Af Henrik Harnow på baggrund af samtaler med Erland Sørensen[1]
Det er ikke mange odenseanere, der har deres naturlige færd ad Sedenvej, alene fordi vejen i dag er blind. Man skal helt ud til det yderste stykke af Skibhusvej. Efter Skippervænget, hvor Skibhusvej ender, er der et lille vejstykke til højre – det er Sedenvej, der – som navnet siger – for mange år siden førte til Seden. Bevæger man sig ud til denne afkrog af Odense, finder man nu kun en grøn, tilgroet plads på den nordlige side af vejen med hjulspor, enkelte prydplanter og spor efter forholdsvis nylig aktivitet.
Frem til efteråret 2001 boede en ældre mand, Navy Sørensen, af gammel “rejsende” slægt som den sidste beboer på pladsen i sin blåmalede beboelsesvogn med veranda. Navy Sørensen var ikke blot den sidste rejsende på pladsen på Sedenvej, men i hele landet. Vognen blev bygget i 1949 på Odense Savværk, og den holdt frem til sommeren 2002 stadig på pladsen ved siden af en henved 100 år gammel, udtjent cirkusvogn, der i fordums tid har tilhørt Cirkus Benneweis. Navy var selv født i vognen i 1929. Han kom på plejehjem i 2001 og døde i august 2002 – i øvrigt først efter at han havde fået at vide, at begge de gamle vogne ville komme på museum.
Ægteparret Navy og Jettel Sørensen fik en søn, Erland, som blev født i samme vogn i 1950, mens den endnu holdt på Stenpladsen ved Tolderlundsvej. Erland boede i vognen, indtil han var syv år, og derefter i to andre vogne, indtil han som 22-årig flyttede til et værelse inde i Odense. Den blåmalede vogn købte hans forældre i 1972 af et ægtepar på vognpladsen ved Færgevænget, som ønskede at flytte i lejlighed. Beretningen om disse beboelsesvogne og de mennesker, der boede i dem gennem flere generationer, er en lang og spændende, men nu afsluttet historie.
Da Erland Sørensens far Navy kom på plejehjem i oktober 2001, blev de gamle vognes skæbne pludselig aktuel. Forfatteren Anders Enevig har gennem mange år interesseret sig for denne side af Odenses historie og både fotograferet og talt med vognens sidste beboere, som han over årene har fået et nært forhold til. Odense Bys Museer blev i forbindelse med flytning fra vognene inddraget i overvejelser om, hvorvidt museet kunne hjemtage vognene som museumsgenstande. En næsten glemt side af Odenses nyere historie var truet, og derfor besluttede vi at indsamle genstande, fotos og erindringer fra det særlige miljø, som knyttede sig til beboelsesvognene i Odense.
Odense Bys Museer ønskede ikke at hjemtage den gamle cirkusvogn. Der var forslag om at placere den i Den Fynske Landsby, men frilandsmuseet søger at fastholde fokus på landbosamfundet og bygningskulturen omkring 1850, og en placering af vognen dér ville derfor være lidt misvisende.
Da Odense Bys Museer ikke ønskede at hjemtage cirkusvognen, blev specialmuseer med særlig interesse for de rejsende kontaktet. Cirkusmuseet i Rold under Sydhimmerlands Museum besigtigede vognen i februar 2002 med henblik på at vurdere, om man var interesseret i at modtage den. Cirkusmuseet vurderede – i øvrigt på linje med Odense Bys Museer – at den gamle cirkusvogn var bevaringsværdig, og at man gerne ville modtage den. Vognene blev derfor frigjort for installationer i foråret, og cirkusvognen kom på en sidste køretur på blokvogn til cirkusmuseet i juli 2002. Vognen blev hjemtaget uden inventar og transporteret til cirkusmuseets magasin og værksted, hvor den i den kommende tid vil gennemgå konservering og restaurering. På Cirkusmuseet vil vognen blive placeret udendørs sammen med to andre vogne, som er placeret mellem ridehuset og museet, og vil fremover indgå i museets udstilling, som forventes udvidet betydeligt i 2003.[2]
Den blå beboelsesvogn er en spændende – om end stor – genstand, der med møbler og indbo giver indblik i en anden side af især efterkrigstidens Odense-historie. Museet har desværre ikke inden for den nærmeste fremtid mulighed for at udstille vognen i en byhistorisk udstilling. Desuden er de gamle bygninger, som bymuseet har til huse i på Møntergården, problematiske at anvende til udstilling af genstande fra nyere tid og ikke mindst store genstande. Eneste mulighed er således indtil videre opbevaring i magasin og eventuel udstilling i særudstillingssammenhænge. Der er derimod ikke tvivl om, at vognen som en del af den lokale kulturhistorie er bevaringsværdig, og Odense Bys Museer hjemtog derfor den blå beboelsesvogn med indbo onsdag den 21. august 2002. Med kran blev vognen løftet op på blokvognen og kørt til museets fællesmagasiner, hvor museets bevaringsafdeling vil sørge for dens videre behandling.
Museet har i øvrigt foretaget en grundig fotografering af området og vognene, indsamlet fotos og genstande samt taget kontakt til de tidligere beboere for derved at sikre genstande og oplysninger om de store vognparker i efterkrigstidens Odense.
Via kontakt til Erland Sørensen og dennes hustru Lene samt oplysninger og materiale fra Anders Enevig er det lykkedes at få et levende indblik i livet i beboelsesvognene både på Sedenvej og på tidligere pladser i området. Familien Sørensen har udvist stor velvilje og med entusiasme bidraget med erindringer og oplysninger samt en række gode fotos, der viser livet i og omkring vognene. En del af disse billeder er anvendt til at illustrere denne artikel. Billederne opbevares nu i Odense Bys Museers store billedsamling, ligesom en del er tilgængelige digitalt på www.odensebilleder.dk under søgeordet “beboelsesvogn”.
