Loven om fredning af bygninger kan i 2018 fejre 100-års jubilæum, og samtidig er året udpeget af Europakommissionen som europæisk kulturarvsår. Museer, foreninger og bygningsejere landet over vil på forskellig vis markere dette med bl.a. byvandringer, foredrag, debatter og åbent hus-arrangementer. Slots- og Kulturstyrelsen, der er myndighed på området, vil søge at sætte bygningsfredningen på dagsordenen med en række udvalgte nyfredninger, ligesom to større bogværker om bygningsfredningens historie vil udkomme i løbet af året. Odense Bys Museer er også aktiv i forbindelse med fredningsjubilæet og kulturarvsåret bl.a. med debatter, kronikker samt arrangementer i nogle af Odenses fredede bygninger.
Bevaring af bygningskulturarven er et af Odense Bys Museers væsentlige arbejdsområder. Den Fynske Landsby begyndte som et museum for den fynske landbyggeskik, og bygningerne, der er flyttet hertil fra hele Fyn, udgør stadig kernen i museumsoplevelsen. Møntergården består af en række enestående bindingsværksbygninger fra renæssancen og baroktiden, hvoraf nogle er fredede og står på deres oprindelige plads, mens andre er flyttet dertil. Også industrialderens bygningskultur er repræsenteret hos Odense Bys Museer i form af Mediemuseet, der har til huse i Brandts Klædefabrik, og Thriges Kraftcentral, der er et næsten intakt, fredet elværk fra 1915 med en stor, endnu kørende dieselmotor.
Arbejdet med bygningskulturen omfatter også undersøgelser, opmålinger og egentlig forskning i historiske enkeltbygninger såvel som større, sammenhængende bygningskomplekser. Over de seneste år er det blevet til studier af bl.a. Odense Staalskibsværft med tilhørende arbejderboliger, Dalum Papirfabrik, Assens Gasværk, Odense Sukkerkogeri foruden en række gårde. Formålet med museets vidensindsamling er i de fleste tilfælde dobbelt. For det første danner undersøgelserne udgangspunkt for en bred formidling af historien om bygningerne, deres funktion og de mennesker, der har brugt dem. For det andet bruger museet dem som vidensmæssigt grundlag ved vurdering af bygningernes bevaringsværdier i forbindelse med indstillinger til planforvaltning og politisk behandling. Ifølge museumslovens kapitel 8 skal kommunerne nemlig samarbejde med det stedlige museum ved udarbejdelse af kommuneplaner og lokalplaner, der berører bevaringsværdier. Odense Bys Museer samarbejder således med Odense og Nordfyns Kommune om bevaringsværdige bygninger ved at komme med udtalelser i forbindelse med byggesager, lokalplaner og andre plansager.
Når det gælder de fredede bygninger, står museerne derimod på sidelinjen, da staten gennem Slots- og Kulturstyrelsen er myndighed på området. I kraft af sin stærke stilling inden for viden om og arbejdet med bygningskulturarven er Odense Bys Museer også repræsenteret på nationalt plan i bygningsfredningssagen. Kulturarvschefen er således udpeget som medlem af Det særlige Bygningssyn, et officielt, fagligt organ, der vejleder Kulturministeriet – det vil i praksis sige Slots- og Kulturstyrelsen – om sager vedrørende fredning og ophævelse af fredninger. Samtidig er museet også repræsenteret i bestyrelsen for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, som har ret til at rejse fredningssager over for Slots- og Kulturstyrelsen.
