På en varm sommerdag i 2014 var der ”gamle elevers fest” i Den Fynske Landsby. Godt 30 tidligere elever fra Frederik Juels Skole var mødt op med deres familier for at hilse på hinanden efter mange års forløb. Anledningen til at invitere netop i sommer var 200-året for skoleloven 1814, som fejredes over hele landet – også i Den Fynske Landsby.
Frederik Juels Skole stammer fra Eskær på Tåsinge, men blev i 1950’erne flyttet til Den Fynske Landsby, hvor den lå ”på lager”, indtil den genrejstes i 1976. Skolen i Eskær var i brug indtil 1956, hvor elever og lærere flyttedes til den dengang nyetablerede centralskole Sundhøjskolen. Frederik Juels Skole er dermed en af de få bygninger i Den Fynske Landsby, som vi stadigvæk kan få ny ”levende viden” om, for der er fortsat mange mennesker, der husker deres skoletid i den gamle landsbyskole. Det var for at få fingre i disse erindringer og fortællinger om skolens nyere historie, at Den Fynske Landsby havde inviteret til gamle elevers fest.
Frederik Juels Skole lå oprindeligt i Eskær midt mellem skipperbyen Troense og landsbyen Vindeby. Da skolen blev bygget, var der ikke noget Eskær, og placeringen i det åbne land må være blevet valgt, for at ingen skolebørn skulle have alt for langt til skole. På de høje målebordsblade, som er opmålt i 1860’erne (for Fyns vedkommende) og revideret i 1880’erne, ses således kun skolen markeret, mens næste store kortlægning, de lave målebordsblade fra 1930’erne, viser en begyndende bebyggelse omkring skolen.
Skolen fik sit navn efter kammerherre Frederik Juel, der var godsejer på Valdemars Slot og overhoved for stamhuset Thorseng i perioden 1781-1827. Stamhuset ejede hele Tåsinge, og derfor var det naturligvis på Frederik Juels jord, skolen i Eskær blev bygget.
Frederik Juel overtog driften af stamhuset Thorseng i 1781, og han kastede sig med ildhu over forbedringer af landbrug og skovdrift på sit gods. Blandt andet arbejdede han videre på sin bedstefar Niels Juels store arbejde med at fremme frugtavlen på Tåsinge. Han havde også øje for skole og fattigvæsen på Tåsinge, og han etablerede flere skoler på øen, ligesom han i 1795/96 – i samråd med bl.a. øens præster – fik nedskrevet et Skolereglement, Overensstemmende med den imellem Thorsing Lands Beboere den 13de Januari 1795 tagne Vedtægt.[1] Skolereglementet inddelte Tåsinge i syv skoledistrikter: Bregninge, Troense, Landet, Vornæs, Bjerreby, Søby og Vemmenæs. Bregninge Sogn blev altså delt i to skoledistrikter: Bregninge Skoledistrikt dækkede hele sognet ”undtagen Troense Bÿe, Husene på Ørerne og den østelige Deel af Windebÿe …”, som udgjorde Troense Skoledistrikt. Børnene i disse områder skulle derfor søge Troense Skole, som var blevet etableret i 1790.
Reglementets kapitel 2 omhandler oprettelsen af ”en almindelig Skole-Casse for hele Landet” – altså Tåsinge Land. Skolekassen skulle dække udgifterne til lærernes løn, men også til vedligehold af skolerne og til ”de til Skolerne fornødne Bøger, Skrive-og-RegneMaterialer”. Indtægterne til skolekassen kom fra Tåsinges indbyggere. Bidraget var differentieret efter ejendommenes størrelse. Inderster, der ikke af fattigkommissionen betragtedes som uformuende, skulle således betale 2 skilling, mens gårdejere betalte 1 rigsdaler. Selv tjenestefolk – eller ”unge Folck”, som det skrives – skulle betale: 4 skilling for karlene og 2 skilling for pigerne. Forskellen i bidragets størrelse afspejler den forskel i aflønning, der var mellem tjenestekarle og tjenestepiger. Valdemars Slot selv betalte årligt 40 rigsdaler. Øvrige indtægter til skolekassen kom fra frivillige bidrag ved bryllupper og fra ”Tavlen, som aarlig 2 Gange ombæres dertil, nemlig 2den Jule Dag og 2den Pindse Dag”[2] samt endelig fra de bøder, der måtte falde for forsømmelser af skolen.
Når skolekassen behandles så relativt indgående her, så er det, fordi det var den, der endte med at finansiere byggeriet af Frederik Juels Skole i Eskær godt 30 år senere. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet stod det klart, at sognets to skoler (i Bregninge og Troense) ikke kunne rumme de efterhånden mange børn, der var i sognet. Befolkningstallet på Tåsinge havde været stigende fra slutningen af 1700-tallet, og dette gjorde sig
særligt gældende for Bregninge Sogn, hvor indbyggerantallet steg fra 943 personer i 1769 til 1941 i 1850.[3] Derfor begyndte man planlægningen af en tredje skole i sognet, og man opsparede en større sum til dette gennem indbetalinger til Eskekiær Skolefond.
I 1820’erne var det økonomiske fundament i orden, og man kunne begynde at indhente tilbud på den bygning, man ønskede opført. På daværende tidspunkt var det på landet fortsat det allermest almindelige at bygge nyt i bindingsværk med stråtag. Til den form for byggeri behøvedes træ, strå, mursten (brændte eller ubrændte) eller fletværk og lerklining til tavlene. Disse materialer var nemme at komme til og lettere for almindelige bønder og husmænd at betale. Men Frederik Juels Skole blev som bekendt ikke til ”den stråtækte” skole som så mange andre steder. I stedet valgte man at bygge den nye skole af tidens fremmeste byggematerialer; mursten og tegl. Den 1. juni 1826 kunne man i Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Advertissementstidende (Fyens Stiftstidende) læse en indbydelse til ”Licitation over Opførelsen af en nye Skole med tilhørende Udhuus ved den saakaldte Tavle paa Veien mellem Troense og Vindebye her paa Thorseng …”. Licitationen afholdtes i Vindeby Tinghus den 8. juni kl. 10.
