”Historiefortælleren beror alene på sin tre tommer lange tunge, og dog er han i stand til at vise os, hvad der er letkøbt og overfladisk i denne verden – og hvor vi finder den dybe grund. ” Kinesisk ordsprog, ca. 1100 e.Kr.[1]
Mundtlig fortælling er en urgammel underholdningsgenre. Og meget mere end det: Det er en af de ældste måder at overlevere nødvendig viden og nyttig livsvisdom på. Samtidig er det en udtryksform, der gennem de sidste årtier har oplevet en stor renæssance. I dag bliver der arrangeret fortællefestivaler i mange lande verden over; der fortælles historier på caféer, museer og biblioteker, skoler og teatre samt på YouTube og radio. Og et væld af genrer er repræsenteret: samtidshistorier og erindringsfortællinger fortælles side om side med folkeeventyr og myter. Genrer smelter sammen, og fortællinger kombineres med andre kunstarter som for eksempel musik. De udøvende er både professionelle, som lever af det, folk, der har det som en sideinteresse, og fagfolk, der bruger fortællingen som et formidlingsgreb i en arbejdssammenhæng: skolelærere, undervisere, museumsformidlere.
Men det er også helt almindelige mennesker, der bliver inviteret op på scenen for at fortælle om tilværelsen, sådan som den ser ud fra deres hjørne af verden.
Nogle professionelle formår at løfte fortællingen op på et kunstnerisk niveau, hvor de tekniske færdigheder forenes med dyb kunstnerisk indlevelse og stor udtrykskraft. Når det sker, er det en uforglemmelig oplevelse for publikum og til stor inspiration.
Gennem de sidste tre år har Odense Bys Museer arrangeret Internationale Fortælledage for at give publikum mulighed for at opleve en sådan fortællekunst. Med støtte fra H.C. Andersen Festivals har det været muligt at invitere store fortællere hertil fra udlandet. I 2015 var den prisbelønnede fortæller og forfatter Laura Simms særlig gæst. Hun er kunstnerisk leder af Hans Christian Andersen Storytelling Center i New York og arrangerer hvert år historiefortælling foran H.C. Andersen-skulpturen i Central Park.
Der er flere grunde til, at Odense Bys Museer har fokus på den mundtlige fortælling:
Den mundtlige fortælling spillede en stor rolle i H.C. Andersens barndom. Han lagde øre til en almueovertro fuld af både rædsel og poesi og med animistiske og dermed universelt udbredte elementer. Han lyttede til gadens brutale og opfindsomme sprog. Han hørte fynske folkeeventyr og sagn, hvis motiver gennem århundreder var vandret til øen ude fra den store omverden. Samtidig stiftede han gennem faderens højtlæsning bekendtskab med værker som Tusind og én Nat. Dermed flød en rig og oldgammel fortælletradition ind i hans årer. For Tusind og én Nat rummer et fletværk af indiske og persiske, arabiske og egyptiske fortællinger.
Trods datidens tvivlsomme oversættelser af værket og det stærke islæt af europæisk litterært fortællestof blev et væld af folkelige karakterer, genrer og plots præsenteret for ham. Der er på den måde et svimlende dybt rodnet under H.C. Andersens eventyr. Det stopper ikke ved barndommen i Odense, men strækker sig langt videre ned og ud i tid og sted. Da H.C. Andersen sidenhen blev oversat til alverdens sprog, vandrede hans eventyr altså ikke blot ud i verden, kunne man sige; mange af deres motiver vandrede også ‘hjem’. Og derude har folk taget dem til sig, som om de var deres egne.
Den mundtlige fortælleform slog ikke kun igennem på en nyskabende facon i H.C. Andersens skrivemåde. Også når han optrådte med sine historier, sprængte han indimellem rammerne for den højtlæsningsform, som var gængs i de litterære saloner. Det skete især, når der var børn samlet; ikke fordi hans eventyr var beregnet blot for børn, men fordi han i deres selskab kunne føle sig langt friere. Hans evner som fortæller understreges i erindringer fra hans samtidige. Emilie Holm, et tyende på herregården Holsteinsborg, beretter om, hvordan det gik for sig, når alle folkene på gården blev samlet i havestuen for at høre H.C. Andersens eventyr:
”Han læste ikke, han fortalte. […] Andersen var helt inde i Eventyrets Stemning. Han var de Skikkelser han fortalte om, Klods Hans, Prinsessen, Heksen i Fyrtøjet og Dyrene, hvis pudsige Bevægelser og sjove Lyde han kunne efterligne til Fuldkommenhed, men han overdrev aldrig. Det var Stemningen han vilde have frem, og bare ved at se paa ham, følte man sig hensat til en helt anden, underlig Verden.”
