I 2005 blev samlingerne i H.C. Andersens Hus – blandt andre gode ting – beriget med adskillige væsentlige og interessante breve fra digteren. Centralt blandt erhvervelserne står ni breve fra H.C. Andersen til familien Melchior fra året 1868.
Brevene blev oprindelig udbudt på Arne Bruun Rasmussens auktion den 19. april 2005, hvor museet med held bød på to breve til henholdsvis Jonna Stampe og Michael Gjørup. Denne dag lykkedes det derimod ikke for museet at erhverve samlingen af Melchior-breve. Men ved Kulturværdiudvalgets indgriben og Kulturarvsstyrelsens velvillige støtte kunne de ni breve bevares hér i landet og føjes til museets på forhånd righoldige samling af breve fra H.C. Andersen til familien Melchior: Først og fremmest til fruen i huset, Dorothea Melchior.
Museets samling af Melchior-breve har i forvejen så omfattende og helstøbt en karakter, at den har foranlediget, at Odense Bys Museers forhenværende museumsdirektør Niels Oxenvad i skrivende stund er ved at lægge sidste hånd på et digert værk om H.C. Andersens brevveksling med familien Melchior. H.C. Andersens Hus’ samling af breve til – og fra – Melchior-familien omfatter knap halvandet hundrede breve skrevet i tidsrummet fra 1862 til 1875.
Fra året 1868 er der i denne samling således nu 27 Melchior-breve, som er koncentreret omkring sommerhalvåret. De ni nyerhvervede breve udfylder på kærkommen vis mindre huller i brevvekslingen fra netop den periode.
Digterens breve henvender sig som sagt først og fremmest til Dorothea Melchior (1823-85).[1] Hun var født Henriques, og det var hos hendes bror, vekselereren Martin Henriques og dennes hustru Therese, at H.C. Andersen stiftede bekendtskab med Melchior-familien. Therese Henriques var musikalsk anlagt, og hjemmet i Tordenskjoldsgade fungerede som samlingssted for danske og udenlandske sangere, musikere og komponister. Digteren begyndte at omgås familien Melchior i slutningen af 1850’erne, og deres indbyrdes relation udviklede sig siden til et inderligt venskab: Dorothea blev den sidste i rækken af H.C. Andersens nære og omsorgsfulde veninder.
Den 2. april 1860 registrerer digteren for første gang forbindelsen til Dorothea Melchior i sin almanak: I en opremsning af gaver modtaget på fødselsdagen nævnes “…Papirstrykker[2] af Fru Melchior…”. Men bekendtskabet var indledt inden maj 1859, hvor H.C. Andersen i et brev til Dorothea takker for en broderet brevmappe, han har modtaget fra hende.[3]
I 1846 var Dorothea blevet gift med sin fætter Moritz Gerson Melchior (1816-84). Han var forretningsmand og stod i 40 år i spidsen for et af de mest ansete handelshuse i København. Desuden blev han formand for Det Mosaiske Troessamfund og medlem af en lang række kommissioner og repræsentationer. Moritz og Dorotheas privatbolig på Højbro Plads nr. 21 i København var samlingspunkt både for en stor slægtskreds og for en lang række store personligheder fra kunst- og litteraturverdenen, som f.eks. maleren Carl Bloch, forfatteren og teaterdirektøren Robert Watt – og altså H.C. Andersen.
Andersen, som Dorothea og Moritz kaldte ham, fik efterhånden sin faste gang både i privatboligen og på landstedet ‘Rolighed’, der lå på den nuværende Gl. Kalkbrænderivej på Østerbro i København. ‘Rolighed’ blev digterens “Hjemmets Hjem”, efter at det faste samlingssted i Amaliegade hos den collinske familie blev opløst ved Jonas Collins død i 1861. Digterens sidste eventyrsamling[4] fra 1872 indledes med et dedikationsdigt, hvis slutstrofer lyder:
“Mit hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig glad min Sang!”
