Som et lille bidrag til en H.C. Andersen-bibliografi har jeg gennemgået de første 22 bind af Illustreret Tidende og optegnet alt, hvad der i dem fandtes af eller om H.C. Andersen, det være sig i form af originalbidrag eller billeder af ham, artikler om ham, meddelelser og anmeldelser om og af hans værker, samt annoncer om disse eller sådanne udgivelser, der mer eller mindre står i relation til ham.
Når jeg er standset ved 22nde bind, er det, fordi de følgende bind på grund af deres større afstand fra hans dødsår 1875 næppe indeholder væsentligt af betydning, når netop undtages jubilæumsnummeret i april 1905. I 23nde bind findes f.eks. kun en annonce fra Reitzel om udgivelsen af Folkeudgaven af Eventyr og Historier, 1881.
Ved gennemgang af de følgende optegnelser vil det ses, at der er fremkommet adskillige morsomme og interessante oplysninger, der ikke let på anden vis kommer for dagen. Jeg skal blot nævne et par småting for at illustrere det. I Bd. X, Nr. 477 og 480 findes anmeldt og annonceret Chr. Thorkilsens „Souvenir 1869“ en lille kalender, som, foruden et indledningsdigt af C. Hauch, til hver måned har et bidrag fra tidens kendteste digtere, deriblandt til februar H.C. Andersens lille eventyr „Ugedagene“. Der er forøvrigt en anekdote i anledning af samme souvenirs tilblivelse, for hvis pålidelighed jeg dog ikke vil indestå. Der fortælles, at da Thorkilsen havde planlagt formen for den lille kalender, henvendte han sig efterhånden til de digtere, som han havde udvalgt til at yde bidrag til den, og bad dem vælge, hvilken måned de ønskede at besynge. Den 12te og sidste, som han henvendte sig til, var Bjørnstjerne Bjørnson, der altså ikke fik noget valg men fik tildelt april. For at skjule, at han ikke havde noget valg, skrev han: „Jeg vælger mig April“, det smukke og kendte digt, som er det værdifuldeste af alle bidragene og sikkert det, som vil leve længst. Næste år kom atter en „Souvenir 1870“ med bidrag af H.C. Andersen annonceret og anmeldt i Bd. XI, Nr. 531 og 532.
I Bind XVI, Nr. 804 finder vi en meddelelse om udgivelsen af den lille sjældne pjece: „Et Bidrag til Monumentet for H.C. Andersen“, der udkom på Aug. Westrups Forlag med bidrag af forskellige, bl.a. „Et Møde“ af Zakarias Nielsen.
I Bind XVII, Nr. 847 får vi i meddelelsen om udgivelsen af det af alle H.C. Andersen-samlere kendte „Minde om Eventyr og Historier af H.C. Andersen“, udg. af Thomsen og Bojesen, oplysning om, at den i „Bogen“ værende Biscuit-medaillon af H.C. Andersen er modelleret af billedhuggeren Vieth.
Alt i sig selv småting, men som ikke let eller kun tilfældigt kommer til H.C. Andersen-samleres kendskab.
Jægerspris, den 5. oktober 1934.
Eiler Høeg.
H.C. Andersen, hvis Eventyr have høitideligholdt I deres 25aarige Jubilæum, har havt den Tilfredsstillelse, at den Række Fortællinger, som han ifjor begyndte under Navn af „Nye Eventyr og Historier”, ikke have været mindre velkomne. Af 1ste Hefte udsolgtes i en halv Snees Dage det 1ste Oplag paa 2000 Expl., det andet Oplag paa 2000 Expl. er ogsaa tilende, og et 3die Oplag af samme Størrelse forlader i disse Dage Pressen. Ligeledes have andet og tredie Hefte, der straxtrykkedes i 4000 Expl., fundet en Udbredelse, der viser, at Unge og Gamle kappes om at beundre disse poetiste og barnlige Fostre af hans Muse.
Det første Udbytte, H.C. Andersen bringer os af sin Sommerreise i Jylland, vil blive en Skildring af „Skagen” i „Folkekalender for Danmark” og en større Fortælling „En Historie fra Klitterne”, der ved Juletid udkommer i et nyt Hefte af „Nye Eventyr og Historier”.
En skandinavisk Nytaarsgave er i disse Dage bleven udgivet i Stockholm; den fører Navn af ”Nya Nordiska Dikter och Skildringar af finska, danska, norska och svenska Författre”. I Bogen findes mange værdifulde Digte og prosaiske Stykker; af vore egne Forfattere have Andersen, Hauch, Ingemann, Ploug og Chr. Richardt leveret Bidrag.
Julen er Børnenes Fest, og derfor bør ogsaa deres Mening i denne glade Tid være den afgjørende. Men hvis Nogen igaar Aftes, da Børnene næsten i ethvert Huus med tindrende Øine, blussende Kinder og den mest spændte Forventning afmalet i hvert Træk stode og stirrede på den Dør, indenfor hvilken Julelysene tændtes, vilde have prøvet paa at dæmpe den barnlige Utaalmodighed, saa gaves der eet Middel dertil, men ogsaa kun et eneste, nemlig at træde ind i Kredsen med et nyt Eventyr i Haanden og tilbyde at oplæse det. Om En og Anden vel i Begyndelsen havde skottet til den skiebnesvangre Dør, saa vilde han med eller mod sin Villie føle sig greben af denne Digter, der ved sin Hjertelighed, Troskyldighed og ægte Hmor gjør et saa dybt Indtryk paa det barnlige Sind. Og hvis man vilde spørge Børnene, hvilken Digter de helst ønskede at see et Billede af og beskjæftige sig med i disse Festdage, saa kan man vædde Ti mod Én, at det eenstemmige, jublende Svar vilde blive: H.C. Andersen! Men de Gamle blive jo Børn igjen i Julen, man lytter ikke saa nøie som ellers til den kolde, beregnende Fornuft og har Intet imod at mindes den Digter, der bedre end de fleste forstaaer at hensætte os i Phantasiens Rige. Ha selv Kritikeren, Vrantenhedens, Misfornøielsens og Surmuleriets Incarnation, af hvem vor Digter i sit Liv har havt større Sorg end Glæde, føler sit iiskolde Hjerte opvarmet ved denen Fest fylder sine Lommer med Æbler og Peberkager, for at glæde en eller anden Børneflok; han forstummer og trøster sig i alt Fald med, at Folkets Røst er Guds Røst. Naar Store og Smaa, Unge og Gamle imidlertid er enige om Noget, og naard de ovenikjøbet ikke behøve at befrygte Modstand af Kritiken, saa maa det ske. Derfor skal Tanken i dette Øieblik henledes paa Børnenes Yndlingsdigter, og for at vort Billede kan blive lyst og klart, skal hans Værk: ”Mit Livs Eventyr” være den Palet, hvoraf Farverne tages.
Den 2den April 1805 fødtes i en lille, Fattig Stue i Odense Hans Christian Andersen. Hans Fader var Skomager og levede i trange Kaar; en Kasse Jord med Purløg og Persille, der stod paa Taget, var Husets hele Have, som endnu blomstrer i hans Eventyr: Sneedronningen. Hans Barndom og Ungdomsaar henlevede han i Kamp med Armod og Miskjendelse. Hans Digtertalent aabenbarede sig tidligt, allerede som niaarig Dreng skrev han Comedier, og hans Phantasi blev næret ved Læsningen af mange Digterværker, blandt hvilke Holberg og Shakspeare gjorde et saa dybt Indtryk paa ham, at han kunde huske hele Scener udenad. Efter Faderens tidlige Død, gav Moderen, der vilde sætte ham i Skræderlære, omsider efter for hans Ønsker og lod ham reise til Kjøbenhavn, hvor han indtraf i Aaret 1819, hvor Baggesen forudsagde, at der engang vilde blive noget Stort af ham, og hvor han, efterat have lidt megen Nød, omsider fandt varme Velyndere og Beskyttere i Sidoni, Weyse og Guldberg, men fremfor Alle i Geheime-Conferentsraad Collin, hvis Huus blev hans Hjem, som ledede hans første Skridt og stedse har været ikke hans Beskytter, men hans Fader i Ordets ædleste Betydning. Han var først Elev i Theatrets Synge- og Danseskole, men erholdt Afsked derfra, og da han havde skrevet o indleveret et Stykke til Theatret, der vel ikke antoges, men dog efter Rahbeks Udsagn indeholdt mange Guldkorn, fik han offentlig Understøttelse til at studere. Under sin Skolegang i Slagelse og Helsingør vakte han Opmærksomhed ved flere Digte, blandt hvilke ”Det døende Barn” er det mest bekjendte. I Aaret 1828 blev han Student, og nu ”fløi som en Bisværm de brogede Phantasier og Indfald”, han paa sin Vandring til og fra Manuducteuren havde været forfulgt af, ud i Verden i hans første Skrift ”Fodreisen fra Holmenscanal til Østpynten af Amager”, (1829) en forunderlig Bog, der vidner om en rig, men ofte udskeiende Phantasi og paa hviken Hoffmanns Indflydelse er umiskjendelig. Medens de Ædleste af Nationen, medens Mænd som Oehlenschläger og H. C. Ørsted, hos hvem Andersen stedse fandt Opmuntring, Veiledning og Trøst i Modgangens Timer, kom den unge Digter venligt og smukt imøde, var han derimod i de Selskabskredse, hvori han bevægede sig, ofte Gjenstand for en Spot, der deels var begrundet i en vis Ubehjælpsomhed og Ubekjendtskb med Verden, deels i den barnlige Troskyldighed, hvormed han sagde Altm hvad han tænkte, uden at have nogen Anelse om, at Blaseertheden og Ironien lurede paa enhver Blottelse; men de, der paa den Tid troede at kunne have ham til Bedste, have vist ofte tænkt paa Gabrielis Ord: ”Vi skulle ikke spotte, thi vi ere for kortsynede til at vide, hvad vi gjøre os lystige over, og vi kunne ikke altid skjelne Klinten fra Hveden.” Kort efter ”Fodreisen” skrev han paa rimede Vers: ”Kjærlighed paa Nicolai-Taarn” og sin første Digtsamling, der vandt meget Bifald. Efter en lille Udflugt til Fyen og Jylland udgav han en ny Digtsamling: ”Phantasier og Skizzer”, samt Vaudevillen: ”Skilles og mødes”, der fire Aar derefter blev opført paa det kongelige Theater. Alle hans Digte, blandt hvilke der findes den større Cyklus: ”Aarets tolv Maaneder”, udmærke sig ved Hjertelighed, Naturlighed og en frisk og levende Phantasi, medens en Ucorrecthed i Sprogformen og en vis Vaklen i Planens Gjennemførelse kun altfor ofte gjordes til Gjenstand for en skaanselsløs Kritik. Med kongelig Udnerstøttelse foretog han i Aaret 1833 en Reise til Udlandet og traf i Hamborg Digteren L. Kruse, der bragte ham den første Digterhilsen i fremmed Land. Derpaa drog han til Paris, hvor han gjorde Heinrich Heines Bekjendtskab, og derefter gjennem Schweiz til Italien, hvor han skrev det smukke dramatiske Digt: ”Agnete og Havmanden”. I Rom levede han sammen med Thorvaldsen, Küchler, Blunck og Fearnley. Resultatet af denne Reise var: ”Improvisatoren”, (1835) i hvilken han, som Sibbern skrev, ikke mere var den unge Aladdin, vi saa lure bag Søilen og tumle sig paa Torvene, men den Aladdin, der ældet og forynget paa eengang træder ud af Badet. Dette Værk kan siges at havegrundlagt Andersens Berømmelse i Udlandet; det blev oversat i Sverig, Tydskland, Rusland, Amerika og England, ja, i det sidstnævnte Land Gjorde man det endog den Ære at sige, at Improvisatoren er i Romanen, hvad Childe Harold er i Poesien. Denne Roman efterfulgtes af O.T. (1836), hvis Scener paa Heden og ved Vesterhavet ere udkastede med Kjækhed og Livlighed, og ”Kun en Spillemand” (1837), et mere gjennemtænkt Arbeide, der med gribende Alvor Skildrer en ædel Naturs Kamp mod Ubillighed, Taabelighed og de prosaiske Omgivelser. Det dramatiske Arbeide: ”Mulatten”, der aander en saa varm Følelse for Negernes Menenskeret, blev opført i Aaret 1840 og modtoges med jublende Bifald. Paa samme Tid udkom ”Billedbog uden Billeder”, som næst efter Eventyrene har gjort mest Lykke og som en engelsk Kritiker kalder: ”En Iliade i en Nøddeskal”. Efterat have skrevet ”Maurerpigen”, som kun fandt en kold Modtagelse, foretog vor Digter sin anden store Reise til Italien, Grækenland og Konstantinopel, som han har beskrevet paa fin Maade i ”En Digters Bazar”.
I Aaret 1838 vendte Throvaldsen, hvis Venskab Andersen allerede havde vundet i Italien, tilbage til sit Fædreland; hans Indtog i Kjøbenhavn var en sand Nationalfest; i hans Selskab paa Nysø hos Baronesse Stampe skrev Andersen flere af sine Eventyr, der dengang ikke havde synderlig Betydning herhjemme. Thorvaldsen morde det dog at høre og atter at høre de samme Eventyr; under hans mest poetiske Arbeider stod han med Smiil om Mund og lyttede til Historien om ”Toppen og Bolden” og ”Den grimme Ælling”, og tidt i Tusmørket, naar Familien sad i den aabne Havestue kom den store Kunstner stille hen, klappede Digteren paa Skulderen og sagde: ”Faae vi Smaa ikke et lille Eventyr?”
Af dramatiske Arbeider fra den Tid ville vi indskrænke os til at nævne ”Fuglen i Pæretræet” og Texten til den geniale Weyses ”Kenilworth”. Derpaa søgte han atter at styrke sig ved en af disse Reiser, der vare blevne en sand Nødvendighed for ham; han begav sig til Paris, hvos han modtoges med Agtelse og Velvillie af Victor Hugo, Alexander Dumas, Balzac samt Skuespilkonstens Fyrstinde, Rachel, og hvor han levede sammen med en Kreds af høitbegavede unge Landsmænd, f. Ex. Læsøe, Orla Lehmann, Krieger, Bunzen og Schiern.
I Aaret 1843 udgav H.C. Andersen sine ”Nye Eventyr”, der frembragte et af disse store Omslag i den offentlgie Mening, hvortil maaske ogsaa hans stedse voxende Berømmelse i Udlandet har bidraget Noget, og Digteren siger selv paa sin troskyldige Maade: ”Fra den Tid at regne har jeg Intet særligt at beklage mig over, jeg har efterhaanden faaet og faaer al den Erkjendelse og Gunst, jeg kan fortjene, ja maaske lidt mere endda”.
Det er Andersens Eventyr, der ubetinget herhjemme sættes over Alt, hvad han har leveret, og da vi selv dele den almindelige Mening, bede vi om Tilladelse til at dvæle lidt længer ved disse Smaahistorier, hvor Digterens levende Phantasi, vidunderlige Naivitet og friske Humor smelte sammen med hans fromme, barnlige Gemyt og danne et i vor Literatur uopnaaet Hele. Den første Samling udkom i Aaret 1835 og er senere bleven forøget med mange andre. De ere blevne læste med ligestor Glæde af Børn og af Voxne, de ere udgivne mangfoldige Gange og paa mange Sprog og ere blevne smukt illustrerede af den for Konsten i Almindelighed og for Xylographien isærdeleshed kun altfor tidligt bortdøde B. Pedersen. At fremhæve et enkelt Eventyr af denne herlige Skat, hvor Alt er saa udmærket, er vanskeligt; men ”Den grimme Ælling”, ”Den standhaftige Tinsoldat”, ”Toppen og Bolden” og ”Det er ganske vist” bør dog nævnes som nogle af de mest classiske. I en Anmeldelse i ”Dansk Maanedsskrift” siges: ”Eventyret holder en lystig Dommedag over Skin og Virkelighed, over den ydre Skal og den indre Kjerne. Der gaaer en dobbelt Strøm deri. En ironisk Overstrøm, som leger og spøger med Stort og Smaat, som spiller Fjerboldt med Høit og Lavt; og saa den dybe Understrøm, som retfærdigt og sandt bringer Alt paa den rette Plads. Dette er den sande, den christelige Humor.” Denne Udtalelse gier Digtreren selv det rette Eftertryk, idet han erklærer: ”hvad jeg vilde og stræbte at opnaae, er her klarlig udtalt!”. Naar til de alt omtalte Egenskaber endnu kommer den Omstændighed, at det dramatiske Element i de fleste af disse Eventyr og Historier er stærkt fremtrædende, er et ikke at undres over, at Jomfru Jørgensen, samt Dherr. Phister og Wiehe fik den heldige Idee, at fortælle nogle af dem fra Scenen, og at de bleve særdeles vel optagne.
Af danske Blade var det ”Fædrelandet” der først havde den Fortjeneste paa en hædrende og anerkjendende Maade at henlede Opmærksomheden paa Eventyrene, medens den dygtige Kritiker, P. L. Møller, ligeledes i ”Dansk Pantheon”, hvortil han skrev de fleste Biographier, hævede sin Stemme til Gunst for Andersen. I Udlandet gjenlød hans Roes overalt; den hæderligt bekjendte engelske Tidende ”The Atheneum” siger saaledes: ”Skjøndt det vil klinge forunderligt, kunde vi dog nok forsvare den Paastand, at den mest passende Form for en Anmeldelse af dette Værk vilde være en Alfemelodi, saadan som Weber digtede for Havfruerne i hans ”Oberon”, eller som Lizt improviserede kan hviske i en mild, begeistret Stemning”; men hvor høit disse arbeider skattes i andre Lande, kan man bedst bedømme deraf, at en tydsk Forfatter i en for nylig udkommen Literaturhistorie fortæller sine Læsere, at den engelske Oversætter af de Grimmske Folkeeventyr udtaler det Haab, at disse i Tiden maa blive ligesaa populaire i England, som Andersens, og i en fransk Udgave har man endog sammenlignet Eventyrene med Lafontaines ”Fables immortelles”.
I Foraaret 1844 fuldendte han det dramatiske Digt: ”Lykkens Blomst”, i hvilket ha nvilde vise, at det ikke er Konstnerens udødelige Navn, ikke Kongekronens Glands, der gjør Mennesket lykkeligt, men at Lykken findes, hvor man glad i Lidet, elsker og er genelsket, og fra et kort Besøg paa Nysø hjembragte han: ”Kongen drømmer”. Omtrent paa denne Tid blev ogsaa ”Den nye Barselsstue” indleveret til Opførelse paa det kongelige Theater, men anonymt; Stykket gjorde ualmindelig Lykke. Ingen uden de faa Indviede anede, at det var af Andersen, og han har først i en langt senere Periode vedkjendt sig det ved at optage det i sine Skrifter.
I October 1845 foretog Andersen sin tredje store Reise; han vilde gjensee Italien. Under dette Ophold i Rom fik nan først rigtigt Syn på Billedhuggerkonsten. ”Sneen tøede ham fr Øinene”, for at bruge Thorvaldsens Ord, og her saae han hos Jerichau, der nu var ”i sin Erkjendelses Opgang”, Gruppen ”Herkules og Hebe” og ”Pantherjægeren”, hvilke Arbeider først vakte den almindelige Opmærksomhed for denne Konstners Geni. Fra Italien begav han sig til det sydlige Frankrig, og i Bernet, mellem Pyrenæerne, i den friske Bjergnatur, ved Grændsen af Spanien, hvis Skjønhed han ikke skulde lære at kjende, sluttede han den samlede tydske Udgave af sine Skrifter. Kort efter sin Tilbagekomst til Fædrelandet fuldendte han Digtnignen ”Ahasverus” (1847), hvis Handling neppe er så overskuelig og hvis Characterer neppe ere saa skarpt tegnede, som man kan fordre af et Drama. Da Storken igjen fløi med udbredte Vinger fra Reden vaagnede atter Reiselysten hos vor Digter, og han besluttede nu for første Gang at besøge England, hvor det stolte engelske Aristokrati modtog ham med den mest glimrende og hædrende Gjestfrihed, og hvor han endog nød den sjeldne Ære, at modtage en naadig Indbydelse til at gieste Dronning Victoria paa Øen Wight. I Selskab med Jenny Lind, som paa den Tid optraadte i London og gjorde stormende Lykke, og med Charles Dickens, som sluttede sig med en beslægtets Sjæls hele Inderlighed til H.C. Andersen, tilbragte han herlige Dage, og med Baron Hambro foretog han en Udflugt til Skotland, Walter Scotts og Burns Rige.
I Sommeren 1848 fuldendte han udner et Ophold paa Glorup ”De to Baronesser”; til det danske Theaters hundredaarige Fest skrev han ”Kongens Dannevirke”, og ”da det deilige Foraar kom, da de unge Birketræer duftede saa forfriskende, da Solen skinnede saa varmt, pakkede Andersen atter sin Reisekuffert og gjestede Sverig, hvor man overalt kom ham hjertelig imøde, hvor Kongehusets Medlemmer viste ham den samme Deeltagelse, som Borgerne i Stockholm, og hvor han fandt et gjestfrit Hjem hos Digteren Baron Beskow, en af disse elskværdige Personligheder, ”fra hvem der ligesom udstraaler et mildt Lys over Livet og Verden.” Det aandige Resultat af denne Reise er giver i hans Bog: ”I Sverrig”, der er skrevet med Troskyldighed og med et aabent Blik for Naturen og Folkelivet. Af Folkelivet har Andersen til en enhver Tid følt sig særlig tiltrukket, og da Kjøbenhavn omsider ogsaa havde faeet sit Folketheater i Casino, skrev han flere Stykker for dette Theater, blandt hvilke ”Meer end Perler og Guld” og ”Ole Lukøie” vandt meget Bifald og stedse fyldte Huset.
I Tydskland var der alt for længe siden udkommen en samlet Udgave af H.C. Andersens Skrifter, og med denen fulgte: ”Das Märchen meines Lebens”, en Skizze, som blev optget med uddelt Interesse og sammenlignet med Goethes ”Wahrheit und Dichtung” og Rousseaus ”Confessions”. Han skulede nu ogsaa have den Lykke at udgive sine samlede Skrifter paa Dansk, ”et Ønske af Betydning, idet han da kunde ordne og tillige bortkaste en og anden altfor bladløs Green; hans Selvbiographi skulde stille det hele i det rette Lys.” Denne har han meddeelt i ”Mit Livs Eventyr”, der skulde indeholde og virkelig ogsaa indeholder den hele, fulde Erindring af hvad han levende følte og vandt. I Aaret 1853 begyndte han dette Arbeide, men Reiselivet er som et forfriskende Bad for hans Aand og Legeme, og han drog atter bort for i Wien, Triest og Venedig at nyde Foraaret i sin Friskhed. Paa Tilbagereisen tilbragte han et Par lykkelige Dage hos Kong Maximilian af Baierne i Hohenschwangau, den smukkeste Alperose, han saae her i Bjergene, og kort derpaa var han atter i Danmark, i travl Virksomhed ikke blot med Udgivelsen af ”Samlede Skrifter”, men ogsaa med FOlkecomedien ”En Landsbyhistorie”, der vandt stort Bifald i Casino. Sidste Bind af ”Samlede Skrifter” udkom netop, da vor Digter havde fyldt sit halvtredsindstyvende Aar, og han har i disse Dage fornummet en smuk Gjenklang af Opholdet hos Kong Maximilian, idet denne Konge i en egenhændig Skrivelse har viist ham den ualmindelige Ære, at optage ham blandt de hundrede indenlandske Konstnere og Videnskabsmænd, der ere hædrede med Maximiliansordenen.
Naar vor Digter i sin Selvbiographi erklærer: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! Havde jeg som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee, og hun havde sagt: ”Vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig, min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er, ” saa har han i Sandhed nydt en Lykke, som kun faa Menensker kunne rose dig af. Men han kan tillige med stolt Selvbevidsthed sige sig selv, at han ”Skridt for Skridt har hugget sig en Vei opad en steil Klippe”, og at han har tilkæmpet sig det Navn, som den lunefulde Skiebne syntes at have isinde at nægte den Bedende. Han har tilfredsstillet de Bedste af sin Tid; H. C. Ørsted, Thorvaldsen, Oehlenschlæger, Chamisso, Frederika Bremer, Jenny Lind, Charles Dickens have ikke blot havt Digtreren kjær, de have ogsaa været varme Beundrere af hans Muse, og han har altsaa efter Goethes Udsagn levet for alle Tider. Naar han netop i denne Tid, fem og tyve Aar efter at det første Eventyr var skrevet, kan bringe sin ualmindelig store Læsekeds en ny Samling, i hvilken ”En Historie fra Klitterne” og ”Deilig” ikke staae tilbage for nogen af de tidligere Historier, saa see vi heri en Forjættelse om, at Høsten vil blive Sommeren lig. Men H.C. Andersen har den Skjebne, at hans Livs Eventyr aldrig ville faae Ende; de ville have et evigtvarende Liv i vor Literatur ved Siden af det Bedste, som vi eie.
Paa en af de danske Øer, hvor gamle Thingsteder løfte sig i Kornmarkerne og mægtige Træer i Bøgeskovene, ligger en lille Stad med røde Tage paa de lave Huse; inde i eet af disse blev over Gløder og Immer paa Skorstenen lavet underlige Ting; der kogtes i Glas, der blev blandet og destilleret, der stødtes Urter i Morterne; en ældre Mand stod for det Hele.
”Man maa vel passe det Rette!” sagde han, ”ja, det Rette, det Rigtige, Sandheden i hver skabt Deel, skal man kjende og holde sig til!”
Inde i Stuen hos den brave Huusmoder sad to af Sønnderne, endnu smaa, men med voxne Tanker. Om Ret og Skjel havde ogsaa Moder altid talt til dem, om at holde paa Sandheden, det var Vor Herres Ansigt i denne Verden.
Den ældste af Drengene saae skjælmsk og kjæk ud, hans Lyst var at læse om Naturens Kræfter, om Sol og Stjerner, intet Eventyr var ham deiligere. O, hvor lykkeligt, at kunne gaae paa Reise-Opdagelser, eller at udfinde, hvorledes Fuglens Vinger lade sig eftergjøre, og da at kunne flyve; ja, det var at finde det Rigtige! Fader havde Ret og Moder havde Ret; Sandheden holdt Verden sammen.
Den yngre Broder var mere stille og gav sig ganske hen i Bøgerne; læste han om Jacob, som klædte sig i Faareskind for at ligne Esau og derved tilsvige sig Førstefødselsret, da knyttede han i Harme sin lille Haand, vred paa Bedragerne; læste han om Tyranner og al den Uret og Ondskab, der øvedes i Verden, da stod Taarer i hans Øine. Tanken om det Rette, Sandheden, der skulde og maatte seire, opfyldte ham saa mægtigt. En Aften, den Lille var allerede i Seng, men Gardinerne om den ikke helt trukne til, Lyset skinnede ind til ham, han laae med sin Bog og maatte endelig læse Historien om Solon ud.
Og Tankerne løftede sig og bar ham saa sælsomt vidt; det var, som om Sengen blev et heelt Fartøi for fulde seil; drømte han, eller hvad var det? Han gled hen over rullende Vande, Tidens store Søer, han hørte Solons Røst, forstaaeligt og dog i fremmed Maal lød det danske Valgsprog: ”Med Lov skal man Land bygge!”
Og Menneskeslægtens Genius stod i den fattige Stue, bøiede sig over Sengen og trykkede et Kys paa Drengens Pande: ”Bliv stærk i Hæder og stærk i Livets Kamp! Med Sandhed i dit Bryst, flyv mod Sandhedens Land!”
Den ældre Broder var endnu ikke tilsengs, han stod ved Vinduet, saae ud paa Taagerne der løftede sig fra Engen; det var ikke Elverpigerne, som dandsede der, det havde rigtignok et gammelt Tyende sagt ham, men han vidste bedre Besked, det var Dampene, varmere end Luften, og saa løftede de sig. Et Stjerneskud lyste og Drengens Tanker var i samme Nu fra Jordens Dunster, heelt oppe ved det lysende Meteor. Himlens Stjerner blinkede, det var, som om der hang lange Guldtraade fra dem ned til vor Jord.
”Flyv med mig!” sang og klang det lige ind i Drengens Hjerte; og Slægternes mægtige Genius, hurtigere end Fuglen, end Pilen, end Alt hvad Jordisk der flyve kan, bar ham ud i Rummet, hvor Straale fra Stjerne til Stjerne bandt Kloderne til hinanden; vor Jord dreiede sig i den tynde Luft, By syntes tæt ved By. Gjennem Sphærerne klang det:
”Hvad er nær, hvad er fjern, naar Aandens mægtige Genius løfter Dig!”
Og atter stod den Lille ved Vinduet og saae ud, den yngre Broder laae i sin Seng, Moder kaldte dem ved deres Navn: ”Anders og Hans Christian!”
Danmark kjender dem, Verden kjender de to Brødre – Ørsted.
H.C. Andersen
Som en literair Nyhed paa Julebordet fremkommer ogsaa iaar ”Folkekalender for Danmark”, hvis 9de Aargang har forladt Pressen. Et smukt Portrait af Holberg, et rigt og afvexlende Indhold, og de hertil hørende Illustrationer, ville bevare denne Bog den Velvillie, den allerede længe har vunden; som de fortrinligste Bidrag nævne vi Andersens maleriske Skildring af ”Skagen”, x’s poetiske Sammenstilling af ”Kjærligheden og Magnetismen”, Carl Bernhards livlige og underholdende Fortælling: ”Af Tante Lenores erindringer” og Bøghs humoristiske Digt om Moderne.
Bjørnstjerne Bjørnson har begyndt en ny national Fortælling ”En glad Gut”, der staaer som Feuilleton i ”Aftenbladet”.
Paa vort Forlag er udkommet:
Folkekalender for Danmark.
9de Aargang. 1860. 48 Sk.
Med Ludvig Holbergs Portrait i Staaltik og en Mængde Træsnit og Chemitypier.
Indhold: Kalenderens Fest- og Mærkedage. – Genealogi. – Det danske Kongehuus. – Det kongelige Geheime-Statsraad. – Med Ludvig Holbergs Portrait. – Universitetsbibliotheket af Kristian Arentzen. – Nørlund af T.A. Becker. – Freias Roser af Forf. til “Et Ungdomsliv”. – Magnetisme og Kjærlighed af r. – Runde Faarehækker. – Skagen, af H.C. Andersen. – Ambrosius Stub af Kristian Arentzen. – Christendommens Indførelse paa Island af L. Warming. – Skanderborg af F. – Den menneskelige Tunge. – Feens Billeder af Erik Bøgh. – De vigtigste Opfindelser og Opdagelser af R.W. Bauer. – Zigeunersang af C. Hauch. – Af Tante Lenores Erindringer af Carl Bernhard.
C. C. Lose & Delhanco.
Paa G.E.C. Gads Forlag er udkommet:
Det nyere Lystspil i Frankrig og Danmark.
Et med Universitetets Guldmedaille lønnet Priisskrift af P.L. Møller. Priis 1 Rd. 48 Sk., indb. 2 Rd.
Den af Censorerne (F.C. Sibbern og C. Hauch) fældede Dom var følgende: Som Besvarelse af det i Aaret 1856 udsatte æsthetiske Priisspørgsmaal, angaaende det nyere franske Lystspils Fortrin og Mangler og dets Indflydelse paa den dramatiske Poesies Udvikling hos os, have vi modtaget en Afhandling med det Motto: les decrets du destin ont Voulusqu’ Apollon etc. Uagtet Forf. af denne Afhandling maaskee kan siges at have fattet sig noget kortere i Conclusionen, end man efter den udførlige Behandling af Præmisserne skulde ventet, saa har han dog ei blot viist, at han baade i den franske og i den danske Litteratur er i fuldkommen Besiddelse af den Indsigt, der til Løsningen af Opgaven udfordredes, men har tillige lagt for Dagen, at han har forstaaet, ved Tankens Magt at hehandle det Hele og lede det derhen, hvor Løsingen ligger. Han har godtgjort, at han har gjennemgrandsket sit Stof uden at overvældes deraf; han forener grundigt Studium af det givne med selvstændig Tænksomhed, og det er os en Fornøielse at kuune fælde den Dom, at Afhabdlingen fuldkommen fortjener at belønnes med Universietets Præmie.
Fortællinger og Vers for Større og Mindre
Med Bidrag af H.C. Andersen, K. Arentzen, V. Bergsøe, Gerda Christens, C. Ploug, C. Richardt og Chr. Winther samt 63 Billeder.
Udgivne af Gotfred Rode.
Gyldendalske Boghandling. Kittendorff & Aagaard. Th. Lind.
Nytaarsmorgen
Et nyfødt Aar paa Verdensstrømmen glider
Med Malurtstængel og med Rosenflor.
Hvad faae vi hver? — Bed med dit Fadervor
Om Kraft i Medgang og naar hjertet lider.
Stræb i alt Godt og lad det saa staae til! —
I Verden skeer alene, hvad Gud vil.
H.C. Andersen
Gurre.
-”O husker Du Sjølund, den deilige Ø,
Hvor de vilde Skovduer kurre,
De duftende Bøge, den lille Sø,
Husker Du Gurre!” –
H.C. Andersen
Flyttedagen.
Du husker nok Taarnvægteren Ole, jeg har fortalt om to Besøg hos ham, nu skal jeg fortælle om et tredje, men det er ikke det sidste.
Sædvanligviis er det ved Nytaarstid jeg gaaer op til ham, nu derimod var det paa Flyttedagen, for da er her ikke behageligt nede i Byens Gader, de ere saa opdyngede med Feieskarn, Skaar og Stumper, ikke at tale om udtjent Sengehalm, som man maa gaa at ælte i. Der kom jeg nu og saae, at i denne udvæltede Overflødigheds-Bøtte legede et Par Børn, de legede at gaae i Seng, her var saa indbydende til den Leeg syntes de, ja, de krøb ned i den levende Halm og trak et gammelt laset Stykke Væggebetræk over sig, som Sengetæppe. ”Det var saa Yndigt!” sagde de, mig var det formeget, og saa maatte jeg afsted, op til Ole.
”Det er Flyttedag!” sagde han, ”Gader og Stræder tjene som Bøtte, storartet Bøtte, mig er en Vognfuld nok! Det kan jeg faae Noget ud af, og det fik jeg ogsaa kort efter Juuel; jeg kom nede paa Gaden, der var raat, vaadt, sølet og til at blive forkjølet; Skraldemanden holdt med sin Vogn, den var fyldt, en Slags Prøvekort på Kjøbenhavns Gader ved Flyttedagstid. Bag i Vognen stod et Grantræ, endnu ganske grønt og med Flitterguld paa Grenene; det havde været til Julestads, og var nu kastet ud paa Gaden, og Skraldemanden havde stukket det op bag i Dyngen; lysteligt at se paa,eller græde over, ja det kan man ogsaa sige, det kommer an paa, hvad man tænker derved, og jeg tænkte derved, og tænke gjorde bestemt ogsaa Et og Andet af det, der laa paa Vognen, eller det kunde have tænkt, som jo er omtrent Et og det Samme. Der laae nu en slidt Dame-Handske; hvad tænkte vel den? Skal jeg sige Dem det? Den laae og pegede med Lillefinger lige paa Grantræet. ”Mig rører det Træ!” tænkte den, ”ogsaa jeg har været til Fest med Lysekroner! Mit egentlige Liv var en Balnat; et Haandtryk og jeg revnede! Der slipper min Erindring; jeg har ikke mere at leve for!” Det tænkte Handsken eller kunde den have tænkt. ”Det er flaut med det Grantræ!” sagde Potteskaarene. Knækket Leertøi finder nu Alting flaut. ”Er man paa Skarnvognen,” sagde de, ”saa skal man ikke skabe sig og bære Flitterguld! Jeg veed, at jeg har gjort Gavn i denne Verden, mere Gavn end saadan en grøn Pind!” – See det var nu ogsaa en Mening, som nok Flere have, men Grantræet saa dog godt ud, det var lidt Poesi paa Skarndyngen, og af den er der meget omkring i Gaderne, paa Flyttedag! Veien bliver tung og besværlig, og jeg faaer Lyst at komme afsted, eller er jeg paa Taarnet, da at blive heroppe, og see ned fra det med Humeur.
Der lege nu de Godtfolk at bytte Huse! De slæbe og ase med deres Flyttegods, og Nissen sidder i Bøtten og flytter med; Huusvrøvl, Familievrøvl, Sorger og Bekymringer flytte fra den gamle til den nye Leilighed, og hvad faae saa de og vi ud af det Hele? Ja, det staaer saamænd allerede for længe siden nedskrevet i det gamle, gode Vers i ”Adresseavisen”: ”tænk paa Dødens store Flyttedag”! Det er en alvorlig Tanke, men den er Dem vel ikke ubehagelig at høre om. Døden er og blvier den paalideligste Embedsmand, uagtet hans mange Smaaembeder! Har De aldrig tænkt derover? Døden er Omnibusfører, han er Passkriver, han sætter Navn under vor Skudsmaalsbog og han er Directeur for Livets store ”Sparekasse”, og naar saa Døden kommer med sin Flyttedags Omnibus, og vi maa ind der og kjøre med til Evigheds-Landet, da giver han os ved Grændsen vor Skudsmaalsbog, som Pas! Til Lærepenge paa Reisen tager han udaf Sparekassen en eller anden Gjerning, vi have øvet, den der meest betegner vor Færd; det kan være fornøieligt, men ogsaa forfærdeligt. Ingen er endnu sluppen fra den Omnibusfart; der fortælles jo rigtignok om En, som ikke fik Lov at komme med, Jerusalems Skomager, han maatte løbe bag efter, havde han faaet Lov til at komme ind i Omnibussen, da var han sluppet for Poeternes Behandling. – Kig engang med Tankerne ind i den store Flyttedags Omnibus? Der er blandet Selskab! Der sidder ved Siden af hinanden Konge og Staader, den Geniale og Idioten; afsted maae de, uden Gods og Guld, kun med Skudsmaalsbog og Sparekasse-Lærepenge! Men hvilken af Ens Gjerninger bliver vel taget frem og givet med? Maaske en ganske lille, en glemt, men gjemt, lille som en Ært, men Ærten kan skyde som blomstrende Ranke. Det stakkels Skrumpelskud, der sad paa den lave Skammel i Krogen og fik Knubs og haarde Ord, faaer maaske sin slidte Skammel med som Tegn og Hjælpepenge; Skammelen bliver til Bærestol ind i Evighedens Land, løfter sig der til en Throne, straalende som Guld, blomstrende som en Løvhytte. Den som her altid gik og pimpede Fornøielsens Krydderdrik for at glemme andet Galt han her gjorde, faaer sin Træbimpel med og maa drikke af den paa Omnibusfarten, og den Drik er reen og puur, saa at Tankerne klares, alle gode og ædle Følelser blive vakte, han seer og fornemmer, hvad han før ikke gad see eller kunde see og da har han i sig Straffen, den nagende Orm, der ikke døer i unævnelige Tide. Stod der paa Glassene skrevet ”Glemsel”, da staaer der paa Bimpelen: ”Erindring”.
Læser jeg en god Bog, et historisk Skrift, Personen jeg læser om, maa jeg da altid tænke mig tilsidst naar han kom i Dødens Omnibus, tænke over, hvilken af hans Gjerninger Døden tog ud af Sparekassen til ham, hvilken Lærepenge han fik ind i Evigheds-Landet. Der var engang en fransk Konge, hans Navn har jeg glemt, Navnet paa de gode glemmes sommetider, ogsaa af mig, men det lyser nok frem igen; det var en Konge, der i en Hungernød blev sit Folks Velgjører, og Folket reiste ham et Monument af Snee, men den Indskrift: ”Hurtigere end dette smelter, hjalp Du!” Jeg kan tænke, at Døden gav ham, i henhold til Monumentet, en eneste Sneefnok (=snefnug), der aldrig smelter, og den fløi som en hvid Sommerfugl over hans kongelige Hoved ind i Udødeligheds-Landet. Der var nu ogsaa Ludvig den Ellevte, ja ham husker jeg Navnet paa, det Onde husker man altid godt, et Træk af ham kommer mig tidt i Tanke, jeg vilde ønske man kunde sige Historien var Løgn. Han lod sin Fonnetable henrette, det kunde han, med Ret ellr Uret, men Fonnetablens uskyldige Børn, det ene otte Aar, det andet syv, lod han stille op paa samme Rettersted og bestænke med deres Faders varme Blod, derpaa føre til Bastillen og sættes i Jernbuur, hvor de ikke engagn fik et Teppe at lægge over sig; og Kong Ludvig sendte hver ottende Dag Bøddelen til dem og lod en Tand trække ud af hver, for at de ikke skulde have det altfor godt; og den ældste sagde: ”Min Moder vilde døe af Soerg, om hun vidste, at min lille Broder leed så Meget; træk derfor to Tænder ud af mig og lad ham fri!” og Bøddelen fik Taarer i Øinene derved, men Kongens Villie var stærkere end Taarerne og hver ottende Dag bragtes paa Sølvtallerken til Kongen to Børne-Tænder; han havde forlangt dem, han fik dem. De to Tænder, tænker jeg, tog Døden ud af Livets Sparekasse for Kong Ludvig den Ellevte og av ham med paa Reisen ind i det stroe Udødeligheds-Land; de flyve, som to Ildsluer, foran ham, de lyse, de brænde, de knibe ham, de uskyldige Børne-Tænder.
Ja, det er en Alvors Kjøretour, den Omnibustour paa den store Flyttedag! Og naar kommer den vel? -Det er det Alvorlige derved, at hver Dag, hver Time, hvert Minut kan man vente Omnibussen. Hvilken af vore Gjerninger mon da Døden tager ud af Sparekassen og giver os med? Ja, lad os tænke derpaa; den Flyttedag staaer ikke i Almanaken!”
H. C. Andersen
1.
Jylland mellem tvende Have
Som en Runestav er lagt,
Runerne er Kæmpegrave
Inde midt i Skovens Pragt
Og paa Heden alvorsstor,
Her hvor :/: Ørknens Luftsyn :/: boer.
2.
Jylland, Du er Hovedlandet,
Høiland med Skov-Ensomhed!
Vildt i Vest med Klittag, Sandet
Løfter sig i Bjerges Sted;
Østersø og Nordhavs Vand
Favnes :/: over Skagens :/: Sand.
3.
Heden, ja man troer det neppe,
Men kom selv, besee den lidt!
Lyngen er et pragtfuldt Teppe,
Blomster mylre milevidt.
Skynd Dig, kom! om føie Aar
Heden :/: som en Kornmark :/: staaer.
4.
Mellem rige Bøndergaarde
Snart Dampdragen flyve vil;
Hvor nu Loke sine Hjorde
Driver, Skove voxe til,
Britten flyver over Hav,
Gjester her :/: Prinds Hamlets :/: Grav.
5.
Jylland mellem tvende Have
Som en Runestav er lagt,
Fortid mæle dine Grave,
Fremtid folder ud din Magt;
Havet af sit fulde Bryst
Synger :/: høit om Jyllands :/: Kyst.
H.C. Andersen
Efterat den ”Folkekalender for Danmark”, der udgjorde Begyndelsen til den Række, som nu i 9 Aar efter hinanden har seet Lyset ved Juletider, strax ved dens Udgivelse var bleven udsolgt, har et nyt, forandret Oplag i disse Dage forladt Pressen og gjort det muligt for Eierne af den senere Aargange at komme i Besiddelse af Værket complet. Som bekjendt indeholder denne første Aargang værdifulde Bidrag af H. C. Andersen, T. A. Becker, C. J. Brandt, E. Bøgh, N. F. S. Grundtvig, H. P. Holst, Ludv. Chr. Müller, C. Ploug og Fl.
Vilhelm Pedersen
Thomas Vilhelm Pedersen er født den 28de Januar paa Karlslundegaard ved Kjøge. Hans Fader var Capitainlieutenant i Søetaten, Ove Christian Pedersen, og hans Moder, Oline Henriette Barfred. Faderen døde i ung Alder under et Ophold i Vestindien, da Sønnen – den Yngste af 6 Sødskende – neppe var et halvt Aar gammel, og Opdragelsen kom saaledes ganske til at paahvile Moderen, der var uformuende, og kort efter sin Mands Død, foranlediget ved Branden paa Kalrslundegaard, flyttede til Kjøbenhavn, hvor Familien nu stadig havde Bolig. Som dreng kom Vilhelm Pedersen i Efterslægtskolen, hvor hans tegnetalent – en Arv saavel efter Faderen som efter Bedstefaderen, der var Tegneinformator ved det gamle Academi i Sorø – tidlig vakte Opmærksomhed. Hans Lærer i denne KOnst erklærede ham for den flinkeste af Skolens Disciple, og Skolens Inspecteur, afdøde Professor Friedenreich, som havde fattet Interesse for sin Eleves Uddannelse, tilbød ham, da han udmeldte sig af Skolen for at underkaste sig Examen ved Søcadet-academiet, at lade hans Friplads staae aaben for ham, hvis det ikke skulde lykkes ham et erhverve den attraaede Cadetplads. Denne erholdt han imidlertid efter aflagt Prøve i Aaret 1834; men hans Stilling ved Academiet, hvorvel den i andre Henseender befordrede hans Udvikling, forhindrede ham fra at uddanne sit medfødte Talent i den Grad, hvortil han selv følte Lyst og Trang. Ogsaa lagde hans mindre stærke Constitution, og de derved ofte foranledigede Sygdomme, allerede som ung ham Hindringer i Veien, ja bragte ham et Par Gange Døden nær; saaledes paa et Togt i Nordsøen, med Cadetskibet, hvor hans Død ansaaes for saa vis, at man allerede havde tømret hans Ligkiste, pg senere under en ondartet Typhusfeber, der i hans nittende Aar i flere Maaneder fængslede ham til Sygeleiet, forsinkede hans Officersexamen et heelt Aar, og lagde Spiren til hans senere Brystsvaghed.
1841 blev V. P. Lieutenant I Marinen og gjorde Aaret efter et Togt til Midelhavet og Levanten med Fregatten ”Thetis”. Det følgende Aar var han med Dampskibet ”Kiel” til Kong Christian den Ottendes Disposition ved Føhr. Ved denne Leilighed opdagede Kongen hans Tegne- og Malertalent, opmuntrede ham til at uddanne det, og tilstod ham, med Hensyn hertil, 4 Aars Permission med Bibeholdelse af sin Gage. Her begyndte nu den unge Lieutenants Konstnerskærsild. Han arbeidede Meget i disse 4 Aar, tildeels udner Professor Marstrands Veiledning, og han producerede ogsaa Meget, hvoraf hans Beskedenhed dog kun tillod ham at fremstille ganske enkelte Ting for Publicum. Men hvad der i dette Tidsrum bestandig blev ham selv klarere og ofte forstemte ham, var Misforholdet mellem hans techniske Uddannelse og hans Compositionstalent. Medens dette, støttet paa en rig og levende Phantasi, i høi Grad var udviklet, lod – idetmindste i hans egne Øine – den techniske Udførelse Meget tilbage at ønske. Dette gjaldt dog egentlig kun om Maleriet; thi hvor grundig han allerede dengang behandlede sin Tegning, saavel af Konst- som Naturgjenstande, dette beviser hans fra den Tid efterladte fortræffelige Studier. – Imidlertid gjorde han god Fremgang ogsaa i den egentlige Malerkonst, og da han hørte til Aandens Børn, hvis Kjendemærke er Perfectibilitet, vilde det uden Tvivl have lykkedes ham at overvinde de Ufuldkommenheder, der skyldtes Savnet af en tidlig Skoledannelse. Flere Malerier fra hans senere Aar, anvnlig et stort qvindeligt Hoved, malet under hans Ophold i Italien, bekræfte denne stadige og stigende Udvikling med Hensyn til det Techniske. For resten høre til denne Periode mange ypperlige LAndskabsskizzer, henkastede paa Lærredet med stor Lethed og Ynde, altid udtrykkende en klar poetisk Stemning og ofte udførte i en utrolig kort Tid, somme af dem i Løbet af en Formiddag. Til Slutningen af Perioden høre ogsaa hans Illustrationer af H. C. Andersens Eventyr, der have vundet saa megen Anderkjendelse og fundet en saa vid Udbredelse.
Under denne forekjelligartede Virksomhed og dog stadige Henarbeiden mod Maalet, var Permissionstiden udløben, og den unge Officeer, der imidlertid havde forlovet sig, skulde nu afgjøre, om han ganske vilde hellige sig til Konsten, eller vende tilbage til sin militære Stilling, der i mange Maader var ham kjær og tiltrækkende. Aldelies enig med sig selv var han ikke, da Krigens Udbrud i Foraaret 1848 sparede ham valget. Han meldte sig strax til Tjenesten og fik Ansættelse paa Fregatten ”Gefion”, som afgik til Blokadestationen i Nordsøen. Om Efteraaret hjemkommen fra denne Søtoru, der – som overhovedet hele Feltlivet – havde en særdeles gavnlig Indflydelse paa hans Sundhed, udgav han i Vinterens Løb sine bekjendte Skyggebilleder, der i ikke mindre Grad end hans øvrige Arbeider vidne om Talent, Lune og Skjønhedssands.
I det for vor Marine uheldige Foraar 1849 deeltog V. P. – ligeledes paa Fregatten ”Gefion” – i den ulykkelige Skærtorsdagskamp ved Eckernførde. Han udviste her Konduite og Mod, og maatte midt under Bataillen i en Baad afhente Lægehjælp fra Linieskibet, ved hvilken Leilighed han for sidste Gang traf sammen med de til Døden indviede Kammerater. Hvor lidet man for øvrigt hiin skæbnesvangre Morgen tænkte sig en alvorlig Kamp nær forestaaende, viser blandt andet hans egen BEskjæftigelse under Indseilingen til Eckerneførde. Det skjønne Fjordløb med de til begge Sider opadgaaende Kyster, behagede i høi Grad hans Konstnerøie; han trak sin Tegnebog frem og gav sig i al Mag til at tegne, da pludselig en Kugle fra et af Strandbatterierne, som foer ham tæt forbi, borttagende en Deel af Skibets Skandsebeklædning, mindede ham om at stikke Blyanten ind og give Tankerne en anden Retning. Efter Affairen, hvori han blev let saaret, maate han tilbringe Sommeren som Krigsfange i Segeberg; dog havde han den Tilfredsstillelse paa en ærefuld Maade at see sig omtalt i Chefens Rapport, og af Kongen at modtage Ridderkorset. – Løsladt af sit Fangenskab ved Vaabenhvilen, var han Aaret efter med Korvetten ”Valkyrien” paa Blokadestation i Østersøen. I Foraaret 1851 giftede han sig med sin Forlovede, men udcommanderet til Vestindien, maatte han strax efter Brylluppet afgaae med Briggen ”Ørnen” og var nu brote hele dette og Størstedelen af det følgende Aar. Denne Reise, og navnlig Opholdet ombord i de vestindiske Farvande, med deres hede Dage og kolde Nætterm nedbrød hans Helbred i en overordentlig Grad. Han blev alvorlig syg og kom hjem i yderst svækket Tilstand. Denne vedvarede næsten et Aar, hvorefter hans Helbred forbedrede sig saa meget. At han kunde overtage Posten som Næstcommanderende paa Vagtskibsstationen i Storebelt. Aaret efter fik han Officersbolig i Nyboder; men denne Bolig med dens lave, beklumrede Værelser – trods det lykkelige huuslige Liv han der førte med Kone og Børn, Slægt og Venner – befordrede hverken hans Sundhed eller hans Production, som med Undtagelse af enkelte Udkast til større Malerier, mest bestod i Illustrationer. – 1856 var hen, som Næstcommanderende paa Dampcorvetten ”Thor”, paa et Krydstogt i Østersøen og Nordsøen – en Tour, der bekom han saa vel, at hans Familie og Venner atter fik Haab om en grundig Helbredelse. I dette Haab, som han selv deelte, forenede han sig med en Ven, der af Sundhedshensyn begav sig til Italien, og tilbragte nu Vinteren og næste Foraar i Pisa, Florents og Rom, hvis Konstskatte i høi Grad vederqvægede og fyldte hans Aand, men lagde Beslag paa flere Kræfter end tjenligt. Veirliget var dette Aar usædvanlig strengt i Italien, og i Rom, hvor han tegnede og malede meget, flittig besøgte KOnstsamlingerne og gjorde mange Bekjendtskaber – blandt Andre med Maleren Ernst Meyer, efter hvis Raad han lagde sig efter Aquarelmaleriet – angreb Opholdet i de kolde Gallerier ham i den Grad, at han fik Blodspsytning, og hans Tilstand forbedredes ikke ved Hjemreisen over Paris, hvor det kortvarige Ophold tvang ham til Overanstrengelse, for nogenlunde at faa Alt med. Ved Hjemkomsten var det synligt, at hans legemlige Forfatning ved denne italienske Reise snarere havde forværret end forbedret sig, og den ikke lange Tid – kun lidt over halvandet Aar – han endnu havde tilbage at leve, viste ved langsom men stadig Aftagen af Kræfterne, at Haabet om Helbredelse maatte opgives. Men tæredes end Legemet hen, var dette dog ikke Tilfældet med Aanden, der med Fasthed og Ro mandigt holdt igjen, aldrig udbrød i Klager og bevarede Livsmod og Arbeidslyst usvækket. Først da Katastrophen indtraadte, maatte ogsaa han betale Støvet sin Gjeld, og i haarde Lidelser, mest foraarsagede ved stærke astmathiske Beklemmelser, sukke efter Lindring og Befrielse. – Her var dog Religionen hans Tilflugt, og med dens Trøst i Sjælen hensov han, Natten mellem den 12te og 13de Marts 1859, i en Alder af 39 Aar.
Vilhelm Pedersen var af Middelhøide, blond, med et anbefalende Ydre, en fri og rolig Holdning, og, naar han ikke altfor meget var trykket af Sygdom, fuld af Liv og Munterhed. Han forstod med lige Lethed at omgaaes de forskjellige Samfundsklasser, og han var med god Grund yndet i Selskabet, da han ved sin Indtrædelse altid medbragte noget Lysende og Oplivende, altid traf den rette Tone, og vandt Gemytterne ved sit ligefremme, men dog finde og dannede Væsen. Uden at besidde store Kundskaber, var han vel oplært og derhos begavet med Interesse og aaben Sands i næsten alle Retninger. Hans Sømandsnatur, forbunden med et vist Humor og et frit Blik over Livet, bevarede ham for det Cocerivæsen, der ikke saa sjelden træffes blandt Konstnerne. Om sig selv og sine Arbeider dømte han med stor Beskedenhed, og uagtet han vel var sig sin Naturbegavelse bevidst, gives der vist Faa, som tillægge deres Præstationer mindre Betydning, end han sine. Næsten alle sine Malerier og malede Skizzer forærede han til Venner og Bekjendte, og beholdt for sig selv kun Haabet om engang at naae Konstnermaalet, som det stod for ham. Han skulde ikke naae det; hans Liv var ikke blot – hvad der gjelder om alle Menneskers – et Brudstykke; men dette korte Liv kunde gjerne kaldes en lang Sygehistorie. Og dog – naar man fra Enden seer tilbage over dette Liv, hvor rigt har det ikke været! Hvad havde han ikke beskuet og tilegnet sig af Jordens Herlighed, af Naturens og Konstens Skatte! Hvor meget havde han ikke prøvet og erfaret, nydt og lidt! Med hvilken Kraft og Varme han i sin klare og levende Phantasi opfattede og bevarede de mangfoldige Scener af Livet, der paa hans Reiser og under Opholdet herhjemme droge ham forbi, derom vidne hans ypperlige Haand- og Pennetegninger, hvoraf her gjengives et Par, og hvoraf flere ere Publikum bekjendte fra den Udstilling af hans Arbeider, der fandt Sted kort efter hans Død. Det er at haabe, at den kongelige Kobberstiksamling, der under Etatsraad Thieles indsigtsfulde Bestyrelse allerede har erhvervet og saa hensigtsmæssigt ordnet flere afdøde Konstneres Haandtegninger, ogsaa vil vide at forskaffe sig disse, og derved bevare dem fra Tilintetgjørelse og Adsplittelse, saa de kunne komme Eftertiden til gode.
Endnu vil jeg forsøge at besvare det Spørgsmaal, der oftere skal være opkastet, især, siger man, blandt Konstnerne, om Vilhelm Pedersen burde betragtes som Konstner eller Dilettant. Spørgsmaalet er i objektiv Henseende, det er, med Hensyn til de frembragte Værker, temmelig ørkesløst; thi Konst og Dilettantisme, i Forbindelse med Talent, ere lige modsatte Fuskeriet. Forskjellen mellem begge er mere end en Grads end en Væsensforskjel, og paa et Konstværks tidligere Stadium, f. Ex. Som Skizze, vil det ofte være umuligt at afgjøre, om det skyldes en Konstner eller en Dilettant. I subjectiv Henseende, eller med Hensyn til en vis given Dyrker af Konsten, har Spørgsmaalet sin Interesse; men for at besvare det tilbørligt, maa man ikke lade sig nøie med den almindelig antagne Forskjel mellem Konstner og Dilettant, at den Første er en Mand, der gjør Konsten til sin Hovedbeskjæftigelse, medens den Sidste ogsaa ivaretager andre Forretninger og kun i Ny og Næ, om end con amore, dyrker Konsten. Hvis dette Kriterium skal gjelde, var V. P., ifølge sin Stilling som Søofficer og Embedsmand, naturligviis en Dilettant. Men Forskjellen ligger dybere. Sand Konst forudsætter et Ideal og en bestandig bevidst Stræben hen imod Maalet, eller med andre Ord, en stedsevarende Begeistring. Han kan besidde store Midler, have lært og tilegnet sig Meget; men han er ikke i Besiddelse af det aandelige Maal, den aandelige Maalestok. Han staaer paa Naturstandpunktet og ligner Træet, hvis Frugter kunne være fortræffelige, saalænge Stammen er frisk og ung, men han savner Aandens Spore og – trods al Fremgang i det Enkelte – Perfectibilitet. – Med dette for Øie, vilde jeg aldrig tage i Betænkning at kalde Vilhelm Pedersen en ægte Konstneer. Ikke blot var hans Naturbegavelse stor – thi om en saa levende Phantasi og et saa rigt Compositionstalent skal man søge længe – men han var virkeligt i Besiddelse af denne aandige, uafladelige Drift og Stræben, der kun lader sig forklare ved Idealets Tilstedeværelse i Sjælen. Ogsaa hans Talents Retning var fast og bestemt, og der fandt fra hans Side ingen Famlen Sted. Det var ikke hvad man i Konsten kalder det Ophøiede, men det Skjønne og Idylliske, der mest tiltrak ham, og derhos stod det Lunefulde ham aabent i alle Retninger. Hvad ham fattedes, var saaledes hverken Aand eller eiendommeligt Talent, men, foruden tidlig planmæssig Uddannelse, den legemlige Kraft, der tilsteder uafbrudt og vedhængende Arbeiden, for at gjennemføre Værket i de mindste Enkeltheder. I denne Henseende viser hans bevidste konstneriske Stræben, der her paa Jorden ikke blev tilfredsstillet, ud mod en fuldkomnere Christens, og det Dødelige vidner her om det Udødelige.
Fr. Paludan-Müller
Konstudstillingen paa Charlottenborg aabnedes igaar paa Akademiets Stiftelsesdag med megen Høitidelighed af H.M. Kongen. Saavel Directeuren som Secretairen holdt Taler og to nye Sange af H. C. Andersen bleve afsungne af KOnstnerne. Kataloget over Malerierne tæller 2016 Nummere, og deriblandt findes de bekjendteste Konstnere repræsenterede; Exner (5), Frølich (5), Const. Hansen (1), H. Hansen (1), Fru Jerichau (1), Kjerschau (1), Kloss (1), Libert (1), F. C. Lund (1), Marstrand (4), Anton Melbye (4), Olrik (1), Ottesen (5), Plum (2), Raadsig (3), Roed (2), Rohde (1), Rump (7), Simonsen (3), Skovgaard (3), Sonne (3), Storch (2), Sørensen (5), Vermehren (3).
Af H. C. Andersens ”Nye Eventyr og Historier”, der på Dansk ere udgivne i 4 Hefter, ventes snart en engelsk Oversættelse hos Richard Bentley i London. De ville udkomme under Titlen: ”A Story from Iutland sandhills and other tales.”
Passions-Skuespillet i Oberammergau i 1860.
Aldrig glemmer jeg Passions-Skuespillet i Oberammergau, saaledes som det overtraf al min Forventning. Jeg kunde forud ikke tænke mig, uden som forargeligt, at see Jesus fremstillet paa Scenen, men saaledes som det skete her, i from Tro, fuld af Inderlighed og med en saa utrolig Skjønhed, faldt alt Forargeligt bort, man følte sig grebet, kom i Stemning og blev revet med.
Den i Theater- og Skuespil-konst kyndige og berømte Eduard Devrient har om disse Forestillinger skrevet en interessant Bog: ”Das Passions-Schauspiel im Dorfe Oberammergau in Oberbaiern 1850”, den vi særdeles anbefale at læse. – Hver, som mener, at det Hellige bliver vanhelliget ved at bruges paa et Theater, ja, ”han komme her hen for at see og belæres”. Det er et Ønske, vi gjentage, thi i Sandhed, dette hele religiøse Skuespil har en Storhed, en Uskyldighed, Noget saa forunderligt Gribende, at selv den mest Profanerende maa forstumme og erkjende, at det her er ingen Leg, men et Vækkelses-Middel, – Lidelseshistorien ligesom illustreret ved Parallelsteder fra det gamle Testamentes Begivenheder, bliver levendegjort for os, de to Testamenter smelte sammen i en Heelhed. Hvor hverdags smaa og ringe blive ikke da de sædvanlige Theaterstykker mod denne Menneskehedens store Tragedie!
Hvert tiende Aar gjentages dette Folkeskuespil, i vor Tid den sidste Levning af Middelalderens ”Mysterier”. Fra Slægt til Slægt er Spil og Handling gaaet i Arv, en kort Tid bleve de henlagte, men da i Aaret 1633 en pestagtig Sygdom angreb hele Egnen, besluttede Menigheden til Erindring om Befrielsen fra dette Onde, at gjentage til Opbyggelse og Bestyrkelse i Tro og christelig Vandel deres fromme Skuespil. Det er nu omtrent halvhundrede Aar siden, at dette fik et nyt og høiere Opsving, idet en Geistlig fra det nærliggende Kloster Ettal bearbejdede den gamle Text og bortskar de burleske Scener med Djævelen; en fattelig, ikke uheldig Musik, blev af Landsbyens Organist underlagt Ordene.
Folkeskuespillet, siger Devrient, maa i Tidernes Løb kunne udvikle sig efter dette Mønster, en Skueplads udvikle sig, hvor Folket saaledes faaer at see og kjende sit Lands Historie, Slægternes Kamp og Fremadskriden, ikke læse sig det til af Bøger! –
Passions-Skuespillet i Oberammergau tog iaar sin Begyndelse den 28 Mai, og vedvarer endnu, omtrent eengang ugentlig, indtil den 16 September. Fra München derhen er Reisen ikke besværlig, i een Time naaer man paa Jernbane til Starnberg, hvor et Dampskib, i et lignende Tidsmaal, fører over Søen; denne Vei toge vi for at overvære Forestillingen, der gaves den anden Juli. Uagtet vi kom to Dage forud, var Dampskibet overfyldt og ved Landingsstedet Seeshaupt stor Trængsel og Støi for at erholde Plads i een af de mange forskjellige Befordringer, som her fandtes; vi opnaaede at erholde en Eenspænder og strax gik det afsted i Skylregn og stegende Solskin, over Murnau, hvor Mange søgte Nattequarteer, og ind i Bjergene forbi Klosteret Ettal. Veien var overfyldt af Kjørende og Gaaende, ”Valfart”-Vandrende kom syngende og bedende; endelig, efter sex Timers god Kjørsel, saae vi Kirken i Oberammergau skinne foran os; Klokkerne klang og Geværskud løde, saa Bjergene gave Eccho. Her var et Liv og Røre inde i Husene og udenfor, Kjøbstadsfolk og Bønder, Damer i Krinoline og Bønderpiger i deres Nationaldragt, bevægede sig imellem hverandre. Som en kjær Gæst, ikke som en Fremmed, modtoges og herbergedes for en ringe Betaling Enhver, som kom. Beboerne leve mest af at skære i Træ, nu hvilede alt Arbeide, det var deres Tiaarsfest, den de Fremmede saa langt borte fra kom for at tage Deel i. Mine Venner i München havde skrevet og sørget for, at jeg blev ganske fortræffeligt optaget. Stedets Præst Daisenberger, der har skrevet og udgivet Oberammergaus Historie, modtog mig med stor Gjestfrihed, jeg fik en lys, stor Stue; Gangen udenfor var smykket med Bøger og fromme Billeder. Her fra Vinduerne kunde jeg see næsten omkring i hele Byen, hvis Huse prangede med Helgenbilleder, malede al fresco. Uagtet det igjen tog paa at regne, blev Færdselen udenfor lige livlig. Gaden saae ud, ovenfra, som havde den en bevægelig Brolægning af udspændte brogede Paraplyer; Omnibus fulgte paa Omnibus, den ene mere overfyldt end den anden. Jeg mødte en Deel Bekjendte og Venner ogsaa fra Kjøbenhavn, saaledes fra det kongelige Theater Hr. Eckardt og Hr. Scharff, fra Berlin den berømte Skuespillerinde Charlotte v. Hagen, nu Baronesse von Ofen. Byens Folk syntes ret at glæde sig ved at høre, man kom rigtig langt borte fra til deres Fest, og da jeg nævnede mit Fædreland Danmark, vidste man Besked derom, eet af deres egne Byesbørn, en født Oberammergauer, var jo for mange Aar siden reist til Kjøbenhavn og blevet der, hans Navn var Blankensteiner, jeg erindrer baade ham og hans Boutik paa Kjøbmagergade.
Hele Natten lød Sang og Musik udenfor, der var stor Bevægelse, men ingen Vildskab. Det regnede om Morgenen, da Pastor Daisenberger førte mig til Theatret, der af Bjelker og Bræder var reist paa en smuk grøn Eng udenfor Byen. Signalskud løde, Trængselen derud var stor; Mødre bare deres smaa Børn, som i fuld Stads med flettet Haar snart skulde optræde i de levende Billeder eller agere Jerusalems Ungdom; jeg spurgte en lille Pige, klædt i hvidt med Krands om Haaret, hvad hun forestillede, og hun svarede i Bondedialekt: ”a Genus”, en Genius skulde hun være. Tilskuerpladsen rummer 6000 Mennesker, desuagtet er det dog hændet denne Sommer, at flere Tusinder ere komne til, end der kunne indlades, og man har den paafølgende Dag maattet gjentage Forestillingen.
Klokken var halv otte, da vi kom herud, en halv Time efter vilde Passions-Skuespillet begynde, og kun afbrudt ved en Times Hvile, vedvare indtil Klokken fem om Eftermiddagen. Man havde forundt mig, at jeg om Aftenen forud valgte min Plads, jeg havde saaledes een af de bedste, midt for, hvor jeg og nogle andre Gjester hver fik en Stol at sidde paa. Det regnede, Ingen turde benytte Paraply, da denne tog Udsigten bort for den bag ved, altsaa sadde vi der i Regnen og man fortalte, at ved de første Forestillinger iaar havde det sneet, saa at Snefnokkene fygede hen over Scenen. Regnen holdt imidlertid snart op, men Himlen var bedækket med Skyer, Vinden susede hen over os, Fuglene kom og fløi igjen; det hele store Bjerglandskab med Skove, Græsgange og Byer saae vi rundt om os; jeg maatte tænke paa de gamle indiske Skuespil i det Frie, hvor ”Sakuntale” blev opført. Foran os, hvor Orchestret var besat med musicerende Bjergboer, hævede sig Skuepladsen, hvis forreste Deel, der strakte sig i hele Tilskuer-Rækkens Brede, var Scenen for Choret og Chorførerne, der traadte op fra hver Side, og stillede sig saaledes, at den høieste stod i Midten og derpaa den mindre og atter den mindre. – Sang, Recitativ og Chorførerens Tale indledte og forbandt den storartede Handling, med en Virkning som Chorene i de græske Tragedier, om hvilke det Hele ogsaa særligt erindrede. Her løde smukke Stemmer, et godt Foredrag og Alt udførtes med en forbausende Nøiagtighed.
Midt paa selve Scenen var reist det egentlige Theater med bevægeligt Forhæng, Coulisser, Bagtepper og Soufitter, Alt hvad der hører til Sceneforandring. I Frontespicen var afmalet Troen, Haabet og Kjærligheden. Theatret selv begrændsedes paa hver Side af en smal Bygning med Altan, paa hvilke ogsaa forskjellige Scener af Lidelseshistorien fremstilledes; Bygningen til Høire for Tilskuerne antydede Ypperstepræstens Huus, i Bygningen til Venstre boede Pilatus; fra begge Huse hvælvede sig en stor Bue, gjennem hvilken man saae ind i Jerusalems Gader. Tilskuerne havde saaledes, paa en Maade, fem forskjellige Skuepladse for sig, og dertil endnu den store aabne Forgrund, hvor Choret virkede; alle blevne benyttede, snart enkeltviis, snart i Forening, eftersom Handlingen forlangte det.
Chorføreren, en smuk, ung Mand, med ædel Gang og Holdning, traadte op. Chorsangen blev ligesom illustreret ved levende Billeder fra det gamle Testamente. Personerne, selv fireaars Børn, stode her saa ubevægelige og saa længe, som jeg aldrig har oplevet det før.
Indtoget i Jerusalem begyndte med jublende Børn, der svingede med Palmegrene, Christus i lilla Tunika og mørkerød Kappe, ridende paa et Esel, kom igjennem Jerusalems Gader, hvor brogede Tepper bredtes ud for ham. Hans Holdning var ædel, en hellig Alvor lyste fra det smukke Ansigt, ligesom han ogsaa ved Haaret og Skjæget mindede om de gamle Mesteres Billeder. Man fornam, at Fremstilleren var gjennemtrængt af Tro og dyb Alvor. Gjennem hele den store Handling viste han en Ro, en Skjønhed, der maatte gribe Enhver. Ingen Skuespiller, selv den største, kunde gjøre ham det efter. Det var ikke Comediespil, det var hellig Stemning, en Leven ind i Christus-Mennesket. Man fortalte os, at de Personer, som Menigheden eenstemmigt overdroge de hellige Roller, maatte være af pletfri Vandel og at navnlig Fremstilleren af Christus altid førend Passions-Skuespillets Begyndelse nød Alterets Sacramente til Indvielse; iaar var det en ung Billedskærer Schauer; man sagde, at den aandelige og legemlige Anstrengelse i den Grad betog ham, at han efter Forestillingen ikke mægtede at nyde Noget eller tale med Nogen, førend han i Ensomhed i Bjergene havde samlet sig.
Da efter Indtoget i Jerusalem Christus jog Kræmmerne ud af Templet, fløi de frigjorte Duer hen over os Tilskuere, ud i Guds frie Natur, der forunderligt smeltede sammen med det konstige Sceneri. I rig Afveksling fulgte nu Begivenhederne: det høie Raads Anslag, Afskeden i Bethania og Nadverens Indstiftelse; Alt ordnet med konstnerisk Haand, Dragterne dertil rige og correcte. De større Grupper bestode af flere hundrede Personer, fortræffeligt stillede og af stor malerisk Virkning; især udmærkede sig Fremstillingen af den unge Tobias, der ledsaget af Engelen forlader sit Fædrehuus; ligesaa smukt var Billedet med Job, omgivet af sine Venner.
Rask skred den dramatiske Handling fremad; Forræderiet af Judas indlededes ved Billedet af Joseph, der sælges af sine Brødre. Judas selv blev fremstillet med gribende Sandhed; mesterlig var Maaden, hvorpaa han i Synedriet besaae og talte Sølvpengene; man følte sig rystet ved hans Fortvivlelse og Død; her var ikke Tanke om at virke paa Tilskuerne, at gjøre glimrende Udgange og vinde Bifald, Fremstilleren gjennemlevede i sig selv hvad Judas havde lidt. Med lignende Sandhed og dramatisk Kraft blev Pilatus givet af den Mand, som, sidst for ti Aar siden, havde udført Christus.
Scenerne, hvor Jesus føres fra Herodes til Pilatus, kunde forkortes, her var for megen Gjentagelse, imidlertid faldt Replikkerne Slag i Slag; Synedriet, Folkescenerne, bleve givne med dramatisk Liv, man skulde ikke troe, at det var Bønder, som opførte dette Skuespil. Jeg talte med et Par Theaterkundige, Konstnere fra Tydsklands betydeligste Theatre, og de gjentoge i Overbeviisning, hvad allerede Devrient har bemærket, at hver dygtig Scenearrangeur endnu kunde lære en heel Deel ved at komme til Oberammergau og drage Nytte af at see, hvorledes Folkemasserne her ordnedes og bevægedes paa Scenen i den femdeelte Skueplads med sin store Forgrund. Snart lød Dialogen fra de aabne Altaner, snart bevægede de Spillende sig i Dybden af det midterste Theater, snart igjennem de aabne Gader og frem i Forgrunden, Scenen aabnede og lukkede sig vexelviis; Skrigene: ”Giv os Barrabas fri!” rungede bag Scenen, rungede fra Folket i Gaden og fra den aabne Plads, og her bar Christus sit Kors, da han med de bundne Røvere vandrede til Golgatha, Menneskevrimlen var overvældende stor og dog traadte denne saa tydeligt frem: Disciplene, Jesu Moder og Marie Magdalene; – de Scener, hvori Christus blev haanet og spottet, gaves med en Skjønhed, saa at Intet virkede forstyrrende paa Stemningen, men pinlig, neppe til at udholde, var Korsfæstelsen; altfor naturlig, lige til Blodet om Naglerne, blev den fremstillet. Over en halv Time hang den Korsfæstede der, og uskjønt var det at see, da Soldaterne knuste Røvernes Been og joge Spydet i Siden paa Christus, saa at Blodet strømmede ud. Derimod opløftende og givet med Inderlighed og Forvisning var Dødsøieblikket, hvor Frelseren bøiede sit Hoved. Lydløst blev der rundt om, og uagtet Nedtagelsen af Korset, i sin rystende Naturlighed, varede vist et Quarteer, hørte man kun hist og her den undertrykte Graad.
Vi havde ved den hele Forestilling havt afvexlende Regn og Blæst, hele Tiden graat Veir, men tilfældigt, idet Christus sænkedes i Graven, brød Solen frem og belyste Skuepladsen, Tilskuerne, den hele Egn; Fuglene sang og fløi han over os; det var et Øieblik, man aldrig glemmer!
Under Lidelses-Scenerne var Choret iført sorte Silkekapper, ved Opstandelsen viste det sig atter i broget Klædning og jublede Lovsangen. Det hele Skuespil var som en Kirkegang, hvor Prædiken ikke blot hørtes, men blev seet levendegjort; opbygget gik vist Enhver herfra, opfyldt at den Kjærligheds Sjel, der gav sig selv hen for ufødte Slægter.
Ingen vild Lystighed hørtes, Fodgængere, i store Skarer, droge afsted; Vogn fulgte paa Vogn, der blev mere og mere stille i Landsbyen, som var det en hellig Festaften. Menneskehedens store tragedie havde vi fornummet, et storartet Folkeskuespil havde vi seet opført; – nye Slægter, om Aartusinder, skulle maaske saaledes, men i større Fuldendthed, see fremstillet Rigers og Verdens hensvundne Begivenheder.
Bjergtoppene skinnede i Solglands, et Alpehorn klang fra Græsgangene; det blev Aften, det blev den stille, stjerneklare Nat.
H. C. Andersen
I ”Saturday Review” af 18de Aug. læses en særdeles anerkjendende Anmeldelse af H. C: Andersens Eventyr og Fortællinger. ”Det er ikke blot den lille, blouseklædte og med Busserunder gaaende Verden,” siger denne Tidende, ”som med Glæde vil erfare, at et nyt Bind Historier af H. C. Andersen er bleven oversat. Hans Fortællinger ere næsten kjendte i ethvert Huus og velkomne for enhver Alder, thi den ene ligner ikke den anden, og de staae i Sandhed uovertrufne baade i humoristisk og i moralsk Henseende. En rigtig Vurdering af Naturens Skjønheder, en Sympathie, der meddeler hele den livløse Natur Klang, vækker Deeltagelse for det mindste Kryb og sætter de umælende Skabninger istand til baade at fortælle deres Historie og tolke deres Lidenskaber, er Særkjendet hos H. C. Andersen. Naturhistoriske Iagttagelser, hvad enten de ere idealiserede eller ikke, kunne sammenlignes med det paa Overfladen flydende Straa, der betegner, hvorledes Strømmen løber. At være istand til at skrive for Børn er en af de mest misundelsesværdige Gaver; den aandeløse Interesse, hvormed Barnet med Øie og Øre ligesom hænger ved Fortællerens Læber, og i en modnere Alder læser og igjen læser sin Yndlingsbog, er en oprigtig Hylding, som Ingen vil foragte. Det critiske Element er rigtignok endnu uudviklet, og den litteraire Fortjeneste bemærkes ikke; men det er umuligt at skrive godt for Børn uden selv at have et barnligt Sind, og for at digte fortrinlige Børneeventyr maa man have en levende Phantasie og en ædel Tænkemaade. H. C. Andersens Phantasie er en Kilde, fra hvilken hans Eventyr udstrømme, ligesaa klare og friske som de i Solen glindsende Vanddraaber. De, der kjende disse Eventyr, ville ikke beskylde os for at rose dem over Fortjeneste.” Anmelderen fremhæver nu Skjønhederne i de forskjellige Fortællinger og dvæler især ved Dyndkongens Datter, Flaskehalsen, Taarnvægteren Ole og Kongen af Englands Søn. Med Hensyn til den sidste siger ”The Saturday Review”: ”Andersen hentyder til og giver os en lille Prøve af en deilig Sang, kaldet Kongen af Englands Søn. Han siger, at den findes i en Samling skandinaviske Ballader, der kjendes af enhver Dansk under Navn af ”Kæmpeviserne”. Findes der ingen dansk Videnskabsmand, som vil glæde Venner af gamle Sange ved at skænke Verden en Oversættelse af disse Kæmpeviser?”
Vor illustrerede Kollega ”Ueber Land und Meer” omtaler i sit Nr. 48, at H. C. Andersen i vor Tidende har leveret ”en ligesaa begeistret som interessant Beretning om Passionsspillet i Oberammergau”.
Ved en Aftenunderholdning i Foraaret 1832 hørte man første Gang Oehlenschlægers Digt ”Guldhornene” fremsagt som Melodrama til en Musik af J. P. E. Hartmann, en ung Komponist, af hvem Musikens Venner allerede kjendte enkelte lovende Arbeider; denne Aften hørtes første Gang i det kongelige Theater en Musik af ham. Den sluttede sig til ”Guldhornene”, et Varsel blev det, at ham skulde forundes at hæve mangt et Tonekonstens Guldhorn fra den danske Jordbund.
