Fredag den 9. juni 2006 var på flere måder en ganske særlig dag. For det første var det komponisten Carl Nielsens 141-års fødselsdag. For det andet markerede dagen 50-året for åbningen af museet i Carl Nielsens barndomshjem, der ligger smukt ved landevejen i skellet mellem Nørre Lyndelse og Nørre Søby. Komponisten har i sine erindringer beskrevet det lille stråtækte hus som et “palads med sol og lys og glæde”[1], og det er dette indtryk, man nu igennem et halvt århundrede har søgt at videregive museets besøgende.
Faktisk er det et held, at det lille hus den dag i dag eksisterer, for i 1953 var det i overhængende fare for nedrivning med den begrundelse, at det lå i vejen for en udretning af landevejen mellem Odense og Fåborg. Takket være en ihærdig indsats fra forskellige kanter endte historien som bekendt lykkeligt: Huset blev overdraget til Odense Kommune og – i samarbejde med museumsarkitekt Eigil Hansen og håndværkere tilknyttet Den Fynske Landsby – taget ned og genopført blot en snes meter i vestlig retning i forhold til dets oprindelige placering.
Museet i barndomshjemmet blev indviet den 9. juni 1956, og åbningen blev fejret som en national begivenhed med deltagelse af bl.a. Carl Nielsens tre børn samt prominente repræsentanter for henholdsvis det officielle Danmark og landets kultur- og musikliv. I begyndelsen var museet meget beskedent af omfang, idet der kun var udstilling i de to rum, der vender ud mod vejen. De resterende rum blev beboet af kustoden frem til 1990, hvor hele huset blev inddraget til museale formål. Med udgangspunkt i Carl Nielsens erindringer giver museet i dag dets besøgende indsigt i Carl Nielsens barndomsår og familieforhold og endvidere i det musikliv, der florerede i de folkelige miljøer på egnen i hans samtid – alt sammen forhold, som på hver deres måde har været med til at forme det musikalske sind, der har gjort Carl Nielsen og hans musik kendt og elsket også langt ud over Fyns og Danmarks grænser.
I 2006 blev 50-års jubilæet i Carl Nielsens barndomshjem derfor naturligvis også behørigt fejret. Et af de absolutte højdepunkter ved disse festligheder var, da Odense Bys Museers i forvejen anseelige samling af genstande med tilknytning til Carl Nielsen blev forøget med to violiner af stor kulturhistorisk værdi: nemlig spillemanden Blinde Anders’ og ikke mindst Carl Nielsens egen.
På Nørre Lyndelse kirkegård ses endnu den mindesten, som venner har rejst for spillemanden Blinde Anders. Inskriptionen på dette gravmæle lyder kort og godt: “Til minde om Musikker Blinde Anders og Hustru rejst af deres mange Venner Aar 1909”,[2] hvilket vidner om, at spillemanden havde stor plads i hjerterne hos sine samtidige.
Blinde Anders havde også en stor plads i Carl Nielsens hjerte. Det var igennem sin far, Niels ‘Maler’ Jørgensen, at Carl Nielsen blev introduceret til Blinde Anders. Både Niels ‘Maler’ og Blinde Anders var højagtede spillemænd i det midtfynske, og det var netop i deres selskab, at Carl Nielsen havde sin debut som musikant. Forbindelsen mellem Blinde Anders og Carl Nielsen er både velkendt og veldokumenteret. I korværket Fynsk Foraar (1922) har Carl Nielsen sat den blinde spillemand et varigt musikalsk minde med sangen af samme navn, lige såvel som han ved flere lejligheder – og med stor respekt – omtalte ham i sin erindringsbog Min fynske Barndom (1927). Her hedder det bl.a.: “Blinde Anders … var kendt over næsten hele Fyn. Han var virkelig noget af et Geni, ikke blot i musikalsk Henseende, men ogsaa som Deklamator og Fortæller. … Hans Dannelse og Viden var højt over den almindelige paa Landet, og han havde, trods sin Blindhed, et saa ejendommeligt, halvt sarkastisk og dog meget vindende og levende Væsen, at Landbefolkningen ikke kunne faa Øjnene fra ham, saa snart han var til Stede; det mindste Ord, han sagde, kom ligesom fra en anden, interessantere Verden. ”[3]
