Kraner bevæger gigantiske betonelementer hen over horisonten, mens kæmpe maskiner bliver kørt om bag træafskærmningerne. For en person, der har kendt området omkring Thomas B. Thriges Gade, mens det stadig var et firesporet trafikknudepunkt, virker området uendelig stille.
Thomas B. Thriges Gade, den før så vigtige hovedfærdselsåre, er ved at blive til en af mange veje i Odense, og med dens reduktion forsvinder Thomas B. Thriges navn fra centrum sammen med historien om Odense som produktionsby. Et narrativ, der alligevel passer dårligt ind i Odenses genopfindelse af sig selv som en kulturel storby.
Ved den store ombygning er det værd at bemærke, at det var på selv samme måde, Thriges virksomhed opstod for lidt over 100 år siden, da Odense Kommune startede et andet kæmpeprojekt: elektrificeringen af Odense.
Den 5. maj 1866 blev Thomas Barfoed Thrige født i en lærerbolig i Klaregade 17 tilknyttet den betalende borgerskole i Odense.[1] Hans far var lærer på skolen og havde ambitioner om, at hans søn skulle følge en akademisk karrierevej. Det var dog ikke dér, Thomas’ interesse lå, og om sin barndom skrev Thrige:
”Jeg var gerne at finde i et lille Huggehus, hvor jeg lavede Skibe … Men jeg maatte holde Udkig med, naar min Fader kom hjem, at jeg da kunde sidde ved Bøgerne.”[2]
Efter en mindre heldig præliminæreksamen gik han da også i smedelære. I smedelære viste den unge Thrige talent og interesse for ny teknologi og smedefaget. Efter en vellykket læreperiode rejste Thrige til København for at arbejde for en af Danmarks mest prestigefyldte maskinfabrikker, Eickhoffs[3], der fremstillede trykmaskiner. Samtidig med det tog han en maskinmestereksamen, hvor han sluttede som den bedste elev i klassen.
Thriges interesse lå i den nye energiform elektricitet. I Danmark var teknologien dog ikke tilstrækkelig etableret, til at han kunne få fyldestgørende viden om emnet, så han søgte udenlands for at udvikle sig inden for området. Efter en periode i Tyskland rejste Thrige i 1888 til den nye elektriske verdens epicenter, USA’s østkyst.
Thrige satte den 11. oktober 1893 igen fødderne på dansk jord efter 5 år på USA’s østkyst. Her havde han først arbejdet hos Thomas A. Edison, der havde præsenteret ham for den nyeste teknologi i sin forskningsafdeling. Da der ikke var mere at lære for ham i Menlo Park, fik han på Edisons anbefaling et job på General Electrics’ fabrik i Schenectady omkring 350 kilometer fra New York.[5]
Fabrikken havde 1500 ansatte[6] og var et eksempel på den ny amerikanske produktionsform, masseproduktion. Thrige brugte sin tid her på at lære om rationel produktion: Hvordan folk kunne lave mest muligt på mindst mulig tid, og hvordan man kunne bruge store grupper af mennesker til at mindske produktionstid og omkostninger drastisk. Både viden om ny teknologi, og hvordan man producerede hurtigt, var noget, der senere ville komme Thrige til gode.
De store fabrikker og den nye teknologi blev fulgt af en stigende brug af elektricitet, og det USA, Thrige forlod i 1893, var et land, hvor offentlige elværker havde eksisteret siden 1881, og elektricitet var almindeligt i produktionen i storbyerne på østkysten.[7]
Det Danmark, han kom hjem til, var dog ikke nær så langt fremme som USA. Det første elværk var blevet etableret to år forinden af urmager Jens Hansen i Køge[8], og elektricitet var stadig begrænset til de få, der havde penge, interesse og vigtigst af alt tilfældigvis boede inden for rækkevidden af et elværk.
Thrige startede sin første lille virksomhed i Kongensgade 31 i Odense i 1893, et par måneder efter at han var kommet hjem til Danmark.
