Ved de arkæologiske udgravninger i forbindelse med nedlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade blev der fundet rester af en række på 12, muligvis 13, handelsboder, der i 12-1400-tallet lå langs Overgades øst-vestgående forløb. Boderne havde alle facade mod nord, hvorfra håndværkere og handlende kunne forsyne byens borgere med alskens dagligdags varer (fig. 1).
Betegnelsen bod kunne i middelalderen dække over forskellige slags konstruktioner og små bygninger med forskellige funktioner. Boder optræder i forbindelse med både selvstændige huse – oftest kun med ét rum – som har været brugt til midlertidigt opholdssted, håndværk eller lager, men ydermere optræder boder også som et enkelt rum i et flerrums hus.1 Betegnelsen bod vil ofte henvise til små udlejningsboder; de kendes eksempelvis fra Næstved. En bod behøver dog ikke at være udlejet. Forskellige skriftlige kilder peger i retning af, at flere købmænd i middelalderens Odense ejede gårde med én eller flere boder liggende foran, hvorfra de kunne sælge deres varer.2 I tilfældet med boderne langs Overgade skal en bod forstås som en mindre bygning af træ med blot et enkelt rum. Fra Ribe kender vi en anden type fast bod. Af de skriftlige kilder fremgår det, at der lå en – og formentlig flere – fast bod på torvet, hvorfra slagterne solgte deres varer.3 I 2012, da man anlagde Ribe Domkirkeplads, fandt arkæologerne en række på fire teglbyggede boder, som muligvis har stået i to etager og fungeret som salgsboder samt beboelse. Det tolkedes, at der var tale om de boder, som domkapitlet i 1330 lod opføre, og hvor slagtere og købmænd formodentlig har solgt deres varer fra underetagen.4
Den række boder, der dukkede op under udgravningerne i Odense, varierede i størrelsen, idet de fem vestligste boder var omtrent 4,5-5 m brede og 2,1-2,7 m dybe, mens de syv østligste boder var omtrent 3-3,5 m brede og 1,7-2 m dybe (fig. 2). Der blev ikke fundet spor efter ildsteder i nogen af boderne, hvilket tyder på, at de ikke har været brugt til beboelse. Det er dog muligt, at man har haft en transportabel varmekilde, f.eks. et ildfad, der kunne give varmen en kold vinterdag. Boderne var bygget af lodrette stolper, der bar et tag. Imellem stolperne stod kantstillede planker, som tyder på en let vægkonstruktion.
Rækken af boder var stort set sammenhængende hele vejen, og flere af dem delte endda vægge. Spor i gadebelægningen peger på, at man har kunnet gå bag om boderækken, således at der var adgang til de bagvedliggende parceller.
Gulvene i boderne varierede både boderne imellem og internt i hver bod. I de fleste blev der fundet stenbelægninger, og i dem ses der også variationer. Der var anlagt gulve både med store ujævne sten i størrelsen 20 x 27 cm, pikstensbelægninger med meget mindre sten samt stenbelægninger bestående af småsten, som var 8-10 cm i størrelsen (fig. 3).
Derudover havde flere af boderne plankegulve (fig. 4). Fra en af boderne kunne plankerne bestemmes som bøg, hvilket understreger, at der var tale om et indendørs gulv, da bøg hurtigt rådner, hvis det ligger udendørs. Den nogenlunde solide konstruktion og de mange gulvlag peger på, at boderne var faste, helårlige konstruktioner, hvorfra en håndværker eller købmand kunne sælge sine produkter. Boderne lå på den sydlige del af Overgade med fronten mod nord. Da de opførtes i 1200-tallet, var Fisketorvet formodentlig endnu ikke anlagt, hvorfor handelen foregik i gaderne og ikke på torvet. I løbet af bodernes levetid ændrede området karakter; bebyggelsen på matriklerne bag ved boderne fortættedes, og området blev en del af det middelalderlige Odenses bykerne. I senmiddelalderen blev beboelseshusene flyttet helt ud til vejen, og handelen kunne nu foregå fra husenes halvkældre, der vendte døråbningen direkte mod gadens pulserende liv.
Bodernes størrelse var som tidligere nævnt ikke helt ensartet, og der var en vis variation i bodernes udformning og placering i forhold til hinanden. Det ses som tegn på, at boderne ikke blev opført på én gang under én bygherre men derimod af forskellige ejere. Muligvis kan ejerne af de bagvedliggende parceller også have været ejerne af boderne, der lå ud for deres respektive ejendomme. Mod vest synes boderne at følge de bagvedliggende parceller, hvilket gør det endnu mere sandsynligt, at boderne tilhørte og blev opført af ejerne til de huse, der lå bagved.
