I 2013 åbnede endelig – efter mange års ønske – et spisested i Den Fynske Landsby. I den del af den gamle Sortebro Kro, som vender ind mod Landsbyen, åbnede midt i juni måned Krostuen, der tilbyder frokostretter og kaffe og kage til trætte, sultne museumsgæster. Med dette nye tilbud glæder vi ikke blot vores gæster, men føjer samtidig også et nyt lag til kroens historie. Og det er netop Sortebro Kros historie, der er emnet for denne artikel.
Historien om kroen tager sin begyndelse i 1804, hvor selvejerhusmand Christian Hansen købte et stykke jord af Christopher Pedersen. I salgsaftalen står, at ”Kiøberen paa deres Huuslod er forbunden til at opføre Bygninger og i samme at indsætte Beboere.” [1]
Christian Hansen var altså forpligtet til at bygge et hus og sørge for, at huset blev beboet. Med jordstykket fulgte både mursten og egetømmer, der allerede var skåret op til stolper, løsholter osv. Måske havde det egentlig været Christopher Pedersens plan selv at bygge hus på stedet, siden materialerne allerede var klar?
I hvert fald tog den nye ejer, Christian Hansen, fat på projektet med det samme, og allerede i 1805 stod hans husmandssted færdigt. To år efter tegnedes brandforsikring på huset. I brandtaksationsprotokollen kan man læse om: ”et Hus Soelbro kaldet, paa den østre Side af Landevejen ved Sortebroe, beboes og ejes af Christian Hansen paa Marken, opført i Aaret 1805 paa en Plet af Lackendrups Grund, som tilforn hørte under Hovedgaarden Mullerup.” [2] Det nye husmandssted bestod af et stuehus og en udlænge. Stuehuset på otte fag var knap 20 alen langt, knap 10 alen dybt og 3½ alen højt.[3] Huset var bygget af egetræ i de bærende dele, mens ”overtømmeret” – altså tagkonstruktionen – var af fyrretræ. I tavlene mellem tømmeret var væggene lerklinede, og der var strå på taget. De mursten, som Christian Hansen havde overtaget iflg. kontrakten, var blevet brugt i en muret skorsten, som var bygget af rå (ubrændte) sten nederst og brændte sten oven for taget. I samme taksationsforretning beskrives stuehusets indretning, der omfattede storstue, dagligstue, sovekammer m. alkove, ølkammer, forstue, bryggers samt et materialekammer. Rummene havde lergulve, bortset fra bryggerset, hvor der i stedet var et mere robust kampestensgulv.
I den nordlige ende af stuehuset lå en længe på syv fag, bygget i samme materialer som stuehuset. Længen var indrettet med tre fag kostald, hvori var tre båse og kornhus (plads til opbevaring af afgrøderne), to fag tærskelo og to fag til huggehus og tørvehus. Ejendommen blev vurderet til 558 rigsdaler.
Det tolængede husmandssted kom til at danne rammen om livet for en husmandsfamilie, hvis størrelse vi ikke kender nøjagtigt. Vi ved, som skrevet, at huset blev bygget af husmand Christian Hansen fra Hesselager, og vi ved fra et skiftedokument fra 1826, at han var gift med Karen Rasmusdatter.[4] De to kan genfindes i folketællingen fra 1801 som Christian Hansen, 28 Aar, Huusbonde, Landsoldat og Inderste [5] gift med Karen Rasmusdatter, 33 Aar. De havde da en søn, Rasmus, på 3 år. Inden de flyttede ind i det nybyggede hus i 1805, havde de fået (mindst) et barn mere, nemlig datteren Ane Kirstine, der blev født i 1802. De fik siden endnu en datter, Ane Margrethe, og måske flere børn, som vi ikke kender til.