Hvor mange bud, licitationen medførte, vides ikke, men i hvert fald blev der givet bud både på en bindingsværksbygning og på en skolebygning i grundmur. Blandt dem, der gav tilbud, var murermester Frederik Valentin i Troense, som også havde lavet tegningen, der skulle ligge til grund for byggeriet.[4] Der var tilsyneladende ikke særlig stor forskel på prisen for de to bygningsløsninger, og i et brev til kammerherre Juel skrev amtsprovst P.A. Wedel, ”Da Muur er saa meget at foretrække for Bindingsværk […] tillader jeg mig […] at formene, at Ingen kan have noget at vende imod, at den ny Skole paa Thorseng opføres af Grundmuur.”[5] Og således blev det.
Da skolen stod færdig, blev den forsikret mod brand i den Almindelige Brandforsikring for Landbygninger. Brandforsikringstaksationen af bygningen foregik den 21. november 1826, og ved den lejlighed blev den nybyggede skole beskrevet som følger:
”a) Stuehuset sønder og nord 9 Fag dybt 13 alen, Brandmuur til alle sider af 1½ Steens Muur. Tegltag og 2 Skorstene, samt et Spiir tækket med Spaan, indrettet til Beboelse med Loft, Vinduer og Dørre, samt til Skolestue, Fjellegulv i Skolestuen, samt Værelserne.”[6]
Stuehuset bestod altså dels af en lejlighed til læreren og hans familie og dels af skolestuen. En sådan opdeling af skolebygningen var ikke noget nyt. Allerede Frederik IV’s rytterskoler fra 1720’erne var indrettet med skolestue i den ene ende og beboelse i den anden. I rytterskolerne var der dog indrettet en lille stald for enden af skolestuen. Det blev ikke nødvendigt i Frederik Juels Skole, hvor der foruden den grundmurede skolebygning også blev rejst en bindingsværkslænge med plads til kostald, lade og lo. For skolelæreren var tillige landbruger. Til embedet hørte et jordareal på 4½ tdr. land, ligesom aflønningen også skete delvis i naturalier, så det var nødvendigt at have plads til dyr og afgrøder. Laden blev takseret samtidig med stuehuset:
”b) En Lade Længde øster og vester 7 Fag dybt, 10 alen, Ege under, fyrre overtømmer, murede Vægge af brændte Steen, Straatag, dog Gavlene teglhængt, indrettet til Lo, Lade, Koestald.”
Det må have været en statelig bygning, der rejste sig ved Landevejen mellem Vindeby og Troense. Og en af relativt få grundmurede bygninger. Men alligevel blev det snart nødvendigt at udbygge Frederik Juels Skole. Den 13. november 1838 takseredes en ny lille bygning på ejendommen:
”En Længde øster og vester, sønden for Skolen, 4 Fag dyb 9½ Al. Ege Fod, Fyrre Under og Overtømmer, Væggene murede deels af raae deels af brændte Steen, Straatag, 1 Skorsteen, med Loft, Dørre, Vinduer, Ovn, indrettet til Bryggers, Mælkestue, Kjelder og Kammer.”[7]
Den ekstra bygning, der blandt andet rummede bryggers og mælkestue, understreger, at skolelærerhusstanden – lige som alle andre husstande i landsbyerne – var selvforsynende, og skolelæreren landmand ved siden af sit skolelærerembede.
Især den første lærer ved Frederik Juels Skole, Erik Henrik Rasmussen, gik meget op i landbruget. Han var søn af en inderste, Rasmus Andersen, og hans hustru, Birthe Erichsdatter, som i kirkebogen i forbindelse med deres bryllup benævnes ”fra Slottet”. Hun må altså have arbejdet på Valdemars Slot. Lille Erik kom til verden kun godt to måneder efter forældrenes bryllup, og han blev døbt i Bregninge Kirke den 24. oktober 1802. Ved dåben blev han båret af sin moster Christiane Erichsdatter, der ifølge folketællingen i 1801 var stuepige på Valdemars Slot. Forbindelsen til slottet fik betydning for Erik Henrik Rasmussen. Det var nemlig kammerherre Frederik Juel, der finansierede Eriks lærerstudier på Bernstorffsminde Seminarium, da han blev voksen. Efter sigende var det mosteren Christiane, der ”overtalte” Juel til at støtte hendes nevø økonomisk, og den økonomiske hjælp er sikkert faldet på et tørt sted. Eriks far, Rasmus, døde nemlig i december måned 1805, efterladende sig Erik på 3 år og hustruen Birthe, der ventede endnu et barn – Rasmus – der blev født 2. januar 1806.
Den kendsgerning, at kammerherren betalte for Erik Rasmussens uddannelse og siden indsatte ham som lærer på den nybyggede Frederik Juels skole, har – sammen med beretningen om, at Christiane ”havde en høj Stjerne hos Generalen”[8] – givet anledning til gisninger om, at Erik Henrik Rasmussen slet ikke var Birthe og Rasmus’ barn, men derimod Christiane og Kammerherre Frederik Juels uægte og i dølgsmål fødte søn, som mosteren og hendes mand tog til sig. Det skulle så angiveligt være grunden til, at det netop var Christiane, der bar drengen ved dåben.[9] Om denne historie har noget på sig, kan dog ikke verificeres. Det er naturligvis ikke umuligt, at det hang sådan sammen. Christiane Erichsdatter boede i sin alderdom hos Erik Rasmussen på skolen, i hvert fald fra 1834 til sin død 1. juli 1852. Hun blev 81 år gammel, og i kirkebogen beskrives hun ved sin begravelse som ”Forhenværende Husholderske paa Valdemars Slot”. Men det var helt almindeligt at have ældre slægtninge boende på aftægt hos sig i 1800-tallet, så det at Erik gav husly til sin moster, er intet bevis i nogen retning.
