Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det! At det er en plakat for Olsen-banden på sporet (1976) antydes diskret af bowlerhatten, cigaren og guldbarren med det stjålne blik. Den – set med danske øjne – overraskende fortolkning af noget så velkendt som en Olsen-bande-film blev sammen med 42 andre eksempler på polske filmplakater fra 1950’erne til 1970’erne præsenteret i Mediemuseets særudstillingslokale i perioden 21. juni til 1. september 2013.
Udstillingen gav publikum mulighed for at nyde et visuelt festfyrværkeri af meget forskelligartede filmplakater lige fra Jerzy Flizaks muntre stiliseringer af Olsen-banden over Andrzej Pagowskis ikoniske fortolkninger af film som Gøgereden til Franciszek Starowieyskis dystre og dramatiske fortolkningen af italienske og franske komedier.
Samtidig præsenterede udstillingen en del af den polske plakatkultur, som måske ikke er så kendt af et dansk publikum. Den politiske situation i Polen efter 2. verdenskrig og frem til Berlinmurens fald i 1989 betød, at film – både internationale og nationale – blev distribueret af statslige filmdistributører, som fravalgte at bruge det markedsføringsmateriale, der ellers var knyttet til de internationale film, og i stedet fik grafikere og plakatkunstnere til at designe filmplakater. At plakatkunstnerne arbejdede uden for det globale underholdningsmarked betød også, at de fik frie hænder til at designe plakaterne ud fra deres personlige fortolkning af de pågældende film. Derfor blev den kunstneriske vision prioriteret frem for brugen af fotografisk materiale og traditionel stjernedyrkelse, som ellers vægtes højt i internationale filmplakater.
At betragte plakaten som et kunstværk i sig selv er karakteristisk for polsk plakatdesign igennem hele det 20. århundrede. Men de politiske, kulturelle og økonomiske omstændigheder i Polen især fra midt-50'erne og frem dannede grobund for den tradition, der er blevet kendt som The Polish School of Posters, og perioden markerede begyndelsen på en guldalder for den polske plakatkultur og -kunst. På dette tidspunkt var plakaten stort set den eneste tilladte form for kunstnerisk udtryk i Polen. Men samtidig var stalinismens politiske greb løsnet, og censuren var ikke synderligt optaget af, hvordan plakaterne så ud. Dette, sammen med at kunstnerne kunne arbejde uden for markedsøkonomiens kommercielle begrænsninger, skabte en kreativ bølge af plakater primært til kulturarrangementer som film, teater og cirkus. Under storhedstiden i 60’erne blev der produceret op mod 10.000 plakater om året, og til tider blev der designet 2-3 forskellige plakater til en kulturbegivenhed. De polske plakater er temmelig forskelligartede i stil og udtryk, som de udstillede eksempler også tydeligt viste. Men et par ting kan stadig betragtes som karakteristiske: integrationen af typografi og illustration samt brugen af symboler, metaforer og modsætninger. Dette skaber æstetisk spænding og efterlader plads til individuel fortolkning for tilskueren – og skaber engang imellem også overraskelser over kunstnerens valg af symboler og metaforer, når det drejer sig om at illustrere film, der er velkendte for et vesteuropæisk publikum. Eksempelvis Andrzej Pagowskis plakat til Gøgereden med dens dramatiske iscenesættelse af Jack Nicholson som Kristusfigur med en tornekrone bestående af ledninger. Denne fortolkning giver mening, når man kender filmen, hvor Nicholsons karakter kommer til at fungere som frelser for de andre patienter på et psykiatrisk hospital. Men i den gængse forståelse af en filmplakat som et markedsføringsmiddel til at lokke publikum ind i biografen virker plakaten voldsom og provokerende.
Mange af de øvrige plakater i udstillingen illustrerede film, som er kendt af et vesteuropæisk publikum, på lige så kreativ og overraskende vis. Dette bliver særligt tydeligt, når man sammenligner den polske plakat med det markedsføringsmateriale, der oprindeligt var lavet til den pågældende film. Derfor var der i udstillingen ved hver plakat opsat en QR-kode, så publikum med smartphones og QR-kodescanner blev ledt hen til filmsiden IMDB, hvor den vestlige plakat for de fleste films tilfælde kan ses.
Udstillingen Lige i øjet præsenterede de mange æstetiske og kulturhistoriske kvaliteter ved de polske filmplakater, men samtidig er processen bag udstillingen et godt eksempel på et frugtbart samarbejde mellem Mediemuseet og andre kulturinstitutioner. De polske plakater var venligst udlånt af Billed- og Plakatarkivet under Det Danske Filminstitut, som er et filmhistorisk arkiv åbent for alle interesserede. Arkivets samling indeholder materiale fra næsten samtlige danske og udenlandske film, der har været vist i danske biografer helt tilbage til 1910’ernes stumfilm. Derudover består samlingen blandt andet af pressebilleder, biografbilletter, fotoalbums, kostumer og andre genstande som f.eks. camera obscuraer samt plakater, herunder også en særlig samling på ca. 250 polske filmplakater fra perioden midt-50’erne til slut-70’erne. Det var leder af Billed- og Plakat-arkivet, Madeleine Schlawitz, der i første omgang gjorde mig opmærksom på samlingen, da jeg henvendte mig til arkivet med en idé om en udstilling med filmplakater, der brugte øjet som visuel metafor. Mange af de polske plakater bruger netop øjet som visuel metafor for filmmediet – hovedparten af de 43 plakater, der blev udvalgt til udstillingen, er netop eksempler på dette.
På den vis hang plakaterne designmæssigt sammen med Odense Internationale Filmfestivals visuelle identitet, der også bygger på øjet som symbol. Udgangspunktet for udstillingen var da også et samarbejde mellem OFF og Mediemuseet, der inviterede filmfestivalen indenfor på museet og udstillede de sidste 5 års OFF-plakater sammen med de polske plakater. Man kunne i udstillingen desuden følge designprocessen bag plakaterne og OFF’s visuelle identitet, der er tilrettelagt af designbureauet Stupid Studio.
Lige i øjet var blot ét element i samarbejdet mellem OFF og Mediemuseet. Mediemuseet har i en del år tilbudt skoleklasser undervisning i dokumentarfilm som en del af festivalens undervisningstilbud. I år lagde Mediemuseets biograf i uge 35, hvor festivalen løb af stablen, desuden lærred til visninger af konkurrenceprogrammer med bl.a. polske og irakiske kortfilm. Og Den Polske Ambassade i Danmark, der også har støttet udstillingen, afholdt i den forbindelse reception med deltagelse af polske filminstruktører og Polens ambassadør, hr. Rafał Wiśniewski.
Lige i øjet sluttede den 1. september. Hvis man ikke nåede at opleve udstillingen, kan man fortsat finde de 43 plakater samt de ca. 207 andre polske filmplakater i Billed- og Plakat-arkivets samling på fotodelingssiden Flickr. Man finder Billed- og Plakatarkivets fotos, hvis man på www.flickr.com under ”Flickr members” søger på ”the film museum”. Og hvis man søger yderligere litteratur om den polske plakatkunst, vil jeg anbefale Graphics – a century of poster and advertising design af Alain Weill og Den globale plakat af Lars Dybdahl samt ”The Legacy of Polish Poster Design”, en artikel af Andrea Austoni, der er tilgængelig på www.smashingmagazine.com.