Karen døde i 1826, og ved samme lejlighed overdrog Christian husmandsstedet til sin svigersøn Kristoffer Rasmussen, som var blevet gift med datteren Ane Kirstine i november 1824.[6] Kristoffer var søn af gårdmand Rasmus Bech fra landsbyen Gudbjerg i samme sogn. Ane Kirstine og Kristoffer boede allerede i huset hos hendes forældre, da de blev gift, og efter ejendommen havde skiftet hænder, fortsatte hele familien med at bo sammen, indtil Christian Hansen døde i 1832, 61 år gammel. Inden da havde det nye husmandspar fået tre børn – Karen (født 1827), Niels (født 1829) og Giertrud (født 1831) – så de har altså i en periode boet tre generationer under samme tag, ganske som det var almindeligt. Om faderen, Christian, står da også skrevet i kirkebogen, at han var ”Huus Aftægtsmand i Sortebro”.[7] Allerede i skiftedokumentet i 1826 var det indskrevet som betingelse for, at det yngre par kunne overtage husmandsstedet, at Kristoffer Rasmussen skulle ”… svare Christian Hansen den under Skiftet bestemte Aftægt”.[8] Aftægt var en ordning til forsørgelse af de gamle i samfundet – den gruppe af gamle, der altså havde ejet eller fæstet en ejendom, mens de endnu var raske og rørige. Ved overdragelsen af deres ejendom til en ny, yngre ejer indgik de ofte en aftale om, at den nye ejer/fæster skulle forsørge den tidligere efter fastsatte kriterier. Meget ofte var der tale om slægtninge, da ejendomme gerne gik i arv fra forældre til børn, men aftægt kunne også sagtens ske mellem mennesker, der ikke var i familie. Oprindelig var de fleste aftægtsaftaler formentlig blot mundtlige aftaler, men i løbet af 1800-tallet ses en stigning i officielle skriftlige aftaler. Det kunne være særlige aftægtskontrakter eller – som i tilfældet Sortebro i 1826 – en del af skifteforretningen eller kontrakten, der udfærdigedes i forbindelse med overdragelsen af ejendommen. Aftægt var den bedste løsning for ældre i en tid, hvor alderdomshjem, alderdomsunderstøttelse og lignende endnu ikke var indført.[9]
Kristoffer Rasmussen kom til at eje og drive Sortebro i en længere periode, men Ane Kirstine døde allerede i sommeren 1843; hun blev 41 år.
Den jordlod, Christian Hansen købte af Christopher Pedersen i juni 1804, var vurderet til 2 skæpper, 1 album.[10] Den smule jord kunne man ikke leve af, og allerede i december samme år tilkøbte den nyslåede husmand endnu et stykke jord af samme størrelse fra Niels Jensen, der var selvejerhusmand i Brudager. I 1810 indgik Christian Hansen i endnu en handel med Christopher Pedersen: han købte endnu 2 skæpper, 3 fjerdingkar, 2/3 album jord og bragte således sit samlede jordtillig- gende op på 6 skæpper, 3 fjerdingkar, 2 2/3 album jord, som også er det tal, der nævnes, da ejendommen skiftede hænder i 1826.[11]
Jordstykket var husmandsfamiliens livsgrundlag, og den lille ejendom kunne tilsyneladende brødføde dem. I hvert fald står der i folketællingerne fra 1834 og 1840 om Kristoffer Rasmussen, at han var ”… Husmand, lever af sin jordlod”. I kirkebøgernes indførelser fra 1830’erne og 40’erne står han ligeledes beskrevet som husmand, men fra 1844 og frem bruges i både kirkebøger og folketællinger betegnelsen ”Boelsmand” (eller senere ”Jordbruger”). En bolsmand var forskellig fra en husmand, når det gjaldt størrelsen på hans jordtilliggende. Et husmandssted kunne være med eller uden jord, men havde typisk ikke jord nok til, at husmandsfamilien kunne leve af jordbrug alene. Husmanden måtte derfor søge arbejde andetsteds som landarbejder eller som håndværker, og det var husmandskonen, der måtte drive den smule landbrug, der var. En bolsmand beboede et bolsted, der var betegnelsen for et mindre brug, der havde et jordtillig- gende på over 1, men under 3 tønder hartkorn. Grænsen på 1 td. hartkorn, som skilte husmænd fra bolsmænd, havde også betydning for placeringen i landsbyens hierarki. Havde man over 1 td. hartkorn, havde man nemlig stemmeret og var valgbar til sogneforstanderskabet og senere sognerådet. Dermed havde bolsmanden en lokal indflydelse, som ikke kom husmanden til del.[12]
Da ejendommen skiftede hænder i 1886, kan vi af skødet se, at det tilliggende jordstykke var noget større end i 1826 – nemlig 1 td., 2 sk., 3 fdk.[13] På dette tidspunkt var ejeren af Sortebro altså bolsmand. Hvornår tilkøbet af mere jord er sket, ved vi ikke, men den ovenfor nævnte konsekvente forandring i beskrivelsen af Kristoffer Rasmussen antyder, at det er omkring 1840. Det ville også stemme overens med den kendsgerning, at bygningsmassen blev udvidet med en ekstra længe før 1840. Omfanget af bygninger på en landbrugsejendom afspejler jordtilliggendets størrelse i den forstand, at mere jord giver et større afkast, der igen kræver mere plads til bl.a. opbevaring af afgrøder.