Midten af 1800-tallet var præget af en tiltagende historiebevidsthed og generel interesse for historie i dannede kredse. I første omgang samlede interessen sig om de middelalderlige kirker, der i 1861 blev beskyttet ved lov. En bølge af restaureringer af de store, gamle domkirker gik i gang, og Skt. Knuds Kirke i Odense blev således i 1870’erne i det ydre ført tilbage til sin oprindelige, middelalderlige skikkelse. Der skulle dog komme til at gå nogle årtier, før interessen for kirkernes bygningskultur også smittede af på de verdslige, historiske bygninger. F.eks. måtte Odenses middelalderlige rådhus i 1881 vige pladsen for et nyt rådhus i historicistisk stil.[1]
I årtierne omkring år 1900 bredte interessen sig for de gamle købstadsejendomme, blandt andet som følge af en kulturhistorisk drejning i historiefaget og den nationalromantiske strømning blandt arkitekter. Landet over var der flere og flere toneangivende stemmer, der ytrede betænkelighed ved de mange nedrivninger, og efterhånden indtog kommunerne, statslige myndigheder og museerne en mere aktiv rolle i bygningsbevaringen.
Da en gammel købstadsgård i Odenses Nørregade stod over for at blive erstattet af en moderne, fireetagers ejendom, slog flere af landets bygningshistoriske autoriteter og medlemmer af Odense Byråd til lyd for en bevaring. Meget belejligt oplyste en indskrift bygherrens navn, adelsmanden Ejler Rønnow, og den præcise datering 1547, hvilket fik Nationalmuseets direktør til at udråbe den til landets ældste bindingsværksbygning. Byrådet forhindrede i 1900 nedbrydningen ved at opkøbe gården, mens staten gennem Nationalmuseet finansierede en tilbageførende restaurering. Det nytilføjede gamle udseende med tjæret bindingsværk, blyindfattede småruder og tavl i munkesten fik for alvor bygningen til at træde frem som et minde fra en ældre tid, og snart efter overgik den da også til museumsbrug.
I stedet for blot at se de gamle bygningsværker som enkeltstående elementer blev de bevaringsværdige bygninger efter århundredskiftet i stigende grad opfattet som ankerpunkter i et sammenhængende, historisk byrum, hvor de gamle mindesmærker gav den moderne by identitet og tyngde. Den kulturhistoriske journalist Christine Reimer beskrev i det københavnske blad Illustreret Tidende Odenses centrum således: ”En Samling af nyt og gammelt – det er Odense. Thi saaledes sammenkædes baade i ydre og indre Henseende den ældgamle Stiftsstad, hvis Traditioner strækker sig til Arilds Tider, og Nutidens Fremskridtsby i dette Navn”.[2] På trods af den nære relation mellem nyt og gammelt var Reimer meget bevidst om, at den mest overhængende trussel mod de historiske levn var ejendomsinvestorers opkøb af centrums gamle bygninger for at opføre stort, moderne byggeri, der gav høje lejeindtægter. Den gode beliggenhed midt i en storby truede altså de historiske bygninger.
For at løse dette problem tog bevaringsinteresserede en overraskende løsning i anvendelse. Bindingsværksbygningernes modulært opbyggede træskelet kunne ganske enkelt skilles ad og samles igen et andet sted, og dermed var bygningens skæbne afkoblet fra grundens videre udnyttelse. I Sverige åbnede frilandsmuseet Skansen i 1892, og nord for København oprettedes Frilandsmuseet i 1901 med eksempler på nordiske gårdbygninger samlet på ét sted.
Da nedrivning i 1903 truede et velbevaret og rigt udsmykket bindingsværkshus i Odenses Vestergade, kendt som Østerbyes Gård, var kommunal overtagelse af endnu en ejendom i kulturhistoriens navn så kort tid efter Ejler Rønnows Gård udelukket. På Nationalmuseets foranledning købte kommunen dog tømmerkonstruktionen og opmagasinerede den med henblik på en senere genopførelse, der dog foreløbig lod vente på sig. I Aarhus fik en lignende sag med en forestående nedrivning af en statelig renæssancegård på en attraktiv adresse vidtrækkende følger. Først blev bygningen udstillet på Landsudstillingen i Aarhus i 1909, og derefter kom den under navnet Borgmestergården til at udgøre kernen i købstadsmuseet Den Gamle By, der i de følgende årtier modtog bindingsværksbygninger fra andre jyske byer.