H.C. Andersen følte sig i dén grad hjemme, at han trods aldersforskellen kaldte sig ”Søn i Huset”. Han var fast torsdagsgæst hos Melchiors – når han ikke lige var på rejse, sådan som han netop var det i sommeren 1868.
De nyerhvervede breve dækker perioden fra den 9. maj til den 18. august 1868. Det første af brevene sendte H.C. Andersen fra Gent i Belgien 14 dage efter, at han drog ud på sin 26. udlandsrejse; denne gang over Holland, Belgien og Frankrig til Schweiz – og derfra gennem Tyskland hjem. Det er en rejsevant digter, der skriver hjem og beretter både detaljeret og levende om rejsens første uger. Den første uge har han tilbragt i Amsterdam hos Georg Brandt:
…en Aften samlede Hr Georg Brandt en særdeles udvalgt Kreds; Digteren Ten Kate[5] som fortræffeligt har gjengivet i Vers flere af mine Eventyr, læste særdeles godt nogle af disse.”
I 1869 modtog Andersen et eksemplar af Ten Kates versificerede oversættelse med indføjet dedikation fra oversætteren til eventyrdigteren. Dette eksemplar er nu udstillet i biblioteket i H.C. Andersens Hus.
Fra Gent gik rejsen videre til Paris, hvor H.C. Andersen opholdt sig i en uge, og over Dijon, Neuchâtel, Lausanne til Genève, hvor han blev afhentet af Jules Jürgensens søn Alfred og tilbragte knap et par uger som Jürgensens gæst.
Det var langt fra første gang, H.C. Andersen havde Schweiz som rejsemål: Faktisk havde han lagt vejen forbi ikke mindre end ni gange før. Allerede ved sit første besøg i 1833 var han blevet bjergtaget af “det fortryllende Schweiz” og havde knyttet nære relationer til urmager-familien Houriet-Jürgensen i Le Locle. I Schweiz følte H.C. Andersen sig hjemme og blandt venligtsindede; det var formentlig derfor, han gentagne gange vendte tilbage til bjerglandet. Han skulle siden besøge alle de kendte ‘turistområder’ i landet og knyttede venskaber i både Basel, Brunnen og Genève.
Men som altid, når H.C. Andersen var på rejse, er det vanskeligt at tale om en egentlig destination: For digteren rejste stort set aldrig i lige linje til et mål og så hjem igen ad samme vej, men derimod rundt i en cirkelformet bevægelse, hvor alle besøg undervejs havde betydning, og hvor selve rejsen var mål i sig selv. Hovedparten af de nyerhvervede breve stammer fra det, jeg ikke desto mindre vil kalde Andersens tilbagerejse fra Schweiz.
Brevene fungerer i høj grad som rejseskildring, men beretter også om store og små tildragelser, mennesker, han har mødt, og det eventyr, han har skrevet. Centralt i dem står en lidelseshistorie, der skulle komme til at plage H.C. Andersen i flere af sommerens måneder.
Lidelseshistorien tager sin tilsyneladende uskyldige begyndelse, da H.C. Andersen den 8. juni støder skinnebenet på en trækuffert i den tyske by Bad Ems. I første omgang tager digteren fortrædeligheden med sindsro og skriver den efterfølgende dag i dagbogen:
..midt i Gangen stod en Koffert og jeg stødte med Skinnebenet mod den saa Huden et langt Stykke blev gnavet af og det gjør ondt i Benet; jeg bader nu med »Arnika«, uvis om jeg kan reise imorgen. Større Ulykke kunde hænde, jeg vil takke min Gud og troe at det er smaa Stød han giver mig for at frelses for større. Hvor det svider!-
Dagen derpå er det en nu noget mere foruroliget, men stadig munter digter, der skriver hjem til veninden på ‘Rolighed’:
“Kjære Fru Melchior!