Emnet for denne artikel er ikke kun beboelsesvognene, men især Erland Sørensens opvækst i det anderledes miljø i en fase, hvor de sidste beboelsesvogne gradvis blev opgivet af beboerne, ligesom det er Erlands erindringer og synspunkter, der går igennem fremstillingen. Erlands historie er også danmarkshistorie. Det er fortællingen om opgivelsen af en anderledes måde at leve på til fordel for en tilværelse på linje med de fleste andre odenseanere. Det er historien om et gradvis mere reguleret Danmark med mange økonomiske og materielle fremskridt og samtidig som en del af prisen herfor en gradvis udslettelse af mangfoldigheden i samfundets yderkanter.
I et andet perspektiv og set i lyset af dagens fokus på de fremmede, der i de seneste årtier er kommet til landet, er Erland Sørensen og dennes families historie desuden et eksempel på, hvordan man kunne blive behandlet som anderledes og i et vist omfang som en fremmed i den by, hvor man var født og opvokset. Beboerne i vognparkerne var odenseborgere, og i mange sammenhænge kunne de handle og fungere på linje med andre borgere, men de mærkede også, at deres levemåde var udsat for modvilje og mistænksomhed, som af og til medførte forskelsbehandling. Med til historien hører naturligvis også, at de selv valgte denne levevis i et samfund, som blev mere og mere regelbundet og reguleret og med mindre plads til folk, der levede anderledes.
Da forfatteren og lokalhistorikeren Anders Enevig i 1965 udgav sin bog Tatere og rejsende, havde han i en årrække arbejdet med emnet og fotograferet det dengang betydeligt større miljø af rejsende, selv om nedgangen allerede var i fuld gang. Han anslog, at det samlede tal var ca. 1000 voksne og børn.[3] Men hvem var de, og hvad var deres baggrund?
Først og fremmest er der grund til at understrege, at der ikke var tale om sigøjnere, selv om de levede på samme måde som dem. Sigøjnerne kom også til Odense fra tid til anden. Beboerne i vognene markerede afstand til sigøjnerne og kaldte med eftertryk sig selv for “rejsende”. Langt de fleste var, da Enevig dannede sig et overblik i begyndelsen af 60’erne, lokaliseret i Københavnsområdet, mens der var seks lejre i provinsen, bl.a. én i Odense.
De rejsendes familier var oprindelig udsprunget af de professionelle soldater i Slesvig-Holsten i begyndelsen 1800-tallet. Da værnepligten overflødiggjorde de hvervede soldater, strømmede de med deres familier ud på landevejene, og mange fortsatte med at leve det skæve liv gennem generationer. De overlevede som musikanter, gøglere og skærslibere, og der var forbindelser og familiære bånd til de danske cirkusfamilier, bl.a. Benneweis og flere mindre cirkus og tivoli.
De første rejsende vandrede således omkring i landet, bogstavelig talt til fods. Det var først fra 1890’erne, at hestetrukne beboelsesvogne blev almindelige. Det må have været en mærkbar højnelse af levestandarden. Med de mere magelige vogne kørte familierne nu rundt på landevejene, men grundlæggende var leveformen ikke ændret. Skolegangen var lemfældig, men fra 1920’erne blev der lagt pres på de rejsende for at få dem til at slå sig ned, bl.a. for at kunne sikre, at børnenes skolegang blev overholdt. Anders Enevig peger også på, at sundhedsmyndighederne gjorde det gradvis vanskeligere at finde pladser, hvor de kunne få lov at opholde sig uforstyrret.[4]
Det er blevet nævnt, at de rejsende ikke var sigøjnere og meget ville have sig frabedt at blive omtalt som sådan. Det er dog klart, at de med deres levevis og i kraft af vognenes fremtoning, ofte blev opfattet som sigøjnere. Frygten for de fremmede og det ukendte gav god næring til alle mulige historier, og sigøjnerhistorierne havde betydning for folks opfattelse af de rejsende. Fra tidligt i 1900-tallet fortæller Korup-drengen Hans Madsen om sigøjnerne og de historier, der knyttede sig til dem: “Så kom der nogle sigøjnervogne. Det var nogle store beboelsesvogne, som sigøjnerne boede i og så flyttede fra sted til sted. Vi børn var bange, når disse køretøjer kom. Vi havde hørt, sigøjnerne kunne finde på at fange os og tage os med, så vi sørgede for at komme væk, mens de kørte forbi.”[5]
Da den odenseanske vognkoloni i 1960-70’erne stod på Færgevænget, var der af og til berøring med sigøjnerne. Erland Sørensens bedstefar, Holger Sørensen, som var en slags uformel talsmand for pladsen, udtalte sig i 1974 til Ugeavisen:
“Tidligere havde vi en del problemer med sigøjnere, der blev tvunget til at overnatte udenfor Odense. De stoppede automatisk ved synet af vores vogne og ville blive her en kortere periode. Det nægtede vi. Ikke fordi vi har noget mod sigøjnere – vi har jo også gøglerblod i årerne – men fordi et kort ophold altid resulterede i en mængde problemer. “[6]
Det synes at være et generelt træk, at de rejsende begyndte at samle sig i udkanten af byerne i 1920’erne og fra 1930’erne i stort tal flyttede i lejlighed – blev private, som det blev kaldt. De vognbyer, som en del ældre odenseanere stadig kan huske, var således ikke enestående for Odense, men et led i et generelt billede over hele landet: de rejsende samlede sig, indtil videre stadig i deres vogne, men gradvis forlod de også dem.
Med til historien hører også, at der var et betydeligt element af “private” i vognkolonierne, folk, som af forskellige årsager, både boligmangel og dårlig privatøkonomi m.v., var nødt til at bo i vognparken og hellere end gerne ville derfra. Ikke mange ville indrømme det, når flere var til stede, men Anders Enevig oplevede i 1960’erne, at når man fik mange af beboerne i den store københavnske vognpark på tomandshånd, så var de mere åbne for at opgive denne boligform. Stadig var der dog en gruppe af de gamle rejsende, der opfattede livet i vognene som det eneste tænkelige.
