Den sene del af ældre jernalder, ca. 200-500 e.Kr., var en opblomstringsperiode for det fynske område. Et småkongedømme ved Gudme-Lundeborg kontrollerede de meget væsentlige forbindelser mod de sydlige egne med ikke mindst det ganske vist falmende, men dog stadig mægtige romerrige som den væsentligste medspiller. Statussymboler i form af f.eks. romerske luksusvarer, guld og sølv flød i rigelige mængder i området. Prestigegenstandene blev bl.a. anvendt til at knytte alliancer med stormænd i andre dele af det fynske område. Stormændene kendes fra centerpladser omkring Ringe, Nyborg og, som det omtales i andre artikler i denne bog, et par steder rundt om Odense.[1] En våd og blæsende majdag i 2007 satte fundet af en mindre sølv- og guldskat i Fraugde Kærby øst for Odense startskuddet til opdagelsen af et nyt stormandssæde. Det er historien om skatten og stormandssædet, som skal berettes i det følgende.[2]
Fundstedet ligger ca. 1 km nord for Fraugde Kærby, 6 km øst for Odense og på grænsen mellem Fraugde, Åsum og Marslev sogn. Området udgøres af en omtrent plan, øst-vest-orienteret moræneflade, der er afgrænset mod vest og øst af vandløb. Vandløbene er sammenfaldende med de nævnte sognegrænser og skal sammen med øst-vest-gående lavninger mod syd og nord sandsynligvis tages til udtryk for afgrænsningen af lokalitetens ressourceområde (fig. 1).
Inden for det ca. 1,5 ha store undersøgelsesareal er afdækket tre store gårde. Det var desværre ikke muligt med sikkerhed at afgøre, hvilke gårde der har eksisteret samtidig. Men mest sandsynligt har billedet tegnet sig som vist på fig. 2; dvs. med to næsten lige store gårde mod nord – begge med et areal på ca. 2300 m2 – og en mindre gård med et areal på ca. 800 m2 syd herfor. Gården mod nordvest har en forgænger eller efterfølger på ca. 1600 m2. Mod vest har i mange år ligget et gartneri, hvorfor det ikke er muligt at følge oldtidssporene i dén retning, men mod de andre verdenshjørner kan bebyggelsen fortsætte. Gårdene er selvstændigt indhegnede og består hver af et hovedhus foruden en eller flere mindre bygninger. I de to nordlige gårdsanlæg er husene orienteret nord-syd, mens husene i den sydlige gård er orienteret øst-vest, som det er normen i jernalderen.
Hegnene om gårdene er såkaldte sadel- eller halvtagshegn. Indbygget i hegnskonstruktionerne kan forekomme en eller flere mindre økonomibygninger, såkaldte hegnslader.[3] I det nordøstlige gårdsanlæg er hovedhuset integreret i hegnets vestside. Såvel under halvtagshegnene som i hegnsladerne har man kunnet opbevare f.eks, brænde eller forråd.
Hovedhusene har to rækker indvendige stolper til at bære taget og en væg sat af to rækker af stolper. Centralt i huset ses indgangsrummet med to modsatstillede indgange. Derudover har husene indeholdt stalddel, bebobelsesdel, herunder evt. et arbejdsrum, og muligvis en lade i den ene gavlende.[4] Et karakteristisk træk ved hovedhusene er en tendens til krumme langvægge og rette gavle. Disse træk peger sammen med nord-syd-orienteringen frem i tid mod hustyper, som først for alvor vinder indpas flere hundrede år senere.[5] Hovedhusene er store, velbyggede anlæg med en bredde på mellem 5 og 6 m og længde på mellem 34 og 41 m. Dimensionerne gør dem til nogle af Fyns største huse fra perioden. I en fase af gårdsanlægget mod nordvest har såvel hovedhus som tilbygning spor efter et ildsted eller en ovn.
De små huse er overordnet set konstrueret som hovedhusene, blot er de generelt kortere og smallere, og stolperne også mere spinkle. Et usædvanligt lille hus ses centralt i det nordøstlige gårdsanlæg (fig. 3). Huset har tre sæt tagstolper, alle meget dybt nedgravede og kraftige. Væggen er sat af to rækker stolper, der yderligere er nedsat i en væggrøft. Forholdene kan antyde, at konstruktionen har været yderst kraftig og kan have strakt sig højt i vejret, måske kan bygningen ligefrem have haft flere etager. Huset har, som hovedhusene, krumme langvægge og rette gavle. Lignende huse kendes fra samtidige handels- og centralpladser, altså lokaliteter med træk, som hæver dem over de mere ordinære landbrugsbaserede bebyggelser. Fra disse særlige små huse stammer desuden i flere tilfælde særligt fine fund, og alt i alt tyder forholdene på, at anlæggene har haft tilknyttet særlige funktioner, måske som haller e.L, hvor gæstebud, rådslagning mv. kan have fundet sted.[6]
Til gårdene har der desuden været knyttet drikkevandsbrønde. Spredte forekomster af træ kan stamme fra brøndkasser, stiger e.l., men egentlige konstruktioner var ikke bevaret.
