En bidende kold og forblæst 22. januar 2007 kunne man se to sammenbidte mænd bakse med en sten i strandkanten ved Skaghorn på den nordvestlige del af halvøen Helnæs (fig. 1). Baggrunden var den, at Kurt Christensen, Ebberup, få dage forinden havde henvendt sig til Odense Bys Museer angående et fund, han havde gjort på en spadseretur ved stranden. Han mente, at der muligvis var tale om en såkaldt skålsten. Vi satte hinanden stævne på Kurt Christensens bopæl. Man kunne konstatere, at der her var tale om en ivrig samler med en større privat samling af opsamlede forhistoriske stenredskaber, og dermed en mand med et skarpt øje.
Her stod vi så i strandkanten og forsøgte ved fælles hjælp at vende den omtalte sten, som nu lå delvist under vand. Og ganske rigtigt, da stenen blev vendt, dukkede et mylder af de velkendte skåltegn frem på stenens flade. En stolt finder, som fortjener den største ros, havde gjort et usædvanligt flot fund af en skålsten fra bronzealderen (fig 2).[1]
Skålstenen er ca. 64 × 45 cm med 40 menneskeskabte indhuggede skåltegn/gruber — ca. 2-3 cm brede og 0,5 cm dybe, cirkelrunde gruber – fortrinsvist placeret på to let buede rækker over hinanden og herover umiddelbart mere tilfældigt spredt mod stenens let spidsformede top (fig. 3).
I toppen af skrænten —så at sige bag ved fundstedet — omkring 5 meter oppe, kunne ses en tydelig sortfarvning i den gule lerede undergrund under muldlaget. Der var ingen tvivl om, at der var tale en forhistorisk “kogegrube” med trækulsfarvet jord.[2] Der er tidligere gjort fund af sådanne gruber omtrent samme sted i skrænten. Amatørarkæologer udgravede en grube for Odense Bys Museer i 1996.[3] Den indeholdt bl.a. lerkarskår fra bronzealderens periode V-VI (omkring 700-500 f. Kr.). Fra endnu tidligere tider, nemlig 1939, blev der i samme skrænt gjort et fantastisk fund.
Dengang var den heldige finder en lokal landmandssøn på strandtur. Ca. 1 meter under markoverfladen i en delvis ødelagt stenpakning dukkede et fornemt votivfund frem, bestående af et sæt halsringe, to hængekar, tre manchetter og en spiralarmring (fig. 4).[4] Et offerfund af fornemme bronzesmykker fra bronzealderens periode IV (omkring 1100-900 f. Kr.) havde atter set dagens lys.[5] Det er således indiskutabelt, at der på den dyrkede mark oven for skrænten har eksisteret en bosættelse fra den yngre bronzealder[6] Desværre er fortidsminderne alvorligt truet af destruktion. Denne gang ikke så meget af moderne pløjning som af kysterosionen, der hvert år tager en ny bid af skrænten og dermed også af bopladsens spor, som den gjorde det for næsten 70 år siden, da det fine bronzedepot trillede ud af skrænten, og som den har gjort det for nylig, da skålstenen trillede ned fra bopladsen, og lagde sig i strandkanten.
Der er registreret langt over 1000 skålsten i Danmark, heraf tegner Fyn sig for 157 fund (fig. 5).[7] I Danmark er skåltegn hovedsageligt fundet på helleristningsfelter på fast klippe på Bornholm, men forekommer også på større og mindre løse sten i hele landet, hvor de enten optræder sammen med helleristninger eller alene som på Skaghornstenen. “Lommeskålsten” er benævnelsen på endnu en fundgruppe bestående af små skålsten – oftest kun med en eller to skålgruber. Endvidere ses skåltegnene indhugget på sten, som er knyttet til grave fra bondestenalderen og bronzealderen.