Det første seminarium i Danmark var Blågård Seminarium, der blev oprettet i København i 1791 for at imødegå den mangel på ordentligt uddannede lærere, som man oplevede mange steder. Oprettelsen af seminarier var ikke noget, der gik stille for sig. Selvom vi i dag kan synes, at det oplagt var en god ting, at lærerne blev bedre uddannet, inden de skulle lære fra sig, så var der en del, der bekymrede sig over de nye seminarier. Balancen, mellem at lærerne lærte nok og lærte for meget, var nemlig vanskelig. Især når det kom til den kristelige lærdom, kunne det være problematisk, hvis en skolelærer var for veluddannet. Præsterne frygtede, at lærerne blev for teologisk velbevandrede, så de i yderste konsekvens kunne komme til at ”konkurrere” med de stedlige sognepræster. Det var jo ikke meningen![10]
Men udviklingen kunne ikke sådan bremses. Som det første seminarium i provinsen etableredes Bernstorffsminde Seminarium i 1794 af greve Johan Ludvig Reventlow på Brahetrolleborg Gods. Greverne på Brahetrolleborg havde en lang tradition for at støtte og udvikle skolevæsnet, og etableringen af seminariet på godsets jorder var bare et af flere reformforsøg inden for skoleområdet i slutningen af 1700-tallet. Grev Reventlow var ikke alene om sine ønsker om udvikling af almueskolerne. Flere andre reformvenlige godsejere gik i perioden samme vej; deriblandt broderen C.D.F. Reventlow på det lollandske gods Christianssæde. Brødrene Reventlow blev centrale i udviklingen af 1814-skolelovene. Baggrunden for godsejernes reformarbejde var en tro på, at hvis bønderne blev mere oplyste og vidende, så ville de også blive bedre til at dyrke jorden og drive effektivt landbrug.[11]
Da Bernstorffsminde åbnede dørene for første hold, var der plads til 32 studerende. Uddannelsen tog oprindelig fire år, men fra 1801 ændredes det til tre år, ligesom på Blaagaard Seminarium. De kommende skolelærere undervistes ifølge seminariets reglement i: kristendom, læsning, skrivning, aritmetik, naturhistorie, naturlære, geografi, historie, geometri, logik, kundskab om loven, markog havedyrkning, sang og kateketiske øvelser. Herudover skulle de studerende stifte bekendtskab med det tyske sprog, instrumentalmusik, håndarbejde og gymnastik.[12] Af hensyn til den praktiske erfaring blev der desuden oprettet en børneskole i nærheden, så de studerende kunne prøve deres nyerhvervede kundskaber af i praksis. Bernstorffsminde Seminarium lukkede i 1826.
Det var på dette seminarium, Erik Henrik Rasmussen indskrev sig i 1821 for at blive skolelærer. Tre år senere dimitterede han og blev efterfølgende huslærer på Sparretorn Gods ved Føns Vig på Vestfyn. Det er i hvert fald den adressering, der findes på et brev sendt til ham fra kammerherre Juel den 23. maj 1826. I brevet – som Frederik Juel underskriver ”din oprigtigt hengivne Juel” – overdrager han ”Æske-kiærs Skole-Embede” til den unge lærer og glæder sig over, at han kommer hjem til sin fødeegn igen.[13]
Erik Henrik Rasmussen kom til at være skolelærer på Frederik Juels Skole fra 1827 til 1862. Selvom han således var veluddannet til embedet, var skolelærergerningen tilsyneladende ikke hans største interesse. Den lå derimod i landbruget, så han lejede mere jord og holdt både hest og karl. I 1861 bestod husdyrholdet på Frederik Juels Skole af fire køer og to svin, så på dette tidspunkt må han have opgivet at holde hest selv.[14] Rasmussens efterfølger, Hans Henrik Andersen, var tilsyneladende ikke den store landmand. I 1866, hvor han var lærer på skolen, er der intet husdyrhold, og først i 1876, hvor lærerembedet var overgået til Jens Peter Jensen, nævnes igen en besætning af en vis størrelse: to køer, et svin og desuden et bistade. I 1881 var der fem køer i skolens stald. Husdyrholdet understreger, at skolelærerlønnen – i hvert fald til at begynde med – ikke var noget, man blev rig af. Nødvendigheden af at have nogle dyr og dyrke lidt jord ved siden af var et vilkår, som lærerne delte med smeden, teglværksejeren, kromanden og mange andre landboere, der ikke havde jordbrug som hovedbeskæftigelse.
Erik Rasmussens manglende interesse for undervisningen er måske det, der ligger bag en klage, som en far i 1848 sendte til sogneforstanderen. Ordlyden var som følger:
”Undertegnede tillader sig herved at henvende mig til det ærede Sogneforstanderskab, med Begiering om at der maatte drages Omsorg for at Herr Skolelærer Rasmussen til Frederik Juels Skole tager sig betydelig mere af mine Børns Lærdom, da han ifølge Skole Anordningen af 29 Juli 1814 ei opfylder sine Forpligtelser ned Hensyn til Børnenes Læretid, tilli- ge maae jeg frabede mig at bemeldte Skolelærer ikke oftere gjør brug af mine Børn til sit Arbeide, ei heller til at gaae hans Ærinder.
Troense d. 6. Novbr. 1848.
H.C. Thurøe[15]
Denne far var i hvert fald ikke tilfreds med, at hans to sønner (Valdemar på 12 og Edmund på 10 år) blev sat til at arbejde på skolelærerens ejendom i stedet for at lære noget!
Da lærer Rasmussen pr. 1. januar 1863 gik på pension, blev lærerembedet overtaget af Hans Henrik Andersen, der også var en veluddannet lærer – han var uddannet fra Skårup Seminarium i 1858. Veluddannet, men vist ikke nogen særlig empatisk lærer, hvis man skal tro de overleverede beskrivelser af ham. C.G. Høgstrøm, der har samlet information om alle Tåsinges lærere indtil 1914, nævner diplomatisk, at Andersen var ”en ualmindelig samvittighedsfuld Lærer, der nok ikke tog med Fløjlshandsker på Eleverne …”.[16] En af dem, der ikke blevet taget på med fløjlshandsker – eleven Laurits Martin Thurøe, der senere blev grosserer i København og Frederik Juels Skoles velgører – har meget poetisk beskrevet sine oplevelser med Hans Henrik Andersen:
Spanskrør maatte tit jeg smage,
Klø fik jeg som faa.
