"I Fald Musiken antog Skikkelse og vilde forklare sit Væsen, kunde den sige omtrent følgende: Jeg er overalt og ingensteds; jeg springer over Bølgen og Skovenes Top; jeg sidder i den Vildes Hals og paa Negerens Fod og sover i Stenen og den klingende Malm. Ingen kan gribe mig, alle kan fatte mig, jeg lever tifold stærkere end alt levende og dør tusindfold dybere. Jeg elsker Stilheds store Flade, og det er min højeste Lyst at bryde denne. Jeg kender ikke Sorg og Jubel og Glæde og Graad, men jeg kan juble, græde, le og klage paa en Gang og uendeligt."[1] Således skildrer Carl Nielsen i sin essaysamling Levende Musik den kunst, som han viede sit liv. Som komponist spændte Carl Nielsen vidt. Hans værk rummer alt fra dristigt nytænkende symfonier til folkelige, enkle sange, fra moderne og kompleks kammermusik, solokoncerter og store operaer til musik til undervisningsbrug. Inden for alle disse genrer har Carl Nielsen efterladt os en perlerække af mesterværker, som stadig er aktuelle den dag i dag. Netop den særlige omstændighed, at han med samme originalitet skrev snart elitær musik til brug i koncertsalen, snart folkelig musik til brug af folket er uhyre centralt for at forstå Nielsens placering i absolut forreste række blandt danske komponister.
At det skulle gå sådan, lå ellers ikke i kortene, da lille Carl blev født 9. juni 1865 på Sortelung, en mark i udkanten af Nr. Lyndelse. Som 7. barn af i alt 12 i landarbejder Maren Kirstine og spillemand Niels ’Maler’ Jørgensens børneflok voksede han op under trange kår. Hele familien var nødt til at hjælpe til med at tjene til dagen og vejen. For Carls vedkommende skulle han bl.a. vogte køer og gæs samt arbejde på teglværket. Efter sin konfirmation blev han sendt i lære som købmand, men da denne gik fallit, måtte den unge Carl og hans forældre igen overveje mulighederne. Til alt held gik der ikke længe, før en stilling som militærmusiker i Odense blev ledig. Carl konkurrerede sig til pladsen, som han tiltrådte 1. november 1879. Han blev i denne stilling frem til udgangen af 1883, hvor han fortsatte sin færd videre mod København og en uddannelse som violinist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. København blev Carl Nielsens faste base frem til hans død i 1931, og det var dér, han modnedes som komponist og gradvist etablerede sit navn.
Årene i Odense havde dog afgørende betydning for hans musikalske udvikling: Det var her, han for alvor påbegyndte sin musikalske skoling dels igennem mere systematisk undervisning og dels igennem mødet med andre kunstnere, som prægede den unge Carl.
2015 markerer 150-året for Carl Nielsens fødsel – et jubilæum, der fejres i Danmark såvel som i resten af verden. Man bør ikke undervurdere Carl Nielsens musiks betydning for det samlede danske musikliv, hverken herhjemme eller i udlandet. Den almindelige dansker tænker måske ikke selv så nøje over det, men mon ikke vi stort set alle ville kunne synge med på en af Carl Nielsens sange, fx ”Solen er så rød, mor”, ”Jens Vejmand” eller den måske mest kendte af alle: ”Jeg ved en lærkerede”. Ude i Europa var det primært symfonierne, instrumentalkoncerterne og kammermusikken, som fejrede succeser. Ofte med Carl Nielsen selv på dirigentpodiet foran nogle af datidens allerbedste orkestre. Om end der på denne vis var flere tilløb til et internationalt gennembrud, så nåede Carl Nielsen ikke for alvor at opleve det i sin levetid. Men hans musik gør sig i stigende grad stadig gældende på den internationale kulturscene.
Carl Nielsen var en åben sjæl, der livet igennem inspireredes af alt, hvad han mødte på sin vej. Barndommen og opvæksten med den traditionelle musik og sang på Fyn var et væsentligt grundlag for hans virke gennem hele livet. Derfor skal 150-året for hans fødsel naturligvis særligt markeres af de institutioner, hvis hovedsæde er på Fyn. I Odense Bys Museers regi samarbejder vi med såvel lokale som nationale og internationale aktører for at udnytte Carl Nielsens jubilæum til at udbrede kendskabet til komponisten og derigennem få hans kompositioner sat på programmet i verdens koncertsale. Allerede i 2012 tog vi hul på jubilæumsfejringen, da vores nye multimedie-udstilling Carl Nielsen – Music is Life åbnede i New York.[2] Udstillingen skal igen på rejse i 2015. Denne gang går turen bl.a. til Stockholm og Berlin, hvor lokale kulturin- stitutioner begge steder satser stort på festivaler i anledning af Carl Nielsens jubilæum.
