Som tidligere år bringer vi i Fynske Minder en præsentation af årets store kulturhistoriske særudstilling. Det overordnede tema for særudstillingerne har i en årrække været menneske og natur, og i forlængelse af den store publikumssucces, vi havde i 1998-99 med Missing Links alive! – Fra abe til menneske? valgte vi at vise På sporet af mennesket, der følger tråden fra Missing Links op og fortæller om de tidligste spor, som mennesket har efterladt på hule- og klippevægge.
Med denne udstilling knyttedes der også tråde mellem to af Odense Bys Museers arbejdsområder: Arkæologi og kunsthistorie, idet vi undervejs i udstillingsperioden viste eksempler på, hvorledes nulevende kunstnere lader sig inspirere af vore fjerne forfædre.
På sporet af mennesket, der er udviklet og tilrettelagt af det danske firma United Exhibits Group med støtte fra UNESCO, præsenterede klippekunst fra fem kontinenter: Fra Chauvet og Lacaux i Frankrig over helleristninger fra Alta i Nordnorge, klippemalerier på Mountain of Flowers i Kina til Kakadu i Australien, Drakensberg i Sydafrika og Great Gallery i Utah i USA.
Detaljer fra de seks lokaliteter var rekonstrueret i udstillingen, og samtidig vistes i en 360° biograf en film om stemningen og landskabet de pågældende steder. Som vanligt var udstillingen fulgt af et omfattende katalog- og undervisningsmateriale, udarbejdet af forskere fra hele verden med Annette Damm fra Moesgaard Museum som redaktør, der gjorde det muligt at fordybe sig i den spændende historie, også efter museumsbesøget.
Forfatteren Vagn Lundbye havde til åbningen af udstillingen i Odense den 1. februar skrevet et essay, der her bringes med illustrationer fra udstillingen.
Redaktionen
Af Vagn Lundbye
Vi ved ingenting, eller næsten ingenting, om universets skabelse for knap 15 milliarder år siden. Akkurat som vi ingenting ved om det liv, der blev udslettet under de fem store dommedage, der har ramt vort solsystem. Den værste fandt sted for 250 millioner siden, hvor 54 % af alt liv blev udslettet.
Men vi ved, at det tog cirka halvdelen af universets levetid at skabe et menneske på jordkloden. Ligesom vi ved, at kometen Hyakutake som et andet urværk kommer tilbage til Jorden og vort solsystem, hver gang der er gået det tidsrum, som vi har regnet ud til 17.250 år. Det skete sidste gang midt i 1990’erne. Forrige gang, den gjorde det, var homo sapiens stenaldermennesker. Men også krigeriske gemytter, som var i gang med at udrydde de langt mere intelligente neandertalere, der i dag har overlevet i vore myter som afskyelige snemænd i Himalayabjergene.
Da Hyakutake kom tilbage for 34.500 år siden, var homo sapiens stort set lige opstået som en særlig menneskeart, der forsøgte at overleve mellem neandertalere og homo erectus og langt flere menneskeaber, end de fem, som har overlevet til i dag. Men i al den tid og uanfægtet af alle mulige forandringer på Jordkloden vendte Hyakutake med faste mellemrum tilbage til oasen i verdensrummet, hvor de første mennesker for ca. 6-8 millioner år siden ængsteligt betragtede ildhalen og næppe forstod mere, end nutidsmennesket gør i dag.
Det lader sig ikke bortforklare, at vi ikke ved meget om de første mennesker, først og fremmest fordi vi aldrig har fundet den medskabning, som forener mennesket og deres nære slægtninge, det vil sige menneskeaberne. Dette godtgør, at dette såkaldte missing link har levet i urskoven, antagelig i træerne, hvad der er forklaringen på, at vi aldrig har fundet forstenede knogler efter dem. Knogler kan ikke forstene i de gennemfugtige urskove.
Antagelig har både gibbonaber, orangutanger, gorillaer, chimpanser, bonoboer og mennesker træk fra den fælles formoder. Men om hun var fredelig og matriarkalsk som bonoboen, der er planteæder et lille fristed inde i Congo, eller om hun var krigerisk og kødæder som chimpansen og mennesket, får vi næppe nogensinde viden om.