Eller som Edvard Collin noterede det i en beskrivelse af H.C. Andersen, der fortæller for de mindste: ”Talen gik ustandseligt, rigeligt udstyret med de for Børnene bekjendte Talemaader, og med Fagter som passede dertil. Selv den tørreste Sætning gav han Liv: han sagde ikke: ‘Børnene kom paa Vognen og saa kjørte de’, men: ‘saa kom de paa Vognen, farvel Far, farvel Mor, Pidsken smældede smæk smak, og væk foer de hei vil du gaae’.”[2]
Det er interessant at sammenstille denne beskrivelse med et citat fra Kinas mest berømte mundtlige fortæller fra det 20. århundrede, Wang Shaotang (1889-1968). Han siger om fortællerens arbejde: ”Du skal forestille den person, som du er ved at fremstille! I løbet af en enkelt opførelse, for eksempel en kort episode, må du som historiefortæller helt alene kunne forestille en ung mand, en kvinde, en klovn og en gammel mand – fire personer og alt hvad de foretager sig: gråden fra de grædende, latteren fra de leende, angsten hos de ængstelige, vreden hos de vrede! Du skal opføre fortællingen på en sådan måde, at […] publikum føler, at de ser disse personer livagtigt som i levende live – at det er, som om de lytter til deres samtale her og nu! ”[3]
I Kina har der eksisteret en århundredlang tradition for etablerede fortællehuse i byerne. I disse huse var der en lav scene til fortælleren i den ene ende og bænke til publikum langs væggen, og her samledes voksne med det ene formål at høre historier og drikke te eller vin. ‘Folkets universitet’. Sådan blev historiefortællingen kaldt. Kunsten at efterligne alle slags ikkesproglige lyde – vindens susen, lyden af hestehove og geværskud – var højt skattet i disse sammenhænge, ligesom beherskelsen af et rigt sprog var det: et sprog, der kunne veksle mellem poetisk højsprog og efterligninger af lokale dialekter, jargoner og gadesprog, alt efter hvem den talende person i historien var. Havde der i Danmark været respekterede rum for fortælling i byerne, havde H.C. Andersen måske dér kunnet udfolde disse særlige aspekter af sin fortællekunst. I stedet balancerede han mellem de finkulturelle miljøer i hovedstæderne (hvor han fordrede en andægtig, tavs lytten omkring sin oplæsning) og friheden og improvisationen i mødet med børn og tyende på herregårdene, der indimellem blev samlet for at opleve ham. Den genre, der ligger mellem teaterscenen på den ene side og litteraturen på den anden: den mundtlige fortælling, var i Danmark som i mange andre vestlige lande på H.C. Andersens tid begrænset til at udfolde sig hos almuen. Fra slutningen af 1700-tallet blev den i stigende grad studieobjekt for folkloreindsamlere, og trykte folkeeventyrsamlinger vandt indpas i mange finere hjem. I anden del af 1800-tallet begyndte den mundtlige fortælling at udfolde sig i nye rammer, da den blev indføjet som en nødvending og genial satsning i folkeuddannelsen gennem Grundtvig og Kold. Men nogen offentlige scene for fortælling fandtes fremdeles ikke. Der, i de frie skoler og i de folkelige forsamlingshuse, levede den mundtlige fortælling sit relativt upåagtede liv helt frem til 1980’erne, hvor den vandt fornyet og selvstændig opmærksomhed som fænomen. Siden da er interessen kun vokset.
Ikke bare i organiserede fora fortælles der mundtligt; vi fortæller hele tiden: Vores almindelige samtaler med hinanden i løbet af dagen, i kantinen og over middagsbordet, hos bilmekanikeren og på mobilen er fulde af anekdoter og fabulerende eller ligefrem dramatiske beskrivelser af virkelige begivenheder. Historiefortælling hjælper os med at organisere information, med at forstå vores personlige erfaringer og vores omverden og med at give oplevelser og sansninger form, så de kan deles med andre, og så vi kan handle på dem. Vores hjerner forstår verden gennem fortælling. ”Evolutionary biologists confirm that 100,000 years of reliance on stories have evolutionary hardwired a predisposition into human brains to think in story terms. We are programmed to prefer stories and to think in story structure.”[4]
At der opstår en forståelse for og en organisering af vores erfaringer gennem historiefortælling gælder naturligvis al form for historiefortælling, hvad enten vi møder den som film, computerspil, litteratur, billedkunst, musik m.v. eller i mundtlig form. I forbindelse med undervisning og formidling har den mundtlige fortælleform – ligesom de andre genrer – imidlertid sine specifikke styrker. Fortælleren lader historien træde frem ved hjælp af sine ord, sit kropssprog og klangen af sin stemme. En mængde sanseindtryk er på spil: lyden af den levende menneskelige stemme rummer en myriade af informationer, der alle giver genklang i den lyttendes egen erfaringsverden; det forholder sig på samme måde med den fortællendes kropssprog. Disse komplekse sanseindtryk indgår i et samspil med de konkrete talte ord. Men det er den lyttende, der med sin indbildningskraft og koncentration selv skaber billederne i sit eget indre. Den lyttende bliver dermed i bogstaveligste forstand beriget. For disse billeder bliver tilhørerens ejendom; dybt personligt forankret og knyttet til den erfaringsverden, som den enkelte tilhører bringer med ind i det fælles rum, hvor historiefortællingen finder sted. Og samtidig – fordi billederne netop er opstået i et fælles rum, i et samvær med andre – mindes de enkelte tilhørere om, at de er en del af et større fællesskab og i den henseende deler grundvilkår. Tilhørerne har undervejs i fortællingen fundet sammen i udbrud af latter, overraskede gisp eller suk. Og i den intense stilhed mellem ord eller sætninger fornemmer enhver, at historien også synker ind i sidemanden og dér skaber forbindelse til det, han eller hun allerede har erfaret, oplevet og ved.
