Mens udviklingen af Odense har medført, at flere gamle landsbyer er blevet opslugt af byen med en total forandring af bebyggelsesbilledet til følge, er der én type af kulturlevn, som har overlevet ændringerne, nemlig de gamle landsbyers navne. Ikke længere i funktion som landsbynavne, men nu som navne på forstæder og kvarterer i storbyen Odense. Selvom deres funktion således har ændret sig, er navnene i sig selv de samme, og dermed fortæller de historien om det, der før har været.
At stednavne fortæller historie er velkendt. De fleste stednavne dannes nemlig som små beskrivelser af de steder, de betegner, og skønt stederne forandres, overlever stednavnene mange gange upåvirket heraf. Dette skyldes, at stednavnenes betydningsindhold ikke er væsentligt for brugerne af dem, når de først er fast etablerede som navne; stednavnene skal nemlig først og fremmest fungere som lokalitetsudpegende elementer, der har til hensigt at lette vores orientering i og kommunikation om det fysiske landskab, vi færdes i. Det betyder, at et stednavn fra vikingetiden indeholder en lille karakteriserende beskrivelse af det pågældende sted på den pågældende tid, eksempelvis Agedrup, der er en beskrivelse af Aggis bebyggelse.[1] Da denne beskrivelse af lokaliteten først var etableret som navn blandt de, der havde behov for at omtale bebyggelsen, blev det imidlertid uden betydning for navnets overlevelse, at Aggi døde og efterfølgende gik i glemsel, eller for den sags skyld om nogen overhovedet forstod, at det var mandsnavnet Aggi, der indgik i navnet. Navnets funktion var fra da af at betegne én bestemt lokalitet, og i den henseende er betydningsindholdet underordnet. Det er den egenskab, der bevirker, at stednavne kan være meget stabile elementer i et til tider stærkt foranderligt kulturlandskab.
Der er imidlertid forskel på, hvor stabile forskellige typer af stednavne er. Mest stabile er navne på steder, der har kontinuerlig funktion for mange mennesker; jo flere mennesker, der kender til og aktivt bruger et givet stednavn, jo større er navnbrugerkredsen. Er navnbrugerkredsen lille, kan mindre forandringer udgøre en risiko for navnedød, end hvis der er tale om en stor navnbrugerkreds.[2] Navne på små vådområder, lunde og bakker samt navne på marker og agre har oftest en lille navnbrugerkreds, hyppigst bestående af en landsbys indbyggere eller blot en enkelt gårds beboere, mens navne på eksempelvis større naturlokaliteter, landsbyer og især købstæder har store navnbrugerkredse. Den første gruppe af navne er derfor mere udsat for destabilisering og navnedød[3] end den sidste.
Det stednavnemateriale, vi benytter i vores daglige kommunikation, består af navne med meget forskellig alder, der har betegnet vidt forskellige lokaliteter. Stednavnematerialet kan således ikke forventes at afspejle en totalhistorie, men det kan betragtes som en mosaik af fragmenterede vidnesbyrd om bebyggelse og kulturlandskab til forskellige tider. Stednavne er dermed at betragte som en del af vores immaterielle kulturarv.[4]
Der er spor efter menneskelig aktivitet i og omkring Odense fra stenalderen og fremefter. Så gamle er de bevarede stednavne imidlertid ikke. Stednavne kan generelt kun dateres inden for relativt brede rammer på basis af en sproglig datering af de ord, de pågældende navne indeholder, eller på baggrund af typologiske træk for grupper af stednavne inddelt ved fælles efterled. Et stednavn, der indeholder navnet på en af de nordiske guder, kan eksempelvis dateres til den førkristne periode – og da senest vikingetid – mens stednavne med efterleddet -torp samlet set indeholder et stort antal personnavne af vikingetidig og middelalderlig karakter samt meget få førkristne elementer og derfor tillægges en overordnet dateringsramme med hovedvægt i sen vikingetid og tidlig middelalder.[5] En meget stor del af de (lands)bynavne, vi endnu bruger i dag, er dannet i yngre jernalder, vikingetid eller middelalder (ca. 200-1536 e.Kr), mens færre kan tilskrives ældre perioder.