En Gang laa jeg trende dage
Pryglet gul og blaa.
Men med et min Trængsel endte,
andet Kald han tog
”Frederik Juel” han Ryggen vendte,
op til Fyn han drog.[17]
Forud for dette vers har Thurøe beskrevet, hvordan han kom til at sidde bagerst trods sin dygtighed, bare fordi han var søn af en fattig enke, mens lærerens egen søn – ”tyk og fed” – fik lov at sidde forrest, selvom han ikke var særlig dygtig.
Frederik Juels Skole var som nævnt bare en af tre skoler i Bregninge Sogn, og den delte dermed sognets børn med skolerne i Bregninge og Troense. Det var af betydning, at skolen ikke lå alt for langt væk fra elevernes hjem – en lang skolevej kunne måske være incitament til forsømmelser fra skolegangen. Skolernes placering nævnes således allerede i Anordning for Almue-Skolevæsenet paa Landet i Danmark, som sammen med lignende love for købstadsskoler og for de københavnske skoler blev vedtaget den 29. juli 1814 efter et længere forberedende arbejde.[18] Hvor det kunne lade sig gør, skulle skoledistrikterne indrettes, så ingen elev havde længere end 1/4 mil (knap 2 km) til skole.[19] I Frederik Juels Skole gik i 1899 elever fra Vindeby, Kaldetsmose, den nordlige del af Gammel Nyby og Ny Nyby samt dele af Horseskov. De elever, der boede i Horseskov (sydvest for Vindeby ud til Svendborgsund), har vel haft op imod 3 km fra hjem til skole, men ellers boede børnene relativt tæt på.
I en landskole eller almueskole som Frederik Juels Skole gik alle omegnens børn – medmindre deres forældre var velhavende nok til at holde privat skoleholder eller veluddannede nok til selv at kunne undervise. Skoleloven af 1814 betød en undervisningspligt, men altså ikke skolepligt. Det var dog de færreste, der havde mulighed for at arrangere anden undervisning til deres børn, så i realiteten betød det, at langt de fleste børn af helt almindelige mennesker ville være at finde på skolebænken i Eskær. Det var børn af bønder, husmænd, sømænd, småhandlende m.fl. fra landsbyerne i omegnen. Modsat købstæderne underviste man på landet drenge og piger i samme klasse, dog som regel opdelt, så de i hvert fald sad i hver sin side af klasselokalet! Så sent som i 1900 nævnes det i et forslag til undervisningsplan for skolerne i Bregninge Sogns Skole, at
”Undervisningen i alle Sognets Skoler er fælles for Drenge og Piger”.[20] På dette tidspunkt var det fortsat ikke normal praksis, og i byerne blev de rene pigeog drengeklasser først slået sammen i løbet af 1930’erne.
Da Frederik Juels Skole åbnede for elever i 1827, startede i alt 79 skoleelever i den nybyggede skolebygning, fordelt på 20 drenge og 13 piger i den ældste klasse og 21 drenge og 25 piger i den yngste klasse.[21] I de kommende årtier svingede elevtallet på skolen mellem 74 og 98, indtil det toppede med 101 elever (50 i den ældste og 51 i den yngste klasse) i 1870. Det var, mens Hans Henrik Andersen var skolelærer, og der har sikkert været nok at se til i den temmelig lille skolestue. Skoleloven af 1814 bestemte, at eleverne skulle inddeles i to klasser i henhold til deres alder og deres evner.
”Til Skolens første eller nederste Classe høre alle smaae Børn, (dog intet Barn, som er yngre end 6 Aar), tilligemed de Børn, som ikke endnu have lært at læse tydeligt og at skrive Tal og Bogstaver, samt ikke have giennemgaaet Luthers Catechismus og de vigtigste bibelske Historier.” [22]
På Frederik Juels Skole var undervisningen ordnet, så de ældste elever (i anden klasse) gik i skole om formiddagen alle dage undtagen søndag, mens de yngste i første klasse mødte om eftermiddagen. I 1814-loven anbefales, at hver klasse undervises tre hele dage, men det var tilladt at organisere skoledagen med halvdagsundervisning, som altså var tilfældet i Eskær.
Efter Hans Henrik Andersen trak sig tilbage i 1872, blev Jens Peter Jensen lærer på Frederik Juels Skole. Om Jensen som skolelærer har den tidligere citerede elev, Laurits Martin Thurøe, anderledes positive ord at sige:
Der kom lykkelige Tider,
Nu min sol opstod;
Atter nød jeg Fuglekvidder,
Atter fik jeg Mod.
Lærer Jens tog ved Haanden
Faderløse Dreng;
Føde gav han mig for Aanden
Rørte Hjertets Streng.[23]
Om lærer Jensen ved vi ellers ikke så meget. I perioden 1883-1889 sad han i sognerådet for Bregninge Sogn[24], og han var lærer ved Frederik Juels Skole indtil 1894, hvor han flyttede til Troense for at overtage lærerembedet dér. Imens Jensen var lærer, blev skolen udvidet med 5 alen (godt 3 meter) i hver ende. Tilbygningen skete på baggrund af ønsket om bedre ”Betingelser for Børnenes Sundhed” og af hensyn til skolelærerfamilien, der ”bestaar af flere Børn”.[25] Skolelærerfamilien udgjordes i 1883 af Jens Peter Jensen (40 år), hans hustru Sophie Frederikke Frederiksen (42 år), og deres fire børn – Lovise (9 år), Petra (6 år), Carl Emil (4 år) og Anton (2 år).