Den nye længe blev bygget vinkelret på stuehusets østvendte facade længst mod syd. Da denne tilbygning blev brandforsikret sammen med den øvrige ejendom i 1840, blev den beskrevet som følger: ”En Længde ud fra Stuehusets sønder Ende imod øst 8 Fag, dybt 11 al., Ege under Fyrre Overtømmer. Klinede Vægge, Straatag, 1 Skorsten, 1 Ovn…”.[14] Den nybyggede længe blev indrettet med to fag til bryggers med skorsten og bageovn, to fag til karlekammer og huggehus, to fag til port og endelig to fag til tørvehus.
De eksisterende bygninger havde også gennemgået forandringer siden den første taksation i 1807. Både stuehuset og den nordlige længe var tilsyneladende blevet forlænget med et fag, ligesom det nu nævnes, at der var en blanding af murede og klinede vægge, hvor der i den første beskrivelse af bygningerne kun nævntes lerklinede vægge. Måske havde reparationer fundet sted i mellemtiden, eller måske blev de nye dele af bygningerne bygget med mere tidssvarende materialer. Indretningen af stuehuset var også noget forandret; bryggerset ser ud til at være væk – formentlig flyttet over i den nye længe – og i stedet er den nordlige del af huset indrettet til ”Stue med Kammer”. Måske er dette en forløber for den senere indretning af stuehuset til kro, hvor stuehuset deles i en privat og en gæstgiverdel?
Der gik ikke lang tid efter Ane Kirstines død, før Kristoffer giftede sig igen. I slutningen af 1843 holdt han bryllup med Karen Hansdatter på 24 år, datter af gårdmandsparret Hans Lydersen og Maren Hansdatter, der havde en gård i Ellerup, der ligger i Gudbjerg sogn, ligesom Sortebrohuset gjorde. Det kan synes noget ufølsomt, at Kristoffer giftede sig igen så hurtigt som fem måneder efter sin første hustrus død, men det var en helt almindelig foreteelse, der udsprang af praktiske behov: Kristoffer drev et husmandssted (bolsted) og havde tre børn boende hjemme. For at drive et landbrug krævedes både kvindelig og mandlig arbejdskraft, for i 1800-tallets bondesamfund var arbejdsopgaverne i og omkring en landbrugsbedrift skarpt opdelt mellem mænd og kvinder. Mændene varetog alt det, der havde med markerne og de større dyr at gøre, mens kvinderne havde ansvaret for stuehuset, haven og de mindre husdyr. Kristoffer Rasmussen havde altså lige så meget brug for en ”arbejdskollega” som for en ny kone.
At den nye kone var halvt så gammel som han, da brylluppet stod, var såmænd heller ikke usædvanligt. Aldersforskellen betød bl.a., at der kom flere børn til Sortebro. Kristoffer og Karen fik mindst syv børn i perioden 1844-1860, heraf døde to drenge, inden de blev ét år:
Karen fødte altså et barn ca. hvert andet år – undtaget et spring på fire år mellem Ane Marie og Karen. Der er ikke fundet spor efter et evt. dødfødt barn i kirkebogsmaterialet i denne periode. Det store antal børnefødsler var helt almindeligt midt i 1800-tallet, hvor fødselsraten stadig var høj. De store børneflokke havde flere forklaringer. Prævention var stort set ikke-eksisterende indtil slutningen af 1800-tallet, og samtidig var der også et ønske om at få mange børn, der kunne bidrage til husstandens indtægt og være en sikring i alderdommen. Den høje børnedødelighed – som Rasmus og Hans i Sortebro-familien er eksempler på – medvirkede også til ønsket om at sætte mange børn i verden, for at i det mindste nogle af dem skulle overleve, til de blev voksne.
