Det har i efterhånden nogle år stået klart, at udstillingen i Carl Nielsen Museet, der primært stammer fra museets åbning i 1988, trænger til en gennemgribende renovering. I årene frem til 2015, hvor verden vil fejre komponistens 150-årsdag, er denne arbejdsopgave mere presserende og aktuel end nogensinde før.
Carl Nielsen er Danmarks gennem tiderne største komponist. Alene dette fordrer, at vi på nutidig vis genrejser hovedmuseet for komponisten med en udstillingsform, som er tidssvarende og inspirerende, og som derved kan repræsentere kunstneren og hans værk på værdig vis.
Med dette mål for øje nedsatte Odense Bys Museer allerede i 2006 en projektgruppe med den opgave at skitsere et visionært billede af et fremtidigt Carl Nielsen Museet[1]. Der arbejdes løbende med ideerne, men på de følgende sider præsenteres den nuværende tanke med et nyt Carl Nielsen Museet.
Grundstrukturen i museets opbygning vil blive ganske anderledes end den struktur, der pt. gør sig gældende. For det er påtrængende ikke alene at fokusere på Carl Nielsen men også på hans hustru Anne Marie Carl-Nielsen, der – ved siden af Thorvaldsen og Bissen – er den største billedhugger, Danmark har haft. Udstillingen vil derfor operere med to historier: hhv. den om Carl Nielsen og den om Anne Marie Carl-Nielsen. Disse fortællinger vil kronologisk forløbe parallelt med hinanden i udstillingen og først smelte sammen på det tidspunkt, hvor de to kunstnere mødte hinanden, blev gift og førte et fælles liv. På samme måde vil udstillingen dele sig i to historier igen på det tidspunkt, hvor ægteparret blev separeret, og først samles, da Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen i starten af 1920’erne forsonedes og levede sammen igen, til døden skilte dem ad. Ved at arrangere udstillingen på denne måde kan man i formen understrege et væsentligt element i dens indhold.
Ligesom den kronologiske gennemførelse af den biografiske historie i sin struktur arbejder med dobbeltheden – Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens liv – vil museumsudstillingen yderligere operere med en tematisk dobbelthed: livet og værket. Mens den biografiske gennemgang finder sted i museets stueplan, vil fokus i udstillingen på museets første sal blive lagt på Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske produktion.
Der er mange sammenfald i historierne om Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen, som bevirker, at udstillingen på trods af sin dobbelte opbygning kan sikres et ganske homogent og elegant forløb: De var begge børn af landet, deres første stærke oplevelse var knyttet til hændernes kunnen, de mistede begge i barndommen søskende, de var begge fra barnsben af tændt af en stærk skabertrang, og deres ønske om at udleve deres kunstnerdrømme måtte ske på trods og førte dem på smertelig vis væk fra familien. Det begyndende ungdomsliv og den første kunstneriske virksomhed førte de begge uden for hjemmet. Den afsluttende uddannelse modtog de i hovedstaden, hvor deres begyndende karriere også havde sit udspring – og det var på dannelsesrejse, at de traf hinanden i Paris – fjernt fra deres respektive værksteder. Disse utrolige sammenfald gør det muligt udstillingsmæssigt at operere med fællestemaer i det tidsspand, hvor de to kunstnere fremstilles hver for sig, og hvor de endnu ikke havde mødt hinanden. Gennem den separate og dog sammenfaldende skildring af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens barndomsliv gives der ligeledes mulighed for at signalere den særlige betydning, som landet/naturen gav dem, og som for dem begge figurerede som et tabt paradis.