Der var et Stykke Poesiens Guld af Oehlenschlæger, hvori Hartmann indgraverede Klangfigurer og satte sin Indskrift, hvilken vi nu, efter i Aaringers Række at have fornummet de Kræfter, hans Snilde fik, dybere forstaae; just i ”Guldhornene” ligger ligesom antydet hele Hartmanns kommende Virken. De klingende Runer mæle om den dybe danske Grund-Accord, vi siden høre svulme frem i ”Liden Kirsten”, det Hjerteslag, i enkelt Melodi, vi fornemme hos ”lille Kathrine” og ”flyv Fugl, flyv over Furresøens Vover”, her bølger Luftning fra ”en Sommerdag”, her bruser det om ”Hakon Jarls Ouverture”, ”Slaget ved Stiklestad” og ”Thorvaldsens Sørgemarche”, der lød som om
”- de Dødes Rækker
Gik med bag Baaren op af Kirkens Gang.”
Betegnende er de Ord, der nylig bleve sjungne ved Festen for Hartmann:
Danmark har ingen Flod,
Men baade Flod og Fos
Svulmed’ i Dine Toner
For Nordens Folk med os.
I Danmark har de hjemme
Af Kæmpehøi sprungne,
Og her skal de længe
Med Tak vorde sjungne.”
Melodramaet ”Guldhornene” var som en lilel Signet for Hartmanns kommende Værker.
”Hvem er denne Hartmann?” spurgte Mange dengang. Enkelte vidste et Slags Besked og sagde: ”Det er Sønnesønnen af ham, som componerede ”Kong Christian stod ved høien Mast!” ja, det sagde man dengang, ”han er en Sønnesøn af ham, der satte Musik til Ewalds ”Fiskerne” og ”Balders Død””. En Enkelt sagde vittigt, aldrig savnede vi det Slags Vittige: ”Det er en Secretair ved den borgerlige Indrulleringscommission!” Ja, det var Hartmanns Embede og det er det endnu; det klinger ganske snurrigt, ligesom det, at Skotlands store Digter Burns var et Slags Toldbetjent. Man vidste naturligviis ogsaa om hans Privatliv, vidste, at han havde taget sin juridiske Examen med bedste Chraracteer og nylig var gift med en Datter af Agent, Grosserer Zinn og stod sig ret godt. – Mellem Tilhørerne sadde to Mænd, begge af Dygtighed, begge høist forskjellige i musikalsk Anskuelse, Weyse og Siboni, men de To mødtes i at føle Interesse for den unge Componist og vise ham Deeltagelse, og han var modtagelig for hvert nyttigt Vink.
”Hvem er denne Hartmann?” det spørge vi nu ikke længere her i Danmark; Enhver, som har Sind og Hjerte for god Musik, kjender Componisten til ”Liden Kirsten”, ”Dryadens Bryllup” og Sangene om ”Salomon og Sulamith”.
I ”Dansk Pantheon” er AHrtmanns Levnet fortalt og hans Værker til den Tid opregnede; der og i mundtlig Meddelelse samlede vi nogle Træk.
Det er vel en halv Snees Aars siden, da stod på Hjørnet af Bredgaden og Garnisonspladsen en gammel Bygning; der boede Organisten til Garnisonskirken, og her blev født, den 14de Mai 1805, Johan Peter Emilius Hartmann. Musik klang fra Stamtræet; Moderen, Christiane Wittendorf, var en Datter af Organisten paa Fredensborg, Faderen, August Vilhelm Hartmann, tidligere Violinist i det kongelige Kapel, dengang Organist ved Garnisonskirken, var Søn af den i den danske Musikverden berømte Schlesier Johan Hartmann, hvis mange Værker desværre gik tabt, da Christiansborg brøndte. Velstaaende Folk vare Forældrene, og et ægte christeligt Sind havde de i Eie. Deres Huus var et MusikensHjem; jevnligt blev her spillet Kvartetter. Hartmanns Fader havde selv et ikke ringe Compositionstalent, men holdt strengt og beskedent sine arbeider tilbage. Den lille Søn, vor Hartmann, viste tidligt stor Lyst til Musik, og Faderen blev hans Lærer i Violin- og Klaveerspil. Den Lilles høieste Ønske var at bringe det saa vidt, at han kunde blive Kapelmusikus, men den fornuftige Fader, som vidste, at dette just ikke var nogen stor Lykke, holdt ham til at studere, og ved Hjelp af en Slægtning, nuværende Conferentsraad Sibbern, kom den unge Hartmann i Borgerdydsskolen. Dog, det at componere opgav han ikke, og Fadren lagde intet Baand paa ham i denne Retning, men opmuntrede ikke heller. En Dag havde den tolvaarige Søn fuldendt et Musikstykke og lagt de skrevne Noder paa Kakkelovnen for at tørres, Faderen saae Compositionen igjennem og gav den derpaa tilbage med de Ord: ”Ja, den er tør, min Dreng!”
Tidligt tog Faderen ham med paa Orgelet, ja tillod ham endog under Kirketjenesten at spille til Psalmesangen, men i Begyndelsen hændede det mere end een Gang, at Faderen pludselig greb ham i Armen: ”Naa, vil Du spille rigtigt, Dreng!” Snart var han imidlertid vel øvet og phantaserede tidt og smukt paa Orgel og Fortepiano. Componisten Weyse blev glad overrasket ved de geniale Tanker og det fornuftigt Gjennemførte hos den unge Componist og satte det igjennem, at den unge Hartmann blev taget ud af Skolen for at kunne anvende mere Tid paa at vinde musikalske Kundskaber. Studierne bleve imidlertid ikke opgivne, men fra nu at havde han i Weyse en trofast Ven, til hvem han viste enhver Composition.
Det var netop paa denne Tid, at der var kommet ligesom en ny Strømning i den kjøbenhavnske musikalske Verden. Ved den sygtige Sanglærer Siboni fik italiensk Musik Fremgang; den ildfulde Italiener søgte at hævde sit Fædrelands Compositioner, der ligge saa smukt for Menneskestemmen; hele den fornemme Verden sluttede sig til Siboni; denne musikalske Smag var aldeles imod Weyses Natur og Anskuelse; den Modstrid og Modstand, han herved mødte, bevirkede maaske, at den store Componist stillede sig endmere dansk, endmere nordisk. Hartmann, hans begavede Discipel, sluttede sig forstaaende til ham; imidlertid læste vor unge Componist samvittighedsfuldt til juridisk Embedsexamen, som han i 1827 og 28 tog med bedste Characteer. Nu begyndte en friere musikalsk Virksomhed.
Ansat som lærer ved Musikconservatoriet, hvor Siboni var Directeur, fik han LEilighed til nærmere at kjende denne dygtige Mand, og om de end vare forskjellige i mange Anskuelser, mødtes de dog snart i Venskab. Hartmann componerede aldrig nogen Sang, uden at den blev viist til Siboni, ligeom til Weyse, Begges Vink og Raad bleve efter Overveielse benyttede.
Nu kom et nyt Afsnit i de stille henglidende Ungdomsaar, han forlod sine Forældres Huus, for selv at eie et lykkelligt Hjem. Hans unge Hustru, Emma Zinn, var en høitbegavet Kvinde med stor musikalsk Dannelse, og vi have af hende flere melodieuse Musikstykker. Ved hendes Humor og Naivitet fik Hjemmet her en egen poetisk Tillokkelse; det var et lykkeligt Ægtepar, med to Menensker ret skabte for hinanden.
I disse første lykkelige aar componerede Hartmann sin første Opera ”Ravnen” og under denne Virken blev, som sagt, ogsaa Melodramaet ”Guldhornene” givet os; snart fulgte Operaen ”Korsarerne”, der ligesom ”Ravnen” vakte stor Deeltagelse og Opmærksomhed, uagtet den unge Componist var gaaet sin egen Vei og slet ikke slaaet ind i den Retning, Modesmagen forlangte. Kjøbenhavnernes Musiksmag var dengang ikke udviklet, men det skulde den blive. I Aaret 1836, paa Weyses Fødselsdag, blev Musikforeningen stiftet. Hartmann var en af dens første Begrundere og har indtil nu vedblevet at være en af dens mest virksomme Ledere.
Componisten Marschner kom til Kjøbenhavn, gjorde Bekjendtskab med Hartmann og vakte hos ham Lysten til en Reise til Udlandet for nøiere at kjende det Dygtige der. Ved Marschner kom Hartmann i Forbindelse med den tydske Musikhandels mest betydende Mænd, ligesom han paa denne Reise lærte at kjende Componisterne Rossini, Paër, Spontini og Spohr; denne sidste var det især, han sluttede sig til og hos hvem han mødte stor Sympathi. Hartmann havde medbragt sin første Symphoni i G Moll og ved denne vandt han aledeles den store Mester; de kom i Brevvezling og Spohr skrev, at han vilde bringe ”Ravnen” paa Theatret i Kassel. Det kom ikke istand af Mangel paa en Sangerinde for Armillas Parti.
I Mai 1846 kom ”Liden Kirsten” til Opførelse og vandt en Erkjendelse, der som den ædle Viin eer tagen til med Aarene; ogsaa til Udlandet er denne Opera naaet, man har opført den paa det storhertugelige Theater i Weimar, hvor denne ægte danske Musik vandt stor Opmærksomhed hos Musikens Elskere.
Endnu var ikke Sorgen traadt ind i Harmanns lykkelige Hjem; det rige Tonevæld sprudlede i Huuslivets Solskin, han følte sig uendelig lykkelig. Nu kom aaret 1851, da kaldte Gud bort fra ham hans elskelige Hustru Emma, og netop idet hendes Kiste førtes fra Huset hen til Garnisons Kirke, døde et elsket Barn; de to Grave staae som én, pyntet med Blomster, tæt op til det Hjem, hvor Hartmann tilbragte sin Ungdoms Tid. Ogsaa hans livsfriske, herlige Datter Sophie, gift med Componisten Gade, kaldte Gud herfra. Tunge Dage, dyb Hjertesorg, ogsaa disse modtage vi fra Herren, vor Gud. Med fromt christens Sind hældede den Bedrøvede sig til HAmn, der aldrig slipper os i Sorg og Savn.
Det hyggelige Hjem blev her endnu; elskværdige Døttre, opvakte Sønner sluttede sig her om ham, han havde Børneverdenens Solskin. Der kom Ro og Fortrøstning.
Harmanns anden Hustru Thora Jacobsen, en varm Sjel, et christeligt og trofast Sind, stræber med kjærligt Hjerte at bevare Hjemmets Hyggelighed, der saa ganske hører til for en Natur som Hartmanns. Enhver, som kjender ham, vil sige, at i ham smelter Mennesket og Konstneren sammen; forenede straale de ud fra hans Værker. Vi gjenkjende ham i de naive Toner om Storken i Pharaos Land; vi gjenkjende hans Inderlighed i:
”Hvad Bonden følte ved Kong Frederiks Grav”, ligesom hans Genialitet i Storhed bruser gjennem ”Sørgemarchen ved Thorvaldsens Jordefærd”.
Man træffer i Konst og Videnskab Mænd, hos hvem vi møde en saa stor Elskelighed, en saa tiltrækkende Personlighed, at man glemmer Storheden for Mennesket; i vort eget Land have vi Exempler herpaa i H. C. Ørsted og Thorvaldsen; hos begge aabenbarede sig et barnligt Sind, en Naivitet, en elskelig Uskyld, og til disse Naturer hører unegtelig Hartmann; derfor slutte de Unge sig saa varmt og saa snart til ham, derfor feirede danske Studenter nyligt en Fest for ham og afslørede hans Buste; ”den første Steen til den danske Studenterbygning”. Og Sandhed var der i Sangen:
”Mens Du voxte fra din egen Ungdom,
Du voxte aldrig fra de Unges Kreds”.
Ungdomsfriskhed er der endnu hos ham, rigt sprudler Tonevældet.
Senest bleve fuldtendte to Ouverturer, een til ”Axel og Valborg”, og een til ”Corregieo”. Operaen ”Ravnen” er igjen taget frem, paany gjennemcomponeret, efter de Fordringer, Componisten nu har til sig selv; Dialogen er blevet Recitativ, og de gozziske Masker, dem man her ikke forstode, borttagne; omtrent en tredje Deel af dette musikalske Værk er blevet et nyt Arbeide for Scenen. Allerede ere et par Acter af Bournonvilles nye Bellet ”Valkyrien” fuldendte, en Balletdigtning, der synes at ligge saa ganske for Hartmanns Omraade og lover en Tonedigtning, characteristisk og melodieus, som vi fik den i anden Act til ”Et Folkesagn”.
Gud lægge Aar til hartmanns Dage! Thi der rummes endnu en rig Skat, som Billedfrisen paa ”Guldhornene” antydede. Navnet Hartmann har en mægtig Klang; det leve lydeligt i Slægten! Det leve i Toner og Meiselslag! –
”Aandens Snille kan man eie,
Men der maa et Hjerte til – !”
Og tilvisse det findes her! Hjerte eier Hartmann! Trofast er han i Venskab, hjelpsom og elskelilg i Omgang; hos ham er den Aandens Uskyld, som Konstens Aladdin maa eie for at hente dens vidunderlige Lampe.
H. C. Andersen
I morgen udkommer paa vort Forlag og kan faaes i alle boglader:
Folkekalender for Danmark 1861.
10de Aargang. 48 Sk
Med Portrait af Knud Lyhne Rahbek i Staalstik og en Mængde Træsnit af F. C. Lund, C. Neumann, H. Olrik, B. Olsen, V. Zillen og Fl.
Indhold:
Stjerne-Kalender, af H.C.F.C Schjellerup
Det danske Kongehuus.
Det kongelige Geheime-Statsraad.
Knud Lyhne Rahbek, af Fr. Barfod.
Viborg, af B.S. Ingemann.
Om Folkedragter.
Verandaen, af Beatus Dodt.
Smilet og Taaren, af Dr. H.
Vestervigkloster, af A. Fabricius.
Den glindsende Rude, af Dr. H.
Bondegildet, af B.S. Ingemann.
Sorø Klosterkirke.
Poul Edvard Rasmussen, af L. Both.
Sommerfuglen, af H.C. Andersen.
Justitsraaden, af Jørgen Opistel
Cordouan, af C. Ploug.
Den Gunderslevholmske Qvægstamme, af H. Bagge.
En Fremtids-Forelæsning, af Chr. Richardt.
Gamle Silhouetter, af Carl Bernhard.
En ny og trøstelig Vise, af Erik Bøgh.
Exemplarer af 1ste – 9de Aargang à 48 SK kunne erholdes i enhver Boglade.
C.C. Lose & Delbanco.
Gothersgade Nr.11
Tiende Aargang af ”Folkekalender for Danmark”, der kan glæde sig ved en velfortjent Yndest, har i disse Dage forladt Pressen. Ligesom i de foregaaende Aar have flere af vore udmærkede Forfattere, saasom Ingemann, H.C. Andersen og Carl Bernhard ydet vakkre Bidrag til Folkekalenderen. Fr. Barfod har i en biographisk Skizze af Rahbek, hvis Portrait i et smukt Staalstik danner Titelvignetten, tilbagekaldt Mindet om denne paa sin Tid saa indflydelsesrige Forfatter i vor Erindring; Carl Ploug har i et Digt: Cordonan” besunget den kvindelige Troskab i de ham eiendommelige, djerve, kraftige, malmfulde Toner; Chr. Richardt og Erik Bøgh have i ”En Fremtids Forelæsning” og ”En ny og trøstelig Vise” paa en meget morsom Maade givet Satiren Tøilen; P.L.M. har i ”Smilet og Taaren” leveret to Digte, der ere saa fuldendte med Hensyn til Formen, at de uvilkaarlig minde om P.L. Møller, og H.C. Andersens ”Sommerfuglen” er en sand Perle blandt denne Forfatters saa yndede Eventyr. Af Fortællingerne nævne vi: ”Gamle Silhouetter” af Carl Bernhard, ”Verandaen” af Beatus Dodt, ”Justitsraaden” af Jørgen Duistel og ”den glindense Rude”, en ypperlig lille Historie af Dr. H.
Der gives vist ikke nogen Literatur, i hviken Andersens Eventyr ikke ere oversatte. Denne Juul har bragt en ny Udgave fra Genf, der under Titlen ”Fantasies danoises” indeholder: La Vaurienne – Une peine de coeur – L’heureuse Famille – Rien de plus sur – Ëtre quelque chose – Les aventures d’un cou de bouteille – La fille de roi des brumes – Le dernier des cieux chênes. Under Pressen befinder sig hos samme Forlægger Therbuliez Digterens to Romaner: ”Rien qu’un violonist” og ”Les deux baronesses”.
Paa vort Forlag er udkommet:
Sange af P. Heise
a) for een Stemme med Pianoforte
1. Fire Folkeviser af C. Ploug. 48 SK.
2. KJærlighedssange af Chr. Winther. 72 SK.
3. Dyvekes Sang, Vexelsang, den Elskede, af C. Hauch. 72 Sk.
4. Fire Sange af ”Arne” af Bjørnstjerne Bjørnson. 48 Sk.
5. Sex Sange for en dybere Stemme. 72 Sk.
6. Havfruens Sange i ”de Underjordiske” af Ingemann. 48 Sk.
7. En Sangkreds, 6 Sange af Heine, Chr. Winther osv. 1 Rd.
8. Viser og Sange af ”En Nat mellem Fjeldene” af C. Hostrup. 72 Sk.
b) for to Stemmer med Pianoforte
Psalmevers af C. J. Boye for to lige Stemmer. 48 Sk.
c) for tre Stemmer med Pianoforte.
Fuglekvidder af Chr. Richardt, for tre eensartede Stemmer. 36 Sk.
d) for 4 Mandsstemmer.
1. Borgjomfruen, af C. Hauch.
2. Danmarks Kæmpegrave, af C. Ploug
3. Det er Efteraar, af Chr. Richardt.
4. Til Bacchus, af Chr. Richardt
5. Jylland, af H.C. Andersen
Partitur og Stemmer i ”Samling af fleerstemmige Mandssange, udgivne for nordiske Sangforeninger”. Subscr. Pr. for hvert Hefter 48 Sk.
– C.C. Lose & Delbanco. Gothresgade Nr. 11. –
Bispen paa Børglum og hans Frænde.
Nu ere vi oppe i Jylland, heelt ovenfor Vildmosen; vi kunne høre ”Vestervovvov”, høre. Hvor det ruller, det er ganske nærved, men foran os løfter sig en stor Sandhøide, den har vi længe seet og vi kjøre endnu henimod den, langsommeligt kjøre vi i det dybe Sand. Oppe paa Sandhøiden ligger en stor gammel Gaard, det er Børglum Kloster, den største Fløi er endnu Kirken; derop komme vi nu i den sildige Aften, men Veiret er klart, det er lyse Nætter; man seer saa langt saa langt vidtomkring, over Mark og Mose ned til Aalborg Fjord, over Hede og Eng lige ud over det mørkeblaae Hav.
Nu ere vi deroppe; nu rumle vi ind mellem Lo og Lade, og svinge om, ind ad Porten til den gamle Borggaard, hvor Lindetræerne staae i Række langs Muren; der have de Ly for Vind og VEir, derfor groe de, saa Grenene næsten skjule Vinduerne.
Vi gaae op ad den steenlagte Vindeltrappe, vi gaae hen ad de lange Gange under bjælkeværks Loft, Vinden suser her saa underligt, ude eller inde, man veed ikke rigtigt hvor det er, og saa fortæller man, ja man fortæller saa meget, man seer saa meget, naar man er bange, eller man vil gjøre Andre bange. De gamle afdøde Kanniker, siger man, glide stille forbi os ind i Kirken, hvor Messen synges, man kan høre det i Vindens Suus; man bliver underlig stemt derved, man tænker paa de gamle Tider – tænker, saa at man er i den gamle Tid.
Der er Stranding paa Kysten, Bispens Folk ere dernede, de skaane ikke dem, Havet skaanede; Søen skyller bort det røde Blod, som flød fra de knuste Pander. Det strandede God er Bispens, og der er meget Gods. Søen ruller op Anker og Tønde fyldt med kostelig Viin til Klostrets Kjelder, og i den er allerede fyldt op med Øl og Mjød; der er fyldt op i Kjøkkenet med fældede Dyr, med Pølse og Skinke; i Dammene derude svømmer den fede Brasen og den lækkre Karudse. Bispen paa Børglum er en mægtig Mand; han har Land i Eie, og mere vil han vinde; Alt maa bøie sig for Oluf Glob. I Thy er død hans rige Frænde. ”Frænde er Frænde værst!” Det maa Enken dernede sande. Hendes Husbonde raadede der over det hele Land, kun ikke over det geistlige Gods; Sønnen er i fremmed Land; alt som Dreng sendtes han derud for at lære fremmed Skik, som hans Hu stod til; i Aaringer hørtes ikke fra ham, maaske er han lagt i sin Grav og kommer aldrig hjem at raade, hvor nu hans Moder raader.
”Hvad, skal en Kvinde raade?” siger Bispen. Han sender hende Stævning og lader hende kalde til Thinge; men hvad hjelper ham det, hun veeg aldrig fra Loven og hun har styrke i sin retfærdige Sag.
Bisp Oluf til Børglum hvad pønser Du paa? Hvad skriver Du ned paa det blanke Pergament? Hvad gjemmer det under Segl og Baand, idet Du giver et til Rytter og Svend der ride med det afsted ud af Landet, langveis bort, til Pavens By.
Det er Løvfaldstid, Strandingstid; nu kommer den isnende Vinter.
Tvende Gange kom den, nu sidst kommer den heroppe med Velkomst til Rytter og Svend, der med paveligt Brev vende Hjem fra Rom, Bands-Brev over Enken, der turde krænke den fromme Bisp. ”Forbandelse være over hende og Alt hvad hendes er! Udstødt være hun af Kirke og Menighed! Ingen yde hende hjelpsom Haand; Frænde og Venner sky hende som Pest og Spedalskhed!”
”Det skal knækkes, som ikke vil bøies!” siger Bispen paa Børglum.
De slippe hende Alle sammen; men hun slipper ikke sin Gud, han er hende Værn og Værge.
Et eneste Tyende, en gammel Pige, bliver hende tro; med hende gaaer hun bag Ploven og Kornet groer, skjøndt Jorden er forbandet af Pave og Bisp.
”Du Helvedes Barn! Jeg skal dog faa min Villie!” siger Børglums Bisp, ”nu rører jeg dig med Pavens Haand til Stævning og Dom!”
Da spænder hun for Vognen de to sidste Oxer, hun eieer, sætter sig op med sin Pige og kjører over Heden, ud af det danske Land; hun kommer som Fremmed til fremmed Folk, hvor Tungemaal tales, fremmed Skik bliver øvet; langt borte, hvor de grønne Høie løfte sig til Bjerge og Vinen groer. Der komme reisende Kjøbmænd, de speide angst fra deres varebelæssede Vogne, Frygte for Overfald af Røverriddernes Svende. De to fattige Kvinder paa det usselige Kjøretør, trukket af to Oxer, kjøre trygt i den usikre Huulvei og i de tætte Skove. Det er i Franken, her møder hun en stadselig Ridder, ham følge tolv stridsklædte Svende; han standser og seer paa det underlige Tog og spørger de to Kvinder om deres Reises Maal og fra hvilket Land de komme, da nævner den yngste Thy i Danmark, melder sin Sorg og Elende, og snart faaer den Ende, Vorherre har ledet det saa. Den fremmede Ridder er hendes Søn. Han rækker hende Haanden, han tager hende i Favn. Og Moderen græder, det kunde hun ikke i Aaringer, men vel bide sig i Løben, saa de varme Blodsdraaber piblede frem.
Det er Løvfaldstid, det er Strandingstid, Havet ruller Viinfade i Land til Bispens Kjelder og Kjøkken; der braser over Flammen det spiddede Vildt; deroppe er luunt inden Døre, nu da Vinteren bider paa. Der høres Nyt: Jens Glob til Thy er vendt hjem med sin Moder; Jens Glob gjør Stævning, han stævner Bispen for geistlig Ret og Lands Lov og Ret!
”Det skal hjelpe ham stort!” siger Bispen. ”Lad bare din Trætte fare, Ridder Jens!”
Det er Løvfaldstid, i det næste Aar, det er Strandingstid, nu kommer den isnende Vinter; de hvide Bier sværme, de stikke i Ansigtet til de selv smelte.
Det er friskt Veir i dag, sige Folk, naar de have været udenfor Døren. Jens Glob staaer i Tanker, saa han svier sin side Kjole, ja brænder Hul i den.
”Du Børglums Bisp! Jeg magter Dig dog! Under Pavens Kappe kan Loven ikke naae Dig, men Jens Glob skal naae Dig!”
Saa skriver han et Brev til sin Svoger, Herr Oluf Hase i Salling, stævner ham til at komme Juleaften til Ottesang i Hvidberg Kirke; derovre skal Bispen læse Messe, derfor reiser han fra Børglum til Thyland, det kjender og veed Jens Glob.
Eng og Mose ligge med Is og Snee, de bære baade Hest og Rytter, det hele Tog,Bispen med Klerke og Svende; de ride den korteste VEi mellem de skjøre Rør, hvor Vinden suser sørgeligt.
Blæs din Messing-Trompet, du ræveskindsklædte Spillemand! Det klinger godt i den kalre luft. Saa ride de over Hede og Mose, Fata-Morganas Enghave i den varme Sommerdag, sydpaa, de vilde til Hvidberg Kirke.
Vinden blæser stærkere i sin Trompet, den blæser en Storm, et Guds Veir, det voxer i voldelig Vælde. Til Guds Huus i det Guds Veir gaar det afsted. Guds Huus staaer fast, men det Guds Veir farer hen over Mark og Mose, over Fjord og Hav. Børglums Bisp naaer til Kirke, det magter nok neppe HErr Oluf Hase, ihvor skrapt han rider. Han kommer, med sine Mænd, hinsides Fjorden, Jørgen Glob tilhjelp, nu Bispen skal stævnes for den Høiestes Dom.
Guds Huus er Retssalen, Alterbordet Rettergangsbord; Lysene ere alt tændte i de svære Alterstager. Stormen læser op Klage og Dom. Det suser i Luften, over Mose og Hede, over de rullende Vande. Ingen Færge sætte over Fjorden i sligt Guds Veir.
Oluf Hase staaer ved Ottesund, der afskediger han sine Mænd, skænker dem Hest og Harnisk, giver dem Orlov at drage hjem og hilsen til sin Hustru; alene vil han friste sit Liv i det brusende Vand; men de skulle vidne for ham, at det ikke er hans Skyld, Jens Glob staaer uden Undsætning i Hvidberg Kirke. De trofaste Svende slippe ham ikke, de følge han ud i det dybe Vand. De ti skylles bort; Oluf Hase selv og to af hans Smaadrenge naae den anden Bred; endnu have de fore Mile at ride.
Det er Midnat forbi, det er Julenat. Vinden har lagt sig; Kirken er oplyst; det straalende Skjær skinner gjennem Ruderne ud over Eng og Hede. Ottesangen er endt for længst; i Guds Huus er det stille, man kan høre Voxet dryppe fra Lyset paa Gulvets Steen. Nu kommer Oluf Hase.
I Vaabenhuset byder Jens Glob ham ”God Dag! Nu har jeg forligt mig med Bispen!”
”Det har Du gjort?” siger Oluf, ”da skal hverken Du eller Nispen komme med Livet fra Kirken!”
Og Sværdet farer af Skeden og Oluf Hase slaaer til, saa Planken splintres i Kirkens Dør, den Jens Glob slaaer i mellem ham og sig.
”Hold inde, kjære Svoger, see først paa Forliget! Jeg har slaget Bispen og alle hans Mænd. De sige ikke et Muk meer i den hele Sag og jeg heller ikke om al den Uret, der er skeet min Mode!”
Tanerne i Lysene paa Alteret skinne saa rødt, men rødere skinner edt fra Gulvet, der ligger i Blod Bispen med kløvet Pande og dræbte ligge alle hans Svende; der er lydløst og stille i den hellige Julenat.
Men tredje Juledags Aften ringe i Børglum Kloster Klokkerne til Liig; den dræbte Bisp og de slagne Svende blive stillede til Skue under en sort Baldakin med florsvøbte KAndelabrer. I Sølvmorskaabe med Krumstav i de magtløse Hænder ligger den Døde, den engang mægtige Herre. Røgelsen dufter, Munkene synge; det klinger som Klage, det klinger som en Vredens og Fordømmelsens Dom, som maa den høres vidt over Land, baaret af Vidnen, sjungen med af Vinden; den lægge sig vel til Hvile, men aldrig døer den hen, altid hæver den sig igjen og synger sine Sange, synger dem ind i vor Tid, synger heroppe om Bispen paa Børglum og hans haarde Frænde; det høres i den mørke Nat, høres af den frygtsomme Bonde, som paa den tunge Sandvei kjører forbi Børglums Kloster; høres af den lyttende Søvnløse i Børgluns tykmurede Stuer, og derofr pusler det i de lange lydklingende Gange, der føre hen til Kirken, hvis tilmurede Indgang længst er tillukket, men ikke for Overtoens Øine; de see endnu Døre der og den aabner sig, Lysene fra Kirkens Messingkroner skinne, Røgelsen dufter, Kirken straaler i Fortids Pragt, Munkene synge Messe over den dræbte bisp, der ligger i Sølvmordkaabe med Bispestv i sin magtløse Haand, og fra hans blege, stolte Pande skinner den blodige Vunde, den skinner somIld; det er Verdens Sind og onde Lyster, som brænde ud.
Synk i Graven, synk i Nat og Glemsel, uhyggelige Minder fra gamle Dage!
Hør Vindens Kast, den døver det rullende Hav. Det er Storm derude, der vil koste Menneskers Liv! Havet har ikke skiftet Sind med den nye Tid. Det er i Nat bare Mund til at sluge, i morgen maaske klart Øie til at speile sig i, som i gammel Tid, den vi nu have begravet. Sog blidelig, om Du mægter det!
Nu er det Morgen.
Den nye Tid skinner med Solskin ind i Stuen! Vinden tager Tag endnu. Der meldes om Stranding, som i gammel Tid.
I Nat, derned e ved Løkken, den lille Fiskerby med røde Tage, vi see den fra Vinduerne heroppe, er strandet et Skib. Det stødte paa noget ude, men Redningsraketten bandt Bro mellem Vraget og det faste Land, frelsete bleve Alle, der vare ombord, de kom i Land og tilsengs; i dag ere de indbudte paa Børglum Kloster. I de hyggelige Stuer ville de finde Gjestfrihed og møde milde Øine, kunne hilses i deres eget Lands Sprog; fra Klaveret klinger Hjemlandets Melodier, og før disse ere endte, bruser en anden Streng, lydløs og dog saa klangfuld og sikker: Tanke-Budstikken naaer til de Skibbrudnes Hjem i fremmed Land og melder om deres Frelse; da føler Sindet sig let, da kan der trædes en Dands ved Gildet i Aften i Børglums Borgstue. Vals og LAngtoue ville vi træde, og Sange skulle synges om Danmark og ”den tappre Landsoldat” i den nye Tid.
Velsignet være Du! Nye Tid, rid paa den rensede Luftstrøm Sommer i By! Lad dine Solstraaler lyse ind i Hjerter og Tanker! paa din strålende Grund svæve forbi de mørke Sagn fra de haarde, de strenge Tider!
H. C. Andersen
H. C. Andersen vil snart lade høre fra sig. Naar den første Foraarsblomst pibler frem af orden, melder den fra de gule Omslag velbekjendte Dreng sig med en Bouquet af friske Blomster, og han vil være velkommen. Thi han bringer en ny Samling af ”Eventyr og Historier”, der indeholder: Tov med Posten – Skarnbassen – Hvad Fatter gjør, er altid det Rigtige – De Vises Sten – Sneemanden – I Andegaarden – Poesiens nye Aarhundrede.
En smuk hollandsk Udgave af alle Andersens Eventyr, med de bekjendte Billeder af V. Pedersen, er udkommet i Utrecht.
En Kritiker i ”Revue de deux Mondes” har sagt om Michelet, at han ikke søger at beherske sin Phantasi, men lader sig beherske af den. Han bestræber sig aldrig for at fremrulle et Billede smukkere, end det i Virkeligheden er. Han pynter ikke paa sine Tanker, de fremtræder for os saaledes, som Phantasien har skabt dem, hvad enten de ere dybsindige eller overfladiske. Man skulde endog ofte fristes til at troe, at han ikke nærer Forkjærlighed for nogen af dem, de fremstille sig i Overensstemmelse med hans Phantasies almægtige Bud, uden at han paalægger dem nogen som helst Tvang, medens han ligesaa lidt tænker paa at fastholde dem, som vi tænke paa at fastholde en Sommerfugl efter at have glædet os ved dens Farvepragt. Han lader sig paavirke af Billedet, overlader det derpaa til dets bevingede Instinct og tillader det at flyve, hvorhen det lyster uden at berøve det Friheden. Hvis Villien spillede den mindste Rolle hos ham, vilde han bære sig ad paa samme Maade som saa mange andre Poeter og Forfattere: han vilde gribe den glimrende Skaabning, der svæver forbi ham, holde den i Fangenskab og først frigive den, naar den havde frembragt et talrigt Afkom. Disse Ytringer af Emile Montegut i en Anmeldelse af Michelets ”Les Fantaisies d’Histoire Naturelle” kunne i flere Henseender anvendes paa H. C: Andersens Eventyr og Historier, hvis anden Række nu er udkommen. Phantasien er hans Hovedevne, der behersker alle de andre og giver enhver af hans Fremstillinger, hvad enten han gjør os bekjendt med en Sneemand, en Skarnbasse eller han fører os ind i en Andegaard, det vidunderlige Liv, i hvilket han med et Par Pennestrøg indvier os, fastholder os og som han faaer os til at troe paa, som paa et Evangelium. Den klareste Forstand, den mest energiske Villie vilde ikke formaae det, det er hans Phantasies driftige Flugt, der uimodstaaeligt river os med sig. Og da Phantasien er en af de Evner, der sjeldent svækkes, ere de nye Eventyr, han har skjænket os, ligesaa skjønne, ligesaa yndefulde og ligesaa humoristiske som de tidligere. Sneemanden, der er forelsket i Kakkelovnen, fordi den havde havt en Kakkelovnsskraber i Livet, og Skarnbassen, som efter en Udenlandsreise kommer til det Resultat, at Verden ikke er saa gal endda, naar man blot forstaaer at tage den, og at Alt er gjort for Skarnbassens Skyld, ja at selv Keiserens Livhest har faaet Guldskoe, fordi Skarnbassen skal ride paa den, hører vistnok til hans fortrinligste Eventyr. ”Det nye Aarhundredes Musa” er intet Eventyr, men et i Prosa skrevet Digt, der ligesom indeholder en Forjættelse om, at H.C. Andersen vil bryde sig en ny Bane; denne lille Skizze er noget af det Smukkeste, vi have læst af denne med Rette saa yndede DIfgter. Hvorledes Fremtidens Musa vil see ud, lader han os naturligviis kun ane, men han hentyder til, at Fremtidens Digtere, mere indviede i Naturens Mysterier, her ville have et uudtømmeligt Væld, af hvilket de kunne øse. Han, den ældre Digter, giver os den Trøst, at vor Tids materielle Udvikling ikke vil virke hemmende paa Poesien. ”Al Dampens Magt, al Nutidens Tryk, siger han, vare Løftestænger! Mester Blodløs og hans travle Svende, der synes vor Tids mægtigste Herskere, ere kun Tjenere, sorte Slaver, som smykke Høisalen, frembære Skattene, dække Bordene til den store Fest, hvor Musaen med Barnets Uskyldighed, Ungmøens Begeistring og Matronens Ro og Viden løfter Digtningens vidunderlige Lampe, dette rige, fulde Hjerte med Gudsflammen.”
Brudstykke af en Reise i Schweiz.
(Meddelt til Billedet: Løven ved Luzern)
Som Symbol paa Tapperhed og Troskab sætter man paa Heltenes Grav en Løve; snart vil én reises paa Flensborg Kirkegaard; den staaer hugget i Klippevæggen ved Luzern, et Minde der om Schweizer-Soldatens Troskab.
Schweiz er i øvrigt ikke Monumenternes Land, selv løfter det sig i høie Alper med evig Snee, altid grønne Skove, friske Græsgange og blaae, dybe Søer; hvad Menneskene kunne opstille i en saadan Natur bliver altid smaat, kun Tanken deri giver det Storhed og en saadan har Luzerns Løve, dette Minde om Schweizernes Troskab. Folket selv i dets Sammenhold og Tapperhed har i Sagn-Fortællingen reist sig sit eget Storheds-Monument, herligere end det kan meisles i Marmor; FOlkeaanden er legemliggjort i Helteskikkelsen Wilhelm Tell, hans Liv og Virken er Blomsten af dette Lands Historie, hans Død, som Sagnet melder den og vi finde samme optegnet i Album de la Suisse pittoresque og i en lille Beretning ”Tell der Urner” er derimod mindre bekjendt. Vi ville fortælle den, idet vi forbi Rütli og Tells Capel med Dampskib seile til Luzern, for at besøge Troskabs-Monumentet, det vor Landsmand Thorvaldsen har givet Modellen til.
Schillers Digtning: ”Wilhelm Tell” er I Schweiz bleven saa folkelig, saaledes trængt i selve Landalmuen, at denne i Omegnen af Freiburg, afvigte Sommer 1860, tæt udenfor Byen, paa aaben Mark, for en stor Mængde Tilskuere opførte Schillers Drama, vel ikke med den konstneriske Dygtighed, som Beboerne af det bayerske Oberammergau give deres Passions-Skuespil, men dog med en Forstandighed og et Liv, der gjorde det høist interessant for Enhver. Nogle Træbænke var Tilskuerplads, Sceneriet bestod alene i en Stang med en Hat, den antydede: ”Scenen er i Altorf.
Udenfor Rütli, i een af Kilppeblokkene, der løfte sig op af Vierwaldstädtersøen, blev ifjor, paa Schillers Fødselsfest, indhugget og festligt afsløret Navnet paa Digteren, der igjen levendegjorde Wilhelm Tell. Dramaet har ikke hans Død, den giver Sagnet os.
I Aaret 1354 svulmede den lille Bjergflod Scechen, der ikke langt fra Bürglen og Altorf falder med Reuss i Vierwaldstädtersøen; det var et Guds Veir, saa Stormen fik Kirkeklokken til at ringe; den lille Flod steg meer og meer; i sin voldsomme Fart rev den Træer og Huse med sig; da saae man drivende paa Strømmen en Vugge med et lille Barn, Ingen voevede sig ud for at frelse det, da kom en gammel, fiirsindstyveaarig Mand; ind mellem Træets Grene løftede han Vuggen, den stod fast, Barnet blev frelst, men selv, udmattet og afkræftet, reves han bort, sank og blev aldrig mere seet. Den Gamle var Wilhelm Tell.
Egnen om Vierwaldstädtersøen frembyder sagnhistoriske Minder om Tells Manddom og Daad, der igjen lyser ud over Schweizer-Characteren; paa dens Troskab kan der bygges.
Da i Paris den 10de August 1792 Tulerierne bleve stormede, lod Schweizergarden der, Officerer og Soldater, sig i Troskab nedsable, de kjendte ikke til at vige. Det er for disse Faldne, at General Pfyffer i sin Have udenfor Luzern i Klippevæggen har ladet Reise et Monument.
Naar man med Dampskibet kommer fra de ved Wilhelm Tell minderige Steder og bestiger Landingsbroen ved Luzern, har man kun en kort Vei, ud af Mäggis Porten til den lille Have, hvor ind i Sandstenen selv er hugget, frit hvilende, en colossal døende Løve, gjennemboret af et afbrækket Spyd; i Harm og Smerte holder den med sin Klo fast paa det med Lillien smykkede Vaaben.
Konstneren Aborn fra Constanz har meislet det i Sandstensklippen efter Thorvaldens Model, denne opbevares og fremvises tæt derved i et lille Huus; men paa Klippen selv er i Navnet Thorvaldsen glemt et L, der staar hugget Thorwadsen, ikke Thorvaldsen, en Feil, som nu ikke lader sig rette. Ovenover Løven er at lsæe paa Latin, en Hæders-Mindeskrift om Schweizergardens Troskab og Tapperhed. Nederst findes Navnene paa Officererne og Antallet af de Menige, som faldt. Ligeoverfor i Capellet, hvis Alterklæde er broderet af Hertuginden af Angoulème, læses aarligt Sjelemesser den tiende August.
Stedet selv, skiøndt nær ved Byen og tæt op til Landeveien, frembyder en mærkelig Eensomhed, det er, som om de faldne Helte hvilede her under disse Træers Skygge. En gammel Soldat af Schweizergarden holder Vagt, han fortæller os, at han som lille Dreng tjente i Garden som Trommeslager; han fortæller, at den dsnake Billedhugger, der gav Modellen, var her engang paa sin Reise til Danmark.
H. C. Andersen
Man har oftere hørt H. C. Andersen yttre, at det hører til Sjeldenhederne, at hans Muse besøger ham, medens han færdes i Udlandet, hvorimod den altid ved hans Hjemkomst paa dansk Grund velvilligt kommer ham imøde. Iaar har dette dog ikke været Tilfældet; this af et Brev fra Isola bella i Lago maggiore, som vi i disse Dage have modtaget fra ham, erfare vi, at et nyt Hefter Eventyr snart er færdigt. I Rom har han saaledes skrevet Historien ”Psychen” og Eventyret ”Sneglen og Rosentræet” og i Florents er Eventyret ”Skillingen” flydt ud af hans Digterpen.
Jonas Collin
Jonas Collin – hvilket Tidrum, hvilket mærkeligt Spand af vort Folks Udviklingsliv knytter sig dog ikke til dette Navn! – Næsten sexogfiresindstyve Aar! Ja, sex og firesindstyve Aar ere en lang Tid, men mon man dog ogsaa ret har lagt Mærke til, hvor lang en Tid det er? – For tolv Aar siden fik vi vore frie Forfatning; da havde gamle Geheimeconferentsraard Collin allerede paa Grund af Svagelighed og Alderdom taget sin Afsked fra sine fleste og vigtigste Embeder. Da vi for sex og tyve Aar siden sang med David: ”Til October skal de møde!” – det var den første roeskilde Stænderforsamling, vor Glæde hilste (1835) – da var Conferenstraad Collin allerede længst en af de indflydelsesrigeste Magthavere hos os. Da vore Fædre for syv og fyrretyve Aar siden afstode eller solgte Norge – paa Navnet kommer det ikke saa meget an – da havde Justitsraad Collin allerede med raske Tag aabnet Døren, der fører til Magt og Indflydelse, ja, han var alt traadt igjennem Døren og ind i Stuen. Da for fire og halvtredsindstyve Aar siden – det var i de Høstnætter, som nu stunde til – vor Hovedstd sank sammen ”for engelske Blus og Brande”, medens ”Svanereden” blev ”tom”, da havde Bankcommissair Collin allerede vundet sig et Navn som frisindet Forfatter (efter den Tids Maalestok) og som dygtig Embedsmand. Da for tresindstyve Aar siden vore Skærtorsdagshelte kæmpede den mindeværdige Kamp i Kongedybet, og det nye Hundredaar blev skudt ind med Prøvestenens Kanoner, da var Copist Collin en af de mange Tusinder, hvis Hjerter bankede Kampens Afgjørelse høit imøde. Da for toogtresindstyve Aar siden vor Trykkefrihed blev voldtaget og aflivet ved den feige og grusomme Septemberanordning, da havde Cand. Juris Collin allerede knyttet sig varmt og inderligt baade til Trykkefriheden og dens Forsvarer, den ædle Birchner, hvis Død Aaret i forveien han havde anmeldt i ”Minerva”. Da for sex og syv og tresindstyve Aar siden først Kongeboligen gik op i Luer, dernæst henved Halvdelen af Kongestaden, da var Student Collin netop ivrigt beskæftiget med at tage sin Embedsexamen, ja han tog den, saa at sige, ved Skinnet fra den brændende By. Da for tre og halvfjerdesindstyve aar siden Bondens Stavnsbaand blev brudt, da sad den Collin allerede paa Skolebænken, som faa Aar senere (1794) begyndte sin Forfattervirksomhed med en Afhandling om ”En Maade at udbrede Kundskab blandt Almuen” (see Rahbeks ”Tilskuer”); ja for den Sag sad han der allerede, da for syv og halvfjersesindstyve Aar siden ”Kronprinds Frederik” en skjønne Vaardag traadte ind i Guldbergs ”geheime Cabinet” for at opløse det. – Hvilke rige Skatte af Minder har et saadant Liv dog indsamlet og gjemt!
Eller – for kortelig at betegne hans Livsvarighed paa en anden Maade: For henved fem Maaneder siden lagde P.G. Bang sit trætte Hoved til Hvile; han havde fra ringe Kaar selv arbeidet sig frem til ved utrættelig Fliid ligesom Collin, havde tre Gange været Minister og sidste Gang Conseilspræsident, men var nu træt, træt indtil Døden, som han ogsaa fandt. Og da han første Gang aabnede sine Øine, havde Collin paa tredje Aar været juridisk Candidat! – Eller: For sexten Maaneder siden døde A.S. Ørsted; alle vare enige i, at den mere end eenogfiresindstyveaarige Olding ikke saa ganske kort havde overlevet sig selv, fra næste ukjendte Egne var han som en Komet gaaet hen over Himmelbuen, havde i lang Tid straalet med en Glands, der ikke fordunkledes af nogen anden, men var saa, havde vi nær sagt, vandret tilbage til det samme Mørke, af hvilket han var rundet. Og da Ørsteds Vugge fik Gænger, da sprang den treaarige Jonas Collin allerede omkring i kort Kjole og Buxer og sagde dristig ”jeg” til sig selv. – ”Og sagde jeg til sig selv!” ja – thi der var virkelig et Jeg i ham! Han blev et Jeg, der vidste at gjøre dette Jeg gjeldende, ogderfor maa han sikkert i god Tid have sagt Jeg, hvis Ordet ellers har Ret, at det maa man tidlig kroges, som skal god Krog blive.
Men skulle vi give en kort Oversigt over hans Liv, er det sagtens paa Tiden, at vi begynde.
Jonas Collin var eneste Søn af Kjøbenhavneren, Classelotteiinspecteur Niels Collin, der atter var en Søn af Commisionair Jonas Collin og Maren Schade. Hans Moder var Kjøbenhavnerinden Ingeborg Bolte, hvis Fader, Hermann Bolte, gift med Sar Morville, var Bogholder ved Ladegaardens Fabrik. – Jonas Collin blev født i Kjøbenhavn den 6te Januar 1776, da hans Fader var fulde niogtredive Aar og hans Moder fulde syvogtyve Aar; ikke desmindre beholdt han dog sin Fader til sit toogtydende og sin Moder til sit enogfyrretyvende Aar. – Forældrene lode ham undervise i Hjemmet, og privat dimitteret blev han 1792 Student og tog allerede i Sommeren 1795 juridisk Attestats med bedste Characteer. (Ved sin Død var han Danmarks ældste juridiske Candidat.) Derpaa lagde han sig efter Landmaaling, og fik 1800 Bestalling som Landmaaler. Imedens havde han levet et flittigt og virksomt Liv. Paa mange Maader beskæftiget sig med sine Kundskabers Udvidelse og sin Aands udvikling.
Han var jevnaldrende med de lysende Stjerner fra nærværende Aarhundredes Begyndelse, med Thorvaldsen, Steffens, Mynster, Ørstederne og Oehlenschlæger, og med flere af dem stod han i sine unge Dage i Omgangsforhold; men betegnende for hans daværende Standpunkt er hans enthousiastiske Kjærligehed til, hans Sværmeri for, den alvorlige Tænker og frimodige Forfatter, den altfor tidlig bortrevne Birchner. Hans Begeistring for Birchner var saa levende, saa høilyd, at hans Venner vare tilbøielige til at mene, at det nærmest var denne hans Begeistring, der bragte ham til at tilbyde Birchners Enke sin Haand, skiøndt hun alt havde et Par Børn og var paa fjerde Aar ældre end han selv. Vi sige ikke, at det var saa, vi sige kun, at hans Venner mente det: at de mente, at han kunde gjøre Alt for Birchners Efterladte, siden han ikke længer kunde gjøre Noget for Birchner selv. Vist er det, at den 30te November 1803 ægtede han Henriette Christine Birchner, født Hornemann (en Datter af Præsten Jakob Udsen H. i Marstal og en yngre Søster til den berømte Botaniker Jens Vilken H.), men vist er det tillige, at man ingenlunde behøver at drage Birchner selv med ind i Betragtningen, for at forstaae, at Collin kunde fatte Kjærlighed til hans begavede, elskværdige og kvindelige Enke, med hvem han nu i 41½ Aar levede et rigt og lykkeligt Huusliv, som vel sluttelig formørkedes ved hans Kones store Svaghed og Affældigheed, men som indtil den Tid havde gjort hans Hjem til en lykkelig Samlingsplads for en Mængde begavede yngre Mennesker, i hvis Kreds de Gamle befandt sig saa hjertelig vel. Efter langvarige Lidelser døde hun den 21de Mai 1845.
Omstændighederne medførte, at Collin aldrig for sin praktiske Virksomhed fik synderlig Tid til egentlig Forfattervirksomhed. Dog oversatte han endeel fremmede Skrifter og til en stor Mængde af vore Blade og Tidsskrifter – ligefra ”Tilskueren” og ”Minerva” indtil ”Borgervennen” o.s.v. – leverede han en Deel Bidrag. Ogsaa udgav han 1822-25 Tidsskriftet ”For Historie og Statistik, især Fadrelandets” (to Bind), var Medudgiver (1798-99) af ”Philosofiske Afhandlinger til Sandheds, Dyds og Smags Udbredelse”; af (1799) ”Udenlandsk Literaturtidende”, 1ste Bind; af (1804-9) ”Borgervennen”; samt af (1821-25) ”Nye landboekonomiske Tidenser”, 3die til 6te Bind. Ligeledes redigerede han ”Det kongelige danske Landhuusholdnings-Selskabs Skrifter, ny Samling”, 1ste til 4de Bd. (1816-17). Endvidere havde han en meget betydelig Deel i Udgivelsen af ”Statistisk Tabelværk”, 1ste til 16de Hefter (Kbhvn.1835-48) og dets tydske Oversættelse. – Saaledes som Collins Forfattervirksomhed blev – hvad der er noget andet, end hvad den under andre Forholde mulig havde kunnet blive – vilde denne Virksomheds selvstændige Betydning dog ikke have kunnet hjemle ham nogen synderlig Plads i vor Historie. At han 1808 blev Medlem af det skandinaviske Literaturselskab og 1818 endog Æresmedlem af det islandske literaire Selskab, kan neppe forøge hans literaire Betydning.
Men, som ”Fædrelandet” siger: ”Skjøndt han aldrig tog Sæde i Kongens Statsraad” (og vi tilføje: heller ikke i nogen af vore raadgivende eller lovgivende parlamentariske Forsamlinger), ”var han i mange Aar en af vore mest indflydelsesrige Statsmænd, hvis virksomhed strakte sig gjennem de fleste Grene af den indre Forvaltning og udenfor den til mange almeennyttige Foretagender”. Det er denne hans mangeartede rastløse Virksomhed, som har hævdet ham en sjelden fædrelandshistorisk Betydning, og det er den, som vi noget nærmere skulle betragte, idet vi dog mindes: ”Collin tilhørte ganske vist den gamle Skole, og hvorvidt hans Indflydelse altid har været brugt heldig, eller hvorvidt hans Indsigt altid har strakt sig saavidt som hans Medvirkning, derom kan der visselig være Spørgsmaal; men han var mindre uvillig mod, og derfor mere tilgængelig for, nyere Ideer end de allerfleeset af hans Samtidige, og i borgerlig Jevnhed og human Tænkemaade overgik han dem vistnok Alle”.
Allerede den 18de Februar 1801 blev han Copist i det kongelige Rentekammer, i hvbilket han samme Aar blev Fuldmægtig og den 4de Marts 1831 Deputeret. Som Saadan aftraadte han imidlertid den 1ste Januar 1841. Men i 1801 var han tillige bleven Fuldmægtig i Finantscollegiets Secretariat, 1803 Secretair ved Fonden ad usus publicos, 1807 Bankcomissair ved Courantbanken, 1810 Medlem af den bestandige Comitee, som skulde føre Tilsyn med de private Livrenteselskaber (til hvilken Comitee ligesom til Forordningen af 15de Mai s.A. han umiddelbar haavde gjort Forslag), 1812 Secretair i den store Finantscommission af 1787 og samme Aar Assessor i Finantscollegiet. Som Saadan deeltog han i Udarbeidelsen af Forordningen af 5te Jan.1813, den saakaldte Rigsbankforordning, og om den Betydning, man tillagde hans Arbeide her, kan man maaske danne sig en Slutning, naar man mindes, at han ikke alene umiddelbart efter blev udnævnt til Jistitsraad, men at fra den Tid hans stadige Stigning og voxende Indflydelse ret kjendelig begyndte. 1816 blev han Deputeret for Finantserne, 1817 Medlem af Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse, hvortil han selv havde udarbeidet Planen, 1820 blev han Medlem af Commissionen, der skulde undersøge de forskjellige Korntørringsmethoders Værd og Brugbarhed; 1821 Medlem af Commissionen om Landsbypræsternes Kaars Forbedring, og 1ste Febr. S.A. Medlem af Directionen for de kongelige Skuespil. Dette sidste Hverv beholdt han kun til 1829, da han paa Ansøgning fratraadte, men i hine otte Aar betragtede man ham ikke alene som det ledende Medlem i Theaterdirecionen, men vistnok med fuld Føie gav man ham den væsentligste Deel af Æren for Theatrets Flor i hine aaringer. 1824 udnævntes han til Medlem af den Comitee, som skulde undersøge de lærde Skolers oekonomiske Forfatning; 1827 Medlem af Comiteen for Anlæget af en sellenbergsk Opdragelsesanstalt; 1831 extraordinair Assessor i Høiesteret; 1832 Medlem af Commissionen til at undersøge det frederksborgske Stutteries Forfatning og gjøre Forslag til dets hensigsmæssige Oekonomi; 1833 Medlem af den bestandige Commission for det statistiske Tabelværk, hvortil han selv havde indgivet baade Forslag og Plan; samme aar Medlem af Forstexaminations-Commissionen, der blev nedsat i Anledning af det af ham umiddelbart indgivne Forslag til en Reform af Forstexamen; samme Aar Medlem af Commissionen, der skulde ordne og indrette en kameralistisk Examen; 1834 Medlem af Directionen for Stutterivæsenet og Veterinairskolen (entlediget 21de Decbr. 1843); 1835 Medlem af Commissionen for den kongelige grønlandske Handel; 1840 Medlem af Commissionen, der blev nedsat i Anledning af den færøske Handels Frigivelse; 1ste Januar 1841 (samme Dag som han udtraadte af Rentekammeret) 1ste Deputeret for Finantserne; samme Aar Æresmedlem af Akademiet for de skjønne Konster; 31te Decbr. 1842 paany, skjøndt meget imod sit Ønske, udnævnt til Medlem af den kongelige Theaterdirecion; 1ste Januar 1844 Overbestyrer af Veterinairskolen.
Man vil heraf see, at, som ”Dgbl.” siger, ”i en lang Aarrække kune saagodtsom intet offentligt Anliggende blive undersøgt eller reformeret, uden at Collin maatte være Medlem af vedkommende Commission.” Han nød i fuldt Maal Frederik den Sjettes personlige Yndest og Tillid, og ikke mindre var han i Besiddelse af Christian den Ottendes. At han Tid efter anden steg op ad alle Titelrangens Trappetrin, indtil han 1847 blev Conferentsraad, følger da omtrent af sig selv; ligeledes, at han fik Dannebrogsordenens forskjellige Kors og tilsidst (1840) dens Storkors (ogsaa Danebrogsmændenes Hæderstegn havde han 1826 modtaget). Men det er udentvivl mere end et Rygte, at Collin var en af dem, som Christian den Ottende i sine sidste Dage tænkte paa at drage ind i sit Ministerium. Kongen gik imidlertid bort, inden han endnu havde faet rørt ved sine reformatoriske Planer, og hvis Rygtet har Ret, naar det siger, at han paa sit Yderste anbefalede ham til sin Søn, har det sagtens ogsaa Ret, naar det tilføier, at Collin fandt sig selv for gammel til at overtage et saadant Hverv, at han tvertimod følte, at det snarere kunne være paatide, at han begyndte at trække sig tilbage. Og hertil var Grunden ingenlunde Uvillie mod den nye Tid og dens Gjerning, hvilken han vedblev at følge med hele sin Sjels Livlighed og med al sit Hjertes Deeltagelse; men jan vilde ikke overleve sig selv, og han var sund nok til at indsee, at en ny Tid kræver nye Mænd. Derfor aftraadte han allerede den 3die December 1848 som Finantsdeputeret og 23de Juli 1849 som Medlem af Theaterdirectionen; den 9de September 1849 opgav han ligeledes Overbestyrelsen af Veterinairskolen; den 9de October 1851 aftraadte han som Formand for Fortexaminationscomissionen; og lidt efter opgav han saaledes alle sine offentlige Hverv, kun ikke sin Formandspost i Bestyrelsen for det Thorvaldsenske Musæum, hvilken han beholdt til det Sidste.
” Det Thorvaldsenske Musæum!” – JA, Collin har endnu en stor og betydningsfuld Virksomhed, hvilken vi hidtil ikke have nævnt. Vi have seet, hvorledes Regjeringen brugte ham, men al denne Gjerning, saa vigtig og omfattende den end var, kunne endnu ikke tilfredsstille hans rastløse Aand. 1805 blev han Medlem af Landhuusholdningsselskabet, som 1809 valgte ham til en af sine Præsidenter og vedblev at gjenvælge ham femten Gange, indtil han 1855 frabad sig nyt Valg. 1809 blev han Medlem af Selskabet for indenlandk Konstflid. 1818 stiftede han med I. C. Drewsen ”Agerdyrkningsselskabet for Kjøbenhavns Amt” (som atter ophævedes 1824); 1820 deeltog han i Oprettelsen af Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn; samme Aar blev han først Medlem og kort efter tillige Medbestyrer af Selskabet for Efterslægten. 1822 deeltog han i Stiftelsen af Søbadeanstalten i KJøbenhavn; 1824 i Stiftelsen af Selskabet ”Athenæum” sammesteds og Selskabet for Naturlærens Udbredelse; 1829 blev han Medlem af og Formand for KOnstforeningen; 1831 deeltog han i Anlæget og Bestyrelsen af Rosenborg Sundhedsbrønde; 1822 stiftede han Selskabet for Hesteavlens Fremme i de danske Provindser; 1833 stiftede han i Forening med I.F.Schouw og D.F.Eschricht den naturhistoriske Forening; 1834 var han iblandt de Flere, som fremkaldte den første store Industriudstilling hos os, hvilken det andet Aar efter gjentoges. Endelig var han 1837 en af dem, som havde den væsentligste Andeel i Indbydelsen til Oprettelsen af Thorvalsens Musæum, og han blev narturligviis strax Formand for den desangaaende nedsatte Comitee. Hans personlige Forhold til Thorvaldsen, hans diplomatiske Klogskab og villiefaste Kraft skylde Kjøbenhavn, skylder Danmark maaske ganske særlig, at det overhovedet har et Thorvaldsensk Musæum. – – Jeg sagde ovenfor, at Collin var et ”Jeg”, at han havde et ganske særeget Greb paa i rette Tid at gjøre dette Jeggjeldende. Da man naturligviis helst taler om, hvad man personligt har erfaret, tør jeg maaske minde de Ældre af mine ærede Læsere om den første Generalforsamling i Foreningen for det Thorvaldsenske Musæum, hvorledes Kammerherre Castenskjold til Frederikslund der traadte op med sin anseelige Person, med et kraftigt Organ, et flydende Foredrag og en aldeles ubarmhjertig Critik af den meget ærede Bestyrelse; men hvorledes da den lille, uanseelige Collin afvæbnede ham med tyve Ord, med en Myndighed som en Dictators og med en Sikkerhed som et Orakels. ”Hvad den ærede Taler har sagt, hører aldeles ikke t il Sagen; har han intet andet at sige, saa gaae vi over til Dagsordenen”. Saaledes omtrent sluttede han, og man gik over til Dagsordenen. Jeg var dengang ung, det er sandt, og derfor gjorde Collins Optræden maaske et saameget stærkere Indtryk paa mig; men siden har jeg seet mange Mænd træde op i mange forskjellige Forhold, jeg har dog aldrig set nogen – det skulde i al Fald være L.N. Hvidt ved en vis enkelt Leilighed under den grundlovgivende Rigsforsamling – træde op med den Myndighed, som da jeg første og samtidig sidste Gang saae Collin for mine Øine.
Der er allerede opført en temmelig lang Liste paa Collins Virksomhedsretninger. Hvis man mener, at den er udtømmende, vilde man dog mærkelig tage Feil. Men det Nævnte maa være nok til at godtgjøre, at han var en Mand, som aldrig savnede Mod til at begynde paa noget Nyt, og som med Modet forenede baade Kraft og Klogskab til at gjennemføre, hvad han begyndte. Et rastløsere Liv have Faa levet, og dog vedligeholdt han baade Sjelens Livlighed og Legemets Rørlighed indtil faa Maaneder før sin Død. Alt Muligt interesserede ham, det Store med det Smaa, det Offentlige med det Private, og han vedblev gjerne at see Folk hos sig og tale med dem. Vor frie borgerlige Forfatning med alle dens Udviklings- og Indviklingshistorier kunde han udenad paa sine Fingre, ikke at tale om Krigens Hændelser og Underhandlingerne med de fremmede Magter. Og for at tage dette Ene med: den nye Veterinair- og LAndbohøiskole er ingen Støbning af ham, men ligefuldt kunde han gaae ind paa den, og med Glæde og Interesse besøgte han den mere end een Gang. Saaledes gik det med flere af vore nyere Indretninger.
”For hans beundringsværdige Flid og utrættelige Arbeidsomhed syntes et OVermaal af Arbeide en Umulighed”; men hans velvillige og humane Characteer fornegtede sig heller aldrig, og med velvillig Imødekommen understøttede han enhver gavnlig og ærlig Stræben. Vi have sagt, at han Huus var en Samlingsplads for yngre begavede Mennesker, og det ikke alene for de Mange, som førtes ind i det af hans talrige Børn og Børnebørn; thi med Kjærlighed og Hjelpsomhed tog han sig af mange, af Forfattere, Digtere, Konstnere og andre, der af hvilken som helst Grund vandt Krav paa hans Deeltagelse. H.C. Andersen har tidt fortalt os, at han seer en faderlig Ven i ham; det Samme kunde mange Andre fortælle os.
For et Par Maaneder siden ramtes han af en Sygdom, der gjorde hans Liv haabløst og tilsidst bevidstløst. Onsdag Middag den 28de Aug.1861 døde han, noget over 85½ Aar gammel. En lang Levetid, levet i uafbrudt Virksomhed, i Arbeide og Kjærlighed, lønnet med Regjerings og Medborgeres Tillid og Agtelse! – Hvilke rige Skatte af Minder et saadant Liv dog maa have indsamlet og gjemt!
Fr. B.
Den Tid nærmer sig, paa hvilken Boghandlerne i Anledning af det forestaaende Julemarked udvikle størst Virksomhed. Vi se os i dag istand til at meddele de værdifulde Skrifter, der, foruden det allerede omtalte Bind Digte af Fr. Paludan-Müller, endnu kunne ventes at udgaae fra C. A. Reitzels Boglade. Af H.C: Andersen: ”Nye Eventyr og Historier”, Anden Rækkes andet Hefte – af Kr, Arentawn: et Bind ”Digte” – af C. Hauch: ”Digte”, iblandt hvilke ville findes eet større – af Henrik Hertz: ”Noveller”; af disse have nogle været meddelte i ”Ugentlige Blade” – af H.H.Lefolii: anden Samling af ”Fortællinger og Sagaer” af Chr. Winther: 6te Udgave af ”Digte, gamle og nye” – af Forf. Til ”ivsbilleder” en ny Roman ”Cornelia”. Ligeledes vil den paabegyndte Række ”Prosaiske Skrifter” af J.L.Heiberg blive sluttede inden Aarets Udgang.
Blandt alle de poetiske Gaver, som Julen bringer os, ventes neppe nogen med større Længsel, end de ”Nye Eventyr og Historier”, som H.C. Andersen nu i en lang Aarrække har ligesom givet os Ret til at fordre af ham, som nu i et Oplag paa fem Tusind Exemplarer udbrede Glæde blandt Store og Smaa, Rige og Fattige, og som ikke blot vi, hans Landsmænd, men hele den civiliserede Verden beundre. Den nye Samling indeholder, som man veed: Iisjomfruen, Sommerfuglen, Psychen og Sneglen og Rosenhækken, og det Spørgsmaal, hvilken er den smukkeste, opstaaer naturligt, men er saa vanskeligt at besvare. I dem alle overraskes man ved den ungdommelige Phantasi, det aabne Blik for Naturens Hemmeligheder, det barnlige Sind, den næsten uudtømmelige Frugtbarhed og det uimodstaaelige Lune, der snart fremkalder vor Latter, snart aflokker os en Taare.
I ”Iisjomfruen” vil Læseren beundre de med store og majestætiske Træk udkastede Skildringer af Alpenaturen, medens Charactererne, der ere tegnede langt skarpere og bestemtere, end Forfatteren i Almindelighed pleier, berettige os til at antage, at han heller ikke som Romanforfatter kan have sagt sit sidste Ord. Det Afsnit, der hedder ”Ørnereden”, er en af de mest gribende og storartede Skildringer, vi nogensinde have læst. Og hvad skader vel det, at det er en sørgelig Historie? Digteren lærer os jo selv, at det er deiligt at flyve fra Kjærlighed til Kjærlighed, fra Jorden ind i Himlen, at der brister en Stræng, at der klinger en Sørgetone, Dødens Iislys beseirer det Forkrænkelige; Forspillet ender, for at Livsdramaet kan begynde, Misklangen opløses i Harmoni. Derpaa kommer den kostelige lille Historie om den vægelsindede ”Sommerfugl” – en Advarsel for alle Pebersvende – der gik ud for at frie, men ikke fandt en eneste Blomst god nok, indtil den omsider fløi mod en Rude, blev seet, beundret og sat paa Naal i en Raritetskasse, hvor den, skjøndt det ikke var ganske behageligt, trøstede sig med, at det nok er som at være gift, man sidder fast! ”Psychen” udvikler i den skjønneste, mest tiltalende Form den ædle Tanke, at om end Konstnerens Liv er Forsagelse, ja om end Eftermælet forsvinder, om Alt, hvad Jordisk er, veires hen, lever endnu Psychen. Det lille Eventyr ”Sneglen og Rosenhækken”. Der slutter Samlingen, vidner om, at H. C. Andersen ogsaa kan svinge Satirens Svøbe, naar han vil, om han end er sikker paa, at den af Alting spyttende Snegl vil komme tilkort, naar den maaler sig med hans Rosenhække, der blomstrer i Glæde, fordi den ikke kan andet.
Paa Lose & Delbancos Forlag er udkommet ellevte AArgang af ”Folkekalender for Danmark”, der har fundet en saa velvillig Understøttelse saavel af Publikum, som af vore fortrinligste Digtere og Videnskabsmænd.
Folkekalenderen for iaar indeholder: Huitfeldt af C. Ploug, Under Lygten af X, den gamle Kirkeklokke af H. C. Andersen, erotiske Smaadigte af H. Hertz, Budstikken af Fr. H., naturligt og konstigt Nordlys af Cl. Rosenhaff, Damon og Pythias af Carl Bernhard, Hans og Lise af Henr. Hertz, Silkeormen og Kaalormen af P.L.M., Agerbrug ved Damp, Jonas Collin af H.C. Andersen og Henr. Herz, det Gamle og det Nye af Erik Bøgh, Sølvskillingen af H.C. Andersen, syv Romancer af Chr. Winther og Kalender for Stuegartnere og Smaahaveeiere af I. A. Bentzien.
Carl Plougs malmfulde Digt Huitfeldt, H.C. Andersens fortræffelige Eventyr Sølvskillingen og Christian Winters Romancecyclus bør sikkert fremhæves i denne Aargang.
1862
Igjen et Aar udfolder sine Vinger,
Det flyver frem med Morgenrødens Glands;
Igjen vi spørge: hvad mon Aaret bringer?
Hvor falder Sørgeslør, hvor Brudekrands?
Skal Krigsraab eller Fredens Hymne lyde?
Hvad meisler det i Verdens Marmorblok?
Hvad vil det reise og hvad vil det bryde?
Far hen hver Frygt! Vorherre hjelper nok.
Han er i gode og i tunge Dage
Det Hjerte, vi os trygt tør hæde til;
Igjennem Mulmet vi til Klarhed drage;
Vort Liv er ei Tilfældigheders Spil!
H.C. Andersen
Digteren
Bernhard Severin Ingemann
Ved hans Vugge stod Danmarks Genius og Poesiens Engel; de saae gjennem Barnets milde blaae Øine ind i et Hjerte, der ikke kunde ældes i Aaringer, Barnesindet vilde aldrig forsvinde, han skulde blive en sjelden Urtegaardsmand i Poesiens Have i det danske Land, og de gave ham Hilsen og Indvielse ved et Kys.
Hvorhen han saae, faldt en Solstraale; den tørre Green, som han berørte, satte Blade og Blomster; han brød ud i Sang, som Himmelens Fugle synge, i Glæde og Uskyldighed.
Fra Folketroens Ager, fra svundne Tiders mosgroede Grave tog han Frøkorn, lagde dem ved sit Hjerte, lagde dem paa sin Pande, plantede dem og lod dem groe; de trivedes, de voxte ind i Bondens lave Hytte, slyngede sig som Sanct-Hansurten hen under Loftet og bredte ud de friske Blade; hvert Blad var for Bonden et Historiens Blad, der susede i den tankerige Vinteraften hen over den lyttende Kreds; den hørte om gammel Tid i Danmark og Danskens Sind; de danske Hjerter løftedes derved i Glæde og Kjærlighed.
Han lagde Frøkorn bag de brusende Orgelpiber og Cherubernes syngende Træ viftede sine Grene, susede Psalmesang: Fred i Hjertet, Glæde i Gud!
I Hverdagslivets tørre Jordbund lagde han Eventyrets Blomsterløg og det skjød frem, udfoldede sig i Broget Pragt og gribende Selsomhed.
Har førte ind til de Smaa Storken fra Kong Pharaos Land; han lærte dem Morgen- og Aftensange og de forstode hos ham hvert eneste Ord.
Hvad han plantede groer, thi det har slaaet sine Rødder i Folkets Hjerter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog, hans Fædrelands Sind lægger Kraft i Sværdet, hans rene Tanke er som den forfriskende Søvind!
Det var nu sidste Juul. Hvad vi melde er ikke Digtning, selv fortalte han til Vennen sin Drøm: hans Jordeliv var endt, Legemet en henkastet Skovklædning, han løftedes bort, men fast holdt han endnu paa en Haand, han kunde ikke slippe den, hans trofaste Hustrues Haand; og han fornam, at den blev vaad af Taarer, og i det Øieblik fulgte hun ham – – da vaagnede han.
Vakt er han i denne Stund, men hun sidder ene tilbage i det Hjem, hvor Hver, som traadte ind, blev mildere og bedre; hun sidder i Længsel og Savn; for ham er til Mødets Stund Tiden, som Minuttet er for os, det veed hun; ”Tak og Kjærlighed!” lyder fra hendes Mund, lyder fra Barnehjertet og fra det danske Folk.
Hvad der maa forsvinde og veire hen er nu lagt i Graven under Kirkeklokkers Klang, Psalmetoner og Kjærlighedens Taarer; hvad der aldrig døer, er hos Gud; hvad han plantede, er hos os til Glæde og Velsignelse!
H.C. Andersen
Hvor meget end H.C.Andersens ”Eventyr” ved deres eget Værd have vidst at finde Gjenklang i Læseverdenen, der det dog uimodsigeligt, at deres Udbredelse er tiltaget paa Grund af de geniale Tegninger, der som et Tillæg til selve Fortællingerne ere udgaaede fra Vilhelm Pedersens Haand. Til Sorg for Konsten skulde han desværre standses midt i sin Virksomhed; men endnu findes der ikke faa Billeder, som ikke ere indlemmede i den hos Reizel udkomne Samling, men ere benyttede paa andre Steder. Det er den Række af ”Eventyr og Historier”, som Forlæggeren i næste Uge vil begynde at udgive i sex Hefter, af hvilke det sidste tillige vil, som Efterskrift fra Forfatteren, indeholde et Par Bemærkninger om Eventyrenes Tilblivelse og Fremskriden.
Af Nyheder i den danske Literatur, der inden Julen vil forlade Pressen, kunne vi nævne:
”Fra danske Digtere”, nye Digte udgivne af Chr. Winther, indeholdende ei forhen trykte Digte af Em. Aarestrup, Carl Andersen, H.C. Andersen, Ludvig Bødtcher, Erik Bøgh, Erica, Forf. Til ”Tre Dramaer”, I.H. Greensteen, C. Hauch, Joh. Helms, H.P. Holst, Chr. Hostrup, J.V: Kaalund, Nik.Krossing, Fr. Paludan-Müller, Carl Plough, Chr. Richardt, M.R., RUd. Schmidt, I. M. Thiele, Pauline Worm og Udgiveren.
I Afrika
Jeg er ovre i Marokko!
Er det ei et Eventyr?
Norden for mig er Europa.
Der jeg seer Trafalgars Fyr.
Havets Brænding har en Susen,
Toner fra den danske Strand,
Selv i Afrika jeg synes,
Jeg er nær mit Fædreland;
Venners Stemme kan jeg høre,
alt det Skjønne kan jeg see,
Lad det snee der, Skyen drysse
Mandelblomster, Jule-Snee,
Lad det ruske, lad det regne,
Vinden gaaer t il Marv og Beeb,
I Aartusinder dog grønnes
Der den friske Bøgegreen.
Danmark Nordens ældste Rige
Engang stort, men lille nu,
Grændsen lille, Ungdoms Sindet
Det har Storhed, den har Du!
Jeg i Havets Susen hører
Toner fra den danske Strand.
Hører Du igjen mit Hjertes
Banken, Du mit Fædreland?
Tanger, den 6te November 1862
H. C. Andersen
I denne Uge udkommer paa vort Forlag:
Folkekalender for Danmark
12te Aargang. 48 Sk.
Med Bidrag af H.C: Andersen, Carl Bernhard, Erik Bøgh, Carit Etlar, Fr. Hammerich, Jacob Helms, Henrik Hertz, Dr. H., Chr. H. Kalkar, P.L.M., Jens Norup, Chr. Richardt, P. Schjørring og Julius Thomsen, samt Illustrationer efter Tegninger af danske KOnstnere og som Titelportrait et Staalstik af Johan Herman Wessel.
C. C. Lose & Delbanco,
Gothersgade 11
Den forløbne Uge har fra Reitzels Boglade bragt to Fortsættelser: 3die Hefter af den nye Udgave af Andersens Historier og Eventyr, og 8de Bind af Heibergs poetiske Skrifter.
Paa vort Forlag er udkommen og faaes i alle Boglader:
Folkekalender for Danmark 1863
12te Aargang. 48 Sk.
Indhold:
Statsborgerlig Kalender, af P. Schjørring.
Geealogi. Det danske Kongehuus.
Johan Herman Wessel. Af P.L.M.
Vilslev Kirke ved Kongeaaen, af Jacob Helms.
En Gaade, af Carl Bernhard.
Brostenen, af Jens Norup
Margrethe, Dronning af Skotland, af Chr. H. Kalkar
Bag Linden, af Chr. Richardt
Den sidste katolske Biskop paa Island, af Fr. Hammerich
Sæbeboblen, afJulius Thomsen
Et Blad af en ung Digters Debut, af Henrik Hertz
Sommergjækken, af H.C. Andersen
Et romersk Æsel, af Chr. Richardt
Kains Slægt, af Carit Etlar
Tidernes Trælle, af Cl. Rosenhoff
Et Digterportræt, af Erik Bøgh
De 10 første Aargange, indheftede i to Bind, faaes à 1 Rd.48 Sk. Bindet; enkelte Aargange sælges à 48 Sk.
C. C. Lose & DelBanco.
C. A. Reitzels Forlag
Andersen, H.C. Eventyr og Historier, med Illustrationer. Ny Udgave Første Bind. 2 Rd. 24 Sk.
Arntzen, Kr. Digtsamling 1 Rd.
Billie, C.St.A. Breve fra London under Verdensudstillingen 1862. 1 Rd. 48 Sk.
Blicher, St. St. Gamle og Nye Noveller. 8 Bind. 6 Rd.
Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg. 1 Rd.
Hauch, C. Valdemar Seier. Et romantisk Eventyr. 1 Rd. 32 Sk. – Lyriske Digte og Romancer, 2 Rd.
…
Smukt indbundne Exemplarer af ovenstaande Bøger kunne erholdes gjennem enhver Boghandel.
I alle Boglader faaes:
Portrait af H. C. Andersen
Priis 48 Sk.
Portrait af N.F.S. Grundtvig
Priis 48 Sk.
Forlagsbureauet i Kjøbenhavn
Af den med V. Pedersens Tegninger prydede complette Udgave af H. C. Andersens Eventyr og Historier har 2det Bind første Hefte i forrige Uge forladt Pressen paa Reitzels Forlag.
Digte fra Spanien
I
I Norden, i Kakkelovnskrogen,
Groe Eventyr deiligt i Bogen,
Men ovre bag PyrenæernesMuur,
Der voxe de vildt i den hele Natur,
Og er Du selv ung, ret Flamme og Fyr,
Saa brænder Du op i et Eventyr.
II
Ved Husets Muur stod en Hæk af Geranier,
Der sad hun paa Trappens Marmorsteen,
Saa ung, saa deilig, hun solgte Kastanier,
Sad med Blomst i Haaret og med bare Been,
Hun saae med to Livsens Øine paa Én,
Var man ei en Ismand, strax blev man en Spanier.
III
Toledo
Vær hilset Du Fortids Toledo,
Du ridderlige gamle By,
Hvor Maurer-Klinger blev smeded’,
Om det gaaer i Verden Ry.
Her er saa ensomt og stille,
Forfaldent, øde og stort.
Af rustædte Hængsler er faldet
Alcaazars Vinduer og Port;
En ridderlig Gaard er nu Vertshuus,
min Stue en gammel Hal,
Gud pranger Familie-Vaabnet
Over den aabne Portal;
Her er ei Kamin, men et Ildfad –
Jeg hører den styrtende Regn,
Den skyller ned som en Syndflod
Over den udbrændte Egn.
De nøgne, grangrønne Klipper
Sig løfte langs Tajos Bred,
De kjende den larmende Fortid
Og Nutidens Eensomhed;
De hørte Mahomed prises,
Og Chor-Sang til Jehova,
Nu høre de Locomotivet
Som kommer og bruser herfra –
Og saa er igjen det stille
Alt rundtom øde og stort,
Men deiligt snoer sig et Vintræ
Om Byens ældgamle Port,
Og der bag det gittrede Vindue
Den deiligste Rose jeg saae,
Og den havde kulsorte Øine,
Tidt vil jeg tænke derpaa.
