På Vestfyn, nærmere bestemt lige uden for Middelfart, ligger de to landsbyer Skrillinge og Svenstrup. Skrillinge voksede allerede i 1970’erne sammen med Middelfart, men var indtil da en selvstændig landsby i Kavslunde Sogn. Svenstrup ses stadig som en lille landsby godt 1 km sydøst for Skrillinge. De to landsbyer udgør tilsammen et skoleeksempel på, hvorledes gårde i vikingetiden udspaltedes fra adellandsbyer til nye torper og ejerlav og dermed skabte det bebyggelsesbillede, vi kan opleve i dag.
Landsbyen har siden jernalderen været en dominerende del af Danmarks bebyggelsesbillede. I den ældste del af jernalderen var landsbyen det, man kalder for vandrende, dvs. at gårdene flyttede rundt inden for et større ressourceområde. Nyere forskning har vist, at landsbyerne på Fyn, og formentligt i hovedparten af Danmark, fandt deres blivende plads omkring 600 e.Kr. Det er ikke en tilfældighed, at landsbyerne blev stedbundne i denne periode. De stedbundne landsbyer synes nemlig at være del af en gennemgribende samfundsændring, der tillige omfattede en helt ændret organisering af landskabsressourcerne og dannelsen af faste grænser mellem landsbyernes ejerlav.[1] Ejerlav er betegnelsen for de ressourceområder, der hørte til landsbyerne, og som udgjorde rammerne for de fællesskaber, som landsbyernes gårde var organiseret i omkring dyrkningen af jorden. Landsbyerne har langt tilbage i oldtiden haft naturlige ressourceområder, men det var først med fastlæggelsen af ejerlavene, at grænserne blev statiske. Ejerlavene kunne være afgrænset af f.eks. vandløb og moser, og hvor der ikke var sådanne naturlige skel, kunne grænserne markeres med f.eks. diger eller enkeltstående sten. Som oftest lå landsbyen centralt placeret i ejerlavet, så der ikke blev for langt til byens marker.
Omstruktureringen af bebyggelserne omkring år 600 e.Kr. efterfulgtes fra starten af vikingetiden, i 800-tallet og frem til 1200-tallet, af en række nyanlæggelser af mindre landsbyer i hidtil uopdyrkede områder – typisk tidligere skove – samt af mindre bebyggelser, der udspaltedes fra de eksisterende landsbyer og ejerlav i allerede bebyggede områder. Det er det, vi kalder torpdannelsen, og som vi bl.a. kan se som et resultat af befolkningstilvækst i vikingetid og tidlig middelalder. Baggrunden var, at indbyggertallet i de gamle landsbyer steg. De voksende landsbyer gjorde det samtidig nødvendigt at inddrage de yderligt liggende arealer til marker, hvilket dog betød, at det mange steder blev mere besværligt og uøkonomisk at dyrke jorden. En opdeling af landsbyen og ejerlavet i flere selvstændige bebyggelseskoncentrationer blev i mange tilfælde set som en løsning på dette praktiske problem.
Eftersom Skrillinge har været et vækstområde for Middelfart, har museet haft rig mulighed for at foretage arkæologiske undersøgelser i området, og særligt inden for de seneste 10 år er der undersøgt store arealer. Det betyder, at der nu for første gang er dannet et ganske detaljeret billede af landsbyens udvikling og af forholdet mellem en fynsk adelby (Skrillinge) og dens torp (Svenstrup).
Landsbynavnet ‘Skrillinge’ er et såkaldt -inge navn. Det tilhører den ældste gruppe af stednavne, og det indikerer, at der må have eksisteret en bebyggelse i de helt nære omgivelser kontinuerligt siden i hvert fald århundrederne umiddelbart efter Kristi fødsel, hvor den senest er navngivet. Skrillinges lange forhistorie bekræftes da også af museets udgravninger på de marker, der indtil for få år siden lå øst for landsbyen. Her er der påvist store områder med massiv bebyggelse fra især ældre romersk jernalder (ca. 0-200 e.Kr.). Bebyggelsessporene viser, at landsbyen på dette tidspunkt var ganske betydelig, og at den i perioden flyttede flere gange inden for et område på ca. 500.000 m2 (fig. 1). Tilsvarende større og sammenhængende bebyggelser fra yngre romersk jernalder og ældre germanertid (ca. 200-600 e.Kr.) er endnu ikke lokaliseret. Vi har derimod blot udgravet enkelte spredte gårde, men da der stadig er meget store arealer omkring Skrillinge, som ikke er undersøgt, kan en landsby fra 200-600 e.Kr. stadig gemme sig mange steder.
