Mere snæversynede og småtskårne borgere – som vi jo heldigvis kun har få af i denne by – ville utvivlsomt falde for fristelsen til at hævde, at når nogen i kommunen fik den idé at skabe et europæisk netværk af byer med internationale kulturikoner, var det kun for at komme ud at rejse på skatteydernes regning.
Som et led i at videreudvikle arbejdet med H.C. Andersen så Torben imidlertid hurtigt perspektiverne i at kunne projicere Odenses arbejde med Andersen ud i en større sammenhæng og sammen med andre udveksle ideer og erfaringer om, hvordan europæiske fortrinsvis større byer bevidst bruger deres internationalt kendte ikoner som et led i deres egen byudvikling og markedsføring. Derfor var han heller ikke svær at overtale til – sammen med H.C. Andersen-sekretariatet på rådhuset og H.C. Andersen-centrets leder, professor Johs. Nørregaard Frandsen – at skabe et sådant netværk ved som første skridt at opsøge bl.a. Mozarts Salzburg, Picassos Malaga og Brdr. Grimms Kassel.
Sammen med Henrik Ibsens Skien i Norge og Astrid Lindgrens Vimmerby i Sverige udgør disse byer nu sammen med Odense grundstammen i et netværk, der i 2016 holdt sit tredje fælles seminar, denne gang i én blandt flere tilløbende ikon-byer, nemlig Pesaro i Italien, hvor komponisten Rossini stammer fra. Og det oven i købet samtidig med fejringen af 200-års dagen for Rossinis “Barberen i Sevilla”.
Det ligger i ordet “ikon-by-netværk”, at man har at gøre med en indbygget modsætning. Ikonet udtrykker noget unikt, noget særegent, mens “netværk” vel nærmest associerer til det modsatte: et mønster og en mangfoldighed af relationer og kontakter mellem ligesindede og på tilnærmelsesvis lige vilkår.
Og set fra Torbens stol stod det også klart med det samme, at det primære formål med et netværkssamarbejde af denne særlige karakter ikke var at finde et nyt og uspoleret publikum, der kunne lægge øre til fortællingen om H.C. Andersens litterære genialitet, men netop at sætte fokus på, hvordan et internationalt ikon bliver opfattet og især brugt aktivt til at fremme turismen, udvikle en bys identitet og fortællingen om byen.
Med Andersens måske lidt skiftende rolle og position i Odenses eget kulturliv og markedsføring in mente er det ikke uinteressant at erfare, at Malaga tilbage i 1990’erne – i øvrigt en del år efter, at man fik genskabt hans fødehjem i byen – også besluttede sig for, at etablering af et Picasso-museum og Picasso som ikon generelt kunne være en strategisk satsning på lige fod med, at man også moderniserede den lokale lufthavn, hele havnefronten og Malagas historiske bymidte for at lægge grunden til det, som man har nået i dag, nemlig at andelen af turister på solkysten, der besøger Malaga, er steget fra en sølle 4-5% tilbage i 1990’erne til på den gode side af 50% i dag.
Nøgleordene er langsigtethed og vedholdenhed med den kævl og debat, der sikkert også er fulgt med gennem årene, og som studierejsende udi ikon-byer nok ikke får genfortalt i fuld længde.
Og værdien af Picasso som byens ikon er ikke slut endnu, men den har taget en interessant drejning, fordi Malaga nu ikke alene funderer sin udvikling på Picasso, men derimod på at blive til “la ciudad des museos” – altså kunstens og især museernes by. Men Picasso var måske indirekte med til at åbne dørene i forhandlingerne med Centre Pompidou i Paris om at få en filial af det verdensberømte parisiske kunstmekka placeret i et særdeles spektakulært bygningskompleks netop på Malagas havnefront. Sammen med et ligeledes spændende udstillingssted i en nu nedlagt tobaksfabrik i udkanten af byen har Malaga for alvor placeret sig på landkortet over europæiske byer med moderne kunst, som det ikke bare er interessant at besøge, når man alligevel er der, men er værd at rejse efter.
