Her må det indledningsvis være passende at gentage den gamle museumsfloskel, at: de bedste fund gøres på museets magasiner". Gab, gab og ikke særlig sjovt mere, men det passer altså langt hen ad vejen! Udstillingen "Fyn – øen midt i verden" er i vid udstrækning blevet til på baggrund af et ønske om at vise eksempler på den mangfoldighed af genstande, der befinder sig i Odense Bys Museers og enkelte kollegamuseers samlinger.
Udstillingen "Fyn – øen midt i verden" er en såkaldt permanent udstilling, der i modsætning til særudstillinger skal vare i mange år og give et bredt indblik i den fynske kulturhistorie fra tidernes morgen omkring 13.000 f.Kr. – lige efter seneste istid – til i dag. Det er ca. 15.000 års historie, der skal presses ind på omkring 800 m2. Det kræver prioritering og valg samt – ikke mindst – fravalg, for der er nok af materiale at øse af. Museets samlinger er ikke en statisk størrelse; der sker hele tiden noget. Nye ting kommer til, andre lånes ud, og nogle genstande er i en sådan forfatning, at de bogstavelig talt må skrives ud af historien, fordi deres bevaringstilstand og fortælleværdi er så ringe, at det ikke giver mening at bruge ressourcer på at gemme på dem. I princippet er de danske statsanerkendte museer – heriblandt selvfølgelig også Odense Bys Museer — forpligtede til i al evighed at tage vare på, hvad man indlemmer i samlingerne. Af samme grund er det langt vigtigere, at en museumsinspektør formår at formulere svaret "Nej tak" end "Ja tak". Det går lettere i dag end førhen, hvor det kunne være umådelig svært at sige nej til fru landsretssagfører Navn Navnsen, når hun tilbød den af familien igennem generationer anvendte klæderulle – med sten – der så blev museets 12. af slagsen! Sådan er det ikke i dag, og med en samling på flere hundrede tusinde genstande må et museum som Odense Bys Museer være uhyre skarp på brugen af "Ja tak" og "Nej tak".
Et af de primære mål med Odense Bys Museers nye permanente udstilling "Fyn – øen midt i verden" har været at sætte fokus på Fyns historie ved at trække nogle udvalgte museumsgenstande ud af det beskyttede temperatur-, fugt- og lysstyrede liv på magasinerne til fordel for en eksponering i oplyste montrer. Og lad det være sagt med det samme: Det var ikke nemt at vælge! Det siges ofte, at "museumsgenstande fortæller historie". Det passer ikke – de siger ikke et ord! Det er museumsfolkene, der fortæller historie med udgangspunkt i genstandene, der snarere skal ses som bevismateriale på, at sådan så en telefon ud for 100 år siden. Udstillingen rummer mange historier – her er tre eksempler.
Sig Fyn, sig forfatter … ja, ja … men glemmer vi lige for et øjeblik H.C. Andersen, så er der ingen forfatter, der som Morten Korch (1876-1954) forbindes med Fyn. Ikke på den intellektuelle, finkulturelle måde, men dér hvor man kommer tæt på den jævne fynbo. Ham og hende, der levede et arbejdsomt og ærligt liv – gerne ude på landet. Mennesker, der tjente til dagen og vejen ved håndens arbejde i modsætning til godsejere, bankfolk og storindustri, som berigede sig ved arbejdsfri indkomster. Morten Korchs første litterære arbejder blev til, da han som 14-årig var i købmandslære hos sin onkel Brandt Korch i Nyborg. På opsprættede papirsposer skrev den unge forfatterspire sine første digte, mens han var i købmandslære. Det kan vi bevise, for nogle af disse papirposedigte indgår i museets samlinger. Et gennemgående tema i Morten Korchs forfatterskab er det godes evige kamp mod det onde – med førstnævnte som sejrherre. Et ideal om det gode, frie, sunde liv på landet i modsætning til den tilværelse, som storbyen byder på. Kultureliten i hovedstaden elskede at hade Korchs "-vamle Sammenrodninger af Banaliteter, Platheder, Usandsynligheder, elendigt Sprog og det rene Vaas" (Bogens Verden, 1948) lige så meget, som de ulydige læsere elskede at drømme sig væk i selskab med dem. Og se dem på film. Med mere end 120 udgivelser, 10 skuespil og en snes spillefilm formåede Morten Korch at blive en af det 20. århundredes mest omtalte forfattere. Så meget, at hans ideelle, fynsk forankrede drøm om det sande Danmark – Morten Korch-Danmark -fortsat lever i bedste velgående.