En klassisk anvendelse af stednavne er i bebyggelseshistoriske studier. Det skyldes, at bebyggelsesnavnene som nævnt kan sammenholdes i grupper med fælles efterled – såkaldte navnetyper – som hver især er kendetegnet ved nogle overordnede typologiske træk, der kan omsættes til brede dateringsmæssige rammer. Traditionelt er bebyggelsesnavne med efterleddene -inge, -lev, -løse, -hēm og -sted blevet betragtet som førvikingetidige, efterleddene -by og -toft er blevet anset som vikingetidige, -torp som vikingetidig eller middelalderlig, mens -holt, -tved, -rød og -bølle er blevet tilskrevet middelalderen.[6] Til trods for at dateringsrammerne er brede, og at enkelte stednavne inden for de pågældende navnetyper kan være ældre eller yngre end de anførte dateringsrammer, kan en navnetypologisk analyse af bebyggelsesnavnene i et givet område give et groft indtryk af bebyggelsesudviklingen. En opdeling af landsbynavnene omkring Odense i daterbare navnetyper indicerer eksempelvis en kraftig tilvækst af bebyggelser nordvest for byen i løbet af (sen) vikingetid og middelalder (jf. fig. 1).
Gamle selvstændige landsbyer som Tarup, Pårup, Næsby, Bolbro, Hunderup, Hjallese, Dalum, Dyrup og Ejby er i dag vokset helt sammen med Odense og fremstår som integrerede dele af byen. Blandt flere andre er særligt Sanderum, Biskorup, Seden, Bullerup, Åsum, Kirkendrup, Villestofte, Højme, Killerup samt Over og Neder Holluf på vej i samme retning (jf. fig. 2). Selvom flere gamle landsbyer, der tidligere lå omkring Odense, således i dag er vokset mere eller mindre sammen med byen, kan de gamle stednavne stadig afspejle elementer af bebyggelsesstrukturens udvikling og karakteren af de oprindelige landsbyer.
Ud fra en navnetypologisk datering bør stednavnene Hjallese og Holluf afspejle det ældste lag af landsbyer i området, idet efterleddene er henholdsvis -løse og -lev. Når Holluf i dag optræder i henholdsvis Over og Neder Holluf, afspejler det endvidere en opsplitning at den oprindelige landsby i to enheder. Hvornår og under hvilke omstændigheder, det er foregået, er uvist, men en skelnen mellem Over og Neder Holluf kan iagttages i stednavnenes kildeformer fra den tidlige del af 1500-tallet.[7] Det er muligt, at også Dalum og Åsum bør tilskrives det ældste lag af områdets landsbyer. Efterleddet kan i begge tilfælde være -hēm med betydningen ’ejendom, bebyggelse’, men er måske snarere en gammel bøjningsform -um, der i så fald også viser, at navnene består af en oprindelig flertalsform af henholdsvis dal og ås anvendt med faste præpositioner (sandsynligvis i eller ved), der siden er bortfaldet. Stednavne med efterleddet -hēm er i hovedreglen førvikingetidige, og det kan også være tilfældet for stednavne med bøjningsendelsen -um. Sidstnævnte kan imidlertid også være yngre, idet bøjningsformen kan have været navnedannende frem til omkring år 1200.[8] Samme bøjningsendelse optræder i øvrigt i stednavnet Højme, der således også kan være dannet i en førvikingetidig periode.
Grupperet i navnetyper indicerer landsbynavnene omkring Odense en større bebyggelsesmæssig ekspansion i løbet af vikingetid og middelalder. Næsby, Ejby og Villestofte kan afspejle landsbyer fra vikingetiden, mens Snestrup, Tarup, Pårup, Dyrup, Hunderup, Killerup, Biskorup, Kirkendrup og Bullerup alle indeholder efterleddet -torp, der i hovedsagen betragtes som udflytterbebyggelser fra ældre landsbyer og generelt dateres til vikingetid og (tidlig) middelalder. Bebyggelsesekspansionen synes særlig markant nordvest for Odense, hvor antallet af gamle stednavnetyper i øvrigt også er relativt lavt. Også området nordøst for Odense markeres ved flere yngre navnetyper, mens landsbyer med stednavne tilhørende det gamle navnelag ligger relativt tæt syd for Odense (jf. fig. 1).
