I tågede moser, skjult i skovenes dyb og inde i gamle elverhøje lever elverfolket. Forvilder man sig tæt på deres rige, risikerer man at blive draget indenfor. Måske vender man tilbage, måske ikke …
I 2018 skulle Børnekulturhuset Fyrtøjet producere en ny udstilling. Et H.C. Andersen-eventyr skulle sættes op i den smukke gamle købmandsgård Nyborgladen på Møntergården. Bygningen er fra 1700-tallet og har et stort lavloftet rum i stueplan med smukke gennemgående træstolper op til 1. sal, hvor der er loft til kip, skråvægge og lave tværbjælker.
Spørgsmålet var nu, hvilket eventyr der kunne føje sig organisk ind i bygningen, så vi ikke skulle ændre eller skjule stedets egen stærke karakter? Valget faldt på et af H.C. Andersens mindre kendte eventyr: Elverhøj. Handlingen i eventyret udspiller sig for størstedelens vedkommende i ét miljø: Vi befinder os indenfor i Elverhøj. Her bor elverkongen sammen med sine 7 døtre og en gammel husholderske. Der skal holdes fest, troldgubben fra Norge kommer rejsende med sine to sønner, og en række af folketroens andre sære og betagende skikkelser er inviteret med til gildet: åmanden, helhesten, kirkegrimmen og gravsoen såvel som nisser og havfolk. Det ender med bryllup mellem troldgubben og elverkongens ældste datter. Eventyrets fokus på livet indenfor i højen gav os mulighed for at etablere én samlet scene: Nyborgladen er Elverhøj. Barnet og den voksne træder ind i højens indre, når de besøger stedet. Bygningens træstolper, bjælker og bræddegulv hidrører, må man tænke sig, fra elverhåndværkernes arbejde med at grave det indre af højen ud, afstive lofterne og inddele højen i mindre rum, alt som de nu har haft behov for plads.
Men ikke blot eventyrets egnethed ift. rammerne spillede ind på valget. En elverhøj er i sig selv et scenografisk spændende univers at undersøge. Og eventyret rummer mulighed for fordybelse i mange forskellige temaer sammen med børn fra skoler og institutioner og de gæster, der besøger stedet i weekender og ferier. Eksempelvis kan børnene i mødet med folketroens rige verden opleve, hvordan deres egen nutidskultur har rødder i fortiden. Fantasybøger, fantasyfilm og computerspil gør brug af en lang række elementer, der stammer fra folketro, folkeeventyr, myter og sagn. Det kan rykke både fortiden og H.C. Andersen nærmere på børnene. De opdager, at H.C. Andersen var en forfatter, der også blev inspireret af og kunne skabe magiske universer, og på den måde ligner han de moderne forfattere, spil- og filmskabere, de kender. Den mundtlige fortælling spiller ligeledes en stor rolle i eventyret. Som det så præcist hedder i en beskrivelse af troldgubben, da han underholder ved festbordet: ”… han kunne fortælle, så at man så og hørte, hvad han sagde.” Troldgubbens evne til at fortælle er simpelthen det centrale i beskrivelsen af ham.
Og det er da også den ældste elverdatters fortællekunnen, der bringer de to sammen. Den mundtlige fortælling er på den måde et tema, der naturligt kan bringes i spil i formidlingen. Sådan som det også allerede sker bl.a. i Fyrtøjets Fortælleskole, hvor børn undervises i fortællekunst.
Mange forskellige fagligheder skal flettes sammen, når en vision skal blive til virkelighed. Odense Bys Museers tekniske afdeling sørgede for, at Nyborgladen blev gjort brugsklar forud for opbygningen af scenografien. Der blev indlagt strømudtræk til scenelys; der blev lagt træplader på betongulvet i stueetagen, så teatermalerne fra Odense Teater senere ville kunne komme til med deres pensler, og børnene ville kunne bevæge sig omkring på strømpesokker. Der blev etableret en trætrappe mellem stuen og 1. sal og videre op til en lille repos, der blev bygget til øverst oppe. Der blev ligeledes etableret et vindfang med glasskydedøre. I de nu klargjorte rum var det beskrivelserne fra H.C. Andersens eventyr, der skulle sætte æstetikken og give retning til valget af rumopdelinger og interiør – i et samspil med Fyrtøjets erfaringer omkring børns egen kreativitet, leg og bevægemønstre.