Odenses lokale hoforgan, Fyens Stiftstidende, havde tidligere gjort opmærksom på, at Salzburg med godt 150.000 indbyggere årligt trak flere turister til Mozarts fødeby, end Odense nogensinde havde været i nærheden af at kunne lokke til, foranlediget af skomagerens ranglede søn.
Ud over vedholdenhed og det lange sigt, der igen var centrale værdier, viste dialogen med Salzburg, at man i særlig grad har udnyttet effekten af at tiltrække udenlandske presserepræsentanter til byen – og ikke mindst har formået at indgå strategiske alliancer med vigtige lufthavne, i Salzburgs tilfælde ikke som ventet Wien, men derimod München, som er indgangsporten for tusindvis af udenlandske turister til det bayerske og østrigske område.
Og apropos vedholdenhed: Som lederen af Stadt Marketing Salzburg, Herbert Brugger, på et tidspunkt slog fast i et af netværkets diskussioner: Når budskaberne er begyndt at hænge de lokale ud af halsen, begynder de til gengæld at virke ude i verden – men heller ikke før, kunne man fristes til at føje til.
Med andre ord: Man må overhøre den lokale træthedssymfoni fra borgere og andre lokale organer, der fra tid til anden besværer sig over at skulle høre om ikonet i tide og utide. Det er mængden af og kontinuiteten i budskaberne, der er vigtige – ikke deres intellektuelle dybder. Disse og mange andre vigtige emner er konstant på tapetet i ikon-byernes dialog med hinanden, og Torben har haft et skarpt blik for, hvordan fælles udfordringer og problemer kan analyseres på tværs af byer, der på alle måder i øvrigt er meget forskellige.
De fælles diskussioner får imidlertid en fælles retning, fordi ikonet som begreb og dets betydning grundlæggende set kan betragtes i samme optik. Helt afgørende er nemlig, at ikonet i forhold til alle deltagende byer – som det også blev understreget ved det første seminar i Odense i 2014 – er koblet til en helt afgørende værdi, nemlig autenticitet.
I den moderne verden, hvor stadig mere kan konstrueres og er flytbart fra den ene måske mere eller mindre virtuelle kontekst til den anden, bygger ikonby-samarbejdet på en ret uomgængelig præmis: Ikonet og stedet, hvad enten det er en by eller en region, skal hænge sammen.
Kassel var ikke fødeby for Brdr. Grimm, men de arbejdede i byen en stor del af deres liv. Astrid Lindgren og H.C. Andersen forlod deres hjemby og hjemegn, men de var for altid præget af den og lod sig inspirere af den barndom, de havde haft i den. Ibsen havde efter sigende et anstrengt forhold til Skien og især til dens borgere, men selv på højden af sin karriere fulgte han med i, hvad der foregik i den lille by. Picasso forlod ikke alene sin fødeby men også landet, fordi Franco jo ikke brød sig om abstrakt kunst og endnu mindre om kritiske kunstnere. Rossini tilbragte store dele af sit voksenliv i Paris, og man kunne blive ved – hele vejen rundt.
Men det ændrer ikke på, at autenticiteten er et fælles vilkår for byernes arbejde med ikonerne og dermed for samarbejdet. Der er en stærk kobling mellem stedet og ikonet, som for det første er uden for diskussion og for det andet alligevel ikke skal ses som en statisk relation, men netop som noget, der hele tiden kan udvikles, til trods for at selve relationen er ubetvivlelig og indiskutabel.
Og det er netop i den særlige optik, at en driftig museumsmand som Torben med stærkt blik for markedsføring, relationsskabelse og strategiske alliancer bevæger sig rundt som en fisk i vandet. Ud over at se nærmere på, hvordan et ikon er indfældet i en større bystrategisk ramme, er det også interessant at se nærmere på, hvordan arbejdet med ikonet helt konkret og lavpraktisk er organiseret i den enkelte by. Og her er der mange detaljer at hæfte sig ved gennem forskellige studier i netværkets medlemsbyer. Det drejer sig om, hvilke aktører der spiller en rolle på hvilken måde, og hvilken interaktion de har med hinanden etc.
