75 år – så lang tid er der gået, siden Svend Andersen i 1941 fandt et menneskekranium i forbindelse med tørvegravning i Grøftebjerg Mose ved Koelbjerg nær Vissenbjerg på Vestfyn (fig. 1). 75 år er jo ingen alder, og Koelbjerg-kraniet, som Svend Andersens fund siden er blevet kendt som, er da også betydeligt ældre. Med sine ca. 10.000 år udgør kraniet og de øvrige skeletdele, der snart efter fremkom i mosen, faktisk de ældste fund af menneskeknogler fra Skandinavien.
Skelettet omtales i almindelighed som Koelbjerg-kvinden, og i anledning af 75-årsdagen overvejede vi på museet, hvad vi kunne give i jubilæumsgave til en kvinde med den alder!
Efter moden overvejelse – og med tanke på jubilarens popularitet samt skrøbelige og sparsomme knogler – besluttede vi, at den bedste gave, vi kan give den ældste dansker i jubilæumsåret, er vished for og mangfoldiggørelsen af en række helt eksistentielle spørgsmål, som skelettet fra Koelbjerg Mose har holdt for sig selv de sidste 75, eller for den sags skyld 10.000 år. På vegne af skelettet kan vi med ny teknologi og viden prøve at besvare: Hvem var jeg? Hvor kom jeg fra? Hvordan var det landskab, jeg boede i? Hvad spiste jeg? Hvorfor endte jeg i en mose? Var jeg alene? På den måde kan vi bedst sikre, at skelettet fra Koelbjerg i de kommende år kan nyde et velfortjent otium fri for save, boremaskiner, røntgenstråler, CT-scannere og andre moderne analyseredskaber.
Omstændighederne omkring skelettets opdukken som følge af tørvegravning i krigsårene er i sig selv en spændende historie, og den er allerede vel fortalt i Odense Bys Museers årbog fra 1986.[1] I denne artikel vil vi koncentrere os om jubilaren selv og indledningsvis skitsere skelettets videnskabelige levnedsbeskrivelse. Derefter vender vi blikket mod de helt afgørende spørgsmål, der siden 1941 har knyttet sig til dette ikoniske fund.
Lige siden Koelbjerg-skelettet blev fundet, har det været omgærdet af stor interesse fra danske og udenlandske videnskabsfolk. Kort efter fremkomsten blev der udført analyser af pollen fra de lag, som kraniet var fundet i, og de viste, at skelettet var endt i en tagrørog træomkranset sø i ældre stenalder.[2] Det var en mindre sensation i 1940’erne, da antallet af sikkert daterede skeletter fra denne del af oldtiden var uhyre begrænset. Ydermere indikerede analysen, at Koelbjerg-skelettet var ældre end de øvrige skeletter fra ældre stenalder, som i øvrigt alle var fundet i grave.
Sikre vidnesbyrd om den høje alder forelå imidlertid først med en 14C-datering i 1983, da det kunne godtgøres, at skelettet var ca. 10.000 år gammelt. Dermed var Koelbjergskelettet ikke blot rester af det ældste menneske fra Danmark, men fra hele Skandinavien, og det medførte stor interesse fra antropologer, som undersøger menneskets fysiske udvikling i et langtidsperspektiv. Talrige forskere har i årenes løb besøgt Odense Bys Museer for at bese skelettet eller foretage målinger på knoglerne, ligesom det flere gange har været udlånt til udstillinger i ind- og udland. Dertil modtager museet hvert eneste år forespørgsler om fundet – og leverer billeder til publikationer, hvor især kraniet ønskes afbildet.
Gennem de sidste årtier har de naturvidenskabelige analysemetoder været i rivende udvikling, og det har affødt en række anmodninger om tilladelser til udtagning af prøvemateriale fra skelettet med henblik på undersøgelser, der kunne belyse bl.a. sammensætningen af individets kostindtag og DNA. Selv om flere af disse analysemetoder kun kræver ganske lidt prøvemateriale, kunne en ukritisk tilladelse til prøveudtagninger medføre, at skelettet med tiden ville komme til at ligne en emmentaler!