Som det er normen på datidens bopladser, er fundmaterialet meget sparsomt. I hovedhuset i den ene fase af det nordvestlige gårdsanlæg var der dog nedsat et fint miniaturelerkar i et tagstolpehul (fig. 4). Karret skal antagelig opfattes som et offerfund.[7] Fra samme hus stammer dele af en vævevægt. Endelig fremkom, som det skal omtales herunder, en mindre skat i det nordøstlige gårdsanlæg.
For at komme datidens levevis nærmere er der systematisk udtaget jordprøver fra samtlige tagstolpehuller samt en lang række andre anlæg som f.eks. brønde, væg- og hegnsstolper. Når jordprøverne hældes i vand, vil forkullede plantedele, de såkaldte makro-fossiler, flyde ovenpå og kunne skummes af. Ved gennemsyn i mikroskop kan eksperter bestemme, hvilke kornsorter, frø mv, som har omgivet bopladsen. De mange systematisk udtagede prøver giver en enestående mulighed for ikke alene at få et indblik i agerbruget på lokaliteten, men også i hvordan bopladsen og de enkelte gårde har fungeret og været indrettet. Endnu har prøverne ikke gennemgået en egentlig analyse, men blot et hurtigt kursorisk gennemsyn, hvor prøvens indhold er forsøgt vurderet ud fra en lille delprøve (fig. 5 og 6).
På baggrund af de foreløbige analyser fremgår det klart, at avnklædt byg har været den dominerende afgrøde, men også afgrøderne hvede og hør er fundet i prøverne i forholdsvist stort antal. Derimod repræsenterer fundene af sæddodder og havre sandsynligvis ikke dyrkede afgrøder, men derimod ukrudt. Sæddodder, som er en olieholdig plante på lige fod med hør, har været dyrket i Danmark i yngre bronzealder, førromersk og til dels romersk jernalder (dvs. perioden ca. 1000 f.Kr. – 200 e.Kr.), men betragtes oftest som ukrudt i hørmarkerne i de senere perioder.[8] Hvorvidt havren har været dyrket havre eller flyvehavre, kan kun en nærmere analyse afgøre, men da der kun er fundet få kerner i prøverne, må det foreløbigt betragtes som et ukrudtsindslag i de dyrkede marker.
Generelt er der kun observeret meget få "almindelige" ukrudtsfrø (fraregnet sæddodder og havre) i de korn- og hørholdige prøver. Dette peger i retning af, at afgrøderne er blevet forholdsvis grundigt renset, inden de blev oplagret. Kun ukrudtsfrø, som er nogenlunde på størrelse med kornet, er sluppet igennem rensningen. Rensningen er sandsynligvis foregået vha. sigter, vindsigtning og/eller kastning.[9] Det tilbageværende ukrudt er så sandsynligvis blevet bortrenset fra det oplagrede korn ved håndrensning, umiddelbart inden kornet skulle bruges i madlavningen.[10] Denne og andre såkaldte agerbrugsprocesser vil de forkullede korn og frø forhåbentligt kunne afsløre mere om ved en nærmere analyse, ligesom forholdet mellem de forskellige dyrkede afgrøder samt havre og sæddodders stilling muligvis også vil kunne afgøres.
Fordelingen af de forkullede korn og frø på pladsen peger foreløbig i retning af, at afgrøderne og muligvis hø el.l. blev oplagret i hegnshusene/økonomibygningerne og ikke i selve beboelseshuset. At der dog findes lidt korn og ukrudtsfrø i beboelsehusene, skyldes sandsynligvis, at det er her, kornet blev forberedt til og brugt i madlavningen. Men den mere præcise fordeling må vente på en nærmere analyse.