Et eksempel. I vores eget lille land, hvor få som bekendt har for meget og færre for lidt, er et gennemgående mantra altid, at man skal koordinere og samstemme. Den første kritik af et projekt eller et forløb retter sig altid mod manglen på samme koordination. Sommetider kan det næsten blive for meget af det gode, især hvis koordinationen mest sker for egen skyld.
Så kan det være lidt befriende, når man i en by som Salzburg besøger flere endog tunge instanser, der alle arbejder med Mozart men samstemmende siger, at de ikke bruger megen tid på unødig koordination. De har til gengæld en klar rollefordeling og et tilsvarende klart – og ret rummeligt – budget at arbejde med. Så undgår man at sidde lårene af hinanden. Man kan ikke udelukke, at vi danskere til tider kunne lære lidt af den tilgang.
Det er også en kendsgerning, at selv om ikon-byerne til tider er ret store og selvstændige, så er de også indfældet i en sammenhæng, der rækker ud over dem selv – regionalt, nationalt og internationalt. Et tilbagevendende diskussionsemne, der har optaget en del af netværkets praktikere, har netop været, hvordan man som ikon-by kan eller bør relatere sig til f.eks. den regionale sammenhæng eller til landets hovedstad.
Skien og Vimmerby må have blik for, hvad der sker i henholdsvis Oslo og Stockholm, der kan få betydning for interessen for ikonet lokalt. Det samme gælder jo også H.C. Andersen i samspillet mellem Odense og København.
Det handler om udvikling af bl.a. logistik og turiststrømme, men det drejer sig også om, at lokale indsatser kan løftes, ved at de indgår i en større f.eks. national sammenhæng. Lige præcis på det punkt har flere byer med en vis respekt skelet til Odenses egen nationale H.C. Andersen Fond, som Torben spiller en central rolle i, fordi det her er lykkedes i ikon-byen at få forankret en national instans, H.C. Andersen Fonden, der ganske vist med begrænsede midler alligevel har overblikket til at koble Andersen sammen med nationale og internationale markedsførings- og turismefremstød, f.eks. i Kina oftest med royal opmærksomhed, skabt via tætte relationer til hoffet, som museumschefen også har etableret gennem en lang årrække.
H.C. Andersen Fondens særlige konstruktion sikrer, at alle centrale aktører i landet, der har en relation til og bevidst bruger H.C. Andersens navn og værk som et middel til at gøre Danmark kendt især i udlandet, flere gange om året samles om det samme bord for at følge den fælles indsats og lægge kølen til nye spændende initiativer.
Torben er formand for den lille gruppe, der mellem bestyrelsesmøderne og i samarbejde med H.C. Andersen-sekretariatet sikrer den nødvendige fremdrift i de mange tiltag. Inspirationen fra ikon-byerne er ikke styrende for H.C. Andersen-indsatsen, men ikon-byerne repræsenterer en – i øvrigt voksende – mangfoldighed af personer, organisationer, initiativer og ikke mindst refleksioner, som i rigtig mange tilfælde kan kvalificere Odenses arbejde med H.C. Andersen.
Og hvis man skal slutte med at give et tip til en studietur for planlæggere og idémagere, involveret i det kommende H.C. Andersens Hus, kunne det være at bestille en togbillet til ikon-byen Kassel, der i 2015 åbnede et spritnyt “Grimmwelt”, et arkitektonisk ultramoderne kompleks af et udstillings- og formidlingscenter, begået af Kadawittfeldarchitektur om de tyske brødre, der om nogen har bidraget til tysk selvforståelse og identitet – og det midt i et af byens mest rekreative områder. Her får man historien om det, der på engelsk kaldes “nationbuilding”, rullet ud på et grundlag af noget, der ligner en kombination af skarpe og enkle formidlingsprincipper og teknologisk nytænkning.
Måske en rejse værd!