Der har været tre generationer af hjulbyer i Odense i nyere tid. Den første var den største og lå på den dengang ubebyggede plads kaldet Stenpladsen, der afgrænsedes af Havnegade, Tolderlundsvej og Göteborggade. Vognene var placeret tættest på Tolderlundsvej. Der holdt desuden enkelte vogne på pladsen nord for Plumrose/Malmøgade og op til bagsiden af beboelsesejendommene på Tolderlundsvej v. Helsingborggade, men det var på grund af pladsmangel på Stenpladsen. De nærliggende grunde blev ofte anvendt af besøgende til pladsens beboere. Stenpladsen fungerede fra de første rejsende i 1920’erne og 30’erne slog sig ned i Odense og frem til oktober 1956.[7]
På Stenpladsen bestod de sanitære faciliteter af én udendørs vandhane ved indgangen til pladsen og selvbyggede lokummer ved hver vogn. Samtlige beboere forsynede sig med vand fra den samme vandhane, og det var almindeligt at transportere det i en gammel mælkejunge, således at beboerne i hvert fald i et vist omfang havde vand tilgængeligt ved vognene.
Der var ikke etableret belysning på pladsen, og selv om Erland kun svagt husker børneårene på Stenpladsen, så er pladsens mørke én af de ting, han umiddelbart nævner. I aften- og nattetimer gik man rundt med karbidlygter eller staldlygter udendørs, mens vognene indendørs blev oplyst med petroleumslamper og stearinlys. I den kolde tid, hvor vognene blev holdt lukket, kunne en lang aften med petroleumslampen godt skabe en tæt stemning i de små vogne, eller som Erland husker det “…de dér petroleumslamper, de stank – puha, der var ingen ilt.”
Vognene holdt sammen i familiebaserede enheder, og man lavede mad hver for sig. Erlands forældre havde et skur til madlavning, fordi det gav lidt mere plads. De høns, som mange holdt på pladsen, løb frit omkring vognene. Familien Sørensen holdt sammen med en gruppe bestående af slægtninge, og Erland vurderer efter en hurtig optælling, at der var en 8-9 vogne, som udgjorde deres lille “koloni”, der bestod af en oldemor, farmor og farfar, Erlands forældre samt flere onkler og tanter. Men i øvrigt mener han ikke, at der var markante grupperinger på pladsen ud over dem, der baserede sig på slægtskab.
Carl Ferdinand Sørensen, en storebror til Erlands farfar, fungerede i den kritiske periode omkring flytningen i 1956 som talsmand for pladsens beboere, selv om der ikke var nogen valgt formand på pladsen. Erlands farfar med tilnavnet “Høvdingen” havde i mange år en lignende rolle. Erland siger selv: “Ja, min farfar, han var én af dem, som de så op til, ærlig og ordholdende. Der var flere, der trådte frem, men han var én af dem. Det var ikke tilfældigt, også med de private folk faldt han godt i, og det var en mand, de kunne stole på.” Der kunne også være bagsider ved at have den rolle, bl.a. når fraflyttede beboere kom på besøg:
“ja, de kom på besøg – de var heller ikke langt væk, det var på Skibhusvej. De kom på vognpladsen, og de kom mange gange, for når du først har været der én gang… Min farfar var en slags trækplaster, og det var ikke noget han gjorde noget for, han ville helst være fri, men de kom rendende. Nogle gange måtte vi køre en tur for at blive fri for dem. Mange gange var det i weekenden, men han var ikke fredet, og dem der kom på besøg kom altid ind til en kop kaffe… der var ikke noget dér.”
Flytningen fra pladsen skete efter længere tids forsøg på at få beboerne til at fraflytte. Havnevæsenet skulle bruge pladsen, og især vinteren 1955-56 havde pladsens sanitære forhold vakt sundhedspolitiets opmærksomhed. Politiassistent Karl Hansen udtalte i den forbindelse til Fyens Stiftstidende i oktober 1956:
“Navnlig i vinter var forholdene rent sanitetsmæssigt ganske uforsvarlige. Vi kan ikke tolerere den måde, hvorpå en del af beboerne skaffede sig af med deres affald på. En del blev ganske simpelt kastet ud på pladsen, fordi der ikke kunne graves, mens jorden var frosset. Det gav et forfærdeligt griseri, da det blev tøvejr. Det er os meget magtpåliggende, at beboerne bliver pålagt tilfredsstillende toiletvaner, når der nu laves om på forholdene.”
Som det blev refereret i Fyens Stiftstidende, var det “…kommunens principielle stilling til vognene…[at]…man ikke har nogen som helst pligt til at skaffe vognejerne et sted at stille deres vogn. At man har indrettet arealet ved Færgevej [senere Færgevænget] er en gestus…”[8] Sådan opfattede beboerne det nu ikke, og der var især vrede over, at der længe blot var tale om en opsigelse uden anvisning af et nyt sted at være. Da Færgevænget blev udpeget, klagede beboerne med Carl Ferdinand Sørensen i spidsen til Justitsministeriet, som videresendte klagen til Boligministeriet.[9]
Beboerne ville gerne have haft grunden mellem Næsbyhovedskoven og Aaløkkeskoven, men der kom beboerprotester, som fremhævede, at vognene på dette sted “…ville forringe den landskabelige skønhed.”[10]
Vognene blev på pladsen til ind i oktober 1956, da flyttefristen udløb – beboerne ville afvente svaret fra ministeriet. Det fik nu aldrig betydning. Da kommunen truede med kongens foged, udtalte Carl Sørensen, at “Nogen kamp er vi slet ikke indstillet på. Vi er fredelige og pæne folk.” Den 23. oktober var kongens foged på pladsen, men endnu i november stod der vogne tilbage. Tallet var dog nede på kun fire forladte vogne, og Stenpladsen var ophørt med at fungere som vognplads.
Derefter flyttede de tilbageblevne vognboere til en grund ved siden af Fynsværket, men selv om denne tilsyneladende harmløse placering op ad den ikke særligt attraktive kraftvarmeværk-nabo syntes at have mange år for sig, fik beboerne igen problemer med en opsigelse godt 20 år senere.