Skattefundet stammer fra gårdsanlægget mod nordøst og mere præcist det sydøstligste tagstolpehul i hovedhuset. Her var en romersk guldmønt og en række sølvgenstande nedlagt tæt sammenpakkede, formentlig indsvøbt i et stykke stof eller skind, måske en lille pung. Skatten vejer samlet 196 g, og alle genstande er enten itubrudte og/eller slidte smykker, som er taget ud af brug, eller egentlige barrer (fig. 7).[11] Skatten var placeret i kanten af stolpehullet, op til selve stolpen. Husets gulv, som formentlig har været lerstampet, var ikke bevaret, men skatten må have ligget herunder. Alt i alt altså gemt godt af vejen, men samtidig let at genfinde for sin ejermand.
Guldmønten, en såkaldt solidus, viser på forsiden portrættet af den romerske kejser Theodosius d. I eller, som han også kaldtes, Theodosius d. Store. På bagsiden holder to kejsere jordkloden mellem sig og over dem svæver sejrsgudinden, Victoria (fig. 8). På for- og bagsiden ses langs randen latinske inskriptioner, som hylder kejseren.[12] Mønten er præget i Milano mellem 379 og 383 e.Kr. og er i Norden blevet omdannet til et hængesmykke ved påsætning af en øsken, som siden er afbrækket. Samtidig har man klemt først én perlebort om møntens kant, og senere en ekstra uden på den første. Mønten er generelt meget slidt, hvilket sammen med de påførte elementer sandsynliggør, at den har haft en relativt lang cirkulationstid før nedlæggelsen. At der formentlig er gået godt 100 år, sandsynliggøres, som det skal ses herunder, af andre dele af fundet.
Blandt sølvstykkeme skiller særligt én genstand sig ud, nemlig den nedre del af en dragtnål, en såkaldt relieffibel. Fragmentet er afhugget og sammenbøjet (fig. 9). Den forgyldte fibel er hjemligt produceret, støbt i sølv og har oprindeligt været et stort pragtsmykke. Smykkets overside og kanter er nydeligt ornamenterede i karvsnit og gennembrudt arbejde med en komposition af geometriske mønstre, stiliserede dyr langs kanterne samt, på den runde endeplades indadbukkede side, et mandsansigt (fig. 10). Ved nærstudie af fiblen kan ca. to tredjedele af mandsansigtet erkendes. Ansigtet har klare paralleller på dele af en fibel fra Galsted i Sønderjylland. På Galsted-fiblen ses der to mandsansigter med markerede frisurer, kraftige kinder, mandelformede øjne, skæg, mund og hage (fig. 11). Fiblens ornamentik er typisk for perioden omkring 500 e.Kr.
Skatten indeholdt endvidere et randstykke, flere ombukkede plader samt mindre klip af romersk sølvservice, måske et fad eller en tallerken. Flere millimetertynde sølvblikstykker er klippet i små stykker på få kvadratmillimeter. Stykkerne er ofte ornamenteret i lavt relief og indpunslinger i fine kompositioner i form af friser med lodrette stave, cirkelslag mv. og kan have udgjort en form for udsmykning af det romerske service (fig. 12). Sølvblikstykkerne er i dimensioner og udsmykning så ensartede, at de må tilhøre samme genstand. Fint ornamenteret romersk service kendes bl.a. fra et samtidigt skattefund fra lokaliteten Bjørnebanken ved Gudme.[13]
Af hjemlig oprindelse er formentlig en håndfuld hele eller fragmenterede sølvsmykker, såkaldte hægter og maller. Hægter og maller har fungeret i par som ærmelukker e.l. Enkelte af stykkerne optræder enkeltvis, andre i en større filtret klump. Endelig indeholder skatten flere ganske spinkle og fine spiraler, en sammenbøjet sølvring, en del af en kraftig sølvnål, flere opviklede, kraftige sølvtråde samt flere hele eller afhuggede dele af støbte sølvbarrer.
Som omtalt var skatten noget af det første, vi fandt på lokaliteten, og den gav begrundet forventning om, at der måtte være mere ædelmetal på stedet. Intensive detektorafsøgninger af alle anlæg og den lille del af muldlaget, som ikke var fjernet allerede, foruden vandsoldning af store mængder jord frembragte dog så godt som intet yderligere metal. Ud over et enkelt detektorfundet stykke sølvklip blev det kun til fire små stykker sølv i form af to klip af en barre, et stykke sølvtråd og et klip af romersk service. De fire stykker stammer, som skatten, alle fra den nordøstlige gård: to stykker fremkom i et af de centrale tagstolpehuller i den lille bygning midt på gårdsarealet, og to stykker fremkom i tagstolpehullet ved siden af det stolpehul, hvor skatten fremkom. Stykkerne modsvarer dele fra skattefundet. Sølvklippene fra den lille bygning understreger dens særstatus. Samtidig synes det nordøstlige gårdsanlæg at manifestere sig yderligere i forhold til de andre gårde.