"I samme øjeblik solen synker i vest og ikke mere kan se Fyn, begynder den at glæde sig, til den, efter en halvtrist tur rundt om kloden, atter kan fryde sig over synet af Fyn, Danmarks have", siges det – på Fyn. På grund af det milde klima – især i kystnære egne – har Fyn igennem et par århundreder spillet en særlig rolle, når det drejer sig om frugtavl. I slutningen af 1700-tallet blev man i stigende grad opmærksom på nytten af, at befolkningen fik adgang til frisk frugt. Bag denne bevidsthed lå en rationel betragtning om, at der her tillige lå en uudnyttet fødevareressource af stor økonomisk og ernæringsmæssig værdi. Flere steder anlagde kongen således planteskoler som brohoveder for en god idé i et konservativt og ikke særlig omstillingsparat landbrugsland. Også på Fyn – i Odense. Den meget flittige og velskrivende Odense-gartner H.C. Bredsted konkluderede i sit trebindsværk "Haandbog i dansk Pomologi" i 1893, at: "Det tør ikke betvivles, at denne Planteskole har havt betydelig Indflydelse på Træfrugtavlen, i det mindste på Fyn; derom vidne i alt Fald de talrige større og mindre Frugthaver, der fandtes her på Øen i første Halvdel af dette Aarhundrede" (altså 1800-tallet). Et unikt bevis på denne tidlige begyndelse på frugtavlen i Danmark er den bevarede protokol over de frugttræer, man kunne tilbyde i 1795. I alt 235 forskellige frugttræer. Alene af æblesorter optræder der ikke færre end 102 på listen. Datidens frugtsorter var indført til Danmark, men i løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kom der ikke bare danske, men mange rent fynske sorter til, især æbler. Af sidstnævnte kan nævnes Pederstrup, Elmelund, Broholm Rosenæble, Vemmenæs Bred, Hvidkilde Voksæble, Frørup, Rifbjerg, Filippa, Ingrid Marie og mange, mange flere.
Ganske som det er museumsfolkene, der fortæller tingenes historie, er det mennesker, der står bag historien. Af samme grund har vi ved udvælgelsen af genstande til udstillingen prioriteret det højt at finde frem til et bredt udvalg af de kendte og ukendte fynboer, der har bidraget til at skabe historien. En af de mere kendte personer er Karen Brahe (1657-1736), der var én af sin samtids mest lærde kvinder og havde en imponerende bogsamling. Hun var født ind i den danske højadel og havde derfor økonomisk mulighed for både at læse og samle bøger. I 1708 flyttede hun ind på den fynske herregård Østrupgård, men hun giftede sig aldrig. Mange bogsamlere var ude efter hendes samling, men Karen Brahe svarede altid, at "de ikke var til falds for penge". I 1716 oprettede hun Odense Adelige Jomfrukloster og skænkede stiftelsen sit store bibliotek på over 3.600 trykte bøger og 1.100 håndskrifter. Biblioteket er det eneste bevarede adelsbibliotek i Danmark fra 1600-1700-tallet. I 1907 blev bøgerne deponeret i Landsarkivet for Fyn, men kom i 2010 til Roskilde Kloster.
I "Fyn – øen midt i verden" er der blevet plads til lige godt og vel 1.000 genstande. Egentlig flere, for nogle genstandssamlinger som eksempelvis Hågerupskatten på over 1.400 mønter regnes kun for én. Det efterlader stadig mange gode genstande og gode historier på museets magasiner – i skrivende stund ikke færre end 223.962 af slagsen, men det tal ændrer sig hele tiden. På vegne af gruppen, der er ansvarlig for udstillingen, skal der herfra lyde et dybtfølt "Undskyld!" til knappenålen, flintøksen, mamelukkerne, ølvognen, frikadelleboden og alle de øvrige, der blev valgt fra. En trøst er det, at forskere og kollegamuseer vil fatte interesse for nogle af tingene og hive dem frem i lyset i ny og næ. Og om 10-15 år, når andre øjne i en anden tid efter et andet koncept skal foretage samme svære valg – og fravalg – til en ny udstilling, vil andre beviser på tidens gang og historiens tilblivelse opleve ophøjelsen i montrernes hellige lys.