Om årsagen til at starte sin virksomhed i Odense skriver han i sine memoirer:
” … turde jeg ikke tænke på som Familieforsørger at vælge nogen anden By at slaa mig need i, idet jeg, med mit Kendskab til Byen, var fast overbevist om at kunne skaffe mig en Eksistens her.”[9]
Den nye branche var kendetegnet ved behovet for personlige kontakter, hvis man ville frem. Det fandt Thrige allerede ud af, da han skulle rejse den fornødne kapital til at starte sin virksomhed. Her var det hans morbror Poul A. Barfoed, der lånte ham nok til at starte, ikke banken.[10]
Når Thrige valgte at slå sig ned i Odense, var det altså, fordi han vurderede, at hans personlige bånd ville skærme ham mod den ydre konkurrence.
I forhold til elektrificeringen var Odense dog langtfra et dårligt valg. Byen havde siden industrialiseringens start været på forkant, når det kom til udvikling af den offentlige infrastruktur; først med opførelsen af Danmarks første støbejernsbro, Frederiksbroen (1844)[11], senere med Danmarks første gasværk (1853)[12], og i 1881 havde man sendt en delegation til Paris for at undersøge det elektriske lys’ muligheder. Det var derfor heller ikke helt underligt, at et af Danmarks første kommunale elværker lå i Odense.
Thomas B. Thrige etablerede altså sin virksomhed i en by, der var dedikeret til elektrificeringen.
Odense Kommune gav i 1891 koncession til, at A/S Det Danske Elektricitetskompagni kunne lave Danmarks første offentlige elværk i en større by.
Elværket var opstået på initiativ af en række interesserede odenseborgere, der var repræsenteret af Johannes Valeur. Finansieringen kom fra det københavnske vekselererfirma Rubin. Som direktør valgte bestyrelsen Bang Sophus Hauberg; han blev senere direktør for Thriges konkurrent TITAN A/S.[13]
Elværket var et af de få i Danmark, som ikke var kommunalt drevet. Kommunen havde dog stadig en del at skulle have sagt i forhold til driften.
Elværkets koncession skete på strenge vilkår: Aftalen var begrænset til 1915, kommunen havde fra 1900 ret til at overtage elværket og kunne til enhver tid afholde en licitation og herefter give koncessionen til et andet firma. I betragtning af at virksomheden var opstået på foranledning af borgere i byen, kan det undre, at betingelserne var så skrappe.
Det kan eventuelt skyldes, at initiativtageren, den liberale venstremand Johannes Valeur, og den konservative borgmester G. Koch havde et anstrengt forhold til hinanden.[14]
Trods det at elværket var drevet privat, var lysstationen i Vindegade stadig i tråd med en speciel dansk tilgang til elforsyning. Mens man i resten af Europa ofte havde elværker, der var baseret på monopolkoncessioner overtaget af store firmaer, som stod for alt fra produktion til drift, var elværker i Danmark præget af små lokale konstruktioner drevet enten via kommunesocialisme[15], i de store byer, eller andelsforeninger ude på landet.[16]
Den type konstruktion gjorde, at små firmaer, der ikke havde kapital og ressourcer til at levere en samlet pakke, kunne komme ind og tjene penge på etablering af elektricitet i lokalområderne.
Elværket i Odense var netop ikke ejet af et stort firma med egen produktion og installatører, men af det lille selskab Det Danske Elektricitetskompagni.
Det gav Thomas B. Thrige mulighed for at blive en del af den kæmpe udvidelse af infrastrukturen, som elektrificeringen af Odense krævede. Allerede da hans virksomhed kun bestod af ham selv og en enkelt lærling, kunne han installere og producere for Det Danske Elektricitetskompagni, i takt med at de udvidede elnettet i Odense. I en periode, hvor han producerede omkring tre maskiner om året[17], var de jobs, han fik af Elektricitetskompagniet, afgørende for hans virksomheds overlevelse og udvidelse.
