Da Carl Nielsen Museet åbnede i Odense i 1988, var det med en udstilling, der viste en lang række af de ypperste genstande fra museets store samling omhandlende Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk. I snart 19 år har udstillingen fortalt om to markante kunstnere omkring århundredeskiftet og deres vej ind i det moderne gennem en kronologisk opbygget plancheudstilling krydret med værker af Anne Marie Carl-Nielsen, Carl Nielsens instrumenter, nodepartiturer mv. og ind imellem også musik. Genstandene står der endnu og er stadig lige interessante, såvel som historien om de to store kunstnerpersonligheder er lige fantastisk. Det må dog erkendes, at selve udstillingens form og formidlingsmæssige faciliteter lader meget tilbage at ønske for den nutidige museumsgæst.
Forude, i 2015, venter 150-året for Carl Nielsens fødsel, og det skal naturligvis fejres. Det bliver ikke med et jubelår à la H.C. Andersen 2005, men snarere med en festlig markering undervejs i det øgede fokus på ægteparret Carl Nielsen, der gerne skulle opbygges i løbet af de kommende år. Det første skridt i retning af et nyt Carl Nielsen Museum er allerede taget i skrivende stund: Museet bevarer sin nuværende placering, men snart går museumsfolk og håndværkere i gang med at udforme et nyt indgangsparti til museet samt omdefinere dele af dets indre for at skabe plads til at fylde endnu mere musik i huset: Dette bliver bl.a. i form af en museumsbutik med et bredt udvalg af klassiske indspilninger generelt og en hel masse Carl Nielsen-musik især. Der skal også skabes sammenhæng med den levende musik, Symfoniorkestret, på den anden side af de røde mure. I første omgang med et fælles billetsalg til de to, museet og koncerthuset, placeret i Carl Nielsen Museet, og på sigt naturligvis i det frugtbare samspil mellem de to institutioner, der allerede er på stedet, det kommende musik- og teaterhus og det nye musikkonservatorium, der skal opfores, hvor parkeringspladsen i dag blot danner en trist og grå baggrund.
Alt dette handler meget om musik, og det er åbenlyst, at den kan der næsten ikke blive for meget af i denne sammenhæng. På den lange ønskeliste over mere musik i huset står således også opførelsen af et kraftfuldt lyrisk stykke, betitlet Musikkens Genius. En eventuel opførelse udelukker på ingen måde heller at opfylde en anden fremtidig målsætning, nemlig at skabe langt mere plads til den anden store kunstner repræsenteret i museet, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Værket er da heller ikke på noder, men udført i skulpturel form og netop skabt af Anne Marie Carl-Nielsen som et mindesmærke for Carl Nielsen i København; det er måske bedst kendt under navnet Grønningen-monumentet.
I en tidligere artikel i Fynske Minder[1] er det forsøgt at give et billede af det store arbejde, Odense Bys Muser i 2005 har iværksat med at registrere og fotografere hele Anne Marie Carl-Nielsens værk i Danmark såvel som i udlandet med en understregning af, at dette naturligvis kun er et første, men grundlæggende skridt i retning af at gøre denne store danske billedhugger langt mere synlig. En opstilling af Musikkens Genius i regi af Carl Nielsen Museet er at tænke sig en meget bogstavelig form for synlighed, for det er et værk, der fylder både i størrelse og indhold: Værket er godt 2,4 meter højt, uden sokkel, og det bærer et uomgængeligt vidnesbyrd om Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske sprog – den kraftfulde omgang med form og materiale og ikke mindst dimensioner, som hun gang på gang udfordrede uforfærdet – og det er endvidere udtryk for Anne Marie Carl-Nielsens ypperste monumentale form: Foreningen mellem dyrets urkraft og menneskets ånd som oftest samlet i koblingen mellem hest og menneske. Et symbolsk og værdigt minde over ikke bare én, men to vigtige kunstnere.