Som et stærkt udtryk for mødet, ægteskabet, familielivet og det sociale liv fremstår de to rekonstruerede stuer, som de tog sig ud i det fælles hjem: kunstnerboligen på Frederiksholms Kanal i København, hvor parret havde adresse fra 1915. Ydervæggene til disse stuer vil blive trukket ud, således at museumsgæsten får fornemmelsen af at træde ind i rummene og være helt tæt på parret og deres personlige ejendele. I forbindelse med stuerne vil der blive informeret om den kunst, der ses på væggene, parrets bogsamling mm. i supplement med trykskærme, hvor gæster med særlig interesse for netop dette skal kunne hente yderligere information. Kunsten i stuerne er i rigt mål lavet af parrets venner, og man kan derfor bruge den som udgangspunkt for fortællingen om det sodale miljø omkring parret; et miljø som tidligere er beskrevet som "en ny guldalder i dansk åndsliv"[2] under hentydning til, at kredsen talte fremtrædende personligheder inden for såvel musik, kunst, litteratur som videnskab. I denne afdeling af museumsforløbet beskrives også hverdagen i det Nielsenske hjem, parrets tre børn – Irmelin, Søs (Anne Marie) og Hans Børge – samt tjenestepigen
Maren, der var hos familien i mere end 40 år. Efter dette forløb skildres rejselivet og separationen. Parret levede i en årrække adskilt på grund af arbejde eller ægteskabelige kriser. I disse perioder tog de ofte til henholdsvis Damgaard ved Fredericia eller Fuglsang på Lolland, hvor de i selskab med gode venner kunne samle fornyet energi. Under parrets længste krise og separation (1915-22) købte Carl Nielsen sommerhus i Skagen i håb om at lokke Anne Marie Carl-Nielsen til. Familien var tidligere kommet i Skagen i sommerferierne, hvor de blandt andre omgikkes et andet kunstnerægtepar, Anna og Michael Ancher. Disse refugier var vigtige for de to kunstneres respektive virke og får derfor med rette en plads i udstillingen.
Afslutningen på den biografiske udstilling finder sted i en aflukket niche i museets østligste fløj. Her går vejen ikke længere, og i nichen beskrives de to kunstneres sidste år, død og eftermæle. Anne Marie Carl-Nielsens fascinerende dødsmaske af Carl Nielsen vil her være udstillet i dæmpet belysning.
Udstillingen på første sal tager udgangspunkt i de to kunstneres værker, og der vil blive tale om en tematisk gennemgang heraf. For Anne Marie Carl-Nielsens vedkommende vil hendes produktion blive præsenteret dels i form af de færdige værker, dels vil vi lægge vægt på at vise hendes kunstneriske skabelsesproces.
Med udgangspunkt i en rekonstruktion af billedhuggerens atelier gives den besøgende ved hjælp af skitser, støbeforme mm. et indblik i, hvordan Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede som kunstner. Uanset hvilken opgave, hun kastede sig over, begyndte hun altid med at modellere en miniature. Den modellerede skitse kunne i sidste ende udvikle sig til alt fra mindre figurer til store monumenter som fx Rytterstatuen af Christian IX, der er opstillet på Christiansborg Slots Ridebane. For at fremme forståelsen for billedhuggerens arbejdsproces vises en film i forbindelse med atelieret. På filmen kan den besøgende følge en skulpturs tilblivelse fra skitse i voks til dén færdige støbning i bronze. Atelieret vil glide over i et kunstudstillingsområde, hvor de færdige værker præsenteres som et udtryk for de forskellige kunstneriske strømninger og genrer, Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede inden for. Det vil her blive illustreret, hvordan hun var naturalist fra start til slut, men samtidig havde afstikkere til både impressionisme, symbolisme og vitalisme.
Billedhuggerens store konkurrencemonumenter og bestillingsværker vil blive præsenteret meget indgående. Det er muligt at lave en imponerende udstilling omkring Anne Marie Carl-Nielsen og hendes kunstneriske virke, da Carl Nielsen Museet råder over den største og mest varierede enkeltsamling af hendes værker.
