Den Fynske Landsby åbnede portene for sine første gæster den 22. juni 1946. Dengang bestod Landsbyen af otte bygningskomplekser, og museet fortalte historien om det gamle bondesamfund og det landsbyfællesskab, der var samfundets strukturerende faktor, indtil reformerne i slutningen af 1700-tallet ændrede vilkårene markant. Bygningshistoriske undersøgelser af Den Fynske Landsbys huse og gårde førte i løbet af 1980’erne til, at man fokuserede formidlingen omkring årstallet 1850. Det viste sig nemlig, at langt den største del af Den Fynske Landsbys bygningsmasse stammede fra 1800-tallet og således ikke repræsenterede det traditionelle bondesamfund, men snarere en hybrid mellem situationen i det tidlige 1800-tal og de forandringer, der skete omkring 1850 og i årtierne fremover.[1]
I forbindelse med 200-året for H.C. Andersens fødselsdag i 2005, og samtidig med indvielsen af Den Fynske Landsbys besøgscenter, søsatte man en ny ramme for formidlingen i Den Fynske Landsby, nemlig: en landsby fra H.C. Andersens tid. Der er her tale om "den lange H.C. Andersen", i den henseende at der nu arbejdes med at formidle historien om det fynske landbosamfunds udvikling i perioden 1800 til 1900.
Dette formidlingsprojekt løber parallelt med et større arbejde med udviklingen af Den Fynske Landsby i fremtiden. Museet har nu over 60 år på bagen og eksisterer i et samfund, der ser meget anderledes ud, end det gjorde, da Den Fynske Landsby blev grundlagt i 1940’eme. De gæster, der besøger os (og navnlig dem, der ikke besøger os) har andre interesser og en anden viden – og de kommer fra andre baggrunde – end de typiske gæster i midten af 1900-tallet. Vi har derfor brug for at undersøge, hvordan vi sikrer os, at Den Fynske Landsby fremover fortsat har relevans for vores gæster og gør en forskel i samfundet.
Frilandsmuseer i Danmark, såvel som i resten af Europa og verden, arbejder i disse år med at se på sig selv med nye briller for at sætte sig i stand til at tilpasse sig det samfund, der omgiver dem.
Da de tidligste frilandsmuseer blev grundlagt i de skandinaviske lande i slutningen af 1800-tallet repræsenterede de på flere måder et markant nybrud i museumstraditionen. Først og fremmest var formen nyskabende, idet man nu som museumsgæst kunne bevæge sig rundt i de rammer og blandt de ting, der havde omgivet fortidens mennesker. Her blev spillet på flere forskellige sanser – og bliver det fortsat – end i traditionelle museumsudstillinger. Men frilandsmuseerne var også anderledes, fordi de fokuserede på den folkelige kultur i stedet for at have enten arkæologien eller elitens kultur med konger, krig og kirke i centrum. Her var det hverdagshistorien, der blev fortalt, og relevansen for den enkelte museumsgæst lå derfor ligefor. De fleste besøgende var rundet af det samfund, som blev beskrevet på frilandsmuseerne.
De fleste frilandsmuseer er landbrugsmuseer. De tager, ganske som Den Fynske Landsby, udgangspunkt i det bondesamfund, som langt størstedelen af befolkningen stammede fra for 100 år siden. Ja, for bare 60 år siden var 23 % af de erhvervsaktive danskere beskæftiget i de primære erhverv (landbrug, fiskeri, råstofudvinding); i 2008 var dette tal faldet til 3%.[2]
Denne udvikling viser meget godt den virkelighed, som mange frilandsmuseer – og landbrugsorienterede museer i øvrigt – befinder sig i i disse år. Vores gæster har ikke automatisk en interesse for landbolivet før i tiden. De har ikke selv kendt til livet på en gård, og måske har end ikke deres forældre eller bedsteforældre oplevet at være en del af landbruget.
Samtidig lever vi i dag i en urbaniseret verden, hvor selv de fleste af dem, der fysisk bor på landet, i virkeligheden er byboer. De arbejder i byerne, handler i byerne, får deres kulturelle oplevelser i byerne og tænker som byboer. Det omgivende land fungerer blot som smukke omgivelser, ikke som ramme om hverdagslivet.