Som en statsanerkendt museumsinstitution er Odense Bys Museer underlagt museumslovens bestemmelser, og dermed er institutionen forpligtet til at opbevare og håndtere samlingen af arkæologiske og kulturhistoriske genstande under betryggende forhold. Derfor er museernes udstillinger og magasiner grundigt sikret mod tyveri, brand og oversvømmelse. Selv om skrøbelige genstande behandles med største omhu, kan der ske en nedbrydning over tid, og det gælder ikke mindst, hvis der udtages prøver af materialet. Derfor skal det i hvert enkelt tilfælde overvejes, om vi kan forsvare at give tilladelse til prøveudtagning, der medfører destruktion af selv en mindre del af en genstand. Hver enkelt anmodning bliver således diskuteret af museets arkæologer ud fra en faglig afvejning af, om en delvis destruktion af objektet står i et fornuftigt forhold til betydningen af de resultater, som analysen vil kunne antages at give. I overvejelserne indgår en vurdering af, om en fortsat udvikling af den konkrete analysemetode vil kunne medføre, at det om få år vil være muligt at gennemføre analysen med langt mindre prøvemængder. Denne afvejning kan medføre et dilemma. På den ene side vil vi måske gerne nu og her vide noget om Koelbjerg-skelettets DNA, selv om vi ved, at det medfører, at en del af skelettet går tabt for evigt. På den anden side kan vi vælge at vente 10 år, når man måske kan få en mere præcis bestemmelse med en mindre prøvemængde; til gengæld kan resultatet så ikke indgå i det aktuelle forskningsprojekt. Det overvejes også, om prøvematerialet skal reserveres til andre analyser, der måske kan give resultater med et større videnskabeligt perspektiv. Især må vi tage højde for endnu ukendte problemstillinger og analysemetoder, og derfor skal vi sikre, at der også er materiale til rådighed for fremtidige analyser. Afgørelsen er ikke altid let, og derfor drøftes hver enkelt anmodning grundigt, før der gives tilladelse til udtagning af endnu en stump fra samlingen.
I tre artikler i Odense Bys Museers årbog fra 1986 blev den hidtidige viden om Koelbjergfundet sammenfattet. Museumsinspektør og arkæolog Henrik Thrane udredte fundhistorien og fundomstændighederne med udgangspunkt i arkivstudier og samtaler med finderen, der da – 45 år efter at knoglerne var gravet op fra tørvemosen – kunne tilføje nogle detaljer.[3] Antropologen Pia Bennike fremlagde detaljerede analyser af skelettet og konkluderede, at knoglerne stammede fra ét individ, på trods af at de var fundet spredt over et område i mosen. Helt centralt var Bennikes konklusion om, at afdøde var en kvinde på ca. 25 år med en højde på ca. 155 cm.[4] Fysikeren Henrik Tauber kunne på baggrund af en 14Cdatering af væv fra højre lårben fastslå, at skelettet var fra tiden omkring 8000 f.Kr.[5] Ydermere viste analyser af knoglernes indhold af 13C, at individet havde indtaget en kost, der hovedsageligt var baseret på planter og dyr, som havde groet og levet på landjorden.
De tre artikler i museets årbog fra 1986 kan betragtes som en milepæl i udforskningen af Danmarks ældste skelet, og der gik da også henved 15 år, før der igen var bud efter de gamle knogler. I mellemtiden havde flere rejst tvivl om, hvorvidt bestemmelsen af skelettets køn var korrekt, men ved hjælp af DNA-analyser, som med succes var anvendt på en række forhistoriske skeletter, var der nu åbnet mulighed for, at kønsspørgsmålet kunne afgøres én gang for alle.