I 1856 havde man vedtaget Lov om nogle forandrede Bestemmelser for Borgerog Almueskolevæsenet i Kjøbstæderne og paa Landet. Heri bestemtes det, at der minimum skulle være 90 kubikfod luft pr. elev i skolestuerne i nybyggede skolestuer.[26] Selvom Frederik Juels Skole således ikke var omfattet af dette krav – det var jo ikke en nybygget skole – havde ønsket om at give mere luft til eleverne øjensynligt betydning for beslutningen om at udbygge skolen. I hvert fald udbad Skoledirektionen i Sunds Herreds Provsti sig, i et brev til Bregninge Sogneråd i 1883, en beregning af, hvor mange kubikfod luft der var i Frederik Juels Skoles skolestue hhv. før og efter udbygningen. I den gamle skolestue var der 3244 kubikfod – altså nok til 36 elever efter 1856-standarden. Efter udvidelsen var der 5230 kubikfod – nok til 58 elever.
Da Frederik Juels Skole i 1976 blev genopstillet i Den Fynske Landsby, efter at have været nedtaget i knap 20 år, valgte man at genopføre skolebygningen i dens oprindelige skikkelse – altså som den så ud ved opførelsen i 1826. Derfor er det den ”korte” version af skolen, der nu kan besøges i Den Fynske Landsby, og ikke den, som de sidste skoleelever endnu husker fra deres skoletid. Det er ikke beskrevet nogen steder, men mon ikke man valgte tilbageførelsen til 1826-udseendet for at opnå skolens mest oprindelige udtryk?
Det, eleverne skulle lære, når de sad i skolestuen, var ret nøje beskrevet i Skoleloven af 1814. Tidligere var skolen udelukkende til for at understøtte den kristne tro. Man skulle lære at læse, så man kunne læse de kristelige tekster, men med 1814-loven blev der stillet større krav til undervisningen. I lovens § 23 beskrives ret grundigt, hvad skoleleverne skulle lære i de syv år, de gik i skole:
”Der skal i Skolerne undervises i Religion, Skrivning og Regning samt Læsning; ogsaa bør Skolelærerne veilede Børnene til ordentlig Sang.”[27] Til læsebøger anbefalede man bøger, der gav indblik i ”Fædrelandets Historie og Geographie” og som medvirkede til ”Fordommes Udryddelse”. Man ønskede altså i høj grad at oplyse eleverne. Hvis læreren havde evner til det, skulle børnene også have gymnastik – helst en time om dagen. Men gymnastikken fik tilsyneladende ikke den ønskede udbredelse. I hvert fald udgik der i 1828 en kongelig befaling om, at børnene i alle landets skoler skulle undervises i gymnastik – ikke kun de børn, hvis lærer selv havde uddannelse i gymnastikken.[28]
Samtidig udsendtes også en ny Lærebog i Gymnastik for Almueog Borgerskolerne, så alle fremover kunne få den nødvendige undervisning. Ønsket om, at vores børn bevæger sig i løbet af skoledagen, er åbenbart ikke noget, der kun hører nutidige skolereformer til.
Den ældste undervisningsplan for Frederik Juels Skole, jeg har kunnet finde i arkiverne, er først fra 1900. Ikke desto mindre ligner den faktisk meget godt de retningslinjer, der blev sat op i 1814-loven. På Frederik Juels Skole (såvel som de øvrige skoler i Bregninge Sogn) blev eleverne i 1900 undervist 18 timer om ugen i følgende fag: religion (3 timer), dansk med skrivning (8 timer), regning (3 timer), historie, geografi, anskuelsesundervisning og naturkundskab (tilsammen 3 timer), sang (1 time).[29] Herudover blev drengene undervist i gymnastik udendørs tre timer ugentligt, når vejret tillod det. Pigerne på Troense Skole (hvor der var en lærerinde ansat) blev til gengæld undervist i håndarbejde.
Undervisningen i gymnastik havde ikke helt optimale betingelser i Bregninge Sogn på dette tidspunkt. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet besigtigede i juli 1901 gymnastikfaciliteterne på Bregninges skoler. Om Frederik Juels Skoles skriver de:
”Det indstilles, at Sogneraadet faar Paalæg om at skaffe en Gymnastikplads paa mindst 600 Al. af regelmæssig Form og belagt med Grus, samt at bringe Klavrestellet i orden.”[30]
”Klavrestellet” er klatrestativet, og det skal siges til lærer Jensens fortjeneste, at han allerede i 1899 havde sendt et brev til sognerådet, hvori han skrev ”… Nogle Mangler ved Klavremaskinen bedes afhjulpne.”[31]
I 1894 fik Jens Peter Jensen nyt job på Troense Skole, så i Eskær måtte man se sig om efter en ny lærer. Det blev Anton Petersen, der fik stillingen, måske på grund af en fremragende anbefaling fra hans seneste arbejdsgiver – Thurø Sogneråd. Petersen havde nemlig siden 1890 været lærer på den lille Grasten Skole på Thurø og det med stor succes. Sognerådet skrev i sin anbefaling:
Hr. Petersen er en samvittighedsfuld, flittig og begavet Lærer, under hvis Vejledning Skoledistriktets Børn have gjort god Fremgang. Der er over hans Undervisning en vis Tilforladelighed og Forstandighed, som vilkaarlig vækker Børnenes Lyst og Interesse for hvad der skal læres, og hans milde og fredsommelige Maade at være paa gør, at Børnene holde af ham, og at Arbejdet i Skolen gaar godt.[32]
Ydermere skriver Thurø Sogneråd, at det har givet ham et personligt tillæg på 200 kr., fordi det ikke forventede igen at kunne få en så dygtig lærer til det lille embede, som Grasten Skole var.