Denne langsomme fremmedgørelse fra den historie, der fortælles på frilandsmuseerne, arbejder man naturligvis på at imødekomme ved stadigt at forandre og tilpasse sig, så det budskab, der gives, fortsat opfattes som relevant, interessant og vigtigt af vores gæster. Forskellige tiltag er blevet forsøgt rundt om på de europæiske frilandsmuseer.
På det norske frilandsmuseum Maihaugen i Lillehammer begyndte man midt i 1990’erne at indrette et område med boliger fra omtrent hvert årti i 1900-tallet – til og med et "fremtidshus", der blev bygget i 2001.[3] Her bruger man den nye del af frilandsmuseet til at invitere gæsterne indenfor i en levevis, som de selv kan huske, og det er meget populært. Denne nye moderne del af museet tiltrækker langt flere besøgende end den traditionelle del, der består af landbygninger fra 1700- og 1800-tallet samt en landsby fra tiden omkring 1900. Idéen med at føre sit museum op i tid for på den måde at nærme sig museumsgæsternes egen tid og livsform er benyttet flere steder i mange forskellige former. Herhjemme er dette tilfældet både med Frilandsmuseets Stationsby med brugsforening, maskinværksted, boliger mv. fra perioden 1880-1950, og med Den Gamle Bys stort anlagte projekt "Den Moderne By", som i disse år gennemføres med to nye afdelinger fra hhv. 1927 og 1974.
På andre museer tilpasser man i stedet for sit emnemæssige fokus, som på St. Fagans National History Museum i Wales. Museet var oprindelig et frilandsmuseum med fokus på landbrug, selvom Wales allerede i 1840’erne havde en større andel af befolkningen beskæftiget i industrien end i landbruget.[4] I 1980’erne besluttede St. Fagan’s at tilpasse museets formidling til det omgivende samfund, og man genrejste et antal arbejderboliger fra en nærliggende industriby på museet. De seks boliger, man hjemtog, blev indrettet, som de ville have set ud i forskellige perioder – det mest moderne hus indrettedes til årstallet 1985. De stod færdige i 1987. Her søgte man altså både at trække museets historieformidling op til nutiden og at dreje museets fokus i en retning, som var umiddelbart nemmere at relatere sig til for museets gæster.
Der arbejdes også meget på at lade museerne henvende sig til grupper, der traditionelt ikke har udgjort nogen særlig stor del af det samlede besøgstal. På Nederlands Openluchtmuseum Arnhem i Holland åbnede man i 2004 en ny afdeling[5]. Udvidelsen bestod af en af de mange barakker, som fra 1950’erne og frem var beboet af nogle af de 12.000 molukkanske familier, der måtte flygte fra Indonesien efter at have støttet hollænderne i krigen om Indonesiens selvstændighed. Med inddragelsen af "nyhollændere" i museets formidling blev stedet med et slag relevant for en større gruppe mennesker, der ikke tidligere havde betragtet frilandsmuseet i Arnhem som noget, der vedkom dem.
Befolkningsgrupper med baggrund i en anden kultur, gæster med indlæringsvanskeligheder, marginaliserede samfundsgrupper som eksempelvis hjemløse, mentalt handicappede eller tidligere straffede er blandt de nye museumsgæster, som mange udenlandske museer i disse år bejler til. Dette "outreach" sker dels i forsøget på at udvide museernes "missionsmark" og dels, især i de angelsaksiske lande, i en stigende anerkendelse af museernes sociale forpligtelser over for samfundet.
Forandring i det emnemæssige fokus, tidsmæssig forskydning og arbejdet med at inddrage nye grupper af museumsgæster er blot eksempler på tiltag, som frilandsmuseer forskellige steder i Europa har gjort i forsøg på at bibeholde og udvide museernes relevans og betydning.