IV
Alhambra
Som en Æolsharpe, brudt itu,
Men endnu ophængt paa Zenits Bjerg-Kant,
Seer jeg Dig Alhambra, billedsmykket,
Rigt udskaaret; dog, din største Skjønhed
Ligger i Erindringen om Klangen,
Tonerne fra dine brudte Strænge
Klang somSværdet gav, som Snittet har den,
Dertil Elskovs-Toner, bløde, søde,
Svulmende til stormende Scirocco.
– Brudt itu er Harpen; Resten hænger
Af den mellem sørgende Cypresser,
Kostbar, rigt indlagt. Det er Alhambra.
V
Det spanske Sprog
Af Rythmer i Castagnetter
Er Klang i det spanske Sprog,
Det bølger melodisk, som sang det
Fra Hjerternes Nodebog,
Det som en Toledo-Klinge
Sig bøier og hugger dog til,
Det Ord har med Janus-Hover
Til Folkehumorens Spil.
Betragt saa Murillos Madonna,
Meer himmelsk dig Øie ei sasae,
Det spanske Sprog maa hun tale,
Og Englene det forstaae.
VI
Spanien
Spanien, hvilken Rigdom har Du
Af Naturens Deilighed!
Palmeskov og Cactus-Vildnis,
Udbrændt Ørken, Blomsterbed.
Skjønheds Skikkelser har vandre,
Malerisk er hver en Dragt
Og om dine Kyster svulmer
Havet i sin Storheds Magt;
Maurerfolket gav Dig Minder
Hvori Aand og Skjønhed boer;
Og din Nutid eier Ungdom,
Munkene Du fra Dig jog.
Spaniens Blomstren forudseer jeg
Lyse vil i Fremtids Bog.
H. C. Andersen
I det sidstudkomne Hefte af Andersens ”Eventyr og Historier”, hvormed den nye smeukke Udgave er sluttet, giver Forfatteren i nogle interessante Bemærkninger Rede for, hvorledes disse Digtninger, der overalt i Verden have vundet Borgerret, ere udsprungne i hans Phantasi. (Reitzels Forl.)
”I Spanien”. Efter at Professor H.C. Andersen for længst saavel andetsteds som navnlig i ”En Digters Bazar” har ført Læseren gjennem Størstedelen af Europa, er han nu naaet til Aftenrødens Land, det minderige romantisk-gothisk-mauriske Spanien. Forfatteren, der i ”Improvisatoren” har givet et Billede af Italien, som har kunnet sætte selv Fru Staël-Holsteins ”Corinna” i Skygge, er, som man veed, ingen kold, utaknemmelig Reisensde. Der er Fart i Digteren, afsted gaaer det, og hele Fremstillingen er livlig. Sviptouren til Afrika giver et malerisk Billede af Folkelivet; fra den og fra flere Steder i Spanien har Forfatteren i sin Tid sendt Digte til denne Tidende: disse og endeel Sødskende af lignende Art skyde af den for øvrigt næsten ”bundne” Stil op som Blomster, der betegne Phantasiens Fylde og den lyriske Stemnings Styrke. (C. A. Reitzels Forlag.)
Paa vort Forlag er udkommet:
Farvel til Kong Frederik VII
Digt af H.C. Andersen – Musik af C.J. Hansen. Afsunget den 18de December 1863 af de kjøbenhavnske Sangforeninger. Partitur og Stemmer. 48 Sk.
C.C. Lose & Delbanco
Gothersgade 11
Paa vort Forlag er udkommen og faaes i alle Boglader:
Folkekalender for Danmark
1864. 13de Aargang. 48 Sk.
Indhold:
Kalender-Aphorismer af Cl. Rosenhoff.
Med Deres Majestæter Kong Christian IX’s og Dronning Louises Portraiter, af H.C. Andersen.
Genealogi. Det danske Kongehuus.
Det kongelige Geheime-Statsraad.
Kort Adeler, af C. Ploug.
I rette Tid, af H. F. Ewald.
Et Billede i Aarhus Domkirke, samt nogle Bemærkninger om vore gamle Kalkmalerier, af J. Kornerup.
To Genrebilleder, af Chr. Winther.
To Breve til Hjemmet, af X
Theepotten, af H. C. Andersen.
Blomsterbordet, af J.A. Bentzien.
A.W. von Schack Staffeldt, af Kr. Arentzen.
Kromandens Datter, af Anton Nielsen.
Hjelpen i Nøden, af Erik Bøgh.
De ti første Aargange, indheftede i to Bind, faaes à 1 Rd. 48 Sk. Bindet; enkeltviis sælges de tidligere Aargange à 48 Sk.
C.C. Lose & Delbanco
Gothersgade 11.
Folkekalender for Danmark møder denne Gang med trettende Aargang og trodser ved sit Indhold det uheldige Tal. Carl Ploug har til Staalstikket ”Kort Adeler”, skrevet et Digt, der er betegnende for hans Muse, og det er et godt Lov. Chr. Winthers Fragment ”To Genrebilleder” har idetmindste i Enkeltheder fortrinlige Ting,saasom den brillante Lyrik i Naturbeskrivelsen i Begyndelsen. ”I rette Tid” af H.C. Andersen er et værdifuldt æsthetisk Bidrag, og baade ”To Breve fra Hjemmet” af X og ”Kromandens Datter af Ant. Nielsen ere Skildringer, som ved deres Naturlighed i Fremstillingen ville danne em underholdende Læsning. Desforuden have H.C. Andersen og Cl. Rosenhoff, Kr. Arenzen og F. Bøgh, samt I. Kornerup og I.A. Bentzien leveret Bidrag. (Lose & Delbancos Forlag)
Paa mit Forlag er udkommet og faaes i alle Boglader:
Digte til Høisalig Kong Frederik den Syvende
ved Allehøistsammes dødelige Afgang, af H. C. Andersen, Bjørnstjerne Bjørnsson, Ludvig Bødtcher, N.F.S. Grundtvig, Fr. Hammerich, C. Hauch, H.P. Holst, C. Hostrup, A. Munch, Fr. Paludan-Müller, C. Ploug, G. Rode, Claudius Rosenhoff, Pauline Worm og fl. A. Priis 49 Sk. Nettoindtægten anvendes som Bidrag til Nationalmonumentet.
August Westrup
Store Kongensgade Nr. 11
Af. H.C. Andersens Eventyr har der allerede længe existeret Oversættelser paa Engelsk, men en særlig for det amerikanske Folk Bestemt, i den nye Verden trykt Oversættelse havdes hidtil ikke. Nu har en Amerikanerinde, Miss Fanny Fuller, gjort Begyndelsen ved at udgive: ”The Jean-Maid and other Tales by H.C. Andersen. Translated from the German”. Den gode Dame har naturligviis benyttet den tydske Oversættelse, fordi hun ikke forstaaer Dansk, men det skal være hende tilgivet, da hun dog ad denne Omvei skaffer vor berømte Landsmands Ry en større Udbredelse.
Trøst i Tro
Skal vi ei mere sjunge igjen:
”Danmark deiligst Vang og Vænge!”
Hjertet bløder, synge vi den;
Vinterens Storm har jaget den hen. –
Kommer da ikke en eneste Ven?
Ham har vi ventet saa længe.
Sommeren blæser sin milde Bør,
Hvidtjørnen blomstrer og Gjøgen kukker,
Alt er saa smilende friskt som før,
Fuglene kviddre i vante Humeur,
Hver en Blomst har sin gode Coleur,
kun Menneskets Hjerte sukker.
Ikke det hjelper, græd selv Du Blod,
Jamre og klage ikke Dig baader,
Det som skal skee, fra Evighed stod
Skrevet hos ham, som er alviis og god,
Han, som aldrig sin Skabning forlod,
Kongerne Konge, som raader.
Ikke endnu er vort Fartøi et Skrog,
Alle Mand være paa Dækket!
Stykker af Relingen Søen tog,
Søen slaaer, som den sjelden slog,
Sprøiter sin Fraade mod Danebrog,
Gud, hold den uforkrænket!
Aldrig Fortrøstningen heelt veirer hen,
Før brister Hjertet af Sorgen.
Altid Folketroen var den:
Danmark har i Vorherre en Ven,
Holde vi fast, Han holder igjen,
Og Solen vil skinne i morgen!
H.C. Andersen
Med Prindsesse Dagmars Portrait
I Danmark Navnet Dagmar er Fyrstinden,
I hvem et Folk beundred’, elsked’ Kvinden.
Du ligne hende: Slægter vil Dig prise,
Fornyet, deiligt, lyde Dagmars Vise!
H. C. Andersen
†
Ved Efterretningen
om
Michael Wiehes
Død.
Det er en Trængsels Tid med Tab paa Tab;
Mens Blod er flydt og Blod er til at græde,
Gaaer Døden frem mod Konst og Videnskab,
Det Danevirke med sin Fod at træde.
Vor Herlighed Een efter Anden døer,
Ydmygede og smaa vi staae tilbage;
Der ruller over Danmark tunge Søer.
Farvel, I Storheds Svaner, som bortdrage!
H.C. Andersen
Paa vort Forlag udkommer paa Tirsdag og faaes i alle Boglader:
Folkekalender for Danmark. 1865.
14de Aargang. 48 Sk.
Indhold.
Sorgens Aar (fra 15de November 1863 til 14de November 1864) af Fr. Barfod.
Genealogi. Det danske Kongehuus.
Det kongelige Geheimestaatsraad.
Herluf Trolle, af Chr. Listov.
Polen og Danmark, af C. Hauch.
”Patent” af Dr. H.
To Smaadigte, af Jul. Chr. Gerson.
Rasmus Nielsen, af Fr. Algreen-Ussing.
Hellig Anders’ Kors ved Slagelse, af J. Kornerup.
Studier fra Messina, af V. Bergsøe.
Alfekvinden, et islandsk Folkesagn, af Carl Andersen.
Fra Syden, Digte af Kristian Arentzen.
Mythen om Marsyas, af Erik Bøgh.
Under Krigen, af Anton Nielsen.
Folkesangens Fugl, af H.C: Andersen.
De ti første Aargange, indheftede i to Bind, faaes à 1 Rd. 48 Sk. Bindet; enkeltviis sælges de tidligere Aargange à 48 Sk.
C.C. Lose & Delbanco
Gothersgade 11
H.C: Andersen har fuldført et nyd dramatisk Arbeide: ”Da Spanierne var her”, originalt, romantisk Lystspil i tre Akter.
H.C. Andersens nyeste romantiske Lystspil: ”Da Spanierne var her”, er udgivet paa Reitzels Forlag i samme Format som Forfatterens samlede Værker; samtidigt hermed er ogsaa Operatexten ”Ravnen” i dens nye Skikkelse til den nu stedfundne Opførelse af den omarbeidede Opera udkommet.
Fra Bing & Grøndahls Fabriker er i disse Dage udgaaet en Biscuit Portrait Buste af H.C. Andersen, som med Hensyn til Lighed og Udførelse hører til det Bedste, vi have seet i denne Retning.
I løbet af denne og næste Maaned vil der paa C.A. Reitzels Forlag udkomme flere Nyheder, af hvilke vi her skulle nævne de æsthetiske, som vel have mest Interesse for vore Læsere, nemlig: ”Nye Eventyr og Historier”, af H.C. Andersen, anden Rækkes tredje Hefter; – ”Ungdomsdigte” af H. P. Holst; – ”Brogede Blade”, Digte af Chr. Winther. Desuden udgives: ”Homers Iliade og Odyssee”, oversat af Chr. Wilster, i tredje Oplag. – ”Ved Nytarstid i Nøddebo Præstegaard” i andet Oplag – og ”Italienske Folkesange og Melodier”, samlede ved A. P. Berggreen, i en ny, forøger Udgave.
I det nette Format, der bl.a. ved Plougs ”Samlede Digte” er blevet saa bekjendt, har Professor Chr. Winther begyndt at udgive en Samling ”Dansk Lyrik”, der udkommer i fire Hefter (à 48 Sk.). Denne Samling, der i Omfang og Fuldstændighed vil overgaae alle tidligere, inddeles efter de besungne Gjenstandes Indhold; ”Poesien”, og ”Livet, Døden” have fundet Plads i det foreliggende første Hefte. Udgiverens Navn maa borge for, at Udvalget bliver ligesaa skjønskomt som fuldstændigt, saa at Almeenheden her kan faae en i alle Maader tiltalende Bouquet af vor lyriske Digtekonsts mange smukke Blomster. (Forlagsbureauets Forlag)
Paa Undertegnedes Forlag er udkommet og faaes i alle Boglader:
Dansk Lyrik ved Christian Winther.
1ste Hefter – Pris 48 Sk.
Denne Samling Lyriske Digte af danske Forfattere fra Fortid og Nutid, inddelte i 7 Grupper: Poesien; Livet; Døden; Fædrelandet; Kjærlighed; Naturen; Billeder; Romancer og Ballader, vil udkomme i 4 Hefter à 48 Sk., med korte Mellemrum, saa at det Hele vil være sluttet før Julen, til hvilken Tid smukt indbundne Expl. I Smag som Plougs Digte ville være at erholde.
Forlagsbureauet i Kjøbenhavn.
Paa Undertegnedes Forlag er udkommen:
Brogede Blade,
Digte af Christian Winther. Pris: heftet 2 Rd. 32 Sk.
Digte med religiøs Tendents. Af Bernh. Sev. Ingemann. Pris 48 Sk.
Fortælling om Haldur. Af. C. Hauch. Pris 1 Rd. 32 Sk.
Italienske Folkesange og Melodier, samlede og udsatte for Pianoforte af A.P. Berggreen. Pris 2 Rd. 12 Sk
Min Reise til China i 1864. Af Steen Bille. Pris 2 Rd. 48 Sk.
Theaterliv og Erindringer. Af August Bournonville. Pris 2 Rd. 48 Sk.
Tre Lystspil af Henrik Hertz. Advokaten og hans Myndling. En Cuurmethode. Portraitet. Pris 1 Rd. 48 Sk.
Ungdomskilden. Fortælling af Frederik Paludan-Müller. Pris 56 Sk.
Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Fortælling af Nicolai, 18 gammel. Andet Oplag. Pris 1 Rd.
I næste Uge udkommer:
Nye Eventyr og Historier. Af H.C. Andersen. Anden Række, 3die Hefte. Pris 48 Sk.
Ungdomsdigte af P. Holst.Tredie Oplag. Pris 1 Rd. 32 Sk.
C.A. Reitzel
”Nye Eventyr og Historier” af H.C. Andersen. (Anden Række. Tredje Samling)
Det lille HEfte – tilegnet Balletdigteren August Bournonville – indeholder syv Fortællinger: ”Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen”, ”Veirmøllen”, ”Sølvskillingen”, ”Bispen paa Børglum og hans Frænde”, ”I Børnestuen”, ”Guldskat” og ”Stormen flytter Skilt”. Et Par af dem have været trykte forhen, saaledes det livlige historiske Tidsbillede, der staaer i Midten.
Prisen i Samlingen maa vistnok tilkjendes ”Lygtemændene osv”, som paa en meget poetisk Maade giver en Bedømmelse af eller Advarsel imod en aandelig Forgiftelse, der truer vor Slægt; det er den rette Digter, der fører en ligesaa selvbevidst som berettiget Klage over, at der er ”Lygtemænd i Byen”. Ogsaa ”Sølvskillingen” synes os et rigtig godt og smukt Eventyr. I det Hele kan dette HEfte vistnok maale sig med de bedre af de mange fra denne Forfatter – og Det vil jo ikke sige saalidt. (C. A. Reitzels Forlag).
Robert Watt: ”Igjennem Europa” med en rask Titelvignet og et verificeret Forord af H.C. Andersen, kan vistnok gjøre Regning paa mange Læsere, der med Forfatteren vill gjøre en livlig Fart og dele hans friske Opfattelse, fremsat paa hans velkjendte, tiltalende Maade. ”Igjennem Europa” har tildeels staaet som Feuilleton i ”Dagbladet”, og – ligesom hans ”Pariser-Photographier” – vinder Hr. Watts nye Skizzer kun ved at samles. (Kr. Dissings Forlag).
Af H.C. Andersens yndede Børnebog ”Billedbog uden Billeder” er der udkommet femte Oplag; den er ligesom dens Forgænger i Miniatur Format. (C.A. Reitzels Forlag).
H.C. Andersen har betegnet sin Hjemkomst fra en Udenlandsreise med nye Udgaver af tvende af sine bedste Aandsværker, ”Improvisatoren”, der for tredje Gang, og ”De to Baronesser”, der for anden Gang udkomme paa C.A. Reitzels Forlag.
Til de literaire Nyheder, som paa vort Julemarked altid imødesees med en berettiget Forventning, høre unegteligt de smaa gule Hefter, der indeholde H.C. Andersens nyeste Frembringelser indenfor Eventyrets Omraade. Det vil derfor vistnok med udeelt Interesse erfares, at et nyt Hefte Eventyr, indeholdende: ”Gjemt er ikke glemt – Portnerens Søn – Skrubtudsen” er færdigt i Manuscript og udkommer paa C. A, Reitzels Forlag.
Nye Eventyr og Historier af H.C: Andersen. 2den Hefte. Fjerde Samling. C.A. Reitzels Forlag.
Det ville være det Samme som at bringe Ugler til Athen, hvis vi benyttede den til Anmeldelser her i Bladet indrømmede Plads til at lukke Døren op for dette nye Hefte Eventyr af H.C. Andersen; thi førend disse Linier læses, er allerede saagodtsom ethvert Huus aabnet for den kjære Julegjest. Men derfor skal det dog ikke forbigaaes med Taushed, at det nysudkomne HEfte, der danner Slutstenen paa de to Bind ”Nye Eventyr og Historier”, ved Friskhed og poetisk Flugt vil bane sig VEi til mange Læsere. Enhver udsøger naturligviis Sit i Heftet: den af Livet grebne ”Moster”, de skarpttegnede Figurer fra Kejlderen og i Stuen i den lille Novelle ”Portnerens Søn”, Taarnvægteren Oles Betragtninger i ”Flyttedagen”, samt ”Skrubtudsen”, hvori man gjenfinder Eventyrforfatterens sande Humor, ere lutter nye Skikkelser og Ideer, hvormed Andersens Muse i høi Grad har glædet Store og Smaa.
Den 26de Mai 1867
Fra Vilhelm Tells til Palnatokes Hjem,
Fra Alpelandet med de dybe Søer,
Flyv, Sangfugl, did, hvor Havet løfter frem
Den friske Bøgeskov paa Danmarks Øer!
Der er saa søndagsfestligt denne Dag,
Sølvbryllupsklokkerne i Slottet klinge,
Flyv, Sangfugl, flyv med stærke Vingeslag,
En dybfølt Sang Du Kongeparret bringe!
Hver Storheds Drøm blev Sandhed underfuld,
Til Kongekrone svulmed’ Brudekrandsen;
Med Hjertets Guld og Kongekroners Guld,
Gaaer Børneflokken frem i Hæders-Glandsen.
Dog ogsaa prøvelsernes Bølge slog
Mod Kongens Huus, den slog mod Folk og Rige.
Gud holde og udfolde Danebrog,
Det sank fra Himlen – lad i Glands det stige!
Huuslivets Lykke holder Fest i Dag,
Sølvbryllupsklokkerne i Slottet klinge.
Flyv, Sangfugl, flyv med stærke Vingeslag,
Bær frem i Sang, er den end svag og ringe,
Det bedste Ønske, Hjertet bringe kan:
Gud være med i Glæde og i Smerte!
Guds Aasyn lyse over Folk og Land!
Da er der Fryd i Kongeparrets Hjerte.
Locke i Schweiz, den 26de Mai 1867.
H.C. Andersen
Medens Firmaet C.A: Reitzel har opstillet Reserven af sit Forlag, der til de nedsatte Priser lader til at vinde stor Yndest, sørger det samtidigt for, at dets Kjernetropper forstærkes med Recruter. I denne Uge ere tre Nyheder forsendte: Henrik Scharling: ”En sommer i Norge. Fra Christiania til Finmarken” – Apuleius: ”Amor og Psyche”, oversat af Fr. Nusshorn (med Oversætterens Portrait) – Sigurd Møller: ”Digte”.
I den nærmeste Tid vil Forlaget forøges med: H.C: Andersen: ”Digte, gamle og nye”. Miniatur Udgave, samt ”Femten Eventyr og Historier, illustrerede af Lorenz Frølich”; Samlingen indeholder de siden Vilhelm Pedersens Død skrevne Eventyr – C. Hauch: ”Minder om min Barndom og Ungdom” – H. Hertz: ”Nytaarsgave for 1968” – ”Fra Felten, af en gammel Soldats Erindringer” – samt de sidste to Bind af Fru Gyllembourghs ”Samlede Skrifter”.
Samtidigt med at H.C. Andersen i sin Fødeby har nydt Æresbevisninger, over hvilke vi Alle fjern og nær med Rette have glædet os, har han ikke villet lade Julen gaae hen, uden at give Livstegn paa Julebordet, og er det end ikke nye Sager, saa ere de derfor ikke mindre velkomne: en nydelig Miniaturudgave af ”Kjendte og glemte Digte” fra 1823-1867, i en smuk Indbinding med Digterens portrait i Relief, samt ”Femten Eventyr og Historier” med Illustrationer af Lorenz Frölich, i et sjeldent smagfuldt Bind. De genialeTegninger, hvormed denne sidste Bog er prydet, kunne ikke bringe den uerstattelige Vilhelm Pedersen i Glemme, skjøndt de paa en, en ægte Konstner værdig Maade, illustrere Digterens Værk. (C.A. Reitzels Forlag.)
Mandagen den 23de December udkommer:
Folkekalender for Danmark. 1868
Syttende Aargang
Indhold
Kalendaria
Det danske Kongehus.
Statsraadet
Anders Sørensen Vedel, af C.E. Secher.
Koldinghus, af C. Ploug.
Fast Tro, af H.P. Holst.
De danske Folkenavne, af Pauline Worm.
Nissen og Madammen, af H.C. Andersen.
Hyrdinden i Norden, af P. Hansen.
Den blonde Pige, af Bjørnstjerne Bjørnson.
Cancelli-Spøgelset, af H.F. Ewald.
To Digtere, af Fr. Bøgh.
Peter og Johanne, af A. Rosenkilde.
Med Anders Vedels Portrait i Staalstik og illustrationer af Carl Bøgh, Pietro Krohn, G. Emil Livert, Berh. Olsen og Flere.
Pris 48Sk.
”Folkekalender for Danmark, 1868”, udkom lige før Helgen og har upaatvivleligt været med paa mangt et Julebord, ligesom den er selvskreven til at tages i Erindring, hvor der er Tale om Nyaarsgaver. Men Folkekalenderen, der som periodisk Skrift snart er en gammel Karl, fortjener ogsaa nok Opmærksomhed af andre Hensyn, end de som knytte sig til den forbigaaende Høitid; den har, fra HEfte til Hefte, indeholdt Meget, som for længst er gaaet videre og kan regnes til andre Samlingers bedste Prydelser (f. Ex. flere af Plougs Mindekvad), og den har bragt historiske og literaire Bidrag, som ogsaa have blivende Værd. Saaledes ogsaa denne Gang. Under Rubriken ”Kalendaria” findes, foruden Almanaken for det kommende Aar, tolv nette Smaabilleder af de mere mærkelige danske Kjøbstæder samt en kort Notits om det mest Mindeværdige ved hver. Næstefter Kongehusets Genealogi og Statsraadet følger saa ”Anders Sørensen Vedel”, afbildet i Staalstik (som Titelbillede) af Magn. Petersen, og omhyggeligt skildret i sin historisk-videnskabelige Betydning af C.E.Secher. At man dernæst med Glæde hilser Billedet af ”Koldinghus”, behøver ingen anden Forklaring, end den, at Texten dertil er et hjerteligt Digt af Carl Ploug. Saa finder man et Træsnit af Domkirken i Slesvig – og en lille Antydning af dens berømte Brüggemannske Alter – hørende til en lille Fortælling af H.P. Holst: ”Fast Tro”, som er meget smuk i sig selv og godt fortalt, saa man blot kunde ønske Traaden spundet lidt længere ud. – Under Titelen ”De danske Folkenavne” har Pauline Worm leveret en vel berettiget Opfordring til at foretage en national Rensning af vore Navne, hvortil den større dannede Middelstand for øvrigt vist er paa ganske god Vei; overflødigt er det imidlertid ikke, yderligere at henlede Opmærksomheden derpaa, især naar det, som her, gjøres med Grunde – om end disse kunde have været fyldigere opstillede af en mere videnskabelig Forfatter. Saa kommer et Eventyr af H. C. Andersen; det hedder ”Nissen og Madammen”, og der er meget Pudsigt deri, som man forud maatte være vis paa; et phantastisk Lune har imidlertid gjort Eventyrets Mening lidt gaadefuld. Klarhed og Anskuelighed hersker der derimod i ”Hyrdinden i Norden”, en literair-historisk Skildring ved P. Hansen af den svenske Forfatterinde fra forrige Aarhundrede Hedvig Charlotta Nordenflycht – en i enhver Henseende læseværdig Afhandling, der ledsages af en Afbildning af denne Dame. Dernæst møder man ”Den blonde Pige”, et lyrisk Kjærlighedsdigt af Bjørnson, kun nogle faa Vers, som vistnok de Allerfleste ville gaae let hen over, men som dog have en egen Duft, lig Hylsteret om en Draabe velgjemt Rosenolie; der lod sig finde mere ved at aabne Hylsteret, hvis man kunde – og vilde. ”Cancelli-Spøgelset” af H. F. Ewald meddeler i en spøgelseshistorisk Ramme nogle Notitser fra Souverainitetens Indførelse 1660, i hvis Tidsalder Forfatteren til ”Svenskerne paa Kronborg” særligt har sat sig ind. Frederik Bøgh har givet ”To Digtere”, eller rettere to Digte, hvoraf det ene skildrer usande Forelskelser, det andet en sand Kjærlighedsfølelse. Og endelig er der af A. Rosenkilde en ufuldendt Fortælling, kaldet ”Peter og Johanne”, en Skizze af det kjøbenhavnske Almueliv, med udprægede Characterer, malet paa Forfatterens bekjendte Maade, der mest ligner en gemytlig Passiar, med lunefuld Dvælen ved mange Enkeltheder. (C.C: Loses Forlag).
H.C. Andersens barndomshjem
H.C. Andersens barndomshjem – hvo vil ikke gjerne lære det at kjende? Gives der i Danmark et Barndomshjem, hvor Digterens Eventyr ikke have fængslet de Smaaes Phantasi ligefra det Øieblik, da de med opspilede Øine og gabende Mund lyttede til Moders eller Faders Oplæsning og indtil de selv med blussende Kinder stavede sig frem i den kjære Billedbog? Gives der overhovedet nu noget Land, hvor hans Eventyr, hans Muses genialeste Frembringelser, ikke have vundet Borgerret, som om de oprindeligt vare skrevne i Landets eget Sprog? De have bragt hans Navn saa vide om, som vistnok faa andre af vore Landsmænds. Det bedste Minde om den herlige Fest, da H.C: Andersen udnævntes til Æresborger i Odense, som vort Blad kune byde, have vi derfor tænkt maaatte være en Tegning af det lille Huus, hvor han tilbragte sin Barndomstid, hvortil han ved Festen varmt og dybtbevæget pegede tilbage. Vi mindes hans Tak, da Æresdiplomet overraktes ham paa Raadhuset, hvor han anvendte Aladdins Ord paa sig. Vi mindes hans Beretning ved Festmaaltidet om de tvende Gange, han havde været i den gamle Sal: Nu stod han der tredje Gang som Gjest og modtog al den uendelige Hjertelighed. Det var ham som et Eventyr, men det havde lært ham, at Livet selv var det deiligste Eventyr.
Man veed ikke, i hvilket Huus eller i hvilken Gade Andersen er født, men der er al Rimeligehd for, at det er i St. Hans Sogn, eftersom han der er døbt og indført i Sognets Kirkebog, som har optegnet alle hans Faddere. Selv erindrer han kun det Barndomshjem, som her fremstilles efter en Tegning, for mange Aar siden udført af afdøde adjunkt Hanck i Odense; den viser os Huset ganske uforandret, som det var i hans Barndom.
Naar man fra St. Knuds Kirkegaard kommer ind i Munkemøllestræde, har man, omtrent midtveis i dette, tilhøire et lille Huus, der ogsaa i Biskop Engelstofts Beskrivelse af Odense udpeges som Andersens Barndomshjem; det tilhører Skræddermester Schmidt, men er undergaaet endeel Forandringer; det halve Huus har nu faaet en Etage til, netop reist over den lille Stue, hvor hans Forældre boede. Indgangen er desuden flyttet, og inde i Gaarden minde kun nogle Stikkelsbærbuske om den lille Have, Digteren som Barn plantede her.
I ”Mit Livs Eventyr” fortæller Digteren os selv om sin Fødsel. ”Hans Fader var nylig bleven ”Frimester”, og havde selv tømret sammen sit Skomagerværksted og sin Brudeseng; til denne havde han brugt Træ-Stilladset, der kort Tid forud havde baaret Ligkisten af en afdød Grev Trampe, som laa udstillet paa Parade; de sorte Klædeslister, der siden endnu altid sad paa Sengestedet, var en erindring herom. Istedetfor det grevelige Lig, omgivet af Flor og Candelabrer, laa her den anden April et levende, grædende Barn, og det var mig, Hans Christian Andersen.
Om sit Barndomshjem i Munkemøllestræde fortæller han: ”En eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen og den Slagbænk, hvori jeg sov, var Barndomshjemmet. Men Væggene vare behængte med Billeder; paa Dragkisten stod smukke Kopper, Glas og Nipserier, og henne over Værkstdet ved Vinduet var en Hylde med Bøger og Viser. I det lille Kjøkken hang over Madskabet Tinrækken fuld af Tallerkener; det lille Rum syntes mig stort og rigt, Døren selv, der i Fyldingen stod malet med Landskab, var mig dengang ligesa betydende som nu et heelt Billedgalleri! – Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Petersille, min Moders hele Have. I mit Eventyr ”Sneedronningen” blomstrer den endnu.”
Da Andersen, fjorten Aar gammel, fattig og endnu ganske barnlig forlod sin Fødeby, ”for at begynde Kampen” – vi bruge her en af Festtalernes sande og velvalgte Ord – ”gik Afreisen herfra stille og ubemærket. Thi Ingen kjendte ham og Ingen agtede paa ham – dog jo, hans Moder og hans Bedstemoder fulgte ham et Stykke paa Veien, men deres Ønsker og Bønner fulgte ham hele Veien”. Eet, meddeles der, var dog Moderen ligesom en trøstende Forjættelse, hvor umulig den end lød. Af en gammel Kone var der Hans Christian spaaet, at hans Fødeby engang vilde blive illumineret til Ære for ham, og han har oplevet at see dette. Et stort Fakkeltog bragte ham paa Festaftenen en Hilsen fra samtlige Haandværkere. Der lød i Sangen disse Ord:
Skjøndt Du drog fattig ud,
Da først herfra Du vandred,
Du blev dog rig i Gud
Og deri har din Fryd Du sat
At dele ud til Andre
Dit Hjertes rige Skat.
Der er noget opløftende og Glædeligt i at see en heel Stad fra den Fattige til den Høieststillede i vore Dage, hvor det Materielle ofte synes at raade, at mødes i en Hyldest til Aanden; Telegrammer fra alle Landets Dele, som indløb under Feste, vidnede om en almindelig Deeltagelse hos Konge og Folk. Det var ikke blot en Hyldest til Andersen, men en Hyldest til den danske Literatur og dens bærere.
Gudfaders Billedbog.
(Af H.C. Andersen)
Gudfader kunde fortælle Historier, saa mange og saa lange, han kunde klippe Billeder og tegne Billeder, og naar det var mod Juul, tog han frem en Skrivebog med rene hvide Blade, paa disse klinede han Billeder, tagne ud af Bøger og Aviser, havde han nu ikke nok til hvad han vilde fortælle, saa tegnede han dem selv. Jeg fik, da jeg var lille, flere saadanne Billedbøger, men den deiligste af dem alle var dog den fra ”det mærkværdige Aar, da Kjøbenhavn fik Gas istedetfor de gamle Tranlygter”, og det stod bemærket paa det forreste Blad.
”Den Bog maa rigtig forvares vel!” sagde Fader og Moder; ”den tør kun komme frem ved Stads-Leilighed!”
Paa Bindet havde Gudfader skrevet:
”Riv Bogen istykker, det siger ei stort,
Værre har andre Smaavenner gjort!”
Deiligst var det naar Gudfader selv viste Bogen frem, læste Versene og det andet Skrevne, og saa fortalte dertil Saameget; da blev Historien just en rigtig Historie.
Der var paa det første Blad et Billed klippet ud af ”Den flyvende Post”, hvor man saae Kjøbenhavn med Rundetaarn og Frue-Kirke, tilvenstre var klinet et Billede, der forestillede en gammel Lygte, paa den stod skrevet: ”Tran”, tilhøire var en Candelaber – paa den stod skrevet: ”Gas”.
”See det er Placaten!” sagde Gudfader; ”det er Indgangen til Historien, Du skal faae. Den kunde ogsaa være givet som en heel Comedie, naar man kunde have givet den: ”Tran og Gas eller Kjøbenhavns Liv og Levnet”. Det er en meget god Titel! Nederst paa Bladet sees endnu et lille Billede; det er ikke saa let at forstaae, derfor skal jeg forklare dig det! Det er en Helhest. Han skulde først komme ved Bogens Slutning, men han er løbet forud for at sige, at hverken Indgangen, Inderdelen eller Udgangen duer; han kunde have gjort det bedre, dersom han kunne have gjort det. Helheste, skal jeg sige Dig, staaer om Dagen tøiret i Avisen, han gaaaer paa Spalter, som de kalde det, men om Aftenen slipper han ud og stiller sig udenfor Poetens Dør og vrinsker, at Manden derinde skal døe strax, men han døer dog ikke, er der rigtigt Liv i ham. Helhesten er næsten altid en stakkels Fyr, der ikke kan finde Rede i sig selv, ikke finde Levebrød, og maa have Luft og Føde af at gaae omkring og vrinske. Han synes, er jeg forvisset, slet ikke om Gudfaders Billedbog, men derfor kan den dog nok være det Papir værd, den er skrevet paa.
See, det er det første Blad i Bogen, det er Placaten!”
– – –
Det var netop den sidste Aften, de gamle Tranlygter vare tændte; Byen havde faaet Gas og den straalede, saa at de gamle Lygter ligesom bleve reent borte i det.
”Jeg var selv paa Gaden den aften!” sagde Gudfader. ”Folk gik op og ned for at see paa den nye og den gamle Belysning. Der var mange Mennesker og dobbelt saa mange Been, som Hoveder. Vægterne stode saa sørgmodige, de vidste ikke naar de skulde afskediges, ligesom Tranlygterne; disse selv tænkte saa langt tilbage – de turde jo ikke tænke frem. De huskede saa Meget fra de stille Aftener og de mørke Nætter. Jeg støttede mig op til en Lygtepæl”, sagde Gudfader; ”det spruttede i Tran og Væge, jeg hørte hvad Lygten sagde og det skal Du ogsaa faae at høre!”
”Vi have gjort hvad vi kunde!” sagde Lygten. ”Vi have været vor Tid nok, lyst til Glæde og til Bedrøvelse; vi have oplevet mange Mærkeligheder; vi have, saa at sige, været Kjøbenhavns Nat-Øine. Lad nu kun nye Blus løse os af og overtage Embedet! Men hvor mange Aaringer skulle de lyse og til hvad skulde de lyse, det vil vise sig! De skinne jo nok lidt stærkere, end vi Gamle, men det er da ingen Sag, naar man er støbt som Gas-Candelaber og har saadanne Forbindelser som de have, den Ene hælder i den anden! De have Rør til alle Kanter og kunne hente Kræfter i Byen og udenfor Byen! Men hver af os Tranlygter lyser af hvad man selv har i sig og ikke ved Familieskab. Vi og vore Forfædre have lyst for Kjøbenhavn fra uendelig gammel Tid, lang tilbage. Men da det nu er den sidste Aften vi lyse og staae, saa at sige, i andet Geled her i Gaden med Eder, I skinnende Kammerater, saa ville vi ikke mule og misunde, nei langtfra, vi ville være glade og godmodige. Vi ere de gamle Skildvagter, som afløses af nystøbte Drabanter i bedre Uniform end vor. Vi ville fortælle Eder, hvad vor Slægt, heelt op til Tip-tippe-tip-Oldemoer-Lygte har seet og oplevet: hele Kjøbenhavns Historie. Gid I og Eders Efterkommere, indtil den sidste Gas-Candelaber, maa opleve og kunne fortælle ligesaa mærkelige Ting, som vi, naar I engang faae Afsked, og det faae I! Det maa I være forberedte paa. Menneskene finde nok paa en stærkere Belysning end Gas. Jeg har hørt en Student sige, at man ymtede om at de vilde komme til at brænde Søvand!” det spruttede i Vægen, da Lygten sagde disse Ord; det var som den allerede havde Vand i sig!
Gudfader hørte nøie efter, tænkte over og fandt, at det var en udmærket Idee af de gamle Lygter, i denne Overgangs-Aften fra Tran til Gas at fortælle og fremvise hele Kjøbenhavns Historie. ”En god Idee maa man ikke slippe,” sagde Gudfader, ”jeg tog den strax, gik hjem og lavede denne Billedbog til Dig, den gaaer endnu længere tilbage i Tiden end Lygterne kunde.
Her er Bogen, her er Historien: ”Kjøbenhavns Liv og Levnet”, den begynder med Bælgmørke, et kulsort Blad, det er det mørke Tidsrum!”
– – –
”Nu vende vi Bladet!” sagde Gudfader.
”Seer Du Billedet? Kun det vilde Hav og den blæsende Nordostvind; den driver svære Isstykker; Ingen ere ude at seile paa den uden store Steenblokke, som oppe i Norge ramlede fra Fjeldene ned paa Isen. Nordostvinden blæser Isen afsted; han vil vise de tydske Bjerge hvilke Knolde der findes oppe i Norden. Isflaaden er allerede nede i Sundet ud for Sjællands Kyst, hvor nu Kjøbenhavn ligger, men da var der intet Kjøbenhavn. Der var under Vandet store Sandbanker, imod en af disse stødte Isstykkerne med de store Rullesteen; den hele Isflaade blev staaende, Nordostvinden kunde ikke faae den af Grunden og saa blev han saa gal i sit Hoved, som han kunde blive det, og lyste Forbandelse over den Sandbanke, ”Den Tyvegrund”, som han kaldte den, og han svoer, at løftede den sig nogensinde op over Havfladen, da skulde Tyve og Røvere komme der, Steiler og Hjul blive reiste.
Men idet han saaledes bandede og skjendte, brød Solen frem og paa dens Straaler gyngede og svang sig lyse, milde Aander, Lysbørn; de dandsede hen over de kuldebringende Isstykker, der smeltede derved, og de store Rullestene sank ned paa Havbunden.
”Sol-Krapyl!” sagde Nordostvinden. ”Er det Kammeratskab og Familieskab! Det skal jeg huske og det skal jeg hevne. Nu lyser jeg Forbandelse!”
”Vi lyse Velsignelse!” sang Lysbørnene. ”Banken skal hæve sig, vi ville skjerme den! Det Sande, det Gode og det Skjønne skal bygge der!”
”Sludder for en Sladder!” sagde Nordostvinden.
”See, om alt Dette vidste nu Lygterne ikke at fortælle,” sagde Gudfader, ”men det veed jeg og det er af stor Vigtighed for Kjøbenhavns Liv og Levnet!”
– – –
”Nu vende vi Bladet!” sagde Gudfader.
”Aaringer ere gaaede, Sandbanken har løftet sig; en Søfugl har sat sig paa den største Steen, der ragede op af Vandet. Du kan see det paa Billedet. Aaringer og Aar ere gaaede. Havet kastede døde Fisk op paa Sandet, den seie Marehalm skød frem, visnede, raadnede, gjødede; der kom flere Arter Græs og Urter: Banken blev en grøn Holm. Vikingerne gik i Land. Der var Holmgang til Dødskamp og god Ankergrund ved Holmen udfor Sjælland. Den første Tranlampe brændte, jeg troer at de stegte Fisk over den og Fisk var her nok af. Silden gik i store Stimer gjennem Sundet, det var svært at føre Baaden hen over dem, det blinkede i Vandet som var der Kornmoen dernede, det lysnede i Dybet som Nordlys-Skin, Sundet havde Velstand af Fisk, derfor byggedes der Huse paa Sjællands Kyst; Væggene vare af Egetræ og Taget af Bark, der var Træer nok til det Brug. Skibe søgte ind i Havnen; Tranlygten hang i det gyngende Tougværk; Nordostvinden blæste og sang: Uh-U-Ud!” Lyste paa Holmen en Lygte, da var det en Tyvelygte: Smuglere og Tyve øvede deres Færd paa ”Tyvsø”.”
”Jeg troer nok det groer, alt det Ilde, som jeg vilde!” sagde Nordostvinden. ”Snart kommer Træet, hvor jeg kan ryste Frugter!”
”Og her staaer Træet!” sagde Gudfader. ”Seer Du Galgen paa Tyvsø. Der hænge i Jernkjeder Røvere og Mordere, accurat som de dengang hang. Vinden blæste saa at de lange Benrade klapprede, men Maanen skinnede meget fornøieligt ned paa dem, som den nu skinner til et Skybal. Ogsaa Solen skinnede fornøieligt ned, smuldrede hen de dinglende Benrade og fra Solstraalerne sang Lysbørnene: ”Vi vide det, vi vide det! Her skal dog blive smukt i en kommende Tid! Her skal blive godt og prægtigt!”
”Kyllingesnak!” sagde Nordostvinden.
”Nu vende vi Bladet!” sagde Gudfader.
– – –
Klokkerne ringede i Roeskilde By, der boede Bisp Absalon; han kunde læse sin Bibel og svinge sit Sværd; han havde Magt og Villie; de dristige Fiskere ved Havnen, hvis By groede frem og var Markedsplads, vilde Absalon skjerme mod Overfald. Han lod stænke med Vievand den uærlige Grund; Tyvsø fik hæderligt Mærke. Murer og Tømrer toge fat derovre; der voxte en Bygning paa Bispens Bud. Solstraalerne kyssede de røde Mure, alt som de løftede sig.
Der stod Axels Huus.
”Slot med Taarne
Høivelbaarne;
Trapper,
Karnapper;
Buh!
Hu! –
Nordostvinden
Tyk i Kinden
Hvæste,
Blæste,
Borgen stod alligevel!”
Og ud for den stod ”Hafn”, Kjøbmændenes Havn.
”Havfrubuur med Søer blanke,
Bygt i grønne Lund.” *)
*) N.F.S. Grundtvig.
De Fremmede kom der og kjøbte den megen Fisk, byggede Boder og Huse med Blæreskind i Vindues-Hullet, Glasset var for dyrt; der kom Pakhuus med Gavl og med Vinde. Seer Du derinde i Boderne sidde de gamle Svende, de tør ikke gifte sig, de handle med Ingefær og Peber, de Pebersvende!
Nordostvinden blæser gjennem Gader og Gyder, lader Støvet fyge, river ogsaa et Straatag af. Ko og Gris gaae i Gadegrøften.
”Jeg skal kue og knuge!” siger Nordostvinden, ”suse om de Huse og om Axelshuus! Jeg kan ikke feile! De kalde det Steileborg paa Tyvsø!”
Og Gudfader viste et Billede deraf, han selv havde tegnet. Paa Muren var Pæl ved Pæl, paa hver sad en fangen Sørøvers Hoved og viste Tænder.
”Det er virkeligt skeet!” sagde Gudfader; ”det er værd at kjende og godt at forstaae. Bisp Absalon var i Badstuen og hørte da gjennem den tynde Væg, at et Fribytter-Skib kom derude. Strax sprang han af Badet og paa sit Fartøi, blæste i Hornet og Mandskabet kom, Pilene fløi i Røvernes Ryg, de vilde derfra, de roede saa skrapt; der fæstede sig Pile i deres Hænder, der var ikke Tid til at rive dem ud. Bisp Absalon fangede hver levende Een og hug Hovedet af dem; hvert et blev sat paa Slottets Ringmuur.
Nordostvinden blæste med tykke Kjæver, med ondt Veir i Kjæften, som Sømanden siger.
”Her vil jeg strække mig!” sagde Vinden, ”her vil jeg lægge mig og see paa det hele Kram!”
Den hvilede i Timer, den blæste i Døgn; Aaringer gik.
– – –
Vægteren kom frem paa Slottets Taarn; han saae mod Øster, mod Vester, mod Sønder og Nord. ”Der har Du det paa Billedet”, sagde Gudfader og viste det. ”Du seer ham der, men hvad han saae skal jeg sige Dig!”
Fra Steileborgs Muur er der aabent Vand heelt ud til Kjøgebugt og bredt er Farvandet over til Sjællands Kyst.
Foran Serritslev Mark og Solbjerg Mark, hvor de store Landsbyer ligge, voxer meer og meer den nye Stad med gavlede Bindingsværkshuse. Der er hele Stræder for Skomagere og Skindere, for Kryderhandlere og Ølfolk; der er Markedsplads, der er Gildeshuus, og tæt ved Stranden, hvor før var en Ø, staaer den prægtige Kirke for Sanct Nicolai. Den har Taarn og Spir, umaadeligt høit; hvor speiler det sig i det klare Vand! Ikke langt herfra staaer Vor Frue Kirke, hvor Messerne læses og synges, Røgelsen dufter, Voxlys brænde. Kjøbmandshavn er nu Bispens Stad; Bispen af Roeskilde raader og regerer.
Bisp Erlandsen sidder paa Axelshuus. Der brases i Kjøkkenet, der skjenkes Øl og Claret, der er Lyd af Giger og Kobbeltrommer. Kjerter og Lamper brænde, Slottet skinner, som var det Lygten for det hele Land og Rige. Nordostvinden blæser om Taarn og om Muur, de staae nok fast; Nordostvinden blæser om Byens Befæstning vesterpaa, et gammelt Plankeværk kun; det holder vel! Der udenfor staaer Danmarks Konge Christopher 1. Oprørerne sloge ham ved Skjelskør; han søger Tilflugt i Bispens By.
Vinden suser og siger som Bispen: ”Bliv ude! Bliv ude! Porten er lukket for Dig!”
– – –
Det er Ufreds Tid, det er tunge Dage; hver Mand vil raade sig selv. Det holstenske Banner vaier fra Slottets Taarn. Der er Savn og Suk, det er Angestens Nat: Strid i Landet og den sorte Død, bælgmørk Nat – men saa Atterdag!
Bispens By er nu Kongens By; den har gavlede huse og snevre Gader, den har Vægter og Raadhuus, den har en muret Galge ved Vesterport. Ingen udenbys Mand tør hænges i den; man maa være en Stadens Borger for at kunne dingle der, komme op saa høit, at see Kjøge og Kjøgehøns.
”Det er en deilig Galge!” siger Nordostvinden; ”det Skjønne groer!” og saa hvæste og blæste den.
Fra Tydskland blæste Fortræd og Nød.
”Hanserne kom!” sagde Gudfader; ”de kom fra Pakhuus og Disk, de rige Kjøbmænd fra Rostock, Lübeck og Bremen, de vilde snappe meer end Guldgaasen fra Valdemars Taarn; de raadede mere i Dankongens By end Dankongen selv, de kom med væbnede Skibe, Ingen var forberedt; Kong Erik havde ei heller Sind at slaaes med de tydske Frænder, de vare saa mange, saa stærke. Kong Erik og alle hans Hofmænd jog hasteligt ud af Vesterport til Sorø By, til den stille Sø og de grønne Skove, til Kjærligheds Sang og Bægerklang.
Men Een blev tilbage i Kjøbenhavn, et Kongehjerte, et Kongesind. Seer Du Billedet her, den unge Kvinde, saa fin og spæd, med havblaae Øine og hørguult Haar; det er Danmarks Dronning Philippa, Englands Prindsesse. Hun blev i den ængstede Stad, hvor i de smaa Gyder og Gader med de steile Trapper, Skure og tilklinede Boder, Byfolkene vrimle og vide ikke ud eller ind. Hun har Mands Mod og Hjerte; hun kalder Borgere og Bønder, opmuntrer, opmander. Skibene tiltakles, Blokhusene faae Mænd, Karrebasserne knalde; der er Ild og Damp, der er godt Humeur, Vorherre slipper ei Danmark. Og Solen skinner ind i alle Hjerter, den lyser ud af alle Øine i Seirs-Glæde. Velsignet være Philippa! Det er hun i Hytte, det er hun i Huus, det er hun i Kongens Slot, hvor hun pleier de Saarede og Syge. Jeg har klippet en Krands og lagt om Billedet her,” sagde Gudfader. ”Velsignet være Dronning Philippa!”
– – –
”Nu springe vi Aaringer frem!” sagde Gudfader. ”Kjøbenhavn springer med. Kong Christian I har været i Rom, er velsignet af Paven, og hædret og hyldet paa den lange Vei. Han bygger her hjemme en Gaard af brændte Steen; der skal Lærdommen groe, sættes frem paa Latin. Fattigmands Barn fra Plov og fra Værksted kan ogsaa komme med, tigge sig frem, faae den lange, sorte, side Kappe, synge for Borgernes Dør.
Tæt op til Lærdommens Gaard, hvor Alt er Latin, ligger et lille Huus; derinde raader det Danske, i Sprog og i Sæder. Der er Øllebrød til Morgenkost og der er Middag Klokken ti om Formiddagen. Solen skinner ind af de smaa Ruder, paa Madskab og Bogskab; i det ligger skrevne Skatte, Hr. Mikkels ”Rosenkrands” og ”Gudelige Comedier”, Henrik Harpestrengs Lægebog, og Danmarks Riimkrønike af Broder Niels i Sorø; den bør hver Danismand kjende, siger Huusherrren, og han er Mand for at de kunne blive kjendte. Det er Danmarks første Bogtrykker, Hollænderen Gotfred van Gehmen. Han øver den sorte, velsignede Konst, Bogtrykkerkonsten.
Og Bøgerne komme til Kongens Slot og i Borgerens Huus. Ordsprog og Sange faae evigt Liv. Hvad Mennesket ikke tør sige i Sorg og Lyst, synger Folkesangens Fugl, forblommet og dog klart; den flyver saa frit, den flyver saa vidt igjennem Borgestue, gjennem Ridderborg; den sidder som Falk paa Ridderfrøkenens Haand og kviddrer, den lister sig ind som lille Muus og pipper i Hundehullet for den trælbundne Bonde.
”Det er Mundsveir det Hele!” siger den skarpe Nordostvind.
”Det er Foraarstid!” sige Solens Straaler, ”see hvor pipper det Grønne!”
(fortsættes)
Gudfaders Billedbog – fortsat
”Nu blade vi frem i vor Billedbog!” sagde Gudfader.
Hvor straaler Kjøbenhavn” Der er Turnering og Leeg, der er optog med Pragt; see de ædle Riddere i Rustning, see de høie fornemme Fruer i Silke og Guld. Kong Hans giver sin Datter Elisabeth til Churfyrsten af Brandenborg. Hvor er hun ung, hvor er hun glad; hun træder paa Fløiel; der er en Fremtid i hendes Tanker: Huuslivets Lykke. Tæt ved hende staaer hendes kongelige Broder Prinds Christjern med de tungsindige Øine og det hede, brusende Blod. Ham har Borgerfolket kjær, han kjender deres Tryk, han har Fattigmands Fremtid i sin Tanke.
Gud alene raader for Lykken!
– – –
”Nu blade vi frem i vor Billedbog!” sagde Gudfader. ”Skarpt blæser Vinden, synger om det skarpe Sværd, om den tunge Tid, om Ufredstid!”
Det er en iskold Dag, det er midt i April. Hvorfor stimler Mængden sammen udenfor Slottet foran den gamle Toldbod, hvor Kongeskibet ligger med Seil og Flag? I Vinduer og paa Tage ere Folk at see. Der er Sorg og Bedrøvelse, Forventning og Angest. De see mod Slottet,hvor før var Fakkeldands i de gyldne Sale, men nu saa stille og tomt; de see mod Vindues-Karnappen, hvor Kong Christjern saa ofte saae ud over ”Højbroen” og ad det smalle ”Hofbrostræde” til sin Duelil, den hollandske Pige, han hentede fra Bergens By. Skodderne ere skudte for. Mængden seer mod Slottet: nu aabnes porten, Vindebroen sænkes. Der kommer Kong Christjern med sin trofaste Hustru Elisabeth; hun vil ei forlade sin kongelige Herre, nu han er saa haardt betrængt.
Der var Ild i hans Blod, der var Ild i hans tanke; han vilde bryde med den gamle Tid, bryde Bondens Aag, være Borgeren god, stække ”de graadige Høge”; men de vare ham for mange. Han drager fra Land og Rige, for derude at vinde Venner og Frænder for sig. Hans Hustru og trofaste Mænd følge med; hvert Øie er vaadt nu i Skilsmissens Stund.
Der blander sig Stemmer i Tidens Sang, imod ham og for ham, et tredobbelt Chor. Hør Adelens Ord, de staae skrevne og trykte:
”Vee over Dig, Christjern den Onde! Det udøste Blod paa Stockholms Torv raaber høit over Dig, Forbandelsens Vee!”
Og Munkenes Raab har den samme Dom: ”Du være forstødt af Gud og af os” Den lutherske Lære kaldte Du hid; til den gav Du Kirke og Prædikestol, lod Djævelens Tunge tale. Vee over Dig, Christjern den Onde!”
Men Bonde og Borger græde saa dybt: ”Christjern, Du Folkekjære! Ei Bonden skal kunne sælges som Kvæg, ikke byttes bort for en Jagthund! Den Lov er Dit Skudsmaal!” Men Fattigmands Ord er som Avner for Vinden.
Nu seiler Skibet Slottet forbi og Borgerne løbe op paa Volden for der endnu engang at see den seilende Kongesnekke.
– – –
Tiden er lang, Tiden er trang; stol ikke paa Venner, stol ikke paa Frænder!
Farbroder Frederik paa Slottet i Kiel vilde nok være Konge i Landet.
Kong Frederik ligger for Kjøbenhavn. Seer Du Billedet her: ”det troe Kjøbenhavn”. Rundtom ere kulsorte Skyer med Billed paa Billed; betragt kun hvert! Det er et klingende Billed, det klinger endnu i Sagn og Sang: Den tunge, trange, den bittre Tid i Aaringers Gang.
Hvor gik det Kong Christjern, den vildsomme Fugl? Derom have Fuglene sjunget, og de flyve vidt, over land og Sø. Storken kom tidligt i Foraarstid, syd fra over det tydske Land; den havde seet, hvad der nu fortælles.
”Den flygtende Kong Christjern saae jeg kjøre paa lynggroede Hede; der mødte ham et usselt Kjøretøi, forspændt med een Hest; i det sad en Kvinde, Kong Christjerns Søster, Markgrevinden af Brandenborg; tro den lutherske Lære var hun jaget bort af sin Huusbond. Paa den mørke Hede mødtes de landflygtige Kongebørn *). Tiden er trang, Tiden er lang, stol ikke paa Ven eller Frænde!”
*) ”Da er vel underligt at betencke, at saadan en gudfrygtig, fin og fornem Første, som Kong Hans vaar, at hans Børn skulde haffue saa liden Lycke I Verden.” (Arild Hvitfeld.)
Svalen kom fra Sønderborg Slot med klagelig Sang. ”Kong Christjern er forraadt! Han sidder der i det brønddybe Taarn; hans tunge Trin slide Spor i Steengulvet, hans Finger sætte Mærke i det haarde Marmor!”
”O hvilken Sorg fik slige Ord,
Som Stenens Fure fik? **)
**) Fr. Paludan-Müller.
Fiskeørnen kom fra den rullende Sø; den er aaben og fri: der flyver et Fartøi, det er den kjekke Fyenbo Søren Nordby! Lykken er med – men Lykken er som Veir og Vind omskiftelig.
I Jylland og Fyen skrige Ravn og Krage: ”Vi ere oppe at age! Det gaaer saa bra, saa bra! Her ligge Aadsler af Heste, og Mennesker med.” Det er ufreds Tid, det er Grevens Feide. Bonden tog sin Kølle, Kjøbstedsmanden sin Kniv, saa raabte de høit: ”Vi slaae Ulvene ihjel, saa at ingen Unger blive tilbage!” Der drive Skyer og Røg fra de brændende Byer!
Kong Christjern er Fange paa Sønderborg Slot; han slipper ei fri, seer ei Kjøbenhavn og dens bittre Nød. Paa Nørre-Fælled staaer Christian III hvor Faderen stod. I Staden er Angest; der er Hunger og Smitsot.
Op til Kirkens Muur sidder i Pjalter en udmagret Kvinde, et Lig er hun; to levende Børn ligge paa hendes Skjød og suge Blod af den Dødes Bryst.
Modet er faldet, Modstanden falder. Du troe Kjøbenhavn!
– – –
Der blæses Fanfare; hør Pauker og Trompeter!
I rige Klæder af Silke og Fløiel og med vaiende Fjer komme paa guldbræmmede Heste de adelige Herrer; de ride til Gammeltorv. Er der Carroussel eller Turnering efter vante Skik? Borgere og Bønder i deres bedste Pynt søge ogsaa derhen. Hvad er der at see? Er der reist et Baal til at brænde papistiske Billeder, eller staaer Bøddelen der, som han stod ved Slaghoeks Baal? Kongen, Landets herre er Lutheran, det skal kjendes, hævdes og lyses i Kuld.
Høifornemme Fruer og adelige Jomfruer sidde med høie Kraver og Perler paa Huen bag de aabne Vinduer og see al den Stads. Paa udbredt Klæde, under Klædestag, sidder Rigets Raad i ældgammel Dragt, nær Kongens Throne. Kongen er taus. Nu læses op i det danske Sprog hans Villie, Rigsraadets Villie; Borger og Bonde faae strenge Ord, Revselsens Ord for al den Modstand, de havde viist mod den høie Adel. Ydmyget blev Borgeren, Bonden blev Træl. Nu lyder Fordømmelsens Ord mod Landets Bisper. Deres Magt er forbi. Alt Kirkens og Klostrenes Gods bliver henlagt til Konge og Adel.
Der er Hovmod og Had, der er Prunk, der er Ynk.
”Fattige Fugl kommer hinkende,
Kommer linkende…
Rige Fugl kommer susende,
Kommer brusende!” –
Omskiftelsens Tid har tunge Skyer, men ogsaa Solskin; det lyste just nu i Lærdommens Gaard, Studentens Hjem, og Navne lyse ud derfra heelt op i vor Tid. Hans Tausen, den fyenske fattige Smedesøn:
”Det var hin liden Smaadreng fra Birkende By,
Hans Navn fløi over Danmark med folkelig Ry.
En dansk Morten Luther, han stred med Ordets Sværd,
Og seired med Aanden i Hjertefolkets Hær.” ***)
***) B.S. Ingemann.
Der lyser Navnet Petrus Palladius, Latin, men paa dansk Peter Plade, Roeskilde Bisp, ogsaa Søn af en fattig Smed i Jydernes land. Og af Adelsnavne straaler Hans Friis, Rigets Cantsler. Han satte Studenten ved sit Bord, sørged for ham og for Peblingen med. Og Een fremfor Alle faaer Hurra og Sang:
”Mens een Student ved Axels Havn
Et Bogstav veed at skrive,
Saalænge skal Kong Christians Navn
Med Hurra hilset blive.” †)
Der kom Solstraaler mellem de tunge Skyer i Omskiftelsens Tid.
– – –
†) Poul M. Møller.
– – –
Nu vende vi Bladet.
Hvad suser og synger i ”Store Belt” under Samsø Kyst? Af Søen stiger en Havfrue med tanggrønt Haar, hun spaaer for Bonden: En Prinds Skal fødes, der bliver en Konge, mægtig og stor.
Paa Marken, under den blomstrende Hvidtjørn, han fødtes. Nu blomstrer hans Navn i Sagn og i Sange, i Riddergaarde og Slotte rundtom. Børsen skød frem med Taarn og Spir; Rosenborg løftede sig, saae langt ud over Volden; Studenten selv fik sit eget Huus, og tæt derved staaer og peger mod Himmelen det Rundetaarn, en Urania-Søile, der seer mod Hveen, hvor Uranienborg stod; dens gyldne Kupler fik Glands i Maaneskin, og Havfruer sang om Manden derude, som Konger og Aandens Stormænd besøgte, den Snilletsbaarne, af Adelsblod, Tycho Brahe. Han løftede Danmarks Navn saa høit, at med Stjernehimmelen det kjendtes i alle Jordens aandlystne Lande. Og Danmark stødte ham bort fra sig.
Han sang Trøst i sin Smerte:
”Er ei Himlen allevegne,
Hvad behøver jeg saa meer?”
Hans Sang har Folkesangs Liv, som Havfruens Sang om Christian den Fjerde!
– – –
”Nu kommer et Blad, Du skal rigtig see paa!” sagde Gudfader; ”der er Billed paa Billed, som i Kæmpevisen Vers paa Vers. Det er en Sang, saa glædelig i sin Begyndelse, saa sørgelig i sin Udgang.”
Der dandser et Kongebarn paa Kongens Slot, hvor er hun yndig at see. Hun sidder paa Christian IV’s Skjød, hans elskede Datter Eleonore. I kvindelige Sæder og Dyder hun groer. Den mægtige Adels fornemste Mand Korfits Ulfeld er hendes Brudgom. Hun er Barn endnu; hun faaer ogsaa Riis af sin strenge Hovmesterinde; hun klager for Kjæresten og hun har Ret. Hvor er hun kløgtig, dannet og oplært, kan Græsk og Latin, synger Italiensk til sin Luth; veed at tale om Paven og Luther.
Kong Christian ligger i Gravcapel i Roeskilde Dom, Eleonores Broder er Konge. Der er Glands og Pragt paa Slottet i Kjøbenhavn, der er Skjønhed og Snille, først Dronningen selv: Sophie Amalie af Lyneborg. Hvo styrer sin Hest saa vel som hun? Hvo har i Dandsen en Majestæt som hun, hvo taler med Kjendskab og Aand som Danmarks Dronning?
”Eleonore Christine Ulfeldt!” de Ord blev sagt af den franske Gesandt. ”I Skjønhed, i Kløgt overstraaler hun Alle!”
Paa Slottets bonede Dandsegulv voxte Nidets Burre; den hængte sig fast, den filtrede ind og hvirvlede om sig Krænkelsens Haan: ”Det Slegfredbarn! Hendes Karm skal holde ved Slottets Bro; hvor Dronningen kjører, skal Fruen gaae!”. Det fyger med Sladder, med Opspind og Løgn.
Og Ulfeld tager sin Hustru ved Haand i den stille Nat. Nøglerne har han til Stadens Porte; han aabner een af dem. Hestene vente derudenfor. De ride langs Stranden, og seile bort til det svenske Land.
– – –
Nu vende vi Bladet, som Lykken vender sig for de To.
Det er Efteraarstid, Dagen er kort, Natten er lang; det er graat og vaadt, Vinden saa kold og i stigende Styrke. Det suser i Løvet paa Voldens Træer, Løvet flyver ind i Peder Oxes Gaard; den staaer tom og forladt af sit Herskab. Vinden suser ud over Christianshavn, om Kai Lykkes Gaard, nu er den Tugthuus. Han selv er jaget fra Ære og Land, hans Vaaben er brudt, hans Billed hængt i den høieste Galge: saaledes er straffet hans kaade, letfærdige Ord om Landets hædrede Dronning. Høit tuder Vinden og farer hen over den aabne Plads, hvor Rigshovmesterens Gaard har staaet; nu er kun tilbage af den een Steen, ”den drev jeg som Rullesteen herned paa den seilende Is”, suser Vinden, ”Stenen stranded hvor siden Tyvsø skød op, forbanded mig; saa kom den med i Hr. Ulfelds gaard, hvor Fruen sang til den klingende Luth, læste Græsk og Latin og kneisede stolt, nu kneiser kun Stenen her med sin Indskrift:
”Forræderen Corfitz Ulfeldt
Til evig Spot, Skam og Skjændsel.””
Men hvor er hun nu, den fornemme Frue? Hu – ih – hu – ih” piber Vinden med skærende Røst. I ”Blaa Taarn” bag Slottet, hvor Havvandet slaaer mod den slimede Muur, der har hun alt siddet i mange Aar. Der er i Kammeret mere Røg end Varme; det lille Vindue er høit under Loftet. Kong Christian IV’s forkjælede Barn; hun den fineste Frøken og Frue, hvor sidder hun ringe, hvor sidder hun slet! Erindringen hænger Gardin og Tapet om Fængslets tilrøgede Vægge. Hun husker sin Barndoms deilige Tid, sin Faders milde, straalende Træk; hun husker sin pragtfulde Bryllupsfærd: hendes Stoltheds Dage, hendes Trængselstid i Holland, i England og paa Bornholm.
”Ei Noget synes tungt for ægte Kjærlighed!”
Dog, da var hun hos ham, nu er hun ene, for altid ene! Hun veed ei hans Grav og Ingen veed den.
”Troskab mod Manden var al hendes Brøde.”
Hun sad i Aaringer, lange og mange, mens Livet rørte sig udenfor. Det staaer aldrig stille, men det ville vi et Øieblik har, tænke paa hende og Sangens Ord:
”Min Huusbond holdt jeg tro min Eed
I Nød og stor Elende!”
(Sluttes næste Nummer)
Gudfaders Billedbog
(Af H.C. Andersen)
”Seer Du Billedet her?” sagde Gudfader.
Det er Vintertid; Frosten slaaer Bro mellem Laaland og Fyen, Bro for Carl Gustav, som drager ustandseligt frem. Der er Plyndring og Mordbrand, Angest og Nød i det hele Land.
Svensken ligger for Kjøbenhavn. Det er bidende koldt og en fygende Snee; men tro sin Konge og tro sig selv, staae Mænd og Kvinder rede til Kampen! Hver Haandværksmand, Bodsvend, Student og Magister er oppe paa Volden til Værn og Forsvar. Der er ingen Frygt for de gloende Kugler. Kong Frederik svoer, han vilde døe i sin Rede. Han rider deroppe og Dronningen med ham. Der er Mod og Mandstugt og Fædrelandssind. Lad Svensken kun trække sin Ligskjorte paa og snige sig frem i den hvide Snee, forsøge at storme. Der væltes Bjelker og Steen ned paa dem; ja Kvinderne komme med Bryggerkjedler og helde sydende Beg og Tjære over de stormende Fjender.
I denne Nat ere Konge og Borger een samlet Magt.
Og der er Frelse og der er Seir. Klokkerne ringe, Takkesang lyder. Borgerfolk, her vandt Du Adelsspore!
Hvad følger vel nu? See Billedet her.
Bisp Svanes Frue kommer i lukket Karm; det tør kun den høie, mægtige Adel. De stolte Junkere bryde Vognen itu; Bispinden maa gaae til sin Bispegaard.
Er det den hele Historie? – Langt Større skal brydes i næste Stund, Overmods-Vældet.
Borgemester Hans Nansen og Biskop Svane række hinanden Haand til Gjerning i Herrens Navn. De tale med Kløgt og med Ærlighed: det høres i Kirken og i Borgerens Huus. Et Sammenholds-Haandslag og Havnen spærres, Portene lukkes, Stormklokken ringer, Magten er givet til Kongen alene, han som blev i sin Rede i Farens Stund; han herske, han raade over Store og Smaa!
Det er Enevoldstiden.
– – –
Nu vende vi Bladet og Tiden med det.
”Hallo, halløi, hallo!” Ploven er lagt tilside, Lyngen faaer Lov at groe, men Jagten er god. ”Hallo, halløi!” Hør de skingrende Horn og de halsende Hunde. See Jægerskaren, see Kongen selv, Kong Christian V; han er ung og glad. I Slot og i Stad er der Lystighed. I Salene Voxlys, i Gaarden Fakler og Byens Gader have faaet Lygter. Alt straaler saa nyt! Den nye Adel indkaldt fra Tydskland, Baroner og Grever faae Gunst og Gave; nu gjelde Titler og Rang og det tydske Sprog.
Da klinger en Stemme saa ægte dansk, det er Væverens Søn, som nu er Bisp; det er Kingos Røst; han synger de deilige Psalmer.
Der er en anden Borgermands Søn, en Vintappersøn, hans Tanke lysner i Lov og Ret; hans Lovbog blev Guldgrund for Kongens Navn, det staaer end i kommende Tider. Den Borgersøn, Landets mægtigste Mand, faaer Adelsskjold og Fjender med, saa Bøddelens Sværd paa Retterstedet er over Griffenfeldts Hoved. Da lyder Benaadning med evigt Fængsel. De sende ham til en Klippe under Throndhjems Kyst:
”Munkholm – Danmarks Sanct Helene.”
Men Dandsen gaar let i Slottets Sal, der er Glands og Pragt, der er livlig Musik, der dandse Hofmænd og Fruer.
– – –
Nu kommer Frederik IV’s Tid!
See de stolte Skibe med Seirsflag! See det rullende Hav! Ja, det kan fortælle om Storbedrift, om Danmarks Hæder. Vi huske Navne, den seirsæle Sehested og Gyldenløve! Vi huske Hvitfeld, der for at frelse den danske Flaade sprængte sit Skib og fløi mod Himmelen med Danebroge. Vi tænke paa Tiden og Striden den Gang, og Helten, der sprang fra det norske Fjeld til Danmarks Værn: Peter Tordenskjold. Fra det herlige Hav, fra det svulmende Hav tordner hans Navn fra Kyst til Kyst:
”Der slog et Lyn igjennem Pudderstøvet,
En Torden gjennem Tidens Hvisken lød;
En Skrædderdreng sprang ned fra Skrædderbordet,
Fra Norges Kyst løb ud en liden ”Snau”.
Og Vikingaanden over Nordens Hav
Fløi atter, ungdomskjæk og staalomgjordet.” *)
*) Carl Ploug
Der kom en Luftning fra Grønlands Kyst, en Duft som fra Betlehems-Landet; den meldte om Evangeliets Lys ved Hans Egede og hans Huustro.
Det halve Blad her har derfor Guldgrund; det andet Halve, der tyder Sorgen, er askegraat med sorte Stænk, som fra Ildens Gnister, som fra Sot og Syge.
I Kjøbenhavn raser Pesten. Gaderne ere tomme, Dørene stængede, rundtom er tegnet med Kridt et Kors: derinde er Soten, men hvor Korset er sort ere Alle døde.
I Natten bæres Ligene bort, uden Klokkeklang; de tage paa Gaden de halvdøde med; Rustvognene rumle, de ere fyldte med Lig. Men ud fra Krostuen lyder fælt Berusedes Sang og vilde Skrig. Ved Drik ville de glemme den bittre Nød; de ville glemme og ende – ende! Alt faaer jo Ende; her ender Bladet med anden Nød og Prøvelsestid for Kjøbenhavn.
Kong Frederik IV lever endnu; hans Haar er graanet i Aarenes Løb. Fra Vinduet paa Slottet seer han ud i det stormfulde Veir; det er seent paa Aaret.
I et lille Huus ved Vesterport leger en Dreng med sin Bold; den flyver op paa Loftet. Den Lille tager en Tælleprås, gaaer op for at søge, da tændes der Ild i det lille Huus, i den hele Gade. Det lysner i Luften, saa Skyerne skinne. See Flammerne voxe! Der er Føde for Ilden, der er Hø og Halm, der er Flæsk og Tjære, der er Stabler af Brænde til Vintertiden. Og Alting brænder. Der er Graad og Skrig, der er stor Forvirring. I Vrimlen rider den gamle Konge, opmuntrer, befaler. Der sprænges med Krudt, rives Huse ned. Nu brænder det ogsaa i Nørre-Kvarteer, og Kirkerne brænde: Sanct Petri, Vor Frue! Hør Sangværket spiller sin sidste Sang: ”Vreden Du afvend, Herre Gud af Naade!”
Kun Rundetaarn staaer og Slottet staaer; rundtom ere rygende Tomter. Kong Frederik IV er Folket god, han trøster og mætter, han er hos det, er de Huusvildes Ven. Velsignet er Frederik IV!
– – –
See nu dette Blad!
See den gyldne Karm med Tjenere rundt om, med væbnede Ryttere foran og bagved, kommer fra Slottet, hvor der er spændt en Jernlænke for at hindre Folket i at komme altfor nær. Hver uadelig Mand maa gaae over Pladsen med blottet Hoved; thi sees ei Mange, de undgaae Stedet. Der kommer nu Een med nedslaaet Blik, med Hatten i Haanden, og det er just den Mand, i den Tid, som vi nævne høit:
”Som rensende Stormvind hans Tale klang,
Til Solskin i kommende Dage;
Indsmuglede Noder som Græshopper sprang
Den Vei, de var komne, tilbage.”
(Christian Vilster)
Det er Snillet og Lunet, det er Ludvig Holberg. Den danske Scene, hans Storheds Slot, har man lukket, som var det Forargelsens Bo. Al Glæde er skrinlagt; Dands, Sang og Musik er forbudt og lyst bort. Nu raader den mørke Christendom.
– – –
”Der Dänenprinz!” som hans Moder ham kaldte, nu kommer hans Tid med Solskinsveir, med Fuglenes Sang, med Glæde, Danskhed og Lystighed: Kong Frederik V er Konge. Og Lænkerne tages fra Pladsen ved Slottet; den danske Scene er aabnet igjen, der er Latter og Lyst, der er godt Humeur. Og Bønderne ride Sommer i By! Det er Munterhedstid efter Fastetid og Forknyttelsens Tid. Det Skjønne trives, sætter Blomst og Frugt i Toner, i Farver, i bildende Konst. Hør Getrys Musik! See Londemanns Spil! Og Danmarks Dronning elsker det Danske. Lovise af England, deilig og mild; velsigne Dig Gud i sin Himmel! Solstraalerne synge lifligt i Chor om Dronninger i det danske Land: Philippa, Elisabeth, Lovise!
– – –
Den jordiske Deel er længst skrinlagt, men Sjælene leve og Navnene leve. Igjen sender England en Kongebrud: Mathilde, saa ung og snart saa forladt! Om Dig ville Digtere synge i Tiden, om Ungdomshjertet og Prøvelsens Stund. Og Sangen har Magt, en unævnelig Magt gjennem Tider og Folk! See Slottets Brand, Kong Christians Borg. Man søger at frelse det Bedste der findes. See Holmens Folk slæbe bort en Kurv med Sølvtøi og kostelige Sager; stor Rigdom er det, men pludseligt see de gjennem den aabne Dør, hvor Flammerne lyse, en Buste af Bronze, Kong Christian IV. Da kaste de den Rigdom, de bære; hans Billed derinde er dem langt mere! Det maatte de redde, hvor tungt det endogsaa maa være at bære. De kjende ham jo fra Ewalds Sang, fra Hartmanns deilige Melodi.
Der er Magt i Ordet og Sangen, og den skal klinge eengang saa stærkt om den stakkels Dronning Mathilde.
– – –
”Nu bladre vi frem i vor Billedbog.”
Paa Ulfelds Plads stod den Skjændselssteen; hvor reistes i Verden vel en som den? Ved Vesterport blev en Støtte reist, hvor mange i Verden er der vel som den?
Solstraalerne kyssede Rullestenen, Grundlaget under ”Friheds-Støtten”. Alle Kirkeklokker ringede, Flagene vaiede; Folket jublede for Kronprinds Frederik. Gamle og Unge bare i Hjerte og paa Tunge Navnene Bernstorff, Reventlov, Colbjørnsen. Med straalende Øine og takfyldte Hjerter læses Støttens velsignede Indskrift:
”Kongen bød, Stavnsbaandet skal ophøre, Landbolovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde Kjæk og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig!”
Hvilken Solskinsdag! Hviken ”Sommer i By”!
Lysaanderne sang: ”Det Gode groer! Det Skjønne groer! Snart falder Steenen paa Ulfelds Plads, men ”Frihedsstøtten” skal staae i Solskin, velsignet af Gud, Konge og Folk!”
”Vi har en gammel Landevei,
Den gaaer til Verdens Ende”
(N.F.S: Grundtvig)
Det aabne Hav, aabent for Ven og Fjende, og Fjenden var der. Den seilede op, den mægtige engelske Flaade; en Stormagt kom imod en lille. Kampen var haard, men Folket modigt:
”Hver stod fast og ufortrøden,
Stod og stred og favned Døden!”
(W.H.F. Abrahamion)
Vandt Beundring af sin Fjende, og begeistrede Danmarks Skjalde. Den Slagdag mindes den Dag idag med vaiende Flag: Danmarks hædrende anden April, Skjærtorsdags-Slaget paa Rheden.
– – –
Aaringer gik. En Flaade blev seet i Øresund. Gjaldt det Rusland eller Danmark? Det vidste man ei, selv Ingen ombord.
Der er en Fortælling i Folkemund, at den Morgenstund i Øresund, da den forseglede Ordre blev brudt og læst op, og den lød: at tage den danske Flaade, traadte frem for sin Chef en ung Capitain, høihjertet i Ord og Daad, en Bretlands Søn: ”Jeg svoer”, var hans ord, ”at til min Død vilde jeg kæmpe for Englands Flag, i aabent, ærligt Slag, men ei at ville overmande!”
”Og dermed styrted han sig overbord!”
”Og Flaaden styrede mod Kjøbenhavn. –
Fjern fra det Sted, hvor Slaget skulde stande,
Laae han, Captainen – ukjendt er hans Navn –
Et vandkoldt Lig, skjult af de sorte Vande,
Til Strømmen drev ham op, og svenske Mænd
Paa Fiskertogt i stjernefulde Nætter
Ham fandt, bar ham i Baad til Stranden hen
Og – rafled om den Dødes Epauletter.”
(Carl Bagger)
Fjenden stod for Kjøbenhavn; det lyste i Flammer, vi mistede Flaaden, men ikke Modet og Troen pa Gud; han ydmyger, men løfter igjen. Vunderne læges som i Einheriars Slag. Kjøbenhavns Historie er rig paa Trøst.
Altid Folketroen var den,
Danmark har i Vorherre en Ven.
Holde vi fast, han holder igjen,
Og Solen skinner i morgen!
Snart skinnede den paa den reiste Stad, paa rige Kornmarker, paa Kløgt og Snille; en Fredens velsignet Sommerdag, hvor Digtningen reiste sit fata morgana saa farverigt herligt ved Oehlenschläger.
Og i Videnskaben blev gjort et Fund, langt meer end et Guldhorn i gammel Tid, en Bro af Guld blev funden:
– ”en Bro for Tankens Lyn
– I alle Tider ind i Folk og Riger.”
Hans Christian Ørsted indskrev der sit Navn.
Og see! Ved Slottet op til Kirken blev reist en Gaard, til den gav selv den fattigste Mand og Kvinde glad sin Skjærv.
”Du husker fra foran i Billedbogen,” sagde Gudfader, ”de gamle Steenblokke, som ramlede fra Norges Fjelde, og førtes paa Isen herned; de ere løftede igjen fra den dybe Sandgrund paa Thorvaldsens Bud i Marmorets Skjønhed; deiligt at see!”