Stueplanet fremstod som ét stort rum. Det skulle inddeles i mindre, så der dog stadig var en åben midterplads. Har børn kun adgang til ét stort rum, bliver deres leg ret snart kaotisk og diffus og de har sværere ved at fordybe sig i eller variere legen. Har de på den anden side kun små rum til rådighed, får de måske ikke brugt deres krop og udfoldet sig frit. En kombination er optimal. Vi besluttede at forvandle stueplanet til en underjordisk torveplads med mindre boder, hvor elverne og deres gæster (dvs. børnene og de voksne) kunne skaffe sig forskellige fornødenheder (genstande til de legende improvisationer). Her er en elverkøbmand, hvor de kan købe, sælge, hente eller stjæle fødevarer. Her er også en magibutik med ingredienser og varer til mere dunkle formål: spidsmus, fluesvamp, slanger i bur, blålige guldsmede, flagermus, runkne æbler m.m. Som det hedder i H.C. Andersens beskrivelse af menuen i Elverhøj: ”I køkkenet var der fyldt op med frøer på spid, snogeskind med små børnefingre i og salater af paddehattefrø, våde musesnuder og skarntyde, øl fra mosekonens bryg, skinnende salpetervin fra gravkælderen, alt meget solidt; rustne søm og kirkerudeglas hørte til knaset.”
Ved siden af magibutikken ligger et ’markedsteater’; et dukketeater, hvor torvets besøgende kan skabe underholdning for hinanden. Som barn fremstillede H.C. Andersen teaterdukker og opførte teaterstykker, og her kan børnene ’gøre ham efter’ og opfinde deres egne små eventyr.
Torvet rummer også en elverkro, hvor der er plads til at ‘bespise’ flere ad gangen med fisk, pølser, mus, urter, sankthansorme – eller hvad børnene nu finder for godt. Bordene i kroen er lavet af trærødder og træstammer, og med undtagelse af gryderne er alt husgeråd også af træ. Naturen er hele tiden tæt på i elvernes verden.
Langs torvet er der opbygget små grenhytter. De kan bruges som sovesteder, dyrebure, fængsler etc., alt efter hvordan børnenes fabulerende leg udvikler sig. For enden af torvet træder et stort træ ud af væggen. Dets grene minder om rødder, og som sådan er det et underjordisk træ. Børnene kan sidde inde i det – det har en revne, der kan give mindelser om elverpigernes hule rygge. Træet vokser oven på et bugtet trappepodie. Podiet er malet i grønlige nuancer og giver associationer til en høj. På den måde er ’udenfor’ trukket ’indenfor’: Højen, som den ser ud udefra, er repræsenteret indenfor i scenografien. På podiet samler formidlerne børnene til fortælling, når der er skoleforløb. Endelig er der på torvet også et rum med fantastiske elver- og troldedragter samt mange andre kostumer, der er produceret til udstillingen. Kostumerne er en afgørende nøgle til åbning af den fortællende leg. Og også her knytter vi an til H.C. Andersens egne udfoldelser som barn: Han elskede det sceniske liv, teaterudklædning og legen med identiteter.
Ad en trappe med udskårne balustre bevæger man sig nu op på første sal. Her er den direkte reference til handlingen i eventyret i centrum: Rummet fremstår som en festsal med et overdådigt dækket bord i den ene ende. Ved siden af bordet findes elverkøkkenet. Alt husgeråd er af skinnende messing, ’guld’ og ’sølv’. Og der er meget af det! Som det hedder et sted: ” … sølv og guld, hvoraf der er nok i højen, bliver poleret og stillet ud i måneskin!” Vi har med alle disse skinnende genstande bevæget os fra den lavpraktiske træ- og rodverden nedenunder op til de fornemme gæsters sfære. På begge etager er detaljerigdom og smukt håndværk afgørende. Elvere og troldfolk er kendt for at være dygtige håndværkere, og det afspejler sig i udstillingssnedkerens fornemme udførelse af de scenografiske opgaver.
Ved festbordet står et badekar, som børnene kan sidde i. Det beskrives i eventyret:
”… nydelig og net var der indrettet for enhver. Havfolkene sad til bords i store vandkar, de sagde, det var ligesom om de var hjemme.” Denne idé om at indrette forholdene, så de passer for enhver gæst, inspirerede os til at få konstrueret et mindre norsk fjeld i den anden ende af festsalen. Her kan troldgubben indkvarteres under hjemlige forhold og med stil under sit besøg. Og samtidig er Norge værdigt repræsenteret i iscenesættelsen. For den norske troldgubbes poetiske beskrivelser af sit hjemland fylder i eventyret.
På den ene langside af festsalen er der en grøn forhøjning ligesom nedenunder. Også her er ’udenfor’ trukket ’indenfor’. Måske nærmer vi os mosen? På forhøjningen står i hvert fald mosekonens store gryde. Den anden langside er optaget af elverkongens sove- og arbejdskammer og elverpigerne små alkover. På den åbne gulvplads i midten af rummet afvikler vi teaterimprovisationer med børn fra skoler og institutioner. Og her snurrer børnene rundt i deres kostumer, falder i med dansetrin, når musikken i rummet indbyder til det, og går i duel med deres sværd.