De to metoder til bevaring af historiske bygninger, offentlig overtagelse med henblik på bevaring og flytning til et frilandsmuseum, havde første trin til fælles, nemlig opkøbet af den pågældende ejendom. Fremgangsmåden respekterede ejendomsretten og holdt ejeren skadesløs, men var særdeles bekostelig, da der oven i selve bygningens værdi kom enten grundprisen eller omkostninger til nedtagelse og genrejsning. Da Privatbanken i København i 1890’erne opkøbte en husrække fra 1600-tallet nær Børsen, kaldet ”de seks søstre”, for en i datiden astronomisk sum på i alt næsten en million kroner, var ethvert forsøg på en overtagelse, der kunne redde bygningerne fra nedrivning, udsigtsløst. I kølvandet på denne og andre nedrivninger i hovedstaden og i provinsen opfordrede Kunstakademiet i 1905 til udarbejdelse af en bygningsfredningslov, og dette krav fik med en gruppe arkitekter og kulturhistorikeres oprettelse af Foreningen til gamle Bygningers Bevaring i 1907 en fast interesseorganisationen bag sig.[3]
En lovbeskyttelse af bevaringsværdige bygninger var et vidtgående skridt mod bygningsejerens frie råderet. Under Første Verdenskrig, da statens regulering af samfundet tog til og bl.a. med lejelovgivningen også gik ind på ejendomsrettens område, opstod der et politisk flertal for bevaring af historiske bygninger, udmøntet i bygningsfredningsloven i 1918. Selv de konservative, der normalt forsvarede ejendomsretten, støttede lovens delvise ekspropriation af de fredede bygninger ud fra det rationale, at mindesmærkernes historiske og æstetiske værdier ikke blot tilhørte enkeltmand, men hele samfundet.[4]
Udpegningen af ejendomme til fredning var lagt i hænderne på Nationalmuseet og et nyoprettet organ, Det Særlige Bygningssyn, der tog hensyn til arkitektoniske, antikvariske og lokalhistoriske værdier samt bybilledet. I udvælgelsen skelede Nationalmuseet også til de praktiske vilkår for bevaringen, som eksempelvis om bygningen var i privat eller offentlig eje, ligesom bygninger, der lå på billige grunde, blev foretrukket frem for tilsvarende ejendomme med en meget attraktiv, central beliggenhed. Det Særlige Bygningssyn havde med fredningen hånd i hanke med ombygninger af de udpegede bygninger, ligesom ejeren forud for en eventuel nedrivning skulle indhente synets tilladelse.
Loven gav dog grundejeren mulighed for at kræve offentlig overtagelse, hvis fredningen af de gamle bygninger var årsag til et væsentligt rentabilitetstab.
Fredningslisten fra 1918-19 anførte i alt 17 bygninger i Odense. De seks var middelalderlige såsom gamle klostre og gejstlige bygninger, mens de øvrige 11 primært var bindingsværksgårde i Overgade, Nedergade og Nørregade. Med undtagelse af H.C. Andersens Hus var udvælgelsen præget af de ældste og mest statelige bygninger i de gamle hovedgader.