Husk hvad jeg har viist Dig og hvad jeg fortalte. Sandgrunden i Havet løftede sig op, blev Værn for Havnen, bar Axels Huus, bar Bispens Gaard og Kongens Slot og bærer nu det Skjønnes Tempel. Forbandelsens Ord ere veirede hen, men hvad Sollysets Børn i Glæde sang om en kommende Tid, er blevet opfyldt.
Saa mangen Storm er faret hen, den kan komme igjen og vil atter henfare! Det Sande og Gode og Skjønne har Seiren!
Og hermed er Billedbogen sluttet; men langtfra ikke Kjøbenhavns Historie! Hvo veed, hvad Du selv engang skal opleve!.
Det har tidt seet sort ud, blæst en Storm, men Solskinnet er dog ikke blæst bort, DET bliver! Og stærkere endnu end det stærkeste Solskin er Gud! Vorherre raader for Mere end for Kjøbenhavn.”
Det sagde Gudfader og gav mig Bogen. Hans Øine lyste, han var saa vis i sin Sag. Og jeg tog Bogen saa glad, saa stolt og forsigtigt, som nyligt jeg bar min lille Søster for første Gang.
Og Gudfader sagde: ”Du maa meget gerne vise En og Anden din Billedbog, Du maa ogsaa nok sige, at jeg har lavet, klistret, tegnet det hele Værk. Men det en Livssag, at de strax vide, hvorfra jeg har faaet Ideen til den. Du veed det, fortæl det. Ideen skyldes de gamle Tranlygter, der netop, sidste Aften de brændte, viste for Stadens Gascandelabre, som fata morgana, Alt hvad der var seet fra den første Lygte blev tændt ved Havnen til nu Kjøbenhavn i denne Aften belystes baade af Tran og af Gas.
Du maa vise Bogen til hvem Du vil, det vil sige, til Folk med milde Øine og venligt Sind, men kommer en Helhest – saa luk
Gudfaders Billedbog.
Nye Bøger under Pressen: H.C. Andersens Samlede Værker, Bind 25-28, indeholdende Eventyr og Historier samt ”Reisen til Portugal”; Architect H. Stillings ”Reise i Egypten” med Originaltegninger; Berggreens fiirstemmige Choralmelodier i nyt Oplag; Søren Kierkegaards Dagbøger (Reitzels Forlag)
Af den samlede Udgave af H.C. Andersens Skrifter er udkommet 25de og 26de Bind, indeholdende de to første Dele af hans ”Nye Eventyr og Historier”. (Reitzels Forlag).
Prisen for de udkomne Calendere bærer dog Chr. Thorkildsens ”Souvenir 1869”, hvortil han iaar har erholdt en Række smukke poetiske Bidrag fra vore første Forfattere; vi nævne særligt Plougs, Hauchs og Bödtchers, samt Andersens Eventyr.
Bogens Indhold optages for øvrigt af hvide Blade for hver Dag i Aaret, der sidde rede til at udfyldes med Vedkommendes egne sindrige Tanker eller Noteringer. Den forskjelligartede Klædning, hvori denne ”Souvenir” fremstiller sig, er særdeles elegant og røber megen Smag.
Med de nu udkomne 27de og 28de Bind af H.C. Andersens ”Samlede Skrifter” ere denne Forfatters til Datum udgivne Værker afsluttede. Det førstnævnte Bind indeholder Resten af hans ”Eventyr og Historier”, medens det sidste har en mere forskjelligartet Characteer. For vore Læsere vil der saavel i ”Reiseskizzer” som i ”Pennetegninger”, der udgjøre den fælles Titel paa Bindet, findes mangen kjær Bekjendt, og til disse vil man med Glæde føie det Nye, der indeholdes i ”Et Besøg i Portugal”. (C.A. Reitzels Forlag)
H.C. Andersen har sluttet sine ”Samlede Værker” med det 28de Bind, men dermed er heldigviis ikke hans Forfattervirksomhed afsluttet. I Begyndelsen af næste Maaned vil der nemlig paa C.A. Reitzels Forlag udkomme ”Dryaden, et Eventyr fra Udstillingstiden i Paris 1867”. Det udgjør tre Ark, med en Radering af P. Krohn paa Omslaget.
Paa Undertegnedes Forlag er udkommen:
”Souvenir 1869”
Af Pressens Udtalelser om denne Bog indsættes Følgende:
Illustreret Tidende: Prisen for Calenderne bærer dog Thorkilsens ”Souvenir 1869”, hvortil han iaar har erholdt en Række smukke poetiske Bidrag fra vore første Forfattere; vi nævne særligt Plougs, Hauchs og Bødtchers, samt Andersens Eventyr. – Den forskjelligartede Klædning hvori denne ”Souvenir” fremstiller sig, er særdeles elegant og røber megen Smag.
Dags-Telegrafen: Denne Kalender giver et nyt lille Bidrag til Læsningen af den meget omtalt Opgae – Foreningen af det Ideelle og det Praktiske, Kunsten og Industrien. Det ideelle er en Række nydelige Digte, et for hver Maaned, af Hauch, Hertz, Ploug, Bjørnson, Bøgh, Richardt, Winther, Holst, Paludan-Müller, P. Hansen, L. Bødtcher og Carl Andersen, samt et morsomt lille Eventyr af H.C. Andersen, saa at Kalenderen tillige er en Antologi af vore bedste æsthetiske Forfatteres Frembringelser. Endelig er Foreningen af Kunst og Industri repræsenteret i Indbindingen, der er et non plus ultra af Smag og Elegance og vel at mærke indenlandsk Arbeide. Der findes Bind af forskjellige Slags og forskjellig Kostbarhed, saa at Prisen variere imellem 8 Mk 8 Sk og 4 Rd. Man kan efter sin Smag vælge mellem Fløil, norsk Træskærerarbeide, Skildpadde, Maroquin, Perlemoer og det fineste Mosaique, saa kunstmæssig dannet, at det skuffende ligner et omhyggeligt udført Maleri. – Den smukke og nyttige Bog forener i sig saameget og er saa net og bekvemt indrettet, at den vistnok vil finde en stærk Afsætning, særlig i Dameverdenen.
Folkets Avis: Mellem de mange ”Agendaer”, ”Noteringsbøger” osv. Der udkomme hos os, er ”Souvenir 1869” ubestridelig den eleganteste der kan udvælges til Julegave. Denne lille Bog i nydeligt Miniaturformat indeholder en blank Side til hver Dag i Aaret og et nyt Digt til hver af dets Maaneder. Naar vi afskrive Listen over Bidragene – og tilføie, at disse Digte ikke høre til det poetiske Affald der stundom ved Nytaarstid udtømmes af Digternes Skuffer, og opsamles af nøisomme ”chiffoniers anthologiques” men ere omhyggelig udførte Bidrag, der hver paa sin Maade ere fuldprægede med Forfatterens Individualitetsmærke, behøves der vel ikke nogen videre Anbefaling for den lille Aarbog. Udstyrelsen er udført med Smag og Omhu, og der findes Exempl. paa hvilke der er anvendt Alt hvad Bogbinderkunsten kan præstere af Luksus.
Dagens Nyheder: Man kan ikke tænke sig en smagfuldere Udgave end dette lille Pragtværk, der saavel hvad Arbeide, som hvad Udstyrelse angaaer, kan maale sig med det Bedste og Smukkeste af hvad der i Paris og London fabrikeres af det Slags Luxusartikler.
Denne Bog der har vundet en saa almindelig Anderkjendelse saavel for sit Indhold som for sin Udstyrelse sælges til den billige Pris af kun 8 Mk. 8 Sk., i Maroquin, i Fløil med engelske matforgyldte Rammer 12 Mk., i norsk Træskærerarbeide, Perlemoer, Skildpadde, Marwueteri og Mosaique til circa 4 Rd. Bogen er trykt paa 28 Ark fint Postpapir, saa at den trods dens lille Format indeholder mere Papir end den største Lommebog. De, som endnu ønske den i Fløil, anmodes om at gjøre deres Bestillinger snarest, da Forraadet snart vil være forbi.
Bestillinger til Provindserne udføres imod Postforskud.
Chr. Thorkilsen
2 Gothersgade (Skand. Hotel)
Hvad H.C. Andersen selv har seet ”I Udstillingstiden i Paris 1867, i vor Tid, i Eventyrets store vidunderlige Tid”, har han skildret i ”Dryaden”. Men skjøndt Paris i Udstillingstiden var Samlingsplads for hele den civiliserede Verden, skjøndt alle Blade havde afsendt deres ”Blæksprutter, som sad med Papir, Blæk og Pen, skrev Alting op, skrev Alting ned”, har dog Ingen været istand til at see, hvad han har seet eller at skildre, hvad han med mesterlige Træk har skildret. Hans Billede af det i Verdensstaden saa stærkt pulserende Liv er ikke blot udkastet med en glødende Phantasi og et uudtømmeligt Humor; men det bærer tillige Sandhedens umiskjendelige Stempel, og Enhver, som har seet og deltaget i dette Liv, vil erkjende, at netop saaledes maatte det fremstille sig for en Digter som H.C. Andersen eller Charles Dickens. Vi følge med den inderligste Deeltagelse Kastanietræets yndige Dryade – der higer efter at lære al den i Verdensstaden indesluttede Herlighed at kjende, der faaer sin Længsel tilfredsstillet og der maa bøde med Livet for nogle Øieblikkes Nydelse – langs den i et Lyshav straalende Boulevarde til Magdalenekirken, hvor hun kun ”aander Kirkerøgelse og ikke den frie Luft”; hendes Flugt gaaer videre til Katakomberne, hvor vi indvies i Rotternes kostelige Livsphilosphi, der godtgjør klart som Dagen, at hvad ”det Menneske-Miau, den Uvishedens Tale” betragter som Fremskridt, egentlig kun er den sørgeligste Tilbagegang. Fra Katakomberne følge vi Dryaden til Bal Mabile, hvor de svinge sig i vilde Dandse, hvor hendes Dandser hvisker hende Ord i Øret, der ”bølge i Tact af Cancanen” og som hun ikke forstaaer, skjøndt de bevæge hende til Flugt, paa hvilken hun ikke standser, før hun staaer paa Marsmarken og seer Udstillingsbygningen, ”Nutidens Aladdins Slot”. Her indvies vi i Akvariets Mysterier; Digterens Tryllestav formaaer at gjøre de stummeFisk talende, og vi faae den Hemmelighed at vide, at alle Verdens Lande have udstillet deres Mennesker, for at ”de gamle Suder og Brasener, de vævre Aborrer og mosgroede Karper skulle see disse Skabninger og give deres Mening og Betænkning over det Slags”.
Men den Nydelse, hvormed vi følge Dryaden paa hendes kortvarige Bane, forvandler sig til Sorg over, at den letteste, luftigste, mest gracieuse Skikkelse, som H.C. Andersen nogensinde har skildret, skulde døe saa hurtigt, og at hendes kun et Øieblik tilfredsstillede Længsel skulde blive hende ”til Fordærv”. Med Veemod tage vi Afsked med hende og finde kun Trøst i den Tanke, at Digterens Skaberkraft er usvækket, og at han i ”Dryaden” har skjenket os et Eventyr, der hører til noget af det Fortrinligste af Alt, hvad han har skrevet, et Eventyr, der ikke blot for hans Landsmænd, men i alle Lande, hvorhen hans Værker have banet sig Vei, vil varsle om en herlig Efterkommer, rig paa Blomster og fuldmodne Frugter. (C.A. Reitzels Forlag).
”Figaro”. Vers og Prosa, udgivet af Robert Watt. Bogen bærer det ophørte Blads Navn, da dens Udgiver havde paatænkt at lade den fremtræde som Nyaarsgave for Abonnenterne; men nu har den faaet en videre Læsekreds. Det er en Aarbog med flere underholdende Bidrag, hvoriblandt bør nævnes et stemningsrigt Dig af Bødtcher, en dramatisk Spøg af H.C. Andersen, et livligt Genrebillede af Carl Andersen og nogle Leilighedsdigte af Høedt. Udgiveren har selv sørget for at bevare Taraditionen om Mester Jakel og at lade Læserne stifte Bekjendtskab med ”en farlig Medarbeider” Lacenaire. (V. Trydes Forlag).
”Folkekalender for Danmark” er for attende Gang udkommen, og Aargangen 1869 ligner sine ældre Sødskende baade i Skind og i Sind. Titelbilledet viser i Staalstik den ligesaa dygtige som hæderlige danske Adelsmand Christopher Valkendorf. Derpaa følger ”Kalendaria” med en verificeret, humoristisk Oversigt over det henrundne Aars Mærkværdigheder. Kalenderen begynder med en udførlig Skildring af Chr. Valkendorf ved C. F. Secher; af I. Kornerup findes en liden Monographi om de berømte Figurer fra Klokkeværket i Roeskilde, Kirsten Rimers og Peer Døver. Det næste Stykke hedder ”Jomfru Else”, en følelsesfuld Fortælling om trofast Kjærlighed, rigtig dansk baade i Stof og Behandling, af Carl Andersen. Saa kommer et Bidrag af A. Rosenkilde, kaldet ”Nørrefælled, Sommeren 1868”; det hører til den Genre, som bestaaer i Poesi med ”ethisk Staalsætning”, og Tendensen er rettet mod Magistratens Udleie af officiel Sulteføde paa de Stepper
”hvor Soldaterne forlyste
Sig paa gammel Krigsmaneer”,
Medens det Væsentlige dog er Forfatterens velbekjendte humoristiske Skrivemaade. Blot poetisk er det næste Bidrag, ”Barnet og Birken”, Digt af A. Munch. Saa kommer en god Historie til Forfatterinden til ”Slægtningene”: ”Den forhexede Anders”; Begivenheden foregaaer mellem jydske Almuesfolk, og saavel i Indhold som i Stil er der Meget, som vil t iltale, fordi det baade er smukt og characteristisk. H.C. Andersen har givet en gammel, men dog ny og tilmed ligesaa tidssvarende som pudsig Historie om ”Laserne”. Ganske morsomt har Carit Etlar skildret forskellige Arter Egoisme i en Fortælling, kaldet ”Jeg”. Det vilde have været et Savn, hvis Folkekalenderen” ikke havde et Digt af Carl Ploug; han har da heller ikke svigtet, men givet en klangfuld Omdigtning af ”Et Sagn”. Ei heller mangler Erik Bøgh, som i ”Lidt om Riddertiden” beviser, at vor Tid er at foretrække for Middelalderen, hvis Comfort og hele Cultur ved historiske Citater godtgjøres at have ladet Meget tilbage at ønske. Ved Hjelp af en Velocipede giver Fr. Barfod i ”En hurtig Vandring gjennem tusinde Aar” en Oversigt over Aarene 869, 969 o.s.v. indtil 1769. (C.C. Loses Forlag)
Andersens Eventyr
(af GB)
Der skal Mod til at have Talent. Man maa vove at fortrøste sig til sin Indflydelse, man maa stole paa, at det Indfald, der opstaaer i Ens Hjerne, er sundt, at den Form, der falder En naturlig, selv om den er ny og fremmed, har Ret til at være, man maa have vundet Dristighed til at udsætte sig for at blvie kaldt affecteret eller vild, før man kan betroe sig til sit Instinct, og følge det, hvorhen det fører og byder. Da i sin Tid Armand Carrel som ung Journalist modtog en Tilretteviisning af sin Redacteur, som pegende paa et Sted i hans artikel udbrød: ”Saaledes skriver man ikke”, svarede han: ”jeg skriver ikke som man skriver, men som jeg skriver”, og dette er Begavelsens almindelige Formel. Den forsvarer hverken Jastværk eller Skaberi, men den udtaler tillidsfuldt den Ret, som Talentet har til, hvor ingen gængse Form og intet givet Stof tilfredsstiller dets Naturs eiendommelige Krav, at vælge nye Stoffer, danne nye Former indtil det finder en Byggeplads af den Beskaffenhed, at det uden at overspænde nogen af sine Kræfter kan faae Brug for dem alle, og udfolde dem let og frit. En saadan Byggeplads fandt Digteren H.C. Andersen i Eventyret.
I.
Man støder i Eventyrene paa Begyndelser som denne: ”Man skulde rigtignok troe, at der var Noget paa Færde i Gadekjæret, men der var ikke Noget paa Færde! Alle Ænderne, ligesom de allerbedst laae paa Landet, nogle stod paa Hovedet, for det kunde de, satte med eet lige i Land; man kunde see i det vaade Leer Sporene af deres Fødder, og man kunde høre et langt Stykke borte at de skrege,” eller som denne: ”See saa! Nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! Det var een af de Allerværste, det var ”Dævelen”.” Constructionen, Ordstillingen i de enkelte Sætninger, den hele Ordning strider imod Syntaxens simpleste Regler. ”Saaledes skriver man ikke.” Det er sandt; men saaledes taler man. Til voxne Mennesker? Nei, men til Børn, og hvorfor skulde man ikke have Lov til at nedskrive Ordene i den Orden, i hvilken man siger dem til Børn. Men ombytter her den almindelige Norm med en anden; ikke det abstracte Skriftsprogs Regler, men Barnets Fatteevne er det Bestemmende her; der er Methode i denne Uorden, som der er Methode i Barnets Sprogfeil, naar det siger: ”Du lyvede!” istedetfor ”Du løi!”. At erstatte det vedtagne Skriftsprog med det frie Talesprog, atombytte den Voxnes stive Udtrykdsmaade med den, Barnet bruger og forstaaer, det bliver Øiemedet for Digteren i samme Øieblik, han beslutte sig for at fortælle ”Eventyr for Børn”. Han har den dristige Prætention at udtrykke sig mundtligt, skjøndt paa Prent, han vil ikke skrive, han vil tale, og han vil gjerne skrive som et Skolebarn, naar han derved blot undgaaer at tale som en Bog. Det skrevne Ord er fattigt og forladt, det mundtlige har en Hær af Allierede i den Trækning af Munden, der efterligner Sagen, hvorom der tales, i den Haandbevægelse, der maler den, i Tonens Længde eller Korthed, skarpe eller milde, alvorlige eller pudsige Characterer, i det hele Minespil og i den hele Holdning. Jo mere oprindeligt det Væsen er, til hvem der tales, desmere forstaaer det gjennem disse Hjelpemidler. Den, der fortæller et Barn en Historie, fortæller uvilkaarligt med mange Bevægelser og Grimacer; thi Barnet seer Historien ligesaa meget som det hører den, det agter, næsten som Hunden, mere paa den kjærlige eller forbittrede Betoning, end paa om Ordene udtale Godhed eller Vrede. Den, der skriftligt henvender sig til Barnet, maa altsaa forsøge at smelte det skiftende Tonefald, de pludselige Pauser, de beskrivende Haandbevægelser, den frygtindjagende Mine, det Omslaget bebudende Smil, Spøgen, Kjærtegnene og den Appel, der vækker den indslumrede Opmærksomhed, at smelte alt Dette ind i Foredraget, og da han ikke ligefrem kan synge, male eller dandse Begivenheden for Barnet, mane Sangen, Maleriet og Mimiken ned i sin Prosa, saa at de ligge i den som bundne Kræfter, og reise sig, saasnart som Bogen bliver aabnet. For det Første: ingen Omskrivninger, Alt siges her reent ud af Posen, ja mere end siges, brummes, nynnes og tudes: ”Der kom en Soldat, marcherende hen ad Landeveien, Een to, Een to”. ”Og de udskaarne Trompetere blæste: Tratteratra! Der er den lille Dreng, Tratteratra!” ”Hør, sagde Sneglefader, hvor det tromme-romme-rommer paa Skræpperne.” Her begyndes som i ”Gaaseurten” med et ”Nu skal Du høre!”, der øieblikkeligt tager Opmærksomheden i Beslag. Her spøges paa Barnets Viis: ”Saa huggede Soldaten Hovedet af Hexen. Der laa hun”. Man hører Barnelatteren, der følger paa denne korte, ikke meget følsomme, men anskuelige Fortællemaade af Drabet. Her anslaaes saa bløde Toner som denne: ”Solen skinnede paa Hørren og Regnskyerne vandede den; det var ligesaa godt for den, som det er for Smaabørn at blive vaskede og saa faae et Kys af Moder, de blive jo deraf meget deiligere”. At der paa dette Sted skeer en Pause i Fortællingen, i hvilken Barnet faaer det i Texten ommeldte Kys, det er Noget, som enhver Moder vil indrømme, og som forstaaer sig a sig selv; thi Kysset ligger i Bogen. Hensynet til den unge Læser kan kun føres videre endnu, idet Digteren i Kraft af sin smidige Sympathi ganske gjør sig til Eet med Barnet, og lever sig saa fuldkomment ind i dets Forestilingskreds, i dets Synsmaade, ja i dets reent legemlige Synspunkt, at han finder en Sætning som denne under sin Pen: ”Det største grønne Blad der tillands, det er da rigtignok et Skræppeblad; holder man det foran paa sin lille Mave, saa er det ligesom et heelt Forklæde, og lægger man det paa sit Hoved, saa er det i Regnveir næsten ligesaa godt som en Paraply, for det er saa forfærdeligt stort.” Det er Ord, som et Barn kan forstaae og ethvert Barn. Hvor en Digter somAndersen dog er lykeklig! Hvilken Forfatter har et Publicum som han! Hvad skal Videnskabsmanden sige, som især i et lille Land skriver for et Publicum, der hverken læser eller vurderer ham, og som læses af fire eller fem – Rivaler og Antagonister. En Digter er i Almindelighed heldigere stillet, men skjøndt det er en Lykke at læses af Mænd, og skjøndt det er en misundelsesværdig Lod at vide, at Ens Skrifter gjennemblades at fine Fingre, der bruge Skilletraade som Mærker, saa er der dog Ingen, hvis Læsekreds er blot tilnærmelsesviis saa frisk og saa opvakt, som den, der er Andersen vis. Hans Eventyr er den eneste Bog, vi have stavet, og som vi læse endnu. Der er enkelte iblandt dem, i hvilke Bogstaverne bestandig forekomme En større, Ordene mægtigere end i de andre, fordi man første Gang lærte dem at kjende Bogstav for Bogstav, og Ord for Ord. Og hvilken Fryd maa det ikke have været for Andersen at see i Drømme rundt om sin Lampe denne Vrimmel af Barneansigter i tusindviis, denne Mylr af blomstrende, rosenbindende, krøllede smaa Hoveder, som i de katholske Altertavlers Skyer, hvidhaarede smaa danske Drenge, fine engelske Baby’s, fortøirede smaa Hindupige, at see dem for sig, rige, fattige, Stavende, læsende, hørende, i alle Lande, i alle Tungemaal, snart sunde og glade, trætte efter Legen, snart svage, blege, med gjenenmsigtig Hus efer en af de utallige Sygdomme, hvormed Jordens Børn ere velsignede, og see dem begjerligt udstrække dette Virvar af hvide og mørkebrune Hænder efter hvert nyt færdigt Blad Papir. Et saa troende, saa dybt opmærksomt, saa utrætteligt Publicum har ingen Anden. Her er en heel Række af fredelige og idylliske Syner: Der læses høit og Børnene lytte med Andagt, eller den Lille sidder fordybet med begge Albuer mod Bordet, og Moderen læser i Forbigaaende med over Barnets Skulder. Er det ikke Umagen værd at skrive for en Tilhørerkreds som denne, og gives der vel nogen, som har en mere uberørt og mere redebon Phantasi?
Der gives ingen, og man behøver kun at studere Tlhørerens Indbildningskraft for at lære Fortælleren at kjende. Udgangspunktet for hans Konst er Barnets Leg, der gjør Alt til Alt; derfor gjør Konstnerens spillende Lune Legetøisstykker til naturlige Skabninger, til overnaturlige Væsener (Trolden), til Helte, Trolde og Feer som LEgetøi, det vil sige som konstneriske Midler, hvilke i enhver ny konstnerisk Sammenhæng blive stemplede og myntede om. Nerven i denne Konst er Barnets Indbildningskraft, der besjæler og personliggør Alt; derfor levendegjør den et Stykke Bohave saavelsom en Plante, en Blomst saavelsom en Fugl eller Kat, og Dyret ligesaa fuldt som Dukken, som Portraitet, som Skyerne, Solstraalerne, Vindene og Aarets Tider. Selv en Springgaas bliver da for Barnet et levende Hele, et tænkende, villende Væsen. Forbilledet for en saadan Posi er Barnets Drøm, i hviken Barneforestillingerne vexle endnu hurtigere og med endnu dristigere Forvandlinger end i Legen; derfor tyer Digteren (som i ”Lille Idas Blomster”, ”Ole Lukøie”, ”Lille Tuk”, ”Hyldemoer”) let til Drømmen som til sit Arsenal; derfor finder han tidt, naar han lader Barnedrømmen tumle med de Forestillinger, der opfylde og ængste Barnesindet, sine ypperligste Inspirationer, som naar den lille Hjalmar i Drømme hører, hvor det jamrer sig inde i hans Skrivebog fra de skrevne Bogstaver, der ligge paa Næsen: See saadan skulde I holde Eder!” sagde Forskriften. ”See saadan til Siden, med et rask Sving!” ”O, vi ville saa gjerne,” sagde Hjalmars Bogstaver, ”men vi kunne ikke, vi ere saa daarlige!” ”Saa skal I have Kunderpulver!” sagde Ole Lukøie. ”O nei!” raabte de, og saa stod de saa ranke, at det var en Lyst.” Saaledes drømmer et barn, og saaledes maler en Digter os Barnets Drøm. Men Sjælen i denne Poesi er dog hverken Drømmen eller Legen, det er en egen, atter barnlig, men tillige mere end barnlig Evne til ikke blot at lade det Ene gjelde for det Andet, altsaa ombytte Alt, eller lade det Ene leve i det Andet, altsaa levendegjøre Alt, men til ved det Ene hurtigt og flygtigt mindet om det Andet, gjenfindende det Ene i det Andet, at almindeliggjøre, at lade Billedet blive Sindbillede, at gjøre Drømmen til Mythe, og ved en konstnerisk Transposition at forvandle det enkelte eventyrlige Træk til Brændpunkt for hele Livet. En saadan Phantasi trænger ikke langt ind i Tingenes Kjerne, den sysler med Smaating, den øiner de grove Feil, ikke de store, den træffer, men ikke dybt, den rammer, men ikke blodigt, den flyver som et bevinget Insect fra Sted til Sted, dvælende paa de mest uensartere Punkter, og den spinder som et kløgtigt Insect sit fine Spind fra de mange Udgangspunkter sammen til et Hele. Intet er den for høit, Intet er den for ringe. Hvad den frembringer er ikke et Sjælemaleri, ikke en directe Menneskefremstilling, men et Værk, som med al dets konstneriske Fuldkommenhed allerede var antydet i ”Fodreisens” uskjønne og forvirrede Arabesker. Medens dette Værk nemlig ved sit Indhold erindrer om gamle Mythedannelser (Hyldemoer, Sneedronningen), om de Folkeeventyr, paa hvis Grund det undertiden er bygget, om Ordsprog og Oldtids-Fabler, ja om det nye Testamentes Parabler (Boghveden straffes som Figentræet), medens det saaledes altid holdes sammen af en Idee, kan det med Hensyn til sin Form sammenlignes med de phantastiske Decorationsmalerier (Hillers f. Ex.), i hvilke eiendommeligt stiliserede Planter, livfulde Blomster, Duer, Paafugle og Menneskeskikkelser slynge sig sammen og gaae over i hverandre. En Form, der for enhver Anden vilde være en Omvei til Maalet, en Hindring og en Forklædning, bliver for ham den Maske, under hvilken han først føler sig rigtigt fri, rigtigt oprømt og sikker, hans barnlige Genius leger som de bekjendte antike Børneskikkelser med Masken, vækker Latter, morer og skræmmer bag den. Saaledes bliver Eventyrets i al sin Ligefremhed maskerede Udtryksmaade hans Stemmes naturlige, ja classiske Tonefald, der meget sjeldent slaaer over eller detonerer. Det Eneste, som nu og da finder Sted, er at man for Eventyrets rene Mælk faaer en Slurk Mælkevand, at Tonen bliver lidt vel følsom og blødsøden (”Den stakkels Johannes!” ”Den stakkels Fugl”, ”Den stakkels Tommelise”), hvad for øvrigt sjeldent skeer i de fra Folke-Eventyrene tagne Sujetter som ”Fyrtøiet”, ”Store Claus og Lille Claus” o.s.v., hvor det naivt Lystige, Friske og Haarde i Fortællingen, der uden mindste medlidende eller klynkende Phrase beretter om Ugjerninger og Mord, kommer Andersen tilgode og stiver hans Figurer iveiret. Mindre classisk er Tonen derimod i de blandt Eventyrene indførte Udbrud, i hvilke Digteren i en bevæget og pathetisk Prosa kaster et flygtigt og omfattende Blik ud over et stort Tidsrum af Historien (”Ærens Tornevei”, ”Svanereden”). Her der der et vist Sving, en vis jagende Begeistring i Stemningen, der synes mig at staae i et Misforhold til det ikke meget betydelige Tankeindhold; thi Tanke og Udtryk ere som Elsker og Elskerinde, Tanken maa gjerne være lidt større, lidt høiere end Udtrykket, som Manden høiere end Kvinden, i det modsatte Forhold er der noget Uskjønt. Paa de nu nævnte faa Undtagelser nær er Eventyrenes Fortællemaade fuldkommen i sin Art. (*De plettes en sjelden Gang af stygge Sprogfeil, især af Germanismer: ”Vor Herre har kjær den gamle Svanerede”. ”Jeg kan sige Dig, jeg giver Kongedatteren”.).
Lad os, for at lære den tilbunds at kjende, iagttage Digteren ved hans Arbeide. Lad os gjennem Studiet af hans Fremgangsmaade vinde en mere indtrængende Forstaaelse af dens Resultat. Der er et Tilfælde, hvor hans Arbeiden lader sig iagttage nærved, det er, naar han omarbeider. Vi behøve da ikke i uklar Almindelighed at fornemme eller at rose, vi kunne Punkt for Punkt, nøiagtigt og præcist bestemme, hvad det er han udelader, hvad der han fremhæver i Sammenligning med en forskjellig Fortællemaade, og saaledes see hans egen voxe frem under vore Øine: Andersen blader en Dag i Don Manuels ”Grev Lucanor”, fornøier sig ved de gamle spanske Historiers eenfoldige Viisdom, ved deres fine, middelalderlige Fremstilling, og standser ved
”Capitel VII
Handler om, hvad der hændte en Konge med tre Bedragere.
Grev Lucanor talte en anden Gang med Patronio, hans Raadgiver, og sagde til ham: Der er kommen en Mand til mig og har berettet mig en meget vigtig Sag. Han lader sig forstaae med, at det i høi Grad vil være til mit Bedste. Men han siger, at ingen Mand i Verden maa vide det, hvormegen Pris jeg end sætter paa ham, og paalægger mig i den Grad indstændigt at bevare denne Hemmelighed, at han endog siger, at dersom jeg aabenbarer den til Nogen, vil hele min Eiendom og mit Liv være i den største Fare. Og fordi jeg veed, at man ikke kan sige Eder Noget, uden at I veed, om det siges til det Gode eller svigefuldt, beder jeg Eder sige mig, hvad Eder synes i denne Sag. Hr. Greve, svarede Patronio, for at I kan forstaae, hvad der tykkes mig, at der her er at gjøre, vilde jeg ønske, at I vilde høre, hvad der hændte en Konge med tre Bedragere, der kom til ham. Greven spurgte, hvorleedes det var gaaet til.”
Denne Indledning er som et Program; man erfarer først det nøgne Spørgsmaal, paa hvilket den følgende Historie vil give Svar, og man føler, at Historien kun er til for Svarets Skyld. Vi maae da altsaa ikke selv have Lov til af Fortællingen at uddrage, hvad Lære vi finde i den, den skal med Vold og Magt henføres til Spørgsmaalet om Tillid til den Hemmelighedsfulde. Denne Fortællemaade er den praktiske, ikke den frie, ikke den poetiske, den indskrænker altfor stærkt den Fornøielse, som Læseren føler ved selv at udfinde den dulgte Moral. Phantasien vil nok have sig Arbeidet gjort let, den vil ikke virkeligt anstrenge sig; men den vil ikke have sin lette Gjerning foregrebet, den vil som gamle Folk, hvem man for et Syns Skyld lader arbeide, ikke mindes om, at dens Arbeide kun er Leg. Naturen behager, naar den synes Konst, siger Kant, Konsten, naar den synes Natur. Hvorfor? Fordi den tilslørede Hensigt behager. Dog ligemeget, lad os læse videre i Bogen:
”Hr. Greve, sagde Patronio, der kom tre Bedragere til en Konge og sagde, at de vare ganske fortrinlige Mestere i at forfærdige Tøier, og at de i Særdeleshed kunde forfærdige et Slags Tøi, som Enhver, der var Søn af den Fader, som Alle mente, han havde, kune see, men den, som ikke var Søn af den Fader, som man meente, ikke var istand til at see. Kongen behagede dette meget, da han tænkte, at han ved Hjelp af dette Tøi kunde faae at vide, hvilke Mænd i hans Rige, der vare Sønner af dem, som burde være deres Fædre, og hvilke ikke, og at han saaledes kunde berigtige Meget i sig Land; thi Morerne tage ikke Arv efter deres Fader, uden de virkelig er hans Børn. Derfor befalede han at give dem et Palads, hvor de kunde arbeide.”
Det begynder morsomt, der er Lune i denne Historie; man, tænker Andersen, vilde man benytte den paa Dansk, maatte man rigtignok vælge et andet Paafund, mere passende for danske Børn, og for den bekjendte nordiske Uskyld. Og dernæst denne Konge, han staaer her i Fortællingen som en Brikke; hvorfor komme Bedragerne netop til ham, hvad er hans Characteer, er han pragtlysten, er han forfængelig? Man seer ham ikke for sig. Bedst var det, om han var en Nar af en Konge. Man burde characterisere ham, stemple han med et Ord, med et Mundheld.
”Og de sagde til ham, at han for at være vis paa, at de ikke bedrog ham, skulde lade dem indespærre i hint Palads, indtil Tøiet var færdigt, og dette behagede Kongen meget.” De faae nu Guld, Søv og Silke, udbrede, at Vævningen er begyndt, bringe ved deres dristige Paavisning af Mønster og Farve Kongens Udsendinge til at erklære Tøiet for fortrinligt, og opnaae saaledes tilsidst Besøg af Kongen, der, da han mærker, at han Intet seer, ”holder sig for død; thi han troer, at han ikke er Søn af Kongen, som han holdt for sin Fader”. Han roser da Tøiet overmaade og Alle gjøre som han, indtil han en Dag i Anledning af en Fest, iklædes de usynlige Klæder; han rider da en Tour igjennem Byen ”og det var godt for ham, at det var Sommer”. Ingen saae Tøiet, men Enhver var bange for, ved Tilstaaelsen af sin Uformuenhed til at see det, at blive ødelagt og vanæret. ”Derfor blev denne Hemmelighed bevaret og Ingen dristede sig til at aabenbare den, indtil en Neget, der passede Kongens Slot og Intet havde at tabe, gik til Kongen og bragte Sandheden for Dagen.
”Hvo som Dig raader til at være taus imod din Ven, han vil bedrage sikkert, uden Vidner, Dig.”
En løierlig og tilmed slet beviist Moral af denne ypperlige Historie. Andersen glemmer Moralen, fjerner med nænsom Haand den tunge Lære, der trykker Fortællingen over til en Side, hvor dens sande Midtpunkt ikke ligger, og fortæller nu med dramatisk Liv, i Dialogform, sit fortrinligste Eventyr om den forfærdelige Keiser, ham, om hvem man i Byen sagde: ”Keiseren er i Klædeskabet”. Han bringer os Fortællingen ganske nær. Der gives ingen Sag, hvis Existens man ikke vover at benegte af Frygt for at holdes for Bastard; men der gives mangen, om hvilken man ikke vover at sige Sandheden af Feighed, af Frygt for at handle anderledes end ”de Andre”, af Rædsel for at synes dum. Og denne Historie er evig ny, uden Ende. Den har sin alvorlige, men den har ogsaa netop ved sin Uendelighed sin humoristiske Side: Han har jo ikke Noget paa!” raabte tilsidst hele Folket. Og det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”Nu maa jeg holde Processionen ud.” Og saa holdt han sig endnu stoltere, og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var. Det er Andersen, som har gjort Fortællingen Comisk.
Dog, vi kunne komme Andersens Fortællemaade nærmere endnu; vi saa ham gjenfremstille et fremmed Eventyr, vi kunne see ham omarbeide sine egne Forsøg. 1830 udgav Andersen i et Bind Digte ”Dødningen, et fyensk Folkeeventyr”, det samme som han senere omskrev under Navn af ”Reisekammeratern”. Fortællingen er i sin første Form dannet og værdig, den begynder saaledes: ”Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i Nærheden af Elvedgaard en ved sin Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der kan sees fra selve den jydske Kyst”. Her er smukke og landskabsmalende Naturbeskrivelser; her er en færdig Forfattermaneer. ”Den første Nat indlogerede han sig i en Høstak paa Marken og sov der som en persisk Fyrste i sit straalende Soegkammer”. En persisk Fyrste! Det forstaaes ikke af et Barn. Lad os hellere sætte i stedet: ”Den første Nat maatte han lægge sig til at sove i en Høstak paa Marken, anden Seng havde han ikke. Men det var just nydeligt, synes han, Kongen selv kunde ikke have det pænere”. Det lader sig forstaae. ”Maanen hang som en stor argantisk Lampe under det hvælvede Loft og brændte med en stadig Flamme”. Er Tonen ikke fortroligere, naar man siger. ”Maanen var en rigtigt stor Natlampe, høit opppe under det blaae Loft, og den stak ikke Ild i Gardinerne”? Historien om Marionetspilleren blvier skrevet om, det er nok, naar vi vide, at Stykket handler om en Konge og en Dronning; Ahasverus, Esther og Mardochæus, som først bleve nævnte, ere for lærde Navne for Børn. Møde vi et levende Træk, saa beholde vi det: ”Dronning Esther knælede ogsaa ned og udstrakte sin Guldkrone, ligesom hun vilde sige: Tag den! Men smør min Gemal og mine Hoffolk!” Et saadant Sted er eet af dem, hvor Eventyrtone trænger igjennem den cultiverede Form, hvor den Stil, der siger ”Du” til Læseren bryder ud gjennem den, der siger ”De”. Her vrimle endnu af Forfattersammenligninger: ”Af Verten erfarede vore Vandringsmænd, at de var i Hjerterkonges Rige, en fortræffelig Regent og nær beslægtet med Silvio Ruderkonge, der er noksom bekjendt af Carlo Gozzis dramatiske Eventyr ”de tre Pommerancer”. Prindsessen jævnføres med Turandot, om Johannes hedder det ”det var som om han nylig havde læst Werther og Siegwarth, han kunde kun elske og døe”. Skurrende Toner i Eventyrstilen! Ordene ere endnu ikke valgte ud af Barnets Forraad, men Tonener elegant og Betegnelserne abstracte: ”Johannes talte, men han vidste ikke selv, hvad han sagde, tji Prindsessen smilede saa saligt til ham og rakte ham sin hvide Haand til et Kys; hans Læber brændte, han følte hele sit Indre elektrificeret; Intet kunde han nyde af de Forfriskninger, Bagerne frembare for ham, han saae kun sit skjønne Drømmebillede.” Lad os engang høre dette i den Stil, vi alle kjende: ”Hun var nydelig, rakte Johannes Haanden og han holdt endnu meget mere af hende end før, hun kunde bestemt ikke være en slem ond Hex, som alle Folk sagde om hende. – De gik op i Salen, og de smaa Bager præsenterede Syltetøi og Pebernødder for dem, men den gamle Konge var saa bedrøvet, han kunde slet ikke spise Noget, og Pebernødderne var ham ogsaa for haarde.” I sin tidlige Ungdom var Andersen, der dengang saa hen til Musæus som Forbillede, endnu ikke kommen saa vidt, at han forstod at smelte Spøg og Alvor sammen i sit Foredrag, de faldt ud fra hinanden; neppe var Følelsen udmalt, før den forstyrrende Parodi øieblikkeligt indfandt sig. Johannes siger nogle Ord, hvori han udtaler sin Elskov, og Forfatteren tilføier: ”O det var saa rørende at høre! Det arme unge Menneske, der før var saa naturlig, saa elskelig, talte nu ganske som en claurensk Bog; men hvad gjør ikke Kjærlighed?” Paa dette Punkt, ved denne pedantiske Frivolitet holdt Andersen endnu 1830; men fem Aar senere er hans Forvandlingsproces tilende, hans Talent har skudt ham, hans Mod er voxet, han vover at tale sit eget Sprog.
Det Bestemmende ved denne Sprogform var fra Først af det Barnlige. For at forstaaes af saa ungdommelige Læsere som dem, til hvem han henvendte sig, maatte Digteren bruge de allersimpleste Ord, gaae tilbage til de allersimpleste Forestillinger, undgaae alt Abstract, erstatte den indirecte Tale med den directe; men idet han saaledes søger det Eenfoldige, finder han det digterisk Skjønne, og idet han naaer det Barnlige, viser det sig, at dette Barnlige netop er det Poetiske; thi det almenforstaaelige, naive Udtryk er mere poetisk end det, som minder om Industrien, om Historien, om Literaturen, det concrete Factum er paa eengang mere levende og mere gjennemsigtigt end det, der stilles hen som Beviis for en Sætning, og Talen, som den umiddelbart formes af Læberne, er mere characterisktisk end den blege Omskrivning med et ”at” .
(Sammenlign saadanne Steder som disse: ”Det er ligesom om En sad og øvede sig paa et Stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme Stykke. ”Jeg faaer det dog ud!” siger han nok, men han faaer det dog ikke ud, hvor længe han spiller.” – ”De store hvide Snegle, som fornemme Folk i gamle Dage lode lave til Fricassee, spiste og sagde ”Hum! Hvor det smager!” for de troede nu, at det smagte saa deiligt; de levede af Skræppeblade.”
At dvæle ved dette Sprog, at fordybe sig i dets Ordforaad, dets Syntax, dets Betoning er ikke Vidnesbyrd om nogen Smaaligehdsaand og gjøres ikke af Kjærlighed til Glosen som Glose. Sproget er vel kun Digterværkets Overflade; men ved at lægge sin Finger paa Huden føler man den bankende Puls, der angiver Hjerteslaget i det Indre. Geniet er som et Uhr, den synlige Viser styres af den usynlige Fjeder. Geniet er som et sammenrullet Nøgle; uopløseligt og forviklet som det viser sig, er det dog i sin indre Sammenhæng uadskilleligt eet. Har man blot fat i Traadens yderste Ende, kan man prøve paa langsomt og forsigtigt at vikle selv den mest sammenslyngede Traad af sit Vindsel. Den lider Intet derved.
Andersens Eventyr
II
Holde vi Traaden fast, saa forstaae vi, hvorledes det Barnlige i Eventyrenes Foredrag og Forestilllingskreds, den trohjertede Maade, hvorpaa de berette det Usandsynligste, netop give dem digterisk Værd. Thi hvad der gjør et Liteaturproduct betydningsfuldt, hvad der giver det Udbredelse i Rummet og blivende Betydning i Tiden, det er den Magt, hvormed det formaaer at fremstille det i Rummet Udbredte og i Tiden Blivende. Det staaer ved den Kraft, hvormed det paa en klar og formfuldendt Maade anskueliggjør det Constante. De Skrifter, der fastholde de i Tiden eller i Rummet snevert begrændsede Stemninger eller Følelser, de, der dreie sig om reent locale Forhold eller som bæres oppe af en Modesmag, der finder sit Foster og sit Billede i dem, forsvinde med den Mode, der frembragte dem. En Gadevise, en Avisartikel, en Festtale, en ”varm og smuk Skaal” fastholde en Stemning, der overfladisk har opfyldt Byen otte Dage, og lever derfor selv omtrentlig samme Tidsrum. Eller for at stige Høiere: Der opstaaer paa eengang i et Land en vis underordnet Tilbøielighed, som f. Ex. en Lyst til at spille Privatcomoedie, som den hos os var epidemisk mellem 1820 og 1830. En saadan Stemning er vel i og for sig ikke betydnignsløs (denne var f. Ex. et Forspil til hele vor kommende Lystspilitteratur), men psychologiskt taget er den aldeles overfladisk og angriber ikke Sjælens dybere Lag. Gjøres den da nu til Gjenstand for Satire, som den f. Ex. blev det i ”Rosenkildes dramatiske Skræder” eller i Hertz’s ”Hr. Burchardt og hans Familie”, saa blive disse Værker, der uden at drage Epidemien ind under noget høiere Synspunkt, kun fremstille og latterliggjøre den, ligesaa kortvarige som den. Stige vi nu et Trin høiere, komme vi til de Værker, der levendegjøre en heel Slægts, en heel Menneskealders psychologiske Tilstand. Saadanne Literaturproducter ere det forrige Aarhundredes godmodige Drikkeviseliteratur, det nærværende politiske Leilighedsviseliteratur. De ere historiske Documenter, men deres Liv og deres poetiske Værdi staaer i directe Forhold til den Dybde, hvormed de naae ned til det Almenmenneskelige, det i den historiske Strømning Constante. Med stor og afgjort Betydning fremtræde nu i denne scale de Værker, i hvilke et Folk gjennem et halvt eller et heelt Aarhundrede eller i en heel historisk Periode har seet sig portraiteret, og ved hvilke det har fundet sig tilfreds med Ligheden. Saadanne Værker maae nemlig nødvendigviis fremtstille en Sjældstilstand af betydelig Varighed, og som netop fordi den er saa varig maa have sit geologiske Sted i Sjælens dybere Lag, da ellers Tidsbølgerne vilde feie den meget tidligere bort. Disse Værker fremstille nemlig en Tids ideale Personlighed, i.e.: den Personlighed, der foresvæver Tidens Mennesker som deres Gjenbillede og Forbillede. Det er denne Personlighed, hvem Konstnere og Digtere hugge, male og skildre, og for hvem Musikere og Digtere skrive. I den græske Oldtid var det den smidige Athlet og den videbegjærlige, spørgelystne Yngling, i Middelalderen Ridderen og Munken, under Ludvig XIV Hofmanden, i det 19de Aarhundredes Begyndelse var det Faust. De Værker, der fremstille slige Skikkelser, udtrykke da en heel Tidsalders sjælelige Tilstand, men de betydeligste af dem udtrykke mere endnu, de afspeile og sammenfatte tillige et heelt Folks, en heel Stammes, en heel Culturs Characteer, idet de naae de allerdybeste, mest elementaire Lag i Menneskesjælen og i det Samfund, den i sin Lilleverden afbilder og repræsenterer. Man kunne saaledes skrive en Literaturs Historie med nogle faa Navne, ved at skrive dens ideale Personligheders. Vor danske Literatur i den første Halvdeel af det 19de Aarhundrede ligger i f. Ex. disse To: Aladdin og Frater Taciturnis i ”Stadier paa Livets Vei”. Den Første er dens Udgangspunkt den Anden dens Fuldendelse og Slutning. Da nu disse Personligheders poetiskeVærd som sagt beroer paa den Dybde, med hvilken de grunde i Folkecharacteren eller i Menneskenaturen, saa vil man let see, at f. Ex. en Personlighed som Aladdin for at forstaaes i sin eiendommelige Skiønhed maa sammenlignes med den ideale Personlighed, som fra Tidernes Begyndelse lyser og imøde i det danske Folks Phantasi. Man finder denne Personlighed ved at sammenholde et stort Antal af Folkets ældste mythiske og heroiske Skikkelser. Skulle jeg anføre et enkelt Navn, vilde jeg nævne Uffe hin Spage. I Dyder som i Feil er han en Kolos af en dansk Heros. Det er let at see i hvilken Grad alle Oehlenschlägers bedste Figurer, hans rolige Thor, hans sorgløse Helge og hans uvirksomme Aladdin slægte Helten paa, og man seer ved denne Betragtning, hvor dybt Aladdin griber ned i Folkecharacteren, paa samme Tid som han udtrykker et Tidsideal af omtrent et halvt Aarhundredes Varighed. Hvorledes Frater Taciturnus er en Variant af Faust-typen vilde det ligeledes være let at anskueliggjøre. Undertiden er det da muligt at vise, hvorledes den ideale Personlighed gjennem en Tidsalder strækker sig over de forskjelligste Lande og Folk, over en heel Verdensdeel, og de efterlader sit Stempel i en heel Gruppe af Literaturværker, der ligne hverandre som Aftryk af samme Aandsform, Aftryk af samme uhyre Signet i de meste forskjelligfarvede Oblater. Saaledes deriverer den Personlighed, der i vor Literatur fremstilles kategorisk som ”Johannes Forføreren”, sig fra Byrons Helte, fra Jean Paul Roquairol (Titan), fra Chateaubriands René, fra Goethes Werther, og fremstilles ganske samtidigt i Lermontows Petchorin (”Vor Tids Helt”). Til at styrte en saadan Personlighed er Tidens almindelige Bølgeslag og Storme ikke nok, Revolutionen af 1848 kaster ham overende.
Modsætninger berøre hinanden. Paa samme Maade som en dybtindgrivende, almeenmenneskelig Sjæle-Sygdom paa én og samme Tid strækker sig over hele Europa og ved sin Dybde bevirker, at de Værker, der først udførtes som dens Portraieter, blive staaende som dens Monumenter, saaledes blive af samme Grund de Værker europæiske og længelevende, der gjengive det mest Elementaire i den fundne Menneskenatur: den barnlige Phantasi og den barnlige Følelse, og der altsaa beraabe sig paa Kjendsgjerninger, som Alle have oplevet (alle Børn lukke Kongeriger ilaas med en Nøgle); de fremstille de fossile Indtryk, som findes i Menneskenaturens Granit, og naae altsaa ned til et lag, der ligger dybest i alle Folk og i alle Lande. Dette er den simple Forklaring, jeg giver af det Factum, at Andersen alene blandt alle vore Digtere har faaet en europæisk, ja mere end europæisk Udbredelse. Jeg har ikke hørt nogen anden Forklaring uden det skulde være denne, at det kom af, at han selv var reist rundt og havde sørget for sin Berømmelse. Ak! Kunde Reiser gjøre et, saa vilde det Andersenske Legat efterhaanden skabe os en heel Krands af eutopæiske Berømtheder, som det allerede skaber os Digter paa Digter. Men selv de andre mindre ondskabsfulde Forklaringsgrunde, jeg kunde tænke mig anført, som F.eks. at han næsten ene blandt vore større Digtere har skrevet i Prosa og derfor ene taaler at oversættes, at hans Genre er saa populair, eller at han er vores største Aand, sige enten meget for Lidt eller meget for Meget. Vi have i vor Literatur adskillige Aander, der ere større end Andersen, mange Digtere, der med Hensyn til Begavelse slet ikke staae tilbage for ham. Men vi have ingen, hvis Producter ere saa elementaire. Har Heiberg ligesom han havt det Mod at danne sig en ny Konstart (i Vaudevillen), saa har han ikke havt den Lykke som han: at finde en enkelt Konstart, i hvilken han kunde nedlægge hele sin Begavelse, combinere alle sine Evner, virke med alle sin store og rige Aands Midler, saaledes som Andersen kan det i Eventyret, og ligesaa lidt at finde Stoffer ved hvilke Tids- og Stedforholdene blive af forsvindende Betydning. Hans bedste Vaudeville, ”de Uadskillelige”, vilde kun kunne forstaaes i det Par Lande, hvori man som hos os kjender den ”Salighedens Maadeholdsforening”, hvormed der i Vaudevillen drives Spot. Men, som der udfordres Mod til at have Talent, saaledes udfordres der Lykke til at have Genie, og Andersen har hverken manglet Lykken eller Modet.
Det Elementaire i Andersens Poesi sikrede ham en Læsekreds blandt alle Landes Dannede. Det sikrer ham en endnu mærkeligere blandt de Udannede. Det Barnlige er i selve sit Væsen folkeligt, g til Udbredelsen udefter svarer en Udbredelse nedefter. Paa Grund af den dybe og sørgelige, men naturlige Spaltning af Samfundet i forskjellige Dannelseslag, virker den gode Literatur næsten slet ikke paa mere end en enkelt Klasse. Naar en Række Literaturproducenter, som F.eks. Ingemanns Romaner, gjøre en Undtagelse, saa er det nærmest i Kraft af Egenskaber, som fjerne dem fra de Dannede: Usandhed i Characteerskildringen og i den historiske Farve. Det er med Ingemanns Romaner som med Grundtvigs Theorier: vil man forsvare dem, kan det ikke skee ved at bevise deres Sandhed, men ved reent praktisk at paavise den ydre Nytte, de har stiftet, den Gavn de have gjort Danskheden, Folkeoplysningen, Fromheden o.s.v. Ingemanns Romaner staae nu i et mærkeligt Forhold til Andersens Eventyr. De sidste læses af de mindre Børn, de første af de ældre. Eventyrene svare til Barnets og den lidt ældre Piges overdaaadige Indbildningskraft og varme Medfølelse, Romanerne til Barnets og især den lidt ældre Drengs phantastiske Daadstrang, til den vaagnende Ridderlighedsfølelse, Forfængelighed, Behagelyst og Kjækhed. De sidste ere skrevne for voxne Mennesker; men Nationens sunde Sands har langsomt ladet dem synke, indtil de fandt deres naturlige Publicum imellem tolv og fjorten. Sandhed er noget Relativt. For den Fjortenaarige ere disse Bøger ligesaa fulde af Sandhed, som for den Tyveaarige af uskyldig Løgn. Og man maa læse dem til fjorten Aar; thi til fjorten og et halvt er det allerede for sent, hvis man er en Smule fremmelig. Med Eventyrene er det omvendt. Fra først af skrevne for Børn og bestandig læste af disse, ere de hurtigt stegne op til de Voxne og ere af dem blevne lyste i Kuld og Kjøn.
Det var da et Greb, et Fund at blive Børnenes Digter. Efter langvarig Famlen, efter mislykkede Forsøg, der nødvendigviis maatte kaste et falsk og ironisk Lys over Selvfølelsen hos en Digter, hvis Stolthed mest blev berettiget ved den Fremtid, han følte at han bar paa, efter mange Aars Flakken forvildede Andersen, en ægte Ætling af Oehlenschläger, sig ind i Oehlenschlägers Spor og fandt sig en Aften staaende udenfor en lille uanselig, men hemmelighedsfuld Dør, Eventyrets Dør, han rørte ved den, den gav efter, og han saae i Mørket derinde det lille ”Fyrtøi” brænde, der blev hans Aladdinlampe. Han slog Ild dermed, og Lampens Aander: Hundene med Øine som Theekopper, som Møllehjul, som Rundetaarn, stode hos ham, og bragte ham de tre uhyre Kister med alle Eventyrets Kobberpenge, Sølvpenge og Guldpenge. Det første Eventyr var der, og ”Fyrtøiet” drog alle de andre efter sig. Held den, der finder sit ”Fyrtøi”!
I Hvad Forstand er nu Barnet Andersens ideale Figur? Der kommer altid i Verden et vist Tidspunkt, paa hvilket Literaturen pludseligt ligesom opfinder det, der længe har ligget ubemærket hen i Samfundet. Saaledes opfindes i en Literatur efterhaanden Borgeren (hos os af Holberg), Studenten, Bonden o.s.v. Paa Platons Tid var Kvinden endnu ikke opdaget, man fristes til at sige ikke opfundet. Barnet opdages paa forskjellig Tid i de forskjellige Literaturer, i England f.eks. meget tidligere end i Frankrig, Andersen opdager Barnet i Danmark. Dog her som overalt staaer ikke Opdagelsen uden Forudsætninger og uden Betingelser, og her som overalt er i vor Literatur Oehlenschläger den, hvem den førte Tilskyndelse, den Grundopdagelse skyldes, der betinger næsten alle de senere Digteres. Barnets Indsættelse i dets naturlige poetiske Rettigheder er kun eet af de mange Phænomener af Naivitetens Thronbestigelse, som Oehlenschläger i vor danske Literatur er Mester for. Det 18de Aarhundrede, der har sin Styrke i den raisonnedende Forstand, sin Fjende i Indbildninskraften, i hvilken den kun seer de forældede Traditioners Forbundsfælle og Livegne, sin Dronning i Logiken, sin Konge i Voltaire, sin Poesies og sin Videnskabs Gjenstand i det abstracte, det oplyste og selskabelige Menneske, sender Barnet, der hverken er selskabeligt eller oplyst eller abstract, ud af Dagligstuen og langt, langt ind i Ammestuen, hvor det kan høre Eventyr, Sagn og Røverhistorier, saa meget som det lyster, vel at mærke, naar det sørger for som voxent Mennnske at have glemt alt dette Uværdige. I det 19de Aarhundredes Samfund (*Jeg drager ikke Skillelinjen skarpt ved Aarhundredskiftet) indtræder Reactionen. Istedetfor det selskabelige Menneske træder det enkelte Menneske, det personlige Menneske (fra Aladdin til Frateren). Man tilbad det Bevidste, nu tilbeder man det Ubevidste, Schellings Naturphilosophu afløser Fichtes Jeg-System; man fører Krig mod den golde Forstandsreflexion, bringer Sagn og Eventyr til deres Værdighed paany, drager Ammestuen og dens Beboere paany frem til Ære, undertiden endog altfor megen. Rundt i alle Lande samles Folkeeventyrene og i de fleste Lande begynde Digterne af bearbeide dem. De sentimentale tydske Forfattere fra Overgangstiden (Kozebue og Issland) bringe Børnene paa Scenen i den Hensigt at røre; selv Oehlenschläger indfører Børn i sit Theater og maa høre ilde derfor af Heiberg. Hvad Samfundet angaaer, da har Rousseaua har slaaet til Lyd med sine pædagogiske Declamationer og Theorier, der skjenkes Barnet og isærdeleshed den barnlige Natur en Opmærksomhed, som aldrig tilforn var vist den og Sværmeriet for at opdrage paa Børnene (Campe) fortrænges efterhaanden af Sværmeriet for Barnets ”Naturtilstand” (see allerede dens Rousseauske Tendens i Göz v. Berlichingens Samtale med hans lille Søn).
Fra Barnet er der kun et Skridt til Dyret. Dyret er et Barn, der aldrig bliver til Andet end Barn. Den samme Trang til at lade Livet gaae op i Selskabsliv, som i det attende Aarhundrede havde fjernet Barnet, havde ogsaa sat Dyret udenfor. Den samme Tørst efter Naivitet, efter Natur, efter det Uskyldige og Ubevidste, som førte Poesien til Barnet, fører den til Dyret, og fra Dyret til den hele Natur. Rousseau, som taler Barnets Sag, taler tillige Dyrets Sag, og først og fremmest, først og sidst, som sit ”præteria censeo” Naturens. Han studerer Botanik, skriver til Linné, udtaler sin Beundring og Kjærlighed for ham. Den naturvidenskabelige Naturbetragtning bestemmer den sociale, der paany bestemmer den poetiske. Bernardin de St. Pierre indfører Naturbeskrivelsen i den franske Prosa med sin mærkværdige Fortælling ”Paul et Virginie” og, hvad vel maa paaagtes, paa samme Tid som han opdager Landskabet, indfører han to Børn som Helt og Heltinde. Alexander von Humboldt fører paa sine Reiser i Troperne ”Paul et Virginie” med sig, læser den med Beundring høit for sin Reisefælle i den Natur, den beskriver, og taler med Taknemmelighed om hvad han skylder Saint-Pierre. Humboldt paavirker Ørsted, der dybt paavirker Andersen. Den sympathetiske Naturbetragtning indvirker paa den videnskabelige, der atter indvirker paa den poetiske. Chateaubriand beskriver paa sin Farvefulde, glimrende Maade en Natur, beslægtet med den, som Saint-Pierre havde optaget i sit fredelige, naturdyrkende Sind. Steffens foredrager i sine berømte Forelæsninger første Gang det naturlige Natursystem i Danmark (see det trykte Indledningscursus). Ved Aaret 1839, altsaa paa samme Tid som Andersens Eventyr opstaae, stiftes i England (det samme Land, der havde begyndt med at optage Barnet i Literaturen) den første Forening mod Dyrplageri, der oprettes Filialer i Frankrig og i Tydskland, hvor saadanne Foreninger stiftes i München, Dresden, Berlin og Leipzig. Kierkegaard raillerer i Aphorismerne til ”Enten-Eller” over en af disse Foreningers Stiftelse; han seer i dem kun et Phønomen af den i hans Øine om Personlighederne Ynkelighed vidnende Associationsbedrift.
Gaae vi tilbage til Danmark, da bemærke vi, at vort nationale, naturtro Landskabsmalerie tager sit afgjærende Opsving netop paa samme Tid, som Eventyrene digtes. Skovgaard maler den Sø, i hvilken den grimme Ælling pladsker. Og paa samme Tid bliver – som ved et Vidunder – den store By Kjøbenhavneren for snever. Han kjedes den lange Sommer ved sine Brosteen, ved de mange Huse og Tage, han vil see et større Stykke af Himmelen, han flytter paa Landet, anlægger Haver, lærer at kjende Byg fra Rug, bliver Landmand for Sommermaanederne. Een og samme Idee, den gjenfundne Naturidee, spreder sin Virken over alle Livssphærer, som Vandet fra en høitliggende Kilde i sin Nedstrømmen fordeler sig til en heel Kreds af adskilte Bassiner. Forunderlige og tankevækkende Virkning af en Idee! I det forrige Aarhundrede intet Lignende. Man kan, som det nyligt vittigt blev sagt, grandske Voltaires ”Henriade” igjennem uden at finde et eneste Græsstraa; der er ikke Foder til Hestene. Man kan blade alle Baggesens Digte igjennem, uden at finde et Naturmaleri, ikke engang som Staffage. Hvilket Spring fra denne Poesi til en Poesi som Chr. Winthers, i hvilken Menneskefigurerne fordetmeste ere Staffagen og Landskabet næsten altid Hovedsagen, og hvor langt man var dengang fra at drømme om en Poesi som Andersens, i hvilken Dyr og Planter erstatte Mennesket, ja gjøre det næsten overflødigt. (*Det forrige Aarhundredes Fabler (Lessings F.eks.) ere reen Moral.)
Hvad er det da nu i Planten, i Dyret, i Barnet, der drager Andersen til sig? Han elsker Barnet, fordi han af sit bløde Hjerte drages til de Smaa, de Svage, de Hjelpeløse, dem om hvem man har Lov til at tale med Medynk, med Medfølelsens Ømhed, og fordi han, naar han anlægger denne Følelse paa en Helt – ”Kun en Spillemand” – bliver railleret derfor (see Kirkegaards Kritik), men naar han anlægger den paa et Barn, finder vi det naturlige Leie for sin Stemning. Det er paa Grund af den samme ægte demokratiske Følelse for de Ringe og de Forladte, at Andersen – selv et Barn af Folket – bestandig i sine Eventyr, ligesom Dickens i sine Romaner, fremfører Skikkelser fra de fattige Classer, fr de ”simple Folk”, men med Hjertets Adel: der er den gamle Vaskerkone i Lille Tuk, og i ”Hun duede ikke”, den gamle Pige i ”Fra et Vindue i Vartou”, Vægteren og hans Kone i ”Den gamle Gadelygte”, den fattige Haandværkssvend i ”Under Piletræet”, den fattige Huuslærer i ”Alt paa sin rette Plads”. Den Fattige er forsvarsløs ligesom Barnet. Han elsker dernæst Barnet fordi han kan skildre det, ikke saameget directe psychologisk i Romanform- han er overhovedet ikke directe Psycholog – som indirecte ved med et Spring at sætte sig ind i Barnets Verden og lade som om der slet ingen anden var. Sjeldent har derforen Beskyldning været uretfærdigere end Kierkegaards, da han bebreidede Andersen, at han ikke var istand til at skildre Børn. Men naar Kierkegaard, der i øvrigt som literair Kritiker med overordentlige Fortrin forbinder store Mangler (Især paa historisk Overblik) i denne Anledning bemærker, at Andersen i sin Roman bestandig skildrer Barnet ”ved et Andet”, da er dette sandt; det ophører at være det i samme Øieblik han i Eventyret sætter sig paa Barnets Standpunkt og ikke veed af noget ”Andet”. Som handlende og talende indfører Andersen sjeldnere Barnet i sine Eventyr. Oftest har han gjort det i den yndige lille Samling ”Billedbog uden Billeder”, hvor han mere end nogetsteds ellers virker ved at lade Barnet udtale sig med dets Naturs hele Naivitet. Der er i saadanne korte, naive Udsagn af et Barn, som de her anførte, noget overordentligt Morsomt og Gottende. Enhver har den Art Anekdoter at fortælle. Jeg husker, hvorledes jeg engang førte en lille Pige ind at høre Tyrolersangere. Hun hørte paa dem med Opmærksomhed. Da vi kort efter spadserede i en Have udenfor Caféen, mødte vi et Par af Sangerne i deres Costume. Den lille Pige greb mig heftigt i Armen, og udbrød med stor Forundring: ”Maa de gaae løse?” Slige Smaa-Yttringer er Ingen istand til at fortælle som Andersen er det. I Eventyrene forekomme enkelte saadanne, som Barnets elskelige Ord i ”Det gamle Huus”, da det forærer Manden Tinsoldaten, ”for t han ikke skal være saa skrækkeligt alene”, og nogle nydelige Replikker i ”Lille Idas Blomster”. I øvrigt forekomme sjeldent Børn. De betydeligste Barnefigurer ere Hjalmar, Lille Tuk,Kay og Gerda, den stakkels forfængelige Inger (i ”De røde Skoe”, et uhyggeligt, skjøndt velskevet Eventyr), den lille Pige med Svovlstikkerne og den lille Pige i ”Hjertesorg”, Ib og Christine, Børnene i ”Under Piletræet”. Ved Siden af disse virkelige Børn staae nogle ideale, den lille afeagtige Tommelise og den lille vilde Røverpige, vistnok Andersens tristeste Barneskikkelse, der med sit mesterligt skildrede Vildskab danner en heldig Modsætning til de mange artige, blonde og tamme Børn. Man seer hende for sig, lyslevende, phantastisk og sand, hende og henes Rensdyr, det hun ”hver evige Aften” kilder paa Halsen med sin skarpe Kniv”.
Vi saae, hvorledes Sympathien for Barnenaturen førte til Sympathien med Dyret, der er to Gange Barn, og til Sympathien med Planterne, Skyerne, Vinden, der er to Gange Natur. Hvad der drager Andersen til de uipersonlige Væsener, er det Upersonlige i ham selv; hvad der fører ham til de reent ubevidste Væsener, er kun Sympathiens ligefremme Consekvens. Barnet, saa ungt som det er, fødes gammelt; ethvert Barn er en heel Generation ældre end sin Fader, Aartusinders Cultur har afsat sit nedarvede Stempel paa et lille Hovedstadsbarn paa fire Aar. Hvor mange Kampe, hvor megen Stræben, hvor mange Lidelser have ikke forfinet et saadant Barns Ansigt, gjort Trækkene sensible og Finheden gammelklog! Med Dyrene er det anderledes. See til Svanen, Hønen, Katten, de spise, sove, leve, drømme uforstyrrede, som for Aartusinder siden. Barnet røber allerede slette Instincter. Vi, som søge det Ubevidste, det Naive, vi stige gjerne den Trappe ned, som fører til den egn, hvor der ikke mere er Skyld eller Brøde, hvor Ansvaret ophører, og Angeren og Bestræbelsen og Lidenskaben, hvor Intet af alt dette findes uden ved en Underskydelse, som vi ere os halvt bevidste og som derfor berøver Deeltagelsen dens halve Braad. En Digter, der som Andersen saa ugjerne seer det Grusomme og Raae i dets Nøgenhed udner Øine, og paa hvem det virker saa stærkt, at han ikke vover at fortælle det, men hundrede Gange i sine Værker standser foran en Misgjerning eller en Udaad med det pigeagtige Udbrud: ”vi taale ikke at tænke derpaa”, en saadan Digter føler sig beroliget og tilpas i en Verden, hvor Alt, hvad der seer ud som Egoisme, Vold, Raahed, Lavhed og Forfølgelse, kun i egentlig Forstand kunne benævnes saaledes. Høist characteristisk er det nu, at saa godt som alle de i Andersens Eventyr forekommende Dyr ere tamme Dyr, Huusdyr. Det er for det Første et Symptom paa den samme bløde og idylliske Tendens, der gjør, at næsten alle hans Børn ere saa artige. Det er dernæst et Vidnesbyrd om hans Naturtroskab, der bevirker, at han ikke gjerne skildrer, hvad han ikke kjender tilbunds. Det er endelig et interessant Phænomen, naar Hensyn tages til den Anvendelse, her gjøres af Dyrene; thi Huusdyrene ere ikke mere rene Naturproducter, minde deels ved Ideassociation om meget Menneskeligt, og have deels ved den megen menneskelige Omgang og Cultur faaet noget Menenskeligt ved sig, der i høi Grad understøtter og fremmer Personliggjørelsen. Disse Katte og Hønd, disse Ænder og Kalkuner, disse Storke og Svaner, disse Muus og hint mærkelige Insect ”med frøkenblod i sig” frembyde mangfoldige Tilknytningspunkter for Eventyret. De omgaaes allerede Menneskene, de mangle kun et articuleret Mæle, og der er Mennesker med et articuleret Mæle, der ikke ere dem værd og ikke fortjene deres Mæle. Lad os da give Dyrene Talen og optage dem iblandt os.
Paa den næsten udelukkende Indskrænkning til Huusdyrene beroer en dobbelt Side af Eventyrenes Characteristik. For det Første den betegnende Følge, at Andersens Dyr, hvad de end
(side 360:) forresen ere, aldrig er dyriske, aldrig brutale. De have af Feil kun den at være dumme, borneerte og spidsborgerlige. Andersen fremstiller ikke Dyret i Mennesket, men MEnensket i Dyret. For det Andet er der visse friske Stemninger, visse fulde Følelser, visse stærke og djærve, begeistrede og voldsomme Udbrud, som man aldrig hører i Huusdyrenes Baggaard. Her siges meget Smukt, meget Lunefuldt og Morsomt, men et Sidestykke til Fabelen omg Ulven og Hunden, om Ulven, der paa Hunden bemærkede Sporet af Lænken og foretrak sin Frihed for Hundehusets Læ, finder man ikke her. Den vilde Natetrgal, i hvilken Poesien personificeres, er en tam Fugl og en loyal Fugl, ”Jeg har seet Taarer i Øinene paa Keiseren, det er mig den rigeste Skat! En Keisers Taarer har en forunderlig Magt!” Og nu Svanen, det ædle, kongelige Dyr i den mesterlige, om saa blot for Kattens og Hønens Skyld aldrig nok beundrede ”Grimme Ælling”, hvorledes ender den? Ak! Som et Huusdyr. Her er et af de Punkter, man har vanskeligt for at tilgive den store Forfatter. ”O Digter,” føler man sig fristet til at udbryde, ”naar Du allerede har havt en saadan Tanke, undfanget og udført et saadant Digt, hvor kan da din BEgeistring, din Stolthed nænne at lave Svanen ende saaledes? Lad den døe om saa skal være! Det er tragisk og stort. Lad den løfte sine Vinger, flyve susende i Jubel over sin Skjønhed og Storhed bort gjennem Luften, lad den dale ned i en eensom og deilig Skovsø” Det er frit og skjønt; men ikke dette: ”I Haven kom der nogle smaa Børn, de kastede Brød og Korn ud i Vandet”. ”Børnene løb efter Fader og Moder og der blev kastet Brød og Kager i Vandet og Alle sagde de: ”Den Nye er den Smukkeste! Saa ung og saa deilig!” og de gamle Svaner neiede for den:” Lad dem neie, men lad det ikke glemmes, at der er Noget, som er mere værd end alle gamle Svaners og Gjæs’s og Ænders Anerkjendelse, mere værd end at faae Brødkrummer og Kage som Havefugl, den stille Seilads og den frie Flugt.
Andersen fofretrækker Fuglen for det fiirføddede Dyr. Der forekomme flere Fugle end Pattedyr hos ham, thi Fuglen er blidere, Planten nærmere end Dyret. Nattergalen er hans Sindbillede, Svanen er hans Ideal, Storken er hans erklærede Yndling. Det er naturligt, at Storken, den mærkværdige Fugl, der bringer Børnene, Storken, den snurrige, langbenede Fugl, den reisende, kjærkomne, altid med Længsel imødesete og med Glæde modtagne Fugl bliver hans kjæreste Symbol og Vignet.
Dog for Fuglene foretrækker han atter Planterne. Af alle organiske Væsener ere Planterne dem, som forekomme hyppigst i ”Eventyret”. Thi først i Planteverdenen er der Fred og Harmoni. Ogsaa Planten er som et Barn, men som et Barn der bestandig sover. Her er ingen Hasten, ingen Handlen, ingen Liden og ingen Sorg. Der er Døden kun en smerteløs Visnen og Livet en stille, regelmæssig Væxt. Her lider den letvakte Digtersympathi endnu mindre. Her er Intet, som ryster og angriber de fine Nerver. Her er han hjemme, her maler han Tusind og een Nat bag et Skræppeblad. Alle Følelser kunne vi her fornemme, Veemod ved Synet af den fældede Stamme, Kraftfylde ved Synet af de svulmende Knopper, Ængstelse ved Duften af den stærke Jasmin, mange Tanker kunne vi faae ved at see Hørrens Udviklingshistorie eller Grantræets korte Hæder paa Juleaften, men vor Stemning er befriet (som overfor det Comiske), Billedet er saa flygtigt, at det forsvinder, saasnart vi forsøge at fastholde det. Sympathien og Bevægelsen streifer vort Sind, men ryster det ikke, ophidser det ikke og nedslaaer det ikke. Et Digt om Planten befrier to Gange den SYmpathi, det tager i Beslag. Først fordi vi vide, at Planten kun er et Billede. Intet Sted har Digteren ypperligere, guddommeligere givet Planterne Ord end i Grantræet, Lille Idas Blomster og i ”Sneedronningen”. Hver Blomst fortæller i dette sidste Eventyr sin Historie; hør hvad Ildlillien sagde:
”Hører Du Trommen: bum! Bum! Det er kun to Toner, altid Bum! Bum! Hør Kvindernes Sørgesang! Hør Præsternes Raab! – I sin lange røde Kjorel staaer Hindu-Konen paa Baalet, Flammerne slaae op om hende og hendes døde Mand; men Hindu-Konen tænker paa den Levende her i Kredsen, ham, hvis Øine brænde hedere end Flammerne, ham hvis Øines Ild naae mere hendes Hjerte, end de Flammer, som snart brænde hendes Legeme til Aske. Kan Hejrtets Flamme døe i Baalets Flammer?” Det forstaaer jeg slet ikke, sagde den lille Gerda. ”Det er mit Eventyr!” sagde Ildlillien.
Ledet endnu et Skridt videre tilegner Digterens Phantasi sig det Livløse, coloniserer og annecterer Alt, Stort og Smaat, et gammelt Huus og et gammelt Skab (Hyrdinden og Skorstensfeieren), Toppen og Bolden, Stoppenaalen og Flipperne, og de store Mænd af Honningkager med bitre Mandler til Hjerter. Efter at have grebet det Livløses Physiognomi gjør hans Phantasi sig til Eet med det formløse Alliv, seiler med Maanen over Himmelen, tuder og fortæller med Vinden, seer Sneen, Søvnen, Natten, Døden, Drømmen som Personer.
Det Bestemmende i denne Phantasi var altsaa Sympathien med det Barnlige, og ved Fremstillingen af saa dybt liggende, elementaire og constante Sjældstilstande som Barnets blive Frembringelserne af denne Phantasi hævede over Tidense Vande, udbrfedte udover Landets Grændser, og fælles Eiendom for Samfundets forskellige Classer. Den Tid er længst forbi, da man ansaae Geniet for et himmelfaldent Meteor, nu veed man, at Geniet som alt Naturligt har sine Forudsætninger og sine Betingelser, staaer i et gjennemført Afhængighedsforhold til sin Tidsalder som et af dens Ideers Organer. Sympathien med Barnet er kun et Phænomen af det nittende Aarhundredes Sympathi med det Naive. Kjærligheden til det Ubevidste er et Phænomen af Kjærligheden til Naturen. I Samfundet, i Videnskaben, i Poesien, i Konsten vare Naturen og Barnet blevne gjorte til Gjenstand for Dyrkelse, imellem Poesi, Konst, Videnskab og Samfund finder en Vexelvirkning Sted. Opstaar der da en Digter, hvis Kjærlighed drager ham til Barnet, hvis Phantasi tiltrækkes af Dyret, af Planten, af Naturen, da vover han at følge sin Drift, da faaer han Mod til at have Talent, idet hundrede tusinde dumpe Stemmer rundt om ham forstærke hans Kald, iden den Strøm, mod hvilken han troer at svømme, bærer og vugger ham til hans Maal.
Man studerer da hans Konst, idet man studerer de Ideer, der inspirere den. At see dem i deres Opstaaen og deres Forgrening, i deres abstracte Væsen og deres concrete Magt er da ikke nogen overflødig Handling, naar Opgaven er at fordybe sig i den enkelte Difgterphantasi. Thi den nøgne Idee kan vel ikke digte; men uden Ideen og uden de Omgivelser, den sætter i Bevægelse, kan Digteren heller ikke digte. Rundt om den lykkelige Digter staaer der en Flok, der med mindre Lykke arbeider i samme Retning som han, og rundt om denne Flok tumle Folkeslagene sig som tause, men deeltagende Medarbeidere. Thi Geniet er som et Brændglas, det samler og forener de vidt adspredte Straaler. Det staaer aldrig alene. Det er kun det feireste Træ i Skoven, kun det høieste Ax i Neget, og man har først seet det i dets virkelige Betydning og i dets sande Stilling, naar man har seet det paa dets Plads.
Vi have undersøgt, hvad det skylder sin Tidsalder og dens Dannelsesforhold. Lad os da see, hvad det skylder sit Folk og sig selv. Vi have samlet Veddet til vor Ild. Lad os da tænde det; dertil er det samlet.
(Fortsættes!)