I 2000 udtog antropologen Susanne Hummel fra Institut für Zoologie und Anthropologie ved universitetet i Göttingen, Tyskland, den bageste kindtand i underkæbens højre side samt to prøver fra hhv. øverste og nederste del af højre lårben med henblik på at undersøge, om der efter 10.000 års ophold i mosen stadig var bevaret DNA i skelettet. Desværre viste det sig, at de udtagne prøver rummede så sparsomme rester af DNA, at den teknologi, man havde til rådighed på dette tidspunkt, ikke kunne give noget svar. Analysen blev derfor afsluttet med en afrapportering til museet.[6]
Arkæolog Anders Fischer fra Kalundborg Museum anmodede i 2003 om tilladelse til at udtage prøver fra skelettet med henblik på en såkaldt isotopanalyse, hvis formål var at belyse sammensætningen af den kost, som individet havde levet af. Analyseresultaterne indgik i et forskningsprojekt, hvor en lang række andre danske fund af menneskeknogler og –skeletter fra ældre og tidlig yngre stenalder blev undersøgt.[7] Projektets overordnede mål var at belyse, om der kunne iagttages ændringer i stenalderfolkenes kost over tid, samt om det kunne afklares, hvorvidt de havde boet hhv. ved kysten eller i indlandet hele året eller på sæsonbasis. Isotopanalyserne blev udført af Mike Richards fra University of Bradford, England, og de kunne definitivt bekræfte 1983-undersøgelsens konklusion om, at Koelbjergskelettet tilhørte et individ, der havde fået sin føde fra landjordens planter og dyr.
Som et supplement til isotopanalysen blev der udført endnu en naturvidenskabelig datering, denne gang med den såkaldte AMSdateringsmetode (Accelerator Masse Spektrometri). I modsætning til den konventionelle 14C-dateringsmetode, der kræver ca. 1 g kulstof, er det kun nødvendigt at bruge 0,1-1 mg kulstof til en AMS-datering. Analysen blev udført på AMS-laboratoriet ved institut for fysik og astronomi ved Aarhus Universitet, og den bekræftede, at skelettet var 10.000 år gammelt – ja faktisk en anelse mere.[8] Materialet til disse to analyser blev også udtaget fra højre lårbens ledender (fig. 2).
Omkring 2005 gennemførte kunsthisto – rikeren og kunstneren Bjørn Skaarup og retsmedicineren Niels Lynnerup fra Panum Instituttet ved Københavns Universitet et projekt, hvor formålet var at rekonstruere ansigtsudtrykket på udvalgte kranier fra oldtid og historisk tid. Med udgangspunkt i principper, som anvendes af retsmedicinere til at genskabe ansigtet på kranier fra kriminalsager, blev Koelbjerg-skelettets ansigtsudtryk modelleret op med ler. Konklusionen på undersøgelsen var dels en bekræftelse af, at kraniet havde kvindelige træk, og at individets udtryk ikke havde afveget væsentligt fra det moderne menneske.[9]
Spørgsmålet om skelettets køn har til stadighed været debatteret, og derfor anmodede antropologer fra Syddansk Universitet i Odense og universitetet i Bordeaux i 2013 om tilladelse til at udføre en CT-scanning af Koelbjergskelettet. Da undersøgelsen ikke medførte udtagning af prøvemateriale, var den uproblematisk at sige ja til. Konklusionen på denne undersøgelse var, at skelettet overvej ende havde maskuline træk, og antropologerne mente derfor, at den tidligere kønsbestemmelse ikke kunne opretholdes.[10]