Enkelte af landsbyerne omkring Odense har navne, der ikke kan henføres til daterbare stednavnetyper. Det er eksempelvis tilfældet med Seden, der består af et gammeldansk ord *sæta med betydningen ’sæde, opholdssted’, samt Bolbro, der består af ordet bulbro, som betyder ’bro lavet af planker’. Landsbyen Bolbro må altså være opstået ved broen med dette navn, og med tiden har bebyggelsen overtaget navnet. Heller ikke navnet Odense kan henføres til en daterbar stednavnetype, men her viser de ord, som navnet er dannet af, med al tydelighed, at det skal tilskrives en førkristen periode (jf. nedenstående).
Til trods for at bebyggelseshistoriske analyser af stednavnematerialet giver et godt overblik over situationen i et område, er det dog samtidig et forenklet billede af fortidens bebyggelsesudvikling. Mange landsbyer bærer navne, der ikke kan henføres til daterbare stednavnetyper, og som samtidig består af ord, der har været i brug i sproget så længe, at de ikke indeholder nogen dateringsmæssige rammer. Det er eksempelvis ofte tilfældet med stednavne, der er dannet som navne på naturforekomster, men som med tiden er blevet bebyggelsesbetegnende, f.eks. navne som Elmelund, Højbjerg og Ravnebjerg. For daterbare navne af den karakter er det imidlertid en væsentlig pointe, at dateringen gælder selve (natur)navnet og ikke den bebyggelse, som navnet på et givet tidspunkt er blevet betegnende for. Et andet element, der kan sløre det overordnede billede, er, at stednavne – til trods for en ofte imponerende stabilitet – også skiftes ud og erstattes med nye navne. Det kan ske som følge af struktureller funktionsændringer, men også i forbindelse med sammenlægninger af flere enheder.[9] Det sidstnævnte fænomen kan formodentlig iagttages i et dokument fra ca. år 1200, der omtaler ”Ys-zeszøø szom nu kallis Hwnderop”.[10] Formuleringen kan afspejle et regulært stednavneskifte, men forskere hælder dog mest til den overbevisning, at det vidner om to oprindeligt adskilte bebyggelser, Issuse og Hunderup, som siden blev lagt sammen under navnet Hunderup med tab af navnet Issuse til følge.[11] Dokumenterede tilfælde af stednavneskifte er sjældne, og af naturlige årsager især når det gælder gamle stednavne, der er dannet, længe før de er nedfældet på skrift. Nye studier af arkæologiske bebyggelsesundersøgelser sammenholdt med stednavnetyper synes imidlertid at indicere, at diskussionen om navneskifte må være mere kompleks end hidtil antaget.[12]
Stednavne indeholder også et stort kulturhistorisk potentiale i kraft af deres betydningsindhold, der kan fungere som en supplerende kilde til forskellige typer af undersøgelse af både arkæologisk og historisk karakter.
Stednavnematerialets kildeværdi inden for områder som forsvar og kommunikation er eksempelvis blevet anvendt i det tværfaglige projekt Atlas over Fyns kyst, hvor hhv. arkæologi, historie, geografi, geologi og stednavneforskning tilsammen har bidraget til et mere facetteret billede af den fynske kysthistorie.[13] På lignende måde anvendes stednavnematerialet også til belysning af bl.a. forsvar, religion og retsudøvelse i det tværfaglige Jellingprojekt, der foregår i disse år.[14] Foruden disse projekter kommer talrige undersøgelser af stednavnenes kildeværdi for yngre jernalders centralpladser samt fremlæggelser af marknavnematerialets fundanvisende værdi til en stor variation af kulturhistoriske elementer som gravhøje og dysser, nedlagte landsbyer, tingsteder og rettersteder, forsvarsanlæg og kapeller, religion og folketro mv.[15]
På samme måde kan stednavnematerialet i og omkring Odense anvendes som små kilder til områdets kulturhistorie.[16] At området har haft en væsentlig betydning i forbindelse med førkristen religion og kult, efterlader navnet Odense i sig selv ikke tvivl om. Forleddet er – som bekendt for de fleste – gudenavnet Odin, mens efterleddet er det kultpladsbetegnende ord vi.[17] Stedet må altså have haft en funktion i forbindelse med kult og religionsudøvelse i det førkristne samfund, og da Odin betragtes som elitens gud, har der sandsynligvis været tale om en kultplads af væsentlig betydning. Odense er dannet som et kultpladsbetegnende stednavn, og af navnet fremgår det ikke, om der allerede, da navnet blev dannet, var (permanent) bebyggelse på stedet. Senest i løbet af 900-tallet er der imidlertid opstået en permanent bebyggelse, måske som følge af kultpladsens centrale betydning og dermed også dens samlende funktion for en vis befolkningsgruppe. Bebyggelsen ved ”Odins vi” må på grund af beliggenheden herved være blevet benævnt med samme navn, og derfor er navnet også blevet bevaret efter nedlæggelsen af det førkristne vi. Men Odense er ikke det eneste navn, der afspejler førkristen religion i området. Mellem Odense og Næsby, omtrent hvor virksomheden Glud & Marstrand i dag ligger, optræder navnet Thorslund (jf. fig. 3).