I løbet af sin karriere skrev Carl Nielsen musik til to operaer og et større antal skuespil. I det nye Carl Nielsen Museet vil den besøgende kunne få nærmere indblik i henholdsvis de to operaer, Saul og David og Maskarade, samt skuespillet Aladdin. Netop disse værker er rene udstyrsstykker med farvestrålende kostumer og kulisser, og de tænkes præsenteret i professionel belysning og med højkvalitetsgengivelse af musikken som et spektakulært indslag i den nye udstilling. For at give museumsgæsten en mulighed for nærlytning af kvalitetsgengivelser af al den musik, Carl Nielsen komponerede, etableres et lytterum. Foruden informationer om de enkelte indspilninger vil der her blive mulighed for at søge nærmere indsigt i musikken og dens tilblivelse ved hjælp af bøger og computerskærme. Derudover er det tanken, at man i et andet separat rum selv skal kunne prøve kræfter med musikken i form af et karaokeanlæg, hvor den enkelte museumsgæst kan synge med på de eviggyldige små mesterværker som Solen er så rød, mor, Underlige aftenlufte eller Jens Vejmand.
Carl Nielsen nåede i alt at komponere seks symfonier. Disse er i deres musikalske udtryk væsensforskellige, men fælles for dem alle er, at de viser storheden i hans værk. I den nye udstilling lægges særlig vægt på den 3. symfoni, Espansiva. Den illustrerer på glimrende vis det grandiose ved denne del af Carl Nielsens produktion, samtidig med at den er egnet til at give museumsgæsten en oplevelse af, hvordan det er at befinde sig midt i et symfoniorkester. Når publikum bevæger sig i rummet, kan de ved hjælp af avanceret indspilningsteknik opleve at være en del af stryger-, messingblæser- eller slagtøjsgruppen. Fra dirigentpodiet kan man høre det samlede lydbillede, som det kendes fra koncertsalen. I montrer langs væggene vil der blive udstillet nodemanuskripter, koncertprogrammer og andet, der relaterer sig til de seks symfonier. Denne del af Carl Nielsens værk regnes for den elitære del af hans produktion, og den står i kontrast til den folkelige del, som oftest forbindes med hans danske sange, som får en særskilt præsentation andetsteds i udstillingen.
Carl Nielsens musik er i den grad blevet forbundet med danskhed. Om end dette ikke kan videnskabeligt verificeres, fortæller det i høj grad historien om, hvordan komponisten har formået at nå ind til hvert et hjertekammer i den danske folkesjæl. Dertil kommer en væsentlig placering i international sammenhæng. Museets ærinde på første sal er netop at give den besøgende et indtryk af den kunstneriske mangfoldighed, som har fængslet mange.
Gennem hele udstillingen vil ny teknologi blive taget i brug med henblik på at gøre formidlingen af udstillingens indhold så spændende og bredspektret som muligt. I den biografiske afdeling vil der spredt hen over forløbet være målrettede lydkilder, således at museumsgæsten på et bestemt, stramt afgrænset område vil kunne modtage et lydbillede – eksempelvis vil man kunne høre Carl Nielsens første polka netop dér, hvor historien om drengen Carl Nielsen og de fynske spillemænd bliver fortalt. Foruden disse afgrænsede lydkilder vil der være informationsstandere opstillet på de steder, hvor museumsgæsten hindres adgang til museumsgenstandene: På berøringsskærme kan man komme på tæt hold af de genstande, der er udstillet i rekonstruktionen af kunstnerhjemmet, undersøge det interessante bibliotek, indhente informationer om vennekredsen og rejselivet etc. Der vil også være mulighed for at komme helt tæt på historien, idet der lykkeligvis eksisterer små lydsekvenser af Carl Nielsen, der spiller på et flygel[3]. Endelig vil der også være lejlighed til at se optagelser af kendte musikere og dirigenter, der prøver kræfter med Nielsens musik, fx en optagelse af Leonard Bernstein, der i 1965 dirigerede Det kongelige Kapel i en opførelse af 3. symfoni, Espansiva, som fik afgørende betydning for den videre udbredelse af Carl Nielsens musik særligt i USA.