Fra et privilegium til købmandsgildet i 1496 ved man, at der på Flakhaven måtte handles med ølkar, trug, lertøj, kurve, træsko og tømmer – altså et nonfood-marked – mens der på Fisketorvet måtte handles med kød, flæsk, saltede sild og fersk fisk.5 I privilegiet omtales Fisketorvet som Markedet ved Helliggejst og ved Tinget, og det nævnes første gang ved navn som Forum Justiciarium et piscarium på Braunius’ prospekt fra 1593 (fig. 5). Handelen på Fisketorvet synes at have strakt sig fra selve torvet ned over Overgade til og med Skjolden, hvilket underbygges af bl.a. Braunius’ prospekt, hvor området kaldes Via publica Sildeboene, hvad der kunne indikere en kontinuitet i salget af sild fra boder på stedet langt ind i 1500-tallet (fig. 5).
Vejstykket fra overgangen mellem Vestergade/Overgade til Skjolden kaldes i det middelalderlige kildemateriale for Fiskebænkene, Fiskeskamlerne og Sildeboderne. Disse fiskerelaterede navne kommer formentlig af, at der er solgt fisk fra boderne.6 Man må formode, at fiskene er blevet renset ved fangststedet og derefter transporteret til Odense i tønder, hvorfra de kunne sælges direkte, hvilket forklarer manglen på fiskeaffald i boderne. Alt tyder altså på, at der er solgt sild fra boder langs Overgade fra slutningen af 1400-tallet til slutningen af 1500-tallet, og det er fristende at forestille sig, at det går endnu længere tilbage i tiden. Der blev i de fleste af boderne ikke erkendt nogle særlige bearbejdningssteder efter de forskellige håndværk, man ellers måtte formode, kunne findes i boderne, og derfor tolkes det, at de fleste håndværkere producerede deres genstande andetsteds og brugte boderne til salg.
Vi ved ikke, om der blev solgt fisk fra alle de 12 boder langs Overgade i hele middelalderen, men i den vestligste bod (bod A fig. 2) blev der fundet 11 fragmenter af støbedigler, hvilket kan indikere, at der enten i boden eller i det nærliggende område fandt metalhåndværk sted. Analyse af et af digelfragmenterne viste, at leret, den var lavet af, var lokalt, og at der blev smeltet kobber i diglen. Sammenholdt med fund af produktionsaffald af bly og kobber, der blev gjort i nærheden, virker det sandsynligt, at en bronzestøber arbejdede i boden. Enkelte steder blev der fundet spor efter bearbejdning af horn og dyreknogler. I bod B blev der fundet en hel del stejler, hvilket kan indikere, at en hornmager kan have holdt til enten i boden eller i nærheden. I bod K lå en langtandskam (fig. 6) op ad en stolpe i et lag, der tolkes som værende fyldt på for at planere ud, inden man anlagde et nyt gulv i boden. Kammen kan stamme et andet sted fra, men det kan ikke udelukkes, at der er solgt kamme fra boden.
I de midterste boder blev der fundet høje koncentrationer af læder, både i fyldlagene mellem de forskellige gulve og i større plamager på selve gulvet. Fundet taler for, at der har været en skomager i en eller flere af boderne. Ud fra mængden af afklip virker det sandsynligt, at skomageren har siddet i boden og arbejdet, når der ikke var kunder (fig. 7).
I bod H løb der omtrent midt i boden en afløbsrende, som kan være blevet brugt i forbindelse med, at man har rengjort gulvet (fig. 8). Lige uden for boden blev der fundet store mængder dyreknogler af forskellig art, bl.a. ko. Det tyder på, at der i boden har været en slagter. Det er ikke den egentlige slagtning af dyret, der er foregået her; det gjorde man formentlig i byens udkant. Det er derimod mere sandsynligt, at man har medbragt store stykker af et allerede slagtet dyr og derefter har kunnet nøjes med at udskære det for kunderne.
I en del af boderne var det ikke muligt at fastslå, hvilke aktiviteter der er foregået. Det kan dog tænkes, at der er blevet solgt madvarer, eksempelvis som tidligere nævnt fisk, hvilket ikke nødvendigvis efterlader spor. Lige så iøjefaldende som de håndværk er, vi finder spor efter, er fraværet af de håndværk, der ikke findes rester efter – hverken i boderne eller på de omkringliggende matrikler i udgravningen. På Thomas B. Thriges Gade-udgravningerne fandtes der eksempelvis ikke spor efter pottemageren, skinderen og grovsmeden. Boderne er – som tidligere nævnt – forholdsvis små udsalgsboder, og det er formentlig, heri forklaringen på fraværet skal søges. Håndværk, der krævede god plads, var ildelugtende eller anvendte åben ild i et omfang, der kunne være til fare for omgivelserne, hørte ofte til i byens periferi og ikke midt på hovedgaden.7
Boderne kan ses som en manifestation af handelens betydning i Odense og et udtryk for et behov for at sætte handelen i system. Det er muligt, at der forud for boderne er foregået handel fra telte eller lignende lette konstruktioner, uden at vi har kunnet erkende spor heraf. De faste trækonstruktioner, der er opført stort set samtidig, er dog et anderledes håndgribeligt udtryk for, at handelen spiller en fremtrædende rolle i byen. Byens indbyggere og besøgende havde brug for og mulighed for at købe forskellige varer, hvilket underbygger, at Odense på bodernes anlæggelsestidspunkt må have været en by af en vis størrelse.8 Bodernes opståen og kontinuitet viser, at denne del af Overgade var en aktiv del af Odenses bymidte fra 1200-tallet og frem. Arkæologiske vidnesbyrd fra de bagvedliggende matrikler viser, at byen i løbet af bodernes funktionstid forandredes og udvides, og at handelen fik et mere varieret og komplekst udtryk i løbet af den sene middelalder.