I efteråret 2015 var der igen bud efter materiale til analyse fra Koelbjerg-skelettet. Denne gang kom interessen fra en forskergruppe, ledet af Morten Erik Allentoft og Eske Willerslev fra Center for Geogenetik ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, på baggrund af forskningsprojektet Genomic History of Denmark med udgangspunkt i humant DNA fra stenalderen. Herfra anmodede man om tilladelse til en prøveudtagning, på trods af at DNA-analysen fra 2000 havde haft negativt resultat. Museet så i samme omgang en interesse i endelig at få afklaret det spørgsmål om skelettets køn, som længe havde trængt sig på. På baggrund af det internationale forskningsprojekts vide perspektiver og den betydelige metodeudvikling, som netop DNA-forskningen har gennemløbet siden 2000-undersøgelsen, gav vi tilladelse til prøveudtagelsen. Under mediebevågenhed fra både lokal presse og Danmarks Radios serie Historien om Danmark blev den bageste kindtand i højre sides overmund derfor nænsomt lirket ud af kæben i december 2015 (fig. 3). Af denne tand blev rødderne forsigtigt afsavet med specialværktøj, således at rodstykkernes DNA-holdige lag kunne anvendes til analyse, mens selve kronen blev sat tilbage i kraniet. Derfor er indgrebet ikke umiddelbart synligt på det udstillede kranium. Til trods for de mange tusinde år i mosen viste den nye teknik, at der var bevaret tilstrækkeligt DNA, til at egentlige analyser kunne foretages. Analysearbejdet er tidskrævende og endnu ikke afsluttet ved årsskiftet 2016/2017, men allerede på baggrund af de foreløbige resultater kan det konkluderes, at Koelbjerg-skelettet stammer fra en mand![11]
I forlængelse af DNA-undersøgelserne har forskningsprofessor ved Nationalmuseet, Karin Margarita Frei, i foråret 2016 foretaget analyser af strontium-isotoper fra kraniet. Målingerne er foretaget i et tidligere afsprængt emaljefragment fra kraniets sidste bevarede kindtand i venstre sides overmund og krævede altså ikke et nyt indgreb. Analyserne af strontium kan fortælle noget om, i hvilket geografisk område det pågældende menneske har befundet sig på det tidspunkt, da det analyserede materiale blev dannet. I Koelbjerg-mandens tilfælde var det en tand, der færdigdannes i 3-4 års alderen. Resultatet af strontium-analysen indikerer en tilknytning til de landmasser, der kom til at danne det landskab, som nu er Fyn. Der er altså ikke noget, der tyder på, at Koelbjergmennesket kommer langvejs fra.
Når man sammenstykker resultaterne af de ganske mange destruktive såvel som ikke-destruktive analyser, der er lavet af Koelbjergskelettet siden fremkomsten i 1941, og holder dem sammen med den øgede viden om datidens natur- og kulturudvikling, er vi i dag i stand til at beskrive Koelbjerg-mennesket og dets livsbetingelser mere præcist, end det var tilfældet for 30 år siden. I de følgende afsnit vil de spørgsmål, der blev stillet i det indledende afsnit, derfor blive perspektiveret.
Selv om der er en mindre tidsmæssig forskel på de to naturvidenskabelige dateringer, der er lavet af Koelbjerg-skelettets højre lårben, er der ingen tvivl om, at individet har levet i tiden omkring eller snarest lidt før 8000 f.Kr. Med en alder på mere end 10.000 år er Koelbjergskelettet stadig det ældste, vi kender fra Danmarks oldtid, men 14C-dateringer af en række løsfundne skeletter i de sidste årtier har medført, at der nu kendes flere individer fra den ældre del af jægerstenalderen. Næstældst er et mosefundet mandskranium fra Hedegård i Himmerland; det er dateret til tiden omkring 7650-7585 f.Kr. og er dermed ”blot” 6-800 år yngre end det fynske skelet.[12] Lidt yngre er skeletter, der er fundet ved sandpumpning i Køge Bugt, på en boplads i Holmegårds Mose på Sydsjælland samt i en sønderjysk brandgrav. [13] Fælles for alle disse individer er, at de stammer fra de ældste eller mellemste faser af den stenalderkultur, Maglemose-kulturen, som eksisterede på Koelbjerg-menneskets tid.