Truslen fra grundejere, der ville bygge nyt, fik i mellemkrigstiden følgeskab af kommunernes arbejde for at forbedre fremkommeligheden for biler gennem bymidten. Da bygningssynet i 1924 fredede en bindingsværksbygning i Nedergades østlige ende, førte det til en protest fra Odense Kommune, som netop havde erhvervet bygningen med nedrivning for øje. Bygningen skabte med sit store fremspring en flaskehals i den i forvejen smalle gade, så ifølge kommunens teknikere måtte denne forhindring for trafikafviklingen fjernes. Fredningsmyndighederne udfordrede ikke denne logik og stregede ejendommen fra fredningslisten. I disse og andre tilfælde kom fredningsinstrumentet til kort i mødet med overvældende økonomiske interesser eller trafik- og byplanmæssige hensyn. I løbet af fredningslovgivningens første 25 år tiltrådte Det Særlige Bygningssyn således 89 ud af 101 ansøgninger om sletning fra fredningslisten, altså en nedrivningstilladelse.[5]
I nogle tilfælde kom hensynet til bygningskulturarven dog til at veje tungest. For at lette færdslen fra Overgade mod nord til Sortebrødre Torv erhvervede kommunen således i 1927 ejendommene på østsiden af det snævre, gamle Møntestræde for at omdanne det til en bred, moderne gade. På strædets modsatte side lå to af Odenses bedst bevarede renæssancebygninger, den pragtfulde adelsgård Møntergården og de mere ydmyge Pernille Lykkes Boder fra begyndelsen af 1600-tallet. Nationalmuseet fik med støtte fra lokale arkitekter og det kommunale museumsudvalg overbevist byrådet om at foretage gadegennembruddet et andet sted. Da en tømrermester nogle få år senere købte selve Møntergården med henblik på nedrivning – trods bygningens fredede status – tog kommunen konsekvensen af sin tidligere beslutning og erhvervede bygningerne med henblik på bevaring.[6]
Kommunen iværksatte en tilbageførende restaurering af Møntergården, som skulle danne rammen om et nyt kulturhistorisk museum. Kommunens overtagelse minder på mange måder om andre bevaringssagers forløb, men rækkevidden og planerne kom til at omfatte mere end blot en enkelt ejendom. I museumsvæsenets øjne var det ”Byens Pligt at værne ogsaa om den gamle Bygningskultur og den gamle Købstadidyl, som er ved at svinde i den moderne Udvikling”. Ved at gøre hele Møntestræde til en museumsgade var det muligt at give lokale og turister ”et sandt Billede af det gamle Odense og den svundne Kultur”.[7] For at færdiggøre strædets kulturhistoriske oplevelse flyttedes Eiler Rønnows Gård, der hidtil havde huset det historiske museum, til fra Nørregade, ligesom den opmagasinerede Østerbyes Gård kunne genopføres.
De store planer for gadegennembrud og trafiksaneringer i Odenses centrum i 1950’erne truede mange historisk betydningsfulde bygninger, hvoraf flere var fredet. Det fik museumsledelsen til at udvikle en ambitiøs plan for et slags asyl for historiske bygninger i karréen rundt om Møntestræde, fordi opfattelsen af bygningsbevaring i høj grad var fokuseret på den enkeltstående bygning som arkitekturhistorisk værk eller udtryk for en byggeskik. Flytningen til et frilandsmuseum var derfor en acceptabel og relevant alternativ bevaringsstrategi for både bevaringsinteresserede og fredningsmyndigheder. I løbet af 1950’erne fik autenticitet, sammenhæng og miljø dog større betydning i bygningsbevaringen, og museumsdirektør Svend Larsen besluttede at skrinlægge planerne allerede ved den første bygningsundersøgelse med konstateringen af, at de historiske bygninger ”føles så fast forankrede til det sted, hvor de er opført, at de aldrig vil slå rod noget andet sted”.[8] I stedet blev museet vidne til, at gadegennembruddet Thomas B. Thriges Gade medførte nedrivning af den fredede bygning Overgade 9 og talrige andre betydningsfulde, historiske bygninger. Efter mange års tovtrækkerier med fredningsmyndighederne blev Overgade 3 med middelalderlig kælder og murværk reddet, men flyttet omtrent 20 meter mod syd til I. Vilh. Werners Plads. Nedrivningsiveren i 1960’erne førte dog til et nyt syn på bygningskulturarven.
Fredningsmyndighederne udbyggede langsomt listen over fredede ejendomme i de større provinsbyer, men fastholdt længe fokus på samfundselitens og det offentliges pragtbyggerier og lå for så vidt i forlængelse af 1800-tallets tanke om historiske bygninger som ’monumenter’ af en vis størrelse og betydning. I Odense blev en håndfuld bygninger fredet i efterkrigstidens første årtier såsom Odense Tugthus, havnetoldkammeret, den tidligere latinskole ved Gråbrødre Plads og Sukkergården. Fredningslovgivningen var rettet mod enkeltbygninger – fredningen kunne endda være begrænset til specifikke bygningsdele. Derimod fandt fredningsudpegning af sammenhængende husrækker uden for København kun anvendelse i helt særlige tilfælde som i Ærøskøbing, Dragør og andre velbevarede, mindre byer.