Spædbørnsdødeligheden i Danmark var høj igennem hele 1800-tallet. Der findes detaljerede oplysninger om dødeligheden for de helt små fra 1830’erne, hvor 14,6 % af alle børn døde i deres første leveår.[15] I 1900 var tallet faldet til 13,3 %. Det var ikke ligegyldigt, hvor i landet man blev født. Spædbørn født i København havde langt den største risiko for at dø tidligt; i perioden 1850-54 døde 22,5 % af de levendefødte børn i København, mens landsognene var et mere gunstigt sted at komme til verden. Her var ingen udearbejdende mødre, og man var typisk nærmere ved fødevareproduktionen – og måtte derfor sjældnere sulte – end tilfældet var i hovedstaden. Svendborg Amt, hvor Sortebrohuset lå, havde en af landets laveste spædbørnsdødelighedsprocenter med 10,1 % i 1850-54.
I flere beskrivelser af Sortebro Kro, heriblandt Odense Bys Museers egne udgivelser, nævnes det, at kroen fik kongeligt privilegium i 1860. Vi kender dog hverken til et originalt privilegiebrev eller andre kilder, der nævner dette år. Til gengæld kender vi datoen for den kongelige bevilling til ”Gjæstgiveri / Krodrift” udstedt til ”hmd [husmand] Christopher Rasmussen i Sortebrohuset i Gudbjerg Sogn” (24. august 1861) samt datoen for næringsbrevets underskrivelse (17. september 1861).[16] For bevillingen skulle betales 18 rigsdaler. Det tyder altså på, at det var i 1861, Sortebro Kro fik kongeligt privilegium og dermed ret til at drive gæstgiveri og brænde brændevin.
Lovgivning om krohold og gæstgiveri kendes langt tilbage i tiden. I 1396 blev det bestemt, at ”… hver foged lader bygge kro for hver fjerde mil [ca. 30 km], og at enhver, der kommer dertil, kan købe sit underhold for sine penge, og at man ikke sætter priserne højere end dem, der gælder i nærmeste købstad.” [17] Det er dog tvivlsomt, om alle disse kroer blev oprettet. Lovgivningen og privilegiesystemet havde til formål at sikre nok, men ikke for mange, kroer langs hovedfærdselsårene igennem landet.
På en kongelig privilegeret kro skulle man modtage alle gæster – dag og nat – og have plads til deres heste i en rejsestald. Privilegierne bestod i retten til selv at brænde brændevin, bage rugbrød og brygge øl, i retten til at sælge øl, vin og brændevin (også uden for kroen) samt i en fritagelse for andre indkvarteringer (eksempelvis troppeindkvarteringer). Desuden havde en privilegeret kromand eneret til at tage betaling for overnatning.[18] I 1734 blev det bestemt, at alle ikkeprivilegerede kroer skulle nedlægges, fordi de førte til drikfældighed blandt bønderne. Dette medførte måske nedlæggelse af nogle ikke-privilegerede kroer, men det førte i hvert fald til, at et ganske stort antal kroer fik kongelig bevilling. Alene i 1734 fik 35 sjællandske kroer således privilegier.[19] Bekymringen over kroernes betydning for bøndernes alkoholforbrug var stadig til stede i 1800-tallet. I 1843 nævner Hofman Bang således i sin beskrivelse af Odense Amt, at kroerne gav ejeren en god binæringsvej, men også gjorde stor skade. Især dem, der lå så tæt på Odense, at bønderne, når de passerede kroerne ”… endnu har brændevinssmagen i munden fra byen af, [og] kan ej andet end få denne fornyet, da de store forgyldte bogstaver ’Privilegeret kro’ lyser dem … i møde.”[20]
I 17- og 1800-tallet var trafikmængden på landevejen stigende, og nye hovedlandeveje (chausséer) blev anlagt i perioden 1761-1864. Den fynske landevej var færdig i 1820. Med flere folk på vejene fik kroer og gæstgiverier et større levegrundlag, især fordi de stadig primært var for rejsende – nogle steder var det fortsat forbudt for kroejerne at servere stærke drikke for sognets egne beboere. Dette forbud fik dog mangen gæstgiver til at drive smugkro ved siden af den autoriserede krodrift, og det er ikke umuligt, at også Kristoffer Rasmussen på Sortebro skænkede øl og brændevin, førend han fik bevilling til det. I hvert fald betitles han ”kromand” i et brev, som hans nevø, Jeppe Andersen, sendte ham i 1845.[21] I de officielle kilder nævnes han først som kromand ved sin egen død i 1862, og i brandforsikringsarkivalierne registreres Sortebrohus først med ordene ”nu krosted” den 2. april 1861.[22]
I forbindelse med det kongelige privilegium skete der igen om- og tilbygninger på Sortebro. I foråret 1861 forsikredes en nyopført kørelade ved landevejen sydvest for stuehuset. Laden var syv fag lang og bygget af fyrretræ med brændte mursten. Køreladen – eller rejseladen – var en nødvendighed for at kunne opstalde de rejsendes heste, mens de overnattede på kroen.