Af mere konkret og blivende værdi vil være hele tre nye bøger, som udkommer på Odense Bys Museers forlag i løbet af året. Det drejer sig om tre meget forskelligartede udgivelser, som alle kan være med til at sætte nyt perspektiv på Carl Nielsen.
I anledning af jubilæumsåret genudgiver Odense Bys Museer komponistens erindringsværk Min fynske Barndom. Erindringerne udkom første gang på Martins Forlag den 26. november 1927. De blev skrevet efter gentagne opfordringer fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens ældste datter, Irmelin, og færdiggjort i et overraskende højt tempo inden for selve udgivelsesåret. Allerede ved førsteudgivelsen blev værket anerkendt som en bog af betydelig litterær værdi: ”Disse Erindringer er fortalt med sand Kunst […] Ogsaa med ”Pennen” i Haand er Carl Nielsen en betydelig Kunstner.”[3]
Anmelderen i Fyns Tidende, Otto Geismar, var også begejstret: ”Det er en vanskelig Sag for Berømtheder, naar de skal til at skildre deres fattige Almueshjem og hele Opvæksten under de smaa Kaar. Det kan ofte blive som med H.C. Andersens ord: ’saa stort et Geni i saa trang en Andegaard’, og dermed holder saa atter baade Selvspejling og bevidst Forfalskning sit Indtog. Til sidst ledes Læseren ved at se et Menneske servere sig selv i saa meget sød Sovs. Af alt dette er der nu ikke et Gran i Carl Nielsens friske og levende Fortælling om Min fynske Barndom. Det er nemt at se, hvoraf det kommer. Det kommer af hans forbløffende Evne til at genopleve med den samme lidenskabelige Optagethed, hvormed han i sin Tid var midt i denne nøjsomme og rørende Verden. Det er ikke en berømt Mand, som sidder og ser paa sin egen Barndom gennem sin Berømmelses Serør, men det er en ganske lille og bedaarende Carl Nielsen, som genfinder sig selv og sin Evighedsalder paa Sortelung i Nørre Lyndelse Sogn.”[4]
I Min fynske Barndom fortæller Carl Nielsen gribende og medrivende om de skarpe hjørner i sin barndom, fx hans første møde med musikken, som indtraf, da han som 6-årig havde mæslinger og derfor lå syg i sengen, eller hans første komposition – en lille polka – og dens uropførelse. Men erindringernes virkelige charme findes egentlig andre steder i bogen, nemlig dér, hvor Carl Nielsen gengiver de mange sanseindtryk, han fik af naturen og de mange mennesker, der omgav ham i hans barndomsliv på de fynske marker.
Carl Nielsen indledte sine erindringer med følgende smukke billede: ”Den 9. Juni 1865 havde min Mor en slem, men vel ogsaa en lykkelig Dag. […] Min Mor var ene hjemme med nogle af de mindre Børn, da hun skulde føde mig. Det var meget strengt, og hun gik udenfor Huset, tog omkring et Træ og bankede sit Hoved imod Stammen. Jeg tror derfor, hun maa have været glad og lettet, da jeg endelig kom til Verden.”[5]
Odense Bys Museers nye udgivelse vil være en tekstkritisk og kommenteret udgave. Hele det i bogen nævnte persongalleri er sat under lup, alle steder er blevet eftersøgt og udpeget på kort, gamle ord og begreber forklaret m.m. I kommentarerne til denne nye udgave kan man erfare, at man langtfra skal tage alle komponistens erindringer for den fulde sandhed. Således også billedet af hvordan det hele startede. Ifølge Protokollen fra 12. Jordemoderdistrikt i Odense Lægedistrikt 1865 blev Carl Nielsen født kl. 1.30 om natten. Moderen var ikke alene hjemme, men havde kyndig hjælp fra netop en jordemoder, og af de øvrige oplysninger fremgår det, at fødslen var helt ukompliceret.[6]
Sådanne eksempler er der en del af i Min fynske Barndom. Ikke desto mindre fortæller bogen Carl Nielsens egen version af sin fynske opvækst. Hvis man vil lære personen Carl Nielsen at kende, er et godt udgangspunkt at læse de bøger, der netop er skrevet af ham. Den nu afdøde Carl Nielsen-forsker, Torben Schousboe, udtrykte det i 1965 – 100- året for Carl Nielsens fødsel – således:
”Hans [Carl Nielsens, red.] karakteriseringsevne og sans for en levende rytme og udtrykkets prægnans er ikke blot noget, der åbenbarer sig i hans musik; også når han meddeler sig i ord, er disse træk fremherskende, til tider i en sådan grad, at selve sprogbehandlingen bliver til musik. Derfor er hans erindringsbog Min fynske Barndom ikke blot af største vigtighed for forståelsen af hans opvækst og de påvirkninger, han tidligt modtog; men bogen er i sig selv et sprogligt-musikalsk kunstværk, en af de smukkest skrevne selvbiografier på dansk.” [7]
Med henblik på at sætte Carl Nielsens erindringer i perspektiv og yderligere betone den fynske vinkel udgiver Odense Bys Museer også en antologi, der så at sige skal udgøre rammen om Min fynske Barndom. Tanken er, at der skal skabes sammenhæng imellem de to udgivelser, således at de kan supplere hinanden, men samtidig skal de også kunne læses hver for sig.
