Det er arkæologiens lod, at mange udgravninger kun afdækker en del af det eller de fortidsminder, som er nødvendige for at se de større sammenhænge, hvori en undersøgelses fund skal forstås. Tålmodighed og omhu kan dog afhjælpe dette, som det fremgår neden for. De udgravningsresultater, som skal fremlægges her for at give et billede af lensborgens Næsbyhoveds opkomst og ophør, udgøres af en række undersøgelser, der begyndte på Gåseholmen i 1899 og senest sluttede i Hedvigslund 2012.
Næsbyhoved hører man første gang om i 1337, hvor væbneren Henrik Pedersen underskiver sig “af Næsbyhoved”. Det var hårde tider, hvor de holstenske grever under anførsel af grev Gerhard (den kullede) regerede det pantsatte Fyn og den danske kongemagt syntes nærmest ikke eksisterende. 1348 indgik Valdemar Atterdag aftale med Greverne om en deling af Fyn, hvor kongen får det østlige Fyn med Odense, og allerede 1349 og 1350 indsamler kong Valdemars Atterdags høvedsmand på Næsbyhoved Hermann von der Jura sammen med høvedsmanden på Nyborg Slot provenuet af en ekstraskat[1], hvad der må tolkes som, at Valdemar Atterdag har sat sig i besiddelse af Næsbyhoved umiddelbart efter aftalens indgåelse. Han pantsætter Næsbyhoved for at bruge de rede penge til sin samling af det danske rige, og sådan fortsætter borgen i størstedelen af sin levetid med jævnlige pantsætninger til rige adelige slægter som for eksempel “Bryske” på Dallund. Det der pantsattes var først og fremmest indtægterne fra borgens fæstegods samt skatter, bøder m.m. fra det len, som administreredes fra borgen, det vil sige Skam, Lunde, Odense, Åsum samt en del af Bjerge herreder. Ud over at give borgen dens skattegrundlag deltog fæstebønderne også i driften af slottets ladegård samtidig med, at de havde pligt til at male deres korn på Næsbyhoveds Mølle til faste takster. Efter at slottet var indtaget og ødelagt i borgerkrigen 1534, bedre kendt som “Grevens Fejde”, blev aktiviteterne samlet i det, der senere blev Odense Slot, og slotsbanken blev i århundreder benyttet som stenbrud og siden som mark således, at toppen i dag fremtræder helt flad. Det er kun bankens imponerende 54 × 55 m dimensioner, der hæver sig 5 m over omgivelserne, som vidner om Næsbyhoveds eksistens.
I engen lige nord for Næsbyhoved ligger Gåseholmen, en ganske lav banke, der i dag kun skiller sig ud på grund af manglende sivbevoksning. Dens nuværende udseende er resultatet af en planering af banken ud i den omgivende eng i 1899, hvor under ejeren stødte på pælerækker. Stedet blev besigtiget af M. Mackeprang fra Nationalmuseet, der foreslog en nærmere undersøgelse, som blev gennemført af arkitekt Aa. Langeland Mathiesen[2]. Hans undersøgelse viste, at holmen var kunstigt opbygget, firsidet med stærkt rundede hjørner. Der var tale om et middelalderligt voldsted med en størrelse på ca. 26×32 m. Senere i 1945 undersøgte Svend Larsen fra Møntergårdsmuseet en i 1943 påtruffet brandtomt, som udgjordes af et 7,5 × 7,5 m stort midtsulehus, som han opfattede som en vagtbygning for Næsbyhoved[3]. Ti år før havde den lokale restauratør Madsen under ledelse af Chr. Axel Jensen fra Nationalmuseet fået undersøgt en række smalle søgegrøfter på selve slotsbanken. Der fandtes rester af en forholdsvis kort sydfløj og en tilstødende vestfløj. Flere andre rester afdækkedes, men grundet de smalle søgegrøfter kunne Chr. Axel Jensen kun med store forbehold tolke dem som dele af bygninger. Tre af grøfterne blev i anledning af middelalderåret 1999 genudgravet af Odense Bys Museer i samarbejde med arkæologiforeningen Harja[4]. Det følgende år afsluttede museet undersøgelsen, hvor man samtidig genudgravede en del af Svend Larsens udgravning på Gåseholmen for bedre at forstå sammenhængen mellem de to anlæg.