Umiddelbart var der ikke den store tilfredshed med pladsen blandt de nye tilflyttere. Opfattelsen var, at kommunen havde stillet mere i udsigt. Som Erlands onkel Carl Ferdinand udtalte til Fyens Stiftstidende:
“Vi mener, at forholdene ved Færgevej ikke er tilfredsstillende og ikke forsvarlige. Man havde stillet os i udsigt, at der ville blive plantet hegn og buske derude, og det havde vi set frem til med tilfredshed, men der er ikke stukket en pind i jorden, muligvis fordi intet kan gro i den blanding af ler og kokssmuld, der er fyldt på det lave areal. Der er indrettet nogle få retirader, som næppe ret mange af beboerne ønsker at benytte, og det eneste kloakafkløb, der findes, ligger sådan, at de fleste beboere må gå langt med deres spildevand og hælde det ud i kloakken, der ligger lige under den vandpost, hvor vi skal hente drikkevand. Det er yderst uappetitligt,”[11]
Efter flytningen til Færgevænget (dengang kaldet Færgevej) bestod hjulbyen nu af 30 vogne og 80 beboere. Blot ni år senere angav Anders Enevig, at pladsen består af 16 vogne og skure med 19 beboere. Der var ikke længere tale om store familier, og nedgangen var i fuld gang. Fra kommunens side var det også en del af planen, for vognene måtte gerne sælges, men ikke til nye beboere. Det begrænsede køberne til pladsens daværende beboere og deres familie og efterkommere, og kommunen forventede dermed at have fundet en aftrapning af det, man tydeligvis opfattede som et problem.
Trods utilfredsheden gik beboerne i gang med at skabe sig en ny vognpark med hvad dertil hørte. “Det var en travl tid, jord skulle hentes og lægges over kulslaggerne så man kunne anlægge små haver, hvor man kunne dyrke urter og så blomster”, husker Erland Sørensen om vognparkens første periode.
Kommunen byggede et såkaldt toilethus med syv uopvarmede lokummer og et pissoir til de ca. 80 beboere. Vognene blev placeret på en måde, som tog hensyn til brandfaren. I begyndelsen var der kun den omtalte éne vandpost, men siden kom der yderligere to til. I modsætning til Stenpladsen, hvor der var bælgmørkt, blev der her opstillet tre lygtepæle med lys. Vognene betalte en fast leje pr. vognplads, og denne leje dækkede også fælles vand, det udendørs lys og toiletter.
Da Anders Enevig i 1965 gav en samlet vurdering af landets forskellige vognpladser, fremhævede han de regulerede pladser i Odense og Ålborg som afgørende bedre end de uregulerede pladser i f.eks. Roskilde. På sidstnævnte måtte beboerne om vinteren selv hente vand flere kilometer borte, og på disse pladser var “…de sanitære forhold blevet derefter.”[12]
Beboerne fik indlagt elektricitet i deres vogne til radio, køleskab og fjernsyn. Denne elektricitet blev afregnet efter forbrug.
Vognene fik lov at stå på pladsen i næsten 22 år, og selv om mange opgav vognene undervejs, og beboerne blev gradvis færre, var der trods alt en flok, der holdt fast. Det var en meget ubehagelig og overraskende oplevelse for dem, da de blev opsagt fra vognpladsen i 1978. Erland Sørensen beretter: “Som min moder altid sagde: når Vorherre lukker en dør, står der altid en anden på klem. Men jeg tror nu, at alle dørene var gået i baglås. For i november 1978 bad man de sidste vogne på pladsen i Færgevænget, om at finde sig et andet sted at bo. Kommunen havde solgt pladsen til Fynsværket. Man ville skille familier ad og have dem til at flytte i lejligheder. Det blev min farfars død. Borgmesteren havde dengang i 1956 sagt til ham, Sørensen her har du en plads, så længe du og din familie lever.” Holger Sørensen døde i sin beboelsesvogn på den nye adresse på Sedenvej fire år senere, den 8. februar 1982.
Opsigelsen var en reel trussel. Grunden var solgt, og tiden syntes at rinde ud for beboerne i de sidste vogne. Her kom god støtte fra Anders Enevig og fra det konservative byrådsmedlem Merete Aarup til at blive af afgørende betydning sammen med en effektiv udnyttelse af lokale og landsdækkende medier.
Selv om beboerne i vognene ikke kunne genere nogen på Færgevænget, så blev Fynsværkets udvidelse årsagen til, at de sidste vogne måtte flytte til den tredje og sidste placering på Sedenvej 6. I 1978 fik de sidste fem vogne og syv beboere lov til at flytte ind på en plads ved Sedenvej i Skibhusene, men det var ikke med kommunens og byrådets gode vilje. Af samtidige avisartikler og interviews fremgår det tydeligt, hvor dramatisk denne tid var for beboerne. Erland husker det sådan:
“Først forsøgte man at kyse os væk, men den gik ikke. Senere viste det sig, at der også findes byrådsmedlemmer med følelser og hjertet på rette sted. Der var bare for få, men én havde hjertet på rette sted, nemlig Merete Aarup. Hun og Anders Enevig stred mod byrådet og fik sagen taget op endnu engang. Og til sidst fik vi pladsen på Sedenvej. Disse to mennesker har en stor plads i vore hjerter.”