Navnet er første gang registreret i et dokument fra 1245 som betegnelse for et skovområde,[18] men det bør være dannet væsentlig tidligere, for første del af navnet er det hedenske gudenavn Thor. Navnets sidste led er ordet lund, der almindeligvis betyder ’lil- le skov’, men som i sammensætninger med et hedensk gudenavn snarere indeholder betydningen ’hellig skov’.[19] Navnet bærer således erindringer om eksistensen af endnu en hedensk religiøs lokalitet; en skov viet til guden Thor, der sandsynligvis har været i funktion som sådan i den sene del af jernalderen eller vikingetiden. Området har været udsat for mange ændringer, og i dag er navnet stort set gået af brug, men det bæres dog indirekte videre i form af vejnavnet Thorslundsvej (jf. fig. 4).
Endnu et navn nær Odense kan vidne om førkristen religion, nemlig Åsum, der kan indeholde gudebetegnelsen *as, ’asegud’ som første led og det gammeldanske ord hém med betydningen ’ejendom, bebyggelse’ som efterled. Første led i navnet kan dog også bestå af ordet ås med betydningen ’langstrakt højdedrag’.[20] Den tolkningsmæssige usikkerhed vedrørende Åsum illustrerer i øvrigt en generel udfordring ved anvendelsen af stednavne i kulturhistoriske studier, nemlig den at eksempelvis lydligt sammenfald mellem flere forskellige ord kan vanskeliggøre en sikker eller entydig tolkning.
Landsbyer omfatter pr. definition flere gårde, og de afspejler dermed også et strukturelt fællesskab. Alligevel dukker enkeltindivider op i bebyggelsesnavnene. Således træder Waldar frem i stednavnet Volderslev, Wilar i Villestofte, Aggi, Bolli, Huni, Svend, Truid og måske Korni i henholdsvis Agedrup, Bullerup, Hunderup, Trøstrup og Korup samt Ubbi og Troels i Ubberud og Troelse. Flere af de nævnte bebyggelser er sandsynligvis opstået som enkeltgårde, og det forekommer i de tilfælde naturligt, at navngivningen afspejler en person, der har anlagt eller boet på det pågældende sted. Det kan eksempelvis gøre sig gældende ved bebyggelser med efterleddet -torp (-rup), hvoraf en stor del oprindeligt er anlagt som små udflytterbebyggelser. Situationen bliver imidlertid mere uklar, når det drejer sig om ældre navne på bebyggelser, hvis oprindelige struktur fortaber sig i det uvisse. Om Volderslev har været en enkeltgård på det tidspunkt, hvor navnet blev dannet, er eksempelvis uvist. Efterleddet -lev tolkes generelt i betydningen ’noget efterladt’ eller ’arvegods’, og det er muligt, at de personnavne, der ofte optræder som forled i -lev-navnene, afspejler dem, der har efterladt sig dette arvegods.[21] Relationen kan imidlertid være en anden, men sammensætningen personnavn + -lev må under alle omstændigheder afspejle, at enkeltpersoner har kunnet opnå en form for dispositionseller ejendomsret over bebyggelser og gods allerede i yngre jernalder. Dermed kan stednavnene også oplyse om elementer af samfundets struktur og kompleksitet, som det arkæologiske materiale fra perioden kun på et mere indirekte plan kan belyse.