Undersøgelsen på Gåseholmen bestod af et snit (felt C) vinkelret på pælerækkerne fra 1899 og et mindre felt i hustomten (felt D). I snittet kunne den kunstige opbygning af banken iagttages, hvor pælene udgør den ydre afgrænsning. Inden for dem og hvilende på en opkastet lerbanke fandtes en opbygning af tørv, der formentlig har udgjort bunden af et brystværn. Inden for dette fandtes den tidligere konstaterede opfyldning med leret jord, sådan som det kendes fra andre af middelalderens mindre, jordbyggede borge[5]. Udgravningen af brandtomten gav mulighed for en revurdering af Larsens resultater fra 1945, der efterlod en række spørgsmål. Nytolkningen indebar, at huset i dag opfattes som have værende delt i to jævnstore rum på langs med sulestolperne i en forstue med et afskærmet køkkenildsted, der via sin bagvæg opvarmede en bagvedliggende stue[6].
I forbindelse med undersøgelsen blev der udtaget en prøve af henholdsvis pælene og af husets fundering til dendrodatering[7]. Prøverne viste, at huset er bygget omkring 1340, mens pælen er fældet omkring 1370 og således udgør en reparation eller forstærkning af anlægget. Sammenligner man fundene fra henholdsvis Gåseholmen og Næsbyhoved Slotsbanke fremgår det, at sidstnævntes dateringsramme baseret på møntfundene tidligst begynder i 1370erne, mens genstandene fra Gåseholmens alle stammer fra første halvdel eller midten af 1300-tallet. Det er derfor sandsynligt, at de to voldsteder har afløst hinanden, og at Gåseholmen er identisk med 1300-tallets Næsbyhoved omtalt første gang i 1337. Næsbyhoved slotsbanke er opført i dronning Margrethes regeringstid (1377- 1412) og da sandsynligvis mellem 1389 og 1412, hvor der er et markant brud i rækken af pantsætninger[8]. Det støttes dels af, at der ved den fornyede pantsætning i 1412 er tale om et betydeligt højere beløb end tidligere, dels at der i en horisont i bankens opbygning fandtes et stykke fynsk sortgods, der dateres fra ca. 1400 og frem. Bygningerne på banken er da fra perioden mellem ca. 1400 og borgens ødelæggelse 1534.
Desværre er sporene af bygningerne på slotsbanken meget forstyrrede, hvad allerede undersøgelserne i 1933 viste. I felt 1 kunne der langs kanten af slotsbankens vestside påvises to faser af lergulve sluttende med bevarede rester af et teglgulv (K1). Der var ingen spor af bygningens mure eller fundament, men der er muligvis tale om samme bygning, som undersøgelserne i 1933 påviste på denne side. Felt 2 beliggende i nordvesthjørnet var lige som de øvrige felter præget af den grundige plyndring af byggematerialer, som gik igen i alle felter. Her kunne dog påvises sporene af en kælder fra en knap 15 × 8 m stor bygning (K2). Kælderen var delt i to dele, hvoraf den sydlige del var ca. 10 m og havde spor efter et kældergulv i form af et hårdt gult lag af sand ca. 1,3 m under terræn. I sandlaget lå det halve af en møllesten af skånsk (?) sandsten, som formodes at have understøttet det overliggende gulv. Den nordlige del af kælderen var kun halvt så dyb, men havde bevaret rester af sit teglstensgulv. Kældrene har formentlig haft hver sin kældernedgang. Bygningens højde kan ikke fastslås, men da den var omgivet af lette bygninger både mod syd og øst og har haft mindst en øvre etage, må den have dannet en markant hjørneafslutning på vestsiden. Mod øst stødte bygningen op til en let bygning, hvor af kun ildstedet var bevaret (K3). I hjørnet mellem bygningerne fandtes et stykke brolægning orienteret efter kælderbygningen.
I felt 3 var det muligt i et meget begrænset område at iagttage, at anlægget har gennemgået en række faser. Under en dårligt bevaret pigstensbrolægning fandtes en velbevaret brolægning kantet af større sten. Da flugten af kantstenene pegede stik mod den nuværende adgang er det nærliggende af tolke den som en 2 m bred vej fra adgangen, der altså er oprindelig, til slotsbankens vestside. Da der ikke er spor af brolægning op til vejen har en stor del af bankens topflade sandsynligvis henligget som græs, mens der kun har været brolægning ved bygninger og ganglinier. Vejen er på et tidspunkt blevet afbrudt af en grube med brændt materiale, som enten udgør dele af et ovnanlæg eller udrømmet materiale fra en sådan. Har vejen fortsat i adgangsvejens retning, har den har vendt mod nordøst og må have krydset landevejen mod Nordfyn og Bogense, den nuværende Tolderlundsvej, omtrent midt i den nuværende kanal på vej mod ladegården. Mens denne er velkendt gennem de bevarede lensregnskaber, har der indtil for nylig hersket en del usikkerhed om dens placering[9].
