Man kan tilegne sig viden om fortiden på mange måder. Bøger, foredrag, tv-udsendelser, film, reenactment eller computerspil giver på forskellig vis et indtryk af fortidige landskaber og liv. På det område skiller museerne sig ud blandt de andre platforme for historieformidling. Her står beskueren nemlig ansigt til ansigt med de originale genstande fra fortiden, som er blevet overleveret til os gennem århundreder eller endog årtusinder. De genstande, som fortidens mennesker skabte, fungerer for arkæologen som et sprog, der gør, at vi kan bringes i øjenhøjde med fortiden og berette om menneskers handlinger og tanker i en for længst svunden tid.
Men ser vi så fortidens genstande, præcis som de så ud? Ikke altid. De jordfund, som arkæologerne har hjembragt fra udgravningerne i Odenses centrum kan umiddelbart give det indtryk, at vikingetiden og middelalderen var en farveløs brun og grå tid. Kun de få genstande af guld stråler i deres oprindelige pragt, upåvirket af tiden i jorden. Genstande af træ, glas, ben eller øvrige metaller derimod har i vid udstrækning mistet deres oprindelige farve og glans ved at ligge i jorden. Det var imidlertid det farverige og det strålende, der var idealet i middelalderen. Med klædedragter i skrappe røde og blå farver, bemalede genstande, strålende emaljer eller smykker og brugsgenstande i skinnende ædelmetaller kunne man således udtrykke sin rang, status, formåen, magt og måske sågar sin relation til det guddommelige.
Biskoppen, som i slutningen af 1000-tallet blev gravlagt i Skt. Albani Kirke i Odense, har uden tvivl været klædt i fuldt ornat af prægtige stoffer. Intet spor af disse klæder var dog bevaret. Til gengæld giver det lille nadversæt fra graven et glimt af, hvilken prægtig gravlæggelse vi står over for. På trods af sin velbevarede tilstand fremstår det lille unikke nadversæt dog ikke i sin oprindelige glans (fig. 1). De mange hundrede år i graven har givet det blanke sølv en mørk grålilla og næsten fedtet overflade. For at kunne vise, hvordan nadversættet oprindeligt har set ud, ønskede vi at skabe en kopi af kalken og disken, der lå så tæt på originalen som muligt, hvad angår materialer, tilvirkning og eksklusive udtryk. Nadversættet blev genskabt hos guld- og sølvsmed C. Antonsen i Odense. Processen gav samtidig et håndværksmæssigt indicium for, at de originale nadversæt af denne kvalitet blev udført af 1000-tallets ypperste guldsmede, smedet og drevet ud fra simple sølvplader. Med den nyskabte udgave af det næsten 1000 år gamle nadversæt i hånden får man et klart indtryk af, hvordan genstandene har strålet, da de blev lagt i kisten ved biskoppens højre hånd. Kopien af nadversættet giver et tydeligt syn for, hvordan det så ud, da genstandene lige var blevet fremstillet, og pludselig fremstår det ret stramme formsprog næsten som moderne sølvsmedekunst. Ved hjælp af denne genskabelse af den originale kalk og disk kan vi på en umiddelbar måde få en bedre forståelse af genstandenes oprindelige intention og den fortælling om magt og pragt, som de var en del af i middelalderen. Kopien kan således på forunderlig vis bringe os endnu tættere på originalen og forståelsen af historien.1