Også her lokalt i Odense arbejder vi løbende med visioner for Den Fynske Landsby med henblik på at sikre, at museet fortsat kommer til at spille en rolle for det omgivende samfund, og overvejelser som ovenstående indgår naturligvis i dette arbejde.
Sideløbende med det fremtidsorienterede, visionære udviklingsarbejde sker der i disse år en fokusering og forbedring af formidlingen inden for museets eksisterende rammer, dvs. "En landsby fra H.C. Andersens tid". Med denne formidlingsramme er det ønsket at fortælle vores besøgende historien om det fynske landbosamfunds udvikling i perioden 1800 til 1900. Herunder også det faktum, at til historien om landbruget efter 1850 hører også historien om byen og industrialiseringen – by og land bliver i stigende grad gensidigt afhængige størrelser i denne periode. Den Fynske Landsby bliver med dette nye bredere formidlingsperspektiv ramme om hele historien om de store forandringer, der fandt sted i Danmark i løbet af det 19. århundrede.
Når vi har valgt at ændre formidlingsrammen til perioden 1800-1900, ligger der mange overvejelser bag. En række af disse kan man læse om i en tidligere udgave af Fynske Minder, men et par skal desuden fremhæves her.[6]
Formidlingen af ét tidspunkt, nedslaget på ét bestemt årstal er en svær disciplin. Indtil for fem år siden indrettede man alle husene i Den Fynske Landsby med interiørs, der skulle fortælle beskueren, at huset repræsenterede 1850. Der var altså i princippet ikke nødvendigvis den store forskel imellem møblementet i de enkelte huse – bortset fra de forskelle, som kan tilskrives beboernes sociale status. Med denne formidling tager vi for givet, at den almindelige museumsgæst ved, hvilke slags møbler, nips og husgeråd der kom før, og efter, dette tidspunkt og dermed selv kan danne den udviklingshistorie, som ligger bag genstandene.
Med den nye formidlingsramme, der fokuserer på en 100-årig periode, får vi mulighed for at fortælle disse historier mere detaljeret. Vi kan gennem køkkenudstyr, landbrugsredskaber og sengeforhold, ved hjælp af manglebrætter, selvbindere og alkover meget klart og nemt fortælle, hvordan den teknologiske udvikling satte sit præg på også bondens og husmandens dagligdag i løbet af 1800-tallet. Ved at placere aviser, landbrugsvidenskabelige fagbøger og romantiske bonderomaner i gårdens stue – eller ved at undlade det – kan vi eksempelvis fortælle om uddannelsesniveauets og læsefærdighedens voldsomme stigning i løbet af et århundrede, hvor det samlede fynske avisoplag steg fra 2500 til over 30.000 eksemplarer. I det hele taget får vi mulighed for gennem vores righoldige museumssamlinger at fortælle om forandringerne i det 19. århundrede.
En anden vigtig grund til at ændre på formidlingsrammen for Den Fynske Landsby er, at det giver museumsgæsterne en lidt lettere tilgang til det forgangne bondesamfund. Ved at trække formidlingen helt op til tiden omkring 1900 vil nogle af Landsbyens bygninger få et udtryk, der er lidt mindre fremmed for vores gæster.
I Præstegården og Vigerslevhuset, der begge kommer til at repræsentere slutningen af 1800-tallet, vil den besøgende opleve adskilte soveværelser, tæpper på gulvene, en telefon, aviser på bordet, bøger i reoler, en vaskemaskine – og andre ting, der har lighed med vores moderne dagligdag. Det er uden diskussion lettere at forstå og fornemme, hvordan hverdagen har set ud i fortiden, når man ikke finder rummene og møblerne i dem helt så fremmedartede.
Med denne oplevelse i baghovedet bliver det formentlig lidt mindre svært at tage det mentale spring til Torupgårdens 1860-interiør eller Fjelstedgårdens stuer, der skal vise tiden omkring 1800. Disse gårdkomplekser, der skal formidle den tidligere del af 1800-tallet, kan med deres lerstampede gulve, åbne ildsteder og rum fulde af ugenkendelige genstande være vanskelige at forbinde med ord som hjem, tryghed, dagligdag. Det er vores håb, at de mere nutidige dele af Den Fynske Landsby vil virke som et forbindelsesled mellem det velkendte moderne og det næsten eksotisk fremmede, som de gamle bondeboliger somme tider synes at repræsentere.