Anton Petersen kom altså til Frederik Juels Skole, og begge parter må have været godt tilfredse med det, for han blev der i 39 år, indtil han i 1933 gik på pension som 68-årig. Da familien flyttede ind i den nyligt udvidede skolelærerlejlighed, bestod den foruden ham selv af hans kone Mary, deres et-årige datter Johanne og en ”slægtning”, Marie, på 68 år. De næste år udvidedes familien; i 1895 kom Ingeborg, i 1897 kom Svend, i 1901 Ebba og endelig i 1906 Erik. Ifølge folketællingerne 1901 og 1906 var der i husstanden også en tjenestepige, men herefter forsvandt hun – sikkert efterhånden som børnene blev store nok til at hjælpe mere til derhjemme. Måske var det den stadigt voksende familie, der i 1901 fik Anton Petersen til at ansøge Bregninge Sogneråd om penge til at ombygge lejligheden. Sognerådet svarede positivt, at det ville give 150,- kr. til ombygningen ”… uagtet Raadet egentlig fornemmer, at Lejligheden er anordningsmæssigt godt indrettet, som tilmed har været tilfredsstillende for Deres Formand med ligesaa stor Familie som Dem …”.[33] Sognerådet mente altså egentlig, at Petersen havde lidt for høje krav, men lod ham alligevel ombygge lejligheden.
I Bregninge Sogn var det hidtil kun Troense Skole, der havde en forskole tilknyttet. Sognets andre to skoler havde kun én lærer hver og dermed kun to klasser. I 1907 gives tilladelse fra Ministeriet for Kirkeog Undervisningsvæsenet til at oprette forskoler ved Bregninge og Frederik Juels skoler, og fluks opslog sognerådet to lærerindestillinger til disse. Begyndelseslønnen var 500,- kr. årligt samt 50 kr. for undervisning i håndarbejde. Til embedet hørte bolig og i Frederik Juels Skole også en have. Halvdelen af timerne var håndarbejdstimer, og det understregedes, at der ikke skulle undervises i håndarbejde uden for skoletiden, men at dette måske kunne ændre sig.[34]
På Frederik Juels Skole blev den 26-årige Martha Septima Algreen Prüsz i 1908 ansat som lærerinde, en stilling hun bestred i 30 år.
I forbindelse med oprettelsen af forskolerne tiltrådte sognerådet en ”ændret Undervisningsplan for Bregninge og Frederik Juels Skoler, fremkaldt ved Ansættelsen af en Forskolelærerinde ved begge Skoler”.[35] Her understreges det, at der nu er tre – mod tidligere kun to – klasser: skolelæreren underviste 2. og 3. klasse, mens forskolelærerinden underviste de små i 1. klasse samt pigerne fra de øverste klasser i håndarbejde. Der undervises fortsat 18 timer om ugen og derudover ni timers håndarbejde om ugen for pigerne i 2. og 3. klasse. Undervisningen var fordelt, så 3. klasse gik i skole om formiddagen (pigerne desuden håndarbejde hver anden eftermiddag), 2. klasse gik i skole om eftermiddagen (pigerne desuden håndarbejde hver anden formiddag), og endelig gik 1. klasse i skole hver anden formiddag og hver anden eftermiddag. Foruden de nævnte håndarbejdstimer for pigerne blev der fortsat undervist i religion (3 timer om ugen), dansk med skrivning (8 timer), historie, geografi, anskuelsesundervisning samt lidt naturkundskab (3 timer) og sang (1 time). Drengene havde desuden 3 timer gymnastik om ugen, når vejret var til det.
I en undervisningsplan fra 1930 står der, at der nu var fire klasser på Frederik Juels Skole.[36] Hvornår man har ændret det, så der var to klasser i både forog hovedskole, vides ikke. I 1930’erne undervistes 2. og 4. klasse om formiddagen og 1. og 3. klasse om eftermiddagen. I sommerhalvåret (1. april-30. september) var undervisningstiden kl. 8-11 og kl. 13-15.30, i vinterhalvåret kl. 8.30-11.30 og 13-15.30. Der var altså tid til at komme hjem og få sin frokost hjemme hos mor i
middagsstunden. Hver time var delt op i 50 minutters undervisning og 10 minutters frikvarter, og der var fortsat undervisning i de samme fag som i 1900 – dog med faget ”sundhedslære” tilføjet i sammenhæng med naturkundskab. Gymnastikken var nu for både drenge og piger, mens håndarbejde naturligvis fortsat alene var for pigerne.
I 1930’erne begyndte man i Bregninge Sogn – og på Tåsinge som helhed – at overveje en modernisering af skolevæsenet.[37] Man planlagde at beholde de tre forskoler i Troense, Bregninge og Eskær, men til gengæld nedlægge de gamle hovedskoler og samle undervisningen af de store elever på en stor skole for hele sognet. Fordi man havde en klar fornemmelse af, at denne nye skolestruktur lige straks ville blive gennemført, var man fra sognerådets side uvillig til at ansætte en ny fast lærer på Frederik Juels Skole, da Anton Petersen trak sig tilbage i 1933. Man ansatte derfor i stedet en såkaldt ”vacancelærer” – altså en vikar – for et enkelt år, mens man arbejdede på at få gennemført planerne om en centralskole. Således blev Harald Rubæk Hansen ansat i en midlertidig stilling – åbenbart til stor begejstring for elever og forældre i Eskær og omegn. Da man måtte opgive skolecentraliseringsplanerne og derfor var nødt til at fastansætte en ny lærer til Frederik Juels Skole, lavede eleverne ved skolen en underskriftindsamling for at beholde lærer Hansen. ”Til Skolekommissionen. Samtlige elever i Eskær Skole beder indtrængende om at faa lov, at beholde Hr. Lærer Hansen” lyder brevet, som er underskrevet af alle skolens 40 elever. Men Hr. Lærer Hansen var ikke kvalificeret til et førstelærerembede, fordi han endnu ikke havde været lærer i to år og desuden ikke havde eksamen i sang. I stedet blev Frederik Juels sidste lærer, Alfred Odmand Jørgensen, ansat med start 1. august 1935. Odmand Jørgensen selv beskriver det som en noget hård modtagelse, da han med sin kone slog sig ned i Eskær, men bølgerne faldt dog hurtigt til ro.