Antologiens titel er hentet i Carl Nielsens essay ”Den fynske Sang” fra samlingen Levende Musik, der udkom første gang i 1925. Som i Min fynske Barndom to år senere fremgår allerede her med al ønskelig tydelighed Carl Nielsens dybe fascination af og kærlighed til Fyn. Det er netop denne Nielsens forbundethed med sin fødeø, der gør antologien så oplagt og relevant.
I antologien vil vi komme vidt omkring. Blandt andet bringer vi historien om Carl Nielsens slægt, der samtidig er historien om folk på Fyn, uægte børn og tuberkulose. Også bondelandet på Fyn i 1860’erne og 1870’erne, den teknologiske udvikling samt poesien i landskabet berøres. Carl Nielsen kan siges at være et produkt af krigen i 1864, idet han blev født knap 10 måneder efter, at hans far, Niels Jørgensen, blev hjemsendt fra krigen.[8] Det er alment kendt, at nederlaget i 1864 satte sit store præg på den økonomiske situation såvel som det åndelige klima i Carl Nielsens barndomstid. Men hvad kan man sige om dette, de samtidige folkelige miljøer og folkelige kunstnere ud fra et fynsk perspektiv?
Vi ved, at en stor del af Carl Nielsens familie udvandrede. Det drejer sig bl.a. om seks af de 12 søskende og for en kortvarig periode også Carl Nielsens forældre. Men hvilken indvirkning havde disse udvandrerhistorier på Carl Nielsen? Og hvorfor var tendensen til udvandring så stor netop på den tid? Opvæksten på Fyn i et særdeles levende spillemandsmiljø var også af afgørende betydning både for hans udvikling som musiker og også for ham som moden komponist. En hang til klar melodi og fast rytmik er nogle af de elementer, som Carl Nielsen tog med sig fra barndommens musikalske indtryk.
Herudover vil vi folde historien om de mest centrale spillemænd nævnt i Min fynske Barndom ud.
Historien om Odense anno 1880 er også væsentlig. Vi ser nærmere på demografi, erhvervsstruktur og teknologisk udvikling og danner så at sige et billede af Odense, som Carl Nielsen mødte den. Selvfølgelig skal vi også omkring Det Fynske Livregiment, som Carl Nielsen gjorde tjeneste i, mens han opholdt sig i Odense, og vi ser på, hvordan mødet med de militære rammer m.m. formede ham fremadrettet. Afslutningsvis ser vi nærmere på det folkekære værk Fynsk Forår, dets baggrund og uropførelse i 1922 på Kvægtorvet. Værket blev til i en på mange måder turbulent periode af Carl Nielsens liv, så vi bringer en karakteristik både af hans private forhold og hans musikalske skabertrang i 1920’erne. Antologien skrives af en række dedikerede Carl Nielsen-entusiaster, og den vil blive rigt illustreret.
Den tredje og sidste udgivelse tager udgangspunkt i Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hjem og kunstsamling. Carl Nielsen Museet åbnede i 1988 på baggrund af en testamentarisk gave fra Carl Nielsenparrets yngste datter, Anne Marie Telmányi. Donationen rummede ca. 200 kunstværker i form af malerier, grafiske arbejder, skulpturer samt kunsthåndværk af forskellig art.
Størstedelen af disse genstande befinder sig af sikkerhedsmæssige årsager bag glas i museets rekonstruktioner af henholdsvis Carl Nielsens musikstue og parrets dagligstue, begge fra deres sidste fælles hjem i Frederiksholms Kanal 28A, København. Herudover befinder en del værker sig på grund af pladsmangel i museets magasin, hvortil publikum ikke har adgang. Med den nye bog kommer der for første gang fokus på Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsens kunstsamling. Interesserede vil kunne studere de mange fine og i vidt omfang ukendte værker, læse om deres proveniens og historie, herunder om de respektive kunstneres relation til Carl Nielsen-parret. På denne måde sættes de mange genstande ind i en kontekst og føjer dermed ny viden til om komponisten og billedhuggerens liv og virke.
