I Cæsars bog om Gallerkrigen fortælles om romernes mærkelige møde med blåmalede keltere på de britiske øer i år 54 f.Kr.: “Alle briter farver sig vajdblåt for at se skrækindjagende ud i kamp”[1] (Sandberg 1986, 26). Farvning med blåt, udvundet af farveplanten vajd, er i de senere årtier blevet bestemt på nogle få arkæologiske tekstilfund fra romersk jernalder i Danmark. Tekstiler, der er farvet med blåt er hidtil fundet i grave, hvor der i forvejen er et rigt personligt udstyr. Farven var vanskelig at udvinde, idet der krævedes en kemisk kyperproces for at få den blå farve frem.
Ved udgravninger på gravpladsen Seden, 200 m vest-nordvest for gården Hvenekilde nær Odense, blev i 1962, 1963 og 1965 undersøgt 158 grave, der hovedsagelig stammer fra romersk jernalder (Albrectsen 1973, 44). I 1988 blev yderligere 2000 m2 udgravet på gravpladsen, og herved blev 18 nye grave undersøgt. Af disse var syv jordfæstegrave, der var placeret med en vis afstand fra de øvrige 11 brandgrave[2]. Fem af jordfæstegravene, grav D, L, M, N og R var orienterede NNØ-SSV, hvorimod de to, grav G og A, var orienterede N-S. Fire af jordfæstegravene var rigt udstyrede, og der blev fundet tekstiler i tre af disse, grav A, D og G. Den rigest udstyrede af de tre var grav G, der er dateret til o. 300 e. Kr. Yderligere er udskilt blå farve på tekstiler fra grav G.
Jordfæstegraven G bestod af et rektangulært afrundet fyldskifte, med en længde på 205 cm og en bredde på omtrent 118 cm, omtrent nord-syd orienteret. To lerkar har tilsyneladende været placeret på låg eller kant af graven, og de er senere væltet ned i graven. Således kan grav G måske være en kistegrav. I alt er registreret 163 tekstilfragmenter i grav G. De fleste var ganske små, under 2 cm i bredde og længde. Desuden blev fundet 14 tråde eller fibre i forbindelse med glas- og ravperler. På grund af bevaringsforholdene er tekstiler kun sjældent bevarede i grave. Oftest er det i forbindelse med metal, at de bevares, idet de kan være fastkorroderede på bagsiden af metalfiblerne. Grav G er således rigt repræsenteret med tekstiler, om end det er ganske små fragmenter. Tekstilerne i grav G er analyseret, og tre typer vævninger er repræsenteret[3]:
Arbejdsmetoden med de teknologiske træk: Vævetæthed, spinderetning og trådtæthed er udarbejdet af Lise Bender Jørgensen, der i afhandling fra 1992 argumenterede for, at tekstiler spillede en væsentlig rolle som handelsobjekt mellem romere og germanere i århundreder e.Kr. (Bender Jørgensen 1992). På baggrund af tekstilfund fra den foregående bronzealder og førromersk jernalder fremgår dog, at også erfarne sydskandinaviske vævere måtte være i stand til at fremstille lignende klæder i romersk jernalder (Demant 2000, 356). Derfor kan de fint kipervævede klæder fra grav G forestilles at være fremstillet af dygtige lokale håndværkere. De kipervævede klæder fra grav G passer sammen med Lise Bender Jørgensens opdelinger af det skandinaviske tekstilmateriale fra romersk jernalder, idet z/s-spundne kipervævede tekstiler er ældre end z/z-spundne (Bender Jørgensen 1986, 29 ff.). Grav A fra Seden gravpladsen indeholdt for eksempel kun z/z-spundne tekstiler, og et korsformet spænde fra denne grav daterer graven som yngre end grav G, til omkring 400 e.Kr. (Hedeager Krag 1992, 80). I grav G fandtes desuden 137 glas- og ravperler, en opløst sølvfibula samt tre bronzefibler, en ringformet bronze-fibula, hvori tornen fortsat sidder fast i noget klæde. Alt sammen tilbehør til dragten. Endelig indeholdt grav G to bronzeringe, formentlig armringe. Genstandene, inklusive tekstilerne, daterer graven til o. 300 e.Kr., hvilket svarer til yngre romersk jernalder.
Sammenfattende er tekstilfundene fra grav G koncentreret i gravens øvre halvdel, især omkring fiblerne. Desuden findes flere tekstiltråde under perlerækken. Røntgenfotografier fra grav G er undersøgt, men det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at sige helt præcist, hvor fiblerne har siddet i forhold til skelettet. Ud fra øvrige gravfund med fibler er der grund til at antage, at to af fiblerne har været fæstnet over skuldrene. To kan have været anvendt til at fæstne perlerækken foran med, og endelig kan ringfiblen have været brugt til at lukke en kappe. Foran på brystet sad sølvfiblen og en kæde med en stor centralperle af rav, tråd og sølvperle samt to gule glasperler. Dernæst fulgte et forløb med to kæder bestående af ravperler og glasperler, hovedsagelig i røde og grønne farver[4]. I alt 66 ravperler og 71 glasperler blev fundet i grav G.