Originalværket har siden 1939 været opstillet i bronze i den grønne trekant mellem Store Kongensgade og Grønningen i København. Det forestiller en panfløjtespillende nøgen yngling til hest. Der er ikke tilstræbt en portrætlighed med Carl Nielsen, dette var for Anne Marie Carl-Nielsen ikke det væsentlige i denne kontekst, men ynglingen bærer dog umiskendeligt en række nielsenske træk, og nok har hesten ikke vinger, men er dog, som også Anne Marie Carl-Nielsen selv har udlagt det, Pegasus, den normalt vingede hest, som traditionelt er symbol på den poetiske inspiration. Her er ynglingen udstyret med en panfløjte for også at medtage musikken i dette poetiske felt, og værket er fanget i det sitrende øjeblik, inden denne vingeløse Pegasus sætter af – i den pause, musikken også skabes af – mens ynglingen lytter "…efter Blæsten og Vejret".[2] Kun få meter fra monumentet finder man Den frie Udstillings bygning, hvor Anne Marie Carl-Nielsen udstillede næsten hvert år,[3] og også her, på bygningens gavl, finder man i forgyldt relief en yngling på en Pegasus. Motivet hertil blev undfanget i 1897 af Anne Marie Carl-Nielsens gode ven, maleren, billedhuggeren m.m. J.F. Willumsen[4], i forbindelse med tegningerne til Den frie Udstillings træbygning opført ved den daværende Aborreparken (nuværende Vesterport Station) i 1898. Her kom det i forgyldt relief til at pryde byggeriets gavl over indgangspartiet. Da Willumsen ikke selv mente, at han kunne tegne heste, fik han hjælp til dette af kollegaen Theodor Philipsen[5], mens han selv tog sig af kompositionen og udformningen af ynglingen, og resultatet blev ifølge en anmeldelse i Vort Land fra samme år på alle måder strålende: “… et stort Billedskærerarbejde i straalende Farver: Pegasus, Poesiens, Fantasiens vingede Hest, redet af en nøgen begejstret Yngling, der løfter den ene Haand i Vejret i vinkende Extase”.[6] Willumsen brugte desuden motivet i udformningen af en plakat betitlet “Den unge Kunstner rider Pegasus over Danmarks Land paa en tidlig Sommermorgen” udført for kunstnersammenslutningen Den frie Udstilling. Også her kæmpede han med udformningen af hesten og fik hjælp og vejledning af en anden af sammenslutningens medlemmer, Lorenz Frølich[7], der også senere arbejdede med motivet.[8] Da Den frie Udstilling flyttede til bygningen ved Østerport Station i 1914, flyttede relieffet naturligvis med – her i første omgang i en kobberbesat udgave.[9]
Selve motivet som type er dog ikke Willumsens værk. Pegasus er den græsk-mytologiske figur, der udspringer af Medusas blod, da Perseus halshugger hende, og det fortælles desuden, at det var dens hovslag, der på Helikon, musernes tilholdssted, fik kilden Hippokrene, det vil sige musernes inspiration, til at udspringe fra klippen, og den er et gammelkendt symbol på den frie kunst. Motivet har altså været kendt for Anne Marie Carl-Nielsen, sandsynligvis også fra andre værker i kunsten, og har i den nære kontekst så at sige været det ultimative symbol på den frie (danske) kunstnerånd. En kobling til Carl Nielsen fandt hun dog først umiddelbart inden hans død. En aften på herregården Damgaard ved Lillebælt sad Carl Nielsen som vanligt og spillede: “Og naar han saadan satte sig til Klaveret og spillede, var der noget magisk over ham, en Fortryllelse, det var, som om han med sin Musik skabte Visioner. Man saa Landskaber for sig, Skove og Marker, Skyer og de sære Fugle jeg snakkede om før”,[10] og dette brus af naturen og den frie ånd samlede sig efter Anne Marie Carl-Nielsens eget udsagn i billedet af ynglingen på Pegasus.