Med jobbene for Det Danske Elektricitetskompagni fulgte også en masse ordrer hos private kunder, der brugte ham som installatør og leverandør af maskiner. Thrige brugte installationsarbejdet for elselskabet til at udvide sit kundegrundlag. Langsomt men sikkert blev Thriges virksomhed derfor større og større, i takt med at Odense blev elektrificeret.[18] Efter kort tid kunne han flytte sin virksomhed fra Kongensgade til den Hempelske gård.[19]
Elværket i Vindegade var på mange måder styret af byrådet. Bystyret skulle godkende udviklingen af ledningsnetværket, der var påkrævet for at give nye kunder adgang til elektricitet. Det gav dem magt til at bestemme, hvor der skulle bygges først.[20] Deres vigtigste redskab var dog kravene i koncessionen.
Byrådet brugte kravene til at skubbe til udviklingen af elnettet i byen. For dem var en elektrisk by et prestigeprojekt. Kommunen pressede derfor konstant på for at få et større og billigere elnet end det, der eksisterede. Her stod de ofte i modsætning til Det Danske Elektricitetskompagni, der skulle balancere mellem at bruge deres kapital på at udvide elnettet og sikre et afkast til sine aktionærer.
Thrige gik derimod helhjertet ind for at udvide elnettet, da en udvidelse for ham var lig med en udvidelse af hans potentielle kundegruppe.
I 1904 havde han indsendt en ansøgning, hvori han anmodede om lov til at bygge sit eget elværk, da han havde regnet ud, at prisen på el var alt for høj i Odense. Han fik tilbudt en meget lidt fordelagtig kontrakt, der kun tillod ham at drive elselskab i 10 år, og takkede nej. Thriges ansøgning kunne dog stadig bruges. Byrådet lod Det Danske Elektricitetskompagni vide, at man overvejede at give koncession til en konkurrent. På den måde pressede man elselskabet til at nedsætte priserne og udvide ledningsnettet.[21]
Den dårlige kontrakt var i overensstemmelse med kommunens tidligere tøvende forsøg på at skabe konkurrence. Johannes Valeur havde i det tilfælde advaret om, at man risikerede at ødelægge elselskabet via skadelig konkurrence. Det tog kommunen alvorligt, og der kom aldrig en konkurrent til Det Danske Elektricitetskompagni.
Thrige opnåede ikke ret til at lave et elselskab, men blev godt støttet af en udvidet kundegruppe.
I 1905 havde Odense Kommune dog tabt tålmodigheden med lysstationen i Vindegade, og man besluttede at bygge et kommunalt kraftværk, da der alligevel skulle investeres i en udvidelse af ledningsnettet. Kommunen købte Vindegades ledningsnet, men ikke bygningen, og afviklingen af elselskabet var i høj grad forbundet med tab for aktionærerne.[22]
Det nye kommunale elværk havde en langt større kapacitet end det forældede elværk i Vindegade. Efter det første driftsår kunne byrådet i 1910 konstatere, at man havde lagt 10 gange så mange kabler ud og var gået fra at have 8000 til over 28.000 lys tilsluttet[23]; noget der sikkert har givet Thrige flere ordrer i bogen.
For Thrige var den store udvidelse af nettet ikke så vigtig, som den havde været bare fem år forinden. I samme periode havde han udbygget sin egen forretning til at kunne deltage i den nationale konkurrence. I første omgang rykkede han i 1898 til Tolderlundsvej, hvor han opførte sin første lille fabrik. Den tillod ham at udvide og specialisere sin produktion af dynamoer og elmotorer.[24]
I 1901 var det så salgsafdelingen, der blev udvidet, da Thrige åbnede et salgskontor i København. Dermed kom han ind på konkurrenten Titans område.[25] Thriges udvidelse var dog ikke begrænset til storbyerne. I provinsbyerne og på landet nød han også stor succes. Bønderne på Fyn dyrkede jorden intensivt, og de udviste en generel velvilje over for moderne maskiner, der kunne hjælpe i produktionen. Thrige kunne med personlige kontakter kapitalisere på dette, og han leverede mange af de første elmotorer på Fyn.[26]
I 1909 blev Thrige for alvor konfronteret med den internationale konkurrence.