Anders Enevig ydede en stor indsats i denne periode, hvor både kronikker og bidrag til landsdækkende og lokale aviser satte beboernes problem på dagsordenen. Ud over, at sagen var god for så vidt, at der var tale om et løfte til beboerne om, at de kunne blive deres tid ud, så var der også i nutidigt perspektiv tale om en dygtigt udført pressekampagne, som virkede over al forventning. Det lykkedes simpelthen at lave en folkelig sag ud af beboernes problem – de beboere, som ikke alle havde været begejstrede for, da de fyldte i landskabet langs Tolderlundsvej og Færgevænget. Nu var de blevet godt stof, som ikke blot Fyens Stiftstidende og Ugeavisen fandt interessant. Mens sagen stod på, dvs. i årene 1978-79, blev de få beboere – næsten udelukkende illustreret ved familien Sørensen – fyldigt omtalt i og fotograferet til JyIlands-Posten, Politiken, Berlingske Tidende, BT, Dansk Familieblad, Femina og Aktuelt. Det bidrog yderligere til opmærksomheden om sagen, da Peter Belli (gift med June, der er datter af sandsigersken Corintha, og selv en “rejsende”) støttede beboerne offentligt: “Hvis June og jeg skulle bo i en lejlighed ville vi simpelthen ikke kunne kommunikere. Vi skal selvfølgelig indordne os under det samfund, vi har. Men når der nu er så mange frie pletter, hvor det ikke kan genere, at man bor i vogn, hvorfor så denne hetz. Lad dog folk være i fred. Vi har tvang nok i samfundet. Se bare på cpr-numrene”, sagde Peter Belli i 1978 til BT.[13]
Enevig hjalp familien Sørensen med formulering af breve til myndighederne, bl.a. til den daværende socialdemokratiske borgmester Verner Dalskov i april 1978. I brevet lød det bl.a. til borgmesteren, at “Vi er alle født og vokset op i en vogn, og vi vil derfor føle det som et meget alvorligt indgreb i vor hævdvundne ret, hvis Odense Kommune af ukendskab til vor afstamning og befolkningsgruppen som sådan forsøger at tvinge os ud af vognene. Vi syntes, det var et meget brutalt brev [opsigelsen] og vi har ikke haft en rolig time siden modtagelsen… Det eneste som til nød kunne erstatte vore vogne er et lille hus med lidt udenomsplads og med lidt have til – i et ikke for fint kvarter, altså så beskedent som muligt så vi bedre kan falde ind i miljøet, f.eks. ved Seden Strand. Men vi har jo ingen penge til køb af et sådant hus, så derfor ser vi ikke anden udvej end at satse på vognen.” [14]
Merete Aarup fik også betydning for sagen, fordi hun sad som medlem af Boligkommissionen. I 1978 udtalte hun, at hun ikke fandt, at de rejsendes sag var blevet rigtigt behandlet, og hun ønskede sagen genoptaget. Hun mente bl.a., at sagen var hastet igennem på en usædvanlig måde med besigtigelse og beslutning samme dag, i øvrigt ved et møde, hvor hun ikke havde været til stede. Andre formalia var heller ikke overholdt. Merete Aarup pegede imidlertid også på det menneskelige element i sagen som vigtig at medtænke ved behandlingen af den slags atypiske sager.[15]
Selv om bladenes formuleringer satte sagen vel rigeligt på spidsen ved at citere 75-årige Holger Sørensen for, at han hellere ville skydes ned som en køter end flytte, er der ingen tvivl om, at sagen tog hårdt på den gamle rejsende og på sønnen Navy. Efter det lange forløb kunne Jettel Sørensen alligevel i januar 1979 sige: “Vi vil gerne sige myndighederne tak af hele vort hjerte. Vi er evigt taknemmelige.” Og kort efter kunne hun i Dansk Familieblad berette, at “Vores søn har valgt at blive privat. Han er lykkelig på den måde, og så er vi jo også godt tilfredse. Men selv ville vi aldrig kunne finde os i en sådan omplantning.”
Pladsen på Sedenvej blev udstyret med et træskur med ét toilet og en håndvask med én vandhane med koldt vand – til gengæld var der elvarme på toilettet. Der var ingen lys på pladsen. Her boede i begyndelsen syv personer. Nedgangen fra de 80 beboere på Færgevænget var tydelig, og selv om kommunens planer om fuldstændig ophævelse af beboelsesvognene var trukket noget i langdrag, så kom den endelige afvikling af den tidligere så omfattende vognby nærmere. Den meget mindre vognplads var naturligvis ikke længere rammen om aktiviteter på det niveau, som kendetegnede de større pladser i 1950’erne og 60’erne. Beboerne var også blevet ældre. Som det fremgår af billederne blev pladsen på Sedenvej til en hyggelig og velordnet ramme om de sidste rejsende i deres beboelsesvogn i Odense.
Erland Sørensen kom til verden den 26. november 1950 i en beboelsesvogn på stenpladsen ved Tolderlundsvej i Odense. Moderen Jettel Sambleben, gift Sørensen, var ud af tysk artistfamilie, og faderen Navy Erland Oskar Sørensen – opkaldt efter en Navy-Cut tobaksdåse – ud af en spansk og dansk cirkus- og tivolifamilie. Erland voksede op i beboelsesvognen, som i den tidlige periode på Stenpladsen husede flere generationer: “Vi boede fem mennesker sammen. Min mor og mig, vi lå i højre side (hvor jeg er født), og min farmor og farfar lå i den anden side, min far lå på sofaen. På Færgevænget fik vi en vogn, så boede min farmor og farfar i deres vogn, den gamle vogn, og vi boede i den anden. Der var to køjer og en sofa.”
En af de ting, Erland Sørensen understreger, når han tænker tilbage på tiden i vognen, er familiesammenholdet, eller som han selv beskriver det: “Der var kakkelovn i vognen, som gav varmen, når der var råd til brændsel, men det varmeste og det som aldrig gik ud var kærligheden til og sammenholdet med hverandre.” Moderen passede hjemmet, og faderen kørte for en vognmand i Odense. Men om vinteren gik han mest til kontrol, for det var sæsonbetonet arbejde:
“Min far han havde jo arbejde som chauffør. Han var i chaufførernes fagforening. Han gik til kontrol, når der ikke var noget at køre med, og de kørte mest for Odense Konservesfabrik. Han var ansat hos en vognmand ude på Nyborgvej. Om sommeren kørte de med ærter, om vinteren når der ikke var noget, fik han understøttelse.”