I år 2000 begyndte Middelfart Kommune at udstykke et område umiddelbart nordøst for Skrillinge. Det gav museet mulighed for at foretage systematiske undersøgelser. Undersøgelserne førte til, at der her blev påvist bebyggelse fra vikingetiden og frem til 1300-årene, hvor bebyggelsessporene ophører. I forlængelse af udgravningerne blev bebyggelsen tolket som Skrillinges vandrende forgænger fra vikingetiden.[2] Som resultat af de seneste 10 års udgravning har det imidlertid været muligt at forstå udviklingen af landsbyen og ejerlavet i et helt nyt lys.
De seneste års udgravninger er foretaget i forlængelse af landsbyens sydlige afgrænsning, som den fremstår på matrikelkort fra 1805. Udgravninger har påvist, at der her er gårde og tofter fra yngre germansk jernalder og frem til ældre middelalder. Ligeledes er der ved en gennemgang af fundmaterialet fra de tidligere undersøgelser nordøst for det historiske Skrillinge udskilt en række huse, som kan henføres til yngre germansk jernalder og vikingetid, hvilket understøttes af fund af bl.a. halvkuglekar og kulturlag i 1969 og 1971.[3] Den bebyggelse, der førhen blev tolket som en vandrende forgænger til Skrillinge, har altså vist sig at være en del af selve den blivende landsby, som vi nu ved fandt sin plads omkring 600 e.Kr. Det har desuden vist sig, at landsbyen i yngre germansk jernalder og vikingetid havde en større udstrækning mod nord og syd, når der sammenlignes med vores ældste kort, der afspejler situationen tilbage til 1800-tallet (fig. 2).
Det forhold, at landsbyen tidligere var større, end vi kender den fra det historiske kildemateriale, kan indikere, at udskillelsen af Svenstrup samtidig var medvirkende årsag til at indskrænke Skrillinge. Denne idé bekræftes desuden ganske tydeligt af det arkæologiske materiale. Således er der undersøgt gårde op til ca. 300 meter syd for den historisk kendte landsby, hvoraf den sydligste udgjorde landsbyens sydligste toft i yngre germansk jernalder (fig. 3). Den sydligste gård eksisterede kun i 6-700-tallet, hvorefter den tilsyneladende forsvandt. Det er der dog en mulig god forklaring på, idet netop denne gård lå på et areal, som blev udspaltet til Svenstrups ejerlav.[4] Dele af toften kom altså til at overgå til Svenstrups ejerlav, og det er et sandsynligt scenarie, at netop denne sydligste gård i Skrillinge kan være en af de gårde, som blev udflyttet, og som dermed var med til at etablere Svenstrup som en torp til adelbyen Skrillinge (fig. 4).
Ejerlavet og landsbyen Svenstrup eller ‘Svends torp’ er uden tvivl udspaltet fra Skrillinge storejerlav. I de skriftlige kilder er Svenstrup nævnt første gang i år 1295, men er som landsby ældre. Svenstrup fremstod frem til de store landbrugsreformer i slutningen af 1700-tallet som en klassisk slynget vejby[5] og med gårdene beliggende hovedsageligt på vestsiden af vejforløbet.
I 2016 fik Odense Bys Museer for første gang mulighed for at lave større undersøgelser i selve Svenstrup. Undersøgelserne udgør et meget vigtigt supplement til de omfattende undersøgelser i Skrillinge og giver en enestående mulighed for at skaffe helt ny viden om forholdet mellem adelbyen Skrillinge og torpen Svenstrup.[6]
Undersøgelsen blev foretaget på et ubebygget areal vest for bygaden i den sydlige del af landsbyen.[7] Udgravningen viste, at der på det pågældende sted gennem årene havde ligget skiftevis en og to gårde i flere faser. Gården(e) bestod i hver enkelt bebyggelsesfase af et stort beboelseshus samt tilhørende mindre økonomibygninger. For at få en mere præcis ramme for anlæggelsen af gården blev der foretaget C14-dateringer af forkullede korn fundet i stolpehullerne fra husene. Disse dateringer peger på, at de ældste huse senest var opført i midten af 1000-tallet. Den konkrete gård/toft blev altså, med stor sandsynlighed, etableret i første halvdel af 1000-tallet (fig. 5).