Men det ligger fast, at en af de mest betydningsfulde antropologiske digtere i Danmark, forfatteren Albert Dam, der døde i 1972, har ret, når han siger, at vi skabte vor egen race, da vi udfordrede skæbnen og gik ned fra træerne og begav os ud i den farlige savanne eller op på de mere afsides højsletter i Østafrika.
Det er her, vi har fundet de første forstenede skeletter af opretstående mennesker. Bl.a. den tidligste menneskeart, vi ved lidt om, dvs. australopithecus afarensis, som levede for 3-4 millioner år siden i Østafrika. I 1974 fandt videnskabsfolk forstenede skeletdele af en lille kvinde på en etiopisk højslette af denne menneskeart. Hun var ca. 3,2 millioner år gammel, ca. 30 år og høj som et nutidigt menneske på ca. 10 år. Hun fik navnet "Lucy" og blev verdensberømt, da Beatles lavede en sang, der hed "Lucy in the sky with diamonds". Vel, hun havde temmelig lange arme, som vidnede om, at det ikke var mange tusinde år siden, at hun havde færdedes i træerne. Selv om hendes fødder ikke blev fundet, kunne det tydeligt ses, at hun var oprejst, det vil sige, havde gået på to ben.
Men ikke langt fra det sted, hvor hun blev fundet, fandt man forstenede spor af mennesker, der havde krydset en slette med askeler. Disse spor er dybt interessante, fordi de fortæller om, at disse mennesker på mange måder, ikke mindst når det gælder vores selvbevidsthed, ligner nutidsmennesket. Sporene stammede fra to voksne og et barn. De to voksne går side om side forrest, og bag ved kommer så barnet. På et tidspunkt begynder det at sætte sine fødder i den ene voksnes fodspor, antagelig er det faderens. Har vi ikke alle oplevet det samme, dengang vi var barn. At gå på samme måde som den voksne i en forventning om alle de goder, der tilsyneladende venter, når vi bliver voksne.
Et andet sted er der et 27 meter langt spor, hvor en voksen og et barn går fremad, men pludselig standser op. De står lidt og tripper, men går så videre. Den fare, de antagelig blev opmærksom på, og som får dem til at standse, måske også overveje at flygte, er alligevel ikke farlig, og derpå fortsætter de med at gå de 27 meter, som de har efterladt spor hen ad.
Sporene viser i øvrigt, at storetæerne lå ind til de andre tæer, og altså ikke, som det er tilfældet hos menneskeaberne, var adskilt fra tå nummer to.
Overhovedet er det nødvendigt at understrege, at forskellene mellem de forhistoriske mennesker og nutidsmennesket er meget mindre, end vi altid har bildt os ind. Akkurat som forskellene mellem menneskeaberne og menneskene er meget mindre, end vi lærer i skolerne og kirkerne.
Et relevant eksempel herpå er fundet af den såkaldte Hauslabjochmand i alperne mellem Østrig og Italien. Han var tydeligvis jaget af andre og forsøgte for 5200 år siden at nå i sikkerhed gennem et pas, men udsatte det og faldt i søvn i en lille stensænkning, hvor han blev frosset inde af sne og derpå is. Da han blev fundet den varme sommer 1991, troede man først, at det var en død turist, men da han til sidst blev undersøgt af videnskabsmænd, forstod man, hvor exceptionelt fundet var. Han var helt frisk og lå stort set i den tilstand, han døde i under snestormen for 5200 år siden, og således fik man hen over et svælg af tid klar besked om, hvordan mennesker dengang levede. Hans hår var klippet, han havde haft nogen til at hjælpe sig med at trække visdomstænderne ud, han var tatoveret for at lindre gigtsmerter, han medbragte plantemedicin mod indvoldsorme, og de redskaber, han blev fundet med, var tillavet på en måde, som antropologer og videnskabsmænd først troede blev opfundet 2-3000 år senere. Bl.a. var fjerene på hans pile placeret således, at pilen roterede gennem luften, hvad øger træfsikkerheden betragteligt. Bortset fra det var han tydeligvis såret, bl.a. var flere ribben brækket, ligesom han var ramt af en pil i ryggen.
Så primitive, som vi længe har gået rundt og troet, at vore forfædre var, var de unægtelig ikke, fremgår det af Hauslabjochmanden.