Andersens Eventyr
III
(Sidste Artikel)
Det er ikke nok at angive den Verdensdeel, hvor Geniet hører hjemme; man kan ikke reise i Danmark efter et Kort over Europa. Man maa for det Første see Stedet tydeligere angivet, dernæst kjender man ikke Geniet, fordi man, nok saa nøie, kjender dets Forbindelser og Omgivelser, ligesaalidt som man kjender en By, fordi man er gaaet rundt om dens Volde. Thi Geniet forklares vel deelviis, men ikke udtømmende, af Tiden. Hvad det forefinder, forener det under en ny Lov, selv et Product frembringer det Producter, som det alene i al Verden er istand til at frembringe. Man behøver kun at anspænde sin Opmærksomhed en lille Smule, man behøver kun at høre en Fremmeds Dom, for at føle, hvormeget der i Andersens Eventyr er nationalt, localt og individuelt. Jeg talte engang med en ung Franskmand om Danmark. ”Jeg kjender meget godt Deres Land,” sagde han. ”Jeg veed, at Deres Konge hedder Christian, at Deres første Skribent hedder Watt, at Hr. Ploug er Deres Fædrelands tappreste Krigshelt, hvem ingen Valplads nogensinde har set vige, og at Madame Recke er Deres første Actrice. Jeg veed, at De har en Studenterstand, som udmærker sig ved sin Videnskabelige Selvstændighed og sin frie Forskning, og jeg kjender Hr. Holst, som man jo hos Dem kalder ”Danebrogs Tyrtæus” . . . Da jeg saa, at han var orienteret, afbrød jeg ham her med Spørgsmaalet: ”Har De læst Andersens Eventyr?” – ”Om jeg har,” svarede han, ”det er den eneste danske Bog, jeg har læst.” – ”Hvad synes De om de?” spurgte jeg. ”Un peu trop enfantin,” lød Svaret. Jeg er vis paa, at dersom man forelagde Andersens Eventyr for et fransk Barn paa fem Aar, vilde det ogsaa finde dem ”un peu trop enfantins”. – Jeg har sagt, at den Andersenske Bernlighed var almenfattelig. Det er sandt, men det er ikke den hele Sandhed. Denne Barnlighed har et afgjort germano-gothisk Præg, den fattes bedst i England og Tydskland, mindre godt af de romanske Nationer, vanskeligst af den franske. I Virkeligheden er Andersen derfor meget lidt kjendt og læst i Frankrig. England er det eneste Land, i hvilket man anvender halve og hele Romaner til at fremstille Smaabørns Sjælstilstande (Dickens: Paul Dombey; David Copperfield; Miss Wetherell: ”Den vide, vide Verden”) og den engelske Barnlighed er enestaaende i sin Art; man behøver kun at slaae op i den første den bedste franske illustrerede Børnebog for at mærke Forskellen. Det engelske og det franske Barn ere ligesaa ueensartede som en Ege- og en Bøgekjerne. I Frankrig vil Andersen allerede af den Grund aldrig kunne faae fast Fod, fordi Pladsen er optaget, for længst besat af La Fontaine.
Der gives to Arter af Naivitet. Den ene er Hjertets, den anden er Foprstandens, hin aaben, fri, eenfoldig og rørende, denne tilsyneladende forstilt, drillende, snarraadig og fin. Den ene vækker Taarer, den anden Smil, den første har sin Skjønhed, den anden har sin Ynde, den første betegner det gode Barn, den anden betegner l’enfant terrible, og H. C. Andersen er hins, La Fontaine dennes Digter. Denne sidste Form af Naiviteten er Udtryk for den tidlige Modenhed, der siger det træffende Ord uden endnu ret at vide, hvad den siger, og som derfor ligner et Skalkeskjul; den anden Naivitet er Uskyldighedens, som forudsætter, at dens Edens Have er den hele Verden, og som derfor beskjemmer hele Verden ved sin Uskyld, uden at vide af, at den gjør det, men med saa træffende Ord, at Naiviteten tager sig selv ud som en Maske. Sammenligner man derfor Andersens Eventyr med La Fontaines Fabler, da finder man en Grundforskel i Livsanskuelsen og lærer derigjennem den nordiske Livsanskuelse i dens Begrændsning at kjende; thi enhver Bestemmelse er en Begrændsning. Eet af de dybestliggende Træk i La Fontaines og i den galliske Livsanskuelse er Krigen mod Illusionen. Spillet i La Fontaines Naivitet er det, at den, saa godlidende den er, saa godmodig og mild, som den altid viser sig, glimtviis lader ane, at den ikke er ”dupé”, at den ikke lader sig narre, at den meget vel veed at veie og vurdere al den Dumhed og alt det Hykleri, al den Præken og alle de Phraser, af hvilke Menneskene, som efter Aftale, lade sig tage ved Næsen eller ved Hjertet. Med et Smil gaaer den forbi al den Alvor, hvis Kjerne er Raaddenskab og Huulhed, al den Storhed, som i sin Grund kun er Frækhed, al den Ærværdighed, hvis Væsen er Løgn. Saaledes bringer den ”Alt paa dets rette Plads”. Grundtonen for dens Alvor er en poetisk Begeistring, og dens vittige Skjemt har en Braad, som den omhyggeligt dølger. Dens Satire er en Floret med en foreløbig Dup. Latteren er Frankrigs ældste Marseillaise. – Det dybest liggende Træk i Andersens Livsanskuelse er det at sætte Hjertet høiest, og dette Træk er dansk. Selv følllllelsesfuld fremhæver denne Anskuelse ved alle Leiligheder Følelsens Skjønhed og Betydning, overspringer Villien (alle Hørrens Skjebner i dens ”Livs Eventyr” komme udenfra), bekæmper Forstandskritiken som det Onde, som Djævelens Værk, som Troldspeilet, giver den pedantiske Videnskab de ypperligstge og vittigste Sidehug (”Klokken”, ”Et Blad fra Himlen”), skildrer Sandserne som Fristere eller forbigaaer dem som Unævnelige, forføølger og blotter Hjertenshaardheden, forherliger og priser Hjertensgodheden, river Raaheden og Borneertheden ned af dens Høisæde, indsætter Uskyldigheden og Skikkeligheden, og bringer saaledes ”Alt paa dets rette Plads”. Grundtonen i dens Alvor er den moralsk-religieuse Følelse forenet med Begavelsens Had til Borneertheden, og dens humoristiske Satire er luun, sikker, stemmende med Digtningens idylliske Aand. Denne Satire stikker kun som en Myg; men paa de ømme Steder. Hvilken af disse Anskuelser er den bedste? Et saadant Spørgsmaal er intet Svar værd. Jeg holder af Bøgen, og jeg holder af Birken. Kun fordi de falde mig ind, ikke for at afgjøreNoget, nedskeriver jeg disse Par Vers af Georg Herwegh (*tysk-jødisk Digter; under Tydsklands Revolutionstid bekjendt for sine politiske Viser.):
Auch mir hat sich das Aug’ schon oft genesst,
Sah ich da Herz misshandelt und zerschlagen
Und von den Rüden des Verstands gehesst.
Es darf das Herz wohl auch ein Wörtchen sagen,
Doch ward es weislich in die Brust gefesst,
Dass man’s so hoch nicht wie den Kopf soll tragen.
Som Livsanskuelserne her ere forskjellige, saaledes ogsaa de poetiske Begavelser. La Fontaine skriver klare, formfuldkomne, høist melodiske Vers, hvis Poesi er et let Sværmeri og en mild Veemod. Andersen skriver en barok, uregelmæssig, letmanieret Prosa, hvis Poesi er et yppigt sprudlende, aldeles henrivende Phantasteri. Dette Phantasteri gjør Andersen fremmed for Franskmændene, hvis altid temmelig graae Poesi ganske og aldeles mangler den farvede Blomsterpragt, som findes i de nordiske Nationers, som naaer sin høieste Skjønhed i Shakespeares Skjærsommernatsdrømme, men som spores overalt og som meddeler Andersens Eventyr sin fineste Duft. Og som deres phantastiske Lune er nordisk-dansk. Intet Under, at de første og mærkeligste af disse Eventyr digtedes under Frederik VI’s Regimente, hans Tid har sat sit Stempel paa dem, man finder ham igjen i alle deres faderlige og patriarchalske gamle Konger, man finder Tidens Aand i den fuldkomne Mangel paa Samfundssatire endsige paa politisk, som fornemmes i Eventyrene. (*Det Samme gjelder om Ingemanns Romaner. Under Skin af at fremstille Valdemarernes Tidsalder give de et naivt og paalideligt Billede af Idealer fra Frederik VI’s Tid.)
Intet Under ogsaa at Thorvaldsen ikke kunde blive træt af at høre disse Eventyr læst, medens han besatte sin Ambe og Terne paa Lotterisedlen; thi hans danske Væsen var naivt og hans Konst trods al sin Storhed idyllisk som den Konst, der har frembragt disse Digte.
Et Genie, der fødes paa en Tid, da Alt staaer dets Udvikling imod, bliver enten knust eller gaaer tilgrunde som et underordnet Talent: en H.C. Andersen født i Danmark 1705 istedetfor 1805 var bleven en Ulykkelig, en reent Ubetydelig, maaske en Afsindig. Et Talent, der fødes ind i en Tidsalder, hvor Alt kommer det tilgode, frembringer classiske, geniale Producter. Men til denne første Overeensstemmelse mellem Geniet og Tiden (tildeels Landet), svarer en anden imellem Geniets egne Evner og en tredje imellem Geniet og dets Konstart. Den geniale Natur er et organisk sammenhængende Hele, dens Svaghed paa det ene Punkt betinger dens Styrke paa det andet, hin Evnes Udvikling foranledeiger denne Evnes Hemmelse, og det er umuligt at gjøre Forandring i noget Enkelt, uden at forandre og forstyrre det hele Raffineri. Man kunde ønske Et og Andet anderledes, men man forstaaer uden Vanskelighed, at det maa være saaledes. Man kunde ønske Digteren mere Personlighed, en mandigere Stemning og en roligere Aandskraft. Men man idseer let, at det Upersonlige, Uafsluttede hos den Individualitet, man gjennem hans ”Livs Eventyr” lærer at kjende, staaer i den inderligste Sammenhæng med hans Begavelses Art. En mere tilknappet Aand kunde ikke saaledes modtage og fornemme de poetiske Indtryk. En haardere Aand kunde ikke forbinde denne Smidighed med sin stivere Holdning. En for Kritik og Philosophi modtageligere Aand kunde ikke være saa naiv. Som nu de moralske Egenskaber betinge de intellectuelle, saaledes betinge disse hinanden indbyrdes. En saa overstrømmende lyrisk Følelse, en saa exalteret Sensibilitet kan ikke bestaae med Verdensmandens erfaring og Methode; thi Erfaring kølner og hærder. En saa let voltigerende, fugleagtigt hoppende og flyvende Phantasi kan ikke forenens med den poetiske Handlings logisk afmaalte Crescendo og Diminuendo. En saa ukoldblodig Iagttagelse kan ikke psychologisk trænge ind til Benet, en saa bernlig, saa let rystende Haand kan ikke anatomere en Skurk. Stille vi da en Begavelse som denne overfor forskjellige, bestemte og bekjendte KOnstarter, saa kunne vi forud afgjøre, hvorledes den maa stille sig til hver af disse: Romanen er en Digtart, der udfordrer ikke alene Indbildningskraft og Følelse, men en Verdensmands skarpe Forstand og kolde, ironiske Iagttagelsesevne hos den Aand, som skal yde noget Udmærket i den; det vil sige, at den ikke ligger heelt for Andersen, skjøndt ikke heller ganske fjernt for hans Talent. Det hele Sceneri, Naturbaggrunden, Culturmaleriet vil lykkes ham; men idet Psychologiske vil Svagheden spores. Han vil tage Parti for og imod sine Personer, hans Mænd ville ikke være nok Mænd, og hans Kvinder ikke tilstrækkeligt Kvinder. Jeg kjender ingen Digter, hvis Talent er i ringere Grad ”sexed” hvis Begavelse i ringere Grad har et bestemt Kjøn end Andersens. Derofr har han sin Styrke i at fremstille Børnene, hos hvem den bevidste Kjønsfølelse endnu ikke er fremtraadt. Det Hele beroer paa, at han saa udelukkende er hvad han er, ikke lærd, ikke Tænker, ikke Bannerfører, ikke Stridsmand, som flere af vore øvrige Digtere, men udelukkende Poet. En Poet er en Mand, som tillige er en Kvinde. Andersen seer i Manden og Kvinden kraftigst det Elementaire, det Fælles-Menneskelige, lang mindre det Særegne, det Interessante. Jeg overseer ikke, hvorledes han har malet en MDOers dybe Følelse i ”Historien om en Moder”, eller fortalt en kvindelig Sjælehistorie i ”Den lille Havfrue”, men hvad han fremstiller her er ikke Livets og Romanens complicerede Sjælstilstande, men Livselementett; han lader den ganske enkelte og rene Tone klinge, der i Livets sammenflettede Harmonier og Disharmonier hverken forekommer saa reen eller saa enkelt. Ved at træde ind i Eventyret undergaae alle Følelser en Simplification, en Rensning og en Forvandling. Mandens Characteer ligger Bsrnedigteren fjernest, og jeg husker kun et eneste Sted i Eventyrene, hvor man støder paa en fin psychologisk Characteristik af en Kvidnesjæl; den staaer der saa uskyldig, at man næsten spørger sig, om den ikke har skrevet sig selv. Det er i ”Hyrdinden og Skorsteeensfeieren”:
”Har Du virkelig Mod til at gaae med mig ud i den vide Verden?” spurgte Skorsteensfeieren. ”Har Du betænkt, hvor stor den er og at vi aldrig mere kunne komme her tilbage?” – ”Det har jeg,” sagde hun. Og Skorsteensfeieren saae ganske stift paa hende og saa sagde han: ”Min Vei gaaer gjennem Skorstenen! Har Du virkelig Mod til at krybe med mig gjennem Kakkelovnen, baade gjennem Tromlen og Røret? . . . . ” Og han førte hende hen til KakkelovnsDøren. ”Det wseer sort ud,” sagde hun, men hun gik dog med ham baade gjennem Tromlen og gjennem Røret, hvor der var den bælgmørke Nat. Efter lang ogbesværlig Vandring naaede de Skorsteensranden. ”Himlen med alle sine Stjerner var oven over, og alle Byens Tage neden under; de saae saa vidt omkring, saa langt ud i Verden; den stakkels Hyrdinde havde aldrig tænkt sig det saaledes, hun lagde sit Hoved op til sin Skorsteensfeier og saa græd hun, saa at Guldet sprang af hendes Livbaand. ”Det er altfor meget!” sagde hun. ”Det kan jeg ikke holde ud! Verden er altfor stor! Gid jeg var igjen paa det lille Bord under Speilet! Jeg bliver aldrig glad, før jeg er der igjen! Nu har jeg fulgt Dig! Nu har jeg fulgt Dig ud til den vide Verden, nu kan Du gjerne følge mig hjem igjen, dersom Du holder noget af mig!”
En dybere, en mere ubarmhjertig sand, en mere seet og følt Analyse af kvindelig Begeistring og den Daadskraft, den avler, naar det gjelder at handle hensynsløst, kjækt, og uden et Blik tilbage, troer jeg ikke man finder hos nogen anden dansk Digter. Hvilken Finhed i Fremstillingen: den øieblikkeligt redebonne Enthousiasme, den første Gysens heroiske Overvindelse, Udholdenhed, Besluttethed, Fasthed lige til det Øieblik – da det kommer til Stykket, da Fastheden knækker over og Længselen vaagner efter det lille Bord under Speilet! Mange tykke Romaner vippes høit iveiret af saadan een lille Pagina, og man trøster sig over, at Andersen ikke er Mester i Romanen.
Dramaet er en Digtart, der udfordrer Evnen til at differentiere en Idee, til at fordele den paa mange Hænder, en Sands for den bevidste Handling, en logisk Evne til at styre den, et Blik for Situationen, en Lidenskab for at fordybe sig og begrave sig i det uudtømmelige Studium af den enkelte, mangesidige Characteer, det vil sige, at Dramaet ligger Andersen mindre nær end Romanen, og at hans Uskikkethed til det Dramatiske stiger med mathematisk Nøiagtighed i samme Forhold som den enkelte dramatiske Art ligger Eventyret og dermed hans Begavelse fjernere. Eventyrcomoedien lykkes ham naturligviis bedst; men den har heller ikke meget Andet af Comoedien end Navnet. Det er en blandet Art og jeg er bange for, at saae den rigtigt paa ”Kongens nye Klæder”, vilde den føle, at den er en Bastard. I Situationscomoedien er han heldig med Hensyn til selve de enkelte Sceners poetiske Udførelse (”Kongen drømmer”), men yderst uheldig med Hensyn til Ideens Gjennemførelse i en Totalcomposition (”Lykkens Perle”). Det egentlige Lystspil stemmer ikke ilde med hans Evner. Enkelte af hans Eventyr ere jo allerede rene holbergske Lystspil, ”Den lykkelige Familie” er en holbergsk Characteercomoedie, og ”Det er ganske vist” et holbergsk Intriguestykke. Her falder Characteertegnignen ham da ogsaa lettere end ved det alvorlige Drama; thi her gaaer han directe i Holbergs Spor, saa mærkværdigt stemmer hans Evne i en enkelt Retning overeens med denens. Andersen er, som jeg har bemærket, ikke directe Psycholog, han er mere Biolog end særligt Meneskekjender. Hans Forkjærlighed er at fremstille Mennesket igjennem Dyret eller Planten, at see det udviklende sig fra dets Naturgrund. Al Konst indeholder et Svar paa det Spørgsmaal, hvad Mennesket er. Spørg Andersen, hvorledes han definerer Mennesket, og han vil svare: Mennesket er en Svane, udruget i Naturens Andegaard. For den psychologisk Interesserede, der, uden at formaae at omfatte en heel sammensat Characteer, har et fint udviklet Blik for den enkelte Egenskab, den characteristiske Eiendommelighed, frembyde Dyrene, særligt de os vel bekjendte Dyr, en stor Lettelse. Man er nemlig vant til at henføre dem til een enkelt Egenskab eller ganske faa: Sneglen er langsom, Nattergalen er den uanseelige Sanger med de deilige Toner, Sommerfuglen den skjønne Ustadige. Der er da Intet i VEien for at en Digter med Evne til at fremstille disse slaaende Smaatræk kan træde i Sporet af Den, der har skrevet ”den Stundesløse”, ”den Vægelsindede” o.s.v., som Andersen har gjort det i ”Den nye Barselsstue”. Han frembyder her i øvrigt en af sine mange Ligheder med Dickens, hvis Komik meget ofte indskrænker sig til nogle faa, i det Uendelige gjentagne Træk. I Epopeen, som i vore Dage hører til de umulige Digtformer og dom fordrer Alt, hvad Andersen mangler, kan han kun have skjønne Glimt, som naar han i ”Ahsverus” lader de syngende Svaler (ganske som i Eventyret) udmale os Attilas Høisal. I Reisebeskrivelsen kommer nødvendigviis en stor Deel af hans bedste Egenskaber frem. Som trækfuglen, hans Yndling, er han i sit Element, naar han reiser. Han iagttager som en Maler og han skildrer som en Sværmer. To Mangler fremtræde dig her, den ene: at hans lyriske Tilbøielighed undertiden løber af med ham, saa han lovpriser istedetfor at skildre, eller overdriver istedetfor at male (see f. Ex. den overspændte og usande Beskrivelse af Ragaz og Pfäffers), den anden, at det underordnet Personlige, det Jegede, der betegner at den dybere Personlighed mangler Sluttethed, undertiden fremtræder paa en forstyrrende Maade. Dette Sidste characteriserer stærkt hans Forfatterskab som Selv-Biograph,. Hvad man med Rette kan bebreide hans ”Livseventyr” erikke saa Meget, at Forfatteren er saa meget sysselsat med sin private Personlighed (thi dette er her ganske nsturligt), men at denne Personlighed næsten aldrig er sysselsat med noget Større end sig selv, aldrig gaaer op i en Idee, aldrig er reent befriet for Jeget. Revolutionen af 1848 kommer i denne Bog som en Nysen; man bliver ganske forundret ved at midnes om, at der er en Verden til udenfor Forfatteren. – I den lysriske Poesi vil han naa saa vidt, som han kan komme, hvor han nødes til at lade sin farverige, naturtroe og realistiske Prosadragt ligge ved Indgangen og iføre sig Versets eensformigere Kaabe. Hans Prosa har Phantasi, ubunden Følelse, Rhytmik og Melodi, hvorfor gaaer han da over Aaen efter Vand? – Men seer, at Resultatet af hans Forsøg i de forskjellige Digtarter fremgaaer ganske ligefrem, som ”den Ubekjendt” i Mathematiken, af hans Evners Natur paa den ene Side, Digtartens Natur paa den anden.
Saa staaer da kun hans egen Digtart tilbage, den, han ikke behøver at tage Patent paa; thi der er Ingen, som tager den fra ham. For Den, der ret har følt, hvor individuel i Grunden enhver KOnstart er, tager det sig ganske underligt ud at see, hvorledes et reflecterende Genie, naar det som Heiberg har frembragt en ny Varietet, bestræber sig for at bevise dens høie Rang og Plads i Systemet, og uden videre betragter den som almeengyldig. Vaudevillen var een af Typerne for Heribergs Aand. Han kan gjerne skrive dens Theori, men han tager den med sig i Graven og den døer med ham. Den Form, han har brugt, kan ingen Anden benytte. Saaledes er det med Eventyret, hvis Theori Andersen ikke har forsøgt at skrive, hvis Plads i Systemet han ikke har villet fastsætte, og som jeg vel skal vogte mig for at ville bestemme. Det er underligt med den gamle systematiske Rangforordning, det gaaer med den, som med den anden, jo mere man tænker over den, desmere kjættersk bliver man. Maaske ligger det i, at det at tænke overhovedet er eet med at være KJætter. Dog som enhver Naturtype har det Andersenske Eventyr sin Characteer, og dets Theori bestaaer i de Love det lyder og som det ikke kan overskride uden at noget Misfosteragtigt kommer frem. Alt i Verden har Love, selv den Digtart, som ophæver Naturlovene.
Andersen bruger et Sted det Udtryk, at han nu omtrent har forsøgt sig i alle Eventyrcirklens Radier. Dette Udtryk er træffende og godt. Eventyrene danne et Hele, et i mangfoldige Radier udstraalende Væv, der synes at sige til Betragteren som Spindelvæven i Aladdin: ”Betragt mit svage Spind, hvor Traadene sig flette”. Hvis det ikke er at bringe altfor meget af Skolestøvet ind med i Dagligstuen, vil jeg gjøre Læseren opmærksom paa, at han i et berømt videnskabeligt Værk, Beising: ”Aesthetische Forschungen”, vil kunne see den hele Række af æsthetiske Modsætningsbegreber med alle deres Nuancer (det Skjønne, Komiske, Tragiske, Humoristisk, Rørende o.s.v.) ordnede i en stor Stjerne, ganske som Andersen har tænkt sig det for sine Eventyrs Vedkommende.
Eventyrenes Phantasiform og Fortællemaade tilsteder nemlig Behandling af de mest forskelligartede Emner i den mest forskjellige Toneart. Her findes sublime Fortællinger som ”Klokken”, dybsindige og vise Evetnyr som ”Skyggen”, phantastisk-bizarre som ”Elverhøi”, lystige, næsten kaade som ”Svindedrengen” eller ”Springfyrene”, humoristiske som ”PRindsessen paa Ærten”, ”Et godt Humeur”, ”Flipperne”, ”Kjærestefolkene”, og med en Afskygning af Veemod ”Den standhaftige Tinsoldat”, hjertegribende Digtninge om ”Historien om en Moder”, uhyggeligt betagende som ”De røde Sko”, rørende Phantasier som ”Den lille Havfrue”, og blandede, paa eengang storladne og muntre som ”Sneedronningen”. Her forekommer en Anekdote som ”Hjertesorg”, der ligner et Amil gjennem Taarer, og en Inspiration som ”Det nye Aarhundredes Musa”, i hvilken man hører Hostoriens Vingeslag, det nærværende levende Livs Hjertebanken og Pulsslag, heftigt som i en Feber og dog sundt i et lykkeligt begeistret Øieblik (*Der er ikke een eneste af vore Digtere, der i den Grad som Andersen har forsmaaet at virke ved det Forbigangnes Romantik; han er, selv i Eventyret, der af den romantiske Skole i Tydskland fra først af blev behandlet i saa middelalderlig Stil, altid fuldt og heelt nærværende. Han vover ligesom Ørsted at opoffre det Interessanteste i Sværmeriet for Kong Hans og hans Tid, og han siger gjerne som Ovid:
Prisca juvent alios” ego me nune denique natum
Gratulor. Hæc ætas moribus apta meis.
Ars amat. 3, 121.)
Kort sagt, her er Alt, hvad der ligger imellem Epigrammet og Hymnen.
Er der da virkelig nogen Grændse, som stækker Eventyret, nogen Lov, der binder det, og hvor ligger den? Eventyrets Lov ligger i Eventyrets Natur, og dets Natur beroer paa Poesiens. Synes det i første Øieblik at Intet er den Digtart forbudt, der kan lade en Prindsesse fornemme en Ært gjennem tyve Madratser + tyve Edderdunsdyner, saa er det kun et Skin. Eventyret, som forener Opfindsomhedens ubundne Frihed med den Tvang, som bliver det paalagt af dets Idee eller Tanke, maa styre imellem tvende Skjær: den ideeløse Yppighed og den tørre Allegori; det maa holdeMiddelveien mellem det altfor gode Huld og den altfor store Magerhed. Dette gjør Eventyret næsten altid, men udnertiden gjør det det ikke. De fra Folkeeventyrene hentede Emner som ”Den flyvende Kuffert” eller de egentlige Fee-Eventyr som ”Tommelise” tiltrække ikke de voxne Læsere saa stærkt som Børn, fordi Eventyret her ikke skjuler nogen Tanke. I Paradisets Have er alt Det mesterligt, der gaaer forud for Indtrædelsen i Haven, men selve Paradisets Fee synes det mig vanskeligt at faae noget Smukt eller Morsomt ud af. Den modsatte Yderlighed er da nu den, at den benede Mening, den tørre Lære sees igjennem Digtets Væv; denne Mangel er meget hyppigere, som det laa nær at vente i vore reflecterende og bevidste Tid. Den føles stærkt, fordi Eventyret er det Ubevidstes Domaine. Ikke alene at de ubevidste Væsener eller Ting her føre Ordet; men hvad der i Eventyret forherliges og feirer er netop det Ubevidste. Og Eventyret har Ret; thi det Ubevidste er vort Fond og vor Styrkes Kilde. Derfor kan Reisekammeraten modtage Understøttelse fra den Døde, fordi han reent har glemt, at han har hjulpet ham tilforn, og derfor faaer selv Klodshans, fordi han i al sin Eenfoldighed er naiv, Prindsessen og det halve Rige.Thi ogsaa Dumheden har sin Genialitet og sit Held; kun de stakkels Mellemmennesker, Nureddinsnaturene, kan Eventyret Intet gjøre ud af. – Vi ville see nogle Exempler paa Synderne mod det Ubevidste. Saaledes skinner i det deilige Eventyr ”Sneedronningen” paa det æsligste den usalige Mening igjennem, hvor Sneedronningen fordrer at Kay skal lægge Figurer med Forstands-Isspillet, og han ikke er istand til dermed at lægge det Ord: Evigheden. Saaledes hersker der en grov og upoetisk Tydelighed i ”Nabofamilierne” saatidt Roserne af Spurvefamilien benævnes med det abstracte, for en Spurvetunge uudtalelige Ord ”det Skjønne”; man havde nok uden dette Fingerpeg forstaaet, at Roserne i Fortællignen vare det Skjønnes Repræsentanter, og idet man i Eventyret støder paa dette abstracte Ord, farer man tilbage, som om man havde rørt ved en klam Frø. – Denne Allegoriseren optræder som det var at vente i Fortællinger for Børn hyppigst i Form af Doceren og Moraliseren, i enkelte Eventyr som ”Boghveden” spiller det pædagogiske Element en vel stor Rolle (**Sammenlign Kierkegaards Parabler i hans ”Opbyggelige Taler”, f. Ex. den om den bekymrede Skov-Due.).
I andre som ”Hørren” føler man ved Slutningen altfor stækt – som hos Jean Paul – Trangen til i Tide og Utide at faae Udødeligheds-Doctrinen anbragt. Her skabes særligt i denne Hensigt tilsidst nogle smaa temmelig ”abgeschmackte” ”usynlige Væsener”, der forsikkre, at Visen aldrig er ude. I nogle Tilfælde er Tendensen endelig mere personlig. En heel Række af Eventyr (Ællingen, Nattergalen, Nabofamilierne, Gaaseurten, Sneglen og Rosenhækken, Pen og Blækhuus, den gamle Gadelygte) spille paa Digterliv og Digterlod, og i enkelte Tilfælde føler man – hvad der hos Andersen staaer reent som en Undtagelse – at Opfindelsen er haartrukken for at faae Tendensen frem. Hvad Mening eller Natur er der F.eks. i, at Gadelygten (kun ved Hjelp af et Voxlys, ikke ved Hjelp af et simplere Lys), kan lade Andre i den see de skjønne og billedrige Syner, den har? Dette er rent uforstaaeligt, lige indtil det tages som Allegori paa Digterens – formeentlige – Trængen til Velvære for at blive til Noget. (”Altsaa Geniet skal gaae Skjørteveien!” skrev allerede Kierkegaard i Anledning af ”Kun en Spillemand”.) Uheldigere endnu er det, at Gadelygten i omsmeltet Tilstand, i dens andet Liv, kommer til en Digter og saaledes naaer sin Bestemmelse. Saa stærkt har Tendensen meget sjældent røbet sig. Man bør imidlertid mindre undre sig over disse enkelte Pletter end over, at de ere saa yderst sjeldne. Jeg har ogsaa kun fremhævet dem, fordi det er interessant gjennem Grændsens Overskridelse at lære Grændsen at kjende, og fordi det syntes mig mærkeligt at opdage, hvorledes Eventyrets Vingehest, med al dens Frihed til at løbe og flyve den hele Cirkel rundt, dog har sit faste Tøir i Centrum.
Dens Skjønhed, dens Styrke, dens Flyvedygtighed og Ynde sees ikke ved at agte paa dens Begrændsning, men ved at see dens mangfoldige og dristige Bevægelser indenfor dens Kreds. Det er dette vil til Slutning ville kaste et Blik paa. Eventyrene ligge for os som en stor, rig, blomsterbesaaet Jordbund. Lad os frit flakke rundt paa den, vandre den igjennem paa kryds og tvers, plukkende en Blomst saa hist saa her, glædende os over dens Farve, dens Skjønhed, det Hele. Disse smaa, korte Digtninge staae jo virkeligt i samme Forhold til de omfangsrigere Poesier, som Smaablomsterne til Skovens Træer. Den, dere en Dag i Foraarstiden gaaer ud i Charlottenlund, for at see Bøgen i dens nye Pragt med de sorte Fløilsknapper i den lysegrønne Silke, han vender, naar han nogen Tid har seet tilveirs, efter gammel kjøbenhavnsk Vane sine Øine ned imod Jorden, og da viser det sig, at Skovbunden er nok saa smuk som Skovens Top. Her voxe i ringe Afstand forskjelligtfarvede Anemoner, hvid og høirød Bellis, gulde Stjerneblomster, rød og blaa Neglikerod, Smørblomst og Steenbræk, Stjerneneglike, Koblomme og Fandens Mælkebøtte. Nær hverandre staae Knoppen og den udviklede Blomst, og den, som allerede bærer Frø, den jomfruelige og den frugtsommelige Plante, de duftløse og de vellugtende Blomster, de giftige og de nyttige, de lægende Planter. Tidt er den Plante, der staaer lavest i Systemet, som den blomsterløse Bregne, allerskjønnest for Øiet. Blomster som synes sammensatte, vise sig at bestaae af ganske faa Blade, og Planter, hvis Blomst synes enkelt, bære paa deres Top en heel Stat af kun ved Stængelen forenede Blomster. Saaledes er det med Eventyrene. De, der staae lavest med Hensyn til Værdighed som ”Springfyrene”, indeholde en heel Livsphilosophi i kort Begereb, og de, der synes enkelte, som ”Lykkens Kalosker”, bestaae af en løst forenet Blomsterstand. Nogle staae i Knop som ”Vanddraaben”, andre gaae i Frø som ”Jødepigen” eller ”de Vises Sten”. Nogle bestaae kun af et enkelt Punkt, som ”Lygtemændene ere i Byen”, hvis hele Pointe er samlet i denne med Mesterhaand nedskrevne Titel, andre have flere ædle Former, som den i Indien foretrukne ”Historie o en Moder”, der ligner en fremmed, en sydlandsk Blomst, Kalaen, som i sin sublime Eenfold kun bestaaer af eet eneste Blad.
Jeg slaaer Bogen op paa Slump og den falder paa ”Elverhøi”; det kalder man Liv og Lune: ”I Kjøkkenet var der fuldt op med Frøer paa Spid, Snogeskind med smaa Børnefingere i og Salater af Paddehatte-Frø, vaade Musesnuder og Skarntyder, . . . rustne Søm og Kirkerudeglas hørte til ”Knaset”. Troer man Børnene ere glemte her? Ingenlunde. ”Den gamle Elverkonge lod sin Guldkrone polere i stødt Griffel, det var Duxe-Griffel og det er meget vanskeligt for Elverkongen at faa Duxegriffel!” Troer man, her ikke er Noget for de Voxne? Endnu mindre. ”O hvor jeg længes efter den norske Troldgubbe! Drengene, siger man, er nogle uvorne, kjæphøie Unger . . . De gik barhalsede og uden Seler, for de var Kraftmænd”. Hvilket Gilde! Helhesten er blandt de Indbudne. Troer man Andersen under Gildet glemmer Gjestens Characteer? ”Nu maatte Elverpigerne dandse, og det baade simpelt og det med at trampe, og det klædte dem godt . . . Hille den, hvor de kunne strække Been, man vidste ikke, hvad der var Ende, og hvad der var Begyndelse, man vidste ikke, hvad der var Arme og hvad der var Been, det gik imellem hinanden ligesom Savspaaner, og saa snurrede de rundt, saa Helhesten fik ondt og maatte gaae fra Bordet.” Andersen kjender Helhestens Nervesystem og har dens svage Mave in mente.
Han har den ægte Gave til at danne overnaturlige Væsener, som i den moderne Tid er saa sjelden. Hvor dybt symbolsk og hvor naturligt er det f. Ex., at den lille Havfrue, da hendes Hale har skilt sig til ”to nydelige Been” ved hvert Skridt hun gaaer, fornemmer det, som om hun traadte paa en skarp Kniv, og paa spidse Syle. Hvor mange stakkels Kvinder træde ikke ved hvert Skridt, de gaae, paa en skarp Kniv for at være Den nær, hvem de elske, og hvor langt ere dog disse fra at være de mest ulykkelige. – Hvilken herligt tegnet Bande, hin Troldflok i Sneedronningen, hvilket ypperligt Sindbillede, dette Troldspil, og hvilken følt Skikkelse selve denne Dronning, der siddende midt paa den øde Sneemark har suget al dens kolde Skjønhed ind i sig. Denne Kvinde er i Familie med Natten, en af Andersens mærkværdigste Figurer, ikke Thorvaldsens milde, søvnbringende Nat, ikke Carstens’s ærværdige, moderlige Nat, men den sorte, uhyggelige, søvnløse og rædelsfulde: ”Derude midt i Sneen sad en Kone i lange, sorte Klæder, og hun sagde: ”Døden har været inde i din Stue, jeg saae, han skyndte sig bort med dit lille Barn; han gaaer stærkere til end Vinden, han bringer aldrig tilbage, hvad han tog.” ”Sig mig blot, hvad Vei han gik!” sagde Moderen, ”sig mig Veien, og jeg skal finde ham.” ”Jeg veed den,” sagde Konen i de sorte Klæder, ”men før jeg siger den, maa Du først synge for mig alle de Viser, Du har sjunget for dit Barn! Jeg holder af dem, jeg har hørt dem før, jeg er Natten, jeg saae dine Taarer, mens Du sang dem.” ”Jeg vil synge dem alle, alle!” sagde Moderen, ”men stands mig ikke, at jeg kan naae ham, at jeg kan finde mit Barn.” Men Natten sad stum og stille, da vred Moderen sine Hænder, sang og græd, og der vare mange Viser, men endnu flere Taarer. Moderen gaaer videre, græder sine Øine ud for for denne Pris at komme over Søen, og giver for at komme ind i Dødens Drivhuus ”den gamle Gravkone” sit lange sorte Haar og faaer hendes hvide i stedet. – Her er en uopregnelig Mængde af Phantasivæsener, smaa alfeagtige Guddomme som Ole Lukøie eller Nissen, og den nordiske Dryade, Hyldemooe. Man føler ret her Andersens Styrke, naar man sammenligner den med de øvrige Digteres Vanmagt i denne Retning. Hvilke bleget Skabninger ere ikke Heibergs Pomona, Astræa eller Fata Morgana! Andersen giver selv Skyggen et Legeme. Hvad siger Skyggen? Hvad siger den til sin Herre? ”Jeg har fra Barnsbeen traadt i Deres Fodspor.” Det er sandt. ”Vi ere jo voxede op fra Barndommen sammen.” Det er det, ikke mindre. Og da den gaaer efter sit Besøg: ”Farvel, her er mit Kort, jeg boer paa Solsiden og er altid hjemme i Regnvejr.” (*Her som overalt har Digteren sin trofaste Forbundsfælle i Sproget, i Ordspillene, der komme dandsende under hans Pen, saasnart han sætter den til Papiret. See F.eks. hvorledes Ordspillene vrimle i ”Den gamle Gadelygte” eller ”Sneemanden”. See, hvorledes han benytter Dyrenes Lyde, F.eks. ”Kvak!” sagde den lille Skruptudse og det var som naar vi Mennesker sige ”ak!” – Er der noget Ord, som han dybt har gjort tilskamme, da er det det, som Fru Heiberg ved hans første større Bortreise skrev i hans Stambog: ”Reis ikke saa langt, at De glemmer Molbechs Ordbog”. Andersen har neppe tidt gjort dette ærværdige Værk den ære at offre det en Tanke.)
Andersen kjender Skyggens Længsler, dens Vaner og dens Vellyst: ”Jeg løb om i Maaneskinnet paa Gaden, jeggjorde mig lang op ad Muren, det kilder saa deiligt i Ryggen.” Dette Eventyr om Skyggen, det er en lille Verden for sig. Jeg betænker mig ikke paa at kaldet det et af de første Mesterværker i vor hele Literatur. Det er alle Skyggers, alle Andenhaandsmenneskers, alle uoriginale, uprimitive Aanders Drapa, alle deres, som troe, at de ved den blotte Emancipation fra deres Original naae Personlighed, Selvstændighed og virkelig, sand Menneskelighed. Det er ogsaa eet af de faa, hvor Digteren tiltrods for sin bløde Optimisme har vovet at lade den grimme Sandhed træde frem i hele dens Nøgenhed. Skyggen beslutter, for at befrie sig for alle Opdagelser angaaende Fortiden, at tage Livet af Mennesket: ”Stakkels Skygge (= Mennesket), sagde Prindsessen, han er meget ulykkelig; det er en sand Velgjerning at frie ham fra den Smule Liv, han har, og naar jeg rigtig tænker over det, saa troer jeg det er nødvendigt, at det bliver gjort af med ham i al Stilhed.” ”Det er rigtignok haardt”, sagde Skyggen, ”for det var en tro Tjener!” og saa gav den ligesom et Suk. ”De er en ædel Characteer!” sagde Kongedatteren. Dette Eventyr er endelig et af dem, hvor man lettest kan iagttage Overgangen fra det Naturlige til det Overnaturlige: Skyggen rækker og strækker sig ”for at komme til Kræfter” saalænge, indtil det falder ganske naturligt, at den tilsidst river sig løs.
Vi slaae Bogen i og aabne den paany: ”Springfyrene”. En kort og fyndig Lection i, hvad Livet er. Hovedpersonerne er Loppen, Græshoppen og Springgaasen; Kongedatteren er Prisen for det bedste Spring. ”Mærker Eder alle,” siger Eventyrets Musa, ”springer med Forstand” det nytter ikke at springe saa høit, at Ingen kan see Jer. Saa paastaaer Krapylet, at det er saa godt som om I havde slet ikke sprunget. Seer kun til alle de største Aander, Tænkere, Digtere, Videnskabsmænd. For Mængdem er det, som om de slet ikke havde sprunget, ingen Løn fik de, Krop skal der til! Det nytter heller ikke at springe høit og godt, naar man tillige springer Magthaverne i Ansigtet. Ad den Vei gjør man min Sandten ingen Carriere. Nei, seer Jer i Speil paa Springgaasen! Den er næsten apoplektisk, først synes det, som om den slet ikke kan springe, og meget Spræl kan den visselig heller ikke gjøre; men dog gjør den – med Dumhedens Instinct, med Ladhedens Behændighed – et lille skjævt Spring lige hen i Skjødet paa Prindsessen. Handler den efter, den har Been i Panden!” Hvilken Perle af et Eventyr! Og hvilken Gave til at benytte Dyrene psychologisk. Det kan jo nemlig ikke negtes, at man undertiden faaer en Tvivl, om hvad det Hele med at lade Dyrene tale i Grunden har at betyde. Eet er jo nemlig, om vi Læsere føle os trufne, et Andet, om ogsaa Dyrets Characteer virkelig er truffet, Dyret, som jo ei har en eneste menneskelig Egenskab. Det vil imidlertid let sees, at det er umuligt at tale, endog reent videnskabeligt, om Dyret uden at tillægge det Egenskaber, vi kjende fra os selv. Hvorledes skal man F.eks. undgaae at kalde Ulven grusom? Andersens Færdighed bestaaer nu i at frembringe en poetisk, en slaaende Skin-Overeensstemmelse mellem Dyret og dets menenskelige Egenskab. Er det ikke rigtigt, at Katten siger til Rudy: ”Kom med, lille Rudy, ud paa Taget! Det er Alt sammen Indbildninger med at falde ned; man falder ikke, naar man ikke er bange for det. Kom! Sæt din ene Pote saa, din anden saa! Tag for Dig med de forreste Poter! Hav Øine i Hovedet og vær smidig i Lemmerne! Er der en Kløft, saa spring og hold Dig fast, det gjør jeg!” Er det ikke naturligt, at den gamle Snegl siger: ”Det har da heller ingen haft, men Du iler altid saa forfærdeligt og det begynder den Lille ogsaa med; har han nu ikke i tre Dage krøbet op ad den Stilk, jeg faaer ondt i Hovedet, naar jeg seer op paa ham!” Hvad ligner mere en Barselstue end Ændernes Ællinge-Udrugning! Hvad er rimeligere, end at Spurvene, naar de ville udskjælde deres Naboer, sige: ”de tykhovedede Roser!” (*Sammenlign for Modsætnignens Skyld Maaden, hvorpaa Heiberg i ”Julespøg og Nytaarsløier” lader Handsken, Modesten, Flasken tale.)
Der er et Eventyr, jeg har gjemt tilsidst, jeg opsøger det; thi det er som Kronen paa Værket. Det er Eventyret om ”Klokken”, i hvilket Naivitetens og Naturens Digter har naaet Høidepunktet af sin Poesi. Vi have seet hans Gave til at skildre det Overmenneskelige og det Undermenneskelige naturligt. I dette Eventyr staaer han Ansigt til Ansigt med selve Naturen. Det handler om den usynlige Klokke, som de unge Confirmander gik ud for at søge, de Unge, hos hvem Længslen mod det usynligt Lokkende og Dragende endnu var frisk. Keiseren havde lovet, at ”den som ret kunde opdage, hvorfra Lyden kom, skulde faae Titel af ”Verdens Klokker” og det selv, om det ikke var en Klokke. Mange gik da ud i Skoven for det gode Levebrøds Skyld, men den Eneste, der kom hjem med en Slags Forklaring, havde ligesaa lidt som de Andre været dybt nok inde, men han sagde, at Klokkelyden kom fra en meget stor Ugle i et hult Træ, en Slags Viisdomsugle, der ideligt slog sit Næb mod Træet, og saab len han ansat som Verdens Klokker og skrev hvert Aar en lille afhandling om Uglen, men ligemeget vidste man.” Nu gaae da, som sagt, Confirmanderne ud, og de holde hverandre i Hænderne, ”for de havde jo ikke faaet Embeder endnu”. Dog flere og flere blive trætte, den Ene efter den Anden falder fra, Een af en Grund, den Anden af et Paaskud. En heel Classe standser ved en lille Klokke paa et lille idyllisk Huus og uden at betænke, som den enkelte Udholdende, at saadan en lille Klokke ikke kunde være Skyld i det dragende Klokkespil, men at det maatte være ”ganske andre Toner, der saaledes kunde røre et Manneske-Hjerte” slaae de sig med deres lille Haab, lille Længsel til Ro ved dette lille Fund, den lille Lykke, den lille idylliske Glæde. Jeg tænker, Læseren har truffet nogle af disse Confirmander som Voxne. Tilsidst staae kun to tilbage, en Kongesøn og en lille fattig Dreng i Træskoe ”og med en Trøie saa kort, at man vel kunde see, hvor lange Haandled han havde.” Paa Veien skilles de; thi den ene vilde søge Klokken ad høire, den anden ad venstre Side. Kongesønnen søgte Klokken ad Veien, der laa paa Hjertets Side, ”den fattige Dreng søgte den ad den modsatte.” Vi følge Kongesønnen og man læse med Beundring, hvilken mystisk Pragt Digteren formaaer at give Egnen ene ved at forandre og alterere Blomsternes naturlige Farve. ”Men han gik ufortrøden dybere og dybere ind i Skoven, hvor der voxte de forunderligste Blomster, der stod hvide Stjerne-Lillier med blodrøde Støvtraade, himmelblaae Tulipaner, som gnistrede i Vinden, og Æbletræer, hvor Æblerne ganske og aldeles saae ud som store skinnende Sæbebobler, tænk bare, hvor de Træer maatte straale i Solskinnet!” Solen gaaer ned, Kongesønnen frygter allerede at overrumples af Natten; han bestiger Klipperne, for at see Solen endnu engang før den ganske synker bag Jorden. Man høre Digterens Hymne:
”Og han greb i Ranker og Rødder, klattrede op ad de vaade Stene, hvor Vandslangerne snoede sig, hvor Skrubtudsen ligesom gjøede af ham; – men op kom han. Før Solen endnu var ganske nede, seet fra denne Høide; o hvilken Pragt! Havet, det store herlige Hav, der væltede sine lange Bølger mod Kysten, strakte sig ud foran ham, og Solen stod som et stort skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes, Alt smeltede sammen i glødende Farver, Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang med; den hele Natur var en stor hellig Kirke, hvori Træer og svævende Skyer vare Pillerne, Blomster og Græs det vævede Fløiels Klæde, og Himlen selv den store Kuppel: deroppe slukkedes de røde Farver, idet Solen forsvandt, men Millioner Stjerner tændtes, Millioner Diamant.Lamper skinnede da, og Kongesønnen bredte sine Arme ud mod Himlen, mod Havet og Skoven – og i det samme, fra den høire Sidegang, kom med de korte Ærmer og Træsko den fattige Confirmand; han var kommen der ligesaa tidlig, kommet der ad den sin Vei og de løb hinanden imøde og holdt hinanden i Hænderne i Naturens og Poesiens store Kirke, og over dem klang den usynlige hellige Klokke, salige Aander svævede i Dands om dem til et helligt Halleluja!”
Genbiet er som den rige Kongesøn, dets opmærksomme Tilhører som den fattige Dreng, men Konsten og Videnskaben mødes, endskjøndt de skilles ad paa Veien, i Begeistringen og Andagten overfor Naturens guddommelige Alt.
(Georg Brandes.)
Af H.C. Andersens ”Nye Eventyr og Historier” har der maattet trykkes et nyt Oplag af første Samling i anden Række, der ogsaa omfatter syv af Forfatterens fortrinligste Eventyr. (C.A. Reitzels Forlag).
— Fra nordiske Digtere. Et Album. — Under denne Titel har den dygtige Galanteriarbeider Chr. Thorkildscn, tidligere godt kjendt af sine smukke Kalendere «Souvenir«, i disse Dage udgivet en Bog, hvis hele Udstyrelse, Bind, Papir, Staalstik o. s. v., fremtræder med en for danske Bøgers Vedkommende hidtil ukjendt Elegance, der allerede i og for sig maatte hendrage Opmærksomheden paa Bogen som særdeles egnende sig til Festgave, hvis den ikke forøvrigt paa Grund af Forfatternes Navne havde fortrinligt Krav paa Læseverdenens Interesse. Den indeholder Bidrag i bunden og ubunden Stil, af Carl Andersen, H. C. Andersen, P. Chr. Asbjørnsen, Ludvig Bødtcher, M. Goldschmidt, Mads Hansen, P. Hansen, C. Hauch, Henrik Hertz , A. Munch, Christian Richardt og Magdalene Thoresen.
At indlade sig paa en videregaaende Charakteristik af de enkelte Forfatteres Bidrag vilde her føre for vidt, og vi skulle derfor indskrænke os til at fremhæve hvad der særlig har tiltalt os. Blandt Digtene bære da ubetinget den gamle Hauchs Prisen, flere af dem kunne vistnok henregnes blandt Digterens skjønneste, for Exempel Digtene »Tidernes Omskiftning«, »de fire Tidsaldere« og »Ledas Sønner«, der alle, navnlig det sidste, vidne om den overordentlige Friskhed og Kraft, hvoraf den alderstegne Digter endnu er i Besiddelse. Saa skulle vi endvidere fremhæve Carl Andersens Romance »Erik Eiegod«, der er holdt i en simpel, kraftig Tone, Ludvig Bødtchers »Guld-bryllupsbrev«, og Christian Richardts Sang fra Studentermødet »I Drammen«, men ogsaa alle de øvrige Digte hævde en god Plads i Samlingen. Munchs »En Kvindes Heltemod« udmærker sig som Forfatterens øvrige Dramer ved en simpel og klar Diction, en jævn, ædruelig Fremadskriden i Handlingen, og skjønne lyriske Enkeltheder.
De prosaiske Bidrag ere af H. C. Andersen, Asbjømsen, Goldschmidt, Hertz og Fru Thoresen; som Navnene udvise, hidrøre de altsaa fra berømte Stilister; hver for sig fortjener Tak for det her Givne, men vi skulle dog særlig fremhæve As- bjørnsens »En vestlandsk Skovdal«,- der helt igjen- nem giver et godt Billede af denne udmærkede Forfatters Individualitet — den samme Friskhed og Natursands, den samme Jovialitet i Fremstillingen af de optrædende Personer, den samme sindrige Maade at indflette Sagnene paa, saa at det Hele, Sagn og Virkelighed, træder frem af een Ramme, som have gjort hans »Huldreeventyr« saa berømte, gjenfinde vi her. Bogen er prydet med de tolv Forfatteres Portraiter i Staalstik, udførte med Omhu og Dygtighed af den for sine ypperlige Arbeider i lignende Retning noksom bekjendte Konstner Magnus Petersen.
Liden Kirsten,
Opera af H. C. Andersen, Musiken af J. P. E. Hartmann.
Mottoet »time is money, som saa ofte citeres med særligt Hensyn til den letsindige Ungdom, er heller ikke uden Betydning i Konstens Sfære. Hvor- mangt et Maleri er ikke først blevet omsætteligt i Guld efter at have faaet Tidens Hævd, og hvor- mangt et Digterværk er ikke først gjennem Tidens Ildprøve blevet befundet at være af ægte Metal? Selv Theatret, dette Øieblikkets Barn, maa bekjende Sætningens Rigtighed, og »Liden Kirsten« fører et nyt Bevis derfor. Andersen fortæller, at da han, efterat være kommen hjem fra en Udenlandsreise, første Gang saae det, hyssedes der; der blev rig-tignok sagt ham, at denne Hyssen nærmest var motiveret ved hans Nærværelse, men Bifaldet var dog paa den anden Side ikke større, end at den godt kunde høres, og Operaen førte idethele ikke nogen glimrende Tilværelse. Tiderne forandres; »Liden Kirsten« er allerede for flere Aar siden kommen til høibords og feteres stadig med fuldt Hus ved hver ny Gjenoptagelse paa Repertoiret. Kun Skade, at Theatret maaskee netop ved Hjelp af denne Opera er kommet til at indprente sig den ovennævnte gyldne Sætning for dybt, og da i sørgelig Uforstand har gjort en urigtig Anvendelse af den. For nemlig at spare 6 til 8 Minutter har man foranlediget, at der er foretaget nogle Forkortninger, hvorved to fortræffelige Numere ere faldne bort. Skal Tiden ikke ogsaa snart kunne bøde paa denne Fa- daise og restituere Stykket »in integrum«?
Ligesom i vor dramatiske Literatur »Svend Dyrings Hus« er et enestaaende Fænomen, hvor den danske Kæmpevise er manet frem i hede sin Eiendommelighed og hvor Dramaet saa at sige kun aander og lever i Kæmpevisens Grundtone, saaledes indtager for Operaens Vedkommende »Liden Kirsten« en aldeles tilsvarende og enestaaende Plads. Det er Kæmpevisen eller den middelalderlige Folkevise, som paa en saadan Maade er lagt til Grund for disse tvende Værker, at de synes at bestaae af lutter Folkeviser, medens det er Digterens og Componistens Genie, som, efter en fuldstændig Tilegnelse af det for disse Sange Eiendommelige, gjennem fri Pro- duction har frembragt Værket.
Titelen »Liden Kirsten« peger paa en betegnende Maade hen paa et Grundtræk ved Stykket, med Hensyn til hvilket dets Digter og dets Componist ere mødte i sjelden Forstaaelse, nemlig dets eien- dommmelige Kvindelighed. Det hviler i Stemning, det higer ikke efter spændende Handling eller store Charakterer, og af dets sex Personer ere endog de fire Kvinder. Der er en Ro og barnlig Uskyld over selve Liden Kirsten, den nylig udsprungne Rose, der villig føier sig efter Moderens Ønske om at begrave sin Ungdom i Klostret; der er en Blødhed over den fra Miklegaard hjemvendende Ridder, Barndomsvennen Sverkel, hvis Parti er skrevet for den indsmigrende Baryton; der er endelig en »Renhed i Tanken« over det Hele. Til dette Grundtræk føier sig et andet, der maa betragtes som Stykkets største Ejendommelighed, nemlig, hvad der ovenfor er fremhævet, dets dansk-middelalderlige Colorit, idet Kæmpevisen i snart djærve, snart vemodige eller humoristiske Toner lyder gjennem hele Operaen, hvor den synes at have samlet sine bedste Skatte.
Sjelden er en saa poetisk og fin Skildring af Hovedpersonernes Kjærlighedsforhold givet i saa korte og simple Træk som her. Sverkel og Liden Kirsten gjenkalde sig i et Recitativ deres Barndoms-minder, som de Begge tro have opbevaret i Erindringen; de mindes, hvorledes de i Tanken have seilet »til Miklegaard og til Jerusalem;« de mindes den af dem saa ofte sungne Vise om »Gangerpilten og Prindsessen«, Melodien begynder at vaagne i deres Erindring og de sætte sig ved Tavlbordet for at gjentage den. Men under Gjentagelsen faaer Visen en hel ny Betydning for dem, de forstaae den nu anderledes end i Barndomstiden, de mærke tilsidst, at den passer paa dem selv og gjennem Sangen gaaer deres gjensidige Kjærlighed op for dem. I denne Sang, som danner Stykkets Midtpunkt, naaer Musikens middelalderlige Blomst sin egentlige Udfoldelse og største Skjønhed; den er djærv og kraftig, den kan spøge men paa en alvorlig Baggrund, den har en egen .Ærlighed og Kjækhed over sig — den er nordisk og anslaaer paa en forunderlig Maade Kæmpevisens Strenge. Af særlig Virkning i denne Sang er Taktforandringen i Midten, som medfører en livligere Bevægelse, men som atter snart maa bøie sig for den oprindelige Takts sindige og bestemte Gang. Som et Modstykke til denne Sang staaer Vexelsangen i Slutningen af 2den Act, da de Elskende sige hinanden Farvel; den aander om en Vemod og et Tungsind, hvis eiendommelige Præg er hentet fra Kæmpevisens melancholske Toner.
En Særegenhed ved Stykket er den Offentlighed, hvormed Alt foregaaer, idet Choret næsten uafladelig er paa Scenen og deltager i, eller danner Baggrund til Handlingen, hvilket kaster et næsten antikt Skjær over Operaen og viser tilbage til en længst forsvunden Tid med ganske andre simple Sæder end Nutidens. Chorets Tilstedeværelse har da en stor Betydning; i Scenen, hvor det forholder sig mere passivt, bidrager det ofte til at give Stemningen et fyldigt Udtryk, for Exempel i Slutningen af 2den Act, medens det paa andre Steder, for Exempel i 1ste Act, da Sverkel spørger, hvad der er paa- færde og hele Choret svarer ham, at Liden Kirsten gaaer i Kloster, giver Handlingen en forhøiet Interesse, da det jo ligesom repræsenterer hele Folket.
Men hvor Choret spiller en saa fremtrædende Rolle, vil der føles Trang til en Talsmand, som kan føre Ordet paa Chorets Vegne, naar dettes active Medvirkning vilde blive besværlig eller umulig; ved et lykkeligt, men dristigt Valg blev »Narren« ud- seet til dette Hverv. Men han narrede vist egentlig baade Digter og Componist, thi fra en simpel Chor- fører svang han sig ved et »salto mortale« op til en af Hovedpersonerne, og han blev Stykkets Salt og dets mærkeligste Figur, som desuden i sig selv havde den store Fordel at være saa aldeles middelalderlig, at dens blotte Nærværelse maa bringe Tanken tilbage til den Tid, da Narrene som saadanne anerkjendtes ved Hove. Narren optræder som Organ for Folkevittigheden og Folkeironien; men netop denne hans Egenskab skulde synes at gjøre ham til en saare vanskelig musikalsk Figur, og de, som forfegte den Anskuelse, at Musiken alene kan udtrykke Hjertets sande Mening og at den Intet kan have med Ironi eller Satire at gjøre, vilde kun kunne ansee det som rene “Narrestregenr” at føre ham frem i en Opera. Men det er jo de store Konstneres Sag bestandig at omblæse Theoriernes Korthuse. Narren blæser ialtfald ad Theorierne; han skyder freidig Ironiens og Satirens Pile ud og har i denne Henseende god Nytto af sin Tenor, hvis høieste Toner han ufortrødent anvender staccato, til uvurderlig Bistand for dem, der ønske at kjende hans bidende og snertende Charakteer. I Recitativet med Moer Ingeborg lader Musiken ham raillere dygtig med den skikkelige Kone, og den dydzirede Fru Malfred gaaer heller ikke Ram forbi. At det her er Musiken, som gjør Udslaget, er let at vise; exempelviis kan nævnes Stedet, hvor Narren gjentager Moer Ingeborgs Ord »som Broder og som Søster«. Gjentagelsen af selve disse Ord indeholder nemlig i og for sig intet Ironisk, men Musiken, som Tone for Tone ligeledes er den samme i Narrens som i Moer Ingeborgs Mund, er componeret saaledes, navnlig ved Tilsættelsen af et lille Forslag, at det bliver stillet udenfor al Tvivl, at Narren gjør Nar ad hende.
Recitativet har overhovedet været Componistens Kjæledægge. Det er saa langt fra at bestaae af en Række Toner uden egentlig melodisk Sammenhæng, at man tvertimod her træffer et fuldstændigt musikalsk Sprog, som har Udtryk for de forskjelligste Stemninger til sin Raadighed, og som benyttes hver- gang Situationen ikke kræver en bestemtere musikalsk Form. Recitativerne mellem Liden Kirsten og Etle i 1ste Acts Begyndelse og mellem Sverkel og Liden Kirsten i 2den Act ere Mønstre paa recitati- visk Declamation; naar Stemningen hæver sig, dukker der strax en melodisk Sats frem, og disse Melodier, der saaledes komme og forsvinde, have den heldige Egenskab ikke at virke utilfredsstillende ved deres Korthed, ligesaa lidt som de gjøre Indtryk af noget Afbrudt og Sønderrevet; de føles tvertimod som naturlige Led i et større Hele.
Men for at komme tilbage til Narren, da har hans Skjemt og Lystighed ligesaa meget Krav paa Opmærksomhed som hans Ironi og Satire; hans Viser maae kunne sætte de værste Dødbidere i Humeur, og dersom han engang faaer en Fremstiller, hvis Lune staaer paa Høide med Musikens, vil Huset sikkert gjenlyde af Latter, naar han synger sin »Den Spillemand sin Harpe tog« eller »Hr. Lave han red sig under Ø«. I den sidste Vise udfolder Narren en til Kaadhed grændsende Munterhed, snart snerter han i Høiden, snart parodierer han i Dybden, snart tier han for at kunne gesticulere desto bedre. Ingen udeu Narren kunde synge denne Vise, som med den sig dertil sluttende stolte Menuet, mellem hvis Toner de Elskendes Kjærlighedserklæring blander sig, danner et Billede, hvori Operaen culminerer. Og hermed ville vi lade Narren gaae og tage vor Tak med sig.
Udførelsen, som er meget afrundet og smuk, staaer for Fleres, navnlig Fru Zincks og Hr. Chri-stophersens Vedkommende, vistnok langt over, hvad der tidligere er præsteret i de samme Roller. Moer Ingeborgs for en dyb Altstemme componerede Parti har ved Fru Zincks Fremstilling faaet Betydning; selv Spillet er tilfredsstillende, og hendes Stemmes alvorlige Klang og de fuldttonende dybe Toner kaste et Troværdighedens Skjær over Moer Ingeborg, som gjør hende kvalificeret til at ansees for ligesaa god som to habile Vidner. Hr. Christophersen magter som Narren Sangpartiet fuldstændigt, og Stemmen gjør sig bestandig med Frihed og Lethed gjeldende over Choret. Hans Spil er desuden meget respectabelt og tyder paa en god Veiledning, men han formaaer naturligviis langtfra ganske at udfylde denne vanskelige Rolle, der kræver megen Overlegenhed og et rigt Lune for at gjøre sin fulde Virkning. Fru Liebe, har netop sin Force i Roller som Liden Kirsten, og Hr. Steenberg, som i Sverkels Parti har forladt Tenorens svimlende Høider, befinder sig aabenbart vel i Barytonens sikkre Havn og synger med Smag og Udtryk.
C.
Hos Chr. Thorkilsen, Silkegade 10 er udkommen:
“Fra nordiske Digtere”.
Et pragtalbum med originale Bidrag af Carl Andersen, H.C. Andersen, P.Chr. Asbjørnsen, L. Bødtcher, M. Goldschmidt, Mads Hansen, P. Hansen, C. Hauch, H. Hertz. A. Munch, Chr. Richardt og Fru Thoresen.
Samtlige Forfatteres Portraiter ere udførte i Staalstik af Kunstmaler Magnus Petersen. Dette Album, der saavel ved alt Indhold som ved sin rige Udstyrelse især egner sig som Fest- og Julegave, koster elegant indbunden 27 Mk.
Bestillinger til Provindserne udføres imod Postforskud.
Chr. Thorkildsen.
Hos Chr. Thorkilsen, Silkegade 10 er udkommen:
Souvenir 1870
Denne lille elegante Bog der nu i 3 Aar har været en yndet Julegave, er atter udkommen med nye, udmærkede Bidrag af C. Hauch, P. Hansen, Carl Andersen, H. Hertz, Mads Hansen, H.C. Andersen, A. Munch, Erik Bøgh og Ludv. Bødtcher. – Priserne ere: Maroquin 8 Mk. 8 Sk., Ruslæder 9 Mk., Silkefløjl med engelske matforgyldte Rammer 12 Mk., Perlemoder, Mosaique, Skildpadde etc. à 4 Rd. Æsker til samme à 8 Sk.
Bestillinger til Provindserne udføres imod Postforskud.
Chr. Thorkilsen.
Den lille Aarbog ”Souvenir 1870” er atter iaar tilstede paa Julemarkedet, iført sine forskjellige, høist smagfulde Klædedragter. Har Bogen i Navnet og det Ydre Noget, der tyder paa, at dens Udgiver, Chr. Thorkilsen, længe har opholdt sig i Frankrigs Hovedstad, saa strømmer der til Gjengjeld en hjemlig Duft En imøde fra dens Indre. Foran maanederne have nemlig vore første Digtere leveret poetiske Bidrag, der ville bøde paa de prosaiske Meddelelser, Bogens hvide Blade vistnok komme til at indeholde.
H.C. Andersen har nu i saa lang Tid hver Jul skjenket os nogle Blomster af sin herlige Digterhave, at Juleglæden virkelig vilde lide et Skaar, hvis han engang faldt paa at skuffe vore Forventninger i denne Henseende. Det er dog heldigviis ikke Tilfældet iaar; han bringer os tvertimod ”Tre nye Eventyr og Historier”, hvoraf især de to sidste ere lige saa ungdomsfriske, ligesaa fængslende, som de bedste af hans tidligere. Han har i Sandhed ”fuldt op i alle Maader til at digte og fortælle om.” Hvad enten han ”læser det ud af Jordens Væxter og Grøde, eller øser det op af det rindende eller af det stillestaaende Vand,” forstaaer han som en sand Mester den saa vanskelige Konst: ”at fange en Solstraale”. Med bred og kraftig Pensel leverer han os først et med dristige Træk udkastet Billede af Grubbernes stolte Slægts Undergang. Derpaa fører han os udenfor en Haves Stakit, og lader os lytte til Tidselbuskens ærgjerrige Tanker; han vækker i den Grad vor Interesse for den saa ofte foragtede Væxt, at vi ordentlig glæde os til, at dens Ønsker paa en vis Maade gaae i Opfyldelse, idet den faaer Plads i et Eventyr, fordi den tænker hæderligt og trøster sig med, ”at naar Ens Børn ere vel inde, finder en Moder sig i at staae udenfor Stakittet.” Den sidste af de tre Historier, den om den unge Mand, der vilde være Digter til Paaske, skjøndt han ”ikke kunne hitte paa”, indeholder idetmindste en Advarsel for os. Vi ville ikke være Gjenstanden for vor geniale Eventyrdigters fine Ironi; vi attraae ikke at komme i Levebrød ved Poesien, om vi end allerede til Fastelavn kunde opnaae denne lykke. Vi føle intet Kald til ” at slaae Poeterne af Tønden”, og disse Linier ere derfor heller ingen Kritik, ikke engang en Anmeldelse, men kun en Tak for de nye Eventyr, som den med Rette saa yndede Forfatter atter har glædet os med.
(C.A. Reitzels Forlag)
H.C. Andersen har i et større Arbeide, som han nys har skjenket sin store Læsekreds, forladt Eventyrenes skjønne, tillokkende Verden, i hvis Mysterier han bedre end nogen Anden forstaaer at indvie os. Til hans seneste Fortælling: ”Lykke-Peer” er Stoffet hentet fra det virkelige Liv. Helten, et i fattige Kaar født Barn, baner sig ved Geniets Magt og ved Lykkens Gunst Vei til Berømmelse, og netop som han skal løfte Vingerne til en endnu høiere Flugt og skabe udødelige Konstværker til Gavn og Glæde for Menneskeheden, bortkaldes han fra sin nys begyndte Livsbane, rigtignok uden at have kjendt de Sorger, med hvilke den sande Storhed saa ofte har at kæmpe i denne Verden, men ogsaa uden at kjende den usigelige Glæde, som den, der gaaer seirrig ud af Kampen, maa besjæles af. At meddele Gangen i denne Fortælling vilde være overflødigt; enhver Bog, som H.C. Andersen skriver, baner sig hurtigt Vei, ikke blot i vort Fædreland, men over hele den civiliserede Verden, der jo har udnævnt den danske Digter til Æresborger. H.C. Andersens mange Venner ville sikkert med Glæde og Overraskelse see, at skjøndt det nu er over fyrretyve Aar siden, at han første Gang optrådte i Literaturen, er han endnu stedse lige ungdomsfrisk og fantasirig. Ja, hans Fantasi har maaske aldrig taget et mægtigere Opsving, end i den poetiske Skildring af Heltens Sygdom, et af Fortællingens Glandspunkter, hvor Eventyret og Virkeligheden samle sig i et uforlignelig yndigt Billede. De fleste af de i Fortællingen optrædende Personer vække tillige den mest levende Interesse; Lykke Peers Moder og Faermoer ere tegnede med ædel og rørende Simpelhed, og det kostelige Ægtepar, Hofbogbindermester Hof, der i sin Kones øine ”er deilig uden al Indbinding”, og den forhenværende Figurantinde Emilie Frandsen, der er saa lykkelig i sin Kakkelovnskrog, hvor hendes Billede, ”udklippet i Papir, med stor Guldpaillet og Kjole af Mol, det høire Ben løftet mod Himmelen”, hænger som et varigt Minde om trofast Kjærlighed, er beslægtet med Charles Dickens’ bedst tegnede humoristiske Skikkelser.
En dybtgaaende Kritik vil maaskee spørge, om den Traad, der sammenknytter de forskjellige Episoder i ”Lykke-Peer”, ikke er altfor tynd, og den vil vel ogsaa beklage, at Knuden ikke er strammet stærkere eller løst paa en snildere, mere overraskende Maade. Den vilde vel heller ikke uden videre indrømme, at Helten bærer sit Navn med Rette, da det dog neppe kan være Maalet for den jordiske Tilværelse, at erhverve Ære og Anseelse for derpaa at døe, uden at have fuldendt den Livsgjerning, hvortil hans rige Evner havde bestemt ham. Carl Bernhards: ”Lykkens Yndling”, paa hvem Tanken ved Slutningsscenen af H.C. Andersens Fortælling uvilkaarlig henvendes, vinder Kjærlighed, der er evig; men Lykke Peer vinder kun Berømmelse, der er forgængelig. En udtømmende Undersøgelse af de her reiste Spørgsmaal ligger dog udenfor en Anmeldelses beskedne og snevert afstukne Grændser. Vi foretrække ogsaa, at bringe Digteren en Tak for, hvad han har ydet, og vi ville snarere kalde ham end hans Helt ”den Lykkelige fremfor Millioner”, da han ikke alene har erhvervet mere end nok af Berømmelse, men ogsaa har fuldendt Værker, der ville løfte og glæde Mangfoldige baade i Nutid og Fremtid.
(C.A. Reitzels Forlag)
H.C. Andersens ”Nye Eventyr og Historier” med Illustrationer af Lorenz Frølich, ville udkomme i to Bind, af hvilke det første nu foreligger. Med Hensyn til Udstyrelse slutte de sig til tidligere tvende Bind, i hvilke Viljelm Pederesen har knyttet sit Navn til den store Eventyrdigters, og bidraget sit til, at Eventyrene have fundet Indpas hos endnu flere Store og Smaa end de allerede tidligere havde. Savner man end hos Frølich noget af den naturlige Simpelhed, hvormed Vilhelm Pedersen saa uforligneligt gjengav for det legemlige Øie, hvad Andersen havde fremstillet for Fantasien, maa man dog indrømme, at han i Tankeflugt, fornemmelig hvor Emnet løfter En til høiere Syner, overgaaer sin Forgænger. Et Spørgsmaal bliver det dog, om ikke den første Konstner med endnu mere Samklang er gaaet op i Andersens Tankegang, end den senere.
(C.A. Reitzels Forlag).
„Den store Søslange“
Et nutids-eventyr
af
H.C. Andersen
Der var en lille Havfisk af god Familie, Navnet husker jeg ikke, det maa de Lærde sige Dig. Den lille Fisk havde attenhundrede Søskende, alle lige gamle; de kjendte ikke deres Fader eller Moder, de maatte strax skjøtte sig selv og svømme om, men det var en stor Fornøielse; Vand havde de nok at drikke, hele Verdenshavet, Føden tænkte de ikke paa, den kom nok; hver vilde følge sin Lyst, hver vilde faae sin egen Historie, ja, det tænkte heller ingen af dem paa.
Solen skinnede ned i Vandet, det lyste om dem, det var saa klart, det var en Verden med de forunderligste Skabninger, og nogle saa gruelig store, med voldsomme Gab, de kunne sluge de attenhundrede Søskende, men det tænkte de heller ikke paa, for ingen af dem var endnu bleven slugt.
De Smaa svømmede sammen, tæt op til hverandre, som Sildene og Makrelene svømme; men som de allerbedst svømmede i Vandet og tænkte paa Ingenting, sank, med en forfærdelig Lyd, ovenfra, midt ned imellem dem, en lang, tung Ting, der slet ikke vilde holde op, længere og længere strakte den sig, og hver af SMååfiskene, som den ramte, blev kvaset ellr fik et Knæk, som de ikke kunde forvinde. Alle Smaafisk, de store med, lige oppe fra Havets Flade til dets Bund, foer i Forfærdelse tilside; den tunge, voldsomme Ting sænkede sig dybere og dybere, den blev længere og længere, milielang, gjennem hele Havet.
Fisk og Snegle, Alt hvad svømmer, Alt hvad kryber, eller drives af Strømninger, fornam denne forfærdelige Ting, denne umaadelige, ubekjendte Havaal, der lige med Et var kommet ned ovenfra.
Hvad var det dog for en Ting? Ja det vide vi, det var det store, milelange Telegraf-Toug, Menneskene sænkede mellem Europa og Amerika.
Der blev en Forskrækkelse, der blev et Røre mellem Havets retmæssige Beboere, hvor Touget sænkedes. Flyvefisken satte tilveirs over Havfladen, saa høit den kunde, ja Knurhanen tog Fart et helt Bøsseskud over Vandet, for det kan den; andre Fisk søgte mod Havbunden, de foer ned med en saadan Hastighed, at de kom længe før Telegraftouget endnu var seet og fornummet dernede; de skræmmede baade Kabliau og Flynder, som gik fredeligt nede paa Bunden og aad deres Medskabninger.
Et Par Søpølser bleve saa forskrækkede, at de spyede deres Mave ud, men levede endda, for det kunne de. Mange Hummer og Torskekrabber gik ud af deres gode Harnisk og maatte lade Benene blive tilbage.
Under al den Skræk og Forvirring kom de attenhundrede Søskende fra hverandre, og mødtes ikke mere, eller kjendte ikke hverandre, kun en halv Snes blev paa samme Plet, og da de i et Par Timer havde holdt sig stille, forvandt de den første Skræk og begyndte at blive nysgjerrige.
De saae om sig, de saae op og de saae ned, og der i Dybden troede de at øine den forfærdelige Ting, som havde skræmmet dem, skræmmet Store og Smaa; Tingen laa henover Havbunden, saa langt de kunde øine, meget tynd var den, men de vidste jo ikke, hvor tyk den kunde gjøre sig, eller hvor stærk den var. Den laa ganske stille, men, rænkte de, det kunde være Lumskhed!
”Lad den ligge, hvor den ligger! Den kommer ikke os ved!” sagde den forsigtigste af Smaafiskene, men den allermindste af dem vilde ikke opgive at komme til Kundskab om, hvad den Ting kunde være; ovenfra var den kommet ned, ovenfra maatte man bedst kunde hente Besked, og saa svømmede de op mod Havfladen, det var blikstille Veir.
Der mødte de en Delfin; det er saadan en Springfyr, en Havstryger, der kan slaa Kolbytter hen ad Havfladen; Øine har den at see med, og den maatte have seet og vide Besked; den spurgte de ad, men den havde kun tænkt paa sig selv og sine Kolbytter, ikke seet Noget, vidste ikke at svare, og saa taug den og saae stolt ud.
Derpaa henvendte de sig til Sælhunden, der just dukkede ned; den var høfligere, uagtet den æder Smaafisk; men i dag var den mæt. Den vidste lidt Mere end Springfisken.
”Jeg har mangen Nat ligget paa en vaad Sten og seet helt ind mod Land, milevidt herfra; der er lumske Skabninger, de kaldes i deres Sprog Mennesker, de efterstræbe os, men oftest smutte vi dog fra dem, det har jeg forstaaet og det har ogsaa den Havaal, I spørge om, den har været i deres Magt, været oppe paa Landjorden vist i umindelige Tider; derfra have de ført den paa Fartøi for at bringe den over Havet til et andet bortliggende Land. Jeg saae, hvilket Besvær de havde, men magte den kunde de, den var jo blevet mat paa Landjorden. De lagde den i Krands og Kreds, jeg hørte, hvor den ringlede og ranglede, da de lagde den, men den slap dog fra dem, slap herud. De holdt paa den af alle Kræfter, mange Hønder holdt fast, den smuttede dog og naaede til Bunds; der ligger den, tænker jeg, til videre!”
”Den er noget tynd!” sagde de smaa Fisk.
”De have sultet den!” sagde Sælhunden, ”men den kommer sig snart, faaer sin g amle Tykkelse og Storhed. Jeg antager, at den er den store Søslange, som Menneskene er saa bange for og tale saa meget om; jeg havde aldrig før seet den og aldrig troet paa den; nu troer jeg, den er det!” og saa dukkede Sælhunden.
”Hvor han vidste Meget! Hvor han talte Meget!” sagde de smaa Fisk. ”Jeg har aldrig været saa klog før – naar det bare ikke er Løgn!”
”Vi kunne jo svømme ned og undersøge!” sagde den Mindste; ”paa Veien høre vi de Andres Mening.”
”Jeg gjør ikke et Slag med mine Finner, for at faae Noget at vide!” sagde de Andre og dreiede af.
”Men jeg gjør det!” sagde den Mindste og styrede afsted ned i det dybe Vand; men den var langt fra Stedet, hvor ”den lange sænkede Ting” laa. Den lille Fisk saae og søgte til alle Sider ned mod Dybet.
Aldrig før havde den fornummet sin Verden saa stor. Silden gik i store Stimer, skinnende som en Kæmpebaad af Sølv, Makrelerne fulgtes ogsaa ad og saae endnu prægtigere ud. Der kom Fisk i alle Skikkelser og med Tegninger i alle Farver; Medusaer som halvgjennemsigtige Blomster, der lode sig bære og føre af Strømningerne. Store Planter voxte fra Havbunden, favnhøit Græs og palmeformede Træer, hvert Blad besat med skinnende Skaldyr.
Endelig øinede den lille Havfisk en lang mørk Stribe dernede og styrede mod den, men det var hverken Fisk eller Toug, det var Rælingen af et stort sunket Fartøi, hvis øverste og nederste Dæk var brudt itu ved Havets Tryk. Den lille Fisk svømmede ind i Rummet, hvor de mange Mennesker, der vare omkomne da Skibet sank, nu vare skyllede bort, pa to nær; en ung Kvinde laa der udstrakt med et lille Barn i sine Arme. Vandet lettede dem og ligesom vuggede dem, de syntes at sove. Den lille Fisk blev ganske forskrækket, den var uvidende om, at de ikke kunde vaagne mere. Vandplanter hang som Løvværk ned over Rælingen, henover de to smukke Lig af Moder og Barn. Der var saa stille, der var saa ensomt. Den lille Fisk skyndte sig bort saa hurtigt den kunde, ud hvor Vandet var klarere belyst og hvor der var Fisk at see.
Den var ikke kommet langt, da mødte den en ung Hval, saa forfærdelig stor.
”Slug mig ikke!” sagde den lille Fisk. ”Jeg er ikke engang en Mundsmag, saa lille er jeg, og mig er det en stor Behagelighed at leve!”
”Hvad vil Du saa dybt hernede, hvor din Art ikke kommer?” spurgte Hvalen. Og saa fortalte den lille Fisk om den lange forunderlige Aal, eller hvad den Ting nu var, der ovenfra havde sænket sig ned og forskrækket selv de allermodigste Havskabninger.
”Ho, ho!” sagde Hvalen og trak saa voldsomt Vand til sig, at den maatte sætte en mægtig Vandstraale naar den kom op og trak Veiret. ”Ho, ho!” sagde den, ”saa det var den Ting, som krillede mig paa Ryggen, idet jeg vendte mig! Jeg troede, at det var en Skibsmast, jeg kunde bruge til Kløpind! Men paaa dette Sted her, var det ikke. Nei, langt længere ude ligger den Ting. Jeg vil dog undersøge den, jeg har ikke Andet at bestille!”
Og saa svømmede den, og den lille Fisk bagefter, ikke for nær, thi der kom ligesom en rivende Strøm, hvor den store Hval skød frem ad.