Samtidig gennemgik stuehuset også en større ombygning, så den blev klar til at modtage gæster. I brandtaksationen blev ejendommen omtalt som: ”En kro. Christoffer Rasmussen ’sortebrohuset’ kaldet, matr. nr. 15”.[23] Bygningen blev forlænget med yderligere to fag, så den nu var 11 fag lang (29 alen, svarende til godt 18 meter), væggene var nu alle murede af brændte sten, og de gamle lergulve var erstattet af sten- og trægulve i kamrene. Stuehuset var med nyindretningen blevet delt i en privat og en ”offentlig” afdeling. Selve kroen bestod af forstue, gæstekammer, gæsterum og skænkestue med skænk (disk), og til privaten hørte forstue, køkken, dagligstue og spisekammer. Sovekammeret befandt sig lige bagved disken, så skarpere var opdelingen mellem hjem og erhverv alligevel ikke.
I disse nyindrettede rammer kunne Kristoffer og Karen så byde rejsende indenfor til et hvil og et måltid mad. På Landsarkivet for Fyn er bevaret en række Takster for Gjæstgivere og Kroholdere i Svendborg Amt.[24] Af dem kan man læse, hvad kroholderne i de enkelte herreder måtte tage for forskellige varer og ydelser. En overnatning, eksempelvis, måtte i 1861 koste 24 skilling for en nat, hvis det var uden varme, men med lys. Hvis der også skulle varme på, var prisen 32 skilling. Var der tale om overnatning for ”simple Folk”, kostede det kun 8 skilling… Et glas øl kostede 2 skilling, og ”En Portion Smørrebrød af 3 Stkr. Rug- eller Suurbrød med Kjød eller Ost” kunne man få for 12 skilling. Prislisten skulle altid være at finde opslået på væggen i krostuen, så man ikke kunne tage overpris. ”Overtrædelse heraf medfører Mulct [bøde] efter Anordningerne”. Der findes også priser på en lang række andre drikkevarer (eksempelvis æggesnaps) samt på foder og overnatning til hestene.
Nogle år efter krobevilling og nyindretning – senest i 1869, hvor den blev forsikret – blev endnu en bygning føjet til kroen. Den var fem fag lang og indrettet til stald. Denne bygning var placeret mod øst, parallelt med stuehuset. Staldbygningen fulgte ikke med, da Den Fynske Landsby hjemtog Sortebro Kro i 1940’erne.
Den 14. april 1862 døde Kristoffer Rasmussen, 66 år gammel. Han havde ejet Sortebrohus i 36 år og havde set ejendommen vokse fra et lille husmandssted til en stor privilegeret kro. Nu sad Karen Hansdatter tilbage på kroen med fem børn i alderen 4 til 18 år. Karen fik lov at sidde i uskiftet bo, indtil hun giftede sig igen.[26] Men hun giftede sig ikke; i stedet drev hun selv kroen med hjælp fra sine børn og i perioder også enkelte tjenestefolk.
Folketællingen fortæller os, at de fire af børnene fortsat boede hjemme i 1870. Datteren Karen, der på dette tidspunkt var 17 år, var formentlig ude at tjene, mens de resterende hjalp til i kroen. Karen Hansdatter havde på dette tidspunkt en tjenestekarl, Jens Rasmussen, som i 1877 blev gift med den ældste datter, Ane Kirstine. I folketællingen fra 1890 kan de to genfindes med to børn bosiddende i et hus i Brudager, hvor Jens er blevet landpost. Men det er en helt anden historie! To år tidligere var den næstældste datter, Ane Marie, blevet gift med gårdmand og enkemand Rasmus Hansen, og de sidste tre børn på kroen, Rasmus, Karen og Maren, blev gift i hurtig rækkefølge i hhv. februar 1887, december 1887 og december 1888.