I forsommeren 2012 fik Odense Bys Museer mulighed for at udgrave ca 1,3 hektar ved kolonihaverne Hedvigslund i Skibhuskvarteret i den nordlige udkant af Odense, omtrent 1,5 km fra Næsbyhoved Slot[10].
Det var i forvejen kendt, at kvarteret rummer resterne af Frederik d. II´s kongelige lysthus, som man ser på Braunius´ prospekt over Odense fra 1593 under navnet “villa curiæ regis” – kongeslottets villa.
I 1990-91 udgravede Odense Bys Museer resterne af denne bemærkelsesværdige bygning, der stadig ligger bevaret under en eksisterende kolonihave, og forundersøgelserne gav derfor mulighed for, med 20 års forsinkelse, at undersøge lysthusets omgivelser og historik.
Undersøgelsen viste da også, at arealerne nord for lysthuset har været flittigt anvendt i århundrederne op til dets anlæggelse. Her blev der nemlig både udgravet en landsby fra højmiddelalderen (12-1300 tallet) samt spor efter en række store bygninger, der efter alt at dømme er resterne af den forsvundne ladegård til voldstederne ved Næsbyhoved Slot og Gåseholmen (fig. 1).
Desuden blev der fundet rester af et ca 30 meter langt hus med tilhørende brønd, der sandsynligvis skal ses i relation til den kongelige bygning fra slutningen af 1500-tallet. Et skorstensfundament i det udgravede hus tyder på, at det kan have været køkken og servicefløj for lysthuset.
Landskabet omkring udgravningsområdet var tydeligt præget af den nære beliggenhed til vådområderne mod vest, hvor Stavids å tidligere havde sit løb. Beliggenheden var præget af et let bølget landskab med flere fugtige lavninger og området udgjorde tidligere en slags halvø omgivet af vådområder.
De fundne bebyggelser var naturligt nok placeret på veldrænede forhøjninger i terrænet, mens et stort antal gruber i et større fugtigt område mellem landsbyen og ladegården vidnede om, at dette areal er blevet benyttet til en række forskellige aktiviteter (fig 5).
I det nordvestligste udgravningsfelt under tidligere kolonihaver og moderne forstyrrelser fandtes bevarede stolpehuller fra flere bygninger beliggende på en sandet forhøjning i terrænet (fig. 5). Bygningsresterne omfattede stolpehuller efter mindst to større huse samt flere mindre bygninger og hegnsfragmenter. På baggrund af keramikfund fra stolpehullerne kunne bygningerne dateres til 12-1300 tallet og der synes ikke at være tvivl om, at de repræsenterer dele af en højmiddelalderlig landsby med mindst to gårde – hver især med flere bygninger af varierende størrelse.
Landsbyen kunne desværre ikke afgrænses mod nord og vest, så der er god grund til at tro, at den oprindelige landsby kan have været større end udgravningsbilledet viser. Alt tyder dog på, at der er tale om en for middelalderen ganske almindelig landsby, hvis lige ses mange steder i Danmark og som kendes fra flere nyere arkæologiske udgravninger i det fynske område[11].
For eksempel kan det nævnes, at der er registreret hustomter fra middelalderen omkring Skibhusene omtrent 1,5-2 km øst for nærværende udgravning, der i størrelse og form modsvarer bygningerne fra Hedvigslund[12]. Meget taler for, at disse bygninger med tiden udvikler sig til det Skibhusene vi kender i dag og som bl.a. optræder på historiske kort over Odense og omegn fra 1717[13]. Her er ”Skibhuset” markeret som nogle få bygninger beliggende ned til vandet og stedet har da også i historisk tid været ladeplads for skibstrafikken til og fra Odense.