Alfred Odmand Jørgensen var født på Langeland, men var timelærer ved Odder Skole, inden han fik fast embede i Eskær. Han var i 1933 blevet gift med Anna Johanne, og sammen flyttede de ind i lejligheden på Frederik Juels Skole i 1935. Oven på den lidt hårde ankomst måtte Alfred love sin kone, at de kun blev på Tåsinge de fem år, man var nødt til at blive boende for at få flyttegodtgørelse, når man skulle flytte. Uden den havde familien nemlig ikke råd til at ”rykke teltpælene op”, skriver Odmand Jørgensen selv i sin langt senere beretning. Men familien blev nu boende i Eskær – og den blev forøget: først kom Henning til (i 1936), siden Ove (i 1938), så Jacob (i 1940) og til sidst Lars (1947). Skolelærerlejligheden er i dag i Den Fynske Landsby indrettet med legefaciliteter til museets små gæster – og er jo desuden noget mindre end dengang pga. forkortelsen ved genopbygningen (se ovenfor), så det kan være svært at forestille sig rummene som rammen om et familieliv med fire børn. Vi kan dog få et indblik i, hvordan lejligheden dengang var indrettet via en ansøgning, som Alfred Odmand Jørgensen i 1948 sendte til lensbaronen på Valdemars Slot. Heri ansøgte han om at få lov at indrette wc i skolen samt om lov til at opsætte skabe i køkkenet og et ekstra vindue i skolens sydgavl, så der kom vindue i køkkenet. Til ansøgningen vedhæftede han en tegning over lejligheden. For øvrigt blev skabe og vinduet bevilget, men ikke wc’et.[38]
Trods den lidt svære start blev eleverne vist hurtigt glade for den nye lærer. Ved det tidligere omtalte arrangement for gamle elever på Frederik Juels skole, som afholdtes i Den Fynske Landsby i sommeren 2014, var der i hvert fald mange gode erindringer om Odmand Jørgensen. Hans Aage Bøggild, der gik i Frederik Juels Skole i 1930’erne, fortæller i en upubliceret beretning om sin skoletids eneste lærer:
”Han var et velmenende menneske, en begejstret lærer, igangsættende så vidt den tids muligheder tillod.” Og senere: ”Alfred Odmand Jørgensen var lidt studentagtig, sådan tør og en smule støvet, en belæst, høflig og idealistisk degn i et samfund af bredbagede bønder, frugtavlere og søfolk.”[39]
Skolelærerens forståelse for de folk, han virkede blandt, må dog have været helt god. Samme Hans Aage beretter nemlig, hvordan lærer Jørgensen engang helt diskret gav ham og hans lillebror penge til en cykeludflugt til Langeland, som forældrene ikke havde råd til at betale. Efterfølgende kunne brødrene stille sig op i rækken sammen med de andre børn og indbetale pengene for turen – til lærer Jørgensen, som sad og tog imod uden at røbe pengenes herkomst. Han har nok kunnet forstå, at de to drenge fra små kår også gerne ville afsted med kammeraterne.
Også senere i sin lærerkarriere foretog Alfred Odmand Jørgensen udflugter med sine elever. I 1952 var skolens store elever på tur til København, hvor de så på byens seværdigheder og fik en tur med havnerundfarten!
En anden tidligere elev, Max Gommesen, som gik på skolen fra 1946-51 har også gode erindringer om sin barndoms skolelærer. Ikke blot i skoletiden, men også i fritiden havde han sin gang på skolen, hvor han legede med Alfreds tre sønner. Efter et år på forskolen kom han i ”den rigtige skole” hos lærer Jørgensen. Her blev han undervist hver eftermiddag i fagene:
”… dansk, regning, danmarkshistorie, geografi og bibelhistorie og hvis vejret tillod det, fik vi også undervisning i at spille rundbold på den grusbelagte legeplads om sommeren. I disse tre skoleår blev undervisningen altid afsluttet klokken 16:00 med en sang og at vi sammen bad et fadervor.”[40]
Også lærer Jørgensens egne fire drenge gik i deres fars skole – og sammen med dem sønner og døtre af de lokale skibsførere, gartnere, husmænd, arbejdsmænd, chauffører, frisører, maskinmestre, fiskehandlere, ostehandlere, styrmænd og meget andet.[41] I 1934 – året før lærer Jørgensen kom til – var der 66 elever. I 1953 – få år før skolen blev nedlagt – var elevtallet 78. Alfred Odmand Jørgensen var førstelærer ved skolen, helt indtil den i 1956 lukkede. I den tid var der tre forskellige forskolelærere. Først Martha Septina Algreen Prüsz, som var den første forskolelærerinde. Hun underviste der til sin død i 1938. Herefter kom Rigmor Andersen Højlund, ”frøken Højlund”, som iflg. en tidligere elev var ”en meget flink dame”.[42] Frøken Højlund blev i 1945 afløst af Kirsten Elfrida Pedersen, som var forskolelærerinde, indtil Frederik Juels Skole lukkede, hvorefter hun og førstelærer Jørgensen begge blev forflyttet til den nye centralskole for Bregninge Sogn.
I 1956 var det nemlig endelig lykkedes at få en ny skolestruktur på plads i Bregninge Sogn, og den nye centralskole (Sundhøjskolen) stod færdig. De elever, der havde gået i de gamle skoler i Bregninge, Troense og Eskær, samledes i den nye store skole, og de gamle skolebygninger blev overflødiggjort. I Eskær havde man afventet færdiggørelsen af centralskolen, fordi man havde planer om en ny vej mellem Eskær og Vindeby, som skulle føres midt igennem den grund, hvor Frederik Juels Skole lå. Allerede i 1941 havde Ministeriet for Offentlige Arbejder givet tilsagn om vejfondstilskud til anlæggelse af vejen, så man ventede egentlig bare på, at den gamle skole skulle blive tømt for skolesøgende børn.[43] Alligevel blev skolen ikke nedbrudt med det samme. I stedet blev den tidligere skolelærerlejlighed pr. 9. september 1956 udlejet til et ægtepar. Undtaget fra lejemålet var ”… baghuset, der formentlig skal nedbrydes i nær fremtid.”