Det fremgår også af andre fund. Lad mig blot nævne de hulemalerier, som er fundet i Sydafrika og er mindst 75.000 år gamle. For ikke også at nævne Chauvetgrotterne, der så sent som i 1994 blev opdaget i Frankrig.
Flere af hulemalerierne her er dybt foruroligende, fordi de afslører en kunstnerisk nerve, som man har vanskeligt ved at forbinde med mennesker for 30.000 år siden. Bl.a. fire urheste, som tæt side om side galoperer utroligt virkelighedsnært fremad mellem næsehorn og urokser. Flere af næsehornene er forsynet med brede, sorte bælter om maven, hvis betydning vi heller aldrig får besked om. Nævnes skal også en skabning i den såkaldte Panneau-hule. Overkroppen er en urokse, mens underkroppen tydeligvis er et menneske.
Antagelig har Albert Dam ret, når han siger, at hvis mennesket vil forstå fortiden bedre, skal det først forstå sig selv bedre. F.eks. hvorfor det ofte har faldfornemmelser om natten. Forklaringen herpå kommer først, når et menneske kommer i tanke om, at det engang for ca. 6-8 millioner år siden levede på samme måde som bonoboerne og chimpanserne stadig gør det, det vil sige i reder højt oppe i træerne. Det værste, der kunne ske deroppe, var, at formoderen i søvne faldt ud af reden og drønede ned på jorden. Længere er det altså ikke siden, at vi var "the missing link". Vi frygter stadig i vore drømme at falde ned fra træet om natten. Det er ikke desto mindre det, vi stadig gør, når vi vågner med det sæt, der er forbundet med det dybt frygtede fald.
Ingen steder kan vi få så god besked om vore tidlige forfædre, som hos vore slægtninge, menneskeaberne. Når det drejer sig om dna, skiller de sig kun fra os med 1,6 % af dna-koderne, og da en væsentlig del af disse 1,6 % er værdiløse, er det rimeligt at sige, som Darwin gjorde, at forskellen mellem menneskeaberne og menneskene ikke er en artsforskel, men kun en gradsforskel. Den væsentligste forskel er den, at mennesket har et strubehoved, det har eksempelvis bonoboen ikke. At menneskeaben dermed er forhindret i at tale, er utvivlsomt den afgørende grund til, at psykologer, teologer og visse naturvidenskabsmænd nægter at trække grænsen mellem dyr og mennesker på den anden side af de fem menneskeabearter.
I stedet finder de forskelle, som hele tiden må opgives, fordi de dementeres af menneskeaber på primatcentre, ikke mindst Yerke Primate Center i USA, hvor bonoboer og chimpanser har et ordforråd (blindesprog m.v.), som svarer til Basic English, og hvor voksne menneskeabemødre uafhængig af mennesker i dag fortæller deres små børn om, hvad de selv for år tilbage har oplevet. Sådan starter myter, og sådan startede det utvivlsomt også hos de første mennesker, der uden stemmebånd var rykket ud af skoven og ud på savannen, hvor de var lige så menneskelige som menneskeaberne og tvunget til at leve på en anderledes måde, hvad naturligvis krævede nyt indhold og ny kommunikation.
De seneste undersøgelser viser, at menneskeaber, såvel orangutanger, gorillaer, chimpanser og de fredsommelige bonoboer, har moral. Det vil sige, at de uafhængig af artsfæller er i stand til at se bort fra sig selv og hjælpe medskabninger på vilkår, der hænger sammen med den, der skal hjælpes.
Ikke mindst derfor kan vi ikke fortsætte med at behandle menneskeaberne, som om de er laverestående dyr. Slet ikke, hvis vi interesserer os for vore forfædre og den sammenhæng, vi er skabt af, men som vi måske lige nu er godt i gang med at nedbryde ved hjælp af genmanipulationer og maskiner og et dybt tragisk mistillidsvotum til tyngdeloven.
Når kometen Hyakutake i år 19.246 vender tilbage til Jorden og vort solsystem fra det store tomme eller ikke tomme rum, vil det være dybt sørgeligt, hvis maskinerne, som filosoffen Carsten Jensen advarer om i sin bog Opgøret med tyngdeloven, har elimineret det, vi i dag kalder natur.
Med den viden vi i dag har om de fem menneskelignende menneskeaber, vil det være lige så sørgeligt, hvis vi ikke til den tid har lært at leve tæt sammen med disse nære slægtninge.