De informationer, der eventuelt ledsagede eller var en del af fortællingen, bliver gennem billeddannelsen altså ‘indlejret’ i os. Og fordi informationerne var organiseret som en billedrig, fremadskridende fortælling, lader de sig genkalde langt enklere, end det er tilfældet med løsrevne informationer. Da fortællesituationen samtidig er en stærkt sanselig oplevelse, delt med andre i et fællesskab, er den lagret i hjernen på en langt mere kompleks måde, end det er tilfældet med løsrevne ‘totter’ af information. Endelig kalder selve historiefortællingen qua sit væsen på et nærvær og en koncentration, som det ellers kan være vanskeligt at skabe, hvor mange mennesker er samlet. Når alle disse forhold arbejder sammen, er chancen for, at vi husker og har glæde af de overleverede informationer, stærkt øget. Det gælder, uanset om vi som tilhørere er voksne, unge eller børn. Og dét er naturligvis interessant for enhver, der skal løse en undervisningseller formidlingsopgave. Derfor er der også inden for Odense Bys Museer fokus på at undersøge den mundtlige fortællings styrker i forbindelse med formidling af for eksempel museumsgenstande, historiske håndværk, livsvilkår, traditioner og begivenheder.
Fyrtøjets arbejde På læreruddannelsen ved University College Lillebælt er der også stor interesse for den mundtlige fortælling. Det mærker blandt andre Børnekulturhuset Fyrtøjet i form af efterspørgsel efter rundvisninger og seminarer med fortælling som emneområde.
Det er oplagt, at de lærerstuderende opfordres til at bruge fortælling i forbindelse med danskundervisningen. Fortælling udvikler elevernes taleog lytteevner, stimulerer deres fantasi, ordforråd og deres evne til at fortælle om sig selv og andre på en nuanceret måde; ikke mindst det sidste er afgørende for både den enkeltes og fællesskabets trivsel.
”The beauty of storytelling in the classroom is that it works at different levels at the same time. Teachers are under pressure today to deliver’ excellent basic skills, high academic results and emotionally skilled children with highly developed thinking skills! Telling stories can contribute to all those areas at the same time.”[5] Også i forbindelse med inklusion kan fortælling spille en rolle. Børn, der ikke er bogligt stærke, kan have – eller vokse til at få – en uventet styrke som mundtlige fortællere. Derigennem kan de vinde akademisk selvsikkerhed og få en indre forståelse for discipliner, der typisk mest knytter sig til skriftlighed: analyse og fortolkning for eksempel. Samtidig viser det sig ofte, at børn med stor indre uro har glæde af fortællesituationen: Der abonneres netop på deres indre liv, før der tages fat om den ‘ydre’ faglighed. Og læreren kan have en fri og nærværende øjenkontakt med børnene, uden at de behøver at frygte for at blive bedt om at præstere noget, hvis de gengælder dette blik.
Men ikke blot den danskfaglige og den menneskelige dannelse fremmes gennem historiefortælling. Også fag som matematik, geografi, historie og naturvidenskab kan få uventet liv for eleverne gennem historiefortælling. De fleste af os erindrer at have haft en særlig dygtig lærer i skolen, da vi var børn. Om denne lærer hedder det ofte: ”Han var så god til at fortælle!” eller ”Hun kunne virkelig holde os fanget! ”
Her gælder det udviklingen af den lærerstuderendes egen mundtlighed og fortælleevner.
Børnekulturhuset har mulighed for at bidrage med inspiration i disse kontekster. Den mundtlige fortælling har fra begyndelsen spillet en afgørende rolle i husets formidling af H.C. Andersens eventyrverden til børn og voksne. En lang række udvalgte eventyr er gennem årene blev fortalt for husets gæster i weekender og ferier. Fortællingen indleder alle husets skoleforløb, og en fabulerende mundtlighed er et afgørende element i den teaterimprovisation, der udbydes som det mest søgte skoleforløb.
Den rolle er kun blevet bekræftet efter fusionen med Odense Bys Museer i 2013, hvor blandt andet Internationale Fortælledage første gang blev afholdt, ligesom der i 2015 blev oprettet en helt ny fortælleskole for børn på Fyrtøjet. Den mundtlige fortælling vil fortsætte med at være et indsatsområde i et kommende Eventyrhus, så også fremtidige gæster får mulighed for, som tyendet Emilie Holm beskrev det, at føle sig ”hensat til en helt anden underlig Verden. ”
