Hvis man vil indskrive sig på listen over rigets fortjente mænd og kvinder, er det som regel ikke nok at være fra Fyn – men det kan på den anden side heller aldrig skade.
Sådan gælder det også for en bondeknøs ved navn Rasmus Christensen, der blev født for 250 år siden, den 12. marts 1759, i en lille flække på Vestfyn. Gennem generationer var hans slægt runden af den fynske muld. Hans far, Christen Rasmussen, var fæstebonde ligesom hans farfar og oldefar før ham, og sådan kunne rækken være fortsat med vor lille bondedreng. Men det gjorde den ikke, i hvert fald ikke med ham, for faderen havde også et bogskab, hvis indhold lokkede mere end det slidsomme arbejde på marken. "Saa grisk jeg var efter at læse," fortæller bondesønnen selv, "saa treven og doven og kejthaandet var jeg til alt Slags for den Alder passende Bondearbejde, saasom at drive Plov, vejre Hø og passe Kreaturene."[1]
Bogskabet i landsbyen Nyrup i Ørsted Sogn – for her var det, fødselsdagsbarnet kom til verden – kan stå som overskrift over resten af hans liv. Hans far lod nemlig drengen, som senere tog navnet Nyerup efter sit fødested, læse videre, først hos degnen i det nærliggende Skydebjerg, der kunne græsk og latin, og senere på katedralskolen i Odense. Og med et par gode anbefalinger på lommen rejste han i 1776 helt til København, hvor han tog sin studentereksamen og lod sig indskrive ved universitetet.
København var langt væk dengang. Der var tre dages rejse fra Odense, og selv om Rasmus Nyerup fik tilsendt både penge og madvarer som smør, ost og gryn af sine forældre, var det svært at få økonomien til at hænge sammen for en ung mand, der lige var kommet til hovedstaden. For man skal jo leve, og det krævede ifølge Rasmus Nyerups minutiøse regnskab blandt andet en hat (2 rigsdaler), en hårpung (1 rigsdaler), et pund lys (12 skilling), brænde (3 rigsdaler og 2 mark) og "en Aften spist paa Frederiksberg" (2 mark) – samt, ikke at forglemme, en potte (6 skilling).[2] Men havde Nyerup ikke de store penge, havde han til gengæld sine gode forbindelser. Han kunne forevise anbefalingsskrivelser fra store mænd på Fyn til store mænd i København, og på den måde fik han forskellige stipendier og småjobs. For eksempel anbefaler den lokale vestfynske godsejer Nyerup til bibliotekaren ved Det Kongelige Bibliotek, der tager ham som personlig assistent og roser hans flid og dygtighed over for de rigtige personer – hvorefter Nyerup får den første ledige stilling på biblioteket. Og det er ikke noget enestående tilfælde. Alt tyder på, at Nyerup var meget bevidst om værdien af at kende de rigtige mennesker, og han står ikke tilbage for nogen nutidig networker, når han i forbindelse med ovennævnte karrieregenvej bemærker, at "Saaledes havde jeg opnaaet at faae Foden indenfor Bibliotheksdørren, og Vejen var aaben for mig til videre Fremgang".[3]
Og vejen er virkelig åben. I løbet af de næste 20 år stiger Nyerup, som i mellemtiden er blevet færdig med at læse, i graderne og bliver både universitetsbibliotekar, litteraturprofessor og provst ved Regensen, det vil sige leder af det gamle, ærværdige kollegium lige over for Rundetaarn. Han bliver en afholdt og etableret del af den akademiske verden, både fordi han er en særdeles produktiv forfatter og udgiver af bibliotekets skrifter, og fordi han bogstavelig talt bor, sover og arbejder i hjertet af det københavnske latinerkvarter. Hans embedsbolig på Regensen lå blot et stenkast og en tur i Rundetaarns sneglegang fra Universitetsbiblioteket, der dengang havde til huse på loftet af Trinitatis Kirke, og der er ingen grund til at tro, at Nyerup arbejdede mindre på sine gamle dage, end da han som ung medhjælper blev rost for tit at forsømme sin spisetime på grund af arbejdet med at katalogisere bøger.