Det landskab, som Koelbjerg-manden færdedes i, var meget anderledes end nutidens. Han levede kort tid efter istidens afslutning, da store mængder af vand endnu var bundet i is ved polerne. Derfor var havniveauet betydeligt lavere end nu, og store landområder, der nu er havdækkede, var tørt land for 10.000 år siden. I nordlig retning lå kysten således omkring Læsø, og mod vest et sted ude i den nuværende Nordsø, så afstanden til havvand var i alle retninger mere end 200 km (fig. 4). Ferskvand i form af søer og vandløb var der til gengæld masser af, for isen havde mange steder efterladt grus- og lerdækkede isklumper, som med tiden smeltede bort og efterlod små og større søer i landskabet. Især det vestfynske landskab er rigt på disse såkaldte dødishuller, og det er netop i et sådant, at Koelbjerg-skelettet blev fundet.
Når man kører ad den vestfynske motorvej, passerer man skelettets fundsted, der ligger ca. 300 m syd for vejen. I dette område er landskabet særdeles kuperet, og lerede og til tider ret markante bakker veksler med større og mindre lavninger, der udgøres af de ovenfor nævnte dødishuller. Da varmetiden satte ind, groede søerne til og endte som mosehuller. Det organiske materiale, som årtusinders vegetation i og omkring dødishullerne havde aflejret, blev til tørv, og det var årsagen til, at lavningerne siden blev mål for intensiv tørvegravning, især i årene omkring 2. verdenskrig. Ved at studere sammensætningen af tørve – lagene kan man få indsigt i naturudviklingen siden istidens afslutning. Studier fra danske moser har således vist, at ved istidens afslutning omkring 9.300 f.Kr. steg temperaturen, og det medførte, at vegetationen hastigt spredte sig over landskabet – først i form af græsser og buske, siden fulgte træer. Det åbne landskab gav grundlag for en fauna – rigdom, som ikke siden er set på vore breddegrader. I starten af denne klimazone, der betegnes præboreal tid, kunne man endnu møde rensdyr og vildhest (fig. 5), mens urokse, elg, irsk kæmpehjort og kronhjort er andre store dyr fra denne tid. Rovdyrfaunaen talte bjørn, ulv, ræv og vildkat, mens bævere boltrede sig i de utallige søer, hvor vi må antage, at aborre og gedde har plasket rundt.[14]
Skelettet er fundet i den sydlige del af et oprindeligt ret stort søområde med mange vige og bugtninger, og det var i en aflang, smal vig i søen, at skelettet fremkom (fig. 6). Nord herfor har søbassinet bredt sig ud og haft et tværmål på indtil ca. 250 m netop i det område, hvor motorvejen nu skærer gennem landskabet. Efter fremkomsten af skelettet blev tørvelagene i kanten af det dybe dødishul studeret, og det kunne registreres, at da liget endte i vandet, var søens bredder kranset af tagrør, mens dunhammerens brune blomsterstande stak op hist og her. På de omkringliggende lerede skråninger voksede pil, birk, hassel og fyr, mens elm og røn stod spredt i skoven.[15]
Spørgsmålet om kønsbestemmelsen af mennesket fra mosen ved Koelbjerg har, som beskrevet ovenfor, været kilde til stor debat lige siden Bröste & Fischer-Møllers artikel fra 1943.[17] Udgangspunktet for debatten er, at de fundne knogler repræsenterer ét individ, hvilket – trods usikkerhed omkring fundomstændighederne – støttes af knoglefundets sammensætning: et kranium inkl. underkæben, en knogle fra en overarm og tre knogler fra hhv. højre og venstre underarm, seks knogler fra hhv. højre og venstre ben, knogledele fra bækkenpartiet samt en lændehvirvel (fig. 7-9). Ingen af knoglerne er således til stede i to eksemplarer, og ydermere passer knoglernes proportioner sammen.