Som ved Skibhusene udviklede middelalderlandsbyerne sig ofte til de landsbyer, der stadig ligger i det fynske landskab i dag[14]. Landsbyen fra Hedvigslund fik imidlertid en anden skæbne. Dens placering i forhold til borgbanken ved Næsbyhoved Slot og forgængeren Gåseholmen, kombineret med dens gunstige placering i forhold til vandvejene og landbrugsdriften, gjorde nemlig, at stedet var ideelt til at anlægge en ladegård til Næsbyhoved Slot.
Derfor var der ikke længere plads til en landsby og den nedlægges tilsyneladende en gang i 1300-tallet, samtidig med at ladegården til Næsbyhoved Slot oprettes. Om landsbyens beboeres skæbne fortæller de arkæologiske udgravningerne intet. Vi ved at Fyn på den tid hærgedes af kampe mellem de holstenske grever og Valdemar Atterdag. Men hvad med landsbyens beboere? Måske var de allerede bortflyttet ved landsbynedlæggelsen, måske blev de tvangsforflyttet, eller var de, som så mange andre på den tid, blevet ofre for krigen eller den sorte død? Vi ved det ikke – men i 1400-tallet bredte Slottets marker sig hen over de gamle hustomter, og her lå de indtil udgravningerne i 2012 igen drog dem frem i dagens lys.
En ladegård kan betegnes som en avlsgård tilknyttet en hovedgård eller en borg og er udelukkende opført til landbrugsdrift og beregnet til at forsyne hovedgården med diverse nødvendige varer. Der er altså tale om et landbrug, hvis primære opgave var at producere fødevarer og lignende til brug i hovedgården.
Den formodede ladegård ved Hedvigslund er repræsenteret ved et antal store midtsulebygninger identificeret umiddelbart øst for den nedlagte landsby, adskilt her fra af et smalt lavt liggende fugtigt område, hvor der fandtes et omfattende aktivitetsområde med en stor mængde gruber, der muligvis knytter sig til landsbyen – muligvis til ladegården (fig. 5).
Husene lå i flere faser på en langstrakt bakkekam, der flader ud i østlig retning. Ud over de store midtsulehuse fandtes flere mindre bygninger og gruber, der vidner om bebyggelsens forskellige aktiviteter.
Selve husene har været op imod 30 meter lange med en bredde på 6-7 meter. Der er altså tale om et ganske betragteligt grundplan på op til 200 m2. Her til kommer eventuelle loftsrum, der i givet fald har forøget opbevaringspladsen i ladebygningerne.
Flere af bygningerne kunne registreres i mindst to faser, hvilket mere end antyder at ladegården har været i brug igennem en længerevarende periode.
Samlet set har udgravningen afdækket 4-5 samtidige ladebygninger samt en mindre bygning mod syd, der kan have været anvendt som beboelseshus til gårdens arbejdere. Længst mod øst er der foretaget en udvidelse af udgravningsfeltet. Her afsløredes et et-skibet hus med muligt udskud. Et relativt velbevaret brandlag i husets østlige del viste, at huset på et tidspunkt er blevet flammernes bytte. Om der her er tale om en ladebygning eller en bygning med en anden funktion kunne udgravningen desværre ikke afgøre.
Husenes konstruktion samt spredte fund i stolpehullerne fra bygningerne viser, at de må være opført i sidste halvdel af 1300-tallet – altså nogenlunde samtidig med, at landsbyen mod øst nedlægges. På baggrund af udgravningsresultaterne må det anses for så godt som sikkert, at der rent faktisk er tale om en ladegård. Bygningernes karakter og datering vidner om en gård af en ganske betragtelig størrelse med et uforholdsmæssigt højt antal ladebygninger i forhold til en ”normal” gård på denne tid.
På Ryttergodskortet over Odense og omegn fra 1717 ses det desuden tydeligt, at Stavids Å´s øvre løb, umiddelbart vest for udgravningen, kaldes ”Gl Ladegårds Aa”, ligesom skoven øst herfor er benævnt Gl Ladegaards Skov. Stednavnene fortæller om områdets tidligere anvendelse, og underbygger at de fundne bygninger stammer fra den indtil nu forsvundne ladegård.
Udgravningen viste tydeligt, at bebyggelsen fortsætter i østlig retning uden for de områder, der skulle underlægges arkæologiske udgravninger. Den oprindelige størrelse på ladegården ligger derfor hen i det uvisse, men det kan med sikkerhed siges, at der er tale om en gård af ganske betragtelig størrelse og med et betydeligt produktionspotentiale, der må have kunnet understøtte behovene fra borgen ved Næsbyhoved Slot/Gåseholmen.