Ejerforhold afspejles med temmelig stor sikkerhed i to af områdets yngre bebyggelsesnavne, nemlig Biskorup og Kirkendrup. Biskorup hed oprindeligt Korup, men allerede fra starten af 1500-tallet, hvor stednavnet er overleveret første gang, er personbetegnelsen biskop tilføjet.[22] Den tilføjede personbetegnelse afspejler, at Odensebispen ejede landsbyen i senmiddelalderen, men samtidig fungerer det som en lokalitetsudpegende tilføjelse, der gør det muligt at skelne mellem denne Korup og Korup i Trøstrup-Korup sogn.[23] Da bebyggelsen efter reformationen tilfaldt Kronen, var den tilføjede personbetegnelse blevet så fast en del af navnet, at det ikke bortfaldt på trods af de ændrede ejerforhold. I Kirkendrup, menes forleddet også at angive et ejerforhold. Et bebyggelsesnavn, der indeholder ordet kirke, vil som regel betegne en kirkeby, men da ingen registrerede kilder omtaler en kirke i Kirkendrup, kan forleddet bedst forklares som udtryk for et ejerforhold. Også for Kirkendrup gælder det i så fald, at stednavnet har fastfrosset oplysninger om forhold, der for længst er ændrede.
Flere af landsbynavnene omkring Odense er ikke oprindelige bebyggelsesnavne (jf. fig. 1). I stedet er disse navne dannet som betegnelser for naturlokaliteter, f.eks. Rågelund, der oprindeligt har betegnet en lille skov, eller kulturbetingede forhold og dermed menneskeskabte strukturer. I kulturhistorisk sammenhæng er sidstnævnte gruppe naturligvis af størst interesse. Stednavnet Stige er et eksempel herpå. Navnet består sandsynligvis af en flertalsform af det gammeldanske ord *stika, der betyder ’pæl, stage, planke’. Når et navn af den karakter optræder ved vand, kan det betegne en sejlspærring bestående af nedrammede pæle, som har gjort det muligt at kontrollere sejladsen det pågældende sted. Stige ligger omtrent hvor Odense Å løber ud i Odense Fjord, og med anlæggelsen af en sejlspærring her har det været muligt at kontrollere indsejlingen mod Næsbyhoved og Odense. Der er ikke fundet spor efter en sejlspærring ved Stige, men fænomenet kendes fra andre lokaliteter med navne, der indeholder ordet *stika, bl.a. Stegenav ved Gudsø Vig nær Fredericia og Stege på Møn.[24]
Ligesom fysiske strukturer i form af bebyggelser, agre, vådbundsområder mv. ændres over tid, er også stednavnematerialet en del af det levende kulturlandskab, der konstant undergår forandringer. Nye stednavne dannes i takt med opkomsten af nye strukturer, nogle ændres, f.eks. i forbindelse med opsplitning af enheder eller administrative strukturer, og andre går helt af brug, eksempelvis efter bebyggelsesmæssig ødelæggelse. Og så er der dem, der overleveres gennem århundreder som følge af et kontinuerligt behov for deres udpegende egenskaber – og ofte på trods af foranderlighed i de udpegede lokaliteter.
Stednavne afspejler fragmenterede reminiscenser af fortidens strukturer, og de kan på det punkt sammenstilles med andre historiske kilder, eksempelvis det arkæologiske materiale. Men i modsætning til de arkæologiske kilder er stednavnene af immateriel karakter, ligesom de indgår i det levende sprog og til en vis grad er i stadig forandring.[25]
Stednavne i brug kan derfor heller ikke bevares på samme måde som vores materielle kulturarv, der ved konkrete tiltag kan skærmes for forandring og ødelæggelse. At en stor del af stednavnematerialet er dokumenteret på skrift gennem historisk tid, sikrer imidlertid dets overlevering som historisk kilde på trods af kontinuerlige forandringer i det levende materiale. Netop i disse år foregår der en massiv indsats for at digitalisere og offentliggøre historiske kilder og således også stednavne, som dermed overleveres i en tilgængelig form til glæde for blandt andet fremtidens kulturhistoriske forskning.[26]