Nyerup fortsætter med at høste anerkendelse, og da han benådes med ridderkorset af selveste kongen et par år før sin død i 1829, siger han selv, at hans "jordiske Lykke" har nået "sin højeste Spidse".[4] Men der er unægtelig også et gevaldigt spring fra den stavnsbundne fynske bondedreng Rasmus Christensen til den velestimerede københavnske kulturpersonlighed professor Nyerup. Nyerup mærker det selv bedst af alle. Midt i den festlige tummel af jubilæer og fødselsdagsfejringer i de sidste år af hans liv er det, som om han kniber sig i armen og spørger – er det virkelig mig, bondesønnen fra Fyn, som alt dette vederfares?
Selv om Rasmus Nyerup i den grad voksede sammen med det akademiske miljø i København, vedblev hans fødeø nemlig at indtage en betydningsfuld plads i hans liv. I 1784 udgiver han således hos sin ven fra Odense, bogtrykkeren Johan Frederik Schultz, et hyldestdigt til Fyn fra 1600-tallet, Jens Steen Sehesteds Det herlige og priisværdige Landskab Fyens billige Berømmelse, som han tilfældigt er stødt på i en bunke gamle papirer. Og året efter kommer han samme Schultz, der er taget til København året efter Nyerup, til hjælp i en af de mange sager om trykkefrihedens grænser, der dengang optog sindene.
Det er ikke så mærkeligt, at Fyn står i levende erindring i de første år, Nyerup tilbringer i hovedstaden. Mere bemærkelsesværdigt er det, at han holder fast i sin identitet som fynbo efter mange år i kongens København. Han glemmer ikke den gavn, han selv har haft af sine gode forbindelser, og hjælper unge fynboer, der kommer til storbyen, både slægtninge, venner fra hans hjemegn og andre, der opsøger ham. På grund af sin hjælpsomhed bliver han ligefrem kendt som "alle fynboers ven". Eller som det hedder i en sang til hans studenterjubilæum i 1826: "Vel blev han Provst i Kjøbenhavn; / Dog er han end den gamle Rasmus, / Hver Fyenboes Ven".[5]
En af de fynboer, han tog under sine vinger, var navnebroderen Rasmus Rask. Den unge sprogforsker kom til København i bombardementsåret 1807 og blev hurtigt opdaget af Nyerup, der skaffede ham en friplads på Regensen, antog ham som medhjælper på Universitetsbiblioteket og nød godt af hans sprogkundskaber i sin oversættelse af Snorres Edda fra 1808. Endnu finder Rasks navn ikke vej til oversættelsens titelblad, men Nyerup præsenterer ham begejstret i forordet:
"Alt dette vilde imidlertid ikke have forslaaet, og med mit ringe Bekjendtskab til det islandske Sprog skulde jeg aldrig have vovet at paatage mig dette Arbejde, hvis jeg ikke havde været saa heldig at kunne have Bistand af en islandsk Tolk. Denne Translateur, […] som jeg er glad ved at kunne anmelde for vor lærde Republik som en tilkommende Mystagog i den islandske Litteraturs inderste Helligdomme, er Hr. R.K. Rask, en ung Student fra Fyen".[6]
Det nære forhold mellem de to navnebrødre fortsætter de følgende år, ja, livet ud. Rask ledsager Nyerup på en skandinavisk rundtur, og da han selv vender tilbage fra en længere rejse til Indien, bor han hos Nyerup og overværer hans forelæsninger – der som emne har indisk litteratur og mytologi. Rask er tilmed lige ved at blive Nyerups svigersøn. Han bliver forlovet med hans yngste datter, men forlovelsen hæves efter kort tid, og ingen af dem bliver nogensinde gift. Nyerup omtaler beredvilligt Rask i sine erindringer, men karakteristisk nok kommer han slet ikke ind på forlovelsen. Lige så grundig han er, når det gælder emner fra hans professionelle liv, lige så fåmælt er han nemlig, når det drejer sig om hans privatliv. Det eneste sted i erindringerne, han for eksempel nævner sin søn, der døde som ung løjtnant på De Vestindiske Øer, er således i en fodnote.