Bevaringsinteresserede i de større provinsbyer begyndte dog i mellemkrigstiden også at se kvaliteter i mere ydmyge huse med mere vægt på kvarterets sammenhængende miljø og bybillede end den enkelte bygning. I Odense blev denne udvikling hjulpet på vej af H.C. Andersens Hus samt hans barndomshjem i Munkemøllestræde, begge beliggende i områder præget af beskedne, ældre huse. Mens tilknytningen til den kendte forfatter kunne retfærdiggøre en fredning af fødehjemmet, var fredningsloven ikke egnet til områdefredninger eller mere generel beskyttelse af den øvrige bebyggelse i disse og tilsvarende, mere ydmyge gader.
Byplanloven fra 1938 gav mulighed for at udarbejde byplanvedtægter med det formål at fastholde et områdes hidtidige karakter og helhedspræg, forstået som bebyggelsens struktur og bygningernes udformning, højde og anvendelse, men der var ikke hjemmel til at forbyde nedrivninger. Den største trussel mod de gamle, lave gader og kvarterer kom dog fra kommunerne selv, da gadegennembruddenes linjeføring ofte gik gennem ældre, lave bydele, fordi ejendomsværdierne var overkommelige, beboerne som regel medgørlige, og gadeprojekterne kunne samtidig sanere og forny den ringe bebyggelse.
Afvejningen mellem Thomas B. Thriges Gades linjeføring, intentioner om sanering og hensynet til H.C. Andersens fødehjem – også dengang en turistattraktion med omkring 100.000 besøgende årligt – førte gennem en langstrakt proces til den første bevarende byplanvedtægt i Odense med en behersket sanering af det omkringliggende, lave kvarter. Allerede i 1949 slog den københavnske byplanprofessor Steen Eiler Rasmussen til lyd for en bevaring af kvarterets ”milieu”, forstået som helheden af bygninger, beplantning og gadernes belægning. Den homogene bebyggelses skala og karakter burde sikres som omgivelse for museet i H.C. Andersens Hus, men rummede også i sig selv værdier, fordi smågadernes huse – i modsætning til fredningslistens og frilandsmuseernes pragtbygninger – fortalte om ”almindelige menneskers liv i alle vore købstæder”.[9]
Byrådet og planlæggerne gik ind på idéen om bevaring, men planarbejdet tog i første omgang et snævert udgangspunkt i eventyrforfatterens ikoniske fødehjem og omfattede kun de tre gadestykker, der umiddelbart kunne ses fra hjørnehuset, mens resten af kvarteret skulle ryddes til kørebane og nybyggeri. Planlægningen var længe undervejs, og i løbet af 1960’erne kom en række nye love, der udvidede kommunernes beføjelser til bygningsbevaring, herunder egentlige nedrivningsforbud, ligesom statslige saneringsmidler nu kunne anvendes i bevarende saneringsplaner. Efter mere end ti års tilløb vedtog byrådet i slutningen af 1960’- erne endelig en bevarende saneringsplan, der på blandt andet museumsudvalgets foranledning omfattede flere af de omkringliggende gader end de tidligere forslag. Den bevarende sanering indebar dog i de fleste tilfælde kommunens erhvervelse af ejendommene og en fortrængning af de hidtidige beboere. På den anden side af Thomas B. Thriges Gade forhindrede en strategisk placeret fredning på museets foranledning i 1971 en rydning af Nørregades baggårdsbebyggelse, så Salling måtte opgive at opføre et stormagasin efter samme model som i Aalborg.