Det hidtil tidligste fund i Skandinavien med blåt er en blåfarvet snor fra moseliget Søgårdsmose II fra førromersk jernalder (Hald 1980, 137). Her indeholdt snoren på benviklere indigotin, hvilket sandsynligvis er opnået med planten vajd. Et af de ældste skandinaviske gravfund med tekstiler farvet med blåt stammer fra den romerske grav fra 1. årh. e. Kr., Lønne-Hede, beliggende i det sydlige Vestjylland (Ørsnes & Nordqvist 1971, 9 ff.; Munksgaard 1971, 194 ff.; Munksgaard 1974, 142; Munksgaard og Østergård 1988, 53 ff.). Fundet vakte berettiget opmærksomhed med det store antal farvede tekstiler i blå farver. Farven udvikledes af vajdplanten ved en kemisk farveproces, som i oldtiden foregik på den måde, at ulden blev præpareret med alun eller jernsalte opløst i urin eller vand, hvorefter garnet eller stoffet blev kogt i farven, der var opløst i vand (Munksgaard 1974, 23).
Mange planter kan bruges til at farve med, men der er ikke mange, der giver en holdbar farve. Det har vist sig, at en af de mest almindelige blå farver i ægyptiske tekstiler stammer fra indigo-planten Indigofera tinctoria eller farvevajden Isatis tinctoria (Vogelsang-Eastwood 1995, 31)[5]. Det er i dag ikke muligt at fastslå, hvor farven stammer fra. De skriftlige kilder tyder imidlertid på, at farven snarere blev udvundet af vajdplanten end af indigoplanten. Desto flere gange garnet eller klædet bliver dyppet i et kar med vajd eller indigo, desto dybere bliver farven. Der kendes både mørke- og lyseblå tekstiler fra Ny Rige i Ægypten, især fra Tutankh-Amons grav, der er dateret til ca. 1350 f.Kr. Vajdfarven kendes udover fra Ægypten også fra Mesopotamien lang tid før Romerrigets start (Gillow 1979, 88).
Vajd indeholder de samme farveingredienser som indigo, blot i svagere koncentrationer. Vajd kendes som vildtvoksende plante i et bredt bælte, strækkende sig fra Mellemeuropa og Middelhavslandene over Rusland, Vest- og Centralasien til Kina og Japan (Fig. 2). Planten trives på sten-, grus- og sandstrande (Hannusas & Raitio 1997, 7). Vajd er en 2-årig plante, der det første år udvikler en blågrøn bladroset. Bladene er lange og lancetformede. Bladenes form og størrelse varieres efter vækstforholdene. Det er første års bladene, der er bedst egnede til farvning.
Ved udgravninger i Ægypten i 1828 fandtes en opskrift på farvning med vajd. Opskriften kom et par år senere til Kungliga Biblioteket i Stockholm, Sverige, hvor den kendes under navnet Papyrus Holmiensis. Opskriften er nedskrevet på et papyrushåndskrift, der er dateret til 1. årh. e. Kr. (Sandberg 1986, 26; Geijer 1994, 305). I opskriften fremhæves, at vajdplanten skæres i stykker, lægges i et kar og overhældes med urin. Det hele står tre dage i sollys – og under daglig omrøring. Derefter hældes vajden i en gryde, der bringes i kog. Når det er kogt godt igennem, tilsættes blød sæbe. Gryden tages af og varmes ved svag varme i de næste tre dage. Indholdet skummes, og kyperen er nu klar til farvning (Sandberg 1986, 20). Altså en temmelig kompliceret og langsommelig proces, som desto mere giver et godt og farveægte resultat.
Der er fundet aftryk af vajdfrø på keramik fra Heuneburg i Tyskland, dateret til 600-500 f.Kr (Sandberg 1986, 26). På bopladsen Ginderup i Nordjylland er fundet et lerkar med vajdfrø. Dateringen er førromersk jernalder (Hald 1980, 137). Arkæobotaniske undersøgelser i Danmark viser endvidere, at vajdfrø i dyrket form hidtil kun kendes fra romersk jernalder, og dens karakteristiske skulper er ikke fundet i nogen anden periode (Robinson 1993, 23). Det skal dog nævnes, at vajd er en nytteplante, der også kunne anvendes som næringstilskud til husholdningen, blandt andet kendte søfolk værdien af at spise vajd for at undgå skørbug. Af vajdfrø kunne desuden udvindes olie (Hannusas & Raitio 1997, 8).