Carl Nielsen Museets udgave af Grønningen-monumentet er ikke i bronze, men så at sige det tætteste, man kommer på. Der er tale om en originalmodel i gips, hvilket betyder, at netop denne udgave har været brugt til at lave de forme, efter hvilke bronzeudgaven på Grønningen er blevet støbt, så tættere på det endelige værk kommer man altså ikke. Via midler fra Kulturarvsstyrelsens sum til genstande af “Enestående National Betydning” er gipsudgaven i efteråret 2006 desuden blevet restaureret af konservator, stukkatør Jørgen Bau og mangler nu kun at blive samlet til en hel figur. Da den netop er en model til det videre støbearbejde. I dag forefindes den kun stykvis: Hestens krop for sig, figuren for sig etc. Det ville være en fantastisk glæde en dag at kunne se dette værk samlet – måske altså i forbindelse med det nye Carl Nielsen Museet – selv i modelformen, da den om muligt endnu tydeligere giver et indblik i det enorme arbejde, der ligger til grund for det endelige monument. Et arbejde, der ikke blot er af fysisk karakter, men også handler om værkets tilblivelse og overlevelse i det hele taget. I dag er Grønningen-monumentet i København en integreret og naturlig del af bybilledet, men det var nær ved aldrig at blive realiseret.
Da Carl Nielsen døde i 1931, begravedes han som en mand af folket. Et overvældende antal mennesker gav ham en sidste hyldest ved den store begravelse i Vor Frue Kirke 9. oktober 1931. Lige så fyldt kirken var på denne dag, lige så stort føltes tomrummet efter ham, og snart herefter rejste sig ganske naturligt et behov for at sætte ham et varigt minde i København, hvor han havde boet det meste af sit liv. Allerede i november 1931 udsendte man således en støtteerklæring underskrevet af “Venner af Carl Nielsens Kunst”, der blev den samlende betegnelse for en række fremtrædende repræsentanter for det danske kulturliv, fortrinsvis fra højskole- og musikverdenen. På listen figurerede navne som Thorvald Aagaard, Finn Høffding, Bodil Neergaard og Helge Rode.[11] Komiteens fornemste formål var at skaffe et mindesmærke og dernæst for det beløb, der måtte overstige udgifterne til dette, at danne et “Carl Nielsen Fond”. Man nedsatte en komite, Arbejdsudvalget til Tilvejebringelse af et Mindesmærke for Komponisten Carl Nielsen, og til at udføre et sigende og smukt monument over komponisten pegede man naturligvis på Anne Marie Carl-Nielsen.
Kun få år tidligere havde Anne Marie Carl-Nielsen endelig sluppet den på alle måder enorme opgave at tilvejebringe ryttermonumentet for Christian IX, der opstilledes på Christiansborg Slots Ridebane i november 1927. Næsten 20 år gik der med arbejdet på dette monument, hvor hun konstant løb ind i økonomiske, administrative såvel som personlige kriser. Projektet var i høj grad også kendetegnet ved et livtag med selve den kunstneriske proces, og gang på gang måtte Anne Marie Carl-Nielsen her give køb på sine kunstneriske principper for blot antydningsvist at opretholde en form for enighed med komiteen bag monumentet og ikke mindst for at holde skindet på næsen rent økonomisk. Med Carl Nielsen-monumentet var der også lagt an til et stort projekt, dog helt uden sammenligning med ryttermonumentet, og da det alt andet lige stod hendes hjerte nærmere, takkede Anne Marie Carl-Nielsen ja til projektet, trods de bitre erfaringer med komiteopgaver.
Forløbet omkring Grønningen-monumentets tilblivelse kan følges gennem Anne Marie Carl-Nielsens mange noter, der i dag i vidt omfang er samlet i Carl Nielsen Arkivet på Det Kongelige Bibliotek. Alene antallet af gange, hun gennemspiller sagens akter og beskriver de involverede, vidner om, at hjertebarnet i perioder i høj grad også blev et smertensbarn. De følgende beskrivelser, citater m.v. begrunder sig fortrinsvist på arkivets materiale, og der vil kun ske direkte kildehenvisninger, hvor der er tale om breve eller andet tidsfæstet.