De mødte en Hai og en gammel Savfisk; de havde ogsaa hørt om den sælsomme Havaal. Saa lang og saa tynd; seet den havde de ikke, men det vilde de.
”Jeg tager med!” sagde Havkatten, som vilde samme Vei. ”Er den store Søslange ikke tykkere end et Ankertoug, saa skal jeg bide den over i eet Bid!” og den aabnede sit Gab og viste sine sex Rækker Tænder. ”Jeg kan bide Mærke i et Skibsanker, sagtens kan jeg bide den Stilk over!”
”Der er den!” sagde den store Hval, ”jeg seer den!”. Han troede, han saae bedre end de Andre. ”See hvor den løfter sig, see hvor den svaier, bugter og krummer sig!”
Det var dog ikke den, men en umaadelig stor Havaal, flere Alen lang, som nærmede sig.
”Den der har jeg seet før!” sagde Savfisken, ”den har aldrig gjort stort Rabalder i Havet, eller skræmmet nogen Storfisk!” Og saa talte de til den om den nye Aal og spurgte, om den vilde med paa Opdagelse.
”Er den Aal længere end jeg!” sagde Havaalen, ”saa skal den skee en Ulykke!”
”Det skal den!” sagde de Andre. ”Vi ere nok til ikke at taale den!” og saa skyndte de sig fremad; men da kom der Noget lige iveien, et underligt Uhyre, større end dem Alle sammen; det saae ud som en svømmende Ø, der ikke kunde holde sig oppe. Det var en ældgammel Hval. Dens Hoved var overgroet med Havplanter, dens Ryg besat med Krybdyr og saa umaadelig mange Østers og Muslinger, at dens sorte Skind var ganske hvidspættet.
”Kom med, Gamle!” sagde de. ”Her er kommet en ny FGisk, som ikke kan taales.”
”Jeg vil hellere ligge, hvor jeg ligger!” sagde Hvalen. ”Lad mig i Ro! Lad mig ligge! Aa ja, ja, ha! Jeg bærer paa en svær Sygdom! Min Lindring har jeg ved at naae op i Havfladen, og faae Ryggen ovenfor! Saa komme de store, rare Søfugle og pille mig; det gjør saa godt, naar bare de ikke slaae Næbet for dybt i, det gaaer tidt lige ind i mit Spæk. See engang dog! Hele Benraden af en Fugl sidder mig endnu i Ryggen; Fuglen slog Kløerne for dybt og kunde ikke komme løs, da jeg gik tilbunds. Nu have Smaafiskene puillet ham. See hvoledes han seer ud og jeg seer ud! Jeg har Sygdom!”
”Det er bare Indbildning!” sagde Hvalen. ”Jeg er aldrig syg. Ingen Fisk er syg!”
”Undskyld!” sagde den gamle Hval! ”Aalen har Hudsygdom, Karpen skal have Kopper, og Alle have vi Indvoldsorm!”
”Vrøvl!” sagde Haien og gad ikke høre Mere, de Andre ikke heller, de havde jo Andet at tage vare. Endelig kom de til Stedet, hvor Telegraftouget laa. Det har et langt Leie paa Havbunden, fra Europa til Amerika, henover Sandbanker og Havdynd, Klippegrund og Plantevildnis, hele Skove af Koraller, og saa vexle Strømmene dernede, Vandhvirvler dreie sigm Fisk myldre frem, flere i Flok end de talløse Fugleskarer som Menneskene see i Trækfuglstiden. Der er et Røre, en Pladsken, en Summen, en Susen; den Susen spørger der lidt af endnu i de store, tomme Havconchylier, naar vi holde dem for vort Øre.
”Der ligger Dyret!” sagde de store Fisk, og den lille sagde det ogsaa. De saae Touget, hvis Begyndelse og Ende svandt i deres Synskreds.
Svampe, Polyper og Gorgoner svaiede fra Grunden, sænkede og bøiede sig over det, saa at det snart skjultes, snart var at see. Søpindsvin, Snegle og Orme rørte sig om det; kæmpemæssige Edderkopper, der havde en hel Besætning af Krybdyr paa sig, spankede henad Touget. Mørkeblaae Søpølser, eller hvad det Kryb hedder – de æde med hele Kroppen – laae ligesom og lugtede til det nye Dyr, der havde lagt sig paa Havbunden. Flynder og Kabliau vendte sig i Vandet for at høre efter fra alle Sider. Stjernefisken, der altid borer sig dybt ned i Dyndet og kun har Øinene udenfor, laae og gloede for at see hvad der kom ud af det Røre.
Telegraftouget laae uden Bevægelse. Men Liv og Tanke var der i det, Menensketanker gik igjennem det.
”Den Ting er lumsk!” sagde Hvalen. ”Den er istand til at slaae mig paa Maven, og det er nu min ømme Side!”
”Lad os føle os for!” sagde Polypen. ”Jeg har lange Arme, jeg har smidige Fingre, jeg har rørt ved den, jeg vil nu tage lidt fastere.” Og den strakte sine smidige, længste Arme ned til TOuget og rundt om det.
”Den har ingen Skjæl!” sagde Polypen, ”den har ingen Skind! Jeg troer den aldrig føder levende Unger!”
Havaalen lagde sig langs Telegraftouget og strakte sig, saa langt den kunde. ”Den Ting er længere end jeg!” sagde den; ”men det er ikke Længden om at gjøre, man maa have Hud, Mave og Smidighed.”
Hvalen, den unge, stærke Hval, neiede sig lige ned, dybere end den ngoensinde havde været.
”Er Du Fisk eller Plante?” spurgte den. ”Eller er Du kun Ovenfras-Værk, der ikke kan trives hernede hos os?”
Men telegraftouget svarede ikke; det har det ikke paa den Led. Der gik Tanker igjennem det, Mennesketanker; de løde i eet Seecund de mange hundrede Mile fra Land til Land.
”Vil Du svare eller vil Du knækkes?” spurgte den gluvende Hai, og alle de andre store Fisk spurgte det samme: ”Vil du svare eller vil Du knækkes?”
Touget rørte sig ikke, det havde sin aparte Tankr, og en saadan kan Den have, der er fyldt med Tanker. ”Lad dem kun knække mig, saa hales jeg op og kommer istand igjen, det er skeet ved Andre af mit Slags, i mindre Farvende!” Det svarede derfor ikke, det havde Andet at bestille, det telegraferede, laa i lovligt Embede paa Havets Bund.
Ovenover gik nu Solen ned, som Menneskene kalde det, den blev som den rødeste Ild og alle Himmelens Skyer skinnede som Ild, den ene prægtigere end den anden.
”Nu faae vi den røde Belysning!” sagde Polyperne, ”saa sees den Ting maaske bedre, om saa behøves.”
”Paa den, paa den!” raabte Havkatten og viste alle sine Tænder. ”Paa den, paa den!” sagde Sværdfisken og Hvalen og Havaalen. De styrtede frem, Havkatten foran; men lige idet den vilde bide om Touget, jog i bar Heftighed Savfisken sin Sav lige ind i Bagdelen paa Havkatten; det var en stor Feiltagelse, og Katten fik ikke Kræfter til Bid. Det blev et Mudder nede i det Mudder; Sotfisk og Smaafisk, Søpølser og Snegle løbe mod hverandre, aad hverandre, masede og kvasede. Touget laa stille og øvede sin Gjerning, og det skal man.
Den mørke Nat rugede ovenover, men Havets Milliarder og Milliarder levende Smaadyr lyste. Krebs, ikke saa store som et Knappenaalshoved, lyste; det er ganske vidunderligt, men saaledes er det nu.
Havets Dyr saa paa Telegraftouget. ”Hvad er dog den Ting, og hvad er den ikke?” Ja, det var Spørgsmaalet.
Da kom der en gammel Havko. Menneskene kalde det Slags: Havfrue eller Havmand. En Hun var hun, havde Hale og to korte Arme at pjaske med, hængende Bryst, og Tang og Snyltedyr i Hovedet, og det var hun stolt af.
”Vil I have Kundskab og Kjendskab?” sagde hun, saa er jeg nok den Eneste, der kan give den; men jeg forlanger herfor fri Græsgang paa Havbunden for mig og mine. Jeg er Fisk som I, og jeg er også Krybdyr ved Øvelse. Jeg er den Klogeste i Havet; jeg veed om Alt, hvad der rører sig her nede, og om Alt, hvad der er ovenfor. Den Ting der, I grubliserer over, er ovenfra, og hvad der oppe fra plumper ned, er dødt eller bliver dødt og magtesløst; lad den ligge for hvad den er. Den er kun Menneske-Paafund!”
”Jeg troer nu der er noget Mere ved den!” sagde den lille Havfisk.
”Hold Mund, Makrel!” sagde den store Havko.
”Hundesteil!” sagde de Andre, og det var endnu mere fornærmeligt sagt.
Og Havkoen forklarede dem, at det hele Alarmdyr, som for resten jo ikke sagde et Muk, var kun Paafund fra det tørre Land. Og den holdt et lille Foredrag over Menneskenes Trædskhed.
”De ville have fat paa os”, sagde den, ”det er det Eneste, de leve for; de spænde Garn ud, komme med Madding paa Krog for at lokke os. Denne der er et Slags stor Snøre, som de troe vi skulle bide paa, de ere saa dumme! Det er vi ikke! Rør kun ikke det Makværk, det trevler op, bliver til Smuld og Dynd, det Hele! Hvad ovenfra kommer, har Knæk, Bræk, duer ikke!”
”Duer ikke!” sagde alle Havskabningerne og holdt sig til Havkoens Mening for at have en Mening.
Den lille Havfisk beholdt sin egen Tanke. ”Den umaadelig lange, tynde Slange er maaskee den vidunderligste Fisk i Havet. Jeg har en Fornemmelse deraf.”
”Den Vidunderligste!” sige vi Mennesker med, og sige det med Kjendskab og Forvisning. Den store Søslange er det, omtalt længst forud i Sange og Sagn; den er født og baaren, sprungen ud fra Menneskets Snille og lagt paa Havets Bund strækkende sig fra Østens Lande til Vestens Lande, bærende Budskab hurtig som Lysets Straale fra Solen til vor Jord. Den voxer, den voxer i Magt og Udstrækning, voxer Aar for Aar, gjennem alle Have, Jorden rundt, under de stormende Vande og de glasklare Vande, hvor Skipperen seer ned som seilede han gjennem den gjennemsigtige Luft, seer myldrende Fisk, et helt Farvefyrværkeri. Dybest nede strækker sig Slangen, en Velsignelsens Midgaardsorm, der bider i sin Hale, idet den omslutter Jorden: Fisk og Krybdyr løbe med Panden imod, de forstaae dog ikke den Ting ovenfra: Menneskehedens tankefyldte, i alle Sprog forkyndende og dog lydløse Kundskabsslange paa Godt og Ondt, den vidunderligste af Havets Vidundere, vor Tids den store Søslange.
Af H.C. Andersens ”Nye Eventyr og Historier” har andet Bind forladt Pressen, udstyret med 99 Illuatrationer af Lorenz Frølich. Ligesom Samlingen indeholder endel af Digtenens fortrinligste Eventyr, saaledes har neturligviis Emnet ogsaa begeistret Konstneren til at forsyne Bogen med fantasirige Tegninger. (C.A. Reitzels Forlag).
Trindt om fra Landets forskjellige Egne have Beretningerne lydt om Foraarsbebudere, og skjøndt Vinteren i al sin Barskhed har været saa lunefuld atter at fortrænge Foraaret, er dog selve ”Storkefa’r” H.C. Andersen mødt. Han har igjen skjenket os et af de velsete gule Hefter ”Nye Eventyr og Historier”, og det er ikke alene paa Omslaget, at der bydes en Bouquet. Naar man nyders dets Indhold, strømmer der Én Duften af en deilig Bouquet imøde, hentet fra Literaturens Mark, baade paa denne og hin Side af Atlanterhavet, og Nydelsen bliver saa meget større, som der til de kjendte Eventyr, blandt hvilke findes ”Den store Søslange”, der i Efteraaret modtoges af vore Læsere med stor Paaskjønnelse, er føiet et nyt, ”Gartneren og Herskabet”; i denne Historie fremtræder den gamle Eventyrdigters Genialitet i sin fulde Flor.
(C.A. Reitzels Forlag.)
”Nær og fjern”,
Et Ugeblad, redigeret af P. Hansen,
har Søndagen den 6te Oktober begyndt et nyt Kvartal. Bladet vil som hidtil meddele originale og oversatte Arbejder af underholdende og oplysende Natur, saaledes at det har sin Opmærksomhed rettet paa den nyeste Litteratur og de vigtigste Fænomener i det sociale og literære Liv i og udenfor vort Fædreland. Naar Texten fordrer det, vil den blive ledsaget af Illustrationer, ligesom ogsaa den paabegyndte Række humoristiske Tegninger vil blive fortsat. Af og til ville Gjengivelser af Ind- og Udlandets bedste Kunstværker medfølge, saaledes i October Maaned
Christiern den Anden i Fængslet,
Træsnit efter Prof. Carl Blochs Meleri paa Kristiansborg,
med et Digt af Carl Ploug.
Medens CAbiro’s Feuilletoner ville blive fortsatte, paabegyndes i Oktober Maaned
Friedrich Spielhagens nyeste Fortælling
”Hvad Svalen sang”,
Jevnsides med hvilken originale Fortællinger af mindre Omfang ville blive meddelte.
Af første Kvartals Indhold anføres:
Digte og Fortællinger:
Carl den Femtende: Høstafsked fra Drottningholm.
Drachmann, H.: Under Overfladen
Droz, Gustave: Et Gesandtskabsbal
Gérard: Sytten Aar og treogtyve Aar
Hansen, P.: N.F.S. Grundtvig.
Harte, Bret: Hr. Thompsons forlorne Søn.
Kaalund: Løven i Slippen – Elefanten.
Klok: Lire-Jensen.
Quida: Et Blad i Stormen.
Richardt, Chr.: Paradisets Fugle – Mod Efteraar.
Humoristiske Tegninger
Af Frits Jürgensen.
Skizzer og Skildringer:
Andersen, H.C.: Nürnberg.
Auerbach: Skuespilleren Bogumil Dawison. Et Besøg I Barackia.
Bille, C. St. A.: Aviser og Avislænin.
L.B:: Schweiz i Krigsaaret 1870.
Cabiro: Feuilletonder.
Erslev, Ed.: En Udflugt til Herlufsholm.
M.G.: Carl den Femtendes private Værelser paa Stockholm Slot.
Holten, C.: En Notits fra Udstillingen.
Jørgensen, S.M.: Om Forfalskningen af vore daglige Næringsmidler.
Lundin, Cl.: Stockholms-Billeder.
Nyrop, C.: Nogle Smaa-Industrier i Norge.
Søren Kierkegaard og Corsaren
Victoria Woodhull.
”Nær og fjern” udkommer hver Søndag med 1½ Ark 12 tospaltede Sider, og koster overalt i Danmark, Norge og Sverig 1 Rd. 24 Sk. Kvartalet, Postforsendelsen iberegnet.
Subskription paa ”Nær og fjern” modtages i alle Boglader og paa alle Postkontorer i Norden, hvor ogsaa 1ste Kvartal (Nr. 1-13) kan bestilles til Subskriptionspris.
Jacob Erslev. C.A. Reitzel. Otto Wroblewsky.
Forlæggervirksomheden fremtræder altid stærkest hos os i Ugerne førend Jul, og derfor er det atter iaar en lang Liste Bøger, vi her kunne anmelde, der for Øieblikket forberedes til Trykning.
V. Bergsøe: ”Gjenganger-Fortællinger” og et Bind Digte ”Hjemve”;
Th. Lange: ”Romantiske Skildringer”;
Jonas Lie: ”Fortællinger fra Norge”;
Bj. Bjørnson: ”Sigurd Jorsalfar”;
M. Thoresen: ”Livsbilleder fra Norges Vestkyst”;
H.L. Martensen: ”Ethik”, 3die Oplag;
E. Recke: ”Bertran du Born”;
A. Tennyson: ”Anna” (Gyldendalske Boghandel)
H.C. Andersen: ”4 nye Eventyr”;
Theokrit, med Tegninger af Lor. Frølich;
Paludan-Müller: ”Sex Digte”, 2det Oplag;
”Solstraalen”, af Forf. Til ”Deodata”;
Hilda Aagaard: ”Stemningsdigte” (Reitzel).
Budde: ”Smaahistorier”;
Otto Møller: ”Den hellige Nadver” (Schønberg);
V. Birkedal: ”En folkelig Julegave” II (Milo);
”Blade fra danske Kvinder” (Jørgensen).
”Nye Eventyr og Historier” af H.C. Andersen. Der fortælles, at en Dame engang i et Selskab spurgte den store spanske Digter Lope de Vega, hvis poetiske Arbeider tælles i tusindviis, om han vel var istand til at skrive en Comoedie om en hvilken som helst prosaisk Gjenstand, og da han yttrede Lyst til at gjøre Forsøget, opgav ham som Hovedmotiv for hans næste Drama en Strikkepind, hvorover han ogsaa skal have skrevet et fortræffeligt Stykke. Anekdotens Sandhed kan være omtvistelig, men den er betegnende for Geniets ubegribelige Evne til at benytte selv det mest Trivielle som Stof for en poetisk Fremstilling, og den kunde udmærket godt være fortalt om den Digter, hvis Navn er knyttet til Historierne om ”Stoppenaalen”, ”Flipperne”, ”Suppe paa en Pølsepind” osv. Thi det gaaer jo Andersen ligesom den unge Skorstensfeier i ”Ole Lukøie”, for hvem i Troldmandens Værelse pludselig alle Gjenstande, Stole, Borde, Ildtænger faae Liv og Bevægelse; kun et Blik om i en fattig Stue, et Øiekast paa Barnets Legetøi, paa det ubetydeligste Husgeraad, og Eventyret springer frem og giver det dagligdags Døde digterisk Liv. Heller ikke i den nye Samling af Eventyr, der er Digterens Julehilsen iaar, ere de fire Historier skrevne om ”storslaaede” eller ”dybtgaaende” Motiver; Forfatteren har ingen authentiske Meddelelser modtaget fra Underverdenen, har ikke set fantastiske Syner i Aandernes Hjemstavn, har ikke haft fortrolig Omgang med de ”Fremmede paa Jorden”, de kvindelige Dæmoner, med hvilke man nutildags ynder at opvarte Publicum. Han fortæller kun simpelt og sandt om hvad Folk see hver Dag men uden virkelig at see det, medens han deraf tager Anledning til at udfolde hele sit glimrende Talent. Det er jævne Historier om nogle stakkels Bønderfolks daadløse Liv, om en spidsborgerlig Kammerraads Snurrigheder og om Tantekjærlighedens og Tandpinens Kvaler, men i disse gaae en dyb Følelse og kostelig Humor jævnsides, og trylle Friskhed og blomstrende Skjønhed frem i hvad der ellers vilde synes os vissent Løv. Disse Smaafortællinger ere som fortalte med Taarer i Øiet og Smil om Munden; vinder den vemodige Stemning et Øieblik Overhaand, kommer der atter et Indfald som det om Bryllupsklæderne, der skæres af Sørgekarethens Tøi, af en saa smittende Lystighed, at det strax jager Vemoden paa Flugt, og hvor Tonen stiger til en træffende Satire, har man et saa klart Indtryk af Forfatterpersonlighedens Hjertelighed og Elskværdighed, at Digterens Standpunkt overfor de menneskelige Skrøbeligheder, han revser, nærmest forekommer En som en Faders, for hvem de uartige Børn ere de kjæreste.
De nye Historier kunne læses af Børn, og der hører ikke megen profetisk Aand til at forudsige, at de ville blive det, men som de gamle egne de sig ligesaagodt til at læses af Ældre. Bagved dem ligger en lærerig Moral, Digterens Raad til hans Medmennesker; uden at vide det nyde Børnene den styrkende Medicin, der skjules under saameget Sødt og Velsmagende, og selv de Voxne kunne narres, dog er Forfatterens Mening klar nok. Kortelig kan den sammenfattes i denne lille Leveregel: Vær tilfreds og stol paa Lykken! Tydeligst er Tendensen udtrykt i ”Krøblingen”: I Have-Oles forknytte Sind, i det fattige Bondehus, hvor Armoden er den stadige Gjest, kan ”Eventyrbogen” – eller rettere Andersens Eventyr – vække Glimt af Fortrøstning og Glæde, og selv den Syge, den af Naturen Forskudte og i Elendighed opvoxne, skal ikke fortvivle, thi netop han vil blive til størst Nytte for sit Hjem og selv vinde en Lykke og Tilfredshed, han ikke aner. ”Hvad gamle Johanne fortalte” skildrer ligeledes de misfornøiede og utilfredse Mennesker; i Ivar Ølses Mundheld: ”Hvad kan det hjelpe” ligger hele hans Characteer, og meget fint er der viist, hvorledes denne nedarves til Sønnen, der ogsaa alt for hurtig lader Modet synke og derved sætter sin Kjærlighed og Livslykke paa Spil. Endelig vil man see, hvorledes den under Hjulbørens Tegn fødte Kammerraad og hans Lotte-Lene, der opgiver sine høitflyvende Planer, begge finde ”Seir og Lykke” i Portnøglen, til hvilken de have fuld Tillid, og som ogsaa lukker op for dem til den stille Nøisomheds Bolig. Derfor fortæller ogsaa Andersen, der i den forrige Samling forsikkrede os om, at Lykken kan ligge i en Pind, paa Spørgsmaalet om, hvem der er den Lykkeligste, Historien om Kongen, der lod lede efter det Menneskes Skjorte, der aldrig havde kjendt Sorg eller Savn. Langt om længe fandtes han, men det var Svinehyrden paa Grøftekanten, der ingen Skjorte eiede – den tilfredse er den Lykkelige. En faderlig Lære, og vel passende for den Forfatter, hvis Liv fremfor Alt bærer Præget af, at han er Børnenes Digter.
”Tante Tandpine”, Fortællingen om Studenten, som ”Tante” absolut vil have til en stor Digter, driver Spot med de Ærgjerrige, som af Storhedens blændende Glands fristes til Haab om Berømmelse og Digternavn, og glemme Veiens Besværligheder og de mange Trængsler, der skal kæmpes imod for at naae ”Udødelighedspatentet”. Fortællingen priser Søvnens Lyksalighed, den anbefaler Rolighed. Ja, Andersen har let nok ved at anbefale denne; naar man har vundet et Digternavn som hans, naar man er verdensberømt, paa samme Tid som man forgudes i sit Fædreland, naar Ens Alderdom er en Bekræftelse paa Goethes Ord om, at Alderdommen i rigt Maal opfylder alle Ungdommens Forhaaabninger, glemmer man let, hvor meget Ungdommen ønskede og stred. Men Andersen fortryder vist neppe, at han tappert holdt ud i de Kampe, som hans begyndende Forfattervirksomhed lod ham udstaae. Dog med Aarene er han blevet fredeligere og mindre satirisk; han har vundet en Sikkerhed og Ro, der breder en blid Stemning udover hans Arbeider. Der er Forfattere, som Franskmanden Victor Cherbuliez, der netop opmuntre til Kamp og Virksomhed, og der er ungdommelige Naturer, som fordre en anden Devise end stille Fred, dem ville disse Historier nærmest belære ved Modsætningen, medens til Gjengjeld Mildheden sikkert vil tiltale de Ældre blandt Læserne. Imidlertid, Andersen følger egentlig ikke den Lære, han prædiker, thi hans ”Tante”, Musen, lader ham ingen Ro og tvinger ham bestandig til at arbeide, og heller ikke vi kunne ønske Digteren den Rolighed, om hvilken Indledningsdigtet taler og Bogens Blade vidne, han har fundet i det Indre, men haabe tvertimod, at han, der eier Geniets hele Ungdom og Kraft, endnu længe maa virke udadtil.
(C.A. Reitzels Forlag)
I næste Uge udkommer paa mit Forlag og faaes i alle Boglader:
Folkekalender for Danmark
1873. 22de Aargang.
Med C.E.F. Weyses Portrait i Staalstik og en del Træsnit af Otto Bache, Lorentz Frølich, Bernhard Olsen og V. Pacht.
Indhold:
En fattig ung Mands Æventyr i Udstillingstiden. Roman i 12 Kapitler.
Genealogi.
Statsraadet.
Christoph Ernst Frederich Weyse, af A. Falkman.
Englen Israfil, Mythe, af Ludv. Bøtcher.
Loppen og Professoren, et Æventyr af H.C. Andersen.
En fransk Landsbyfest, af M. Goldschmidt.
Arild Urup af Carl Andersen
Kløften med de klirrende Vaaben. Skizze fra Ischia af Vilhelm Bergsøe.
En Dag i det fjerne Vesten, af Robert Watt.
C.C. Loses Bog- og Musikhandel (F. Borchhorst).
Gothersgade Nr. 11.
Paa C.A. Reitzels Forlag er udkomne:
Nye Eventyr og Historier
af
H.C. Andersen
Tredje Række. Anden Samling
48 Sk.
”Folkekalenderen” begynder med en Biografi af Weyse, hvis staalstukne Billede findes forrest ved Titelbladet. Biografien, som er skreven af A. Falkman, støtter sig for en Del til en haandskreven Selvbiografi af den Afdøde, og saavel at denne Grund som i det Hele ved sit Emne vil denne Artikel formentlig have Interesse; det betones i den, hvilke Forhold i Weyses Liv, der synes at have øvet størst Indflydelse paa hans Udvikling som Componist, og i saa Henseende spiller fornemmelig hans ulykkelige Kjærlighed i Aaret 1801 en afgjørende Rolle, thi derefter blev Weyses Liv i særegen Grad indadvendt og dertil svarer Characteren i hans Væsen som Konstner, hans Styrke i den begrændsede Romances Form og hans mærkelige Genialitet som Improvisator. Medens den omhandlede Artikel væsentlig hævder Weyses Værd og Betydning som ”den danske Romances Fader”, hvorved denne tyskfødte Musiker fik en saa fremragende Plads som national Componist i Danmark, antydes tillige de Fortrin og Eiendommeligheder, som characterisere hans øvrige musikalske Forfatterskab, hvorhos enkelte Meddelelser ere indføiede om hans Personlighed i det Hele taget. –
H.C. Andersen har leveret et nyt Eventyr: ”Loppen og Professoren”, som er meget pudsigt og vidner om et altid lige høit sprudlende Kune hos Forfatteren, hvem vi ville benytte Leiligheden til at ønske en glædelig Jul og et godt Nytaar med fornyet Sundhed – mest for hans egen Skyld, men ogsaa for Læseverdenens, der sikkerlig helst vil takke for alle, baade gamle og nye Eventyr ved at bede om flere. –
Af M. Goldschmidt indeholder ”Folkekalenderen” en særdeles charakteristik Fortælling, kaldet “En Landsbyfest”; det er et Reiseminde, fortalt med stor Konstfærdighed, saa at baade Tankerne og Stemningen, selve det Oplevede og Alt, hvad Forfatteren knytter dertil, træde saavel fint som fyldigt frem. Ikke mindre cbarakteristisk er en anden Forfatters Reisemindc, nemlig V. Bergsøes “Kløften med de klirrende Vaaben”. Skuepladsen er paa Ischia, og Forfatteren har med stor Livlighed forenet Skildringen af Naturscener, hvoriblandt flere meget interessante, med Meddelelser om Overtro, Sagn og Historie. Endelig har Rob. Watt paa sin sædvanlige kvikke Maade fortalt om “En Dag i det f]erne vesten”, c: i Omaha mellem Mississippi og Stenbjergene. Ludv. Bødtcher har leveret et nydeligt lille Digt “Engien Israfil”, og Carl Andersen har skrevet et smukt, større, romantisk Poem i Christian Winthers Maner: “Arild Urup”, i hvilket man med Deltagelse følger et elskende Par i det sextende Aarhundrede gjennem Nød og Fangenskabets Kvide til Samlivets Lykke. (Forlagt af Fr. Borchorst.)
”Det var igaar,” fortalte Maanen mig, ”da kigede jeg ned i en lille Gaard, indesluttet af Huse, der laa en Høne med elleve Kyllinger, en deilig Pige sprang omkring dem, Hønen klukkede og bredte forskrækket sine Vinger ud over de smaa Unger. Da kom Pigens Fader, han skjendte, og jeg gled bort uden mere at tænke derpaa; men i Aften, det er kun faa Minutter siden, saae jeg igjen ned i samme Gaard. Der var ganske stille, men snart kom den lille Pige, hun listede sig sagte hen til Hønsehuset, løftede Klinken og smuttede ind til Hønen og Kyllingerne; de skrege høit og flagrede omkring, den Lille løb efter dem, jeg saae det tydeligt, for jeg kigede ind gjennem et Hul paa Muren. Jeg blev ganske vred paa det onde Barn og glædede mig, da Faderen kom og endnu heftigere end igaar skjendte og greb hende om Armen, han bøiede Hovedet tilbage, der var store Taarer i de blaae Øine. ”Hvad gjør Du her?” spurgte han. Hun græd: ”jeg vilde”, sagde hun, ”ind at kysse Hønen og bede hende om Forladelse for igaar, men det turde jeg ikke sige Dig!” Og Faderen kyssede den søde Uskyldighed paa Panden; jeg kyssede hende paa Øine og Mund.”
Maanen fortalte: ”Der ligger to Bønderhuse ved Skovveien; Døren er lav, Vinduerne sidde op og ned, men rundt om dem voxe Bukketjørn og Berberisser, Taget er mosset og begroet med gule Blomster og Husløg; der er kun Grønkaal og Kartofler i den lille Have, men paa Gjerdet blomstrer en Hyld og under denne sad en lille Pige; hun fæstede sine brune Øine paa det gamle Egetræ mellem Husene. Dette Træ har en høi, vissen Stamme, der er savet af foroven, og der har Storken bygget sin Rede; han stod der oppe og knebbrede med Næbet. En lille Dreng kom ud, han stillede sig ved Pigen; det var Broder og Søster. ”Hvad seer Du efter?” spurgte han. – ”Jeg seer paa Storken!” sagde hun, ”Nabokonen har sagt mig, at den iaften bringer os en lille Broder eller Søster; nu vil jeg passe paa, for at se dem, naar de komme!” – ”Storken bringer Ingen!” sagde Drengen, ”Du kan troe, Nabokonen har ogsaa fortalt migdet, men hun lo, da hun sagde det, og saa spurgte jeg hende, om hun turde sige: ”ved Gud” paa det! – det turde hun ikke, og saa veed jeg nok, at det om Storken kun er Noget, man bilder os Børn ind.” – ”Men hvorfra skulde da det lille Barn komme?” spurgte Pigen. – ”Det kommer vor Herre med!” sagde Drengen, ”Gud har det under sin Kjole, men ingen Mennesker kan see Gud, og derfor kan vi ikke see, han bringer det!” – I det samme luftede det i Hyldetræets Grene, Børnene foldede deres Hænder og saae paa hinanden: det var vist Gud, som kom med den Lille. – Og de holdt hinanden i Hænderne; Døren gik op til Huset; det var Nabokonen: ”Kom nu ind,” sagde hun, ”see, hvad Storken har bragt; det er en lille Broder!” – Og Børnene nikkede; de vidste jo nok, han var kommet.”
”Sidste Nat,” det er Maanens egne Ord, ”gled jeg gjennem Indiens klare Luft, jeg speilede mig i Ganges: mine Straaler søgte at trænge gjennem det tætte Hegn, som de gamle Plataner flette, der hvælve sig, tæt som Skildpaddens Skal. Da kom fra Tykningen en hinduistisk Pige, let som Gazellen, skjøn som Eva; der var noget saa luftigt, og dog saa fyldigt fast ved Indiens Datter, jeg kunde see Tanken gjennem den fine Hud; de tornede Lianer rev Sandalerne sønder, men rask skred hun fremad; Vilddyret, der kom fra Floden, hvor det havde læsket sin Tørst, sprang sky forbi, thi Pigen holdt i Haanden en brændende Lampe; jeg kunde see det friske Blod i de fine Fingre, som bøiede sig til et Læ for Flammen. Hun nærmede sig Floden, satte Lampen paa Strømmen, og Lampen seilede ned ad; Luen viftede, som om den vilde slukkes, men den brændte dog og Pigens sorte, funklende Øine fulgte med et Sjæleblik, bag Øielaagenes lange Silkefryndser; hun vidste, at brændte Lampen saalænge hun øinede den, da levede endnu hendes Elsker, men slukkedes den, da var han død; og Lampen brændte og bævede, og hendes Hjerte brændte og bævede, hun sank på Knæ og læste Bønnen; ved hendes Side laa i Græsset den vaade Slange, men hun tænkte kun paa Brama og paa sin Brudgom. ”Han lever!” jublede hun, og fra Bjergene gjenlød det: ”Han lever!” ”
En Stemning.
Tanker flyve fra Sjælen
Ud mod hver Himmelkugle,
Flyve som Sæbebobler,
Syngende Sommerfugle.
Jeg kun hører dem synge,
Veed, fra hvad Dyb de kom;
Hvad kan den travle Verden
Ved bryde sig herom?
Jeg kan fornam dem herinde –
Saae dem og saae dem forsvinde:
Solguld paa Skyens Søm! –
Saardan skal jeg forsvinde,
Alt skal slukkes herinde,
Livslyst, hver deilig Drøm –
Svinde som Skyen og Skyggen,
Det er Mennekselykken!
Sært Tankerne synke og stige
Som Bølger i Verdens Hav.
Du, Danmark, mit Hjertes Rige!
Forund mig min glemsels Grav!
H.C. Andersen
”Jeg saae en lille Pige græde,” sagde Maanen, ”hun græd over Verdens Ondskab. Den deiligste Dukke havde hun faaet til Foræring, o! det var en Dukke, saa nydelig og fin, den var slet ikke skabt til Modgang. Men den lille Piges Brødre, de lange Drenge, havde taget Dukken, sat den op i et høit Træ i Haven og vare saa løbne bort. Den lille Pige kunde ikke naae Dukken, slet ikke hjelpe den ned, og derfor græd hun; Dukken græd bestemt med, den strakte Armene ud imellem de grønne Grene og saae ganske ulykkelig ud. Ja, det var Verdens Modgang, som Mama saa tidt talte om. O, den stakkels Dukke! Det begyndte jo allerede at blive mørk Aften og saa vilde Natten komme! Skulde hun sidde herude i Træet alene den hele Nat? Nei, det kunde den lille Pige ikke bære over sit Hjerte. ”Jeg vil blive hos Dig!” sagde hun, skjøndt hun var slet ikke modig; hun syntes allerede ganske tydeligt at see de smaa Nisser med deres høie, spidse Huer, titte frem imellem Buskene, og nede i den mørke Gang dandsede lange Spøgelser, de kom nærmere og nærmere, strakte Hænderne hen imod Træet, hvor Dukken sad, de loe og pegede Fingre ad den. Ak, hvor den lille Pige var bange! ”Men naar man ingen Synd har gjort,” tænkte hun, ”saa kan jo det Onde ikke gjøre En noget! Mon jeg har nogen Synd?” Og hun tænkte sig om, ”ak, jo!” sagde hun, ”jeg har leet ad den stakkels And med den røde Klud om Benet, den halter saa morsomt, derfor lo jeg, men det er Synd at lee ad Dyrene!” Og hun saae op mod Dukken; ”har Du leet ad Dyrene?” spurgte hun, og det saae ud, som om Dukken rystede paa Hovedet.”
Hør, hvad Maanen fortalte: ”Det er flere Aar tilbage, det var i Kjøbenhavn; jeg tittede ind af Vinduet i en fattig Stue. Fader og Moder sov, men den lille Søn sov ikke; jeg saae, hvor de blommede Kattuns Senge-omhæng rørte sig, og Barnet tittede ud; jeg troede først, at han saae paa det bornholmske Stue-Uhr; det var nok saa broget malet med Rødt og Grønt, der sad en Kukker ovenpaa, der var svære Blylodder og Perpendikelen med den skinnende Messingplade gik frem og tilbage, ”dik! dik!” Men det var ikke det, han saae paa; nei! Det var paa Moders Spinderok; den stod lige under Uhret. Den var Drengens kjæreste Stykke i det hele Hus, men han turde ikke røre den, for saa fik han over Fingrene; hele Timer, naar Moderen spandt, kunde han sidde og see paa den snurrende Teen og det dreiende Hjul, og derved havde han nu sine egne Tanker. Ak, turde han dog ogsaa spinde paa den Rok! Fader og Moder sov; han saae paa dem, han saae paa Rokken, og lidt efter stak der en lille nøgen Fod ud af Sengen og saa nok en nøgen Fod, der kom to smaa Ben, bums! stod han paa Gulvet. Han dreiede endnu engang om, for at see om Fader og Moder sov; jo, det gjorde de; og saa gik han sagte, ganske sagte, kun i sin lille stumpede Skjorte hen til Rokken og begyndte at spinde; Snoren fløi af, og Hjulet løb da meget hastigere. Jeg kyssede hans gule Haar og hans lyseblaae Øine; det var et nydeligt Billede. Moderen vaagnede i det samme. Omhænget rørte sig, hun saae ud og tænkte paa Nissen eller paa et andet lille Spøgelse. ”I Jesu Navn!” sagde hun og stødte, angest, sin Mand i Siden; han slog Øinene op, gned dem med Haanden og saae paa den lille, travle Fyr. ”Det er jo Bertel!” sagde han.
Og mit Øie vendt sig fra den fattige Stue – jeg seer jo saa vidt omkring! Jeg saae i samme Øieblik ind i Vaticanets Sale, hvor Marmorguderne staae; jeg bestraalede Laokoons-Gruppen; Stenen syntes at sukke; jeg trykkede mit stille Kys paa Musernes Bryst, jeg troer det hævede sig. Dog længst dvælede mine Straaler ved Nilgruppen, ved den kolossale Gud. Støttende sig paa Sfinxen laa han saa tankefuld, drømmende der, som tænkte han paa de henrullede Aar; de smaa Amoriner legede om ham deres Leg med Krokodillerne; i Overflødighedshornet sad med sammenlagte Arme, og saae paa den store alvorlige Flodgud, en ganske lille Amor, et tro Billede netop af den lille Dreng ved Rokken, det var de samme Træk; levende og yndigt stod her det lille Marmorbarn og dog over tusinde Gange har Aarets Hjul dreiet sig, siden det fremsprang af Stenen. Just saa mange Gange, som Drengen i den fattige Stue dreiede Rokkehjulet, har det større Hjul snurret rundt og snurrer endnu, før Tidsalderen skaber Marmorguder som disse.
See, det er Alt sammen flere Aar siden. Nu igaar,” vedblev Maanen, ”saae jeg ned paa en Bugt ved Sjællands Østkyst; der ere deilige Skove, høie Banker, en gammel Herregaard med røde Mure, Svaner i Voldgravene, og en lille Kjøbstad med sin Kirke mellem Æblehaver. En Mængde Baade, alle med Blus, glede hen over den rolige Vandflade; det var ikke for at fange Aal, at Blussene lyste, nei, Alt var festligt! Musiken klang, en Vise blev afsjungen, og midt i en af Baadene stod han, de hyldede: en høi, kraftig Mand i en stor Kappe, han havde blaae Øine, og lange hvide Haar; jeg kjendte ham og tænkte paa Vaticanet med Nilgruppen og alle Marmorguderne, jeg tænkte paa den lille, fattige Stue, jeg troer saamænd i Grønne-Gade, hvor den lille Bertel med den stumpede Skjorte sad og spandt. Tidens Hjul har dreiet sig; nye Guder ere stegne frem af Stenen. – – Fra Baaden lød et Hurra,
”Hurra for Bertel Thorvaldsen!” – ”
Paa Undertegnedes Forlag er udkommet følgende:
Portraiter
af
H. C. Andersen. Tegnet af H. Olrik. 48 Sk.
F. C. Bornemann. 48 Sk.
Kong Carl XV og Dronning Lovisa. 32 Sk.
Dronning Louise. Tegnet af H. Olrik. 64 Sk.
42 Faldne Officerer i Kampen for Danmark i 1864. Paa eet Blad. 48 Sk.
N. F. S. Grundtvig. Tegnet af H. Olrik. 48 Sk.
Forlagsbureauet i Kjøbenhavn.
Subskriptions-Indbydelse
I alle Boglader modtages Subskription paa nedenanførte Værker, som udkomme paa Undertegnedes Forlag:
Eventyr og Historier
H.C. Andersen.
Med Illusttationer efter Originaltegnlnger af Vilhelm Pedersen.
Udkommer i 6 Hefter til en Pris af 64 Sk. pr. Hefte
Enogtredivte Aften.
“Det var i en lille Kjøbstad,” sagde Maanen, “jeg saae det ifjor, men det gjør ikke noget, jeg saae det saa tydeligt; i Aften har jeg læst derom i Avisen, men der var det slet ikke saa tydeligt. Nede i Krostuen sad Bjørnetrækkeren, og spiste sin Aftensmad, Bamsen stod bunden ude bag Brændestabelen, den stakkels Bams, som ikke gjorde en Sjæl Fortræd, skjøndt glubsk nok saae han ud. Oppe paa Kvistkammeret legede i mine klare Straaler tre smaa Børn; den ældste var nok sex Aar, den yngste ikke mere end to. “Kladsk, kladsk!” kom det ad Trappen; hvo kunde det være? Døren sprang op – det var Bamsen, den store, laadne Bjørn! Han havde kjedet sig ved at staae dernede i Gaarden, og nu fundet Vei op ad Trappen; jeg havde seet det altsammen!” sagde Maanen. “Børnene bleve saa forskrækkede for det store, laadne Dyr, de krøb hver i sin Krog, men han fandt dem alle tre, rørte ved dem med Snuden, men gjorde dem slet intet! – “Det er bestemt en stor Hund,« tænkte de, og saa klappede de ham, han lagde sig paa Gulvet, den mindste Dreng væltede sig ovenpaa og legede at skjule sit gullokkede Hoved i dens tykke, sorte Pels. Nu tog den ældste Dreng sin Tromme, slog saa det dundrede efter, og Bjørnen reiste sig paa begge Bagbenene og begyndte at dandse, det var nydeligt det! – Hver Dreng tog sit Gevær, Bjørnen maatte have eet med og han holdt ordentligt fast, det var en prægtig Kammerat, de havde faaet, og saa gik de: “een, to, een, to!” – Da tog det i Døren, den gik op, det var Børnenes Moder, Du skulde have seet hende, seet hendes ordløse Skræk, det murhvide Ansigt, den halvaabne Mund, de stirrende Øine. Men den mindste af Drengene nikkede nok saa fornøiet, og raabte ganske bøit, paa hans Sprog: “Vi lege bare Soldater!” – Og saa kom Bjørnetrækkeren!”
Paa Forlag af Joseph Seligmann i Stockholm, Alb.Cammermeyer i Kristinnia og August Westrup i Kjøbenhavn udkommer:
Nordisk illustreret Børneblad
redigeret af Dr. Otto v. Feilitzen i Stockholm, Skolebestyrerne Fr. Gjertsen i Kristiania og Chr. Bredsdorff i Kjøbenhavn
I Oktober begynder Bladet sin 2den Aargang, som bliver betydelig udvidet. 2 Gange hver Maaned udkommer et Numer, afvexlende 8 à 16 Sider stort. I hvert Nr. findes 3 Billeder, til Dels udførte af nordiske Kunstnere (vedføjede Prøve, som er tegnet af Edv. Petersen, optages i 2den Aargang Nr. 1). Texten bestaar af originale Bidrag af nordiske Forfattere.
Prisen er 24 S k. Kvartalet. Subskription, som kun er bindende for et Kvartal, modtages i alle Boglader, paa Postkontorerne samt i Hovedexpeditionen I Kjøbenhavn: Skindergade 27, 2 Sal aaben 10-1). Subskribentsamlere faa 1 Friexpl. paa 10 ved at indsende Bestilling til nærmeste Boglade.
Den snart afsluttede 1ste Aargang kan bestilles ovennævnte Steder; Prisen er 64 Sk. (for 24 Numre à 8 Sider med 72 Billeder).
–
Efter Anmodning er det os en Førnejelse at udtale vor Tilfredshed med det Udkomne af “Nordisk illustreret Børneblad”, der redigeres af d’Hr. Dr. Otto v. Feilitzen, Skolebrstyrerne Fr. Gjertsen og Chr. Bredsdorff. Det er er vor Overbevisning, at Bladet indeholder eu god og sund Ungdomslæsning, som Forældre trygt kunne give deres Børn i Hænde, og da det tillige er overordentlig prisbilligt, fortjener det en vid Udbredelse.
Kjøbenhavn, i September 1874.
H.C. Andersen,
Konferensraad.
Lauritz H. Schmidt,
Kapellan ved Holmens Kirke.
Frederik Dahl,
Slagelse Realskoles Bestyrer.
B S. Thrige,
Professor, Bestyrer af Haderslev Læreres Latinkole.
J. Holbech,
Professor, Skoledirektør.
N. Zahle,
Skolebestyrerinde.
Nye Eventyr og Historier
af
H.C. Andersen.
Med Illustrationer af Lorenz Frølich.
1ste-3die Del 6 Rd.
Vel er H.C. Andersen ikke mødt til denne Jul med noget Nyt; men ikke desto mindre kom der dog fra ham, kort førend Julelysene tændtes, et Bind “Nye Eventyr og Historier«. Det er Slutningen af de hundrede og sex og halvtrediesindstyve, hvormed han har beriget den danske, ja man kan gjerne sige hele Verdens Literatur, og det er det tredie Bind, i hvilket Lorenz Frølich har ydet sine geniale Tegninger til Digterens hele Fantasier. Det er en Række Bekjendte, vi her træffe paa, hvis Tilblivelseshistorie findes antydet i de Anmærkninger, hvormed Bogen slutter, De udgjøre paa en Maade et Stykke af Digterens egen Livshistorie, og naar de ende med et Slags Afskedshilsen, da vil vist Enhver samstemme i Ønsket om, at det endnu maa forundes vor folkeligste Digter at glæde sine Landsmænd med mange nye Eventyr. (C. A. Reitzels Forlag.)
“Julebog 1874”, udgiven af Karl Schmidt, indeholder ni originale Stykker af forskjellig Art, dels æsthetiske, dels populair-videnskabelige, belærende osv., men alle underholdende, saa at Udgiveren vistnok tør gjøre sig Haab om at kunne give lignende Bøger ad Aare, hvilket han agter at gjøre, “saafremt Foretagendet vinder Bifald”. Et stemningsfuldt Digt af H.C. Andersen indleder Bidragenes Række: dernæst følger en livfuld, charakteristisk Fortælling af Carit Etlar. Lieutenanterne Suenson og Bardenfleth have beskrevet fjerne Lande, Cand. polit. Tiemroth har fortalt om de store Sølvopdagelser i det sextende Aarhundrede og deres Virkninger; to læseværdige Fortællinger ere meddelte af Overlærer Strøm; N. Hancke giver et eiendommeligt Livsbillede, kaldet »Skov-Anders”, og endelig har Udgiveren skrevet om “Telegraphiske Problemer”. Bogen er net udstyret, ogsaa med Tegninger, hvoriblandt et Titelbillede af Knud Gamborg.
(Forlagt af den Hempelske Boghandel i Odense.)
Billedstormerne.
Hensvundne Tid, i Graven lagt,
Reis Dig igjen ved Tonernes Magt!
Til “Vor Frue-Kirke” den vilde Hob
Bruser afsted med Skrig og Raab;
Kirkens Billeder, Glands og Glorie
Er dem en Munke-Løgne-Historie.
Alterbordet og Messebogen
Skal kastes paa Baal i Kirkekrogen;
Alt hvad derinde var Helligt før,
Skal smides udenfor Kirkens Dør.
“Paven i Rom og hans Voxlys – sluk ud!
Riv isønder hver malet Klud!
Santa Madonna med selvhvid Lilie
Skal styrtes ned! – Det er Folke-Villie.
Hurra! hu! ha! – Til Vor Frue-Kirke!
Med Øxer og Ild kan man Laasene dirke!”
– De storeo derind. Hvilken døvende Larm!
Alt Røgen slaaer ud fra Vinduets Karm;
Det buldrer, som hørte man Afgrundens Sang;
Men gjennem den bryder Orgelklang.
Og klart ved Ildens glødende Skjer
De see – hvo er det, som sidder der?
En Munk i sin Kutte; de høre ham spille
Saa blødt, saa deiligt, som Ord fra Gud.
– Rundt om bliver stille!
Engles Sang er i Orgelet lagt;
Hvilken stor, unævnelig Magt!
Som en Moders Kys paa Barnets Mund,
Nu svulmende i den samme Stund
Som Doms-Basunen ved de Dødes Blund:
Ora pro nobis,
Santa Maria!
Ora pro nohis!
Da bryder i Raab den vilde Hob:
“Det er Djævelens List! Det er Munke-Værk!
Lad Flammerne være hans Messesærk!”
– Beggryden gløder, Orgelet brænder.
Hør nu Trompeten og Kjedeltrommen.
Den vilde Hob holder lystigt Dommen!
“Hurral hu, ha!”
Hensvundne Tid i Graven lagt,
Ved Tonerne til Liv gjenvakt,
Svind hen igjen ved Tonernes Magt!
H.C. Andersen.
(Et lignende Sagn, fra Zwinglis Tid, er givet af Schweitzer-Digteren Hagenbach i et Digt: “Organisten”.
Den smukke Tanke, der fik en Kreds af danske Mænd og Kvinder til at træde sammen for at tilveiebringe en Statue for H.C. Andersen, har fundet Gjenklang overalt i hele Landet, og det var da heller ikke mere end man kunde vente, thi ingen dansk Digter har været saa afholdt af alle Aldere og Stænder som netop vor gamle i hele Verden berømte Eventyrdigter. Hver By, hver lille Commune har nu sin Comitee, ikke alene i Danmark, men ogsaa mange Steder i Udlandet, ja endog i Amerika, og talrige ere de rørende Exempler paa, hvor inderlig Barmet ønsker at give sin lille Skjerv, og hvor ofte selv fattige Arbeidere tegne sig for Bidrag. Men det er netop ogsaa saaledes det skal være. Enhver giver efter Evne, og Mindesmærket faaer derved sin største Betydning. – Vi skulle kun tilføie, at man helst maa skynde sig, hvis man enduu ønsker at være med i det smukke Foretagende.
Odense.
Du kjære gamle Fødeby
Er altid i min Tanke.
Stolt bygged’ Odin Slot mod Sky
Paa Næsbyhoved Banke;
Da voxte Huse, først to, tre,
Saa flere – der man havned’.
Og Frigge raabte: “Odin see!”
Derfra fik Byen Navnet.
I “Klokkedybet” ned sig svang
Aamanden ganske bange,
Idet han hørte første Gang
De Kirkeklokker mange.
Fra Klostrets Celle lød der Sang,
Man endnu lytter efter,
Nu Odense har Alders Rang
Og alle Ungdoms Kræfter.
Det er en Roes og ingen Spot
Paa Vittighedens Fløite,
At Du i Dygtighed og Godt
Er altid “første Sprøite!”
Du gamle, ungdomsfriske By
Engang for mig den største,
Rul op min Barndoms Tid paa ny,
Og da er Du den første!
Her løb jeg om med Træskoe paa
Og gik i Fattigskole,
Men hele Verden for mig laa,
Som bar jeg Greve-Kjole;
Nei, jeg var ingen fattig Fyr,
Og Fader ikke heller,
Han læeste for mig Eventyr,
Saa jeg blev selv Fortæller.
Til “Nonnebakken” tidt jeg gik,
Hen over “Munkemose”,
Der var en Glands, en Romantik,
Hver Blomst blev til en Rose;
“Aamanden” sang, som aldrig før
For Elverkongens Kone,
Sanct Knud jeg saae i Kirkens Dør
Med Glorie og med Krone!
Jeg havde Barnets stærke Tro,
Og Jakobs Himmelstige,
Og jeg fandt Frøkorn, som nu groe
I Eventyrets Rige,
Der naaer ind i vort Barndoms Land
Og Paradisets Have,
Til Lysets, Evighedens Strand
Hinsides Jordens Grave.
H.C. Andersen.
Paa Aug. Westrups Forlag: “Et Bidrag til Monumentet for H.C. Andersen”, indeholdende nye Fortællinger og Digte for Børn af forskjellige Forfatttere; Nettoindtægten tilfalder Monumentet. Prisen bliver 50 Øre pr. Exemplar.
Et Barns Skriftemaal.
I Regning er jeg noget sen,
Det vil jeg tilstaae ærligt;
Der skal man altid laane Een,
Og laane er besværligt.
Jeg skrev som Stil et Wintbersk Digt,
Der havde mig bevæget,
Og saa fik jeg dog “Maadeligt”,
Da det var ei mit eget.
Historie man lære skal,
Jeg kan den ikke havne,
Naar den gaaer op i bare Tal
Og gamle Krigsmænds Navne.
Min Lærebog den kan jeg vel,
De ti Guds Bud med Ære;
Men saa er der en stor Tabel,
Den er saa svær at lære.
Var jeg en Fugl, da fløi jeg fri,
Langt bort fra Skolekrogen,
Da lærte jeg Geografi,
Og brugte ikke Bogen.
Helst gad jeg være Storkefa’er,
Han kan til Nilen drage,
Og naar saa Alting seet han har,
Han komme kan tilbage;
Thi her er godt, kun bort jeg vil,
Naar jeg af Ondt besværes.
Gid Tal og Regning ei var til,
De kan saa godt undværes!
Alt, hvad jeg tænker og jeg troer,
Det har jeg her nedskrevet;
Min egen lille, søde Mo’er,
Til Dig jeg sender Brevet!
H.C. Andersen.
Miraklet.
Fra Pyramiden i Ørkenens Sand
En Mumie bragtes til Nordens Land,
Den var balsameret for tretusind Aar,
I Hieroglyfer det skrevet staaer;
Engang en Dronning i Storhed og Pragt.
Et Hvede-Kornax i Haanden var lagt.
Det planted’ man nu efter tretusind Aar,
Og det spired’ frem saa snart det blev Vaar,
Satte Ax og bar Korn og – styrked’ vor Tro.
Efter tretusind Aar det endnu kunde groe!
– Et saadant Liv i et Korn er lagt!
Hvor stor er da Menneskesjælens Magt?
Dens Hylster lægges i Jorden ned,
Men selv har den Liv for Guds Evighed.
Miraklet i Hvedekornet Du seer:
Du kan ei forstaae det, men seer – det skeer!
H.C. Andersen.
Igaar-Idag-Imorgen.
– Til Overskriften havde der passende i denne Uge kunnet være tilføiet: Iforgaars! Thi paa den Dag for halvfjerdesindstyve Aar siden saae Hans Christian Andersen Lyset, og det skinnede saa, herligt ind til ham, at hans Liv blev et Eventyr, og at hans “Livs Eventyr” blev en Afspeiling af en Digtersjæl, hvortil Gamle og Unge nu i to Menneskealdere have følt sig lige stærkt knyttede. Og dette er ikke alene Tilfældet indenfor vort lille Fædrelands Grændser; nei – det er en Kjendsgjerning, at i saa godt som alle Sprog ere hans Eventyr kjendte og læste, og han betragtes som hver enkelt Folkeslags egen Digter. Derfor var det en let Sag at foranstalte en Polyglot, som den, der af Udgiverne Jeau Pio og Vilh. Thomsen i Forbindelse med Firmaet C. A. Reitzel som Festgave er trykt under Titelen: “Hans Christian Andersen: Historien om en Moder i femten Sprog”, og hvis Udbytte er bestemt til det efter ham opkaldte Børnehjem. Men derfor skal det ikke mindre paaskjønnes, at der paa denne Maade er givet hele den civilisercde Verden et synligt Tegn paa den Glæde, med hvilken enhver Dansks Hjerte slaaer, naar han tænker paa, at det er en af hans Landsmænd, der over hele Jordkloden har vundet et saa berømt Navn.
Det kongelige Theater.
“Den nye Barselstue”, Lystspil i een Act af H.C. Andersen
Det var en smuk Idee af Theatret, at feire H.C. Andersens 70aars Fødselsdag ved Opførelsen af “Den nye Barselstue” og “Liden Kirsten”; Forestillingen fulgtes naturligviis med den største Interesse, og det er heldigt, at “Den nye Barselstue” ved denne Leilighed kom frem, thi dette lille Arbeide er saa frisk og fornøieligt som tænkes kan.
“Den nye Barselstue” egnede sig særlig til Opførelse i den festlige Anledning, ikke blot, fordi Stykket altid har været yndet, men tillige, fordi det er saa ægte H.C. Andersensk. Bagklog er lettere end forklog, veed man nok; men nu kan man neppe forstaae, hvorledes det var Digteren muligt i flere Aar at bevare sin Anonymitet ligeoverfor dette Stykke. Der blev endog i dets Nyhed sagt til Andersen, at han skulde skrive et saadant Stykke: “det vilde Være Noget”. For den nulevende Slægt synes Digterens lndividualitet endog at lyse ud af hvert Ord, der falder. Den hjemkomne Læge, der glæder sig over Alt ligetil Vandposten, Beskrivelsen af Dyrehavsbakken, den soliciterende Frue, det godmodige Railleri med Pressen og Bladet “Mephistopheles”, som man finder fortræffeligt, undtagen naar man selv staaer deri, “thi saa er det nederdrægtigt”, alt Dette skildres saaledes, at man ofte mindes om Eventyrtonen eller det Eiendommelige ved Andersens Romaner. Stykket er skrevet saa flydende og paa en saadan Maade, at man kunde være tilbøielig til at troe, at det Hele var skrevet i eet Trrek, og at Digteren, efter at være begyndt, ikke havde lagt Pennen fra sig før Teppet skulde falde. “Er det nu forbi” spørger man uvilkaarligt sig selv, naar Teppet gaaer ned, og man er næsten fristet til at bebreide Digteren, at han ikke har ført Sammenligningen med “Barselstuen” saa vidt, at “Den nye Barselstue” ogsaa blev i fem Acter. Et Stykke, hvori en saa stor Række burleske Figurer optræde lige efter hverandre, vilde have vanskeligt ved at gjøre den rette Virkning, naar der ikke var en poetisk Baggrund, hvorpaa de kunde vise sig. Herfor har Digteren haft Blik, idet han skabte en saa interessant Figur som Christine, der gjør Honneurs ligeoverfor Gratulanterne og ved sit Vid og Lune danner Baandet, der holder Blomsterne sammen – hvis det ellers kan være tilladt at indbefatte “Fruen«, Rebslageren, Frøkenen og Secretairen og de Andre under dette smukke Fællesnavn. At samtlige Rollehavende vare i Feststemning, var en stor Behageligbed. Den Eneste, som ikke ret var paa sin Plads, var Hr. Ferslew (Baronen), men naar man betænker, at han ikke hører hjemme i Skuespillet og at Erindringen om Phisters Udførelse af Baronens Rolle endnu er levende, maa det indrømmcs, at han ikke kom saa ganske uheldigt fra Forsøget. Frøken Nielsens Udførelse af Christine er livlig og interessant; Repliken “Nu banker det igjen” pointerer hun meget morsomt, i Overensstemmelse med Troels’ tilsvarende Replik i den rigtige Barselstue. Hr. Rosenkilde spiller Jespersen, der – i Modsætning til Corfitz – ikke er Fader til Barnet, og han udmærker sig ved at give mere end Digteren selv har givet i denne Rolle; den forlorne Poet, der smykker sig med Andres Fjer, kom ved hans Hjelp i en saa komisk Belysning, at han kunde holde en hvilkensomst af Gratulanterne Stangen i saa Henseende. Blandt Gratulanterne maa Fru Sødring (Fruen) og Hr. O. Poulsen (Rebslageren) særlig fremhæves; de give Begge smaa Genrebilleder, som ere grebne ud af Livet og som vi kjende, og man beklager kun, at man ikke faaer Leilighed til stifte nærmere Bekjendtskab med saa kostelige Personer.
C.
H.C. Andersens halvfjerdesindstyveaars Fødselsdag har, foruden den af os omtalte Polyglot, fremkaldt et Mindeblad med Digterens Portrait i Midten, om hvilket Knud Gamborg har slynget en Krands af Skizzer med Emner, hentede fra Eventyrene.
Træsnittet, der er udført af W. Obermann, er udkommet i Commission hos Th. Michaelsen. – Fremdeles er der af August Westrup udgivet “Et Bidrag til Monumentet for H.C. Andersen”, hvortil endel bekjendte Forfattere have ydet Bidrag i bunden og ubunden Stil.
Til mine Landsmænd.
De mange kjære, kjendte og ikke kjendte Venner her i Danmark, som ved Breve, Digte, Telegrammer og Udtalelser i Pressen have viist mig det hjertelige, kjærlige Sindelag, med hvilket de Alle paa min halvfjerdesindstyveaarige Fødselsdag have tænkt paa mig, vilde jeg gjerne, hver især, sende min skriftlige Tak; men jeg har ikke Kræfter dertil og maa derfor samle min Tak i denne dybtfølte Udtalelse. Hver især, Rig og Fattig, Gamle og Unge være velsignet for det Solskin, de have forundt
4de April 1875.
Deres taknemmelige
H.C. Andersen.
Tunge Timer.
Vor Tid skriver nu paa sin Viisdoms Bog,
Er det til Godt eller til det Værre?
Det er forfærdeligt at blive saa klog
At man ikke troer paa Vorherre!
O det var bedre for Hver og Een,
Der forarger hver fattig Begavet,
At om hans Hals hang en Møllesten,
Og han laa dybest i Havet.
Nu alle Overmaals Kloge veed,
Gud skabtes ved Menneskets Snille.
Og Mennesket er “Ufeilbarlighed”,
Et Grundstof er Livets Kilde.
Alt hvad vi stræbte og leved’ og led
Udslukkes med Livets Flamme.
I et bundløst Intet synke vi ned,
Ondt og Godt er Et og det Samme.
O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I Dig og ved Dig Alt er givet.
Forund os i Naade “det evige Liv”
Og Erindring om Jordelivet!
H.C. Andersen.
Sent er ikke forsilde! Som en Efternøler til de mange værdifulde Gaver, med hvilke H.C. Andersen hædredes paa sin halvfjerdesindstyveaars Fødselsdag, har han i disse Dage fra vor Landsmand Carl B. Lorck i Leipzig modtaget en ham kjærkommen og betydningsfuld Gave. Det vii nu maaskee være ukjendt for Mange, da det ligger en Menneskealder tilbage i Tiden, at Ideen til at illustrere Andersens »Eventyr” er undfangen af Lorck, saa at de med Billeder først udkom paa Tydsk og flere Aar senere paa Dansk. Imidlertid havde han faaet den rette Anviisning ved at betroe dette Hverv til den for tidlig bortkaldte Lieutenant Vilhelm Pedersen. Med sit rige Genie og med en inderlig Hengiven i Eventyrdigterens Fantasi frembragte han det ene lille Blad Papir med en yndefuld Blyantstegning efter det andet. Det er disse Konstnerens Originaltegninger, som nu ere vendte tilbage til hans fædreland, opklæbede paa Carton og indbundne i et smagfuldt rødt Maroquins Album. Hos Digteren have de ubetinget det rette Hjem.
Digteren Hans Christian Andersen, Conferensraad, C. af D. pp., † 4. August, 70 Aar. (Hans Portrait og Biografi findes i vort Nr. 13, og hans Eventyr ere kritiserede af G. Brandes i Nr. 511- 513.)
H.C. Andersen.
Fra Hyttens Ringhed, men med Haabets Blik,
Lod Stadig opad ham hans Genius Stige
Til han blev Drot i Eventyrets Rige –
Derfra til Sandhedsriget bort han gik.
Fr. P.-M.
“Rolighed”.
Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor “Rosenvænget” naaer til Øresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden.
Her trives Roserne. Det vilde Vinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød: “Eleonora Ulfeldt”,
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.
Det Hjem er nu et lille “Rosenborg”,
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrona sees i Solskin
Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.
Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra »Trekroner” lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønncst er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.
Johannes Ewald sang udødeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om “Rolighed” og Rosenvængets Roser.
Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!
Kjøbenhavn 1872
H.C. Andersen.
Ved H.C. Andersens Død.
Ligesom Budskabet om H.C. Andersens Død foer om i hele den vide Verden, fremkaldte det hos Enhver, han være ung eller gammel, en Vemodens Tanke; thi Indtrykket af de herlige Billeder, som han har fremtryllet for vor Fantasi, stod i Øieblikket klart for En. Tanken har ikke alene i vort Fædreland, men ogsaa saa langt som Kjendskabet til Andersens Eventyr naaer, faaet et smukt og fyldigt Udtryk i Ord. Ikke blot i Videnskabens, men ogsaa i Konstens Rige fortjener hans Eftermæle at ristes med uudslettelige Tegn, og som et Bidrag hertil følte netop den Konstner sig kaldet, i hvis Lod det faldt ved sine Tegninger at illustrere en stor Del af Andersens Eventyr, og netop det Blad, til hvilket Digteren lige fra dets Opstaaen stod i et saa nært Forhold, at i Aarenes Løb mangt et herligt Aandsproduct først kom frem i dets Spalter, inden han indlemmede det i sine samlede Skrifter.
Paa Lorenz Frøliehs Tegning, der som Tillæg følger med dette Numer af Bladet, see vi hvorledes Eventyret og andre Genier skjenke den nyfødte Digter Gaver, ved hvilke han i den Retning staaer saa høit i Verdensliteraturen, at han endnu ikke er overtruffet af Nogen. De lode ham skue dybt og klart i Sandhedsvældet og gave ham Evner til at klæde sine Syner, saa at vi paa billedet see, hvorledes alle Landes Befolkning med lige spændt Opmærksomhed lytte til hans Eventyr. Vi have jo hørt, hvorledes “Historien om en Moder” selv i Indien har beredet Missionairerne Veien for Guds Riges Forkyndelse. Jo videre vi lade Øiet glide over Tegningen, desto flere Bekjendte komme os imøde, og vi tør vist med Konstneren, der lader Genier svæve frem med de følgende Aarhundreder, samstemme i, at Eventyrene ere skrevne ikke alene for de nuværende, men ogsaa for de kommende Tider.
Nu har Digteren nedlagt sin Pen. Atter samle Genierne fra hans Fødsel sig om hans Grav, og de indtegne paa denne hans Navn og den 4de August 1875.
H.C. Andersens sidste Dage.
(Af Nicolaj Bøgh.)
Redactionen af “Illustreret Tidende” har opfordret mig til at ledsage Billedet af H.C. Andersens Jordefærd med et Par Ord om hans sidste Dage. Skjøndt Andre maaskee kunne synes at være nærmere kaldede dertil, end jeg, vii jeg dog gjøre det, og søger min Berettigelse dertil i en Opfordring fra Andersen selv. Da jeg i sin Tid i dette Blad havde givet en Skildring af Kaulbach i hans Hjem, skrev Andersen i Slutningen af et Brev til mig: “Naar jeg rimeligviis om ikke lang Tid er død og borte, skriv da, om De kan, saa venligt og godt om mig, som De har skrevet om Kaulbach.”
Det er i næste Maaned 3 Aar siden, at Andersen ved Slutningen af sit Sommerophold hos Grosserer Melchiors paa “Rolighed” blev angrebet af et stærkt Ildebefindende, som strax viste sig at staae i Forbindelse med Leveren. Hans Hudfarve blev gul, han var meget mat og følte Trykken over Hjertekulen. Han flyttede snart ind til Byen og troede selv, at Sygdommen kun var noget rent Forbigaaende. Det viste sig imidlertid, at den snarere tog til end af, og saa godt som hele Vinteren maatte han holde sig inde. Ved Foraarstide 1873 reiste han til Schweitz, hvor han paa Glion, i Bjergene ovenover Genfersøen, gjennemgik en Gedevalle-Cour, som i Forbindelse med den ypperlige, styrkende Bjergluft havde en udmærket Virkning paa ham, saa at han Dag for Dag kom sig paafaldende og endogsaa efter et Par Maaneders Ophold dernede kunde taale at gjøre lange Dagsreiser tilvogns, selv over Alperne ned i Italien. Her var Heden stærk og mattede ham en Del, hvorfor han hurtigt søgte mod Nord. I Münchcn dvælede han en 4-5 Dage, og den Cholera, som snart efter udbrød hernede, laa allerede da i Luften; han fik et heftigt Anfald af Cholerine, som berøvede ham alle de Kræfter, han havde samlet sig i Schweitz, og det var med Nød og neppe, at han, under idelige Besvimelser, mere død end levende, atter naaede tilbage til Danmark, hvor han gjestmildt blev modtaget hos sine Venner paa “Holighed”. Den omhyggeligste Pleie og yderste Opmærksomhed blev ham her til Del; men ingen synderlig Fremgang sporedes. Den 29de Juli kom han hjem, og den 5te Aug. skrev han til mig: “Det gaaer meget langsomt med at komme til Kræfter; … jeg har siden jeg kom til “Rolighed” ikke maattet forlade mit Værelse; det er saaledes nu over otte Dage, at jeg har siddet her, uden Appetit eller Hvile … Jeg synes, jeg er svagere, end da jeg reiste ud, og har en forfædelig Angst for igjen at komme paa Jernbane … Idag har jeg ikke Kræfter til at skrive Mere; mit Bryst knuger mig, mine Øjne lukke sig.” Ni Dage efter skriver han: “Jeg sidder endnu paa mit Værelse, … har ikke været ude i Haven, jeg har ikke Kræfter dertil. Jeg er langt svagere, end da jeg reiste ud. Jeg har faaet en Vaagekone, som Nat og Dag passer mig. Det er en sørgelig Tilstand; hvorledes skal den ende! … Jeg har maattet leie de Væerelser, jeg havde ifjor i Nyhavn; der var ingen andre at erholde; det er mig en Skræk at flytte ind i de gamle Sygestuer, dem, jeg ved Afreisen haabede aldrig mere at gjensee. Jeg glæder mig ikke til Noget, sørger heller ikke over Noget. Tiden skvulper hen om mig.”
I September flyttede han igjen ind paa “Rolighed”, og han havde det dog saa godt, at han kunde gjøre smaa Spadseretoure og større Kjøretoure; dog skriver han den 21de Sept: “Tunge Dage og Aftener har jeg tilbragt, siden De sidst var hos mig; mit Humeur tynger mig ned, saa at jeg tidt ønsker mig:
“Over Skyen mange Mile
I det ubekjendte Land.”
Han havde gode, omhyggelige Mennesker om sig, to ældre Damer, som ganske offrede sig for at gjøre ham det saa bekvemt som muligt. Ikke sjeldent tog han ud at spise til Middag, dog aldrig i Selskab, og heller ikke læste han mere som i sine raske Dage høit efter Bordet i sine egne Eventyr, men tog derimod hjem *). Andersen modtog utallige Besøg af alle Landets bedste Mænd og Kvinder, og saae flere Gange Kongen hos sig, endnu oftere Kronprindsen. En Gang imellem kunde han skrive et lille Digt; men Eventyrernes Tid var forbi. Han var meget optaget af at lave et Skjærmbrædt, der var i 6 Felter; i hvert af disse sammenføiede han enkelte Billeder til en stor Helhed, med virkelig Plan, man kunde vel næsten sige Idee; hvert Felt repræsenterede sit Land. Det Hele røbede hans store, eiendommelige Fantasi, hans maleriske Sands og tillige paa en elskværdig, barnlig Maade hans gode Hjerte. Han sagde: “Naar jeg ikke længer kan skrive Eventyr, saa skal jeg vise, at jeg kan lave dem paa denne Maade.” Dette hans Arbeide er virkelig ogsaa i nært Slægtskab med hans Eventyr, og næst efter dem forekommer dette mig at være det mest betegnende, synlige Minde om ham. Det gaaer efter hans Bestemmelse over i Fru Melchiors Eie.
I Løbet af Vinteren 1873-74 begyndte Andersen at gjennemsee sin Brevsamling, som er overordentlig stor; han vilde gjerne om Aftenen høre nogle af Brevene forelæses, og undertiden kunde han da blive meget bevæget ved Mindet om forudgaaede Tider. Der kunde ogsaa ved saadanne Leiligheder dukke Historier op fra gamle Dage, og han fortalte dem da med et uforligneligt Lune og start dramatisk Talent; det var saa med Et, som al Sygdom var borte. I saadanne Historier kunde han huske de mindste Enkeltheder, og var trods sin Fantasi meget tro i Gjengivelsen; hørte man dem 2-3 Gange, vare de altid eens, og den Friskhed, hvormed han hver Gang paany fortalte dem, gjorde, at man lige gjerne hørte dem første og sidste Gang. Han brød sig ikke om at stille sig selv blot ved dem, og havde i det Hele et meget klart Blik paa sine egne Eiendommelighedcr. Jeg husker, at han engang sagde: “De maa ikke troe Andet, end at jeg tidt, hvor jeg i mine Eventyr skulde have menneskelige Latterligheder frem, har taget mig selv til Model.”
Det var Andersens største Sorg, at han under sin Sygdom ikke kunde komme i Theatret. Han fulgte dets Historie med den mest levende Interesse. Kl. 7 om Aftenen kunde han ofte sige: “Nu begynder det!” og senere hen: “Nu maae de omtrent være der og der.” Theaterplacaterne hang hver Dag paa hans Væg, og jævnlige Besøg af Skuespillerne og Skuespillerinderne bragte ham de Meddelelser, han længtes efter.
Der var hyggeligt omkring Andersen; han havde Evne til at arrangere, og utallige Gaver, han modtog, gjorde ham det let at bringe noget Tiltalende tilveie. Da jeg første Gang besøgte ham i den nye Leilighed i Nyhavn Nr. 18 paa Charlottenborg Siden, som han senere beholdt, mindes jeg, at han sagde: “Jeg var maaskee nok bedre fornøiet paa Kongens Nytorv (Hjørnet af Lille Kongensgade) for Udsigtens Skyld; men her er ogsaa rart, og det morer mig at sidde i Vinduet og see de smaa Dampere rende op i Havnen og tage Skibene med sig paa Slæbetoug; det seer nydeligt ud. Og see saa her! Jeg har de fire Aarstider i Vinduernes fire Hjørner: Her staaer bare Grene – det er Vinteren; her er nogle smaa, fine Blomster – det er Foraaret; her er store, fulde Blomster – det er Sommeren; og her er Ax, Viindruer og andre Frugter, – see, røde Tomater! – det er Efteraaret. Saa sætter jeg mig hen i den Aarstid, jeg har Stemning til, og det er morsomt. Og her har jeg sat 2 Stole sammen og lagt Tæpper over og hængt en tyrkisk Hue paa Siden, saa sidder jeg der og er i Tyrkiet. – Nu er min Stue bleven saaledes, at jeg maaskee kan skrive et Eventyr om den.”
Men om Andersen end kunde befinde sig godt i sit Hjem, hans stadige Higen, navnlig ved Foraarstide, var dog at reise; og kunde det ikke blive i Udlandet, saa herhjemme. Sidste Sommer havde han først tænkt paa at gjøre en Harz-Reise og derpaa nyde godt af en Indbyddse til at besøge Storhertugen af Weimar; det blev imidlertid ikke til Noget, hvorimod han, der ogsaa var indbudt til Holsteinborg og Bregentred, opholdt sig paa disse Steder omtrent et Par Maaneder. Fra Holsteinborg skriver han den 6te Juni: “Idag har jeg allerede været paa Holsteinborg i 14 Dage, og det var Bestemmelsen for Opholdet her; men nu er 8 Dage lagt til, jeg har det saa velsignet og godt, Grevinden er mageløs opmærksom og deltagende; det vil blive med Veemod, jeg iaar forlader dette Sted; i min Alder veed man ikke, hvor man er det meste Aar, og om man gjenseer de samme, kjære Steder. Jeg har faaet … to smukke Værelser i Stueetagen paa Solsiden ud til Haven, hvor Guldregnen hænger, og Frugt- og Siren-Træer prange med Blomster. Over Fjorden, hvor de vilde Svaner ligge, har jeg Glænøs Skovkyst, Fiskerne stange Aal ved Blus om Aftenen, Nattergalen synger Nat og Dag! Alt er prægtigt arrangeret. Min Musa vil imidlertid ikke besøge mig, uagtet jeg kiger ind i Krattets Tykning, sidder paa Stene ved Stranden eller gaaer foran de gamle Ridderes og Fruers Billeder i Stuerne. Hvor mon min gamle Veninde skjuler sig? Eller tænker hun som saa: “See til at blive frisk og sund, jeg besøger ikke syge Poeter.” Jeg har det iøvrigt meget bedre end før, kan alene gaae en hel Timestid om i Haven, Svimmelheden er næsten aldeles borte og Kræfterne komme; men een Ting er daarligere end før, det vil sige mere smertefuld og tidt altfor slem om Natten. Det er den Trykken, jeg længe følte i Hjertekulen og om i høire Side, hvor Leveren ligger. Tidt troer jeg, det er den Trold Gigten, der har lagt sig i Hjertegruben og leger med Nervestrængene; han griber imellem lidt for stærkt, og jeg holder ikke af at være en af de Poeter, man i en tidligere Tid saae drive om med en Harpe i Brystet, nei, jeg vii have “Mandsmod i Brystet.”, kunne synge friskt fra Leveren….
At jeg ikke var med til Hartmanns Fest bedrøvede mig; men en Glæde havde jeg, min Sang vakte Glæde, og Hartmann rørte den….
Det var ikke smukt af Publicum den sidste Aften i Theatret at haane den gamle Lysekrone; den har dog efter Evne gjort Sit i sine Levedage. Og jeg er vis paa, at efter den havde hævet sig for sidste Act og der blev haanet, er den, da Forestillingen var endt, dog kommet ned igjen for at lyse Publicum ud, at de ikke skulde falde over deres egne Ben; det var kjønt gjort af den gamle Lysekrone, det skal jeg huske den!” –
Den 13de Juli skriver han fra Bregentved: “Haven om Bregentved minder om de smukke Parker i Engelland; her er store, grønne Græsplainer med Statuer og Stenvaser, her er smukke Skovstrækninger og uendelig lange Lindealleer. Svaner og skinnende hvide Lotus svømme paa de stille Skovsøer, og Storkefaer og Storkemoer sidde i Reden med to Unger, som endnu ikke vide, om de kunne gaae eller flyve; men det kommer de nok efter! Jeg har det godt med al Comfort; men Besøg af min Musa har jeg ikke, og nu synes jeg dog, at jeg næsten er en hel Karl, jeg kan i en Time vandre om i Haven, har mit gode, gamle Humeur og har allerede et Par Gange læst høit paa Gaarden, ikke færre end fire Eventyr, uden just at blive saa betydeligt træt. Kun af Gigt lider jeg, den er værre end før, den siddcr i Knæ, Albuer og Hænder, den arge Trold, den knuger mig, saa jeg av-er mig… Vil De hilse det kjære, gamle Theater fra mig, naar det snart veirer hen! Jeg vil dog haabe, at der bliver een Sten tilbage, der kan vise Stedet, hvor Thorvaldsen døde.”