Vajdfarvning er dokumenteret i keltisk fyrstegrav i Altrier, Luxemborg, dateret til 400 f.Kr.[6]. Et af de ældst kendte nordiske fund af tekstiler farvet med vajd kendes fra Lønne-Hede graven, dateret 1. årh. e.Kr. Den blå farve er analyseret til at indeholde indigotin, som med største sandsynlighed stammer fra vajd, idet der fandtes rester af vajdpollen i gravfyldet (Bender Jørgensen & Walton 1987, 177; Munksgaard & Østergård 1988, 60). Grav G fra Seden gravpladsen indeholder blåfarvet tekstil, og ifølge Penelope Walton, der i 1989 analyserede tekstilet, fandtes indigotin, sandsynligvis fra vajd. Det analyserede stykke har en stærk farve, hvilket antyder, at det oprindeligt må have været farvet mørkeblåt[7].
Grav G fra Seden gravpladsen er den rigest udstyrede af de tre, hvor der er fundet tekstiler, og samtidig den eneste, hvori den blå farve er udskilt. Dragter har altid haft stor betydning i mennesket tilværelse. Til at begynde med var formålet med dragten at beskytte mennesket mod varme og kulde. Dernæst stødte et andet mere socialt, til tider religiøst betinget formål til, hvor visse dele af kroppen, primært kønnet, blev skjult for andres blikke. Det tredje formål med dragten var, at man via den kunne udtrykke sin sociale status (Folsach 1993, 7). Det kunne være ved at iføre sig fint vævede og farvede klæder (Hedeager Krag 2003, 63). Dragterne blev endvidere udstyret med særlig kendetegn, der kunne angive menneskers profession og rang. De få eksempler med blåfarvede tekstiler, der kendes fra Danmarks romerske jernalder, stammer fra kvindegrave. I de samme grave, både Lønne-Hede graven fra 1. årh. e.Kr., og grav G fra Seden gravpladsen fra 3. årh. e. Kr. er der fundet sølvfibler, og sammen med de blå dragter antyder det, at de gravlagte kvinder havde en høj rang i samfundet[8].
Kvinden i grav G menes at have båret en peploslignende kjole, der foran er udsmykket med perlekæder[9]. Oprindelig er dragttypen hjemmehørende i Middelhavsområdet (Fig. 4). Denne type dragt var i brug i Nordeuropa gennem hele den romerske jernalder (Hågg 2968,81 ff.). Peploslignende kjoler er dokumenteret i Danmark tilbage til romersk jernalder, hvor der i Huldremose blev fundet et påklædt moselig. Blandt klæderne var et rundvævet tøjstykke, der var arrangeret som peplos (Hald 1980, 358 ff., Fig. 440, 441, 443a-b). Huldremosefundet er blevet kulstof-14 dateret til 95 e.Kr. kal. (Tauber 1980, 76). Peplosdragten kan tilsyneladende dokumenteres i grav A på Seden gravpladsen, hvor der blev fundet foldede tekstiler, der var holdt sammen af med bronzefibula. Peplos-klædningen blev netop foldet sammen over skuldrene for at blive samlet af fibler.[10]
På den sydsjællandske gravplads, Skovgårde, er udgravet 18 rige kvindegrave, der er dateret til 3. årh. e.Kr. Heraf var der tekstilfragmenter i 11 grave (Demant 2000, 348). Også på Skovgårde-gravpladsen er der påvist en del kipervævninger, heraf er de fleste almindelige diagonalvævede z/s-kipervævninger, dertil kommer få eksempler på lærreds- og brikvævning. Det svarer i store træk til tekstilerne fra grav G på Seden gravpladsen.
Ved Tjæreborg i Vestjylland undersøgtes i 2001 en lille gravplads med 11. grave fra 3. årh. e. Kr. Der er ingen bevarede tekstiler, men dragtudstyret i kvindegravene afspejler det velhavende samfund, der var på egnen i yngre romersk jernalder (Prangsgaard 2002, 16 ff.). Der er fælles træk med perlekæderne og fiblernes antal fra Seden gravpladsen, idet både grav G i Seden og flere af de rige kvindegrave fra Tjæreborg indeholdt perlekæder, hvor antallet af glasperler dominerer over antallet af ravperler.
Tilsyneladende kan konkluderes, at den fynske kvinde, der er begravet i grav G på Seden gravpladsen o. 300 e.Kr., har været iført en blå peploslignende kjole, der blev holdt sammen med bronzefibler over skuldrene, og foran var den udsmykket med dragtopsætning af perler og en sølvfibula. Det er først fra 1. årh. e. Kr. at den blå farve er erkendt i gravfund fra Danmark (Walton 1990, 153). Kvinden i Seden har båret en farvestrålende dragt, der både med den sjældne mørkeblå farve samt de røde, gule og grønne perler sammen med ravperler og sølvfibula har udstrålet magt og værdighed.