Andre, bl.a. onklen Vigand, arbejdede som havnearbejder, og et andet familiemedlem, Freddy, arbejdede på Odense havn hele sit liv. Det var dog ikke sådan, at alle pladsens beboere tog på arbejde hver dag: “Der var jo nogle, der slet ikke havde arbejde. De levede simpelthen af at spille i gårdene. De gik så rundt og fik lidt her og lidt dér.” Erland nævner pladsens fattigste beboere, en far og to små børn, som af ulykkelige årsager havde mistet moderen og uden midler var tvunget til at bo på pladsen:
“Den bedste tid for dem var, når Frelsens Hær kunne hjælpe. Han lavede selv maden og vaskede. Og de børn, hvis de slog hul på deres tøj, så græd de – det var hvad de havde. Altså jeg kan sige, at vi havde ikke noget at give af, men vi tog børnene ind. De havde sådan en lille skurvogn ved siden af, som de sov i, og når jeg kom derover, så sad de med skorpen af en ost, gammelt brød og sådan. Drengen han havde spist så mange Foska Havregryn med vand på, at han næsten burde i Guiness Rekordbog.”
Ud over forskellige former for arbejde ernærede familien Sørensen sig bl.a. ved at lave børster. De blev afsat til Odense Stålskibsværft, Odense Konservesfabrik og Brandts Klædefabrik, og på et tidspunkt fik familien ligefrem kontrakt på levering af børster og en velkommen stabil indtjening: “Det var penge, som kom fast ind – det havde noget at sige! Da jeg blev ældre, var jeg med til at lave børster. Men det kræver noget… altså ens hænder… det er hårdt. Jeg har været med til at pille mange hår ud af træet og fik en lille skilling for det.” En anden af familiens kærkomne indtjeningskilder var fremstillingen af støbte og malede parafinnisser, som blev solgt rundt omkring på Fyn ved juletid. Ekspeditionerne til f.eks. Assens foregik på faderens gamle Matchless motorcykel, og i byen gik man fra dør til dør og tilbød nisserne.
Det var ikke ualmindeligt, at familierne på vognpladserne fra tid til anden var på spanden. Som Erland siger: “I perioder, der kunne vi også være langt ude. Til jul fik vi også julehjælp hos Frelsens Hær og hos præsten.”
Der var ikke afholdelse af fælles højtider, som f.eks. julen. Det var muligt at holde en slags privatlivsgrænse, som gjorde det muligt også at være sig selv. Erland husker julen i vognen således: “Højtider som julen var hyggelig, med et lille overpyntet juletræ i en krukke omviklet med crepepapir i grønne eller røde farver. Mange gaver fik vi ikke, for det var der ikke råd til. Men vi fik god mad og nogle godter.” På pladsen ved Færgevænget kan Erland huske, at man nok sagde “God jul!” til hinanden, men man holdt sig for sig selv, mens rødkålslugten bredte sig på pladsen. “Men til nytår, da skete der noget! Da var der liv, og når familierne havde spist hver for sig, så kom de sammen udenfor. Min mor lavede altid æbleskiver, som vi fik der ved 12-tiden, og så kom nogle med en flaske snaps, og øl, og så blev der sunget og spillet.”
Vigtige begivenheder, både fødsel, bryllup og begravelse satte sit præg på livet på Stenpladsen og senere Færgevænget, og i sådanne situationer var der tilsyneladende et tæt fællesskab. Erlands forældre Jettel og Navy holdt et utraditionelt bryllupsgilde på Stenpladsen: “Da min far og mor blev gift, blev det holdt i vognen, da kom de besøgende i hold. De blev gift på rådhuset og så blev det holdt i vognen [griner], og så stod der nogen udenfor, mens andre sad i sengene, det er helt fantastisk. Men der var ikke råd til andet. Der var liv og glade dage, og de kunne spille alle sammen.”
Onklen Carl Ferdinand Sørensen døde på pladsen på Færgevænget i 1961:
“Jeg kan huske da min onkel Carl døde, det var ved vintertide i januar eller februar, det var så koldt, men der var over 200 mennesker på pladsen, der var sort af mennesker. De kom helt fra Aalborg, vi havde jo familie der, og de kørte samlet i en gammel bil. Begravelsen foregik i Fredens Kirke – den er ikke ret stor, der var folk helt ud i våbenhuset. Da man var færdig med begravelsen, så havde min mor og farmor og forskellige andre lavet suppe på pladsen. Så kunne man gå… altså alle vognene var enige om, at nogen kunne gå i dén vogn og nogen i dén, til der var fyldt op. Så holdt man det på den måde, vi betalte for det. Pladsens beboere deltog alle sammen.” Hvordan var det at leve i sådan en vogn? Erland Sørensen husker tydeligt situationen på Færgevænget, hvor han levede sit liv som stor knægt og teenager gennem senhalvtredserne og 1960’erne. Det praktiske spillede naturligvis en stor rolle, nøjagtig som det gør for campingfolket i vore dage:
“Kakkelovnen var en livsvigtig ting, så allerede fra morgenstunden skulle den renses for aske, som man om vinteren brugte til at strø på trappen og andre glatte steder foran vognen. Brænde, koks eller briketter skulle hentes ind, så man kunne gøre klar til at tænde op. Vand hentede man i en spand eller mælkejunge ved en vandhane som stod udenfor. Om vinteren skulle den først afises og optøs. Køleskab havde vi ikke på Stenpladsen, men et isskab, som man købte en blok is til hos en ismand, der kørte rundt og solgte is i blokke. Maden blev gerne lavet på et komfur, som blev fyret med brænde, mens andre vogne havde primus. Toiletbesøg var noget af et mareridt, for det foregik udenfor i et selvbygget træskur, hvori der fandtes en jernspand med et bræt med hul i placeret henover spanden. Om vinteren skulle man have et stearinlys med for at kunne se, og kulden kunne være så slem, at man næsten glemte at besørge sit ærinde. Vinteren havde også sine gode sider, så som is og sne, som var en stor del af vores legeplads, skøjteløb, kælk, bygge snemand, jo det var en herlig tid.”
Der er måske grund til at minde om, at selv om det var en ubehagelig oplevelse at bevæge sig ud på lokummet om vinteren, så var denne oplevelse stadig ikke enestående i 1950’erne, og endnu i 1960’erne var der ejendomme med baggårdstoiletter i Odense, de fleste dog vandskyllende. Og en del steder på landet herskede der lignende forhold på dette tidspunkt. I de større byer var det undtagelsen, for langt de fleste ejendomme var i 1950-60’erne udstyret med både bad og toilet.