[…], jeg har paa denne Reise, som det synes noget Uheld. Jeg faldt, som De veed, paa Banegaarden i Neuchatel og stødte Knæ og Albue, det blev helet, men nu har jeg igjen her i Ems stødt mig og betydeligere! De udbryder vist: “men hvorledes gaaer dog det Menneske, kan han da ikke see sig for!” Men jeg kunde ikke see mig for og det skulde nu saa være. […] og der har man stillet en stor Trækuffert, som jeg naturligviis støder imod og støder meget haardt Skinnebenet, det var skrabet i eet Blod, hele Natten badede jeg det med Arnica som jeg endnu havde fra Schweiz, men sov kun lidt, saaledes brændte Saaret, om Morgenen pakkede jeg ind, men gik før Afreisen ned at hilse paa Fru Falsen; hun hørte mit Uheld og bad mig ikke reise før jeg havde viist Saaret til en Læge, hun meente ogsaa at man aldeles ikke turde bruge Arnica til en aaben Vunde, nu blev jeg forskrækket, thi ideligt brændte det, jeg fik Bade-Lægen hentet, han undersøgte Benet og paalagde mig at blive i min Stue og hele Dagen kjøle det med lis; i Nat havde jeg Feber, og Lægen som imorges saae til mig , siger at jeg bør blive endnu i Dag, imorgen vil han give mig et Bind om det syge Been og da vil jeg kunde reise, med nogen Forsigtighed. (…) Hils Deres Mand og Børn, samt mine andre Venner og Veninder. Fortæl dem hvilken “Klumpe-Dumpe" jeg er. … ”[6]
Fru Falsen[7] havde efter alt at dømme ret i sin vurdering af anvendelsen af Arnica-dråberne. For Arnica Montana, på dansk kaldet Guldblomme eller Volverlej, er ifølge en af flere samstemmende kilder en blomst med følgende anvendelse:
“Guldblomme har været anvendt til utallige formål både ud- og indvortes. I dag anbefales udelukkende udvortes brug, og kun på såkaldt intakthud, d.v.s. ikke ved åbne sår, hvor den kan forårsage betændelse. Et blomsterudtræk, oftest på sprit (tinktur), øger blodgennemstrømningen og anvendes ved hævelser, forstuvninger og gigtsmerter. Ved overdrevent brug kan der ligeledes opstå betændelse og blærer.”[8]
Som kuriosum kan tilføjes, at Johann Wolfgang von Goethe anvendte Arnica mod angina pectoris og hævdede, at den reddede hans liv. Andre mener, at lægemidlet tværtimod slog ham ihjel til sidst.
Da lægen, der tilså Andersen, imidlertid ikke så nogen problemer i at bruge Arnica på åbne sår, vedblev digteren at vaske sårene med dråberne – og det har efter alt at dømme gjort ondt værre.
De næste fire breve i rækken sender Andersen fra Hamborg og Altona, hvor han på grund af skinnebenet er nødsaget til at opholde sig i længere tid, end han havde tænkt sig. Han bliver indlogeret hos bankieren John Warburg og frue, som han havde mødt hos Melchiors i september 1866. Værtsparret tager sig særdeles kærligt af deres gæst, sørger for, at han bliver tilset af en læge og arrangerer middagsselskaber og koncerter. Så den 16. juni skriver digteren hjem til veninden: “Jeg er dog, selv i smaa Prøvelser, et Lykkens Barn,…”
Nogle dage efter er det dog svært for digteren, der gerne vil af sted til Odense, at bevare tålmodigheden: “[…] men jeg er ikke i Humeur, [.. .]Det gaaer noget langsomt med det Skinnebeen. ”[9] Brevet, der er præget af mismod, bliver den 27. juni efterfulgt af et, hvor H.C. Andersen er stærkt opløftet og taknemmelig efter at have modtaget brev fra Fru Dorothea – her afspejles tydeligt gensidigheden i brevvekslingen og den nære relation mellem de to venner:
“Kjære Fru Melchior!