De ældste fund af skålgruber er måske næsten 6000 år gamle.[8] Oftest er indhugningen foregået på de store gravkammer-sten, som anvendtes i dysser og jættestuer i den ældre bondestenalder. Et bemærkelsesværdigt eksemplar er dækstenen på Rolfsted-dyssen ved Ferritslev på Østfyn; den er spækket med skålgruber (fig. 6).[9] Mange af skåltegnene er ikke nødvendigvis skabt samtidig med gravlæggelsen, men kan være udført langt senere i bronzealderen. Denne betragtning beror på to ting; da mange af de gamle gravkammersten kan have været mere eller mindre blottet allerede i bronzealderen, var det naturligt at anvende dem på samme måde som de blotlagte klippeblokke på Bornholm, nemlig til indhugning af skåltegn og andre ristningsmotiver. Ligeledes er skåltegnet fundet på bronzealdergravenes randsten – de tætstillede, lodretstående sten, der har dannet en såkaldt randstenskæde, som i en cirkel har omsluttet gravhøjen. Her er stenenes flade anvendt på samme vis som bondestenalderens gravsten, nemlig til ristningssymboler, der var knyttet til bronzealdermenneskets religiøse forestillingsverden.[10]
Skålsten og helleristningsmotiver i det hele taget ser ud til at kulminere i bronzealderen (1700-500 f.Kr.), hvorefter de forsvinder på overgangen til førromersk jernalder.[11]
Som et lille kuriosum skal det nævnes, at de gamle “hellige” sten iblandt er blevet genbrugt i senere perioder af forhistorien. Et eksempel fra vikingetiden er den store runesten fra Glavendrup øst for Skamby på Nordfyn (fig. 7). Mellem en af Danmarks længste runeinskriptioner ses tydelige indhuggede skåltegn, hvilket vidner om, at de gamle skålsten – sandsynligvis bevidst – blev genbrugt.[12] Vi får aldrig at vide, hvilken betydning den gamle sten har haft for ejeren eller runeristeren i vikingetiden. Flere ting – bl.a. skålsten indmuret i kirkernes ydermure,[13] og gravhøjenes inkorporering i kirkegårdsdiger og på selve kirkegården – giver os en forståelse af, at man for omkring 1000 år siden rent faktisk bevidst indlemmede fortiden i nutiden. Så sent som i 1920’erne findes veldokumenterede beretninger om genbrug af skålgruber fra landområdet omkring Enköping, nordvest for Stockholm. Landbokvinder ofrede bl.a. dyrefedt gnedet rundt i skålgruben (almindeligvis kaldet älvkvarn/elvkværn) for at mildne elverfolket, hvis hævn man ikke ønskede at påkalde sig, og ligeledes ofrede man for helbredelse af diverse sygdomme.[14]
Ingen anden periode af forhistorien giver os et så fantastisk indtryk af et naturfolks religion som netop bronzealderen. Den nordiske bronzealderreligion – den ensartede ikonografi – har en geografisk udbredelse, som svarer til Danmark, store dele af Norge og Sverige samt Nordtyskland.[15]
Offerfund af genstande som bronzelurer, bronzekedler, guldskåle med hestehåndtag, hjelme med horn og solvognen samt kultbygninger fundet i forbindelse med gravhøjene, er eksempler på den mangfoldighed af rituelle/kultiske genstande og handlinger, som var knyttet til bronzealdermenneskets forestillingsverden. En “religiøs billedbog” af ristningsmotiver på sten og klippeflader samt indridsede motiver på rageknive fundet i mandsgrave, viser os, at disse mennesker først og fremmest dyrkede solen, og at denne blev trukket over himmelhvælvingen med hjælp fra enten hesten eller skibet.[16]
Tolkningen af skålstenene/skålgruberne bliver til stadighed diskuteret, og med rette, da skålgruben er det hyppigst benyttede motiv hugget i sten. På helleristningsstenene ses skålgruben ofte som en integreret del af motiver som skibe, menneskehoveder, hjulkors (soltegnet) og lignende. Stregfurer i kombination med skålgruber ses ligeledes i næsten “morsekode-lignende” bånd (fig. 8). Skålgruben optræder også uden umiddelbar relation til andre motiver på samme sten, enkeltvis eller i større og mindre gruppeformationer, men er – for nutidens “læser” – oftest spredt tilfældigt rundt mellem billedristningerne.
Skal vi give et kvalificeret gæt på, hvad skåltegnene på Skaghornstenen symboliserer, vil det være nødvendigt at fremlægge flere teorier, som vi efterfølgende skal kigge nærmere på.
En af mange tilgange til emnet har bestået i at fokusere isoleret på selve skålgruben. På en helleristningssten, fundet i et stengærde ved Engelstrup på Nordvestsjælland i 1873, ses en person med spredte ben og herimellem en skålgrube (Fig. 9). Netop gruben er et kendt religiøst symbol på kvindens køn og derfor tolket som et frugtbarhedssymbol. Mandens køn er gennem et markeret fallossymbol ikke til at fejltolke. Er alle skålgruber så frugtbarhedssymboler? Sandsynligvis ikke!