Fraugde Kærby-skattens indhold af brudsølv og sølvbarrer har paralleller fra et dusin danske lokaliteter, alle placeret i den sydlige del af landet (fig.13).[14] Fra Fyn ses tilsvarende fund kun i Gudme-området, hvorfra der kendes i alt fem lignende skattefund.[15] Som det ses af fig. 13, varierer størrelsen af skattefundene fra ca. 150 g til næsten 4,5 kg! Ud over i skatten fra Fraugde Kærby er der guld i de to skatte fra Stenhøjgård og fra skatten ved Bjørnebanken. I alle fire tilfælde udgør indholdet af guld dog kun en lille procentdel af indholdet af sølv. Skattefundet fra Nydam IV udgør en nedlæggelse i en mose i forbindelse med et af de store våbenofre, som stedet er så kendt for,[16] mens udgravninger ved skatten fra Gudme I Vest har påvist, at denne ikke stammer fra et egentligt bopladsområde.[17] Der er ikke foretaget større arkæologiske undersøgelser ved lokaliteterne Hardenberg, Høstentorp og Simmersted,[18] hvorfor det ikke er muligt at sætte disse ind i en større sammenhæng. Det er i disse tilfælde heller ikke muligt at afgøre, om skattefundene er nedsat på et bopladsområde eller for sig selv.
Lokalitet | Geografi | Gram ædelmetal | Fundomstændigheder | Litteratur |
---|---|---|---|---|
Høstentorp | Sydøstsjælland | 4453 | Udgravning | Munksgaard 1956 |
Stenhøjgård (1) | Gudme | 1282 | Tæt op til hegn i gård | Kromann Balling og Petersen 1985 |
Simmersted | Sønderjylland | 968 | Ved undersøgelse i åbred | Munksgaard 1956 |
Engelsborg | Sydvestsjælland | Over 800 | Formentlig fra boplads | Christensen 1995 |
Hardenberg | Lolland | 490 | Ved pløjning | Munksgaard 1956 |
Stenhøjgård (2) | Gudme | 325 | Stolpehul i hus | Petersen 1994:36 |
Bjørnebanken | Gudme | 235 | Fra østende i mindre hus | Jørgensen et. al. 2003, s. 435 |
Fraugde Kærby | Odense Øst | 196 | Stolpehul i hovedhus | Runge 2007, 2009 |
Gudme I Vest | Gudme | 150 | Ikke på et bopladsområde | Michaelsen 1996, s. 9 ff. |
Nydam IV | Als | Ikke oplyst | Fra våbenoffer i mose | Jørgensen et. al. 2003, s. 282 |
Kirke Skensved | Sydøstsjælland | Ikke oplyst | Muligvis fra boplads (fra pløjelag) | Tornbjerg 1994 |
De øvrige fund, alle af nyere dato, synes at stamme fra bopladsområder. Af sidstnævnte gruppe kendes det præcise nedsættelsessted, ud over ved Fraugde Kærby-fundet, ved det store og lille skattefund fra Stenhøjgård, sølvskatten ved Uhrenholtgaard samt skatten fra Bjømebanken. Den store skat fra Stenhøjgård og sølvskatten fra Uhrenholtgaard er nedsat hhv. op til et hegn og ved indgangen i et hegn.[19] Den lille skat fra Stenhøjgård er fra et tagstolpehul i et hus, og skatten fra Bjørnebanken stammer fra østenden af en mindre bygning.[20] De øvrige skattefund kan kun mere bredt knyttes til bopladsområder; typisk er der tale om genstande fra pløjelaget og altså ikke på deres præcise nedsættelsessted. Skattefundene med brudmetal knytter sig i øvrigt til en række andre skattefund fra perioden, hvor primært den store mængde af guldfund vækker opsigt.[21]
Brudmetalskattene opfattes bedst som depoter af ædelmetal beregnet på omsmeltning og produktion af nye smykker. En legering af sølv og guld kan have været hensigtsmæssig i forbindelse med forarbejdningen af ædelmetallet, og i hvert fald Fraugde Kærby-skattens indhold synes at svare fint til, hvordan man må forestille sig et depot med råmetal for jernalderens guld- og sølvsmed har set ud.