En anden berømt fynbo, Rasmus Nyerup hjælper på vej, er den fattige konfirmand H.C. Andersen, der forsøger at gøre lykke i hovedstaden.
"Regentsprovsten, gamle Rasmus Nyerup, om hvem jeg fra Bunkeflods Huus vidste, at han var en Bondesøn, og havde gaaet i Odense lærde Skole," fortæller Andersen i Mit Livs Eventyr med henvisning til sin dannede genbo madam Bunkeflod fra Munkemøllestræde i Odense, "var jeg en Dag gaaet op til, fortalt, at ogsaa jeg var fra Odense; min Eiendommelighed tiltalte den gamle Mand, han fik Godhed for mig og paa Bibliotheket over Rundekirke [som Trinitatis Kirke ofte kaldtes dengang] lod han mig gaae om og see i Bøgerne, kun at ‘de sættes paa rette Sted’, og dermed var jeg i høieste Grad samvittighedsfuld, som med de mange Bøger med Billeder, han lod mig laane hjem."[7]
Nyerup og Andersen holder kontakten, da sidstnævnte et par år efter begynder på latinskolen i Slagelse. Den unge digter meddeler den gamle professor sine karakterer og sender ham prøver på sin digtekunst, som Nyerup gennemgår kritisk, men med et glimt i øjet. "Naar De lader Aanden faae Vinger," skriver han i et af sine breve blandt diverse sproglige rettelser af et digt, "saa kan De og give den tykke Kjæber, om ikke Basunerne med, som Englene sees i Skt. Knuds Kirke."[8]
En enkelt gang finder Nyerup dog den rejseskildring, Andersen har sendt ham, så vellykket, at han uden Andersens vidende får et stykke af den trykt i et københavnsk blad under titlen Fragment af en Reise fra Roeskilde til Helsingør. Offentliggørelsen vækker dog ikke Andersens udelte lykke. Uheldigvis har han nemlig også selv fundet rejsen så godt beskrevet, at han har sendt næsten enslydende breve til en hel række mennesker, der altså efterfølgende har kunnet se deres eget brev på tryk!
Rasmus Rask og H.C. Andersen er i dag kendt vidt og bredt. Det samme kan næppe siges om deres jubilerende velgører, men selv 250 år efter hans fødsel kan man stadig spore hans indflydelse på flere områder – og særlig på et enkelt, som han også selv fremhæver som en af sine største fortjenester. Og hvor hans fødeø igen spiller en vigtig rolle.
I august 1805 foretager han nemlig, som han skriver i et af sine breve, "en liden Excursion i den Provints Fyen".[9] Rejsen har et ganske særligt formål. Fra sit udgangspunkt i Nyborg tager han rundt på øen og gør holdt ved de lokaliteter, hvor han regner med at finde særlig interessante fortidslevn, som han kender fra sine studier, men gerne vil opleve ved selvsyn og have beskrevet nøjere. Mange steder finder han, hvad han søger – men alt for tit skuffes han noget så gebommerligt. På herregården Juulskov ved Nyborg er Juulskovstøtten, et berømt marmorkors fra 1400-tallet, således nogle år tidligere blevet kløvet itu for at blive brugt til anlægsarbejder, i Flemløse er samme skæbne overgået en runesten, og i Gråbrødre Kirke i Odense er man i gang med at omstyrte gravmælerne. Nyerup bliver nedslået over den manglende forståelse for værdien af fortiden, og han udvikler idéen om, at de truede oldtidsminder skal samles i et museum – et nationalmuseum.