Odense voksede i forstæderne i 1970’erne og 1980’erne. Et nyt servicecenter ved Ørbækvej og endeløse kvarterer af parcelhuse og senere tæt-lave rækkehuse i den nye storkommune fjernede presset på de gamle bygninger i bymidten. På nationalt plan blev administrationen af bygningsfredningen i 1975 styrket med oprettelsen af Fredningsstyrelsen under Miljøministeriet, der samlede natur- og bygningsfredning. Den nye styrelse iværksatte systematiske temagennemgange, og antallet af nyfredninger gik i vejret. Samtidig ændredes loven, så det gamle system med A- og B-fredninger blev afskaffet til fordel for en ensartet fredning af alle bygninger udvendigt som indvendigt. I Odense blev de gamle fredninger i bykernen suppleret bl.a. med forhuse og baggårdsbygninger i Vestergade og Overgade, mens en række bondegårde i Odenses opland blev tilføjet fredningslisten i 1980’erne og 1990’erne. Antallet af fredede bygninger i Odense Kommune rundede 50.
Parallelt med fredningerne øgede kommunen opmærksomheden på de mere jævne bygninger og kvarterer. I 1970’erne udkom i alt fire registranter, der minutiøst beskrev og gennemgik bygningshistorien på alle ejendomme i bymidten og de omkringliggende områder som Albanikvarteret og Vesterbro. Undersøgelserne blev fulgt op nogle steder med bevarende byplanvedtægter og lokalplaner f.eks. for Godthåbsgadekvarteret og havebyen Gerthasminde. Der var stadig uenighed om, hvilke bygninger og kvarterer der skulle bevares, som det blev illustreret af nedrivningerne på Nørrebro i forbindelse med Thomas B. Thriges Gades forlængelse og den langstrakte, men forgæves kamp for at bevare Industripalæet på Albani Torv i begyndelsen af 1980’erne.
Den gamle bykernes bevaringsværdier blev efterhånden alment anerkendt. Derimod var meningerne mere delte, når det gjaldt industrialderens store fabriksanlæg, hvoraf mange kom til at stå tomme under 1970’ernes afindustrialisering. Flere af de gamle store tekstilfabrikker og jernstøberier – herunder Allerup ved Sdr. Boulevard – blev helt nedrevet eller ombygget til ukendelighed i disse år. Omdannelse af Brandts Klædefabrik til kultur og servicevirksomheder samt ombygningen af Kvægtorvet til TV-2 viste i 1980’erne vejen for mange andre af Odenses industribygninger, der siden har fået nye funktioner, som sikrer en langsigtet bevaring. Fremsynet lokalplanlægning og velvillige ejendomsinvestorer har spillet hovedrollen i industribygningernes bevaring. Navnlig kan fremhæves ejendomsinvestoren Olav de Linde, der i en årrække omkring årtusindskiftet opkøbte mange funktionstømte industrikomplekser i Odense, som han siden har renoveret og indrettet til kontorer og andre erhvervslejemål. En af de Lindes store bygningskomplekser er de tidligere Thomas B. Thriges fabrikker ved Skibhusvej, hvor der er forskellige serviceerhverv. Det velbevarede elværk Thriges Kraftcentral blev fredet i 2005 og efterfølgende indrettet til museum.
Ny lovgivning indførte i 1997 kategorien bevaringsværdige bygninger og gav kommunerne ansvaret for at udpege og bevare dem med kommune- og lokalplaner. Odense Kommune udførte en systematisk gennemgang af alle bygninger opført før 1940 efter SAVE-metoden og udpegede omkring 3.400 bygninger som bevaringsværdige. I forbindelse med udpegningen forsømte kommunen dog at informere ejerne af de bevaringsværdige bygninger direkte, så de ved vedligehold og ombygninger bedre kunne tage vare på bevaringsværdierne. Lovgivningen sikrer en offentlig høring ved ansøgning om nedrivning, mens det kræver en lokalplan at stille krav i forbindelse med ombygninger. Man prøver derfor med det gode, da kommunen giver tilskud til vedligeholdelse udført i overensstemmelse med bevaringsværdierne som f.eks. istandsættelse af gamle kitfalsede vinduer.