Arbejdet med "En landsby fra H.C. Andersens tid" har for længst taget sin begyndelse, og de foreløbige resultater kan opleves drypvis ved besøg i Den Fynske Landsby, eksempelvis ved at se museets introduktionsfilm eller besøge udstillingen i besøgscentret.[7] I selve Landsbyen har de nye tanker derimod endnu ikke givet de store synlige udslag, men det vil snart ændre sig.
Næste etape af projektet vil være forandringer i selve Landsbyens bygninger som ovenfor beskrevet. I fremtiden skal et besøg i Den Fynske Landsby være lige så meget en rejse gennem det foranderlige og udviklingsprægede 1800-tal – vist gennem boliger og dagligdags genstande – som det er en behagelig tur i det grønne. På den korte vandretur igennem Den Fynske Landsbys gårde og husmandssteder vil de besøgende kunne se og forstå, hvordan 1800-tallets udvikling inden for teknologi, uddannelse, demokrati og kommunikation påvirkede den enkelte fynbos liv og virke på landet.
Der er allerede foretaget en gennemgang af alle museets bygningskomplekser med henblik på at give dem alle den helt rigtige tidsmæssige placering. Dette er gjort under hensyntagen til de enkelte bygningers historie og udvikling og har krævet et grundigt genbesøg i de relevante bygningsarkivalier.
Som eksempel på arbejdet kan nævnes Tommerup Præstegård, som på nuværende tidspunkt er indrettet med henblik på at formidle en velhavende præstegård omkring midten af 1800-tallet. I en landsby fra H.C. Andersens tid vil Tommerup Præstegård repræsentere det nyeste og mest moderne, Den Fynske Landsby kan byde på – en velhavende præstegård anno 1900.
Under arbejdet med at undersøge, hvordan Præstegården så ud omkring 1900, er megen ny og interessant viden kommet for dagen. Da Præstegården i 1950’erne kom på museum, var man ikke synderlig interesseret i den nære fortid. Tiden omkring 1900 var derfor ikke af betydning i forbindelse med indsamling af arkivalier mv. til Odense Bys Museers eget bygningsarkiv.
Ved et besøg på Landsarkivet i Odense gik det dog op for os, at der findes en meget grundig brandtaksation for Tommerup Præstegård fra 1898. Denne taksation efterfulgte en tilsyneladende større ombygning og istandsættelse af den flere hundrede år gamle præstegård. Ombygningen betød store indvendige forandringer i stuehuset og medførte blandt andet etableringen af et badeværelse!
Denne nye ruminddeling var efter alt at dømme den samme, som eksisterede, da Tommerup Præstegård i begyndelsen af 1950’erne blev nedtaget for at komme på museum. Fordi man på daværende tidspunkt ønskede at belyse det fynske landbosamfund i landsbyfællesskabets tid, genopførte man ikke den "moderne" ruminddeling, der var præget af store gennemgående stuer med godt lysindfald samt en opdeling af stuehuset i en privat og en offentlig eller erhvervsbetinget del (studerekammer, konfirmandstue). I stedet opførte man på museet en ruminddeling, der svarede til en bevaret skitsetegning fra midten af 1800-tallet. Den beslutning var helt forståelig, når man tager i betragtning, hvad målet med bygningens genopførelse var på det tidspunkt. Men det er dog et paradoks, at vi i dag egentlig kunne ønske os, at man havde bibeholdt den indretning, der for 1950’ernes museumsfolk var alt for moderne… Sådan ændrer synet på historien sig over tid.