Rasmus, som jo var den eneste overlevende søn af Kristoffer og Karen, blev således gift med Karen Hansen Larsen den 4. februar 1887. Karen, der var jævnaldrende med sin husbond, var datter af gårdmand Hans Larsen i Lakkendrup, ganske tæt på Sortebro Kro. Et års tid før sit bryllup var Rasmus blevet den nye kroejer, da moderen 21. februar 1886 ”…skjøder og overdrager herved til min Søn Ungkarl Rasmus Christoffersen den mig ifølge Adkomst tinglæst 6. April 1863 tilhørende Ejendom ’Sortebrohuus’ paa Lakkendrup Mark Gudbjerg Sogn…”.[28] Til ejendommen hørte to jordparceller – matr. 15a i Gudbjerg sogn (6 skp. 3 fdk. 2 alb.) og matr. 39a (3 skp. 3 fdk. 1 alb.) – og med i handlen gik også avl og afgrøder, ind- og udbo – ”uden en eneste Undtagelse”, som der står. Til ejendommen hørte altså landbrugsjord svarende til godt 1 td. hartkorn. Desuden overtog Rasmus alt, hvad der forefandtes på ejendommen – inkl. besætningen, som i 1881 bestod af to heste, fem køer, otte får og to svin foruden deres afkom.[29] Dyreholdet understreger, at landbruget stadig udgjorde en væsentlig indtægtskilde for familien, selvom de nu også drev en kro. Det gjorde sig gældende langt op i tiden for mange erhverv på landet, at man drev landbrug ved siden af – det gjaldt mølleren, skoleholderen, håndværkeren m.fl. Og altså også kromanden.
Karen Hansdatter blev boende på kroen til sin død 5. januar 1896. I kirkebogen omtales hun som ”Aftægtskone i Sortebro Kro, Gudbjerg Sogn, Gudme Herred […] Enke efter Kromand Christoffer Rasmussen”.[30]
Rasmus og Karen overtog krodriften, mens den var på sit højdepunkt. Trafikken var voksende, og kroens placering på landevejen mellem Nyborg og Svendborg var god. Diligencen kørte retur mellem de to købstæder syv gange ugentligt, og allerede mens Rasmus’ mor drev kroen, havde denne i 1869 fået status af brevsamlingssted.
I løbet af 1800-tallet tog brevskrivningen for alvor fart. På landsplan steg antallet af befordrede breve fra ca. 2 mio. i 1830’erne til 82 mio. breve årligt i 1890’erne.[31] Brevskrivning var blevet for de mange i stedet for at være forbeholdt borgere og adelige. Flere ting havde indflydelse på denne udvikling: forbedret skolegang, der betød at de fleste nu kunne læse og skrive, var en åbenlys forudsætning, men også en forbedret infrastruktur og større mulighed for at rejse ud i landet var af betydning. Så længe man ikke bevægede sig meget længere end til nabosognet og den nærmeste købstad, havde den almindelige landbo ikke stort behov for at kunne kommunikere på skrift. Han kendte ingen, der boede længere væk, end man kunne nå ham eller hende til fods eller med vogn. Men dette vilkår var under forandring i 1800-tallet: Højskoler og landbrugsskoler skabte kontakt mellem unge fra forskellige dele af landet, landboer flyttede til byerne eller udvandrede i deres søgen efter arbejde – brevskrivningen blev nødvendig for at holde forbindelse med hinanden.
Indtil midten af århundredet var offentlig postbesørgelse dog udelukkende et byfænomen. De første brevsamlingssteder i landdistrikterne blev først oprettet i 1852 i egne, hvor der var langt mellem posthusene.[32] På Fyn blev der oprettet 17 brevsamlingssteder dette år.[33] Det var ikke usædvanligt, at opsamlingsstederne faldt sammen med kroerne, der lå naturligt langs med postruterne – som i tilfældet Sortebro. Postvognen afleverede de breve, der kom til egnens beboere på brevsamlingsstedet, og landpostbuddet hentede posten på kroen og bragte den ud. I begyndelsen blev posten blot bragt ud til landsbyens lokalt ansatte ”postudveksler”, hvor man så kunne afhente sine breve. Men fra 1870’erne leveredes posten direkte til de enkelte gårde og huse, og i 1890 var hele Danmark (bortset fra Bornholm og Færøerne) dækket af landpostruter med direkte omdeling.[34] Landposten blev nu den vigtigste kontakt til verden uden for sognegrænsen. Hans postrute blev besørget til fods, indtil det i 1894 blev tilladt for landpostbudene at cykle ud med posten.