Selve tanken er ikke original. Både i Sverige og i Frankrig har man allerede haft lignende planer, men det er Nyerup, der bliver dens afgørende talsmand i Danmark. Året efter sin rejse til Fyn udgiver han således fjerde bind af Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider, hvis undertitel er Oversyn over Fædernelandets Mindesmærker fra Oldtiden, saaledes som samme kan tænkes opstillede i et tilkommende National-Museum, og som fortale sætter han netop en beskrivelse af sin såkaldt "antiqvariske Fodrejse i Fyen".
Fodrejsen er spændende læsning. I rejsedagbogens form registrerer Nyerup, hvad han finder (og ikke finder), samtidig med at han hele tiden vender tilbage til spørgsmålet om, hvordan vi passer på de ting, fortiden har efterladt os. Men Nyerup er ikke kun den nysgerrige oldgransker. Flere steder i løbet af rejsen bliver han ledt bort fra sit oprindelige formål af selskabelig omgang med venner og familie, han ikke har set længe, og han må tage sig selv i det med et "Dog! det er jo en antiqvarisk Rejse, altsaa lad os for alting ikke glemme vore Oldsager". Og alligevel: Mens en provst leder efter et forsvundet oldtidsminde i Ollerup, "sad jeg i Krattet, og nød den skjønne Natur, da det netop dengang var en af de smukke Aftener som denne Sommer forresten var saa højst karrig paa".[10]
Vel tilbage i København ligger Nyerup dog ikke på den lade side. Efter offentliggørelsen af hans tanker om et nationalmuseum strømmer det ind med oldsager fra alle dele af landet, og Nyerup indretter på eget initiativ et lille museum med "Tordenkiler, Stenknive og Rimstave"[11] på Universitetsbiblioteket. Og så går det hurtigt – langt hurtigere, end Nyerup selv havde forestillet sig. I maj 1807 bliver hans projekt officielt blåstemplet, da kongen nedsætter en kommission til oldsagers opbevaring, der med Nyerup som sekretær sender spørgeskemaer ud til alle landets præster om, hvilke oldsager der findes i deres sogn. Det er oprettelsen af denne kommission, der regnes som Nationalmuseets grundlæggelse.
Nyerup fortsætter med at foretage en håndfuld antikvariske rejser, blandt andet endnu en til Fyn i 1814. Han udgiver en lille bog om turen, og det er stadig spændende læsning, men uden den pionerånd, der prægede den første rejse ni år forinden. Og et par år efter får bøgerne da også igen overtaget. En ny bogsamling skal katalogiseres, og Nyerup beder om at blive afskediget fra posten som Oldsagskommissionens sekretær. Først foreslår han dog som sin efterfølger en ung mand ved navn Christian Jürgensen Thomsen. Det skulle vise sig at være et heldigt valg, for ikke alene viser Jürgensen Thomsen samlingen frem "gratis for Alle og Enhver hver Torsdag, Vinter og Sommer, fra Klok. 11 til henimod 2",[12] som Nyerup anfører i sine erindringer – han udvikler også gennem sit arbejde med samlingerne som den første i verden det såkaldte treperiodesystem, der inddeler oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder.
Også de to protegéer Rasmus Rask og H.C. Andersen træder på hver deres måde i Nyerups fodspor. Da Nyerup dør i 1829, overtager Rask stillingen som universitetsbibliotekar, men når kun at beklæde embedet i tre år, før også han dør. H.C. Andersen, derimod, er først lige begyndt. Et par måneder før Nyerups død udgiver han sin debutroman, Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, der ud over transportformen imidlertid ikke har ret meget til fælles med Nyerups antikvariske rejse tilbage i Andersens fødeår. Andersen har nemlig været på udsalg hos den litterære retning romantikken, hvis "Griller og Fordomme"[13] Nyerup ikke gav ret meget for. Men det er en anden historie.