Guld- og sølvsmede kendes fra jernalderen ved fund af værktøj som probersten, digler mv. Fundene stammer primært fra egentlige værkstedpladser tilknyttet centrene. Fundet fra Fraugde Kærby kan således ses som udtryk for, at der til bopladsen har været knyttet en guldsmed. Nogen fast tilknytning har der nok ikke været tale om; snarere har håndværkeren sæsonvis været på stormandsgården. Det er foreslået, at guld- og sølvsmedene primært var tilknyttet den absolutte overklasse, som den f.eks. manifesteres i Gudme-området. Herfra kunne håndværkeren udlånes eller måske frivilligt rejse til Gudme-kongens alliancepartnere, som f.eks. ved Fraugde Kærby-bopladsen.[22] Guldsmedens værksted er ikke lokaliseret på bopladsen. Måske er forklaringen herpå netop værkstedsaktiviteternes midlertidige karakter. En spinkel bygning eller endog et telt kan for så vidt have været rigeligt. Sådanne lette konstruktioner vil kun i yderst sjældne tilfælde kunne erkendes ved en arkæologisk undersøgelse.
Når nu brudsølvskattene generelt skal opfattes som værdidepoter beregnet på omsmeltning, kan det undre, at de er blevet efterladt. En entydig forklaring herpå kan ikke gives: der kan være tale om tilfældigheder – ejeren kan have glemt skatten, være kommet ud for en ulykke e.l. – eller der kan være tale om en mere bevidst handling. I sidstnævnte tilfælde skal rituelle aspekter måske indtænkes, og skattene samtidig opfattes som en form for ofre?
Som nævnt indledningsvis optræder der fra Odense-området andre stormandssæder fra jernalderen: 3 til 4 km nord for Fraugde Kærby kendes således et par store bopladsområder fra jernalderen, Seden Syd og Lundsgård. I perioden fra ca. 70 til 550 e.Kr. udgør områderne deciderede centerbebyggelser, bl.a. med spor efter handel og håndværk, romerske importvarer mv. Begge områder har en tvedelt bebyggelse med en eller et par stormandsgårde og lidt derfra større bebyggelser, som primært manifesterer sig som almindelige bebyggelser med en økonomi baseret på agerbrug.[23] Også i den sydvestlige periferi af Odense kendes et muligt center fra jernalderen, Troelsegård Syd. De begrænsede undersøgelser, som er foretaget på området, har påvist store kulturlagsforekomster og bl.a. en række fine metalgenstande. De rige fund dækker perioden fra omkring ca. 70 til 550 e.Kr.[24]
Stormandsgården ved Fraugde Kærby manifesterer sig ikke så stærkt som centrene ved Lundsgård, Seden Syd og muligvis Troelsegård Syd. En årsag hertil kan være, at undersøgelsesarealerne ved Fraugde Kærby endnu er relativt begrænsede i forhold til ovennævnte lokaliteter. En række fund fra nærområdet viser dog, at der også er andre tegn på, at området havde en vis betydning i jernalderen: en rig jordfæstegrav fra det nuværende Marslev med to gravlagte med bronzeringe og -fibel mv. vidner om en vis status.[25] Fra området stammer også to romerske bronzestauetter, forestillende romerske guder. Den ene er fundet i Marslev og den anden et par km længere mod nordøst ved landsbyen Radstrup. Statuetterne er importvarer og kendes på Fyn i øvrigt kun fra Gudme-området. Statuetterne vidner således, som skattefundet, om, at man har haft adgang til prestigevarer i området.[26] Fremtidige undersøgelser i området vil måske kunne kaste lys over den samfundsmæssige sammenhæng, som stormandssædet ved Fraugde Kærby har indgået i: udgør gårdene stormandsdelen i en tvedelt bebyggelse, som det kendes fra Seden Syd og Lundsgård, eller er strukturen en helt anden?
Under alle omstændigheder synes vi her at kunne ane endnu en centerbebyggelse fra jernalderens sene del i Odenses periferi (fig. 14). Med udgangen af 5-600-tallet forsvinder disse bebyggelser, og i stedet sker der, i hvert fald fra vikingetidens begyndelse omkring 800-tallet, en sammenklumpning af bebyggelsen, hvor det nuværende Odense ligger. Odense bliver dermed én af flere byer, som dannes i vikingetiden som følge af øget erhvervsspecialisering, handel og kongemagtens fremkomst.[27] Placeringen nær en god naturhavn har antagelig været en naturlig konsekvens af, at handlens og herunder søtransportens betydning øgedes.