Det gik altså godt for Sortebro Kro i anden halvdel af 1800-tallet, men landbruget blev alligevel ikke forsømt. Senest i 1897 forøgedes kroens landbrugsbygninger med en udvidelse af den nordlige længe fra otte til 13 fag.[35] I brandforsikringsprotokollen står, at længen indeholdt stalde, port m.v., så der har altså været behov for mere plads til bl.a. dyreholdet.
Den større bevægelighed blandt landboer og det større behov for kommunikation og vareflytninger, som var medvirkende til Sortebro Kros blomstring, var også baggrunden for den infrastrukturelle revolution, som i sidste ende kom til at give kroen dødsstødet. I 1897 åbnede jernbanen mellem Nyborg og Svendborg som en del af et mere og mere fintmasket net af jernbaner på kryds og tværs af Fyn. Jernbanen betød naturligvis, at en stor del af de rejsende mellem Nyborg og Svendborg ikke længere kom omkring Sortebro Kro, og den nedgang i kunder havde betydning for driften. Rasmus Kristoffersen ansøgte derfor i 1908 indenrigsministeriet om lov til at flytte til Gudme, hvor han ville bygge en kro tæt ved jernbanestationen. Her ville hans forretning sikkert have blomstret videre, men han fik imidlertid afslag på sin ansøgning uden yderligere forklaring.[36]
Imens Sortebro Kro trivedes, voksede Rasmus og Karens familie. Tre år efter, de blev gift, bestod familien af Rasmus og Karen, begge 31 år, samt Kristoffer på 2 og Hans på under 1 år. Rasmus betegnes her som husmand. Ved folketællingen i 1901 talte familien Rasmus og Karen og syv børn, der alle boede hjemme på Kroen, og desuden en karl og en pige, der var tyende ved landbruget. Det ældste barn, Kristoffer, var 13 år, det yngste, Anna Kirstine, var 1 år. Og året efter kom det sidste skud på stammen – Dagmar – der blev født 19. juli 1902. Ligesom sin svigermor fødte Karen et barn hvert andet år, men modsat generationen før blev de mange børn alle voksne, og på nær Kristoffer blev de alle gift. Ved folketællingen i 1911 boede kun fire børn hjemme. De to yngste, Anna og Dagmar, samt Kristoffer (23 år) og Gertrud (16 år), der begge betegnes som tyende ved landbruget. De arbejdede altså som karl og pige i forældrenes landbrug. De øvrige fire børn var formentlig ude at tjene andetsteds.
Den 22. april 1917 døde Rasmus Kristoffersen på Sortebro Kro, hvor han var blevet født 59 år tidligere, og godt et år senere – 29. maj 1918 – døde Karen Hansen Larsen. Begge blev begravet på Gudbjerg Kirkegård. En måned senere blev Maren Kristoffersen gift med ”Ungkarl Carl Peder Nielsen, født paa Brudager Kiil, Brudager Sogn, 12. marts 1889”.[37] Karl var søn af et gårdejerpar fra en lille samling huse, Kilen, i Brudager sogn. Ægteskabet blev tydeligvis hastet igennem efter Karens død – af kirkebogen kan det ses, at lysningen over det kommende ægtepar blev bestilt den 14. juni og udført den 16., 23. og 30. juni 1918. Giftermålet skulle finde sted hurtigt, så det unge par kunne overtage den nu ejerløse ejendom.
Rasmus og Karen blev de sidste krofolk på Sortebro Kro. Med Rasmus’ død nedlagdes krodriften, og Karl og Maren levede nu udelukkende af deres landbrug, selvom Sortebro vedblev at have funktion som posthus nogle år frem. Karl og Maren fik fire børn: Svend i 1912, Karen i 1919, Gerda i 1923 samt efternøleren Rasmus i 1932, som blev de sidste børn i den gamle Sortebro Kro. I 1920’erne og 30’erne bestod husstanden ud over forældre og børn også af tjenestekarlen Kristoffer, der var Marens ældre bror. Han blev aldrig gift, men hjalp i stedet sin søster og svoger på deres landbrugsejendom og blev tilsyneladende boende på Sortebro indtil sin død i 1947.