Som det står klart på baggrund af de nye – ste antropologiske studier af bækkenpartiet – og i særdeleshed som resultat af de senest udførte DNA-analyser fra en tand – må vi i dag konkludere, at Koelbjerg-skelettet repræsenterer en mand og ikke en kvinde! Ved sin død var Koelbjerg-manden fuldvoksen og formentlig sidst i 20’erne. Han var ca. 155 cm høj, hvilket var lidt mindre end gennemsnittet,[18] men altså ikke noget bemærkelsesværdigt på den tid. Ansigtet bar mandens karakteristiske præg med markerede øjenbrynsbuer, kraftige muskelfæster og skrånende pande; alt sammen træk, vi næppe ville kunne adskille fra nutidens mandlige befolkning. Mens Koelbjerg-mandens kranium udviste mandlige træk, så var den resterende kropsbygning kendetegnet ved en spinkelhed sammenlignet med det vanlige[19] i den ældre stenalder. Her var mændene almindeligvis temmelig robust byggede, og set på den baggrund repræsenterer Koelbjerg-mandens spinkle kropsbygning mere den udvikling, vi kan se i de efterfølgende årtusinder end det normale i samtiden.[20] Noget abnormt har der dog på ingen måde været tale om, og Koelbjerg-manden beskrives nok bedst som en for tiden forholdsvis lille og spinkel mand i sin bedste alder.
At Koelbjerg-manden repræsenterer en indfødt, født og opvokset i et landskab, der svarer til nutidens Fyn, støttes som tidligere nævnt af strontium-analyserne, der peger tilbage til Koelbjerg-mandens barndom frem til 3-4 års alderen. Det var altså meget sandsynligt i det nuværende fynske område, at Koelbjerg-drengen blev til Koelbjerg-manden og dermed forvandledes fra barn til letfodet jæger på jagt efter storvildt. Hvis spørgsmålet drejer sig om mandens præcise opholdssted – hans hjem, om man vil, er vi straks på mere usikker grund.
Det sted eller de steder, hvor Koelbjergmanden har boet, kender vi ikke, og det er ikke sandsynligt, at han har haft noget permanent opholdssted. Han var der, hvor føden var, så i løbet af en årscyklus – og gennem et livsforløb – har han til stadighed været i bevægelse gennem landskabet. I bestemte perioder af året, f.eks. om vinteren, er det dog meget tænkeligt, at han med sin gruppe har opholdt sig på samme sted i længere perioder ad gangen. Sådanne sæsonanvendte opholdspladser fra ældre Maglemose-kultur er ikke påvist i det fynske landskab. I den sydsjællandske Barmose har man udgravet bopladser, som er fra en lidt senere del af Maglemose-kulturen, og de lå ved bredden af et større mosebassin og tolkes som sommeropholdssteder.[21] Det er ikke utænkeligt, at tilsvarende bopladser skjuler sig blandt de talrige Maglemose-pladser, der er registreret i Neverkær-bassinet mindre end 4 km vest for Koelbjerg.
Selv om vi må fastslå, at Koelbjerg-manden er århundreder ældre end det næstældste skelet fra Danmark, er der ingen grund til at antage, at han var en ”enlig strejfer” i de landskaber, der omfatter det nuværende fynske område. Som nævnt kender vi ikke egentlige bopladser fra tiden omkring 8000 f.Kr. fra det fynske område, men i et højtliggende og sandet område ved Sellebjerg i Kirkeby Sogn ca. 40 km sydøst for Koelbjerg er der undersøgt mindre koncentrationer af flintredskaber fra denne tid.[22] Flintredskaberne stammer antagelig fra kortvarige ophold på stedet under jagt på bestemte typer af storvildt.