Ved en bestilling til Ringe på 90 elektromotorer kunne Thrige konstatere, at hans bud var langt højere end de nærmeste konkurrenters. Faktisk 70-80 kroner. Prisen på en elektromotor var i denne periode 420 kr., så der var tale om en væsentlig forskel. Han nedskrev sin egen pris og tog ordren, selv om det var en underskudsforretning. Det skulle ikke hedde sig, at han leverede til overpris.[27]
For Thrige var det en konfrontation med de store spillere på det internationale marked. Heldigvis havde hans fabrik på det tidspunkt nået en sådan størrelse, at en rationalisering af produktionen var mulig. Thrige begyndte derfor en lang proces med at rationalisere sin produktion: Der blev købt specialiserede maskiner, og de ansatte skulle nu i stedet for at følge en enkelt maskine til dørs lave enkelte dele på mange maskiner; man standardiserede varerne, så man kunne koncentrere sig om at lave få maskintyper.[28]
Processen kulminerede i 1920 med opførelsen af Normalfabrikken, hvormed virksomheden voksede til at blive en af de største i Danmark.
Normalfabrikken fra 1920 er i dag et VUC. Fabrikken blev bygget i forbindelse med rationaliseringen af Thriges produktion. Det var den første bygning designet af jernbetonpionererne Christiani og Nielsen på firkanten. Før den fik Thrige alle større bygninger tegnet af arkitekt Niels Jacobsen. Fabrikken repræsenterer dermed ikke kun et paradigmeskift i produktion, men også i konstruktion.
Thrige var fra 1909 til 1913 selv aktiv i kommunalpolitik som byrådsmedlem for Højre. I byrådet var han medlem af udvalget for tekniske anliggender og bygningsudvalget.[29] Involveringen i netop de udvalg tyder på, at han mente, at hans forretning og kommunen var forbundet. Specielt hans medlemskab af det dominerende tekniske udvalg, der behandlede alle større byggerier og anlægsarbejder i Odense, var relevant for hans forretning. Her fik Thrige mulighed for at være med til at fastlægge priserne på el fra det nye kommunale elværk, bestemme, hvor der skulle lægges ledninger, og afgøre, hvilket udstyr kraftcentralen skulle have[30]; alt sammen noget der havde betydning for hans forretning.
Thrige genopstillede ikke til byrådet i 1913, og det kan der være flere årsager til. Et godt bud kunne være, at Thriges produktion i 1913 i mindre grad var afhængig af det odenseanske marked. Han havde derfor mindre grund til at påvirke kommunen end i 1909.
Thrige startede ikke ud med en stor fabrik. Han havde ikke masser af kapital og mange ansatte til rådighed, og han kunne ikke producere rationelt, så hvorfor gik virksomheden ikke til i kampen mod store udenlandske virksomheder som Siemens og AEG? Forklaringen skal findes i timing. Thrige var så heldig, at han havde virksomhed i en kommune, der arbejdede på at få strøm til byen og derfor satte et kæmpe anlægsarbejde i gang, hvor han kunne få sine første kontrakter. Han var så heldig at bo i et land, hvor man ikke havde tradition for at give monopolkoncessioner til store udenlandske firmaer, men i stedet lavede små, lokalt ejede selskaber, der tillod små leverandører at komme til. Alt sammen gav det Thrige en hjemmebanefordel, der tillod ham at udvikle en virksomhed, som i 1909 var rustet til at begynde på rationel produktion og tage kampen op med udenlandske giganter.