Andre forskere har hævet blikket fra selve gruberne for i stedet at se nærmere på skålstenenes relationer til samtidige fund og dermed deres placering i “bronzealderlandskabet”. Dette arbejde (bl.a. rekognoscering efter hidtil uopdagede skålsten), som har pågået i flere gamle uopdyrkede skovområder i Danmark, har afstedkommet formodninger om, at skålsten kan repræsentere grænsemarkører mellem bronzealderens beboelsesenheder.[17]
En anden teori knytter sig gennem arkæologiske udgravninger også til bronzealderens landskab – det sakrale landskab. Det er især de besynderlige lange rækker af kogestensgruber, som har givet arkæologerne anledning til hovedbrud (fig. 10).[18] Gruberne optræder både som enstrengede rækker, som parallelle rækker, eller som oftest i klynger.[19] De to første grupper synes at knytte sig til yngre bronzealder.[20] Kogegruberne kan være tilknyttet selve bopladsen, hvor de oftest fremtræder som spredte klynger mellem husene, men forekommer også på plateauer vendende ud mod vådområder, bl.a. med moseofringer, samt på lange rækker op mod gravhøje. De mange gruber er tolket som “ovne” til madlavning i forbindelse med større begivenheder, som kan være knyttet til kultfester.[21] På flere helleristningssten og skålsten ses både rækker (fig. 11) og grupperinger af skåltegn — som bl.a. de to parallelle buede rækker nederst på Skaghornstenen. Et eksempel med “rygende” skålgruber (fig. 12) forstærker teorien om, at skåltegnene kan være gengivelser af kogestensgruber.[22] Antagelsen forstærkes endvidere af mange andre ristnings-figurer i den kultiske tjeneste, såsom mænd med hjelme med horn blæsende på lurer eller med hævede kultøkser.
Endelig kan figur 11 ikke udelukkes at symbolisere en kampscene mellem mænd med hævede økser, hvor henholdsvis en og to krigere på hver side af skålgruberækken er vendt mod hinanden. I så fald kan skåltegnene måske tolkes som en territoriel grænse, hvilket leder tilbage imod teorien om skålsten i landskabet som grænsemarkører.
Den tredje teori, som skal fremlægges her, er uden tvivl den mest spektakulære. Fundet af en ca. 3.600 år gammel bronze-himmelskive på 32 cm i diameter fra Nebra i Mellemtyskland har bragt den såkaldte astro-arkæologi på banen. På himmelskiven ses den ældste gengivelse af kosmos, bl.a. med en forgyldt sol, en nymåne og en gruppe af stjerner – muligvis gengivelse af syvstjernen, plejaderne i stjernebilledet Tyren – samt flere mulige stjernebilleder.[23] Lignende grupperinger af skålgruber på helleristningssten er tolket som gengivelser af stjernebilleder som Cassiopeia, Lille- og Storebjørn (Karlsvognen), Orion,[24] Tvillingerne etc. (fig. 13).[25] Rækker af skålgruber er i den forbindelse tolket som en gengivelse af mælkevejen.[26] Er det muligt at se gengivelser af stjernebilleder indhugget som skålgruber på Skaghornstenen?
De to nederste skålgruberækker på Skaghornstenen har et let buet forløb, og med den største skålgrube (solen?) placeret centralt i den øverste række. Dette leder hen imod en tolkning, som ikke har med stjernehimmelen at gøre, men nærmere med et fra helleristningsstenene så velkendt motiv, nemlig skibet (Fig. 14, 15). I så fald for første gang udtrykt alene ved hjælp af skålgruber. De to skålgruber under skibet kunne i så fald illustrere et lille følgeskib (sammenlign med fig. 9). Der er udarbejdet et kronologisk/typologisk skibsskema på baggrund af en sammenligning mellem daterede skibsbilleder på rageknive og udaterede skibshelleristninger.[27] Her ses det, at bronzealderens skibe i periode III og IV skiller sig ud ved at have en let buet køl — som netop “Skaghornskibet” — hvilket tidsmæssigt stemmer overens med periode IV-depotfundet fra samme sted.
Tolkningen af et skib kan være direkte forkert, og man kan med rette spørge, hvad de resterende skålgruber så betyder? Et nok så vigtigt spørgsmål i den forbindelse er også, om de 40 skålgruber er skabt samtidigt eller over flere, ja måske mange, år. Spørgsmålene er mange, og fantasien har frit spil.
Stenen, hvor den stod, betød noget i kraft af sine skålgruber. Om det var en frugtbarhedens offersten, en territoriel grænsemarkør mellem beboelsesenheder, en gengivelse af kogestensgruber fra de rituelle fester eller måske gengivelser af det mørke univers’ lysende stjernebilleder, ja, det vides ikke. At skålsten også kunne være en slags kalendere eller opregning af afdøde familiemedlemmer, er bare få blandt mange lødige og langt mere underholdende teorier om skåltegnenes betydning. Vi vil imidlertid slutte med det allerede fremlagte og kort vende tilbage til Helnæs.
En atter regnfuld og forblæst 31. januar blev skålstenen så bjerget. En stor tak for hjælpen til lodsejer Torben Thomsen, Ebberup, der beredvillig stillede en rendegraver til rådighed, som kunne transportere den tunge sten op til en ventende museumsbil. Skaghornstenen, det “frosne øjebliksbillede” af bronzealdermenneskets indhuggede forestilling om – ja, om hvad? – er nu at finde i udstillingen “Det skabende menneske” på Møntergården, Overgade 48. Her indgår den i sammenhæng med fine bronzealderfund som bl.a. bronzedepotet fra Helnæs samt mange andre genstande fra hele forhistorien. Den nye udstilling er bestemt et besøg værd!