Livet på vognpladserne var ikke blot præget af de primitive faciliteter og forhold. Nogle vognpladser var farverige, men det var særligt miljøet og familieskabet med de andre på pladsen, som trak. Her var trygt at bo, og frem for alt var det billigt. Erland Sørensen husker det sådan: “Når familien var samlet, blev der spillet på guitar, mandolin og harmonika. Der blev danset og sunget gamle sange som f.eks. Jeg er sigøjner, Du lille Sigøjnerdreng, Lille Fugl bag din Rude, Jeg sidder bag Fængslets Mure, Molak Molak Mak Mak Mak, Schugo Shavoli [en gammel sigøjnersang] og mange andre sange, som var gået i arv fra generation til generation. Der blev spillet ludo, dam, kort, og der blev fortalt historier, så vi børn var lutter ører. Vi legede masser af udendørs lege som Floppe i paradis, Vinde land, gemme, klat, svingfigur – en del lege, som børn i dag knap nok kender til. Vi havde også husdyr i og ved vognen lige fra jeg var lille og til jeg blev voksen, både hunde, katte og undulater, som blev en del af familien.”
På Stenpladsen og senere på Færgevænget var der ikke så få originaler blandt pladsens beboere: “Nogle af vognpladsens beboere huskes bedre end andre på grund af deres øgenavne, som f.eks. Spillemutter, en dannet dame, som var blevet småtosset af ulykkelig ungdomskærlighed og nu gik og spillede i gårdene på sin mandolin for at tjene en ekstra skilling som supplement til sine aldersrenter. Hendes logerende blev kaldt Blege Hans og kom ude fra Sorthusene.[16] Navnet “Blege” fik han, fordi han kun drak lyse øl. Han kaldte dem for blege øl. Af andre kan nævnes Carl Sømand som sejlede havene tynde og fandt sin kone på Java. Stenfiskeren, Den gale murer og Mosse – der var mange sjove størrelser. Kristian Krokarl levede af at sælge tønder, mens tatovør Vigand tatoverede i sin vogn. Der var også et ungt artistpar, Martin og Eva, der levede af at sælge malerier og rejse med cirkus og tivoli. Men selv med så mange forskellige typer af mennesker, var der aldrig tegn til den store uro.” Børnene kunne færdes på pladsen mellem originalerne uden problemer, og det var tydeligt, at man passede på hinanden.
Selv om man boede i vognparken, var der krav om skolegang, og samme år som vognparken flyttede til Færgevænget, blev Erland syv år:
“Jeg begyndte i Sct. Hans Skole den 12. august 1957 i 1.A. Min klasselærer var Alfred Larsen, en broder til den kendte folketingsmand Axel Larsen. Før havde jeg ikke tænkt på forskellen mellem at bo i vogn eller bo i hus, eller forskellen på velstand og mere ydmyge forhold. Jeg var vant til vognens fire trygge vægge og mors og fars kærlighed og omsorg. Første dag i skolen blev jeg mødt med råb som “sigøjnerunge” og “skrub hjem, vi har ingen høns, du kan stjæle!” Hjemme fra havde jeg fået besked på at opføre mig pænt og ikke komme i slagsmål, men jeg sloges allerede den første dag. Hvad angår penge, tøj og andre dyre ting kunne jeg ikke være med de andre børn, men hvad angår at forsvare mig i slagsmål, gik det bedre. Så kom man til muren, fik lussinger og eftersidninger. Om der var forskel på rige og fattige børn hos lærerne? Det vil jeg ikke benægte, men jeg gik 10 år i skolen på godt og ondt og afsluttede trods alt min skolegang med en fin 10. klasses eksamen, så der var glæde i det lille hjem.”
Man kan undre sig over, hvordan det dog var muligt at lave sine lektier og koncentrere sig om at gå i skole, når boligforholdene var, som de var. Men det fandt sin helt egen løsning for Erlands vedkommende:
“Mine lektier har jeg altid fået hjælp til og læst hos min farmor. Hun var dygtig, hun hjalp mig. Vi var jo også i den vogn alle sammen. Men også på Færgevænget gik jeg over til min farmor, der var der jo to vogne. Når der var en diktat, fik vi jo at vide næsten hvad det var for en. Så fik jeg lært den udenad, hvor hvert komma skulle være – jeg kunne det nøjagtigt. Hun hjalp mig. Ligesådan i historie og i religion osv. Men nu har jeg altid haft let ved at lære, også sprog, hovedregning var også meget vigtigt.”
Børnene fra vognbyen var gode til at synge og til idræt, og for Erland blev det vejen til accept og anerkendelse blandt kammeraterne. Som han selv udtrykker det: “Jeg var skrap til fodbold, til gymnastik, til at svømme, jeg kunne spille osv. Men det var egentlig ikke det, jeg ville have frem. Når folk ser det, så glemmer de ens baggrund, så er man deres ligemand.” Efter den første ubehagelige skolestart var der snart kammerater med hjemme i den spændende og anderledes verden, som beboelsesvognene udgjorde.
Det var ikke kun i skolen, at Erlands anderledes baggrund påvirkede det sociale liv og omgivelsernes behandling af ham og de andre børn fra vognparken. I lokalområdet i Skibhusene var der også forskel på folk: “Forskelsbehandlingen sås tydeligt når man kom hen til købmanden. Når der var kø, blev vi overset, når det var vores tur. Fastelavnstøndeslagning hos gartneren var for alle børn i området, men det måtte vi børn fra vognene ikke deltage i. Det blev der nu lavet om på, efter at min farfar havde været på besøg hos gartneren. Men tilråb og chikane måtte vi lære at leve med.” I Skibhusene var der en fodboldbane, som børnene fra beboelsesvognene ikke måtte benytte, men i stedet lavede de en alternativ boldbane til egen brug. Tilråb fra forbipasserende var ikke ualmindeligt: “De kunne godt råbe ind og sådan, men de turde ikke komme ind på pladsen. Så var de gået i løvens hule!”