Blinde Anders’ dåbsnavn var Anders Jacobsen. Han blev født den 12. september 1831 i Højby, hvor han voksede op sammen med sine forældre og søskende under yderst beskedne forhold i sognets fattighus. Hvorvidt Anders var blind fra fødslen, eller han først udviklede sit handicap i løbet af barneårene, står hen i det uvisse. Til gengæld stod det allerede tidligt klart, at han havde evner udi musikken, og det var bl.a. på den baggrund, at han fra 1843 og fem år frem fik ophold på Blindeinstituttet i København, idet han her fik mulighed for at udvikle netop sit musikalske talent. Hjemvendt til Højby og Fyn påbegyndte Blinde Anders sin tilværelse som spillemand.[4]
I midten af 1800-tallet var spillemandens primære opgave at levere dansemusik til enhver tænkelig sammenkomst, der blev holdt i de folkelige miljøer, eksempelvis bryllup, barsels- og rejsegilde, høstfest, fastelavn samt diverse baller.[5] Ved en kongelig resolution af 25. maj 1800 var spillemandsgerningen blevet liberaliseret,[6] hvilket medførte en opblomstring for hvervet, der kulminerede i årene umiddelbart forud for Carl Nielsens fødsel i 1865. Det var dog de færreste spillemænd forundt primært at kunne ernære sig ved musikken, som Blinde Anders gjorde.[7] Arbejdet som spillemand var som oftest en måde at supplere sin indtægt på, når der – som i Carl Nielsens familie – var mange munde at mætte. For at kunne forsørge sin kone og 12 børn arbejdede Carl Nielsens far – udover som spillemand – således også som maler, danselærer, kollektør ved landbrugslotteriet og i perioder med forefaldende arbejde på gårdene.
I Danmark var de to vigtigste spillemands-instrumenter violinen og klarinetten,[8] og det var også netop disse instrumenter, Blinde Anders primært diverterede med. Hans klarinet er endnu i privat eje, men hans violin vil fremover kunne ses i udstillingen i Carl Nielsens barndomshjem. Violinen stammer formentlig fra midten af det 18. århundrede og minder i sin form om en model af den tyske violinbyggerfamilie ved navn Hopf. Dens lydkasse er fremstillet af ahorn og gran, mens skruerne er håndlavede, muligvis i rosentræ. Blinde Anders har transporteret violinen i en pose sammen med buen, hvilket har efterladt tydelige mærker på instrumentet.
Endvidere kan slitage på violinens hals fortælle om Blinde Anders’ personlige spillestil. Særlig det sidste er interessant, idet det er svært at danne sig et reelt indtryk af og ikke mindst dokumentere, hvordan spillemandsmusikken igennem tiderne har lydt. Spillemændenes repertoire, der typisk bestod af folkemelodier, teatermusik, egne kompositioner blandet med tidens populære melodier fra såvel ind- som udland, blev som oftest spillet efter gehør, og selvom der er overleveret mange håndskrevne nodebøger, de såkaldte ’spillemandsbøger’, har noderne i mange tilfælde blot fungeret som støtte for hukommelsen og som en slags melodiskelet. Spillemanden satte sit eget individuelle præg på dette ‘skelet’ ved hjælp af forsiringer og forskellige friheder, både hvad angår rytmik og melodik – musikalske præg, der i reglen var bestemt af såvel spillemandens tekniske evner som hans temperament og geografiske tilhørsforhold.[9] Blinde Anders’ violin har tydelige slidmærker på sin hals, men ikke udpræget på sit gribebræt, hvilket indikerer, at han ikke har flyttet sin hånd særlig meget, når han spillede – ’gået i stilling’ som det hedder i fagterminologien – men tværtimod har haft en ret statisk håndstilling. I videre forstand peger dette på, at hans tekniske niveau som violinist har været moderat. At det forholder sig sådan, reducerer dog ikke mindet om ham. Ud fra overleverede vidnesbyrd – herunder Carl Nielsens – hersker der ingen tvivl om, at Blinde Anders var en særdeles populær musiker med en enestående evne til at tryllebinde sit publikum.