Uanset at væggene nu står som de gør i Landsbyens gamle præstegård, kan meget modernitet og fremsynethed sagtens formidles inden for præstegårdens vægge og vil blive det fremover. Nye rumfunktioner (eksempelvis børneværelse og badeværelse), mere moderne møbeltyper (finere lakerede købemøbler, en høj stol til husets barn mv.) og mindre tilpasninger i interiøret (eksempelvis telefon på væggen, aviser og andet læsestof i stuerne og emaljevarer i køkkenet) vil medvirke til, at præstegården ikke længere vil fremstå så fremmed for gæster i Den Fynske Landsby. Bygningens interiør vil signalere, at her bor en fremsynet familie, der er optaget af, hvad der sker i den store verden – og som kommunikerer med den.
Aktiviteterne i og omkring Tommerup Præstegård er allerede tilpasset, så de i højere grad repræsenterer dagligdagen på en større gård omkring 1900. Kokkepigerne er klædt i tidstypiske dragter, der signalerer et større fokus på hygiejne i køkkenarbejdet, og de laver mad, der hører til komfurkøkkenet. I Præstegårdens køkken får man altså ikke længere kun grød og sulemad, som meget af 1800-tallets bondekost bestod af. Med det store støbejernskomfur og kødhakkemaskinen er det nu muligt at lave leverpostej og frikadeller, og i komfurets lille ovn kan steges søndagssteg og bages småkager til kaffen. Og i fremtiden vil man måske uden for Tommerup Præstegårds karakteristiske røde mure kunne møde en gammel Ford T, der viser, at Den Fynske Landsby for alvor er på vej ind i det 20. århundrede.
Når vi i løbet af en årrække har finpudset formidlingen i alle vores bygningskomplekser, så de med eftertryk fortæller historien om (bonde-)samfundets udvikling i løbet af 1800-tallet, skal vi så stoppe der? Eller skal vi gå videre ad denne vej, evt. med hjemtagelse af en grundmuret gård fra tiden omkring 1900? En gård, der repræsenterer alle andelstidens nye tanker og vilkår? Her kunne man formidle meget mere om det animalske landbrug, som vi i grunden stadig driver i dag- om end under meget andre vilkår. Med en sådan gård ville man kunne fortælle historien om andelsmejerier og -slagterier, om brugsforeninger og "foreningsdanmark", om en gigantisk eksport af bacon og smør til udlandet og om en stigende grad af industrialisering i landbruget.
Eller skal vi bevæge os endnu længere op imod nutiden med en gård fra 1960’erne? Her ville vi kunne arbejde med traktorer og mejetærskere og formidle historien om et landbrug, der ændrede sig fra det lille familiedrevne brug til de store produktionslandbrug, vi kender i vore dage.
Spørgsmålet er, om det i det hele taget er svaret at prøve at efterligne de inden- og udenlandske frilandsmuseer i deres anstrengelser for at flytte deres museums tidsmæssige tyngdepunkt tættere på nutiden. Kan vi overhovedet øge interessen for landbrugets og landbolivets historie hos nutidens museumsbrugere blot ved at udvide vores tidsperspektiv? Eller skal vi se i helt andre retninger for at sætte historien om "gamle dage ude på landet" i perspektiv?
I 1800-tallets fynske landsby var økologi og klimavenlighed en del af dagligdagen, som man ikke tænkte synderlig over. I dag efterspørger mange bevidste forbrugere økologisk mad og bekymrer sig om deres "carbon footprint", når de handler og forbruger. Produktion af mad – dengang og nu – er kernen i landbruget, og i sin essens også baggrunden for at menneskene valgte at etablere landsbyer, hvor man i fællesskab kunne dyrke de omkringliggende jorder. Det at skaffe fødevarer har således historisk set bestemt vores bebyggelse og landskabsudnyttelse, indtil det engang i løbet af det 20. århundrede blev ligegyldigt, hvor vi bor, fordi vi alligevel altid kan skaffe al slags mad, hvis vi vil.
Den Fynske Landsby kunne være en oplagt ramme for at fortælle dette aspekt af historien. Her er hele det økologiske fødevareproduktionsapparat i 1:1, her er dyr og afgrøder og formidlere, der fortæller historien. I Den Fynske Landsby er der mulighed for at sætte historisk, men også fremtidsorienteret perspektiv på den debat, der præger vores samfund lige nu, og som formentlig vil gøre det langt ind i fremtiden.