Til andre tider har man taget ophold ved søer og åer i en evig jagt på noget spiseligt. Vandet har tiltrukket dyre- og fuglevildtet, samtidig med at der var mulighed for fiskeri og indsamling af f.eks. dunhammerens stivelsesholdige og spiselige rødder. I det kuperede terræn omkring det mosehul, hvor skelettet blev fundet i 1941, er der da også fundet spredte flintredskaber, der dokumenterer, at Maglemose-kulturens jægere strejfede rundt i dette landskab – tiltrukket af de ressourcer, der var i og ved de mange søer. Ingen af disse flintredskaber er dog med sikkerhed helt så gamle som Koelbjerg-skelettet, og de vurderes at stamme fra kortvarige ophold i området.[23]
I flere vestfynske moser er der fundet genstande af ben og tak, som kan stamme fra skelettets tid. Ved Andebølle et par km nordvest for Koelbjerg er der fundet en økse, der er lavet af en stor lemmeknogle fra en urokse eller en elg (fig. 10). Øksen er ikke dateret med naturvidenskabelige metoder, men typen kendes fra den ældre del af Maglemose-kulturen, så den kan være samtidig med skelettet.
Mere præcise dateringer haves af nogle harpunspidser, der er fundet i fynske – herunder vestfynske – moser, og nogle af disse redskaber er omtrent samtidige med Koelbjergmanden. Harpunerne kendes både i stor- og fintandede udgaver, og de er lavet af mellemhånds- og mellemfodsknogler fra elg eller kronhjort. To vestfynske eksemplarer fra Tunebjerg og Skalbjerg er AMS-dateret til slutningen af præboreal tid, og de er kun lidt yngre end Koelbjerg-manden (fig. 11).[24] Det er ikke utænkeligt, at man bevidst drev storvildtet ud i datidens søer for at kunne ramme dem, når de var mest sårbare, og spidser som disse kan være mistet under jagt på flygtende elge, urokser eller irsk kæmpehjort.[25]
Sporene efter Koelbjerg-mandens samtidige er således få og spredte, men stykker vi de enkelte fund sammen til et samlet billede, bliver det klart, at han ikke var en enlig strejfer. Han var antagelig en del af en mindre gruppe af individer, der med kortere eller længere mellemrum bevægede sig rundt i landskabet for at opsøge fødekilder på de steder, hvor de var tilgængelige i størst mængde.
Ved to uafhængige undersøgelser af Koelbjergmandens knogler er det dokumenteret, at hans føde ikke indeholdt marine elementer – det vil sige, at han ikke har nydt ”alt godt fra havet” i form af fisk, havpattedyr (f.eks. sæler) eller tang. Selv om manden og hans samtidige kan have flyttet sig over betydelige afstande i løbet af året, har vandringerne således ikke været rettet mod de nærmeste kyster ca. 200 km borte. Derimod kan han have vandret mod sydligere og måske lunere himmelstrøg i vinterhalvåret – f.eks. ned til det nuværende nordtyske lavland. Analyser af menneskeknogler fra sydsjællandske bopladser fra Maglemose-kulturen viser også, at heller ikke disse individer har søgt mod havet. [26] Det har derimod den tidligere omtalte mand, hvis kranium er fundet ved Hedegård i Himmerland; analyser af dette kranium har vist, at ca. 11% af hans kost kom fra havet, på trods af at han boede i et landskab, der lå ca. 100 km fra nærmeste kyststrækning.[27]
Vi må således antage, at Koelbjerg-manden ernærede sig ved det vildt, han og hans frænder – måske assisteret af det tidligste tamdyr hunden – nedlagde eller fangede under jagt i det vestfynske landskab, ved indsamling af f.eks. hasselnødder, rødder og urter fra landjorden og i et eller andet omfang ved fiskeri i datidens talrige søer og vandløb.