Violinen er doneret til Odense Bys Museer af Gunnar Hounsgaard, som har haft den i eje siden 2. verdenskrig. Han arvede den efter sin morbror Jan Fjelking, som i sin tid havde faet overdraget instrumentet efter sin far Rasmus Nielsen (1845-1932), der var lærer i Sønder Nærå fra 1869-1914. De præcise omstændigheder omkring, hvordan Blinde Anders’ violin er tilfaldet Rasmus Nielsen, kendes ikke. Fundet af nogle spillemandsbøger i Rasmus Nielsens dødsbo tyder på, at han selv dyrkede spillemandsmusikken – måske sammen med Blinde Anders og Niels ‘Maler’. I hvert fald beretter Esther Fjelking, som er barnebarn af Rasmus Nielsen, at der var nær forbindelse mellem de tre: Blinde Anders og Niels ‘Maler’ kom jævnligt i Rasmus Nielsens hjem, og de overnattede ofte her, når de havde spillet på egnen.[10]
Som nævnt indledningsvis blev også Carl Nielsens violin overrakt til Odense Bys Museer i forbindelse med jubilæet på hans fødselsdag. I forvejen har Odense Bys Museer i sine samlinger bl.a. Carl Nielsens signalhorn fra hans tid som militærmusiker, hans flygel og hans barneviolin. I mange år har museet ligeledes været i besiddelse af Carl Nielsens violinkasse og violinbue, men hidtil har det indhold, som violinkassen skulle rumme og beskytte – altså selve violinen – manglet.
Violinen var det instrument, Carl Nielsen stiftede bekendtskab med først. Det skete, da han var omkring 6 år gammel og slemt angrebet af mæslinger. For at få hans tid som sengeliggende til at gå hurtigere, lod moderen ham øve sig på en trekvartviolin[11]. Med sin – ifølge Carl Nielsen – klare røst sang hun forskellige melodier for ham, og disse forsøgte han efterfølgende at finde og gengive på violinen.[12] Der gik ikke lang tid, førend den unge Carl Nielsen var blevet så habil på sit instrument, at han kunne tage med sin far og kredsen af musikere omkring ham ud at underholde. Det var således som nævnt i dette selskab, at han fik sin debut som udøvende musiker og endvidere fik afprøvet sine første kompositioner. Violinen fulgte Carl Nielsen hele livet igennem. Bl.a. konkurrerede han sig i 1889 til en stilling som 2. violinist i Det kongelige Kapel; en ansættelse, der varede ved frem til 1905.
Carl Nielsens violin blev overrakt til Odense Bys Museer af Thor Holmboe. Han har selv arvet den efter sin far, komponisten Vagn Holmboe (1909-96). Venskabet mellem de to komponister – Vagn Holmboe og Carl Nielsen – blev knyttet i 1926, da Carl Nielsen i sin egenskab af lærer og bestyrelsesmedlem ved Det kongelige Musikkonservatorium i København hjalp Holmboe til optagelse her, skønt der var lukket for tilgang.
Efter Carl Nielsens død i 1931 tilfaldt violinen i første omgang hans yngste datter, billedkunstneren Anne Marie Telmányi (1893-1983). Hun fortsatte det venskab, der var grundlagt af Carl Nielsen og Vagn Holmboe. I årene 1961-68 udførte Telmányi tre portrætter af Vagn Holmboe, og det var ved færdiggørelsen af det sidste af disse, at hun forærede ham sin fars violin. Thor Holmboe, der dengang blot var ni år gammel, var til stede og husker denne begivenhed særlig klart. Han fortæller herom:
“Da det sidste penselstrøg var lagt, forlod Anne Marie kortvarigt rummet. Da hun vendte tilbage, havde hun en violin i hånden. Med ordene: “Det har været min fars violin, og den skal du have Vagn, for så er ringen sluttet” skiftede instrumentet ejer. ”
Violinen er formentlig bygget i Saxen omkring 1825 af et medlem af familien Seidel. Da violinen er bygget til det kommercielle marked, er det svært at indkredse dette mere præcist. Den har i mange år prydet væggen i Vagn Holmboes arbejdsværelse, men grundet stor velvilje fra Thor Holmboes side og et rundhåndet tilskud fra Kulturarvsstyrelsen er det nu lykkedes Odense Bys Museer at få violinen tilbage til den tomme violinkasse. I fremtiden vil violinen få plads i Carl Nielsen Museet i Odense.
Det er en stor glæde, at såvel Blinde Anders’ som Carl Nielsens violin nu befinder sig i Odense Bys Museers samlinger. På hver deres måde – og på hver deres museum – kan de bidrage væsentligt til at puste nyt liv i historien om Carl Nielsen og hans musik; en historie, der netop i disse år rettes stadig mere fokus på. I Odense ses denne tendens blandt andet gennem tiltag til et “Carl Nielsen Center”, der skal rumme et nyt musik- og teaterhus samt et nyt musikkonservatorium. Ligeledes lægges der op til en gennemgribende fornyelse af Carl Nielsen Museet. Denne mere målrettede satsning på Carl Nielsen-området skal kulminere med komponistens 150-årsdag i 2015.