Ifølge Anne Marie Carl-Nielsens optegnelser fik hun til opgave at tage udgangspunkt i en stor natursten fra istiden, man havde hentet op fra Københavns Havn, idet man mente, at “…det urkraftige i Stenen paa en udmærket Maade symboliserede Carl Nielsens Kunst”. Herudfra udarbejdede Anne Marie Carl-Nielsen et udkast af den vingede Pegasus, poesiens symbol, lettende med musikkens genius, den fløjtespillende yngling, på ryggen fra netop denne enorme sten. Med hjælp fra stadsdirektøren fik hun indfotograferet monumentet i naturlig størrelse, dels på Grønningen, dels på en placering ved Nyhavn. Hun indhentede desuden tilbud på bronzestøbning ved sin gennem tiden oftest brugte støber, Lauritz Rasmussen, i København. Denne kunne 3. juni 1932 tilbyde at støbe skulpturen i 2,4 meters højde for 6.500 kr.
Alt dette forelagdes komiteen, der dog ikke umiddelbart responderede. 8. december meddeltes Anne Marie Carl-Nielsen da, at man fra komiteens side havde bekendtgjort Havnevæsenet, at man alligevel ikke fandt anvendelse for stenen. Grunden var enkel og på sin vis i den gode sags tjeneste, for blot få dage inden, den 3. december, havde komiteen fra Pladsarkitektens kontor modtaget et brev, underskrevet Kaare Klint, Poul Holsøe og Aksel Jørgensen,[12] at man ved anvendelse af den store sten i monumentet “Ikke mener at kunne udpege nogen Plads inden for Københavns Kommune, hvor nævnte Sten vil kunne opstilles.” Komiteens afvisning af stenen herefter var selvfølgelig et forsøg på at redde projektet fra forvisning, og der var da også internt uenighed om det passende i at opstille en bronzeskulptur på en uforarbejdet sten midt i København. På den anden side af bordet følte Anne Marie Carl-Nielsen dog forståeligt nok stor fortørnelse over, at alle disse ting fik lov at ske uden hendes vidende, og at man på den måde uden varsel redefinerede rammerne for værket. Det største chok for hende kom dog, da hun 26. december 1932 i Berlingske Tidende kunne læse følgende erklæring fra komiteindsamlingens kasserer, overretssagfører Holger Zahle[13]: “Vi har endnu ikke kunnet foretage nogen Henvendelse til en Kunstner om det paatænkte store Carl Nielsen Monument”, og hun indvender i sine notater følgende: “Hvorledes kan en saadan Erklæring fremkomme efter at man i over et Aar, efter Komiteens Opfordring har ladet mig arbejde med Opgaven, har holdt samlede Komitemøder om Skitzen jeg har udført, og har afgivet Skrivelser om dette Emne?” .