De har i Dag atter forundt mig et Brev! som altid, et velsignet Brev! hvor er De dog god! hvor er De trofast mod Deres Venner (…) Tak for Brevene De sendte mig til Odense, igaar fik jeg dem alle og endnu flere som der ventede mig. Det var en heel Fest at læse disse! Hvor har jeg dog mange kjærlige og trofaste Venner… ”
I dette brev fortæller digteren også om tilblivelsen af eventyret “Herrebladene”[10] — og om, hvordan skriveprocessen ellers typisk udfoldede sig i de hjemlige omgivelser: “De sidste 18 Dage har jeg jo været Patient; dog iforgaars kom min Musa til et kort Besøg, og fortalte mig om "Herrekortene" i Kortenspil. Det er et rigtigt Børne-Eventyr; og til Ære for min lille Ven William[11] har jeg kaldt Hovedpersonen deri William. I Rolighed paa "Rolighed" kommer min Musa vel til et længere Besøg; om hun møder i Odense veed jeg ikke. ”
Langt om længe lykkes det for H.C. Andersen at få lægens tilladelse til at drage af sted til det planlagte besøg hos biskop Engelstoft[12] i Odense. Derfra sender han den 3. juli et kortfattet brev til fru Melchior, hvori han melder sin ankomst til København og ‘Rolighed’ den efterfølgende dag: “[…] da tillader jeg mig, efter Deres venlige Indbydelse, at kjøre fra Banegaarden lige ud til "Rolighed", hvor jeg uendeligt glæder mig til at see Dem Allesammen og veed, at jeg er velkommen; der haaber jeg, Benet snart vil heles, uagtet jeg i Dag ikke er meget glad ved dets Udseende, nu paa fjerde Uge efter Stødet.”[13]
Efter hjemkomsten indlogerede H.C. Andersen sig i de to værelser, der i 1865 var blevet stillet til rådighed for ham på ‘Rolighed’. Her blev han den næste måneds tid, hvorefter han foretog en sensommerrejse til herregårdene Holsteinborg og Frijsenborg. Fra Frijsenborg sendte han det sidste af de ni breve – og nu lakkede lidelseshistorien omsider mod enden: “Cancellieraad Ditzel har allerede i Dag været at see til mit Been og mener at jeg nu skal lade det skjøtte sig selv, det er kun den stærke Varme som foraarsager Ulempen. ,.”[14]
Oplevelsen fik imidlertid ikke Andersen til at afstå fra at bruge Arnica fremover. Universalmidlet har givetvis virket lindrende i mange tilfælde – men da digteren i 1872 i Innsbruck atter forsøgte at behandle slag og sår med midlet, gentog lidelserne sig.
De ni breve er vidnesbyrd om H.C. Andersens europæiske rejseliv. Om hverdagsagtige og plagsomme fortrædeligheder – og netop derfor om en dyb fortrolighed og et inderligt venskab.
Det fremgår tydeligt af H.C. Andersens breve, at fru Melchior har været ham en både inspirerende og fortrolig korrespondancepartner. Han har glædet sig over at modtage breve fra hende, ligesom han har nydt at kunne udfolde sine oplevelser i brevene til hende. Brevene er ofte præget af en munter og humoristisk indgangsvinkel til rejsens tildragelser, ligesom digteren omvendt heller ikke lægger skjul på, når der er noget, der trykker ham, og humøret er i bund. Hændelser og oplevelser, der i dagbogens mere kortfattede form er relativt nøgternt beskrevet, får i brevene til Dorothea krop og sjæl, når de skildres levende og detaljeret.
Brevene er derfor en vigtig kilde til forståelse af den sidste del af digterens liv, sociale relationer og produktion. De udgør i sandhed “en særdeles udvalgt kreds”: Og derfor sender vi en stor tak til Kulturarvsstyrelsen, der sikrede, at disse breve endte deres rejse i dansk offentligt eje.