Selv om nutidens avancerede analysemetoder har været med til at udfylde væsentlige dele af Koelbjerg-individets levnedsbeskrivelse, har de ikke givet ny information om årsagen til, at en mand sidst i tyverne endte i en aflang vig i sydenden af et vestfynsk søbassin for lidt over 10.000 år siden. Druknede han under jagt på en svømmende elg eller under fiskeri i søens dybe og kolde vand? Gik han gennem isen en vinterdag og forsvandt i det mørke dyb, eller kan man forestille sig, at han ganske enkelt blev lagt ud i vandet som et led i en begravelseshandling? Det er foreslået, at nogle af moseligene fra senere perioder af oldtiden skal tolkes som egentlige begravelser snarere end som ofre eller lig, der er skjult i mosen af den ene eller anden årsag.[28] Imidlertid er en række af disse moselig og skeletter omhyggeligt lagt ned i huller, der var gravet til formålet – eller som var et resultat af forudgående tørvegravning. Det har ikke været tilfældet med Koelbjerg-manden. Ved fremkomsten fandtes knoglerne spredt både vandret og lodret i tørven, og allerede i forbindelse med den første fremlæggelse blev det tolket som et resultat af, at liget har drevet rundt i vandet, og at legemsdele gradvist faldt af i den proces og sank til bunds. Fra retsmedicinske studier har man i dag betydelig indsigt i de processer, der indtræffer, når et lig henfalder under ophold i vand, og med den viden må man konstatere, at den første tolkning af forløbet er ganske sandsynlig.[29] Det er således også sandsynligt, at liget er faldet i vandet i den lune del af året, da udvikling af gasser i bughulen har medført, at det hurtigt er steget til vandoverfladen, hvor nedbrydningen er foregået. Hvis liget var endt i vandet om vinteren, var det muligvis blevet indlejret i tørven som et sammenhængende skelet. Det passerede forløb levner imidlertid muligheden for, at dele af skelettet stadig kan befinde sig i mosetørven ude i Koelbjerg – hvis knoglerne altså ikke er gravet op sammen med tørven og endt i en fynsk kakkelovn under en af de kolde krigsvintre.
Arkæologer bliver nogle gange beskyldt for hele tiden at skifte teorier om de arkæologiske fund. Det er nu ikke korrekt, men inddragelsen af ny teknologi og nye analysemetoder betyder, at det nogle gange kan være nødvendigt at justere tidligere resultater og tolkninger. Det kan forekomme lidt drastisk, at Koelbjergmennesket har undergået et kønsskifte, men det er netop et resultat af metodeudvikling, der har muliggjort en definitiv afklaring af den usikkerhed knyttet til de tidligere, visuelle analyser af skelettet. I øvrigt er det ikke første gang, et stenalder-skelet har skiftet køn! Et gravfund fra Bäckaskog i Sverige, ligeledes dateret til Maglemosekulturen, rummede et skelet og fiskeredskaber, og som følge deraf blev den døde længe opfattet som en mand. Detaljerede analyser af skelettets bækken viste imidlertid, at der var tale om en kvinde, der havde født flere børn![30] Det gav således også basis for en revurdering af opfattelsen af kønsrollemønsteret i ældre stenalder.
Vi forventer ikke, at Koelbjerg-manden skifter køn igen, men derimod kan den endelige fortolkning af DNA-analyserne måske medføre, at vi kan få et mere præcist signalement af manden. Måske kan analyserne give indikationer om, hvor mandens forfædre kom fra, og måske kan de i fremtiden også sige noget om forskellige træk ved manden – f.eks. hans hår- og øjenfarve! Så kommer vi for alvor tæt på mennesket bag skelettet.
Der er udarbejdet planer for udvidelse af den vestfynske motorvej med et ekstra spor, og det vil betyde, at der bliver mulighed for at lægge et snit gennem landskabet få hundrede meter nord for det sted, hvor skelettet blev fundet. Her vil det forhåbentligt være muligt at gøre fund og iagttagelser, der kan belyse udstrækningen af og naturudviklingen i den sø, som Koelbjerg-manden blev fundet i. Måske fremkommer der også affald eller andet, som datidens mennesker smed ud i søen. Hvis heldet virkelig tilsmiler os, kan det måske ligefrem vise sig, at den tilgroede sø kan rumme flere skeletter fra de mennesker, der levede i dette landskab få århundreder efter istidens afslutning.