Det er hensigten med det nye Carl Nielsen Museet at bane vejen for et stærkt og indgående samarbejde med såvel de nuværende som de kommende omkringliggende musik- og kulturinstitutioner. Kvarteret omkring museet afgrænses af Overgade, Hans Mules Gade og Thomas B. Thriges Gade, og det udgør et meget attraktivt område i Odense, hvor der både er mange beboere, en stor handel og et væsentligt kulturudbud i form af tre museer (Carl Nielsen Museet, Bymuseet Møntergården og H.C. Andersens Hus) samt Koncerthuset, der huser Odense Symfoniorkester. Ud over dette tilføres området folkeliv på markedsdage og i kraft af Hotel SAS Radisson, hvor diverse kongresser afholdes, og hvor mange ind- og udenlandske gæster har deres midlertidige ophold.
Denne treenighed af beboelse, handelsliv og kultur i det gamle kvarter, der ydermere fremhæver sig i kraft af dets smukke arkitektur, udgør et uhyre stærkt potentiale og aktiv for Odense By – og at byen er sig dette bevidst, vidner lokalplanerne for området om, idet der i de kommende år påtænkes en bebyggelse af arealet langs Thomas B. Thriges Gade og Hans Mules Gade med bygninger, der skal huse Det Fynske Musikkonservatorium samt et musik- og teaterhus. På denne måde bebygges den mindre smigrende parkeringsplads i kvarteret, området lukkes ud mod de stærkt befærdede veje, det får særegenhed, liv og puls og vil fremstå som byens kulturhjerte – Carl Nielsen Centret. Museet vil få en central placering i dette område og ved at indgå i et symbiotisk forhold til de ovennævnte kulturinstitutioner, Odense Symfoniorkester især, er det ønsket at realisere visionen om, at koncerthus og museum som én enhed kan fungere som et åbent arkitektonisk, videns- og oplevelsesformidlende landskab i samme sags tjeneste.
Flere elementer i samarbejdet mellem Odense Symfoniorkester og Carl Nielsen Museet er allerede en veletableret realitet. Igennem en længere periode har orkestret fire gange årligt afviklet gratis søndagsmatineer i museet, hvor der spilles kammermusik på højt plan. I starten af 2007 åbnede vi for et fælles billetsalg samt tilpassede museets åbningstider, således at der bl.a. er åbent, når orkestret giver koncert i Koncerthuset.
Andre konkrete samarbejdsprojekter er i deres spæde begyndelse. Det gælder fx Carl Nielsen Festivalen, hvoraf den første af slagsen løb af stablen i perioden 30. maj til 9. juni 2009. Planen er, at festivalen skal være en årligt tilbagevendende begivenhed bygget op omkring de eksisterende internationale Carl Nielsen-konkurrencer, der har været afholdt igennem en længere årrække. Der findes en violin-, klarinet-, fløjte- og orgelkonkurrence, som hvert år tiltrækker unge talentfulde musikere under 30 år fra hele verden. Blandt finaleværkerne er Nielsens koncerter for de fire nævnte instrumenter. Da alle deltagere på den baggrund indstuderer disse værker, er konkurrencerne i høj grad med til at udbrede kendskabet til Carl Nielsens musik blandt de kommende stjerner. Hvor konkurrencerne således primært henvender sig til det traditionelle koncertpublikum, er det tanken med festivalen, at den skal have et bredere og mere folkeligt præg. Dette tænkes bl.a. realiseret ved at invitere ikke-klassiske musikere til at give koncerter, der på den ene eller anden måde kan relateres til Carl Nielsen. Hovedarrangør af såvel konkurrencer som festival er Odense Symfoniorkester, men museet er en aktiv medspiller i såvel planlægning af enkelte koncerter som udbyder af supplerende arrangementer, foredrag og omvisninger i udstillingerne samt særudstillinger. Fra forfatterens side er det et stort ønske, at der med tiden vil være stor opbakning fra såvel det lokale som det nationale og internationale publikum til en flot festival i Carl Nielsens navn.