Afslutningsvis kan det nævnes, at en eksisterende grusvej, der forløber i retning mod Næsbyhoved, ved teglstensbygningen syd for ladegårdsbygningerne kan have været forbindelsesvejen mellem ladegården og Næsbyhoved Slot. Vejen går mindst tilbage til 1795, hvor den kan observeres på Videnskabernes Selskabs kort, og muligheden for at den kan være endnu ældre kan bestemt ikke afvises.
På trods af at mange af ladegårdens bygninger kunne registreres i flere faser, tyder alt på, at den nedlægges efter reformationen, hvor den sammenlægges med Skt. Hans klosters ladegård under navnet Odensegård.
Men det er langt fra slutningen på historien om Hedvigslund. For kun få år efter ladegårdens nedlæggelse kaster Kongen sit enevældige blik på området.
Som nævnt indledningsvis afslørede udgravninger allerede i 1990-91 rester af en teglstensbygning med karnap, i et område, hvor der nu ligger kolonihaver. Dengang blev bygningen dateret til 1500-årene og set i forbindelse med ladegården til Næsbyhoved slot (se nærmere beskrivelse nedenfor)[15].
Forventningerne var derfor høje, da arkæologerne fik mulighed for at undersøge teglstensbygningens nærområde i 2012. Og det skulle hurtigt vise sig, at de kunne indfries på bedste vis.
Umiddelbart vest for udgravningerne fra 1990-91 blev der nemlig fundet et velbevaret midtsulehus med tilhørende stensat brønd (fig 5 og fig 6). Huset var omtrent 30 meter langt og havde en bredde på 5,5 meter – altså over 160 m2 under tag. I den sydligste ende af huset blev der fundet et fundament af store sten med flere mindre støttesten af tegl og granit. Alt tyder på, at der her er tale om et skorstensfundament, og at husets køkken må have været placeret her. Brønden var anlagt lige øst for den sydlige del af huset, i belejlig afstand fra køkkenet.
I den nordvestlige del afhuset blev der mellem to vægstolpehuller registreret en aflang nedgravning, derviste sig at indeholde velbevarede knogler fra et større dyr (hest eller ko).Sandsynligvis er der her tale om en form for husoffer nedlagt påanlæggelsestidspunktet – måske under den kommende dørtærskel. Sådanne ofre harbaggrund i hedenske traditioner, men er ikke desto mindre almindeligtforekommende efter kristendommens indførelse og kan observeres langt op ihistorisk tid og foregår i mindre omfang også den dag i dag.
På grund afkonstruktionstypen kunne bygningen næsten med det samme placeres i enmiddelalderlig/reformatorisk kontekst, men brikkerne begyndte først endeligt atfalde på plads ved udgravningen af den stensatte brønd.
Allerede på overfladen afbrønden kunne det konstateres, at der var tale om et betydeligt og veludførtbygningsværk med en næsten cirkulær stensætning af store kampesten og en diameter på over 2 meter (fig 7).
Brønden blev udgravet med maskinkraft og den viste sig, at være næsten 6 meter dyb bestående af 19 skifter store kampesten hvilende på et rektangulært sammentappet træfundament bestående af fire kraftige tilhuggede træstykker (fig 8).
I den nu opfyldte brønd blev der gjort mange interessante fund. I de øvre lag ses flere større stykker træ, hvoraf nogle må formodes at være bygningstømmer, der kan stamme fra nedrivningen af den store midtsulebygning vest for brønden. Desuden indeholdt brønden et væld af fund af forskellig karakter. Flere skår efter ødelagte krukker, kridtpibefragmenter og diverse genstande af træ fandtes ned igennem alle brøndens aflejringssekvenser. I de nederste primære lag fandtes desuden en næsten hel spand, der må være forlist i løbet af brøndens brugsperiode. Flere lignende fragmenter vidner om, at det må have været en relativt almindeligt forekommende hændelse.
Talrige knogler fra pattedyr og fisk vidner desuden om datidens spisevaner.
Genstandene fra brønden peger på, at den har været i brug i sidste halvdel af 1500-årene og alt taler dermed for, at den er samtidig med en teglstensbygning, der udgravedes i 1990-91.
