædrenes grave.
Indledningsvis blev det konstateret, at kogegruber er et af de mest almindelige anlæg fra oldtiden. Hvis man tager i betragtning, at kogegruber blev anvendt gennem et par årtusinder, og at langt hovedparten af anlæggene kun viser spor efter at have været i brug en enkelt gang, er deres mængde imidlertid ikke overvældende. Det illustreres bedst med et regneeksempel. Hvis man antager, at hver husstand anlagde blot én kogegrube om ugen, skulle man selv på mindre bopladser forvente at finde anlæggene i mængder, der langt overgår antallet på kogegrubefelterne. Det er som bekendt ikke tilfældet; f.eks. er der på den tidligere omtalte Køstrup-boplads kun afdækket 34 kogegruber på trods af, at pladsen har været beboet i mere end 100 år – og på trods af, at den har rummet mindst 34 huse (jf. fig. 1). Konklusionen er derfor, at kogegruber faktisk er relativt sjældne! Den logiske konsekvens må være, at kogegruberne ikke blev anvendt ved den daglige madlavning. Her betjente man sig af spidstegning eller kogning over husets arne, og generelt må man antage, at kogegruberne blev konstrueret til specielle lejligheder, hvor der skulle tilberedes store mængder kød.
Tilberedning af kød i en størrelsesorden, som man kan formode har fundet sted på de store kogegrubefelter og på bopladser med kogegruberækker, er næppe et resultat af enkeltindividers eller enkelte husstandes aktiviteter. Pladserne må afspejle madlavning i forbindelse med større befolkningsgruppers sammenkomster. I de fleste kulturer, og til alle tider, har madlavning og ikke mindst indtagelse af mad været en integreret del af mødet mellem mennesker. Om gruppen består af to individer, der har stævnemøde, om den udgøres af en kernefamilie eller af flere hundrede personer, der mødes til midsommerfest, høstfest, “overgangsritualer” eller begravelse, er underordnet. Maden er samlepunktet – ja man kan sige, at måltidet og de hertil knyttede ritualer er et socialt fænomen, som er med til at understrege og styrke gruppens samhørighed. Det fællesskab, der opstår omkring måltidet, kan så skabe en platform for andre aktiviteter. Spørgsmålet er derfor, om tilberedningen og indtagelsen af mad var det eneste formål med at mødes på kogegrubefelterne?
Gennem hele oldtiden har sociale kontakter mellem de enkelte bebyggelser og stammeområder været en væsentlig forudsætning for opretholdelse af fred; man kan sige, at velfungerende kommunikation har været en livsnødvendighed. I de forskellige oldtidsperioder har mellemmenneskelige aktiviteter været praktiseret på varierende vis og på skiftende steder, men det er kun sjældent, at sådanne samlingssteder viser sig tydeligt i det arkæologiske materiale. En undtagelse er de såkaldte Sarup-anlæg fra yngre stenalder; her satte befolkningsgrupper givet hinanden stævne for at udøve sakrale og sikkert også profane aktiviteter.
Kogegrubefelterne kan være yngre bronzealders og ældre jernalders samlingssteder, hvor – som tidligere beskrevet – madlavning og indtagelse af mad var en væsentlig aktivitet. I det følgende skal der gives nogle bud på, hvad der ellers kan være foregået på kogegrubefelterne.
På bronzealderens helleristninger, som jo kun findes i begrænset omfang i det danske område – men til gengæld i store mængder i Sverige – vises mennesker og dyr i situationer, der tolkes som optog, ceremonier og fester. En del af helleristningerne er fra yngre bronzealder og dermed fra samme tid som de ældste og største kogegrubefelter. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at nogle af de aktiviteter, som helleristningerne illustrerer, kan have fundet sted på kogegrubefelterne. Det er også værd at bemærke, at der på mange ristninger ses skåltegn, der er arrangeret i linjer eller i grupper, hvis layout er meget lig kogegrubefelternes. Har man mon forsøgt at afbilde kogegrubefelterne, og symboliserer de enkelte skåltegn ligefrem kogegruber? (fig. 18 & 19).
På bronzealderens helleristninger er der afbildet kultudstyr, f.eks. ekstremt store bronzeøkser, hornede hjelme og lurer – genstandsgrupper, der ikke genfindes i periodens grave, men derimod som offergaver i moserne. Det er vel ikke helt utænkeligt, at bronzealderens kultudstyr blev ofret i moserne efter at have været anvendt i forbindelse med ceremonier på de kogegrubefelter, hvis konsekvente orientering mod vådområder er fremhævet flere gange.
Desværre findes der ikke billedserier, der tilsvarende kan virke som inspiration til tolkning af aktiviteterne på den ældre jernalders kogegrubefelter, men det er fristende at tro, at de fortsat anvendtes i forbindelse med samvær og religiøse ceremonier i denne periode. Generelt virker de yngre kogegrubefelter ikke så velstrukturerede som de ældre, hvor det lineære layout er dominerende. Måske afspejler det den ændring i deponeringer i vådbundsområder, som ses på overgangen mellem yngre bronzealder og ældre jernalder. Hvor offergaverne i yngre bronzealder ofte bestod af faste sæt af kultudstyr eller statusgenstande af bronze eller i sjældne tilfælde guld, var gaven til mosen i ældre jernalder som regel lerkar og dyreknogler – og i sjældne tilfælde importerede kar af bronze eller endog sølv. En stor del af den ældre jernalders moseofre må med deres lerkar, der oprindeligt kan have indeholdt madvarer, samt knogler, der repræsenterer særligt kødfulde dele af især køer eller får, karakteriseres som måltidsofre[49]. Man må antage, at måltidsofrene repræsenterer slutproduktet fra fællesmåltider, der har fundet sted på bopladser – eller måske på kogegrubefelter. I hvert fald på de to ovenfor beskrevne fynske jernalderpladser er det fristende at se en kobling mellem kogegrubefelterne og måltidsofringer i de nærliggende vådområder. Begge fundkomplekser har kød-maden som et centralt element.
