Om det var forudbestemt, at Torben Grøngaard Jeppesen skulle lægge sin livsindsats som leder af Danmarks største, kommunale museumsvæsen, kan ikke efterspores al den stund, at sligt jo ikke kan efterprøves på et empirisk grundlag. Men en kendsgerning er det, at hans karriere tog sit udgangspunkt ved selvsamme museumsvæsen i en, efter alle forhold, ung alder.
Torben var i fællesskab med en anden ung historiker, der også kom til at sætte sit præg på den fynske museumsverden, gået i gang med et forskningsprojekt, der havde til formål at afdække fynske landsbyers geografiske placering igennem historien.
Det var på et tidspunkt, da ungdomsarbejdsløsheden var en meget reel trussel, og der blev fra Odense Kommunes side gjort meget for at modvirke den uheldige udvikling.
Et af projekterne blev Torbens “Landsbyernes opståen og placering”. På denne måde kom Torben tidligt i berøring med det politiske systems evne til både at fremme og hæmme bestemte ideer og ønsker.
Om projektet blev gennemført på grund af eller på trods af kommunens rolle, ved disse forfattere ikke. Men hvorom alting er, så var det begyndelsen til Torbens livslange tilknytning til Odense Bys Museer.
De fleste ansatte i kommunale forvaltninger er ikke i daglig kontakt med det overordnede politisk/administrative system. Det er naturligvis også gældende for en museumsassistent, hvilket Torben blev i 1977. Men uden tvivl har han gennem sit daglige arbejde gjort et godt indtryk, for da Den Fynske Landsby skulle have ny førstemand, faldt valget på Torben. I 1982 blev han udnævnt til museumsinspektør som leder af netop Den Fynske Landsby. Efter mange år under samme ledelse var der brug for omorganisering og en gennemgri- bende ændring af formidlingen, samtidig med at de bygningshistoriske studier skulle opretholdes.
1980-erne var en udpræget udbygnings og udviklingsperiode for kulturinstitutionerne i Odense, herunder også museerne.
Personmuseerne bragtes i fokus, H.C. Andersen-komplekset blev ombygget og udvidet, Carl Nielsen Museet kom til i forbindelse med byens 1000-års jubilæum i 1988. Alt i alt voksede Odense Bys Museer i alle henseender.
I løbet af disse år blev det mere og mere klart, at det ikke var hverken gavnligt eller rimeligt, at den overordnede ledelse af det samlede museumsvæsen påhvilede en museumsdirektør, der også samtidig havde ansvaret for personmuseerne, hvis betydning var fortsat stigende, naturligt nok med H.C. Andersen-museerne i front.
Herom var der enighed mellem museumsfolk og den politisk/administrative ledelse i Magistratens 4. afdeling. Derfor blev det besluttet, at løsningen måtte være oprettelsen af en museumschefstilling uden ansvar for den direkte, daglige drift af et eller flere bestemte museer, men som overordnet leder af det samlede museumsvæsen, støttet af et relativt mindre sekretariat.
Som noget ganske naturligt fik den daværende museumsdirektør valget imellem at kon- centrere sig om personmuseerne eller at overgå til at være museumschef med ansvar for Odense Bys Museer. Efter en rimelig betænkningstid blev hans valg fortsat at være ansvarlig for ledelsen, formidlingen og forskningen vedrørende H.C. Andersen. Dengang som nu en meget betydningsfuld del af museumsvæsenet.
Politisk og administrativt blev opgaven da så at få besat den nye stilling som museumschef. Her var Torben det helt oplagte valg. Forskningsmæssigt, formidlingsmæssigt og ledelsesmæssigt havde han gennem sit hidtidige virke i efterhånden mange år bevist sine evner til at stå i spidsen for hele museumsvæsenet.
Torben kastede sig med ildhu over opgaven at tilvejebringe en organisationsstruktur, der var tidssvarende. Han deltog med iver og synligt i det udviklende arbejde i Magistratens 4. afdeling, bl.a. som engageret deltager i møder, konferencer og andre aktiviteter i Rådmandsmøde-sammenhæng.
Det var et udpræget, udtalt ønske – i øvrigt med markant opbakning fra det politisk, rådgivende udvalg – at der, når den nye struktur internt var indarbejdet, skulle fokuseres på at skabe internationale islæt, bl.a. gennem og ved hjælp af Odenses venskabsbyer. Dette arbejde igangsattes i et meget tæt fællesskab mellem Torben og den politisk/administrative ledelse.
Som tydelige eksempler på den satsning er det værd at nævne “Skyternes Guld” på Hollufgaard (Kiev), “Danskerne i Amerika” (Columbus) og H.C. Andersen/Lu Xun (Shaoxing).
Et tilsvarende og tidsmæssigt sammenfaldende satsområde var et fælles ønske om at gøre personmuseerne (her fortrinsvis H.C. Andersen-museet) mere oplevelsesorienterede, og på tilsvarende vis indhentedes der inspiration fra f.eks. Stratford og Salzburg. I nogle tilfælde fandt besigtigelserne sted med deltagelse af det politisk, rådgivende udvalg – med Torben som engageret og kyndig rejseleder.
Torbens engagement i denne formidlingsmæssige rolle har været, og er, uvurderlig. Nu, da alle sejl er sat for at knytte H.C. Andersen til Odense, har Torben i høj grad æren for, at grundlaget fra byens side er i orden. Nævnes skal naturligvis også, at den amerikanske forbindelse blev grebet af forskeren Torben.
Vi er mange, der glæder os over, at det, der startede karrieren ved Odense Bys Museer, nemlig ønsket om indsigt, ønsket om at bryde nyt land og ønsket om at lægge til vor fælles viden, netop i de seneste år har fået lov til at blomstre.
Vi ønsker tillykke med såvel fødselsdag som jubilæum!