Midtsulebygningen og brønden skal efter al sandsynlighed knyttes til teglstensbygningen og har sandsynligvis udgjort køkken og servicefløj for det kongelige lysthus. Samlet set er der altså tale om et kongeligt lysthuskompleks bestående af et teglstensbygget lysthus samt en servicefløj med køkken (skorstensfragment) og brønd. I servicefløjen har kongens følge kunnet indkvarteres og hofretterne tilberedes.
Bygningen, der ligger 50 m fra udgravede midtsulebygning i den sydvestligste have i havekolonien Hedvigslund, blev som nævnt delvist undersøgt tilbage i 1990-1991[16]. Huset har været gravet lidt ned, og den høje kælder med kampestenssatte vægge har udgjort underdelen af et 14,6 × 8,2 m stort hus med 4 × 4 m stor tilbygning mod nord. På ydersiden mod syd er en kampestenssat brønd sammenbygget med kældermuren. Her udgøres det øverste del af kældervæggen af munkestensmurværk, hvorfor der antageligt har været muligt at benytte brønden fra kælderen. Kældergulvet udgøres af en pigstensbrolægning med en vandrende ned langs midten af huset og har ingen spor af skillerum eller ildsted. Adgangen er formodentlig sket gennem tilbygningen, som formentlig også har givet adgang til overetagen. Denne afslører sig ved fund af flere gulvfliser, hvor af flertallet er enten brun- eller grønglaserede. Det vidner om en indretning af høj standard. Flere fund af vingetegl vidner om tagmaterialet, mens manglen på et egentlig nedbrydningslag ikke tillader med sikkerhed at afgøre, om bygningen har været i fuld mur eller med overdel af bindingsværk. Har det sidste været tilfældet kan bygningstømmeret fra ligeledes stamme herfra.
Huset ligger på kronens jord, og bygningen kunne derfor være en beboelse i tilknytning til avlsbygningerne. Det vækker dog til eftertanke, at afstanden til ladegården er 150 m. Mest afgørende for at afvise en tilknytning til Næsbyhoved er dog det overvejende efterreformatoriske genstandsmateriale, der peger bredt på 1500-tallet og endda senere. Efter ødelæggelsen af Næsbyhoved Slot 1534 bliver Ladegården lagt sammen med Johanniterklostrets under navnet Odensegård – senere Odense Slot. I løbet af anden halvdel af 1500-tallet koncentreres ladegårdsaktiviteterne ved Odense Slot. Det er denne situation, som gengives på Braunius’ prospekt fra 1593, hvor man ser en enlig bygning med navnet ”villa curiæ regis” eller ”kongsgårdens villa”. ”Villa” er ikke en gængs betegnelse for en ladegård, og antyder formentlig dengang som nu en bygning, som er andet og mere end blot funktionel – et lysthus! Identificerer man den fundne bygning med den afbillede bygning og med tolkningen af denne som et lysthus falder brikkerne på plads: Dens isolerede placering uden sammenhæng med ladegården og bygningens beskedne omfang, hvis den skulle tjene som bolig for en person, der kunne omgive sig med inventar af den høje kvalitet, som fundene afspejler.
Det er sandsynligt, at bygningen skal knyttes til Frederik II (1559-1588). Kongen havde en forkærlighed for lysthuse og opførte dem ved sine slotte over hele landet blandt andet den stadig eksisterende ”badstue” Frederiksborg Slot[17]. Deres funktion har været at tillade kongen at undslippe det stive hofceremoniel og slappe af nogle timer i uformelle omgivelser. Efter kongens død i 1588 er bygningerne på et tidspunkt blevet opgivet. Bygningsresterne i den stensatte brønd tyder på, at nedrivningen er sket mens brønden stadig har været synlig i overfladen og resterne af kongen lysthus er herefter blevet glemt og forsvundet, gemt under jorden
Som det fremgår ovenfor indfriede de seneste arkæologiske udgravninger ved Hedvigslund i høj grad de indledende forventninger. De arkæologiske spor under mulden kunne fortælle en dramatisk historie om en omtumlet bebyggelsesudvikling igennem omtrent 350-år med afslutning omkring år 1600.
Overordnet kan begivenhedsforløbet sammenfattes til, at en mindre landsby i 1300-tallet må vige pladsen for det nyoprettede Næsbyhoveds ladegård. Efter reformationen sammenlægges ladegården med Skt. Hans klosters ladegård under navnet Odensegård og lokaliteten overtages af et lysthus med økonomifløj antagelig opført i forbindelse med klosterets ombygning under Frederik II.