Imens skolen var udlejet, gik sognerådet i gang med at indhente tilladelse til nedrivning, men det kom ikke til at gå så nemt, som man havde håbet. Frederik Juels Skole var fredet i klasse B, hvilket betød, at ejeren (Bregninge Kommune) var nødt til at spørge Det særlige Bygningssyn om lov til nedrivning. Det særlige Bygningssyn er et rådgivende udvalg, der skal høres, inden der gives tilladelse til nedrivning af en fredet bygning. Udvalget har eksisteret siden 1918, hvor den første bygningsfredningslov i Danmark blev vedtaget. I et brev dateret 17. januar 1957 skrev Det særlige Bygningssyn til Bregninge Sogneråd, at det ikke kunne tiltræde forslaget om nedrivning af den fredede skolebygning, da det (efter forhandlinger med Vejdirektoratet) mente, at man kunne lave en anden vejføring af den nye vej, så skolen kunne bevares. Efterfølgende må der være foregået nogle forhandlinger, for i et nyt brev, dateret 4. september 1957, fra Det særlige Bygningssyn til Bregninge Sogneråd hedder det, at:
”…[siden] hverken vejdirektoratet eller sognerådet evner at anlægge en vej fra Vendeby-Vemmenæs landevej til Eskær uden at gå midt igennem den sidstnævnte lille by, hvor det eneste kulturhi- storisk bevaringsværdige hus kræves fjernet, må Det særlige Bygningssyn med beklagelse tage til efterretning, at manglende teknisk formåen i det foreliggende tilfælde må medføre en opgivelse af videre forsøg på at bevare det fredede hus på stedet.”
Brevet, der er underskrevet af formanden Johannes Brøndsted, Nationalmuseets direktør, efterlader ikke megen tvivl om Bygningssynets holdning til sagen, men der var ikke noget at gøre. 3. april 1958 fraflyttede ægteparret Frederik Juels Skole, og i et brev dateret 3. juni 1958 gav Boligministeriet tilladelse til nedrivning. Herefter kom Odense Bys Museer på banen.
Allerede mens sagen om nedrivningen var uafklaret, havde Odense Bys Museer meldt deres interesse for at få Frederik Juels Skole til Den Fynske Landsby, såfremt den ikke blev bevaret på Tåsinge. Til skolen hørte, som beskrevet, en bindingsværkslade. Den opmærksomme gæst i Den Fynske Landsby har måske bemærket, at denne lade ikke er genopført sammen med skolen. Det har altid undret mig, at man ikke hjemtog den også, eftersom det ellers var (og stadig er) et princip i Den Fynske Landsby kun at hjemtage hele bygningskomplekser for på den måde at kunne vise helheder frem for enkeltdele.
Ved min gennemgang af sagen om skolens nedrivning i Landsarkivets gemmer har jeg fået svaret på dette lille spørgsmål. I et brev dateret 9. august 1957 skrev Svend Larsen, der var museumsdirektør for Odense Bys Museer, til amtsrådsmedlem Th. Andersen, at han havde læst i Fyns Tidende, at Bregninge Sogneråd havde tænkt sig at forære Eskær Skoles baghus til ”… en privatmand på Taasinge.” I brevet understregede Larsen, at museet kun var interesseret i hele bygningskomplekser, da de enkelte bygninger ikke havde værdi uden de øvrige. Sognerådet replicerede 5. september samme år, at de allerede havde givet malermester Fredholm tilsagn om baghuset, så det kunne museet altså ikke få med. Svend Larsen tilbød derefter Poul Fredholm 800 kr. for baghuset, men det syntes malermesteren var for lidt, og derved endte sagen.
Poul Fredholm overtog baghuset og flyttede det til Bregninge, hvor det kom til at rumme Taasinge Museum. Og i et brev fra den 14. februar 1958 bad Odense Byråds Museumsudvalg ”… det ærede sogneråd modtage en hjertelig tak for dets tilsagn om vederlagsfrit at overlade landbygningsmuseet ”Den fynske Landsby” Eskær Skole til genopførelse i museet.” Så man valgte altså – mod principperne – at hjemtage Eskær Skole, selvom anlægget ikke var komplet. Og heldigvis for det, må vi sige i dag. I løbet af nogle måneder i efteråret 1958 blev Frederik Juels Skole nedtaget og fragtet til Odense. Her kom skolen til at ligge, indtil man i 1976 havde skaffet midler til en genrejsning på museet.
Med genrejsningen af Frederik Juels Skole i 1976 fik Den Fynske Landsby et meget vigtigt element på plads i museumslandsbyen. For landsbyskolerne og den øgede skolegang efter 1814-loven skulle nemlig få stor betydning for den udvikling, der skete i Danmark igennem 1800-tallet. Med den forbedrede skolegang kom man analfabetismen til livs, landboerne blev langt mere oplyste – både med ”børneskolen”, men senere i år-hundredet også med skoler for voksne: højskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og tekniske skoler. Skolegangen gjorde samfundet klar til demokratisering, liberalisering og modernisering, og den brød med det gamle vilkår, at man var nødt til at forlade sig på mundtlig overlevering. Man begyndte at tilegne sig ny viden fra faglitteraturen i stedet for at forlade sig på tidligere generationers viden og traditioner.
I Den Fynske Landsby bruges skolen i dag aktivt i formidlingen af dagliglivet på landet på Fyn i 1800-tallet, både som museumsskole, som alle kan besøge, men også i forbindelse med undervisningsforløb, hvor nuværende skolebørn sættes i de tidligere elevers sted. Vi har alle et forhold til skolen og til skolegang, og ikke mindst for skolebørnene, der på mange måder kan have svært ved at forestille sig det liv, fortidens børn levede, skaber et besøg i Frederik Juels Skole en større forståelse for forskelle og ligheder mellem dengang og i dag.