Omtrent ved August tog Andersen bort fra Bregentved. Den 9de Aug. skriver han fra “Rolighed”: Jeg følte mig saa vel paa Bregentved, kom aldeles til mine gamle Kræfter og gode Humeur! Jeg gik hele Timer i Parken, en af de første og smukkeste i Danmark, jeg indaandede Solskin og og Skovduft, fik Ungdoms Tanker til at flyve igjen ud i Guds deilige Verden; men saa snart jeg kom herind til det gjestfrie “Rolighed”, til de deltagende, trofaste Venner, blev jeg igjen skrantende. Søen stinkede de første Dage, som var den fyldt med Aadsler; Veiret blev koldt og regnfuldt! Min Mave blev daarlig, mine Nerver angrebne, og Gigten fik en saadan Overmagt, at det igjen blev ung besværligt at gaae. For faa Dage siden følte jeg aldeles Feber, de tandløse Kjæbeben stødte imod hinanden, mine Hænder rystede, jeg maatte krybe i den opvarmede Seng. Det er ogsaa et Liv at leve! … Veiret er ret smukt. Kl. 7½ gaaer Ballonen med Hr. Siwel og Reiseselskab; var De her, kunde De fra min Balkon see ham seile gjennem Luften til Sverig; derhen fører Vinden.”
I Løbet af sidste Efteraar kom Andersen dog nogenlunde til Kræfter igjen; hans Udseende var bedre, han spadserede i Haven og paa de skyggefulde Veie omkring “Rolighed” og kjørte sine smaa Toure. Det var imidlertid tydeligt, at han mere og mere opgav Haabet om at komme sig rigtigt, og han naaede lidt efter lidt til at betragte sig selv som en gammel Mand, hvad der faldt ham meget vanskeligt. Han kunde sige: “Hvorfor skal man slæbe paa dette tunge Hylster, naar man dog føler sig saa ung i Sind?” I Begyndelsen af sin Sygdom sagde han en Dag: “Pas paa, jeg lever ikke et Aar endnu; nu har jeg sagt det; skriv det nu op, og see, om det ikke slaaer til, naar jeg er død. Men sæt nu, at jeg levede længere, at jeg blev 80 Aar, – det bliver jeg nu ikke – men hvis jeg blev det, saa havde jeg kun 13 Aar tilbage; o Gud, o Gud, det er jo Ingenting! De kan troe, naar jeg nu var 30 Aar og dog havde min Udvikling, saa skulde jeg drive det til Noget, saa skulde jeg først blive rigtig verdensberømt, – veed De, hvad jeg saa vilde gjøre? Saa vilde jeg slaae Kolbøtter ned ad hele Østergade, forstaaer De, af bare Glæde.” – Den ungdommelige, kaade Livslyst, som laa i en saadan Udtalelse, svandt lidt efter lidt. Det var Sygdommen, som gjorde det. En Morgen paa sin sidste Udenlandsreise vaagnede han og sagde: “Jeg har haft en god Drøm. Jeg følte mig saa foruuderlig vel og overgiven; men saa med Eet blev Sengen fuld af smaa Grønne, ligesom Porteurerne paa Hospitalet, og de betød min Sygdom; de sprang ned paa Gulvet og rendte bort til alle Sider; der blev kun een tilbage, som sagde: “Jeg maa blive og passe paa ham, for ellers bliver han altfor lystig”.” – Denne Drøm giver ligesom en Illustration paa dette Sted.
Kort efter at han var kommet tilbage fra Bregentved til “Rolighed” spiste han her en Middag i en lidt større Kreds end sædvanligt; det var den 27de August. En af hans meget gode Venner udbragte hans Skaal og sagde, at Sommeropholdet paa Sjællands Herregaarde havde restitueret og forynget ham saa meget, at vi nu kunde haabe at see ham stadigt yngre og yngre – “til 30 Aar maa han gaae, men saa heller ikke videre, saa er han i sine bedste Aar, saa siger vi Stop.” Andersen svarede da, at “den gamle Vorherre, som jo nu var nær ved at gaae af Mode”, stod jo endnu ved Roret og vilde altid, trods alle Moder, blive ved dermed. Og det var godt, at det var ham og ikke Andersens gode Venner, der skulde sige Stop; thi ellers lode disse ham maaskee leve lovligt længe, da de holdt af ham og vidste, han nødigt vilde bort fra denne skjønne Jord. Efter hans Tro vilde Gud snart sige Stop, og han skulde da fare over til “denne underlige, taagede Verden, som vi dog egentlig vide saa Lidt om, men som hans Tanker nu beskæftigede sig saa meget med”. Han sluttede omtrent saaledes: “Jeg vilde da ønske, at jeg derfra kunde sende Bud til alle mine Venner. Der er sagt, at jeg har gjort Godt i Verden ved mine Skrifter, at jeg gjennem dem har sendt saa mange gode Bud ud blandt Menneskene. Jeg vilde ønske, at jeg fra den Verden, jeg nu snart skal gaae ind i, maatte kunne sende det bedste Bud, et rigtigt glædeligt, styrkende, livsvækkende Bud til alle dem, som ere blevne tilbage i denne.”
Vinteren kom, men uden Bedring, ofte med mange Smerter, megen Utaalmodighed og Irritabititet, oftest med et meget nedtrykt Humeur, en Følge af Sygdommens hele Charakteer, som nu af Lægerne erklæredes for at være Kræft i Leveren, hvilket Andersen dog aldrig selv fik at vide, ligesom han heller ikke kom til at lide de egentlige Kræftsmerter. Tidt naar han reiste sig, blev han meget stakaandet og klagede over den stærke Knugen i Hjertekulen; han kunde ofte knap gaae over Gulvet, frøs og havde en slem Slimhoste. Ofte naar man kom ind til ham, fandt man ham sovende i Lænestolen; han havde det bedst om Aftenen og Natten, naar han var kommet tilsengs; selv om han ikke sov, hvilede han, og Smerterne svandt. Besøg trættede ham mere end sædvanligt, hans Glæde over nye Indtrædende var derfor mindre end tidligere, og dog kunde han hurtigt oplives, naar han kom ind paa Noget, der interesserede ham, og mærkeligt var det da at see, saa hans livfulde Aand overvandt Legemets Smerter og Træthed. Selv talede han næsten uafbrudt og var meget underholdende. Smaa Spadseretoure fra sin Bolig over det nye Holmens Kvarteer til Studenterforeningen foretog han sig sommetider, vilde derimod nødigere kjøre, skjøndt Melchiors Ekvipage stod til hans Raadighed. Han havde den Glæde at være tilstede ved Begyndelsen af det nye Theaters Aabningsfest, hvor han var bevæget og begeistret dels over Plougs storslaaede, aandfulde Prolog, dels af den mandige, inspirerede og skjønne Fremsige1se, Vilh. Wiche lod blive den til Del. Han havde sin Plads midt i første Parket, og Mange forfærdedes over hans sygelige Udseende, naar han reiste sig op og mildt hilste til alle Sider. I Vinterens Løb vovede han sig et Par Gange hen i Theatret for at see en Act eller to paa det Sted, hvor han før havde faaet mange af Inspirationerne til sine Eventyr og saa havde skyndt sig hjem for at udarbeide sit Stof. – Der var en Periode i Vinter, da han skrev ikke faa Smaadigte, hvoraf i alt Fald flere vidnede om hans fulde Aandsstyrke; han omarbeidede ogsaa sin Text til “Festen paa Kenilworth” og skrev Lidt paa sit “Livs Eventyr”. Regelmæssigt skrev han sine Dagbøger, gjennem hvilke man altsaa i de mindste Details vil kunne følge hans, Liv; thi de vare meget udførlige med Hensyn til at antyde det Oplevede, mindre hvad Udførelsen angaaer. – Det syntes mig, at han sidste Vinter læste Mere end tidligere; alt nyt. Udkommet, selv ubetydelige Smaating, laa gjennemlæste paa hans Bord, og han talede om Indholdet; han beskæftigede sig med østerlandsk Historie, Muhammeds Levnet og endelig en Del af Oehlenschlægers Ting, mest de prosaiske Fortællinger; han sagde: “Det eier en evig Ungdom og kan altid stemme og forfriske mig.” “Digterbesøget” havde han en Dag læst og var meget indtaget i det. Han sagde: “Jeg begriber ikke, at jeg ikke før har læst det; jeg troede, jeg kjendte Alt, hvad Oehlenschlæger har skrevet.” Sin Kjærlighed til denne Digter bevarede han varm til det Sidste. Det er ikke længe siden, at han sagde: “I sin Tid var og er da egentlig endnu Oehlenschlæger det Samme for mig som Frederik den Sjette var for sit Folk: Det troede, naar han skrev i Avisen: “Vi alene vide, hvad der er det Rigtige”. Havde jeg været uartig mod Ochlenschlæger, kunde jeg kysse ham paa Haanden og bede ham om Forladelse derfor; men det kunde jeg ikke have gjort med noget andet Menneske.”
Andersen kom i Vinter ligesom tidligere jævnligt til Middag hos sine bedste Venner; men han var endnu mere stille end før, og holdt saa godt som aldrig Taler. Tidligere var han – jeg kan vel sige: aldrig tilstede ved et Bord med nogle Gjester, uden at han holdt et Par Taler, ofte paa Vers, altid med et Point i og med hans digteriske Ejendommelighed udtrykt i Vendinger og Billeder. Den første Gang han tænkte paa, at ogsaa han kunde holde Tale, var ved Festen paa Oehlenschlægers 70aars Fødselsdag. Han havde aldrig før været med ved en saadan og havde ikke givet Møde ved Thorvaldsens i Studenterforeningen af Frygt for, at der skulde blive gjort Nar ad den Sang, han havde skrevet. Da han nu hørte Talerne til Oehlenschlæger, blev han skuftet; han havde tænkt sig saadanne Skaaltaler ganske anderledes udmærkede, nu turde han ogsaa forsøge sig og mærkede snart, at han gjorde Lykke herved.
Andersen, som i Aarenes Løb har skrevet en ganske utrolig Mængde Breve, kunde ikke længere taale dette og fik næstcn Lede derfor. Han var ulykkelig over den Masse, han modtog, mest fra Udlandet, med Anmodninger om hans Haandskrift, og det ærgrede ham, naar han inden i Brevet fandt et af vedkommende Lands Frimærker, som skulde benyttes ved Svarets Afsendelse. “Det er jo dumt”, sagde han, “det er jo ubegribelig tankeløst, hvor kan det Frimærke bruges, naar jeg sender Brevet bort herfra.” Han krympede sig ved hvert Brev, der kom ind ad Døren, saa meget mere, som han ogsaa blev overdænget med Tiggerbreve, Bøn om at gjennemsee Digtsamlinger og Ansøgninger i alle mulige Retninger, og det plagede hans Samvittighed, naar han ikke fik taget sig rigtigt af dem. Hans Sind kunde ofte være meget angrebet af Plager, som udenfra trængte sig ind paa ham, og som i Virkeligheden vare ganske intetsigende, men under hans Sygdoms Tryk bleve til store Begivenheder. “Jeg bliver dræbt!” udbrød han og faldt mat og stakaandet ned i sin Stol. Bad man ham saa være rolig og betænke, hvor Lidt det Hele betød, og kunde man faae ham til at dæmpe den evige Uro, der var over ham, og falde til Hvile, kunde snart den gode Stemning vende tilbage, og han udbrød da: “Jeg er saa urimelig, jeg er en Plage for Aile; men tilgiv mig, jeg er syg.” Ofte naar man forlod ham og han sad henfalden i sin Stol med Plaiden om sine Ben, kunde han vinke med Haanden og derefter lægge den for sin Pande og briste i Graad.
Henad Foraarstide begyndte Audersen at tænke paa Reise i Udlandet. Han mindedes, hvor godt han var kommen sig under det sidste Ophold ved Genfersøen, og hans Længsel stundede derned igjen. Han sad med Reisebøger for sig og lagde sine Planer; men han selv var den Eneste, der troede paa deres Udførelse. Han sagde: “Jeg vil være en Efteraarsmaaned i Montreux og derpaa overvintre i Mentone; det vil koste mig Meget; men saa haaber jeg ogsaa at komme ganske helbredet tilbage.” Han opsagde sin Leilighed, fik alle sine Ting indpakkede og sendt til Opbevarelse paa forskjellige Steder, og selv tog han til “Holighed”, hvor de to smukke Værelser paa 1ste Sal, med Verandaen udenfor og Udsigten over Øresund, der altid vare ham overladte, stode færdige til at modtage ham. Det var med Nød og neppe, at han kunde foretage Kjøretouren herud og svært var det for ham at komme op ad Trapperne. Men hvor lykkeligt var det dog ikke, at han naaede herud, hvor ydre Vilkaar gjorde det muligt at skaffe ham alle Bekvemmeligheder og opfylde hans mange Ønsker, saasnart de fremkom, og hvor en udholdende og særlig omhyggelig, hjertelig og opoffrende Omhu blev ham tildel. Aldrig fik han at føle, at hans Sygdom kunde volde Besvær, altid farnam han den varmeste Deltagelse og Sympathi. En Tjener, for hvem han havde Godhed, offrede sig ganske for hans Opvartning.
Kun een Gang i Begyndelsen af Sommeren var Andersen nede i “Roligheds” Have, som han holdt saa meget af og som han havde gjennemvandret saa mange Gange; her har han ogsaa med egen Haand plantet mange Blomster ind fra Mark og Skov, hvilket han gjorde med stor Smag, og ofte lod Planter, som ere foragtrde og dog skjønne, komme til deres Ret. Han sagde: “Blomsterne veed godt, at jeg holder af dem; for naar jeg bare stikker en Pind i Jorden, groer den.” Han kunde nu ikke længere tilbringe nogle Formiddagstimer med at Linde de for Mange bekjendte, eiendommelige smaa Boukettcr: hvormed han saa gjerne smykkede hvert Couvert ved Middagsbordet; han maatte nøies med at glæde sig ved de Blomster, som bleve ham bragte i hans Stue.
For Sex, syv Uger siden besøgte jeg ham; han sad eller rettere laa i to Stole inde i sit Soveværelse og havde foran sig et Glas med Aakander og Skovblomster, som Frøknerne Melchior havde bragt ham Dagen før. »Hvor ere de dog deilige, hvor velsignet!” sagde han. “Men de have vist ikke Vand nok, giv dem lidt!” Da jeg havde gjort dette, sagde han: “O, Jorden er dog saa deilig, jeg vilde saa gjerne blive her og nyde al den Skjønhed, her er; nu er netop Alt saa lyst og godt for mig, naar jeg bare var rask.” Lidt efter sagde han: “Troer De, det bliver slemt for mig at døe, og troer De, jeg skal blive fordømt?” Jeg blev forundret over, at han vilde tale om Døden, da det ellers ikke var Tilfældet, og jeg svarede ham, at det troede jeg ganske vist ikke. Jeg troede, at ligesom Forældrene her paa Jorden dømte deres Børn efter disses Villie, saaledes vilde Gud ogsaa dømme os efter vor Villie, og jeg troode aldrig, han havde villet det Onde; saa, om han end skulde dømmes, da han jo ofte havde gjort noget Galt, vilde han vist aldrig blive fordømt.
“Nei, jeg har aldrig villet det Onde, kun det Gode; jeg bar elsket det Gode; men jeg har dog tidt været ond og bitter og urimelig.”
“Jamen De har altid strax fortrudt det og været god; og i Alt, hvad De i Deres Digtning har sendt ud blandt Mennesker, og hvori Deres egentlige Væsen tegner sig, har De altid villet paavirke til det Gode og Ædle.”
»Jeg frygter heller ikke saa meget Dommen, men Døden; Maaskee kan den blive mild, men maaskee ogsaa haard. Hvordan opfatter De det?”
“Jeg opfatter Døden kun som en Overgang, ikke som et Spring. De har jo allerede her levet et evigt Liv, det er jo det, der skal fortættes. De kjender det jo allerede godt, det er ikke noget Nyt; det fortsætter jo Alt, hvad De høiest har elsket paa Jorden, og hvad der har gjort Dem lykkeligst, saa De gaaer jo bort til Glæde.”
“Jeg troer jo ogsaa saa sikkert paa et evigt Liv og paa Gud,” svarede han; “men det er mig saa svært at komme til at troe paa Christus som Gud; jeg arbeider paa det, jeg vilde saa gjerne, fordi jeg troer, det er det Sandeste og Lykkeligste.”
“Saa maa De heller ikke være bange; i det Punkt skal De ogsaa dømmes efter Deres Villie og komme til Seir, selv om det ikke fuldt er skeet, inden De døer.”
Saaledes omtrent faldt Samtalen, under hvilken han græd meget og var usigelig blød og kjærlig.
Andersen har endnu et Par Gange udtalt sig for mig om Døden. Da han en Aften under sit Ophold paa Glion ovenover Gentersøen var kommet i Seng, sagde han: “Ja, det er vist, det er galt med den Fantasi, jeg har den i hver Del af mit Legeme, og naar jeg har Tandpine i den ene Side af Munden, kan jeg fortrænge den ved at indbilde mig, at den er i den anden Side. Bare den Fantasi ikke skal gjøre mig ondt, naar jeg skal døe! Der bliver dog en Brydning, og bare den saa ikke skal udmale mig Dødsrædslerne for frygteligt. Bare jeg dog maatte døe glad! Nogle Gange paa Havet har jeg troet, jeg skulde gaae under, og da har det været gruelige Rædsler.”
En Dag i Bern – Søndagen den 8de Juni 1873 – sagde han: “Jeg troer paa Gud, jeg føler, der altid er Noget, der er om mig og vaager og værger over mig. Jeg gaaer ikke meget i Kirke; thi jeg faaer aldrig der, synes jeg, hvad jeg ikke før har tænkt og følt. Og Nogen siger jo, at jeg skal gaae der for Exemplets Skyld; men det kan jeg ikke. Jeg kommer ogsaa saa sjældent til Alters. Den anden Gang, jeg var der, det var i Holmens Kirke. Da laa jeg hele Natten forud og tænkte over, hvad jeg havde syndet, ogsaa i Tanker – og jeg syntes mest i Tanker – og jeg vilde drage det Alt frem. Men da jeg kom derhen, hvor alle de Folk var, og Præsten talede, syntes jeg slet ikke, jeg fik skriftet, og jeg havde ingen Opbyggelse. Jeg havde haft Gavn af det Natten forud.”
Hvor stærk Andersens Tro paa det evige Liv og paa Gjensynet med de Kjære var, kan sees af følgende Udtalelse af ham: “Da jeg stod ved gamle Fru D.’s Dødsleie, havde jeg lige nær sagt: “Er det muligt, at De kan bringe Hilsen fra denne Verden til den anden, saa hils kjærligt Hans Christian Ørsted fra mig.” Men det vil blive misforstaaet, tænkte jeg – og taug.”
Forunderligt brødes i Andersen Tanken om Døden med Haabet om igjen at blive rask. Han havde tænkt at tage en fjorten Dages Tid til Bregentved og var bestandigt ganske bestemt paa i September at reise til Montreux. Der blev skrevet flere Breve derned for at bestille Bolig til ham, o.s.v. En Maaned før han døde, lod han sin Koffert halvt pakke til Reisen, han bestilte sig meget nyt Linned, en ny Reisedragt og 200 Visitkort. Ogsaa nærede han Planer om at bygge en Villa, hvor han kunde boe. Det var en tidligere Yndlingstanke hos ham. Jeg husker, at han for 5 Aar siden i et Middagsselskab udtalte, at han vilde ønske, han eiede saa Meget, at han kunde bygge sig et Hus efter sit eget Hoved. Og da vi bad ham om at fortælle, hvorledes det skulde være sagde han: “Ja, det kan jeg ikke saadan fortælle; men De kan troe, det skulde blive et Eventyrhus. Det vilde maaskee komme til at ligne Fru Heibergs lidt, det derude i Rosenvænget, og dog vilde det blive helt forskjelligt fra det. Jeg skal fortælle Dem om Entreen. Den skulde være rund med let Glastag over og saa med Grønt op ad alle Væggene, og store Træer skulde der groe til alle Sider og i Midten være et stort Springvand med Guldfisk i; rundt omkring det inde i det Grønne skulde alle de store Digteres og Thorvaldsens Buster staae, og midt imellem dem vilde jeg saa sidde og digte; saa skulde det blive til Noget, kan De troe.”
Nu sad han i Selskab med sine Nærmeste og gjorde Udkast til Villaen, som skulde være i maurisk Stil. Om det var Fantasibilleder, der forsvævede ham, eller om han virkelig tænkte paa at realisere disse, er vanskeligt at sige.
Den næstsidste Gang, jeg var hos ham – Tirsdagen den 6te Juli om Formiddagen – sad han ude paa sin Altan med den smukke Udsigt over Haven og Øresund i Baggrunden. Fru Melchior havde lavet et Telt af Tæpper omkring ham, for at det ikke skulde trække. Han havde en sort Silke-Studenterhue paa, da han fandt den hehagelig og let; men dens ungdommelige Friskhed forøgede endnu mere hans gule, gjennemsigtige, indfaldne, ja dødningeagtige Udseende. For hver Gang, jeg saae ham, var han taget betydeligt af. Han sad, som næsten altid i den senere Tid, med lukkede Øine. Han sagde: “O, jeg har det saa godt, saa godt, og Verden er saa deilig, Menneskene saa gode; det er et velsignet Sommerveir, og Livet er saa smukt; det er ligesom jeg seilede bort til fjerne, fjerne Lande, bort fra al Smerten og alt det Onde.” Han sagde Dette som Alt med meget langsom, ofte afbrudt og neppe hørlig Stemme. Han lod mig læse høit et Digt, som indeholdt en Sammenligning mellem Schweitz og Fyen, hvor hans Vugge har staaet, og nu troede han, at hans Grav vil blive under Genfersøens Hængepile. Det var skrevet Aftenen forud. Da han var kommet i Seng, lod han Fru Melchior kalde henimod Kl. 11 og sagde, at han ikke kunde sove for et Digt; han bad hendte om at nedskrive det, da han var bange, det vilde være borte af hans Tanke inden næste Morgen. Med Øinene lukkede og vendt ind imod Væeggen dicterede han det, med lang Tid mellem hver Linie. Det vil faae sin rette Plads i en Julebog, som Adjunct Karl Schmidt til Vinter vil udgive i Andersens Fødeby Odense.
Det sidste Digt, som Andersen har skrevet, endogsaa med egen Haand, vil jeg afskrive her, ikke saa meget for dets Indholds Skyld, som fordi det netop er det Sidste. Det lyder saaledes:
I Foraaret i Kjøge
til lille Charlotte.
En lille Lætke kvidrende kom;
Henover Kjøge den sang;
I Hønsegaarden en Høne løb om,
Den sagde: “Nei, hør dog engang:
“Den bilder sig ind efter eget Skjøn,
“At Ingen Sligt hørte og saae;
“Just jeg kan klukke og Triller slaae,
“Og saa er jeg en af de Kjøgehøns,
“Man kan lave Suppe paa.«
Mit sidste Besøg hos Andersen var den 15de Juli. Da jeg spurgte ham, hvorledes han havde det, svarede han: “Jeg har det godt, men er træt. Alle Mennesker ere saa gode, og Alt er godt. Siig, hvem der spørger derom, at jeg har det godt og er glad.”
Han sad ofte en Tidlang i Døs, halvt sovende, hele Tiden med lukkede Øine. Endelig sagde han, neppe hørligt og utrolig langsomt: “Dengang da jeg ikke var saa syg, spurgte alle Folk saa meget til mig og der stod saa Meget i Aviserne om mit Befindende; nu, da jeg er saa. meget syg, staaer der ikke Noget; men det er godt at være fri for alt af den Slags. det er det Bedste; det er allerbedst at ]eve stille; det Stille er det Bedste. – Han bad mig læse høit hans Dagbog for de sidste fem Dage. Han kunde daarligt høre; men hans altid fortrinlige Hukommelse var usvækket, og han lod mig tilføie ubetydelige Smaating, som vare skete for 4-5 Dage siden, og som han havde glemt at indføre. Jeg mærkede hvor træt han var, og sagde, at han vist havde bedst af at hvile, og at jeg vilde gaae. Jeg havde sagt ham, at jeg vilde reise bort. “Hvor længe bliver De borte?” spurgte han. Og da jeg svarede at jeg blev borte en Maaned, sagde han: “Det var længe, det var meget længe.” Han tog da Afsked med mig paa en Maade, som om han var vis paa, det var sidste Gang han saa mig. Den milde, kjærlige, barnlige Stemning, der var over ham, gjorde, at jeg ønskede, det maatte være sidste Gang, og saaledes blev det ogsaa.
Jeg vii nu afskrive et lille uddrag af hans Dagbøger fra den seneste Tid. Den sidste Gang, han egenhændigt har skrevet Dagbog, er Løverdagen den 19de Juni; senere dicterede han den. Han skriver: Idag havde jeg tænkt mig at indtræffe paa Bregentved, men endnu sidder jeg og maa være særdeles glad, om jeg kan naae at komme der i Dag otte Dage … Jeg har i Eftermiddag skrevet omtrent hele denne Uges Begivenheder for mig, men er dog en ynkelig Karl. Solen skinner, dog fryser jeg og har i Kakkelovnen.
1ste Juli.
Dagene ere løbne i hinanden. Det er Bronchitis, jeg lider af, Neuralgi i det høire Ben. Har ingen Hvile, ingen Appetit, ingen Søvn …
Løverdag d. 3die Juli.
Spiste idag og igaar medd lidt Appetit. Laa inat i vaagne, behagelige Drømmerier.
Søndag d. 4de.
Deiligt sommerligt Veir. Befindende strax særdeles godt, derimod mindre godt strax efter en lille Søvn … Kapseilads ved Klampenborg. Siddet en halvanden Time paa Verandaen. Følt mig glad og vel. Efter Frokost træt, søvnig, ilde … Ingen Kapseilads, da Vinden manglede. Havde det godt.
Tirsdag d. 6te.
Tidligt oppe. Deiligt Veir … Slimhosten begynder i de sidste Dage først henimod Kl. 4.
Onsdag d. 7de.
Omtrent samme jævntgaaende Befindende, men næsten altid gode Nætter.
Fredag d. 9de.
Fik fra Paris mine nye Eventyr paa Fransk med smukke Illustrationer; glædede mig særdeles…
Søndag d. 11te.
En deilig, from, sjæleglad Nat. Vaagnede pludseligt, syntes mig, ved et Skrig af mig selv i Nat. Al den Glæde og Tilgivelse, jeg syntes der laa for mig, sank pludselig saa forfærdelig. Tidlig imorgrs en slimet Slimhoste; senere paa Formiddagen ligesaa lang og slem … Søndagen forekommer mig i det Hele min tungeste Dag.
Tirsdag d. 13de.
I Seng henimod K1. 9 …; følt mig vel. Doctoren sagde dog, jeg havde Feber.
Søndag d. 14de
Laa hele Natten uden at lukke Øinene. Som i Erik Bøghs “Kalitfen paa Eventyr” med Ordet Nadar, pinte mig et Ord, jeg ikke kunde finde paa, vilde dog finde paa det. Det blev lys Morgen, Solen skinnede ind i stuerne, Klokken var henved 9. Jeg havde en Fornemmelse, som jeg kan tænke mig en stakkels Sindssyg. Endelig fandt jeg Ordet og sov i en Tour fra 9 til henimod 1. En hel Forandring synes at være foregaaet med mig: Mine hovne Ben ere faldne, jeg har det godt, er uendelig glad …
Fredag d. 16de Juli
Henved Kl. 12 inat ønskede jeg det usædvanligt Deilige at kunne sove i Et til Kl. 6 i imorges, og det skete. En deilig Hvile uden Drømme … Varmt, mageløst deiligt Sommerveir.
Søndag d. 18de Juli
Inat Alt ligegyldigt. Ganske Frøken Bremersk Stemning … Fru B. var her med sine to ældste deilige Børn og de yndige Tvillinger, som jeg endnu ikke havde seet; den sidste Lille, som har Navnet Jørgen Andersen B., baaret af sin Amme. Jeg kyssede Barnet, det var paa kinden, blødt som en varm, lille Bolle … Kom i Seng og havde det godt.
Mandag d. 19de Juli
En miraculeus deilig Søvn; sov egentlig i 14 Timer, omtrent fra 8 Aften til 10 Formiddag. Første Gang jeg vaagnede, det deiligste Solskin; havde det saa godt, at det var mig umuligt at ville sove fra det; faldt strax i Søvn, vaagnede igjen 1½ Time efter; følte mig ligesaa rask, kraftig og lykkelig …
Tirsdag d. 20de Juli
Solskin til Morgen, siden Graat og Regn; kom heller ikke idag paa Verandaen. I Avisen stod: Til A. – L. har ikke siden sin Afreise modtaget nogen Underretning om, naar og hvor Begjæringen vil blive opfyldt. o.s.v. Dette satte mig i en ganske sindssyg Stemning. Det maa jo være Vrøvl. … Altid fjantet med Avisen. Doctoren hjalp mig dog ikke paa det Rene.
Onsdag d. 21de
Hvor dog Tiden er righoldig, som Milliarder af Duft, Milliarder af Tanker! Forklarligt dog med min Tankes Særhed! Hvilken Skræk tidligere dog for hvert Brev med Fodposten, Uartigheder, man ikke kunde eller vilde sætte i noget Blad; komiske Forelskelser! …
Torsdag d. 22de
En udmærket Nat; iaftes og næsten hele Dagen igaar fri for Slimhoste. Tre Timer ude paa Altanen…
(Blandt de senere Dages Optegnelser findes lange Historier fra Ungdomstiden, som ere dukkede op i hans Erindring, men som ikke egentlig vedrøre hans eget Liv; efter at have dicteret en saadan udførlig Historie, tilføier han:)
Fredag d. 23de Juli
Tidt saa lidt Kraft, idet man døer, at den gjennem vor mindste Nerve er forsvindende. Den fører til en Klarhed, der ogsaa giver sit Lys.
Løverdag- d. 24de
Skrev en Reise plan for E. M., der reiser til Schweitz.
Søndag d. 25de
… Jeg vilde kalde mig sindssyg, da jeg aldeles ikke kan forstaae det med Rigsdaler og Kroner. Skrædderen, Tjeneren og H. kunde aldeles ikke føre mig paa Spor …
Mandag d. 26de
… Sov godt inat. Ude paa Verandaen et Par Timer.
Den 27de.
En god Nat og dog særdeles træt … Klart, men stormfuldt Veir … Siddet paa Altanen henved 3 Timer.
Hermed ophørte Andersen at føre Dagbog. Onsdagen den 28de Juli var han endnu oppe, sad lidt paa Altanen, sagde, at han befandt sig vel, men var ikke oplagt til at dictere eller skrive. Dagen efter følte han sig meget træt og blev liggende, hvad han tidligere ikke havde gjort en eneste Dag under sin hele Sygdom. Fru Melchior bragte ham som sædvanligt om Morgenen en deilig Rose; han kyssede den, trykkede hendes Haand og saae paa hende med et lyksaligt Smil. “Tak, og Gud velsigne Dem, De er saa, mageløs god imod mig!” sagde han, idet han atter lukkede Øinene og faldt i Blund. Hans Kræfter toge synligt af, og hans Ansigt svandt ind og saae mumieagtigt ud. Han var tilfreds med Alt og syntes, at Alle vare saa gode imod ham; han havde ingen ønsker, ingen Uro. Han udtalte endogsaa: “Naar jeg ikke er saa træt, vilde jeg jo være ganske rask.” Snart begyndte hans Hoved, i al Fald momentviis, at blive lidt angrebet, hvad det allerede havde været Fredagen d. 23de, da han efter at have talt om den Kraftløshed, Døden medførte, lidt efter tilføiede: “Hvert sjette Bølgeslag fra Havet skal i det Mindre, men dog et Slag; saalerles ogsaa Tanken.” Han tilføiede: “Er det klart?” og faldt saa hen. Han begyndte nu at gjentage hver Ting ofte, og naar man havde været et Øieblik inde hos ham, bad han: “Maa jeg være ene!” Han sagde: “Spørg mig ikke om, hvorledes jeg har det. Jeg forstaaer Intet mere, jeg begriber Intet. Det er saa underligt”; men han blev ved at udtale at han var saa glad. Den 1ste August blev han i høi Grad forbauset ved at høre, at det allerrde var August Maaned ug udbrød: “Hvor De dog maa være træt af mig!” men fik Forsikringen om, at det tvertimod var en Glæde at kunne pleie ham. Den 2den August sov han hele Natten og laa i samme ubevægelige Stilling indtil Klokkeen 10 Formiddag. Da fandt man det nødvendigt at vække ham, for at han kunde faae noget at styrke sig paa. Han slog Øinene op, idet han sagde: “0, hvor velsignet, hvor deiligt; God morgen Allesamnmen!” og dermed rakte han Hænderne ud paa een Gang til Fru Melchior og Tjeneren. Lidt efter sagde han: “Men hvorfor blev jeg vækket?” – Da han havde været vaagen noget, omtaagedes atter hans Hoved, og han sagde: “Hvad er det Altsammen? Jeg forstaaer Intet, jeg kan ikke samle Noget i mit Hoved. Kommer jeg da aldrig mere op?” Senere paa Dagen, efter atter at have talt klart og endogsaa smilet ved en spøgefuld Yttring, sagde han atter: “Jeg forstaar Ingenting; er jeg vel bedre idag? Hvor er Alt dog besynderligt!”. Han kunde dog mærkeligt nok forlade Sengen og sidde i sin Stol, medens Sengen blev redt. – Næste Nat var meget urolig, og naar man om Tirsdagen spurgte, hvorledes han havde det, svarede han atter: “Jeg veed slet lngenting.” Hans Øine saae ud, som om der laa et Slør over dem. Tirsdag Aften sagde han: “Doctoren kommer igjen i Aften, det er ingen gode Tegn; men da han blev mindet om, at det samme havde været Tilfældet i de sidste 14 Dage, beroligede han sig. Han faldt i Søvn Klokken 10. Tjeneren hørte ham hoste en Gang i Nattens Løb, og da han kom ind, laa han med en Kop Havresuppe i Haanden, hvoraf det Meste var spildt paa sengetæppet; han havde ikke haft Kræftrr til at sætte Koppen fra sig. – Onsdag Morgen trak han sit Veir meget stærkt, som om han havde Feber; men han vaagnede ikke. Klokken 11 forlod Fru Melchior for et Øieblik hans Leie, og 5 Minutter efter kom Tjeneren ned og meldte, at Andersen havde givet et let Suk, bevæget sin Tunge lidt, og uden at vaagne var gaaet bort fra denne Verden. Da “sank alle Taager bag Jordens kjendte Kyst”; saa let, saa salig, saa lutret i sin Tro”, kunde han synge:
Hvad er det dog, &om lyser? Det lutres for min Sands:
Jeg føler Øiet briste i denne Straaleglands.
Mit Hoved mat sig bøier for Kraften i min Aand,
Og mildt om Hjertet løsne sig alle snevre Baand:
I Døden faae vi Vinger, det troe vi jo som Smaa,
Ja, Aanden, den faaer Vinger, som Tankens Overgaae!
Ottende Dagen efter blev Andersen stedet til Hvile fra Vor Frue Kirke. Det er vel et enestaaende Tilfælde, at ikke en eneste, nok saa fjernt Beslægtet staaer ved en Afdøds Baare. Saaledes var det med Andersen. Men til Gjengjeld stod hele det danske Folk der, bevæget, som naar det Bedste mistes, Det, der har virket saa meget Ædelt og Skjønt i Ens Liv. Ved hans Kiste talede Den, der i Ungdomsaarene havde været hans Reisefælle i fjerne Lande, og Biskoppen fra hans Fødeby, Engelstoft, der ogsaa stod i personligt Venskabsforbold til den afdøde Digter. Den Mand, med hvem Andersen i de senere Aar kom i stedse venligere Berørelse og for hvem han havde saa megen Ærbødighed, Carl Ploug, sang saa yndefuldt over ham, og Professor Hartmann, der blandt alle nulevende Mænd var Andersen den Kjæreste, bragte ham fra Orgelet sit Farvel i Toner. Gjennem alle Gaderne, hvor Liget førtes under Klokkeringning fra Kirkerne, fulgte de forskjelligste Folk med, Kirkegaarden var overfyldt af Mennesker og det var, som Kjøbenhavn den Dag slet ikke havde Andet at bestille end at begrave H.C. Andersen. De i Samfundet høiest Stiilede lagde deres Krandse paa Graven ligesaa vel som de Fattige og de Ensomme, og mangfoldigt var Vidnesbyrdet om den Indflydelse, som Andersen har udøvet paa utallige Hjerter. Da jeg Aftenen efter Begravelsen besøgte hans Hvilested, var der samlet saare Mange derved, og mange af Krandsene vidnede om, at Folk havde følt Trang til at tage et synligt Minde med fra Eventyrdigterens Grav.
Engang som Andersen en Morgen vaagnede, udbrød han: “Jeg drømte, at jeg laa paa “Rolighed”; jeg var død, men saa voxede der Blomster ud af alle mine Lemmer. Jeg sagde da: “See, jeg er jo ikke død, jeg blomstrer jo frem til Foraar!” Gud lade dette skee! Gid Andersens Eventyr og Minde aldrig maa udslettes af denne Jord, men evigt forherlige Danmarks Navn, og gid Gud glæde hans Digtersjæl, saa han faaer at see noget endnu Skjønnere og Bedre, end Det, der allerede her saa rigt kunde fryde hans Sjæl og give ham de store Syner!
*) Der er talt saa meget om Andersens Lyst til “at læse sig selv op”. Det var mest, naar han havde skrevet noget Nyt Som betegnende og undskyldende i saa Henseende vil jeg anføre en Yttring af ham: “Naar jeg har skrevet Noget, læser jeg det meget ofte høit for Andre, fordi jeg derved lærer at see og høre, hvad jeg ikke selv synes om ved det. Saa gaaer jeg hjem og skriver det anderledes, og jeg læser og retter saa længe, til jeg kan sige: “Nu er det Altsammen mig selv, nu støder mig Intet; nu kan jeg ikke gjøre det bedre.” Lidt efter tilføiede han: “Naar jeg saa mærker, hvor jeg bliver vel modtagen allevegne og baaret frem, siger jeg tidt til mig selv: “Hvorfor skal Du have faaet den megen Naade og disse Gaver, som Alle hylde? Hvorfor Du og ikke enhver Anden? Ja, tidt, naar jeg rigtig er bleven løftet af Folkegunst, o, jeg forsikkrer Dem, jeg kan briste i Graad ved at tænke paa de Andre.”
Igaar – Idag – Imorgen.
Hos Hoffotograf Budtz-Müller er i denne Tid udstillet forskjellige veltrufne Portraiter af Fru Lucile Grahn Yonng. Indtægten er af vor berømte Landsmandinde bestemt til “H.C. Andersens Børnehjem.”
– Iblandt Badegjesterne ved Marienbad har ogsaa Jenny Lind en Tidlang opholdt sig og har under dette Ophold saagodtsom hver Søndag glædet dem, der vare tilstede ved Gudstjenesten i den derværende Kirke, ved sin endnu bestandig skjønne og sjælfulde Sang.
Ved H.C. Andersens Begravelse.
En Jordefærd er nylig bleven holdt i Danmarks Hovedstad med Pragt og Hæder.
Ved den blev intet Hjerte fundet koldt.
Den Døde fulgtes af et Folk, som græder.
Igjennem Staden bølged Toget stolt.
Selv Landets Konge med i Følget træder
Og fremmede Gesandter der sig føie
Til Danmarks Mænd, de Ringe og de Høie.
Og Børn og Kvinder som et Blomsterhegn
Indfatte Togets Gang til aile Sider,
Paa Kisten falder tusind Krandses Regn
Og mangen Taare ned i Krandsen glider.
Er denne Landesorg en Fyrstes Tegn?
Er det en Konges Ligtog, som fremskrider?
Nei, kun en Digter de til Jorden stede –
Men denne Digter rar Nationcns Glæde.
O, det er trøstefuldt, i denne Tid,
Som mest den krasse Yirkelighed hylder.
Som i Materien sænker al sin Id
Og kun Maskinerne med Pragt forgylder.
At see et Folk, midt op i Dagens Strid,
Forstaae og hædre hvad det Aanden skylder;
Den Aandens Magt, som vire i det Stille
Og kvæger Alt med Poesiens Kilde.
Thi denne Digter er iblandt Faa.
Som nutildags sig holde til sin Sfære,
Og ei som Døgnprofeter vil fremgaae
Selv ledet af Partiers blinde Hære.
Som Skjønhedsidealet vogte paa
Og derfor kan for alle Tider være,
Som ikke troe at burde sig løsrive
Fra gamle Grund, der holder Alt ilive.
Paa den han bygged Eventyrets Slot,
Hvis Tinder straale over alle Lande,
Hvis tusind Fanver alle vidne godt
At just det Drømte væro kan det Sande.
At Fantasiens Spil ei gjækker blot.
Men fører til de dybe Hjertets Vande.
Hans Liv var selv et Eventyr, der bragte
Os Bud fra Hjemmet, som vi eftertragte.
Hans Eventyr var og hos os som hjemme,
Og lever her paa mangen Barnemund;
Det var, som hørte vi de Alfers Stemme,
Der hviske Sagn i lyse Birkelund.
Derfor kan Norge ei den Sanger glemme,
Der nylig sank i Dødens søde Blund.
Og Klokken fra hans Jordrfærd med Vælde
Vil ogsaa gaae igjennem Norges Fjelde.
Velo, Hadeland, August 1875.
A. Munch.
H.C. Andersens Portræt
og Billederne til hans Eventyr paa Puder.
Tasker, Lysduge erholdes billigt. Alt paategnes.
Østergade 7.
Subskriptions-Indbydelse
paa
Italien.
En Rejse fra Alperne til Ætna.
Dette i Stuttgart udkommende Værk har meget hurtigt ikke blot i men udenfor Tydskland vundet Anerkjendelse som et Pragtværk over Italien, der i enhver Henseende kan maale sig med Alt, hvad der tidligere har forsøgt at give et Billede af dette Land. Denne Opfattelse har faaet et talende Udtryk derved, at uagtct Originalen endnu er ufuldendt, foreligger og forberedes der dog allerede Udgaver deraf i sex forskjellige Sprog. Hvad der af disde hidtil har set Lyset, er allevegne bleven modtaget med Glæde som en sand Berigelse for denne Gren af Literaturen, idet det har vist sig, at den velskrevne Text fortræffeligt slutter sig til de mangfoldige ypperlige Træsnit, der synes skjønnere, jo længere Værket er skredet frem, og hvis Motiver ikke gjengive, hnad der allerede længst er kjendt, men ere udførte efter nye Billeder af et stort Udvalg navnkundige Malere og Tegnere, der have berejst Italien specielt med dette Værks Formaal for Øie.
Text og Billeder bidrage i harmonisk Forening til at aabne vort Øje for de Naturens og Kunstens Skatte, der gjemmes indenfor Italiens Grænser; i livfulde skiidringer fremkalde de hint ejendommelige Folkeliv for os, der har lagt Frø i saamangen Digters og Kunstners Sjæl; i mangfoldige Træk vise de os Fortidens store Minder, som de endnu stige op af Aartusinders Grav og tale til os fra de tiloversblevne Rester af fordums gigantiske Værker. Til intet Land staaer Verdenskulturen i saa stor Gjæld som Italien; Lærd og Læg, Kunstner og Videnskabsmand, ja Enhver, der er i Besiddelse af nogen Dannelse, har hentet Nærring for sin Aand fra dette Skjønhedens Og Kunstens minderige Hjem; deraf kommer denne almindelige Valfartslængsel derhen og denne Lyst til at lære det at kjende, selv om det ikke kan ske paa anden Maade end gjennem Fortælling og Billede.
Neppe staaer noget andet Land i større Forpligtelse til Italien end vort Fædreland; hvad skylde vi det ikke for alt det Skjønne og Løftende, det har sendt os i vore Digteres og Maleres Frembringelser, og hvilken kjærlig Taknemmelighed kan ikke Italien gjøre Krav paa hos – Thorvaldsens Landsmænd. Undertegnede Forlægger har derfor anset det for en smuk Opgave at gjøre dette Pragtværk, hvis Lige i elegant billedrig Udstyrelse vi endnu neppe have ejet i vor Literatur, tilgængelig for det danske og norske Publikum til en betydelig ringere Pris end Originalens, og har formaaet Hr. Inspektør Carl Andersen til at paatage sig Oversættelsen.
Værket bestaaer af nedenstaaende 3 Afdelinger med omtrent 300 større og mindre Illustrationer i Texten samt 80-90 store særskilt trykte Billeder.
I. Fra Alperne til Arno. Af Karl Stieler.
De store Veje til Italien (Gjennem Mont Cenis – Via Mala – Over St. Gotthard – Brennerpasset). – I Trentino. – Ved Gardasøen. – Verona. – Fra Verona til de venetianske Bjerge. – Fra Verona til det adriatiske Hav. – Venedig. – Triest og Miramar. – Mantua. – Mailand. – De tre Søer (Lago di Como – Lago di Lugano – Lago Maggiore). – Turin. – Genua. – Ved Riviera di Ponente. – Ved Riviera di Levante. – I Emilien.
II. Fra Arno til Tiberen. Af Eduard Paulus.
Florens (Florentinsk Kunst – Florentinsk Natur). – Pisa. – Siena. – Trasimener-søen. – Veiene til Rom (Langs Adriaterhavet – Langs Tyrrhenerhavet – Midt gjennem Landet – Til Rom.
III. Fra Tiberen til Ætna. Af Woldemar Kaden.
Ved Latiums Grænser (Roma – Den evige Stad i moderne Toga – I Ruinerne – Fromme valfarter og profane Spadseretoure – Lidt Ciceronevisdom – Den nordiske Rejsende i den romerske Kampagne – Rejse fra Bredden af Lago Fucino til de pontinske Sumpe – Munkeklostre og Malerparadiser i Bjergene). – Fra Bredderne af Liris til Sirenernes Ø. – Kampanien (Strejftog fra Gran Sasso d’Italia til Vesuv – Kjender Du det vel? – Gamle og nye Kampanier – Den evigunge Parthenope – Den skjønne farlige Nabo). – Paa græske Oltidsruiner (Cuma – Pompeji – Pæstum). – En Søtour fra Baja til Salerno. – De tre Søsterøer Nisita, Procida og Ischia.
Slutningshefterne, der endnu ikke ere udkomne i Originalen, omhandle Sicilien.
Indhold af første Levering.
Text.
Digt af H.C. Andersen
De store Veje til Italien. (Gjennem Mont Cenis. – Via Mala. – Over St. Gotthard. – Brennerpasset.)
I Trentino.
Ved Gardasøen.
Illustrationer i Texten.
Vej over Mont Cenis.
Djævlebroen.
Paa Brennervejen nedenfor Gossensass.
Rejsende paa Brennervejen.
Kastellet ved Trient.
Fontænen paa Dompladsen i Trient
Frugthandlere i Trient.
Bondekone fra Trients Omegn.
Riva ved Gardasøen.
Særskilt trykte Billeder.
Randtegning.
Via Mala. “Verlorenes Loch”.
Tunnelbygning paa St. Gotthardsvejen.
Palazzo Sardagne i Trient.
Italien, en Rejse fra Alperne til Ætna
vil udkomme i 24 Leveringer i Folioformat a 1 Krone 50 Øre. Første Levering er udkommen og forefindes i alle Boglader; anden Levering udkommer i December og derefter følger en Levering maanedlig (eller Dobbelthefter hver anden Maaned). Hver Levering vil indeholde mindst 16 Sider Text med tilhøreude illuslrationer og 3-4 større særskilt trykte Billeder.
De særskilt trykte Billeder ville saavidt muligt blive leverede i samme Orden som Texten; i ethvert Tilfælde vil ved Værkets Slutning følge en Fortegnelse over dem med Angivelse af, hvor de vedd Indbindingen skulle indsættes i Texten.
Subskription, der er bindende for hele Værket, modtages I alle Boglader i Danmark og Norge, samt hos Forlæggeren.
G.E.C. Gad.
I Løbet af en halv Snes Dage udkommer paa Gyldendalske Boghandels og Th. Linds Forlag en Bog, paa hvilken Opmærksomheden fortjener at henledes, nemlig: “Fra Fjeld og Dal”, nye Fortællinger og Digte, udgivne af H. J. Greensteen, under Medvirkning af Carl Andersen, H.C. Andersen, V. Bergsøe, Bjørnstjerne Bjørnson, L. Budde, Erik Bøgh, H. Drachmann, Carit Etlar, Joh. Holm Hansen, C. Hostrup, J.P. Jacobsen, H. V. Kaalund, Jonas Lie, E. v. d. Recke, Chr. Richardt, G. Rode, S. Schandorph og Hother Tolderlund. Bogen er pragtfuldt udstyret og ledsaget af 43 Trænit af følgende danske Konstnere:
O. Bache, H. Drachmann, H. Foss, H. Friis, L. Frølich, O. Haslund, F. Henningsen, A. Jerndorff, A. Kittendorff’, S. Krøyer, V. Kyhn. J. Th. Lundbye (en hidtil utrykt Tegning), A. Mackeprang, Edv. Petersen, Th. Philipsen, V. Rosenstand, F. Schwartz, S. Simonsen, Carl Thomsen, C. Weidemann og C. Zacho. Billederne ere udførte i Træsnit i F. Hendriksens xylografiske Institut.
I “Mørke Billeder” af Hanna Boehm træffe vore Læsere en gammel Bekjendt; thi hendes Illustrationer til H.C. Andersens “Billed bog uden Billeder” have været gjengivne her i Bladet, og have ikke alene glædet Eventyrforfatteren, som her fandt en beslægtet Sjæl, men ogsaa det store Publicum. Dette faaer nu Leilighed til at lære hende at kjende som den sorte Illustrator af andre Digterværker, hvilke hun med lige saa megen kvindelig Finhed og Ynde har behandlet i sine Silhouetter. Første Hefte foreligger i en særdeles smagfuld Udstyrelse; andet og tredie Hefte, der ville indeholde Resten af de 24 Billeder, udkomme snart. (Thomsen & Bojesens Forlag.)
Subskriptions-lndbydelse paa Mørke Billeder af Hanna Boehm.
Udkommer i 3 Hefter a 1 Kr. 50 Ø.
Bliver complet medio December.
Da “Illustreret Tidende” for nogen Tid siden indeholdt nogle af Hanna Boehm’s Illustrationer til H.C. Andersens “Billedbog uden Billeder”, gjorde disse ved deres Skjønhed og Ynde saa megen Lykke herhjemme, at de bragte undertegnede Forlæggere paa den Tanke, at udgive en Samling af denne Kunstnerindes fortrinlige Silhouetter; et Foretagende, Vi herved indbyde tll Subskription paa.
“Mørke Billeder” udkomme i tre meget elegant udstyrede Hefter a 1 Kr. 50 Øre og blive trykte med to Farver paa tykke hvide Cartons; Subskribenterne ville saaledes have hele Samlingen for 4 Kr. 50 Øre, medens Originaludgaven – langt tarveligere udstyret – koster 16 Kroner. Værket vil blive komplet i god Tid inden Jul. Bogladeprisen bliver forhøiet. Subskription tegnes i alle Boglader, hvor 1ste Hefte ligger til Gjennemsyn.
Af Pressens Anmeldelser anføres Følgende:
“Dagens Nyheder” … Der er noget Fint og Yndefuldt udbredt over disse Billeder, hvnd enten de danne Illustrationer til et af Andersens smaa Mesterværker, til et Digt af Heine eller Geibel, eller til en Scene af Shakspeares Lystspil. Der vii ialt foreligge 24 Billeder, som leveres til den overurdentlig billige Pris af 4 Kr. 50 Øre og udkommer i 3 Hefter.
“Berl. Tid.” … Det er ikke blot Finheden og Elegancen i Udførelsen, men navnlig den poetiske Opfattelse, som giver Hanna Boehms “Mørke Billeder” en eiendommelig Tiltrækningskraft. Udstyrelsen er smagfuld og omhyggelig o.s.v.
“Dagbladet” … ogsaa her ville de sikkert blive modtagne med Velvillie, dels paa Grund af den Smag og Færdighed hvormed de ere udførte, dels ogsaa formedelst den selv efter de allernyeste Forhold usædvanlig elegante Udstyrelse hvori de fremtræde osv.
Thomsen & Bojesen,
Skindergade 35.
Paa Forlag af den Gyldendalske Boghandel og Th. Lind udkommer om nogle Dage:
Fra Fjæld og Dal
Nye fortællinger og Digte
under Medvirkning af
Carl Andersen, H.C. Andersen, V. Bergsee, Bjørnstjerne Bjørnson, L. Budde, E. Bøgh, H. Drachmann, Carit Êtlar, J. Holm-Hansen, C. Hostrup, J.P. Jacobsen, H.V. Kaalund, Jonas Lie, E.v.d. Recke, Chr. Richardt, G. Rode, S. Scbandorph, H. Tolderlund
udgivne af
H.J. Greensteen.
Med 46 Billeder af: O. Bache, H. Drachmann, H. Foss, H. Friis, L. Frølich, O. Haslund, F. Henningsen, A Jerudorff, A. Kittendorff, S. Krøyer, V. Kyhn, Th. Lundby, A. Mackeprang, E. Petersen, Th. Philipsen, V. Rosenstand, F. Schwartz, S. Simonsen, C. Thomsen, C. Weidemann og C. Zacho.
Pris heftet 5 Kr. 50 Øre. Eleg. indb. 7 Kr. 50 Øre.
“Fra Fjeld og Dal”, nye Fortællinger og Digte, udgivne af H.J. Greensteen. Denne Bog, der indeholder Bidrag i bunden og ubunden Stil af nitten danske og norske Forfattere, illustrerede af een og tyve danske Konstnere, er, saavel hvad Indhold som Udstyr angaaer, en Bog, der ret snart vii skaffe sig Adgang i en vid Kreds, da den i høi Grad egner sig til Festgave. Men dette vil da her sige det Samme, som at den vil vinde mange Venner; thi de mange, høist forskjelligartede Bidrag ere samlede med saa stor Skjønsomhed og Takt, at ikke noget af dem vii ønskes udeladt, og af Illustrationerne ere mange ligefrem ypperlige smaa Stemningsbilleder. I saa Henseende skulle vi exempelviis nævne Edvard Petersens Tegning til Carl Andersens Digt “Husmandskonen” (S. 39), Zachos Tegning til G. Rodes Digt “Olietræet” (S. 80), O. Baches to Tegninger til Texter af Chr. Richardt (S. 102 og 103) og V. Kyhns Tegning til Bjørnstjerne Bjørnsons Text (S. 139), men endnu mange flere fortjente med fuld Føie at fremhæves som sande smaa Perler.
Af de prosaiske Bidrag skulle vi særlig henlede Opmærksomheden paa B. Tolderlunds simple og smukke lille Fortælling “Commissionairen” og B. Bjørnsons »En Skizze fra Italien«, der giver et i mange Henseender sandt og slaaende Billede af det nye Italien med al dets Gjæring og Ubændighed, dets Skjønhed, dets Kraft og dets Svaghed, saa at man med stigende Interesse følger Udviklingen af Hovedpersonernes Skjebne til det Sidste, Af Digtene turde Udgiverens lille stemningsfulde Digt “Sorg” (S. 82) og Erik Bøghs og Chr. Richardts ypperlige humoristiske Texter »Uglen paa Skorstenen« (S. 74) og »Nisse-Frieri« (S. 235) vinde Prisen. Bogen har i enhver Henseende faaet en typografisk Udstyrelse, der hævder Thieles Bogtrykkeries gamle og gode Navn. (Forlagt af den Gyldendalske Boghandel og Th. Lind.)
Julebog 1875, udgivet af Karl Schmidt, staaer i Indhold fuldstændig jævnbyrdig med den første Aargang af denne Bog, der ifjor saae Dagens Lys. August Bournonville har i »Den danske Ballet” atter fundet et Emne, som han har afvundet en ny Side; Udgiveren har leveret en interessant populair Afhandling om »Lys og Farver”, og desuden har Nicolaj Bøgh skrevet et “Rimbrev” fra Glion og paa en underholdende Maade gjengivet Smaatræk fra sin Samværen med Maleren Küchler, af hvem der bringes et heldigt Portrait. Ogsaa paa Reisernes Omraade findes der livligt fortalte Bidrag: “Gjennem det røde Hav til Aden”, af C. Normann, og “Nogle Reiseerindringer fra Sicilien”, af C. G. Faber. Bogen slutter med to Digte af H.C. Andersen, af hvilke det om “Fyen og Schweitz” var det næstsidste Digteren kort før sin Død dicterede. (Forlagt af den Hempelske Boghandel i Odense.)
Julen kan desværre ikke oftere lade den lille Dreng paa Omslaget af H.C. Andersens “Eventyr og Historier” bringe en ny Buket; men iaar har han dog bragt “Et Minde” om dem, idet en Bog af Ydre i Lighed hermed, men hvis Indre indeholder en Medaillon i Biscuit, modelleret af Billedbugger Vieth, samt et Digt og Fotografier med Hentydninger til Eventyrdigteren, er den Erstatning, der dennegang bydes til Julebordet. (Thomsen & Bojesens Forlag.)
Paa C.A. Reitzels Forlag er udkommen:
Nye Eventyr og Historier
af H.C. Andersen.
Med Illustrationer af Lorenz Frølich.
3 Bind. 12 Kr. lndb. 17 Kr. 10 Øre.
Eventyr og Fortællinger
af H.C. Andersen.
Med Illustrationer af V. Pedersen.
2 Bind. 8 Kr. Indb. 11 Kr. 40 Øre.
Billedbog uden Billeder
af H.C. Andersen.
Sjette Oplag.
Med Illustrationer af C. v. Binzer.
1 Kr. 50 Øre. Sm. indb.
Et Minde om Eventyr og Historier
af H.C. Andersen.
Pris 3 Kr.
Dette lille Minde, som af hele Pressen er blevet anmeldt som originalt, smukt og elegant, vil sikkert være velkomment for Digterens mange Venner.
Thomsen & Bojesen,
Skindergade 35.
Interessant Julenyhed.
Et Minde om Eventyr og Historier af H.C. Andersen.
Dette lille elegante Minde, der er udstyret som et af de tidligere ved Julen saa kjærkomne Smaahefter Eventyr, indeholder Tilegnelse, illustreret Mindedigt samt en original Bisquit-Medallion af Digteren (modeleret af Billedhugger Vieth og udført paa den kgl. Porcellainsfabrik), omgivet af allegoriske Figurer og Randtegninger. (udførte i Fotografi) til hans Eventyr o.s.v.
Pris 3 Kroner.
Ordres expederes mod Postforskud.
Faaes i alle Boglader samt hos
Thomsen & Bojesen.
Skindergade 35.
For sjette Gang er en af H.C. Andersens genialeste Bøger: “Billedbog uden Billeder” udkommet, denne Gang forsynet med Illustrationer af C. v. Binzer; om det er en konstnerisk Forøgelse, der staaer i rette Forhold til Bogens literaire Værd, er derimod et Spørgsmaal. (C. A. Reitzels Forlag.)
H.C. Andersens Samlede Skrifter.
Herved tillader jeg mig foreløbig at bekjendtgjøre, at en ny prisbillig Udgave af H.C. Andersens samlede Skrifter i Hefter til en Pris af 50 Øre for hvert Hefte, vil udkomme paa mit Forlag.
Det hele Værk antages at ville udgjøre 15 Bind (60 Hefter) med to Portraiter og kommer til at koste 30 Kroner. Nærmere Bekjendtgjørelse angaaende Subscription og Bindenes lndhold vil finde Sted, naar det første Hefte i Marts Maaned forlader Pressen.
Tillige bekjendtgjøres til Underretning for de ærede Kjøbere af den tidligere Udgave af “H.C. Andersens samlede Skrifter” at denne vil blive kompletteret med to Bind, som ville komme til at indeholde de af Digterens Arbejder, som ikke findes i de udkomne 28 Bind.
C.A. Reitzel.
Paa Undertegnedes Forlag udkommer i næste Uge:
1ste Hefte af
H.C. Andersens samlede skriffter.
Ny prisbillig Udgave i 15 Bind med to Portræter.
Udkommer i ca. 60 Hefter a 50 Øre.
H.C. Andersens samlede skrifter
ville udkomme i omtrent 60 Hefter til en Pris af
50 Øre pr. hefte
Hver 3dje Uge udkommer et Hefte. Subskription, som er bindende for hele Værket, modtages i alle Boglader.
Kjøbenhavn, Maj 1876.
C.A. Reitzel,
Løvstræde Nr. 7. (K )
Af H.C. Andersens samlede Skrifter er der begyndt en ny og smukt udstyret Udgave i tresindstyve Hefter, der leveres for den billige Pris af halvhundrede Øre Heftet. Naar denne Forfatters “Eventyr og Historier” have fundet en Udbredelse over hele Verden, hvorved disse geniale Aandsproducter ere blevne alle Folkelags literaire Eiendom, har han ved sin Fantasies bedste Smaaskabninger reist sig et uforgængeligt Minde hos sine Landsmænd og i Omverdenen. Men ogsaa blandt de øvrige Frembringelser findes saare Meget, der fortjener at trænge ned i Folket som en sund og underholdende Læsning, og derfor er det en heldig Tanke at gjøre den nærværende Udgave til en Folkeudgave, hvortil vi ogsaa haabe, at den i enhver Henseende maa egne sig. (C.A. Reitzels Forlag.)
Colportage-Romanerne have i den senere Tid givet Anledning til i høi Grad at henlede Opmærksomheden paa det Fordærvelige ved denne literaire Industrigren. Men i en bestemt Retning har en af disse “Folkets Søn” (Carl Lunds Forlag) desuden gjort sig bemærket, idet den har en saa forbausende Lighed med H.C. Andersen: “Mit Livs Eventyr”, at Forlæggeren af denne Bog, C.A. Reitzel, har fundet sig foranlediget til at nedsætte Prisen paa den til 3 Kroner.
Bogens Omslag er prydet med en Portraitmedaillon af Digteren og en Afbildning af hans Barndomshjem.
Breve fra Charles Dickens til H.C. Andersen.
(Disse Breve, som i den snart udkommende Samling Breve til H.C. Andersen ville findes paa Originalsproget, meddeles her i Oversættelse).
Villa des Moulineaux, nær Boulogne,
Løverdag den 5te Juli 1856.
Min kjære Hans!
Jeg er overordentlig bedrøvet over, at jeg ikke kan vise Deres Ven, Hr. Bille, den Opmærksomhed og Interesse, som det virkelig vilde være mig en stor Fornøielse at læegge for Dagen mod en Ven af Dem. Men jeg har forladt London for i Sommer, for at kunne arbeide friere og behageligere her midt i en smuk Have. De veed, min kjære Collega! hvilke Forstyrrelser Livet i London medfører, og hvilken Lindring det er, at slippe bort fra dem. De vil ikke blive forbauset over, at jeg bliver borte derfra saa længe som jeg kan, og at jeg ikke har i Sinde at vende tilbage til London førend sent i October. Jeg kan ikke skrive dette til Hr. Bille og forklare ham det selv, fordi jeg ikke fik noget Kort fra ham tilligemed Deres Brev, hvilket han afleverede i mit Hus i Byen; af den Grund kjender jeg ikke hans Adresse. Men naar De atter seer ham eller skriver til ham, saa beder jeg Dem gjøre mig den Tjeneste at sige ham, hvor meget det vilde have glædet mig at forsøge paa at gjøre hans Besøg i London saa hyggeligt og behageligt, som det var mig muligt. De er altfor beskeden, til at være i Stand til at sige ham, med bvilken Glæde og Hjertelighed jeg vilde have grebet en Haand, som De nylig havde trykket – derfor vil jeg selv fortælle ham dette, naar han kommer igjen. Og naar kommer De igjen, min Ven? Ni Aar ere, som De siger, flygtede bort, siden De stod iblandt os. I disse ni Aar er De ikke bleven lukket ude fra det engelske Folks Hjerter, men er endogsaa bleven bedre kjendt og mere elsket, end da De første Gang saae mine Landsmænd. Naar Aladdin engang kommer ud af hine Kundskabens Huler, for at gjøre en Triumfreise paa Jorden, og gjøre os Alle visere og bedre – hvilket jeg veed, De vil – saa maa De komme igjen og besøge os. De burde for Exempel komme til mig og boe i mit Hus. Vi vilde Alle yde vort Bedste for at gjøre Dem lykkelig. Jeg arbeider strengt paa “Lille Dorrit”, og hun vil holde mig fangen endnu i ni eller ti Maaneder. Hun er vidunderligt yndet i England. Det, at jeg nævner mit Lands Navn, minder mig om at sige Dem, at De nu skriver mærkelig godt Engelsk, og at det Brev fra Dem, som nu ligger paa min Pult, er aldeles. som det var skrevet af en Engelskmand.
Min Hustru ønsker, at jeg skal sige Dem, at hun vilde være bleven dødeligt fornærmet, dersom De havde mistænkt hende for at have glemt Dem, og at De kun viser hende Retfærdighed ved at formode, at De lever i hendes Erindring. De af mine Børn, som De saae i Broadstairs ved Havet, og i Særdeleshed mine to Døttre, der nu ere unge Piger, ere meget opbragte over, at De drømmer om den Mulighed, at de skulde have glemt Hans Christian Andersen. De siger, at dersom De kjendte dem halvt saa godt, som de i mange Aar have kjendt “Tommelise” eller “den grimme Ælling”, saa vilde De have en anden Mening. Forresten sende de Dem deres kjærlige Hilsen og Tilgivelse.
Min kjære Andersen! Jeg har følt den hjerteligste Glæde ved atter at høre fra Dem, og jeg forsikkrer Dem, at jeg holder af Dem og agter Dem mere, end jeg kunde sige Dem paa saameget Papir, som kunde brolægge Veien herfra til Kjøbenhavn.
Altid Deres hengivne Ven
Charles Dickens.
Tavlstock Home, London
den 3die April 1857.
Min kjære Hans Andersen!
Jeg modtog Deres velkomne Brev i Forgaars og giver mig strax til at besvare det. Jeg haaber, mit Svar vil øieblikkelig bestemme Dem til, at Deres Sommerbesøg bliver hos os.
I selve London ere vi ikke hjemme efter den første Uge i Juni, men De finder os paa et lille Landsted, som jeg har, kun 27 Mil derfra. Det er paa en Jernbaneroute, kun halvanden Times Vei fra London, i en meget smuk Egn i Kent. De skal der faae et hyggeligt Værelse med en henrivende Udsigt, og skal boe saa roligt og sundt som i selve Kjøbenhavn. Skulde De, medens De er hos os, ønske at tilbringe en Nat i London, vil vort Hus der, fra Taget til Kjælderen, være til Deres Raadighed. Et Tjenestetyende, som tillige er en Veninde af os, som har været hos os i mange Aar og som nu er gift, vii passe Huset der, og hun vil tillige af ganske Hjerte være til Deres Tjeneste.
Naa, bestem Dem saa til at komme til England! Vi ville være paa det omtalte Sted, halvanden Times Vei herfra, hele Sommeren, og dersom De vil lade mig vide, naar vi kunne vente Dem, ville vi imødesee den Tid med den hjerteligste Glæde.
Hvad De fortæller mig om Deres nye Roman interesserer mig i høi Grad, og De kan være vis paa, at den ikke vil finde en opmærksommere og alvorligere Læser end mig. Jeg længes meget efter, at den udkommer. “Lille Dorrit” optager mig for Øieblikket fuldkomment. Jeg haaber at ende hendes Historie i Slutningen af indeværende Maaned, og naar det er gjort, vil De til Sommer finde mig som en fuldkommen fri Mand, der spiller Cricket og giver sig af med aile Slags engelske Lege i det Frie.
De to smaa Piger, sam De saae i Broadstairs, da De forlod England, ere nu unge Darner, og min ældste Søn er over tyve Aar gammel. Men vi have Børn af alle Størrelser, og alle elske de Dem. De vil finde Dem i et Hus fuldt af beundrende og kjærlige Venner, der variere i Høide fra tre Fad til fem Fad og ni Tommer. Husk nu paa at De ikke maa tænke mere paa at reise til Schweitz, De maa komme til os.
Idet jeg bringer Dem min hele Families kjærlige Hilsen, er jeg, kjære Andersen! Deres hjerteligt hengivne
Charles Dickens.
Gads Hill Place, Higham ved Rochester,
Onsdagen den 2den September 1857.
Min kjære Andersen!
Jeg har været borte herfra – i Manchester – hvilket er Grunden til min sene Besvarelse af Deres to velkomne Breve. Nu er De atter i Deres eget Hjem, og, som jeg ikke betvivler, lykkelig ved dets kjendte Udseende og ved at blive modtaget med aabne Arme af alle gode danske Mænd, Kvinder og Børn.
Her gaaer Alt som sædvanligt. Baby – der rigtignok længe har været for stor til det Navn – raaber “Auntie” over hele Huset, og Hundene dandse om os og løbe foran os henad de grønklædte Veie, ligesom de pleiede, medens De var her. Men Dagene ere kortere og Aftenerne mørkere, og naar vi ville op til Monumentet for at see Solnedgangen, maae vi gaae lige efter Middag, og dog bliver det mørkt, medens vi ere deroppe, og naar vi komme forbi den arrige Hund, som rasler med sin Lænke, kunne vi neppe see dens matte, gamle Øine, naar vi fodre den med Tvebakker. Arbeiderne, som have gravet saa længe i den Brønd i Baggaarden, have fundet en stor Kilde med klart, frisk Vand og de bleve temmelig fulde, da de fandt det, just ikke af Vand, men af det Brændevin, jeg gav dem, og saa pakkede de deres Værktøi sammen og gik bort, saa nu have den store Hund og Ravnen den hele Plads til deres Raadighed. Kornmarkerne, der vare gyldne, da De var her, ere nu pløiede og brune, Humlen bliver plukket, Bladene paa Træerne begyndte at gulne, og medens jeg skriver til Dem, falder Regnen vedholdende og meget melancholsk.
Vi have netop endt vort Arbeide til Minde om den stakkels Jerrold, og vi have samlet 2000 Pund til hans Enke og Datter. Paa Mandag reiser jeg sammen med Collins i en fjorten Dages Tid til mærkelige Afkroge i England, for at levere nogle Beskrivelser af dem til “Household Words”. Naar jeg kommer tilbage, vil jeg finde dem derhjemme spisende til Middag ved Lys. Og naar jeg er kommen hjem, vil jeg atter skrive til Dem.
Jeg møder aldrig nogle af de Venner, De saae her, uden at de spørge: “Hvorledes har Andersen det, hvor er Andersen?” Jeg laver Fantasibilleder af Deres mulige Opholdssted, og fortæller, at De bad mig bringe dem en hjertelig Hilsen. Det synes de altid godt om. Det fortalte jeg gamle Jerdans forleden, da han skrev og spurgte, naar han kunde træffe Dem.
Hele Huset sender Dem deres venligste Hilsen. Baby siger, De skal ikke blive sat ud af Vinduet, naar De kommer tilbage. Jeg har læst “At være eller ikke være”, og synes, at det er en meget smuk Bog, med en rigtig god Tendens, der er udmærket udført, en Bog, som i enhver Henseende er sin store Forfatter værdig. Farvel, kjære Andersen!
Deres hengivne Ven
Charles Dickens.
Breve til H.C. Andersen.
Östrabo den 31te December 1832.
För icke längesedan har jag haft nöjet att emottage det bref hvarmed De hedrat mig. Då detta är af d. 15 October måtte det ha gjort vidtlyftiga omvägar innan det bunnit fram. I anledning heraf bör jag nämna att säkraste adressen til mig från Köpenhamn är pr. Malmö, der min äldsta son är Conrector och fortskaffor säkrast, hvad mina Danska vänner ha den godheten att skicka mig.
Jag kan ej tacka som jag bör for det vänskapsfulla brefvet och de bifogade Dikterna. Det förstämde visar mig ett förtroende, som jag vet att vurdera; och de sednare tillkännagifva anlag som, en gång concentrerade, otvifvelaktigt komma att hedra sitt land. På ena sidan är det glädjefullt att se Sångens förkofran och utbildning hos ett beslägtadt folk som diktar i ett Nordiskt språk, liksom man gläder sig åt sina anförvandters framgång. Men på den andra är också jemförelsen förödmjukande för oss Svenskar, som hvarken i poetiskt omfång eller värde kunna jemföra oss med våra närmaste stamförvandter, och endast ha en smula Lyrik att bjuda på. De stora poetiska gåfvorna äro visserligen alltid Nådegafvor. Anden ger dem när och så ofta eller sållan han vill i de äro följakteligen tillfäldiga och kunna icke beräknas, lika litet som lyckan eller himmelens öfriga skänker. Men det saknas ej heller hos oss goda, stundom stora anlag; men olycken är den, att det oftast stadnar vid anlaget, och de flesta utaf oss tröttna vid början af sin bana. Det liggar en orolig drift i Svenska Natureu att börja mycket och fullända litet. Yttre retningsmedel saknas också, i brist på bildsam Allmänhet; och den uppmuntran som kommer från Styrelsens sida skadar mera än den gagnar, då den vanligtvis består deri, att utmärktare forfattare drages frän sitt egentliga yrke, behängas med stjernar och band och anstallas som Embetsman i Stat eller Kyrka, hvarigenom det för de fleste blir omöjligt att föra ett rent litterairt lif. På detta sätt är vår litteratur ingalunda, bvad den borde, icke end hvad den kunde vara, och våra Grannar vestansunds, med samma bildningsmedel men mindre folkmägd än vi, gå långt framför oss, icke blott inför Norden, utan äfven inför Europa.
För enskilt del räknar jag mig knappast längre bland mitt lands Litteratörer. En svår sjukdom. Gallesten, som störra del en af året hållit mig vid sängen, nedböjer icke blott kroppen utan äfven sinnet och förtager all lefnadslust. Läkarne tillsryrka mig att begagna Böhmiska baden; men det är en både lång och dyr resa, og jag anser för bättre at dö i mitt eget land, der det åtminstone sker för bättre pris. Men äfven mitt nedböjda sinne fägnar sig ännu åt Nordisk Sång och bildning och hälsa med broderlig glädje uppstigande namn på vår Skandinaviska Himmel.
Jag ber mycket helsa Oehlenschlæger, hvars huslige bekymmer jag hört omtalas och hjertligt beklagar. Likaledes anhåller jag att bli påminnt hos mina andre Köpenhamnske bekante (Müller, Mynster, Möller, Clausen, Finn Magnussen m.fl.).
Vänskap och högaktning
Es. Tegnér.
Leipzig deu lste October 1842.
Høistrerede Herre!
Hvad maa De troe om mig, at jeg saa længe er bleven Dem Svar skyldig paa Deres elskværdige Linier, der have glædet mig saa meget. Men – jeg vilde ikke træde frem for Dem med ganske tomme Hænder, endskjendt jeg meget godt veed, at
jeg egentlig kun giver Dem Noget tilbage, som jeg først har modtaget af Dem. Modtag nu venligt min Musik til Deres Digte! I første Øieblik vii den maaskee forekomme Dem forunderlig; men det gik mig ligesaa med Deres Digte. Men da jeg levede mig mere ind i dem, antog ogsaa min Musik en stedse mere og mere fremmedartet Charakteer. Altsaa, Skylden ligger alene hos Dem. Digte af Andersen maa man componere anderledes end “Blühe liebes Veilchen” og andre.
I “Spillemanden” er jeg bange for, at der er en Feil, hvortil Chamissos Ovorsættelse har givet Anledning, da den ikke passer nøie med Deres Vers. Jeg har betegnet dette Sted Side 16. For en dansk Musiker, maaskee for Hr. Hartmann, vil det være en let Sag at bringe denne Ting i Orden. Maaskee beder De. Hr. Hartmann derom, og jeg lader da Corrreturen gjøre derefter.
Min Hustru har fortalt mig saa meget om Dem, og jeg har ladet mig Alt fortælle saa omstændelig, at jeg troer jeg vilde kjende Dem, naar jeg engang i Livet skulde mødes med Dem. De var mig allerede bekjendt af Deres Digtninge, af “Improvisatoren”, af “Maaneskinshistorierne” og af Deres prægtige “Kun en Spillemand”, det Prægtigste som jeg i den nyere Literatur har fundet næst efter … [Navnet staaer aabent] af Immermann. Jeg har nu ogsaa faaet mig en fuldstændig Oversættelse af Deres smaa Digte. I dem findes der vist endnu mangen Perle for en Musiker.
Gid Himmelen endnu længe maa beskytte Dem til Glæde for Deres Venner og Beundrere, og tillad mig, at jeg maa regne mig iblandt disse.
Min Hustru sender Dem de venligste Hilsener.
Deres ærbødigste
Robert Schumann.
Leipzig den 25de Juli 1844.
Min dyrebare Herre!
Deres “Lykkens Blomst” kan jeg ikke bringe ud af mine Tanker; den kunde blive en smuk Trylleopera, og jeg vilde anvende aile mine Kræfter paa den. Kunde De ikke engang endnu i et kort Omrids meddele mig Sujettet og vilde De og den danske Componist tillade, at jeg derpaa lod Stoffet bearbeide af en tydsk Digter? Kan jeg endnu fra Berlin modtagc Deres ærede Svar?
Lykkelig Reise og tænk undertiden paa mig og min Hustru.
Dens oprigtigt hengivne
Robert Schumann.
Dresden den 14de April 1845.
Ved Gade sender jeg Dem denne Hilsen; bare jeg selv kunde reise mod ham til Norden; men Sygdom holder mig bunden endnu. I den Tid, der er forløben siden vi saaes, Kjære Ven! er det gaaet mig daarligt; forfærdelige nerveuse Lidelser have plaget mig, og jeg er endnu ikke ganske rask. Med det sig nærmende Foraar føler jeg imidlertid, at Kræfterne tage til, og jeg venter mig endnu mere af det.
Jeg har ikke kunnet arbeide, og turde saagodtsom heller ikke gjøre det; desto mere har jeg tænkt, ogsaa paa Deres “Lykkens Blomst”, De var saa venlig at sende mig et Svar fra Berlin og lovede mig at meddele mig Skizzen – tør jeg minde Dem derom? Er Stykket maaskee allerede udkommet i Trykken? Naa, hvorledes gaaer det Dem ellers? Har De skrevet nye Eventyr eller nye Digte? Vinker Spanien endnu ad Dem fra det Fjerne? Kunne vi haabe snart at see Dem igjen i Tydskland? En Sammenkomst som den Aften, da De var hos os – et Selskab bestaaende af en Digter, en Sangerinde, en Pianistinde og en Componist – vil den snart blive gjentaget? Kjender De “Das Schiffein” af Uhland
– wann treffen wir
an fernem Ort uns wieder?
Hin Aften vil jeg aldrig glemme.
Min Hustru sender Dem mange Hilsener; hun har for 5 Uger siden atter skjenket mig en Datter, vor tredie. I Sommer blive vi i det yndige Dresden.
Gade har skrevtet en ny Ouverture, et fuldstændig genialt Musikstykke. De Danske kunne være stolte af denne prægtige Musiker. Ogsaa Belsted er meget talentfuld.
Jeg maa vel vente et Svar fra Dem, og maaskee ogsaa “Lykkens Blomst”? Skriv blot her til Dresden! Hvis jeg ellers kunde udrette Noget for Dem i Tydskland, saa benyt mig blot som Deres Secretair; med Glæde vii de jeg være det.
Med Høiagtelse
Deres
Robert Schumann.