Erland fortæller, at der af og til var ballade på Skibhuskroen, hvor vognparkens beboere kunne opleve forskelsbehandling, og der var situationer, hvor man trak udenfor og ordnede sagerne: “Vi var ikke velkomne på kroen. Ingen ville danse med os, og vi kunne knap få serveret – ventetiden var urimelig lang. Folk ville nogle gange tæve os fra vognene, men dér gik de alvorligt galt i byen. For min farfar og mine onkler var ikke til at spøge med, så vankede der tæsk!” Til gengæld blev beboerne typisk behandlet rimeligt af politiet, som ifølge Erland godt kunne analysere de situationer, der af og til opstod ved Skibhuskroen og i øvrigt kendte vognparkens beboere udmærket.
I fritiden var børnene fra beboelsesvognene af og til i konflikt med børn uden for lejren, og når de fiskede i kanalen, kunne opfattelsen af beboerne som anderledes også slå ud:
“Fiskeriet i kanalen var en af vores store glæder, men også her var der problemer i starten, for når vi stod og fiskede, så kom der børn og halvvoksne og smed sten i vandet for at genere os. Der var tilråb som hjulbysigøjner, fattigrøve – det ødelagde vores fiskeri.”
Da Erland blev en ung mand, oplevede han andre problemer, som fulgte med at bo på vognpladsen. Det med piger var svært:
“Traf man en pige varede det som regel ikke så længe, for vi kunne ikke tage hende med hjem – pladsen i vognen var for trang til ungdomsflirt. Mange var jo i familie, for hvis du tog én udefra – hvis det nu var min kone, jeg havde jaget ind – det havde hun ikke været glad for! Selvfølgelig har vi da haft piger og sådan, men det havde sine begrænsninger. Du kunne ikke tage dem med hjem i vognen og sidde med dem. Du var nødt til at sørge for at det kunne lade sig gøre i din vennekreds – ellers måtte du lade være… Man måtte indrette sin vennekreds efter forholdene. Vi hjalp til med mange ting, så det var ikke sådan at vi gik og sagde: Hvad skal vi nu lave i aften? Skal vi på diskotek… nej, nej! Mit ungdomsliv begyndte faktisk først, sådan med piger og alt det der, da jeg kom i lære.”
Som knap 18-årig kom Erland i lære som tjener på Park Hotel ved banegården. Det var en ny verden, der åbnede sig, for på sin egen måde havde tilværelsen i vognparkerne også været beskyttet: “I starten da jeg kom i skole, da blev jeg negativt overrasket, men da jeg kom i lære, da så jeg ting, jeg aldrig havde set. Lokaler, huse… Øj! Jeg var imponeret.”
Derefter aftjente han sin værnepligt på flyvestationerne i Skrydstrup og senere Karup. Da han 22 år gammel kom tilbage til Odense, var det slut med at bo i beboelsesvogn. Han flyttede i et værelse i Nørregade og brød dermed familiens lange tradition for at bo i vogn. I 1974 traf han sin kone Lene, og i de følgende år fik de tre børn. Erland var i en periode inspektør på Fyns Forsamlingshus og arbejdede samtidig på Lumby Kro, mens han fra midten af 1980’erne arbejdede som overtjener i Restaurant Skoven.
Med afhentningen af de sidste beboelsesvogne på Sedenvej i sommeren 2002 er en spændende og anderledes historie om nogle farverige odenseborgere slut. Erland Sørensen husker nok de sure sider af det at bo under de begrænsede forhold, men som det er fremgået, har han også mange minderige oplevelser om et anderledes miljø, hvor man virkelig kom tæt på hinanden. I dag bor Erland og Lene i det hus i Agedrup, som de købte efter i en årrække at have boet i eget hus i Seden Strandby – få kilometer fra beboelsesvognene. Deres børn, Susan (født 1975) og tvillingerne Daniel og Robert (født 1978), er flyttet hjemmefra. Susan er i dag chefsekretær på en stor dansk industrivirksomhed, mens Daniel studerer psykologi ved Århus Universitet. Robert læser til farmaceut i København. Også på den måde markerer familien Sørensen afslutningen på en lang historie: flere generationers liv i beboelsesvognene er afløst af en almindelig levevis, og de nye generationer er med deres job og uddannelse repræsentanter for det gennemregulerede Danmark, som i stigende grad kræver færdigheder og højere uddannelse for at finde plads i samfundet og på arbejdspladserne.
Erland slutter selv denne beretning med ordene: “Nu er det meste af min familie døde og min far er kommet på plejehjem. Jeg er blevet uddannet, er blevet privat gift, bor i eget hus og skylder ikke min samvittighed noget. Vi har tre børn som alle har fået gode stillinger og vi er alle blevet integreret og en del af samfundet. Men havde mine forfædre været levende, havde jeg nok ikke fået lov at skrive dette, man ville ikke være til besvær.”
Nærværende artikel bygger i vid udstrækning på flere interviews med og skriftlige redegørelser fra Erland Sørensen. Materialet opbevares på Bymuseet Møntergården, hvor det er tilgængeligt ved forudgående henvendelse. Artiklens oplysninger om vognpladserne og disses udvikling bygger desuden på Anders Enevigs bøger, kronikker samt andet materiale og på de mange avisomtaler af vognparkerne over årene, som Enevig velvilligt har stillet til forfatterens rådighed. Desuden indgår et fyldigt billedmateriale, både Erland Sørensens private fotoalbum og Anders Enevigs fotooptagelser. Endelig er to af vognene bevaret endnu i dag og i den forholdsvis velbevarede stand, de fremstår i, kilder til historien om vognparkerne.
Listen består overvejende af avisomtale og diverse avisartikler og kun i mindre omfang af egentlige værker. Den følgende liste er derfor anført kronologisk.
Det væsentligste samlede arbejde på området er Anders Enevigs Tatere og rejsende, som udkom i 1965.