Under udgravningen fremgik det, at boderne havde forskellige levetider. Mens enkelte boder kun bestod af en trækonstruktion og et enkelt gulvlag, havde andre boder spor efter flere forskellige trækonstruktioner med op til fire gulvlag i hver enkelt bod – hvilket er tegn på en meget lang funktionstid. Det kan være svært at afgøre, hvad disse forskelle i funktionstid skyldes. Ved f.eks. bod H ser det ud til, at man har ønsket et gennembrud i boderne, muligvis som passage til de bagvedliggende parceller. Her bestod boden blot af et enkelt gulv, hvorefter pladsen tilsyneladende stod ubeboet, indtil alle boderne – formodentlig i 1400-tallet – dækkes af et planeringslag.
Under udgravningen i Odense så det ud til, at bod G og H havde en meget ensartet konstruktion og tilsyneladende delte et vægforløb, hvilket blev tolket som tegn på, at de var opført samtidig og evt. af samme bygherre (fig. 9).
Den samme kontinuitet sås ikke i de andre boder, hvilket underbygger den tidligere omtalte teori om, at boderne kan ses i nær sammenhæng med de bagvedliggende huse og udlejet af husejeren til de forskellige håndværkere. Således kan en parcelejer have haft gode fordele af at bygge mere end blot én bod, så der var mulighed for at leje ud til flere. I Lund kender vi fra de skriftlige kilder et eksempel fra 1302 på en tysk købmand, hvis to sønner ejede hver sin bod, der lå side om side på torvet – formodentlig har købmanden selv tidligere ejet begge boder. Der kendes altså eksempler fra andre byer på ejere, som ejer flere boder. Fra arkæologiske kilder vides det, at boderne på Lunds torv var 3-5 meter brede og 6-7 meter dybe, hvilket gør dem en hel del større end selv de store vestlige boder fra Odense.9
Umiddelbart nord for de østlige boder løb et vandrør af træ, som i slutningen af 1500-tallet var blevet gravet ned til vandforsyning. Vandrøret respekterede umiddelbart bodernes nordgrænse (fig. 10). Det betyder, at boderne kan have fungeret så langt op i tid. Umiddelbart taler keramikfundene fra boderne imod, eftersom det lag, der dækker boderne, dateres til starten af 1400-årene.
Betyder det i stedet, at der i 1500-tallet stadig gik en grænse mellem vejen og matriklerne på samme sted, som boderne lå? Det kan være en mulighed, at de bagvedliggende matrikler til stadighed ejede det stykke af Overgade, hvorpå de faste boder tidligere lå, og det er denne grænse, vandrøret respekterer. Ydermere er der noget, som taler for, at selv om de faste trækonstruktioner forsvandt, så fortsatte handelen ved Overgade, og det kan ikke udelukkes, at de faste boder erstattedes af transportable boder samme sted. Dette understøttes af de tidligere nævnte stednavne Fiskebænkene og Sildeboderne, der optræder på materiale fra 1500- og 1600-tallet. For at det er sandsynligt, at området har beholdt navnet 100-200 år efter ophøret af de faste boder, må der fortsat have eksisteret boder af en anden type med salg af fisk, også efter midten af 1400-tallet.
Boderne blev anlagt i 1200-tallet og eksisterede helt op til 1400-tallet som faste, helårlige konstruktioner. Formentlig blev den vestlige del af boderne nedlagt, da købmanden og guldsmeden – der ejede matriklerne Overgade 1, 3 og 5 bag ved boderne – i 1400-tallet opførte toetagers huse med halvkældre på deres matrikler. I de nye stenhuse og på de bagvedliggende grundarealer var der spor efter, at man levede med en vis mængde selvforsyning, men husene bar præg af at have været især købmandsgårde med plads til både handel og opbevaring af varer. Det betyder, at boderne ude foran på gaden blev overflødige og endda lå i vejen for nedgangen til de store huses halvkældre. Den handel, der foregik i de vestlige boder, kan være flyttet til Fisketorvet eller et af byens andre torve. I 1580 blev byens torvevæsen reguleret af kongen, således at alle boder skulle væk fra sidegaderne og flyttes ind på selve torvet.10 Det har formentlig betydet enden for alle boderne langs Overgade.