Det er altså min hypotese, at kogegrubefelterne blev brugt til sammenkomster, hvor indtagelse af mad var en integreret del, og hvor religiøse ceremonier, optog og evt. offerhandlinger kunne føjes til. Imidlertid er det spørgsmålet, om det sakrale og det behagelige (spisningen) ikke blot fungerede som en anledning til at få ordnet mere praktiske ting såsom indgåelse af aftaler. I den forbindelse er det værd at skele til, hvad den romerske forfatter Tacitus omkring 100 e.Kr. skrev om germanernes sammenkomster: “Men også uvenners indbyrdes forsoning, indgåelse af ægteskaber, valg af høvdinge, ja krig og fred drøfter de ofte under festerne. For det er deres opfattelse, at netop dette tidspunkt kan åbne sindet for ligefremme tanker eller opflamme til det store”[50].
Kommunikation er nøgleordet til forståelsen af kogegrubefelternes funktion. Fællesspisning og evt. sakrale ceremonier var midlet til at styrke fællesskabet og understrege den bestående samfundsorden. Når dette var sket, kunne man udveksle gaver, indgå politiske og militære alliancer, aftale adgangen til bestemte ressourcer og arrangere ægteskaber med videre.
Hvis den her fremførte tolkning af kogegrubefelterne fra yngre bronzealder og ældre jernalder er korrekt, får vi løst et problem, som længe har optaget arkæologien, nemlig at kultpladser er svære at påvise i det arkæologiske materiale. Problemet er imidlertid kun løst for tiden mellem ca. 1000 f.Kr. og 200 e.Kr. Hvor er kultpladserne fra de forudgående og efterfølgende århundreder? Måske har man slet ikke haft specialiserede kultpladser i disse perioder; f.eks. kan man i ældre bronzealder have udført ceremonier og møder ved gravhøjene, som havde stor betydning i datidens symbolverden. Nogen egentlig afløser for kogegrubefelterne skal man muligvis ikke søge efter.
Samtidig med, at brugen af de specialiserede ceremonipladser aftog i ældre jernalder, blev det almindeligt at udøve rituelle handlinger omkring ildsteder og kogegruber på bopladserne (fig. 20). De fleste af disse aktiviteter har ganske vist et individuelt præg, hvor brugen af kogegrubefelterne har karakter af at være et kollektivt anliggende. Kogegruberækkerne, som kendes på flere fynske bopladser fra sen førromersk og romersk jernalder, kunne dog tyde på, at der også foregik mere kollektivt prægede rituelle aktiviteter omkring beboelseshusene[51]. Det er sandsynligt, at denne udvikling blev forstærket gennem yngre jernalder og vikingetid, hvor især de store centralbopladser – med det fynske Gudme som det bedst kendte eksempel – kan være stedet, hvor mange mennesker mødtes for at udøve nogle af de aktiviteter, der tidligere var knyttet til lokaliteter med en isoleret og speciel topografisk beliggenhed.
På trods af, at kogegruber findes næsten ved enhver arkæologisk udgravning, er det påfaldende, hvor lidt vi egentlig ved om deres praktiske og rituelle betydning. Man kan blot konkludere, at kogegruber blev anlagt, hvor mange mennesker mødtes – altså på bopladser, på gravpladser og på specielt anlagte ceremonipladser.
Hvis man skal nå til en bedre forståelse af kogegrubernes betydning, skal der foretages flere detaljerede analyser af de enkelte anlæg såvel som af de sammenhænge, hvori de indgår. Især savnes der en totaludgravning af et kogegrubefelt, men der mangler også systematiske naturvidenskabelige dateringer af de allerede undersøgte pladser, så deres kronologiske udvikling kan belyses mere præcist. Analyser af grubernes indhold af trækul og knogler er stærkt påkrævet, ligesom det vil være af betydning at få afklaret, om der kan påvises forkullede frø, frugter og plantedele i grubernes sorte lag. Først når sådanne undersøgelser er gennemført, kan vi få et mere detaljeret indtryk af kogegrubernes og kogegrubefelternes rette brug. Næste skridt må være en kortlægning af kogegrubefelternes lokale, nationale og internationale udbredelse, samt en analyse af det kulturlandskab, som pladserne er en del af.
Denne artikel har vist, at man ikke blot skal betragte kogegruber som et uinteressant og informationstomt anlæg fra fortiden. Kogegruberne kan, især når de optræder i så store koncentrationer som beskrevet her, give en ny indfaldsvinkel til forståelsen af de mellemmenneskelige aktiviteter i bronze- og jernalderen. Så man skal ikke neglicere en gravemaskine, der æder sig gennem en kogegrube – den kan være én af mange!
Forkortelser: AUD: Arkæologiske Udgravninger i Danmark. Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat (red.). København.