I februar 1941 gav Odense Byråd 4000,- kr. til projektering af et landbygningsmuseum i Odense, og i den kommende tid igangsatte museumsfolkene arbejdet med at undersøge, om der på Fyn stadig fandtes landbygninger, som kunne bruges på et nyt museum for fynsk landbyggeskik.[38] I sommeren 1941 rejste man til Tåsinge og Ærø og senere – med følgeskab af Kaj Uldall, der var leder af Frilandsmuseet i Sorgenfri – til Hindsholm, Nordfyn, Nordvestfyn, Vestfyn, Tåsinge og Drejø for at lede efter egnede bygninger. ”Egnede bygninger” var der tilsyneladende mange af, og da man siden henvendte sig til befolkningen via pressen, fik Odense Bys Offentlige Samlinger endnu flere forslag om bygninger, der ville gøre sig godt på det nye museum.
Sortebro Kro blev besigtiget i november 1941 af museumsinspektør Svend Larsen, kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen samt kontorbestyrer Georg Jørgensen, der var formand for ”Udvalget til Rejsning af et fynsk Landbygningsmuseum”. På samme tur besøgte de tre også Vester Skerninge Kro, der på dette tidspunkt åbenbart også var på tale som museumskro. Ejeren af denne var dog ikke interesseret i at sælge sin kro, mens Karl og Maren Nielsen ville have ”en ny Bygning af et Husmandssteds Størrelse til Erstatning”, hvis de skulle sælge deres ejendom.[39] I februar 1942 skrev museet tilbage til Karl og Maren, at de gerne ville overtage kroen for at genopføre den i Den Fynske Landsby. Sortebro Kro var dermed blandt de første bygninger, der blev erhvervet til det nye museum. I februar og marts 1942 blev der desuden underskrevet købskontrakter vedr. følgende ejendomme, der efterfølgende skulle flyttes til Den Fynske Landsby: Davinde Vandmølle, Hulegården, Væverhuset fra Vester Lunde og Maderup Vindmølle.
Der var lidt skriven frem og tilbage mellem Karl og museet i Odense hen over sommeren 1942. Karl var tilsyneladende ivrig efter at få fjernet de gamle bygninger, nu hvor kontrakten var indgået, så han kunne få bygget sit nye hus. Det kom dog til at vente med selve nedtagelsen af Sortebro Kro til foråret 1943, og genopførelsen i Landsbyen skete i foråret 1945.
Ved genopførelsen af kroen indrettede man hele den nordlige længe, hvor der oprindeligt havde været stald, til restaurant for Den Fynske Landsbys gæster. Her blev plads til ca. 80 gæster foruden køkkenfaciliteter. Resten af kroen blev indrettet, som den – efter beboernes erindring – havde set ud omkring år 1900, og bag kroen anlagdes en krohave med plads til ca. 100 gæster.
Ved åbningen af Den Fynske Landsby d. 22. juni 1946 stod Sortebro Kro altså færdig som en af de otte bygninger, der udgjorde museet. Inden den officielle åbning om aftenen var Karl og Maren Nielsen inviteret på særligt besøg i Den Fynske Landsby sammen med Kirstine Olsen, der var den sidste ejer af Fjelstedgården, der jo også var flyttet til museet. Her fik de en omvisning i det spritnye museum og blev ovenikøbet interviewet til Statsradiofonien!
I 1956-57 blev der bygget en ny tilbygning til Sortebro Kro. Restaurationen i Den Fynske Landsby var så stor en succes, at man havde behov for at kunne rumme flere gæster. Den 2. februar 1957 kunne man derfor åbne en ekstra stue med plads til 52 personer. Det nytilbyggede korshus var lavet med tømmer fra en gamle mejeribygning, der året før var nedtaget ved Ørbæklunde.
Også i dag er Sortebro Kro som bekendt en succesfuld restaurant, der tilbyder gourmetmad i de historiske rammer, som den gamle kro udgør. Med den seneste knopskydning i form af Krostuen, som henvender sig til museumsgæsterne i Den Fynske Landsby, kan endnu flere få oplevelsen af at samles om et måltid i den gamle stue, hvor livet har udspillet sig blandt husmænd, bønder og rejsende i over 200 år.