Hvordan så gården så ud? Udgravningsresultaterne viste, at 1000- og 1100-tallets huse var placeret centralt på, hvad der må anses for en stortofte. I udgravningen blev der ikke påvist skel, der kan henføres til den tidligste fase, men ud fra placeringen af byvejen og markskel vurderer vi, at der har været tale om en toft på 82 meter i bredden og med en dybde på hen ved 100 meter (fig. 6). Der er således tale om en stortoft med mål, der svarer til de stortofter, vi tidligere har undersøgt i Rynkeby ved Ringe.[8]
I højmiddelalderen (12-1300-tallet) ses en større spredning af husene, og der er en tendens til, at de rykkede frem på toften og ud mod byvejen, hvilket er et mønster, der ses på mange tilsvarende tofter i andre landsbyer, f.eks. Lumby, Rynkeby m.fl.[9] Husene fordelte sig i denne periode i to klynger: en nordlig og en sydlig. Denne klyngeplacering må tolkes sådan, at stortoften i højmiddelalderen blev splittet i to mindre tofter, måske som resultatet af en arvedeling. Opsplitningen af toften afspejler sig imidlertid ikke i de skelgrøfter, der er påvist ved udgravningen. De ser alle ud til at høre til tofternes yngre faser. Til gengæld viser Original 1-kortet over Svenstrup ejerlav fra 1785 et tydeligt markeret skel, der nøje afspejler de to bygningsklynger, og som dermed understøtter tolkningen af, at der var to tofter på arealet langt tilbage i tiden (fig. 7).[10]
Efter 1300-tallet begynder det at blive vanskeligere at følge bebyggelsesudviklingen på området. Der er således ingen sikre huse, der kan tilknyttes senmiddelalderen og renæssancen. Manglen på husspor fra denne periode skyldes antagelig ikke, at tofterne ikke var bebyggede, men skal nok snarere søges i den anvendte byggeskik som dikteret i Fyns Vedtægt fra 1473. Her udstedtes nemlig forbud mod at opføre bygninger med jordgravede stolper grundet mangel på tømmer. I stedet blev det påbudt at bygge på f.eks. stensyld, dvs. en byggeteknik der stort set ikke afsætter anlægsspor i undergrunden. Således var det ved udgravningen slående, at den gård, der ses på Original 1-kortet fra 1785, stort set ikke kan genfindes!
På Original 1-kortet er der markeret en trelænget gård (gård V) på den nordlige del af udgravningsfeltet. Gård V genfindes imidlertid ikke ud til landsbygaden på målebordsbladet fra 1866, men er flyttet ud på selve marken, som det ofte skete i tilknytning til udskiftningen i årtierne omkring 1800. Udflytningen af gård V må således være sket i perioden 1785-1866, og med udflytningen markeres afslutningen på ca. 800 års bebyggelse af toften midt i Svenstrup ejerlav.
De arkæologiske vidnesbyrd viser, at den undersøgte gård i Svenstrup må være anlagt i første halvdel af 1000-tallet, hvor netop torpudflytninger skete i stort omfang i Danmark. Endnu er det i Svenstrup kun denne ene toftes udvikling, der er undersøgt arkæologisk. Derfor er det heller ikke muligt at vide, om de andre gårde i Svenstrup følger helt samme mønster. Ej heller kan vi for nærværende vide, om der på landsbyens øvrige middelaldertofter gemmer sig endnu ældre gårde. Zoomes der imidlertid ind på Skrillinge og Svenstrup ejerlav i sammenhæng, så er det meget tydeligt, at Svenstrup ejerlav er dannet som en udparcellering af et hjørne af det oprindelige Skrillinge storejerlav[11] (fig. 8). Svenstrups ejerlav følger kun naturgivne grænser mod syd og øst, mens de mod nord og vest – op mod Skrillinge – nærmest er trukket efter en lineal. Her var ejerlavsgrænsen markeret af et tydeligt (mark)skel, som i dag kun erkendes sporadisk i landskabet, men som vi har udgravet over længere strækninger. Kigges der nærmere på placeringen af den undersøgte gård i Svenstrup, ses det, at den ligger ganske nær ejerlavets center. Som tidligere nævnt var det normen, at landsbyerne blev anlagt nær midten af ejerlavene for let at kunne nå alle marker. De resterende gårde i landsbyen strækker sig mod nordøst og forskyder dermed landsbyens placering i samme retning. Det forhold kan evt. indikere, at den undersøgte gård var del af den oprindelige udflytning til Svenstrup, og at landsbyen efterfølgende udvidede sig herfra.