Også andre steder fra var der stadig stemning for at beholde stenen som udgangspunkt og eventuelt lade den, tilsat en eller anden form for udsmykning, udgøre monumentet. Således skrev borgmester E.C. Kaper[14] 31. maj 1933, at han følte sig sikker på at kunne få Kommunalbestyrelsen til at skaffe en passende plads for stenen. Som man dog kan erfare af formand for Dansk Tonekunstnerforening og tillige formand for komiteen, Hakon Børresens[15], brev blot en uge senere, har denne model ikke tiltalt Anne Marie Carl-Nielsen. Børresen understregede, at det var på tide for komiteen at nå til intern enighed: “Vil den modtage Tilbudet om opstilling af Stenen som grundlag for Mindesmærket, hvad der aabenbart er Stemning for paa Raadhuset, eller vil den med tak afstaa Tilbudet, der ikke let kommer igen”.[16]Børresens opstandelse lå både i frygten for, at monumentet ikke blev til noget og måske ikke mindre i tanken for hans eget omdømme i forhold til de ventede efterfølgende bebrejdelser: “Hvorfor afslog man dette Tilbud? Det kunde være blevet et smukt og ejendommeligt Minde om Carl Nielsen, og De som Kunstner burde da forstaa, at Fru Carl Nielsen ikke straks var i Stand til, saa at sige paa Kommando at indstille sin Fantasi paa en anden Løsning end hun havde tænkt sig.”[17]
Omkring juni 1933 var hele projektet ved at gå endeligt i stå, og 15. juni modtog Anne Marie Carl-Nielsen en udtalelse fra komiteens arbejdsudvalg, at man ikke kunne tilslutte sig det foreliggende korrigerede udkast,[18] men at man dog ville forsøge at fastholde kommunens interesse for sagen. For Anne Marie Carl-Nielsen blev dette blot et uvelkomment deja-vu af de beklagelser og den administrative ufremkommelighed, hun erfarede under arbejdet med rytterstatuen. I juli forkastedes brugen af naturstenen endeligt, og fem måneder senere besluttede hun derfor at tage sagen i egen hånd. Anne Marie Carl-Nielsen søgte, efter opfordring internt i fondet, yderligere midler – ud over de bevilgede 10.000 kr. fra komiteen – hos Ny Carlsbergfondet, og omkring maj 1935 tilførtes projektet herfra yderligere 5.000 kr.[19]
Behovet for en egentlig kontrakt mellem Anne Marie Carl-Nielsen og komiteen var på dette tidspunkt ved at være essentielt for begge parter, og den drastiske prisudvikling på materialer som bronze gjorde det ikke mindre. 5. april 1934 kunne bronzestøber Rasmussen meddele, at støbningen nu ville beløbe sig til 8.500 kr., og i vinteren fremsendte komiteen det, der skulle blive ét af utallige kontraktforslag.
I dette første udkast oplistede man en række forhold, der for Anne Marie Carl-Nielsen virkede så besynderlige, at hun besluttede sig for at forelægge Billedhuggersamfundet kontrakten. Dansk Billedhuggersamfund, som hun i øvrigt selv var medstifter af i 1905,[20] frarådede hende på det kraftigste at underskrive.
Blandt de krav, der stilledes fra komiteen, var, at Anne Marie Carl-Nielsen også tog ansvaret for selve pladsens istandsættelse (2. udkast). Denne passus blev i et senere udkast rettet til “Pladsens Istandsættelse og Omformning er Kunstnerinden uvedkommende” (september 1936), men det var blot en af mange formuleringer, der medførte, at der gennem flere år blev udvekslet kontraktudkast komiteen og Anne Marie Carl-Nielsen imellem. I et andet udkast hed det f.eks., at hvis ikke det samlede monument stod færdigt senest tre år efter underskrivelsen af kontrakten, var “…Arbejdsudvalget berettiget til at lade en anden Kunstner fuldføre Mindesmærket paa Grundlag af det foreliggende Arbejde, alt for Kunstnerindens Regning…” Dette fik Anne Marie Carl-Nielsen ændret til “…en anden Kunstner, der inden 3 Uger vælges af Kunstnerinden og godkendes af Arbejdsudvalget…” (maj 1936). Anne Marie Carl-Nielsen løb med kontraktudkastenes krav desuden ind i det fra ryttermonumentet kendte problem, at komiteen forventede, at hun udelukkende arbejdede på det bestilte værk, mens hun selv fastholdt, at hun grundet den stramme økonomiske ramme, projektet var underlagt, så sig nødsaget til at have andre værker i produktion sideløbende. Ud over en række dyre-statuetter udførte hun i denne periode også den atletiske Uffe (Kolding Bypark, bronze), portrætbusten af R.C. Effersøe (Torshavn, Færøerne, bronze), Den lille pige med svovlstikkerne (Fyns Kunstmuseum, gips) og naturligvis ikke mindst Carl Nielsen monumentet, Fløjtespilleren, placeret tæt ved komponistens barndomshjem ved Nr. Lyndelse på Fyn (Præstegårdens have, Nr. Lyndelse, bronze, samt Fyns Kunstmuseum, gips). Her var også tale om et komite-bestilt værk, men forholdene var dog politisk set langt mindre anspændte, og projektet blev måske derfor både økonomisk og kunstnerisk mere ligetil. I Anne Marie Carl-Nielsens senere nedskrevne notater over Grønningen-forløbet kommenterede hun disse langstrakte forhalinger og forhandlinger: “Jeg tror neppe man havde budt nogen anden Billedhugger hvad man har budt Carl Nielsens Hustru” og andetsteds: “hvorfor har der ikke kunnet bydes mig en almindelig enkelt Billedhugger Kontrakt.[?| – og de samme Vilkaar som andre Billedhuggere[?]”. Samme bøn rettede hun i øvrigt til komiteen så sent som 12. januar 1938. Senere samme måned nåede man endelig til enighed, og kontrakten godkendtes af magistraten 22. april samme år.