Kjender De Friherreinde von Droste-Hülshoffs Digte? De forekomme mig at være ganske udmærkede.
Den tidligere nævnte Samling “Breve til H.C. Andersen”, der udgives af C.St.A. Bille og Nikolaj Bøgh, udkommer i de nærmeste Dage paa C.A. Reitzels Forlag.
Breve til Hans Christian Andersen.
Udgivne af C.St.A. Bille og Nikolaj Bøgh.
(C.A. Beitzels Forlag.)
Der er sikkert ingen af vore Digtere, der har været en saa populair Person som H.C. Andersen. Hvor han viste sig i Danmark kjendte Alle ham, ja, hans Ydre var saa eiendommeligt, at man endogsaa i Udlandet strax kjendte ham, naar man blot i Forveien havde seet hans Portrait. De Fleste hilste paa ham, og derfra var der ikke noget langt Spring til at faae ham i Tale; han var ved mindste Tilnærmelse venlig og indladende. Derfor kjendte han ogsaa personligt en ganske fabelagtig Masse Mennesker. Der var vist ikke indenfor vort Lands Grændser en fremragende Mand eller Kvinde, som han ikke stod i Bekjendtskab til, og paa sine stadige Reiser traadte han ogsaa i Forbindelse med de fleste af Udlandets Celebriteter. Alt Dette bærer den nys udkomne Samling Breve til Andersen Vidne om. Ikke mindre end 59 Brevskrivende træde her frem for Offentligheden, og Side om Side med en Excellence staaer der en Tjenestepige, efter Kongen af Bayern følger umiddelbart Digterens Moder, den fattige Vaskerkone fra Odense. Vi eie ikke paa Dansk en Brevsamling, der frembyder en saa mærkelig Udviklingshistorie som den nærvrerende; her findes Breve i en Udstrækning fra Andersens første Skoleaar i Slagelse og til den Tid, da han, omgiven af Hædersbeviisninger, som Nationens største levende Digter sad syg i sin hyggelige Stue i Nyhavn. Man bavde maaskee haft Grund til at vente flere udenlandske Brevskrivere repræsenterede i Samlingen; vi træffe kun Storhertug Karl Alexander af Sachsen-Weimar, Kong Max II. af Ilayern, Atterbom, Beskow, Fru Beskow, Bjønstjerne-Bjørnson, Fredrika Bremer, Castelli, Charles Dickens, Klaus Groth, Jenny Lind-Goldschmidt, Mary Livingstone, Robert Schumann, Eilert Sundt og Es. Tegnér, og, som det vil sees, ere de Fleste af disse vore Stammefrænder fra Broderlandene, som vi vægre os ved at kalde Udlændinge. Ikke mange af disse Bidrag ere betydelige, og vi komme i det Hele snart til det Resultat, at det ikke er Løsningen af store Samfundsspørgsmaal, ikke en dybt gaaende Behandling af de Brydninger, der bevæge Tiden, som give denne Samling Breve deres store Betydning, men det er meget mere de Bidrag til Personalhistorie af stor psychologisk Interesse, den fortrolige Personligheds-Meddelelse fra mange af vort Lands ædleste og største Mænd og Kvinder, det Forhold, hvori de træde til Andersens lndividualitet og Udvikling – det er alt Dette, som helt igjennem giver Bogen et høit Værd.
Ifølge Udgivernes Fortale havde Andersen for Skik “at henlægge Alt, hvad der i mindste Maade syntes ham at have nogen Interesse, ikke blot de talrige Breve, vigtige og uvigtige, udførlige Skrivelser, smaa Billetter, som indløb til ham, men overhovedet alle skrevne og trykte Sager, Notitser i Blade, Theaterplacater og alle 1ignende Ting. Han begyndte dermed i sin Barndom og fortsatte det hele Livet igjennem.” Det var saaledes overordentlig store og chaotiske Masser, som i Følge Digterens Testament overdroges Udgiverne til Ordning og Besørgelse i Trykken. Vi have her Essensen af det Hele og vi skulle nu korteligt dvæle ved noget af det Mærkeligste, Samlingen syntes os at fremvise.
Først møde vi Andersens Moder. Hun kunde ikke selv skrive, men dicterede Andre sine Breve, og “de Mennesker, som have skrevet for mig, have ikke alletider forstaaet mig rigtigt, og altsaa have de skrevet efter deres eget, gode Tykke”. Det er da ogsaa tydeligt, at der ikke røber sig det samme Udviklingstrin i hendes forskjellige Breve. Gjennemgaaende er det en forstandig og dygtig Kone, man har at gjøre med. Den 12te December 1822 skriver hun til Sønnen: … »Forvild Dig ikke i dette store Svælg af Lærdomme, men brug Tiden forsigtigt, og tænk vel over enhver Ting for sig, og gallapeer ikke før Du kan gaae; dette er mit moderlige og vel mente Raad; og naar Du har lært noget Rigtigt, da er det tidsnok at tale Stort om at gjøre Literaturen Ære og forskjønne Smagen”. Senere i samme Brev hedder det: “Din Søster er i Kjøbenhavn, jeg veed ikke hos Hvem; men Du behøver ikke at gruble over hverken hendes Dyd eller Ungdommelighed; thi det er Altsammen vel bevaret her i Odense”. Man undres ved disse Ord; thi Andersen har aldrig omtalt, at han havde en Søster. Formodentlig var hun en Datter af den Skomager Jørgensen, som Enkemadam Andersen giftede sig med, og hun og Hans Christian have været sammenbragte Børn. – Et rerende Indtryk gjør det, naar Moderen i Brevet fra den 19de December 1832 takker ham tusinde Gange for de tilsendte 3 Mark og 2 Skilling og fortæller, at hun af hans gamle Frakke har faaet syet sig en Spædser, hvorpaa hun strax efter tilføier, at det glæder hende meget, at der i Berlin er blevet holdt en Forelæsning over hans Digte. Strax efter siger hun: “Fortjener Du Noget, da er Du saa god at huske paa mig med Noget til Hjelp for mig i mine trængende Omstændigheder”. I sit første Brev fra December 1822 skriver hun: … “Min Søn, jeg har aldeles Intet at bebreide Dig.” Den 14de Juli 1824 siger hun: “Du har stor Synd, at Du saarer mit ømt følende Moderhjerte med din lange Tavshed, da Du veed, at jeg, naar Du rigtig tænker Dig om, aldrig har negtet Dig Noget, om det har været mig nok saa besværligt at skaffe tilveie. Og dengang kunde Du ogsaa let fornøies da Du var tilfreds med nogle Kartofler.”
Da Andersen er traadt ud i Livet bort fra Hjemmet, træder os igjenncm Brevsamlingen en Mand og en Kvinde imøde, som varmt og trofast staae ham i Faders og Moders Sted; det er Generallieutenant C. Høegh Guldberg og Admiralinde Henriette Wulff. Det er en sjelden, gammeldags, usminket Retskaffenhed, Kraft, Sandhed og energisk Gudsfrygt, der findes repræsenterot i den mandige Guldbergs udprægede Personlighed, som den her aabenbarer sig. Han taler med gammeltestamentlig Høihed og Styrke, man bøier sig dybt for hans ærværdige Myndighed. Paa engang tiltaler han Andersen opmuntrende og revsende, og det er i Sandhed opbyggende at tilegne sig hans Ord.
Admiralinde Wulffs Breve ere kun otte; men det er nok til at give det moderlige Billede. Hun advarer ham strax mod denne Higen efter at ville være »noget Stort”. Hun siger: “Deres Poesi er eensformig, Deres Phantasi repeterer sig selv; gaaer De op i det Høiere, bliver det … svulstigt, og gaaer let over i en usammenhængende Tøilesleshed. Hvad De alene har Talent for, synes mig og Flere, som jeg har talt med om Dem, er komiske Fortællinger i Prosa.” Det er ikke saa daarligt seet og sagt, da Andersen var 18 Aar. I sit sidste Brev giver hun den morsomme Oplysning, at der af Andersens første Arbeide, Tragedien “Alfsol”, som udkom hos Schovelin i Grønnegade, ikke, trods gjentagne Avertissementer om den, er bleven solgt et eneste Exemplar, men at den lidt efter lidt er bleven afhændet som Maculatur. Ikke noget synderlig glædeligt Fremtidsløfte for den unge Digter!
Da Andersen er kommen til Kjøbenbavn som Student, træder en anden tro Veninde ham imøde; hun er ligesaa fin og kvindelig som aandfuld og interessant, ligesaa fuld af Interesser som rig paa skjøn Opfattelsesevne, ligesaa varm af Hjerte som klar af Forstand. Det er Abrahamsons udmærkede Datter, Fru Signe Læssøe, Istedheltens Moder. Fra hende findes der 40 høist indtagende Breve, der for os ere Samlingens Perler. De begynde med at behandle Andersens Kjærlighedshistorie 1830 og give her mange nye og forbavsende Oplysninger til Opfattelsen af denne Side af hans Natur. – Fru Læssøe forudsiger allerede i 1831, at Andersens Minde vil leve i Aarhundreder, og har han i hele sin Digterperiode haft en Læserinde med den mest omfattende Forstaaelse, saa er det hende. Ved disse Breve har den danske Læseverden gjort Bekjendtskab med en Kvinde, der staaer i fuld Høide med Aarhundredets første herhjemme. Fru Læssøe har overfor Andersen opfyldt den vanskelige Pligt at være Sandheden tro i Kjærlighed, og have vi gjennemlæst hendes Breve, kunne vi forstaae, naar han i “Mit Livs Eventyr” erklærer: “Dersom der i Noget af, hvad jeg har skrevet, findes Kvindelighed og Renhed, da er hun En af dem, jeg især skylder dette.”
Af Ungdomsvennerne, som træde os imøde gjennem Samlingen, bør nævnes Edvard Collin, Ludvig Müller og C.H. Lorenzen. Den Førstnævnte navngiver sig her som Forfatter til hint Brev om “Agnete”, som Andersen i “Mit Livs Eventyr” har aftrykket et Stykke af, og som voldte ham saa stor Sorg i Rom 1833. Det er en Person, der aabenbarer sig i E. Collins Breve, og man tvivler ikke om hans sande Venskab for Andersen; samtidigt hermed forstaaer man dog godt, at E. Collins ligefremme, tidt haarde og nedrivende Dom over Andersen, har været dennes zarte Natur altfor svær at tage imod. E. Collin har imidlertid været hans Leder ad mange praktiske Veie, hans Støtte i vankelmodige og ledeløse Vendinger, hans opmandende Røst ad Selvstændighedens Vei. Brevskriveren “har ikke uden Betænkelighed givet sit Minde til Offentligjørelsen af disse Breve. Den nulevende Slægt som kun kjender den berømte Digter, men ikke den Andersen, Collin skrev Brevene til, vil ikke kunne forstaae disse … Forstaaelsen maa altsaa vente indtil Andersens samtidige Breve til Collin foreligge Offentligheden.” Vi troe dog allerede nu at kunne bedømme disse Breve, og vi udtale. at de netop høre med til Opfattelsen af det Billede, vi danne os af Andersen. Vi synes saaledes ogsaa at kunne see Styrelsen af, at netop Collin blev hans Ven. Skulde vi udhæve et af disse Breve, i hvilke Lunet blandes med Alvoren, da maatte det nærmest blive Nr. 40, der handler om det skjæve Forhold, Andersen som Dansk let kom til at staae i overfor det beundrende Tydskland. – Ligesaa ærlig, men nok noget mildere end Collin, fremtræder Ludvig Müller. Andersen var meget indtaget i ham, trods deres forskjellige Natur. Müller er den Studerende, den Forskende; Andersen var hele sit Liv fremmed for Sligt. Baade Collin og Müller opfordre ham indstændigt til at kaste sig over en Videnskab (Historie) og trænge tilbunds i den; men det formaaede han ikke. – I den tredie Ven (fra 1831 til 35), som Andersen end ikke nævner i “Mit Livs Eventyr”, C.H. Lorenzen, Peter Hjorts L.s Broder, træffe vi en digterisk, begeistret Natur med stor udvikling og som gjør mange aandrige, træffende Bemærkninger, men i hvis Forhold til Andersen der ikke røbes en stærk Paavirkning fra nogen af Siderne. Lorenzens syv Breve ere imidlertid i og for sig interessante og betydelige.
Blandt den senere Tids jævnaldrende Venner træder Bournonville og J.P.E. Hartmann frem, begge fødte i samme Aar som Andersen. Hvor kvikt, hvor frisk, hvor malende skriver ikke Bournonville, og hvor elskværdigt, trofast og simpelt møder os ikke Hartmann! Gode Bidrag til Begges Biografi findes i disse Afsnit.
Af Ældre, som ere traadte i sandt Venskabsforhold til Andersen, træffe vi Ingemann og hans Hustru og Carsten Hauch. Fra Ingemann har Samlingen 62 Breve. Naar man har læst dem, har man været paa mange Besøg i det lille Digterhus ved Sorø Sø, man har hørt Digteren selv udtale sig om de forskjelligste Ting i et Tidsrum af 35 Aar (1826-61). Og det er ingen himmelsvævende Romantiker der her har Ordet, han taler tværtimod med Fødderne paa Jorden og ud af en velgjørende Realitet, der her lader os see hans Billede tydeligere end andetsteds (i hans Breve og hans Levned). Andersen og han mødtes i Meget, blandt Andet i det bittre Had mod Kritikerne*). Ingemann giver detto Afløb i følgende morsomme Vers:
I Kjærlighed til lutter Danske
Vist ingen Digter sig fordyber ganske:
Al overdreven Kjærlighed gaaer bort,
Naar blot man kjender Molbech og Peer Hjort.
Man seer forøvrigt af disse Breve, at Ingemann ingenlunde altid har været saa glad over sit Ophold i Sorø. I 1841 tilbyder han Andersen at være hans Afløser; han vil da selv “Ombytte det stille klosterlige Sorø-Liv med en mulig Ansættelse i Kjøbenhavn”. Flere andre Steder udtaler han Lyst til at forlade den dybe Ro, der for en Tid har været ham gavnlig, og komme hen, hvor Livet rører sig stærkere. I 1848 bliver hans Fædrelandskjærlighed saa levende, at han skriver: “Jeg haaber vi opsige Vaabenstilstanden i den første Maaned og slaaer alle Tydskerne ihjel som Fluerne i September, med en Landstorm, og da gaae vi To med, ikkc sandt?” Det bliver imidlertid for vidtløftigt at gaae ind paa en nærmere Omtale af denne Samling; man maa selv læse den, og man vil da blandt Andet ogsaa see, at Andersens Forbold til Ingemann heller ikke, trods dets Varme og stærke Sympathi, har været uden Brydninger, der dog snart igjen udjævnedes.
Fru Ingemann har mest titskrevet Andersen efter sin Mands Død, dog findes der ogsaa nogle tidlige Breve og deriblandt et yndigt lille fra 8de Januar 1831. Hvor rørende ere ikke hendes Udtalelser kort efter Mandens Død, den 11te Marts 1862, og efter Julen samme Aar. Længselen efter ham er inderlig, og den 14de Juni 1866 siger hun: “Der er kommen en velsignet Fred over mig siden jeg har faaet Vished om, at min Lunge er angreben. Det kan jo nok trække ud maaskee over Aar og Dag, men man seer dog Maalet, og jeg lever ikke længer i denne skrækkelige Angest for maaskee at skulle blive 80 eller 90. Jeg glæder mig nu inderlig til Gjensynet med min elskede Bernhard.” Ogsaa i hans Breve have vi faaet Indtryk af det stærke samliv imellem dem. Mange antage om Fru Ingemann, at hun var en extravagant, fantastisk, sentimental Natur. Her fremtræder hun første Gang personlig for Publicum og viser sig naturlig begavet, harmonisk, yndefuld og varmhjertet, en værdig Hustru for Ingemann.
Hauchs 24 Breve ere særdeles dybe og ædle; han har været Andersen overmaade hengiven og træder overfor ham saa aabent frem, at det synes os, vi aldrig før have faaet et saa levende Billede af ham. Hans Bedømmelse af Hertz og Paludan-Müller, hvem han som Digter sætter meget lavt, er betegnende. Af særlig Interesse ere Brevene Nr. 103 og 104, som omhandler, hvor vidt Hauch i sin Roman “Slottet ved Rhinen” har aftegnet Andersen som den forfængelige Digter. Vil man kjende Hauchs dybe Følelse som Menneske, maa man læse sidste Afdeling af Brevet Nr. 105, hvor han taler om en lille Pige, han nylig har mistet.
Af yngre Venner, som ere komne Andersen varmt imøde, træffe vi Bjørnstjerne-Bjørnson. Han udtaler sig med hele sin stærke, eiendomme1ige Natur, og det er i Sandhed et stort Venskab for Danmarks Sag, der faaer Ordet i Brevene fra
1864. Man tvivler intetsteds om, at hans Stemninger ere sande i det Øieblik, de forme sig i Ord, og at man har med en overlegen, digterisk og varm Natur at gjøre, er udenfor al Tvivl. Hvor har han ikke holdt af Andersen! Bjørnsons Breve ville sikkert uden Anbefaling blive meget læste. De aabenbare en bedriftshigende Natur, der griber ivrigt ind i Tidens Bevægelser.
Fire Breve, hvis Forfatterinde viser sig som Konstnerinde ud i hver Fiber, ere Jenny Lind-Goldschmidts. Om sit Samliv med hende siger Andersen, at der kunde skrives en Digtning, en Hjertets Bog, hans eget. Som Blade i denne Bog vil man dvæle ved disse skjønne Breve, og det kyndige Øie vil bag det ligefrem Udtalte læse en egen Skrift, der er mere betegnende end de trykte Bogstaver.
Hermed er nævnt Bogens vigtigste Afsnit. Naar vi ikke særligt have dvælet ved Brevene fra Andersens faderlige Ven Geheimeraad Collin, er det fordi de ikke give os et egentlig nyt Syn paa disses Forhold.
Som Curiositeter i Samlingen kan nævnes Rasmus Nyerups tidsbetegnende Breve fra Andersens Skoletid. Han vil ikke have, at Andersen maa tale om Aandens Vinger; “saa kan De ogsaa give den tykke Kjæber, om ikke Basunerne med, som Englene sees i St. Knuds Kirke.” Naar Andersen i en Skolecantate lader Disciplene bede for Lærerne, finder Nyerup det upassende. “Disciplene kan jo have Nok at anraabe Himlen om for dem selv.” Hans sidste Brev (1823) slutter saaledes: … »De Linier, hvori De taler om Deres Barndomstudia i Shakspeare, Milton, Klopstock og Schiller kunde helt være borte. Det klinger jo dog livagtig som Praleri, og det er psychologisk umuligt, at De som Barn kan have forstaaet disse høie og dybe Forfattere.”
Af Heibergs Breve har det første Underskriften “Deres hengivne og forbundne”, det næste, 1838, har “Deres hengivne”, det sidste, 1840, som melder, at hans Kone “ogsaa ønsker sig fritagen for den anden Rolle” i “Maurerpigen”, har Ærbødigst”. Henrik Hertz’ Takkebreve for tilsendte literaire Gaver udmærke sig mest ved den Lethed, hvormed han manoeuvrerer for at faae skrevet et Brev uden egentlig at udtale en Kritik over det Tilsendte. Oberst Læssøe viser i sine Breve en filosofisk Tendens, som giver et nyt Indblik i hans herlige Natur. Hans Kammerat fra Ungdommen, nuværendc Generallieutenant Raasløff, giver en meget underholdende Skildring af en Audiens hos Paven og et Besøg hos Küchler. For første Gang træffe vi – saa vidt vides – Chr. Winther som Brevskriver; han er her elskværdig og fin sam altid; der er Lune og Sandhed i hans Fremstilling.
Dog – vi maae standse, og det, endskjøndt der endnu findes Meget i Bogen, som vi slet ikke have berørt. Vi have kun løseligt villet antyde det Interessante, men have hele Tiden været overvældede af Stoffets Mængde. Kunde vi blot faae den danske Læseverden til at tage fat paa Bogen, vilde vi have opnaaet vor Hensigt. Den vil bringe et virkeligt aandeligt Resultat, og man vil indrømme, at det har værct en ypperlig Kreds af Mænd og Kvinder, som bar staaet Andersen nærmest. Nogle ville maaske finde, at hans Eftermæle ikke vinder ved denne Samling; vi vide det ikke; men sikkert er det, at det bliver sandere i Opfattelsen, det bliver virkeligere. Det Slags Bidrag til Literaturhistorien, som den her omhandlede Bog giver, ere i Tidens Løb uvurdeerlige.
*) See forresten Andersens Forhold til to af Tidens Kritikere, P.L. Møller og G. Brandes, i Brevene Nr. 26-27 og 259-61.
Paa C.A. Reitzels Forlag er udkommen:
Breve til Hans Christian Andersen.
Udgivne af C.St.A. Bille og Nikolaj Bøgh.
Pris 7 Kr. 50 Øre
Det paatænkte Mindesmærke i Odense for H.C. Andersen.
Af den Indbydelse, som er udgaaet fra Odense Byraad, til der i Byen at reise et Mindesmærke for H.C. Andersen, fremgaaer det, at det netop er denne af os idag aftegnede Skizze til Monumentet, som har bragt det allerede i længere Tid nærede Ønske til Modenhed. En Konstner bringer uopfordret sine Ideer og Planer og sit Arbeide frem for Byraadet og spørger, om det mulig skulde svare til, hvad man havde tænkt sig. Der er noget Resolut i dette, og ikke mindre bestemt er Byraadets Optræden. Det tager imod Tilbudet, fordi Skizzen tiltaler Raadet, og den konstneriske Tanke, man vil samle sig om i Odense, staaer paa Forsiden i den Indbydelse til at yde Bidrag, som derfra er sendt over hele Verden. Unegtelig ere Tiderne for Øieblikket ikke gunstige til at samle Penge i konstneriske Øiemed, men H.C. Andersens Navn har paa den anden Side en saadan Klang i den civiliserede Verden, at forhaabentlig det ugunstige Tidspunkt ikke vii faae nogen væsentlig Indflydelse paa Indsamlingen.
Paa Mindesmærket staaer den rolige og elskværdige Portraitfigur levende og frit paa Sokkelen, og den decorative Gruppe ved Sokkelens Fod rummer forneden en egen frisk Ynde en fin og aandfuld Tanke. Det er Digterens Genius og to af hans Eventyrfigurer, Ole Lukøie og Tommelise, som ere ifærd med at vinde en Guirlande om hans Lyre, der er ophængt paa Sokkelens Bagside, og om hele Fodstykket. Det er altsaa dem der Tænkes at prede om hans Minde. Genien holder tillige skærmende og forsigtig i sin Haand “den grimme Ælling”, Andersens Eventyrbillede af sig selv. Ved Fremstillingen af de to Eventyrfigurer har Konstneren holdt sig til de fra Petersens geniale Illustrationer bekjendte Typer; Genien er en drømmende lille Dreng med klare, lysende Øine. I disse Tre er der i Plastiken skabt Andersenske Figurer, et interessant Forsøg, som eftef Skizzen at dømme vil blive særdeles heldig løst. Omgivet af Blomster, selv med en Rose i Knaphullet, staaer altsaa den blide Digter hygget for og omkrandset af den eventyrlige muntre og fortryllende Børneverden, som han i sine Digtninge har skabt. Mindesmærket forekommer os dannet fuldstændig i Andersens Aand.
Som bekjendt er det Billedhugger Hasselriis i Rom, hvem denne Skizze skyldes. Han har ved denne Leilighed paany viist sig som en talentfuld Konstner.
Da H.C. Andersen blev halvhundrede Aar, afsluttede han “Mit Livs Eventyr” med denne Dag; men det forundtes ham at leve endnu tyve Aar, og da han i sin Tid af et amerikansk Boghandlerfirma var opfordret til at fortsætte denne Bog, udkom denne Del af hans Levnet ogsaa paa Engelsk. Imidlertid fik han selv kun Leilighed til at lægge Haand paa den danske Udgave i Tidsrummet fra 1855 til 1867; hans Sygdom og Død hindrede ham i at bringe dette til Ende, og derfor foreligger denne Periode nu i en ved Jonas Collin revideret Udgave. Skriftet omfatter fornemmelig hans Reiser og Virksomhed i De nævnte Aar, hvorved mere “Mit Liv” end “Mit Livs Eventyr” bliver det fremtrædende, men man mangler det Tillæg, som Udgiveren godt kunde have tilfføiet om hans sidste Leveaar. (C.A. Heitzels Forlag).
Paa Undertegnedes Forlag er udkommen og faaes i alle Nordens Boglader:
Nordiske Digtere i vort Aarhundrede.
En skandinavisk Anthologi med Biographier og 44 Portraiter af Danske, Norske og Svenske Digtere.
Udgivet af P. Hansen, og indeholdende Arbeider af følgende Forfattere:
C.L.E. Aarestrup. – C.J.L Almqvist. – H.C. Andersen. – P.C. Asbjørnsen – P.C.A. Atterbom. – B. Bjørnson. – A. Blanche. – St.St. Blicher. – W.A.D. v. Braun. – C.H. Bredahl. – F. Bremer. – L.A. Bødtcher. – C.W. Bøttiger. – F.M. Franzen. – E.G. Geijer. – M.A. Goldschmidt. – N.F.S. Grundtvig. – T.C. Gyllembourg. – Ehrensvard (forf. til “En Hverdagshistorie”) – J.C. Hauch. – J.L. Heiberg. – B. Hertz. – J.C. Hostrup. – H. Ibsen. – B.S. Ingemann. – H.V. Kaalund. – B.E. Malmström. – J.I. Moe. – A. Munch. – P.M. Møller. – K.A. Nieander. – A.G. Oehlenschlager. – Fr. Paludan-Müller. – P.C. Ploug. – J.L. Runeberg. – A.N. de Saint-Aubain (Carl Bernhard). – E. Sjöberg {Vitalis). – E.J. Stagnelius. – O.P. Sturzen-Becker (Orvar Odd). – E. Tegnér. – Z. Topelius. – J.O. Wallin. – J.S.C. Welhaven. – H.A. Wergeland. – C.A. Wetterbergh (Onkel Adam). – R.V.C.F. Winther.
Pris heftet 10 Kr. 50 Øre, eleg. indb. 14 Kr.
Forlagsbureaut i Kjøbenhavn.
Paa den Gyldendalske Boghandels Forlag er nylig udkommet:
Signe Læssøe, født Abrahamson
En Livsskildring af Nicolaj Bøgh.
Med Signe Læssøes Portrait.
3 Kr. 50 Øre.
– “Signe Læssøe”, født Abrahamson. En Livsskildring ved Nicolaj Bøgh. Som Medudgiver af Brevene til H.C. Andersen kom Forfatteren af denne Livsskildring til at gjennemlæse en uverordentlig Mængde Breve fra den i Aaret 1870 ved Døden afgaaede Fru Signe Læssøe til den afdøde Digter. De omfattede et langt Tidsrum, der i mange Henseender var af en sær Betydning for vort Fædreland, som for de paagældende Personer: den moderlige Veninde og Vennen, hvem hun sendte sine Tanker. Og naar nu vi Alle, som i den udgivne Brevvexling have følt os slaaede af denne mærkelige, stille blufærdige og dog saa stærke Kvindecharakter, ikke kunne Andet, end fatte Kjærlighed til denne ædle Aandsskikkelse, hvor meget mere maatte dette da ikke være Tilfældet med Udgiveren, der havde Leilighcd til i en uendelig Mængde os ukjendte Træk at samle Billedet til en fuldere ug klarere harmonisk Helhed? Det er da ganske naturligt, at han kom paa den Tanke, at det Portrait, han selv optog i sin Sjæl og af hvis Skjønhed han følte sig saa greben, ogsaa maatte kunne gjøre lignende Indtryk paa Andre, og i ethveft Tilfælde fortjene at opbevares og fremstilles til Gavn og til Glæde for Mange. Og saa gik han med Varme og Dygtighed til sin Gjærning. Han siger i sin Fortale, at han under Udarbeidelsen har “nærmest været Mosaikarbeider.
Det var mangfoldige og mangefarvede Stene, som jeg Skulde lægge tilrette saaledes, at Billedet blev helt” … og han “har nærmest villet give et Portrait af Istedhelten Frederik Læssøes Moder og Æventyrdigteren Andersens Veninde.” Denne Opgave har han løst godt; maaske kommer Mosaik-arbeiderens Moie ved at have med saa mangfoldige og mangefarvede Stene at gjore, undertiden frem i en vel stor Brede i Fremstillingen, ligesom det en og anden Gang forekommer os, at Forfatteren (siden man jo i en Kritik endelig skal finde paa Noget at sige imod det kritiserede Arbeide) har haft lidt vanskeligt ved at lægge Stoffet tilrette – men disse Indvendinger ere forsvindcnde ligeoverfor Bogens mange andre fortræffelige Egenskaber, og hvad der er det Vigligste: Hovedøiemedet, at vise os en yndig, ren, dansk Kvinde, En af dem, der i det Stille virke til Velsignelse og Vorherres Glæde, har han opnaaet. Vi se hende som Datter, Moder, Veninde; vi se hende i Forholdet til Naturen, Literaturen og Konsten, og vi se hende overalt som en ædel Datter af det Land, hvori hun var født. Vi ville af Forfatterens mange Bemærkninger om hende gjengive en, der forekommer os som særdeles træffende: “havde vi mange Kvinder som hende, saa det visselig ikke saa galt ud med vort Land, saa vist som det er, at et Folk, der fostrer ædle varmhjærtede, fædrelandskjærlige Mødre, bliver stærkt” …
Hendes nationale Følelse var saa ren, saa fuldstændig uden personlig Hensyntagen; mangen En maa i vore Dage blues ved hendes Ord, at “det er frygtelige Tider, naar afskyelig Politik optager hver Tanke,« men at “det er Store Tider, naar Enhver formaar at glemme sig selv for kun at føre det elskede Fædreland aabent, ædelt, uhildet og ydmygt fremad til varig Seier”. (S. 231 og flg.). Sammenlign hermed den smukke Skildring af hende efter Sønnens Fald (S. 71-75), og man vil se, hvilken ophøiet, ædel Datter Danmark har eiet i Signe Læssøe.
Forfattens Sprog – der dog stundom kan have lidt sært (Formen taalende [S. 180] o.l.) – er i det Hele varmt og smukt, man føler, at det er blevet til for at vorde Udtryk for en varm og dybt følt Stemning, der mange Gange har affødt eiendommelige og træffende Billeder og Sammenligninger.
Der er overhovedet saa meget Godt og Yndefuldt i denne Bog, at vi paa det Varmeste kunne anbefale den. Den er smukt udstyret i typografisk Henseende og prydet med et saare skjønt Billede af den gamle Kvinde.
(Gyldendalske Boghandels Forlag).
Paa C.A. Reitzels Forlag er udkommen:
Breve fra Hans Christian Andersen.
Udgivne af
C.St.A. Bille og Nikolaj Bøgh.
Første Hefte.
Denne Samling vil udkomme i 5 a 6 Hefter til en Pris af 2 Kr. for hvert Hefte.
Kjøberne af første Hefte ere forpllgtede til at tage hele Værket.
Tre utrykte Digte af H.C. Andersen.
I.
Jeg gik igjennern den duftende Skov.
(Skrevet under et Besøg hos Ingemanns i Sorø.)
Jeg gik igjennem den duftende Skov.
Den hvælvede sig som en Kirke:
Et Fuglepar sang der Kjærligheds Lov
Mellem Bøge, Ege og Birke.
Jeg saa i Søen bag Bølgens Skum
Smaaliskene lysteligt svømme:
Kjærligheds Lykke er ofte stum.
Men talende Hjærtets Drømme.
I Byens Tummel, hvor jeg kom frem,
Det var som bag Skum og bag Grene:
Kun Mand og Hustru havde et Hjem,
Ei han, som er ganske ene.
Thi voxer paa Træet Blad ved Blad
Og Blomsten mod Blomsten sig bøier.
Ei Døden skiller de Hjrerter ad,
Som Kjærlighed sammenføier.
Den er en hellig, en styrkende Daab.
Forvisning om Evigheds Lykke,
Den mildner vort Sind og begrunder vort Haab,
Er Klippen, hvorpaa vi kan bygge.
Lyksalig Enhver, som eier den ret.
Lyksulig alt her paa Jorden;
Den Sorg, hvormed to Hjærter har grædt,
Er delt jo og mindre vorden.
Hil Eder, hvor Kjærligheds Lykke bor!
I fik, hvad kun Gud kan forlene.
Hos Eder Hjærtet paa Lykken tror.
Om selv det er fattigt og ene.
II.
Romance.
(Skoven paa Bregentved.)
I Aftensolens Straaler Skyen svømmer,
Tavs læner jeg mig pa min Vandrestav:
Saa underligt vemodigt Hjærtet drømmer
Som Svanen paa det store Verdenshav.
En sød Violduft fylder rundtom Luften,
Og kjære Minder gjennem Tanken gaa;
Jeg gjennemstrømmes selv af Blomsterduften,
Jeg har ei Sorg, og dog jeg græde maa.
Hør hist en Sangfugls bløde, stærke Trille!
Dens Saug er et melodisk Fadervor,
Der lyder hid fra Kirkegaardens Stille,
Hvor Hyldetræet over Graven gror:
De sove der med Blomster ovenover:
Paa Himlen Nyet staar i Rosenskjær:
For attter Nyet tændes, der jeg sover
Og drømmer hvad jeg aldrig drømte her.
III.
Jeg er ei længer i Ungdomstid,
Og dog er mit Hjærte saa ungt;
Min Pande har Furer, min Lok bliver hvid,
Men ei det falder mig tungt;
Thi Børneflokken og unge Piger,
Ja, selv Moerlille gammel og graa,
Mig lige fra Hjærtegrunden siger:
De have mig kjær saa som Faa –
Og jeg er saa ung, at jeg tror derpaa!
76. Velb. Hr. Professor H.C. Andersen, R. af
Db., Dbmd. etc. etc.
1ste Febr. 1863.
Kjære Professor Anderson! Der ligger nu paa mit Bord fem Ansøgninger om det Ankerske Reisestipendium.
Ansøgerne ere: 1) Fr. Paludan-Müller, 2) Brosbøll, 3) Kaalund, 4) O.C. Lund og 5) C. Andersen.
Til denne giver jeg min Stemme ved Valget, og jeg haaber, at han ogsaa vil erholde Deres Votum. – For Enhver, der blot med lidt Opmærksomhed har læst det Ankerske Testament og Bestemmelserne for Legatets Uddeling, vil det blive klart som Dagen, at Stifteren selv ene og alene har tænkt sig yngre Talenter, der skulde gives Leilighed til “Dannelse og Udvikling”, som Testamentets Ord lyde. Der tales ikke et Ord om at skaffe ældre Mænd deres Kræfter igjen ved Badereiser; der tales ikke om at belønne Fortjenester. Er nu dette Stifterens Mening, – og der kan ikke fornuftigviis tænkes nogen anden, – saa kan hverken Paludan-Müller eller Brosbøll nogensiude komme i Betragtning ved Valget. Begge ere de ikke længer unge, og have Begge – især den Sidstnævnte – udgivet en stor Række Skrifter, og man maa da nødvendigvis forudsætte, at deres Talent allerede forlængst maa have naaet den Grad af udvikling og Dannelse, som det kan naae. Thi det er, som sagt, en grov Misforstaaelse af Testators Mening, og et Misbrug af Legatet, naar dette gives til gamle, fuldfærdige Poeter, – et Misbrug. som jeg hverken vil eller kan gjøre mig skyldig i. – Hvad nu endelig Kaalund og O.C. Lund angaaer, da synes det mig dog at ville være et altfor stærkt Stykke at sætte Nogen af dem over C. Andersen; ikke at tale om, at Kaalund alt er over de 40 A. – C. Andersen bliver altsaa efter min Overbeviisning den af de fem Ansøgere, som – naar Ret skal være – bør have Legatet. Han blev ifjor tilsidesat for K. Arentzen; men han har hævnet sig ved i Aar at udgive et smukt Arbeide, der tydeligt lægger for Dagen, at han er i Fremgaug; og denne Fremskriden burde der hjælpes paa. – – Maaskee kommer De hiem for Valgdagen: men skulde dette ikke blive Tilfældet, saa glem endelig ikke at sende Deres Votum enten til mig eller til en anden Ven. Det vilde være mig smerteligt, hvis vi ikke denne Gang bleve enige; thi jeg maatte da udtræde af Comiteen. Men i dette Tilfælde vilde jeg da ogsaa offentligen gjøre Folk Rede for min Udtrædelse, for Grunden dertil, og oplyse Publikum om, hvorledes det Ankerske Legat blev uddeelt. – Prof. Rung har atter indsendt Ansøgning; men jeg troer dog, at man er saa retfærdig og fornuftig atter at lade ham falde. – Med Hensyn til Paludan-Müller kan jeg – entre nous – sige Dem, at Man har henviist ham til os, for, naar han ikke gaaer igjennem, at have en Grund til andetstedsfra at forskaffe ham Penge til Badereise. – Saa! –
Vi leve her som sædvanligt, “so fein bürgerlich, eben leidlich dumm!” Her ligger en Bog og et lillebitte Honorar til Dem; at Honoraret er saa lille er Deres egen Skyld. Jeg havde med Glæde optaget hver Linie, De vilde have sendt mig. Det sidste yndige lille Vers om Zigeunerinden, kom desværre forsilde.
– – – Fra min Kone og Datter de venligste Hilsener til Dem ved
Deres hengivne Christian Winther.
76. See “Breve fra H.C. Andersen”, Nr. 343; “Breve til H.C.A.”, Nr. 276, og »Breve fra H.C.A”, Nr. 344. –
Af Carl Andersen udkom mod Slutningen af 1862,”Tonens Veie”. Han fik det Ankerske Legat 1863.
Til Minde om H.C. Andersen er der efter et Maleri af O.A. Hermansen udgivet et Fotografi, paa hvilket Digteren ses siddende under et Egetræ i Selskab med sine Venner, Storkene. Dette Landskab er omgivet med Randtegninger, i hvilke flere af Andersens Æventyr ere antydede og forsynede med Vers af ham selv. (Aug. Withs Forlag.)
A propos om Bournonville.
(Nedskrevet lige efter hans Død.)
H.C. Andersen fortalte ofte mange smaa Anekdoter fra sit Liv. Her er en af dem! Han, Bournonville og J. P. E. Hartmann sad en Aften sammen paa deres Fripladser i første Parket. Da sagde Bournonville elskværdigt spøgende: “Her sidder vi Tre fra 1805. Ja, det var et udmærket Aar for Danmark! At tænke sig: Andersen i April, Hartmann i Mai og jeg i August! Saadant et Aar har det maaske aldrig haft Mage til” – “Ja, det var et udmæket Aar!” istemmer Andersen; men den beskedne Hartmann siger leende og afværgende; “Kjære, lad dog væere at sige saadant Noget!” – Han forstod jo iøvrigt Naturligvis godt, at det Hele var Spøg.
Men alligevel, alvorlig talt: det var et godt Aar! Han, der spøgte med det, har nu lukket sine Øine, men hans Navn vil staa værdigt ved Siden af hans Aarsfællers, og de Navne “har den Skæbne, de aldrig skal dø”. –
Bournonville gjorde ingenlunde ved sin Fremtræden noget dansk Indtryk; der var maaske ikke i alle Kongen af Danmarks Lande en mere udpræget dansktalende Franskmand. Det Jævne, Adstadige, Stilfærdige laa slet ikke for ham; han var altid sprudlende1 spirituel, livfuld, hidsig og hurtig; han havde altid festivitas over sig, og man kunde ikke tænke sig ham søvnig eller uden Interesse for Nogetsomhelst. Inderlig varmt kunde han harmes, hjærtelig bevæget kunde han frydes; hurtigt var han reven hen, lydeligt hørte vi Alle fra hans Plads i Theatret det bekjendte “Bravo!”, der røbede en intelligent Beskuen, en fuld Hengiven i Nydelsen. Han talede hurtigt og med megen Energi, lo ofte med et ægte fransk Tilsnit og bevægede Legemet paa en Maade, der mindede om Balletdanseren, men om en smagfuld, værdig Balletdanser. Han var anerkjendt som en udmærket Stilist i ligesaa livligt og kvikt som charakteristisk og spændigt udtalte han sig, naar han fik Pennen i Haanden; han var Improvisator, og derfor blev han mest beundringsværdig, naar han skrev Breve; skulde han derimod udarbeide sine Tanker i mere afhandlingsmæssig Form, mistede han undertiden noget af Inspirationen; men han forstod altid at faa et nok saa lille Indhold til at tage sig ud, fordi hans Form stedse var konstnerisk. Ved et Middagsbord kunde han holde en chenleresk Tale, og han var ogsaa istand til at improvisere i velklingende Vers. Man kunde baade da og ved mange andre Leiligheder kjende, at han hørte til den gamle Stok; lidt blomstrende, en lille Smule sentimental, ikke lidet ceremoniel, men mandig og varmhjrertet – det var han!
Er det altsaa vist, at Bournonville i høi Grad røbede sin franske Afstamning, lige saa sikkert er det, at hans Hjærte ikku kjendte noget andet Fædreland end Danmark, og han var det en tro Søn. Han var hjemme i mange Rigers Historie, men Danmarks kjendte han ud og ind, og det var en Fornøielse at føre en Samtale med ham paa dette Felt; her forenede sig Videnskabsmandens Glæde over de historiske Ideers og Personers Forbindelse med den danske Mands inderlige Kjærlighed til enhver Helt og hver Bedrift, fordi de og han vare danske. -Han kunde tale om selv mindre fremtrædende af vore historiske Mænd og Kvinder med et Kjendskab, som om de hørte til hans Nærmste. I hans fædrelandske Balletter kommer Nationalfølelsen stærkt frem; men man vil ikke altid spore det nøie Studium af Enkelthederne, som han virkelig havde gjort.
Naar Bournonville glædede sig over al den Hæder, han med Rette høstede, saa var det ganske vist, fordi han var en forfængelig Mand; men han var tillige en Mand, der let mægtede at se ud over sig selv og sin personlige Interesse, og hans største Ære var den, at kunne skaffe Danmark Hæder, hans kjæreste Følelse var den, at være med i den lille Flok, som ved sin aandelige Kraft giver det ringe Folk Plads blandt Europas levedygtige og anerkjendte Magter. I et utrykt Brev, som han under sit Ophold i Wien har skrevet den 19de Februar 1856, og som ligger foran mig, siger han: “Det er en mageløs Glæde for mig at have kunnet svare til mine danske Venners Tillid og gode Tanker om mig, samt at bringe en vunden Krans med mig tilbage til Fædrelandets Hvile og Fred.”
Men Bournonville var ikke alene en Mand med stærkt patriotisk Sind – nei, alt Ædelt, Ophøiet, Stort havde i ham en begeistret Tilhænger. I høi Grad havde han den mere og mere sjældne Evne at kunne beundre. Og hvor der var “infame eller gemene Forhold”, vilde han ikke være med, under saadanne vilde eller kunde han ikke arbeide, “om man saa vilde give ham nok saa Meget”, dertil var han for stærkt en Ideens Mand – hvis man forresten maa have Lov til at tale om Ide; thi i den senere Tid er man nok paa Jagt efter et saa høitsvævende Begreb. Alligevel – jeg taler om Bournonville: han var en Ideens Mand!
Kjøbenhavn har nylig været i Ekstase over Ristori. Bournonville var opfyldt af hende og forlod naturligvis sin fredensborgske Idyl for at søge til Kjøbenhavn, dengang der her var noget virkelig Usædvanligt paafærde. Gammel Kjærlighed drog ham hertil. Som Bevis paa hans Begeistring for det Store vil jeg afskrive, hvad han i det ovennævnte Brev meddeler om Ristori, der netop den gang kom til Keiserstaden ved Donau og afbrød Interessen for Bournonvilles egen Virksomhed. Han siger: “Efterat ‘Napoli’er gaaet sine første tre Gange med brillant Hus og stort Bifald, er der indtruffen en Standsning, foranlediget ved Gjæsteforestillinger af Adelaide Ristori og hendes italienske dramatiske Selskab, der nu i et Par Uger alternerer paa Operatheatret med Flotows nye Opera “Albin” og Meyerbeers “Nordstern”, altsaa ingen Balletter for det Første. Dog … det er en sand Sjæls Hvile og Nydelse at bivaane disse mageløs-tragiske Fremstillinger, naturligvis reducerede til et eneste virkeligt Talent; thi Alt, hvad der omgiver den store Mime, er Nulliteter … Fruentimmerne ere gruelige og kunne blot sammenlignes med Choret ved vor afdøde italienske Opera. Det Eneste, der frelser disse ulykkelige Stikord-Givere, er det deilige Sprog, der ligesom Latin giver sine Talere en vis imponerende Værdighed. Versene klinge som Melodier, men sommetider, naar de Stakler ikke faa hastig Afløsning, gaar den tragiske Stemning over i Lystighed. Hermed har jeg betalt Kritiken dens Tribut; nu maa jeg faa Lov til at udtale min høieste Beundring for den høit begavede Ristori. Kun Talma og Jenny Lind have i den Grad elektriseret mig, og ligesom med disse Størrelser indlader jeg mig ikke paa at sammenligue hende med andre udmærkede Konstnerinder, men regner hende udenfor Linie som en Naturbegivenhed, der ikke kan maales og veies.
Udrustet med aile ydre Gaver og dertil den fornødne Erfaring (thi endskjønt i en blomstrende Alder er hun ikke pur ung længer) træder hun frem med et Mesterskab, der øieblikkeligt griber Tilskueren; Declamation, Mimik, Plastik, Costume – Alt er fuldendt indtil de mindste Nuancer, aldrig et Blik til Publicum, og dog har hun i sin Magt med et eneste Øiekast igjennem de lange Øienhaar, med en eneste Tone af sit Hjærtes Dyb, at fremlokke Taarekilder som Moses med sin Stav blandt Ørkenens Klipper. Det er complet, mageløst; det er nu en Lykke, at jeg forstaaer Italiensk, men om det Fruentimmer spillede paa Chinesisk, vilde jeg alligevel forstaa hende. Med en talentløs Omgivelse og i et ganske afskyeligt Drama af Alfieri (Myrrha, der fortæres af en incestueus Lidenskab til sin egen Fader) vidste hun at interessere den hele Aften, og man kan sige, at hun vandt udelt Bifald – thi hverken de Medspillende eller Forfatteren havde noget Krav paa vor særskilte Taknemmelighed. Hendes anden Debut var “Marie Stuart” efter Schiller, bearbeidet af Maffei. Det var et sandt historisk Billede med et ganske forskjælligt Fysiognomi fra hin græske Prinsesse, som hun første Gang fremstillede. Heri kunde jeg gjøre en Sammenligning mcd Rachel, som jeg havde set i samme Rolle ganske fortræffelig; men det faldt ganske ud til Ristoriso Fordel. Det var en Marie Stuart – den nedbøiede, ydmygede, men ikke pletfri Kvinde, hvor Lidenskaben endnu stundom bruser frem under Bodfærdighedens Askesæk. Atter en Triumf – og ulykkeligvis assoluto; thi heri vare de Medspillende under al Kritik. Vi vente endnu flere Mirakler, og jeg skal visselig ikke forsømme en eneste af disse dramatiske Begivenheder.”
Nei, Bournonville forsømte overhovedet ikke at tage Del i nogen væsentlig Begivenhed, som traadte ham nær. Og de Personer, som kunde fremkalde saadanne, vidste han at finde. Man paastaar jo, at Genier finde hverandre uden Ord, kun i Kraft af Instinct, og de enten frastøde eller tiltrække hverandre som Magnetnaale. Vist er det, at Bournonville let opdagcde, hvad der var Noget ved paa hans Vei, og i de udvalgte Aanders Kreds var han vel set; han nød Alt, hvad der blev ydet, og villigt gav han sig hen i fuld Glæde og veg Pladsen hver Gang der vederfaredes en af de Udkaarne en fortjent Hæder.
Noget saa Lavt som at være misundelig kjendte han da ikke til. Foran mig Ligger et Brev “af en Autografsamlers Mappe”; det er fra Bournonville til H.C. Andersen og dateret Stockholm den 29de April 1862. Det viser os baade den beundrende og danskfølende Bournonville. Han skriver: “Jeg kan ikke undlade at sende Dig et Par Linier i Anledning af et Inserat i “Aftonbladet”, som jeg virkelig læste med en Begeistring, der i lige høi Grad hidrørte fra mine Følelser for Dig som Digter og fra min Nationalstolthed som Dansk. Der stod nemlig, at der af et engelsk literairt Samfund arbeidedes paa Udbredelsen af god Læsning blandt Hinduerne, og at allerede en hel Del fortrinlige Skrifter i Oversættelse vare udkomne i de forskjællige bengalske og indiske Tungemaal; men af Alt havde Intet i den Grad tiltalt Almenheden og forvoldet en saadan Glæde som H.C. Andersens Æventyr og Historier. Jeg følte mig virkelig ganske opløftet ved den Tanke, at Du, blandt Kalidasas Efterkommere og i de Egne, hvor Sakuntala er fremstaaet, skulde feire en saa glimrende Triumf. Jeg ser nu i Aanden dine Værker trænge ind i det Indre af Afrika og blive aandelig Føde for de Folkeslag, der før vare Menneskeædere.
Hvem ved, om ikke dine Fortællinger, der indeholde saa megen sand Religieusitet, endog maatte bidrage til at aabne Øinene for Christendommens skjønne og trøstende Sandheder! Det er dog mageløst at have opnaaet et saadant Resultat! Hvorledes skal jeg ret kunne udtrykke min Glæde derover! Hvorledes tilgavns lykønske Dig, uden ved at lykønske mig selv til at være blandt de Lykkelige, der forstaar Dig, skatter Dig, holder af Dig og eier en Plads i dit
venlige Hjærte.”
Som man vil se, udtaler Bournonville i Slutningen af dette Brev Sympathi for Christendommen; han gik langt videre: han troede paa den. Det var Grundlaget for hans virkelig moralske Liv, som igjen fik saa stor Indflydelse paa Balletten; her taalte han ikke noget Uhøvisk; sporede han Sligt, fik strax Vedkommende, som havde foranlediget det, sin Afsked. Det er Bournonvilles ofte udtalte Fortjeneste, at den danske Ballet ikke alene i konstnerisk Udøvelse, men ogsaa i sædelig Styrke uden Sammenligning staar høiest af aile i Verden; den eier Enhvers Agtelse saavelsom Beundring.
Man har undertiden – ialtfald privat – udtalt, at Bournonville var noget for complaisant; han var altid ridderlig, han forstod at sige en Compliment, og han var istand til at tage imod en saadan. Men han var aldrig usand; Ingen har beskyldt ham for Mangel paa Charakter, og ærligt kunde han sige Folk, hvad han mente, men altid med det Ceremoniel, som hans store Velopdragenhed fordrede. Et hidtil utrykt Brev til Peder Hjort illustrerer godt, hvad jeg her siger. Det lyder saaledes:
Fredensborg den 17de Januar 1868.
Velbaarne
Hr. Professor Ridder P. Hjort.
Høistærede Hr. Professor!
De smigrende Udtryk, der indeholdes i de Linier, hvormed Deres Velbaarenhed egenhændig har behaget at ledsage Deres trykte Postscriptum*), ere for mig lige saa værdifulde som et helt Diplom, og jeg kan derfor ikke undlade at bevidne Dem min forbindtligste Tak for Deres smukke Opmærksomhed. Det vilde være temmelig trivielt af mig at retournere den Compliment, som De velvillig henvender til min ringe Fortjeneste af Konsten og Literaturen; men naar De halv spøgende nævner Ben og Fingre som Hovedfactorer i min Virksomhed, tror jeg for Alvor at kunne stille Hoved og Hjærte øverst i Deres.
I denne bestemte Forudsætning er jeg saa fri aabent at bekjende, at Deres Postscriptum hverken har overbevist eller tilfredsstillet mig. Rigtignok befinder jeg mig ligeoverfor Deres Udvalg af Breve i samme Stilling som til Richard Wagners Fremtidsmusik: jeg kjender dem begge kun af Brudetykker og misbilligende Recensioner; men idet jeg ingenlunde betvivler, at Størstedelen af Brevsamlingen jo maa eie literairhistorisk Værd, kan jeg dog ikke ret forsane mig med Offentliggjørelsen af en Correspondance intime, i Særdeleshed, naar den ikke er samlet med den Forsigtighed, der skyldes saavel Brevskriverne selv som de Personer, der i Brevene omtales, navnlig naar de endnu ere ilive og altsaa endnu ikke ere hjemfaldne til Historien.
Efterat have læst Hauchs nysudkomme Barndoms- og Ungdomsminder forekommer det mig, at hans i polemisk Hidsighed krænkende Udtalelser om H.C. Andersen**) maa falde smertelige, ja nagende tilbage paa ham selv, da de ligesom paany oppuste Luerne i den Skjærsild, som den nu saa anerkjendte, geniale Digter har maattet gjennemgaa, og vise vor Samtid, at ogsaa den humane Hauch har været iblandt Dem, der troede sig berettigede til at nedtræde og kvæle den under trykkende Omstændigheder fremspirede Plante, og Deres Velbaarenhed vil selv tilstaa, at dersom Andersen den Første ikke havde fundet fremsynede Aander, der med Kjærlighed havde pleiet hans intellectuelle og æsthetiske Opvæxt, vilde Andersen den Anden, Improvisatorens og Æventyrenes berømte Forfatter, ikke have kunnet udbrede sit Fædrelands Navn over alle Verdensdele!
Kritiken, endog den, der løber Polemikens Ærinder, voxer os i den Grad over Hovedet, at vi knap faa Tid eller Ro til at danne os en selvstændig Mening; hvad Glæde eller Nytte kunne vi vel have af at kjende dens Domme for tre eller fire Decennier siden?
Uagtet det ingenlunde kan være behageligt at se gjentages de bitre Udfald, som man i Løbet af sin offentlige Bane har været udsat for — eller paany at oppebære sine Skolerevselser – spørger jeg Deres Velbaarenhed og Enhver, der bar været indviklet i polemiske Stridigheder, om, hvad der bør anses for haardest for den ældre, prøvede Mand, enten at mindes de Uretfærdigheder, som han har maattet lide, eller dem, som han selv har begaaet? Jeg finder, at Hauch er dybere krænket end Andersen! Deres Postscriptum har derfor ikke kunnet udslette det mindre gunstige Indtryk, som Udgivelsen maaske mere end Læsningen af de paaankede Brevsteder har bevirket hos det større Publicum, og idet jeg nærer den Fortrøstning, at De ikke vii mistyde min Oprigtighed, men kun anse den for et yderligere Tegn paa min Anerkjendelse af Deres store literaire Fortjeneste, tør jeg ikke lade Deres Velbaarenhed tro,
at jeg tier og samtykker (ᵊ: bifalder); tværtimod vil jeg af mit inderste Hjærte ønske Dem forlænget Liv, Sundhed og Kraft til snart at møde med et taknemmeligere Arbeide end det Udvalg af Breve, som jeg her har vovet at omtale uden at have gjennemtrængt dets Indhold hverken i dets Enkeltheder eller dets Helhed.
Med udmærket Høiagtelse
ærbødigst og forbindtligst
August Bournonville.
Det kan ikke nægtes, at et Brev som dette afgiver Bevis for, at Bournonville forstod at indtage sin Position i human Sandhed. Og det havde altid stor Interesse at høre en Mening udtalt af en Mand, der foruden en mærkværdig omfattende Begavelse havde en stor Uddannelse gjennem mangeartet Læsning, Reiser i fremmede Lande, Omgang med de forskjælligste Mennesker og fremfor Alt gjennem et rigt skabende Konstnerliv. Thi Konstner, ud i hver Fiber Konstner – det var Bournonville. Og som saadan havde han Evner, der viste ud mod forskjællige Forgreninger af Konsten; men Balletten blev Centrum. Alle hans andre Konsteiendommeligheder og Erhvervelser kom den tilgode. Den rige Fantasi, det barnlige Sind, den musikalske Sans, det aabne Øie for Farvernes Pragt og Menneskenes Skjenhed, Blik for Aandens Aabenbarelse gjennem Legemerne i Mimik og Plastik og Folkelivets maleriske Virkning – alt Dette var han i Besiddelse af, og saa traadte dertil Kundskabsfylden, den eminente Compositionsevne, den digteriske Begavelse, og se: han omskabte Balletten fra Gøgl til Konst. Den næstsidste Aften, han levede, havde han den Glæde at se sit Digterværk “Valdemar” opført for 150de Gang, og der blev da ydet ham megen Hyldest. Han siger selv i et utrykt Brev: “Det er ubeskrivelig opmuntrende at vide sig ledsaget af velvillige Øine”, Den Opmuntring nød han til det Sidste. Han var forøvrigt ikke selv sangvinsk med Hensyn til Haabet om hans Balletdigtningers Udødelighed. Det er vel ogsaa et Spørgsmaal, om Fremtiden vii føde ledende Mænd paa Ballettens Omraade med Bournonvilles Energi, der stiger ved Modstand, med hans Pligtfordring, Styrelsesgave og Præcision; thi ellers ville Balletterne ikke tage sig ud. Bournonville frygtede altid for, at de Tider skulde komme, da Theatret “Skal nedsynke til tom Forlystelse, og Alt, hvad der før har leftet og styrkct Sjælen, vil blive omtalt som en Mythe fra svundne Tider”, Er det ikke et stort Vidnesbyrd netop for en Balletdigter, at han frygter “Forlystelsen” i Theatret?
Mon Bournonville selv syntes godt om sine Arbeider? Ganske sikkert var han sig sin Dygtighed bevidst og var ikke blottet for Selvtilfredshed. Det har man ogsaa beskyldt ham for. Men foran mig ser jeg med hans egen Haandskrift udtalt: “Det gaar saaledes med alle Dem, der ere kaldede til Konsten, at jo videre de komme, desto fjernere se de Maalet.” Han vidste dog lige saa godt som vi, at der i hans Værker var noget ægte Holdbart. De bedste af hans Balletter eie et saa væsentligt Ideens Gehalt, at de aldrig ville forsvinde. En Mand dør; men Trøsten er der, naar hans Værk lever.
Bournonvilles digteriske Begavelse er slaaet fast i Folkebevidstheden. Han hører virkelig til den danske Digterskare. Underligt var det derfor, at det i sin Tid kunde forarge Flere, at han fik en Lod af det Anckerske Reisestipendium for Digtere. Selv om man forlanger, at en “Digter” skal kunne skrive Vers, nuvel: Bournonville skrev formelt gode Vers. Der er i disse Dage – og det synes med Rette – sagt offentligt, at han ikke altid kjendte sine Grænser som Balletdigter. Som Verseskriver kan denne Bebreidelse ikke rettes mod ham. Han har vel i sit “Theaterliv”, 1848, medtaget nogle “lyriske Forsøg”, men selv sætter han dem ikke høit. “De ere, som Sangene i en Vaudeville, de Tanker, der ikke kunne faa Plads i Dialogen.” Selv i hans senere Aar saa man af og til Leilighedssange fra hans Haand, men han lod dem aldrig offentliggjøre.
Bournonville havde jo allerede for en Tid siden trukket sig tilbage til Privatlivet. Forholdene ved Theatret tiltalte ham ikke, og han vilde give Plads for yngre Kræfter. Men selv blev han egentlig aldrig gammel. Ja, maaske man i den senere Tid har kunnet spore Noget af Oldingen i hans Ydre; han havde mistet sine Tænder, saa Munden var noget indfalden, og det gav ham – som det saa tidt giver ældre Folk – noget af det elskelige Gamle. Men Bevægelserne vare endnu livlige. Naar han færdedes paa Kjøbenhavns Gader, kunde man let kjende Balletdanseren i den elegante Maade, hvorpaa han satte sine Ben mod Jorden – selv naar han om Vinteren gik med Vandstøvler over Benklæderne, bar han dem elegant; hans Hilsen var meget ridderlig og velvillig, elastiske og spændige vare alle Bevægelserne, og hans ungdommelige Kræfter sloge til, naar han paa sine Smaatoure fra Landet herind selv bar sin Vadsæk eller Haandkoffert gjennem Gaderne; Bournonville var nemlig nok en meget fin Mand, der gjorde ypperlig Figur i en Salon; men han holdt sig heller ikke for god til selv at bære sin Bagage, ja, jeg husker endogsaa at have truffet ham medvirkende, da et Flyttelæs med hans Eiendele holdt for en Port i Skindergade. Han var virksom og ihærdig paa ethvert Punkt, han var aldrig ledig.
Det Sted i Verden, han vel elskede høiest, var Fredensborg; her havde hans Fader boet og han selv i mange Aar haft sit Sommerophold; nu, efter at han havde trukket sig tilbage, boede han der – paa smaa Vinterbesøg i Kjøbenhavn nær – hele Aaret rundt. I den store, vide, skjønne Omegn kjendte han hver Plet, hver Sti i Skovene havde han fulgt, hver Udsigt havde han nydt. I nærværende Blad bar han givet malende Skildringer af Fredensborg og Omegn. Og hvor skjønt skriver han ikke den 8de Juni 1866 fra sin Stue i Fredensborg til H.C. Andersen i Lissabon: “Du giver mig en levende og tiltalende Beskrivelse af de portugisiske Egne, og jeg kan se dem for mig med de udstrakte Dale og den bjærgrige Baggrund. Dog skulde jeg, ifald Du ikke selv saa smukt havde skildret vor danske Natur, kunne stille Dig et Modstykke ved at udbrede den fredensborgske Skjønhed for dit Blik. Netop i dette øieblik, da en forfriskende Regn har vederkneget Jord og Planter, og da den støvede Vei har faaet en brungraa Afskygning, er Udsigten fra mit Vindue saa fortryllende. Skoven staar i sin fulde Pragt, Sirener, Guldregn og Hvidtjørn udfolde deres duftende Skjønhed, og din gamle Veninde Hyldemoer venter med Længsel paa at komme til Orde, for i Aftendæmringen at fortælle nogle Æventyr, som man paastaar, hun bar knebet fra H.C. Andersen. Esromsøen kaster blinkende Diamanter i den milde Sommerluft, og Gribskoven lokker med sin mystiskc Labyrinth, saa frugtbar for Digtningen, baade for Den, der kan skrive, og for de Mange, der blot kunne læse.” – Her nede gik hans sidste Dage smukt og fredeligt; han var yndet blandt Befolkningen, og i hans lykkelige, harmoniske Hjem søgte Alt og Alle at gjøre ham det godt! Han elskede sine Børn og havde Glæde af dem, og hans ypperlige Hustru gjorde ham Livet rigt; i Følelsens Ungdom og Varme “kom de aldrig ud over Forlovelsesdagene«. Han spaserede meget, læste meget, dyrkede ivrigt Violinspillet og havde Glæde af hyggelig Selskabelighed i elskværdige Familier. Han gik gjerne ud og blev Sjælen i enhver Kreds. Bournonville havde aabenbart ønsket at dø paa sit Fredensborg. Hvor mange Gange under Livets Omvexlinger og Kampe, som han saa godt har kjendt, har han ikke kunnet istemme med Ludvig Bødtcher:
Omtaage Sanserne Forstanden,
Vil Bægret skumme over Randen,
Drag, Fredensborg! mig til dit Bryst!
Og søgte han da atter Livet og dets Gjerning og mærkede, at saa længe Livet varer, hersker Brydningen, kunde han igjen udbryde med denne samme Digter:
Og nager Kummer paa mit Hjerte,
Er stum og dødelig min Smerte,
Da flyer jeg atter til dit Hegn,
Gaar atter i de grønne Sale,
Indtil at dine Nattergale
Har smeltet Skyerne til Regn.
Ja, Du skal leve i min Tanke,
Til Hjertet hører op at banke
For jordisk Fryd og jordisk Sorg,
Til Fuglen tier hist paa Kviste,
Og Træet bliver til en Kiste
Og Graven selv til Fredensborg.
Hans Kiste skulde have været tømret af Fredensborgs stærkeste Eg. Det “sværmeriske Stille” i Naturen dernede skal nu værne om hans Støv. Han hviler alt ved sin Aandsfrændes Frederik Paludan-Müllers Side paa Asminderød Kirkegaard; hans Grav vil gjøre Fredensborg end mere mindeværdigt; men hans lille, ham saa kjære Bolig skal ikke mere se ham inden sine Vægge.
Det synes mig ikke sørgeligt, men smukt, at Bournonville døde saa pludseligt. Han var endnu i Kraft, og det havde været langt sørgeligere at se ham, den altid Virksomme, altid Livlige, altid Aandrige, svinde hen som en Ruin. Hans sidste Gang var til Guds Hus, som han saa tidt søgte: da han gik derfra, udaandede han uden Smærte. Nu er han løftet over vor Roes. Jeg vii derfor kun slutte med et Citat af en af vore Historieskrivere, C. F. Wegener:
“Det er Historien, der skjænker Manden det evige Liv paa Jorden, og Afdøde kunne, ligesom de Levende, der staa meget høit over deres Medmennesker, alene gjennem denne modtage nogen Tilvæxt i Ære.”
Nlkolaj Bøgh.
*) Som bekjendt udgav P. Hjort efter de mange Angreb paa hans Brevsamling et saadant Postscriptum, der skulde retfærdiggjøre ham lige over for de Angribende.
**) Hauch havde – som bekjendt – i et Brev fra 1829 (Udvalg af Breve fra P. Hjort, Pag. 215-216) udtalt sig meget haardt om H.C. Andersen. Hvorledes de senere bleve Venner, er bekjendt.
H.C. Andersen Monumentet
Det er mærkeligt nok, saa glat og godt det er gaaet med dette Monument, idetmindste hvad Begyndelsen, Indbydelsen og Indsamlingen angaar. Alt blev ved et lykkeligt Greb taget netop i det rette Øieblik: noget tidligere vilde Sagen hare vreret umulig, medens Andersen endnu gik frisk og rask imellem os, og noget senere, efter hans Død, vilde Reactionen ovenpaa al den Virak, hvormed hans Oldingsalder omgaves, have gjort Resultatet ulige ringere. Nu skete det Mærkelige og Sjældne, at Manden endnu i levende Live blev foreviget, eller dog at man paa hans 70de Fødselsdag kunde gjøre ham den Glæde mellem andre, at give ham Underretning om den væsentlig fuldendte lndsamling af Bidrag til det nu reiste og afslørede Mindesmærke, som har kostet over 27,000 Kroner.
To af Konstakademiets Professorer spaserede en Eftermiddag i Rosenborg Have, og da udbrød den ene: “Her skulde H.C. Andersen staa!” Den anden sagde Ja, og da de kom hjem, grebe de øieblikkelig Sagen praktisk an, idet de talte derom til de forsamlede Damer; disse bleve hurtig vundne for Tanken og dannede snart en ivrig Propaganda for den. Helt uden Hindringer kom ldeen dog ikke til Realisation, og Digtererr havde ved Siden af sin Glæde flere Sorger af den. For det Første var han strax bekymret over, hvad Folk vilde sige, og for det Andet fik han slemme Ærgrelser i Anledning af de Skizzer, som fremkom efter Indbydelse til Concurrence. Flere af disse Skizzer – 16 fra 10 Konstnere – havde nemlig sat Æventyrdigteren i en æventyrfortællende Situation med Børn ved Siden, og blandt Andet gjalt Dette om den Skizze, som der fra flere Sider syntes at være mest Stemning for. Tanken om at lade lyttende Børn figurere ved Siden af H.C. Andersen, kunde være frernkommen ved Forestillingen om, at han fornemmelig var Børnenes Digter, men kunde derhos synes plastisk begrundet med Hensyn til H.C. Andersens lidet plastiske Figur. Hvad det sidstnævnte Punkt angik, viste det sig dog, at Vanskeligheden lod sig overvinde, og det maa erkjendes, at det Genre-Artede i en Composition med Børn i og for sig passede mindre godt, naar Meningen dog var at reise et Mindesmrerke af virkelig monumental Charakter. Men H.C. Andersen, der vistnok ogsaa iøvrigt foretrak at foreviges alene, blev særlig stødt over at skulle have Børn ved sin Side, fordi han – som personlig langt mindre var en Børneven i Virkeligheden end i Fantasien – betragtede det som en halv Fornærmelse, at man ligesom vilde sige, at hans Forfatterskab væsentlig kun var en Digtning for Børn. Heri havde han efter vor Formening ingenlunde Uret; det Naive i hans Værker, selv i hans Æventyr, er i den Grad parret med en ofte skarp satirisk Reflexion, at Børn vel kunne le eller græde ved en stor Del af hans Æventyr, men tilfulde nydes disse dog kun af Voxne.
Imidlertid blev Enden paa den første Concurrence, at der foranstaltedes en anden, og denne fulgtes atter af en tredie, ved hvilken Billedhugger Saabye seirede ved en i fuld Størrelse udført og udarbeidet Model til den nu fuldendte Statue. Den viser, som man vii se paa vort Billede, Andersen siddende i en livlig fortællende Stilling; i den venstre Haand har han Bogen, hvoraf han har læst op, og han holder Fingrene mellem dens Blade, medens han fortsætter Historien ved fri Fortælling. Denne tydeliggjøres baade ved det charakteristisk tilbagebøiede Hoved, ved Ansigtets talende Udtryk og ved den fremad løftede høire Arm og Haand, med hvis Bevægelse Æventyret aabenbart bliver nærmere illustreret. Den heldig tænkte Stilling, den gode plastiske Stilisering af den moderne Dragt, der i og for sig har et for H.C. Andersens Blanding af Pyntelighed og Uklædelighed charakteristisk Præg, og Hovedet, hvis Lineamenter ere baade lignende og udtryksfulde – alt Dette gjør H.C. Andereens Statue til en smuk Prøve paa Nutidens Konst, hvoraf Billedhuggeren og hans Fædreland have Ære. Ogsaa Broncestøberen, Hr. Holm, fortjener Anerkjendelse for sin Del af Arbeidet. Det bør bemærkes, at man til Metal har valgt nøiagtig samme Legering som i Rytterstatuens paa Amalienborg, nemlig 10 Dele Zink, 4 Dele Tin, 0,5 Dele Bly og 100 Dele Kobber; man har derved faaet en Bronce, hvis Overflade har en god Tæthed, og man haaber, at dcnne Statue herved vil kunne faa en bedre, mere grønlig Patina, end Tilfældet har været med en Række nyere :Støbninger, som altfor meget ere blevne graasorte. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om en ret omhyggelig Ciselering i Forening med en fuldt lykket Støbning ikke spiller en større Rolle i saa Henseende end en ringe Forandring i Legeringen.
Den siddende Statue er omtrent 6 Fod 10 Tommer høi fra Plinten til Issen; den hviler paa en rødbrun, poleret og tilhuggen Granitblok af om trent halvsjette Fods Høide, og dette Fodstykke staar atter paa en lav Sokkel af upoleret Granit. Det til Opstillingen valgte, særdeles heldige Sted er den nord-østlige Ende af »Damegangen” i Rosenborghave, hvor der haves en nogenlunde dækkende Bagvæg i Træer, som staa i den kongelige Frugthave, medens Pladsen foran og til Siderne er venlig, fri og dog ikke altfor aaben. Paa Piedestalen læses: “H.C. Andersen” og derunder Digterens Fødselsdag, den 2den April 1805, samt hans Dødsdag, den 4de August 1875, omsluttede af en Laurbærkrans. Paa Fodstykkets høire Side, regnet fra Statuen, findes et Basrelief, med Motiv fra “Storkene”: en flyvende Stork kommer med det ufødte Barn fra Livskildens hemmelighedsfulde Sø, og derover staar: “Minde om ÆEventyr-Digteren”. Paa Stenens modsatte Side er der indført et Relief med Motiv fra “Den grimme Ælling”: de ældre Svaner hilse og hylde den nye, og derover læses: »Reist af det danske Folk”. Den sidst anførte Sætning maa naturligvis forstaas cum grano salis, da de, der have reist Monumentet, jo kun udgjorde et lille Mindretal af Folkot, uden at deres ideale Berettigelse til at repræsentere hele Folket ad hoc i nogen Maade skal bestrides. Et Jærngitter agtes anbragt udenom Monumentet, simpelt men dog lidt pynteligt, i en Høide af omtrent fem Kvarter.
Det nye Mindesmærke blev Løverdagen den 26de Juni i den kongelige Families, mange Notabiliteters og et talrigt Publicums Nærværelse afsløret og overdraget til samt overtaget af Kjøbenhavns Commune. Det var en særdeles vellykket Fest, og fornemmelig var Hovedtalen af Folkethingsmand C. St. A. Bille høist fortræffelig. Vi finde ingen Grund til nu, forholdsvis længe efter, at give et større Referat heraf, da Dagbladene strax have leveret alle Meddelelser, og til dem vii det være nok at henvise baade Nutidens Læsere og Fremtidens Granskere.
Kasino har i de sidst forløbne Uger spillet H.C. Andersens Eventyrkomedie “Ole Lukøje”, som bekjendt et af Digterens Yndlingsstykker. Ved Siden af en hel Del overspændt, nesten sygeligt Fantasteri og en god Portion næsten utrolig Naivitet indeholder det dog saa mange Perler af virkelig Poisi, at det altid, selv i vor nøgterne Forstandstid, vil kunne gjensees som en elskværdig Repræsentant for en svunden æsthetisk Periode – men NB. af Folk, der ere komne til Skjelsaar og Alder. For Børn og barnlige Sjæle vil naturligvis altid den prægtige lille Fyr i den stumpede Skjorte og med de to bekjente Paraplyer, den mærkværdige Marchandiserbutik med sine mærkværdige Meabler, Spejle og Ildtænger, den gyldne Flod og Pengedjævlene, “Konen for Sot og Syge” med samt hendes hyggelige lille Pesthus o.s.v. i og for sig have noget umiddelbart Tillokkende ved sig. Noget der er vel skikket til at sætte den barnlige Fantasi i Bevægelse og give nok at drømme om om Natten; men vi tro neppe, at Stykkets egenlige Grundtanke har staaet synderlig klar for ret mange af de smaa Tilskuere, der i denne Tid have udgjort saa overvejende en Bestandel af Kasinos Publlikum, eller at den absolut moraliserende Tendens, der gaar igjennem det Hele og som Forfatteren paa sine Steder endogsaa giver lovlig stærkt ind med Skeer, har efterladt noget videre dybt Indtryk paa de unge Sjæle. Et andet Stykke i nogenlunde samme Genre og fra samme Tid omtrent som “Ole Lukøje”, men ganske blottet for dettes Poesi, har Kasino ogsaa nylig fremdraget af den fortjente Hvile, hvori det i en Aarrække har slumret, og det er vel ogsaa blot Hr. Helsengrens Ønske om ved sit 25aarige Skuespillerjubilæum endnu engang at komme til at spille den spirituense Skomager Syls Rolle i Nestroys Tryllefarce “Lumpaeivagabundns”, der har været Aarsagen til, at denne temmelig smagløse germaniske Antikvitet atter har seet Dagens eller rettere Lampernes Lys.
Paa C.A. Reitzels Forlag er udkommen:
H.C. Andersens
Eventyr og Historier,
Folkeudgave.
Første Hefte.
Pris 25 Øre.
Denne Udgave, hvorpaa hermed indbydes til Subskription, indeholder alle Digterens Eventyr og Historier og vil udkomme komplet i 16 Hefter til en Pris af 25 Øre for hvert Hefte.
Kjøberne af første Hefte ere pligtige til at subskribere paa hele Værket, som udgives med et Hefte hver tredie Uge.
Subskription modtagess i alle Boglader i Danmark, Norge og Sverig samt hos undertegnede Forlægger.
C.A. Reitzel.
Louis Hasselriis’ Statue af H.C. Andersen vil være en Del af vore Læsere bekjendt fra dettes Aars Charlottenborg-Udstilling, hvor den baade vakte Opmærksomhed og vandt Anerkjendelse som et særdeles dygtigt Arbejde. Portraitligheden er ligesaa slaaende, som Udtrykket er elskværdigt og Holdningen karakteristisk; den moderne Dragt er paa en heldig Maade brudt og forskjønnet ved den om Skuldren kastede Kappe, og i sin Helhed gjør Statuen et saa storstilet Indtryk, at der er al Grund til at lykønske Odense Kommune til dens Erhvervelse af dette Mindesmærke for Byens berømte Søn og Æresborger. For at faa Midler til Støbningen tilvejebragte, har en Komite af ansete Mænd i Odense i forrige Maaned udstedt en Tiøresubskription, som man sikkert tør spaa et heldigt Udfald; det skulde glæde os, om vort Billede maatte kunne bidrage Sit til at fremme dette. Støbningen ventes da at kunne paabegyndes til Faaraaret, til hvilken Tid Kunstneren formentlig vil være færdig med det Monument over P. Faber, som nu, efter endt Konkurrence, er bestilt hos ham.
Hos C.A. Reitzel er der begyndt en Folkeudgave af H.C. Andersens “Eventyr og Historier”, et Foretagende, som Litteraturen længe har stillet Krav til og som omsider er blevet realiseret paa en Maade, der er vel skikket til at bane Andersens ejendommelige Digtning Vej til de videste Kredse, idet de hver tredie Uge udkommer Herefter hvert paa 4 tættrykte Ark, ere ansatte til en Subskriptionspris af kun 25 Øre. Otte Øre om Ugen kan vel uden noget varigt Savn afsees i utallige Hjem, hvor Litteraturen ellers er en ukjendt Gjæst, og for dette ringe Offer erhverves saa til Gjengæld en Folkebog, som ikke mange Nationer have Mage til, en Eventyrskat, hvis brogede Billedverden i Forbindelse med den Ædle, optimistiske Aand, der er et Særkjende for disse Digtninger, vil yde Fantasien en Fylde af Indtryk og Sindet en Rigdom af skjønne og løftende Impulser, hvis Evne til at gribe Store og Smaa, Barnet og Moderen, ikke vil gjøre sig mindst gjældende i Smaahjem, hvor de 25 Øre hver tredie Uge maaske nok mærkes som en øjeblikkelig Udgift, men hvor saa til Gjengæld deres litteraire Ækvivalent sættes dobbelt højt som et velerhvervet Eje. Selv hvor en Anbefaling, som denne i nærværende Blad, ikke naar direkte ned til de Kredse, for hvilke Folkeudgaven nærmest er bestemt, vil den dog kunne blive til Fremme for denne ypperlige Digtnings Udbredelse, naar hver af vore Læsere vil kaste et Blik ud i sine Omgivelser og overveje, paa hvilke Punkter af dem Andersens samlede, Eventyr vilde kunne udføre en god Mission; Godsejeren, Fabrikanten, den store Husstands Besidder bør saaledes selv paa en Maade overtage Propagandaen for denne sunde Folkebog i sin Kreds af Undergivne, og han bør saameget hellere gjøre dette, som Indenrigsministeriet af ubegribelige Grunde har forbudt Værkets Kolportering paa Landet. Efter hvilket System det høje Ministerium uddeler sine Bevillinger til Kolportage af Skrifter, er os ubekjendt; men deri vil sikkert enhver Læser give os Ret, at naar Systemet ikke tillader Andersens Eventyr at naa den større Udbredelse blandt Landalmuen, som Kolportagen er en Betingelse for – ja, saa maa det være Systemet, der har en Skavank, som hurtigst muligt burde rettes.