Ved at undersøge fotos fra de forskellige boliger kan man til dels følge med i, hvordan kunstsamlingen støt og roligt voksede. Derfor vil en sidehistorie i bogen være fortællingen om parrets forskellige hjem. De nåede at bo på i alt syv forskellige adresser i København foruden sommerhuset Finis Terrae (Verdens Ende) i Skagen, som Carl Nielsen erhvervede i 1918.
Hensigten med publikationen er at tilvejebringe en populær fortælling om de pågældende genstandes tilblivelse, hvad enten det drejer sig om værker bestilt af Carl Nielsen, værker skabt af Anne Marie Carl-Nielsen eller af tredjemand, som blev købt af eller foræret til parret. Der gøres desuden rede for de respektive ophavsmænds relation til komponisten og/eller billedhuggeren samt for historien bag parrets erhvervelse af de enkelte genstande, ligesom disse sættes ind i en kunsthistorisk sammenhæng.
”Hvem er den mest undervurderede komponist i det 20. århundrede?”. Dette spørgsmål stillede den amerikanske musikkritiker Alex Ross på sin blog, og han gav selv svaret: ”Carl Nielsen!”.[9] Dette kan være vanskeligt at forstå for os danskere, for i Danmark er Carl Nielsen i en liga helt for sig, hvad komponister angår. Ross’ påstand underbygges dog af det faktum, at i flere internationalt anerkendte musikalske opslagsværker, fx The Cambridge History of Twentieth Century Music, kan man ikke slå Nielsen op; der findes ganske enkelt ikke en artikel om ham. Årsagen hertil er formentlig ikke, at man internationalt set ikke finder Nielsen værd at nævne, men måske snarere at han er svær at indplacere i de musikalske kasser, vi ellers bruger til at rubricere komponister i. Hans musik er i mange sammenhænge beskrevet som unik og evigt præget af kontraster, vekslende fra det meget komplekse til det enkle, folkelige. Den er præget af en vild attitude til tonalitet, en utrættelig legesyge, og så rummer den ofte uanede mængder musikalsk energi, bliver nærmest helt fysisk. Netop disse kvaliteter i musikken passer godt til det 21. århundrede, hvor alt med en personlig lyd efterspørges. I øjeblikket ses også flere tegn på, at udøvende musikere og publikum uden for Skandinavien nu endelig er ved at være klar til at tage imod og værdsætte Carl Nielsens musik. Flere dirigenter og orkestre synes at prøve sig selv af med hans værker, og de indspilles i nye versioner. Blandt de markante nyindspilninger er samtlige seks symfonier samt tre koncerter i en fortolkning af det verdensberømte orkester New York Filharmonikerne under ledelse af chefdirigent Alan Gilbert. ”Jeg tror fuldt og fast på Carl Nielsen som komponist […] Jeg er sikker på, at Nielsens tid nu er kommet”[10], har Gilbert udtalt i forbindelse med orkestrets Nielsen-satsning.
Sikkert er det i hvert fald, at 2015 verden over vil emme af aktiviteter, der markerer 150-året for Carl Nielsens fødsel. Med mere eller mindre udgangspunkt i komponisten vil der således være masser af fantastiske, unikke og musikalske oplevelser i vente. I Odense Bys Museers regi fejres Nielsen – ud over med udgivelsen af de nævnte bøger samt vandreudstillinger – med masser af arrangementer for såvel store som små. For de yngste vil der bl.a. være teater i samarbejde med Teater Gyda og stor børnefødselsdag med underholdning og kagemand. De voksne kan komme med på alt fra vandretur i Sortelung, hvor det hele begyndte, til asfaltbal med folkemusik foran Carl Nielsens Barndomshjem. Der vil også være lejlighed til at fordybe sig i de ting, du ikke vidste om Carl Nielsen og stille netop dit spørgsmål. I årets løb udbydes et væld af foredrag og ikke mindst koncerter.
For det, der til stadighed gør Carl Nielsen relevant i dag, er hans vidtfavnende musikalske værk. Såvel venner som uvenner af hans musik har kaldt ham ”en rabiat fornyer” i dansk tonekunst. Sandt er det, at han var en fornyer, men det rabiate er mere diskutabelt. Hans musik er personlig; den naturlige konsekvens af Carl Nielsens opvækst og øvrige forudsætninger. Derfor kan man om Carl Nielsen bruge de ord, som han selv brugte i Levende Musik til at beskrive sit store komponistforbillede, W.A. Mozart: ”Han rev ikke vore Huse ned om Ørene paa os og byggede Paladser, som imponerede os, men hvori vi frøs. Han gav os sig selv, sit Venskab, sin Aand, sin fine Følelse, sit hjertelige Smil, sin dybe Alvor og sit muntre, friske Sind gennem sine udødelige Melodier og sin skønne, rige Kunst.”[11]
Kære Carl Nielsen:
Tak for alt og hjertelig tillykke!