På førstesalen er to brætspil til rådighed: et skakspil og et nydesignet læringsspil, baseret på forestillinger fra folketroen: ”Rejsen til Elverhøj”. Brætspillene er en mulighed for de voksne og de store børn til at lade roen sænke sig for en stund og være sammen ansigt til ansigt. Brætspillet som fænomen er ved at få en renæssance i det offentlige rum, ikke i opposition til digitale spil og samværsformer, men som et naturligt supplement, et samværsrum med en anden puls og ro. Og for de store børn, der er kommet med i Elverhøj som ’påhæng’ til mindre søskende, er her en beskæftigelse, som de kan fordybe sig i og hygge sig med, nu hvor de ‘ikke længere leger.’ Dermed kan hele familien fungere som besøgende.
Øverst oppe er der indrettet en lille elverskole med pulte og skamler. På væggene hænger billeder af fabeldyr og -væsner fra hele verden til inspiration for børnene. Billederne er hentet fra middelalderlige bestiarier. Man må forestille sig, at det hører med til almindelig dannelse blandt elvere at kende til disse slægtninge. Tegnestuen fungerer som et hellested snarere end et territorium. Her kan børnene gøre sig ’utilgængelige’ for fælles leg, de kan synke ind i deres egen indre verden, og samle kræfter til på ny at blande sig i det hvirvlende liv. Men nogle leger også ’skole’ med hinanden i det lille rum. Børn holder af at imitere de voksnes verden og samtidig give den deres helt eget twist. Nu er DE herrer i og skabere af den verden, de ellers er underlagt.
På alle tre etager er mure og skillevægge malet i en dyb mørkegrøn farve, som får de lige flader til at forsvinde og flyde over i hinanden, så det er muligt at give rummene hulekarakter. Gulve og podier er malet i smukke grønlige, gyldne og brunlige nuancer. Man må forestille sig, at det er jordgulve, og at der vokser mosbelægninger frem allevegne. Vi har fortsat det mangeårige og gode samarbejde med teatermalere fra Odense Teater for at få det bedst mulige resultat.
Mens børnene leger i Elverhøj, indoptager og inddrager de også de mere subtile sanseindtryk i rummene i form af musik og skiftende lyssætning. Den akustiske musik, der klinger i baggrunden, når man kommer på besøg, er nykomponeret til udstillingen. Et lydspor til en sådan udstilling kan bygges op over mange grundstrukturer. Musikkens elementer kan f.eks. referere til fortællingens fremadskridende handling; til figurernes karakterer; til stemninger i fortællingen eller til døgnets rytme. Og der kan – som i Elverhøjkompositionen – skabes kombinationer af de forskellige indfaldsvinkler. Folkemusikorkestret Svøbsk og den cubanske jazzbassist Yasser Pino medvirker på indspilningerne.
Lyssætningen følger skiftene i musikken. Når trolden præsenteres i historien og dermed også i musikken, vokser lyset i styrke på fjeldet på 1. sal. Fjeldet ’vågner.’ Når festen begynder, og festmusikken sætter i, vækkes krystallysekronen i loftet til live. Ved solnedgang, når firbenene pibler frem i begyndelsen af fortællingen, fylder et varmt rødligt skær rummene. Når elverpigerne danser, er der månelys bag det store vindue på førstesalen. Og undervejs i hele dette forløb toner lyssætningen de mørkegrønne vægge svagt natblå og fremhæver bjælkekonstruktioner og træelementer i rummene med et gyldent og ravfarvet lys. Her har vi arbejdet sammen med lysdesigner Allan Saysette, også fra Odense Teater.
Lad os vende tilbage til indgangen: I vindfanget er der lavet smalle, lodret-udskårne paneler, der lyser rødligt. Gæster vil udefra, gennem glasskydedørene, kunne se, at elverhøjen står på ’gloende pæle’. Vindfanget er imidlertid lille, og vandringen mellem det nøgterne dagslys udenfor og underverdenen indenfor i selve udstillingen er ganske kort. Derfor besluttede vi at supplere dette lille anslag til udstillingen med en stærk og markant skulptur udenfor, så stemningen i udstillingen blev slået an med kraft, og folk bliver draget indenfor allerede på afstand. Der blev skabt en vildtvoksende portal foran indgangsdøren: To træer, der fletter sig sammen foroven, eller om man vil, rødder, der skyder op fra undergrunden. Skulpturen er lavet af firmaet Rockbuilder, der også står bag fjeldet og elvertræet indenfor i udstillingen. Portalen er blevet et yndet fotosted for turister og forbipasserende.
Endelig har Elverhøjudstillingen et vigtigt knopskud over til den historiske Ejler Rønnows Gård fra 1547. Her har Fyrtøjet etableret atelier og afholder workshops. Og her holder Billedskolen til, hvor omkring 50 børn hver sæson modtager undervisning i billedkunst, blandt andet med inspiration hentet i elvernes underverden. Ovenover atelieret er der et scenerum med stole. Weekendens gæster søger herop for at få eventyret om Elverhøj fortalt, så at også de kan ’se og høre’, hvad H.C. Andersen skrev.
Alle fotos: Ard Jongsma
Citater fra Elverhøj: H.C. Andersen, Eventyr og Historier, 1993, Forlaget Sesam.