Godt otte år efter monumentet blev iværksat, kunne man 17. december 1939 ved en stilfærdig højtidelighed afsløre mindesmærket på Grønningen i København. Naturstenen var udeladt og afløst af en sokkel, skabt med hjælp fra arkitekten Ivar Bentsen[21] og med ordlyden “f. FYEN 1865/ d. KØBENHAVN 1931” indhugget på den ene side, på den anden “REJST FOR/ CARL NIELSEN”. Væk var også vingerne på Pegasus, som trods deres umiddelbart essentielle funktion for værket heller ikke var faldet i komiteens smag. Der var dog ikke tale om en stækket udgave af hverken værk eller kunstner. Anne Marie Carl-Nielsen tog i stedet elementet med de manglende vinger som en udfordring mere end et nederlag -nogen ville måske indvende, at hun gjorde en dyd af nødvendigheden: “Hvis jeg ikke kan lave en Hest, der gaar i Vejret uden Vinger, duer jeg ikke!” udtalte hun i 1943 med det hele lidt på afstand.[22] I sidste ende lykkedes det for Anne Marie Carl-Nielsen at skabe et mindesmærke, som hun selv var meget tilfreds med, og som hun tilbagevendende refererede til som det arbejde, der stod hendes hjerte nærmest, fordi hun her fik udtrykt Carl Nielsens væsen og altså opnåede, “…at fæstne det flygtige i Musiken i hans Arbejde. Han var ingen Virtuos paa noget Instrument. Han dyrkede ikke Haandværket eller den tekniske Korrekthed. Men Musiken, den hellige Ild, Flammen fra Himlen, Tonen fra Menneskesinde[t]s hemmelige Dybder lyttede han efter i hele sit Liv, det flygtige og dog evige!”[23] som det hed i de floromvundne vendinger, der blev symptomatiske for savnet af den store komponist.
Man kunne med en Anne Marie Carl-Nielsensk vending indvende: ‘Hvis ikke vi kan skabe synlighed uden brug af et over 2 meter højt kunstværk, duer vi ikke’, men værket her er netop ikke blot stort i fysisk forstand. Det er et flag, der kan sættes i jorden som markering af de mange facetter i Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk i største forstand. Musikkens Genius er et fornemt eksempel på hendes kraftfulde og uforfærdede omgang med motiver, dimensioner og materialer, den kunstneriske proces set i et professionelt perspektiv, hvor også en bestiller skal tages i ed, og et bevis for hendes kompositoriske talent. Værket bærer også (kulturhistorien om en kvindes kamp for kunstnerisk berettigelse i en mandsdomineret verden, og sidst men ikke mindst er Musikkens Genius et udtryk for Anne Marie Carl-Nielsens dybtfølte respekt for og store kærlighed til sin mand, Carl Nielsen. Dette smukke mindesmærke kunne være en spektakulær, ja, men også værdig markering af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens store betydning for det danske kulturliv generelt og af de nye toner, der de kommende år vil lyde fra Carl Nielsen Museet i Odense især.