Hidtil har den typiske besøgende på Carl Nielsen Museet været af den ældre generation. Igennem flere år er der taget en del initiativer til at udvide denne målgruppe. Et af de helt store fokusområder i den sammenhæng er børn og unge, særligt i forhold til at gøre museet attraktivt for institutioner og skoler. Blandt de konkrete tiltag, der allerede er iværksat for denne gruppe, er en serie af undervisningsmaterialer, hvoraf to er udgivet, og nye er undervejs. Der afvikles jævnligt kurser og introduktionsaftener for pædagoger, lærere og undervisere for at gøre opmærksom på museets tilbud og komme i dialog med den modtagende part. Ligeledes arbejdes der på at kunne tilbyde en pakkeløsning i samarbejde med Odense Symfoniorkester: Når dette inviterer til skolekoncerter i Koncerthuset, skal det være muligt også at få en omvisning i museet. Endelig er der netop indgået en samarbejdsaftale med Carl Nielsen Skolen i Nr. Lyndelse. Denne skole bærer komponistens navn, og det er derfor oplagt, at eleverne i løbet af deres skoletid opnår et særligt kendskab til komponisten. På den baggrund er der i samarbejde mellem skolen og museet udviklet forskellige undervisningsforløb og aktiviteter til alle klassetrin, som skal sikre dette, og skolen har dermed fået status af en slags fadderskole til museet.
Ud over disse undervisningsrelaterede tiltag arrangeres diverse fritidsaktiviteter for børn ifølge med voksne. Der arbejdes på at lave arrangementer, der giver børn og voksne en fælles oplevelse, hvor de alle tager ny læring med sig hjem. Overskrifterne for de allerede afviklede arrangementer har bl.a. været En dag fuld af sang, hvor der var fokus på Carl Nielsens sange, Maskarade i børnehøjde, hvor operaen som genre og Carl Nielsens bidrag dertil var omdrejningspunktet, Billedhugger for en dag, hvor der blev kreeret spændende voksfigurer inspireret af Anne Marie Carl-Nielsen og hendes typiske motivkredse, cykeltur I Carl Nielsens fodspor på egnen omkring barndomshjemmet mm. Flere aktiviteter til børnefamilier er allerede i udviklingsfasen, bl.a. er det tanken at starte et forløb for småbørnsforældre: Baby Carl Nielsen er den foreløbige arbejdstitel på dette initiativ. Formålet hermed er at kombinere et kendskab til Carl Nielsen, hans sange og produktion i øvrigt med musiks videnskabeligt dokumenterede gavnlige effekt på børns udvikling.
Historien om Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk er historien om den stærke trang til at skabe. Det er historien om lysten til at lave musik ved at slå på brændeknuderne i brændestablen og om lysten til at skabe figurer ud af køkkenhavens lerede jord. Af denne grund har det stået klart fra projektets start, at det var en nødvendighed i museumsforløbet også at give gæsterne mulighed for at være aktive og prøve kræfter med kunstnerisk udfoldelse. Derfor er der knyttet aktivitetsrum til udstillingen. I stueplan etableres et større rum, hvor gæsterne og eksempelvis skoleklasser under ordnede forhold kan prøve kræfter med et instrument eller et materiale. Dette aktivitetsrum vil tjene såvel museets som Odense Symfoniorkesters behov for aktivitetslokale og eksperimentarium, ikke alene i regi af museets og symfoniorkestrets børne- og ungekontor men også for dén almindelige museumsgæst.
Det nye Carl Nielsen Museet vil altså sætte fokus på ægteparret Carl Nielsen. Denne ligestilling af komponisten og billedhuggeren giver anledning til at overveje, om navnet Carl Nielsen Museet stadig er dækkende for museets indhold, eller om tiden er inde til at omdøbe museet. Dette ligger endnu ikke fast. Hvad vi dog kan sige er, at der med de nye udstillinger er lagt op til noget stort: Ved at bruge den fascinerende historie om to kunstneres liv – såvel sammen som hver for sig – og lade deres kreative værker i lyd og form give indsigt i kunst- og kulturhistorien på overgangen fra romantik til modernisme mener vi at kunne skabe et museum helt i særklasse! Velkommen!