De mange fremskridt for bevaringen af bygningskulturarven blev cementeret med oprettelsen af Kulturarvsstyrelsen i 2002, der samlede myndigheden over kulturarvsområdet. Med politisk opbakning viste styrelsen stor slagkraft og satte nye dagsordner for bygningsbevaringen, f.eks. i forbindelse med Industrikulturens år i 2007.
I de senere år er der dog sket en form for afmatning på området. Kulturarvsstyrelsen mistede ved en sammenlægning med andre områder sit klare fokus, og faste årlige besparelser har efterhånden drænet energien til at tage selvstændige initiativer. Kulturarvsvaretagelse er blevet til administration af lovgivning, og antallet af affredninger har overhalet nyfredninger. På bygningsfredningsområdet påbegyndte styrelsen i 2010 en stor gennemgang af alle fredede bygninger. Det er på mange måder positivt med kontakten til ejerne og overblikket, da bygningerne ikke tidligere er blevet systematisk tilset. Gennemgangen har ført til en række affredninger, da især gamle B-fredninger ifølge styrelsen ikke havde tilstrækkelige bevaringsværdier i det indre til at berettige en fredning. Mens Odenses fredede bygninger generelt har haft intakte fredningsværdier, er der sket mange affredninger i koncentrationer af fredede bygninger som f.eks. i Troense, Aabenraa, Dragør og Nordby på Fanø, der har gader med mange fredede huse. Spørgsmålet er dog, om det enøjede, arkitektfaglige fokus på bygningens originalitet i det indre ikke svigter helheder af national betydning. I disse år bliver væsentlige miljøer i stor stil overladt til kommunerne, og tiden vil vise, om de evner at holde fast på værdierne på lang sigt.
Ved behandling af sager om nyfredninger har styrelsen heller ikke samme lyst til at udfordre lokale interesser som tidligere. Fredningsindstillinger fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur vedrørende plejehjemmet Ringbo i Bagsværd og tre slagtergårde på Københavns Vesterbro, der nød stor opbakning fra Det Særlige Bygningssyn, er således for nyligt blevet underkendt af styrelsen på grund af modstand fra Københavns Kommune.
Kulturminister Mette Bock har varslet en revision af bygningsfredningsloven i 2018. Indtil videre holder hun sine intentioner tæt til kroppen, men inviterer til dialog. Set fra et kulturhistorisk synspunkt bør en lovændring styrke muligheden for at frede bygninger, hvor værdierne og betydningen først og fremmest ligger i det ydre og den sammenhæng, de indgår i, og i højere grad gøre det muligt at beskytte helheder af national betydning.
I Odense har de seneste års økonomiske vækst, anlæggelse af letbane og planstrategiens satsning på fortætning af de indre bydele budt på nye udfordringer for bygningsbevaringen. Et bredt politisk flertal i byrådet har indført en omfattende beskyttelse af bykernens middelalderlige struktur, således at alle bygninger langs de middelalderlige gadeforløb behandles som bevaringsværdige. Andre steder i byen står det politiske dilemma mellem bevaring og grundejerinteresser stærkere som f.eks. i den verserende sag om den fremtidige anvendelse af Dalum Papirfabriks arealer. Efterhånden bliver det også en mere mærkbar mangel, at den 20 år gamle SAVE-gennemgang stoppede ved 1940 og derfor ikke omfatter velfærdsperiodens byggerier, herunder bl.a. de mange boligforeningsbebyggelser af høj kvalitet, der i disse år står over for energirenoveringer.
Gennem de seneste 100 år er der sket en udvikling i, hvad fagfolk og befolkning har betragtet som bevaringsværdigt, og de administrative redskaber til udpegning og bevaring af bygningskulturarven har fulgt med. Bevaring kræver opbakning fra politikere, ejere og den brede befolkning. For politikere i byråd og Folketing har vækst, udvikling og løsning af aktuelle problemer selvfølgelig høj prioritet, men det er vigtigt, at det sker i en balanceret afvejning med de kvaliteter, som den historiske bygningskultur rummer, så både by og nation bevarer sin historie, mangfoldighed og identitet på vej mod noget nyt.
